Afrikaans
Akan
Albanian
Amharic
Arabic
Armenian
Azerbaijani
Basque
Belarusian
Bemba
Bengali
Bihari
Bosnian
Breton
Bulgarian
Cambodian
Catalan
Cebuano
Cherokee
Chichewa
Chinese (Simplified)
Chinese (Traditional)
Corsican
Croatian
Czech
Danish
Dutch
Esperanto
Estonian
Ewe
Faroese
Filipino
Finnish
French
Frisian
Ga
Galician
Georgian
Greek
Guarani
Gujarati
Haitian Creole
Hausa
Hawaiian
Hebrew
Hindi
Hmong
Hungarian
Icelandic
Igbo
Indonesian
Interlingua
Irish
Italian
Japanese
Javanese
Kannada
Kazakh
Kinyarwanda
Kirundi
Kongo
Korean
Krio (Sierra Leone)
Kurdish
Kurdish (Soranî)
Kyrgyz
Laothian
Latin
Latvian
Lingala
Lithuanian
Lozi
Luganda
Luo
Luxembourgish
Macedonian
Malagasy
Malay
Malayalam
Maltese
Maori
Marathi
Mauritian Creole
Moldavian
Mongolian
Myanmar (Burmese)
Montenegrin
Nepali
Nigerian Pidgin
Northern Sotho
Norwegian
Norwegian (Nynorsk)
Occitan
Oriya
Oromo
Pashto
Persian
Polish
Portuguese (Brazil)
Punjabi
Quechua
Romanian
Romansh
Runyakitara
Russian
Samoan
Scots Gaelic
Serbian
Serbo-Croatian
Sesotho
Setswana
Seychellois Creole
Shona
Sindhi
Sinhalese
Slovak
Slovenian
Somali
Spanish
Spanish (Latin American)
Sundanese
Swahili
Swedish
Tajik
Tamil
Tatar
Telugu
Thai
Tigrinya
Tonga
Tshiluba
Tumbuka
Turkish
Turkmen
Twi
Uighur
Ukrainian
Urdu
Uzbek
Vietnamese
Welsh
Wolof
Xhosa
Yiddish
Yoruba
Zulu
Man kan hurtigt komme om på den anden side af jorden.
Men går vi i farten glip af eventyret?
Så er vi kommet med de lokale.
Hvad hvis vi ikke må vælge den hurtigste løsning?
I et ekstraordinært ræs har fem par begivet sig ud på deres livs rejse.
Det her er jo noget af det vildeste, vi nogensinde har prøvet.
Målet er Singapore.
Den destination, som via landjorden er fjernest fra Danmark.
Udstyret med et verdenskort og et beskedent kontantbeløb -
- skal parrene krydse mere end 12.000 km på land og til vands.
Det par, som når først frem, vinder præmien på en kvart million kroner.
Kom nu, far.
De er nået først til verdens ende.
De fem par drog af sted fra Odense på deres rejse mod Singapore.
Stephanie og Nicolaj havde fart på ned gennem Europa.
De kom til checkpointet i Venedig som det første par.
De havde to timers afstand til deres tætteste rivaler, Claus og Marco.
Johanne og Josefine arbejdede undervejs -
- men nåede alligevel frem på tredjepladsen.
Ved hvert checkpoint har parrene en pause til at lade op -
- før de rejser videre til den næste destination.
Tre par er allerede ankommet til checkpoint -
- og mens mørket sænker sig over Venedig, er de to sidste par på vej.
- Jeg synes, vi går venstre... - Lars og Ulla og Kim og Carsten.
Det er jo en labyrint.
- Hej. - Vi er nummer fire, Lars.
Ulla og Lars er mere end fem timer efter de førende.
Og en time senere kan Kim og Carsten endelig skrive sig ind i bogen.
Vi må vinde noget tid tilbage. Det kan komme til at koste nogle penge.
- Man bliver lidt spændt. - "Jeres næste destination er Delfi."
Delfi, der i antikkens Grækenland blev betragtet som verdens centrum.
Da guden Zeus søgte at finde verdens centrum, sendte han to ørne af sted.
En mod vest og en mod øst og Delfi var stedet, hvor de mødtes.
Andet checkpoint er 1140 km sydøst for Venedig.
På denne etape bliver der virkelig brug for at holde et højt tempo.
"Det hold, der ankommer sidst, bliver elimineret fra konkurrencen."
- Vi må ikke komme sidst, Nicolaj. - Okay.
Parrene kan vælge at rejse på tværs af Adriaterhavet til Grækenland.
Denne vej er hurtig, men kan være meget dyr.
De kan også vælge en billig, men mere risikabel rute gennem Balkan.
- Først skal de dog ud af Venedig. - Det er hurtigt til Rom.
Vi skal finde en bus ud af Rom.
To timer efter Stephanie og Nicolaj -
- er det blevet Claus og Marcos tur til at finde ud af Venedig.
"Det hold, der ankommer sidst, bliver elimineret fra konkurrencen."
Jeg tror, at vores første stop skal være Budapest.
Det er en del billigere.
Vi skal ikke ryge ud.
Stephanie og Nicolaj er ved at købe billetter til Rom -
- men får en pludselig indskydelse.
Jeg prøver bare lige for sjov. Bari, one way today.
Dér. 14.55, direkte. 14.55 er lige om lidt.
Skidegodt, skat. Så lander vi i nat. Det er fantastisk.
Nu har vi brugt lidt penge, men vi kommer langt.
2. klasse. Vi skal finde ud af, hvor det går fra.
- Hvor er du henne? - Jeg er med. Kom, kom, kom.
De næste til at tjekke ud er Josefine og Johanne.
"Det hold, der ankommer sidst, bliver elimineret fra konkurrencen."
Før havde vi mere fokus på økonomien. Nu har vi fokus på fart.
Sorry.
Jeg kan se en togstation.
Det er fem timer siden, at Stephanie og Nicolaj forlod checkpoint.
Nu skal Ulla og Lars rejse.
Jeg tror mere på Budapest. Der er flere connections.
Så hvis vi kan være så brandheldige -
- at få et ordentligt stræk imod Budapest, så vil det være nummer et.
Af sted med os.
Fire par har nu forladt hotellet.
Ulla og Lars og Marco og Claus satser på at tage vejen østover.
Stephanie og Nicolaj og Josefine og Johanne satser på ruten sydover.
Syv timer efter Stephanie og Nicolaj -
- kan de to soldaterkammerater endelig forlade hotellet.
Det er vores cue til at komme i sving.
Kim og Carsten iler mod togstationen -
- alt imens Ulla og Lars har skaffet sig busbilletter mod Budapest.
Lige nu er vi på den høje sky. Lige nu virker det simpelthen.
Tror du, vi klarer den?
Hvad så, onkel Erik, tror du, vi klarer den?
I toget 150 km syd for Venedig -
- har Stephanie og Nicolaj sat kurs mod havnebyen Bari.
Stemningen er lidt trykket med tanken om den forestående eliminering.
Kunne vi komme længere med det her tog? Hvad med Brindisi?
Der kan man garanteret også sejle.
Hvad hvis sejltiderne passer bedre?
Det kunne jeg godt tænke mig at spørge en kontrollør om.
Jeg træffer bedst beslutninger på et fuldkomment grundlag.
Det er min frygt for at finde ud af, at noget andet kunne være bedre.
Så synes jeg, at du skal skal gøre det, så vi kan få det afklaret.
Nicolaj tænker meget over tingene, vurderer meget tingene.
Jeg kan nogle gange godt være lidt mere hurtigt beslutsom.
Tilbage i Venedig forsøger Ulla og Lars at finde bussen mod Budapest.
Vi kunne også spørge nogen, om de vidste, hvor det der FlixBus holder.
Gud...
- Hvem var der, Lars. Hvem var der? - Det var far og søn.
De sad lige derinde. Vi ender med at sidde på den samme bus om lidt.
Jeg vil ikke høre om deres plan eller noget som helst.
Du skal ikke lukke op for noget.
Jeg har det ret godt med, at de sad der. Nu har vi indhentet dem.
Nu er vi snart på vej. Der er søreme nogle, vi kender.
- Hvor skal I hen? - Budapest.
- Vi sidder forrest i bussen. - Okay... Det er okay.
Jeg tror ikke, de er så afslappede på næste stop. De har taget den med ro.
50 km vest for Venedig sidder Kim og Carsten på et tog til Milano.
Da toget først sent i aften ankommer -
- er de gået på jagt efter hjælp til milanesisk husly hos passagererne.
Imens Claus og Marco slapper af på bussen -
- så har Lars fået et gennembrud på deres videre rute ned gennem Balkan.
Fra Budapest til Athen i et stræk fra kl. 16 til kl. 16 i overmorgen.
Det er jeg med på.
Soldaterkammeraterne er ankommet i Milano.
Her hentes de af de milanesere, som damen i toget tog kontakt til.
De fleste mennesker ønsker at hjælpe os.
Vi har arbejdet i miljøer, hvor man ikke vidste, hvem man kunne stole på.
Det har måske sat sig i vores opfattelse af, hvordan verden er.
Hvad sker der for, at man lige møder en sød kvinde i toget, ikke?
Jeg har den fedeste følelse af succes.
Jo flere positive oplevelser man kan bygge op -
- jo mere har man at tære på.
Det er dag 2 på etapen -
- og mens Ulla og Lars sammen med Claus og Marco nærmer sig Budapest -
- er Josefine og Johanne og Stephanie og Nicolaj -
- nået et godt stykke ned i Italien.
For Kim og Carsten, som rejste modsat de andre, er planen lykkedes.
De har fundet et ekprestog fra Milano -
- som kan tage dem helt til Bari på rekordtid.
Den er tung, den her.
830 km sydpå er Stephanie og Nicolaj ankommet til byen Alberobello.
Alberobello er kendt for sine hvidkalkede trulli-stenhytter.
Byen er helt specielt og blev optaget på UNESCO's verdensarvsliste i 1996.
Undervejs på alle etaper er der indlagt obligatorisk rejsefri tid.
Her kan deltagerne enten arbejde eller tage en velfortjent pause.
Nicolaj og Stephanie har besluttet at bruge en del af tiden på at arbejde -
- inden de fortsætter turen mod Grækenland.
Vi skal renovere en eller anden form for tag.
Vi er sikre på, at det nok skal blive sjovt og en god oplevelse.
760 km østpå er Ulla og Lars samt Claus og Marco -
- nu ankommet til Budapest.
Budapest er hovedstad i den stolte nation Ungarn.
Donau snor sig gennem byen, og broer forbinder kuperede Buda-distrikt -
- med det flade Pest.
Ulla og Lars skynder sig mod den nærmeste busterminal.
Marco og Claus begiver sig mod togstationen -
- for at finde et tog mod Grækenland.
Vi kommer en måned senere end de andre.
Du ser ikke tilfreds ud.
Vi kommer jo længere og længere væk fra målet.
Tror du, vi kan komme fra Bukarest til Grækenland?
Det er en knald eller fald tur. At blive elimineret påvirker mig meget.
Når tingene ikke kan være anderledes, må jeg indfinde mig med det -
- men jeg vil meget gerne videre.
Hver eneste time vi slapper af, er en time længere fra målet.
Marco og Claus har nu fundet en billet ud af Budapest.
Til gengæld fører den dem længere østpå, end de havde planlagt.
Men også Ulla og Lars har udfordringer i Budapest.
Deres bus går ikke alligevel.
Den bus, som vi var blevet henvist til, den kan vi ikke tage alligevel.
Så nu skal vi finde på noget nyt. Det er godt nok surt.
Det er vanskeligere at komme sydpå fra Budapest, end jeg havde drømt om.
Hvis vi skal hele vejen over den ene vej, kommer vi til sidst.
Det er der altså et hold mere, der skal. Ikke også? Eller hvad?
Hvad med at høre, hvad en taxa koster? Jeg ved det ikke...
Det er bare et forslag.
Jeg gider ikke at høre på, hvad en taxa koster.
Så kan vi lige så godt... Det giver sgu ingen mening at køre i taxa.
Vil du gerne have, at vi spørger om en taxa?
Nej. Du er ikke villig til andet end tog eller bus.
Jo, jeg er villig til det hele, for det her er noget lort either way.
Så hvad vil du gerne? Skal vi leje, købe, stjæle en bil?
- Nej, lad nu være... - Lad os få det hele på bordet.
Selvom vi bider lidt af hinanden og taler meget direkte til hinanden -
- og siger tingene lidt hårdt, så ved vi godt, at vi elsker hinanden.
Lad os gå udenfor.
Jeg er ret overbevist om, at vi giver ikke op, før vi skal.
Mens Ulla og Lars i Budapest ikke føler sig så heldige -
- så blæser der andre vinde for Nicolaj og Stephanie i Alberobello.
Vores arbejdsgiver sagde, at han havde snakket med sin mor -
- og mor ville sørge for, at der var lidt mad til os efter arbejde.
Skål.
På en skala fra 1 til 10 ligger jeg på 11-12 stykker lige p.t.
Vi var nede og arbejde, og nu bliver vi budt på vin og mad i omgivelser -
- der er fuldstændig surrealistiske. Nu slapper man af og nyder det her.
Uanset hvordan den her etape ender -
- så har vi fået en fantastisk oplevelse med os.
- Skål. - Skål.
Tilbage i Budapest går Marco og Claus på sightseeing.
Ulla og Lars har fået lidt vind i sejlene -
- og har muligvis sikret sig transport videre på ruten.
Vi har lige købt en billet til Bukarest, så vi er fremme i morgen.
Det har været en lidt sur dag, så vi må se at komme op på hesten -
- og så må vi se, om bukserne holder i den sidste ende.
760 km fra Budapest er Josefine og Johannes tog ved at ankomme i Bari.
Men de ved endnu ikke, om de kan nå en afgang til Grækenland i aften.
- Skal vi gå den her vej? - Ned til kysten eller hvad?
- "Super fast ferries." - Vi kan lige gå herind.
Jeg fik lige en flue i mit øje. Johanne, kom lige. Det er ikke sjovt.
- Prøv lige at åben. - Det kan jeg ikke. Av.
Kig. Tag den lige ud. Av!
Vi skal nok... Bare ligesom... Accepter, at det er øv og så...
Acceptere, at jeg har en flue i mit øje?
Jeg må da gerne lige...
Lige om lidt, når vi har... Bare lige sådan...
Når vi ved, hvor vi er, så kan vi slappe af, og så er det det.
Men Johanne og Josefine er langtfra de eneste, der skal med færgen.
For en time efter ankommer Stephanie og Nicolaj også på havnen.
- Der er også nogle backpackers. - Halløj!
Jeg stod bare sådan... "Der kommer også nogle, der skal med."
Vi er ved at tisse i bukserne, men det kan være, at vi ses på færgen.
Nu kan vi da ikke komme sidst.
Det ved jeg ikke.
Nu bliver to par dog til tre, da Kim og Carsten -
- nu også er ankommet til havnebyen efter en tur med lyntoget.
Og også de har kurs mod færgen til Grækenland.
Mit forslag er, at vi tager ned til færgen.
Fint. Jeg følger efter. Jeg er møgtræt -
- så du har en zombie bag ved dig.
Jeg kan sagtens presse mig selv -
- men ikke over lige så lang tid som Carsten på grund af min PTSD.
Så begynder jeg at trække mig, lukke af eller søge ind i mig selv.
Hvis det først sker, så begynder den onde spiral at køre -
- og jeg begynder at blive nervøs, og jeg begynder at ryste.
Det kan være, vi kan veksle penge derovre. Har du tænkt på det?
Nej, det har jeg ikke lige tænkt på.
Kim og Carsten har næsten udelukkende danske kroner på lommen.
Derfor er det vigtigt at få vekslet til euro, hvis de skal nå færgen.
Hvor er det dumt, mand. Hold kæft, det er dumt.
- Bare Gøg og Gokke på tur igen. - Vi mangler nogle euros.
Det er lidt ærgerligt, når der går en færge om fem kvarter her fra Bari.
Næste færge afgår i morgen, så det er altafgørende -
- at Kim og Carsten ikke misser denne afgang.
Vi skal finde nogen, der vil købe nogle danske penge.
Vi kan gå ud og tage bilerne en efter en.
Mens Carsten prøver at få vekslet, er de to andre par på vej om bord.
Hvis jeg vidste, at vi var alene om bord, ville jeg tænke:
Stoler vi på, at det her kører?
Men omvendt ville der være frygten for, at de andre havde fundet noget -
- der var hurtigere. Nu ved jeg, at der er ét par, vi skal slå.
Men der er et par mere, som gør alt hvad de kan for at komme med.
Kim, jeg kan købe 50 euro, men det koster 500 kr.
De er lige ved at undersøge det her.
Skal jeg købe de 50 euro?
- Jeg synes, vi skal tage dem. - Ja, så dækker vi os to gange.
- Har du pengene? - Ja. Jeg går ud og køber dem.
Er den god?
Jamen det her er...
Jeg troede sgu ikke, at vi kom med der, Kim.
Når det lige så mest sort ud -
- hankede han op i sig selv, og så fik han os med en færge.
Hej.
- Er vi de første, I har mødt? - Ja.
I har ikke mødt Stephanie og Nicolaj?
- Okay... Så er det ikke helt skidt. - Nej, det er sgu da megasejt.
- Jeg har de vildeste nyheder. - Hvad nu?
- Er der nogen, vi kender? - Ja.
De to piger. Hvem lå nummer et i Venedig?
- Kæresteparret. - Stephanie og Nicolaj er også med.
Ved du godt, hvad det betyder? Vi har hentet dem. Det er jo en kæmpe sejr.
Jeg bliver glad indeni, når Kim tager kontakt til mennesker -
- eller han sørger for, at vi får hjælp. Det er dejligt.
I Budapest er Claus og Marco ved at stige om bord på toget -
- der langt om længe skal føre dem ud af Ungarn.
Skal vi have tingene op nu, eller skal vi vente med det?
Vi har ret mange timer.
Mens Claus og Marco sætter sig, går Ulla og Lars forbi ude på perronen.
De skal nemlig med samme tog mod Bukarest.
Der sidder søreme nogle andre i toget, vi kender.
De har altså heller ikke kunnet komme ud af Budapest.
Det betyder meget, at vi har set dem, fordi så er vi stadig lige langt.
Det er morgen i Rumænien -
- og Ulla og Lars samt Claus og Marco nærmer sig Bukarest.
Ægteparret har fundet ud af, at der afgår et tog mod Sofia ved ankomst.
Det håber de på at nå og allerhelst uden følgeskab fra far og søn.
Hvis det lykkes for os og ikke for Claus og Marco -
- så er vi faktisk foran.
Der er nemlig kun denne her ene afgang i døgnet.
Alt imens Ulla og Lars laver skumle planer -
- har Nicolaj og Stephanie i Grækenland fundet et sted -
- hvor de kan afholde deres sidste rejsefrie pause på denne etape.
Kæresteparret bruger deres hvil på at planlægge det sidste stræk mod Delfi.
Vi tager med bil herfra og til Delfi.
Spørgsmålet er, hvor meget den bil kommer til at koste.
Vi er herhenne.
Det er lige meget. Vi skal ikke med bus.
Toget fra Budapest er nu ankommet til Bukarest.
Nu gælder det for Ulla og Lars om at komme hurtigt og uset -
- over i det andet tog, som skal føre dem videre mod Sofia.
Ulla!
- Sådan! Og så kører vi. - Vi skal ikke have flere ind.
Jeg kan se de andre herover. Kør nu. Altså, hvad venter vi på?
Jeg tror ikke, at de er med det her tog.
Nu går jeg jo lidt i tænkesvingninger her -
- fordi hvad har Claus og Marco i ærmet?
Selvom det lader til, at Ulla og Lars har rystet far og søn af sig -
- så har Claus og Marco faktisk helt andre planer.
De har nemlig fundet en bus, der kan køre dem videre mod Athen.
- Den åbner i morgen kl. 8.30. - Så kommer vi i morgen tidlig.
Med Claus og Marco strandet i Bukarest -
- begynder det at lysne for Ulla og Lars, der trygt på vej mod Sofia -
- nyder at være sammen og langt væk fra dagligdagens stress.
Arbejdet p.t. fylder ingenting, og jeg skænker det ikke en tanke.
At Lars slet ikke taler arbejde, det føles virkelig, virkelig rart.
Her har vi fået noget andet at tale om.
Man kan næsten sammenligne det med at møde hinanden på ny.
Faktum er, at jeg kunne arbejde 24 timer i døgnet -
- hvis jeg fik lov, men man er også en fandens karl, indtil det går galt.
Jeg blev overhalet af virkeligheden for et stykke tid siden -
- hvor jeg havde en sindssyg trykken i brystet og røg på Gentofte.
Det var lidt et wakeupcall.
Lars betyder alt for mig.
Jeg kan slet ikke beskrive, hvor højt jeg elsker ham.
Jeg håber virkelig, at Lars kan holde sin aftale om -
- at han skal trappe ned, så vi kan få lidt mere tid sammen.
Der åbner sig jo nogle nye døre på denne her tur.
Nu skal der ske noget aktivt for, at jeg kan få skruet ned for blusset.
Jeg er nødt til at gøre tingene på en anden måde, når jeg kommer hjem.
I Grækenland er Stephanie og Nicolaj tættest på checkpointet i Delfi.
De vil bruge næsten 10% af deres samlede budget -
- for at komme hurtigst muligt igennem de sidste 225 km af ruten.
Vi har lige besluttet os for at bruge mange penge på at komme til Delfi.
Det er det samme, som vi har brugt på hele turen indtil nu.
Jeg er bange for, at vi får problemer med at nå til Singapore.
Vi vil ikke være det hold, der sendes hjem.
Med tre par inden for en afstand på 260 km -
- er der lagt op til en spændende afslutning.
De to par, der valgte ruten østover, skal kæmpe om den sidste plads -
- og chancen for at komme hele vejen videre mod Singapore.
Claus og Marco befinder sig stadigvæk i Bukarest.
De har ventet på, at busterminalen skulle åbne.
Vi har fået nogle billetter og skal se på byen, indtil klokken er 17.
Dejligt.
Bukarest er hovedstad i Rumænien og landets økonomiske centrum.
Byens ikoniske vartegn er den massive kommunistisk regeringsbygning -
- som tidligere tilhørte Ceausescu.
- Skal du have en tur? - Du kan vise, hvordan man gør.
- Er du klar? - Yes.
- Og så skal vi have fart på. - Det bliver hårdt...
Skal vi sige, at vi er der? Er du glad?
Jeg nyder, at vi bare går rundt og hygger os i Bukarest.
- Hvordan er det nu, det er? - Du sætter dig bare.
Vi skal simpelthen genopleve din barndom.
At have tid sammen med Marco på den her tur betyder rigtig meget.
Vi får også snakket om nogle ting.
Vi er begge to blevet tættere siden konkurrencens start.
Allerede indtil videre har vi begge to været pressede -
- men alligevel er det lykkedes os at samarbejde.
Det viser bare, at den her rejse har givet os noget mere.
Mens Claus og Marco har far og søn-tid i Bukarest -
- nærmer Stephanie og Nicolaj sig checkpointet i Delfi.
Kæresteparret har taget en dyr taxa for ikke at komme sidst i mål -
- men de ved ikke, at de faktisk er langt foran de nærmeste konkurrenter.
Delfi, hjemsted for oldtidens mest berømte orakel -
- der siges at være grundlagt af selveste Zeus.
Han bestemte, at dette sted skulle være verdens midtpunkt.
"Velkommen til Delfi, denne etapes checkpoint, og Hotel Amalia."
Lad os starte med at give det et skud.
Skal vi løbe ned? Det er her. Se.
- Sådan. - Det var alle pengene værd.
- Fedt, mand. - Godt arbejde.
Jeg tror, det sender lidt et signal at komme først to gange i træk.
Det kunne presse nogle andre i at tvivle på deres taktik.
Vores taktik virker i forhold til at komme først.
Vi ved ikke, om den virker i forhold til at komme længst.
Mens Stephanie og Nicolaj kan slappe af i Delfi -
- så ræser Claus og Marco mod Lamia, hvor Ulla og Lars befinder sig.
Spørgsmålet er nu om far og søns ekstra overnatning i Bukarest -
- vil spænde ben for deres fortsatte deltagelse i ræset -
- eller om de kan indhente Ulla og Lars.
Det er ni timer siden, at Stephanie og Nicolaj kom i mål i Delfi -
- men de får snart selskab, for på vej i en taxa er Kim og Carsten.
Og ikke langt efter dem kommer søstrene Josefine og Johanne.
- Kører dit tankemylder derudad nu? - Ja. 210 i timen.
"Hvad kunne vi have gjort bedre? Har de andre taget en pause?"
- Kan jeg gøre noget for dig? - Overhovedet ikke. Slet ikke.
Kim og Carsten ankommer i Delfi før søstrene.
De håber, at de ikke længere er på sidstepladsen.
"Hotel Amalia."
- Er du med? - Ja.
Kom.
- Sådan! - Åh, det er så vigtigt, mand!
Vi er helt vildt lettede over, at vi skal videre herfra.
Vi er med. Vi er rigtig med.
Ved ankomsten til Hotel Amalia kan de to søstre se Kim og Carsten -
- som lå sidst på etapens start.
Nej, hvor øv...
Er du klar? Vend siden...
Nej... Oh my god...
Okay, vi er stadigvæk med. Da jeg så Kim og Carsten, tænkte jeg:
Jeg kan lige så godt gå ud ad døren igen.
Nej, hvor er det godt...
Der er gået 12 timer. Claus og Marco har skiftet bussen ud med en taxa -
- og nærmer sig nu denne etapes målstreg.
Jeg er spændt.
Man har altid de der tanker om, hvor mange der er tjekket ind.
Europa var kun starten. Vi vil gerne opleve hele verden.
Okay...
"Denne etapes checkpoint er Hotel Amalia." Skal vi spørge hende der?
- Skal vi starte med lige at gå op? - Okay...
- Tænk, hvis det er det, vi taber på. - Okay...
Kom nu, far. De sidste meter. Kom så.
Vil du?
- Er vi klar? - Ja.
Hurtigere.
- Yes! - Vi klarede målet.
Jeg havde på fornemmelsen, at det var slut, men det er det ikke.
Og mere end 32 timer efter Stephanie og Nicolaj -
- ankommer Ulla og Lars nu til Delfi som de allersidste.
Er du klar til chokket, Lars?
Pokkers også! Der er ikke noget at gøre ved det.
Sådan er det. Det er spillets regler. Vi valgte ruten over Balkan.
Det skulle vi ikke have gjort, men vi var tidspressede.
Når vi nu tager herfra, så tager vi en tur på egen hånd.
- Tror du, vi klarer den? - Ork ja. Det gør vi altid.
Efter anden etape har Stephanie og Nicolaj lagt sig bekvemt i spidsen -
- mens Kim og Carsten nu ligger på andenpladsen.
Næste gang rejser parrene til Aserbajdsjan og hovedstaden Baku.
Med trygge Europa i bakspejlet og med mere end 9000 km til Singapore -
- så er intet til at forudse, når "Først til verdens ende" fortsætter.
Du har fået mig til at fremstå, som om jeg ikke har respekt for landet.
Can't find what you're looking for?
Get subtitles in any language from opensubtitles.com, and translate them here.