All language subtitles for Wormwood.S01E06.WEBRip.x264-RARBG.DAN

Tak.

Undskyld.

Mange tak.

STATLER
KL. 2.30.

Vin insisterer på at møde os i lufthavnen.

Jeg vil have en drink mere.

Hvor er servitricen?

EN ORIGINAL HISTORIE FRA NETFLIX

Der er en historie, hvor hans død
er en form for ulykke.

1953 var en form for ulykke.

Svært at forstå, usammenhængende.
Men dog en form for ulykke.

Så er der 1975,

da det er et slags narkotika-selvmord.

"Vi udførte et eksperiment,
det gik skidt.

Guderne skal vide,
vi prøvede at beskytte ham,

men det gik galt,
der skete nogle ting, og han døde.

Usammenhængende,
svært at forstå, men selvmord.

Det hele begyndte virkelig at ændre sig
til noget andet.

I 1994, da vi fik gravet liget op,

begynder det at se ud til
at være et mord.

I løbet af det seneste år
går det fra mord til en henrettelse,

udført med CIA's fulde legitimitet.

Inklusive Richard Helms,
og på det sidste Allen Dulles,

hvor de fik godkendelse til...

Ikke et mord, ikke et drab,
men en henrettelse.

Vi bør tale om, hvad problemet med CIA er,
og altid har været,

i hvert fald i de år,
hvor jeg har undersøgt det som journalist.

Det er et grundlæggende spørgsmål
om integritet, ærlighed.

Jeg tror ærlig talt,
der er tale om en dobbeltmoral,

når Mr Colby beder os fra pressen
om at være ansvarsfulde.

Jeg tror,
at der virkelig er trang til

og behov for,
at CIA selv opfører sig mere ansvarligt.

Hvis man træder tilbage,
hvilket er svært for mig at gøre,

fordi der er så mange følelser,

men så er det forbløffende,
at det overhovedet kunne ske.

At folk overhovedet
kunne tro på sådan en røverhistorie.

Og at folk som Seymour Hersh og alle de
andre journalisterne hoppede på den.

Jeg tror, det er Hershs problem nu.

DRABET PÅ OSAMA BIN LADEN

Hans første bog i 60erne handlede om
biologisk og kemisk krigsførelse.

Og så skriver han om CIA
og alt det der...

...hvilket fører til høringerne osv.

Hele hans karriere fra begyndelsen
og op til nu er en del af denne historie.

Og hele hans identitet er forbundet med
at være en mand,

som ikke falder for det fis.

Men i dette tilfælde slugte han det råt

indtil i fjor,
hvor jeg fortalte ham, det er en myte,

og det brød han sig ikke om.

Og han kunne ikke lide
at høre sin pålidelige kilde sige:

"Eric har ret, du tager fejl."

Han kalder det også for
"et heldigt skud i tågen".

Han er den eneste med de rette kilder
og dømmekraften

til at stille de rette spørgsmål til den
rette mand, og det var et pletskud.

Da jeg giver ham spørgsmålet, stiller han
kilden det, kilden fortæller ham om det.

48 timer senere har han det.

Nu er der gået et år,
og han har ikke skrevet historien.

Hvorfor have flere bekræftelser?

Min indstilling er: "Man får kun
sådan en chance én gang.

Det forbavser mig, at du fik den her."
Han siger: "Nogle vil nægte at tro det."

Jeg siger: "Jeg er ligeglad med,
om du har andre kilder.

De vil alligevel ikke tro på det."

SEYMOUR HERSH
UNDERSØGENDE JOURNALIST

-Kører vi?
-Ja.

Godt. Hvad vil du tale om?

Dit første møde med familie Olson.

Du kender godt deres historie.
Så naiv var jeg dengang.

Jeg havde været journalist i 15 år.
Jeg havde vundet mange priser.

My Lai-massakren, jeg skrev om CIA
og Chile og Watergate.

Og jeg var stadig uerfaren.

Jeg troede på historien om,
at han fik LSD,

fordi jeg kun
havde været 15 år i branchen.

CIA gav folk LSD. Det er slemt nok.

Men det slemme
var noget endnu værre.

At de dræbte ham.

Men jeg er ikke så sikker,
at jeg kan skrive om det.

Så hvad betyder det?
Vi taler om journalistik for begyndere.

Hvis jeg skriver om det,
vil jeg forvandle nogen til en Snowden.

Det er en ting. For det andet,
selv hvis jeg skriver det jeg ved,

skal nogen anden sige noget.

Men tror jeg,
der skete Olson noget grufuldt? Ja.

Tror jeg, at han blev betragtet som en,
der var samfundsfjendsk? Ja.

Tror jeg, at i det år, i 1953,

var der en utrolig frygt
og paranoia omkring russerne?

Og at man brugte stoffer til at skabe et
monster, som dræber uden at tænke osv.?

For det første er det kommunismens mål

at etablere sig
som det eneste samfund på Jorden.

Mrs Rosenberg og hendes mand
blev dømt for at videregive

hemmeligheder til Rusland
ad en sovjetisk diplomatisk kanal.

Også hvis der kun fandtes én kommunist
i Udenrigsministeriet,

ville det stadig være
en kommunist for meget.

Fra kyst til kyst fortsætter ihærdige
røde med at bruge enhver teknik

for at fange sindene og kontrollere
loyale amerikaneres opførsel.

Hvad gør man med en insider,
som ved en masse?

Hvorfor ikke gøre noget grufuldt?

Men...

...jeg kan ikke sige det jeg ved uden at
bringe nogen i fare, så det kan jeg ikke.

I den lange række af handler og aftaler

er du afhængig af,
at en kilde giver dig information,

men du kan ikke kompromittere den kilde
ved at give for meget information.

Det handler ikke om information.

Det handler om, hvad man måtte gøre
for at finde Olson-historien indefra.

Hvis jeg nu spørger nogen:
"Hvad ved du om Olson?"

Nogen ved måske noget,
eller nogen siger: "Jeg ser på det",

men det han opdager, og hvordan han
opdagede det, kan jeg ikke tale om.

Folk skriver under for det.

Den dybeste, mørkeste, mest
afsidesliggende boks i hele Washington.

En boks inde i en boks,
som er inde i en boks.

Det er min metafor for det.

Det er et sted,
ingen ville have tænkt på at gå hen,

og som meget få har adgang til.

Ligger det i en kasse?

Det ved jeg ikke.

Det ved jeg ikke.

Står det i en journal på en boghylde?
Det ved jeg ikke.

I en arkiveringsskuffe?
Det ved jeg ikke.

Jeg er bare forbløffet over,
at det ligger et sted.

Og jeg er forbløffet over,
at manden fortalte Hersh om det.

Han var gået et sted hen...
og jeg ved ikke hvor,

men dybt inde i en dyb boks,

og havde fundet et dokument,

som præcist beskriver,
hvordan hændelsen udspillede sig.

I detaljer.

Kilden havde så taget noter
angående dokumentet

og havde oplæst noterne for Sy Hersh.

Jeg tror, han blev dræbt. Det har jeg
grund til at tro, men kan ikke bevise det.

Der er noget afgørende, som ville opklare
sagen, men samtidig udpege folk.

Så jeg kan ikke gøre det.

Jeg gjorde mit bedste
for at finde mere information,

og det vil nok lykkes mig med tiden.

Jeg fandt andre hændelser
med mistænkelige dødsfald.

Processens mekanisme.

Hvis jeg har ret i, at han blev dræbt,

så var der en mekanisme.
Det var ikke ad hoc.

-Hvad mener du med "mekanisme"?
-Jeg vidste, du ville spørge om det.

Hvad mener du med "hvad mener du"?
Der var en procedure.

-En procedure for at eliminere uønskede...
-Hvorfor ikke?

Hvis man har en dissident i et system,

har man måske en procedure
for at håndtere det.

Måske var nogle af dem, som skrev
rapporterne, involveret i proceduren.

Det var måske
en enorm, febrilsk tilsløring.

De dokumenter gav en beretning.

Abrupt, elliptisk,
for ikke at sige falsk.

DEEP CREEK-SØEN
18. - 19. NOVEMBER

20. NOVEMBER

I årenes løb har jeg koncentreret mig
gradvist mindre om,

hvad der skete i de ti dage,

fordi vi ikke ved det.

27. NOVEMBER 1953

28. NOVEMBER 1953

Ingen, som jeg kender
eller stoler på, var til stede der.

Hvad vi end tror vi ved,
ved vi på grund af disse dokumenter.

Dokumenterne er lappet sammen
og usammenhængende.

Vi ved det faktisk ikke.

Så hvad handler det her om?

Det har altid været spørgsmålet for mig.
Hvad handler det om?

Min far blev ikke kun myrdet,
men hvad handler det om?

Hvad handler historien om?

Den handler om den position,
USA pludselig befandt sig i

i perioden efter krigen,
som man ikke var forberedt på,

og man begyndte at gøre ting,

som bragte landets egne demokratiske
institutioner i alvorlig fare.

Hvordan kunne man have et demokrati,

hvis institutionerne gør ting,
folket ikke må få nys om?

Der er noget råddent i Danmark.

Allerede dagen efter vores besøg
i Det Hvide Hus,

dagen derpå,

blev der holdt en høring.

Formanden var Bella Abzug.
Komitéen skulle undersøge én ting.

En aftale mellem CIA og Justitsministeriet

i starten af 1954,
en måned efter min fars død.

Til en høring i dag
aflagde Lawrence Houston,

chefrådgiver for CIA
i mere end et kvart århundred,

fra grundlæggelsen i 1973,

vidneudsagn om,
hvordan CIA beskyttede sine agenter,

som måske handlede uden for loven.

CIA og Justitsministeriet indgik
en forståelsesaftale,

hvor der stod, at CIA ikke ville blive
retsforfulgt for alvorlige forbrydelser,

hvis der kunne påberåbes
et krav om national sikkerhed.

Det vidne, hun afhører,

eller udspørger,
er Lawrence Houston,

CIA's chefrådgiver dengang min far døde.

Selv i dag ville det overraske folk,

at der fandtes
sådan et forståelsesmemo,

og at hun var bange for, at det var
forfatningsstridigt og ulovligt.

Selv hvis der var påstande om mord,
hvis kilder og metoder skulle afsløres,

mente De ikke, at justitsministeren
burde informeres om det.

Jeg spørger,
med hvilken bemyndigelse?

Der var en interesseafvejning

mellem CIA-chefen
og Justitsministeriet.

Hvad skal det sige?

Hvordan passer det
med vores begreber om lige retfærdighed?

Jeg vover at påstå, at CIA har gjort
lige så meget, eller mere,

for at beskytte de friheder og
rettigheder, De taler om, med dets virke

i løbet af de sidste 27 år.

Hvad forestiller du dig, at Frank Olson
gjorde, for at de ville dræbe ham?

Ved du hvad? Det ved jeg nok godt,
men jeg kan ikke fortælle dig det.

Ville du have det?
Et interview med nogen, som siger:

"Jeg er vagtsom."

Frank blev betragtet som dissident.

Du må forstå, at i 1953...

...hvis man mente, at nogen var skadelig
for krigen mod russerne,

havde man ingen betænkeligheder
ved at takle dem.

Det ville ikke kun være at sige:

"Du må forlade CIA."

Fortæl mig om det. Tænk over det.
Nogen som har hemmeligheder.

Det kan du ikke mene?
Frank var derude.

Han lod dem vide,
at han ikke delte deres meninger,

og det var umuligt dengang.

Han er mand, som var dybt forarget
over det, han opdagede.

Og han var farlig.

Det kan jeg sige dig.

Mere kan jeg ikke sige.

DAG NI
HOTEL STATLER

STATLER
1018A

Jeg troede, at der ville ske det,
at Hersh ville skrive om det.

Ikke en perfekt løsning,
men dog en slags løsning.

Og så...

...bliver det revet væk.

Han vil ikke gøre det.

Han vil ikke gøre noget.

Det har han mange grunde til.

Nu står man i en værre situation
end nogensinde,

fordi man ved, hvad der skete,
men det gør ingen andre.

Og hans distancering til det hele
blev bare større og større.

Tror han ikke på det, han hørte?

Nej, det er ikke engang
inden for det muliges grænser.

Han ved, han hørte sandheden.

Han stoler fuldt på kilden,
han hørte det fra.

På et tidspunkt spurgte jeg Sy: "Hvorfor
tror du, din kilde fortalte dig det?"

Han sagde: "Fordi jeg spurgte ham.

Vi er gode venner. Jeg spurgte ham om
noget, han kendte svaret og svarede mig."

Det er alt.

Hvorfor er du så sikker på,
at kilden fortæller Sy sandheden?

Ingen havde en grund til
at finde på så frygtelig en historie.

Hvorfor gøre det?

Hvorfor?

Det var... grufuldt at høre.

Min far blev henrettet af CIA.

Det var en 100 % autoriseret,
institutionel beslutning.

Det er kun til at holde ud,
hvis det bliver offentliggjort.

For i de sidste 40 år
har historien været offentlig.

Er historien en helt anden,
end den offentligheden hørte,

er det yderst vigtigt,
at den bliver fortalt korrekt.

Hvis det ikke driver en person til vanvid,
må man være immun.

-Du var allerede vanvittig.
-Fint, men det her hjalp ikke.

For mig er en del af historien...

...det faktum,
at du ikke kan fortælle den.

Det er ikke et nyt fænomen.

Det er meget alvorligt.

Jeg agerer på andre niveauer,
end folk normalt gør,

fordi jeg kan skaffe information.

Folk stoler på mig.
De stoler på min dømmekraft.

Jeg er gammel.
Som jeg sagde, er jeg 79.

Jeg har gjort det her i 350 år,
eller noget i den stil.

Jeg må ikke dumme mig.

Gør det nu ikke til noget stort
om journalistik,

og om utrolige, følsomme,
fantastiske ting.

Kilden er vigtigere end historien. Altid.

Altid. Jeg er ikke i stand til
at beskytte nogen.

Og det forstår han ikke.

For han ville sige: "Jeg er blevet pint
af det her i næsten 40 år.

Betyder det ikke noget for dig?

Det ødelagde mit liv."

Føler du,
du nogensinde kan give slip?

Jeg føler, at jeg har sluppet det,
men det har ikke sluppet mig.

Alt det jeg nu ved,

havde jeg brug for at vide,

da jeg var, lad os sige, 30 år.

Lad os sige 20 år.

Eller måske 40. Måske 50.

Ikke nu.

Jeg havde brug for sandheden
for lang tid siden.

For lang tid siden.

Vil du spørge om andet?

Hvorfor tror du, at Eric ikke har været
i stand til at gå videre?

Det er et stort tab,

fordi han er så intelligent
og havde noget at bidrage med.

Selvom han er rasende på mig,
har han ikke været ulogisk omkring mig.

Han har ret m.h.t. mig.

Jeg tilbageholder noget for ham af en
grund, som han ikke finder værdig.

Han vidste, at der ikke skete det,
de sagde der skete.

Det vidste han med det samme.

De gjorde alt for at skjule det.
Men det er de rigtig gode til.

De opfandt en historie.

Det faktum, at man ikke
kan få en afslutning på det,

vil være en stor tilfredsstillelse
for CIA.

De gamle drenge vil elske det.
De vil elske det.

Spionagen vandt.
"Vi slap godt fra en af tingene."

Selvom nogle få personer ved,
hvad der skete, og hvad så?

Det gør ingen anden.

Det er en sejr for dem. Et point
til dem, nul til os denne gang.

Men ved du ikke, hvor skønt det er
ikke at have en afslutning?

Jeg tror, det er så forkert af dig
at ville have en ende på det her.

Det er skønt ikke at have en slutning.

Det er det virkelig.

Det siger en hel del
om efterforskningsverdenen.

Nogle gange er der ingen slutning.
Det kan ikke pakkes pænt ind.

Eric kender slutningen.

Han kender slutningen.
Jeg tror, han har ret.

Jeg kan ikke hjælpe ham.

Han er fast overbevist om,
at han kender slutningen. Ikke?

-Er han på nogen måde ambivalent?
-Nej.

Det er en frygtelig historie.

Lashbrook gjorde ikke
det beskidte arbejde.

Han var en meget lille, spinkel fyr,

ikke en som kastede folk
ud af vinduer...

...og det var langt fra hans job.
Han var kemiker.

Man havde specialister til den slags.

Ja, selvfølgelig!

Og de personer er,
i mange tilfælde, forbrydere.

Der var ting, som de klogeste hoveder
fra Yale eller noget aldrig ville gøre.

De kunne give ordre til det,
men de gjorde det ikke selv.

De var sikkerhedskontoret.

Hvis der dukkede et problem op
på et CIA-kontor,

tog man sig ikke selv af det.

For det første var man ikke
udstyret til det.

Desuden vil man ikke være den,
som ved præcis, hvad der skete.

"I behøver ikke at vide,
hvilken løsning vi fandt på det.

Fortæl os om et problem,
så løser vi det,

og I vil ikke vide, hvad der skete.

Og vi som gør det for jer,

vi ved ikke engang, hvorfor I mente,
det var et problem.

Hvad der end skete med person X,
hvilket får dig til at konkludere,

at der må gøres noget,
det kommer kun dig ved.

Det vil vi ikke vide,

og du behøver ikke vide,
hvordan vi ordnede det."

For dem var min far et problem,

hvilket blev tydeligt
ude ved Deep Creek.

Formålet med hele mødet

var at finde ud af,
hvorvidt Frank Olson var et problem.

Han kom med nogle udtalelser,

som var meget kritiske over for det,
hans gruppe lavede.

De gav ham så en mulighed for
at "afsværge" det.

"Det sagde jeg ikke.
Det mente jeg ikke."

"Afsværge" er et pudsigt ord.

Og han sagde tilsyneladende: "Nej!

Det er mit standpunkt.
Jeg kan ikke ændre det."

Han nægtede at tage afstand
fra sine tidligere standpunkter.

Og senere går det op for ham,
at det kan få uhyggelige konsekvenser.

Han tænkte:
"Jeg gik måske for vidt her.

Måske vil det koste mig en pris,
jeg ikke vil betale."

Han begyndte at indse,
at hans liv stod på spil.

Han går på arbejde og siger:
"Jeg vil sige jobbet op."

De tager ham med til Abramson,
lægen i New York.

Han sagde nok: "Vi kan absolut ikke
garantere for, hvad han vil gøre."

Lashbrook kontaktede sikkerhedskontoret:
"Vi er virkelig ude i tovene her."

Det er enden på deres ansvar.

De ved nok ikke engang præcist,
hvordan det vil blive håndteret.

Det ved de ikke.

Sikkerhedskontoret
organiserer nogle mænd

til at gøre det, de mænd nu gør.

Du, Bob?

Er du derinde, Bob?

Bob?

Du, Bob? Bob?

Bob?

Okay.

Du godeste.

Okay.

Øjeblik. Lad mig sidde ned.

"Husk mig."

Det er let
at understrege ordet "husk."

Men den anden del er "mig."

Man kan begå en frygtelig fejl, hvis man
husker den anden, men glemmer sig selv.

Jeg huskede min far,
men glemte hvem jeg var.

-Tror du, du mistede dig selv?
-Absolut.

Fuldstændig.

Man fortaber sig i et hav af spørgsmål,

som alle tilhører den anden,
ikke en selv.

Hvilken pris er du villig til at betale?
Hugge din venstre hånd af?

Eller op til albuen?
Hvad med hele skulderen?

Eller din højre hånd? Din højre arm?

Eller din fod?

Hvordan tager man
fornuftige beslutninger?

Baseret på hvad?

Fordi værdien af den,
man har mistet, er ubegrænset...

...er opofrelsen ubegrænset.

Man bestemmer sig for at stræbe
efter noget uendeligt værdifuld

og være totalt engageret.

Man er væk.

Man tror,
at hvis man finder svaret på det,

vil det atter føre dig ind
på dit eget livs vej.

Men hvordan kan det gøre det,
hvis man har mistet sig selv undervejs?

Eller tror du,
at du får en retsafgørelse?

Tror du, at nogen vil
betale regningerne for alt det her?

Tror du, at du får fred i sjælen?

Hvad vil det bestå af?

Finder du ud af,
at din far blev myrdet af CIA?

Går det bedre nu?

Har du det bedre nu?

Er det bedre end uvisheden?

Er det?

Malurt.

Den er kun bitter.

Tekster af: Sheila N. Hasahya