Original subtitles

Ja, stil mig over til Virginia 15 W4.

Nuvel... han er væk.

EN ORIGINAL HISTORIE FRA NETFLIX

Det er meget svært at konstruere en god dækhistorie.

Men det er endnu sværere at opretholde den dækhistorie over en lang periode,

når folk glemmer, hvad dækhistorien var.

Lashbrook begik mange fejl. Var vinduet åbent eller lukket?

Var rullegardinet oppe eller nede? Sov han, eller var han vågen?

Så han Frank Olson gå rundt på værelset?

Bad han ham holde op? Alle de ting er forskellige versioner af det her.

Lashbrook opretholdt ikke en konsistent version. Absolut ikke.

I én version af historien var rullegardinet pludselig svippet op

og rullede rundt om... akslen øverst oppe og dunkede mod vinduet.

Det vækker ham. Han kigger ud og ser, at Frank er forsvundet,

at vinduet er knust, og lægger to og to sammen

og konkluderer, at Frank var hoppet ud af vinduet.

Ja, Plaza tre, 8338.

DAG TI HOTEL STATLER

Harold.

Frank sprang.

Hold mig ude af det roderi.

Hvad laver De herinde?

Jeg ved ikke, hvorfor han sprang.

Det var måske hans mavesår.

Godt, kom. Kom nu ud.

-Hello? - Robert, jeg talte med Gottlieb.

Jeg har haft tid til at tænke.

Har du set nogen springe gennem glas?

-Vi må hellere være forsigtige. -Kom forbi mit kontor i aften.

Hvad var mandens navn?

Olson?

Hvad hedder De?

Robert Lashbrook.

Robert, De skal følge med os.

Politiet kom ind og bad ham om at komme ud med hovedet i hænderne.

Sådan her.

Politiet sagde: "Hvad skete der?"

Og han sagde: "Jeg hørte bare glasset knuses, og så var han væk.

Mere husker jeg ikke."

Hamlet sagde: "Der er noget råddent i Danmark."

Jeg vidste, at der var noget råddent på Pennsylvania Hotel den aften.

13. juli 1975.

"Kære fru Olson.

Efter at have læst i aviserne om Deres mands tragiske død,

følte jeg mig nødsaget til at skrive til Dem.

På tidspunktet for Deres mands død

var jeg assisterende manager på Hotel Statler i New York,

og jeg var ved hans side næsten umiddelbart efter hans fald.

Han prøvede at sige noget, men hans ord var uforståelige.

Efter 36 år i hotelbranchen og efter at have været vidne til

utallige, uheldige hændelser, gjorde Deres mands død mig stærkt oprørt

pga. de usædvanlige omstændigheder, som De nu har kendskab til.

Jeg giver udtryk for min dybeste medfølelse med Dem og familien.

Med venlig hilsen, Armond D. Pastore, Generaldirektør."

Det havde hjemsøgt, endog pint ham i årtier.

På en måde kom han sig aldrig over det. Han var nede i stueetagen,

da piccoloen kom styrtende ind gennem døren

og sagde: "Nogen røg gennem vinduet og ligger ude på gaden."

Så Pastore går ud på gaden

og ser, at min far faktisk mumler noget,

men i det øjeblik dør min far.

Han kigger op og finder værelset.

Han går ind på hotellet, taler med omstillingen

og spørger: "Blev der ringet fra det værelse?"

"Blev der ringet fra det værelse, 1018A?"

Hun siger: "Ja, en opringning,

og den var så kort, at jeg lyttede til hele samtalen."

Person, som ringede, sagde: "Nuvel, han er væk."

I den anden ende blev der sagt "Sikken skam", og så lagde de på.

Jeg ved ikke, hvor mange måder det kan fortolkes på,

men kan kun sige, at de var enige om, at det skulle ske,

og det var beskeden om, at det var sket.

Og Pastore sagde, at han havde arbejdet på alle slags hoteller i mange år.

Han havde set lidt at hvert, fra mafiamord til selvmord

og det ene og det andet, alt det man kan forestille sig.

Han sagde, at det ikke var selvmord. Absolut ikke.

"Der er noget råddent i Danmark", sagde han altid.

"Noget råddent i Danmark."

Hvad ville du sige til Hamlet?

At han skal tage tilbage til Wittenberg...

...og holde øje med Ophelia.

Jeg havde mødt en kvinde på Harvard,

og vi skulle giftes.

Jeg blev...

...bare ligesom...

...ikke tilstedeværende på en måde.

Jeg holdt ikke op med at holde af hende,

det var en følelse af adskillelse fra alt, inklusiv hende.

Der sker det med Hamlet og Ophelia, at han ligesom mister interessen.

Han er der bare ikke,

og hun kigger på ham og siger: "Hvad er der sket her?"

Og han har ikke et svar. Han ved det ikke selv.

Man vikles ind i et yderst kompliceret scenario

med diverse mulige motiver...

...diverse mulige medvirkende.

Vil du undersøge det utænkelige, som ingen anden vil tænke på?

Nu påtager du dig at åbne op for det.

Det er meget destabiliserende,

og det får enorme konsekvenser i alle aspekter i dit liv.

Der tror jeg, at Hamlet bare er en manual.

Se det rod.

Jeg havde tilstrækkelig intellektuel og videnskabelig uddannelse

til at absorbere betydning på flere historiske niveauer,

og det blev en slags ballast i forhold til al den røre,

jeg forårsagede ved at opgrave alting.

Ikke mindst selve liget.

I 1993 var min mor død.

Pludselig kunne man spørge "Hvad skete der med min far?",

på en anden måde end før.

Hun var der ikke og kunne ikke sige noget.

Det var det, Kierkegaard ville kalde svimlende frihed.

Man kan stille spørgsmålet, og man må leve med det man gør.

Og hvis man kunne analysere de jordiske rester og nå frem til en konklusion?

Jeg nævnte det for min bror, som straks sagde:

"Vidste du, at vores gamle ven, Jim Starrs, som underviser i jura..."

"...vidste du, at han nu er retsmedicinsk videnskabsmand

med speciale i opgravning af lig for at opklare historiske sager?"

Og jeg svarede: "Det siger du ikke!"

Hold da kæft. Er det rigtigt?

Jeg går ikke rundt med en skovl. Jeg er ikke gravrøver.

Jeg er måske graver. Jeg går ikke forbi kirkegårde dag eller nat

og længes efter at komme tilbage om natten.

Jeg plyndrer bestemt ikke grave.

Efter min mening er der nogle yderst vigtige første skridt,

der bør tages, før en opgravning af jordiske rester tillades.

Hvor stor er chancen for, at man har en ven af familien,

som er specialist i at opgrave lig for at opklare knudrede, historiske forbrydelser?

Ikke særlig stor.

Hvis vi skulle have ledt efter en, der opgraver lig i de Gule Sider,

ville jeg nok ikke have gjort det.

RICHARD BOOTHBY PROFESSOR I PHILOSOPHY

Eric siger gerne, at det er min idé, og derfor kun min skyld.

Hvilket det ikke var.

Det var ret uimodståeligt.

De måtte flytte hans fars kiste

fra der, hvor den lå begravet til et nyt sted, hvor hans mor skulle begraves.

Men skulle man åbne kistelåget?

Det samme spørgsmål kunne stilles hele tiden undervejs.

Var det godt atter at åbne for hans egne spørgsmål til sagen på mange punkter?

Han har altid...

...ikke kunnet lade være med at gøre det.

Men jeg tror, at han altid har følt. at hver gang han begyndte igen,

sugede det ham ned i et frygteligt hul.

2. JUNI 1994

Hele hans liv er blevet suget ned i graven.

Dokumenterne, som vi fik af CIA i 1975,

og som skulle gives nogle svar, gav faktisk ikke nogle.

De var mere utilfredsstillende end uvidenheden før det.

Jo længere vi levede med dokumenterne, desto mere utilfredse blev vi.

Hvad ved I med sikkerhed?

Vi ved, at han døde på grund af et fald ned på jorden

fra et vindue på 13. sal. Det ved vi med sikkerhed.

I den første obduktion, og i resultatet af den første obduktion,

blev dødsårsagen registreret som "faldt eller sprang".

-Faldt eller sprang. -Faldt eller sprang.

Det fortolkedes som selvmord.

I 1975 kom der en ny vurdering, og de sagde, det var en ulykke.

Okay?

-Dr. Starrs... -Undskyld mig.

-Er det her en skrækhistorie? -Ja.

For mange personer har kontaktet mig, og jeg siger altid:

"Præciser, at hvad du end mistænker, der skete, virkelig skete...

...og sikkert værre end du kunne forestille dig, og lad det så ligge."

For når man først åbner sådan en passage...

Når man først åbner sin fars grav.

Hvad er endepunktet? Hvad nu hvis de finder noget?

Hvad så?

Hvor afgørende vil det være? Bliver det enden på historien?

Nu ved vi det. Eller vil det bare rejse endnu et spørgsmål?

Hvis det rejser endnu et spørgsmål, hvor langt vil du så gå?

Hvilken viden skulle du have, hvilken hændelse skulle der indtræffe,

for at du endelig siger: "Nu er jeg færdig?"

Det er problemet.

Min fars sag var et ekstremt værst tænkeligt scenarie i den henseende,

fordi retsmedicinerne faktisk fandt afgørende beviser på, at han var blevet...

...myrdet.

Hvad gør vi nu?

DAG TI 14. POLITIKREDS

Hvordan var forestillingen?

PROGRAM ME AND JULIET

Hvad betyder alle de bogstaver?

Koden til et pengeskab.

Er det rigtigt?

Hvad er det for et pengeskab? Det er en frygtelig lang kode.

Det må være stort.

Det har betydning for den nationale sikkerhed.

Hvad siger du til det her?

Han virker... Lidt dekadent.

Måske ville den døde sladre til konen.

Nej, han er militærmand.

Hvem var ham kommunisten, der faldt ud af et vindue for nogle år siden?

Udenrigsministeriet, Duggan. En ulykke mens han tog sko på.

Han må have mistet balancen.

Hoover kunne virkelig ikke lide ham.

Javel.

Hør hvad FBI ved om det.

Du virker meget fjern.

Var han en af dine venner?

En bekendt.

Du giver os ikke meget.

Dr. Olson var fra hæren.

I bør kontakte oberstløjtnant Vincent Ruwet.

Han kendte konen.

Du må vist gerne gå.

Sid, det er Bob. På hotellet.

En agent fra efterretningstjenesten skal overvåge dig.

Åh, for fanden.

Vær forsigtig.

HAL WALLIS' "CEASE FIRE"

UDELUKKENDE FOTOGRAFERET PÅ KOREAS SLAGMARKER

De må have spottet os fra Red Top. De granater er alt for tæt på.

Jeg troede, at dette var dagen, hvor krigen endte.

De burde sige det til dem i Panmunjom.

Nogle burde sige det til de røde der!

-Doktor! -Herovre.

Doktor! Doktor! Denne vej.

Doktor!

Det er altid hårdt, men på den sidste dag...

Tænk, at man møder dig her.

FORSKER GRAVEDE LIG OP

Der er chokerende ny information i sagen om en fhv. videnskabsmand,

som fik hældt LSD i drinken af CIA.

For to år siden blev det kendt, at Frank Olson, en fhv. CIA-videnskabsmand,

måske blev myrdet.

Nu har den moderne teknologi og gammeldags videnskab

overbevist et hold retsmedicinske patologer om,

at Olson måske blev myrdet.

Det eneste fredelige øjeblik midt i alt det her var,

da jeg tog hen på et laboratorium, hvor hans lig lå på et bord.

Han var faktisk velbevaret. Af en eller anden grund var han blevet balsameret.

Og jeg kiggede på ham, og jeg så hans ansigt.

Og jeg genkendte ham.

Der er et vist behov for at se liget.

Det er en afsked og en erkendelse af døden, af at døden er indtruffet.

Jeg rørte faktisk ved de jordiske rester.

Hvad rørte du ved?

En del af kraniet.

Man kunne endda stadig se hans penis.

Der var sært nok kød nok til, at man også kunne genkende...

...hans kønsorgan, hvilket er forbløffende.

-Er du sikker på det her, Eric? -Ja.

Og hvad fandt Starrs?

Han fandt faktisk to ting.

Det ene var et negativt fund, og det andet var positivt.

Han fandt ingen beviser på, at han gik gennem glas.

-Vinduet var knust. -Vinduet var knust.

I datidens lægeerklæring stod der, at der var læsioner.

Der var ingen læsioner.

For det andet, fandt de et aftryk på kraniet

ovenover et af øjnene,

som de sagde kun kunne stamme fra et slag inde på værelset.

-Det stammede ikke fra glasset? -Nej. Nej.

Ellers var han ikke kommet ud af vinduet. Det kunne ikke have klaret.

Jeg kan uden at tøve sige...

28. NOVEMBER 1994

...at jeg er overordentlig skeptisk overfor påstanden om,

at Dr. Olson selv var i stand til at passere gennem vinduet.

Efter min mening er det derfor meget muligt,

at han passerede gennem det med nogen anden eller andres hjælp.

Det kan jeg ikke kun påstå pga. videnskabelige beviser.

Jack Frost, dr. Frost, og jeg har gennemgået det indgående...

...og eftersom han åbenbart er mere atletisk end jeg er,

mener han, at det er muligt at sænke hovedet og passere gennem vinduet,

ramme glasset og forårsage sådan et hæmatom.

Men det er et stort hæmatom.

Vi kommer med en formel udtalelse om denne rapport,

når vi har fået tid til at nærlæse den, hvilket vi ikke har.

Dette er det første, jeg hører. Jeg har ikke læst den.

-Tror du, han blev myrdet? -Det har jeg altid troet.

Han og holdet nåede frem til, at det her var

"et yderst skændigt mord," den sætning brugte han.

Og det var før 1997.

CIA's drabs-manual blev offentliggjort

med en guldgrube af dokumenter angående kuppet i Guatemala.

Jeg kontaktede sikkerhedstjenestens arkiver på George Washington University.

Deres svar var: "Nuvel, hvilken drabs-manual vil du have?

Vi har en 13 cm høj stabel af dem."

Og jeg sagde: "Den fra 1953. De sagde: "Altså den første."

Jeg vil aldrig glemme den dag i 1997, da jeg sad ved køkkenbordet,

faktisk det bord hvorfra jeg så min far for sidste gang,

mens han gik på arbejde.

Jeg sad der og læste manualen.

Den foretrukne drabsmetode var...

...at skubbe nogen ud fra en høj bygning, eller ud af et vindue.

Og så siger man: "Vi så ikke noget. Vi ved ikke, hvad der skete."

-"Jeg lå og sov!" -"Jeg lå og sov."

Endelig kom verbet efter alle disse år.

Det var ikke "falde." Eller "springe." Eller "styrtdykke."

De brugte verbet "kaste."

De sagde, før personen kastes ned,

er det bedst at slå dem i hovedet, så de bliver bevidstløse.

Og de siger, at det bedste sted er ovenover øjet.

Hvad gør I, nu du besidder endnu et bevis?

Vi mødes med Harry Huge på hans kontor i Washington.

En advokat som jeg først mødte i forbindelse med Buffalo Creek-katastrofen.

Han var advokaten, som anlagde sagen mod Pittston Coal

for at bygge en ulovlig og helt klart usikker slaggedæmning.

Det begyndte at regne. Dæmningen holdt ikke.

En gigantisk bølge sort vand

med en masse slagger i.

Helvedets porte åbnedes.

Ned gennem en smal, kroget dal, og den sled alt op på sin vej.

Huse, træer, biler, personer, hvad som helst.

Og i 1972 var du?

Jeg var forskningsstuderende på Harvard.

Jeg arbejdede på min doktorafhandling, collage-metoden.

Harry Huge beslutter,

at udover sagsanlægget om uagtsomhed, ville det også være for psykiske skader.

Eric Olson var med på holdet, som arbejdede på sagen.

HARRY HUGE ADVOKAT

Han indspillede de overlevendes historier,

som vi så lagde for retten for at sige: "Se skaderne.

Hvordan kan det måles, undtagen i egenskab af skadeserstatning,

ikke i egenskab af uretmæssig død, men i egenskab af smerte og lidelse?"

Det er svært at overse, at det sker kort før, at Eric finder ud af det med faderen.

Jeg boede i Alexandria,

og Eric kom til mig sammen med sin bror Nils og moderen

og spurgte, om jeg ville overtage sagen.

Så jeg gik ind til Paul Porter mandag morgen, på hans kontor.

Jeg trådte derind. "Paul, jeg har en fantastisk sag."

Han sad bare der og kiggede på mig.

Han sagde: "Ser du, Harry, vi har et lille problem her."

Og jeg sagde: "Hvad er problemet?"

Han sagde: "Vi repræsenterer CIA."

WILLIAM COLBY CIA-CHEF

RICHARD HELMS FORHENVÆRENDE CIA-CHEF

Fornemmede du, selv dengang, at der blev tilbageholdt noget?

Ja.

Men det var ikke så tydeligt, som det blev senere.

Noget om Erics far.

Noget om det han lavede.

Og Fort Detrick lavede.

Det var det, der førte Eric ud på denne...søgen.

Med Eric prøvede jeg alt det, jeg vidste, hvordan man prøvede.

Jeg sagde: "Et civilt søgsmål duer ikke.

Så lad os få gang i en strafferetlig efterforskning."

Hvorfor ville et civilt søgsmål fejle?

Fordi man ikke kan slæbe nogen foran en grand jury

og true dem med en fængselsdom, hvis de ikke taler sandt.

En anklager kan rejse tiltale mod en hamburger, hvis han vil.

Derfor skrev jeg det memorandum,

som førte til en efterforskning af en uopklaret sag med Saracco og Bib.

Saracco var en meget erfaren distriktsadvokat assistent

fra statsadvokatens kontor på Manhattan.

I midten af 90erne oprettede de en afdeling for uopklarede sager.

En af de første sager de fik var vores brev,

og de besluttede sig for at indlede en efterforskning.

STEPHEN SARACCO DISTRIKTSADVOKAT ASSISTENT

Hvorfor mener du, det bør efterforskes igen?

Sagen blev aldrig rigtig afsluttet.

Den blev aldrig fremlagt som mord. Den blev fremlagt som selvmord.

Med professor Starrs' konklusioner efter opgravningen og obduktionen af liget,

og koblingen til en drabs-manual, bad de os undersøge det, og det gjorde vi.

Først skrev vi et brev

til CIA's Generelle Råd...

...hvor vi skrev, at vi genoptog sagen.

CIA svarede mig med et brev:

"Jeres stævninger er meningsløse. Men vi vil samarbejde 100 %."

Kort efter at de havde gjort det, fik de nys om,

at en, som de gerne ville tale med, nemlig William Colby,

som vi havde fået dokumenterne af i 1975, var forsvundet.

I en kano.

Tæt på hans sommerhus.

Han var sejlet ud med sin kano og forsvandt fra den.

Dem, som blev sat på sagen, var totalt forbløffede over det.

Så snart vi går i gang med sagen og begærer om aktindsigt,

forsvinder den fhv. chef sporløst.

Der gik en uge, før de fandt de jordiske rester.

De blev skyllet op på land et sted.

Han ville måske bare forsvinde.

Det tror hans søn i hvert fald.

Han tror, at hans far begik selvmord,

fordi hans far havde skrevet til ham kort tid før:

"Du vil måske finde liget af mig på bunden af en ravine",

og han havde også nævnt noget,

som hans søn tolkede, som om han var overvældet

af samvittighedsnag og skyld

over mange ting.

Og at han ikke kunne holde det ud mere.

I Colbys autobiografi med titlen Hæderlige mænd...

...skriver han et sted,

at dengang vi, Frank Olsons familie, kom hen på hans kontor,

var det en af de mest udfordrende jobrelaterede opgaver,

han nogensinde havde fået i hele karrieren.

Hvis nogen i 1975 vidste, at den historie vi fik fortalt ikke var sand,

så måtte det have været Colby.

Det er svært at dømme en søn,

som virkelig gerne vil vide, hvad der skete med hans far.

Det er en meget naturlig følelse for en søn,

specielt når personen forsvandt i sådan en skummel situation.

Det er meget naturligt, at han tænker: "Gud, ligger der noget bag her?"

Er der god grund til at tro, at der skete noget lusket i forbindelse med Olsons død?

Så vidt jeg ved, er den sande historie, at han tog stoffet

og sprang ud af vinduet i New York. Mere ved jeg ikke om det.

Folk mener nok, at de har fået hele historien.

Det gjorde de, da jeg var der. De troede, at de havde fået hele historien.

Jeg troede bestemt, at det var hele historien.

Hvordan overbeviser man dem, familien, om det?

Familien vil nok altid nære vedvarende tvivl.

Det er uundgåeligt.

Fik Saracco nogensinde andre dokumenter af CIA?

Det tror jeg ikke, men jeg ved det ikke med sikkerhed,

for det hele blev pålagt grand jury-fortrolighed.

Så jeg ved ikke præcist, hvad de fik, og hvad de ikke fik.

Men jeg ved, at jeg konstant var på nakken af dem med forslag som:

"Prøv det her, prøv det, prøv det andet." Og de...

Det var en stor mundfuld for dem.

Det er ikke kun en uopklaret sag, og som jeg konkluderede,

bare fordi min far landede på en gade i New York,

betyder det ikke, at det er New Yorker gadekriminalitet.

Vi prøvede at få et vidneudsagn fra dr. Lashbrook.

Fordi han var for svagelig,

eller for gammel til at rejse til New York og møde op foran en grand jury.

Retstvisten om at få ham til at vidne varede cirka et år.

Hans vidneudsagn foran en grand jury

kan aldrig offentliggøres.

Hvad nu hvis Lashbrook for eksempel havde sagt: "Jeg dræbte ham."

Lashbrook var ikke en del af det CIA, som brugte musklerne.

Der var aldrig tegn på, at Lashbrook var morderen.

Men der var altid den mulighed, at han vidste, hvem det var?

Ja.

DAG TI DR. ABRAMSONS KONTOR

Hvorfor venter du ikke herude?

Jeg er bange for, at vi har et problem.

Nej, Robert. Det er vist dig, der har et problem.

Vi skulle måske lytte til båndet.

Nå, så er vi her igen, Frank.

Hvad er det, der plager dig?

Lashbrook og Vin har en masterplan. Jeg vil kende den.

Jeg tror, de giver mig stoffer for at holde mig vågen.

Jeg må hellere diktere din udtalelse til dig.

Helt tilbage i marts 1953

foreslog Franks kone, at han skulle opsøge en læge pga. hans depression.

Frank led af vrangforestillinger, skyldfølelser, forfølgelsesvanvid.

Han troede, at han stjal, fordi han fik en pension.

Altså... Frank var lidt skør.

Jeg er bekymret for, om vores research er i fare.

Hele operationen var farlig.

Hele aftalen bør analyseres igen.

Skal vi ikke tage os en drink?

Det er altid godt at se dig, Robert.

Jeg tænkte nok, du kom.

Hvem er du?

Vi skal gå.

Gå? Gå hvorhen?

Jeg skal på toilettet.

Bob?

Bob, er du derinde?

Bob?

Bob?

Bob?

Bob... Åbn døren.

Bob. Åbn døren. Bob.

Bob...

Åbn døren.

Bob? Bob.

Vent nu, vent, vent! Vent.

Sæt dig ned... Sæt dig ned.

Tekster af: Sheila N. Hasahya