All language subtitles for The.Puppet.Master.Hunting.the.Ultimate.Conman.S01E01.720p.NF.WEBRip.x264.Danish.DAN

FEBRUAR 2020

Hvis din mor var her nu,

hvad ville du så sige til hende?

- Sådan noget: "Mor, hvis du lytter med"?
- Ja.

Tænk, at kameraet er din mor.

Mor, hvis du ser det her,

skal du vide, at uanset hvad der sker,

vil vi altid være der for dig.

Hvad vil du have din mor til at gøre?

Det ved jeg ikke. Det…

Det er svært efter…

- Er det syv år?
- Det ved jeg ikke engang.

Tror du, mor ville genkende os?

Ville vi genkende hende?

Mor, hvis du lytter til det her,

så er det ligegyldigt,
hvad vi har været igennem.

Vi elsker dig stadig,
og vi vil have dig tilbage i vores liv.

Det svære er, at det stadig foregår,

og det er sket før.

Og der er muligvis nogen derude,
som han kan have udsat for alt muligt.

EN DOKUMENTARSERIE FRA NETFLIX

Den hemmelige MI5-agent…

…vurderes fortsat at være til fare.

Han styrede alt i mit liv.

Han vil have hende for sig selv.

Han må ikke ringe til politiet.

Men det er det, ambassaden er til for.

De sagde, de ville få dig ud af landet.

Hvem er han? Hvad vil han have?

Han vil have penge.

- Han ville have sex.
- Han er psykopat.

Han lever udenfor søgelyset.
Han lever i det skjulte.

Man jagter et spøgelse.

Han står i baggrunden og styrer hende.

Han bliver kaldt Dukkeføreren.

Det er mit yndlingsbillede af mor.

Når folk ser det, siger de:
"Du var så blond, da du var yngre:"

Jeg svarer: "Det er min mor."

Da jeg voksede op, sagde mine venner:
"Gid min mor var som din."

"Gid min mor ville synge
i bilen med sammen os."

Selv på en shoppingtur sang hun
alle de sange, mine venner og jeg sang.

Alle syntes, hun var sej.

Mor var meget venlig og omsorgsfuld.

Alt, hvad hun gjorde, var for os.

Sammen med min mor
var jeg en mors dreng.

Det er skønt. Far ser så ung ud.

Sandra var min første ægte kærlighed.

Jeg mødte Sandra, da jeg var 14.

Vi blev gift som 20-årige,
og så blev Sophie født.

Desværre gled vi fra hinanden
og blev skilt,

men vi var stadig rigtig gode venner,

og vi opfostrede børnene i fællesskab.

Mor var så ung,
da hun mødte far, og det gik ikke.

Men måske gik det bedre med en anden.

Min mor begyndte at netdate.

REDIGER

Jeg kan huske,
mor viste mig sin profil og sine billeder.

Man tænkte bare: "Det er en reklame."

"Vi har et job til dig,
hvis du vil have det."

"En, der vil elske min mor
og måske også os."

Mor havde nogle kærester hist og her.

Ingen af dem var den rigtige for hende.

Men en aften ringede telefonen.

Så blev det en ting.

"Det er ham, jeg snakker med.
Han hedder David."

Han arbejdede med medier
og solgte reklameplads til store firmaer.

David elskede biler.

Han elskede dyre ting.

Mor havde aldrig haft en ny bil.

Da jeg så den spritnye blå Audi,
tænkte jeg: "Blæret."

Hun elskede bare at sige,
at det var hendes.

Og hun fik den i en specialfarve.

Det føltes, som om hun
endelig fik noget, hun fortjente.

David havde planlagt,
at vi skulle til Spanien.

Jeg var meget spændt, for jeg havde
været på ferie før, men aldrig i Spanien.

Begyndelsen af turen var normal.
Vi tjekkede ind på vores hoteller.

Men efter det sad vi i bilen
både nat og dag og stoppede næsten aldrig.

Det var kun David, der kørte.

Og lyttede til Duran Duran hele vejen.

Da vores pas skulle kontrolleres,
opførte David sig meget underligt.

Vi måtte ikke se hans pas.

Jeg spurgte, hvad han hed til efternavn,
og han svarede: "Bare lad det ligge."

Jeg kunne ikke forstå,
hvorfor han skjulte sit efternavn.

Hvorfor dog det?

Jeg anede ikke, hvad der foregik.
Jeg vidste bare, det var underligt.

Det kom dertil,
at David altid overnattede.

Til sidst blev han der bare.

Jo mere han var der,
jo mere blev han en del af vores liv.

Han antydede ofte,
at han havde en masse penge.

Han fortalte altid min mor
om alle de ting, han kunne købe til hende.

Han sagde, at han var en travl mand
og havde et eller andet job,

men han var altid derhjemme.
Jeg så ham aldrig gå på arbejde.

Han så ud til at være arbejdsløs.

Det virkede ikke helt rigtigt.

Hvis jeg havde vidst dengang,
hvem David i virkeligheden var,

så havde han ikke været
i nærheden af min familie og mine børn.

Så…

Hvad hedder du?

Jeg hedder John Atkinson.

Vi skal tale lidt om tiden før,
alt det her skete.

Godt.

På universitetet, hvor du mødte ham,
og hele dit liv ændrede sig.

HARPER ADAMS LANDBRUGSSKOLE

Jeg læste på den bedste
landbrugsskole i England.

Men det var forfærdeligt.

I begyndelsen af 90'erne
var hele landet på vagt,

fordi IRA havde erklæret krig.

Bomben med 100 kilo sprængstoffer lå i
en varevogn parkeret i en smal sidegade.

IRA tager ansvaret for
dagens morterangreb,

der ramte baghaven hos premierministeren.

Fanget i en regn af glas og vragdele
blev ofrene i butikken…

IRA advarede om, at weekendens angreb
ville blive fulgt af flere bomber,

så længe briterne holder
en del af Irland besat.

Der var terrorister iblandt os,
der plantede bomber for at skabe kaos.

Der var mange irske elever på skolen,

og skolen var under
en form for overvågning,

fordi en elev havde smuglet våben for IRA.

Den 20-årige elev fra
Harper Adams Landbrugsskole

blev stoppet af politiet.

De fandt to Kalashnikov-geværer,
100 patroner

og spor af fem forskellige
typer sprængstoffer i hans bil.

Det var helt uvirkeligt,
at vi havde en terrorist blandt os.

Derefter begik en af
mine irske venner pludselig selvmord.

Hvorfor i alverden ville
sådan en god fyr gøre det?

Jeg tog på pubben.

…IRA.

Jeg talte med den nye bartender, Rob.

Jeg havde lært ham at kende.

Jeg fortalte Rob om min vens død,
og han sagde…

"Tror du virkelig, det var selvmord?"

"Din ven begik ikke selvmord.
IRA skød ham."

"Han må have set noget."

"Hvad har min ven set?"

"Du ved,
hvordan man laver en bombe, ikke?"

"Egentlig ikke."

"Hovedingredienserne er gødning
og diesel. Hvor skaffer man de ting?"

"De bruges på gårde."

"Den elev, der smuglede våben.
Tror du, han handlede alene?"

"De arbejder i celler,
og der findes stadig en celle."

Jeg spurgte, hvordan han vidste det.

"Jeg er ikke den, du tror.
Det er bare et dække."

"Jeg er agent for MI5."

Rob sagde,
at de havde brug for en på skolen,

der kunne hjælpe med at afsløre cellen.

"Vi har set dine papirer, og du er ren.
Vi bruger dig."

En del af mig var glad.

Tanken om
at få nogle terrorister i fængsel?

Det går jeg klart ind for.

Han spurgte, hvor ofte jeg sloges.
Jeg svarede, at jeg undgår konflikter.

Det blev tydeligt,
at jeg havde brug for træning.

Rob viste mig, hvordan man jabber.

Udover træningen i at slå
lærte Rob mig at tage imod slag.

"Du skal kunne tage imod slag
fra hvilken som helst vinkel."

Jeg ved ikke, hvor mange gange han slog.

Jeg var lettet over, at jeg tog imod dem.

At jeg bestod prøven.

Jeg fik besked på
at notere nummerpladerne på alle bilerne

på en bestemt del af campus
tættest på gødningslageret.

Og jeg skrev en liste med dem,
jeg fandt mistænksomme

og havde adgang til gødning.

Min bofælle, Jim, var på listen.

Rob og hans chefer mistænkte Jim.

"Jim er en af dem."

Tanken om Jim som IRA-medlem
var chokerende, og det var svært at tro.

Men ikke umuligt at tro.

Jim og jeg delte hus med Maria og Sarah.

Sarah var min kæreste.

Rob sagde, at ifølge hans chefer
var vi ikke længere i sikkerhed der.

"Vi er i alvorlig fare. Vi må afsted nu.
Ikke kun dig og mig, men også pigerne."

Jeg spurgte,
om han ville fortælle pigerne det hele.

"Det er for farligt.
De kan bringe operationen i fare."

"Hvordan vil du så få pigerne med?"

"Du må lyve for dem
for at redde deres liv."

Maria og jeg skulle hen på pubben,
fordi han skulle fortælle os noget.

Vi satte os ned,

og så sagde han, at han havde kræft,
og det var dødeligt.

Tanken om, at han skulle dø,
var meget trist.

Han var ikke kun min kæreste,
men også min ven.

De var knuste.

Især Sarah.

Jeg havde en ubehagelig følelse af
at have fortalt den allerværste løgn.

Det er det værste,
jeg har gjort i hele mit liv.

Jeg sagde, jeg havde en ønskeliste.

Jeg ville rundt og se ting,
jeg ellers ikke ville få set.

Ens kæreste siger, han dør af kræft.
Man spørger, om det kan behandles.

"Ingen behandling."

"Er du helt sikker?"

Man gennemgår alle mulige
hypoteser og muligheder.

Men i sidste ende, hvis han siger:
"Jeg har kun få uger tilbage…"

Ville du så sige nej?

Jeg hader virkelig Duran Duran.

Rob spillede "Ordinary World" konstant.

Den stopper.

Han starter den igen. Den stopper.

Så spiller han den fra start til slut.

Når jeg hører et par toner fra den,
ryger jeg fluks tilbage til den tid.

Jeg, John, Rob og Maria rejste
fra by til by i hele Storbritannien.

Når vi tog et billede, hvor Rob var med,

tog han dem altid,
så han ikke kunne ses på nogle billeder.

Det var sjovt at rejse rundt
i landet med ens venner.

Men der er altid noget, der nager.

Han skal jo dø.

Løgnene var forfærdelige.

Men de kunne retfærdiggøres,
fordi folks liv var i fare.

En mand bliver jagtet, efter en politimand
blev skudt og såret i går i Cheshire.

Scotland Yards antiterrorenhed…

Vi havde været afsted i ti dage,

da Rob fortalte os,
at vi ikke kunne komme tilbage til skolen.

Det var noget meget mere alvorligt.

Han lod mig fortælle dem,
at jeg ikke var ved at dø af kræft.

Jeg fik at vide, det var løgn.

Rob sagde: "I skal blive her,
fordi I er indblandet i noget,

der sætter jer og jeres familie i fare."

Sarah var ikke glad for det.

"Kan du bevise, at du arbejder for MI5?
Kan du bevise, at vi ikke kan tage hjem?"

"Hvorfor kan vi ikke tage hjem?"
Jeg spurgte dem gentagne gange.

Men han vidste,
hvor meget jeg havde på min bankkonto,

og hvor min familie ejede jord.

Rob sagde, han havde de oplysninger,
fordi han arbejdede for staten.

Vi skulle bare følge hans instruktioner.

Da jeg satte mig tilbage i bilen,

var det en kæmpestor beslutning,

fordi det var afgørende for,
hvad der skete derefter.

Den beslutning afgjorde
de næste ti år af mit liv.

Mit forhold til Sandra ændrede sig,
da David kom ind i hendes liv.

Sandra lagde afstand til mig.

Hun tog ikke altid mine opkald
og svarede ikke på sms'er.

Det virkede underligt.

Mor gik ikke længere ud
og så ikke sine venner.

Hun talte kun med David.

Vi var ikke sammen som familie.

Vi levede hver vores liv.

Hun blev mere og mere vred på os.

Hun lagde afstand til os.

Og vi er hendes børn.

Jeg kunne ikke forstå,
hvordan hun forandrede sig.

David havde givet min mor et armbånd.
En dag kom hun råbende imod mig.

David stod bag hende.
Hun sagde: "Du har stjålet mit armbånd."

"Jeg er din søn, mor.
Jeg ville aldrig stjæle fra dig."

Vi var tætte på hinanden.
Stolede på hinanden.

Og pludselig stoler hun ikke
på sin egen søn.

Det var bare begyndelsen.

David sagde til min far.
"Din søn er bøsse. Du ved det bare ikke."

Min far spurgte ind til det og sagde:
"Hvis du er bøsse, er det fint."

"Far, det er ikke sådan, jeg er.
Det er jeg altså ikke."

Man siger ikke sådan noget om andre,
men det gjorde David.

Det rystede mor og far.
Og det rystede Jake.

Min mor gav mig
et par flotte sko til skolebrug,

men jeg sled hurtigt hælene ned.

David sagde: "Det ordner jeg."

Da jeg fik dem igen,
sad der et kæmpe metalstykke på hælene.

Jeg spurgte dem hvorfor.

"Indtil du lærer at gå ordentligt,
skal du have dem her på."

Jeg havde skoene på i skolen.

Folk kiggede på mig.
I den alder er man meget genert.

Han vidste, at de metalstykker
ville gøre mit liv til et helvede.

Jeg følte, jeg blev styret.

Jeg kom hjem fra skole.

De havde låst mig ude.

De første par gange
gik jeg ud igen og kom tilbage senere.

Det er sket alt for mange gange.

Han hamrer på døren.
Han er blevet låst ude.

Det er ikke en fejl. Det er bevidst.

Jeg råbte: "Er der nogen hjemme?"

David sagde, min mor ikke skulle åbne.

Jeg gik om til bagdøren.

Jeg gik helt amok.

Jeg hører et højt brag.

Jeg kigger op
og ser min søster gå i panik.

Hun havde aldrig set mig sådan.
Jeg smadrede løs på døren.

Jeg sagde,
jeg ville hente mine ting og forsvinde.

Hun græd og sagde: "Du må ikke gå."

Jeg sagde, at jeg var nødt til det.

Det var først senere, jeg indså,
at det hele begyndte med David.

Hvorfor sker det her?
Hvorfor ville nogen gøre det?

Hvem er han? Hvad vil han have?

Rob sagde, at IRA forfulgte os,
så vi måtte fortsætte.

I dag var Warrington målet
for IRA's terrorisme…

To dage efter vi forlod Warrington,
var der to bomber i centrum af byen.

Vi skulle færdes i det skjulte,
så vi ikke kunne spores.

Det værste var at være uden kontakt
med min familie og mine venner.

Det var hårdt.

De ville bekymre sig.

Der fandtes jo ikke
mobiltelefoner dengang.

Vi havde ikke hørt fra Sarah længe,
hvilket ikke lignede hende.

Så jeg ringede til Sarahs skole.

De sagde: "Hun er her ikke,
og vi ved ikke hvorfor."

Mens hun gik på skolen,
arbejdede hun på en gård.

Landmanden var bekymret for,
hvad der var sket med Sarah,

fordi hendes bil
var blevet efterladt hos dem.

Så bliver man straks bekymret for,
hvad der mon foregår.

Jeg overvejede at kontakte politiet,
da telefonen ringede.

Det var Sarah.

Det var en lettelse at høre fra hende,
men hun talte lidt underligt.

"Far, vi vil gerne besøge dig.
Vi er fire personer."

Min far stillede spørgsmål
om min forsvinden.

MI5 var bekymrede for,
at min far talte med den forkerte person

og muligvis gav
information til IRA uden at vide det.

Rob sagde, at vi skulle besøge
mine forældre for at berolige dem.

De ankom ved midnat.

Det lignede hende ikke.

Det var første gang, vi mødte Rob.

Var Rob selvsikker? Ja.
Nogle vil mene, han var selvglad.

Rob havde sagt meget bestemt,
at vi skulle holde os til dækhistorien.

Sarah var ikke særlig imødekommende.

Det lignede hende heller ikke.

Jeg fortalte dem, at jeg havde leverkræft,
og at jeg gerne ville på ferie

i mine sidste uger.

Jeg er landmand.

Når man har en kvægflok,

finder man det syge kreatur
ud fra deres gang eller deres adfærd.

Det er tydeligt.

Men ikke hos ham.

Mr. Smith stillede mig et spørgsmål.

"Hvor syg er du?"

Jeg stivnede og begyndte at ryste.

Hele kroppen rystede.

Det virkede,
som om han var virkelig bange.

Jeg var nok lidt anspændt
og troede ikke helt på det, jeg hørte.

De vidste, der var noget galt.

Så Rob løj for mine forældre.

Han bad dem om at tage det roligt.
Vi skulle tilbage på skolen om to uger.

Derefter tog de hurtigt afsted.

Jeg gav min familie et farvelkram uden
at vide, hvornår jeg ville se dem igen.

Jeg vidste, der var noget galt,
så jeg burde have stoppet dem.

Holdt dem tilbage.

Jeg har fortrudt,
at jeg ikke stoppede dem.

Vi ventede i flere uger.

Sarah kom ikke tilbage til skolen.

Da vidste jeg,
at det var tid til handling.

Jeg dækkede hendes kreditkort.

Hvis hun havde købt noget i Cheltenham,
havde hun været i Cheltenham.

Det gav mig en idé.

Jeg kunne spore, hvor de havde været.

Deres opholdssteder
og datoerne stod på kortet.

SARAHS BIL EFTERLADT!

Vi vidste, de havde været i hele landet.

De kunne tage sydpå, og så samme dag
drage nordpå og tilbage igen.

Der var ingen mening i det.

Jeg gennemgik posterne
og udvalgte de største betalinger

eller dem, der så interessante ud.

Hun købte et jakkesæt til manden,
der var sammen med dem.

De boede på et hotel
og forlod det i al hast.

Jeg følte,
at Sarah brugte for mange penge.

Hun var altid sparsommelig
og ville aldrig smide om sig med penge.

Vi var urolige over det, der foregik.

Men så ringede Sarah.

Hun sagde…

"Jeg udskyder min eksamen i et år,
for jeg har tabt interessen for landbrug."

"Commercial Union, et forsikringsselskab,

har tilbudt mig et praktikophold
og betaler 25.000 pund om året."

Da hun sagde, hun ikke skulle tilbage
til skolen, vidste vi, den var helt gal.

Jeg ringede til Commercial Union,
og de kendte intet til den stilling.

Lønne var langt højere,
end de ville give til en uden uddannelse.

Det var totalt konstrueret.

Intet af det her var normalt.

Sarah var ikke en løgner.

Jeg boede i huset med mor og David.

Jeg følte, min mor
var blevet en anden person.

Jake var allerede rejst
og boede hos far.

Jeg talte ikke med nogen af dem.

Jeg følte mig forladt.

Jeg fik kun vejledning fra David.

Jeg kan huske, David sagde,
at min far havde svigtet min mor.

Og han nævnte ting,
min far havde gjort mod min mor,

ting om deres ægteskab
og ting om deres skilsmisse.

Det skred diskret og gradvist fremad.

David sagde:
"Du vil aldrig se din far igen, vel?"

"Du vil aldrig tale
med din far igen, vel?"

"Du vil ikke tale med din far.
Du vil ikke se din far, vel?"

"Det vil du ikke."

"Du vil aldrig se din far igen, vel?"

Hver dag. Adskillige gange om dagen.

Til sidst begyndte jeg
at adskille mig fra navnet.

Mark Clifton var navnet på en fremmed,
ikke på min far.

Han var en skræmmende person,
der ville skade mig og min familie.

Jeg skrev til Sophie mange gange.
Jeg sms'ede mange gange.

Jeg fortalte hende,
hvor meget jeg elskede hende.

Jeg ville tilbage til de gamle dage.

Hver gang jeg fik et brev,
lagde jeg det i den samme konvolut.

På konvolutten stod der
"Løgne fra mr. Mark Clifton."

Den sad på min gamle opslagstavle.

Jeg talte ikke med min far
i to et halvt år.

Det blev tydeligt,
at David stod bag meget af det,

men jeg forstod ikke hvorfor.

Jeg tænkte bare:
"Hvad sker der? Hvem er han?"

Jeg prøvede at lave
lidt lokal research på nettet.

Jeg kendte ham under navnet David Hendy.

Jeg søgte på ham på lokale sider.

Jeg fandt ikke noget.

Han var et spøgelse.

PÅ FLUGT I SEKS MÅNEDER

Jeg ringede til politiet.
De sagde, at Sarah var over 18.

Hun var fri til
at træffe sine egne beslutninger.

Hvorfor spildte jeg politiets tid?

Jeg måtte selv finde hende.

Jeg vidste, Sarah var forsvundet.
Jeg vidste, hun nok var sammen med Robert.

Men hvor?

Jeg måtte gennemgå alle de steder,
de kunne have boet.

Men man følger et spor,
som måske er koldt.

Man har måske 100 forskellige steder,

og for hver af dem skal det undersøges,
om de har boet der.

"Hallo. Det er Peter Smith."

"Hallo?"

Hallo? Godmorgen.

"Vil du hjælpe mig?"

Vil du hjælpe mig?

"Jeg leder efter min datter."

Hun hedder Sarah.

"Godmorgen. Jeg er Sarahs far."

Jeg hedder Peter Smith.

Jeg søger efter oplysninger.
Kan du hjælpe?

Jeg har et problem.

"Jeg prøver at spore, hvad der er sket."

"Min datter er forsvundet."

Forsvundet.

Da vi ankom til det sikre hus,
var alle anspændte, især Rob.

Rob havde fundet ud af,
at Sarahs far forsøgte at finde os.

Et spor fører til det næste
og så videre og så videre.

Et bondehus, et lejet værelse,
hvad som helst.

Rob sendte mig ud
for at lede efter biler.

Jeg skulle notere, hvilke biler
der stod parkeret på visse steder,

så hans overordnede kunne
tjekke nummerpladerne.

Man skal arbejde sig
igennem det trin for trin.

Hvis man gennemgår hvert trin nøje,
får man til sidst et gennembrud.

Sarah blev set,
da hun forlod et hus i Peterborough.

Så jeg spurgte:

"Hvad er adressen?"

Jeg ringer ikke i forvejen.
Jeg laver ikke larm.

Jeg ville ikke advare dem om,
at jeg leder efter dem,

for så flygter de måske.

Hvordan kommer man ind i et aflåst hus?

Man går om bagved og leder efter et hul.

Hvis der ikke er et hul, må man lave et.

Man holder sig ikke helt inden for loven,

når man prøver at finde ud af sådan noget.

Ellers kommer man ikke langt.

Huset i Peterborough var helt tomt,

bortset fra et værelse,
hvor Johns og Sarahs ejendele befandt sig.

Det så ud, som om deres ting var blevet
lagt der, og så var de flyttet lige efter.

Jeg fandt en seddel
blandt de andre papirer.

"Jeg har gode nyheder til dig."

"Commercial Union, et forsikringsselskab,

har tilbudt mig et praktikophold

og betaler 25.000 pund om året."

Det ramte mig hårdt.

Det var det, hun havde sagt i telefonen.
Ord for ord.

Sarah havde fået manuskript.

Da vidste jeg,
at der måtte være en, der trak i trådene.

Jeg kunne ikke bevise det,
men jeg vidste, det var Robert.

Vi kom til Sheffield
til det nye sikre hus på Dorothy Road.

Rob sagde, huset blev aflyttet,

så MI5 kunne overvåge
sikkerheden i bygningen.

Jeg måtte ændre mit udseende.

Mit hår skulle være omkring
to en halv centimeter langt,

og det skulle være blondt, nærmest hvidt.

Rob forbød os
at oplyse vores rigtige navne.

Så jeg blev til Jamie.

DIN TJENER
JAMIE

Jeg fik at vide,
at jeg ikke måtte røbe noget om mig selv.

"Lad være med at knytte dig til nogen."

Rob sørgede for,
at jeg fik et job som bartender.

Jeg lavede fish and chips
under navnet Betty Smith.

Mit liv bestod af at stå op,
stå på bussen,

arbejde seks til otte timer,

vente,

blive kørt rundt indtil midnat.

Overvågning, søvn, og så starte forfra.

Stå op, stå på bussen, arbejde, vente…

Uge efter uge med stress.

Der var fem skud,
og betjenten blev ramt to gange.

Tre personer døde i eksplosionen.

Stå op, bussen…

Man vidste aldrig, hvad der foregik.

…vente i timevis, lang køretur…

Man ved ikke, hvem der forfølger en.
Konstant uro.

Stå op…

Så er døden tilbage.

Det ophober sig indeni,
at man er stresset hele tiden.

Stå op, bussen.

Sårede blev bragt til lokale hospitaler.

Arbejde, vente i timevis,
lang køretur, sove.

Alle dage var ens.

Stå op om morgenen.

David kørte mig på arbejde.

Så arbejdede jeg.

Ventede.

David hentede mig.
Så gik jeg i seng igen.

Jeg vågner, og så gentager det sig.

Igen og igen.

Jeg arbejdede som frisørelev.

Jeg skulle betale 300 pund
i husleje om måneden,

selvom jeg kun tjente lidt over 400.

Mor fik mindre og mindre indflydelse.

Det blev til: "Giv mig pengene.
Jeg giver dem til din mor."

"Jeg tager huslejen."

Jeg havde
en opsparingskonto med 10.000 pund.

Da han fandt ud af det,
begyndte han at grine.

Han var så…

Han var næsten stolt af sig selv.

David overtalte mig til
at gå ind i banken og lyve

og sige, at jeg hævede pengene
for at købe min første bil.

Jeg hævede pengene.
De lå i en konvolut. David fik den.

Jeg har aldrig set dem igen.

En aften efter arbejde
kom David ikke og hentede mig.

Da jeg talte i telefon
med ham næste morgen,

sagde jeg, det var forkert.

"Det kan man ikke tillade sig."

"Du kan ikke efterlade mig på mit arbejde,

så jeg måtte sove på gulvet."

Jeg måtte flytte for mit helbreds skyld.

Jeg sagde til min mor, at jeg var
ked af det. Jeg kunne ikke mere.

Efter at have boet alene i et år

kom jeg i kontakt med Jake og min far.

Jeg gik ind i mit køkken,
og Sophie stod der, og…

Vi krammede og græd.

Det er utroligt, hvor hurtigt man
lægger ting bag sig, når man elsker nogen.

Da jeg flyttede,
begyndte jeg at forstå hans motiver.

Jeg tror, det var for at få mig væk.

Han ville have hende for sig selv.

JANUAR
2014

I 2014, to år efter
deres forhold begyndte,

forlod mor og David huset.

Ingen vidste, hvor de var.

Da Sandra tog afsted, troede jeg ikke,

at det var sidste gang,
jeg eller mine børn ville se hende.

Jeg gik ind i huset
for at gøre det klar til salg.

Jeg var forfærdet over at se,
at der på døren ind til soveværelset

sad en kæmpestor hængelås.

Den slags låse bruges
på garager eller i fængsler.

Døren ville gå i stykker før låsen.

Den skal holde nogen
inde i eller ude fra det rum.

Der var sat aviser for hele vinduet.

Så ingen udenfor kunne se,
hvad der foregik herinde.

Jeg synes, det er foruroligende,
at man går til yderligheder for at

blokere for udefrakommende blikke
og sætte den kæmpe lås op inde i et hus.

Jeg blev overrasket over posten i huset.

Der var fyldt med regninger,

inkassobreve og stævninger overalt.

Der er så mange breve.

Regninger fra elselskabet,
telefonselskabet, fra kommunen.

Parkeringsbøder, skatteinddrivelse,

kreditkortoplysninger,
flere parkeringsbøder.

Her er en fra realkreditinstituttet.

Lånet er ikke
blevet afdraget i mange måneder.

Sandra havde hverken overtræk
eller kreditkort før ham.

Så denne triste økonomiske situation
er i mine øjne Davids skyld.

Din mors og Davids bil.
Den er ikke blevet betalt.

En bil til 35.000 pund.
Det var topmodellen.

Bilen var en gave til min mor,
men finansieret i hendes navn.

Hun fik en bil,
hun selv skulle betale for.

Han fortalte os altid,
hvor velhavende han var.

Han købte flotte biler
og gik med dyre ure.

Når jeg ser det her,
ved jeg, det var løgn.

Jeg efterforskede videre.

Jeg havde prøvet før,
men nu ledte jeg længere og dybere.

Jeg kunne stadig ikke finde noget.

Så fik jeg den idé at skrive
"David Hendy svindler".

Der dukkede en hjemmeside frem,
der beskriver en mand med det navn,

men som også kaldte sig Robert Freegard.

"Svindleren, der stjal mit liv."

"Politiet kalder ham ond
og helt uden sammenligning."

"Robert Freegard, Dukkeføreren,
som han bliver kaldt af tabloidaviserne."

"Under dække af at være hemmelig agent
havde Freegard allerede snydt

næsten to millioner dollars
fra sine ofre."

Så klikkede jeg på "Billeder".

David Hendy er Robert Freegard.

Det er den samme.

Helt chokeret.
Hans forbrydelser er forfærdelige.

Han var hos min familie,
og vi vidste ikke, hvem han var.

BEDRAG

FÆLDE

OND

Tekster af: Jesper Samson