All language subtitles for Je.verrai.toujours.vos.visages.2023.FRENCH.HDRip.x264-DDLPZ.mkv

Jeg vil gerne forklare hende
min handling.

For da jeg slog Marc ihjel,
var jeg ikke mig selv.

Hvad mener du med...?
Undskyld. Kom bare.

- Jeg har glemt, hvad jeg ville sige.
- At du var påvirket...

Ja, jeg havde drukket.
Det havde han også.

Havde I begge et alkoholproblem?

- Ja.
- Det kan jo ske.

Vi har ikke set hinanden siden,
så jeg har ikke kunnet fortælle -

- med klart hoved, hvad der skete.

Og især, at jeg er ked af det.

Vi har begge mistet meget.

Føler du, at du har mistet
lige så meget som hende?

Nej. Jeg tog hendes søn fra hende,
og det tilgiver jeg aldrig mig selv.

Men jeg har mistet min mand,
min datter har mistet sin far, -

- og jeg ved ikke engang,
om jeg får min datter tilbage.

Jeg forstår.

Jaså? Gør du virkelig?

Undskyld, jeg afbryder,
men det gik fra skidt til værre.

Michel, du forstår ikke,
hvad personen har været igennem.

Du kan kun prøve
at forestille dig det.

- Jeg ville bare støtte hende.
- Du støtter bedst ved at lytte.

Hvordan var det?

Det var hårdt.

- Jeg dummede mig vist.
- Jeg var for stresset til at lytte.

- Vi afbrød hinanden.
- I afbrød hende.

I respekterede ikke pauserne.
Og for mange kommentarer, Michel.

Mange lukkede spørgsmål.
Og for mange meninger, Fanny.

Det synes jeg ikke, men jeg prøvede
at lokke mere ud af hende.

Den idé skal du droppe. Du er
hverken advokat eller politibetjent.

Og du skal ikke føre tilsyn.
Du skal bare være dig selv.

Det, I tilbyder,
er det modsatte af alle andre.

Vi taler ikke for dem,
vi prøver ikke at ændre dem.

Vi lytter og tager imod.
Betingelsesløst.

Du kender dem ikke bedre end de selv.
Lær det, hvis du vil være her.

De tænker, hvis I giver dem lov.

Ellers siger de, hvad de plejer.
Og klapper i, som de plejer.

Du fylder for meget. Giv plads.
Du kender hende ikke. Lær af hende.

Følg hende uden at dømme
og analysere. Slå dig selv fra!

- Følte du dig lyttet til?
- Ja.

Nej. Du følte dig vel modtaget
og respekteret, og det er fint.

Men ikke lyttet til. Jeg er streng,
men det her er afgørende.

Det er nødvendigt, at I forstår det.
Fuldstændig.

Genoprettende ret er ikke for børn.

ALL YOUR FACES

ET ÅR SENERE

Af sted, af sted.

- Er du blevet klippet?
- Martine har frisket mig lidt op.

Det er pænt. Men det er det også,
når det er viltert. Du er altid pæn.

Vi når kun lige næste møde.
Jeg regnede med ventetid, men...

Man skal lægge mere luft ind,
når det er fængsler.

- Goddag.
- Goddag.

Jeg hedder Fanny.
Jeg arbejder i kriminalforsorgen -

- og som mægler
inden for genoprettende ret.

Jeg hedder Michel.
Jeg er pensioneret lærer.

Jeg er frivillig i Offerhjælpen og
mægler inden for genoprettende ret.

Hvordan går det dig lige nu?

Det kører for vildt.

Det ville være fint,
hvis du ville sige lidt om dig selv.

Jeg hedder Nassim. Jeg er 29 år.

Okay.

Tak, Nassim.

Kan du sige lidt om, hvor du har
hørt om genoprettende ret?

- Fra min socialrådgiver.
- Hvad har du hørt, at det er?

- Møder mellem ofre og indsatte.
- Netop.

Det er et program,
der muliggør møder -

- mellem en gruppe lovovertrædere
og en gruppe ofre -

- omkring samme type forbrydelse.
Som nu voldeligt røveri.

- Får dommeren besked?
- Kun om deltagerne.

Ikke hvad der bliver sagt.

Men dommeren kan godt lide det, ikke?
Min sag skal snart vurderes.

Det ved vi ikke.

Programmet er frivilligt og gratis.

Det koster ikke noget,
men der er heller ingen belønning.

Det medfører ikke strafnedsættelse.

- Hvad er så pointen?
- At kommunikere.

Du kan stille spørgsmål. Fortælle,
hvad du oplevede og hvordan.

Jeg har fortalt, hvad jeg gjorde.
Jeg gider ikke se tilbage hele tiden.

- Jeg vil fokusere på fremtiden.
- Og hvordan ser du fremtiden?

Hallo?
Hvordan går det?

Det er evigheder siden.
Det er dejligt at høre din stemme.

Nej. Jeg laver tærte til et selskab
hos en veninde. Hvad med dig?

Jeg vil gerne se min bror.
Men ikke tilfældigt på en café.

Jeg ved ikke, hvor han er,
men han er åbenbart flyttet tilbage.

Jeg har ikke lyst til
at rende ind i ham.

Jeg vil mødes
for at sikre mig mod det.

Før havde han et tilhold,
men ikke længere.

Jeg kan ikke forhindre ham i at vende
tilbage eller komme bestemte steder.

- Vi skal bare blive enige.
- Om hvad?

Hvornår han vil på kirkegården, -

- i biografen, i svømmehallen.
De ting som minimum.

Måske nogle cafeer og restauranter.
Dage og tidspunkter.

Jeg ved ikke,
hvordan I organiserer... den slags.

Først præciserer vi
dine forventninger.

Derefter meddeler jeg
dine ønsker til...

Hvordan skal vi omtale ham?

Det ved jeg ikke. Det er op til dig.

- Hvad hedder han?
- Benjamin. Delarme.

- Hr. Delarme?
- Okay.

Jeg meddeler hr. Delarme dine ønsker,
og siger han ja til en mægling, -

- mødes jeg med jer enkeltvis
hver anden-tredje uge i et halvt år.

Vi kan tilføje flere samtaler senere
efter behov.

- Hvordan vil du kontakte ham?
- Måske gennem kriminalforsorgen.

Medmindre du har et nummer
eller en adresse.

Jeg har ingenting. Men jeg kender en,
der må have hans nummer.

Måske kan vi også gå
gennem denne person -

- for at skabe kontakt til ham.
For at gøre det mindre brutalt.

Det kan ikke være hende.
Jeg har ikke tillid til hende.

Okay.

- Hvor begynder vi?
- Det bestemmer du.

Skal du vide det hele?

Fortæl det, du tror, jeg bør vide
for at kunne støtte dig bedst muligt.

Okay, jeg kaster mig ud i det.

- Det bliver nok lidt langt.
- Tag dig bare god tid.

Jeg blev misbrugt af min storebror,
fra jeg var syv. Han var 13.

Han forsøgte analt samleje,
da jeg var 12. Jeg skreg af smerte, -

- og han kunne ikke trænge ind.
Bagefter stoppede han.

Året efter blev mine forældre skilt,
og jeg flyttede med min far.

Min mor blev med min bror.
Han er min halvbror.

Jeg blev ældre og begyndte
at få kærester. Det var kompliceret.

Som 17-årig fortalte jeg,
hvad der var sket.

Alle troede mig undtagen min mormor.

Hun var imod, at jeg anmeldte det,
men det gjorde jeg.

Han erkendte det skete, -

- men sagde, at han ikke vidste,
at jeg ikke ville.

At han var for ung til at vide,
hvad han gjorde.

Jeg ved ikke, om han bare ville
undgå straf eller faktisk mente det.

Han blev dømt for voldtægt
og voldtægtsforsøg.

Han sad i fængsel i tre år
og flyttede derefter væk.

Vi har ikke set hinanden siden.
Der er gået tolv år nu.

Jeg har netop haft en samtale.
Jeg skal lige tage noter. Tak.

Jeg fik 15 år.

Jeg ankede og fik atter 15 år.
Ankede igen og fik 10 år.

Dommeren kunne se,
jeg havde ændret mig.

Først forstod jeg ikke dommen.
Der var hverken døde eller sårede.

Og ofrene vrøvlede. De forvekslede os
og sagde, jeg havde gjort alt muligt.

De kunne ikke genkende mig.

Hvordan tror du, ofrene oplevede det?

Jeg ved det ikke.
Jeg ville gerne sige til dem:

Jeg dummede mig.
Jeg skal i fængsel. Det er fint.

For jer er det overstået.
Tag jeres penge og vær glade.

I virker helt lammede. Kom nu videre.

Jeg forstår ikke, at de siger,
de ikke kan komme over det.

Det gør jeg ikke.

- Hej.
- Kom ind.

- Jeg har makroner med.
- Nej tak. De er for søde.

- Er det fint med kaffe?
- Ja.

Hvad vil du ham?
Har han ikke haft sorger nok?

Sagen var så hård. Han mistede alt.
Job, kæreste, venner.

- Han er ikke kommet sig.
- Jeg vil ikke plage ham.

Det er længe siden nu. Det er fortid.

De er flotte, de nye kakler.

De er ikke nye.
De er mindst ti år gamle. Værsgo.

Mær!

Mær!

Den lede mær!

Jeg skulle have givet hende
makroner med lort i.

Værsgo, de er ikke søde.
De er med lort.

- Er det dig, der tager mødet?
- Hvis han siger ja.

- Hvad vil du sige?
- Jeg vil overbringe din anmodning.

- Jeg har makroner med. Vil du smage?
- Nej tak.

- De er ikke for søde.
- Så vil jeg gerne. Bagefter?

Når man overbringer en anmodning,
får man et svar. Du får et svar.

Hvordan vil du reagere,
hvis han siger ja?

Jeg bliver vel lettet.
For så kan vi lave nogle aftaler.

Så skal jeg ikke frygte
at møde ham.

Det kan også være,
at jeg bliver meget bange.

Måske vil jeg ligge søvnløs.
Endnu mere end jeg plejer.

Men det er værre, hvis han siger nej.
Så lukker jeg aldrig et øje igen.

- Lukker du aldrig et øje igen?
- Nej.

Da han stoppede, gik der over et år,
før jeg sov en hel nat.

Jeg vidste ikke, at det var slut.

Jeg troede, det begyndte igen.
Det havde det altid gjort.

Hvad mener du, når du siger,
at du er bange?

Jeg er ikke bange for,
at han gør mig noget.

Jeg er ikke bange for ham.
Jeg er bange for...

Jeg ved det ikke.

Den dialog, du gerne vil have,
behøver ikke have form af et møde.

Det kan gøres over telefon, per brev
eller som videokonference.

Nej, jeg vil se ham. Det er vigtigt.

- Hvorfor er det vigtigt for dig?
- Det ved jeg ikke.

Jeg tror, det er nødvendigt.

Jeg hedder Judith. Jeg er jurist
i Offerhjælpen her i amtet -

- og mægler inden for
genoprettende ret. Forstyrrer jeg?

Chloé Delarme har kontaktet os.

Hun indledte et forløb hos os
den 8. oktober.

Hun vil gerne have
en samtale med dig, -

- så I kan lægge en plan for, -

- hvordan I kan leve i samme område
uden at møde hinanden.

Hallo?
Undskyld, jeg kunne ikke høre dig.

- Hvorfor vil ofrene det?
- Hvad tror du? Hvad kommer de for?

For at se, om vi angrer.

Ikke for at anklage os,
men for at sige, at vi er skyldige.

- Hvordan ville det være at høre det?
- At jeg er skyldig? Det er jeg jo.

Nogle gange er ofre vrede.

Hvordan vil du reagere,
hvis de taler hårdt til dig?

Hvis de siger: "Det, du gjorde..."

"Det er ikke... i orden."

"I har ingen respekt for andre."

"I er nogle egoister.
I er ikke rigtige mennesker."

"I viser ikke hensyn.
Det er ærgerligt."

"Jeres straf var ikke hård nok.
Modsat mig havde I et valg."

"I slipper ud. Det gør jeg ikke.
Det stopper ikke."

Det har de lov at sige.

De siger ikke altid sådan.
Men vi vil have, at du er forberedt.

Orker du en samtale
efter salsa på torsdag?

Der er en mulighed for fru Benoit
mellem 19.30 og 20.30.

Jeg kan køre dig til salsa
og vente på dig.

Du er strid.
Min kæreste slår mig ihjel.

Siger Martine ikke noget?

Hr. Delarme?

- Judith.
- Goddag.

Kan du høre mig?

Jeg har talt med Chloés storebror.
Han vil gerne være med.

Han er rystet over, at hun ikke vil
træffe ham, men vil vide hvorfor.

Og hvorfor hun meldte ham.
Det var hårdt for ham.

Han vidste ikke, at hun ikke ville.
Hun sagde aldrig nej.

Han tvang hende aldrig.

Han var selv et barn dengang
og forstod ikke alvoren af det.

I dag bor han sammen
med sin kæreste fra Antillerne.

De prøver at få et barn.
De arbejder sammen professionelt.

Jeg fortsætter.

- "Smadret".
- "Ødelagt".

Vrøvl og sludder.
Det kan ikke stå der, -

- og det skal være lang tillægsform.
Ved du, hvad krydsord går ud på?

- Vist kan det stå der. Ø... DE...
- ...LA.

Det kan ikke stå der.
Tak.

Det er løgn. Det er virkelig en plage
med de popcorn.

Michel...

- Du er en ener. Ved du godt det?
- Ja da.

Tror du også, du er en god elsker?

Spørg Martine.
Men jeg tror, jeg slår til.

- Må jeg sidde her?
- Hej, Judith. Hvad vil du have?

Et glas vin. Hvidvin.

Et glas hvidvin, tak.

- Min kæreste. Han ved, jeg er ude.
- Halter det stadig?

Han er træls.

Selv når alt er godt, vil jeg ikke
direkte hjem. Jeg må have en pause.

- Mødtes du med broderen?
- Fortæl.

Det er klaret. Det er svært,
men det gik.

- Var du ikke anspændt?
- Hvorfor?

Jeg har det svært
med sexforbrydere.

Røvere og mordere går an.
Vi kan endda hygge os sammen.

Men voldtægtsmænd... Jeg ved ikke,
om jeg kunne arbejde med dem.

Jeg siger til næste gang.

- Skål.
- Skål.

Skål for os.

Hej!

- Judith. Jeg er mægler.
- Gregoire.

Goddag.

- Hej.
- Hej, Judith.

Det er Nawelle.
Judith er vores kollega.

Hej. Nawelle.

- Alt vel?
- Ja. Tak.

Det her er Yvette og Cyril.
De er med ved alle møder.

Det er altså her, møderne foregår.
Fra og med næste uge.

- Vand?
- Der er også kaffe.

- Kaffe, tak.
- Også jeg.

- Vil du have noget, Sabine?
- Nej tak.

Jeg vil gerne have et glas vand.

Jeg gik til psykolog i et år.
Det hjalp. Jeg sover bedre.

Men det sår, jeg har indeni, -

- vil ikke hele.
Og ingen forstår det.

- Jeg taler ikke om det mere.
- Heller ikke jeg.

Ikke engang med min mand.
Han er ellers fantastisk.

Mine børn tror, jeg får
et tilbagefald af det her.

Tilbagefald?
Det er aldrig holdt op.

Jeg har paraderne oppe her.
De mennesker er hjerteløse.

De gør frygtelige ting og siger så,
at de ikke havde noget valg.

Det skal de ikke sige.
Det vil jeg ikke høre på.

- Du er vred.
- Selvfølgelig. Er du ikke det?

Det ved jeg ikke.

- Skal I have kaffe med?
- Jeg vil gerne.

Da jeg så dig i bilen, troede jeg,
du var en af de kriminelle.

- Okay.
- Jeg blev bange. Undskyld.

- Det gør ikke noget.
- Jeg troede kun, det var kvinder.

Det er godt, der er en mand.
Du kan beskytte os.

Hvad tager I på?
Jeg kan ikke tænke på andet.

Det er tosset. Jeg forstår det ikke.

- Skal vi spise frokost ude?
- Nej.

- På en rolig restaurant?
- Nej, jeg har suppe med.

Gør du det bare.

- Hvordan går det med ryggen?
- Fint nok.

- Er du træt?
- Lidt, men det går.

Jeg går tidligt i dag.

Hr. Delarme vil gerne være med.

Han er parat til en dialog,
uanset hvilken form den tager.

Han har også spørgsmål til dig.

- Spørgsmål til mig?
- Ja.

Okay.

Hvad gør det svar ved dig?

Sidst vi kommunikerede -

- var via advokaten efter mors død.
Vi gav afkald på arven.

- Kan du sige mere?
- Om arven?

Der var ikke nogen. Der var kun gæld.

Min mor var helt på herrens mark.

Hun fik Benjamin meget ung,
og faderen skred.

Min far opdrog ham. Det var ikke let.
Han var tit væk. Han er sælger.

Der var altid ballade med Benjamin.

Undtagen når vi gjorde det.
Det lagde jeg mærke til.

Der var altid ro bagefter,
og Benjamin var sød mod min mor.

Men ellers...
Hun anede ikke, hvad hun skulle gøre.

Hun tog en masse medicin
og lå i sengen, når min far var væk.

Havde min bror ikke været der,
havde jeg levet af kiks.

Hun kom ikke til retssagen.
Hun kunne ikke tage parti.

Jeg finder aldrig ud af,
hvad hun vidste.

Om hun forstod, hvad der foregik.
I værelset ved siden af hendes.

Så hun noget?

Hvad tror du selv?

En nat forlod han mit værelse
og listede tilbage til sit eget.

Jeg hørte min mors stemme:
"Hvad laver du?"

Han sagde, jeg ikke kunne sove.

Næste morgen hørte jeg dem snakke
i køkkenet. Da jeg kom ind, tav de.

- Hvem ved besked om dit forløb her?
- Ingen.

Jeg vil ikke gøre folk urolige.
Min far kunne få et nyt slagtilfælde.

- Får du hjælp af en betalt ven?
- Hvad er det?

Det er det, vi kalder det her.
Jeg bør ikke sige det: En psykolog.

En psykolog.
Nej, sådan en har jeg ikke.

En betalt ven. Godt udtryk.

Hr. Delarme har haft det skidt
i to uger.

Vores møde har fået ham til
at huske retssagen og fængslet.

"Jeg blev behandlet som
voldtægtsmand og kaldt pædofil."

Han siger, han har en normal
seksualitet og aldrig tvang hende.

Han er ked af, hvis hans søster
har lidt, men det har han også.

Der er to døre.

En ind til fængslet
og en, der fører ud.

I kommer ind ad døren fra fængslet
og sætter jer på disse tre stole.

- Hvor vil du gerne sidde?
- Det ved jeg ikke. Der?

Ofrene venter på jer. De sidder her.
Hvordan vil du gerne hilse på dem?

- Nogle ofre vil ikke give hånd.
- Heller ikke jeg. Jeg nikker bare.

- Jeg har bagt chokoladekage.
- Den ser lækker ud.

Jeg vil fortælle det hele straks.
Så kan jeg slappe af.

Hej.

Hej og velkommen.
Tak, fordi I er kommet.

Det er her, vi mødes tre timer
hver tirsdag de næste fem uger.

Og så er der et statusmøde
to måneder senere.

Her er talepinden.

Når man vil sige noget,
beder man om pinden.

Jeres taletid slutter, når I
lægger pinden eller giver den videre.

Vi er meget glade for at se jer
og komme i gang med møderne.

Det har påvirket os meget
at følge jer i så lang tid, -

- og vi takker for jeres tillid.

I kender os to, men I har ikke mødt
medlemmerne af fællesskabet.

De får lov at præsentere sig nu.

Hej, alle sammen.
Jeg hedder Yvette og er 62 år.

Jeg har i mange år arbejdet med HR
i et stort firma.

Jeg er også fængselsbesøgsven.

Som frivillig i fællesskabet
er min opgave at lytte til jer, -

- ledsage jer
og støtte jer betingelsesløst.

Tak, Yvette. Cyril?

Jeg hedder Cyril.
Jeg er 41 år og filmrekvisitør.

Jeg er frivillig ligesom Yvette
og er her også for at støtte jer -

- og for at vise,
at samfundet har en interesse i jer.

Altså at samfundet interesserer sig
for jer. Det var dårligt formuleret.

Vi starter med en runde,
hvor I præsenterer jer -

- og forklarer, hvorfor I gerne
ville deltage i dette forløb.

Hvad er jeres bevæggrunde
og jeres forventninger?

Hvem vil begynde?

Jeg hedder Nawelle. Jeg er 39 år.

Jeg blev holdt op i supermarkedet,
hvor jeg arbejdede.

Jeg er her kun for at fortælle,
hvad det er, I gør ved ofrene.

Så I forstår, at I smadrer folks liv.

For penge, for at more jer,
eller hvad det nu er.

Et overfald har ikke kun et offer.
Der er også familierne. Børnene.

Det vil jeg have, at I forstår.

Jeg vil også gerne lytte
til andre ofre.

Det var rart at snakke sidst.

At udveksle erfaringer med nogen,
der forstod, hvad jeg talte om.

Jeg er træt af at være en byrde.
Min familie har gjort, hvad de kunne.

De skal ikke tage kampen længere.

Det er mig, der skal komme videre.
Det er derfor, jeg er her.

Jeg hedder Gregoire.
Jeg er 46 år og automekaniker.

Min datter og jeg var udsat
for et hjemmerøveri.

Jeg vil forstå,
hvorfor folk begår forbrydelser, -

- og hjælpe dem med
ikke at gøre det igen.

Jeg kan ikke lide fængsler.

Det er frygteligt at se folk komme ud
endnu mere ødelagte, end de var før.

Jeg er også træt af,
at jeg ikke kan komme videre.

Jeg har prøvet rigtig mange ting
for at lægge det bag mig.

Men jeg kan ikke.

Jeg er ikke den samme som før.

Mit liv er ikke som før.

Og det var bedre før.

Tak.

Jeg hedder Issa, og jeg er 25 år.
Jeg begik røveri mod et minimarked.

Jeg har siddet inde i fire år.
Jeg er her for at rydde op i mit liv.

Jeg vil ud og tage mig
af min gravide kone.

Jeg vil ud af volden.

Hvis jeg kan svare på spørgsmål
fra ofrene, kan det måske hjælpe dem.

Jeg hedder Sabine.
Jeg blev udsat for et tasketyveri.

Jeg var 64 år. Det er syv år siden.

Der kom en på scooter
og ville flå tasken fra mig.

Jeg blev trukket hen ad fortovet.
Scooteren kom ud af balance.

Tyven væltede og blev rasende.

Han sparkede mig på hænderne
og armene og skældte ud.

Jeg fik mange helbredsproblemer.

Jeg var indlagt i to måneder
og fik mange komplikationer.

Jeg er her for at forstå denne vold.

Jeg forstår den ikke.
Jeg forstår ikke denne vold.

Jeg forstår ikke ungdommen.
Volden og det aggressive sprog.

Jeg føler mig fremmed.

Jeg vil ikke være bange længere.
Jeg vil lægge det bag mig.

Det var det. Jeg stopper her.

Jeg hedder Thomas.

Jeg har gjort mange dumme ting.

Jeg er 44 år.
Jeg har siddet 19 år i fængsel.

Jeg har et dystert liv bag mig.

Jeg har altid ødelagt alting.

Jeg vil gerne være med i dag -

- for at prøve ikke at vende tilbage.

For en gangs skyld vil jeg prøve
at gøre noget positivt.

Jeg vil svare på alle spørgsmål,
og hvis det hjælper jer, -

- er det allerede noget.

Jeg har siddet inde i ni år.
Jeg kommer snart ud.

Jeg begik et hjemmerøveri. Jeg er her
for at forstå ofrene bedre.

Jeg vil prøve
at komme ud af min skal.

Tusind tak, alle sammen.

Er der nogen, der vil være den første
til at fortælle sin historie?

Jeg sad ved kassen
i et lille supermarked.

En dag hen imod lukketid
kom en sortklædt mand ind.

Med elefanthue og handsker.
Og pilotbriller. Dem med spejlglas.

Man kunne ikke se noget af ham.
Ikke engang hudfarven.

Han sagde, det var et røveri.

Jeg var forvirret og spurgte:
"Hvad foregår der?"

Jeg sagde det højt
uden at være klar over det.

Det røg bare ud.

Han gik hen til mig og anbragte
sin pistol lige mellem øjnene på mig.

Han sagde: "Forstod du mig ikke?"
Jeg så mig selv i brillerne.

Så mit ansigt
med pistolen mellem øjnene.

Jeg troede, han ville skyde mig.

Han lagde en hånd på min skulder
og skubbede mig blidt ned på gulvet.

Han sigtede på min kollega
og bad hende lægge sig ned.

Bestyreren kom, manden krævede penge,
og de gik ud bagved.

Jeg så gulvet under kassen.
Støvet, en brun elastik, en mønt.

Jeg ved ikke, hvor lang tid der gik.
Om det var et eller ti minutter.

Jeg følte det som en time.

En time. Den brune elastik,
støvet og mønten.

Bestyreren kom og sagde,
at han var gået. Han var bleg.

Vi kom op at stå. Min kollega græd.
Jeg kunne ikke.

Jeg tror, jeg havde haft det bedre,
hvis jeg havde grædt dengang.

Min kollega havde mareridt, -

- men hun var på arbejde igen
to uger senere. Livet gik videre.

Jeg gik ned med flaget.

Jeg laver intet i dag.

Jeg udviklede angst
for at være udenfor.

På gaden, i den offentlige transport,
i butikker.

Jeg går ikke ud. Jeg arbejder ikke.
Jeg kan ikke følge mine børn rundt.

Jeg ser fjernsyn. Jeg tager piller
for at sove og for at kunne gå ud.

For at kunne se min datter danse.
Ellers får jeg panikanfald.

Jeg kan ikke passe hjemmet.
Jeg vrisser ad mine børn og min mand.

De vil have, at jeg bliver som før.
Før var jeg smilende og glad.

Nu hidser jeg mig op over ingenting.
Jeg er vred hele tiden.

Jeg er en dårlig mor.

Man fandt aldrig røveren.
Han har hverken ansigt eller navn.

Jeg tænker, at han kommer igen.
Det er jo klart.

Han kender mig.
Han vil gøre arbejdet færdigt.

Vi anmeldte det. Måske er han vred.
Måske er vi naboer.

Det tænker jeg på hele tiden.
Hele tiden.

Sådan er det.

Det er fem år siden.

Det var ti minutter af mit liv,
og mit daværende liv ophørte.

Ti minutter for ingenting.
For ingenting. For penge, for...

Er der nogen, der vil have ordet?

- Vil du ryge?
- Nej tak, jeg er stoppet.

Flot.

En gik ind i min datters værelse.
De andre gennede mig ned i stuen.

De ville have koden
til mit pengeskab.

Jeg sagde, jeg ikke kunne huske den.
Den var ny og ville ikke sidde fast.

Jeg sagde,
at den lå i en natbordsskuffe.

Den nervøse gik op. Han fandt den
ikke og lavede en masse ravage.

Ham, der blev nede, var rolig.
Jeg spurgte, hvor min datter var.

Han sagde, hun var på sit værelse.
Jeg bad ham hente hende.

Han var ærgerlig
over den andens larm.

"Er du sikker på, den er der?"
Det svor jeg på.

Den nervøse kom og sagde,
at der kun var tøj.

Jeg sagde:
"Ikke kommoden. Natbordet."

Den rolige sagde:
"Sengebordet, din mongol."

Han gik igen
og kom hurtigt tilbage med koden.

Jeg sagde, at det var den,
og så gik de ind til pengeskabet.

Så blev der sagt: "Så går vi."

Ham, der var hos min datter,
kom ned.

Jeg sagde:
"Hvor er hun? Slip mig fri!"

Men de gik bare. Jeg kaldte
på min datter, men hun svarede ikke.

Jeg råbte hendes navn mange gange.

Jeg havde en jernsmag i munden,
fordi jeg var bange.

Bare det at fortælle om det
får den til at vende tilbage.

Jeg var frygtelig bange.

Jeg slæbte mig hen ad gulvet
til hoveddøren.

Jeg skreg i fem minutter.
Naboerne kom og fik mig befriet.

Jeg fór op på min datters værelse.
Hun var bundet og kneblet.

Jeg kiggede efter sår og spurgte,
om hun var uskadt. Det var hun.

Fyren, der havde været hos hende,
havde en kniv.

I retten sagde han, at han var
ubevæbnet, men min datter så den.

Men forsvaret sagde,
hun måske havde set forkert.

Det var hårdt for hende
ikke at blive troet.

Jeg kunne have kværket dem, hvis ikke
jeg havde rystet på hænderne -

- som en anden stakkel.

Jeg burde have hørt dem.

De kom gennem døren.
Den knirkede. Jeg kender lyden.

De gik op ad trappen.

Det er det samme.
Jeg kender alle lydene.

Trappetrinnenes knagen.

Men jeg hørte ingenting.

Så jeg gjorde intet.

Bagefter fik jeg
en alvorlig depression.

Vi blev skilt,
og jeg lod min forretning sejle.

Til sidst sov jeg i min varebil.
Jeg var slået helt ud.

Min far sagde, at livet handlede om
at være en god far og ægtemand.

Jeg var vokset op
sammen med min makker.

Han var en kæmpe. 1,95 meter høj
med en løjerlig krop og store arme.

Jeg ville ikke lave noget med ham.
Han var for nem at genkende.

Men jeg var presset og sagde okay.
De fandt ham selvfølgelig straks.

Panserne kunne se, at han var dum,
og at jeg var hjernen bag det.

Normalt organiserer jeg ikke noget.

Jeg føler ikke, jeg har bestemt noget
i mit liv. Jeg har bare fulgt andre.

Det går let galt. Der er ingen hjælp,
hvis du dropper ud.

Og det er alt for nemt at finde våben
og folk at begå kriminalitet med.

Et røveri tager kun et par minutter
og giver kassen.

Ingen vil give dig arbejde.

Jeg skulle bruge penge,
så jeg begik det røveri.

Der var andre røverier før det
og en masse andet lort.

Men lige det røveri fortryder jeg.
Det gik over gevind.

Jeg har hørt jeres historier.
Mange ting vidste jeg ikke.

Det gjorde jeg virkelig ikke.
Og jeg siger oprigtigt undskyld.

Jeg havde altså heller ingenting.

Jeg var anbragt.
Men jeg har ikke gjort den slags.

Og sig ikke, du søgte arbejde.
Gjorde du?

Sendte du nogen et CV?
Var du til jobsamtaler?

Nej. Men når jeg så, hvordan
folk i min familie måtte kæmpe...

Og jobcentret er
elendigt organiseret.

- Så det er jobcentrets skyld?
- Nej, det er det ikke.

Nej. Det er kun din egen skyld.

- Du har truffet dine egne valg.
- Ja. Jeg har truffet dårlige valg.

- Jeg var ikke så klog som dig.
- Jeg er jo også et geni...

Værsgo.

I forhold til det, du sagde før,
Nawelle...

Du sagde, du var bange.

Jeg ville sige, at...

Jeg tror, du tager fejl.
Vi ser ikke ofrene.

De findes ikke for os.

Det er ikke dem, vi er ude efter.
Det er penge eller kreditkort.

Vi har intet mod jer. Og vi er
så stressede, at vi ingenting ser.

Hvis han møder dig,
genkender han dig ikke.

Og hvis det var mig,
og jeg genkendte dig, -

- ville jeg skifte fortov og løbe.

Jeg ville frygte, at du genkendte mig
og tilkaldte politiet.

Man er altid bange efter et røveri.

Du har intet at frygte.
Det kan jeg garantere.

- Jeg er meget sent på den.
- Hun sidder på dit kontor.

Undskyld, jeg kommer for sent.

Det gør ikke noget.

- Jeg er ikke længere sikker.
- På hvad?

Hvorfor jeg gør det her. Forstår han,
at jeg ikke vil ses bagefter?

- Hvad siger han?
- Det må jeg ikke fortælle.

Jeg kan kun sige, at jeg har
videregivet dit ønske ordret.

Jeg troede ikke,
det ville påvirke mig sådan.

Det er ikke til at holde ud.

Jeg kan ikke holde ud,
at jeg skal lide igen.

Jeg har ikke skåret mig i flere år.
Jeg havde lagt det bag mig.

Min bror så, da jeg begyndte på det.
Han sagde, det var ulækkert.

Det passer ikke.
Jeg sørgede for at desinficere det.

Vil du have noget at drikke?
Noget varmt? En kop kaffe?

- Her.
- Tak.

Vi kan standse processen
når som helst.

Det vil jeg ikke have.

Jeg er urolig for dig, søde ven.
Undskyld, jeg bliver uformel.

Jeg er nødt til at vide,
at du er i sikkerhed.

At du har nogen at tale med
og ikke står alene med det her.

Og selvskaden må høre op,
før vi fortsætter.

Det er ikke noget problem.
Jeg gør det ikke igen.

Det beroliger mig ikke.
Du kan få nummeret til en terapeut.

Det er alt for meget.

- Tak, fordi jeg må være her.
- Du får Floras gamle værelse.

- Forstyrrer jeg ikke?
- Nej da.

Jeg er her ikke hele tiden.
Vi passer børnene på skift.

Hvor hyggeligt.

Vi har børnebørnene,
så der er nuggets og fritter.

- Er det fint?
- Ja.

- Skal jeg ikke lave en salat?
- Nej, det er fint.

- Bare du har ketchup.
- Det siger sig selv.

Nå, vi har et lille problem.

Issa kommer ikke i dag.

Han kan ikke være her. Vi beklager.

- Hvorfor?
- Vi ved kun, at han er i strafcelle.

Vi vil derfor spørge, om vi skal
gennemføre mødet uden ham.

Vil jeres kolleger ikke have ham med,
eller har han lavet noget?

Fængslet modarbejder os næppe.
Vi ved ikke, hvad der er sket.

Jeg beklager,
men jeg forstår det ikke.

De møder er vigtige.
Vi har forberedt os i månedsvis.

Issa har det tilsyneladende svært
med fængselspersonalet.

Så der skal bare
en skærmydsel til...

Er der nogen af jer, der ikke ønsker
at gennemføre mødet, -

- nu vi ikke er fuldtallige?

- Det gør ikke mig noget.
- Heller ikke mig.

- Gregoire?
- Okay.

Jeg vil gerne sige tak.

Det, du fortalte mig sidste gang...

Det er, som om der er løftet 50 kilo
af mine skuldre.

Jeg har gået til psykolog i tre år,
og på tre timer fik du hul på det.

Det er mærkeligt at sige det til dig,
men det er sandt.

Jeg burde fortælle om grunden
til mit sidste fængselsophold, -

- men der har været så mange andre.
Mit generalieblad omfatter det meste.

Mit liv har været styret af stoffer.

Jeg har gjort alt for at få dem.
Pushet, svindlet, lavet små fiduser.

Begået indbrud, hæleri og røveri.

I 25 år har jeg vekslet mellem et liv
i fængsel og et liv på gaden.

Eller hos min gudmor. Mine forældre
opgav mig efter min anden afsoning.

Min sidste dom var den hårdeste.
13 år.

Jeg havde udgivet mig for at være
ansat ved det nationale elselskab.

Jeg havde alt udstyret.
Jeg så godt ud.

Jeg opsøgte ældre mennesker
og skræmte dem.

Jeg tog alt, hvad de havde.
Som regel ikke meget.

Den gamle mand den dag
var ikke alene.

En fyr, jeg kendte, var hos ham.
En fyr, jeg ikke kan fordrage.

Jeg genkendte ham straks,
og det gik helt galt.

Jeg spærrede ham inde
og gik amok.

Det tog dem flere uger at finde mig.

Og jeg var lettet, da det skete.
For jeg havde overskredet en grænse.

Jeg fik 13 år.
Det havde jeg også fortjent -

- for alt det,
jeg var sluppet godt fra.

Jeg ved ikke, hvordan det lykkedes,
for jeg var næsten altid skæv.

Jeg har altid elsket stofferne.
Tit tænker jeg, at det var dumt.

At musik eller maleri
ville have været lige så fedt.

Jeg var blevet en ny Picasso.
Jeg havde en kæmpe lidenskab.

Men jeg ville bare tage noget.
Finde noget at tage.

Finde nogen, der kunne skaffe.
Finde steder at tage det.

Finde stoffer i fængslet.
Finde stoffer, når jeg kom ud.

Det er ikke noget liv.

Der er ingen fremtid.

Jeg tænkte faktisk på
at tage mit eget liv.

Jeg fik smuglet medicin ind.
Jeg var klar.

Og lige den dag, det skulle ske...

Der blev jeg kaldt til samtalerummet.
Det var min gudmors søn.

Ham brød jeg mig ikke om,
men jeg elskede hende.

Han fortalte, at min gudmor var død
nogle uger tidligere.

Og at hun havde testamenteret mig
en lille sum penge. 6000 euro.

Jeg ved ikke,
hvad det gjorde ved mig.

Men jeg sidder i hvert fald her nu.

Vil nogen sige noget? Sabine?

Nassim?

Det er bare fysiske problemer.
Det går over. Det går allerede bedre.

Men jeg er bange for at gå ud.

Jeg er bange for gaderne. Fortovene.

Jeg har en tåbelig angst for,
at det sker igen.

Jeg er stadig et nemt offer.
Jeg er endda blevet ældre.

I starten prøvede jeg at gå ud
uden taske, med hænderne i lommen.

Men det var værre.

For hvis de ville have mine penge,
ville de gå i lommerne på mig.

De ville ruske mig
og flå frakken af mig.

Så jeg har holdt mig hjemme i syv år.

Men der er heller ikke rart.
Jeg bor ud til gaden.

Jeg har det svært med lydene.
Scooterne. Folk, der råber.

Så jeg holder mig mest
i soveværelset ud til gården.

Sådan forholder det sig.

Jeg skulle ikke være gået ud
på det tidspunkt.

Det gjorde jeg ellers aldrig.

Jeg var ikke kommet tidligt af sted,
som jeg plejede.

Jeg burde have sluppet tasken.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg holdt fast.

De par ting.

Jeg kan godt høre, at min historie
ikke er så alvorlig som jeres.

Jeg burde have det godt. Folk siger,
at det bare var et tasketyveri.

Jeg ved det godt.

- Men det hjælper ikke.
- Det er alvorligt.

Undskyld, jeg afbryder,
men det er alvorligt.

- Det ved jeg nu ikke.
- Jo. Han slog dig.

- Du måtte på hospitalet.
- Han gav dig knoglebrud, det svin.

Hvis nogen gjorde det mod min mor,
ville jeg slå ham ihjel.

- Er du okay? Forskrækkede jeg dig?
- Nej, nej.

Tag bare. Der er en citronkage
og en med nødder.

- Har du selv bagt?
- Sammen med min søn.

- Hvor gammel er han?
- 11. Laver du mad?

Ikke længere. Jeg er alene.
Jeg får ikke lavet mad til mig selv.

Før et røveri
barberer jeg mig altid overalt.

Jeg køber handsker og elefanthuer
til alle. Mindst 50 kilometer væk.

Jeg vælger tøj til de andre.
Noget sort og enkelt, -

- der er helt anonymt.

Jeg skaffer også våben.

Vi var fire.
Målet var en rigmand.

Vi havde fået et tip om, at han og
konen havde mindst seks kreditkort.

Vi kom ved 23-tiden.
Vi ventede ved poolen.

Vi så manden og konen
gå rundt i huset. Ikke børnene.

Der skulle ikke være nogen hund,
men jeg var på vagt. Holdt øje.

Lyset blev slukket.
Vi ventede to timer mere.

Klokken halv fire gik vi ind
ad en havedør. Den var åben.

Vi listede ind. Men så kom der
en underlig, høj lyd.

Jeg forstod ikke, hvad det var.

Der lå en guitar på en stol.
Min makker var stødt ind i den.

Vi blev nervøse.

Vi rørte os ikke.
Vi stod bomstille.

Men intet skete.

Det var en familie med to børn.
Vi var fire, og de burde være fire.

Men jeg var på vagt. Man ved aldrig.
Måske var der nogen på besøg.

Vi vækkede alle og bandt dem
i spisestuen.

Vi fandt to kort i mandens pung,
men ingen i kvindens taske.

Vi spurgte efter de andre kort.
Kvinden sagde, der kun var de to.

"Hvordan køber du ind?" spurgte jeg.
"Jeg får kontanter af min mand."

Det var tydeligt,
at hun strittede imod.

Det er der altid nogen, der gør.
Det er tit kvinderne.

Manden forstod, det handlede om penge
og kunne gå hurtigt.

Vi ledte i kvindens tasker
og i soveværelset.

Kortene lå i en skrivebordsskuffe.
Men hun ville ikke ud med pinkoderne.

Og nu var manden også på tværs.
Han ville ikke være en svækling.

Vi blev utålmodige.
Vi lagde pres på manden.

Vi ruskede i ham
og truede ham med våbnene.

Til sidst gav de os pinkoderne.
Vi forlod huset og delte os op.

Jeg bad de andre holde lav profil.
Ikke købe noget. Ikke vise sig frem.

Ellers ville jeg smadre dem.

Der var en, der ikke hørte efter.

Han drønede rundt på en ny motorcykel
ugen efter og blev straks snuppet.

Og han angav os andre.
Der var intet at stille op.

Det var modigt af dig at fortælle.
Det skal du have tak for.

Jeg er ked af det, du var ude for.
Undskyld.

Du skal ikke undskylde.
Det var nogle andre.

Dem tilgiver jeg aldrig.

Hej. Skal vi?

Hvad hvis han siger, at du lyver?

- Om hvad?
- Det ved jeg ikke.

Men hvordan vil du reagere?

I starten løj jeg ikke for politiet.
Men sidenhen gjorde jeg.

Det siger sig selv. Når de spørger
om alt muligt ligegyldigt.

Hvilken dag? Hvornår?
Hvor mange gange?

Hvor mange fingre?
Hvor langt op?

Det vigtigste fortalte jeg ikke om.
De var ikke interesserede.

De spørger om antallet af fingre,
ikke hvordan det føles. Det gør ondt.

De ved ikke, at det var værst,
når han ikke kom.

Så skulle jeg igen sove i skolen
efter at have været angst uden grund.

Jeg husker alt.

Jeg har intet fortrængt,
eller hvad det hedder.

Jeg kan godt lyve.
Jeg er god til det.

Jeg har lært det af ham.

- Hvordan ser han ud? Kraftigere?
- Det kan jeg ikke sige.

Skal jeg bede om lov til,
at du får et foto?

Han var flot.

Min mor sagde, at jeg var heldig,
jeg havde en omsorgsfuld bror.

Jeg mistede min bror,
da jeg anmeldte det.

Jeg har ikke nogen bror mere.

Og det er jeg ked af.
Jeg forgudede min bror.

Det var min storebror.

Hej, far. Ja, det går fint.

Hvad er der med Nours telefon?
Nummeret virker ikke.

Kan du give mig det?

Nej, nu. Find det lige.

Det gør ikke noget. Jeg venter bare.

Undskyld, må jeg låne en kuglepen?

Tak.

Er du der? Okay.
Sagde du fjorten?

Hvorfor var du ikke klar til tiden?

Jeg skulle tale med en medfange
om smøger. Han lavede numre med mig.

Vi skændtes, og jeg blev forsinket.
Og vagterne ville ikke høre på mig.

- Hvorfor?
- De er sure på mig.

De smider mig i cellen for ingenting.
Det er ikke første gang.

Du sagde,
du skulle tale med en anden indsat.

Men du skulle også komme til tiden,
så du kunne være her.

Du havde forpligtet dig over for os
til at deltage i fem møder.

Det er derfor, jeg er sur. Vagterne
vidste, det ikke var min skyld.

Hvordan er det ikke din skyld?
Det er dig, der laver numre med os.

Du lavede noget, så du kom for sent.
Punktum.

Og vi ventede som en flok idioter.

Sabine, Thomas og Nassim
fortalte deres historier.

Foran dem stod en stol, der sagde:
Jeg vil skide på jeres historier.

- Jeg tror ikke, du har forstået...
- Næ nej. Jeg har skam forstået.

Det er ikke din skyld.
Det er jobcentret. Vagterne.

Du har intet gjort.
Det, du gør, har ingen følger.

Har du vigtigere ting at lave
end at være her? Det er muligt.

Jeg dømmer dig ikke.
Det er dit liv. Gør, hvad du vil.

Men tag ansvar for det.

Sig det, som det er.
Drop de latterlige undskyldninger!

Jeg er også i tvivl om det her.
Jeg kunne være sammen med min datter.

Hvorfor mødes med folk, der smadrer
andres liv og ikke tager ansvar?

Du lyver!
Det var det samme i retten.

"Den var ikke ladt."
"Jeg fulgte bare med."

En påstod, han ikke havde været der.
På trods af DNA-beviserne.

Ingen af dem så på mig i retten!
Ingen havde øje for min datter!

Ingen sagde undskyld til min datter!
For fanden altså!

Jeg ville gerne høre jeres historier.

- Undskyld.
- Bare glem det.

- Skal vi holde en pause, Gregoire?
- Nej.

Issa?

Jeg har et spørgsmål.

Jeg har et spørgsmål
i forhold til det, I har fortalt.

Hvorfor begår I ikke indbrud?

Det er vel lettere at stjæle
fra et lager efter lukketid?

Mennesker er vel mere krævende.
Vil I ikke hellere være fri for dem?

Det er ikke lige så let
at stjæle fra butikker og lagre.

Der er tit alarmer og kameraer.
Sikkerheden er bedre.

Ikke altid, men...

Ved indbrud vil vi ikke have folk.
Men det vil vi ved et hjemmerøveri.

Vil I?

Kan I lide at vække folk, binde dem
og smadre deres hjem?

Nej, men vi har brug for koder.
Vi har ikke noget valg.

Men I har våben med.
Våben er farlige.

- Våben kan slå ihjel.
- Men ellers giver folk ikke noget.

Man kan ikke sige: "Hit med koden,
eller jeg skubber dig."

Det handler ikke kun om penge.
Vi har også brug for penge.

- Har I behov for at stjæle dem?
- Nej, nej. Må jeg få pinden?

Kan vi droppe pinden?
Hvis alle er med på det?

Hvis vi taler i munden på hinanden,
kan vi bruge den igen.

Er alle med på det?

Må jeg fortsætte?

Det er rigtigt,
at vi bærer masker og våben.

Men vi er bange.
Vi ved ikke, hvad folk vil gøre.

I det øjeblik,
hvor vi er på vej ind i et hus...

Der tror jeg, vi er mere bange,
end ofrene bliver.

Vi ved ikke,
om der venter nogen med et gevær.

Når vi er inde, er jeg mindre bange.
Jeg får det bedre. Men kun lidt.

Vi bærer masker og tjatter til folk
for at gøre indtryk.

Så de forholder sig roligt.

Men det er bare dask,
ikke tæv.

- Dask er også tæv.
- Nej.

Tæv er med våben, spark og knytnæver.
Min mor daskede. Min far gav mig tæv.

Præcis. Min far daskede,
og min onkel gav mig tæv.

Det er ligesom dig, Sabine.
Du fik tæv. Han gik for vidt.

Jeg vender lige tilbage til noget.
Du talte om at ruske og lægge pres.

- Hvad var det, du mente?
- Vi daskede til manden.

Hvorfor siger du altid "vi"
og ikke "jeg"?

Er du en bande? Er I mange?

- Hvem daskede til ham?
- Mig.

- Hvad skete der så?
- Jeg kiggede på konen.

Jeg kunne se, hun ikke ville give os
pinkoderne, selv om hun var bange.

Man skulle tro, hun var ligeglad med
sin familie. Hun bragte alle i fare.

Jeg så hende ind i øjnene
og rettede pistolen mod hendes søn.

Det hjalp. Hun gav os pinkoderne
med det samme.

En af de andre tog hen
i en hæveautomat.

Han ringede og sagde, at det virkede.
Og så tog vi af sted.

Jeg havde styr på det.

- Var din pistol ladt?
- Ja. Men det var de andres ikke.

De andre er for nervøse og hidsige.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg...

Jeg er bare anderledes.
Jeg råber aldrig. Jeg græder aldrig.

Jeg græd ikke i retten.
Jeg græd ikke, da min mor døde.

Men jeg ville ikke have skudt.
Jeg vil aldrig skyde nogen.

- Jeg gør aldrig et barn noget.
- Du rettede en pistol mod et barn.

Det skyldes noget andet end pengenød.
Tænk over det, hvis du vil ændre dig.

Er vi sære med vores mareridt?
Det er dig, der er sær.

Det er sært ikke at græde og råbe.
Og sørge over sin mor.

- Din skjorte har en dejlig farve.
- Tak.

- Vinrød. Den kan jeg godt lide.
- Ja. Lilla.

- Snarere bordeaux.
- Mørkrosa.

Måske lige akkurat.
Det er sjovt med farver.

- Den er megagod. Tak, Cyril.
- Og Sabine.

Hun har bagt madeleinekagerne.
Næste gang laver hun quiche.

- De er gode.
- Tak.

Min mand kan ikke køre mig
næste gang.

- Vi finder en, der kan.
- Der går også busser.

Nå ja, det er jo også nemt.

- Det er fint med bus.
- Ikke altid.

Jeg har kammerater,
der plyndrer busser.

- Nej, det er fint nok.
- Jeg skal nok køre dig.

De fandt ham ikke,
så jeg fik ikke erstatning.

Jeg ville heller ikke have
hans penge. Penge hjælper ikke.

Men jeg havde gerne set,
at han var blevet dømt.

At han måtte lide.
Spærret inde langt fra sin familie.

Jeg fortrød, at jeg mødte op.
Det gjorde ingen forskel.

Jeg følte mig som en statue.

- Hvad kaldes forbipasserende i film?
- Statister.

Netop. Jeg var statist.

Du siger, penge ikke hjælper.
Men jeg sled for at yde erstatning.

Og min familie med. Det var trist,
for mine ofre havde rigeligt.

Og en af dem slog selv
med en kædelås. Så...

- Så hvad? Han forsvarede sig.
- Ja.

Havde han ladet være, havde vi ikke
tævet ham, så han fik en øjenskade.

Han er et offer, og vi gik for langt.
Men han er ikke et offer som jer.

Kan du høre dig selv?

Du slog øjet ud på en fyr. Ved du,
hvordan det er at mangle et øje?

Forstår du, at dine ofre lider
på samme måde som os?

Du har ondt af os, men kan ikke se,
at du har gjort det samme.

- Jo. Jeg ved godt, jeg er skyldig.
- Ikke for alvor.

Måske ved du, at du er skyldig, -

- men du føler dig ikke ansvarlig.

- Det er netop det. Tak, Yvette.
- Jeg forstår ikke.

Tænk over det. Du er godt begavet.
Du er nødt til at tænke over det.

Nej, nej. Nej!

Nej!

Kom nu! Kom nu! Ja!

Ja! Ja!

For fanden! 7.20!

7.20, for fanden i helvede!
Satan i helvede!

Hvorfor råber du sådan?

Hvordan kan du overveje et møde?
Hvorfor skal hun tilbage i det?

Ved du, hvor længe
hun var om at slippe det?

Ved du, hvordan hun var,
da jeg mødte hende?

Hun var 15 år og pornostjerne.
Hun var helt forskruet. Uhyggelig.

Jeg holdt fast af kærlighed. Vi måtte
starte helt forfra som teenagere.

Hun kom fri af det, fordi hun er
meget intelligent og modig.

- Men hun er skrøbelig.
- Hør her.

Jeg kender ikke Chloé så godt som du,
men hun ønsker at møde sin bror.

Jeg skal ikke vurdere,
om det er klogt af hende.

Jeg skal skabe gode vilkår.

Trækker jeg mig ud af ligningen,
er ønsket der stadig, -

- men de trygge rammer er væk,
og så ender det skidt.

Mehdi...
Jeg har tillid til denne proces.

Og til Chloé. Hun kan håndtere det.
Det er det, vi arbejder på.

Han vil manipulere med hende.
Det gør du også.

Han bildte hende ind,
at det var kærlighed.

Han er en bedrager.

- Undskyld.
- Det gør ingenting.

- Alt vel?
- Ja, jeg blev bare forsinket.

- Alt vel med dig?
- Ja, tak.

- Ved du, at Mehdi har været her?
- Ja. Han skræmte dig vel ikke?

- Skal vi vende det?
- Nej.

Jeg forstår godt, at han er urolig.
Men det er jeg ikke.

Det kan godt ændre situationen,
at Mehdi ved besked.

- Det kan bringe dig ud af balance.
- Det tror jeg ikke.

- Det føler jeg ikke.
- Det ved du bedst.

Hvis Mehdi kan være en støtte
trods sin uro...

Det er han altid.
Bliver jeg bortført i junglen, -

- så bare glem politiet
og tilkald Mehdi.

Jeg har tænkt mig om, og jeg har også
nogle spørgsmål til Benjamin.

Det er bare til nogle detaljer.
Ting, jeg længe har villet vide.

- Fint. Vi går dem igennem sammen.
- Han skal have dem før mødet.

- Hvorfor er det vigtigt?
- Han skal kunne forberede sig.

- Hvad hvis han ikke kan svare?
- Så er det, fordi han ikke vil.

- Hvordan vil du have det med det?
- Det ændrer ikke det store.

Jeg vil nok tænke,
at han ikke har forstået noget.

Og at det her var nødvendigt for,
at jeg indså det.

Eller også vil jeg overveje, hvorfor
jeg stadig forventer noget af ham.

Du vil kunne opleve
alt muligt ved mødet -

- undtagen fysisk og verbal vold.
Men jeg kender ikke dine grænser.

Vi må finde ud af sammen,
hvad du ikke ønsker at opleve.

Hvad er det værste, han kan sige?
Hvad har han ikke lov at gøre?

I dag har jeg det ikke så...

Jeg ved ikke, om jeg kan fortsætte.

Det gør mig godt at mødes med jer, -

- men jeg tror, det er for sent.

Jeg skulle have gjort det tidligere.

Jeg har spildt så meget tid
de sidste syv år.

Jeg har tabt det hele på gulvet.

Jeg har ladet båndene
til mine børn smuldre.

Jeg ser ikke mit barnebarn mere.

Jeg kom ikke og så hans lillesøster,
da hun blev født.

Jeg kender hende slet ikke.

Min søn er skuffet over mig.

Han forstår det ikke,
men jeg tør ikke gå ned på stationen.

Jeg er bange for toget.
Jeg er endda bange i en bil.

Og jeg, som var kørelærer.

Jeg forklarer ham det ikke,
for det er så sølle. Jeg er sølle.

Jeg finder på undskyldninger.
Jeg lyver for alle.

Jeg siger, jeg har det godt, -

- men jeg sidder hjemme foran TV'et
og taler med mig selv som en tosse.

Jeg har en internetforbindelse,
jeg ikke bruger.

Og jeg spilder tiden.

Jeg har spildt al min tid.

Jeg glædede mig til pensionen.
Jeg ville alt muligt.

Rejse...

Lave spændende ting ligesom jer.

Men jeg laver ikke noget.
Jeg duer ikke til noget.

Mit liv er gået i stå.
Gået op i røg.

Det er for sent nu.

- Det skal nok gå.
- Det er ikke for sent.

Jeg bliver også ked af det.
Af at jeg ikke har gjort det før.

- Men det er ikke for sent.
- Du er ikke sølle.

- Du var ikke bange for os røvhuller.
- Jo.

- Så er det da endnu flottere.
- Du er vildt modig.

- Båndet til familien kan genskabes.
- Din søn vil forstå det.

Ja. Der er tid endnu.
10 år. 15 år. Så mange dage.

- Det er lang tid.
- Ja. Selv et år er lang tid.

Så mange timer og dage.

Men en god internetforbindelse
hjælper også.

Hvorfor griner I?

- Undervejs tænker man ikke på nogen.
- Heller ikke sine forældre?

Man tænker på tasken, pengeskabet.
Min mor var også død.

Og som sagt var min far
et kæmpe røvhul.

Ja, din far.
Men du siger, din mor led.

Får du aldrig lyst til at blive
til noget, så hun kan få det bedre?

Hun burde komme til sådan noget her.
Har I møder om vold i ægteskabet?

Ja, omkring alle typer forbrydelser.
Også børnemishandling.

- Jeg blev ikke mishandlet.
- Tæv er mishandling.

- Klart.
- Ja, men... nej.

Jo.

Har din mor aldrig anmeldt det?
Det svin skal da straffes.

- Vil broderen sige undskyld?
- Ja, men det er mere speget.

Han vil også have en undskyldning.
Fordi hun anmeldte ham.

Han vil have,
at de tilgiver hinanden.

Det accepterer hun ikke.
Det vil hun ikke høre på.

Så kan mødet ikke finde sted.
Som så mange andre møder.

Og pyt med det.
Der er dog indledt en dialog.

Det ved jeg godt, men...

De er kommet så langt,
og det er vigtigt for dem at mødes.

Men ikke for enhver pris.
Vi skal hjælpe med at læge sår.

Ikke gøre folk mere ondt.

Vi må ikke begå fejl.

Hvis vi gør et offer til offer på ny,
er den genoprettende ret død.

Hvad prøver du på? Jeg skal ikke
redde den genoprettende ret.

Hvis jeg øjnede en risiko for Chloé,
skulle mødet bestemt ikke finde sted.

Men jeg tror, at det møde
er vejen til heling for hende.

Også for ham.

Hør her. Han blev dømt
og fik tre års fængsel.

Han har stadig ikke forstået omfanget
af sin brøde. Nu skal han være far.

Kun Chloé kan få ham til at indrømme
sine overgreb og komme videre.

Ja, fængslet er sikkert træls.
Men I har mad, husly, ting at lave.

Når jeg ser en hjemløs, har jeg lyst
til at sige: "Begå noget vold."

Så får du husly, fjernsyn, psykolog,
socialrådgiver og yogasal.

Det har vi andre ikke.

Jeg forstår, hvad du siger.

Det er svært at forklare,
men vi har det ikke, som du tror.

Under nedlukningen morede vi os over
folk, der blev gale efter en uge.

Mange siger, at fem år er ingenting.
At ti år er ingenting.

Bare rolig. Vi får skam betalt.

Vi lider. Vi er spærret inde.
Vi har ikke lov til noget.

Hvad er det for en lugt?
Jeg bliver sulten.

Det er caribisk mad.

- Det elsker jeg.
- Værsgo at smage.

Det var broderen i mit forløb,
der havde det med.

Det her er samosaer.

Michel?

- Det er beigneter.
- Det er sygt lækkert.

Ja, selv når det er halvkoldt.

- En lille beignet?
- Ja!

Spis nu ikke for meget.
Martine har lavet en lækker middag.

- Jeg har også rhum arrangé.
- Ingefær og gurkemeje.

- Vil du smage?
- Nej tak.

Det er stærkt.

- Hvad er din med?
- Ananas.

Tag den lige med ro, hvad?

Det gør godt.

Jeg vil tale helt åbent.
Jeg har set jer begge ni gange -

- og har konstateret,
at I har modstridende forventninger.

Det kan være farligt at lade folk
med modstridende forventninger mødes.

Jeg skal værne om jeres sikkerhed,
og den kan jeg ikke garantere.

Kan du sige mere?
Nu begynder jeg at snakke som dig.

Hvad betyder det,
at forventningerne er...

Du har nogle præcise forventninger,
og det har hr. Delarme også.

Og det her forløb
kan muligvis ikke indfri dem.

Hvorfor ikke?

For det første vil hr. Delarme
ikke have spørgsmålene på forhånd.

Hvad betyder det?

Han vil have, du stiller dem direkte,
så du ser, at han svarer spontant.

- Han tror, det er bedre for dig.
- Nej. Jeg må ikke lave reglerne.

Havde jeg ikke tilbudt spørgsmålene,
havde han bedt om dem.

Eller også vil han have mulighed for
ikke at svare.

For at kunne sige "Det ved jeg ikke."
"Det husker jeg ikke."

Nå, pyt.
Jeg stiller spørgsmålene direkte.

Jeg tror, han svarer.

Jeg kender svarene.
Jeg vil bare høre dem fra ham.

- Og hvis han ikke svarer?
- Det er jeg forberedt på.

Hvad mere?

Vi er nødt til at tale om tilgivelse.

- Vil han bede om tilgivelse?
- Hvordan ville det føles?

Han kan jo prøve.

Men for hvad? Selv hvis han erkender,
at han vidste, hvad han gjorde, -

- ved jeg ikke,
om jeg vil tilgive ham.

Du må overveje det.

Og overveje konceptet generelt.

At give tilgivelse.
Bede om tilgivelse.

Vil han have,
at jeg beder om tilgivelse?

At jeg beder om tilgivelse?

Hvad tænker du? Forstår du det?
Hvad siger du, når han siger det?

I har mødtes i månedsvis,
og så siger han den slags?

Du forbereder ham ikke. Kun mig!
Jeg knokler som et bæst -

- og vækker alle spøgelserne.
Jeg beder aldrig om tilgivelse!

Han er syg!

Du bestemmer selv, og jeg skal
forberede ham på, at du ikke vil.

Men selv hvis du siger nej,
kan du så rumme det?

Kan du klare, at han beder dig
bede om tilgivelse?

Du skal ikke svare i dag.
Tag dig god tid.

Jeg er med. Jeg overvejer det
og taler med min terapeut.

- Godt. Det er meget vigtigt.
- Ja.

Jeg har forstået reglerne.

Men af og til gør det ondt, at du
beskytter ham lige så meget som mig.

Det forstår jeg godt.

Hvad er nu det?

Gå ad helvede til!

Hej. Går det godt?

Hejsa.
Hej, Sabine.

Hej.
Undskyld.

- Vi var urolige.
- Jeg fór vild.

- Hvad så?
- Godt, du kom.

Jeg kørte en del rundt.
Alt er nyt. Jeg kan ikke kende noget.

Min søster vil ikke have mig
tilbage i mit gamle kvarter.

Jeg bor hos hende. 30 km væk.

Du er fri og kommer straks igen.
Du fatter intet.

- Frygtede vagterne et angreb?
- De ville ikke lukke mig ind.

Du var bange for, at Gregoire
ville straffe dig, hvis du ikke kom.

- Er hun din storesøster?
- Ja. Jeg ringede under forløbet.

Hun kom på besøg.
Vi har ikke set hinanden i syv år.

- Ringede du?
- Ja.

Jeg sagde, at jeg mødtes med ofre.
At et af dem mindede om hende.

- Mig?
- Ja. Vildt meget.

Jeg sagde, jeg forstod,
hvorfor hun ikke ville ses.

Og at jeg havde forstået mange ting,
hun sagde for ti år siden. Her.

- Klinkede I skårene?
- Hvad?

- Forsonedes.
- Genfandt hinanden.

- Ja.
- Klinkede skårene. Vildt sjovt.

Jeg fortalte min advokat,
det ikke var mig. Hun ville vide det.

En kunde havde filmet røveriet,
og man hører min stemme.

Advokaten sagde,
at hvis ikke det var mig, -

- ville hun indkalde
en stemmeekspert.

Ellers ville hun lade være.

Jeg sagde, det ikke var mig.

Hun indkaldte en ekspert,
og så kom det frem. Det var mig.

Du er skør.

- Hvorfor løj du?
- Jeg troede ikke, det kunne høres.

Advokaten skældte mig også ud.
Nu havde vi skudt os selv i foden.

Du misforstod ideen med en advokat.

Jeg troede, hun gjorde det bedre,
hvis hun mente, jeg var uskyldig.

- Ja, du misforstod det.
- Jeg har tit dummet mig på den måde.

Jeg er en dårlig forbryder.
Jeg må hellere stoppe.

- Kan du det?
- Ja. For min kone og min søns skyld.

Min kone er en perle.
Hun arbejder og sender penge.

- Jeg står i gæld.
- Og du, Nassim?

Jeg falder næppe tilbage.
Jeg ville se jeres ansigter for mig.

Og jeg nyder friheden.
Det er nyt, men...

Hvad vil du lave?

I fængslet tog jeg
en lageruddannelse.

- Jeg skal til samtale i næste uge.
- Vi krydser fingre.

- Hvad med dig?
- Mig?

Jeg tror ikke, jeg klarer den.

Det er umuligt for en dømt
at få arbejde. Undskyld, Nassim.

Jeg har prøvet det.
Det er hårdt udenfor. Kompliceret.

Der skal ansøges om alt muligt,
og jeg kan ingenting.

Så flipper jeg ud.
Jeg er rolig her, men af og til...

Vi risikerer altså at blive udsat
for et røveri af dig.

- Det bliver ikke jer.
- Hvorfor ikke?

Jeg vil ikke overfalde jer.
Jeg kender jer.

Og hvad så?

Sådan er det bare.

Hvad taler du om?
Er det hårdt at udfylde skemaer?

Det er livet herinde, der er hårdt.
Triste gårdture og dårlige senge.

Hvad ævler du om?
Jeg skal da nok udfylde dine skemaer.

Du ringer bare. Men du får tæv,
hvis du ryger ind igen.

- Jeg gik ud af 9. klasse.
- Jeg fik heller ingen uddannelse.

- Har du sat den smiley?
- Nej.

Jeg kan sy dine knapper i.
Jeg har mit grej med.

Ja. Ikke dårligt.

Til lommen.
Den passer bedre. Den her...

Den er lidt hidsig.

Tak, Sabine.
Det er min yndlingsskjorte.

Jeg kan gøre det nu.
Jeg har købt dig en ekstraskjorte.

Værsgo.

- Men så må du have været ude?
- Ja, jeg gik ud i går.

Det var godt vejr.

Michel har sendt en besked.
Han siger "Pøj, pøj".

Du kan sidde her.

Sidder I godt?

Vil I have noget at drikke?

Velkommen til.

Hvis I får brug for en pause,
siger I bare til.

Godt. Vi er blevet enige om,
at frøken Delarme taler først.

Værsgo, Chloé.

Vi bor i samme by, men jeg vil
ikke have, at vi møder hinanden.

Jeg vil have, at vi laver
nogle aftaler og overholder dem.

- Vil du besøge mor på kirkegården?
- Ja.

- Hvornår vil du gerne gøre det?
- I weekenden.

Fint. Så gør jeg det aldrig der.
Og du gør det aldrig på hverdage.

- Okay?
- Okay.

Hvor ser du film?

I den store biograf.
Fredag eller lørdag.

Så kommer jeg der ikke de dage.
Du kan også få søndag.

- Hvad med den inde i centrum?
- Det ved jeg ikke.

- Skal jeg skrive de her ting ned?
- Ja tak.

- Går du i svømmehallen?
- Nej.

Du får lørdag og mandag alligevel.

Jeg bruger ikke centerrestauranterne.
Dem i indre by får du hver anden dag.

Tirsdag, torsdag og lørdag.

- Passer det dig?
- Ja.

Du ligner mor.

Du er smuk.

Nu stiller jeg mine spørgsmål.

Var det dig, der ødelagde låsen
til badeværelset i Rue Merlin?

Var det dig?

Ja.

Var det dig,
der gjorde Pilou fortræd?

Ja.

Var det dig, der smed mine æsker ud?
Æskerne i hulen på mit værelse.

Ja.

Husker du første gang, du bagte
vafler? I Rue Merlin kort efter jul.

Du talte med mor i køkkenet. Det var,
dengang hun havde brækket håndleddet.

Jeg kom ind,
og så holdt I op med at snakke.

Sagde hun noget om mig?

Prøvede mor at få dig til
at holde op?

- Ja?
- Ja.

- Var der andre ofre?
- Nej.

- Heller ikke Héloïse?
- Nej. På ære.

Hvorfor så mig?

Det ved jeg ikke.

Det blev bare sådan.

Benjamin?

Vidste du ikke, at jeg ikke ville?

Tak, fordi du svarede
på mine spørgsmål.

Hvis vi støder ind i hinanden,
tror jeg ikke, jeg hilser på dig.

Og jeg vil foretrække,
at du heller ikke hilser.

Chloé? Hvis du mener,
I har berørt de emner, du ønskede...

Benjamin?

- Vil du stille dine spørgsmål nu?
- Nej, det er fint.

Er du sikker?

Jeg kan hjælpe med at huske dem
eller formulere dem.

Nej.

Vi kan holde en pause.

- Hvis du vil have styr på tankerne.
- Nej, det er fint.

Har du ikke nogen spørgsmål?

- Har du ikke nogen ønsker?
- Nej. Det er fint.

Så siger jeg tak til jer begge -

- for den tillid, I har vist mig
i forløbet her.

Tak i lige måde.

Chloé?

Jeg er ikke vred på dig længere.

Held og lykke videre.

Jeg er tilsynsperson
i kriminalforsorgen som flere af jer.

Jeg ved, man kan føle sig alene -

- og ubrugelig og magtesløs,
selv om man gør sit bedste.

Tit føles indsatsen
ikke tilstrækkelig.

Så jeg forstår, hvad I søger her.

Men jeg vil ikke lyve.
Genoprettende ret er ikke for børn.

Den er alt det, vores tid hader.

Vores femte møde er slut.
Endnu en gang tak.

Den kræver tid, og den er usikker.
Den passer ikke til alle.

Man ved ikke,
hvor lang tid det tager.

Men når I har haft
de første forløb, -

- og I fortæller kolleger
eller familie, -

- at ofrene tog selfier
med de indsatte til sidst, -

- vil nogen kalde jer naive.

Andre vil spørge, om det er magi.

Men I ved, at det, I gjorde,
ikke var magi.

Det var bare et stykke arbejde.

Judith, jeg skriver for at sige tak
og fortælle, at jeg har det godt.

Jeg følte stor smerte og vrede
i tiden op til mødet.

Og et stort had.
Og jeg har lagt det bag mig.

Jeg måtte holde op med at slå
alle mænd i hartkorn med ham.

Jeg mødte den store, stygge ulv.
Det var min bror. Jeg overlevede.

Og det forfølger mig ikke.

En dag vil jeg se tilbage og sige,
at det skete og var forfærdeligt.

Men ikke så slemt som min fars død
eller en vens truende kræftsygdom.

Godt, jeg lærte at hade ham.
Nu føler jeg mig klar til at elske.

Tekster: Lasse Hoff
Scandinavian Text Service