Afrikaans
Akan
Albanian
Amharic
Armenian
Azerbaijani
Basque
Belarusian
Bemba
Bengali
Bihari
Bosnian
Breton
Bulgarian
Cambodian
Catalan
Cebuano
Cherokee
Chichewa
Chinese (Simplified)
Chinese (Traditional)
Corsican
Croatian
Esperanto
Estonian
Ewe
Faroese
Filipino
Finnish
Frisian
Ga
Galician
Georgian
German
Greek
Guarani
Gujarati
Haitian Creole
Hausa
Hawaiian
Hebrew
Hindi
Hmong
Hungarian
Icelandic
Igbo
Interlingua
Irish
Italian
Japanese
Javanese
Kannada
Kazakh
Kinyarwanda
Kirundi
Kongo
Korean
Krio (Sierra Leone)
Kurdish
Kurdish (Soranî)
Kyrgyz
Laothian
Latin
Latvian
Lingala
Lithuanian
Lozi
Luganda
Luo
Luxembourgish
Macedonian
Malagasy
Malay
Malayalam
Maltese
Maori
Marathi
Mauritian Creole
Moldavian
Mongolian
Myanmar (Burmese)
Montenegrin
Nepali
Nigerian Pidgin
Northern Sotho
Norwegian
Norwegian (Nynorsk)
Occitan
Oriya
Oromo
Pashto
Polish
Portuguese (Brazil)
Portuguese (Portugal)
Punjabi
Quechua
Romansh
Runyakitara
Russian
Samoan
Scots Gaelic
Serbian
Serbo-Croatian
Sesotho
Setswana
Seychellois Creole
Shona
Sindhi
Sinhalese
Slovak
Slovenian
Somali
Sundanese
Swahili
Swedish
Tajik
Tamil
Tatar
Telugu
Thai
Tigrinya
Tonga
Tshiluba
Tumbuka
Turkish
Turkmen
Twi
Uighur
Ukrainian
Urdu
Uzbek
Vietnamese
Welsh
Wolof
Xhosa
Yiddish
Yoruba
Zulu
- Jeg går på militærskole. - Ja, det skrev din mor.
- Mere kage, Alma? - Nej tak, tante Lily.
- Jeg var ved at fortælle, at ... - Fortælle hvad, Anton?
Jeg er blevet anbefalet at færdiggøre min uddannelse ved kavaleriet.
Nå, det lyder spændende. Hvad med dig? Mere kage, Anton?
Ja tak.
Anton skal selv betale hest og logi og fem uniformer.
- Og en sabel og en oppasser. - Nå, så det er derfor, I er kommet.
Jeg kunne jo regne ud, det ikke kun var slægtsfølelse.
Hvornår var det sidst? Tre år?
Det var min idé, tante Lily, at vi skulle besøge dig.
Anton og jeg diskuterede længe, hvad vi skulle gøre.
Tante Lily har jo altid været så glad for Anton.
Vi taler selvfølgelig om et lån. Jeg betaler tilbage med renters rente.
Jeg kunne gøre rent flere steder, men det ville ikke dække udgifterne.
- Til hest, logi, fem uniformer ... - Ja, det har du sagt, søde mor.
Var Antons far ikke stukket af, havde det været en anden sag.
Ikke nok med at han forlod jer uden noget, -
- han vanærede hele familien med den måde, han lavede skandale på.
Hvis du giver mig den her chance, tante Lily ...
... at tjene hos dragonerne ... Det er det fineste regiment.
Så kan jeg rette op på familiens ære.
Til angreb!
Holdt!
Officer Mølgaard, giv mig fire mand.
Officer Hardenberg, Wessel, Trolle.
Nej, De behøver ikke. Deres uniformer bliver beskidte.
Det er helt i orden, hr. Kom, så skubber vi.
Er I der? En, to, tre, skub.
- Sådan. - Tusind tak, unge mand.
- Hvem skylder jeg æren? - Sekondløjtnant Abildgaard.
- Løjtnant ...? - Abildgaard. Goddag, hr.
Videre!
(det banker på) Kom ind.
Hr. sekondløjtnant. En invitation fra baron von Løvenskjold.
De er heldig. Det er kun få før Dem, der er blevet inviteret til slottet.
- Hvor ligger slottet? - Vest for hovedvejen.
De kan ikke undgå at se spiret. Det er højere end kirketårnet.
Gør min selskabsuniform klar. Korporal ...
- Javel, sekondløjtnant. - Tak.
Sekondløjtnant! Hvor er sekondløjtnanten på vej hen?
Jeg er inviteret til middag på Løvenskjold Slot.
Det er muligt, men en officer ligger blødende i stalden.
Han havde åbenbart spredt rygter om en anden officers kæreste.
Det er jo forkasteligt. Han får den hårdeste straf.
Vores læge er i København. Find en læge, og få ham lappet sammen.
- Javel. - En mand uden ære.
Kom ind, hr. løjtnant. De er ventet. Vi har været urolige for Dem.
Tak. Ja ...
Næ, der er han endelig. Mine herskaber, min redningsmand.
Beklager, jeg kommer for sent. Der opstod en uventet situation.
- Tusind tak for invitationen. - De er velkommen.
Træd nærmere. Vi talte netop om, hvor betryggende det er -
- at have hæren tæt på, når verden er, som den er nu.
Må jeg have lov at præsentere min datter, Edith.
- Løjtnant Abildgaard. - Mig en ære.
Josef, Josef ... Værsgo at tage plads.
Jeg introducerer Dem til selskabet senere.
Nå, så De er helten, der reddede min onkel?
Nå ja, det ... Hvem har jeg æren af?
Anna, Ediths kusine.
- Velkommen. - Tak.
Hvad synes De om stedet her?
Jeg mener byen. Den er ikke for provinsiel?
Det er begrænset, hvad vi når at se. Regimentet holder os beskæftiget.
Hr. løjtnant, hvor meget informerer man jer soldater -
- om den spændte politiske situation i Europa?
Vi får løbende informationer, mest set fra et militært synspunkt.
Som jeg ser det, prøver Danmark at markere, -
- at vi kan forsvare vores neutralitetspolitik.
Men bliver der krig, er vi selvfølgelig klar.
Nå, hr. løjtnant. Spis nu lidt. De må være hundesulten.
Desuden har De brug for energi. Der er dans senere.
Ellers tak.
- Tak for dansen, hr. løjtnant. - Det er mig, der takker.
Vil frøken Edith gøre mig den ære at danse den næste dans?
Undskyld. Jeg vidste ikke ...
Undskyld. Undskyld.
Sekondløjtnant Abildgaard!
Jeg har straffet den usle officer. Han hører ikke til i kavaleriet.
- Han er sendt i forvaring. - Det fortjener han, hr. oberst.
Nå ...
Hvordan gik aftenen på slottet så? God mad?
Excellent, hr. oberst. Bedste mad, jeg nogensinde har spist.
- Og De opførte Dem, som De skulle? - Selvfølgelig.
Og De var inviteret, fordi De havde hjulpet baronen?
- Det går jeg ud fra. - Godt gået.
- De gør regimentet ære. - Tak, hr. oberst.
Jeg har hørt, at baronens datter er lam.
- Ja. Det bemærkede jeg, hr. oberst. - Han er den rigeste i miles omkreds.
Ejer et stort stutteri oppe nordpå. Jeg købte et par heste af ham.
Men han er vist ikke helt rask, baronen.
Javel, hr. oberst.
Nå, ingen grund til medlidenhed. En svaghed. Træd af.
Hallo? Hallo?
Det var da pokkers til spektakel så tidligt.
Godmorgen. Kan De levere nogle blomster til Løvenskjold Slot?
Det gør jeg hver dag ved frokosttid. Hvad skal det være for blomster?
Røde roser. Nej, hvide roser. De langstilkede der.
- Og hvem på slottet er de til? - Edith, baronens datter.
En, to, en, to, en, to, en, to.
Så laver vi høje knæløftninger.
En, to, tre, fire. En, to, tre, fire. En, to, tre, fire.
Og så holder vi albuerne ind til kroppen. Ind til kroppen.
(en hest vrinsker)
- Er det benet? - Ja. Det er brækket.
Officer Hardenberg! Gør arbejdet færdigt.
Der er brev til sekondløjtnanten.
De må have gjort et godt indtryk.
Kære hr. løjtnant, -
- tak for de skønne blomster, som jeg slet ikke har fortjent.
De må endelig komme en eftermiddag og drikke te hos os.
De behøver ikke melde Dem i forvejen.
Jeg er desværre altid hjemme.
- Velkommen tilbage, hr. løjtnant. - Tak.
- Damerne kommer om et øjeblik. - Tak.
- Det er venligt af Dem at komme. - Jeg er ked af det, der skete i går.
Ikke et ord om det. Kom. Edith venter herinde.
- Frøken Edith. - Så formel. Værsgo at sætte Dem.
Og hvad kan vi byde Dem? Te eller kaffe?
- Bare det samme, som De drikker. - Så tager vi begge dele, Anna.
- Tak for de smukke blomster. - Det manglede bare.
- Og undskyld min dårlige opførsel. - De skal ikke undskylde noget.
Har De noget imod, at jeg taler færdig?
Jeg havde sat mig lige netop sådan, at jeg kunne se de dansende.
Jeg er tosset efter at danse.
Min far tog engang mig med i Det Kongelige Teater for at se ballet.
Det er det smukkeste, jeg nogensinde har oplevet.
Jeg skal vise Dem noget.
Kan De se det lakskrin derovre på flyglet?
- Vil De hente det til mig? - Ja.
Ja.
- Tak. - Værsgo.
Jeg samler på alle de billeder, jeg kan få, af ballerinaer.
Det her er mit yndlingsbillede. Af Pavlova som den døende svane.
(fodtrin)
Ikke en lyd til de andre om, hvad jeg har vist Dem.
Har De besluttet Dem? Kaffe eller te?
Så tager jeg kaffe, tak.
- Har De nogen søskende? - Nej.
Det har jeg heller ikke, men jeg har Anna.
Hun er en slags søster. Den bedste.
- Hvor længe er De på besøg nu? - Jeg bor her.
Anna har boet her siden min ... ulykke.
Men fortæl om livet på kasernen. Er det ikke spændende?
Om et par måneder er jeg færdiguddannet som løjtnant, -
- så her i den sidste tid er det, som om man konstant er på prøve.
Ellers er livet på kasernen egentlig ret ensformigt.
Selvfølgelig sker der også noget sjovt indimellem.
Jeg vil gerne høre noget sjovt. Fortæl.
Forleden skulle vores oberst sende et brev med toget til København.
Det var vigtigt, at det kom ekspres, så da fyren får brevet, -
- hopper han op på sin hest og rider i fuld galop -
- direkte mod København. Vi blev nødt til at telefonere ...
(højlydt samtale og latter)
- Jeg hørte latter. - Baron von Løvenskjold.
Løjtnanten er så morsom, far. Du skulle have hørt ham.
- Vil De ikke blive til middag? - Desværre. Jeg har vagt i aften.
Kan De ikke nogle flere sjove historier?
Jo, så skal jeg nok lige tænke mig lidt om.
Så sig til ham, at jeg ikke behøver ham i dag!
- Eller så ... - Nej, vil De ikke nok blive?
Det betyder ikke noget.
Ja, undskyld mig. Det er det daglige sejpineri.
Min massør, som gør øvelser med mig. Det er overflødigt pineri.
- Dr. Faber ville ikke udsætte ... - Ja ja. Jeg skal nok gøre det.
Ikke stolen, Anna. Krykkerne, tak.
Jeg håber, vi ser Dem snart igen, hr. løjtnant.
Jeg har så rigeligt med tid til at tænke over tingene.
De er tæt på. Hvad siger man på kasernen?
Bliver der virkelig krig?
Om der bliver krig, er en politisk beslutning.
Man bliver foruroliget af det, man læser. Europa, som opruster.
Og politikerne herhjemme. Hvordan de vil forholde sig til en konflikt.
Jeg er sikker på, at politikerne ved, hvad der er bedst for Danmark.
Men det virkelig alarmerende er jo den her politiske vilje -
- til konfrontation, til krig, ikke sandt?
- Vi tager ikke stilling til politik. - Undskyld, hr. løjtnant.
- Jeg står og babler løs. - Jeg må også hellere ...
Tillader De et øjeblik, at jeg kommer ind på et mere privat emne?
- Ja, selvfølgelig. - Det gælder Edith.
De må love mig, at De ikke lader Dem gå på, når hun bliver grov.
Hvis De vidste, hvad hun har været igennem.
Altid en ny behandling. Fremskridtene er langsomme, -
- men vi må gøre alt, hvad vi kan. Alt, hvad der står i vores magt.
De skulle have set hende, da hun var lille.
Hun løb rundt hele dagen.
Hun red over marker og enge på sin pony.
Hun fløj. Fløj som en lille engel.
Indtil ulykken.
Og så lige hende.
Hvorfor lige netop hende?
- Jeg er desværre nødt ... - De må ikke tænke dårligt om hende.
Hvis De vidste, hvor glad hun blev, da Deres blomster kom.
Lige nu ... Hun lo.
Hun lo så hjerteligt.
Vil De ikke komme igen i morgen? Lover De det?
Kom til te, og bliv til middag.
- Det vil jeg glæde mig til. - Det vil jeg også.
Kære mor, som du ved, er alle kadetter her rigmandssønner.
Men trods min baggrund virker det, som om de har accepteret mig.
Jeg håber ikke, du er for ængstelig over alt det, der sker i verden.
Det skal nok gå. Jeg skal nok passe på dig, mor.
Det, jeg nu fortæller, vil gøre dig stolt.
Forleden dag fik jeg ekstra ros af obersten, -
- da jeg havde gjort regimentet ære ved min disciplinerede opførsel.
Og jeg er blevet taget imod med åbne arme -
- af en rig, aristokratisk familie.
Jeg tilbringer det meste af min fritid med familien, -
- hvor jeg bliver behandlet som en af deres egne.
- Skakmat. - Hvad?
Du kan måske fortælle tante Lily, -
- at hendes nevø nok skal gøre familien ære.
Er det ikke selveste sekondløjtnanten?
- Hvad med et spil billard? - Jo.
- Så du kommer lige fra slottet? - Ja, det gør jeg nemlig.
Du husker vel at starte med bestikket længst fra tallerkenen.
Serverer ham baronen noget ordentlig vin?
Nå ja. Du kan jo ikke smage forskel.
- Det var en krænkende kommentar. - Lidt gas kan du vel tage?
Gør jeg måske noget forkert?
Vi officerer skal holde sammen. Især som situationen er i øjeblikket.
- Er du ude efter hans lamme datter? - Nej, hvad regner du mig for?
Det er den unge, smukke niece, ikke?
Hun er ikke at foragte.
Holdt!
Ja.
- Sekondløjtnant Abildgaard! - Holdt!
- Javel, hr. oberst. - Hvorfor ankommer De sidst?
- Jeg har udnævnt Dem til at føre an. - Beklager, hr. oberst.
Ingen undskyldninger. Jeg tolererer ikke uorden i delingerne.
Fremover rider sekondløjtnantens eskadron bagerst.
Træd af.
Se, det her er Cléo Mérode. Man lægger trykket på o'et.
- Cléo Mérode. - Cléo Mérode.
Hun kommer fra en belgisk adelsfamilie.
Hun var kun 11 år, da hun begyndte at danse. Er hun ikke smuk?
- Meget. - Mange kunstnere har malet hende.
Det siges, hun havde en affære med kong Leopold 2. Så romantisk.
Har Anna forresten fortalt Dem, at hun snart skal giftes?
- At hun skal giftes? - Ja.
Hendes forlovede bor i København. Han læser til sagfører.
- Hvornår? - Når hun kan forlade stedet her.
Når jeg er blevet stærkere.
Saharet er ikke en rigtig ballerina, -
- mere en vaudevilledanserinde. Hun har danset på Broadway.
Har De mistet appetitten?
- Jeg spiste vist for meget kage. - Et spil kort efter middagen?
Jeg må desværre tilbage til kasernen. Vi har eksercits i morgen tidlig.
De skal ikke finde Dem i obersten.
Hvis De bare vidste, hvilken forskel De har gjort for Edith.
De har fået lyset tilbage i hende. Jeg er Dem evigt taknemmelig.
Kan jeg regne med, at vi ser Dem igen i morgen -
- til te ... og middag?
Helt sikkert.
Godt. Det siger jeg til Edith. Så bliver hun glad.
- Tak for i aften. - Det er os, der takker.
Det er os, der takker.
- Mølgaard! Har I planer for i aften? - Vi tager en tur til København.
- Må jeg tage med? - Er du træt af baronens niece?
Ja, det er jeg faktisk.
- Var du ikke ude efter hans datter? - Jeg har faktisk set hende engang.
Humpende på krykker.
Om jeg ville være sammen med en krøbling for penge? Ellers tak.
Det værste er æren. At være til grin for hele regimentet.
Næstved Station!
- Hvor fanden har I været? - I København.
Har I hørt det? Franz Ferdinand er blevet skudt.
- Hvem? - Den østrig-ungarske ærkehertug.
- Hvor? - I Sarajevo.
Betyder det så krig?
Obersten siger, situationen er skidefarlig.
- Anna, hvad laver De her så sent? - Hvorfor kom De ikke til middagen?
Jeg måtte tage til København. Er alt, som det skal være?
De må forstå, at Edith er en meget følsom pige.
Nu tror hun, at De ikke kom, fordi hun havde sagt noget forkert.
- Nej, overhovedet ikke. - Det er vigtigt, De kommer i morgen.
- Ja, selvfølgelig. - Godt.
Så ses vi i morgen.
Ja.
Så fjollet, De skulle se mig sådan. De skulle have vækket mig.
- Værsgo. - Tak. Det er venligt af Dem.
Det her er mit yndlingssted. Her kan jeg være i fred.
Far kan ikke lide, jeg er her alene. "Her er så dybt. Ikke flere ulykker."
"Pjat," siger jeg. "Jeg er ikke noget barn længere."
Sæt Dem.
Har De hørt, at Franz Ferdinand blev myrdet?
Ja, jeg har hørt det.
Heldigvis var hans børn ikke med ham. Anna fortalte, at De var i København.
Ja. Obersten bad mig se på en hest, som han overvejer at købe.
Jeg er nødt til at holde mig på god fod med obersten.
Og hvad kostede så den her hest, om jeg må spørge?
Jeg hader, når folk lyver over for mig.
Vil De ikke se mig, så lad være at komme her.
Men vær i det mindste ærlig. Jeg har fået nok af medlidenhed.
Når folk ser mig, glemmer de at trække vejret.
"Den stakkels pige," tænker de. Men jeg er ikke nogen stakkel.
Giv mig en cigaret.
- Hr. løjtnant, godt at se Dem igen. - Baron von Løvenskjold.
Det er første gang, løjtnanten er her ved søen.
Nå? Ja. Her er vidunderlig smukt, ikke sandt?
Edith, jeg er bange for, det er for koldt for dig her.
Hvis du vil klæde om til middagen, så vil Minna gerne køre dig ind.
Tak.
Det er forfærdeligt med mordet på Franz Ferdinand.
Det er som at antænde en krudttønde.
Nå nej. Vi skal ikke tale politik.
Hr. løjtnant, jeg er ... Jeg er i en lidt prekær situation.
Tror De måske, De kunne gøre mig en tjeneste?
Ja, selvfølgelig.
Lægen kommer i aften. Han kommer en gang om måneden fra København.
Han har behandlet Edith i snart to år og siger, hun gør små fremskridt.
Vi har prøvet rigtig mange læger, -
- og de har alle sammen givet op. Undtagen dr. Faber.
En interessant mand.
Det er, som om han får skyldfølelse, når han ikke kan kurere nogen.
De tror, det er løgn, men han ...
Han havde lovet en kvinde, som var ved at blive blind, -
- at han ville helbrede hende.
Men da kvinden så virkelig blev blind, -
- så han sig nødsaget til at gifte sig med hende.
- På grund af skyldfølelse? - Ja.
Forstår De ...
Jeg er bange for, at man ikke helt kan stole på, -
- at han siger sandheden om Edith.
Jeg forstår. Men hvad kan jeg gøre for Dem?
Jeg forestiller mig, -
- at hvis en fremmed nu spurgte ham, sådan helt tilfældigt, -
- hvordan det står til med Ediths lammelse, -
- og om han overhovedet mener, at hun bliver rask igen ...
For eksempel hvis De nu spurgte ham.
Jeg har på fornemmelsen, at han ikke vil lyve over for Dem.
- Kunne De gøre mig den tjeneste? - Det er jo ingenting. Selvfølgelig.
De må forstå, at mine lunger ... Det er uhelbredeligt.
Så jeg må vide, hvad der skal ske med Edith.
Hvem vil se efter hende fremover? På alle måder.
Forstår De?
Absolut.
De er ... et ganske usædvanligt godt menneske, hr. løjtnant.
Dr. Faber, må jeg have lov at præsentere løjtnant Abildgaard.
- Han kom forbi til en kop te. - Godaften, hr. løjtnant.
Jeg er sulten som en okse. Josef, må jeg bede om en øl?
Jeg ved godt, De er nysgerrig efter at høre om min undersøgelse af Edith.
Men De må simpelthen vente, til jeg har fået noget i maven.
Alle taler om skuddene i Sarajevo. I mine øjne er det en krigserklæring.
Løjtnanten og jeg talte netop forleden om ...
Er Edith begyndt at se en anden læge?
- Nej. Hvordan kan De dog tro det? - I dag ville hun ikke samarbejde.
Hun sagde, at de sædvanlige øvelser overhovedet ikke hjalp.
- Er hendes tilstand blevet værre? - Nej. Jeg fornemmer en fremgang.
- Virkelig? En fremgang? - Altså en langsom fremgang.
Men De mener, hun er i bedring? Kan den bedring fremskyndes?
Det tager tid, min ven. Alting tager tid.
Lad ikke Deres bekymring smitte af på Edith.
Både hun og De har brug for ro. Spiser De Deres medicin?
- Går De allerede? - Jeg har en anden patient.
Jeg skal ikke køres til stationen. Jeg spadserer.
Jeg må også hellere komme af sted. Måske vi skulle følges ad?
Så vil jeg gå i seng, tror jeg.
Jeg orker ikke at høre på Løvenskjolds evindelige spørgsmål.
Skal jeg holde Deres taske?
Han er så hjælpeløs.
- Han føler sig ansvarlig for det. - Mener De ulykken?
Ja. Han havde foræret hende en hest.
Den væltede og landede oven på hende, så hun brækkede ryggen.
Hvor skrækkeligt.
Mest for hende, men også for ham. Al den skyld, han må have følt.
Jeg har aldrig mødt et venligere menneske, -
- altså når man tænker på, at han er baron.
- Hvad sagde De? - Ba... Baron.
Hvor længe har De været på kasernen?
Siden februar.
Baron von Løvenskjold startede sit liv -
- som en fattig dreng ved navn Lund Andersen. Sådan.
Efter faderens død begynder han at købe og sælge kunst i København.
Han har talent for det og bliver på få år en formuende ung mand.
En dag sidder han på et tog -
- og overhører en samtale om en sag, som er meget oppe i tiden.
Det var en ung baronesse fra slottet Løvenskjold, -
- som var havnet i konflikt med sin familie -
- og derfor havde testamenteret slottet til sin tjenestepige.
- Hun må have været ovenud lykkelig. - Ja ja.
Lund Andersen kender til slottet fra sin tid som kunsthandler.
Han ved, at der på slottet er en masse frygtelig dyr kunst.
Han skynder sig derhen og finder tjenestepigen ganske alene, -
- fortvivlet og opbragt.
Hun har ikke noget begreb om, hvad slottet og kunsten er værd.
Hun synes, det er et problem, og i løbet af få dage -
- vinder Lund Andersen hendes tillid.
De går til en advokat. Han forklarer, hvordan verden hænger sammen.
Han formår hende til at sælge slottet til ham for en fjerdedel af prisen.
Det ... Hvor usselt.
Ja, det var usselt. Og nu kommer den spændende del af historien.
Fordi ... i afskedens time, hvor de to skal sige farvel, -
- og tjenestepigen er fuld af taknemmelighed over for ham ...
Han har løst hendes problemer. Hun kigger ham dybt i øjnene.
Og i det øjeblik får Lund Andersen sådan en skam- og skyldfølelse -
- og bliver fuld af medlidenhed over for det her pigebarn, -
- så uden at vide af det frier han til hende, -
- og tre dage senere gifter de sig.
Er det ikke utroligt? Og de lever lykkeligt og får Edith.
Tjenestepigen, nu Lund Andersens hustru, dør af kræft nogle år senere.
Lund Andersen har da skiftet navn og købt titlerne "von" og "baron".
Ja, og så ... Da ulykken sker, -
- da bliver Løvenskjold nærmest som en sindssyg.
Han bliver besat af at passe og beskytte den lille Edith.
Han betaler læger fra hele verden for at komme og kurere hende. Formuer.
De kom og gik. Den eneste, der er blevet tilbage, er mig.
Hr. doktor, må jeg spørge Dem om en sidste ting?
Tror De oprigtigt, at Ediths lammelse kan kureres?
Som det ser ud nu, er svaret nej, men man skal aldrig opgive håbet.
Min far døde af diabetes, og to år senere kunne man helbrede sygdommen.
Så Deres behandling hjælper ikke?
Psykologisk set, jo. Og det er det vigtigste i øjeblikket.
- Så Edith er uhelbredelig? - Uhelbredelig, helbredelig ...
Jeg læste i et fransk tidsskrift -
- om en mand, som havde været lam i to år.
Efter professor Viennots behandling kunne han selv gå op ad trapper.
Hvilken slags behandling?
Solbestråling i Alperne, et mekanisk apparat og gymnastik.
Jeg har skrevet til professor Viennot for at bede om flere oplysninger.
Men, hr. doktor, hvad ... Hvad tror De?
Jeg tror ingenting og giver ingen løfter. Tak for Deres selskab.
Selv tak.
Hr. Løvenskjold? Jeg troede, De var gået i seng.
Jeg kunne ikke falde i søvn.
Hvad sagde han?
Spurgte De doktoren?
- Ja, selvfølgelig. - Og?
Han gav ingen løfter.
Så der ...
Der er intet håb.
- Det sagde han ikke. - Hvad sagde han så?
Jeg er nødt til at vide det. Sagde han, at der var et håb?
Han var ganske positiv.
Det skal nok blive godt, alt sammen.
Sagde han det?
Hvad sagde han helt nøjagtigt?
- De burde køre hjem. Det er sent. - Hvad sagde han nøjagtigt til Dem?
Han sagde, at ...
Han sagde, at han måske kendte en kur, der kunne hjælpe Edith.
Han havde læst om en fransk professor, -
- der har helbredt en mand, der har været lam i årevis.
Virkelig? Hvordan?
Igennem en slags lysbehandling kombineret med andre ting.
- Hvilke ting? - En slags mekaniske instrumenter.
Manden kan gå op ad trapper uden hjælp nu.
- Er det virkelig muligt? - Ja, altså helt uden hjælp.
- Men De burde køre hjem nu. - Hvor længe varer kuren?
- Fire måneder. - Fire måneder?
Fire måneder? Det er jo ingen tid, -
- sammenlignet med at vi har ventet i otte år.
Kør mig hjem nu. Tusind tak. Tusind tak.
Kør, kør, kør. Tusind, tusind, tusind tak.
(det banker på)
Kom ind.
- Kan man ikke få lov at hvile sig? - Baronens chauffør venter udenfor.
Min kære ven Anton. Kom venligst til slottet.
Chaufføren vil køre Dem. Deres kæreste ven Edith.
- Sig, jeg er der om et par minutter. - Javel, hr. sekondløjtnant.
Hr. løjtnant. Hvilken vidunderlig nyhed.
Onkel vækkede os i aftes og fortalte det hele.
Det var Ediths idé at fejre det med en udflugt.
Josef! Sig til Edith, vi kan tage af sted nu.
De kan måske forestille Dem, hvad kuren vil betyde for mig.
- Nu kan jeg endelig rejse herfra. - Hr. løjtnant!
Hvor er jeg glad for, at De kan tage med os.
Dr. Faber kommer i aften og forklarer det hele.
Åh gud.
Anton?
Se.
Jeg har gemt de dumme støvler væk. De fungerer alligevel ikke.
Baron von Løvenskjold!
- Vil du sidde her? - Ja.
- Anton, vil De ikke sidde her? - Jo.
Skål for baron von Løvenskjold og hans datters helbred.
Skål.
- Dans med bruden. - Hvad? Nej, det kan jeg ikke.
Jo, De kan. For mig. De ved, jeg elsker at se på dansende.
Ja.
Ville De have noget imod, at jeg danser med Deres smukke hustru?
Vi har trænet udholdenhed hele dagen. Vi har aldrig før trænet så hårdt.
Det vigtigste var at holde albuerne ind til kroppen.
- Hvorfor? - Fordi armene flaprer.
Obersten siger, at hvis vi flaprer med dem, får fjenden bedre øje på os.
Så vi har stået sådan her med armene ind til siden. Og så høje knæløft.
- Ligesom kyllinger? - Ja. Gok!
De skylder mig en forklaring.
- Det her forstår jeg ikke. - Nej.
Viennots patients lammelse skyldtes en sygdom i rygmarven.
Ediths centralnervesystem er beskadiget, -
- så metoden kan ikke bruges.
Nu skal jeg forklare dem sandheden, fordi De ikke kunne holde mund.
Jeg blev nødt til at sige noget til Løvenskjold.
Nej, De fik medlidenhed.
Det er den satans medlidenhed, hvad?
Jeg har set det utallige gange hos pårørende.
Der findes to slags medlidenhed. Den ene er den sentimentale, -
- som kun frigør en selv fra de følelser, den syge har forvoldt.
Og så er der den anden, den eneste, som tæller.
Den usentimentale. Den hjælpende.
Kun hvis man kan sætte sig ud over egne behov, kan man hjælpe en anden.
Jeg bliver nødt til at fortælle dem, hvordan det hele forholder sig.
Vent! De kan ikke gå derop nu og fortælle, at kuren ikke virker.
- Nogen må fortælle sandheden. - Hun har haft en vidunderlig dag.
Hun var så fuld af håb. De kan ikke ...
- Skal vi gå op og lyve for hende? - Det gør De jo allerede.
Den behandling, hun får, virker ikke, men den giver hende håb.
Kunne De ikke vente? Kan vi ikke vente? Bare et par dage.
Hvis De lod hende starte på kuren og blive i troen på, at kuren virker.
Efter fire måneder i Alperne får vi endnu sværere spørgsmål at besvare.
Skal vi så indbilde hende noget nyt?
Så fortæller jeg hende sandheden. At jeg har overdrevet det hele.
Og at jeg bad Dem om ikke at sige noget.
Hr. løjtnant, det er forbundet med en meget stor risiko, -
- det øjeblik De vælger at fortælle sandheden til Edith.
Jeg påtager mig det fulde ansvar.
Altså De har jo haft en positiv effekt på Edith.
Og De har gjort det helt uselvisk. Det er meget prisværdigt.
Men så må De love mig ikke at lade mig i stikken.
- De har mit æresord som militærmand. - Godt. Så gør vi det på den måde.
- Tak. - Godaften.
(Anton rømmer sig)
Hvorfor kommer De altid med blomster til mig?
- Sid ned. Jeg har meget at fortælle. - Teen bliver serveret på bådebroen.
Måske De kunne fortælle det der?
Dr. Faber kom i aftes. Vi talte det hele igennem.
Vi skal på et sanatorium i Alperne. Engadin hedder stedet.
Hvorfor udskyde det? Vent og se, hvor store fremskridt jeg vil gøre.
Til vinter kan jeg stå på ski ned ad bjergene.
Hvornår vil De så komme?
- Undskyld? - Og besøge mig? Besøge os?
- Altså på kurstedet i Schweiz? - Ja, hvor ellers, tosse?
Har jeg ikke forklaret, hvor striks hæren er over for os soldater?
Bare at få en enkelt fridag er nærmest umuligt, -
- så en hel uge er fuldstændig udelukket.
Far kan sikkert ordne det.
Jeg hverken kan eller vil bede om orlov fra kavaleriet, -
- og ingen skal gøre det i mit sted. Jeg vil ikke bede om tjenester.
Jeg ved, De gør det i en god mening, men lad os ikke diskutere det mere.
- De vil altså ikke komme? - Det sagde jeg ikke.
Jeg forklarede bare, hvorfor det er umuligt.
- Og hvis min far spurgte Dem? - Heller ikke, nej.
Heller ikke hvis jeg spurgte Dem af hele mit hjerte?
- For vores venskabs skyld. - Edith, hold op.
Tak, Josef. Vi behøver Dem ikke.
Så det er, hvad vores venskab betyder for Dem.
De er bange for, at Deres venner skal sladre, -
- og gemmer Dem bag dårlige undskyldninger.
Hvis ikke De har lyst til at komme, så færdig.
Men hvorfor kommer De så i det hele taget her?
Jeg tror, De forestiller Dem hæren som noget glamourøst.
Men det er trist og gråt og monotont og øvelser og stroppeture.
Og ét fejltrin, så ryger man ned i hierarkiet.
- Her føler jeg, jeg betyder noget. - For hvem?
Jeg går ud fra, at De synes, det er dejligt, jeg kommer her, -
- så De ikke skal sidde alene i et stort, tomt hus og visne.
- Så De kommer kun af medlidenhed? - Nej.
Jeg kan ikke holde det ud. Slet ikke fra Dem.
De ser mig kun som en vanskabt krøbling.
Se her. Kan De se arret?
Var saksen ikke så sløv, var jeg sluppet for medlidenhed.
- Edith! - Slip mig!
- Edith, kom op. - Slip mig!
Jeg vil ikke have Deres medlidenhed! Jeg vil ikke leve! Slip mig!
Edith ... Edith.
Gå væk!
Anton! Anton!
Edith beder inderligt om, at De kommer op til hende.
De kan ikke efterlade hende sådan.
- Det ved jeg, men ... - Hun får udbrud en gang imellem.
Ingen er mere ulykkelig over det end hende selv bagefter.
Gå op til hende. Bare et kort øjeblik.
Vær god ved hende. Hun skammer sig sådan over det, der er sket.
Kom og sæt Dem. De behøver ikke at blive længe.
Jeg burde ikke have siddet så længe ude i solen. Det gjorde mig svimmel.
- Vil De love mig at glemme det hele? - Selvfølgelig.
- De er ikke vred på mig, vel? - Nej, slet ikke.
- Vil De besøge mig, som De plejer? - Selvfølgelig. På én betingelse.
Hvad for en betingelse?
At De holder op med at spørge, om jeg er vred på Dem, for det er jeg ikke.
De skulle have set Dem selv i går. De var så glad og lykkelig.
Det var vi alle sammen. Det tænkte jeg på hele aftenen.
- Så De tænkte på mig hele aftenen? - Ja.
Nu skal De få hvilet, og så bliver alting godt.
- De må undskylde med Deres uniform. - En slem pige spildte lidt på den.
Men nu er den slemme pige god igen.
- Rigtig god. - De lover, De ikke er vred på hende?
Det har vi talt om. Alt er glemt.
Hvis hun bare er tålmodig og glad og ikke sidder for længe i solen -
- og kører lange ture og gør, som doktoren siger, så er alt godt.
Nu skal hun først og fremmest sove.
Sove, sove ... sove.
Har De glemt, hvad en god pige skal have, før hun sover?
En god pige får altid et godnatkys.
Javel.
Undskyld.
- Undskyld. Jeg må se at komme hjem. - Vent. Ikke sådan. Kom. Kom.
Var De slet ikke klar over det?
Har De slet ikke kunnet mærke noget?
Men alligevel ...
Hun har vækket os og spurgt, om vi ikke troede, De elskede hende.
Så bad hun mig spørge Dem direkte. Fem minutter efter fortrød hun.
"Han kan umuligt elske en krøbling."
Og fordi det var Dem, der fortalte om den nye kur, -
- så hun det som et tegn på, at De virkelig elskede hende.
Da han vækkede hende, græd de sammen og takkede Gud for, -
- at den grufulde tid endelig var forbi.
Og at så snart Edith var blevet helbredt, så ville De komme og ...
(larm af heste)
Frem!
Sekondløjtnant Abildgaard! Hvad er det for en tid at møde op på?
- De har svigtet Deres eskadron. - Det skal aldrig gentage sig.
Løjtnant Hardenberg har overtaget kommandoen over Deres deling nu.
Forstået, hr. oberst.
Jeg aner ikke, hvad der foregår i Deres hoved for tiden, -
- men få styr på Deres ting, og fokuser på tjenesten fremover.
Javel, hr. oberst.
Træd af.
Undskyld? En dr. Faber?
- Jo ... Fjerde sal og så til højre. - Tak.
Goddag. Er doktoren hjemme?
Han kommer senere, men De kan vente indenfor.
Er her nogen?
Goddag. Jeg venter på doktoren.
Når min mand kommer hjem, skal han spise. Kom igen i morgen.
Det drejer sig om en af hans patienter.
Hans patienter. Altid hans patienter.
Det ender med, han selv bliver syg, hvis han ikke får fred.
Skriv ned, hvad De vil ham, eller gå til en anden læge.
Åh, Klara. Det var venligt af dig at holde løjtnanten med selskab.
- Jeg bad ham komme igen i morgen. - Han bliver ikke så længe.
Så spiser vi to middag. Lad os se, hvad der bliver lavet i køkkenet.
Så kan du måske drikke et glas vin, mens jeg hører på vores unge gæst.
Hvad er der sket?
Det er, fordi Edith ... Hun har erklæret sin kærlighed til mig.
Hun bliver nu kun rask for min skyld. Det er jo absurd.
- De er nødt til at tale med hende. - Tale om hvad?
At elske mig på den måde er jo forkert.
Skal jeg fortælle hende, at hun ikke må elske den, hun elsker?
- De må tale hende til fornuft. - Skal jeg ...? Prøv nu at høre her.
De sagde selv, at De ville tage det fulde ansvar for Edith.
Det ville være fejhed, hvis De forlod hende nu.
Og det ville også være mord, med tanke på Ediths historik.
Som De udmærket kender.
Nu skal jeg fortælle Dem noget. Jeg taler af erfaring.
De forkrøblede, de udstødte, er Guds stedbørn.
De elsker med meget større fortvivlet inderlighed end alle os andre.
For de føler, at de skal gøre sig fortjent til andres kærlighed.
Men alt, vi behøver gøre til gengæld, er at elske dem for dem, de er.
Må jeg lige spørge Dem om noget?
Om Deres følelser for Edith?
Men mine følelser kender De.
Jeg føler medlidenhed.
Eller medfølelse.
Jeg føler stor medfølelse.
Og kunne det være, at den her store medfølelse har medført, -
- at De muligvis har fået nogle dybere følelser for hende?
Noget, der kunne minde om ... om kærlighed?
Men at Ediths fysiske defekt gør, at De føler en vis modstand?
At hendes hæmninger har gjort, -
- at De ikke vil gengælde de følelser, som hun har for Dem?
Måske af frygt for, hvad kammerater og familie ville stille op.
At De ville føle Dem latterliggjort.
Godt. Hun rejser om fire dage. Fire dage er ikke meget.
Så De behøver kun at besøge hende hver dag og være ven og være rar.
Og hvis den forpulede krig kommer, får de jo travlt andre steder.
Det var sådan en dejlig idé, De fik der, Anton.
- Vi kunne også ride ned til byen. - Nej, det er måske en dårlig idé.
Hesten kunne blive bange for bilerne.
Jeg tror, det er bedre, hvis vi tager en tur mere rundt her.
- Har De pakket færdig? - Næsten.
- Spændende. Glæder De Dem ikke? - Jo. Gør De?
Ja, ja, jeg glæder mig på Deres vegne.
- De skal vel også af sted nu. - Nej.
Det virkede ellers sådan.
- Gør jeg Dem nervøs? - Jeg har bare meget at tænke på.
Alt det, der sker på kasernen. Bliver der krig eller ikke?
- Vi skal måske have andre uniformer. - Det interesserer mig ikke.
Jeg prøver bare at forklare Dem om mine andre forpligtelser.
Situationen er ret anspændt. Jeg havde nær ikke fået fri i dag.
Hvis det er så svært at få fri, er det måske bedst, De bliver væk.
Hvis løjtnanten er så uundværlig ...
Hvad går der af Dem?
De taler om andre forpligtelser.
- Er jeg måske også en forpligtelse? - Nej. Nej.
Vi har to en halv dag sammen, før De rejser. Skal vi ikke nyde det?
To en halv dag?
De har regnet den ud. Om to en halv dag er De fri for os.
De har sat en rød streg i kalenderen.
Hvis De skal opføre Dem sådan, så kommer jeg ikke i morgen.
Så lad være.
Hr. sekondløjtnant, De har besøg.
Obersten er ude, så han tilbød at stille sit kontor til rådighed.
- Hr. baron. - Undskyld, at jeg kommer uanmeldt.
- Hvorfor er De kommet? - Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
Hun hører ikke efter mere.
Hun er så forfærdelig ulykkelig.
- Hun gør det ikke med vilje. - Men hvad har hun gjort?
Hun siger nu, at hun ikke vil rejse.
Under ingen omstændigheder.
Hun siger, at den her nye kur kun ...
... kun er til, for at vi skal blive fri for hende.
Hjælp hende.
Jeg beder Dem. Hjælp hende.
De er den eneste, der kan hjælpe hende. Vis barmhjertighed.
Hun ødelægger sig selv. Hun tager livet af sig.
For guds skyld ... For guds skyld, hjælp hende.
Selvfølgelig vil jeg hjælpe Edith. Sig, hvad jeg kan gøre.
- Hvad De kan gøre? - Ja.
Hun åbnede sit hjerte for Dem, -
- og nu skammer hun sig, -
- for De vil ikke have hende, vel?
Og nu tror hun, De sender hende væk, fordi De væmmes ved hende.
Hvorfor kan De ikke give hende bare en lille smule håb?
- Jeg har sagt til hende, at ... - De har ikke sagt noget som helst.
De har aldrig sagt den ene ting, der kunne gøre hende lykkelig.
De kan få alt, hvad De begærer.
Alt.
Jeg lever ikke længe, så De kan få alt.
Slottet, godset, hele min formue.
Det eneste, jeg ønsker, er ...
... at nogen tager sig af min lille pige ...
... når jeg ikke er her mere.
Og jeg ved, De er et godt menneske. Jeg ved, De vil være god ved hende.
Jeg vil gøre alt, hvad der er muligt.
Men det, De foreslår, er umuligt.
Alle ville tro, det var for pengene.
Og Edith ville hele tiden have mistanke om det. Det kan jeg ikke.
Undskyld, jeg forstyrrede.
Hr. baron, De kan ikke gå tilbage til Edith og sige, at jeg ...
Det ville være forfærdeligt for hende.
Og det ville heller ikke være sandt.
Det ville ikke være sandt, at jeg ikke holdt af hende.
At jeg ikke havde varme følelser for hende.
Det vigtigste er, at vi får hende helbredt.
Og så?
Når hun er helbredt ...
... hvad så?
Når hun er helbredt ...
... så vil jeg selvfølgelig komme helt af mig selv.
Komme helt af Dem selv?
Og fri til hende?
Må jeg sige det til hende?
- Ja, sig det til hende. - Nu rejser hun helt sikkert.
Hun vil rejse med det samme og blive rask ... for Dem.
Jeg vidste fra begyndelsen, at Gud havde sendt Dem til mig.
Vil De ...
Vil De komme og spise middag med os?
Ja tak. Ja tak. Selvfølgelig.
Tak.
- Edith, lad nu være. - Jeg kan godt.
Edith, hold nu op.
Edith.
Kom.
Må jeg få en til?
Vent. Der er han.
Vi går ind til ham.
Vi stødte ind i blomsterhandleren.
Han siger, at tjeneren på slottet har sagt, at du er forlovet med datteren.
Altså krøblingen.
Men han lyver. Ikke, Anton?
Svar, Anton.
Det passer sgu da ikke, vel?
Det er sludder.
Så det passer ikke?
Nej.
- Manden må være fuld. - Det var det, jeg sagde.
Idioten lyver. Jeg skal lære det svin at sprede falske rygter om en af os.
Det er grotesk.
Jeg anmoder om tilladelse til at tale med obersten et par minutter.
Hvad for noget? Nu? Midt om natten?
Jeg har opført mig uhæderligt og er en skændsel for regimentet.
- Derfor vil jeg tage konsekvensen. - Hvad fabler De om?
Jeg har løjet over for officererne om -
- at være forlovet med Løvenskjolds datter.
Og jeg har svigtet og bragt skam over en uvidende pige, der elsker mig.
Højere, end nogen har elsket mig før.
Og jeg har skyld i, at et fremmed menneske er blevet kaldt en løgner.
Jeg er en kujon, hr. oberst.
Jeg er en mand uden selvrespekt og uden ære.
- Og hvad har De tænkt Dem at gøre? - Der er kun én udvej.
Jeg er kommet for at tage afsked med hr. obersten.
Og anmode om, at hr. obersten vil drage omsorg for, at ...
Hold kæft med det flæberi.
Jeg skal nok lukke munden på officererne.
Vi skal undgå skandale.
Og krøblingen er mig ligegyldig. Hvad rager dem derude os?
Men allerførst: Giv mig pistolen, så De ikke laver tossestreger i nat.
Ja, kom.
Hør efter. De skal væk fra al opmærksomhed, ud af landet.
I morgen tidlig forsvinder De herfra med første tog til København.
I mellemtiden kontakter jeg min gode ven oberst Lecomte i Paris.
De vil kunne gøre nytte under hans kommando.
- Så kavaleriet vil bevare sin ære? - Ingen grund til bekymring.
Og hvad med Edith?
Deres fremtid ligger i kavaleriet, som løjtnant, -
- ikke med et eller andet forkrøblet kvindemenneske.
Et øjeblik. Et kort øjeblik.
Løvenskjold Slot. Det haster.
(telefonen ringer)
(telefonen ringer)
(togfløjten lyder) Nej, så vent!
Tak.
Hallo?
Hvad sker der?
- Der er udbrudt krig i Europa. - Skal vi i krig?
Danmark er stadig udenfor, men vi skal være forberedt på det værste.
Undskyld.
Undskyld, undskyld. Jeg har et vigtigt tjenstligt opkald.
- Løvenskjold Slot. - Kun tjenstlige opkald tilladt.
Det er et vigtigt tjenstligt opkald. Stil mig om, for pokker.
Et øjeblik.
Desværre er modtageren registreret som privat. Beklager.
Jeg kommer sådan til at savne dig, Anna.
Vel gør du ej.
Nu får du din mand. Og jeg får min.
Men vi har stadig hinanden. Så kan vores børn lege sammen.
Hvorfor holder vi ikke et dobbeltbryllup?
- Vi kan følges op ad kirkegulvet. - Det er en vidunderlig idé.
Du skal nok sikre dig, at Anton er med på den først.
Jeg spørger ham senere i dag, når han kommer.
Jeg glæder mig så meget til at se ham.
- Jeg elsker dig, Edith. - Jeg elsker dig, Anna.
Jeg laver en kop te til os.
(det ringer på døren)
Hvorfor løj du for mig?
Den unge løjtnant benægter at være forlovet med hende.
Rolig. Ikke så højt.
Nu kalder de mig en løgner.
Han benægter at have noget med hende at gøre.
- Det må være en misforståelse. - Hvorfor rejste han så i morges?
(fodtrin)
Edith?
Der er ikke noget.
- Fru Faber, er Deres mand hjemme? - Ikke før i eftermiddag.
Er det Dem, hr. løjtnant? Kom indenfor.
Vil De bede ham tage det første tog til Løvenskjold Slot? Det haster.
Hvorfor?
De skal bede ham sige til Edith, at hun må tilgive mig.
Jeg vil gifte mig med hende, uanset om kuren virker eller ej.
- De er et godt menneske. - Han skal sige til hende, at ...
De elsker hende og vil gifte Dem med hende.
Nemlig. Jeg er desværre nødt til at gå.
Hvad er klokken?
Halv fem. Så Anton kan være her hvert øjeblik.
Så dumt. Jeg glemte min bog, jeg ville vise ham.
- Den ligger på natbordet. - Jeg kan hente den.
Anna.
Du er den bedste ven, jeg har.
Løvenskjold Slot, tak.
Kom så, min ven.
Du skal af sted nu. Kom så. Fremad.
Pas godt på dig selv. Gud være med dig.
(skud og skrig)
(jamren)
Hvad laver du? Nej, soldat! Gør det ikke! For helvede!
(skud)
(skud)
Danske tekster: Rasmus Riis Scandinavian Text Service
Can't find what you're looking for?
Get subtitles in any language from opensubtitles.com, and translate them here.