Original subtitles

Hallo! Linda!

- Madame. - Monsieur.

Lad mig i det mindste køre Dem til banegården. Det går hurtigere.

Linda!

Linda!

Stille!

- Det er en skam. - Hvad er en skam?

At De skal af sted før frokost. Min yndlingscafé ligger i nærheden.

Så lad gå, hvis det alligevel er på vejen.

Lad den ligge. Den var grim.

Ti stille! Du sætter mig i forlegenhed.

Rolig. Hvorfor er du så vred?

- Før vi skilles, så fortæl Deres historie. - Hvilken historie?

- Hvem forlod Dem grædende på en kuffert? - Jeg forlod ham.

Min anden mand. Jeg forlod ham, fordi han er forelsket i en anden.

En mærkelig grund til at forlade sin anden mand.

- Det værste er, at hun er socialarbejder. - Hvorfor?

Hun er så godhjertet.

Merci.

Med Deres erfaring med ægtemænd

må De have opdaget, at de har det med at falde for andre.

Hustruer falder også for andre.

Ja...

- Hvor mange gange har De været gift? - Kun to.

I England betragtes jeg som en skønhed.

Linda havde en følelse i kroppen, hun aldrig havde haft før.

Jeg har aldrig set nogen smukkere kravle ned ad et nedløbsrør.

Hvordan kunne hun efter fem minutter have lyst til at gå i seng med ham?

Her kan man umuligt være ulykkelig.

Tag med mig hjem.

Monsieur!

Jeg har begået store fejltagelser

men hvorfor synke endnu dybere?

- Vil De ikke køre mig til banegården? - Det sidste tog til London er kørt.

Så kør mig tilbage til hotellet

så tager jeg morgentoget i morgen.

- Til hotellet? Udmærket. - Tak.

Han var sikker på, hvad der ville ske. Og det var hun også.

Helt sikker.

- Skal vi danse? - Nej, jeg vil bare sidde og snakke.

- Jeg elsker at snakke. - Fortæl en historie.

Jeg læste om to engelske damer

som så Marie-Antoinettes genfærd på en parkbænk.

- Nej. - Jo.

En spøgelseshistorie, som to pebermøer har opdigtet, er ikke spændende.

- Tusind tak. Så fortæl De noget. - Gerne. Og denne historie er sand.

Min mormor var meget smuk og havde mange elskere gennem livet.

Kort før hun døde, var hun og min mor i Venedig.

De sejlede i en gondol

da de fik øje på et fint lille slot i lyserød marmor.

En tjener viste dem ind i et rum med tre vinduer ud mod kanalen.

Min mormor blev uvist hvorfor bevæget. Til sidst sagde hun:

"Hvis der i den tredje kommodeskuffe er et filigranskrin

med en lille guldnøgle

så er huset mit."

Jo. Og der lå den.

Hun havde engang fået det af en elsker og havde glemt alt om det.

Udlændinge fører et spændende liv.

Det er en grim frisure.

- De kan ikke lide mit tøj... - Nej.

- Eller min frisure... - Nej.

- Og jeg er en dårlig historiefortæller... - Ja, det er De.

Godt, jeg rejser i morgen.

Det havde jeg glemt. Det er en skam.

Hun lovede sig selv igen og igen, at hun ville tage hjem næste dag.

Men hun vidste godt, at hun ikke ville rejse.

- Jeg troede, du var stukket af. - Der er noget galt. Linda kom ikke hjem.

Det er længe siden, vi sås, og jeg var modbydelig.

Det var ikke hendes skyld.

- Nu er der måske sket hende noget. - Plejer hun ikke at klare sig?

Vi er bedste venner. Hun ville have ringet, hvis alt var vel.

Stakkels Linda. Hun er så uskyldig.

Griner du altid, når du elsker?

- Gør alle kvinder ikke det? - Nej, som regel græder de.

Mærkeligt. Nyder de det ikke?

Nu vi taler om dit privatliv...

- Får jeg at vide, hvad du hedder? - Har du ikke opdaget det? Besynderligt.

Jeg hedder Fabrice Sauveterre.

Jeg er en meget rig hertug

hvilket gør alt lettere, selv i denne tid.

- Er du gift? - Nej.

- Hvorfor ikke? - Min forlovede døde.

Hvor trist.

- Hvordan var hun? - Meget sød.

- Sødere end mig? - Meget sødere.

- Meget korrekt. - Mere end mig?

Du er ikke spor korrekt.

Hun var en meget dydig kvinde.

Var du aldrig i seng med hende?

Aldrig. Tanken strejfede mig aldrig.

Du milde. I England er der ingen tøven.

Englændere er kendt for det dyriske. Et fordrukkent og liderligt folkefærd.

- Det siger de om udlændinge. - Franske kvinder er verdens mest dydige.

Jeg vil lige sige, at min mor og en af mine mostre

og en af mine søstre og min kusine er dydige. Dyd er ikke ukendt i familien.

Og i øvrigt, hvad med din mormor og alle hendes elskere?

Ja, hun var syndig.

Men også en enestående kvinde.

- En synder kan ikke også være dydig. - For dig er alting "enten eller".

Gør du? Hvor? Hvornår?

Nej, Alfred passer den lille. Åh gud, David, har hun det mon godt?

Meget elegant.

Vidunderligt.

Vi tager det hele.

Det kan du ikke. Hvad ville min mor sige?

Perfekt. Også badedragten, som du ikke kan bruge, når strandene bliver slagmarker.

Jeg solbader helst nøgen.

Linda overvejede, om hun var ved at blive en holdt kvinde.

Så hun kunne lige så godt løbe linen ud.

Hun var fyldt af en rolig og lykkelig fatalisme.

Verden ventede på krig, men hende rørte det ikke det mindste.

Fabrice gav hende en lejlighed

og hun shoppede, solbadede og ventede på, at han kom på besøg.

Gasmaske?

Og det gjorde han, hver aften klokken syv.

Smuk!

Du milde. Merlin. Davey.

Fanny!

- Gudskelov, du er i live. - Selvfølgelig er jeg i live.

Jeg har aldrig set nogen mere levende.

Goddag, skat.

- Er du forklædt? - Jeg bærer altid briller i udlandet.

Mine øjne er så venlige, at tiggerne flokkes om mig og generer mig.

- Du virker ikke glad for at se os. - Hvordan fandt I mig? Ved mor og far det?

- De tror, du er sammen med Christian. - Godt.

Vi blev urolige. Send et postkort næste gang.

Herligt gammeldags.

Pakker, shopping, blomster... Hvor spændende.

- Du driller. - Lejligheden er grinagtig.

- Hun har sikkert et glasbadekar. - Ja.

- Der svømmer sikkert guldfisk i. - I har kigget.

Franskmænd holder elskerinder efter en skabelon.

Niveauet er dog lidt højere her.

Gauguin, Cézanne... Lidt dårlig smag, men alligevel...

- Er din beskytter meget rig? - Ja.

Kunne man så få en kop te?

Hvem er så denne fantasiforladte franskmand?

Hertugen af Sauveterre.

Fabrice de Sauveterre?

Ja. Kender I ham?

Dit forfinede ydre skjuler, hvor provinsiel du egentlig er.

Vi ved alt om ham. Og det gør alle andre også.

Fabrice de Sauveterre er utvivlsomt en af de mest syndige mænd i Europa.

I Venedig kunne man se ham i fuld sving i en gondol.

Han ordnede kvinder på samlebånd.

Fabrice de Sauveterre!

I drikker hans te.

Det her straffer mig, men nu er jeg i Paris.

- Fabrice er blevet skudt på talrige gange. - Hold bøtte.

Kom, Mer. Frøkenen skal klæde om til negligé.

Farvel, Linda. Vi skal møde vores intellektuelle venner.

Hils Fabrice.

Vi ses.

Skat!

Åh nej!

Jeg glemte at ringe. Undskyld.

Jeg har ikke sovet i dagevis.

Men pyt. Nu skal du bare hjem. Du skal ikke være bange.

Nej, hør på mig.

Jeg vil ikke reddes.

Jeg...

Jeg er blevet tvunget til at indse, at alle englændere...

...er elendige elskere.

- Alfred er vidunderlig. - Ja, naturligvis.

To gange i mit liv troede jeg, at noget var kærlighed.

Det er som at tro, man ser en ven på gaden.

Man smiler og vinker

men det er en anden, som ikke engang ligner.

Lidt efter dukker den rigtige ven op...

Skulle du ikke redde verden? Det var hurtigt overstået.

- Jeg troede, du var færdig med mænd. - Jeg har aldrig haft det sådan her før.

Jo, du har.

Du kunne godt have ringet.

Det er dejligt at se dig, men Fabrice er på vej.

Kan vi spise frokost i morgen?

Naturligvis.

Jeg beklager.

Jeg elsker dig, Fanny.

Merlin og Fanny og onkel Davey har været her. De kender dig.

- Merlin, javist. - Jeg vil aldrig tilbage til dem.

Du elsker dem.

Fanny, Jassy, Matt.

- Du er fars lille øjesten. - Det var på grund af ham, vi stak af.

Han hadede udlandet. Matt og Jassy ville bare af sted.

Og selvfølgelig var det bedårende

og fuldt af mennesker, der ikke er som os. Fuldt af dig.

Du må aldrig lade mig forlade dig og Paris.

Du er nødt til det, når krigen kommer.

- Må jeg ikke nok blive her? - Du skal rejse, når jeg siger det.

- Også selv om du ikke vil. - Udmærket.

Hvor tager du hen? Hjem til lorden, som hader udlandet?

Nej.

Jeg tager til huset i Chelsea.

Og venter på dig.

Der kan gå måneder eller år.

Jeg venter.

Jeg venter.

Davey og Merlin var oppe for længe.

Det er meget ubehageligt at døje med mavebesvær.

Jeg har simpelthen tømmermænd, og det har Davey også.

Ingen flinke øjne i dag.

Jeg har lige været i Biarritz. Har du mødt Fabrice Sauveterre?

SLADDERKÆLLINGER PÅ RITZ

Vi ses ofte hos madame de Sauveterre. Hvornår kommer Jacqueline tilbage?

Hun er i England. Hun savner ham, men de taler i telefon hver dag.

Hvem havde anet, at Fabrice, af alle mennesker, var så trofast?

Godt, jeg kom. Hvor bor han?

Hos sin mor, tror jeg.

Kan De skaffe adressen til hertugen af Sauveterres mor? Det haster.

Lad os gå ind til Davey og Merlin.

- Vi glemmer, hvad vi hørte. - Du må gøre det forbi.

Jeg har aldrig været mere lykkelig. Vi dør alligevel snart.

- Merlin har den forkerte slags. - Af hvad?

Piller til når tyskerne kommer. Hans er til hunde.

Tal med min læge.

Først den hvide, så den sorte.

Linda har indfriet sit ungdomsløfte.

Alderen hjemsøger hende med en tristhed, som hun ikke er sig bevidst

men som taler til hjertet og fuldender hendes skønhed.

Hun lever som luksusprostitueret uden tanke på følgerne.

Hun er bare hans frille. Hun tror, hun er lykkelig, men det ender galt.

Man må følge reglerne, ellers bliver man straffet.

Du er frygteligt konventionel.

Ikke alle kan leve i den salige familielykke, som du og...

Du og...

Alfred.

...Alfred gør.

Nogle må værne om bohemelivet, respektløs... Tak til hende.

Den lille har savnet dig.

- Hvad med dig? - Hvad mener du?

Af og til ser han dig ikke i dagevis. Hvad nu, hvis han savner dig?

Jeg skal forsøge familien.

Tænk at gå på arbejde, læse, skrive og tale med andre fornuftige mennesker.

Mens jeg holder hus og bliver nedgjort af dine middagsgæster.

Ligegyldig snak med småbørn, som ikke kan underholde sig selv.

Pludselige, skræmmende sygdomme. Du er sur og brokker dig over desserten.

- Hvor kommer det her fra? - Er du lykkelig?

Gælder det ikke om at være lykkelig? At være forelsket og hvile i sig selv?

- Jeg troede, det var det her, du ville. - Jeg havde ikke noget valg.

Lykkeligt eller ulykkeligt gift, det er kvindens valg.

- Man kan også stikke af og se verden. - Er du ved at blive skør?

Ja, Alfred. Ja.

Ja.

Tillykke, madame.

Ikke en fransk bulldog!

Goddag.

- Plon-Plon. - Plon-Plon?

Min hat og min franske bulldog...

Det, jeg frygtede, er sket.

Vi må af sted.

Linda forstod ikke, at hun lod sit lykkelige liv bag sig for altid.

Ingen af os forstod det.

- Nu slipper du for dessertbrokkeri. - Måske er franske desserter bedre.

Linda sad på Cheyne Walk og ventede på at høre fra Fabrice.

Månederne gik.

Ikke en lyd.

Vi havde ikke meget kontakt. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige.

Jeg sidder bare og venter.

Til sidst bad hun mig komme. Hun havde ikke hørt fra Fabrice siden Paris.

- Fanny... - Hallo, hallo.

Jeg har ventet så længe.

Dejligt. Må jeg komme? Jeg har en taxi udenfor. Jeg er der om to minutter.

Ja.

Kom du for at slutte dig til general de Gaulle?

Ja. Jeg skal selvfølgelig møde ham.

Men jeg er her i et privat ærinde.

Jeg kom for at sige, at jeg elsker dig.

Det... sagde du aldrig til mig i Paris.

Jeg har sagt det så mange gange før.

Jeg sagde det aldrig til dig, fordi...

Jeg vidste omgående, at det var lige så rigtigt, som de andre var forkerte.

Det var som at genkende nogen.

Jeg kan ikke forklare det.

Det må være sådan, det føles at være religiøs.

Søde Linda, det hele ordner sig. Det lover jeg.

Det hele stod klart for mig i toget. Mænd er håbløse.

De kommer aldrig til at forstå os. Heldigvis bliver de nok snart skudt.

Du kan bo hos mig, og vi skal snakke og gå i bad ligesom i gamle dage.

Krigen er en vidunderlig mulighed for kvinder som os.

Bonjour, madame.

Endelig møder jeg den kære Fanny.

Fabrice.

- Goddag. - Fortæl alt om Deres liv.

De kan vel starte med adlingsskabet. Ædlingsskabet.

Så er De sød.

- Han er vidunderlig! - Ja, ikke?

Han elsker at snakke. Og så lytter han faktisk.

Og han ævler ikke om penge og politik.

I bøger dør piger som dig, Linda.

Jeg var så urolig.

Men du er hverken madame Bovary eller Anna Karenina.

Livet er ikke en bog.

Du er faktisk det mest levende menneske

jeg nogensinde har mødt.

Ved du hvad?

Nogen burde skrive en bog om mig

og give den en forrygende lykkelig slutning.

God idé.

Ih, tak.

Jeg elsker Paris.

Krigens skygge, som havde virket så ubetydelig

voksede og voksede og lå som et tykt tæppe i horisonten.

Du ser sjov ud, når du binder slipset.

- Kommer vi til at bo sammen igen? - Selvfølgelig.

Indtil jeg bliver 90.

Jeg er meget trofast af natur.

Du var ikke tro mod Jacqueline.

Har du hørt om hende?

Hun var pragtfuld. Jeg var hende tro, og det varede i fem år.

Det gør alle mine forhold, men jeg elsker dig ti gange højere

så jeg når at blive 90.

Og til den tid er det blevet en vane.

Hvornår ses vi igen?

Den fjerde.

Var det bilen?

Ja.

Jeg må gå.

Madame...

På gensyn.

Situationen forværredes. Skyggen var nu en gigantisk gru af stål

som rullede over Frankrig mod England.

Vi søgte tilflugt på Alconleigh uden Linda

som ikke havde været der i to år, og som alle savnede.

Er du klar til invasionen?

Bomberne faldt over London, og Sadie tryglede mig om at hente Linda

som nægtede at forlade Cheyne Walk, end ikke for lidt frisk luft

hvis Fabrice skulle ringe.

Hej, Moira. Hvor er du blevet stor.

- Hun er på badeværelset og kaster op. - Uha da.

- Hvad hedder den? - Plon-Plon, tror jeg.

Er det fransk? Far siger, franskmændene er skrækkelige.

Det gør han vel.

Moira rejser til Amerika i dag.

Hun vil sige farvel. Jeg er trods alt hendes mor.

Far siger, vi skal kæmpe med tyskerne, ikke imod dem.

Far kæmper hverken med eller imod nogen, så vidt jeg kan se.

Lad lige hunden være et øjeblik og hør godt efter.

Du skal vide

at jeg ikke bryder mig om, at du flygter fra England, når der er problemer.

Sådan gør man ikke.

- Jeg gør bare, hvad jeg får besked på. - Ville du ikke hellere blive?

Nej, for der er luftangreb.

Jeg bliver så vred.

- Hvad siger dine børn til luftangreb? - De ved ikke noget bedre.

Det glæder mig. Jeg troede, det var hele generationen.

Det er ikke Moiras skyld. Pixie og Tony bruger hende som påskud for at flygte.

Man må kun flygte til Amerika, hvis man har børn.

Fabrice gav mig det her. Moira skulle have det.

Men jeg vil ikke give noget så smukt til den lille kryster.

Hun kan få den grimme fløjte, jeg fik, da jeg giftede mig med Tony.

Hvorfor er du så ond mod hende?

Det her barn bliver slet ikke som Moira.

Vent og se.

- Du måtte jo ikke få flere. - Hvad forstand har lægerne på det?

Jeg glæder mig.

Det er latterligt. Sadie og Matthew vil have, du kommer hjem. Du er syg.

Jeg venter mig også, og Louisa ligeså.

Hvor hyggeligt. Nye medlemmer af Ædlingsselskabet.

Men...

- Han ved, at jeg er her. - Du kan dø. Så finder han dig aldrig.

Eller er det romantisk at dø af kærlighed?

Der bor syv millioner i London. Tror du virkelig, de alle sammen dør?

Hent et glas vand.

- Luk op. - Ikke hvis du vil tvinge mig væk herfra.

Hvorfor har jeg brugt mit liv på at være urolig for sådan en egoist?

Jeg ved, jeg har været ond mod Moira.

Jeg vidste, at jeg ville forlade Tony.

Jeg ville ikke blive for glad for hende, og hun måtte ikke blive glad for mig.

Hun kunne blive et anker.

Jeg ville ikke risikere at blive forankret til Kroesigs.

Fanny...

Nogle gange tror jeg ikke, at vi fødes som kvinder.

Det er, som om...

...man får klippet vingerne.

Og så er alle forbavset over, at man ikke kan flyve.

Fanny...

Jeg tog alene tilbage til Alconleigh for at vente i den isnende kulde.

Det blev sværere, da min mor pludselig dukkede op.

Flugten fra Rivieraen var et eventyr.

Gudsketak og lov for Juan, min barske spaniol.

Uden ham var jeg ikke undsluppet lejren i Spanien.

Han er tvær, men bedårende, ikke sandt?

- Han sidder lige ved siden af dig. - Han forstår ikke engelsk.

Godt, for jeg vil ikke have huset fuldt af sortsmudskere.

Du kan blive her, men grænsen går ved... Juan.

- Man må vise lidt medmenneskelighed. - Ikke mod sortsmudskere.

- Er du sikker på, han ikke forstår os? - Helt sikker. Vi kan ikke føre en samtale.

- Hvorfor er I så sammen? - Vi er forlovede.

- Er du ikke gift med majoren? - Jeg kan ikke huske det.

- Alt vel, skat? - Gifte folk skal ikke forlove sig.

Det er godt at have en ny klar, før man siger farvel til den gamle.

Det er Lindas filosofi.

- Har han det godt? - Maden er giftig.

Hvor uforskammet.

Nogen skal sige det. Jeg kastede op hele natten.

Emily har haft diarré, og Fanny har en bums på næsen.

Vi bliver ganske rigtigt forgiftet. Tænk på rationeringen.

Jeg skal til London i næste uge.

Jeg tager en stor klump smør med tilbage.

Du skal ikke ynke mig.

Jeg har fået fem måneders idel lykke.

Det er de færreste forundt gennem et helt liv.

Vi kan holde tysken stangen i nogle timer

før de dræber os. Det er ikke så ringe.

Du ligner en møller. Hvorfor er du helt støvet?

- Er du blevet bombet? - Ja, far, og det har kun gjort mig godt.

Davey og Juan fandt en ordbog, og alt er forandret.

Han var kok før borgerkrigen.

Han har jaget og syltet, og nu er spisekammeret Aladdins hule.

Svigteren burde gifte mig med ham.

- Det gør hun utvivlsomt også. - Siger du.

Linda tager da sin krigstørn i Paris. Du trøster kun grædende børn, Fanny.

Fik du pelsene som tak for indsatsen?

Tænk, hvad man kan få uden penge.

- Hvad var det, du lavede, Linda? - Hun opvartede den franske hær.

- Natten lang. - Trættende.

Hold op!

Den arme stakkel savner Christian. Hvor er han nu? I Kairo?

Hvor uretfærdigt. Linda lever livet i Paris og kommer hjem med pelse.

Hvad får vi for at blive hos vores kedelige mænd?

Det her.

Tal pænt om vores mænd. Jeg har dårlig samvittighed.

Hvem skal passe barnet? Det skal vi, for hun er ligeglad, når det er født.

Skat! Fanny!

- Hvad laver du? - Gemmer mig.

Jeg ville aldrig sige noget om Linda og Sauveterre

men Linda kunne godt være gladere og ikke bare gå sin vej.

Hun og jeg kunne blive gode venner.

Ja, hun er også egoistisk.

Af og til tror jeg, at jeg bor på den forkerte planet.

Linda og jeg er grådige

men det er surt at hænge på en, man mødte, da man var 19.

Ja, men hvis man har børn sammen, har man vel et vist ansvar.

Man kan ikke både stikke af og beholde barnet.

- Skal man så ikke blive? - Fanny...

Det er i orden at være grådig. Du skal ikke altid være god.

Det at være god kan slå en ihjel. Det kan synd også.

Åh nej, de fandt mig. I fandt mig.

- Vi så dig derovrefra. - Sludder. Jeg gemte mig så godt.

Skat...

Det er et brev fra Fabrice.

Jeg forstår ikke et eneste ord. Det er den rene tortur.

Pyt.

En dag ringer telefonen, og det er ham.

Helt sikkert.

Hvorfor blinker din mor til mig?

Og siger ting som: "Lad os erkende det. Vi er faldne kvinder."

Jeg kan ikke klare hende.

Men virker hun ikke lykkelig? Måske har svigtere det ikke så slemt.

Hun er forfærdelig og latter... Jeg er ingen svigter.

Selvfølgelig ikke. Jeg har altid set dig som uskyldig.

Har du?

Tak.

Og jeg har altid set dig som utrolig modig.

Jo.

Jeg løb altid. Det gjorde du ikke.

Intet er mere modigt end at blive.

Jeg er fortabt uden dig.

Det er jeg.

Det her er ikke mit hjem.

Det har altid været dig.

Jeg skal kaste op.

Jeg elsker at sidde og snakke. Du må ikke gå.

Alfred!

- Hvad laver du her? - Jeg har orlov og ville se min hustru.

- Jeg fik at vide, at hun var i et skab. - Ja, her er jeg.

- Jeg går ud. - Nej, jeg gør dig selskab.

- Hvad er det? - En dagbog, jeg havde som barn.

Må jeg...?

Du kiggede efter Linda.

Ønskede du, at du var Linda?

- Jeg er glad for, at du ikke er det. - Det der hjælper ikke.

Jeg har behov for at blive opfattet som sød og behagelig.

Men jeg er også en egoist med egoistiske tanker og lyster...

Vil du gerne have en affære? Jeg ved, jeg kan være fjern.

Jeg føler, at jeg må arbejde hårdt for at bevise...

Jeg vil ikke have en affære. Jeg vil være en god hustru og mor og ven.

Men det er svært, når man føler, man er lusket og jaloux

og bange og bitter hele tiden.

Jeg ved, jeg er genert, men jeg har en løve indeni.

- Forstår du? - Jeg prøver virkelig.

Jeg ved snart ikke...

Jeg er så glad for, at du ikke er død. Undskyld.

Alfred...

Sådan kender jeg dig ikke.

Det smukke forår kom, og vi ventede utålmodigt på at nedkomme.

Tiden sneglede sig af sted, som dengang vi ventede på, at livet skulle begynde.

- Hvad er klokken? - Gæt.

- Halv et. - Bedre. Kvart i et.

Tænk, hvis vi havde gået i skole og var blevet lige så dygtige som Fanny.

- Så havde vi ikke villet flygte. - Nej, vi duer ikke til noget som helst.

Og hvis jeg ikke var stukket af...

...havde jeg aldrig mødt Fabrice og fået en lykkelig slutning.

Du skal skrive kærlighedsromanen med den lykkelig slutning.

Og sælge millioner og blive stenrig.

Alfred må lide den tort, at jeg betaler på restauranten.

Tag dig af Plon-Plon, hvis der sker mig noget. Den har været en stor trøst.

Hun lød som en, der ved, at hun vil leve evigt.

Louisa fødte nummer seks i maj, og vi misundte hende, at det var overstået.

Jeg vil sige lidt om, hvordan vi skal håndtere den tyske invasion.

Da jeg selvfølgelig dør

er der en meget vigtig opgave, der skal udføres.

Davey, du sprænger Juans spisekammer i luften. Aladdin.

Jeg ville spørge ham selv

men selv om jeg godt kan lide Juan nu: Én gang udlænding, altid udlænding.

Skal jeg sprænge Aladdin i luften? Du må være vanvittig.

Vi kan ikke forære tyskerne Aladdin.

Efter min mening, og jeg taler også for mine søskende

bliver man ikke lykkelig, før man forlader denne isørken og betræder udenlandsk jord.

Udlændinge skal tilbedes.

Men i dette spørgsmål har far ret.

Vi skal besejre tyskerne for enhver pris.

Far...

- Vis mig, hvordan man sprænger Aladdin. - Sådan skal det lyde.

Og når Aladdin er klaret, tager du feltspaden ned.

De tager sig af dig, Linda. Sådan er det med gravide kvinder.

Mine indvolde forstår de ikke. Jeg kender tyskere.

Fri os for dine indvolde. Jeg har det mærkeligt lige nu.

Også jeg.

Juan har forgiftet os! Jeg vidste det. Ingen rører maden. Den er forgiftet.

Ikke kigge. Mine trusser!

Sådan havde jeg det altid, før jeg fødte.

Den 28. Maj kom vores børn til verden. To drenge.

Lægerne, som havde advaret Linda mod flere børn, var alligevel ikke idioter.

Det blev hendes død.

Jeg tror, hun døde meget lykkelig og uden de store lidelser.

Men for os på Alconleigh, for hendes forældre

hendes søskende, for Davey og lord Merlin

blev et lys slukket. En stor glæde, som ikke kunne erstattes.

Samtidig med Lindas død blev Fabrice pågrebet og skudt af Gestapo.

Han var en modstandshelt og blev en fransk legende.

Jeg har adopteret lille Fabrice med Christians accept.

Han har Lindas øjne og er et bedårende barn.

Jeg elsker ham mindst lige så højt som mine egne børn.

Vil I se heksen? Jeg havde den i tasken.

I er ikke spor bange. I behøver ikke at lade som om.

Sikke et smukt barn.

Stakkels Linda. Den stakkel. Det er så sørgeligt.

Er det ikke godt det samme?

Et liv som Lindas og mit er ikke så sjovt, når man bliver ældre.

Lad os håbe, at fremtidens kvinder

ikke bare svigter eller bliver som en Linda eller Fanny

men beslutter, hvem de er, uanset hvem de gifter sig med.

Jeg tror, Linda var blevet lykkelig med Fabrice.

Han var hendes livs kærlighed.

Det tror man altid.

Hver evig eneste gang.

Det gør man.

Tekster: Kirsten Hansen Medietekst Danmark