All language subtitles for La.Marseillaise.1938.1080p.BluRay.AAC.x264-HANDJOB.Danish

KRØNIKE OVER BEGIVENHEDER,
SOM BIDROG TIL MONARKIETS FALD

SLOTTET VERSAILLES
14. JULI 1789

Gevær i arm!

Fremad march!

Gevær i arm!

Højre om!

Fremad march!

Fremad march!

Drej!

Holdt!

Gevær i arm!

Fremad march!

Hold takten!

Højre!

Fremad march!

Fremad march!

Holdt!

Jeg ønsker at tale med Hans Majestæt.

-Hvem er hos ham?
-Monsieur Guéméné.

Meld hertug La Rochefoucauld-Liancourt.

Godaften, Guéméné.
Vær venlig at melde mig hos Hans Majestæt.

Jeg må advare Dem.
Kongen deltog i en jagt i dag.

Hans Majestæt sover nu
som Herakles efter sine 12 arbejder.

Jeg beder Dem, Guéméné, skynd Dem.

-Er det alvorligt?
-Det tror jeg.

Hans Majestæt sover ikke.
De kan gå ind.

Min kære La Rochefoucauld!

De kommer på et godt tidspunkt.

Jeg blev vækket af sult.

Det er den jagt.

Vi jagtede en hjort med ti takker.
De er temmelig sjældne.

Picard, tag det lille bord
og placer det på sengen.

Min kære Guéméné, skænk mig et glas vin.

Min kære hertug.

Giv mig den kylling, som Picard anbragte
uden for min rækkevidde i går aftes.

Picard tror, at fordi jeg er konge,
må jeg have en lang arm.

De tager fejl, Picard.

Tak.

Hvad er der galt?

Pariserne har stormet Bastillen, Sire.

Så det er en revolte?

Nej, Sire. Det er en revolution.

EN LANDSBY I PROVENCE
JUNI 1790

Det så jeg.

Tilgiv en stakkels sjæl, deres Nåde.

Det var forkert af mig
at ramme Deres duer,

men de æder mine afgrøder,
som jeg behøver for at overleve.

De der!

Kom her. De skal være vidne.

Jeg så ikke noget.

Det var ikke en anmodning. Adlyd.

Fjern ham.

Sagen mod Anatole Roux,
kendt som Cabri. Tyveri.

De har brudt loven før.

Sidste år, tog mine vagter Dem i

at bruge fuglelim til at fange fugle
på Roueraie bakke.

Heldigvis for Dem

tilhørte jorden monsieur Giraud,
som er til stede her i dag,

og som er byens borgmester.

Hans svaghed har reddet Dem fra galejerne.

Greve,
en mands hjem er hans borg.

Men denne gang er sagen klar.

Duen tilhører mig, og vi har vidner.

Jeg så ikke noget.

Som herremand har jeg arvet retten til
at opretholde den daglige lov og orden.

Det er et utaknemmeligt privilegium.

Men jeg anser det for en pligt
at udføre denne ret.

Vi tjener først og fremmest Hans Majestæt.

Min ven,
Deres sag overstiger min autoritet.

Jeg bliver nødt til
at overføre Dem til fogeden.

Monsieur greve,
De ved, hvordan disse fogeder er.

De har ikke mere hjerte end et bjerg.

Ikke mere intelligens end…
en gammel potte.

Med dem er det direkte til galejerne.

Sendt til galejerne for en due?
Er det retfærdigt?

Duen betyder intet i denne historie.

Den er et symbol på den orden,
jeg er sat til at forsvare.

Som symbol finder jeg den ret lille.

Når den er plukket, vejer den ikke meget.

Lad bønderne dræbe vores duer,
og snart brænder de vores slotte.

Så de indrømmer,

at De forsvarer Deres ejendom
og feudale titler

og ikke Hans Majestæts lov.

Jeg forsvarer begge dele.

Ødelæg de feudale rettigheder,
De ser ud til at hade så meget.

Det er virkeligheden
bag det sociale hierarki,

som er baseret på naturlige
og guddommelige kræfter.

Og som De nyder godt af.

Det er ganske små goder.

Jeg ved, hvilken vej det går.

De vil have mig til at tro,

at hvis Deres privilegier forsvinder,
gør mine goder også.

Og hvis jeg vil beholde
min beskedne formue,

må jeg forsvare det misbrug,
De tager del i.

De hævder, at vore to sager,

den store herremand,
der ejer det meste af egnen,

og Paul Girauds,

en tidligere underofficer
på Hans Majestæts skibe,

at de hænger sammen.

Jeg vil hellere miste
alle mine goder og…

De fandt mig.

Gør med mig, hvad De vil.

Hvad snakker du om? Er du skør?

-Bygger du et ildsted?
-Ja.

Du bygger det forkert.

Fortæller du mig,
hvordan man bygger et ildsted?

Jeg er murer, en god murer.

Jeg er så god,
at mine venner kalder mig "Trug".

Hvad kan du ikke lide ved mit ildsted?

Vinden kommer fra vest.

Du er ikke i byen. Vinden er vigtig.

Her. Jeg har fundet en god en.

Hvem er det?

Det aner jeg ikke. Hvem er du

-Hvad med jer?
-Os? Vi kommer fra Marseille.

Flygter I fra kongens lov?
-Ikke kongen, aristokraternes.

Jeg er i samme situation

Vi har ikke gjort noget galt.
Vi er ikke kriminelle.

-Heller ikke jeg.
-Vi er patrioter.

Nu om stunder er det nok
til at blive fængslet.

Jeg dræbte en due. Det er nok til
at blive sendt til galejerne.

Kender De egnen?

Ja, jeg er født i Cadolive, bag det bjerg.

Præsten er en barndomsven.

Når han kan, kommer han med mad til os.

-Har I et læderbælte?
-Jeg har et.

En gave fra min mor.

Her.

Den kan blive en god slangebøsse
til at skyde solsorte. Det er sæson.

Har du en smule snor?

-Til hvad?
-Til at fange kaniner.

Her er mange kaniner.

-Du virker som en god jæger.
-Ja, det synes jeg.

Det er også det, greven synes.

-Hvad hedder du?
-Jean-Joseph Bomier.

Jeg er Anatole Roux,
men man kalder mig Cabri.

-Og hvad med dig?
-Jeg hedder Arnaud. Honoré Arnaud.

Jeg er kommis ved havnen i Marseille.

-Vil du blive sammen med os?
-Med glæde.

-Men lad os bygge det ildsted om.
-Åh, lad nu være.

Vi har et godt liv her, ikke?

Vil du have en solsort? Tag slangebøssen,
og bang! Så har du en solsort.

Vil du have en hare? Læg noget snor
i en busk, og så kommer der en hare forbi.

Det gælder om at kende
og observere naturens mysterier.

Det er det, der gør tingene interessante.

Det er så enkelt. Jeg spekulerer på,
hvorfor vi ikke kan blive her for altid.

Hvad med din mor?

-Vil du ikke se hende?
-Selvfølgelig vil jeg det.

Men når jeg tænker på,
hvordan jeg spildte min ungdom

indenfor, under et tag, bliver jeg dårlig.

Det er ligesom at bo i et skab.
Min beslutning er taget: Jeg bliver her.

Og hvad med kvinder?

Jeg er gammel, så jeg er ligeglad,
men du er stadig en ung mand.

Måske kunne vi få en køn, ung pige
til at komme her.

Vi finder en måde at skaffe mad til hende.

Og hun kunne hjælpe os med at lave mad.

Og så bliver I to uvenner,

fordi I vil have pigen for jer selv.
Jeg forstår.

Hvis du medbringer alt, du mangler:

Brød, salt, alkohol, kvinder
og tobak, som du ikke kan undvære,

så bliver dette sted ligesom en by.

Så kan vi lige så godt rydde op
i Marseille

og jage aristokraterne
og de andre uduelige ud

og nyde de bekvemmeligheder,
vores forældre arbejdede for.

Halløj, venner.

Halløj, Paget.

Nå, det er sådan, I står vagt.

Hvorfor skulle vi stå på vagt?
Her er ingen.

Hvad har du med til os i dag?

Det, en fattig præst kunne finde:

Noget brød, ost og tobak.

Det er godt brød.

Man må takke Gud for,
at Arnaud har en barndomsven som Dem.

Han gør det ikke,
fordi han er min barndomsven.

Nej.

Det er, fordi jeg er træt af at sulte.

Vores situation…

kan få sten til at græde af medynk, når vi
slæber vores gamle sko hen over dem.

-Vend kaninen, ellers brænder den.
-Lad mig om det.

Er det dig eller mig, der laver mad?

Siden han besluttede sig for
at være kok, kan man ikke tale med ham.

Hvis jeg fortalte at min præstebolig
ikke har haft vinduer i et år…

Og imens bor biskoppen i et palads.

Har elskerinder…

og lever et så depraveret liv,
at det får en Guds tjener til at rødme.

En 22-årig dreng! Det er sørgeligt!

En adelig dreng er ikke almindelig.

Når folk som os får børn med en kvinde,

arver de vores hårfarve
eller faconen på vores næse.

Men når en adelig elsker med en kvinde,
og uden at gøre sig umage,

overfører han alle sine evner,

politiske, militære, kirkelige…

Så mange, at barnet ved alt,
uden at skulle lære noget.

Vi præster er ligesom soldater.

Ligesom vores sidestykke i militæret, har
vi opgivet håbet om at blive officerer.

Jeg blev enkemand.
Alle mine børn er døde,

og det glæder mig.

Og hvis alle bønder var fornuftige,
holdt de op med at få flere børn.

Din kanin er færdig nu.

Jeg tror, du har ret.

Paget!

Har du set røgen?

Den der? Se bag ved den.

Bigeor slot brænder.

Og det derovre.

Min biskops brors slot brænder også.

Mine børn…

Tiden er kommet,
hvor I skal forlade bjerget.

Vi behøver jer.

Herrerne må være lange i ansigterne nu.

Hvis nogen brændte mit hus,
ville jeg ikke være glad.

Hvad med ti år i galejerne?
Ville du så være glad?

Vores herrer har ladet os leve
i elendighed.

De har gjort os barbariske,
for det er de selv.

Og nu…
Høster de, som de har sået.

De er skadedyr.

Det er ikke deres fejl,
at Gud har skabt dem sådan.

De skal gøre ondt, det er deres natur.

Nu, hvor vi har adgang til våben,
kan vi slippe af med dem.

Nu begræder jeg, at mine børn er døde,

for I unge mennesker
vil bygge et nyt liv for jer selv.

Farvel, mine venner.

Altid se fremad.

Farvel, kære, gamle Cabri.

Farvel, ven.

Farvel, Cabri.

Jeg vil aldrig glemme,
hvad du har lært mig.

Her, giv mig den.
I får våben, når I kommer til byen.

MARSEILLE
OKTOBER 1790

Jeg er Arnaud, fra Unge Borgere.

Hvor er dit kort, Bomier?

Hvorfor skal du se et kort?
Kender du os ikke?

Jeg bør slet ikke lukke jer ind.

Jeg forstår ikke alt det bureaukrati.
Behøver man kort for at lave revolution?

Du og dine kolleger, forfattere og lærde

har skabt en masse papirarbejde
for at føle jer betydningsfulde.

Min ven, der kan ikke være orden
med uorden. Kom med.

De begyndte at tænke:
"Ram folk fra gode familier,

for angreb på moralske borgere
på gaden er angreb

på Marseilles borgmester,
som vi netop har valgt."

Vi vil have orden i gaderne.

Det stemmer.
De reaktionære overmander loven.

Og de rige skal betale deres skatter.

Ja! De skal betale deres skatter.

Vi, Marseilles havnearbejdere,

disciplinerede arbejdere
og fjender af vold,

vi, der stoppede revolten,
da de ville ødelægge Rebuffets gård,

vi modsætter os angreb
på den offentlige orden.

som de reaktionære udfører
for at markere folkets sejr.

Bravo!

Ja, han har ret.

Som resultat deraf tilbyder vi jer
vores fulde støtte.

-Ja!
-Bravo!

Borger Moissan har ordet.

Borger Moissan vil opsummere situationen.

Jeg opsummerer.

Øjeblikket, hvor det franske folk
bevidnede den utrolige begivenhed,

at kongen og nationen forenedes
i kærlighed til folket,

bringer en håndfuld rebeller
revolutionen i fare.

Bravo!

Ned med aristokraterne!

Vi ser dem
bag handelsfirmaernes skriveborde,

hvor de arbejder for
at sætte priserne i vejret.

Vi ser dem i administrationen,

hvor de modarbejder positive tiltag,
der skal hjælpe nationen.

Vi ser dem i hæren.

Her i Marseille er Notre-Dame,
Saint-Jean og Saint-Nicolas

i hænderne på oprørske officerer
under kongen og hans stedfortrædere.

Skammeligt!

I sikkerhed for kanoner,
der peger mod byen,

har ballademagerne fordelen
og jager patrioterne.

Patrioterne er i vanskeligheder.

I overensstemmelse med den nye autoritet
har vi, borgere i Marseille,

vi, medlemmer af Civilgarden
og af patriotiske foreninger,

vi har besluttet
at indtage de befæstninger

og overgive dem til de autoriteter,
vi har valgt.

I bøgerne taler de altid
om vidunderlige solopgange.

Det er, fordi forfattere stadig ligger
i deres senge på dette tidspunkt.

Normalt, når man ser en solopgang,

er man kold, vejret er skidt
og farverne er forfærdelige.

Det kan jeg sige, fordi jeg er maler.

-Hvad maler du? Portrætter?
-Nej.

Jeg maler helte fra historien.

Heroiske romere, spartanere…
Patrioter, du ved.

Jeg har opgivet at male hyrder.
Kun aristokrater kan lide dem.

Javel og Ardisson.

-Jeg tror, De kan gå.
Godt, lad os gå.

-Hvordan går det, Eugène?
-Godt.

-Godt.
-Så går vi.

Hej, du der. Luk op.

-Hvad vil I?
-Vi kommer med vin.

-Vin? Hvorfra?
-Fra Ravel.

Det er en gave fra byen
til fortets garnison.

Godt, jeg kommer ned.
Gå gennem hovedporten.

Godt.

Kom så.

Træd ind.

I kan stille tønden i hjørnet.

-Hvorfor ikke længere inde?
-Det rager ikke dig.

-Forsigtig.
-Ja ja.

I er meget forsigtige med den tønde.

Kan du ikke se, det er en gammel tønde?

Hvis man ryster vinen rundt,
bliver den dårlig.

I er to er nogle mærkelige fyre.

I kan gå.

Kom så, ud.

Du er ikke særlig flink.

Efter al det arbejde
kunne du godt byde os noget at drikke.

I bliver nødt til at gå, det er reglen.

-Kom så.
-Godt, giv mig hånden.

Hov, hvad gør I?

Nationen er kommet for at indtage fortet.

Vær så venlige at give jeres våben
til mine kammerater.

Sådan, stille og roligt.

Så modige, I er.
Tag dem fra ham, Javel.

Han ved ikke, hvordan man skal bruge dem.

-Ardisson, vogt døren.
-Helt i orden.

Kom her, I to. Giv os geværerne.

Vogt fangerne.
Hold øje med dem, de er forfærdelige.

Tys, ingen støj.
Dette er vagtrummet.

Vågn op!

Hjælp, banditterne angriber.

-Hvad siger han?
-Vi bliver angrebet af banditter.

Frygt ikke, kammerater.
Vi vil ikke skade jer.

Slå alarm!

Træk jeres våben!

Der er ingen grund til blodsudgydelse.

Overgiv jer, borger sergent.
Det vil være bedst.

-Hvor mange er I?
-Mindst 2.000.

2.000!
Godt, læg jeres våben, alle sammen.

Arnaud!

Jeg har fundet nøglemesteren.

-Skal jeg hente Cuculière?
-Ja, gå.

Toni!

Jeg er så glad for at se dig, min ven.

Jeg vidste ikke engang, du var vagt.

Det er en af mine venner.
Vi er begge fra Aubagne.

-Hvad gør De her?
-Kan De ikke se, jeg holder vagt?

-Hvem har placeret Dem her?
-Mig.

Jeg besluttede selv at holde vagt.

-Har De en chef?
-Ja, han hedder Arnaud.

Han er derinde.

Tag noget mad. Der er tobak.
Hvem er det?

Det er markis de Saint-Laurent,

chefkommandant
for alle Marseilles befæstninger.

-Han er en god dreng. Her.
-Tak.

Dav, markis, hvordan går det?

Jeg har set meget mærkeligt
i min lange militærkarriere.

Men dette?

Det har jeg endnu ikke set.

-Hvor mange fanger?
-Toogtyve.

-Hvor mange er politiske?
-Dem alle.

Ingen grund til at ødelægge kongens breve.

Er De monsieur Arnaud?

Borger Arnaud.

Jeg er kommandant
på Marseilles befæstninger.

Jeg er ansvarlig for dem på kongens ordre.

Derfor beder jeg Dem om at overgive Dem
og trække Dem tilbage med Deres bande.

Cuculière.

Bomier.

-Hvad er der galt?
-Mine øjne gør ondt.

I fangekælderen har vi alle ondt i øjnene.

Fortets læge sagde, han intet kunne gøre.

Det skyldes den elendighed,
der siver ud ad væggene.

Og du? Hvad laver du her?

Vi har indtaget fortet.

De siger du ikke.

Det er godt nyt. Ja.

Det er sandelig godt nyt.

Og Arnaud? Har han det godt?

Bekymr dig ikke om Arnaud.

Han har det bedre end dig. Kom.

Længe leve nationen!

De undskylder handlinger,
jeg anser for et oprør.

De bruger ord, jeg ikke forstår.

"Nationen." "Borgere."

Hvad betyder det?

Nationen
er det franske folks broderlige union.

Det er Dem, det er mig.

Det er folk, der går på gaden.

Det er fiskeren på i båd.

Og borgerne er de mennesker,
der udgør nationen.

Men jeg har intet at gøre
med de mennesker.

Det er en ny religion,
jeg ikke kan tolerere.

Jeg ved kun, at jeg er i kongens tjeneste.

Eller kun hvad De antager,
er kongens tjeneste.

Når en konge holdes fanget
af sine oprørske undersåtter,

og han ikke længere kan herske frit,

har hans loyale tjenere
ingen anden mulighed end at antage.

Nu har jeg et spørgsmål.

Hvad vil De gøre med mig?

Vi vil ønske Dem en god rejse til grænsen.

Et fint lille ophold i…

Tyskland.

Og vi vil aldrig se dig igen.

KOBLENZ HOTEL

VI BEDER PENIONÆRERNE OM
AT BETALE EN UGE FORUD

Jeg har

Så søde minder

Om det smukke sted

Jeg fødtes

Min søster

Hvor skønne de var

Frankrigs lykkelige dage

Åh, mit land

Vær min elskede

For altid

For altid

Åh, mit land

Vær min elskede for altid

Hvem vil give mig

Min Helene igen?

Hvem vil give mig bjerget

Og den gamle eg igen?

Minderne om dem giver mig hver dag

Så stor en sorg

Åh, mit land

Vær min elskede

For altid

For altid

Åh, mit land

Vær min elskede

For altid

Den sang rører mig dybt, madame.

Den minder mig om Provence.

Tilgiv mig. Jeg kan ikke synge den
uden at få tårer i øjnene.

Madame Saint-Laurent,
tiden for beklagelse er forbi.

-De vil se Frankrig igen.
-Hvornår?

Om tre uger, monsieur.

Omsider.

Og De, monsieur De Boitue?
Vil De kæmpe med Deres kompagni?

Eller vil De slutte Dem
til prinsens militære stab?

Jeg har bedt om at blive i hæren.

Men én ting bekymrer mig.

Mine sko begynder at gabe.

Men for at redde Hans Majestæt
går man gerne barfodet.

Min kære Boitue,
Deres sko vil sandelig holde til Paris.

Den rejse bliver ikke mere
end en lille spadseretur.

Jeg kan allerede se Hans Majestæt,
greven af Artois præsentere sig selv

nonchalant siddende mellem
mademoiselle De Poulpry og madame Delage.

Dørene åbner sig for ham,

og folket vil knæle
og præsentere ham med nøglen.

Folket, endelig frit, vil hylde ham
med stor kærlighed

for det hvide fane og den franske lilje.

Selv hvis der bliver kamp,
holder de revolutionære ikke.

Man kan ikke føre krig med en hær
af skomagere, vævere og sagførere.

Mine kære venner, De glemmer en ting.

Hvilket, kære Saint-Laurent?

Vi har ikke altid kæmpet mod franskmænd.
De ved, hvordan man beskytter landet.

Virkelig?

Hvad med Rossbach under syvårskrigen?

Hvem beskyttede deres land
mod preusserne?

De må være bekendt
med digtet om prinsen af Soubise.

Soubise, med en lanterne i hånden, siger:

"Jeg har søgt og søgt,
men hvor er min hær?

Den var her i går morges.

Er den blevet stjålet fra mig,
eller har jeg forlagt den?"

Nu er preusserne på vores side.

Og vi ledes af hertugen af Brunswick,

den store sejrherre
i den samme syvårskrig.

For mig er det enkelt:
Jeg elsker preusserne.

Fra den velsignede dag, jeg hørte,
de marcherer med os,

stræber jeg efter enhver lejlighed
til at hylde dem.

Jeg havde den glæde og ære

at nærme mig Hans Majestæt
kongen af Preussen i Pillnitz.

-Har jeg fortalt historien før?
-Ja.

Han er en rigtig mand!
En sand Achilleus. En Agamemnon.

Han må veje mindst 200 pund.

Når de ser ham, vil jakobinerne ikke vove
at hævde, at alle mænd er lige.

Længe leve Preussen og preusserne!

Jeg kan ikke dele Deres entusiasme.

Efter at have proklameret os selv
som katolicismens forsvarere,

forekommer det upassende,
at vi associerer os med disse kættere.

Som en karpe,
der associerer sig med en kanin.

Siden vi er kaniner,
lad os da ikke være utaknemmelige kaniner,

og lad os takke de gavmilde karper,

som hindrer, at vi sulter ihjel.

Men naturligvis…

Naturligvis er dette hotel
intet Versailles.

-Så sandt.
-Nej.

Men uden disse kættere
måtte vi sove på gaden.

Glem ikke, at det er takket være dem,
at vi vender tilbage til Frankrig.

Det er netop det, der smerter mig mest.

Da vi emigrerede for to år siden,
var alt smukt og enkelt.

Vi havde ingen intention om
at anmode om udenlandsk hjælp.

Vi ville kæmpe for idéer,
som vi, med ret eller uret,

anser for rodfæstet i vores lands storhed.

Men vi ville kæmpe for dem
med vores egne midler.

Man vasker ikke
sit beskidte linned offentligt.

Tilbød dine naboer
at vaske deres tøj i dit hjem,

og de vil sandsynligvis stjæle fra dig.

En mand, der er ved at drukne,

bør med glæde give sit ur
til den mand, der redder ham.

Deres skrupler egner sig kun for småfolk,

bønder og håndværkere,
som lever i fjerne egne af landet.

De kan ikke være fordomsfri.

Deres længste rejse er turen
til den næste landsby,

og når de gifter sig,
er det med datteren af en nabo.

Deres børn og børnebørn
vil aldrig få andre muligheder.

Det er forståeligt, at de mennesker
fryder sig over ordet "nation".

Skal jeg fortæller Dem,
hvad deres såkaldte nation virkelig er?

Det er en forsamling af slyngler
imod folk af kvalitet.

Jeg kender en anden definition
af "nation".

Jeg hørte den i Marseille

fra den mand,
der jagede mig ud af mit fort.

Hans hed Arnaud.

Han virkede som en ærlig mand,
og trods det var han patriot.

Hvis der er mange andre revolutionære
som ham,

kan vi vente problemer.

De Fauguerolles og Saint-Laurent,

vi beder Dem om at afslutte
Deres historiske debat straks.

De skal afgøre en disput
af største vigtighed.

Meget vel.

På Versailles,
i den tredje sats af gavotten,

skal vi så dreje mod højre eller venstre?

Det er meget enkelt. Se.

Men det er ufatteligt. Jeg har glemt det.

-Hvad med Dem, Saint-Laurent?
-Jeg er ikke ekspert.

Spørg Boitue?
Han var en hjørnesten på Trianon.

-Glimrende idé.
-Ja, monsieur Boitue!

Det er meget enkelt.

De skal holde Deres partners blik fast

ved at observere dem over Deres skulder.

Hvem der?

Undskyld, borger.
Jeg troede, det var østrigerne.

De er ikke langt bagude.

Hvor er De fra?

Landsbyen Grandes Mottes
på vejen til Mons.

Nogle irregulære soldater
skød på østrigerne,

så de satte ild på landsbyen
og arresterede alle mænd.

Min mand blev fanget og hængt.

Er det sandt,
at nogle franske er på deres side?

Selvfølgelig, aristokraterne.

-Koblentz-hæren.
-Hvor herligt.

Vil De ikke blive og hvile med Deres barn?
Vi har lavet et bål.

Skammer De Dem ikke over at hvile,

mens min mand bliver hængt
og mit hus brændt?

Vi er ikke spor beskyttet. Jeg undrer
mig over, hvad nationens hær laver.

Jeg har hørt, at østrigerne fryder sig
over at se Dem flygte.

-Hørte du det?
-Ja.

-Hun har ret.
-Ja.

-Er din krage stegt færdig?
-Nej.

Den er lige så tør
som en gammel mand uden underbukser.

-Kragen er gammel.
-Godt, vi fandt den.

Hvis vi skulle nøjes med forsyningerne
fra monsieur La Fayette…

Ned med aristokraterne.

De lader os sulte og forråder nationen.

Hvad med De Rochambeau?

Har du mødt ham? De Rochambeau.

Generalen? Jeg har aldrig haft den ære.

Men jeg har mødt Marat.
Han kom til Rouen, og jeg talte med ham.

Da vi, pariserne, kom til Tournai,

samlede De Rochambeau os alle på torvet.

Vi havde gået hele dagen siden Douai
og så ikke kønne ud.

Vi havde ikke barberet os siden Paris.
Vores skæg var så langt.

Vi lignede den vandrende jøde.

Men De Rochambeau…

Han kom ud fra sin spisestue
og tørrede munden med en serviet.

Han havde lige mæsket sig.

Han så længe på os.

Han tog sig god tid,
som om vi havde maverne fulde.

Og så sagde han med en foragt,
jeg aldrig glemmer:

"Hvad skal jeg gøre med Dem?
De er for lille."

"Lille"?

Hvor høj er du?

-Næsten fem fod.
-Sikke en mand.

-Jeg er den højeste til mit arbejde.
-Hvad laver du?

Jeg maler huse
i en lille by nær Batignolles.

Det er tæt på Paris. Hvad med dig?

Jeg er bødker i Darnétal, nær Rouen.

De mænd ser det som fejl,

at vi er frivillige i blå uniformer,

at vi har tillid
til vores regimenters råd,

at vi stoler på Forsamlingen,
på Robespierre og Marat,

at vi er patrioter.

Næsten alle officererne er aristokrater.

For mig er alle
med et adeligt navn forrædere.

Men hvis de i det mindste
ville kæmpe ærligt for den anden side…

Men selv om de udviser foragt
for nationen,

viser de mindre foragt for den løn,
som Forsamlingen er så dum at betale dem.

"Jeg tjener og forråder", er deres motto.

Hvad sker der her?

Det er husarerne. De er på vej mod øst.

-De vil overgive sig til østrigerne.
-Tror du?

Det vil ikke være første gang.
Husker du?

Berchenys regiment.
Det var kun sidste tirsdag.

Hvor mange penge betaler østrigerne jer

for hver soldat og rytter? Judas!

Slyngel! Jeg skal lukke munden på dig.

Du må hellere skynde dig,
ellers skyder vi.

De heste, vi dræber,
betyder færre, I kan sælge til østrigerne.

Kom nu. Spild ikke tiden.

Stakkels mand.

Hvis der ikke snart sker en ændring
mellem østrigerne og Paris…

…bliver vi de eneste, der er tilbage.

Borgere, mit navn er Louise Vauclair.

Jeg er fiskehandler ved grænsen,
og jeg betaler min skat.

Jeg er her for at fortælle,
at den 28. april

nær en nordliggende by, der hedder Mons,

blev min elsker, Antoine Givodan…

Gamle Toni. Han er en af mine venner.

-Hold mund. Fortsæt, borger.
-Sæt dig.

…min elsker, Antoine Givodan,

som meldte sig i 1771,

sergent i det 49. Infanteriregiment,

han blev dræbt af østrigerne.

Og borger Antoine Besombe,

kavalerist i det sjette dragonregiment,

som vendte såret tilbage til Marseille
og fortalte mig,

at min elsker blev dræbt,
da han flygtede fra fjenden.

Borgere, måske var der nogen her,
der kendte ham.

Hvis I gjorde, så ved I, at
Antoine Givodan ikke var bange for noget.

Hvis han flygtede,
må det være, fordi han blev forrådt.

-Jeg kendte Antoine Givodan.
-Også jeg.

-Ti stille, min ven.
-Ha var modig med et stort hjerte.

Jeg skylder ham endda to daler,
som han lånte mig på markedet.

Vi er ligeglade med din historie.

Borgere!

Jeg er her for at spørge,
om vi fortsat skal sende vores mænd ud

for at blive dræbt i en krig,
hvor fjenden ikke er foran dem,

men bag dem.

Godt sagt.
Ned med den Østrigske Komité.

Ti stille.

Jeg taler ikke
om de aristokratiske forrædere,

som ønsker nederlag for deres land,

fordi et nederlag ville give dem
deres privilegier tilbage.

-Lad hende tale.
-Jeg taler om kongen.

Jeg taler om dronningen.
Jeg taler om Forsamlingen.

Hans Majestæt, monsieur Veto, forråder os,
fordi han er en stor kujon.

Og madame Veto forråder os,
fordi hun er østriger.

Fordi hun er arrogant.

Fordi hun hader Frankrig.

Hun forræder os, fordi hun tror,
at hendes nevø, Østrigs kejser,

vil genoprette hendes absolutte autoritet.

Men hun glemmer, at man ikke kan hundse
med et folk som med en ægtemand.

Og at vi kvinder er her.

Og hvad angår Forsamlingen…
De forræder os, fordi de er bange.

De mænd ønsker en revolution,
men kun hvis den kan gavne dem.

Hvis den gavner folket,
strammer de tømmerne og kalder det anarki.

Borgere!

Lad mig tale.

Er det virkelig en kvindes rolle
at komme her og sige den slags ting?

Ja!

Men jeg siger,
at en kvindes plads er i hendes hjem.

Og din plads er i galejerne.

Fjern den mand. Spark ham ud.

De siger, de vil sende en bataljon
fra Marseille nordpå.

Det ser ud til,
at de stopper i Paris på vej mod grænsen.

Men vi har hørt så meget,
at vi er blevet mistænksomme.

-Hun har ret.
-Vi behøver en garanti.

Vished om, at vores mænd

før de blotter deres bryst
for de østrigske kanoner,

vil få retfærdighed
over de kriminelle ledere…

De kriminelle chefer,

som stiller deres egne interesser
over deres lands sikkerhed.

Hvis vi ikke kan få den garanti,

vil vi stille os i vejen
for vores frivillige.

De må stoppe for os,
hvis de ikke vil træde på vores kroppe.

Men jeg tror, de vil stoppe.

-Jeg har talt.
-Bravo.

Ned med anarkisterne!

Ned med Robespierre!

Leve Robespierre!

Jeres Robespierre mangler veltalenhed
og værdighed.

Kort sagt, han er en republikaner.

Robespierre,
ingen veltalenhed og værdighed?

Kom her, så skal du få at se…

Stille!

Borgere.

Er I slaver eller frie mænd?

Jeg må minde jer om
at respektere dette sted.

Klubben for venner af forfatningen,

et frit tribunal,
hvor den jakobinske tradition kræver,

at hvert eneste menneske
har ret til at tale.

Jeg giver ordet til borger Moissan.

Borgere,

jeg vil forklare, hvorfor byen Marseille

har besluttet
at sende en bataljon frivillige nordpå.

Denne bataljon,

med forbilleder fra alle egne af Frankrig,

vil repræsentere nationens vilje
over for kongen og Forsamlingen.

Byen Marseille vil bede
hver eneste frivillige om

at sværge,
at de først vil besøge Paris,

for at kommunikere
med andre patriotiske grupper

og myndigheder i andre departementer

og kun forlade hovedstaden,

når de bliver beordret
af patriotiske ministre.

De strenge tiltag mod genstridige præster,

mod fremmede agenter og fyrster
og mod spekulanter…

…og andre fjender af revolutionen.

Det er først, når vi har sikret udførelsen
af disse tiltag,

som er nødvendige for vores nation,

at vi vil begive os mod grænsen
for at bekæmpe den fremmede fjende.

Send den fremmede fjende til galejerne.

Som svar på vores modstanders anklager

som fremstiller os
i det mest forfærdelige lys,

har byen Marseille besluttet
kun at optage i bataljonen

borgere som kan bevise deres sande værd.

Sådan. Det er godt.

De frivillige må bevise, at de aldrig
har modtaget nogen domme,

og at de har ressourcer til at forsørge
deres familie, mens de er borte.

De skal sværge på, at de ikke har gæld.

Dette felttog skal ikke være et påskud
for at undgå deres forpligtelser.

Enig.

De skal have tjent i hæren
i civilgarden eller i en civil formation.

Borgere, vi åbner
for det første rekrutteringsregister.

Sydens helte, Nordens befriere,
Her kan I lyde nationens kalden.

Væk går de

Aristokraterne med deres lanterner

Væk går de

Aristokraterne, vi hænger dem alle

Bomier, sid ikke der. De venter på os.

Kommer du ikke, Bomier?

-Nej.
-Vil du ikke med?

-Nej.
-Lader du mig tage til Paris alene?

Du vil ikke være alene.
Der vil være 500 af jer.

-Er det din mor?
-Din situation med Marie?

Måske…

Jeg forstår det ikke.
Du er Jean-Joseph Bomier,

gammel krigskammerat,
en af byens befriere.

Du lavede store foranstaltninger
til at rejse,

du drømte kun om den åbne vej
og ofre for nationen.

Nu er tiden kommet for handling,

og du svigter os.

Du hånede Ludvig 16
for han svaghed for sin kone,

og nu er du på samme måde.

Du ofrer din ære
og værdighed for en kvinde.

Farvel, Bomier.

Det er, som om min egen bror lige er død.

HER HAR VI DEN ÆRE AT TALE FRANSK

Tante, Mouté rejser.

-Lille Mouté? Hvorhen?
-Til Paris.

-Alle de unge mænd rejser til Paris.
-Ja, det ved jeg.

-Spiser du ikke?
-Nej.

Jeg har stegt tomaterne,
som du kan lide dem.

Jeg er ikke sulten.
Skal du ikke spise?

Jeg spiser, når du er færdig.

Du er familiens overhoved.
Den eneste mand i huset.

Hvad ville din far sige, hvis han så
en kvinde ved bordet, mens du spiser?

De gamle skikke er så gammeldags.
Sæt dig ned.

Nej, i min alder
kan man ikke ændre gamle vaner.

Men hvorfor spiser du ikke?

Du tager til Paris,
og du tør ikke fortælle mig det.

Nej, jeg tager ikke med.

Jeg er glad for at høre,
at du er så fornuftig.

Hvad godt ville al den uro gøre for dig?

Slås mod folk, der er stærkere,
rigere, bedre bevæbnet end dig.

Det er en kamp
mellem en lerpotte og en jerngryde.

Tro mig,
der vil altid være rige og fattige.

Det vil dine venner ikke kunne ændre.

Men hvis du ikke rejser,
hvorfor spiser du så ikke?

-Har du kvaler?
-Ja.

På grund af det væsen?

-Hvad er der galt med Clémence?
-Hvis du ikke ser det, er du blind.

Kun mænd går ud og leder efter det,
de allerede har hjemme.

Hvad har hun gjort mod dig?

Er hun rejst igen?

Ja, men jeg er ligeglad.

Har hun taget dine penge?

Hun har ikke taget dem.
Jeg gav dem til hende.

Det var til at købe en ny forretning.

Og nu er jeg i gæld.

Jeg kan ikke tage med, fordi bataljonen
ikke tager nogen med gæld.

Alle mine nærmeste venner,

Arnaud, Cuculière, Garnier,

Moissan, Ardisson… Byens bedste…

Mænd, som er som brødre for mig,
tager alle af sted,

og jeg må blive her.

Og tro mig,
de vil se ting og sager i Paris.

For de vil opleve
masser af eventyr deroppe.

Imens skal jeg blive her,
syg af bekymring,

mens jeg ser ud på disse tage,
disse huse, disse gader,

det stykke af havet i horisonten,

som jeg ikke længere ser,
fordi jeg har set på dem for længe.

Hør her, det er meget enkelt.

Skriv til din onkel i Cassis.

Han passer både vores ejendom og sin egen.

Sig, han skal sælge vingården.

Han har penge.
Måske køber han den selv.

Du er familiens overhoved.
Du kan gøre, hvad du vil.

Tak, mor.

Jeg melder mig lige med det samme.

Der er så mange af os. Vi bliver 500 mand.

Åh, tante.

Jeg beder dig, luk vinduet.

-Opfylder du kravene?
-Ja.

Har du gæld eller forpligtelser?

-Hvordan går det?
-Se, hvem det er!

Ja, se engang.
Jeg er her for at melde mig.

Gå om bag i køen.

Det er Bomier. Hvordan går det?

Stille!

-Har du papirer?
-Ja, her.

Hvorfor har du ikke allerede
ladet dig hverve?

-Jeg havde rodet mig ud i noget.
-Også mig.

Jeg var i Avignon.

Jeg havde malet et billede til kommunen
af Brutus, der dræber Cæsar, forræderen.

Kom, videre.

I det fik jeg malet
1.500 mennesker fra Avignon,

udklædt som romerske borgere,
og hver eneste af dem er genkendelig.

Vi nåede det lige til tiden.

De har allerede hvervet 450 mand.

Hvis de ikke var så kræsne,
kunne de sende 100.000 mand til Paris.

Kom, kom.

-Hvad foregår der?
-Det ved jeg ikke.

Det er en banket
for delegerede fra Montpellier.

Det ser ud til,
at repræsentanterne er klar til at rejse.

En skam, vi ikke kan tage med dem.

Jeg har hørt, at nær Tarascon
er der en hær på 50.000 aristokrater,

som er væbnet til tænderne
og anført af præster.

-Præster?
-Ja, opsætsige præster.

Tror du virkelig, der er 50.000 af dem?

-Mindst.
-Kom, ryk frem.

Lad være med at lukke døren.
Lad os høre, hvad de siger.

Hædersdagen er oprundet

-Hvem synger?
-Det er Mireur fra Montpellier.

-Hvad er det for en sang?
-Det ved jeg ikke.

-Kom, videre.
-Den blodige fane er løftet

Den blodige fane er løftet

Hører I hen over landet…

-Lev vel, Bomier.
-Lev vel, Javel.

-Næste!
-Jean-Joseph Bomier.

-Har du papirer?
-Ja, her.

Sværger du, at du ikke har gæld,

og at din familie kan overleve
i dit fravær?

Jeg sværger ved nationen.

Arnaud! Bomier lader sig hverve.

Cuculière, jeg er så glad for at se dig.

-Jeg vidste, du ville komme tilbage.
-Skriv under her, borger.

Hvad venter du på? Skriv!

Så det urene blod

Må væde vore furer

Mireurs sang er ikke dårlig,
men den er ikke helt rigtig.

-På din højre side, Bomier.
-Ja, jeg der det.

Hvad betyder det

"Grib til våben borgere.
Opstil jeres bataljoner"?

Og alligevel stiller de sig i vejen
for borgere, der vil danne bataljoner

under påskud af
at de er fattige eller har gæld.

Lad os ikke snakke mere om det.

Ja, ja, det er vel nok en sjov revolution,

hvor hæderen ved at tjene nationen

kun tilfalder de borgere,
der betaler skat.

Lad revolutionen vokse. Den er stadig ung.

Ja, de rige startede den,
og de fattige vil afslutte den.

-Ja, men hvornår?
-Det aner jeg ikke.

Måske ikke i vores livstid.

Mireurs sang, hvor kommer den fra?

Han hørte nogle arbejdere synge den
i Montpellier.

De havde den fra en jødisk bissekræmmer,
som havde hørt den i Strasbourg.

Den hed "Krigssang for Rhinarméen".

Men hvem skrev den?
Soldater eller den jødiske bissekræmmer?

Nej, det var en mand, der hed…

Des Isles eller de Lisle…
Han er ingeniør i hæren.

-Hvor er han nu?
-Det ved jeg ikke.

Han er i hvert fald ikke fra Syd.

Der er noget ved den sang,
der føles så meget som Nord.

Noget vildt og prætentiøst,
som jeg ikke kan lide.

-Hvad kan du så lide?
-Jeg er ikke musiker.

Men en sang skal komponeres
ud fra reglerne om harmoni.

"Regler om harmoni"
dur kun for aristokrater.

Personligt,
så blev jeg overvældet af den sang.

Det var ligesom…

…et ekko af mine tanker.

Jeg ved ikke,
hvorfor du er så glad for den.

Jeg tror, det er en døgnflue,
og alle vil snart have glemt den.

Grib til våben, borgere

Opstil jeres bataljoner

Lad os marchere, lad os marchere

Så det urene blod

Må væde vore furer…

En hellig kærlighedens lue

For fædrelandet tænd i vor barm

Dyre frihed! Lad os dig skue

Mens du styrker vor hævnende arm

Mens du styrker vor hævnende arm

Når vort flag da føres mod lejren

I blodig kamp lad det ske

At fjenden må i døden se

Din blev triumfen og vores blev sejren

Til våben alle mand

Slut kreds og holder stand

Afsted, drag med…

-Synger du?
-Ja, bare for at gøre som alle andre.

Træd an!

Træd an!

Stå ret! Til våben!…

Farvel, Rosette.

-Så, nu kan du den?
-Ja.

Godt kom så. To, tre, fire.

Hvad vil denne bande slaver…

"Denne horde".

En bande, en horde…
Jeg kan ikke se forskellen.

-Nå men…
-Godt, kom.

En, to, tre.

Hvad vil denne horde af slaver

Af forrædere og sammenbundne konger?

-"Sammensvorne", dumme.
-Sammenbundne, sammensvorne…

Sangen er fuld af ord, ingen kan.
Jeg giver op.

Kommandant, jeg er byens provst.

Jeg ville fortælle Dem,
at jeg beder for Deres succes.

-Ser du præsten, der taler med Moissan?
-Ja.

Han er den reaktionære armés frontlinje.

Det siger du ikke!

Hans giftige ord er farligere
end sirenernes sang.

Javel…

Du er en uforbederlig pessimist.

Hvorfor er en mand i præstekjole
automatisk reaktionær?

Glem ikke den hjælp,
præster har ydet revolutionen.

Vi lader i 12 trin.

Den soldat, der angriber bedst,
er ham, der holder hovedet koldt.

En mand, der ryster af nervøsitet,
risikerer at tabe krudt på jorden.

Se godt efter.
Trin et: Tag jeres våben.

Venstre hånd på løbets andet bånd.

Højre hånd på grebet,
underarmen mod kolben.

To: Åbn fængpanden.

Tre: Tag en patron.

Fire: Riv den åbn.

Fem: Hæld det i.

Hæld lige nok krudt ud
til at fylde fængpanden.

Husk, at dette påvirker kraften
af skuddet.

Krudt, der falder ud, vil ikke være
i løbet til at affyre skuddet.

Og så, med tommel og pegefinger,
lukker I patronen godt til.

Seks: Luk fængpanden.

Syv: Hold jeres gevær til venstre.

Otte: Kugle i løbet.

Ni: Træk stokken ud i to jævne bevægelser.

Ti: Skub den flere gange ned i løbet.

Elleve: Sæt stokken på plads igen.

Og 12: Løft jeres våben.

Har I det?

Tag noget hø og nogle store støvler
og stop høet ned i dem.

Så kommer I til Paris
med fødder så friske som roser.

Hvad snakker du om?

Hvis aviser ikke var så dyre,
er der intet bedre end papir i skoene.

Sludder.
Det bedste er et godt, blødt stearinlys.

Det vigtigste er
at gnubbe det mellem tæerne.

Så kan I løbe, som om I har vinger.

Arnaud!

Jeg har fundet nogle gode urter til ilden,
ligesom i Marseille.

Vi har også en repræsentant i Montalban.

Bare en, og han er min nevø.

Han tog til Paris i hemmelighed
på grund af det reaktionære byråd.

Vil du tage to beskeder med til ham?

-Ja, men hvor finder jeg din nevø?
-I Paris, sagde jeg jo.

Han hedder Besson, som mig.
Hans fornavn er Jules.

Du genkender ham nemt.
Han er høj, blond og fregnet.

Javel. Hvad er beskederne så?

For det første
skal du give ham disse penge.

Når I har fjernet monsieur Veto,

før I går til grænsen
for at knuse østrigerne,

skal han holde en stor fest.

Det skal jeg nok sørge for. Jeg lover det.

Hvad er den anden besked?

Du skal lære ham den Marseille-sang,
som I sang.

Mener du "Krigssang for Rhinarméen"?

-Kan du lide den så meget?
-Ja.

For os vil det altid være
Marseilles folks sang.

Godt, jeg lover at lære ham den.

Jeg synes, det bedste vers er det,
en tapper skolelærer skrev til vores ære.

"Vi går ind i hæren
når vore ældre er borte."

Arnaud, vil du have noget grillet flæsk?

I skulle have set børnene,
der proklamerede det nye vers.

Det var foran templet
for Augustus og Livia.

-Giv mig noget flæsk, Cuculière.
-Værsgo, monsieur Livia.

Mine venner, hvilket syn det var.

Jeg vil male et billede, som jeg vil kalde

"Frankrig af i morgen
foran resterne af det gamle Rom".

Hvorfor venter vi her?

En kanon er vist faldet i et hul.

En kanon i et hul?
Hvor sandsynligt er det?

-Det siger de for at berolige os.
-Hvad tror du så?

-Jeg tror, vi har nået den?
-Hvilket?

-Præsternes hær.
-Ja, ja, selvfølgelig.

Jo, mens vi sidder her på denne stenmur,

dukker de pludselig frem af skoven
og angriber os, når vi mindst venter det.

En kanon, der falder i et hul,
det må være en spøg.

Eller også er det et meget stort hul.

Et aristokratisk hul.

Det skal I ikke spøge med.

Dette er et royalistdistrikt.

Og de lader deres veje være
i sådan en forfatning

for at vise,

at siden vi nedlagde arbejdet,
er det umuligt at rejse i Frankrig.

Det er altid samme taktik:
De prøver at bevise for folket,

at revolutionen opløser
den offentlige orden.

Arnaud, du har revet dine bukser.
Giv mig dem, så jeg kan sy dem.

Og hvis vi skal gå, må jeg gå uden bukser.

Og Javel vil male et billede!

Åh, Cuculière!

Sergent.

Denne trop har ansvar for frontlinjen.

Ja, kommandant.

Den er i god stand.
Det er kun hjulene, der er lidt i stykker.

Hvis vi passer på den,
vil den tjene os godt.

Hvad vil de sige i Paris,
når de hører vores Marseille-sang?

Moissans ide, om at vi skal synge, når vi
marcherer ind, er måske en smule farlig.

Farlig? Det er, som jeg altid har sagt:

Den sang vil forene det franske folk.

Det bliver som et nyt forbund.

Når pariserne hører de storslåede vers,

vil de gøre som alle andre:
De vil juble og synge sammen med os.

Dronningen bliver rædselsslagen
og flygter hjem til sit land ad Donau.

Sammen med kroaterne.

Ja, sammen med kroaterne.

Kongen trækker sit veto tilbage
og genindkalder sine patriotiske ministre,

og om 15 dage
spiser vi pølser og sauerkraut

i Wien, Østrigs hovedstad.

Kroaterne spiser kun lys, dit tossehoved.

Bomier?

Sagde du ikke, at sangen var en døgnflue,

og at alle snart havde glemt den?

Har jeg sagt det? Hvornår?

På søen ved Château d'If

den sidste gang vi var ude at fiske,
monsieur Bomier.

Ganske rigtigt, monsieur Arnaud.
Jeg husker det tydeligt.

Jeg sagde endda, at sangen var
som et ekko af mine egne tanker.

Hvor længe har I marcheret?

-I 21 dage.
-Det føles som 100 år for mig.

Mindst.

Fat mod, mine mænd.
Vær tålmodige, vi er der snart.

Hvem ved? I mellemtiden har de
måske allerede haft en kontrarevolution.

Tror du?

Tror du, at Robespierre vil møde dig
i Saint-Antoine i Paris?

Slet ikke!

Det bliver kejseren af Østrig
med en hær af jesuitter.

Og oppe i Paris
kan man ikke flygte ud i bjergene.

Arnaud, kan du huske os i bjergene
sammen med Cabri? Der var så smukt.

Fortsæt!

-Hvad foregår der i Paris?
-Hvad foregår der?

STYRKE OG ENHED

Hvor er folkene fra Dauphin?
Hvor blev de af?

Jeg har mistet dem.

Borger, det du har mistet, er dit hoved.

Lad repræsentanterne fra Bretagne
komme frem.

Borgere, gør plads på tribunen
for repræsentanterne fra Bretagne.

Er det lighed?

Hvorfor er dem fra Bretagne være heroppe,
når jeg ikke må?

Og hvorfor dig, men ikke dem fra Bretagne?

Det ville blive noget rod,
hvis alle gjorde som dig.

Borger, skammer du dig ikke over
at tage plads fra dine brødre,

som forlod deres kommune
for at redde nationen?

HER LIGGER BASTILLEN

VI ÆRER FOLKET FRA MARSEILLE

Den blodige fane er løftet

Hører I henover landet

De grusomme soldaters brøl?

De kommer lige i armene på jer

For at skære halsen over
På jeres sønner, jeres hustruer.

Grib til våben borgere

Opstil jeres bataljoner

Lad os marchere, lad os marchere

Så det urene blod

Må væde vore furer

Nå da.

Det er ikke et maleri, men en freske.

-Hvad med mig?
-Så så, en ny.

Er det ikke naturligt?

-Din vin er god, borger.
-Det er fra min vingård i Argenteuil.

Skænk en til.

-Hvor finder jeg Robespierre?
-Det er nemt.

Han må være i Jakobinerklubben.

Vi har planlagt en banket
på en café på Champs-Élysées.

Enhver af dine ledsagere er velkommen.

Jeres varme velkomst varmer mit hjerte.

Bravo!

Så I har solskin i Paris.

Borger, du kan ikke forestille dig
den entusiasme,

vi har mødt på vores rejser.

-Så jeres tur er gået godt?
-For eksempel i regionen, der hedder…

Jeg har tomater,
men siden Marseille har jeg ikke set…

Er det den berømte Champs-Élysées?
Sikke et mærkeligt navn.

Sådan kaldte de gamle grækere
stedet for de døde.

-Hvor er de døde så?
-Derovre, se.

De venter på os ved den café.

Jeg ved ikke, om de er døde,
men de ser ud af en anden verden.

Der er de!

Kom, alle sammen.

Væk går de

Demokraterne med deres lanterner

Væk går de
Demokraterne, vi tager dem alle

Det er aristokraterne.

Reager ikke. Det er bare en provokation.

TIL FORFATNINGENS VENNER

Kammerater, svar dem ikke.
Vi må bevare vores ro og disciplin.

Sid ned, borgere.

Borger tjener,
skaf mig nogle kærlighedsæbler.

-Hvad er det?
-Tomater.

-Tomater?
-Jeg har ingen plads.

Vi vil se folkene fra Marseille!

De er derinde. De spiser.

Vi har altså fødder.

Væk går de…

Det er ufatteligt, at de bøller kan
håndhæve deres love på Champs-Élysées.

-Leve nationen!
-Leve kongen!

Marseille, herovre!

-De bad selv om det.
-Han har ret. Angrib.

Borger, tag hjem. Jeg kommer med jer.

Nej, vi bor for langt væk.

-I Faubourg Saint-Antoine.
-Det er fint.

Jeg kan ikke efterlade jer her
alene og forsvarsløse i Paris,

som er værre inficeret med banditter
end skovene.

Kom så.

Stop, borger. Så stopper jeg også.

Jeg har et spørgsmål til dig.

Hvorfor slås vi?

Vi bærer begge nationalgardens uniform.

Ja, men du er republikaner.
Jeg tilhører Ordenspartiet.

Hvis du er fra Ordenspartiet,
hvorfor afbrød I så vores banket?

Jeres banket?
En garde, usling. Anarkist!

Vi kommer, Arnaud!

Sig til din herre,
at hvis han opretholder sit veto,

smider vi ham ikke i dette lille bassin,

men i havnen i Marseille med alle hajerne.

Kom nu, aristokrater. Kæmp mod mig.

Mød min kæp, aristokrater!

-Her, tag din jakke igen.
-Nej, sandelig ikke.

Godt.

Regner det ofte så slemt i Paris?

-Ja.
-Virkelig?

Paraplysælger må tjene en formue.

-Hvad med Marseille?
-Der regner det aldrig.

Se, en vogn. Skal vi stige på?

Er du tosset? Vi har ingen penge.

Bare rolig, det ordner jeg.
I Marseille er alle rige.

Rør jer ikke. Jeg prajer den.
Kusk!

Åbn porten.

Vi får se, hvilken fugl der kommer ud
af det æg. Hvad tror De?

Mine herrer?

Monsieur Leroux?

Sire…

Jeg er bange for, der ikke kommer
nogen fugl ud af dette æg,

men et farligt reptil.

Hvad ved de monsieur Leroux?

Tilgiv mig madame.
Må jeg minde Dem

om nogle af de fraser,
som monsieur Brunswick…

den højest placerede general
i de styrker, der invaderer Frankrig,

fortæller til vores folk,

i Kejseren af Østrigs,
kongen af Preussens, og hvad værre er,

i vores navn!

"Beboere i byer og landsbyer,

som vover at forsvare sig selv
mod Hans Majestæts tropper… "

"…vil blive straffet straks
ifølge de strenge love,

og deres huse vil blive ødelagt
eller brændt ned."

Det forekommer mig,
at der er noget chokerende

ved at se vort folk nævnt i et manifest,

som indeholder sådanne trusler
mod vore undersåtter.

Den ondsindede
vil naturligvis kommentere det,

hvilket ikke vil højne vores popularitet.

"Byen Paris og dens beboere bliver,
uden differentiering,

beordret til at overgive sig
til kongen…" Det springer vi over.

"…personligt ansvarlige,
medlemmer af Nationalforsamlingen,

departementer, distrikter…"

Altså alle.

"Angreb af nogen art på Tuileries-slottet

vil nedkalde en hævn,
som vil blive husket til evig tid.

Byen Paris vil blive udsat
for en militær og voldelig…

…fuldkommen omstyrtning."

"Omstyrtning". Mærkeligt ord.

Desværre er beskeden klar.

De har sagt, madame,

at vi kan tilskrive offentliggørelsen
af dette litterære mesterværk

til en monsieur…

Monsieur Limon,

en tidligere tjener til min bror
og for indeværende emigreret.

Jeg kan ikke lide hans stil.

Og hvad angår dem bag ham, som er
de sande forfattere af dette manifest,

så er de i sandhed ubesindige!

De vifter med deres fakler
for tæt på krudttønderne.

Kender De dem?

Bedre end De tror.

Der er et spørgsmålet:

Skal vi, ja eller nej,

kommunikere dette manifest
til forsamlingen og gøre det offentlig?

Mine herrer,

jeg beder Dem om at sige, hvad De mener.

Netop derfor har jeg bedt Dem komme.

Sire,

dette manifest er skrevet af Deres
mest ærlige og indsigtsfulde venner.

En offentliggørelse vil glæde
den sundeste del af vores befolkning.

Tilgiv mig for at nævne mit privatliv,

men i går besøgte jeg min børshandler,
og vi talte naturligvis om krigen.

Han sagde til mig: "Minister,

Jeg ser hellere preusserne slå lejr
på Ludvig 15-pladsen

og vores valuta falde til under nul

end at være til stede ved en sejr,

som vil styrke frækhed og uorden."

Sire, jeg støtter offentliggørelsen
af dette manifest,

som vil skræmme
Deres rebelske undersåtter.

Medmindre det vil drive dem til raseri.

Denne gang står selve monarkiet på spil.

De har ret, Leroux.

Tæppet går op for sidste akt
i denne tragedie.

Jeg mener, vi bør slå hårdt.

I krig er det bedste forsvar et angreb.

Jeg længes efter at være ude
af denne falske situation.

En konge, som er konge, og dog ikke.

Undersåtter, der stadig er undersåtter,
men ikke længere adlyder.

En krig, hvor vi er tvunget til at kæmpe
mod vores naturlige allierede.

Vores egne forældre…

Og i hvilken de, som vi kalder vore
fjender, kæmper for at beskytte vort folk.

Disse evindelige tilbagetrækninger
og ubehagelige kompromiser

med mænd, vi foragter,
og principper, vi finder blasfemiske.

Må dette oprør komme så snart som muligt!
Må de angribe slottet!

Denne gang vil vi være klar til dem.

Monsieur de La Chesnay siger,
vi har rigelig ammunition.

Vi kan forvente støtte fra Schweiz
og fra adelsfolk.

Tropper i de bedste dele af Paris
er på vores side.

De revolutionære kan nå ind på slottet,
men de kommer ikke ud i live.

Og fordi det for dem, som for os,
altid er de mest aktive individer,

jeg tør ikke sige "de bedste",

som af natur altid handler først,

vil tilintetgørelse blive enden
på denne uheldsvangre komedie.

Problemet med den analogi er,
at vi også selv er skuespillere i stykket.

Det er naturligvis mindre behageligt
end at være tilskuer.

Vores kære østrigske slægtning
har overmagten.

Hvad risikerer han?
Ikke sit hoved.

Hvilken skøn vision for den spradebasse
at komme til Paris i triumf.

Ja, han er en deus ex machina…

Det, der generer mig mest
i hele denne historie, er,

at jeg bliver nødt til
at invitere ham til jagt.

Er det ikke naturligt?

Joh…

Han skyder ikke godt.

Jeg holdt af Hans Majestæt Deres bror,
afdød, desværre,

og hans minister, Kaunitz,
en fornem mand, som altid var imod krigen.

Hvordan kan De have tiltro til en mand,
der børster sine tænder!

Offentligt. Hver eneste dag.

Jeg tror på, at den sære vane
er godt for helbredet.

Vi vasker vores hænder,
så hvorfor ikke tænderne?

Hvis det ikke var for alle de problemer,
jeg står over for,

ville jeg også prøve det her… børstning.

Min nevø, Frans 2,
kejser af Østrig, skyder godt.

Nej! Faktisk har ingen forstand
på jagt nu om dage.

Hvad er der sjov ved jagtture
med klappere,

som får vildtet helt tæt på
som kegler i et keglespil.

Madame.

Sire,

De må have meget lidt kærlighed til mig,

siden De offentligt nedgør
et medlem af min familie.

Jeg beder Dem om tilgivelse.

Det skyldes jagten. Jeg har
så stor lidenskab for den aktivitet,

at jeg glemmer mine manerer
og min kærlighed.

Mine herrer…

Vær venlig at bringe Brunswicks manifest
til Forsamlingen.

AVIS
DEBATTER OG DEKRETER

DE REVOLUTIONÆRES AVIS

DEN VIRKELIGE KONTRAREVOLUTION
ELLER MARSEILLAISERE I PARIS

ABBED MAURYS ALMANAK
BRUNSWICKS MANIFEST

APOSTLENES GERNINGER

DEN FRANSKE PATRIOT

BRUNSWICKS MANIFEST
VÆKKER OMSIDER NATIONEN!

BORGERE,
FRISTERE VIL PRØVE AT FORFØRE JER

ANTI-MARAT
KUN TILFREDSHED GENNEM DØDEN

ALLE ÆRLIGE MENNESKER HYLDER
BRUNSWICK OG HANS MANIFEST

OM FÅ DAGE VIL VI FEJRE…

PARIS' REVOLUTIONER
TILEGNET NATIONEN

…I FORFATNINGENS NAVN, DEN SOM
REVOLUTIONEN STJAL FRA KONGEN

LUDVIG 16
GØR FORFATNINGEN GÆLDENDE,

VI BEDER OM AT DEN OPGIVES

FOLKETS VEN,
ELLER DEN PARISISKE PUBLICIST

ET FRIT, POLITISK TIDSSKSRIFT
AF EN FORENING AF PATRIOTER

SKREVET AF MARAT, FORFATTER
TIL "GAVER TIL VORES LAND"

NATIONALFORSAMLINGEN
2. AUGUST

LÆSNING AF BRUNSWICKS MANIFEST
OG KONGENS BREV

"Frankrig, i lang tid tømt for penge
og korn af de krævende kongelige,

overvældet i enhver forstand
af de fanatiske forrædere,

og de kontrarevolutionære embedsmænd,

splittet af sine interne partier
og forrådt af sine generaler,

og omgivet af 500.000 satellitter,

despoter, der konspirerer med Ludvig 16
om at få os til at rette ind."

Satellitterne er østrigerne,
preusserne og præsterne.

-"Deres dristige leder…"
-Det er Brunswick!

-Nej, det er greven af Artois.
-Du tager fejl.

Generalen, der ledede invasionen,
var hertugen af Brunswick,

en frimurer og hemmelig agent for paven.

Fint, hvis du vil…

"Deres dristige leder,
opmuntret af Tuileries-komitéen,

beordrer os til at vende hjem
på vores tidligere tyrans nåde

og genoptage arbejdet.

Kære landsmænd,
for ikke at lade jer friste,

tag som gidsel Ludvig 15,
hans kone, søn, ministre,

og alle illoyale repræsentanter.

Nationen må søge retfærdighed
for disse forrædere

og ofre dem for det fælles gode.

Efter dette kan den kundgøre
de uværdige Capetsers eksil,

og straffen for sammensværgelser.

Signeret, venner af Folket."

Leve Marat!
Leve, Venner af Folket!

Du må indrømme,
at Capet er et underligt navn.

Du hedder Bomier!

Hvorfor kan kongen ikke blive kaldt Capet?

Arnaud, hvad nyt?

Jeg har lige talt med jakobinerne
og de andre delegerede.

-Bare skriv under.
-Ja.

Robespierre og Antoine har arbejdet
konstant i to dage uden søvn.

Hele dagen har de haft møder.

Jeg hørte, at Santerre
ville ud at marchere med det samme.

Robespierre er imod uplanlagte aktioner.
Var det ikke for ham,

ville allerede være ude at slås nu.

På Mauconseil-mødet gik det bedre.

De proklamerede simpelthen,
at kongen skulle opgive.

-Hvad har vi besluttet i sidste ende?
-Ja, hvad?

Det er enkelt.
Hvis kongen ikke trækker sit veto tilbage,

og ikke tager skridt til
at gøre noget nyttigt for landets forsvar,

så giver vi Forsamlingen en uge
til at erklære hans afgang,

som det står skrevet i forfatningen.

Men hvem er "vi"?

Jeg har ikke besluttet noget.
Du siger altid "vi".

"Vi" er vores repræsentanter.

Dem, du har valgt.

Det er medlemmerne af den centrale komité
af repræsentanter fra hele Frankrig.

i overensstemmelse
med korrespondancebureauet

for Paris' revolutionære.

Og hvis Forsamlingen ikke indvilliger?

Så angriber vi slottet.

I militært sprog kaldes det et ultimatum.

Spisetid! Maden bliver kold.

Hvor du har travlt.

-Kartofler igen?
-Ikke mange. Det er alt, der er tilbage.

Det er de sidste, departementet gav os.

Kartofler eller ej, så har jeg fået nok.

Jeg nægter at spise flere rodfrugter.

Jeg er hverken en gris eller en indfødt.

Elendige fjols. Ved du ikke,
de kan tilberedes på 20 forskellige måder?

Den ene mere lækker end den anden.

Den ikke alene forsyner os
med mel, stivelse og medicin,

men også en fremragende akvavit.

Tag nu Ludvig 16,

som ikke er en god politiker,
men en stor madentusiast.

Han spiser udelukkende kartofler.

Bomier, hvis du ikke vil have dem,
så giv dem til mig.

Nej.

Jeg spiser dem udelukkende
af revolutionær disciplin.

Hvis du vil have noget andet at spise,
er det ikke svært.

Tag imod de 30 mønter om dagen,
som Forsamlingen tilbyder,

hvis vi forlader Paris med det samme.

30 mønter for at forråde nationen?

Især efter den tur, vi har haft.
Det er ikke nok.

-Det var rigtigt af Moissan at afslå.
-Så, så…

Så somme tider er du enig med dine ledere,
monsieur Bomier?

Det hænder, monsieur Arnaud.

Jeg siger, at de er en flok forrædere
i Forsamlingen.

Send dem til galejerne.

30 mønter,
Østrigs kejser er personligt ude efter os.

Ham Brunswick,

som ikke var født i går,
har sikkert sagt til ham:

"Frans, med de mænd fra Marseille
kommer du aldrig tilbage til Paris."

Har du noget salt?

Så meget, du vil have.

Ikke så meget.

I dag er det den 3. august.

Vi sagde en uge.

Fire, fem, seks…

Ja.

De af os,
som ikke er sultet ihjel den 10. august,

får gode muligheder for at feste den dag.

FRANKRIGS BØRN
FORESTILLING

Værsgo at sidde, borger.

Det er manden fra Marseille.

Kære borgere.

Vi fortsætter forestillingen
med Kongen og nationen.

Bravo!

-Det er kongen.
-Nej, det er ikke.

Leve nationen!

Kære madame Nation

Kom i mine arme, så jeg kan kysse Dem

Åh, kære konge

Det er umuligt for mig
at komme i dine arme

Broen mellem os er knust

Og en afgrund skiller os

Men hvad er det for en afgrund?

Det er Brunswicks manifest

Jean-Joseph,

i to dage
har De været på vej mod et angreb.

Ja.

Og den 10. går De ind i Tuileries-slottet.

Ja.

Hvad vil du lave den 11.?

Den 11. sætter vi kurs mod grænsen.

Når krigen er slut…

tager De hjem til Marseille
for at se Deres mor.

Nej.

Jeg vil slå mig ned i Paris.

Jeg er en god murer.

Så god, at mine kolleger
kalder mig "Trug".

Måske ved du ikke, hvad et trug er?

Det er en lille træting
på denne størrelse,

hvor vi murere blander vores mørtel.

Sov du, Bomier?

Nej.

-Jeg drømte.
-Drømte?

Du har drømt en del på det seneste.

Jeg forstår dig ikke længere.

Du har set Louison i over en uge,

og du har stadig ikke kysset hende.

Jeg tør ikke.

Stakkels dig. Jeg har ondt af dig.

Det er der ingen grund til.

Jeg lever mine dage som i paradis.

-Og gør hvad?
-Ser på hende.

I dag kunne jeg ikke få øjnene
fra den lille fold, hun har bag øret.

Sådan en fin lille…

Jeg elsker hende med hele mit hjerte.

Jeg så ikke meget
af den dukkeforestilling.

Men det er søreme en god følelse.

Jeg morede mig så godt.

Hvis vi kommer tilbage efter det her,

vil jeg gerne giftes med hende.

Men…

Hvem ved, om hun vil have mig?

Hør efter, deling!

Kammerater,

vores ven Garnier,
som er valgt af os til rådhuskomitéen,

har informeret os om,
at vores brødre på Det Franske Teater

snart giver os startsignalet.

Signalet er kanonild affyret
fra Saint-Michel-broen.

Straks vil klokker
i alle patriotiske kirker i Paris

ringe alarm og indkalde til kamp.

Borgere fra revolutionære grupper
og repræsentanter.

Slutter sig til tropperne
ved Det Franske Teater.

Faubourg Saint-Marceau,
og repræsentanter fra Bretagne.

Vi går i stilling foran slottets port.

Før angreb afventer vi,
at tapre Santerre bringer os forstærkning.

From Faubourg Saint-Antoine,
Montreuil og Roi de Sicile.

Vi må alle gøre,
hvad vi kan for at undgå blodsudgydelser.

En revolutionær, fredelig aktion
er et mere effektivt våben end et gevær.

Vi skal tale med schweizerne
og de elendige franskmænd,

der er tvunget til
at kæmpe for en tabt sag.

Hvis de modsætter sig,
må vi gøre vores pligt,

mens vi skåner dem så godt, som vi kan.

Alle må tro på,
at uanset hans skæbne i dette slag,

vil solen gå ned i morgen over
et Frankrig, der er befriet for forræderi,

og er klar til
at se fremmede angribere i øjnene.

Træd af!

Jeg ville ønske, jeg kunne se Louison.

De må beslutte Dem. Enten angriber vi,
eller forsætter i defensiven.

Fortsæt defensiven.
Hans Majestæt har beordret det.

I så fald vil det være bedst
at tvinge dem ind i slotsporten.

Når rebellerne er inde i gården,
får vi vores batterier til at skyde.

Det vil ødelægge de fleste af dem.

Hvis nogle stykker skulle flygte,
eller hvis vores skytter bliver fanget,

så er vinduerne ud mod gården bemandet
med vores fineste soldater.

De vil være i en ideel position
til at affyre deres dødelige skud.

Med lidt held, håber vi,

at meget få af angriberne
slipper uden om vores fælde.

Vi må hente loven over på vores side.

At træde ind i gården for dem
er en indrømmelse af deres opsætsighed.

Kom med mig ind til Hans Majestæt.

Det er tid for forsvaret.

Madam, vi er i en god position.

Men jeg må advare om,
at disse mennesker blokerer for forsvaret.

Tal ikke ondt om dem, monsieur.

Jeg står inde for alle, der er til stede.

Leve dronningen!

De skal marchere forrest
eller bagerst, som de ønsker.

De er parate
til enhver nødvendig handling.

Det er mænd, som er pålidelige.

Leve dronningen!

Men sire… Hvor dan kan De spise nu?

Hvorfor ikke?

Maven er et organ,
som ignorerer kompleks politik.

Jeg bad om en ret af tomater.

Jeg har hørt meget om denne grøntsag,
siden mændene fra Marseille kom til Paris.

Jeg fik lyst til at smage.

Skal jeg give Dem min mening om dem?

Det er en velsmagende ret,
og det var forkert af os at overse den.

Sire, skulle De ikke se til Deres tropper?

Det kunne være godt at fremkalde
deres entusiasme lidt.

Det er det,
jeg netop har besluttet med disse herrer.

Picard.

-Sire, Deres paryk sidder skævt.
-Vil De, Picard?

Tapre Picard er emotionel her til morgen.
Han laver rod i alting.

Picard… Tak.

Jeg kommer tilbage.

Monsieur La Chesnaye,

monsieur Maillardoz,
monsieur Bachmann.

Monsieur adjudantgeneral Deneix,
gør mig selskab.

Leve kongen!

Åh, Richard

Åh, min konge

Universet svigter dig

På Jorden

Så jeg er den eneste

Der tænker på dine interesser

Kun jeg i Universet

Ønsker at befri dig

Alle andre har svigtet dig

Åh, Richard,
Åh, min konge

Leve kongen!

Leve kongen!

Stå ret!

Min Gud, hvad laver Hans Majestæt derovre?

Leve nationen!

Ned med kongen! Ned med vetoet!

Ja, ned med vetoet.

Sire, kom med denne vej.

Jeg skal lære dig
at opføre dig ordentligt.

Gå din vej, lad os være.

Ellers vil vi, som gode borgere,
åbne portene.

Vi slår os sammen med rebellerne
og sender vores tropper mod slottet.

Træd tilbage,
ellers dolker jeg dig i maven.

Jeg forbyder dig at fornærme mine mænd.
Det tager kun imod ordrer fra mig.

Mine herrer.

Leve nationen!

Præsenter gevær.

Søn, jeg beder dig. Rejs dig fra gulvet.

Du slæber dig altid af sted
langs gulvtæppet.

Der er en forfærdelig vane,
du skal holde op med.

Min søster…

Picard,

den skæve paryk generer mig.

Prøv, om De kan rette den.

Sire, medlemmerne af Paris' departement,
hvor jeg er magistrat,

ønsker at tale med Hans Majestæt,
med kun hans familie som vidne.

Kongens ministre skal blive
hos Hans majestæt.

Hvis kongen ønsker det.

Hans majestæt har ingen tid at spilde.

Det eneste håb om sikkerhed
er Nationalforsamlingen.

Det er nu det eneste,
s om folk respekterer.

Departementets holdning er,
at De må møde op der hurtigst muligt.

Vi går.

Picard…

Monsieur Roederer, De har vundet.

Nej, madame.
Det er Hans majestæts fornuft.

Monsieur Roederer,
vil De stå inde for min brors liv?

Ja, med mit eget.

Jeg vil marchere foran kongen.

Men er vi helt alene?
Kan ingen hjælpe os?

Ja, madame. Vi er alene.

Handling er nytteløst, modstand er umulig.

Hele Paris marcherer.

Jeg beder om, at Hans Majestæt
ikke ledsages af nogen fra hoffet

og kun eskorteres
af medlemmerne af departementet,

som vil omringe den kongelige familie.

Men…

De skal bare sige til.

Monsieur Roederer,
må ministrene følge efter bagved?

Ja, de har deres plads
i Nationalforsamlingen.

Og Madam de Tourzel,
mine børns guvernante?

Ja, Madame.

Hvad angår damerne er det umuligt for mig
at skaffe Dem ud af slottet.

Før jeg går, så lad mig give Dem et råd.

Hvis pøblen invaderer slottet,

vil røvere og mordere forsøge
at udnytte situationen.

Sørg for, at De er under beskyttelse
af organiserede, revolutionære grupper,

medlemmer af parisiske sektioner
eller ansatte i departementerne.

Kongen og hans familie
går til Forsamlingen alene

uden anden eskorte,
end ministrene, departementet

og en vagt.

Lad dem passere.

Monsieur…

-Monsieur La Chesnaye!
-Ja?

Kongen svigter os.

Hvad skal der blive af os?
Hvad skal vi gøre?

Vend straks tilbage
til Deres poster,

Hvis De forlader Deres post igen,
får jeg Dem skudt.

Mine herrer…

Vi burde glæde os
over Hans Majestæts afgang.

Vi er fri for
at beskytte den kongelige familie.

Vi kan nu se slutningen på det her.

Dette slag må blive det sidste.

Tiden er kommet til at vinde eller dø.

Lad os håbe, at vi vinder.

Så mange blade…

De er faldet tidligt i år.

Hiv ohøj.

Kom, mænd fra Marseille.
Hvad venter I på? Syndfloden?

Lad os indtage slottet.
Død over tyrannerne.

-Død over tyrannerne.
-Han har ret. Hvad venter vi på?

Ja, hvorfor står vi her
og triller tommelfingre?

Vi står rundt omkring som citroner.

Du har travlt med
at skulle slås, kammerat.

Glem ikke, at mændene bag porten
er nationalgardister.

Ærlige borgere i Paris.

-Jeg nægter at løsne det første skud.
-Du har ret.

Det havde jeg aldrig tænkt på.
Arnaud er virkelig forfærdelig.

Det er sandt. Folk derinde har også

fædre, mødre, onkler, børn…
Og folk de elsker.

-Du tænker på Louison.
-Ja, jeg gør.

Hiv ohøj.

Kammerater,
vi må det bedste ud af situationen.

Stå ret!

Præsenter gevær!

Fremad!

Fremad.

Brødre, kom med os.

Leve nationen!

Brødre, vi ønsker blot
at begrænse tabet af liv.

Marcher med os.

Han har ret.

Forsvar ikke en tabt sag.

Tag Folkets Parti til jer.
Det er også jeres.

Jeg har lyttet til Dem.
Vi vil blive vanæret.

Hvis I lægger jeres våben,
bliver jeres liv skånet.

Men hvis De kæmper,
vil det få forfærdelige konsekvenser.

Mine herrer.

Tiden er kommet, hvor vi må gøre vores
pligt, hvor svært det end måtte være.

Giv ordre til at skyde.

Du der, hørte du ikke, hvad Arnaud sagde?
Kom med os.

Vi er schweiziske.

Schweizere lægger kun deres våben i døden.

Vi mener ikke,
at vi fortjener sådan en fornærmelse.

Vi forlader ikke vores post,
og vi lader ikke jer afvæbne os.

Hvis jeg var dig,
ville jeg forlade min post.

Jeg ville tage over på dit bjerg
bag Mont Blanc.

Jeg kender bjergene temmelig godt,
forstår du

Jeg boede på et bjerg i tre måneder
sammen med Arnaud, og jeg elskede det.

-Er du såret?
-Kom væk, spar på ammunitionen.

De svin! De fik dig!

Kom væk. Lad mig ligge her.

Er du tosset?
Jeg efterlader dig ikke her.

Tilbage!

Tilbage! Kom væk fra gårdspladsen.

Stop!

Klar!

Fyr!

Fremad!

HER ÆRES VI MED TITLEN "BORGER"

Denne vej.

Stop!

Klar!

Fyr!

Rejs jer!

Fremad!

Jeg er sikker på, at hun kommer.

Hun er sådan en patriot.

På Bastillen

ladede hun sin fars gevær for ham.

-Hvor gammel er den lille?
-Syv måneder.

Han er køn. Opfører hans sig pænt?

Min lille dreng er ved at få tænder,
så han græder om natten.

Jeg har også lyst til at græde.

DISTRIKT PETIT SAINT-ANTOINE

Kammerater, jeg tror,
de får brug for vores hjælp.

Bare rolig, gamle mand. Det er ikke noget.

Farvel, bror.

Når du når enden,

så kom og mød mig på bjerget.

Vend om!

Bomier!

Hvor er Bomier?

Han er såret.

Denne vej.

Åh, stakkels Bomier.

Han er meget træt.
Jeg tror, han er færdig.

Men sig det ikke til ham.

Tag ham i dine arme,
så han oplever en sidste glæde.

Jeg kommer ikke ind i slottet.

Jeg kommer ikke til grænsen.

Jeg ser aldrig Marseille igen.

Min stakkels mor.

Hun vil blive syg af bekymring.

Sig til mine venner…

at jeg brugte de 20 franc
fra repræsentanten fra Montalban,

og at jeg ikke fortryder.

Tværtimod.

Stop!

Læg an!

Fyr!

Angreb!

Grib til våben borgere

Opstil jeres bataljoner

-Jeg nægter at bære det.
-Som du vil, borger.

Jeg er ikke borger.
Jeg er Jean-Paul de Hoffenberg.

Fyr!

Klar!

Fyr!

Klar!

Fyr!

Kom, borgere.

Se.

Klar!

Fyr!

TYV

-Klar!
-Stop!

Borgere, hør efter.

Pariserkommunen har erklæret sig
som eneste repræsentant for folket,

og har beordret os, Paris' departement,

at informere om at indstille
alle provisoriske henrettelser

af schweizere, adelsmænd og andre,
der blev beordret til at skyde på folk.

De skyldige parter
vil blive stillet for en særlig ret,

dannet af dommere og nævninge,
som skal vælges af de parisiske sektioner.

Hvad med kongen?

Han skal også stilles for retten.

På anmodning af Pariserkommunen

har Forsamlingen netop erklæret
en provisorisk nedlæggelse,

indtil en national forsamling kan mødes

som skal vælges af alle franskmænd
uanset deres formue.

Pariserkommunen erklærer,
at landet er i fare,

og at den er parat til at sikre
sin egen sikkerhed med alle midler.

Gode Gud, mine fødder har aldrig
været så kolde før.

Er Valmy Bakke stadig langt herfra?

Det ser ud til, at vi skal støde til
den 54. infanterienhed der

foran et in regiment fra Roussillon.

Det må være den lille bakke der
med møllen på toppen.

-Og hvor er preusserne?
-Sikkert dernede.

-Kan du se den gruppe af skytter?
-Ja.

De forsøger at nå vejen til Châlons.

Og hvad hvis de når vejen?

Så marcherer de til Paris.

Så er det slut med vores revolution.

Og vores stakkels Bomier
vil være død forgæves.

Nej, ikke forgæves.

Selv hvis preussernes kanoner
knuser os i dag,

kan de ikke knuse det,
vi har bragt til verden.

Før vi handlede,
længtes folk efter frihed,

som en mand, der elsker en kvinde,
han ikke måtte tale til.

Og pludselig, takket være os,

kan den mand nu holde sin elskede
i sine arme.

Selv om hun endnu ikke er hans elskerinde.

Han må arbejde hårdt
for virkelig at erobre hende.

Men nu hvor de har mødt hinanden,

selv hvis man adskiller dem,
vil de mødes igen.

Javel. Hvad mener du?

Jeg mener, at 20.000 slaver
og 5.000 forrædere derude foran,

aldrig vil kunne besejre
20 millioner frie mænd.

Leve friheden!

Hør efter!

Præsenter våben!

Fremad!

SLUT

I VALMY MODSTOD FRANSKMÆNDENE
ANGREB FRA PREUSSISK INFANTERI.

DEN STORE TYSKE DIGTER, GOETHE,
VAR TIL STEDE VED DERES SEJR.

HANS ORD ENDER DENNE FORTÆLLING.

"HER OG I DAG ER EN NY ÆRA
I VERDENS HISTORIE BEGYNDT."