All language subtitles for Zoya (1995).da

- Mine børn er derinde!
- Dine børn er i sikkerhed derhenne.

- Hvor er Nicky og Sasha?
- Jeg har ikke set dem.

- Sasha! Nicky!
- Zoya, bliv her!

Hov, dame! Gå ikke derind!

- Tag det roligt, Sava.
- Nicky!

- Mor! Mor!
- Nicky!

- Her er de!
- Læg armen omkring mig.

- Vi må ud herfra.
- Sasha, kom tilbage!

Jeg går ikke uden min datter.
Nej! Sasha!

Sasha!
I kan ikke efterlade hende

Min lille datter var stadig derinde.
Der er så mange tragedier i mit liv.

Men jeg var ikke forberedt på
at miste et barn.

SKT. PETERSBORG,
RUSLAND, 1917

Jeg voksede op i Rusland.
Min onkel var zaren.

Vi tilhørte adelen.
Jeg var grevinde.

Stille, Gigi.

Nej, stille!

Gigi! Gigi!

Jeg var forkælet og beskyttet,
helt uforberedt på verden udenfor.

Den virkelige verden.

Gigi, kom med!

Som mit eneste barn uden mæslinger
kunne du have opført dig pænt i dag.

- Men du svigtede mig, så...
- Tillad mig, tante Alexandra.

Jeg lokkede Maria til at være uartig.
Jeg skammer mig og siger undskyld.

Den var god.

Din kusine må lære at sige fra
og at skelne mellem ret og uret.

At lade andre tage skylden for
sine handlinger er fejt og uværdigt.

Grin ikke.

Men en loyal ven er en af livets
store gaver og skal skattes højt.

Tusind tak, tante Alexandra.

Gå, Zoya, inden Olga og Anastasia
kommer. Dels har jeg forbudt det.

Og så er det farligt,
da de begge har mæslinger.

Kære børn, gå nu i seng igen.

Zoya går nu.

Først blev tante Alexandra
meget, meget vred.

Men så gav hun mig en hundehvalp.
Er han ikke pragtfuld, Feodor?

Er han ikke den mest bedårende
hundehvalp, du nogensinde har set?

Er han ikke bare
den mest bløde og søde hvalp ..'?

Året var 1917. For første gang
hørte jeg min far sige "revolution".

Han forklarede min mor,
at de fattige var vrede på de rige.

Der var millioner af fattige
og kun en lille håndfuld rige.

Folk sagde, min onkel og min far
var i fare. Jeg troede dem ikke.

Jeg var 17 år.
Min eneste bror, Nikolaj, var 19.

Han var den smukkeste soldat, der
fandtes, og han ville beskytte os.

Stop!

- Feodor, du burde ikke køre her.
- Hvorfor ikke, broder?

- Hvad, hvis vi nægter at flytte os?
- Korporlig afstraffelse.

Det får du sikkert.

Nej-

- Han har ikke noget navn endnu.
- Tror du, du kan beholde det dyr?

Jeg vil tigge og trygle
og være helt utrøstelig.

- Du er blevet ret udspekuleret.
- Jeg er født udspekuleret.

- Jeg må finde dig en egnet bejler.
- Jeg finder selv mine bejlere.

Men først skal jeg danse ballet.

- Ser du måske ikke en ballerina?
- Grevinder som du danser ikke.

- De gifter sig og får tykke børn.
- Grevinder som mig findes ikke.

Jeg gifter mig kun af kærlighed.

Kom så af sted, Feodor.
Og vær forsigtig.

Jeg sagde,
den hund får mig til at hoste.

- Du sagde, du havde det bedre.
- Jeg har det bedre, tak.

Det vil knuse mit hjerte at give den
tilbage. Man kan dø af knust hjerte!

Er det rigtigt?

Desuden er tante Alexandra zarina.
Det er upassende at afslå en gave.

Så du vælger denne lejlighed til
at tænke på, hvad der er passende?

Undskyld mig. Jeg ledte efter tobak,
da jeg hørte en kradsende lyd.

Dette lille dyr var ved at rive sider
ud af en bog. Tror du, den kan læse?

- Nej.
- Feodor.

Jeg fik ham af tante Alexandra...

Jeg forbød Zoya at gå til slottet.
Og nu er hun smittet med mæslinger.

Ikke en farlig sygdom, men ingen
heri huset har haft den før.

Jeg legede med Maria, og hun er
ikke syg. Jeg bad ikke om hvalpen.

Jeg ved, hvilken straf Zoya fortjener.
Jeg beholder...Har han et navn?

- Sava.
- Jeg beholder Sava i min lejlighed.

Nikolaj, min søn!
Hvad er der sket?

Giv ham til mig!
Jeg tager mig af ham.

- En kamp ved Anitchikov-paladset.
- Nikolaj, kan du høre mig?

Niki...Åh, Niki!

Det er mig, Niki.
Du er hjemme.

Vi skal nok tage os af dig.

- Jeg bager en kage til dig.
- Jeg var en god soldat og stod fast.

- Ja, og verdens bedste søn.
- Jeg er ked af det, kære Zoya.

Men jeg er ikke særlig sulten.

Niki...

Pak sammen,
vi flytter til Tsarkoe Selo!

Kun der kan vi være i sikkerhed.
Kom så i gang!

Kom, Zoya. Arbejdet kalder.

- Hvad så nu, bedstemor?
- Følg med mig.

Dette æg er lavet af Carl Faberge,
og jeg fik det af zarina Alexandra.

Det er et symbol på vores familie.
Pak det omhyggeligt ned i posen.

Feodor, kør den gamle vogn frem
og betal tjenestefolkene deres løn.

Hvis der sker mig noget,
så tag dig af min familie.

Dette er mit hus, og De
kan ikke tillade Dem at trænge ind!

- Kald så Deres mænd til orden!
- De er en forræder mod Deres folk!

Hurtigt! Denne vej.

Nå, her finder jeg Dem. De dømmes
for forræderi mod mit fædreland.

- Løgnagtige bæst!
- De er selv et bæst.

Lad os gå.

Vi må skynde os!

- De andre?
- Døde. De er alle sammen døde.

- Stop her. Jeg kender den mand.
- Bliv her.

Han har arbejdet for min far.

Kære Orlov, min ven.

Hans familie er død. Han bliver her,
til soldaterne også dræber ham.

Zar Nikolaj har abdiceret.
Kongefamilien søger eksil i England.

Vi kan ikke tage til Tsarkoe Selo.

Vi kan ikke tage til Tsarkoe Selo.

Vi er ikke i sikkerhed der.
Nu har vi kun hinanden.

Men vi må tage hjem.
Mor og far og Nikolaj venter på os.

Vi tager til Paris.
Mange af vore landsmænd er der.

Vi bliver der,
til vi kan vende hjem igen.

Du har jo feber, Zoya.
Tiden rummer en mystisk gunst.

Den giver os det mistede tilbage
gennem visdom og minder.

Husk, hvor højt du elskede dem,
og hvor højt du var elsket.

Zoya, ægget. Det vil afsløre os.

Hyp. Hyp.

Sava reddede os. Men hvad havde
vi i vente? Min verden var væk.

Vore eneste penge var dem, far gav
til Feodor den aften, han døde.

Fremtiden lå i Guds hænder.

PARIS, FRANKRIG, 1917

Det tog os
syv forfærdelige dage at nå til Paris.

Da vi kom frem, udmattede og fulde
af sorg, havde jeg fået mæslinger.

Taxa, monsieur?

Grevinde Evgenia?

Fyrst Markovsky? Vladimir!

- Jeg anede ikke, De var her.
- Jeg arbejder som taxachauffør.

Lad mig bære den. Russiske titler
har ikke meget at sige her.

Er det Konstantins datter?
Zoya, ja. Er hun syg?

- Hun fik mæslinger af sine kusiner.
- Gid prøvelserne ikke bliver større.

Kom med denne vej.

- Har I et sted at bo?
- Nej, og næsten ingen penge.

Der er en lille lejlighed,
hvor jeg bor. Kom med mig.

Jeg ved godt,
De er bedre vant, men...

Det er udmærket.

- Min tjener afregner med Dem.
- Zoya skal til en læge. Tillad mig.

- Tak for Deres venlighed.
- Det er det mindste, jeg kan gøre.

Dette er vores hjem, Zoya.

Indtil videre er det vores hjem.

Du må hvile dig.

Værsgo.

Fru Ossupov, vi er beærede.
Men mange af Deres landsmænd -

- er allerede i Paris. Disse
ædelstene har tabt meget i værdi.

Juvelerne har været
i familien i mange år.

Men mine omstændigheder har
ændret sig, så vær så venlig...

- Nogle af dem er gaver fra zaren.
- Ja, de er smukke.

Er det for det hele?

Det kan ikke være anderledes.

Vladimir kom altid forbi med mad
og brænde og ofte et ben til Sava.

Vi værdsatte hans gavmildhed, men
det kunne ikke blive ved for evigt.

Her står, at zar Nikolaj sammen med
sin familie bliver sendt til England.

- Det er da gode nyheder.
- Ja, det er godt.

- Vil krigen så snart være forbi?
- Vi kan kun bede.

Tak,
fordi du har taget dig af mig.

Fordi du fik mig levende hertil,
og fordi du elsker mig.

- Vores penge er snart sluppet op.
- Det skal du ikke tænke på.

Mor sagde, at når jeg var 18,
ville jeg være en ung kvinde.

- Og min stand er ligegyldig her.
- Den betyder meget for mig.

Men siden du er så klog,
hvordan løser vi så vores problem?

- Undskyld mig...
- Alt forladt.

- Jeg søger en mr. Diaghilev.
- Han er ikke her. Kan jeg hjælpe?

Jeg vil gerne søge optagelse
i den Russiske Ballet.

Har De beskrevet Deres erfaringer
i en levnedsbeskrivelse?

Nej, jeg...har ikke
nogen levnedsbeskrivelse.

Jeg dansede i Kirov-balletten
i Rusland, men ikke professionelt.

Men De vil gerne danse
i den Russiske Ballet?

Jeg vil gerne aflægge prøve.

Jeg er god til at danse.
Bedre end god.

Det er det, jeg har lyst til.

Danse, og måske
designe vidunderlige kjoler.

De er en ambitiøs ung dame.

- Ja, jeg vil mene...
- Sergei Pavlovich Diaghilev, og...

Zoya Konstantinova Ossupov.

Der er en åben prøve om en uge.
Flere dansere har fået mæslinger.

- Mæslinger. Har De haft det?
- Ja.

Hvis vi skal overleve, til vi kan
vende hjem, må en af os arbejde.

Du er for svag. Jeg er
meget stærkere, end jeg ser ud til.

Der må være en passende stilling.
Du taler flydende fransk og engelsk.

- Måske kunne du undervise.
- Når bare jeg kan sørge for os.

Det er min tur.

Husker du, at du som lille pige
plejede at klæde dig ud?

- Ja, jeg solgte kjoler til fine damer.
- Allerede dengang gjorde du oprør.

Men du var en lille grevinde
med din egen sans for stil.

Måske kunne du dekorere hatte
ligesom Vladimirs datter?

Måske...

Vladimir, har du det godt? Du står
udenfor, men bedstemor er indenfor.

Jeg ville tilbyde dig en køretur,
og så kunne vi spise sammen...

Nej, jeg må tale med bedstemor om
en sag. Og det er altfor kort varsel.

Men tak for tilbuddet.
Jeg hilser hende fra dig.

Zoya...hvor har du været
hele dagen? Jeg var bekymret.

- Det lykkedes mig at finde arbejde.
- Fik du plads hos Vladimirs datter?

Ikke just det. Vil du have en kop te?
Nå, ingen te.

Jeg skal danse
i den Russiske Ballet.

Skal du være balletdanserinde?
En slægtning til zaren?

- Du sagde, vi manglede penge.
- Du skal ikke prostituere dig...

Det er ikke det, jeg gør. Jeg er
danserinde. Det er det, jeg elsker.

Jeg vil ikke sy blomster på hatte.
Jeg vil danse, så vi kan overleve.

Hvis du vil hjælpe os til at overleve,
skulle du gifte dig med Vladimir.

- Jeg fornemmer, han er interesseret.
- En mand, der kunne være min far?

- Sådan var mit ægteskab.
- Ja, og jeg er glad for, det gik godt.

Men jeg vil hellere dø end ægte
en mand, jeg ikke elsker.

Jeg elsker ikke Vladimir.
Prøv dog at forstå mig.

Jeg vil aldrig glemme det bifald.
Jeg vil drømme om det hver dag.

Ja, det var pragtfuldt. Champagne.
En skål for Paris, balletten og Zoya.

Det var en vidunderlig aften.
Men nu er jeg træt.

Jeg er også meget træt. Tillykke.

Kom her, Sava.

- Nu skal jeg følge dig ud.
- Det vil være en fornøjelse.

- Blomsterne er smukke.
- Du fortjener alverdens blomster.

- Mon de Allierede holder skansen?
- Ellers indtager barbarerne Paris.

Vores eneste håb er
flere amerikanske soldater.

Det er ved at være sent.

- Zoya...
- Nej, sig ikke mere.

Du har været os sådan en god ven.
Lad os ikke ændre ved det.

- Det gør mig ondt.
- Jeg vil altid være her for dig.

Åh, Sava...

- Hvad sker der?
- Amerikanerne er på vej ind i byen.

Drømmen gik i opfyldelse. De
amerikanske soldater befriede os.

Jeg havde
aldrig før set amerikanere.

Og det var som at se tusind helte.
Hver enkelt så stærk -

- og med et udtryk, som
ville han egenhændigt frelse Paris.

Jeg var fyldt af en følelse,
jeg aldrig før havde oplevet.

Glæde og overstrømmende lykke.

Jeg var sikker på, at mit liv
var ved at ændre sig.

General Pershing selv overværede
balletten, og til vores store fryd -

-inviterede han hele truppen
til en reception i hans hjem.

Bedstemor havde aldrig givet mig
lov, så jeg valgte ikke at spørge.

Goddag, det glæder mig
at hilse på dig.

Så kører vi.

Nej tak.

Undskyld mig, frøken.
Kan jeg gøre noget?

Nej tak, jeg har det fint.

Jeg kan også spørge,
hvad klokken er.

- Quelle heure est-il...
- Mademoiselle. De har lært fransk.

Jeg havde fulgt bedre med, hvis jeg
havde vidst, jeg ville møde Dem.

Kaptajn Andrews, militærattaché.

Zoya Ossupov, den Russiske Ballet.

Er De russer?
De taler fremragende engelsk.

Jeg vidste, jeg ville møde Dem,
så jeg fulgte godt med.

- Har De lyst til at danse?
- Ja tak, gerne.

- Hvor længe har De danset ballet?
- I 12 år, men kun få måneder her.

- Har De været soldat længe?
- Jeg legede soldat som femårig.

Men jeg meldte mig først
for to år siden.

- Frøken Ossupov...
- Zoya.

Clayton.

Generalen vil tale
med Dem straks, sir.

Undskyld mig et øjeblik.
Jeg kommer hurtigt tilbage.

Zoya, den sidste bil til byen
kører nu. Skynd dig at komme.

Skynd jer lidt, de damer.

Pokkers også!

- Godmorgen, bedstemor.
- Der var så meget liv i byen i aftes.

Så jeg sendte Vladimir til teatret.
Men du havde allerede eskorte nok.

Amerikanske soldater. Jeg var
inviteret af general Pershing selv.

Vi blev alle inviteret
som tak for vores dans.

- Din livsstil er mig inderligt imod.
- Jeg dansede bare.

- Med mænd, som du ikke kender.
- En veluddannet og høflig soldat.

Glimrende. Så kan han godt forstå,
at han aldrig mere kan se dig.

Hun elsker dig meget højt.

Det ville være bedre,
hvis hun stolede på mig.

- Hun ser mig kun som en ven.
- Og jeg synes, De giver op for let.

Jeg er ikke rask.
Men før jeg dør, må jeg vide, -

- at Zoya ikke bliver
alene tilbage blandt fremmede.

De kender vore skikke og holder af
hende. Som den sidste slægtning -

- er det min pligt at vælge
Zoyas mand, fyrst Vladimir.

- Du tabte disse i aftes.
- Hvor klodset af mig. De er smukke.

- Sig mig...er du sulten?
- Ja. Vi må ikke spise, før vi danser.

Frøken Ossupov, vil De så
spise en sen middag med mig?

På trods af min bedstemor
siger jeg ja tak.

Hvorfor har din bedstemor
noget imod at spise sent?

Jeg har hørt det før.

Min bedstemor har ikke
noget imod at spise sent.

Hun har noget imod
flotte, amerikanske soldater.

- Jeg kunne godt charme hende.
- Min bedstemor reddede mit liv.

Måske skal vi blot spise middag.

- Må jeg følge dig til døren?
- Det er nok ikke så godt...

Din bedstemor?

Min bror var i zarens hær. Han blev
dræbt, da de raserede vores hjem.

- Du behøver ikke fortælle det...
- Jo, du skal vide det.

Min bedstemor og jeg gemte os,
og vi så dem dræbe mine forældre.

Min bedstemor har gjort altfor mig.

Hun er...et usædvanligt menneske.

At være usædvanlig
ligger vist til familien.

Zoya...

Må Jeg Sige noget personligt til dig?

Vil du fortælle mig,
hvor du har været?

Ja, bedstemor.

Jeg fik en pragtfuld middag med en
amerikansk soldat. Vi gik en tur.

- Den soldat, du også dansede med?
- Han er kaptajn. En god mand.

- Du skal ikke være hans legetøj.
- Bedstemor, hør på mig...

Din bror sov med en danserinde,
som han ikke ville gifte sig med.

- Han ødelagde hendes rygte.
- Bedstemor, du tager fejl.

Hun valgte selv, som jeg vil vælge.
Min bror, min mor og min far er døde.

Så jeg alene bestemmer min fremtid.

Vi har været
igennem meget sammen.

Du må ikke spilde dit liv
på en mand, som ikke er en af os.

Snart vil den hvide hær vinde,
og vi vender hjem til Rusland.

Kan du se zaren i øjnene, hvis du
har givet dig hen til en sølle soldat?

Jeg har ikke givet mig hen...

Tilgiv mig, Zoya og grevinde.
Jeg har forfærdelige nyheder.

De har slået ham ihjel, grevinde!
De har dræbt zaren og hans familie.

Hverken zarens død, hendes helbred
eller minderne vil hun tale om.

Fortiden er væk,
og hun vil ikke acceptere nutiden.

- Gid jeg kunne gøre noget.
- Bare vær hos mig.

Nogle dage
tænker jeg bare på dig.

Tak.

- Det er ikke blot forkølelse, vel?
- Hun har en sygdom i kroppen.

- Er der noget, De kan gøre?
- Jeg vil gøre mit bedste.

Feodor har tjent familien, siden jeg
var barn. Han var så stærk.

Nu er han væk,
og jeg bliver svagere og svagere.

Jeg kan ikke finde hvile,
før jeg har sikret din fremtid.

Vladimir er en god mand.
Russisk fyrste. Og han elsker dig.

Prøv at forstå mig.
Jeg elsker ikke Vladimir.

- Verden har ændret sig.
- Mænd bryder stadig deres løfter.

Zoya, du er så uerfaren.
Stol ikke på en soldat.

Gift dig med Vladimir.

Ingen adgang.

Clayton!

- Feodor er død.
- Det gør mig ondt...

- Bedstemor vil gifte mig væk...
- Jeg rejser.

Jeg skal til fronten.
Vent ikke på mig.

- Men du elsker mig!
- Kom så, Andrews.

- Jeg er nødt til at tage afsted.
- Jeg ved, du elsker mig!

Sig, at du ikke elsker mig.

Jeg kommer sikkert ikke tilbage.
Du må ikke vente på mig.

Bedstemor var meget syg.
Vi savnede Feodor, og hver nat-

- drømte jeg om Clayton.

Jeg anede ikke,
om han var død eller levende.

Balletten var rejst fra byen,
og jeg ville ikke forlade bedstemor.

Så jeg blev tilbage. Jeg havde
intet håb om at se Clayton igen.

Og så sagde bedstemor, at tiden
var inde til at ægte Vladimir.

Vladimir havde været rar, altid
givet os føde og betalt for lægen.

Vi havde mad nok
og ganske trygge kår.

Og jeg mindes ikke, at jeg
nogensinde har været så ulykkelig.

- Grevinde.
- Storhertug Cyril, det glæder mig.

Goddag, fyrst Vladimir.
Må jeg kondolere, grevinde.

- Er der noget nyt om revolutionen?
- Vores eneste fremtid er her.

Det var, som om alle var
vågnet op fra krigens mareridt.

Sønner kom hjem, børn smilede,
og champagnen flød.

Og fremmede mænd og kvinder
dansede sammen i gaderne.

Zoya! Endelig har jeg
en grund til at være lykkelig!

Jeg måtte hverken skrive eller ringe.
Til sidst blev vi totalt isoleret.

- Jeg kom til byen for en time siden.
- Velkommen hjem.

Zoya, jeg elsker dig.
Jeg elsker dig højt.

Og...til Dem, frue.

Det er meget venligt af Dem.

Lad mig se...

- Du skal da ikke give mig en gave.
- Kan Zoya ikke lide gaver?

- Du er min gave.
- Og du er min.

- Er det upassende at give gaver?
- Det er venligt af Dem.

Ekspeditricen viste mig et dusin
forskellige dufte. Men ved denne -

- var jeg ikke i tvivl.

Tak...

Fru Ossupov, tillader De,
at jeg inviterer Zoya på middag?

- Jeg er bange for...
- Det vil Zoya vist blive glad for.

Godt...

Vi bliver ikke længe væk.

De begik en alvorlig fejl.

Muligvis...

- Din bedstemor kan ikke lide mig.
- Det er, fordi du ikke er russer.

- Vil din bedstemor synes om mig?
- Hun ville så afgjort kunne lide dig.

Jeg har været gift, Zoya.

- Men du er ikke gift nu?
- Nej, min kone er død.

Og ja, jeg elskede hende.
Men nu...

...elsker jeg dig.

Kom. Jeg skal hjem med tasken
og gøres i stand. Mine tarme skriger.

Måske en kop te, imens du venter?
Tag plads derinde.

Hent en kop te til damen.

Det varer kun et øjeblik.

Clayton ...?

Hallo?

- Jeg troede, du ventede dernede.
- Men...din dør stod åben.

- Jeg må hellere gå.
- Det gør ikke noget.

Nu ved du, hvor jeg er,
når jeg ikke er hos dig.

Men hvis vi ikke kommer af sted,
bliver det aftensmad...

Skal jeg barbere mig
og gøre mig i stand først?

Jeg kan lide at være her.
Her er smagfuldt, ikke?

- Det går ikke, at vi bliver her.
- Bliver general Pershing vred?

Han har nok vigtigere ting for.
Men jeg har noget imod det.

Zoya...

Jeg tror ikke, jeg kan styre mig.

Hvad skulle der kunne ske?

Det er netop problemet...

Ved tanken om, hvad der kan ske,
ønsker jeg det. Og jeg ved ikke...

...om jeg vil tænke på det.
Desuden er jeg meget sulten.

Og jeg er enig...

Værelset er smagfuldt.
Kan vi gå nu?

Hvor vil du føre mig hen?

Lige, hvorhen du vil.

Jeg vil godt...

- Nej, nu er krigen forbi, og...
- Nej.

Tag mig...nu.

- Vil du hente den te, jeg bestilte?
- Men Clayton er lige på trapperne.

Jeg holder ham
med selskab så længe.

Men hvorfor sagde hun ikke noget?
Det er ikke flovt at være grevinde.

Jeg tror, hun tav, fordi det
tydeligt viser, hvor forskellige I er.

Vist er der forskel på os...

Men jeg elsker hende.
Jeg vil giftes med hende.

Og efter krigen
følger De med til Rusland -

- og står ved Zoyas side?

- Vi har ikke talt om detaljerne.
- Detaljerne ser De ikke i øjnene.

De vil ødelægge Zoya
og hendes fremtid.

- Deres barnebarn elsker mig.
- Det handler ikke om kærlighed.

Jeg er Zoyas sidste slægtning,
og hun retter sig efter mig.

Men hvis hun ikke må se Dem,
vil hun sørge resten af livet.

De ønsker ikke, at vi gifter os,
men De vil ikke være skurken.

Sig til hende, at De har skiftet
mening. Hun bliver dybt ulykkelig.

Men hun kommer over det.

Er De klar over, hvad De beder om?

Ja.

Ja.

Nu har jeg
fundet ud af dig, kaptajn Andrews.

- Hvad har du fundet ud af?
- Der er noget, du skjuler.

Zoya, jeg bliver sendt hjem.

- Vi rejser om en uge.
- Så har vi ikke meget tid.

Nu er det min tur. Hvis du skal
rejse, må vitale om tingene...

- Har min bedstemor påvirket dig?
- Jeg tænker på...aldersforskellen.

- Jeg var tiltænkt en ældre mand...
- Og de verdener, vi kommer fra.

- Og den verden, vi lever i nu.
- Men du er hele min verden.

Det ved jeg godt...

Zoya, din familie
og et helt land venter på dig.

Sandheden er...

...at jeg ikke har
noget at tilbyde dig.

Det gør mig ondt.

Hvad er der?

Min bedstemor havde ret. Mænd
giver løfter, men holder dem ikke.

- Zoya, jeg lovede dig ikke noget...
- En kvinde fornemmer den slags.

- Zoya, prøv at...
- Farvel, Clayton. Og god rejse.

Det blev en bitterlig kold vinter
og et fugtigt forår. Om sommeren -

- kom balletten tilbage til Paris.
Men jeg kunne ikke længere danse.

Diaghilev sagde,
min sjæl var fløjet væk.

Godaften, doktor.

Det er ingen god aften.

Zoya...bring mig ægget.

Vi må tale sammen.

Det er dit nu.
Jeg giver det til dig.

Med det kan du huske...

...din arv, din familie og mig.

- Tilgiv mig, Zoya.
- Der er ikke noget at tilgive.

Bedstemor...
ligegyldigt hvad vi har sagt, -

- så har jeg altid elsket dig.
Og jeg ved, du har elsket mig.

Kaptajn Andrews elskede dig.
Han ville giftes med dig.

Jeg sendte ham væk.

Tilgiv mig.

Du reddede mit liv.

Zoya...
Det er mig. Vladimir.

Jeg har accepteret, at du ikke vil
giftes, men ikke, at du ikke spiser.

Alle lider under kærlighed.

Tabet af familiemedlemmer.
Kærlighed mellem mand og kvinde.

Vi føler alle smerten.
Men der er også andre følelser.

Det ved jeg godt, Vladimir.

Men lige nu kan jeg ikke føle andet.

GENERAL PERSHING
ER TILBAGE I PARIS

Er du under general Pershing?
Kender du kaptajn Andrews?

Clayton!

- Vladimir? Er alt i orden ...?
- Ja.

Det er det nu.

Zoya...

Velkommen til Amerika.

Voila.

- Clayton...her er smukt.
- Det er du også, grevinde.

Ingen må vide, jeg er grevinde.
Jeg vil være en amerikansk hustru.

Min hustru.
Og du skal vide...

...at dette er en
amerikansk tradition.

Er det en amerikansk tradition
at smide sin hustru på sengen?

Mindst...et par gange om dagen.

Axelle vil klæde dig fra top til tå.
Brug blot mit...vores navn -

- og få dem til at sende regningen.

- Her ser elegant ud.
- Det samme gør du. Vi ses i aften.

Jeg elsker dig.

- Kan jeg hjælpe Dem?
- Ja, disse kjoler er ikke prismærket.

- Måske skal De prøve hos Macy's.
- Lillian!

Hvad foregår den? Den unge dame
er mrs. Clayton Andrews.

Mr. Andrews ringede
og bad os tage os godt af hende.

- Hun ligner ikke...
- Er høflighed for meget forlangt?

Nej, jeg skal nok tage mig af hende.

- Vil De se vor kollektion fra Paris?
- Ja tak.

- Har jeg nævnt, at jeg vil giftes?
- Ja, men jeg vil tænke over det.

Undskyld, hvor er toilettet?
Jeg er straks tilbage.

- Claytons kone er meget ung.
- Og hun dansede i Follies Bergere.

Han er ændret,
men ikke til det bedre.

Hun har gået igennem så meget.

Undskyld mig.

- Clayton...
- Der er nogen, du skal møde.

Storhertuginde Marina!

Grevinde! Hvilken glæde at se,
at De har det godt.

- Og at De har fået en god mand.
- Det skulle være en overraskelse.

Det er en vidunderlig overraskelse.
Kom med, De må fortælle mig alt.

Zoya?

Elskede ...?

Hvad er der?

Hør nu...

Hvad er der?

Jeg...

Jeg hørte nogle mennesker til festen
tale grimt om dig på grund af mig.

De sagde, at du havde ændret dig.
Clayton, jeg vil ikke skade dig.

- Men alt, jeg gør, er forkert.
- Nej. Jeg har ændret mig.

Jeg har aldrig før været så lykkelig.
Det gør mig ondt.

Jeg skulle have forudset det
og beskyttet dig bedre.

Du kan begynde at beskytte mig nu.

Og hvordan
skal jeg gøre det, mrs. Andrews?

Du kan begynde med
at købe en vugge.

En vugge?

Sover amerikanske børn
ikke i en vugge?

- Zoya, et ...?
- Ja, et barn.

Jeg tror, han er perfekt.

Jeg tror, han er sulten. Om et par
timer spiser andre morgenmad.

Han fortjener et forspring.

Vil du holde ham?

Du får mad,
så snart jeg er parat.

Nicky, sæt dig her hos mig.
Så smiler vi.

Jeg huskede altid bedstemors ord:
Kun Gud kender fremtiden.

Men med min familie og mit nye liv
havde jeg glemt hendes andre ord.

At Gud brugertragedier
til at lære os mange ting.

Dyrlægen siger, at en hund
på Savas alder tit mister hørelsen.

Men det er alligevel trist.

Ikke også, Sava?

Clayton...

- Hvad er der galt?
- Ikke noget.

Jeg tænkte bare...

Elskede, lad os
droppe koncerten og blive hjemme.

Skal vi ikke?

Mor, Sasha sparker
nanny Alice igen.

- Opfør dig pænt!
- Sasha, du må aldrig slå andre!

- Hun klæder mig ud som en dukke.
- Jeg har lavet den sløjfe til dig.

- Jeg vil ha' en lokomotivførerhat.
- Vi så togene i dag.

- Og lokomotivføreren vinkede.
- Og han havde ikke nogen sløjfe!

Jeg skal prøve at få en hat til dig,
hvis du vil gå med mors sløjfe.

Og hvis du lover
aldrig at slå eller sparke.

Og hvis du lover
aldrig at slå eller sparke.

Hvis du ikke lover det,
er der ingen hat.

Jeg lover det.

Det er jeg ked af.

Undskyld. Jeg skulle
have ladet dig gøre det færdigt.

- Men hun må ikke være ked af det.
- Hun er stædig og egensindig.

Hun vil ikke tage ved lære. Og det
hjælper ikke, at du giver efter.

- Minder hun dig ikke om nogen?
- Min mor var meget strengere.

Du grubler over noget andet.

Giv mig chancen for
at løse dit problem.

Jeg arbejder bare så hårdt, -

- at jeg glemmer
min charmerende hustru.

Kom, vi er sent på den.

De har mistet alt. Han skulle aldrig
have købt for lånte penge.

Ja, forfærdeligt. Formuen er væk,
og nu har han begået selvmord.

Er der en anden kvinde?

Der må være millioner.

Men ingen for mig.

Du forsvandt ved festen.
Og du har ikke sagt et ord til mig.

Zoya...

Du ved, at jeg vil gøre alt
for at beskytte dig og børnene.

Forretningerne går ikke så godt.

Det ved jeg.

Du må hellere vågne op,
før Nicky spiser alt morgenbrødet.

For meget whisky, sovetryne?

Godt, vi har lidt cremefraiche
og noget kaviar.

Clayton, jeg kommer ikke
op i sengen til dig.

Så lad gå da...

Clayton...

Clayton?

Clayton!

Vågn op. Vågn op!

Vågn nu! Clayton ...!

Nej!

Nej. nej, nej! Clayton...

Han efterlod alt til Dem, men lige nu
er det en tvivlsom affære.

Jeg forstår ikke.

For nylig, da de
økonomiske prognoser var usikre, -

- søgte Clayton råd
hos en upålidelig kilde.

Han anbefalede Clayton
at investere i aktier.

- Hvor meget investerede han?
- Det hele. Og lidt til.

Han købte på kredit.

For at betale hans gæld må De
nok sælge næsten alt, hvad De ejer.

Mrs. Andrews, har De forstået mig?

- Ja, jeg forstår.
- Har De en, som kan hjælpe?

Jeg har mine børn, mr. Arnold.

Mine børn og jeg
passer på hinanden.

Vi skal nok klare os.

Da jeg var en lille pige,-

- gik en del af min familie bort,
ligesom jeres far er gået bort.

Men så længe vi er sammen,
er vi stadig en familie.

- Jeg kan ikke lide at være her.
- Så går vi. Sig farvel.

Farvel, far.

Jeg elsker dig.

Bedstemor kunne ikke redde mit liv,
og min mand kunne ikke støtte mig.

For første gang var der ingen
til at tage sig af mig.