Original subtitles

"Den tredje engel blæste i sin basun, og en stor stjerne, der brændte

som en fakkel, faldt ned fra himlen...

...og faldt på en tredjedel af floderne og kildevældene.

Den stjernes navn er Malurt.

Og en tredjedel af vandet blev til malurt.

Så mange mennesker døde af vandet, fordi det blev bittert."

EN ORIGINAL HISTORIE FRA NETFLIX

DAG ET DEEP CREEK LAKE

Velkommen, Dr Olson. Sid ned.

-Slap af. -Okay.

Dette er en del af eksperimentet.

Her står der, at De har været rastløs, taktløs, næsten på en...

...indiskret måde.

-Er vores opgave ikke diskretion, Frank? -Jo.

-Du har drukket for meget alkohol. -Det kan vi alle bekræfte, ikke?

-Nej. -Upålidelig rent teknisk.

Det passer ikke. Jeg skabte laboratoriet på Detrick.

Ti stille.

Til skade for det andet personales moral.

Det siger Vin.

-Det er interessant. -Føler du dig gammel, Frank?

Er du imod hærens kontrol over videnskabelig information?

-Står der det? -Kan overtræde sikkerhedsprotokollen.

-Hold op med at råbe af mig. -Helt ærlig.

-Frygt for sikkerhedsrisiko! -Det er rigtigt.

Morer du dig?

Frygt.

Slap af, Frank. Det går fint.

Er du... indbildsk?

Siger du for meget?

Jeg siger for meget.

-Sig noget. -Jeg siger for meget.

-Er du ude af trit med virkeligheden? -Du godeste. Jeg siger for meget.

-Er du ude af trit med virkeligheden? -Ja. Ja.

På en måde er forsøgene med narkotika en gåde for mig.

Hvorfor mente CIA, at LSD og den slags var i tråd med den nationale sikkerhed?

Da Allen Dulles, den daværende chef, autoriserede det...

RICHARD HELMS FHV. CIA-CHEF

...mente vi alle, at det ville have været forkert ikke at undersøge det.

Hvem ville ellers undersøge det? Det var vores område.

Vores folk ville måske få tildelt stoffer.

Med andre ord, på en defensiv måde

følte vi, at vi ikke ville have gjort vores pligt,

hvis vi ikke havde undersøgt det og fundet ud af, hvad det drejede sig om.

Hvad var Deres reaktion, da De hørte om Frank Olson selvmord?

Han arbejdede for militæret dengang. På Fort Detrick, tror jeg.

Han indvilligede i, sammen med tre-fire andre,

som var en del af den rådgivende komité, at indtage et stof.

Han indvilligede i at gøre det. Der blev naturligvis begået en fejl.

Man opdagede, selvom hans familie nu benægter det,

at han havde lidt af selvmordstendenser før.

Det vidste CIA åbenbart ikke,

eller også var de ikke påpasselige nok,

eller også burde de have lagt mere vægt på det.

Hvorom alting er, var det meget trist, og jeg tror ikke, der var nogen,

som ikke ønskede, at det forsvandt, at det aldrig var sket.

Det var ikke så let at finde på en effektiv dækhistorie.

Vildledningen af opmærksomheden...

For CIA er det afgørende for hele deres modus operandi,

som er, hvordan man afleder opmærksomheden

mod det, der i virkeligheden ikke foregår.

Alt det med LSD er slet ikke sagens kerne.

Sagens kerne er biologisk krigsførelse. Det handler om forhør.

Men det med LSD var den perfekte skinmanøvre,

som fik alle til at kigge i den forkerte retning.

Sikken effektiv dækhistorie.

Milde himmel!

"Kig herhen, så I ikke stiller de spørgsmål om noget af det her."

Og det gjorde ingen. Det er fremragende.

Hvad håbede du på at finde, da du åbnede sagen?

Man håber på at opklare den for familiens skyld.

ASSISTERENDE STATSADVOKAT

Hvis det blev vist, at det var selvmord, kunne jeg bevise det for Eric:

"Vi er gået galt i byen." Det var ikke muligt.

Jeg kunne heller ikke tilfredsstille ham:

"Vi er klar til at smide folk i fængsel og skal præsentere det for en grand jury."

Det kunne jeg heller ikke.

Der er altid en tredje mulighed.

Det var hjernevask. Det handlede kun om det.

Og hvis de kunne have manipuleret med hans psyke...

...indbilde ham, at det var bedst at begå selvmord...

...ville det rent retsmedicinsk ligne et selvmord, men være et mord.

Husk, at da han ankom til New York...

...første gang med Vin Ruwet og dr. Lashbrook, gik de til to personer.

En var allergologen, dr. Abramson, den anden var magikeren, John Mulholland.

Hos Mulholland kom der blomster ud, når man ringede på hans dør.

De forklarede, at de tog ham med hen til Mulholland,

fordi de troede, at John Mulholland ville underholde ham.

John Mulholland skrev en manual om tryllekunst,

hvor han lærte CIA-agenter,

hvordan man ubemærket hældte noget i en drink,

eller hvordan man afledte folks opmærksomhed.

Det er en 50 sider lang manual for CIA.

PROJEKT MK-ULTRA, DELPROJEKT 19

TRYLLEKUNSTNERENS KUNST I VISSE SKJULTE AKTIVITETER

AT SKJULE ARBEJDET

Hvorfor mødes med en tryllekunstner...

...hvis man prøver at berolige en person, som man allerede tror er paranoid?

Det er ikke et indlysende valg.

Men det er jeg ligeglad med nu, for jeg tror, hele den historie er noget vrøvl.

Er der punkter, hvor den kan være virkelig? Måske.

Tror du overhovedet, at din far fik LSD ude ved Deep Creek?

Hvis han fik det,

tror jeg ikke, det var en medvirkende årsag til det, der skete bagefter.

LSD var en måde for regeringen

at tage ansvar, og ikke tage noget ansvar.

"Det var et uansvarligt eksperiment. Vi beklager skødesløsheden.

Vi burde ikke have gjort det. Det vil aldrig ske igen."

Jeg talte med ham fredag aften, lige efter at oberst Ruwet havde talt med ham,

og det var en fin samtale.

Det var... "Vi ses i morgen."

Det var ikke en afsked. Det var min eneste trøst.

Jeg vidste, at det ikke kunne have været en bevidst handling,

for han ringede ikke for at sige farvel. Det var "Vi ses i morgen."

-Hr. formand, må jeg sige en ting? -Naturligvis.

Noget har plaget mig.

Jeg erindrer ikke at have fortalt fru Olson noget fuldstændig usandt.

OBERST VINCENT RUWET

Men jeg lod hende tro ting, som ikke var sande.

Jeg vil gerne have, at det føres til protokols, at jeg fortryder det.

Det er en meget retskaffen gestus. Jeg er sikker på, at der er...

Oberst Ruwet er en meget retskaffen mand.

Tak, sir.

EN UGE EFTER FRANKS DØD

Hr. formand, må jeg sige noget?

Noget har plaget mig.

Jeg erindrer ikke at have fortalt fru Olson noget fuldstændig usandt.

Men jeg lod hende tro ting, som ikke var sande.

Jeg vil gerne have, at det føres til protokols, at jeg fortryder det.

Hemmeligheden...

...er at ryste den, til den bliver så kold, at man ikke kan holde i den.

Hvorfor lod du ham gå?

Jeg kan ikke tro, at han forlod os.

Han havde måske ikke noget andet valg.

Intet af det giver mening.

Vin Ruwet, i CIA's tjeneste, præsenterer sig selv som en ven,

og hun troede ikke, at hendes mand kunne være blevet myrdet,

for var han blevet det, måtte Vin Ruwet have vidst noget om det,

fordi han var til stede i New York i mindst en del af den uge.

Hvordan kan Ruwet leve med sig selv, med at spille den sære dobbeltrolle?

Det må virkelig være svært. Ligegyldig hvem man er.

Jeg er ligeglad med dine undskyldninger, dine begrundelser,

eller hvilken pligt du tror, at du gør for Gud og fædreland.

Det må være svært, lige meget hvad. Det må det være.

Efter det her blev Vin Ruwet øverstkommanderende på Detrick.

Var det en slags belønning for tjenesteydelser?

Det ved jeg ikke. Det kunne man godt tro.

Ruwet døde i en kirke. Det er da totalt Shakespeare.

Kort efter at Saracco havde afhørt ham

og gjort det klart, at det var en mordefterforskning,

fik Ruwet et hjerteanfald.

Ligger han på knæ? Som Claudius?

Det ved jeg ikke. Jeg var der ikke.

Jeg ved ikke, om han bad eller noget, men han var i en kirke.

Det var i 2001, og en meget god ven, en mand ved navn Norman Kenoyer,

som jeg huskede fra min barndom, men ikke havde set i flere årtier...

Han så en artikel i New York Times.

Han skrev en besked til mig.

Han sagde: "Eric, du havde ret i alt, undtagen én ting."

Jeg sagde: "Ja? Hvad var det?" Han sagde: "Den historiske kontekst."

Jeg sagde: "Nå, den."

"Din far var blevet overbevist om, at USA

brugte biologiske våben i Korea, og han var rasende."

En eftermiddag talte vi om det her, og så holdt vi frokostpause.

Vi sad der og betragtede hans have,

og pludselig gik en enorm puma tværs gennem haven.

Det var et øjebliks...

Som noget fra en magisk, realistisk roman eller noget. Vi måbede.

I det øjeblik faldt det mig ind,

at synet af den puma, som gik gennem haven,

sandsynligheden for at det skete, var som sandsynligheden for, at Norman

sagde til mig, at han var til stede dengang. At min far var til stede.

Min far var blevet overbevist om, at USA brugte den slags midler.

Spørgsmålet er, hvad vi mener med "brugte"?

Var det meget udbredt?

Var det eksperimentalt?

Det er nøglen i diskussionen, det semantiske spørgsmål.

Hvad mener vi med "brugte"?

Var det en taktisk udbredelse, en strategisk beslutning? Hvad var det?

Var det en test?

Hvor omfattende var testen? Præcis det, tror jeg, er hvad det drejer sig om.

Gør det en ende på hele den historiske polemik? Nej.

Det beviser, at min far troede det, og hvis han troede det,

ville det blive yderst vanskeligt at miskreditere ham.

Yderst vanskeligt. Hvad skal de sige?

Korea var en meget barsk strid.

Biologiske våben ville have virket som det konservative valg.

Vi havde allerede nedkastet to atombomber i Japan.

Skulle vi nedkaste flere atombomber i Korea?

Det utrolige ved biologiske våben er,

at ingen ved, man har gjort det. Man slipper de her insekter løs,

som bærer på disse vektorer, som man kalder dem, disse sygdomme,

og man kan sige: "Det var ikke os."

Det er forbindelsen mellem biologiske våben

og CIA's bekymringer om hemmelige operationer,

hvilket var det Den Kolde Krig handlede om.

Norman fortalte mig,

at min far også var meget oprørt over alle de forhør,

som CIA holdt i Vesteuropa, og som tit var dødelige.

Da han kom hjem fra en rejse i 1953,

sagde han: "Norman, har du nogensinde set nogen blive dræbt?"

Norman sagde: "Nej." Og han sagde: "Det har jeg."

Min far havde været involveret i noget, der hed ARTICHOKE.

Forhørs-programmer der stammer fra de første år af Den Kolde Krig.

Hvordan får man information ud af folk, som ikke vil give dig den?

Ved at bruge stoffer. Eller med fysisk tortur, psykisk tortur.

Alt det de kunne hitte på.

Folk døde som resultat af de forhør.

Det er lidt som en Agatha Christie-roman, hvor der er så mange mulige motiver,

og den samlede virkning af det hele var:

"Frank er et stort ansvar, fordi han ikke går ind for det her,

så vi må blive af med ham på en måde.

I vores mord-manual står der, at vi bør kaste ham ud af vinduet. Det prøver vi."

Jeg tror, det var lidt det, der skete her.

"Vores formål med at sætte jer i stævne her i dag

er at forklare, hvorfor 49 år efter hans død...

8. AUGUST, 2002

...27 år efter at regeringen

påstod at have fortalt os sandheden om hans død,

og otte år efter at vi fik hans lig gravet op igen,

og foretog en retsmedicinsk efterforskning,

vil vi igen begrave vores fars jordiske rester i morgen.

Vi har ventet så længe med at gøre det,

fordi vi ville være sikre på, at når vi vel begravede vores fars jordiske rester,

ville vi ikke også begrave sandheden endnu en gang."

"Frank Olson døde ikke, fordi han var en forsøgskanin,

som havde fået et "dårligt trip".

Han døde pga. frygt for at han ville videregive information

om et tophemmeligt CIA-forhørsprogram ved navn ARTICHOKE,

og om USA's brug af biologiske våben i Korea-krigen.

Vi føler os derfor klar til igen at begrave det der er tilbage af vores far,

vores bedstefar."

Hvis der var tale om et individ, og man havde de beviser og indicier,

som havde hobet sig op,

så ville individet sidde i fængsel.

Dømt for mord.

Men i denne sag?

Der er intet individ.

Hvis der er det, er de måske døde.

Jeg citerer altid en replik fra en film noir, jeg kan lide.

Det er Robert Mitchum i Out of the Past ,

og han siger: "Jeg kunne se rammen, men jeg kunne stadig ikke se billedet."

Du ser ud til at være på den.

-Hvorfor? -Du opfører dig ikke, som om du er det.

Jeg føler mig indrammet.

-Det lyder ikke lig dig. -Tja, jeg kan kun se rammen.

Nu går jeg derind for at se på billedet.

-Jeg behøver ikke bede dig om at vente. -Nej, sig ikke et ord.

Mange vil ikke tale om det.

"Jeg har ikke lyst til at tænke nærmere over, at min regering slår folk ihjel.

Tal ikke til mig. Du er en konspirations-tosse.

Og du drager konklusioner, som ikke eksisterer."

Man hører nogle lyde i skoven, og man er ikke sikker på, hvad det er.

Man ved, at lydene er der. Nogen laver de lyde.

Jo mere man forstår, desto mindre kan man drage en konklusion.

En søn...

...som prøver at opklare sin fars mystiske død i over 30, 40 år.

Han er helt klart blevet frarådet det mere end en gang.

Han er ikke gået videre. Han vil til bunds i det her.

Jeg tror, at han mener, at han endelig er ved en bund...

...hvor hans far ikke begik selvmord, men blev myrdet.

Men så er spørgsmålet: "Af hvem?

Og hvem gav ordre til det?

Under hvilke auspicier? Og hvorfor?"

Hvordan får det dig til at føle dig som efterforsker

ikke at være i stand til at opklare sagen?

Jeg har efterforsket hundredvis af mordsager.

Utallige uopklarede mordsager.

Vi brugte fire år på det her. Ikke udelukkende på det her, men fire år.

Om det var frustrerende rent professionelt? Ja, da.

Den ledende retsmediciner ændrede...

...dødsårsagen fra selvmord

til et såkaldt "CUPPI". C-U-P-P-I.

Årsag ukendt, afventer politiets efterforskning.

Blev Eric vred på dig, da sagen blev droppet?

Ja.

Jeg havde måske lovet ham for meget, da jeg først mødte ham.

Jeg fik ham til at tro, at jeg kunne nå frem til en eller anden konklusion,

selvom jeg faktisk ikke var i stand til det.

På et tidspunkt måtte det her få en afslutning.

Vi havde gjort det, vi mente...

...kunne gøres.

Til sidst ringede vi ikke bare til Eric og sagde: "Nu er vi færdige."

Vi skrev et formelt lukkende brev, under forudsætning af:

"Hør her, hvis du selv finder noget,

så send det til os, så kommer vi."

Vi lukkede aldrig helt døren.

På et tidspunkt sagde de: "Vi er nødt til at droppe sagen."

Og jeg sagde: "Hvabehar?"

Jeg var målløs.

Vi holdt et møde, og spørgsmålet var:

"Hvorfor vil I droppe sagen?"

De kom med en generel erklæring: "Vi kommer ingen vegne.

Vi har ikke bevismateriale nok til at fortsætte."

Da sagde Harry til dem:

"Hvis I har gabt over for meget, hvilket ikke er jeres skyld,

I blev ikke skabt til at efterforske sådanne mord,

kan I så i det mindste ikke sende et brev til Justitsministeriet

og bede dem undersøge det?"

"Nej, det kan vi ikke." Det var bare for meget.

Hjemmet er en stærk metafor for det, der er sket med Eric.

Fanget af den hændelse. Fanget af historien.

Og nu fysisk... ude af stand til at flytte ud af det hus.

Alle minderne... Og der føler han sig ret forankret.

Han opgav en enormt lovende karriere.

Alt det bliver kanaliseret

ind i en kombination af at prøve at finde ud af, hvad der skete...

DAVID RUDOVSKY ADVOKAT

...holde folk ansvarlige og samtidig være dybt frustreret.

Jeg forudså ikke, at han ville være så fængslet og besat

af det, som han er blevet. Jeg forstår det, men jeg forudså det ikke.

Han ser nok tilbage på de sidste 40 år og siger:

"Var det her forudbestemt, efter at 1975 fandt sted?

Kunne jeg have revet mig løs på et tidspunkt?"

Problemet her er, at der aldrig vil være 100% sikkerhed.

Folk døde, rapporter er forsvundet, minder er slørede,

folk har grunde til ikke at afsløre ting.

Det bedste man kan gøre er at finde den mest plausible historie.

Arten af Erics besættelse interesserer mig,

og jeg har forståelse for den.

I repræsenterede Eric et par gange,

og vi kunne ikke besvare hans spørgsmål.

I stedet for at blive oprørt

over lovens begrænsninger, var det: "Harry, du skulle have gjort mere."

Han stillede for store krav til mig, var for tidskrævende.

Derefter mødtes vi ikke i cirka

to, tre, fire år, hvorefter han og Nils sendte mig et langt brev,

hvor der stod, at kun jeg kunne hjælpe ham.

Min kone sagde: "Bliv nu ikke involveret i det igen, Harry. Lad det ligge."

Og jeg sagde: "Nej, nej. Kom nu.

Vi er nødt til at hjælpe ham." Så jeg blev involveret igen.

Det gav sagsanlæg nummer to.

Sagen blev afvist. Men dommeren...

...pointerede, at de fremlagte fakta havde overbevist ham.

Han troede, at Frank Olson var blevet myrdet,

men han måtte alligevel afvise sagen.

Hvad var grundlaget for dommerens beslutning?

Hvis man skal sagsøge CIA, eller sagsøge den amerikanske regering,

skal det være for uagtsomhed. Det kan ikke være for hensigt.

Hvis regeringen uforsætligt dræber dig, kan du sagsøge dem.

Hvis de gør det forsætligt, er du på den.

Det er et slags ikke-intuitivt resultat,

men det er konsekvensen af "Federal Tort Claims Act",

den eneste lov, som tillader at sagsanlæg mod regeringen.

Hvad kunne man have gjort for at overbevise dommeren?

Man skulle have lagt sag an måske 40 år tidligere.

Vi skulle ikke have underskrevet aftalen med regeringen i 1975.

Vi vidste ikke, at det var arrangeret

af Donald Rumsfeld og Dick Cheney...

...for at forhindre os i at gå til domstolen.

Var de en del af tilsløringen af mord?

De vidste nok til at vide, at det var et reelt problem.

Vidste de, at det helt klart var et mord,

eller vidste de kun, at selvmordshistorien ikke var alt? Det er svært at sige.

Men CIA må have advaret dem: "I må hjælpe os med at tilsløre det her,

for hvis det kommer for dagens lys, bliver det et stort problem."

TO UGER EFTER FRANKS DØD

Tak.

Jeg fortæller Dem gerne alt det, De vil vide.

Arbejdede De med min mand?

Jeg havde et tæt samarbejde med Frank i...

...mange år.

Han nævnte Dem aldrig.

Han var en dygtig videnskabsmand.

For mig var han en nær ven.

Det gør os ondt.

Vi skal nok sørge for, at alt er i orden, så De kan få alle de økonomiske fordele,

som Deres mand fortjente.

For lidt over et år siden

gik jeg tilbage til Seymour Hersh

for at få gode råd om, hvordan jeg skulle konservere hele arbejdet.

Han sagde: "Vi har kendt historien i årtier. Hvad er nyheden?"

Og jeg sagde: "Tager du gas på mig?

Sy, alt det der er en myte. Det hele er noget sludder."

Og han blev virkelig vred over at høre det.

Han blev meget afvisende. Han blev oprørt. Han blev irriteret.

Jeg bad ham sætte sig ned og klappe i, for jeg ville fortælle ham noget.

Jeg blev nemlig selv oprørt, og han var forbløffet.

Han havde slugt dækhistorien...

...hvilket igen er ironisk, eftersom det var ham, der sagde:

"Dette er USA's mindst nysgerrige familie."

Og der stod jeg og sagde:

"Alt det, du tror er sandheden, er i virkeligheden en myte på 2. niveau."

Det lykkedes mig at prikke nok hul i hans mur til,

at han bestemte sig for at undersøge det. Han sagde: "Det her vil jeg tjekke."

Der kan ikke være gået mere end nogle dage,

før han ringer til mig, og der var en smule panik i hans stemme.

Han sagde: "Eric, jeg fandt noget, men jeg kan ikke sige hvad."

"Hvad? Hvad mener du med, at du ikke kan sige, hvad det er?"

"Okay, kom herhen."

Han havde kontaktet en kilde, en mand han havde kendt i mange år.

Er det Hershs version af Deep Throat?

Det er en slags Deep Throat-person.

Men det er en, som modsat Deep Throat-personen,

var en gammel bekendt, som han havde dyb respekt for

og fuld tillid til. Fuld tillid.

Så da manden informerede ham, var det noget, Sy ikke kunne afvise.

Han vidste, at han havde hørt "sandheden."

DAG NI HOTEL STATLER

Tak.

Vin er i røret.

Hallo?

Ja. Jeg har det meget bedre.

-Undskyld. -Mange tak.

STATLER KL. 2.30.

Tekster af: Sheila N. Hasahya