All language subtitles for Beyond.The.Wasteland.2022.DanishToFrench

Den første Mad Max-film var en australsk lavbudget-film.

Den stemte meget godt overens med andre film.

Den var fuld af action med biler, og den var voldelig.

Men den havde noget mere.

Da jeg tog til Japan, sagde folk, at den mindede om samurai-filmene.

Og i Frankrig sagde de,

at den mindede meget om spaghetti-westerns.

De historier, der dukker op igen, vi kalder dem myter,

ser man i alle perioder og i alle kulturer.

Derfor genkender vi disse historier næsten overalt.

Det giver os mulighed for at få oplevelser og dele dem

med alle, der har fået dem, og dem, der får dem engang.

Tak til alle, der har deltaget.

Det var spændende at sætte tingene sammen

så jeg håber, at I har nydt det.

AUSTRALIEN

På jeres ark kan I se

at I skal gå fra dåse til dåse. De er jeres markører.

Dem skal I kigge efter, når I går til hvert sted.

Jeg sætter mig på nogens skød.

I kan bruge alle metoder til at besvare quizzen.

I kan anvende jeres mobiler,

og se filmen, hvis I har mulighed for det.

- Vi har det.
- Godt, næste oplysning.

Jeg elsker at vinde.

Opfør jer pænt. Vi er ikke rigtige Road Warriors.

- Ingen var parate til Mad Max.
- Den virkede ny og spændende.

Alle talte om den.

- Er der nogen spørgsmål?
- Må vi ikke køre for hurtigt?

Nej.

Det begyndte som en lille film med et meget lavt budget

og med meget lave forventninger, og så blev den enorm.

Stor nok til at få en efterfølger.

Mad Max er tilbage og på vej til Hollywood.

Den blev et fænomen.

Der var udsolgt i alle biografer over hele landet.

Nu, 30 år senere, er en fjerde film på vej.

De to ord, Mad Max,

er ligesom McDonald's eller Star Trek eller Star Wars.

Selv om man ikke synes om Mad Max, så ved man, hvad folk taler om.

Donald Trump beskrev Mad Max America.

Mad Max's verden er måske ikke så fjern, som vi tror.

Film fortæller os, hvem vi er, hvor vi bor, og hvad vi mener om ting.

Storbritannien faldt ned i en Mad Max-agtig verden.

Mad Max er så dystopisk og så ubehagelig

at det ikke er en oplagt film at efterligne.

Lørdag

I kan filme sprøjten, det er endnu værre.

Hver morgen en smule...

Det er ikke behageligt.

Vi begynder at ligne en franskmand.

Goddag, jeg er Bertrand Cadart, liberal kandidat til the Seat of Lyons.

Det var mig, der som fransk borgmester fra østkysten kørte på scooter

og var med i filmen Mad Max.

Det her er mit frø-badeværelse.

Min frø-måtte, mit frø-badeforhæng.

Min frø-boblesæbe.

Jeg har boet på Tasmaniens østkyst i 15 år.

Jeg har været borgmester i syv år.

Du har boet i Australien i omkring 40 år.

Er det din bedste australske accent?

Ja, ja, ha ha.

I 1978 BLEV BERTRAND VALGT TIL ROLLEN SOM CLUNK I MAD MAX.

HAN VAR EN AF TÅSKÆRERNE, SOM HÆRGEDE PÅ MOTORVEJENE.

DET VAR HANS FØRSTE ROLLE I EN AUSTRALSK SPILLEFILM.

Jeg vil nok ikke kunne køre mere.

Min læge fraråder mig det.

Jeg bør ikke køre, for hvis jeg kører galt,

vil det, som giver raske personer hudafskrabninger

være livsfarligt for mig.

Lægen sagde, at der vil går et halvt år med kemo

før han ved, om han kan redde mit liv.

Jeg kunne ikke få orlov.

Og derfor var jeg nødt til at trække mig. Tak.

Jeg er 70 år. Jeg har terminal cancer.

Uhelbredelig, jeg ved det godt.

Jeg vil kæmpe så godt, jeg kan.

Jeg har planer om at holde ud til mindst januar 2019,

for da er der 40 års jubilæum for indspilningen af Mad Max.

Der er et stort arrangement i Clunes.

Her har vi det.

Min læge har givet mig lov til at deltage,

og han mener, at det vil gavne min kamp mod canceren.

Han sagde, det vil motivere mig til at leve og overleve,

så længe jeg gerne vil leve og overleve. Og det vil jeg.

Da genforeningen blev arrangeret, ville jeg deltage, og jeg tog med.

Filmen Mad Max gjorde Mel Gibson berømt med raketfart,

og den fejrer sit 30-års jubilæum i denne weekend.

Jeg deltog i et af de første, i Little River, tror jeg.

Dengang var den ikke så populær, og jeg var en at de eneste skuespillere.

Denne film med et meget lille budget har skabt en kult.

I Italien, Tyskland, Japan og USA... Overalt.

Det er som en slags stamme i hele verden.

Alle de mennesker er i særklasse. De er utrolig interessante.

Du godeste.

USA

Da jeg begyndte med All American Pool Service,

drømte jeg om at blive i det job, til jeg ville trække mig tilbage,

sælge firmaet og leve af pengene.

Jeg opdagede snart, at det ikke var realistisk,

for sådan fungerer tingene ikke længere.

Jeg lukkede firmaet og slap af med det pres.

Jeff tilbød mig et arbejde her.

Han var meget åben om, hvad han gjorde.

Hvis jeg gjorde sådan, ville jeg ikke sige det til nogen.

Du har udfordret mig!

Du vil mærke Lord Humungus' hævn.

Han havde det fint med det og morede sig.

Ingen kommer levende ud herfra!

Jeg så dem alle, og han elsker dem. Det gør han.

Han var den første Mad Max.

Jeg syntes, han så for godt ud til at spille den rolle.

Men han syntes om Lord Humungus.

Da vi fik huset, havde det en pool,

som jeg ikke ville have, men den var der.

Udenfor stod min kone sammen med tre mænd

og der er en stor, klodset mand.

Han siger "Værsgo, du vil sikkert synes om det her".

Jeg kigger og spørger, hvem Lord Humungus er.

"Er det dig?
Kors i røven."

Omkring 1981 købte min far et nummer af Starlog Magazine til mig.

Jeg læste ikke artiklen, men jeg så på billederne.

Det var lige det, jeg søgte. Jeg så ikke andet.

- Han var meget på sit værelse.
- Man kunne tage lyden fra

og kan kunne alle replikkerne i den film.

Han kunne huske det hele.

Jeg forestillede mig, at jeg var en Road Warrior.

Da jeg var 15, gik jeg så meget op i Mad Max,

at det var den verden, jeg ville leve i.

De biler, jeg ville køre i, og sådan, jeg ville gå klædt.

Da jeg var færdig med high school og startede som punker,

klædte jeg mig faktisk sådan.

Han var vild med the Misfits, da han var 14-15 år.

Han havde en guitar og sang og spillede i garagen.

Alle naboerne elskede det.

Det var for sjov.

The Misfits tilbød ham at sælge merchandise på turnéer

og senere blev han road manager.

Han nød det. Han fik set hele verden, fra Alaska til Moskva.

Alle havde et kælenavn i bussen.

Jim var en stor bodybuilder, og de kaldte ham Tank.

Så han er Jim "The Tank" Dorsey.

Sådan her gør the Humungus.

Når man begynder at se resultater, er det meget vanedannende.

Når skuldrene kommer med, og triceps begynder at vokse,

og man får større biceps, så kører det.

Man bliver slankere om livet...

Så bliver det en besættelse.

"Det der synes jeg om, jeg vil have mere."

- Sensei.
- Ja, sir.

Jim kom herind for omkring otte år siden.

Han har det sorte bælte og klarer sig godt.

Det første, jeg sagde til ham,

den første gang, han trænede...

"Tank, de muskler skal væk, de er bare i vejen."

Han beholdt dem og gør det godt.

På gulvet er han meget fysisk

og hvis man kan forsvare sig

mod en der er så stor og stærk, så gør han noget rigtigt.

Når jeg taler om min karateskole,

viser jeg et billede af Tank med hans store muskler,

sammen med en lille person, og folk siger "du godeste".

Tank er fuld af sjov.

For meget er aldrig nok. Jeg føler altid, at der er mere,

jeg kan gøre og være.

Jeg kunne tage Humungus-kostumet og masken på,

men hvis jeg ikke er i form, tror man ikke på det.

- Din talje.
- Ja, her. Det tykke område.

Tanken er ikke at lave en præcis kopi, men en...

så de meget store Mad Max-fans genkender Clunk.

Jeg skaffer et nyt sæt støvler, forhåbentlig samme slags.

Og det røde stykke her, for det kan folk huske.

Min rolle i Mad Max var meget lille, jeg var med i Toecutter-banden.

Nu siger vi alle det samme.

Jeg troede ikke, at jeg ville blive husket eller talt om 40 år senere.

Se lige.

Godt for dem! Som han sagde, er det bedre end at rense swimmingpools.

Da jeg besøgte ham første gang

begyndte jeg at påskønne hans passion

da jeg så hans kostumer og andre ting.

Min "wall of fame"

startede omkring 2015.

Den første, jeg mødte, var Garret Graham, som spillede Beef

i Phantom of the Paradise.

Det var alle tiders at få en reaktion

fra skuespillerne med de roller, som jeg spiller.

Men den bedste, som jeg også var mest nervøs over

var at møde Kjell Nilsson, den originale Lord Humungus.

Jeg var nervøs over hans mening om min gengivelse af karakteren.

Om jeg klarede det godt.

Det her er en bodybuilder i verdensklasse

på toppen, og det her er bare en fan

som forsøger at genskabe noget, han har set på en skærm.

Han måtte ikke tro, at jeg ville stjæle hans torden

eller forsøge at afløse ham. Han skulle synes

at jeg ydede hans karakter retfærdighed. Han var stolt af mig.

Han sagde "Du er den næste generation af denne onde karakter".

Det betød meget for mig.

- Hvordan er det? Chokoladeagtigt?
- Lækkert.

Kan I spise mere end en?

- Nej.
- Sikkert ikke.

Far laver tykke pandekager.

Jeg har tit tænkt på, om andre fædre midt i 40'erne,

finder mit arbejde umodent og barnligt.

For det er jo ikke helt normalt, at voksne

laver kostumer og klæder sig ud.

Voilà!

Se lige der. Det er fremragende.

Og du fik det røde med.

Vi talte jo om, at plastic var uegnet

- når man skulle køre.
- Ja, det her er fint.

Jeg er imponeret.

- Prøv den.
- Ja!

Jeg ved, at med min alder og tilstand,

vil jeg aldrig mere i mit liv

få mulighed for at foretage sådan en rejse.

Jeg har altid været en dagdrømmer.

Jeg har altid ønsket af leve i en anden tid eller et andet sted

og være en anden.

At få mulighed for at være et andet menneske.

Men i mange år, årtier,

troede jeg, at jeg var den eneste, der dyrkede Mad Max.

FRANKRIG

Hvis du er her, er det, fordi jeg kender Melvin.

For et par år siden...

som et væddemål, besluttede han at lave en bog om Mad Max.

Det er nogle år siden, men den bliver snart færdig.

Den bliver snart udgivet.

Det er som en bibel om Mad Max.

MAD MAX: ANALYSE AF EN DYSTOPI

Den er ret omfattende.

Jeg regnede med, at den var blevet meget mindre, men...

Jeg har ikke andet at lave.

Jeg har aldrig haft et rigtigt arbejde i hele mit liv.

Jeg laver bare illustrationer og den slags

og nogle gange kan jeg tjene penge på det.

Mine Mad Max-ting har kostet mig alt.

Al min tid og alle de penge, jeg kan tjene.

Han taler altid om Mad Max

så han må være Mad Melvin.

Jeg begyndte at samle på ting om Mad Max, da jeg var barn,

efter at have set filmen første gang.

For ti år siden havde jeg en del ting, og jeg mente, at det var nok til

at begynde at skrive en lille bog.

Men ti år efter af min samling kom lidt ud af kontrol

begyndte jeg at samle på artikler, blade, plader,

og alt der havde med Mad Max at gøre.

Min tanke er at få fat i at de originale genstande.

Jeg har bøger og blade, fotos, pressefotos og den slags.

Jeg har et ton.

Det her er min Mad Max-samling, fra den første film.

Jeg ved ikke, hvad der får mig til at vælge en bestemt ting på eBay.

Det var nok bare ting, som jeg...

mente, jeg kunne finde, og det lykkedes mig.

Alpine Stars motocross-støvler er ikke billige,

især ikke dem med de korrekte såler.

Jeg troede ikke, at nogen ville anstrenge sig sådan

for at få fat i de benyttede rekvisitter

eller skabe deres egne rekvisitter.

Det første, han viste mig

var den hundemad, han havde lavet. Den, som Mad Max spiste,

og han kopierede etiketterne

og satte dem på dåser. Han var meget stolt.

De er de mest præcise, der er blevet lavet.

Da jeg fik en Blu-ray med Road Warrior

tog jeg den med hjem til min ven Tim, som havde 95 tommer skærm

og jeg så den billede for billede.

Da fandt jeg ud af

at cirklen med "800 gram" kommer fra Starburst.

Han sagde "Alt herinde stemmer præcis overens med filmen":

Jeg ville lave sjov med ham.

Jeg kiggede på ham. "Jeg kan ikke give dig ret.

Det her stemmer ikke.

Jeg kan huske, at der var en ridse ved siden af aftrækkeren."

Han sprang op.
"Vent nu lidt."

Han kiggede på den. "Nej, den er god nok."

Han var parat til at sætte filmen på.

Det er hårdt arbejde at finde de korrekte

ansigtsmasker eller det 5-delte teleskop

og ikke 4-delt, som normalt.

Jeg ved ikke engang, hvad halvdelen af det er!

Alle, der går op i det, ved, at det er korrekt.

Jeg brugte ti år i undertøj ved computeren på at lede efter genstande på eBay,

og lede efter artikler og magasiner.

Når han arbejder med noget, er han optaget af det

og taler altid om det.

I min Mad Max-mappe er der ca. 15.000 fotos,

og scanninger af artikler.

Hovedsageligt scanninger af artikler.

Den største opgave var at læse dem alle sammen. Det tog mig flere år.

Ja, faktisk.

Den Hellige Gral er manuskriptet til Mad Max 1.

Jeg fik det af Bertrand Cadart.

Har du hørt Mad Max før?
Ja?

- Men du har da ikke set den.
- Jo.

Det er du da alt for ung til!

Hvad med dig, unge mand? Du er kun 14.

Da den kom, skulle man være 16.

Og han er alt for ung.

Jeg var næsten 14, da filmen kom.

Aldersgrænsen i Frankrig er 18, så den måtte jeg da se.

Vi listede ind i biografen for ikke at blive opdaget

og jeg blev helt lammet af scenerne.

Vi talte om det i skolen. "Har du set filmen?

Den er optaget i Australien." "Wow, Australien."

Jeg havnede på Solkysten på grund af Mad Max.

Jeg mødte Bertrand, da han kom her som kunde.

Jeg vidste ikke, hvem han var. Han spurgte "Har du set Mad Max?"

Min kone rullede med øjnene, som sædvanligt.

"Få ikke min mand til at tale om Mad Max, for han bliver ved."

Så sagde han, hvem han var.

En stor fyr går på et biltag, han har det stor koben.

- Du ser på koben-manden.
- Er du koben-manden?

- Jeg er koben-manden.
- Pjat med dig.

Jeg kunne godt huske kobenet.

Jeg så filmen, alle scenerne

hvor han er med. Alle mine venner i Frankrig

vil flippe ud over det. Jeg bliver en rockstjerne.

Efter en visning af Mad Max blev folk siddende

for at komme sig over de forudgående 100 minutter.

Der var mange milde film, så Mad Max skilte sig ud.

Vi vidste, at filmen ville gøre indtryk på publikum.

For mig handlede det om de klassiske muskelbiler.

Især den sorte Interceptor.

Den blev jeg aldrig træt af.

Da vi tog til drive-in-biografen i 1979,

så vi de biler, som var deres egne.

Monaros, Falcons, HJ varevogne.

Alle har en fortælling om deres bil eller deres familiebil

Det er noget, man aldrig glemmer.

Min far elskede sine biler.

Det skulle være en V8, og alle elskede den.

Den kørte os hjem fra pubben eller fra tennisklubben...

Hvem kunne køre fra dem med en V8-motor?

For ti år siden besluttede jeg at bygge en sort Mad Max Interceptor.

Det tog mig syv lange år at finde delene,

regne ud, hvordan den skulle samles, og endelig

satte jeg de sidste dele på

og svejsede og modellerede

og så strammede jeg hendes linjer op

og gav hende et lag sort maling, og her er hun.

Jeg henter lottokuponer i den om søndagen.

Jeg vil ikke bare se på den.

Jeg vil bruge den og nyde den.

Og jeg nyder den virkelig.

Da jeg kom til Australien på motorcykel

havde jeg aldrig troet, at jeg kom til at bo her.

Jeg kørte verden rundt og nød livet.

Jeg ventede på, at livet viste mig en mulighed.

Jeg opdagede dette enorme land.

Endeløse veje.

Dengang var der ikke meget politi, og færre mennesker, først i 70'erne.

Man kunne køre af sted på sin motorcykel

og køre 200 kilometer i fuld fart

uden at se et eneste hus.

Det var lige mig.

Jeg skræddersyede japanske motorcykler, hvilket ingen gjorde i Australien.

Jeg gjorde det sammen med nogle franske venner, og vi måtte lære alt.

Vi købte en bog om, hvordan man laminerer glasfiber. Vi vidste intet.

Og ingen ville købe vores ting. Det var bare...

Vi er ægte bikere. Vi vil have et lag døde fluer

på vores Belstaff-jakker.

Samtidigt var George Miller

i gang med at overtale folk til at optage hans film.

Folk troede lige så lidt på George som på mig.

Jeg have en masse udstyr i butikkerne

og George spurgte efter en til at ombygge motorcyklerne

så disse Kawasakier så meget futuristiske ud.

En forhandler sagde, at der var en mand, som måske kunne hjælpe ham.

"Her er hans nummer."

Vi tjente ingenting på det. Prisen var under kostpris.

En dag spurgte George mig:

"Vil du have en rolle i filmen?"

"Hvad med min accent?"

Han sagde, "Pyt med den, du skal ikke sige noget".

Det her et mit originale manuskript.

Min kone læste det og blev skrækslagen.

Jeg spurgte, hvad der var galt. Mit engelsk var ikke godt nok til

at forstå teksten Hun sagde:

"Du aner ikke, hvad du roder dig ud i".

Jeg havde ikke regnet med, at jeg stadig havde det 40 år senere.

Vi foretager disse ture som en pilgrimsrejse

til de steder, hvor filmen blev optaget.

Det betyder meget for mig at gøre det 40 år senere.

DE JAPANSKE FANS

Hvem har vi her?

Det er Clunk!

Hvert år i Japan har I en Mad Max-festival.

- Ja, ja.
- Ja?

Det er jo tosset.

JAPAN

Jeg blev overrasket over at se så mange Mad Max-fans her.

Vi plejer at holde os for os selv.

I Japan er der mange skjulte Mad Max-fans.

Første gang jeg så den originale Mad Max, syntes jeg, at den var cool.

Jeg har forsøgt at kopiere deres udseende...

og gik altid med læderstøvler og jakker.

Generelt er japanerne meget alvorlige.

Jeg er ikke, jeg har langt og farvet hår.

Når vi kommer ind på en parkeringsplads...

ser mange den anden vej.

Men vi har vores egen skønhed, så det er i orden.

Jeg er single. Jeg har ikke været gift.

Mine forældre har opgivet mig. De sagde: "Gør, som du vil".

Sådan her er jeg bare.

Jeg syntes om Jim Goose, en ven af Mad Max, så jeg ville se ud som ham.

At se en betjent i læderjakke på jagt efter forbrydere

så sejt ud med japanske øjne.

I 1979 kom Mad Max på det rette tidspunkt

sammen med større motorisering i Japan.

Motorcykler var på vej til at blive moderne i Japan.

Næsten alle i Toecutter-banden kørte på Kawaski-cykler.

Det var jo alle tiders.

"Wow, Kawasaki er verdenskendt!"

Derfor blev filmen meget populær i Japan.

Jeg kørte til biografen på motorcykel, og jeg kørte som i filmen...

hele vejen hjem.

De skøre film fører mange skøre mennesker sammen.

I 2014 kom de store skuespillere fra Mad Max

til Japan.

Jeg følte mig som en popsanger, som The Beatles.

De var ikke bange for at vise deres følelser.

Nogle af dem var tårevædede.

De lænede sig op ad mig og græd ved mit bryst.

De faldt forover og græd.

De sagde: "Jeg kan ikke fatte, at I er her".

Man tænkte "Gå dog væk!", men vi elskede det jo.

Jeg gik på gaden, og pludselig hører jeg en stemme...

"Du og jeg, Max, vi skal give dem deres helte tilbage."

Hvad pokker! Folk siger mine replikker.

Der er fans over hele verden.

Jeg var på bryllupsrejse på Sri Lanka, og en tjener kom hen til mig.

Han sagde: "Undskyld, men hvad er Deres navn?""Jeg hedder Roger Ward."

"Det er et meget berømt navn her!"

"De tænker vist på Roger Moore."

"Nej, Roger Moore var en helgen."

"Han var James Bond, men De var Fifi i Mad Max!"

Du godeste!

Sådan er det over hele verden.

Folk identificerer sig med det og med os, som om vi var ét.

Det er jo latterligt, men jeg elsker det.

Hvis man ikke bliver berørt af det, er man en kold skid

som burde tage et grundigt kig på sig selv.

Jim Goose. Fifi.

Og Johnny the Boy.

Jeg kom til Australien første gang i 2004

til Mad Max' 25-års jubilæum i Sydney.

Jeg er blevet afhængig af de arrangementer.

Når der sker noget i Australien, tager jeg hertil fra Japan.

Hvert år forsøger jeg at komme til Australien.

Hvis jeg tog til Clunes, måtte jeg have en kopi af Burnout Bike.

Burnout Bike var med i en scene, der bliv filmet i Clunes.

- Donuts, donuts.
- Ingen donuts.

Her er der donuts.
Måske her.

Ja, måske her.

Yoshi købte en motorcykel på eBay fra South Australia.

Han betalte en høj pris for den og kom hjem til mig.

Det var noget... Jeg siger ikke mere.

Fælgene var rustne, egene var knækkede eller manglede.

Defekte stempler og lejer, og bremserne havde sat sig.

Det var den største samling gylle, jeg havde haft stående.

Det var udgangspunktet, og så gik vi i gang.

Jeg sendte kopidele til Peter fra Japan med beskeder:

"Sæt denne del her, og de dele der."

Jeg ved ikke, hvor mange Kawasakier, jeg har bygget.

Hundreder, jeg kan slet ikke lade være.

Jeg har ejet over tusind af dem. Jeg er vild med Kwakas.

Fuldstændig tosset.

Vi fik lavet en fin cykel

og kort tid efter fandt man Dales originale motorcykel.

De er her begge i dag, og de ser fantastiske ud.

Den her tilhører Yoshi fra Japan, og han efterlader den her i Australien.

- Hvad?
- Motorcyklen.

Ja, ja.

Det her er den originale motorcykel. Jeg var den første ejer.

Nå da, koblingen er ikke så god.

Den har haft fem ejere.

Jeg solgte den i '79, men i 1994, i sin klasse,

satte den hastighedsrekord på land.

Lidt over 227 km/t.

Det er også en del af denne cykels interessante historie.

Han kommer altid hjem til mig, fordi hans ekstra cykel står der.

Han tager den, og så er han væk.

I sidste uge fandt jeg ud af

at han har en anden Burnout Bike i Japan. Det overraskede mig.

Den er smuk.

- Hvornår byggede du den?
- For 15 år siden.

Den er gammel nu, den bliver for varm og bruger meget benzin.

Min Trans Am er lige så slem.

- Hej, Clunk!
- Yeah!

Clunk længe leve!

Sikke en tur.

Tak.

- Ja, gerne.
- Mange tak.

Tak, fordi du kom. Det påskønner jeg.

Hvordan har du det? Hvordan gik det i aftes?

Er det her de fleste fans, du har set på en gang?

Ja.

Køretøjet er en F100 fra midten af 70'erne. Jeg byggede det

baseret på de originale billeder i filmen.

Det er et af de mest pålidelige køretøjer, jeg har bygget. Kører og stopper.

De specielle features er flammekasterne.

Hvis alle gjorde det samme, ville livet blive kedeligt, ikke?

Mit navn er Bill Hatzigiannis, jeg har et lille firma på Facebook,

Steel Edge Constructions, hvor jer laver modelbiler.

Jeg havde aldrig set en coupé med den slags chassis.

Jeg havde aldrig set nogen køretøjer eller motorcykler

se så barske ud som dem i Mad Max-filmen.

Min søn er vild med køretøjer. Jeg har ikke påvirket ham.

Jeg håber, at han vil føre Mad Max-traditionen videre.

Det er herligt, at der er andre

som nyder det lige så meget, som min familie gør.

Når man ser kopierne og folk, der bruger alle deres penge på

at bygge køretøjerne, så forstår jeg passionen.

Hvis jeg havde råd, ville jeg gøre det samme.

Velkommen til Mad Max-arrangementet.

Det er det største fremmøde af skuespillere, siden filmen kom i 1979.

De er lige her, og det vil ikke ske igen.

Det her sker kun én gang, så nu skal vi nyde denne dag.

Lad os tale med skuespillerne.

Vince Gill, the Nightrider!

Tak.

Jeg er overvældet af jeres kærlighed til denne film.

Mange tak.

Vi er her alle sammen 40 år senere. Vi var også unge engang.

Hvem skulle have troet det, 40 år senere...

Jeg troede, alle havde glemt os.

Åbenbart ikke.

Hvis man gjorde det her i USA, ville alle blive anholdt.

Hvem havde troet, at den dumme, svensker, bodybuilderen, ville komme

og lave noget som det her?

- Kan I huske manden med kobenet?
- Ja!

Jeg er koben-manden!

Husk, hvem de var ved at ramme med et koben

og næsten ramte med en økse og næsten tabte en motorcykel på.

Budgettet var lille, så ingen af os fik en stor løn.

Men vi var unge, opfindsomme og ivrige,

og vi gav vores bidrag

til at lave film og actionfilm.

Jeg kan mange historier, men jeg vil gerne sige noget om

hvad denne film betyder.

Jeg voksede op i Southern Tablelands, og når man er 13 år

vil man bare ud og opleve verden

og der var mange

som tunede biler og forsøgte

at skabe en form for frihed og vejen

og hvad der var muligt.

Historien handler om vejen,

om frihed og om døden.

Og hvordan vi alle forstår det pres, og hvad det betyder.

Det her er en stor australsk fortælling, for I ved, at denne film

handler om sjælen i en del af Australien

som I voksede op i.

Det er lidt anderledes

og filmens publikum rundt om i verden er klar over det.

Ingen er mere klar over det end jer, som står her,

og jeg vil bare sige, at jeg er stolt over at møde jer.

Jeg håber, jeg kan give jer hånden. Mange tak,

og glem ikke jeres andel i at skabe

denne store fortælling. Mange tak.

Da jeg begyndte at køre motorcykel, havde jeg set Terry Gibson

køre stærkt på Goose-cyklen. Sådan skulle man køre!

Jeg har altid syntes om stunt-kørsel og den slags,

og jeg var imponeret over, hvad de gjorde i Mad Max.

De har stil, og det er ægte.

Jeg er old school, en af de sidste.

Forleden blev jeg præsenteret

som den ældste stuntman i Australien.

Mit mål er at blive den ældste stuntman i verden.

Vi havde en bil og ville ombygge den til jubilæet.

Vi blev kontaktet af arrangørerne, som havde hørt, at vi havde en bil

som man kunne køre gennem campingvognen.

Jeg blev bedt om at komme med en idé til det stunt

og jeg ville bevare det originale, med et lavt budget.

Men min idé var at gøre det større og bedre.

Jeg mente, at to var bedre end en.

Det skulle være en racerbil, og det bliver den også

når den er færdig her i dag.

Den blev lidt hurtigere, end vi ventede.

Det var stressende, og malingen er stadig våd,

og vi var i gang med at samle den tidligt i morges.

Det største problem er skabet af træ

og skabe, hængsler og den slags.

Man kan komme til skade på de ting.

Engang fik jeg en splint, der var tre meter lang.

Jeg trak den bare ud.

Må vi høre motoren?

Jeg håber, den starter. Batteriet er næsten fladt.

Jeg er old school, ingen røg, spejle eller kameraer.

Vi bruger ikke high-tech.

Vi holder os til græsrødderne

og selv ramperne er ret faldefærdige.

Mit udstyr er ikke det dyreste.

Jeg har levet i 65 år, så helt dårlig er jeg ikke.

- Jeg håber, I nød det!
- Flot klaret, Rob.

Jeg har lige skrevet historie. Det her har ingen gjort før!

Og jeg øvede mig slet ikke.

Hvis nogen er interesseret i at få brokker

er jeg lige derovre om en halv time.

- Hvor meget for en stump campingvogn?
- Du gjorde det!

- Du slap godt fra det!
- Jeg kan stadig.

Her er bilen, som mange har spurgt os om.

Skuespillerne har skrevet deres autografer på den.

Nu kommer Bertrand, som vil fortælle en historie.

Ja... Godaften.

Jeg er okay. I kan se, jeg går med stok.

Grunden til det er

at jeg har fået diagnosen leukæmi.

Det fører til døden og kan ikke helbredes.

Jeg besluttede at tage hertil sammen med jer, for jeg er også

en Mad Max-fan

og jeg vil donere overskuddet fra denne auktion til leukæmifonden.

Det i orden, at jeg dør som 70-årig...

Det er ikke i orden... Nu bliver jeg følelsesladet.

Det er ikke i orden, at et ungt menneske på 25 dør af leukæmi,

og hvis vi kan hjælpe dem, så gør vi det.

Vi begynder med 200 dollar. Hvem byder over 200?

- Kom så!
- 250!

Vi har 250, 250. Hvem byder 300?

Vi har et bud på 300. Et bud på 320?

Vi har 320 derovre. 350... derovre. 400 derovre!

500... 600 derovre. Får vi et bud på 650?

- 1.000!
- 1.000 herovre!

1.500 dollar!

Første, anden, tredje gang. Solgt!

Jeg begynder snart at græde. Tak.

- Alt for dig, Bertrand.
- Mange tak.

Vi er i Maryborough, ved racerbanen.

Festen er forbi, folkens, og hun er 100% snafu.

Men vi er her stadig. Vi pakker sammen,

og vi nyder det stadig. Det var derfor, vi kom.

Vi har fået flot memorabilia fra showet, som var fantastisk.

Men mine to brødre har fået dele fra campingvognen med dækaftryk på,

Det er de sejeste ting

de kan vise frem en skønne dag.

Den første film er en ægte, fedtsyls-eksplosion af energi

som kun bliver skabt, når man ikke har noget at miste.

Jeg var ikke særlig ivrig efter at se filmen.

Jeg tænkte: "Med det, vi måtte igennem, bliver det en fiasko".

Jeg kan huske, at filmholdet mumlede om

at den aldrig ville blive til noget.

Jeg hørte det, og George kunne sikkert også.

Australien lavede ikke mange actionfilm,

så ingen kunne have forventet,

at helvede brød løst, da Mad Max kom.

VOLDELIG,
INGEN SOCIAL VÆRDI

DOKTOR GEORGE SERVERER HORROR

Mange var imod dele af volden i filmen.

SELV OM DEN ER LAVET I AUSTRALIEN BURDE DEN VÆRE FORBUDT

En journalist kastede faktisk op under en visning.

Den mest berømte modstand mod filmen kom fra Phillip Adams.

DØDENS FARLIGE PORNOGRAFI

Han sagde, at Mad Max var "lige så følelsesladet som Mein Kampf."

Filmen egner sig for fremtidige sadister, psykopater og pædofile,

hvilket er meget mere sigende end en dårlig bedømmelse.

En vigtig ting ved Mad Max var folks reaktion.

Ingen havde set noget lignende før,

ikke kun fra Australien.

Kors i røven. Det var en spændende film.

At stå i biografen sammen med George, når filmen var slut,

og lyset blev tændt... Reaktionen var utrolig.

Bill Collins skrev, at George Miller havde lavet årtiets mest spændende film.

Men hvis nogen havde sagt, at jeg skulle flyve til Japan

og blive behandlet som en rockstjerne, så havde jeg kaldt ham tosset.

Den tog folk med storm.

Hvad handler filmen om? Hvorfor synes folk om den?

For at give sig selv svar på nogle af de spørgsmål

begyndte George Miller at se nærmere på Joseph Campbells arbejde.

Vi fandt Joseph Campbells værker. Ved du, hvem han er?

Campbells arbejde går tilbage til væggene i hulerne.

Vi siger, at Mad Max er en forbløffende film,

og at vi aldrig har set noget lignende, men den kom ikke ud af det blå.

Den stammer fra fortællinger, startede for 40.000 år siden.

Det var George Lucas, som gjorde folk opmærksomme på Campbell.

Han skabte A Hero with a Thousand Faces, og Star Wars-filmene.

Deres beklædning er forskellig, men de væsentlige temaer

og væsentlige oplevelser er de samme.

Når mytologien er levende, behøver man ikke forklare, hvad den betyder.

Hvis et billede taler til dig, så påvirker det dig.

Mad Max's succes i Japan fik Warner Brothers i USA til

at se nærmere på den og støtte den mere.

Og det gav den luft unger vingerne.

HOLLYWOOD GÅR I STÅ, AUSTRALSKE FILM ER POPULÆRE

Det var et vendepunkt for moderne australske film.

I Road Warrior forsøgte vi at være meget mere mytologisk bevidste.

Hvert år kommer tusinder af inkarnerede

Mad Max-fans fra hele verden

til Broken Hill og Silverton.

Det var det bedste sted at indspille Mad Max 2.

Silverton er et sted, som Mad Max-fans skal besøge.

Og nu er vi på vej dertil.

En ven fortalte mig, at Broken Hil er porten til ørkenen.

Men da jeg kom dertil, sagde jeg at det ikke var porten til ørkenen.

Det var jo ørkenen! Jeg var overvældet.

Jeg syntes, den var meget smuk.

Når man ser stedet, forstår man, hvorfor de ville filme der.

Det er som en australsk Monument Valley.

I Frankrig og Europa er alt småt og tæt,

og pludselig opdagede jeg tomme områder og et afsides sted.

Der er opstået en kult omkring Bertrand Cadart

som spillede Clunk i Mad Max 1.

Han er med mig her i formiddag. Hej, Bertrand.

Mad Max 2 handler om samfundets forfald, og alle dens rekvisitter

er på vej til at forsvinde.

Jeg kom til Silverton i 1973 og købte pubben

og kort efter begyndte forskellige filmhold at komme til byen.

Det var stadig grusveje.

Man så altid nedbrudte mennesker.

Da de filmede Razorback,

fik de pubben til at se frygtelig ud udefra.

Når der kom biler, standsede de ikke.

Indtil da have vi vist aldrig set en drag queen in Broken Hill.

Her har været en del berømte mennesker.

Jeg havde filmene på bånd,

men varmen har ødelagt dem, så nu dur de ikke.

Der er blevet lavet mange film i ødemarken.

Men Mad Max er den største.

Jeg tror, folk fik 20 dollar mere hver dag

hvis de havde hanekam, end de andre statister.

Folk turde ikke rigtig få hanekam i starten,

men inden længe kunne man se dem i hele byen.

Vi tænkte: "Hvad sker der?"

En morgen vågnede jeg og kiggede ud ad vinduet

og der var en mand i lædertøj og med fjer

og man kunne se hans bagdel. Det var ikke til at tro.

Det var meget underligt.

Jeg fik et chok, da jeg kiggede ud og så det.

Ind bag Yoshi.

I min vennegruppe, i årtier,

var jeg den eneste, der elskede Mad Max.

Gå mere ind bag Nick.

Ingen andre gik op i den.

Og så opdager man, at der er et internationalt fællesskab

af cosplayere og motorentusiaster og Mad Max-tosser.

Det er... for pokker da!

Det var ikke til at tro, da de begyndte på deres genforeninger.

The Silverton Collective startede for mange år siden.

Alle medlemmer passer stort set sig selv

og morer sig på deres egen måde.

For mig er Silverton som indviet jord.

For jeg ved, at filmen blev indspillet her.

Yoshi kommer herover, Tank kommer fra USA.

Og Melvin kommer fra France, det er en verdensfilm.

Man er 14 år og oplever filmen

for første gang i en biograf

fuld af underlige mænd med lædertøj og vilde frisurer.

Det var fedt.

Tre, to, en.

Folk her kommer og ser dem

og de tror, at man er i gang med at indspille en ny Mad Max.

Små børn bliver af og til lidt bange.

Så går jeg hen til dem, forsigtigt,

og fortæller, at jeg er sød og rar.

Jeg er måske skræmmende, fordi jeg er så stor.

Jeg er god nok, men det ved fremmede ikke.

Jeg forsøger at berolige dem, men forældrene siger:

"Bare gør dem bange!"

Jeg føler mig hjemme sammen med alle de andre tosser. Det er mit Mekka.

Jeg hedder Michael, Stacie, min datter, Josh, Cody. Familieudflugt.

Det har været mit livs rejse.

At tage tilbage til Silverton fra Maryborough

i en konvoj på 12 biler var en af mine bedste oplevelser.

Jeg er ligesom min far. At se på de gamle biler og ting

og hjælpe til.

Jeg havde brug for alle chaufførerne...

Jeg skulle bruge en reservebil.

Joshua kom med Griffin-bilen, og han er vores lille navigatør.

Det er fantastisk, at man kan se scenerne her,

og de er præcis som i filmen.

Da jeg fandt Mundi Mundi-sletten og kørte ned ad bakken...

Det er fantastisk. Ligesom i filmen.

Jeg har altid foretrukket mit eget selskab, ikke store forsamlinger.

Jeg ved ikke, hvorfor folk så gerne vil mødes til dens slags.

Virkelig.

Her er hundreder i aften. Jeg har aldrig set så mange på udkigsstedet.

Det er fænomenalt. Forsamlingerne, bilerne.

Man kan stå her og pludselig se...

Den sten ser ud, som den gjorde i filmen.

Det beskriver vist en drøm for mange australiere om

hvordan de gerne ville leve deres liv.

Alt med hjul og motorer er altid populært blandt mænd.

Gå væk fra vejen!

Dengang kørte de biler på vejene.

Når vi kørte i bus til skolen

så vi alle de biler, som kunne have været med i Mad Max

og vi elskede de biler.

I 70'erne var benzin meget billig.

Min bil brugte så meget benzin, at jeg altid løb tør.

Unge mænd kunne nemt

købe en meget kraftig bil.

Det gav dem en enorm følelse af frihed.

Så kom oliekrisen.

Det her bliver måske vores værste weekend nogensinde.

De skal bruge benzin for at kunne opleve friheden i deres biler.

De kørte i store biler, som brugte enorme mængder benzin

og med et slag var benzin ikke billig længere.

Store V8'ere blev skrottet

fordi det så ud til, at benzinen blev ved med at stige.

Der blev sagt, at vi løb tør for benzin i løbet af et par år.

Da der var benzinrationering

så vi, hvad der begyndte at ske efter 3-4 dage.

Jeg tager ikke skylden, og jeg finder mig ikke i

at blive generet af kunderne.

Hvorfor sagde de ikke, at der ikke var noget benzin?

Livet gik i stå over en lille ting

som at der ikke var benzin til folks biler.

Da Mad Max kom, blev det klart,

at det her kunne blive resultatet.

Vi havde set et nedbrud, som kunne føre til kaos.

Bander ville overtage motorvejene.

Tidspunktet for Max og hele højoktan-kulturen

ramte rigtigt når det gælder om at skabe mere ærbødighed

for disse smukke og overkraftige køretøjer.

Da jeg kom hertil for første gang, i 2004,

kom vi op over bakken og parkerede her.

Jeg fik gåsehud, hårene i min nakke rejste sig,

og det var helt utroligt.

Det føltes, som om jeg var kommet hjem.

Jeg kendte stedet godt fra filmen.

Det var helt utroligt.

Vi kaldte Adrian for Mad Max, for han tror, han er Mad Max.

Han går klædt som Mad Max og har en hund som Mad Max.

Han gør alt, hvad Mad Max gør. Jeg tror, han spiser hundemad.

Jeg sad sådan her ved køkkenbordet,

og min mor spurgte, om alt var i orden.

Jeg fortalte hende, at jeg lige havde set

to af de mest specielle film, jeg havde set.

Det var starten på min søgen om

at finde ud af mere om disse utrolige film.

I mine øjne var Mad Max 2 helt perfekt.

Jeg ville finde en bil,

og det gjorde jeg, en australsk coupe i Texas,

og gennem de følgende 18 måneder gjorde jeg den til Interceptor.

Dengang var jeg vist den eneste i Europa

som havde en af disse kopier. Jeg var lykkelig.

Men der var mere, jeg skulle gøre.

Min plan var, at familien skulle flytte til Australien.

Jeg spurgte min kone, om hun ville kunne bo der.

Hun tog det ikke alvorlig og sagde ja, bare for at få fred.

Jeg har været sammen med Linda i 35 år, og på vores første date

så vi Mad Max 1 og 2 i biografen.

Men alt det her havde hun vist ikke regnet med.

Jeg slap vist af sted med ting

som en normal mand ikke havde gjort.

Dengang var det kun en drøm, men jeg tænkte,

at hvis jeg boede i Australien, og især herude,

ville jeg gerne lave en udstilling.

Vi troede, det ville blive en fiasko.

Ingen ville besøge Mad Max Museum.

Men det er det mest populære her.

Ingen, der kommer hertil, ved, hvor det er.

"Hvor er Mad Max Museum?" "Oppe på bakken."

Stedet kaldes Hollywoods ødemark.

Jeg har opdaget, at intet viser, at her er indspillet film.

Det gælder også Mad Max 2, en af de største film nogensinde.

De fleste fotografier har jeg fået skuespillere og filmholdet,

og statister fra Broken Hill.

Filmen er ikke kun de 90 minutter, som filmen varer.

På dette foto ser man en af skurkene

som spiser chokolade og griner. Det synes jeg er vigtigt.

At vise folk, hvad der foregik samtidigt.

Det her er nogle få at de mennesker, jeg har mødt

eller folk, der har besøgt os på museet,

hvilket er en meget stor ære for mig.

Vi var i gang med en opgave omme bagved, og der kom en fyr

og spurgte, om jeg var ejeren.

"Min kone vil meget gerne fotograferes sammen med dig."

"Fint nok, jeg kommer nu."

"Og du skal lige vide, at det er Mel Gibsons søster."

Så jeg blev jo lidt nervøs.

Man ved aldrig, hvem der dukker op.

Gå hen og sner mod kameraet. Løb hen til objektivet.

En dag kom Mel ind i baren med en stor hudafskrabning

som så frygtelig ud.

Jeg sagde, at han skulle få nogen til at se på det.

Han grinede, for det var bare sminke

og jeg fjols troede, at det var ægte.

Her ser man dele fra den Interceptor,

som blev ødelagt.

Hvis man er heldig,

kan man finde stumper, som stadig ligger der.

I nogles øjne er det måske bare glasskår eller sådan noget,

men finder jeg dele fra bilen,

er det som at finde guld.

Det er sten.

Pokkers.

Jeg har fundet det samme, som du fandt.

Mad Max kom ind i mit liv den 8. Juni 2016.

Det var den dag, jeg mødte Tank.

Jeg arbejdede på en tv-kanal på Long Island

og jeg interviewede en ironman, da jeg fik øje på

denne store, nøgne person.

Jeg spurgte straks Tank, hvorfor han var nøgen.

Jeg spurgte, om jeg måtte besøge ham

og lave et indslag om ham.

- Skinke og ost eller spinat og feta?
- Jeg tager skinke og ost, ost, ost.

To dage senere begyndte vi at filme.

Han ringede et par dage senere

og sagde, at det var, hvad han altid lavede.

Og noget kage til kaffen.

Så sagde han: "Vil du med mig til Australien?"

"Ja, for pokker!"

Vi rejste verden rundt sammen mange gange.

Til sidst forelskede vi os.

Nogle dage vil jeg myrde ham, men han er jo min bedste ven.

Fik jeg læbestift på?

Nej.

Han har et skarpt syn på maskulinitet

og det udfordrer jeg meget.

Mænd kan have følelser, mænd kan åbne sig.

- Jeg ved ikke, hvad det er.
- Noget fra en bil.

Han gemmer sig bag mure.

Han gemmer sig bag masken.

- Ja!
- Kors i skuret! Du godeste!

Det kan være et stykke af Toadies badge!

- Ja.
- Wow.

Vi må sammenligne det med screenshots.

Godt klaret, alle tiders., Tag den, King Tutankhamon.

Jeg er glad for at besøge indspilningsstedet

og efter nogen tid lavede jeg dette stenmuseum.

Jeg var alle de steder, hvor de indspillede film, så jeg har en hel del.

Sten var meget vigtige for mig i begyndelsen.

Nu tager jeg et lille stykke af vejen, af asfalten.

De optog filmen på den asfalt, så den er jo interessant.

Jeg går ikke op i, hvor flotte stenene er.

Det vigtige er, at de er fra det rette sted

og nu er den en smuk

samling af ting.

Med tiden indså jeg, at selv om jeg havde en anden baggrund

så havde jeg en uventet samhørighed med disse mennesker.

Jeg vil lykønske dig med at holde denne biograf åben.

Jeg holder meget af dem, og sært nok

holder de meget af mig.

Vi mænger os med dem. Vi er alle sammen stjerner.

At være Mad Max-fan griber om sig.

Det er ikke dårligt af en 38 år gammel film, vel?

Det er en fortælling om overlevelse, og jeg har tænkt på mig selv.

I 1998 sagde de, at jeg havde en tumor i rygmarven.

Lægen fjernede hele tumoren, men jeg tog skade af det.

Det tog mig flere måneder, før jeg kunne bevæge storetåen.

Ni måneder senere gik jeg selv derfra. Det er op til os alle

at kæmpe os igennem tingene.

Jeg har kampånd. Jeg giver ikke op.

Jeg har været igennem alvorlig sygdom

og han har støttet mig. Jeg kæmper stadig mod cancer,

og jeg giver ikke op. Jeg smiler og kæmper videre.

Hver dag er værd at leve og man skal kæmpe for det.

Det er Mad Max, den daglige kamp for at overleve.

Vi skal nok klare det.

Det første, jeg gjorde, da jeg kom tilbage

var at bede min ledsager give mig en håndfuld jord i hånden.

Jeg gned det mellem fingrene og sagde, at nu var jeg hjemme.

Nu kan du gå.

- Nu kan jeg dø lykkelig.
- Den sidste V8 Interceptor.

Den gør folk lykkelige. Og det er godt.

Fællesskabet smitter. Det er australsk, og jeg elsker det.

Og det varer kun i et par dage.

Så skal man tilbage til virkeligheden, og det er svært.

Det er surt. Man skal tilbage til sit arbejde,

og man smider sit kostume. Og man forlader sin familie.

Det er ikke kun et tegneserie-arrangement.

Det her er en familiesammenkomst.

Man har måske kun været sammen i ti dage

og de føler, at jeg har kendt dem hele livet.

Der er kommet mange gode ting ud af det her.

Personer, der er kommet ind i mit liv.

Som har forandret mit liv,

og forhåbentlig bliver de i mit liv resten af livet.

Du er speciel.

- Er jeg?
- Mister Tank.

- Hvordan klarede vi det?
- Fint.

Der har altid været personer, som gerne vil skabe,

og hvis man er glad for noget, fortsætter man med det.

Det spiller ingen rolle, at man ikke kender nogen af de andre.

Ja. Vil du gerne henrettes?

Det smukke ved det er, at her er et stort fællesskab

af enstænkende mennesker

som alle går op i dette projekt.

Intet kan forberede en på det øjeblik

hvor man kører mod Wasteland City for første gang.

Man ser det opstå i ørkenen.

Vi startede Wasteland Weekend i 2010.

Vi ville samle Mad Max-fans

og gøre det på vores lille stykke af uopdyrkede land.

Vi regnede med, at der kom nogle mennesker.

Det er en stor begivenhed.

Sidste år var her omkring 4.000 mennesker.

Det tager flere timer at komme ind. Det er helt vildt.

Vi går ind, vi dræber, vi fanger dem!

At være Wez på Wasteland Weekend

er som at være en stor rockstjerne i en uge.

Wez, du reagerede ikke.

Dødens dal?

Det her er Dødens dal!

Tank's stamme er den fra Mad Max 2.

- Vi dræber, vi fanger!
- Wez, nej!

Ingen har et bedre liv

end Steve Scholz, når han optræder som Wez.

Det er utroligt at se.

Jeg forstår din smerte.

Og nu er det Lord Humungus og Lady Faye of the Dogs of War.

Mange spørger mig, om disse optrædener

giver mig en indtægt. Og jeg svarer,

at indtægten kommer fra at være DJ.

DJ Humungus er meget heavy, men godt at danse til.

Det begyndte som en fjollet idé.

- Mine hunde, vi er samlet her i dag.
- Rigtig godt.

I må ikke være selviske.

I må ikke hugge benzin fra hinanden.

I skal lytte til hinandens argumenter. Især hendes.

Der kom mange.

Folk stod i flere lag uden for kuplen.

Nogle var kravlet op i kuplen.

Politiet var her

og de ville se, hvad der foregik.

Også den lokale sherif.

Man vil giftes her.

Det er jeres bryllup, og vi kan sagtens spolere det.

I kraft af den autoritet, jeg har snuppet...

Da jeg havde viet et par, ville mange andre også vies på Wasteland,

"Jeg vil have, at Lord Humungus vier os."

Hvis nogen Wastelander har indsigelser mod denne forening...

Tank bliver først Tank, når han tager masken på

og så bliver han en munter fyr

som alle holder af. Folk elsker det.

Tank er begyndt på at gøre det uden maske, med mig

inden for de sidste par måneder.

Med tiden er han blevet

lidt blødere og mere åbensindet.

Mange ser underligt på mig, når de spørger,

hvor jeg mødte min mand. Jeg tøver altid.

De tror måske, at vi fejrer dommedag.

Er det ikke nedslående?

Det er det stik modsatte for os.

Nogle gange, når man står over for en mulig afslutning

ser man muligheden for at fejre selve livet.

Hele den post-apokalyptiske genre er positiv,

fordi den betyder, at der er en post-apokalypse. Der er noget bagefter.

Man kan være sig selv.

Til hverdag arbejder man

og får ordrer af sin chef.

Man har ingen indflydelse på sit liv.

Ved verdens afslutning bestemmer man selv.

Det er nemmere at føle, at man er vigtigere herude.

Wasteland er meget inkluderende, men nogle tror,

at kun bestemte personer kan være her. Men alle er smukke

og går op i, hvad de laver her på Wasteland.

I den virkelige verden arbejder jeg i havnen i Los Angeles.

Jeg er fysiklærer.

Alle kan være med her.

Din alder og baggrund spiller ingen rolle.

Hvilket land du kommer fra, hvilket sprog du taler...

Det spiller ingen rolle. Alle kan være med.

Alle forsøger at være en del af det.

Jeg vidste ikke, at der var folk

der var lige så sære som mig. Jeg har fundet min familie.

Det er mit andet hjem.

Vi har deltagere fra Japan, Australien, Holland, Italien, Irland.

- Canada, Mexico.
- Skotland.

Vi ved, at her er andre grupper, her er tyskere.

Ja, tyskere!

TYSKLAND

Vores gruppe består af over 300 personer.

Håndværkere, modeller, dansere.

I denne rådne og rustne verden

er Cult of Chrome den kult, som opnår noget større.

Vi forstår overlevelsens sprog.

Vi forstår apokalypsen.

Alle kan relatere til Mad Max.

Når jeg tager kostumet på, er jeg ikke længere Robert eller Roby...

Jeg bliver til Mad Max.

ITALIEN

Mad Max har altid været et bånd mellem os.

Da vi så den, var den os!

Det er et internationalt fællesskab

åbent for alle, uanset race og køn.

Alle der elsker at bidrage.

Der er altid nye fans, som opdager det igen.

Og så vokser det.

Da Fury Road kom, fik man et skud i armen.

Nu har vi fået nye, visuelle ting at lege med.

Fury Road forandrede mit syn på hele serien.

Mad Max var med på Cannes-festivalen, og det gav kulturel prestige.

Furiosa er en stærk kvinde, som også er handikappet,

og det er fint at se det repræsenteret på film.

Kvinder er lige så gode til at sparke røv som mænd.

Da jeg så filmen, blev jeg fri.

Flere japanske kvinder så den film.

Max og Furiosa står fast.

Jeg synes godt om den lighed.

Ingen af os ville kende hinanden, hvis det ikke var for filmene.

Og uden Mad Max og Wasteland

ville vi ikke være her nu.

At klæde mig ud var ikke noget for mig.

Nu hvor jeg er tryg ved det og ikke føler mig som et fjols

er det transformerende.

At møde Tank gjorde mig aktiv.

Han er heldig

at have fundet noget, som han går op i.

Selv om folk ikke forstår

hvordan folk kan gå så meget op i en film.

Den åbnede en verden med eventyr

som jeg ellers ikke ville have oplevet.

Og med venskaber og forståelse for andre mennesker.

Mange siger, at det var svært for mig at komme hertil

og at være sammen med andre.

Men hvis de har denne passion, så vil de gerne.

Der er nogle, som lever et Wasteland-liv hele tiden.

De købte jord i nærheden af området.

Hvis en dør åbner sig, er jeg altid gået ind ad den.

Og derfor har jeg gjort mange dumme ting.

På mit dødsleje vil jeg gerne kunne sige "Ja, jeg har levet".

Vi kan give lidt mere gas her.

Mit generelle råd til mine elever er: find lykken.

Find den, hvor den er, og vær ikke bange for at følge den.

En vital persons indflydelse give kræfter.

Verden er uopdaget.

Folk tror, de kan redde verden

ved at ændre på reglerne.

Enhver verden er en verden med liv, hvis den er levende.

Og at give den liv

og måden er gøre det på, afgøres af dit eget tilfælde

hvor man selv skal være levende.

Hvis du kan drømme det, kan du få det til at ske.

Hvad føler jeg, når jeg gør det? Jeg føler mig fri.

Engang klatrede jeg op ad et bjerg med udsigt over Pinnacles.

En af mine venner var bekymret.

"Vær forsigtig når du går. Lad mig hjælpe dig."

Jeg sagde: "Slap af, det er her, jeg gerne vil dø".

Og jeg mener det. Er der et bedre sted

at kalde hjem i resten af ens eksistens?

Jeg holder så meget af Mad Max, så hvis det er muligt...

vil jeg gerne bo i Australien.

Jeg har bedt om...

Når livet er slut, har jeg bedt min kone om

at tage herud på en blæsende dag og sprede min aske.

Den skal blæses ud over området.

Det vil gøre mig lykkelig.

Alle Mad Max-fans er fans for evigt,

lige til deres sidste dag. Nogle af dem

bliver begravet i deres bil i indviet jord et sted i Wasteland.

Når min bog er færdig,

vil jeg tage videre til noget andet.

Min næste drøm bliver måske at skrive en bog om Crocodile Dundee.

Jeg har mange idéer, og den næste drøm

bliver måske opfyldt om 20 år. Jeg ved det ikke.

Livet er meget kort relativt set.

Tag det til dig.

Gør hver dag, hver time, hvert minut

så intenst som muligt.

Jeg troede ikke, at jeg en dag ville tage tilbage til den øde jord

som noget af det sidste, jeg gør.

Bertrand døde i april 2020 efter sin lang kamp mod leukæmi.

Han vil blive savnet.

JIM OG FAYE ER BLEVET GIFT OG BOR I NEW JERSEY.

ADRIAN OG LINDA HAR TRAVLT MED AT UDVIDE MUSEET.

YOSHI BYGGER EN NY "JIM GOOSE", OG PETER FRASCA VED DET IKKE.

ENDNU.

MELVIN VIL ENDELIG UDGIVE SIN MAX-BOG.

MAD MAX ER I OS ALLE, MEN NOGLE AF OS VED DET IKKE ENDNU.

TIL MINDE OM VORES VEN BERTRAND CADART