All language subtitles for Foerst.til.verdens.ende.S01E05.DANiSH.720p.WEB-DL.AAC2.0.H.264-DBRETAiL.da

Man kan hurtigt komme om
på den anden siden af Jorden.

Men går vi i farten
glip af eventyret?

Så er vi kommet med de lokale.

Hvad hvis vi ikke må vælge
den hurtigste løsning?

I et ekstraordinært ræs har fem par
begivet sig ud på deres livs rejse.

Det her er jo noget af det vildeste,
vi nogensinde har prøvet.

Målet er Singapore.

Den destination, som via landjorden
er fjernest fra Danmark.

Udstyret med intet andet end et kort
og et beskedent kontantbeløb -

- skal parrene krydse mere
end 12.000 km på land og til vands.

Det par, som når først frem, vinder
præmien på en kvart million kroner.

Kom nu, far.

De er nået først til verdens ende.

De fire resterende par stævnede
samlet ud over Det Kaspiske Hav -

- og kom helt tæt på
den centralasiatiske kultur.

Kim og Carsten rykkede fra
en tredjeplads til en førsteplads.

Stephanie og Nicolaj kom tættere
på hinanden og førstepladsen.

Claus og Marco sakkede bagud
på grund af sygdom.

Far og søn kom ind på en tredjeplads
med Johanne og Josefine lige bag sig.

Her på femte etape er de første til
at tjekke ud Kim og Carsten.

"Jeres næste destination
er Chengdu."

- Hvor ligger det?
- Det ved jeg ikke.

Næsten 6500 km fra Tasjkent venter
femte checkpoint: Chengdu i Kina.

Kina er verdens mest befolkede land
med næsten 1,5 mia. indbyggere.

I det gigantiske land
venter der parrene store oplevelser -

- kæmpe kulturforskelle
og store sprogbarrierer.

- Dér. I Kina.
- Fedt, fedt, fedt.

Cirka dobbelt afstand af,
hvad vi rejste på sidste etape.

Det kulturchok, jeg tror, vi får,
glæder jeg mig mest til.

Parrene forlader checkpoint
i den rækkefølge, de ankom i.

På denne etape er det oplagt
at bevæge sig gennem Kasakhstan -

- for at nå grænsen til Kina.

Kim og Carsten tager en taxa
mod den kasakhstanske grænse.

Herfra vil de mod byen Almaty.

Vores strategi på denne etape er
at bevæge os om natten -

- og søge arbejde, så vi kan få
nogle penge ind på kontoen.

Imens Kim og Carsten forsøger
at fange en bus mod Almaty -

- er det Stephanie og Nicolajs tur
til at tjekke ud -

- og som dagens fødselsdagsbarn får
Stephanie lov til at åbne kuverten.

Det var en god fødselsdagsgave, ikke?
Jeg inviterer dig til Kina.

Jeg havde virkelig håbet på,
at vi fik lov til at opleve Kina.

Så håber jeg bare, at vi kan få lov
til at komme op på Den Kinesiske Mur.

Så skal vi sgu til Kina, min skat.

Stephanie og Nicolaj vil tage en taxa
til grænsen ind i Kasakhstan.

4 1/2 time senere
forlader også far og søn hotellet.

"Chengdu." Det lyder
som et eller andet kinesisk.

Det er fantastisk, at vi skal til
Kina. Et land, man gerne vil besøge.

Det er fedt. Det bliver interessant
at se, hvor dyrt det bliver -

- når man ser de her lange distancer.

Stephanie og Nicolaj
er kommet til grænsen.

Her håber de at kunne komme
videre til storbyen Shymkent.

De får bid hos en lokal,
der skal samme vej.

Det er dejligt,
at vi har fået et gratis lift.

Tillykke med fødselsdagen.
Det må være det held, der ramte os.

At blive 30 har også betydning
for mig med sådan fremtidsplaner.

Jeg har altid tidligere tænkt,
at jeg skulle nå at blive mor før -

- men tiden var ikke til det,
men nu har jeg været klar et års tid.

På den her rejse skal vi finde ud af,
om det skal være os to -

- der skal skabe liv sammen,
men hans tvivl har ligget i -

- om han ville have børn med mig.
Nu håber jeg -

- at vi kan finde hinanden og blive
enige om, at det er det, vi skal.

Imens Stephanie og Nicolaj
tager mod Shymkent -

- er Kim og Carsten ved at forlade
byen i en natbus mod Almaty.

Tilbage på hotellet er det sidste par
klar til at forlade Tasjkent.

Vi er så klar til den her etape,
og jeg føler, at vi har nyt mindset.

Vi er virkelig klar.

- Hold kæft et stort land.
- Og der er megameget at se.

Vi satser på et job i Shymkent
på en sprogskole.

Vi vil i dag over den kasakhstanske
grænse og så hen til Shymkent.

Imens Josefine og Johanne
begiver sig mod stationen -

- går Claus og Marco ind på stationen
for at finde afgange ud af Tasjkent.

Det koster så 395.000 for én person.

Men vi når et langt stykke.

- Skal vi tage det?
- Ja.

Gad vide, om billetkontoret
overhovedet har åbent.

- En togstation skal da have åbent.
- Store hjerner tænker ens.

Vi havde forventet, at pigerne
nok også ville tage det samme tog.

Med otte timer til afgang
må Johanne, Josefine -

- og Claus og Marco
væbne sig med tålmodighed.

Imens er Stephanie og Nicolaj
nået frem til Shymkent -

- hvor de bliver for natten.

Det er morgen på etapens anden dag.
I Almaty er Kim og Carsten i spidsen.

Stephanie og Nicolaj
er lige i hælene.

Johanne og Josefine har valgt
at stå af i Shymkent -

- mens far og søn har valgt at
fortsætte længere og stå af i Almaty.

Vi håber, det kan blive en fordel,
at vi har valgt et længere stræk.

Vi har valgt Almaty, fordi den
ligger tættere på grænsen til Kina.

Samtidig er det en storby. Der skulle
gerne være nogle gode forbindelser.

Oven i det har vi mulighed
for at arbejde. Det er tiltrængt.

I Shymkent har Josefine
og Johanne besluttet -

- at tage arbejde på en sprogskole,
hvor de skal undervise i engelsk.

Nej, nej, nej...
Fuck, det er glat!

Er du sindssyg, det er glat.

- Det er virkelig en oplevelse.
- Det er så søde børn.

Vi får fuldstændig ansvar
for de her undervisningstimer.

Kim og Carsten
er nu ankommet til Almaty -

- hvor de har fundet arbejde
på et hostel.

I dag har vi fået forskellige jobs.
Den ene opgave er sneskovling.

- Den har jeg taget.
- Og jeg skal strigle en hund.

Det er jo,
hvad jeg kalder luksusarbejde.

Det er også beroligende på mit humør,
så det er rigtig dejligt.

Al sneen skal over i bedet,
sådan så der ikke går frost i jorden.

Det er hyggeligt,
og man får trænet lidt guns -

- og det er gratis,
og det kan budgettet godt lide.

Kom så.

Dygtigt.

Jeg begynder at kunne mærke,
at jeg begynder at blive mere rolig.

Det er rigtig dejligt,
at jeg kommer lidt ned i gear.

Det er noget,
som jeg har rigtig svært ved ellers.

Det er virkelig dejligt
at opleve det her.

Stephanie og Nicolaj befinder sig
et andet sted -

- hvor de også har valgt
at holde en rejsefri pause.

- Kan vi komme ind?
- Nej.

Der er en skøjtebane herinde,
men sneen dækker lidt for isen.

Men der kører en kabelbane.
Vi vil tage en tur i den i stedet.

Endnu et par
er nu ankommet til Almaty.

Claus og Marco har ligesom
Kim og Carsten besluttet sig for -

- at finde arbejde i netop denne by.

Hallo. Hej. Vi så jer lige.

Stephanie og Nicolaj
startede en del tid foran os.

Det er skønt, vi møder dem.

Vi skal op med liften. Det kan være,
at solen skinner på den anden side.

Kan I have det godt. Hej.

Det job, vi har fået, er,
at vi skal holde øje med -

- om folk har et skipas,
eller om de bare har et liftpas.

Så er det min herovre.

Det kommer.
Vi skulle have taget solbriller med.

Hvor er det fedt. Der er meget sne.

Du gør det ikke...

Nej, hvor har du meget sne i hovedet.

Gud, hvor er det flot.
Prøv lige at se.

Tiden i Almaty giver mig noget af
det, jeg gerne vil have ud af rejsen.

Oplevelser, hvor jeg egentlig bare
glemmer rejsen og kan mærke -

- at lige nu er det bare
mega afslappende at være.

Det er bare megarart, at jeg kan
dele det her med Stephanie.

- Hvor er det nice, det her.
- Ja, det er sgu da for lækkert.

Jeg bliver glad,
når jeg ser Nicolaj nyde at være her.

Jeg kan også mærke på ham, at han
virker glad for at være her med mig.

Jeg er sikker på, at det er nogle
af de her oplevelser, der gør -

- at vi finder hinanden 100% igen
og kommer tættere.

Jeg har jo ikke lyst til, at det ikke
skal være os inderst inde -

- men jeg ved også bare, at der har
været en usikkerhed for os begge to.

Jeg har bare lyst til, at den
usikkerhed skal smides langt væk -

- og vi bare kan få lov til
at have det godt sammen igen.

Det er så dejligt at være her -

- fordi for mig er det her bare
følelsen af kvalitetstid.

Jeg har allerede lykkelig glemt,
at jeg så Claus og Marco.

Det er megarart at kunne fornemme
din glæde over sådan et sted her -

- når jeg også har en stor glæde over
det. Det er dejligt, at vi deler det.

- Det føles godt.
- Det er jo godt.

Det kunne være sjovt at komme tilbage
til sådan et sted. Tak, Kasakhstan.

På det lokale hostel er Kim og
Carsten færdige med dagens arbejde -

- der viste sig at være hyggeligt.

Deres arbejdsgiver har besluttet at
give de to drenge en hjælpende hånd.

Det, vi får igen for vores arbejde,
har været det hele værd.

Hun har også indvilliget i
at køre os over 300 km gratis.

Så nu skal vi op til en by,
der hedder Zharkent -

- som ikke ligger
så langt fra grænsen.

Jeg er helt vildt spændt på Kina.
Jeg læder mig til landet.

At få lov til at smage på noget
af al den kultur, der er.

Der er jo 3000 års historie,
som man bare kan dykke ned i.

Johanne og Josefine er færdige
med arbejdet på skolen -

- og er taget til stationen
for at finde togbilletter videre.

- Vi har fået billetter til i morgen.
- Det er så godt, at vi har en plan.

Nu kan jeg se Kina for mig.

Kim og Carsten nærmer sig grænsen.

Stephanie og Nicolaj er ikke
langt efter. Også de glæder sig.

Jeg tror,
det er så anderledes fra Danmark.

Selvfølgelig har vi allerede
oplevet en helt anden kultur -

- men jeg er sikker på, at Kina
kan noget, jeg bliver imponeret af.

Kim og Carsten er som det første hold
nået til grænsen ind i Kina.

På den anden side venter
den enorme Xinjiang-provins.

På grund af restriktioner
fra det kinesiske styre -

- er det i provinsen
strengt forbudt at filme.

For at krydse det lukkede område
må parrene rejse nonstop i 14 timer -

- før de når ud til Gansu-provinsen
på den anden side.

Og mens Kim og Carsten har bevæget
sig ind i det lukkede land -

- så har Claus og Marco
sat kursen mod samme grænse.

Vi er lidt tidspressede, fordi den
kinesiske grænser lukker kl. 15.30.

Uofficielle taxaer i Kasakhstan
kan man ikke helt regne med.

Vi skal prøve at se,
om vi kan finde en officiel taxa.

Man kan ikke finde en
på en busstation.

Hvis det der ikke er noget, så går vi
herfra, for de kender alle hinanden.

Tænk, at det skulle være så svært
at komme herfra.

Klokken er nu 11.23. Vi har brugt
over to timer på at komme ud af byen.

Vi fandt endelig en taxa.
Det er selvfølgelig kostbar tid.

Det er virkelig spændende,
om vi når at komme igennem.

Gør vi ikke det, er grænsen lukket,
og vi skal vente til dagen efter.

Så skal vi have en overnatning, og vi
har ikke flere kasakhstanske penge -

- så vi er nødt til at bruge dollars,
og det er altid dyrere.

Hele 900 km fra grænsen er Johanne
og Josefine et godt stykke bagud.

Til gengæld tøffer deres tog
ud af Shymkent nu ind på perronen.

Der lugter.

Så har vi mødt vores sovekammerater.

De er meget søde.

Der lugter af indelukkede fødder. Jeg
skal sove de 15 timer. Sove det væk.

Mens pigernes bumletog triller
af sted mod grænsen til Kina -

- så er Claus og Marco
netop ankommet til Zharkent.

Her må de indse,
at de ikke kan nå over grænsen.

Det er ærgerligt, at vi ikke når det.
Jeg havde det lidt på fornemmelsen -

- men det er altid lidt ærgerligt,
når ens døm brister.

Prøv at trykke der.

Vi havde håbet på, at vi skulle
over til Kina, men det kom vi ikke.

Havde vi gjort det -

- så tror jeg på, at vi havde haft
et lille forspring i konkurrencen.

Nu tror jeg stadigvæk,
at vi ligger på en tredjeplads.

Men lad os se. Alt kan ske.

Om bord på toget
i retning mod Zharkent -

- forsøger Josefine og Johanne
at falde til i omgivelserne.

Så har vi snart siddet
i det her tog i seks timer.

Det er dejligt, at det er et nattog,
så sover man det jo væk.

Det er lidt klamt.
Vi er meget ude af vores komfortzone.

Jeg tror,
det gør en mere mindre sart.

Jeg føler,
at vi er meget vant til det nu.

Sådan er det bare.
Vi kan ikke gøre noget ved det.

Nej, nemlig.
Jeg synes, vi er gode.

I spidsen af ræset er Kim og Carsten,
der nærmer sig Gansu-provinsen.

Tilbage i Kasakhstan er Claus og
Marco nu på vej til grænseovergangen.

- Det er en vild grænseovergang.
- Det er en af de helt store grænser.

Jeg er enormt spændt på
at komme ind i Kina -

- og den her vej
giver det lidt ekstra.

Imens Claus og Marco
er ved at krydse grænsen ind i Kina -

- så er Josefine og Johanne
på vej mod grænsebyen Khorgas.

Og mens Stephanie og Nicolaj befinder
sig i et tog i Xinjiang-provinsen -

- er Kim og Carsten ude på den anden
side og ankommet til byen Jiayuguan.

Jiayuguan ligger i den nordvestlige
Gansu-provins.

Byen er mest berømt for
Jiayu-passet -

- den mest intakte del af
Den Kinesiske Mur.

Du kan skifte.

- Den lukker klokken fem.
- Nu har Kim og Carsten travlt.

Hvis de skal med toget
mod Chengdu sent i aften -

- skal de nå at veksle penge,
inden banken lukker.

De drømmer også om at se
Den Kinesiske Mur inden togafgangen.

Et dilemma,
der især stresser Carsten.

Min tålmodighed
bliver lidt sat på prøve.

Noget, der virkede simpelt,
blev lige lovligt besværligt.

- Det er godt, at du er så rolig.
- Vi får ikke noget ud af stresse.

Carsten kan godt fare op, hvis
tingene ikke går, som han ønsker.

Jeg tror, at det er vigtigt,
at man gør ham opmærksom på det.

Når jeg siger, at han skal stoppe med
at være i det mode, han nu er i -

- så bliver han mere opmærksom
på sig selv.

Det lykkedes at få nogle penge,
så nu bestiller vi nogle billetter -

- og så Den Kinesiske Mur.

Efter en hurtig tur tilbage
til stationen -

- går turen endelig ud
mod den store kinesiske mur.

Det lykkedes.

- Jeg var en lille smule stresset.
- Vi løser ingenting i stress.

Nej, men det var rigtig godt af dig,
at du...

"Nu er Carsten
ved at være kørt lidt op."

Det var rigtig godt,
at du kunne blive nede der.

Det er vildt at sidde her
og se udsigten. Det er virkelig flot.

Jo længere vi er nået, jo mere er
jeg begyndt at tænke på mine børn.

Hvordan mit privatliv er blevet
påvirket af min tid i forsvaret.

Her sidste år gik jeg
og min kone fra hinanden.

Det var en af de store konsekvenser
ved at være i forsvaret.

Når jeg har været væk så meget, som
jeg har i løbet af mine børns liv -

- så er jeg jo bare klar over -

- at det nok er gået ud over
relationen til børnene.

Den kunne have været bedre, hvis man
var mere til stede, da de var yngre.

Jeg tror også, at du skal huske, at
du kan ikke ændre, hvad der er sket.

Du kan kun gøre det meget bedre fra
nu af og så være der for børnene -

- når du kommer hjem.

Det er jo en rejse, vi er på,
vi er på en rejse sammen -

- men også i forhold til os selv.

Og det tror jeg er rigtig sundt.

Seks...

Mens Kim og Carsten er hoppet på
dagens sidste tog ud af Jiayuguan -

- så er Stephanie og Nicolaj
netop ankommet til byen.

Efter en lang rejse med tog
får parret nu med det samme at se -

- hvilke nye udfordringer
der venter dem.

Jeg synes, det går okay med det
kinesiske sprog og det engelske.

Der skulle gerne gå
tre toge i morgen.

Det eneste er,
at hun ikke tager imod dollar -

- og det er det eneste, vi har, og
der er ikke noget sted på stationen -

- hvor man kan veksle,
så vi skal ind til byen.

Perfekt.

Der er ikke nogen penge endnu.
Det var sjovt.

Han siger, at han kan køre os til
et hotel, hvor vi måske kan veksle.

Så er der sgu også politi derude.

- Hvad hed det hotel?
- Det samme som byen.

Jeg forstår ikke, hvad du siger.
Det kan være, det er min ven fra før.

Nicolaj, er det ham her? Nu skal han
ikke køre med musik i hvert fald.

Så, nu fangede han den.

Okay... Ja, ja, det er godt.

Vi kan stadig ikke betale ham. Vi må
håbe på, at nogle kan tolke for os.

Stephanie og Nicolaj
har endelig fundet et hotel -

- og efter lange forhandlinger
tilbyder hotellet at veksle -

- hvis blot kæresteparret
betaler for en overnatning.

Kina er blevet lidt mere kaotisk,
men vi har fået vekslet penge.

Det er meget godt.

Mens Stephanie og Nicolaj tjekker ind
på hotellet i Jiayuguan -

- så nærmer Kim og Carsten sig
640 km derfra stationen i Lanzhou.

Her skal de skifte tog, så de kan
komme det sidste stykke til Chengdu.

Soldaterkammeraterne må skynde sig,
for deres tog afgår om få minutter.

Hvis ikke de når det,
er de strandet for natten.

Hvad skulle det så være
for et af dem?

DG762. Det er det.
Hvor er du god, mand.

I Jiayuguan ryger en ny dag.

Stephanie og Nicolaj har først
togbilletter ud af byen sent i aften.

Det betyder, at de nu har tid til
at se Den Kinesiske Mur.

En stor oplevelse, som kæresteparret
har drømt om hjemmefra.

Hvad med en rigtig?

Claus og Marco
er nu også ankommet til byen -

- og har som de andre benyttet
chancen for at se Den Kinesiske Mur.

Jeg kunne bruge flere dage her.
Have en telt med og så sove her.

Ikke med den kulde, du kan holde til.

- Fryser du om fingrene?
- Lidt.

Jeg kan mærke, at jeg har
en rigtig dejlig hårdag i dag.

Prøv at se.

Hvorfor er jeg så lille i forhold
til dig? Jeg må stå på tæerne.

Det var godt, at du holdt fast på,
at vi skulle hertil.

Det er en milepæl at komme her,
synes jeg.

Imens Claus og Marco forlader muren
for at tage mod stationen -

- er Kim og Carsten netop ankommet
til Chengdu. Længe før de andre.

Her skal de have den endelige adresse
på denne etapes checkpoint.

Chengdu. Denne enorme by
har 14 1/2 mio. indbyggere -

- men er især kendt for sin
charmetrolde, pandabjørnene.

Det er netop herfra, at Danmark har
lånt pandaparret Mao Sun og Xing.

Checkpoint er
Chengdu Courtyard Hotel.

Vi har givet den en skalle med noget
arbejde og fået nogle oplevelser -

- og alligevel er vores strategi
lykkedes. Det er virkelig dejligt.

Tilbage i Jiayuguan er det blevet tid
til afgang for Stephanie og Nicolaj.

- 20.51.
- Ja, til tiden.

- Godt at se jer.
- Skal vi gå ind og få varmen?

- Skal I ikke den vejr der?
- Det er indgangen.

Lige nu har jeg det fint. Jeg ville
gerne have haft, at de ikke var her.

Oppe i mit hoved ligger de nummer to,
så det kunne være meget sjovt -

- hvis vi kunne komme helt op
på en andenplads.

Okay...

Det er morgen på den 32. dag i ræset.

Johanne og Josefine er endelig
kommet ud af den lukkede del af Kina.

Og søstrene har travlt,
hvis de skal følge med de andre.

Vi skal finde nogen, der kan snakke
engelsk. Det er så svært at finde.

Han har fundet en billet, så vi er
i Chengdu halv seks om morgenen.

Det kunne være megafedt.

Mens Josefine og Johanne
venter på toget -

- så er det snart 24 timer siden,
at Kim og Carsten kom til checkpoint.

Det er stadigvæk kun os,
der er kommet.

Det er fedt, mand.
Vi er de eneste på hotellet.

Men ikke længe for Claus og Marco
og Stephanie og Nicolaj -

- er netop ved at trille ind
på perronen i Chengdu.

Og nu er der for alvor
lagt op til ræs.

Stephanie og Nicolaj står lige
på den anden side af døren.

Jeg tror, vi skal ned herovre.

Taxi pickup...

Der komme en her til venstre.

Adrenalinen kører.

Jeg ved ikke,
hvor stort et forspring de har.

Det er federe at vide,
at de er bag os end lige foran os.

Det må være dem i bane nummer to.
Nej, hvor er der kø her.

Jeg vil hade det,
hvis de kører forbi os om lidt.

"Velkommen til Chengdu. Checkpoint
er Chengdu Courtyard Hotel."

Vi skal have godt tempo på,
når vi kommer over.

Der står Courtyard derovre.

Det står lige der! For helvede...

- Receptionen?
- Ind der.

- Hej. Hvorhenne er det?
- Lige frem.

"Tillykke.
I nåede det femte checkpoint."

Tak for det.
Ja, hvor er det fedt, mand!

- Selvfølgelig gjorde de det...
- Hej.

Hej med jer.

Jeg har det fedt over, at vi lige
kom ind før Claus og Marco.

Jeg har det ikke fedt over, at vi er
et døgn efter Kim og Carsten.

Er I på vej videre?

Så var det godt, at vi lige nåede det
otte minutter før tid.

Kim og Carsten
har efter femte etape -

- 24 timer ned til Stephanie
og Nicolaj og Claus og Marco.

Johanne og Josefine
er endnu ikke nået i mål.

Næste gang fortsætter eventyret
mod smukke Sydøstasien.

Men nu spidser konkurrencen til
for det sidste par -

- der ankommer til Ninh Binh
i Vietnam, er ude af ræset.

- Det er nu, vi har chancen.
- Jeg vil gerne hele vejen.

Det er en lortesituation,
men vi må arbejde os ud af det.