Original subtitles

Er det jer? Skal I snakke med Alfonso?

Nej, vi vil tale med don Achille.

I kan tale med mig i stedet.

Vi er nødt til at tale med ham.

Achì!

Skomagerens datter og Grecos ældste datter.

Jeg kommer.

Nå?

Dukkerne.

Dukkerne?

De er vores.

Her er ingen dukker, der tilhører jer, piger.

De tog dem nede i kælderen.

Pinù!

Har du taget en dukke fra skomagerens datter?

Nej.

Alfò, har du taget den?

Det var Dem. Vi så Dem selv.

- Hvem så I, sagde I? Mig? - Ja.

De tog dem og lagde dem i en sort sæk.

Skulle jeg have taget jeres dukker og lagt dem i en sort sæk?

- Ja! - Achì, der er mad!

Jeg kommer.

Køb jer et par dukker.

Og husk ...

... at de er en gave fra don Achille.

Farvel og velbekomme.

Lenù, hvad gør vi med alle de penge?

Vi er rige!

- Vi køber dukker! - Ja ...

Men klokken er mange nu.

- Vi gemmer dem, så ser vi i morgen. - Hvorfor?

Vi kan ikke have dem derhjemme.

Hvis de finder dem, tager de dem.

Hvor skal vi så gemme dem?

Følg mig.

Jeg har lavet meget i mit liv, men aldrig af overbevisning.

Jeg har altid haft en vis distance til mine handlinger.

Men Lila, sin rastløshed til trods -

- gik fuldt og helt ind for det, hun gjorde.

Vi skal have noget at lægge dem i.

Men det, der gjorde størst indtryk på mig, var hendes bestemthed.

Lila var urokkelig.

Se!

Den er perfekt!

- Vi må gemme dem i jorden. - Nej, så bliver de våde.

Hvor skal vi så lægge dem?

Der, i hullet.

Hjælp mig med at lukke den.

Vi henter dem i morgen.

Tiden gik, og vi havde travlt med andre lege.

Hver gang en af os foreslog, at vi skulle hente pengene -

- skiftedes vi til at finde på undskyldninger.

Det var, som om blikdåsen forenede os mere end noget andet.

Men en dag kaldte Lila mig ned i gården.

Hun sagde, at vi skulle hente pengene.

Hun vidste, hvordan vi fik flere.

Her! Med pengene køber vi en bog, som hende i kiosken sælger.

"Pigebørn".

De er der endnu.

Hun sagde, at hende, der skrev bogen -

- fik så mange penge, at hun gav nogle til sin fattige familie.

Hvad skal vi gøre med den?

Læse den. Vi skal se, hvordan en bog skal skrives -

- og så skriver vi selv en. Så bliver vi rige, Lenù. Kom!

- Er I kommet for at købe den? - Ja.

- Er den god? - Hvor skulle jeg vide det fra?

Jeg har da ikke tid til at læse.

Værsgo.

- I får den lidt billigere. - Farvel, Iolanda.

Se dig for, pigebarn.

Den mand er altid sammen med don Achille.

"Vi leger pilgrimme"

"'Jul er ikke jul uden gaver' -

- mukkede Jo fra tæppet foran kaminen."

"'Det er hæsligt at være fattig', sukkede Meg -

- og så ned ad sin slidte kjole."

"'Det er ikke retfærdigt, at nogle piger har så meget -

- mens andre ikke har noget som helst', tilføjede Amy."

Forsvind herfra, er det forstået?

Nå, går du, eller hvad?

Jeg slår dig ihjel!

Hvad glor I på? Kom her, Michè!

Også dig, Marcè! Fart på!

Send ham i graven.

De tager jo livet af ham! Kom, lad os gå.

Hvad er der, Alfrè? Har du intet at sige til ham nu?

Forsvind og kom ikke tilbage!

Prøver don Achillo også at tage mit arbejde?

Jeg slår ham ihjel! Jeg slår ham ihjel!

Det sker så mange forfærdelige ting.

Er det ikke mærkeligt, at de gav Carmelas far job -

- efter det han sagde om don Achille?

Nu går vi hjem.

Vi læste "Pigebørn" i månedsvis.

Så mange gange, at den blev snavset og løs i ryggen.

Men det var vores bog, og vi holdt meget af den.

"... med en mærkelig blanding af stolthed og oprømthed sagde hun:

'Jeres søster!'"

"'Du?', udbrød Meg -

- og lod arbejdet falde fra hånden."

"Og hun omfavnede hende stolt." Det er lige til at græde over.

Selv Jo skrev en historie.

Og ingen troede, at hun kunne klare det.

Vi må gøre det samme.

Ja. Selv om Jo er voksen, og vi ikke er.

Du vil måske være gammel først og så tjene penge?

Vi har et kæmpe forråd af ord her i hovedet.

Der er alt, hvad vi behøver.

Først tager man et ord frem, så et andet ... Så skriver man.

Vi burde måske først gå i den skole, hvor man lærer latin.

Ja, vi venter med alt det, mens vi studerer latin.

Mon mor har talt med lærerinden?

Jeg er ligeglad med, hvad min mor siger. Jeg går til optagelsesprøve.

Du skal bruge bøger og stilehæfter. Hvem skal betale for dem?

Det ordner Rino. Jeg betaler tilbage senere.

Og når vores bog er færdig, gør jeg ham til kvarterets rigeste mand.

Der er Gigliola!

Nå?

Lærerinden har sagt, at Gigliola må fortsætte.

- Og dine forældre? - De er gået med til det.

- Hvad med jer? - Det ved jeg ikke.

Vi skal helt sikkert.

Hvis du kan, er det da klart, at vi også kan.

Carmè, klokken er mange. Gå hjem til mor.

Jeg må gå.

Frøken sagde ikke noget til Carmela. Hun kan ikke klare det.

Lad os gå. Jeg vil se, om mor er kommet.

- Hej. - Hej.

- De vil lade mig studere latin. - Kan du lide skolen?

- Frøken siger, at jeg er begavet. - Jeg vil hellere arbejde.

Vi er glade for, at Alfonso skal læse videre, ikke sandt, mor?

Sig til, hvis De får brug for noget. Jeg er ingen læsehest -

- men jeg er glad for, at en i familien har et godt hoved.

- Vi ses. - Jeg går også.

Vent, jeg vil se.

Far er glad for, at Alfonso er så dygtig.

Kan jeg hjælpe dig med noget?

Så sørger vi for, at drengen får et par betalte privattimer -

- så han klarer optagelsesprøven uden problemer, ikke?

Tak, hr. lærer.

Hørte du det? Alfonso skal studere latin.

- Tusind tak! - På gensyn, hr. lærer.

- Jeg vil hjem. - Vent, jeg vil høre.

- Jeg har brug for pengene. - Forsvind, sagde jeg!

Der er nye reservedele i.

Du gjorde kun halvdelen af jobbet. Stå ikke her som en tigger.

Jeg køber en ny, så kan du se, hvordan en motorcykel skal se ud.

Jeg må gå nu.

Lenù, kan du ikke tage bogen i dag?

Jeg vil ikke have, at far finder den.

- Hej. - Hej, Lenù.

Nå, der er du endelig.

Kom og sæt dig.

Sæt dig, Lenù.

Ved du, hvad din lærer siger?

Du taler altid med hende, og dog siger hun ikke noget?

Kan du forklare noget for mig? Hvorfor vil frøken have penge?

Hun skal have privattimer, fordi optagelsesprøven er svær.

Optagelsesprøven til realskolen.

- Hvad skal hun der? - Hun er begavet, siger de.

Hvorfor skal hun med privattimer, hvis hun er så begavet?

Optagelsesprøven er svær!

- Så dygtig er hun altså ikke. - Jo, til at bruge vores penge.

Hun skal ikke i realskole. Vi har brug for hendes hjælp her.

Der bliver ingen realskole til dig!

Lenù, kan du ikke klare det uden frøkenens hjælp?

- Jeg kan da prøve. - Sig mig, hvem tror du, du er?

Her arbejder vi alle, men hun skal læse videre!

Er jeg måske en stuepige?

Vær stille derinde!

Gå ind og pas dine søskende. Det kan du klare uden privatundervisning.

Skal jeg sige det på italiensk? Har du glemt vores dialekt?

- Jeg går op til den prøve. - Hvor vover du?!

Hold nu op! Jeg gider ikke høre på jer!

Vi har fire børn og ingen penge. Hvem skal så hjælpe mig?

Du ydmyger hende altid!

- Du ødelagde lige banen! - Lad mig være!

Det er kun ret og rimeligt.

Rimeligt? Hvad taler du om?

Penge!

Jeg står op kl. 6 og arbejder i butik til kl. 8.

- Selvfølgelig skal jeg have penge. - Du har en seng og mad på bordet!

- Hvad skal du bruge penge til? - Jeg arbejder. Jeg skal have betalt.

Så er det op til mig, hvad jeg gør med pengene.

Rino, jeg betaler dig allerede for at lære et fag.

Snart laver du ikke kun hæle og sømme -

- men en hel sko.

- Har damen overfor betalt? - Ja.

Det tog hende en måned, men nu er alt betalt.

Far, undskyld, jeg plager, men hvis du betaler mig -

- sørger jeg for, at Lila kan gå i skole.

- Hvad? - Jeg betaler for skolen.

Hvad er det, knægten siger?

Lila skal læse videre. Hvis far giver mig løn, betaler jeg for hende.

- Læse videre? Gjorde jeg måske det? - Nej.

- Gjorde du? - Nej.

Hvorfor skulle din søster så?

Hun er klogeste i hele kvarteret. Spørg selv hendes lærerinde.

Det er muligt, men hun skal ikke læse videre.

Og mens du bor hjemme, får du ingen løn.

- Tal i det mindste med lærerinden! - Nu er det nok!

Vi skal ikke tale med lærerinden, for hun skal ikke gå mere i skole!

Er det forstået? Er det forstået?!

Ja ... Undskyld ...

Se, hvad jeg har til dig.

- Hvor har du den fra? - Hende damen i morges.

- Lila, kom og hjælp. - Jeg kommer.

Lenù, kom her.

Sæt dig.

Nå, Lenù ...

Vi har bestemt os for at betale for dine privattimer.

Pengene finder vi nok på en eller anden måde.

Tak.

Tak din far. Hvis det var op til mig ...

Men du skal være den bedste af alle.

Forstået?

Ikke bare dygtig. Bedst af alle.

Fru Cerullo, jeg var nødt til at insistere på at se Dem.

Deres datter skriver smukke historier.

Med ord skaber hun billeder, som forbløffer med tanke på alderen.

Uden den mindste anstrengelse og helt af sig selv.

Ja, jeg ved det godt.

Vi har et ansvar her. De som forældre, og vi som lærere.

Vi må lade samfundet få nytte af en begavelse som Deres datter.

Vi må ikke ofre hende, fru Cerullo.

Ofre hvad?

Vi er en stor familie, forstår De.

Vi lever alle af min mands butik.

Der skal også være penge til hans søstre og mine forældre.

Jeg forstår ikke alt, hvad De siger, og De har sikkert ret, men ...

Prøv at se på de her tegninger.

Læg mærke til skraveringerne.

- Har hun lavet dem? - Ja. Forstår De nu, hvad jeg siger?

Og hun lige så dygtig i alle andre fag.

Javel ... Jeg er nødt til at gå nu.

- Tal med Deres mand. - Jeg beklager, men vi har ikke råd.

Så har De intet forstået!

Jeg har forstået alt.

Men tror De virkelig, at min mand vil ombestemme sig?

Skulle en pige gå i skole som de fine folk -

- mens hendes brødre arbejder?

Sådan er det måske hjemme hos Dem, men ikke hos os.

Kan jeg gå nu?

Farvel.

Artiskokker! Kartofler! Jeg har endda rønnebær!

Se de fine tomater! Se!

Lila!

Lila!

Hvad sker der derovre?

Stefano Carracci har fået en Vespa af sin far.

For at gøre Solara misundelig.

Værsgo.

- Hvad skal jeg med dem? - Det er til at spise.

- De er jo ikke modne. - Det bliver de.

- Nej, jeg vil ikke have dem. - Så smid dem væk.

Appelsiner!

Det var pænt af Enzo. Han vil vist gerne være kærester.

- Og så giver han mig røn? - Hvad skal han ellers give?

Tja, han kunne sige ...

"I morgen tager jeg dig med til havet."

Jeg har aldrig set havet.

Mor siger, at jeg har været der, men det kan jeg ikke huske noget om.

Vent. Hvad siger du til det her?

- I morgen pjækker vi. - Hvad siger du?

Ja. Vi tager ud til havet. Jeg vil se det.

Rino siger, at vandet skinner. Det er meget smukt.

- De slår os ihjel. - Nej.

Vi siger, at frøken har inviteret os hjem efter skole.

Det har hun da aldrig gjort før.

Nej, netop derfor.

Det er så usædvanligt, at ingen af vores forældre -

- tør spørge, om det passer.

Selv Gigliola har set havet!

Vi er de eneste. Det er ikke retfærdigt.

Lila, hop op, vi skal hen til butikken.

Vent, jeg kommer.

Nå?

- Far slår mig ihjel! - Han finder ikke ud af det.

Nå?

Okay.

Vi ses ved porten som sædvanlig.

Salat!

Appelsiner! Kirsebær!

Salat!

Kom og køb ind hos Enzo Scanno!

Elena, kommer du ned bagefter?

Jeg kan ikke. Jeg skal læse.

Jeg var aldrig gået længere end de hvide huse.

Aldrig længere end til gården, kirken eller parken.

Jeg havde aldrig følt trang til det.

Hurtigt! Hvis nogen ser os, er løbet kørt.

Vi lægger dem her.

Kom, så smutter vi.

På den anden side af markerne kørte togene konstant forbi.

Biler og lastbiler kørte på den ene og den anden side af gaden -

- men jeg husker ikke, at jeg en eneste gang -

- spurgte mig selv, min far eller lærerinden:

Hvor er bilerne, lastbilerne og togene på vej hen?

Til hvilken by? Til hvilken verden?

Når jeg tænker på frihedens glæde -

- tænker jeg på, hvordan den dag begyndte. Jeg havde intet ansvar.

Lila vidste præcis, hvordan man kom ud til havet -

- hvor hurtigt vi gik, og hvor lang tid det tog at gå derud og tilbage.

Jeg følte mig lykkeligt åben for det ukendte og gav mig hen.

Hvad er der?

Sig nu, hvad der er galt?

Lad os gå tilbage.

Hvad så med havet?

Der er for langt.

- Og vores hjem? - Der er også langt.

Så går vi til havet.

- Nej. - Jamen, hvorfor ikke?

Vi kan stadig gå det. Så langt er det ikke.

Jeg vil ikke være våd.

Hvis vi går tilbage, bliver vi også våde.

Nej!

Hun var slet ikke i skole. Den unge gør mig skør.

Hun leder efter mig! Hvad nu? Hvordan fandt hun ud af det?

Hun forstod måske, at det med lærerindens fest var en løgn.

Åh, det er lige meget. Jeg går.

Nej, bliv her. Måske har de ikke opdaget, at du har været væk.

Okay. Farvel.

Jeg slår dig ihjel!

Jeg gik hen til skolen med paraplyen -

- så du ikke skulle blive våd før festen, utaknemlige unge!

Når far hører det, kan du glemme alt om den skole!

- Giv hende en omgang klø. - Hun har fået rigeligt.

- Og du lader hende gå i skole? - Det er, hvad vi har aftalt.

Vi? Det har hun bestemt!

Med en far som dig, der ikke engang kan slå sin datter ...

Hvad er du for en mand?

Hvor er hun?

Elena!

Nej!

- Er det nok?! - Det er nok!

- Er det nok?! - Ja!

- Hold op! - Er du tilfreds nu?

Hun skal i skole, at du bare ved det!

Det er nok, Lenù. Det er overstået.

Græd ikke.

Det er jeg ked af.

Jeg troede ikke, at de ville opdage det og blive så vrede.

- Nu må du nok ikke læse latin. - Jo, de lader mig gå til prøven.

Hvorfor spørger du?

Jeg var bare bekymret.

Det var nok det bedste, at det gik, som det gik.

Ja.

Peluso, hvor længe skal du stå der?

Skynd dig nu lidt!

Er du kørt fast?

Du skal tilføje et nul, og fjern decimalkommaet.

Cerullo, du tror vist, at du er lidt bedre end de andre.

Men du er ingenting!

Du åbner kun munden, når du bliver spurgt! Er det forstået?

- Frøken ... - Stille!

Hold din mund, sagde jeg!

Gå hen og sæt dig.

Nå, hvor meget koster et kilo pasta?

1580 divideret med 12,5.

Tilføj et nul, fjern decimalkommaet. 158 minus 125 giver 33.

Sådan, fortsæt du.

Godt, flytte nullet ned ...

Lila forsvandt et stykke tid.

Hun fik en kraftig influenza, hun, der ellers aldrig var syg.

Nogle havde set hende på gaden, bleg og radmager.

Rino. Hvor er Lila?

Hun har høj feber. Hun kommer ikke i skole.

Jeg syntes, at jeg forstod hendes feber.

Jeg vidste, at hun led, og brød mig ikke om det.

Arno flyder gennem Pisa -

- en gammel universitetsby, hvor Galileo Galilei underviste.

Byens kunstneriske juvel er Piazza del Duomo -

- med dens tre marmormonumenter.

Jeg savnede hende, men turde ikke opsøge hende.

Jeg læste, men forstod intet, når jeg ikke kunne diskutere det med hende.

Lærerinden.

Dagene lignede hinanden.

Jeg og Gigliola fik privattimer hos lærerinden -

- og gik derefter hjem.

Kilde ... komma ...

Lila havde villet ødelægge det for mig, da hun foreslog turen -

- men jeg tilgav hende og ville intet hellere end at se hende.

Det var, som om den ene halvdel af min krop altid frøs.

Der manglede noget.

- Hvad er der? - Er Lenù hjemme?

Lenù.

Hej. Hvordan går det?

Nu har jeg det bedre.

Jeg synes, du skal læse den her.

- Hvad er det? - En bog.

- Har du skrevet den? - Ja.

Den hedder "Den blå fe".

Skulle vi ikke skrive sammen?

Du er jo altid til privatundervisning.

Læs den, og sig mig, hvad du synes.

Det, der først og fremmest slog mig, kan jeg godt udtrykke i dag -

- men dengang havde jeg ikke ordene til det.

Teksten rummede Lilas stemme.

Hun udtrykte sig fejlfrit med svære ord -

- uden at det skrevne af den grund føltes tvunget.

Det var noget særligt.

Lila! Lila!

- Den er fantastisk. - Mener du det?

Den er alle tiders.

Kan jeg tjene penge på den?

Vis den til frøken. Hun kan hjælpe dig.

Nej, det vil jeg ikke.

Jo ...

Kom nu.

Gør som du vil.

Jeg skal hente vasketøj. Vi ses i morgen!

Noi vorremmo, voi vorrete ...

... essi vorranno.

Elena, præteritum af verbet piangere.

Io piansi, tu piangesti ...

... egli pianse ...

Stop. Fortsæt, Gigliola.

Noi piangemmo, voi piangeste ...

... essi ...

... piansero.

Hvilket?

- Piangettero. - Hvad?

Piansero.

Der er vist noget, I ikke forstår.

I må ikke lave en eneste fejl, hvis I vil bestå optagelsesprøven.

- Må jeg gå på toilettet? - Ja, værsgo.

- Husk at vaske hænder. - Ja, frøken.

Frøken?

Lila har skrevet en fin bog, som jeg gerne vil have, at De læser.

Sig til Cerullo, at hun bør læse til eksamen -

- i stedet for at spilde sin tid.

Elena, ved du, hvad plebejerne er?

Ja.

Plebejerne, folketribunerne ...

- Graccherne. - Udmærket.

Ja, Graccherne.

Men jeg taler om nutiden.

At være på samfundets bund er bedrøveligt.

Den, der ønsker at forblive der -

- og ønsker det samme for børn og børnebørn -

- har intet fortjent.

Hør nu godt efter, Elena.

Glem Cerullo. Tænk på dig selv.

Lila, sæt dig nu.

- Jeg kan flette dit hår. - Nej, jeg vil ikke.

Jeg har et nyt hårbånd.

Kom, Lenù, så fletter jeg dit hår.

- Jeg vil have en fletning. - Okay.

Sikke et flot hårbånd! Hvem fik du det af?

Damen i stofbutikken.

- Er det silke? - Det ligner fløjl.

Jeg gav hende din bog.

Hun har ikke læst den endnu.

Når jeg kan, skriver jeg en ny.

- Den var ikke god. - Jo, den var smuk.

- Den var dårlig. - Nej, din bog var fin.

Hvilken bog?

Ikke noget.

Vi ses i morgen.

- Hvor skal du hen? - Hjem.

Forresten, Lenù, sig til frøkenen, at jeg går til den optagelsesprøve.

Det er allerede afgjort!

Jamen, jeg vil gå i skole, også uden optagelsesprøve.

Nu er det nok!

Jeg vil! Jeg er ligeglad!

Nu er jeg fandeme gal!

- Slip mig! - Er du blevet vanvittig, Fernà?!

- Jeg slår dig gul og blå! - Jeg gør det alligevel!

- Lila! - Jeg slår dig ihjel!

Se, hvad den snotunge fik mig til!

Du gør mig vanvittig!

Hvad? Er du ikke død?

Du gør ikke andet end at skabe problemer for mig!

Jeg vil ikke høre et ord til om nogen realskole, er du med?!

Du gør, som jeg siger, for jeg er din far!

Der skete ikke noget. Jeg er okay.

Jamen, hvad er der dog sket?

Lad mig se ... Du godeste!

- Hvad skete der? - Hvad er dog det?

Det er ingenting. Hun faldt bare. Der skete ikke noget.

- Forsigtig ... - Hun har brækket armen.

Forsigtig.

Til sidst skete der noget, der overraskede alle.

Jeg bestod både eksamen og optagelsesprøve med ug.

Lila gik kun op til eksamen, hvor hun fik ug minus i alt -

- bortset fra matematik.

Så talte man ikke mere om realskolen hjemme hos hende.

Jamen ...

Bravo, Lenuccia!

Sæt dig her hos far, kom!

Jeg glæder mig til at gå på arbejde og fortælle om min dygtige datter!

Hun bestod sin eksamen og skal i realskolen!

Er I med? Hun er en stor pige nu og har fortjent en skvæt kaffe.

- Hvad laver du? - Bare et par dråber!

- Må jeg også få? - Du er for lille.

- Hvornår må jeg så? - Når du kommer i realskolen.

Skal han nu også på realskole?

Lenuccia klarede sig bedre end Spagnuolos datter -

- Carraccios dreng og skomagerens datter.

- Hvordan det? - Hun er dygtig!

Hun bliver forsker en dag!

- Mens jeg vasker op, reder du seng. - I dag fejrer vi, lad hende være.

- Vi har ting at gøre! - Hold så op! I dag er en festdag!

- Hvem kan det være? - Nu skal jeg se efter.

Du bliver her. Spis din mad.

- Hvad er der sket? - En tragedie!

- Han er blevet dræbt. - Hvem?

- Hvem er død? Hvad taler du om? - Han havde stadig pyjamas på.

De fandt ham ved det tændte komfur.

- Der var en kniv og blod overalt. - Hvad er der sket?

Jeg ved det ikke. Jeg fik det bare fortalt.

- De fandt ham ved den åbne ild. - En kniv. Der er blod overalt.

- Ja, det hørte jeg også! - Han blev myrdet.

- Hvad er der sket? - Nogen kom ind ad vinduet.

- Hvad er der sket? - Et mord!

- Hvem er blevet myrdet? - Ikke nogen.

Tænk, at nogen turde dræbe don Achille!

Don Achille!

Har de dræbt don Achille? Hvordan er det muligt?

Alt er muligt. Gå nu ind med dig.

Jeg vidste, noget ville ske.

- Hvad er der sket? - De har dræbt don Achille.

De har dræbt don Achille!

- Hej, Lenù. - Godmorgen, don Ferná.

Lila!

Har du hørt det?

- Hvem gjorde det? - Vent, jeg kommer ned.

Politiet fandt ham liggende på maven.

De dræbte ham, da han lige var vågnet.

Han havde åbnet vinduet for at få lidt frisk luft.

Han var lige stået ud af sengen.

Han havde en slidt, lyseblå pyjamas på -

- og et par gulnede sokker.

Så snart han åbnede vinduet -

- fik han en byge i ansigtet -

- og her, på højre side af halsen, mellem kæben og kravebenet ...

... fik han et knivstik.

Kobbergryden var så blank -

- at blodet lignede en blækklat, der løb nedad.

Morderen havde helt sikkert tænkt sig at stikke ham i hjertet -

- mens han stadig lå i sengen -

- men nu blev han altså stukket i halsen.

Morderen havde ikke brudt døren op. Han havde nok en hovednøgle.

- Hvordan ved du alt det? - Det gør jeg heller ikke.

Jeg lukker bare op for kassen. Så kommer ordene.

Kom, vi går vi hjem til Carmelia og leger.

Kommer du eller hvad?

- Hvad sker der? - Det ved jeg ikke.

Slip mig! Jeg er uskyldig! Hjælp!

Slip ham!

Jeg har ikke gjort noget! Jeg er uskyldig, hjælp mig!

- Jeg har intet gjort. - Det ved jeg!

Hr. og fru Solara! Sig, at jeg er uskyldig!

Far! Far!

Alfrè! Alfrè!

Slog du dig?

Det var ikke Carmelas far, der dræbte don Achille.

Hvem var det så?

Jeg ved, hvem der gjorde det.

Hvem?

Det var en kvinde.

Det var en kvinde, Lenù!

Tekster: Neel Rocco www.sdimedia.com