All language subtitles for The.Accountant.Of.Auschwitz.2018.720p.WEBRip.x264.AAC-[YTS.MX]

Downloaded from
YTS.MX

Official YIFY movies site:
YTS.MX

"Hovedlejren i Auschwitz

var ligesom en lille by

med sludder og sladder.

Der var en kantine.

Og en biograf.

Der var en sportsklub,
som jeg var medlem af.

Det var lutter skæg og underholdning,

helt som i en lille by.

Auschwitz' specielle situation

førte til venskaber,
om hvilke jeg stadig i dag siger,

jeg ser tilbage på med glæde.

Vi var overbeviste om vores verdenssyn,

om at vi var blevet forrådt
af hele verden,

og at jøderne havde lavet
en kæmpe sammensværgelse imod os."

"Men når det gjaldt børn,

var du vel klar over,
at de ikke kunne have gjort jer noget."

Børnene

er ikke fjenden lige nu.

Fjenden er det blod, de har i sig.

Den tidligere vagt
i den berygtede kz-lejr Auschwitz

står for retten i Tyskland.

Oskar Gröning tiltales
med over 300.000 anklager

for medvirken til drab.

Gröning er nu 93 år gammel.

AUSCHWITZ, POLEN

Mine børn voksede op velvidende om,
at familien havde en hemmelighed.

En byrde.

De spurgte,
hvorfor de ingen bedsteforældre havde.

Tanter, onkler.

Hvis jeg tænker
på min holocaust-oplevelse,

var de få minutter på rampen i Auschwitz

virkelig de afgørende øjeblikke i mit liv.

Prøv at forestille dig,

at nogen i morgen kommer og fortæller dig,

at du skal forlade dit hjem,

dine forældre føres væk,

og du ved ikke, om I nogensinde ses igen,
eller hvornår.

Og...

...så er det forbi, og du lever.

Og du opdager, at du er alene.

Du har ingen forældre.

Du har ingen familie.

Er det nogensinde forbi?

Jeg hørte første gang om Oskar Gröning,
da Thomas Walther

som tidligere dommer
og advokat eller sagfører i Tyskland

opsøgte mig og sagde,

at han ville tale med mig

om min oplevelse i Auschwitz

i forbindelse med en retssag
mod Oskar Gröning.

Jeg tænkte: "Hvad har jeg at gøre
med denne bestemte person?"

Jeg kendte ham i alt fald ikke.

Jeg tænkte meget over det.

For det første skulle jeg afgøre,

om en 94-årig mand,

som gjorde disse skrækkelige gerninger
for 70 år siden,

stadig var skyldig i forbrydelsen.

Jeg hørte først om Oskar Gröning
gennem Thomas.

Han prøvede at overtale mig til
at komme til Tyskland for at vidne.

Umiddelbart tænkte jeg:

"Til Tyskland? Ikke tale om!"

Hvorfor skulle jeg tage over
og udsætte mig selv for alle de minder

og forfærdelige følelser...

...fra tiden som en 16-årig slave.

Men Thomas var hårdnakket.

Han sagde: "Det handler ikke kun
om Oskar Gröning og dig og fortiden.

Det handler om at skabe præcedens
for fremtiden."

Gröning er meget gammel,

men ingen var for gammel
til at blive dræbt i Auschwitz.

Hvis man medvirker til drab
som 20-årig...

...kan man blive stillet for retten
som 50-årig

eller som 90-årig.

Hør, jeg har længe følt,

at jeg som overlevende har et ansvar

for at sikre, at denne grufulde hændelse,
holocaust, aldrig glemmes.

Denne retssag er et afgørende øjeblik

i holocausts historie.

Mange naziforbrydere
blev ikke straffet efter krigen.

Men Thomas sagde, at det handlede
om andet end mig og fortiden.

Det skulle også danne præcedens
for fremtiden.

Så jeg synes,
jeg måtte vidne ved retssagen.

LÜNEBURG, TYSKLAND

Lüneburg er en lille by i Nordtyskland.

Mord hænder,

og hverdagssager prøves,

men en retssag af denne størrelse...

Lüneburg har aldrig set noget lignende.

Næsten ingen tyske byer har.

Retssagen foregik i Lüneburg,

for her bor Gröning.

Tysk lovgivning kræver,

at du retsforfølges ved en domstol
i dit nabolag.

De brugte medborgerhuset,

der var rummeligt nok.

Der var plads til alle sagsøgerne,

advokaterne og medierne.

Og plads til offentligheden,

for tanken var, at folk skulle komme

og følge med i sagen.

De skal stå til regnskab for det,
de har gjort.

De vidste det alle sammen.

De forbrydelser, de begik...

...og det, de gjorde mod jøderne,

bør de straffes for.

De små bliver hængt,
mens de store slipper.

Sådan er det.

Det at dømme en 93-årig

giver ingen mening.

Jeg tror,
han har levet i frygt for at blive fanget

i de sidste 50 år

og for at blive afsløret til sidst.

Han var mere eller mindre tvunget.
Han var en medløber.

Hvad var vores fædre?

Det tales der ikke om mere.
De var også medløbere.

Så skulle mange tidligere dommere
stå til regnskab.

Der var millioner, der råbte: "Heil!"

Og ingen vidste angiveligt noget.

Da jeg var barn,

var der ingen, der talte om krigen.

I skolen hørte vi ikke et ord om krigen.

Jeg blev først bekendt med den,
da jeg var 16-17 år,

gennem nogle film eller bøger.

At mit land indledte en krig.

Nogen kan lide at tale om krigen...

ANTIFASCIST-AKTIVIST

Eller om de helte, der var under krigen.

Ingen talte om ofrene.

Det var ret svært for os at forstå,

at der var så mange forbrydere
i vores land.

Millioner af dem.

Ingen forklarede os,
hvad der faktisk skete.

Begge mine forældre støttede nazisterne.

Min mor gjorde bare som sin mand.

Min far var nazist lige fra begyndelsen.

Han døde som 53-årig. Han begik selvmord.

Han sad stadig fast
i nazitidens gamle system.

Vi har gammelfascister
og nyfascister fra denne tid.

Gröning-sagen fik støtte af blandt andet

den antifascistiske organisation.

Som navnet antyder bekæmper de fascisme.

Det skete for 70 år siden i vores land,

og det sker i dag.

Folk fra højrefløjen skabte uroligheder.

Så advokaten Thomas Walther

ringede seks uger,
inden Gröning-sagen blev indledt.

Han bad os om at forberede os

og lave et system af bannere,

der kunne holde holocaustbenægtere væk

fra overlevende og deres pårørende.

Er teksten klar?

Ja, den er klar.

Folk er i gang med at lave bannerne
netop nu.

Jeg er antifascist.

Det handler om,
hvilket samfund jeg vil leve i.

Der er meget racisme i Tyskland.

Mange huse brænder,

fordi racister og fascister

mobiliserer sig mod flygtninge.

Mange mennesker bliver dræbt.

Hvis vi kender vores historie,

så kan han ikke gøre noget nu.

Derfor må vi også gribe ind nu.

En stor holocaust-retssag...

...er begyndt i Tyskland.

Ifølge en ny retsteori...

...kan arbejdere fra dødslejre
drages til ansvar for holocaust,

selvom de ikke dræbte nogen
med egne hænder.

Den sigtede  tilstår,
at han var i Auschwitz...

...men han dræbte ingen, siger han.

Han tog bare ofrenes penge.

Retten vil nu afgøre,
om den såkaldte "Bogholder fra Auschwitz"

også er medskyldig i massemord.

Første dag kom der 11 holocaustbenægtere.

De råbte højt og uddelte endda papirer.

Vores venner holdt banneret op

for at vise,
at de overlevende vil få retfærdighed.

Det er en vanskelig situation

for de overlevende at stå i kø i to timer.

Især når de bliver mødt af fascister

som fru Haverbeck og hr. Wulff.

Ingen blev gasset i Auschwitz.

Auschwitz var ikke en udryddelseslejr.

Desuden var ordrene
fra befalingsmændene og Riget...

Vi afbryder samtalen.

Jeg har jo sagt, at du kan blive sigtet.

Ja, men...

Det er lige meget.

Du vil blive sigtet og tvunget væk.

Jeg har fået nok!
Det er en offentlig proces.

Lad være med at kriminalisere os
ved at tale til os.

Jeg vil hen til retssagen!

De overlevende og deres pårørende
er altid beskyttede

mod vores højrefløjsfolk.

Det var vigtigt for os,

og også meget vigtigt for dem.

Den første dag var vanvittig.

Det var utroligt.

Alle i hele Europa, alle de større byer.

Vi blev vitterligt omringet af tv-kameraer

og journalister,
som ville høre vores mening

og vores holdning til sagen.

Der er megen fortjeneste ved,
at en person selv efter 70 år...

...stilles for retten.

Ingen bør kunne slippe godt
fra forbrydelser mod menneskeheden,

mod jøder.

Den overlevende fra Auschwitz

sidder i en tysk retssal

omringet af tyske dommere

og tyske advokater

og behandles med respekt.

AUSCHWITZ-OVERLEVENDE, MEDSAGSØGER

...en interessant oplevelse for mig.

Jeg var gode venner med Rainer Höss
på det tidspunkt,

og Rainer Höss er en stor forkæmper
mod nynazister.

Jeg er barnebarn af Rudolf Höss,

kommandanten i kz-lejren Auschwitz.

Han havde ansvar

for 1.100.000 til 1.300.000 drab
i Auschwitz.

Had er et mægtigt våben.

Det var det under Anden Verdenskrig,
og det er det i dag.

Gröning-retssagen

er vigtig for nutidens unge.

Førhen hørte vi kun
de overlevendes stemmer,

ofrenes stemmer.

Men ingen lyttede rigtigt til forbryderne.

Kom ud.

De begynder ikke uden mig.

Oskar, hvad forventer du af retssagen?

En frikendelse. Jeg ved det ikke.

Er du uskyldig? Hvad tænker du?

Lad være med at udtale dig.

Vi sad i en afdeling i retssalen

og overfor os kom
denne skrøbelige gamle mand

med en rullator

gående ind.

Jeg var følelseskold, da jeg så ham.

Det hele var lidt

en surrealistisk oplevelse.

Jeg kan kun beskrive det sådan.

Jeg havde sympati for ham.

Han lignede en ynkværdig gammel mand.

Men det ændrede sig i det øjeblik,
han satte sig ned

og så sig omkring

og lagde armene sådan.

Jeg tænkte: "Du er den samme.

Jeg ser den samme person,

som mente, at I var guder,
og vi var skadedyr.

Stadigvæk."

Så da forsvandt al min sympati.

Retssagen trak store overskrifter,

for Oskar Gröning var en af de få,

hvis ikke den første
sigtede fra Auschwitz,

der sagde, han ville udtale sig i retten.

Han fortalte, hvad der faktisk skete,

hvad han oplevede under sin tid
i Auschwitz.

De fleste fortæller løgne

om det, de lavede dengang,

men hr. Gröning sagde det, som det var.

Han fortalte sandheden om sin tid,

og det var ret specielt.

JØDERNE KOM MED UTROLIGT MANGE VÆRDIER.

Han indrømmede faktisk,
at han indsamlede værdier.

Han samlede den bagage,
folk kom med til Auschwitz.

Han så bagagen igennem for værdigenstande.

Han var en af de meget få naziforbrydere,

der tilstod i retten,
at folk fik ejendelene hugget

og ikke regnede med, at få dem tilbage.

Det betyder, at alle, der arbejdede der,

vidste, at folk kom dertil for at dø.

TÆNKTE DU NOGENSINDE OVER,
HVEM EJENDELENE TILHØRTE?

Dommer

DE TILHØRTE STATEN.
JØDERNE OVERLOD DEM TIL OS.

HVAD VAR GRUNDEN TIL DET?

JO, DE BEHØVEDE DEM IKKE LÆNGERE.

Jeg ser ham som et symbol,

og symboler angribes ofte uretfærdigt.

Hvis han havde levet på et tidspunkt,

hvor de virkelige forbrydere
blev effektivt straffet,

var han nok gået ram forbi.

Han ville have stået så lavt på listen.

Spørgsmålet er, hvad Tyskland gjorde,

ikke kun under krigen,

men også efter krigen.

Og det, de gjorde efter krigen,
er skandaløst.

Her. "Må ikke bøjes."

Se her.

Denne må ikke bøjes. Det er fanbreve.

Det er et billede, jeg skal skrive på.

Jeg skal sætte navn på billederne.

Et usædvanligt billede.

Jeg stod ved hovedkvarteret.

Endnu et usædvanligt et.

Jeg landede på Normandiets strand.

Jeg var med i general Pattons hær.

Vi jog tyskerne tilbage igennem Frankrig.

Tilbage til Tyskland.

Og på den tid

blev jeg udpeget til
at efterforske krigsforbrydelser.

Jeg var vist den første efterforsker
af krigsforbrydelser i USA's hær.

Det problem, jeg stod over for...

...som hovedanklager i Nürnberg...

...var, hvad jeg skulle spørge om.

Der var 3000 mænd,

som hver dag gik ud
og dræbte med koldt blod.

Tusindvis af mennesker,

herunder børn, blev skudt én for én.

Jeg følte, at jeg...

...umuligt kunne yde retfærdighed

til den million mennesker, der blev dræbt.

Men hvis jeg kunne skabe en retssikkerhed,

som kunne beskytte menneskeheden
i fremtiden,

så ville retssagen blive mere meningsfuld,

end det, jeg end ville gøre
med denne håndfuld mordere.

Denne liste,
som jeg nok ikke har holdt siden 1948,

nævner alle de tiltalte

i processen mod Einsatzgruppen i Nürnberg.

Jeg udarbejdede en liste
med alle navnene på de tiltalte,

den stilling, de besad,

f.eks. Ohlendorf, kommandant
for Einsatzgruppen D,

dræbte 90.000.

Alle erklærede sig ikke skyldig.

Ingen kom ind og tilstod, de gjorde noget.

Nej, du godeste.

De sagde: "Det var nødvendigt at udføre
Hitlers ordrer.

Der var en krig i gang.

Hvad skulle vi gøre?"

Jeg havde udvalgt 22 tiltalte

blandt 3000 massemordere,

som dræbte over én million.

Det kunne jeg bevise.

Jeg havde
alle datidens tophemmelige dokumenter.

Fakta kunne ikke betvivles.

Jeg gik efter dem i toppen,

planlæggerne,

folk i øverstbefalende stillinger.

Deres specifikke opgave var

at myrde med koldt blod

alle de jødiske mænd, kvinder og børn,

som de kunne få fingre i.

Jeg vidste,
at en sigtelse mod 22 ud af 3000 mænd,

kun var et lille udpluk

af den latterlige grund,

at vi kun havde 22 sæder på bænken.

Prøvede vi at yde retfærdighed?
Selvfølgelig ikke.

For så sad vi stadig i Nürnberg
og førte sag mod nazister.

Man prøver at markere noget principielt.

Nemlig "Gør ikke det.

Forbrydelser mod menneskeheden.

Hold op."

Hvis I bliver ved,

prøver vi at fange lederne

og spærre dem inde,
så I ikke gør det igen,

og så andre bliver afskrækket.

Den præsiderende dommer Michael Musmanno
indledte retssagen med at sige:

Nu er vi klar til at høre
anklagerens fremlægning.

Hvorefter jeg sagde:

"Hævn er ikke vores mål."

Vi går heller ikke efter berettiget straf.

Vi beder denne ret

om med en international straffeproces
at bekræfte...

...menneskets rettighed

til at leve i fred og værdighed...

...uanset race eller tro.

Den sag, vi fremlægger...

"...er menneskehedens appel til loven."

For i virkeligheden

var det, hvad jeg prøvede at opnå.

NÜRNBERGPROCESSEN, 1945

Processen i Nürnberg markerede

indledningen til international strafferet,
som vi kender den.

Berygtede naziforbrydere,
der kom for retten i Nürnberg,

var bl.a. Hermann Göring...

...Rudolf Hess...

Mange flere.

Men selve processen blev ikke vel modtaget
af den tyske offentlighed.

Den blev opfattet
som sejrherrens retfærdighed.

PROTESTER OVER NÜRNBERG

Ingen vil gerne tænke
på deres forbrydelser.

De vil videre.

Det kan være reelt nok.

Det er et land, der er lagt i ruiner.

Og det bliver et spørgsmål om genopbygning
sten for sten.

Så det sidste, folk vil,

er at tale om deres forbrydelser og skyld

og deres ødelæggelse af Europa.

21 NAZIOFFICERER KENDT SKYLDIGE

I Nürnbergs retsbygning

lakker historiens største retssag
mod sin skæbnesvangre afslutning.

Resultatet var,
at de fleste tiltalte blev dømt.

Der var et par frikendelser.

Nogle af de tiltalte blev dømt til døden

og blev henrettet.

Den nye tyske regering lagde
i sin dannelse

pres på for at sætte en stopper
for processen

og for at få dem,
der blev dømt i Nürnberg,

endda de dødsdømte, frigivet.

Og det blev de fleste.

Efter Anden Verdenskrig
forfejlede det tyske system

ikke sin retsforfølgelse
af naziforbrydere.

Det valgte overlagt
ikke at retsforfølge dem,

for mange af dommerne var naziforbrydere.

Der er beviser på,
at mange af de tyske dommere,

især de vesttyske dommere

mellem 1945 og 1967

var nazister.

Jeg siger ikke eks-nazister,

men nazister.
Folk, der sympatiserede med nazisterne.

Justitsministeriet består
af næsten 99 % nazister.

Og det er dem,

som skaber og definerer
det nye retssystem.

De førte dom over sig selv.

Og resultatet var naturligvis
forfærdeligt uretfærdigt.

ULM EINSATZKOMMANDO-PROCESSEN 1958
10 TILTALTE

DOMME PÅ 3-15 ÅR

TREBLINKA-PROCESSEN 1964
11 TILTALTE

4 DØMT TIL LIVSVARIGT FÆNGSEL
3 LØSLADT FØR TID

SOBIBOR-PROCESSEN 1965
12 TILTALTE

6 FRIKENDELSER

FRANKFURT AUSCHWITZ-PROCESSEN 1965
22 TILTALTE

16 LØSLADT FRA FÆNGSEL
INDEN 5 ÅR

HÆLDTE ZYKLON B I GASKAMRE

LØSLADT EFTER 3 ÅRS FÆNGSEL

DELTOG I SKYDNING, GASNING OG TORTUR

LØSLADT EFTER 3 ÅRS FÆNGSEL

HAVDE ANSVAR FOR UDRYDDELSESKEMIKALIER

LØSLADT EFTER 3 ÅRS FÆNGSEL

Det er en forfærdelig historie,

hvor næsten ingen blev dømt.

Der manglede politisk vilje.

Størstedelen af tyskerne

finder processerne rensende og perfekte,

fordi de viser rædslerne fra steder
som Auschwitz.

De straffer nogle få rådne æbler,

mens resten ligner uskyldige mennesker,

der alligevel ikke fortjente straf,

fordi de ikke er farlige
udenfor lejrsituationen.

Det er her, jeg synes,
processerne var katastrofale.

Næsten alle lande

har svære episoder i fortiden,

som de... kæmper med at få hold på.

Det gælder for USA. Stadigvæk

i min mening med hensyn til slaveriet
og dets eftervirkninger.

Det gælder afgjort for Tyskland

med hensyn til nazisternes folkemord
og forbrydelser mod menneskeheden.

Forestil dig en befolkning,
hvor en stor del

af fædrene, brødrene, sønnerne

deltog i de forbrydelser.

Og senere i de efterfølgende årtier

havde bedstefædre i hele Tyskland
været med.

Det var vanskeligt
for den tyske offentlighed

at acceptere tanken
om storstilede retsforfølgelser.

Der var vist heller ikke megen entusiasme
blandt anklagerne.

I 1945 skulle jeg mene,

at der nok var omkring 800.000
medlemmer af SS.

Det er det, vi står med.

Fra 1947 og frem til i dag

efterforskede tyskerne over 10.000 af dem.

Heraf kom ca. 6200 for en dommer.

Og deriblandt blev 124 kendt skyldige
i mord.

Livstidsdomme til 124

ud af de mere end 6000 tiltalte.

Jeg har stadig mareridt

om det berømte fotografi
af den tyske soldat,

der skyder en mor og hendes barn.

At tænke sig,
at han har levet et helt og fuldt liv

og døde omgivet af børnebørn og oldebørn,

der synes, han var vidunderlig.

Det er arven efter holocaust i Tyskland,

ikke de få krigsforbrydelsesprocesser.

I min mening er det, der sker nu,

dommerne eller anklagernes forsøg

på at rette op på de fejl,
der blev begået i fortiden.

Ligesom i 1960'erne og 1970'erne.

Det at affinde sig med fortiden

kan gøres på en anden måde.

Det er svært at sige,
hvordan det gavner

at straffe nogen

for en forbrydelse,
de begik for 70 år siden.

Et andet spørgsmål, der skal stilles

PROFESSOR I BIOETIK

...er, om man ved at straffe en mand
på 93 år

for noget, han gjorde som 23-årig,

stadig straffer den person,
der begik forbrydelsen?

Alt det ved ham,

der gør nogen til en forbryder,
har ændret sig.

Han voksede op i en familie,
der var meget nationalistisk.

Han absorberede nazisternes ideologi

som teenager eller ung mand

og sluttede sig til Hitlerjugend
og siden som frivillig til SS.

Så på en måde straffer vi nogen,

for noget,
en anden person og personlighed,

én med andre karaktertræk, gjorde.

Det er for lidt og for sent.

Det skulle være sket for længe siden.

Men hvor er det latterligt,

at man gør det nu,
når disse mennesker er i 90'erne.

Godeftermiddag.

Jeg er 97 år.

Hvis jeg brød loven,
kunne jeg forvente at komme i fængsel.

Hvis man begår noget ulovligt,
noget uden forældelsesklausul

som forbrydelser mod menneskeheden,

så ryger man i fængsel.

Alder er ikke et forsvar,

og de skal vide, at forbryderne

retsforfølges, så længe det kræves,

for at yde så meget retfærdighed
som muligt

efter omstændighederne.

Hvordan kan det være,

at han var her i sin egen hjemby i 70 år,

uden at nogen gjorde noget ved det.

Det hele sker, fordi det er muligt nu.

For 40-50 år siden

var det langt fra muligt.

For mange år siden
brugte det tyske retssystem...

...den forkerte retsramme

i forsøget på at fordøje
holocausts forbrydelser.

Det skulle bevises, at den mistænkte

havde begået en bestemt forbrydelse
mod et bestemt offer,

og at det skete

på grund af racehad.

Det er ikke let at bevise.

Hvis det ikke kunne bevises,
at nogen begik

drab med egne hænder så at sige,

så kunne personen ikke kendes skyldig.

Det er derfor, så mange vagter,

som vi kunne have ønsket dømt,

ikke kunne blive det, for på en måde

lykkedes det ikke tyskerne
at skabe et passende retssprog,

en passende teori,
hvormed disse vagter kunne blive dømt.

Det ændrede sig drastisk med Demjanjuk.

Som følge af Demjanjuk-sagen

ændrede den tyske anklagemyndighed

pludselig spillets regler.

Uden Demjanjuk-sagen

havde der ingen Gröning-sag været.

John Demjanjuk hed oprindeligt
Ivan Demjanjuk

og emigrerede til USA omkring 1950

under påskud af at være flygtning.

LEGITIMATIONSBEVIS

Interessant nok har han
på sin ansøgning om visum til USA

opgivet sin adresse

fra engang i 1930'erne til 1943

som "Sobibor, Poland".

Ordet "Sobibor" burde få det til
at risle koldt ned ad ryggen

på enhver på denne planet.

POLEN

Man husker det typisk

som seks nazistiske udryddelseslejre.

Det vil sige steder,
der fandtes udelukkende for at dræbe folk.

Altså Majdanek, Sobibor, Chelmno,

Belzec, Treblinka og Auschwitz-Birkenau.

Desværre havde dem,
der behandlede visumansøgninger

til USA i 1950,

ikke hørt om Sobibor.

Så ordet sagde dem ingenting.

Og Demjanjuk fik sit visum.

Han arbejdede hos Ford som maskinist.

Han etablerede et helt respektabelt liv
i Midtvesten

til midt i 70'erne.

Amerikanske anklagere opdagede,

at han havde løjet
på immigrationspapirerne,

og det igangsatte en efterforskning,
der faktisk udviklede sig

til nok den mest indviklede
og længste straffesag

med rod i holocaust.

Da amerikanerne begyndte
at efterforske Demjanjuk,

fandt de
et af Demjanjuks legitimationsbeviser,

som var udstedt af SS,

og som oplyste,
at han var blevet sat til at arbejde

i dødslejren Sobibor.

Men da amerikanerne begyndte at interviewe

forskellige overlevende fra dødslejre,

kunne nogle af de overlevende

identificere Demjanjuk,

ikke som vagt i Sobibor,

men som vagt i Treblinka.

John Demjanjuk stilles for retten
i Jerusalem,

tiltalt for at være vagten
fra nazisternes kz-lejr

med tilnavnet "Ivan den Skrækkelige".

Den omtales blot som "Straffesag 373".

Staten Israel mod Ivan Demjanjuk.

Ved sin sidste krigsforbryderproces
dømte Israel Adolph Eichmann,

administratoren
bag Nazitysklands endlösung.

EICHMANN-PROCESSEN

Femogtyve år senere

forlader endnu en mand cellen
i Ayalon-fængslet

for at køre den 80 km lange tur
til retssalen i Jerusalem.

Måske for at møde samme skæbne i galgen.

Hej. Jeg er ikke "Ivan den Skrækkelige".

John Demjanjuk har udsigt til dødsstraf.

Hvordan går det i dag?

Godt, tak!

Jeg har det altid godt.

"De ville have skubbet mig levende ned
i en grav fuld af blod.

TREBLINKA-OVERLEVENDE

Det var jeg. Spørg ham!

Lad ham fortælle,

hvad han ville have gjort ved mig."

"Hr. Rosenberg...

Vær venlig at sætte Dem ned.

Offentligheden bedes blive siddende."

John Demjanjuk prøvede fortsat
at overbevise retten om,

at han ikke er denne Ivan.

den SS-officer, der hjalp
med at dræbe 850.000 polske jøder.

"Jeg er uskyldig."

"For de bemeldte anklager idømmer vi ham

dødsstraf i henhold til paragraf 1

i loven
om nazister og nazikollaboratører."

Jeg er ikke "Ivan den Skrækkelige",
men et godt menneske!

Efter han blev idømt dødsstraf,

fulgte en meget langtrukken appelproces,

der tilfældigvis faldt sammen
men Sovjetunionens sammenbrud.

Hr. Gorbatjov... Riv muren ned!

Da det gamle Sovjetunionen faldt sammen,

blev deres arkiver åbnet.

Man opdagede faktisk,

at israelerne havde fat i den forkerte.

At Demjanjuk ikke havde været
"Ivan den Skrækkelige" fra Treblinka.

Faktisk var "Ivan den Skrækkelige"
en helt anden ukrainer

ved navn Ivan Marchenko.

Det fremhævede virkelig begrænsningen
ved at strukturere processen

om de overlevendes øjenvidneforklaringer.

For de overlevende var sikre på,

at Demjanjuk var deres tidligere bøddel,

og de tog fejl.

ISRAELS HØJESTERET, 29. JULI 1993

Jeg savner min kone.

Jeg savner min familie.

Og mine børnebørn.

Jeg vil gerne hjem.

Som følge af sagen
med den fejlagtige identitet

blev han frikendt.

Men den fejlagtige identitet viste også,

at han ikke var helt skyldfri.

I mit land arbejdede Demjanjuk
ved et samlebånd

for Ford Motor Company.

Forestil dig,
at du dengang spurgte Demjanjuk:

"Hvordan tjener du til føden?"

Han ville nok have sagt:
"Jeg bygger biler,"

selvom han velsagtens udførte
én lille operation,

strammede en bolt måske.

Han byggede aldrig en hel bil
på egen hånd.

Men sådan ernærede han sig.
De byggede biler.

På steder som Auzchwitz og Sobibor

var det, SS-personalet ernærede sig ved,

at dræbe uskyldige mennesker.

Andet foregik der ikke dér.

I dag har en føderal ret i Cleveland...

...frataget John Demjanjuk
hans amerikanske statsborgerskab...

...da han tjente nazisterne
under Anden Verdenskrig

som væbnet vagt i dødslejren Sobibor.

Vores bestræbelser inspireres
af de overlevendes mod.

De skildrede
deres mareridtsagtige oplevelser

fra mere end 50 år siden,

genåbnede villigt psykiske sår,
som selvfølgelig

aldrig helt heledes.

Meget få mennesker ved...

...at da ti års procesførelse var gået

mod Demjanjuk i USA,

og retten havde inddraget
hans statsborgerskab

og beordret ham deporteret,

så opsøgte vi den tyske regering
og bad dem tage imod ham.

Tyskland sagde nej...

...som Tyskland
og andre regeringer i Europa

typisk gør i vores sager.

Enormt frustrerende.

Så mødte jeg Thomas Walther
og Kirsten Goetze,

og vi tænkte over, hvordan vi kunne

få Tyskland til at rejse tiltale
mod Demjanjuk.

Det var meget vigtigt med forbindelsen

til USA's afdeling
for specialefterforskning

med Eli Rosenbaum i Washington.

Han sagde altid til mig,

at han ikke forstår, hvorfor vi i Tyskland

ikke retsforfølger de vagter,

der overvågede,
at ingen flygtede fra drabsstedet.

Lejrene eksisterede for at begå
forbrydelser mod menneskeheden,

forfølgelse.

Jeg gav ham et eksempel.

Jeg sagde: "Hør,

vi sidder her i mit kontor.

Hvis du jager mig rundt i kontoret

med en kniv for at dræbe mig,

mens din kumpan står udenfor
og holder kontordøren lukket,

så jeg ikke kan undslippe...

I den situation

bliver både du og din kumpan

kendt skyldige i mit land

i forsætligt drab."

Jeg sagde: "Jeg kan ikke forestille mig,
at loven er spor anderledes

i Tyskland."

Lejrene havde intet andet formål

end at dræbe folk.

Der er ingen tvivl om...

...at personen er ansvarlig

og deltager i hele drabsprocessen.

Vagterne i dødslejre
som Auschwitz-Birkenau og Sobibor

vidste, hvad der foregik,

og de sørgede for, at ofrene ikke undslap.

I sidste ende
undersøgte Thomas og Kirsten lovgivningen

og fastslog, at der var retspraksis,

og indstillede Demjanjuk-sagen.

DEN 14. APRIL 2009
DEMJANJUKS HJEMMEVIDEO

EFRAIM ZUROFFS STEMME

...dag for retfærdighed.

Det, at denne person,

som aktivt deltog

i massemordet på 29.000 jøder

i dødslejren Sobibor,

endelig kommer for retten
for de forbrydelser,

er ekstremt vigtigt.

Vi er yderst tilfredse,

og mener,
at de amerikanske og tyske myndigheder

fortjener stor anerkendelse

for deres ihærdighed i denne sag.

OVERVÅGNINGSVIDEO
FRA USA'S JUSTITSMINISTERIUM

EN UGE TIDLIGERE

Jeg sidder i den forkerte side af bilen.

-Han går.
-Ja.

Det ser uskyldigt ud,

en ældre mand, der går og taler,

men denne mand er John Demjanjuk,

den påståede nazistiske dødslejrvagt,

der hævder,
at han er for syg og skrøbelig

til deportation og rettergang i Europa.

Føderale anklagere fremlagde disse videoer

til USA's kredsdomstol for appeller.

De er optaget få dage,
før han blev tilbageholdt.

DEN 9. MAJ 2009, MÜNCHEN, TYSKLAND

En af de ting,
Demjanjuk prøvede i München,

var at skabe et indtryk af

at være helt inkompetent.

Han udførte faktisk
en ret dramatisk teaterforestilling

for at overbevise alle om,

at han var døden nær.

For det første er problemet, at Demjanjuk

spillede komedie i dag,

og han vil gøre alt muligt

i et forsøg på at give indtryk af,

at han ikke magter en rettergang.

På billederne fra Demjanjuk-retssagen

ligner han totalt en zombie,

som om han ikke anede,
hvad der foregik.

De fleste ved ikke,

at så snart dagens retsforløb sluttede,

rejste han sig og gik rundt
og lavede sjov.

Det kendetegner naziretssager...

...gennem årtier at påstå at være inhabil,
enten på grund af fysiske

eller psykiske helbredsforhold,

til fortsat at stå for retten.

ADOLF HITLERS STEDFORTRÆDER

Nogle domstole er faldet for tricket,
andre er ikke.

HESS TILSTÅR FINGERET HUKOMMELSESTAB

Men det var et uhyre almindeligt kneb.

Hvis man uddelte Oscars

for bedste præstation
af en naziforbryder,

ville Demjanjuk have fået den i 2010.

Vi ved nu,
at han faktisk var ved udmærket helbred,

og han overlevede retssagen.

I en dom, det har taget årtier at nå,

kendte en tysk domstol
91-årige John Demjanjuk

medskyldig i mordet

på mere end 28.000 jøder
i det nazibesatte Polen.

John Demjanjuk er bare en syndebuk

for tyskerne.

Han skal betale for alle de fejl,
de begik i fortiden.

Det er ikke retfærdigt.

Det vigtige ved retssagen i Tyskland var,

at det på en måde var præcis det modsatte

af Ivan den Skrækkelige-sagen.

Sagen om Ivan den Skrækkelige
fokuserede på bestemte sygeligheder

ved en meget brutal vagt.

Retssagen i München var faktisk
den første proces, der meldte:

"Skidt med, om du er grusom eller ej.

Din jobbeskrivelse lød i grunden på

at muliggøre en udryddelse.

Og det er derfor,
at vi som domstol kender dig skyldig"

Du er medskyldig i drab,
for per definition

var det din jobbeskrivelse.

Demjanjuk døde det efterfølgende år
i Tyskland...

...mens hans sag blev appelleret.

Men retspræcedensen i kraft af,

at én, der tjente som vagt i en dødslejr,

var medskyldig i de drab, der fandt sted,

inspirerede de tyske anklagere

til at retsforfølge andre vagter.

Tyske anklagere genåbner
hundredevis af efterforskninger

af tidligere nazister.

Hvorfor har det varet så længe,
før de retsforfølges?

Det er den enestående betydning
af Demjanjuk-dommen.

Det, retten i München udmeldte i maj, var,

at hvis du tjente som væbnet SS-vagt
i en ren dødslejr,

så er du automatisk medskyldig i drab.

Det gav den tyske anklagemyndighed
nyt liv.

Nu var spørgsmålet,

hvor mange af dem der levede?

LUDWIGSBURG, TYSKLAND

EFTERFORSKNING AF NAZIFORBRYDELSER

Efter Demjanjuks dom
begyndte hovedkontoret her

igen at se på samtlige seks dødslejre.

DIREKTØR

Vi samlede en masse puslespilsbrikker

for at få indtryk af,

hvem der var involveret i en forbrydelse.

Der står det, lige dér.

Tyskland råder bod på det med det, de har.

Der er ikke mange naziforbrydere
at vælge imellem nu.

Mange af dem er døde.

Mange overlevende er døde.

Den tyske regering har ikke frit valg

mellem en masse spillere, de kan gå efter.

Jeg fik et tip fra Simon Wiesenthal
tidligt i 1980'erne.

Hr. Wiesenthal fortalte mig,
at der var en nazist

ved navn Haralds Puntulis,
der boede i Canada,

men hans opholdssted var ukendt.

Puntulis deltog i massakren

på mere end 5000 jøder og romaer...

...i en landsby i Letland.

Han var let at finde.

Jeg fandt ham,

mens han lavede havearbejde i Willowdale,

hvor der ironisk nok bor pænt mange jøder.

Men før myndigheder kunne handle,

og før min artikel om ham udkom,
døde Puntulis.

Der er en vilje til at finde folk.
Hvem som helst.

Men som du kan tænke dig,

er de usædvanligt gamle.

NAZIVAGT: BANKEDE FANGER TIL DØDE

Meget få af dem magter stadig
at stå for retten.

Så der er en følelse af...

...at før det er for sent,

må vi gøre alt...

...for at sagsøge de sidste nazister.

TIDLIGERE NAZISTER EFTERFORSKES

Da den lange liste over folk,

de troede var naziforbrydere,
svandt ind,

blev en bogholder fra Auschwitz fremhævet.

Han kom i søgelyset

pga. et interview, han gav i BBC,

hvor han åbent indrømmede
og detaljeret beskrev

forbrydelserne i Auschwitz.

LEJRVAGT I USCHARF

Du var en del
af historiens største drabsfabrik.

Du arbejdede der.

Du bidrog personligt til drabet
på omkring en million mennesker.

Skulle du ikke have været for retten?

Nej, det synes jeg ikke.

TIDL. MEDLEM, SS-GARNISON, AUSCHWITZ

Med dit spørgsmål antyder du,

at du bare som medlem af en gruppe folk,

der boede i en garnison,
hvor jøder blev udryddet,

bliver til forbryder.

Han var medskyldig.

Han vidste besked.

Men han vidste ikke,

at interviewet med BBC

ville igangsætte efterforskningen.

For på det tidspunkt inden Demjanjuk,

blev vagter ikke set som medskyldige.

Og i årtier levede han fredeligt

i en lille by uden for Lüneburg.

De fik Gröning og forfulgte ham.

Nej.

Carlotta har lavet frokost til mig.

Så hun kan rette den an,
når hun er klar til at servere.

Okay.

-Hej Benji.
-Skal du spise?

-Godmorgen.
-Hej Benji.

Der kører mange retssager nu,
og det er bemærkelsesværdigt.

Ældre mennesker,
som har unddraget sig dom i årevis.

Det gør ikke megen forskel,

om de tilbringer noget tid
i spjældet eller ej.

Det gør en principiel forskel.

De skal vide,
at de ikke slipper af sted med det.

Vi jager dem, uanset hvor de er,

så længe det kræves,

for at få dem til
at forklare deres handlinger.

Hvis du ved, han var vagt i en lejr,

der dræbte din far, mor og bedstefar,

skal man så ikke vise hensyn til ofrene

fremfor gerningsmanden?

Vores argument i sagen er,

at det,
hr Gröning foretog sig i Auschwitz...

...faktisk ikke var en støtte
til drabet på de mennesker,

der var blevet fragtet til Auschwitz
på det tidspunkt.

Han støttede selvfølgelig systemet,
men ikke selve drabet.

Mange SS-medlemmer her i Tyskland

har i tidligere retssager ofte sagt:

"Jeg dræbte dem ikke.
De blev dræbt af en maskine."

Hans stilling som underordnet var tydelig.

Han var ikke officer af høj rang.

Han havde ikke beføjelser
til at give ordre.

Spørgsmålet er, hvem der er ansvarlig?

Gröning var et hjul i en maskine,

men maskinen havde ikke fungeret

uden det hjul.

Individuelle drab forudsættes ikke.

Der er intet bevis for, at Hitler

personligt dræbte nogen i Auschwitz
eller nogen jøder.

Enhver, der vidste,
hvad der foregik i Auschwitz,

er både moralsk og juridisk skyldig.

Kokken i mindre grad end personen,

der hældte gas ind i kamrene.

Bogholderen mindre end vagten,

men han traf hele tiden valg,

og dem er han ansvarlig for.

Gröning var ikke bare bogholder.

Han er kendt som
"Bogholderen fra Auschwitz".

"Bogholderen fra Auschwitz"

skaber i mine øjne et misvisende billede.

Det antyder, at han bare kunne gemmes væk

i et lille skur for at lægge tal sammen.

Han kom til Auschwitz netop som bogholder.

Men det krævede mere end bogholderi.

Han skulle også passe systemet.

Og han blev set på rampen.

Dette er rampen fra kollektive fantasier,

fra film som Schindlers liste.

Det er her, SS sorterer folk

og afgør,
hvem der skal henrettes med det samme.

Den lille gruppe bliver faktisk

indsluset i lejrens fængselsbefolkning.

Hvis man ser på Auschwitz,

hvorfor sagsøgte man så ikke flere vagter?

Auschwitz var en hybridlejr.

Den var delvis slavearbejdslejr

og delvis dødslejr.

Hvis vagterne kun var knyttet
til slavearbejdsaspektet,

så vidste man ikke nødvendigvis,

om de faktisk var involveret i drabene.

Og hvis man ikke vidste det,

kunne man ikke sagsøge dem for noget
under tysk lovgivning.

I Grönings tilfælde

ved vi, at Gröning,

var i Auschwitz i lang tid.

Han var der i to år.

Men ser man på anklageskriftet,

fokuserer det udelukkende på en periode
på tre måneder.

Det er i de tre måneder,

at togene ankom

med flere hundredetusinde jøder
fra Ungarn.

I dette tilfælde

er det den ungarske aktion,
der er forbrydelsen.

Fra den 16. maj til den 11. juli

blev 300.000 jøder dræbt.

Hvis vi kan bevise, at Gröning tilbragte

bare én dag på rampen i denne periode,

så er han skyldig i hele forbrydelsen.

Vidnerne ankommer en bestemt dag
på et bestemt tidspunkt

under denne ungarske aktion.

Det er vigtigt, at vidnerne fortæller,
hvad der skete med deres familier,

at de taler om deres bedrøvelse

og deres tab.

Bill, du skal vidne i morgen.

Tal langsomt, men flydende,

og tænk ikke på dommernes ansigter.

Det er noget særligt.

For mit vedkommende
er det meget vigtigt følelsesmæssigt.

Justitsministeriets strafferetsafdeling

har begået en masse fejl.

Store fejl.

Og jeg giver det tyske retssystem

en chance for at gøre det bedre.

Tiden, hvor vi skulle vidne i sagen, kom.

Jeg trådte ned
foran den præsiderende dommer.

Thomas Walther sad ved siden af mig,

og så bad dommeren mig beskrive,

hvad der skete, da jeg ankom
til Auschwitz-Birkenau.

Toget stoppede.

Efter nogen tid
blev dørene pludselig åbnet.

"Alle ud!"

"Ud af godsvognen!"

"Lad bagagen være derinde."

"I får den senere."

Området var fyldt med folk,
der løb rundt.

Nogle i stribede pyjamasser
og en masse soldater med gevær.

Hunde i snor, der kastede sig fremefter

og gøede ad os.

Folk strømmede ud af vognene.

Tusindvis af mennesker.

Babyer, der græd.

Mødre, der holdt dem.

De begyndte at råbe:
"Mænd og drenge i én kolonne.

Fem på række. Hurtigt!"

Jeg tog fat i min fars hånd og stod der.

Min mor, min søster, mine tanter

og min bedstemor stod i den anden kolonne
med kvinderne.

De skreg og råbte.

Folk var så

traumatiserede, så bange.

Der er en nazist, der råber på tysk:
"Tvillinger!"

Min stakkels mor tøvede og sagde:
"Er det godt?"

Og nazisten nikkede: "Ja."

Så min mor sagde ja.

I det øjeblik kom en anden nazist

og trak min mor til højre.

Vi blev trukket til venstre.

Vi græd, hun græd.

Jeg forstod ikke rigtig,

at det skulle blive sidste gang,
vi så hende.

Min mor med mine søskende,

mine bedsteforældre og min tante.

De blev bedt om at gå til venstre.

Jeg ved, at de blev ført ind i gaskammeret
i Krematoria II.

Min far, min onkel og jeg blev udtaget
til slavearbejde.

Vi blev registreret,

fik fjernet tøjet

og blev kronraget.

Næste morgen blev vi tatoveret med et tal

og fik stribede dragter.

Jeg blev slavearbejder for det tyske rige.

Mengele brugte 1500 tvillingepar...

...i sine eksperimenter.

Tag et par tvillinger,
indsprøjt en sygdom i den ene,

og når denne dør, så dræb den anden.

Så kan du se, hvordan sygdommen virker.

Efter en af de indsprøjtninger

blev jeg meget syg med høj feber.

Den næste morgen

kom Mengele ind med fire andre læger.

Han så på min febertabel

og erklærede så med en sarkastisk latter:

"Hvor ærgerligt.

Hun er så ung
og har kun to uger tilbage at leve i."

Men efter to uger gik min feber væk.
Jeg overlevede.

Jeg blev udskrevet
og genforenet med min tvillingesøster

og de andre tvillinger.

EVA OG MIRIAM - 1945

Da jeg kiggede mig omkring

og prøvede at få mening ud af det, jeg så,

indså jeg pludselig,

at jeg var alene,
og at min mor stod flere rækker foran mig.

Jeg begyndte at skubbe mig igennem mængden
for at nå frem til hende.

Så blev jeg pludselig stoppet.

Et gevær foran mig

og en ung tysk soldat,
der sagde: "Nein.

Derover! Til højre!"

Jeg sagde: "Nej, min mor er dér.

Jeg vil med hende."

Men han holdt bare riflen der
og sagde: "Nej.

Du skal derover."

Så råbte jeg efter min mor,

og hun vendte sig om...

...jeg ved ikke, hvad jeg forventede,

men hun så bare på mig

og sagde ikke et ord.

Og så vendte hun sig om og gik videre.

Jeg så hende aldrig mere.

Det er nok det hårdeste...

...jeg nogensinde har oplevet.

Selv nu har jeg svært ved at tale om det,

og i over et halvt århundrede
kunne jeg ikke.

Hvad skete der med min mor og søster?

Jeg ved det ikke.

Jeg har ikke set dem siden,

sagde aldrig farvel til dem.

De forsvandt bare ud af mit liv
i det øjeblik.

MINDESMÆRKE FOR HOLOCAUSTOFRE
AUSCHWITZ, POLEN

Heroppe.

Her står min far.

Glied, Alexander, 1899,

Petrovac, Jugoslavien.

Myrdet i Kaufering, Tyskland.

Her står min søster. Glied, Aniko, 1936.

Subotica, Jugoslavien.

Myrdet i Auschwitz, Polen.

Her er min mor.

Glied, Miriam, 1907, Jaszkarajeno, Ungarn.

Myrdet i Auschwitz, Polen.

Åh, Gud.

Alle disse Glieds er...

...slægtninge... Mine onkler og tanter.

JEG FIK AT VIDE, AT ALLE DEM,
DER IKKE KUNNE ARBEJDE, BLEV BORTSKAFFET.

HVAD TÆNKTE DU OM DE MENNESKER,
DER BLEV "BORTSKAFFET"?

JØDERNE BLEV ANSET FOR TYSKLANDS FJENDER.

DE SKULLE UDRYDDES.

DET VAR EN DEL AF KRIGEN.

Han talte om hele situationen,

som om det var et insekt nede på jorden,

som han trådte på.

Synet af de overlevendes ansigter,

da Gröning havde talt...

Det var skrækkeligt,

da han fortalte historier fra sit arbejde.

Om den grædende kuffert f.eks.

I NOVEMBER 1942,
DA JEG VAR PÅ RAMPEN FØRSTE GANG,

SKETE DER NOGET CHOKERENDE.

EN JØDISK MOR ANKOM
OG GEMTE SIN BABY I EN KUFFERT.

BABYEN BEGYNDTE AT GRÆDE.

EN SS-KORPORAL ÅBNEDE KUFFERTEN,

TOG FAT I BARNETS BEN OG HAMREDE DET

IMOD EN JERNDØR PÅ EN LASTBIL...

...OG GRÅDEN HOLDT OP.

Han sagde: "Gråden holdt op."

Det var...

Jeg synes... Jeg var nær død.

Jeg kunne bare ikke tro det.

"Det var ikke pænt," sagde han.

Senere spurgte de ham:

"Hvad ville du have gjort?"

"Jo, måske have skudt ham."

Det ville have været det pæne for ham.

Jeg accepterer, at de var hjernevaskede,

men der er en grænse.
Uanset hvor hjernevasket du er,

hvis du ser en baby blive taget op
og smadret mod en dør,

siger man så, at det er fint?
At det er okay og acceptabelt?

Det er uacceptabelt.

Han gav jo de oplysninger...

...villigt. Jeg mener...

De spurgte ham: "Havde jøder en chance for
at forlade stedet i live?"

Han sagde: "Absolut ikke."

Det påvirkede mig meget.

Så...

Han var voksen.

Han var ansvarlig for sine handlinger.

Ikke alle,
der sluttede sig til Hitlerjugend,

gik ind i SS.

Ikke alle, der gik ind i SS,

endte som vagt i Auschwitz

med at føre folk i døden.

Hvad lydighed og ordrer angår,

hører man tit:
"Jeg skulle deltage i forbrydelserne,

for hvis ikke jeg gjorde det,

var jeg blevet henrettet af tyskerne

eller sendt i dødslejr."

En af de mest påfaldende statistikker

fra holocaust

er antallet af SS-officerer

eller bare overordnede tyske officerer,

der led seriøse livstruende konsekvenser,

fordi de sagde fra.

Det antal er nøjagtig nul.

Der er ikke fundet et eneste tilfælde,

hvor det er bekræftet, at én,
der ikke adlød kriminelle ordrer,

blev udsat for alvorlig straf,

endsige henrettelse.

Han adlød ordrer,

men et sted i sin bevidsthed
må han have vidst,

at det ikke kan være lovligt at myrde

småbørn, babyer, ældre mennesker...

At myrde folk i den alder, han har nu.

Han må have vidst,
at det ikke alene var forkert,

men i yderste forstand ulovligt.

Jeg blev meget oprevet
ved at lytte til Gröning,

for de ting, han forklarede frivilligt.

Han var stor i munden.

Jeg ville bare ønske, han sagde:
"Jeg beklager."

Det i sig selv, ville have været...

I en alder af 94
ville det have betydet alt

for mit vedkommende.

Bare de to ord.

Nogen må afsige en dom,

og jeg tror,
de vil tage vores udsagn i betragtning.

Vi får se, hvad der sker.

Jeg vidste ikke,
hvordan omgangen med ham ville være.

Jeg vidste ikke,

at han ville kunne besvare mine spørgsmål.

Ikke desto mindre

vidnede jeg og sagde højt og tydeligt
i en tysk retssal,

at jeg tilgav ham.

Jeg tilgav alle nazisterne

og tilgiver alle, der sårer mig.

JEG TILGIVER DIG,
SOM JEG HAR TILGIVET ALLE NAZISTER.

NAZIREGIMET DUEDE IKKE.

DEL DET MED UNDGDOMMEN, HR. GRÖNING!

Det, hun gjorde, er oprørende.

Jeg havde det som om,
jeg faldt igennem gulvet til en kælder.

Hun blev ved med at gentage,
at de mennesker er hendes venner.

Og jeg sagde:
"Du godeste. Er kvinden gal eller hvad?"

Tilgivelse af dem,
der torturerede hende...

...og dræbte så mange så grusomt.

Hun magter at tilgive.

Måske har hun brug for tilgivelsen
for at komme videre,

for at bevare sine fulde fem.

Noget mere chokerende

var de publikummer,

hvem de end var,
der begyndte at klappe af det...

...tilgivelseshalløj.

Og dommeren sagde: "Ikke i min retssal."

I kender Eva Mozes' historie.

I ved, hun havde en tvilling.

Hun er...

I enhver forstand af ordet

er hun et offer som alle de andre.

Hun bør behandles som sådan.

I lørdags vendte jeg tilbage
til USA.

Retsforløbet var forbi,

og han sad stadig ved sit bord.

Så jeg gik hen til Oskar Gröning.

EVAS OPTAGELSER

Bed dine mednazister

om at udtale sig, for som du ser,

tror man ikke på os, de overlevende.

Man siger:
"Åh, jøder, de er ude på at opnå noget."

Men du, det er dit gode arbejde

at rette op på det dårlige arbejde.

Har du det okay?

To menneskers omfavnelse

gør folk rørt over hele verden.

I aften lægger vi ud
med en utrolig historie.

En kvinde fra Terre Haute er midtpunkt
for international opmærksomhed.

Det sker
efter en modig godhjertet handling,

der har taget sociale medier med storm.

Hun var den mest berømte i Lüneberg,

for verdenspressen sværmede om hende.

Alle blev grebet
af denne tilgivelsesaffære.

Den størst tænkelige gestus.

Krammer man monstret?

Krammer man den maskine,
der dræbte din familie

og næsten dig med?

Det var et udtryk for tilgivelse,

men der var store overskrifter

og et kæmpe ramaskrig,
om hun skulle gøre det,

om det var for meget,
om man kan tilgive...

...nazimaskinen.

Om han bare ikke burde tilgives.

Det lykkedes hende

at oprøre

praktisk talt alle de andre overlevende.

Og med god grund.

Ved at tilgive...

...annullerede jeg det, der hændte mig.

Hun har før ofte sagt:

"Du må tilgive din bedstefar."

Jeg sagde: "Nej, jeg kan ikke tilgive ham.

Ikke med al det, han har bebyrdet os med."

Men hun skal håndtere det.

Hun skal holde det ud.

Så det er op til hende

Hvis det er sådan,

Eva kan leve med det,

accepterer jeg det.

Man besejrer bedst en fjende

ved at gøre ham til en ven.

Jeg tror på,

at jeg besejrede Oskar Gröning

ved at gøre ham til en ven.

Lige efter krigen

valgte Gröning at gifte sig med
sin brors enke.

Han fik to børn

og levede et fredsommeligt liv.
Han nød livet.

Der skete hr. Gröning noget afgørende

midt i 80'erne.

Han mødtes med én,
der samlede på frimærker ligesom ham.

De talte om naziforbrydelser,

og den anden benægtede holocaust.

Det var ulideligt for ham,

at den fyr gik rundt og sagde,
at holocaust ikke fandt sted.

Han var jo i Auschwitz.

Han ville faktisk gerne

fortælle folk: "Hør, jeg var der.

Jeg ved, at de forbrydelser blev begået."

Han gav nogle interviews
til det tyske nyhedsmagasin Spiegel

og til BBC.

Ingen kendte hr. Gröning inden da.

INTERVIEW I BBC, 2005

DET ER MIN PLIGT I MIN ALDER

AT STÅ VED DET, JEG SÅ

OG MODSIGE HOLOCAUSTBENÆGTERE,

DER HÆVDER, AT AUSCHWITZ ALDRIG FANDT STED

JET VIL SIGE TIL BENÆGTERNE:

"JEG HAR SET KREMATORIET.

JEG HAR SET DE BRÆNDENDE GRAVE.

JEG VIL HAVE, I TROR MIG,

AT DISSE GRUSOMHEDER FANDT STED...

JEG VAR DER."

Han blotlagde sig selv,

og det var selvfølgelig positivt.

En modig ting at gøre.

En vigtig formildende omstændighed,
synes jeg.

Og for mig

ville det være grund nok
til ikke at tiltale.

Hvad siger du til dem,
der stadig benægter holocaust?

Intet. De er håbløst fortabt.

JEG ER IKKE I TVIVL OM,
AT JEG ER MORALSK SKYLDIG.

JEG BEDER OM TILGIVELSE.

OM JEG ER KRIMINELT ANSVARLIG,

MÅ I AFGØRE.

Hr. Gröning gav en lang forklaring om det,
han lavede i Auschwitz,

og han tilstod, at han moralsk er skyldig

i holocaust.

I sidste ende må afgørelsen om hans skyld

træffes af retten.

Det kan ikke afgøres af hr. Gröning.

Gröning afgiver vidneforklaring,

han spiller ikke syg.

Han har samme alder som Demjanjuk,

men bærer ikke baseballkasket
eller ligger i sengen.

Jeg mener,
Oskar Grönings vidneforklaring er vigtig.

Han er en direkte medvirkende observatør,

der punkterer
holocaustbenægternes løgn om...

HOLOCAUST ER FALSK HISTORIE!

...ingen krematorier, ingen zyklon.

De løgne punkterer han. Han var der.

Han så det med egne øjne.

Og dog kan holocaustbenægterne
ikke acceptere realiteten

i det, han siger.

Han fortjener noget anerkendelse
for at have vidnet

om sandheden i det, han så.

Sandheden er, at i 1945,

da krigen sluttede,

og man opdagede lejrene

og rædslerne ved nazisternes forbrydelser,

dannede man udtrykket "Aldrig mere".

Problemet er, at det er tomme ord.

Med andre ord

har der været så mange tragedier

der ligner, men ikke svarer til holocaust,

at dette "Aldrig mere" faktisk er
helt meningsløst.

Det er for farligt i dag.

Verden er under forandring.

Vores evne til at dræbe er ude af kontrol.

Vi ser krigene, der sker nu i Syrien.

Vi taler om ISIS.

Intet er nyt.

En del af grunden til hændelserne
i Rwanda, Cambodia,

Biafra, Darfur og Bosnien og alt det er,

er, at det slet ikke står klart,

at deltagelse i sådanne forbrydelser,

skal betales.

Igen og igen

slipper folk af sted med det.

Det er absolut forfærdeligt.

Der er ingen hukommelse uden historie.

Ingen fremtid uden hukommelse.

Hvis ikke vi lærer af fortiden,

gentager vi de samme fejl.

Jøder skal ikke tage vores plads!

ATHEN, GRÆKENLAND

Hvis vi kan sende en stærk besked...

...om, at der ingen forældelsesklausul er
for folkemord,

så kunne det være med til at forebygge

individer i at risikere

retsforfølgelse,
selv i slutningen af livet.

DOM PÅ TRAPPERNE I TYSK RETSSAG
MOD "BOGHOLDEREN FRA AUSCHWITZ"

DEN 15. JULI 2015

Jeg ønskede inderligt,

at Gröning blev dømt
for denne skrækkelige handling,

men jeg er nået frem til,

at jeg ikke ønsker, han kommer i fængsel.

Jeg synes, det vigtige er,
at han bliver dømt

og kommer tilbage til den by,
hvor han har boet i 70 år,

hvor alle ved, hvad han gjorde,
og hvor han var.

Folk skal se ham gå på gaden

og sige: "Der går Oskar Gröning,

manden, der blev dømt
for mordet på 300.000 mennesker."

Han er alt, hvad vi har.

Hvis vi vil skabe en præcedens,

en ny lov,
der i fremtiden ikke tillader

skyldige at undslippe
pga. tekniske detaljer,

så gør vi det gennem ham.

Et usædvanligt øjeblik i Tyskland,

da Anden Verdenskrigs synder

endelig indhentede manden,
der kaldes "Bogholderen fra Auschwitz".

Han blev kendt skyldig
og idømt fire års fængsel

nok i en af de sidste store naziprocesser,

vi får at se.

Dommen overrasker ikke.

Men vi vil gennemgå sagen i detaljer.

Det var... Følelsesladet.

Han fik kun fire år.

Dommeren kunne ligeså godt
have givet ham 100 år

Jeg forventer ikke,

at han nogensinde kommer i fængsel.

Dette er for de fremtidige generationer.

For alle dem, der stadig myrder mennesker

pga. en anden farve, etnicitet
eller religion.

Det er dem, der skal vide,

at uanset, hvor lang tid der går,

så falder der dom over dem.

Oskar Gröning appellerede dommen.

Det, at jeg vidnede,

var som at lægge en buket

på mine forældres ikke-eksisterende grav.

Jeg føler, at dem, jeg elsker,
som blev myrdet,

endelig fik ydet noget retfærdighed.

At min myrdede mor og far...

...nu måske...

...kan hvile i fred.

Den føderale domstol stadfæstede dommen
om skyld.

Gröning tabte i flere forsøg på
at få dommen omstødt.

Jeg føler mig meget opstemt

over, at jeg sidder

i en tysk retssal...

...med min datter...

...med mit barnebarn.

Det beviser,

at vi er som den evige fugl Fønix,

der rejser sig igen fra holocausts aske.

At vi kan overleve.

Oskar Gröning døde i marts 2018

uden at have siddet en dag i fængsel.

Siden Grönings retssag

er tiltale rejst
mod otte tidligere SS-officerer

og mere end 19 efterforskes.

Den yngste er 92.

TIL MINDE OM BILL GLIED, 1930-2018

Tekster af: Katrin N