All language subtitles for My.Brilliant.Friend.S01E06.The.Island.720p.AMZN.WEBRip.DDP5.1.x264-NTb

- Leder frøkenen efter et hotel?
- Nej tak.

25 lire! Nybagte taralli!
Var det noget med en tarallo?

Nej tak.

Undskyld, hvor er bussen til Barano?

- Det er den derovre, frøken.
- Tak.

- Goddag.
- Er du Elena?

Hvor er du køn. Kom ind!

Du sover her.

Du reder seng om aftenen
og stiller den væk om morgenen:

Sengebund, ramme og madras.

Sådan er det også derhjemme.

Der er badeværelset. Mit værelse
er der, og her er terrassen.

Kan du lide havet?

Kom. Med det her lys
bliver man aldrig helt trist.

Nå, lad os gennemgå betingelserne.

Du skal nok få det godt her,
men du skal arbejde.

Bare sig, hvad jeg skal gøre.

Det værelse er stadig tomt,
men derinde har jeg et engelsk par -

- som er på stranden nu.

Se ...

Du sætter vækkeuret til halv syv
og laver morgenmad -

- til mig og gæsterne.

Derefter rydder du af bordet
og vasker op.

Om aftenen dækker du
op til middag herude -

- og vasker op, før du går i seng.
Resten af tiden har du fri.

Nå, hjælp mig med deres værelse,
så viser jeg dig, hvor sengetøjet er.

Eftersom min mor havde skræmt mig
så meget -

- og jeg havde komplekser
over min krop -

- tilbragte jeg den første tid
fuldt påklædt på terrassen -

- og skrev et brev om dagen til Lila.

Breve fulde af spørgsmål, anekdoter
og animerede beskrivelser af øen.

Sidder du stadig her?

Jeg skriver brev.

Du laver ikke andet.
Har du en kæreste?

Nej da. Jeg skriver til en veninde.

Godt. Du er alt for ung.
Du har masser af tid til kærester.

Hvorfor tager du ikke badedragt på?
Er det ikke varmt?

- Nej, det er fint.
- Tag nu badedragten på.

Og gå en tur ned på stranden.

Jeg kunne rent faktisk svømme.

Mor havde taget mig med til havet,
da jeg var lille -

- og mens hun tog sandbade,
havde jeg lært at svømme.

Jeg forstod ikke, hvordan jeg
kunne bo i en by som Napoli -

- uden at tanken om at svømme i havet
nogen sinde havde strejfet mig.

- Kommer du og siger farvel til dem?
- Ja, selvfølgelig.

Elena, tusind tak.
Du var fantastisk med børnene.

Du har været så sød. Tak for alt.

- Det er bare en symbolsk gave.
- Tak.

Sikken dejlig overraskelse.

- Du må komme og besøge os i London.
- Ja, her er adressen.

- Farvel, Elena.
- Farvel.

- Farvel, Nella.
- Farvel.

Elena!

- Alexander, jeg vil savne dig.
- Også jeg.

- Farvel, Helena.
- Ciao, Elizabeth.

- Farvel!
- Ciao.

- Ciao!
- Ciao!

Børnene blev virkelig glade for dig.

Du er en god pige og så køn!

- Godmorgen, Nella!
- Godmorgen, Giusè.

Du venter altid på brev!
Kom, nu går vi ind og arbejder.

Lila svarede ikke på mine breve.

Hendes tavshed satte
mit dejlige liv på øen i relief.

Det var så fattigt på begivenheder,
at jeg kunne nå at skrive hver dag -

- hvorimod hendes verden var dyster,
men indholdsrig.

Det er en respektabel familie
fra Napoli.

Sønnen er en flot fyr.
Høj og tynd, men stærk.

Han bliver vist 17 i år.

Nu bliver det ikke
så kedeligt for dig.

Og faderen er en rigtig gentleman.

Han kan ikke sammenlignes
med andre mænd.

Respektfuld, sympatisk, hjælpsom.

Du skulle bare vide,
hvad han gav mig i fjor.

Nu skal du bare se.

"Bevis på sjælefred".
Han skrev endda en dedikation:

"Til den søde Nella
som tak for hendes marmelader."

Den ligger på mit natbord.
Jeg læser et digt hver aften -

- først inden i mig selv og så højt.
Jeg kan dem alle udenad nu.

Ja, familien Sarratore er
virkelig en respektabel familie.

- Nella!
- Lille skat!

- Hvor er jeg glad for at se dig.
- Hej, skat!

- Hvordan går det?
- Elena?

Der er flere mennesker i år.
Det er godt.

Jeg må vise dig
Casamicciola og Forio.

Her er der helt dødt om aftenen,
men der kan vi more os.

Jeg ved det faktisk alt om dig.

Du er forlovet
med apotekerens Gino -

- du går i gymnasiet
og er meget dygtig i skolen.

- Hvem har sagt det?
- Min bror.

Har I ikke mødtes i skolen?

Jeg har set ham, men jeg troede ikke,
at han havde set mig.

Det er længe siden,
at jeg slog op med Gino.

Din bror er dårligt informeret.

Alene det at han nævnte dig!

Han sidder altid med hovedet i en bog
og tankerne i en sky.

- Kommer han ikke?
- Jo, når far rejser.

- Hvorfor det?
- Han kan ikke holde ham ud.

Jeg og din mor var til bal.

- Og pludselig hørte vi en lyd.
- Hold op!

Det var en prut!

Hun blev helt rød i ansigtet.

Hvordan er det, man siger?
"Hvis det er en glad prut ..."

Ikke ved bordet!

Okay, jeg skal nok lade være.

Åh, altså ...

Nå, du er begyndt at arbejde?

Hvad snakker du om, far?
Elena går i samme skole som Nino.

- Det klassiske gymnasium?
- Flot!

Det glæder mig virkelig.

Det var godt,
at du valgte at læse videre.

- Pinù, kunne du lide pastaen?
- Ja, meget.

- Skal vi så ikke rose værten?
- Jo, vi skal.

Middagen var lækker!

Huset er altid rent og pænt,
og De er sød og venlig.

- Det er sandt.
- Far ...

- Lad far være, han spiser.
- Nej, jeg er færdig. Hvad er der?

Jeg har bagt en kage.

Han har bagt en kage.

Nej, bliv siddende.
Jeg ordner det.

Gør du?

Tak.

Kom så, piger.

Kæmp for det!

Elena, dine svømmetag
skal være mere glidende -

- så du snarere samler vandet
end at presse det væk.

Kom nu.

Hold ud. Kom så!

Hvis svømningen ikke er harmonisk -

- og kroppen ikke er et med vandet,
føles musklerne tunge.

Du gør det så kompliceret.

Elena forstår mig.
Hun studerer og forstår mig.

De har ret. Jeg er faktisk træt.

Ved I, hvad vi gør nu,
for at styrke kondition og muskler?

- Vi tager en løbetur.
- Vi har jo lige svømmet!

Kom så, piger.
En sund sjæl i et sundt legeme!

De sidste ti dage i juli
oplevede jeg et velvære -

- jeg aldrig før havde kendt.

Det var en følelse,
jeg senere i livet ofte genkendte:

Glæden ved det nye.

Nu skal vi rigtig have
noget at spise.

- Hvad mon Nella har lavet?
- Fyldte peberfrugter.

Far, jeg er træt.
Jeg kan ikke mere.

Kom ...

- Giv mig noget at bære.
- Nej, jeg kan sagtens.

Sidder du godt?

Det blev tomt, da Donato rejste.

Selv om vores stemmer stadig hørtes
i huset, føltes det stille og dødt.

Den eneste trøst var,
at Nino endelig ville komme.

Du tror, at jeg er dum
og ikke fatter noget.

Men jeg både ser og forstår alt.

Der er en fyr, jeg kan lide,
men det er ikke mere end det.

- Den er god med dig.
- Det er sandt!

De er piger og vil more sig lidt!

Jeg forstår faktisk ikke,
hvad du prøver at sige.

Det må være Nino!

Kommer du ikke og hilser på din bror?

- Hej, Nino!
- Hej, mor.

- Hvordan gik rejsen?
- Den var endeløs.

Kom, vi har ventet på dig.

- Goddag, fru Nella.
- Ih, hvor er du vokset!

- Du ligner din far.
- Er han ikke flot?

- Hej, Nino.
- Hej, Marì. Hej.

Hej.

- Blev I færdige med flytningen?
- Ja, i går.

- Er du klar over, hvem det er?
- Ja. Hej, Lenù.

- Hvordan har du det?
- Fint. Og du?

Skal du ikke spørge,
hvad hun laver her?

- Jeg er træt. Jeg går i seng.
- Skal du ikke spise?

- Hej, Nino!
- Hej med dig.

Din mor har ret.
Jeg har lavet mad til dig.

Nej tak. Bussen var forsinket,
og jeg vil gerne lægge mig.

- Sover jeg samme sted?
- Ja, kom.

- Der kan ser du, hvor rar han er.
- Åh, hold nu op.

Jeg reder seng til dig.

Hellige Guds moder ...

Jeg ved ikke, hvornår han kommer.

Han tog til havet med vennerne
og ville komme til Ischia siden.

Elena, hører du efter?

Hvis du gav ham adressen,
skriver han vel til dig.

Nå, der er endelig en,
der er vågnet!

Marì, kom og se!

- Godmorgen. Har du fået morgenmad?
- Ja. Jeg går i vandet.

- Hvad læser du?
- "Brødrene Karamazov".

Og du?

"Bel-Ami" af Maupassant.

Den er god.
Jeg læste den for et par år siden.

Hvad handler din bog om?

Om tre brødre og en myrdet far.

De anklager Dmitrij,
den ældste af sønnerne.

- For at have dræbt faderen?
- Ja, han bliver anholdt.

Alle bliver rystede, men er han
anholdt, kan han også være skyldig.

Hvem kan bevise det modsatte?

Så han bliver stillet for retten.

Retssagen er bogens højdepunkt.

Hvordan kan du vide det?
Du er jo ikke færdig med den.

Jeg har læst den før. I retten lykkes
det altid den, der har ordet -

- at overbevise læseren om,
at han taler sandt.

De bedyrer Dmitrijs uskyld,
og man lader sig overbevise.

Men så er det anklagerens tur til
at forklare, hvorfor han er skyldig.

Og pludselig føler man, at der ikke
kan være tvivl om hans skyld.

Så snart nogen fremlægger argumenter,
fremstår de som ubestridelige.

- Det er ikke...
- Hvem interesserer sig for det?

Jeg går en tur.

Hvor er han kedelig.
Skal vi gå i?

Far?

Han skulle først komme i morgen.

Far!

Napoli er ikke til at holde ud.

Der er ikke en sjæl og ikke
engang aftenerne er kølige.

Hvad laver du om aftenen?
Går du tur?

Jeg? Hvor skulle jeg gå hen?

Jeg tæller dagene.

Jeg glæder mig til den 13. august,
så jeg kan være her.

Jeg vil i vandet tusinde gange.

Forlader De os allerede
igen i morgen?

Jeg skal jo arbejde. Hvem skulle
ellers betale for alt det her?

Mor, mind mig om,
at jeg skal rejse den 13.

Netop den dag? Det var trist.

Vi har planlagt at tage
til en vens hus i Avellino -

- for at lave sommeropgaverne.

Kan I ikke vente
til efter helligdagen?

Det er allerede aftalt.

Lad ham nu. Han har sine studier.

Du er heldig, at du kan studere.

Jeg fik kun to år på handelsskole -

- før min far sagde:
"Nu skal du begynde at arbejde!"

Hvem ved, hvor langt jeg var nået,
hvis jeg havde fået lov at læse.

Men jeg klager ikke.
Jeg er glad for det, jeg har.

Og det, du kommer til at give mig.

Læs du bare, Nino.

Du kan gøre det,
der ikke lykkedes for mig.

- Vil I med ud og have en is?
- Ja.

Jeg er klar om et minut.

- Må jeg også komme med?
- Nino, tag ham med.

- Jeg vil også med.
- I bliver her, okay?

Når jeg kommer tilbage i august,
holder vi fest på stranden.

- Undskyld, er du Marisa Sarratore?
- Kender vi hinanden?

Jeg går i samme klasse som Loredana.

Loredana er henne på Bar Patria.
Vil du med?

- Kan jeg tage med dem?
- Nej, vi skal hjem.

- Hun kan måske komme senere.
- Okay, vi ses.

Lad mig nu. Der er en fyr,
jeg virkelig godt kan lide.

Elena tager også med.

Nej, jeg har ikke lyst.
Jeg venter på dig her.

Okay, så gå en tur
og snak om jeres interesser.

- Så mødes vi her halv elleve.
- Okay.

- Du giver hende megen frihed.
- Hvad mener du?

Sådan gør drengene ikke
hjemme i kvarteret.

Jeg kan godt huske, hvordan det var.

Jeg misundte dit venskab med Lila.

Jeg så jer på afstand.
I var altid sammen.

Jeg ville være venner med jer,
men turde ikke.

Kan du huske, da jeg spurgte,
om vi skulle giftes?

Ja.

Jeg holdt meget af dig.

Tak.

Jeg troede, at vi altid skulle
være sammen, alle tre.

Du, jeg og din veninde.

Alle tre?

Jeg vidste ikke, hvad det ville sige
at være kærester.

Har hun læst videre?

- Mener du Lila?
- Ja.

Nej, hun er holdt op.
Hun hjælper sine forældre.

Hun var så dygtig til alt.

Man kunne slet ikke følge med.

Hun gjorde mig helt omtåget.

Sådan sagde han:
"Hun gjorde mig helt omtåget."

Og jeg kunne ikke skjule smerten,
der stak i mit bryst.

Efter den samtale
holdt jeg op med at skrive til Lila.

Hun svarede alligevel ikke.

Jeg koncentrerede mig kun om Nino.

Jeg ventede på ham,
gik med ham på stranden -

- rydede op i hans ting
og tog dem med.

Kort sagt elskede jeg ham
og var tilfreds med det.

Men den 13. august nærmede sig,
og Nino skulle snart forlade øen.

Det stinker som dine fødder, Cirù.

Hold nu op, han er lille!
Han kommer til skade.

Jeg er færdig. Skal vi gå?
Hvad laver du?

Nino, tager du med?

- Jeg har sagt nej.
- Kom nu, Nino!

Nej.

- Skal vi gå ned til stranden?
- Vennerne venter på havnen.

Månen er fin i aften.

- Mor, må jeg gå alene?
- Nej.

- Kom nu, Nino!
- Jeg kan gå med hende.

Hvad taler du om?

Når far kommer i overmorgen,
tænder vi bål på stranden.

- Det har han lovet.
- Tomme løfter.

Nino, hold op!

Du er altid irritabel og respektløs.

Respektløs? Jeg har ondt af dig, mor.

- Så er det nok!
- Øv!

Skal vi ikke gå ned til stranden?

- Kom, så går vi, Marì.
- Farvel.

- Skal du ikke ud, Lenù?
- Nej, jeg har ikke lyst.

Jeg forstod ikke,
hvad eller hvem jeg var.

Hvorfor var Nino ikke interesseret?

Hvilket tegn bar jeg?
Hvilken skæbne ventede mig?

Kvarteret derhjemme føltes
som en afgrund -

- og hvert forsøg på at kravle op
af den var nyttesløst.

Jeg skal hente Marì om en time.

Jeg vil gøre alt
for ikke at blive som min far.

- Han er da flink.
- Det siger alle.

Passer det ikke?

- Hvordan går det med Melina?
- Hvordan tror du?

Nogenlunde.

Han var hendes elsker.

Han vidste udmærket,
at hun var skrøbelig -

- men han tog hende alligevel.

Af ren og skær forfængelighed.

Han kan gøre alle fortræd
uden at få dårlig samvittighed.

Han er så sikker på,
at han gør alle lykkelige -

- at han tror, alt bliver tilgivet.

Men sådan er det ikke.

Han går i kirke hver søndag og
behandler os børn med respekt.

Han er altid betænksom
over for mor.

Men han er hende konstant utro.

Han er en hykler. Han frastøder mig.

Han og Melina blev grebet
af en lidenskab.

Som Dido og Aeneas.

Det er smertefuldt, men også rørende.

Det kan du ikke forstå.

Vent!

Jeg forstår dig godt.

Jeg rejser i morgen.

Det er ikke den 13. endnu.

Vi gik tilbage,
mens vi talte om bøger.

Så hentede vi Marisa i havnen.

Jeg kunne mærke hans mund mod min.

Jeg græd hele natten.

Lenuccia!

Lenù!

Nino spiste morgenmad på terrassen
for ikke at forstyrre dig.

Undskyld, Nella.
Jeg kunne vist ikke falde i søvn.

Du kan måske nå det,
før færgen sejler.

Hvad mener De?

- Han er taget af sted.
- Hvad mener De?

Han er rejst. Skynd dig!

Måske kan du stadig nå det!
Af sted med dig!

Så vendte Donato tilbage. Hans
tilstedeværelse beroligede mig.

Han var et middel,
ikke kun mod sønnen -

- der var rejst efter
det næsten umærkelige kys -

- men også mod Lila,
der stadig ikke skrev tilbage.

Hvor skønt!

Hvad læser du?

"Store forventninger".

- Kender De den?
- Ja.

- Hvad er der?
- Jeg er søvnig.

Er du søvnig? Efter al det, du har
lavet? Det er ikke så underligt.

Her er en klog artikel
om det forladte Napoli i august.

Prøv at høre, hvordan den slutter.

"Man kan derfor sige,
at når varmen har byen i sit greb -

- og får den til at virke tom -

- som luftlommerne
i de berømte grotter -

- for dem,
der også elsker dens undergrund -

- mærkes indbyggernes livskraft
i stedet langs de kyster -

- der er endnu mere berømte
end bugten, de omgiver."

- Kan du lide det?
- Ja, meget.

Se, hvem der har skrevet det.

Donato Sarratore.

Tillykke.

Det er ikke noget.

Donato, han er faldet i søvn.

Hjælp mig med at flytte ham.

- Sikke varmt, det er. Vil du med i?
- Jeg er lige blevet tør.

Jeg går i. Jeg er ved at dø.

Jeg skrev et sidste brev til Lila
og sagde -

- at jeg ikke ville skrive mere,
når hun ikke svarede.

Men sidst i august -

- da denne usædvanlige tid
lakkede mod enden -

- indtraf der uventet
to vigtige hændelser.

"Tag imod mig, liv."

"Lad mig beskue
de blinkende stjerner."

Nej, de lænkede stjerner.

Skal vi gå til stranden?

"Jeg frygter ikke
dine bevægelsers iver."

Kan vi tage til Casamicciola i dag?

- Fordi dine venner er der?
- Det var ikke derfor, jeg sagde det.

Jeg kender dig.

- Den har jeg skrevet.
- Har De?

Donà, hun vil til Casamicciola.

Nej, der blæser det for meget.

Jeg vil prøve en anden strand.

Jeg ved godt,
hvorfor du vil skifte strand.

Elena, hvad synes du?

Jeg fylder 15 år i dag.

- Og det siger du først nu?
- Herligt!

Kom her! Tillykke!

Hvorfor sagde du ikke,
at du har fødselsdag?

- Tillykke!
- Tillykke, Elena.

- Det er ikke noget særligt.
- At blive 15 er da stort!

Du er en sød pige, Lenù.
Du har et godt hjerte.

- I aften fejrer vi det!
- Vi kan holde fest på stranden.

Du tænker kun på dig selv.

Ciro kan ikke lide at være
på stranden i mørket.

Så fejrer vi det her.
Når vi kommer tilbage, hjælpes vi ad.

- Ja, jeg bager frugttærte.
- Lad os ikke komme for sent.

- Skoene, Ciruzzo!
- Af sted med jer!

Lad det bare stå.

- Man arbejder ikke på fødselsdage.
- Jo, det er min pligt.

Hun er vel nok ...

Greco!

Greco!

Bor der en Greco her?

- Jeg hedder Greco.
- Så har jeg et brev til dig.

Værsgo.

- Tak.
- Værsgo.

- Er du ikke klædt om?
- Skal du ikke med?

Nej, ikke i dag. Måske senere.

- Jo, kom nu!
- Det er jeg ked af.

Jeg har lidt travlt.

- Men vi holder fest i aften, ikke?
- Jo.

- Så går vi. Kom, Cirù.
- Farvel, Lenù.

- Endnu en gang tillykke.
- Farvel.

Lilas stemme gennemsyrede
teksten og overvældede mig.

Jeg kunne ikke svare på hendes brev.

Jeg skammede mig
over mine barnlige breve -

- mit hysteriske tonefald -

- den påtagede glæde
og den påtagede smerte.

Brevet fik mig mere
end noget andet til at føle mig -

- som en bedrager
på min fødselsdag.

Lila ønskede mig tillykke -

- og skrev, at hun ikke havde svaret,
fordi hun var glad for -

- at jeg trivedes
og var forelsket i Nino -

- og ikke ville ødelægge min ferie
med kedelige nyheder.

- Tag en chokolade, frue.
- Tak.

- Lila.
- Nej.

De er gode.

- Tag en af høflighed.
- Jeg har ikke lyst.

- Hvem kan det være?
- Hvor skulle jeg vide det fra?

Bliv siddende, jeg lukker op.

Kom indenfor. Det skal derhen.

Godaften.

Frue, kan vi fjerne lidt af det her?

Stil den her i midten.

Kan De lide den?

- Det er alt meget, Marcè.
- Nej.

Det er til dig, Lila.
Kan du lide det?

Hvordan skulle hun komme
ud af situationen?

Hun var så bange.

Marcello var ganske vist
et godt parti -

- men også en blanding
af godt og ondt -

- en kombination,
der gjorde hende åndeløs.

Otte mænd, to biler,
og du kalder det uheld?

- Ring til de andre mænd.
- Javel.

Nej, undskyld, de deltager
jo alle i eftersøgningen.

Sig tak til Marcello.
Se, hvad han har haft med.

- Han har også mousserende vin med.
- Hvad fejrer vi?

Jeg har noget til Lila.

Den har tilhørt min bedstemor.
Min far gav den til min mor -

- og nu vil jeg gerne have,
at du bærer den.

Kan du lide den?

- Hvor er den smuk.
- Kan De lide den?

- Den er flot, Marcè. Tak.
- Den er flot.

Nu skåler vi. Frem med glassene!
I dag har vi noget at fejre.

Også lidt til Lila ... værsgo.

- Skål!
- Tak, Marcè.

Lila, skål med os.

Marcello.

Hvad er der? Kan du ikke lide den?

Jeg vil ikke have din ring.

Den er en gave. Det er uhøfligt
at sige nej til gaver.

Så er jeg uhøflig.

Nej, Lila. Du er ikke uhøflig.

Du er en rigtig møgkælling.

Pas på, hvad du gør!
Du strækker virkelig min tålmodighed.

Før eller senere slipper den op -

- og det kommer til at koste dig.

Det kan jeg love dig.

Det kommer til at koste.

Lila?

Han er en god dreng. Jeg er glad.

Hvad er der?

Hvor er ringen?

Jeg gav ham den tilbage.
Jeg vil ikke have ham.

Du skal ikke spøge.

Det er ingen spøg.
Jeg vil ikke giftes med ham.

- Hvad sagde du?
- Du hørte mig.

Gør ham nu ikke vred.

Nej, det skal stå helt klart:
Jeg vil ikke giftes med ham.

- Lila, du tog imod ringen!
- Jeg gav den tilbage, sagde jeg.

- Du gør, som jeg siger.
- Nej!

Gå nu i seng nu.
Vi taler om det i morgen.

Der er intet at diskutere.

Du gifter dig med ham,
fordi jeg siger det!

Nu er det nok!

I har bestemt alt for hende.

Hvis Lila ikke vil giftes
med det fjols -

- har hun ret til at sige nej.
I kan ikke tvinge hende.

Hvem fanden har spurgt dig?
Du holder bare kæft!

Hvis du tvinger hende,
sætter jeg ild til alting.

Værkstedet, den her skide lejlighed
og alt, hvad der er i den.

Hvad siger du?

Du hørte det godt.
Jeg brænder det hele af!

- Lila skal du ikke gifte bort!
- Bare kom an!

Jeg vil have dig, jeg tænker på dig
Jeg kalder på dig

Jeg ser dig, jeg hører dig
Jeg drømmer om dig

Der er gået et år
Et helt år

Hvor disse øjne ikke

Har kunnet finde fred

- Flot.
- Ja, det var fint.

Klokken er mange. Skal vi gå i seng?

- Nej, mor. En sang til.
- Klokken er mange!

Kære venner ...

Tusind tak for alting.

Der er noget, jeg gerne vil sige.

I morges fik jeg et brev fra en,
der har brug for mig.

Jeg er nok nødt til at rejse
tidligere end planlagt.

Hvad mener du? Hvornår?

- I overmorgen, hvis det er muligt.
- Forlader du mig bare uden videre?

Jeg er nødt til det.
Der er ikke noget at gøre.

Hvem skal sige det til Ciro?

Vi kommer til at savne dig.

Du må ikke rejse nu.

Det skal nok ordne sig. På afstand
virker problemerne altid større.

Hun har brug for mig.

Det har vi også.

- Far har ret.
- Tak.

Det var sådan noget,
der skræmte hende.

Fire år tidligere havde hun
ladet kobbergryden -

- farves rød af blodsprøjtet
fra don Achilles hals.

Og nu projicerede hun den truende
fornemmelse, følelsen af angst -

- for det svære valg, over på den.

Hun lod den eksplodere som et tegn.

Hun sluttede med at skrive, at selv
om det var imod hendes ønsker -

- selv om hun længtes efter mig -

- så håbede hun, at jeg blev
på Ischia og aldrig vendte tilbage.

Du behøver ikke at lade,
som om du sover.

Jeg ved, du er vågen.

Ja.

Blæs på din veninde. Bliv her.

Hun har det skidt.

- Hun har brug for mig.
- Nej, jeg har brug for dig.

I morgen aften går vi
en tur på stranden.

Jeg holder meget af dig,
og jeg ved, du holder af mig.

Godnat.

Hvor usandsynligt
det end må virke i dag -

- havde jeg aldrig
tilfredsstillet mig selv.

Det var noget ukendt,
og følelsen overraskede mig.

Men jeg vidste straks,
at min afsky for Sarratore -

- og den lede, jeg følte ved mig
selv, ville gøre, at jeg holdt mund.

Det er faktisk første gang i mit liv,
at jeg prøver at sætte ord -

- på den uventede afslutning
på mit sommerophold.

Tekster: Neel Rocco
www.sdimedia.com