All language subtitles for Foerst.til.verdens.ende.S01E02.DANiSH.720p.WEB-DL.AAC2.0.H.264-DBRETAiL.da

Man kan hurtigt komme om
på den anden side af jorden.

Men går vi i farten
glip af eventyret?

Så er vi kommet med de lokale.

Hvad hvis vi ikke må vælge
den hurtigste løsning?

I et ekstraordinært ræs har fem par
begivet sig ud på deres livs rejse.

Det her er jo noget af det vildeste,
vi nogensinde har prøvet.

Målet er Singapore.

Den destination, som via landjorden
er fjernest fra Danmark.

Udstyret med et verdenskort
og et beskedent kontantbeløb -

- skal parrene krydse mere
end 12.000 km på land og til vands.

Det par, som når først frem, vinder
præmien på en kvart million kroner.

Kom nu, far.

De er nået først til verdens ende.

De fem par drog af sted fra Odense
på deres rejse mod Singapore.

Stephanie og Nicolaj havde fart på
ned gennem Europa.

De kom til checkpointet i Venedig
som det første par.

De havde to timers afstand til deres
tætteste rivaler, Claus og Marco.

Johanne og Josefine
arbejdede undervejs -

- men nåede alligevel frem
på tredjepladsen.

Ved hvert checkpoint
har parrene en pause til at lade op -

- før de rejser videre
til den næste destination.

Tre par er allerede ankommet
til checkpoint -

- og mens mørket sænker sig over
Venedig, er de to sidste par på vej.

- Jeg synes, vi går venstre...
- Lars og Ulla og Kim og Carsten.

Det er jo en labyrint.

- Hej.
- Vi er nummer fire, Lars.

Ulla og Lars er mere end fem timer
efter de førende.

Og en time senere kan Kim og Carsten
endelig skrive sig ind i bogen.

Vi må vinde noget tid tilbage. Det
kan komme til at koste nogle penge.

- Man bliver lidt spændt.
- "Jeres næste destination er Delfi."

Delfi, der i antikkens Grækenland
blev betragtet som verdens centrum.

Da guden Zeus søgte at finde verdens
centrum, sendte han to ørne af sted.

En mod vest og en mod øst
og Delfi var stedet, hvor de mødtes.

Andet checkpoint er 1140 km
sydøst for Venedig.

På denne etape bliver der virkelig
brug for at holde et højt tempo.

"Det hold, der ankommer sidst,
bliver elimineret fra konkurrencen."

- Vi må ikke komme sidst, Nicolaj.
- Okay.

Parrene kan vælge at rejse på tværs
af Adriaterhavet til Grækenland.

Denne vej er hurtig,
men kan være meget dyr.

De kan også vælge en billig, men
mere risikabel rute gennem Balkan.

- Først skal de dog ud af Venedig.
- Det er hurtigt til Rom.

Vi skal finde en bus ud af Rom.

To timer efter Stephanie og Nicolaj -

- er det blevet Claus og Marcos tur
til at finde ud af Venedig.

"Det hold, der ankommer sidst,
bliver elimineret fra konkurrencen."

Jeg tror, at vores første stop
skal være Budapest.

Det er en del billigere.

Vi skal ikke ryge ud.

Stephanie og Nicolaj
er ved at købe billetter til Rom -

- men får en pludselig indskydelse.

Jeg prøver bare lige for sjov.
Bari, one way today.

Dér. 14.55, direkte.
14.55 er lige om lidt.

Skidegodt, skat. Så lander vi i nat.
Det er fantastisk.

Nu har vi brugt lidt penge,
men vi kommer langt.

2. klasse. Vi skal finde ud af,
hvor det går fra.

- Hvor er du henne?
- Jeg er med. Kom, kom, kom.

De næste til at tjekke ud
er Josefine og Johanne.

"Det hold, der ankommer sidst,
bliver elimineret fra konkurrencen."

Før havde vi mere fokus på økonomien.
Nu har vi fokus på fart.

Sorry.

Jeg kan se en togstation.

Det er fem timer siden, at Stephanie
og Nicolaj forlod checkpoint.

Nu skal Ulla og Lars rejse.

Jeg tror mere på Budapest.
Der er flere connections.

Så hvis vi kan være så brandheldige -

- at få et ordentligt stræk imod
Budapest, så vil det være nummer et.

Af sted med os.

Fire par har nu forladt hotellet.

Ulla og Lars og Marco og Claus
satser på at tage vejen østover.

Stephanie og Nicolaj og Josefine
og Johanne satser på ruten sydover.

Syv timer
efter Stephanie og Nicolaj -

- kan de to soldaterkammerater
endelig forlade hotellet.

Det er vores cue
til at komme i sving.

Kim og Carsten
iler mod togstationen -

- alt imens Ulla og Lars har skaffet
sig busbilletter mod Budapest.

Lige nu er vi på den høje sky.
Lige nu virker det simpelthen.

Tror du, vi klarer den?

Hvad så, onkel Erik,
tror du, vi klarer den?

I toget 150 km syd for Venedig -

- har Stephanie og Nicolaj
sat kurs mod havnebyen Bari.

Stemningen er lidt trykket med tanken
om den forestående eliminering.

Kunne vi komme længere
med det her tog? Hvad med Brindisi?

Der kan man garanteret også sejle.

Hvad hvis sejltiderne passer bedre?

Det kunne jeg godt tænke mig
at spørge en kontrollør om.

Jeg træffer bedst beslutninger
på et fuldkomment grundlag.

Det er min frygt for at finde ud af,
at noget andet kunne være bedre.

Så synes jeg, at du skal skal gøre
det, så vi kan få det afklaret.

Nicolaj tænker meget over tingene,
vurderer meget tingene.

Jeg kan nogle gange godt være
lidt mere hurtigt beslutsom.

Tilbage i Venedig forsøger Ulla og
Lars at finde bussen mod Budapest.

Vi kunne også spørge nogen, om de
vidste, hvor det der FlixBus holder.

Gud...

- Hvem var der, Lars. Hvem var der?
- Det var far og søn.

De sad lige derinde. Vi ender med
at sidde på den samme bus om lidt.

Jeg vil ikke høre om deres plan
eller noget som helst.

Du skal ikke lukke op for noget.

Jeg har det ret godt med, at
de sad der. Nu har vi indhentet dem.

Nu er vi snart på vej.
Der er søreme nogle, vi kender.

- Hvor skal I hen?
- Budapest.

- Vi sidder forrest i bussen.
- Okay... Det er okay.

Jeg tror ikke, de er så afslappede på
næste stop. De har taget den med ro.

50 km vest for Venedig sidder Kim
og Carsten på et tog til Milano.

Da toget
først sent i aften ankommer -

- er de gået på jagt efter hjælp til
milanesisk husly hos passagererne.

Imens Claus og Marco
slapper af på bussen -

- så har Lars fået et gennembrud på
deres videre rute ned gennem Balkan.

Fra Budapest til Athen i et stræk
fra kl. 16 til kl. 16 i overmorgen.

Det er jeg med på.

Soldaterkammeraterne
er ankommet i Milano.

Her hentes de af de milanesere,
som damen i toget tog kontakt til.

De fleste mennesker
ønsker at hjælpe os.

Vi har arbejdet i miljøer, hvor man
ikke vidste, hvem man kunne stole på.

Det har måske sat sig i vores
opfattelse af, hvordan verden er.

Hvad sker der for, at man lige
møder en sød kvinde i toget, ikke?

Jeg har den fedeste følelse
af succes.

Jo flere positive oplevelser
man kan bygge op -

- jo mere har man at tære på.

Det er dag 2 på etapen -

- og mens Ulla og Lars sammen med
Claus og Marco nærmer sig Budapest -

- er Josefine og Johanne
og Stephanie og Nicolaj -

- nået et godt stykke ned i Italien.

For Kim og Carsten, som rejste
modsat de andre, er planen lykkedes.

De har fundet et ekprestog
fra Milano -

- som kan tage dem
helt til Bari på rekordtid.

Den er tung, den her.

830 km sydpå er Stephanie og Nicolaj
ankommet til byen Alberobello.

Alberobello er kendt for sine
hvidkalkede trulli-stenhytter.

Byen er helt specielt og blev optaget
på UNESCO's verdensarvsliste i 1996.

Undervejs på alle etaper er der
indlagt obligatorisk rejsefri tid.

Her kan deltagerne enten arbejde
eller tage en velfortjent pause.

Nicolaj og Stephanie har besluttet at
bruge en del af tiden på at arbejde -

- inden de fortsætter turen
mod Grækenland.

Vi skal renovere
en eller anden form for tag.

Vi er sikre på, at det nok
skal blive sjovt og en god oplevelse.

760 km østpå er Ulla og Lars
samt Claus og Marco -

- nu ankommet til Budapest.

Budapest er hovedstad
i den stolte nation Ungarn.

Donau snor sig gennem byen, og broer
forbinder kuperede Buda-distrikt -

- med det flade Pest.

Ulla og Lars skynder sig
mod den nærmeste busterminal.

Marco og Claus
begiver sig mod togstationen -

- for at finde et tog mod Grækenland.

Vi kommer en måned senere
end de andre.

Du ser ikke tilfreds ud.

Vi kommer jo længere og længere
væk fra målet.

Tror du, vi kan komme fra Bukarest
til Grækenland?

Det er en knald eller fald tur. At
blive elimineret påvirker mig meget.

Når tingene ikke kan være anderledes,
må jeg indfinde mig med det -

- men jeg vil meget gerne videre.

Hver eneste time vi slapper af,
er en time længere fra målet.

Marco og Claus har nu fundet
en billet ud af Budapest.

Til gengæld fører den dem længere
østpå, end de havde planlagt.

Men også Ulla og Lars
har udfordringer i Budapest.

Deres bus går ikke alligevel.

Den bus, som vi var blevet henvist
til, den kan vi ikke tage alligevel.

Så nu skal vi finde på noget nyt.
Det er godt nok surt.

Det er vanskeligere at komme sydpå
fra Budapest, end jeg havde drømt om.

Hvis vi skal hele vejen over
den ene vej, kommer vi til sidst.

Det er der altså et hold mere,
der skal. Ikke også? Eller hvad?

Hvad med at høre, hvad en
taxa koster? Jeg ved det ikke...

Det er bare et forslag.

Jeg gider ikke at høre på,
hvad en taxa koster.

Så kan vi lige så godt... Det giver
sgu ingen mening at køre i taxa.

Vil du gerne have,
at vi spørger om en taxa?

Nej. Du er ikke villig
til andet end tog eller bus.

Jo, jeg er villig til det hele,
for det her er noget lort either way.

Så hvad vil du gerne?
Skal vi leje, købe, stjæle en bil?

- Nej, lad nu være...
- Lad os få det hele på bordet.

Selvom vi bider lidt af hinanden
og taler meget direkte til hinanden -

- og siger tingene lidt hårdt, så
ved vi godt, at vi elsker hinanden.

Lad os gå udenfor.

Jeg er ret overbevist om,
at vi giver ikke op, før vi skal.

Mens Ulla og Lars i Budapest
ikke føler sig så heldige -

- så blæser der andre vinde for
Nicolaj og Stephanie i Alberobello.

Vores arbejdsgiver sagde,
at han havde snakket med sin mor -

- og mor ville sørge for, at der
var lidt mad til os efter arbejde.

Skål.

På en skala fra 1 til 10
ligger jeg på 11-12 stykker lige p.t.

Vi var nede og arbejde, og nu bliver
vi budt på vin og mad i omgivelser -

- der er fuldstændig surrealistiske.
Nu slapper man af og nyder det her.

Uanset hvordan
den her etape ender -

- så har vi fået
en fantastisk oplevelse med os.

- Skål.
- Skål.

Tilbage i Budapest
går Marco og Claus på sightseeing.

Ulla og Lars
har fået lidt vind i sejlene -

- og har muligvis sikret sig
transport videre på ruten.

Vi har lige købt en billet til
Bukarest, så vi er fremme i morgen.

Det har været en lidt sur dag,
så vi må se at komme op på hesten -

- og så må vi se,
om bukserne holder i den sidste ende.

760 km fra Budapest er Josefine og
Johannes tog ved at ankomme i Bari.

Men de ved endnu ikke, om de kan nå
en afgang til Grækenland i aften.

- Skal vi gå den her vej?
- Ned til kysten eller hvad?

- "Super fast ferries."
- Vi kan lige gå herind.

Jeg fik lige en flue i mit øje.
Johanne, kom lige. Det er ikke sjovt.

- Prøv lige at åben.
- Det kan jeg ikke. Av.

Kig. Tag den lige ud. Av!

Vi skal nok... Bare ligesom...
Accepter, at det er øv og så...

Acceptere,
at jeg har en flue i mit øje?

Jeg må da gerne lige...

Lige om lidt, når vi har...
Bare lige sådan...

Når vi ved, hvor vi er, så kan vi
slappe af, og så er det det.

Men Johanne og Josefine er langtfra
de eneste, der skal med færgen.

For en time efter ankommer
Stephanie og Nicolaj også på havnen.

- Der er også nogle backpackers.
- Halløj!

Jeg stod bare sådan... "Der kommer
også nogle, der skal med."

Vi er ved at tisse i bukserne, men
det kan være, at vi ses på færgen.

Nu kan vi da ikke komme sidst.

Det ved jeg ikke.

Nu bliver to par dog til tre,
da Kim og Carsten -

- nu også er ankommet til havnebyen
efter en tur med lyntoget.

Og også de har kurs mod færgen
til Grækenland.

Mit forslag er,
at vi tager ned til færgen.

Fint. Jeg følger efter.
Jeg er møgtræt -

- så du har en zombie bag ved dig.

Jeg kan sagtens presse mig selv -

- men ikke over lige så lang tid
som Carsten på grund af min PTSD.

Så begynder jeg at trække mig,
lukke af eller søge ind i mig selv.

Hvis det først sker,
så begynder den onde spiral at køre -

- og jeg begynder at blive nervøs,
og jeg begynder at ryste.

Det kan være, vi kan veksle penge
derovre. Har du tænkt på det?

Nej, det har jeg ikke lige tænkt på.

Kim og Carsten har næsten udelukkende
danske kroner på lommen.

Derfor er det vigtigt at få vekslet
til euro, hvis de skal nå færgen.

Hvor er det dumt, mand.
Hold kæft, det er dumt.

- Bare Gøg og Gokke på tur igen.
- Vi mangler nogle euros.

Det er lidt ærgerligt, når der går
en færge om fem kvarter her fra Bari.

Næste færge afgår i morgen,
så det er altafgørende -

- at Kim og Carsten ikke misser
denne afgang.

Vi skal finde nogen,
der vil købe nogle danske penge.

Vi kan gå ud og tage bilerne
en efter en.

Mens Carsten prøver at få vekslet,
er de to andre par på vej om bord.

Hvis jeg vidste, at vi var
alene om bord, ville jeg tænke:

Stoler vi på, at det her kører?

Men omvendt ville der være frygten
for, at de andre havde fundet noget -

- der var hurtigere. Nu ved jeg,
at der er ét par, vi skal slå.

Men der er et par mere, som gør alt
hvad de kan for at komme med.

Kim, jeg kan købe 50 euro,
men det koster 500 kr.

De er lige ved at undersøge det her.

Skal jeg købe de 50 euro?

- Jeg synes, vi skal tage dem.
- Ja, så dækker vi os to gange.

- Har du pengene?
- Ja. Jeg går ud og køber dem.

Er den god?

Jamen det her er...

Jeg troede sgu ikke,
at vi kom med der, Kim.

Når det lige så mest sort ud -

- hankede han op i sig selv,
og så fik han os med en færge.

Hej.

- Er vi de første, I har mødt?
- Ja.

I har ikke mødt Stephanie og Nicolaj?

- Okay... Så er det ikke helt skidt.
- Nej, det er sgu da megasejt.

- Jeg har de vildeste nyheder.
- Hvad nu?

- Er der nogen, vi kender?
- Ja.

De to piger.
Hvem lå nummer et i Venedig?

- Kæresteparret.
- Stephanie og Nicolaj er også med.

Ved du godt, hvad det betyder? Vi har
hentet dem. Det er jo en kæmpe sejr.

Jeg bliver glad indeni,
når Kim tager kontakt til mennesker -

- eller han sørger for,
at vi får hjælp. Det er dejligt.

I Budapest er Claus og Marco
ved at stige om bord på toget -

- der langt om længe
skal føre dem ud af Ungarn.

Skal vi have tingene op nu,
eller skal vi vente med det?

Vi har ret mange timer.

Mens Claus og Marco sætter sig, går
Ulla og Lars forbi ude på perronen.

De skal nemlig med samme tog
mod Bukarest.

Der sidder søreme
nogle andre i toget, vi kender.

De har altså heller ikke kunnet
komme ud af Budapest.

Det betyder meget, at vi har set dem,
fordi så er vi stadig lige langt.

Det er morgen i Rumænien -

- og Ulla og Lars samt Claus og Marco
nærmer sig Bukarest.

Ægteparret har fundet ud af, at der
afgår et tog mod Sofia ved ankomst.

Det håber de på at nå og allerhelst
uden følgeskab fra far og søn.

Hvis det lykkes for os
og ikke for Claus og Marco -

- så er vi faktisk foran.

Der er nemlig kun
denne her ene afgang i døgnet.

Alt imens Ulla og Lars
laver skumle planer -

- har Nicolaj og Stephanie
i Grækenland fundet et sted -

- hvor de kan afholde deres sidste
rejsefrie pause på denne etape.

Kæresteparret bruger deres hvil på at
planlægge det sidste stræk mod Delfi.

Vi tager med bil herfra og til Delfi.

Spørgsmålet er, hvor meget
den bil kommer til at koste.

Vi er herhenne.

Det er lige meget.
Vi skal ikke med bus.

Toget fra Budapest
er nu ankommet til Bukarest.

Nu gælder det for Ulla og Lars
om at komme hurtigt og uset -

- over i det andet tog,
som skal føre dem videre mod Sofia.

Ulla!

- Sådan! Og så kører vi.
- Vi skal ikke have flere ind.

Jeg kan se de andre herover.
Kør nu. Altså, hvad venter vi på?

Jeg tror ikke,
at de er med det her tog.

Nu går jeg jo lidt
i tænkesvingninger her -

- fordi hvad har Claus
og Marco i ærmet?

Selvom det lader til, at Ulla og
Lars har rystet far og søn af sig -

- så har Claus og Marco
faktisk helt andre planer.

De har nemlig fundet en bus,
der kan køre dem videre mod Athen.

- Den åbner i morgen kl. 8.30.
- Så kommer vi i morgen tidlig.

Med Claus og Marco
strandet i Bukarest -

- begynder det at lysne for Ulla
og Lars, der trygt på vej mod Sofia -

- nyder at være sammen og
langt væk fra dagligdagens stress.

Arbejdet p.t. fylder ingenting,
og jeg skænker det ikke en tanke.

At Lars slet ikke taler arbejde,
det føles virkelig, virkelig rart.

Her har vi fået noget andet
at tale om.

Man kan næsten sammenligne det med
at møde hinanden på ny.

Faktum er, at jeg kunne arbejde
24 timer i døgnet -

- hvis jeg fik lov, men man er også
en fandens karl, indtil det går galt.

Jeg blev overhalet af virkeligheden
for et stykke tid siden -

- hvor jeg havde en sindssyg trykken
i brystet og røg på Gentofte.

Det var lidt et wakeupcall.

Lars betyder alt for mig.

Jeg kan slet ikke beskrive,
hvor højt jeg elsker ham.

Jeg håber virkelig,
at Lars kan holde sin aftale om -

- at han skal trappe ned,
så vi kan få lidt mere tid sammen.

Der åbner sig jo nogle nye døre
på denne her tur.

Nu skal der ske noget aktivt for,
at jeg kan få skruet ned for blusset.

Jeg er nødt til at gøre tingene på
en anden måde, når jeg kommer hjem.

I Grækenland er Stephanie og Nicolaj
tættest på checkpointet i Delfi.

De vil bruge næsten 10%
af deres samlede budget -

- for at komme hurtigst muligt
igennem de sidste 225 km af ruten.

Vi har lige besluttet os for at bruge
mange penge på at komme til Delfi.

Det er det samme, som vi har
brugt på hele turen indtil nu.

Jeg er bange for, at vi får
problemer med at nå til Singapore.

Vi vil ikke være det hold,
der sendes hjem.

Med tre par
inden for en afstand på 260 km -

- er der lagt op til
en spændende afslutning.

De to par, der valgte ruten østover,
skal kæmpe om den sidste plads -

- og chancen for at komme
hele vejen videre mod Singapore.

Claus og Marco befinder
sig stadigvæk i Bukarest.

De har ventet på,
at busterminalen skulle åbne.

Vi har fået nogle billetter og skal
se på byen, indtil klokken er 17.

Dejligt.

Bukarest er hovedstad i Rumænien
og landets økonomiske centrum.

Byens ikoniske vartegn er den massive
kommunistisk regeringsbygning -

- som tidligere tilhørte Ceausescu.

- Skal du have en tur?
- Du kan vise, hvordan man gør.

- Er du klar?
- Yes.

- Og så skal vi have fart på.
- Det bliver hårdt...

Skal vi sige, at vi er der?
Er du glad?

Jeg nyder, at vi bare går rundt
og hygger os i Bukarest.

- Hvordan er det nu, det er?
- Du sætter dig bare.

Vi skal simpelthen
genopleve din barndom.

At have tid sammen med Marco
på den her tur betyder rigtig meget.

Vi får også snakket om nogle ting.

Vi er begge to blevet tættere
siden konkurrencens start.

Allerede indtil videre
har vi begge to været pressede -

- men alligevel er det lykkedes os
at samarbejde.

Det viser bare, at den her rejse
har givet os noget mere.

Mens Claus og Marco
har far og søn-tid i Bukarest -

- nærmer Stephanie og Nicolaj
sig checkpointet i Delfi.

Kæresteparret har taget en dyr taxa
for ikke at komme sidst i mål -

- men de ved ikke, at de faktisk er
langt foran de nærmeste konkurrenter.

Delfi, hjemsted for oldtidens
mest berømte orakel -

- der siges at være
grundlagt af selveste Zeus.

Han bestemte, at dette sted
skulle være verdens midtpunkt.

"Velkommen til Delfi, denne etapes
checkpoint, og Hotel Amalia."

Lad os starte med
at give det et skud.

Skal vi løbe ned? Det er her. Se.

- Sådan.
- Det var alle pengene værd.

- Fedt, mand.
- Godt arbejde.

Jeg tror, det sender lidt et signal
at komme først to gange i træk.

Det kunne presse nogle andre
i at tvivle på deres taktik.

Vores taktik virker
i forhold til at komme først.

Vi ved ikke, om den virker
i forhold til at komme længst.

Mens Stephanie og Nicolaj
kan slappe af i Delfi -

- så ræser Claus og Marco mod Lamia,
hvor Ulla og Lars befinder sig.

Spørgsmålet er nu om far og søns
ekstra overnatning i Bukarest -

- vil spænde ben for deres
fortsatte deltagelse i ræset -

- eller om de kan
indhente Ulla og Lars.

Det er ni timer siden, at Stephanie
og Nicolaj kom i mål i Delfi -

- men de får snart selskab, for på
vej i en taxa er Kim og Carsten.

Og ikke langt efter dem kommer
søstrene Josefine og Johanne.

- Kører dit tankemylder derudad nu?
- Ja. 210 i timen.

"Hvad kunne vi have gjort bedre?
Har de andre taget en pause?"

- Kan jeg gøre noget for dig?
- Overhovedet ikke. Slet ikke.

Kim og Carsten
ankommer i Delfi før søstrene.

De håber, at de ikke længere
er på sidstepladsen.

"Hotel Amalia."

- Er du med?
- Ja.

Kom.

- Sådan!
- Åh, det er så vigtigt, mand!

Vi er helt vildt lettede over,
at vi skal videre herfra.

Vi er med. Vi er rigtig med.

Ved ankomsten til Hotel Amalia
kan de to søstre se Kim og Carsten -

- som lå sidst på etapens start.

Nej, hvor øv...

Er du klar? Vend siden...

Nej... Oh my god...

Okay, vi er stadigvæk med.
Da jeg så Kim og Carsten, tænkte jeg:

Jeg kan lige så godt
gå ud ad døren igen.

Nej, hvor er det godt...

Der er gået 12 timer. Claus og Marco
har skiftet bussen ud med en taxa -

- og nærmer sig nu
denne etapes målstreg.

Jeg er spændt.

Man har altid de der tanker om,
hvor mange der er tjekket ind.

Europa var kun starten.
Vi vil gerne opleve hele verden.

Okay...

"Denne etapes checkpoint er Hotel
Amalia." Skal vi spørge hende der?

- Skal vi starte med lige at gå op?
- Okay...

- Tænk, hvis det er det, vi taber på.
- Okay...

Kom nu, far.
De sidste meter. Kom så.

Vil du?

- Er vi klar?
- Ja.

Hurtigere.

- Yes!
- Vi klarede målet.

Jeg havde på fornemmelsen,
at det var slut, men det er det ikke.

Og mere end 32 timer
efter Stephanie og Nicolaj -

- ankommer Ulla og Lars nu til Delfi
som de allersidste.

Er du klar til chokket, Lars?

Pokkers også!
Der er ikke noget at gøre ved det.

Sådan er det. Det er spillets regler.
Vi valgte ruten over Balkan.

Det skulle vi ikke have gjort,
men vi var tidspressede.

Når vi nu tager herfra,
så tager vi en tur på egen hånd.

- Tror du, vi klarer den?
- Ork ja. Det gør vi altid.

Efter anden etape har Stephanie og
Nicolaj lagt sig bekvemt i spidsen -

- mens Kim og Carsten
nu ligger på andenpladsen.

Næste gang rejser parrene til
Aserbajdsjan og hovedstaden Baku.

Med trygge Europa i bakspejlet og
med mere end 9000 km til Singapore -

- så er intet til at forudse, når
"Først til verdens ende" fortsætter.

Du har fået mig til at fremstå, som
om jeg ikke har respekt for landet.