All language subtitles for The.Mists.of.Avalon.1080p.WEB-DL.DD5.1.H264.dan

Ingen kender den sande historie
om den store kong Arthur af Camelot.

Det meste af det, man tror, man ved
om Camelot, Guinevere og Lancelot-

-og den onde troldkvinde
kendt som Morgaine Le Fey, er løgn.

Jeg burde vide det, for jeg
er Morgaine Le Fey, præstinde-

-på øen Avalon, hvor Modergudindens
gamle tro opstod.

Det begyndte under det voldsomste
oprør, briterne havde set.

De saksiske barbarer fejede
ind i mit land og myrdede kristne-

-såvel som tilhængere af Avalons Gudinde.

Hvis ikke en stor leder kunne forene
kristne og folk af den gamle tro-

-ville briterne være dømt til barbari,
og Avalon ville forsvinde.

Min kristne far, Gorlois, kæmpede
utrætteligt mod de saksiske horder.

For Kristus. For Britannien.

Dengang var jeg bare et barn i Cornwall.

Men jeg vidste, at min mor, Igraine,
stadig var af den gamle tro-

-og praktiserede
den gamle magi i det skjulte.

Hendes søster, min tante Morgause,
havde altid boet hos os.

Hun tilbad Avalons styrke.

Mor...?

Hvad er der galt, mor?

Mor...!

Stille. Lad hende være.
Jeg vil vide, hvad hun ser.

- Men hun er jo bange.
- Lad hende have synet.

Far bliver vred, hvis hun bruger de evner.

Så hører han ikke om det, vel?

Stille. Hvad er det?

Hvad ser du, Igraine?

Er det noget til mig? En tilbeder? En mand?

Kvinden fra Søen kommer,
og den britiske Merlin er med.

- Vi må være parate?
- Hvad vil de?

Spørg dem selv. De er her.

Så kom Viviane til Cornwall.
Den ældste af de tre søstre.

Viviane var ypperstepræstinde
i Avalon og Modergudindens talerør.

Hendes eneste mål
var at redde Avalon fra sakserne.

- Vi må standse denne kamp.
- Sakserne vil ødelægge landet.

- Hvis ikke vi forhindrer det.
- Hvordan?

Vi må finde en leder, som de,
der tror på Kristus og på Gudinden-

-kan sværge troskab.
En med Avalons blod i årerne.

- Den høje konge kan stadig få børn.
- Han dør inden seks måneder.

- Det har Viviane forudset.
- Han dør uden arving.

Bliver min mand så konge?
Føder jeg den leder, du taler om?

- Ja, du vil føde en konge, Igraine.
- Men ikke med Gorlois.

Du vil få et barn med en mand,
der har dette symbol.

Han tilbeder Gudinden,
og han bliver konge.

Jeg er jo gift med hertugen
af Cornwall og har et barn med ham.

- Jeg gav ham mit løfte.
- Men du gav det først til Avalon.

Hvis du vil have det barn,
så fød selv den nye konge.

Det er unødvendigt, Viviane.
Lad mig føde barnet.

Jeg har ingen mand at forråde.
Lad mig føde kongen.

Har du ingen skam i livet, Morgause?
Forsvind.

Jeg har også Avalons blod i årerne.

Lad denne mand elske mig.
Jeg kender også kunsten.

Ingen kan leve en andens skæbne.
Du får også en konge... og sønner.

- Hvem?
- Det ved du, når du ser ham.

- Stil dig tilfreds med det.
- Viviane er ikke blot din søster.

Hun er ypperstepræstinde i den tro,
du har helliget hvert et åndedrag.

Brutaliteten kan få en ende. Valget er dit.

Men jeg gav mit ord...

Nogle gange må små dyder
ofres for de større.

Årets høst er dyrket
med dine egne mænds blod.

- Hvad skete der, Morgaine?
- Hvad er der, mit barn?

En død mand.

- Ser du ofte noget, ingen andre ser?
- Ja... hele tiden.

Hun er allerede synsk.

Tre måneder senere samlede kongen
alle Londons overhoveder-

-for at udnævne sin efterfølger.
Min mor var æresgæst.

Sakserne vil aldrig glemme de slag,
du tildelte dem.

Du og jeg slog dem, Gorlois.

- Jeg vil ikke slås mod saksere mere.
- Selvfølgelig vil du det...

Det er derfor, jeg har indkaldt jer.

Du skal vide, Igraine,
at mine præster ikke bryder sig om-

-at din præstinde af Avalon
er ligestillet med dem.

Men jeg mener, at begge parter
tjener Den Store over os.

Hvad han end kaldes. Kvinder er
trods alt bærere af arvesynden.

Det er ikke vores påfund, sir.

Mener du ikke,
at kvinder er roden alt ondt?

I din bibel er der
en historie om et æble og en slange.

- Biblen formidler blot sandheden.
- Den gamle tro er som jeres, biskop.

- Men I tror ikke på Avalons kræfter.
- Folk tror måske ikke mere på dem.

Det er måske, fordi I siger, de ikke skal.

Din hustru siger sin mening.

Det respekterer jeg hende for.

Stille! Kom så.

Tilbage, forbandede hunde! Tilbage!

Tilbage med jer! Tilgiv mig, my Lord.

Du er tilgivet, men fjern de hunde.
Kan du ikke færdes uden dem?

Tillad mig at præsentere dig
for min kone, Uther Pendragon.

- Lady Igraine, hertuginde af Cornwall.
- Ladyen af Avalons søster.

Det er mig en ære at hilse
på en datter fra den hellige ø.

Du vil få et barn med en mand,
der har dette symbol.

Med forlov.

Viviane...

Hvorfor gør du det mod mig?

Hør her.

Det, jeg nu vil sige,
får stor betydning for jer alle.

- Har jeg på nogen måde generet dig?
- Jeg følte mig utilpas.

Du gik, da du så dragen på mit håndled.

Jeg frygter ikke drager. Jeg er selv
et barn af den gamle verden, sir.

Hvorfor taler du til mig på den måde?

- Vi er jo på venskabelig fod.
- Vi har ikke truffet hinanden før.

Ikke i dette liv.

Som alle af den gamle tro ved du,
at vi kunne have mødt hinanden-

-i et andet liv.

Vores sjæle er allerede forbundne.

Du mærkede, hvor stærkt det var.
Det er derfor, du gik.

Har jeg ret? Ville man med rette
kunne fornægte det?

Jeg er Gorlois' tro hustru,
og det forbliver jeg.

Du ved altså, hvad jeg følte.

- Tag med mig.
- Gå tilbage til Rådet.

Det er blot at give efter.

Hvis du ikke tager med mig,
henter jeg dig...

...inden det atter bliver fuldmåne.

- Er Rådet færdigt?
- Ja.

- Så lad os gå ind igen.
- Bed din nye konge om tilladelse.

- Du...?!
- Nej.

Ambrosius har udpeget
Uther Pendragon som sin efterfølger.

Misund mig ikke, Gorlois.
Ladyen tilhører dig.

Undgå sladder. Ingen ærbar kvinde
er sikker under Uther Pendragon.

Lad dem sladre. Det bekymrer mig ikke.

Det bekymrer mig.

- Betvivler du min ære?
- Nej, din dømmekraft.

Er din dømmekraft ikke bedre,
bekymrer jeg mig ikke om dit ord.

Hvor vover du at sige mig imod?
Jeg skal lære dig, skal jeg.

Tænk, før du slår, ellers lærer jeg dig,
at et barn af den hellige ø-

-ikke er nogen mands tjenerinde.

Og så var min far
fanget i Vivianes intriger.

Sire...

Kongens bud venter ved porten.

Han vil tale med dig...

- Jeg er kommet, my Lord.
- Så mine tropper hjælper Pendragon.

- Det er kongens ordre.
- Mine mænd skal bruges i Cornwall.

- Det vrimler med saksere ved kysten.
- Kongen tror, det er en skinmanøvre.

- Alle skal samles ved sydkysten.
- Pendragon kan ikke gennemskue dem.

- Jeg sørger for mit lands sikkerhed.
- Det er ikke en anmodning.

Det er kongens ordre.
Din hær skal komme til ham straks.

- Jeg er hertug her. Ikke Pendragon.
- Du har lovet ham din hær.

- Vil du forråde ham i første forsøg?
- Var din mund.

Når jeg har afværget sakserne,
overvejer jeg, om jeg vil hjælpe.

Nægter du at parere ordre nu...

...bliver han din fjende.

Hvis Pendragon tror,
han kan slås mod sakserne først-

-og så slås mod mig-

-så lad ham prøve.

Jeg var for lille til at forstå,
hvorfor min far hadede ham så meget.

Men da han red ud for at holde
sakserne stangen ved Cameldun-

-trådte Avalons magi i kraft.

Søster! Hør mig, søster.

Hør mig, søster.

Søster.

- Viviane.
- Igraine.

Hør godt efter,
hvis du vil se Uther i live igen.

- Jeg vil ikke forråde min mand.
- Så dør den mand, du elsker, i dag.

- Jeg elsker ikke Uther.
- Hør efter, søster.

For der er kun kort tid. Gorlois vil
overraske ham, mens han sover.

Du må advare ham.
Red ham og red Avalon.

Som alle af den gamle tro ved du,
at vi kunne have mødt hinanden-

-i et andet liv.

Vores sjæle er allerede forbundne.

Nu vidste min mor, hvordan hun
kunne redde Uthers liv, men ikke-

-den forfærdelige pris
vi alle måtte betale.

Nu ligger han og sover
sin sidste søvn her på Jorden.

Uther skal sove dybt, når jeg
stikker mit sværd i hans bryst.

Uther!

Uther...!

Hvad var det?

Det er magi. Jeg kan mærke det.

Uther...!

Uther!

Gorlois er ikke i Cameldun.
Hans mænd er i bakkerne.

Red jer selv.

Red jer selv.

Igraine...?

Igraine.

Er du syg?

Lad os være forberedt
på at byde vores forræder velkommen.

Uther...!

Vi kan standse nu,
Gorlois. Det er dit valg.

Hvor er du, mor? Mor...?!

Mor...!

- Igraine.
- Urter kan helbrede hende.

Lad os lægge hende i seng.

- Åbn porten. Hertuginden er syg.
- Vi skal finde urterne.

- Åbn porten.
- Ifølge ordrer må vi ikke.

- Hvad?
- Ingen af jer må forlade borgen.

- Min mor er døende.
- Beklager.

- Pas på, Morgaine.
- Ja.

Derhenne ved træerne.

Kan du se Morgaine? Hent hende.

Kom så, Morgaine.
Ville du flygte og trodse din far?

Urterne er til min mor. Hun er døende.

Det er nok, kaptajn.

- Luk mig ind.
- Hverken dig eller andre, Merlin.

Heller ikke Gorlois?

Jeg genkender din brynje,
men jeg må gøre, som du befalede.

Jeg må se ansigtet.

Vis ham dit ansigt, Gorlois.

- Slip min datter.
- Far!

Jeg var så glad, fordi min
far kom uskadt hjem til os.

Men så så jeg dragen,
og så begyndte jeg at forstå.

- Hvad laver du her?
- Venter på min far.

- Han er ovenpå med din mor.
- Min far er død.

Hvis din far er død, hvem er så ovenpå?

Manden med dragen.

Manden fra profetien.

Tag dig i agt for Viviane, mit barn.
Hun fanger dig i sit spind...

...som en lille flue.
Som hun gjorde med os andre.

Men ikke mig, for jeg har lært
at være et skridt foran hende.

Det er trolddom.

Han udfordrede kongen.
Uther ønskede ikke at myrde ham.

Han havde intet valg.

Hvad tænkte min mor på,
da hun så sin mand-

-død for Uther Pendragons hånd?

Intet betød noget for Morgause-

-for hun så langt om længe sin egen
vej til magten i Kong Lot af Orkney.

Jeg så Uther Pendragon for første
gang og forstod Avalons styrke.

Britanniens største,
kristne kriger var død.

Kong Uther ville selv standse
de saksiske horders fremrykning-

-og Avalon ville blive reddet af en,
der troede på Gudinden.

Uther tog os med til sin borg ved
Camelot, og min mor blev dronning.

Fortidens ulyksaligheder blev fejet
bort ved synet af min bror, Arthur.

Hjælp mig.

Arthur! Morgaine!

- Hvad laver de?
- De beder Gudinden om en god høst.

Gudinden?! Var det hende,
fader Cuthbert ikke kunne lide?

Nu passer hun på frøene
og får dem til at vokse.

- Kan de ikke lide Jesus Kristus?
- Nogle af dem.

- Andre beder stadig til Gudinden.
- Kan der være både Gud og Gudinde?

Ja, det er som at have en far og en mor.

Det var en god tid for mig og min bror.

Det lod til, at min nye far, Kong Uther,
kunne holde sakserne væk.

En dag hørte jeg en velkendt stemme
nede fra de kongelige gemakker.

Da vidste jeg, at alt ville ændre sig igen.

Merlin var din lærer.
Det er din søns tur nu.

- Men han er kun en dreng.
- Arthur skal beskytte sin skæbne.

Og beskytte sig mod fjender.
Det blev aftalt for længe siden.

Og jeg skal opfostre Morgaine her i Avalon.

- Aldrig.
- Hun er synsk. Hun er født synsk.

- Hun kan se alt.
- Så må hun hellere blive kristen.

- Nej!
- Intet kan skade bag klostermure.

Hun er født til at blive præstinde.
Hun skal lære at bruge evnerne.

Så er det nok!
Du er i mit land, hvor jeg er konge.

Du er konge.

Hvem gjorde dig til det? Hvor længe
er du på tronen uden Avalons støtte?

- Du gør alt for at få din vilje.
- Arthur og Morgaine skal nå målet.

Tag ikke begge børn fra mig på en gang.

Dine børn vil være trygge og glade
på deres skæbnes vej.

Vær tilfreds med det... og med hinanden.

- Du vil altid være hos mig.
- Farvel, mor.

Far!

- Hvad laver du?
- Mor...?

- Hvor skal han hen?
- I skal begge oplæres.

- Forskellige steder.
- Tag ikke min bror fra mig.

- Du må ikke forlade mig, Morgaine.
- Arthur!

- Tag ham ikke med.
- Jeg skal nok være sød.

Vi må alle ofre noget.
Det, vi ønsker, og det vi må gøre-

-er nogle gange to forskellige ting.

Giv ham din styrke, mit barn.

Vi vil være stærke, ikke?

Den leg, vi leger om aftenen...
Bliver du bange, kalder du på mig.

Hvis du holder vejret og lytter godt efter-

-kan du høre, jeg hvisker til dig.

Jeg vil altid være hos dig.

- Farvel.
- Farvel.

Kom, Morgaine.

Det var svært at forlade mine forældre-

-men det var næsten ubærligt
at forlade min lillebror.

Men den ene drog mod nord
og den anden mod syd-

-hver især mod vores egen skæbne.

Gudinden findes i alt i naturen.
Alt i naturen er helligt.

Se.

Det er hendes ansigt.

Og det her er hendes stemme.

Hun findes i alt smukt,
men også i alt sindsoprivende.

Avalons vogtere dukkede op
på bakketoppene ved søen-

-ved den mystiske ø.

Da vi nåede til søen og så ud i tågen-

-kunne jeg ikke tro, at alle de undere,
jeg havde drømt om, lå der.

- Hvor er vi?
- Ved grænsen til Avalon.

Er det Avalon?

Da vi nærmede os tågen,
sneg der sig et koldt gys ind i mit hjerte.

Ville jeg nogensinde se Arthur igen,
hvis jeg passerede sløret?

Er det Avalon?
Det ligner et kristent kloster.

Det gør det også, men Avalon
ligger nedenunder. Bagved.

Længere inde i tågen. Det var der,
længe inden klostret blev bygget.

Hvor smukt.

Ja, smukt, men hvis vores søgen
ikke lykkes, er det også dødsdømt.

Endelig ankom vi og skulle ind
i den store Gudindes søsterskab.

- Hvad hedder du?
- Hun hedder Raven.

Hun har aflagt en tavshedsed til Gudinden.

Men det er vist ikke den udfordring,
du skal have.

Kom.

Gudinden skaber balance i alt.
Godt og ondt.

Død og genfødsel.

Jægeren... og byttet.

Uden hende sejrer destruktion og kaos.

Så begyndte min indvielse
i Avalons hemmeligheder-

-vejen til præstinde i den gamle tro.

Efterhånden betragtede jeg
Modergudinden som min egen mor.

Og som Moder Jord.

Men der blev krævet mere end viden.

Jeg skulle også lære at beherske
magten over alle elementerne-

-et ad gangen.

Hvordan gjorde du det?

Vis mig det, Viviane. Det vil jeg lære.

Morgaine.

Du skal koncentrere dig, Morgaine.

Men jeg så min bror.

Du må lære at skelne
mellem syner og virkelighed.

Kom så. Denne gang koncentrerer du dig.

Det tog flere år, før jeg blev klar
til den største prøve af alle...

...at skille tågen ved Avalon.

Endelig fik jeg det hellige mærke,
som kun Gudindens tilbedere må bære.

Velkommen i Gudindens tjeneste.

Hun er blevet taget...

En dag blev jeg befalet
at skille tågen for en gæst.

Jeg var vis på, at min længsel
efter min lillebror var ovre.

Arthur.

Arthur.

Ikke Arthur, men hans fætter.
Din fætter, hvis du er Morgaine.

- Min fætter?! Hvorfra?
- Din lærer. Søens Lady.

- Så må du være...
- Lancelot.

Omfavn mig. Vi er i familie.

Kom.

Lancelot kom ikke
for at besøge sine slægtninge.

Han kom for at se sin mor, Viviane.

Skal jeg være i Avalon, når sakserne
ødelægger den virkelige verden?

- Er Avalon ikke virkelig for dig?
- Ikke som et slag.

Du siger, man ikke må fornægte sin natur.
Min er at slås ved fronten.

Hvis du blev her og samlede viden-

-kunne du lede slaget
og ikke blive fanget af det.

Det ville glæde mig at få din velsignelse.

Jeg beder om den,
men jeg gør det med eller uden den.

Jeg har boet,
hvor mænd ikke føjer kvinder.

Hvor vover du at tale sådan?
Tro ikke, at jeg bliver blød.

- Du bliver jo aldrig blød.
- Gå op til stencirklen. Begge to.

Tager I afsked med Avalon,
så gør det derfra.

- Hvorfor?
- Skal jeg godkende din beslutning?

Så gør, hvad jeg beder om.

Du har vist siddet for meget på en hest.

Her er det så. Det er det, din mor
ville have, jeg skulle vise dig.

Nonsens. Du burde kende min mor nu.

- Vi skulle føle kraften, så...
- ...du besluttede dig for at blive.

- Hun er en stor strateg.
- Du har vist ret.

Men jeg kan mærke den.

- Ringen?!
- Jeg kan mærke det flyde i mig.

Jeg mærkede det som barn,
men det er anderledes nu.

- Kan du mærke det?
- Selvfølgelig. Vi er af samme blod.

Se.

- De kristne. Kan de se os?
- Nej, de er i Glastonbury.

Vi er i Avalon.
De kan ikke engang se stenene.

- Er du sikker på det?
- Ja.

Hun fornemmer noget.

Du kan fjerne sløret
mellem verdenerne. Gør det.

- Jeg vil ikke bruge det for sjov.
- Det er ikke for sjov.

Eller kan du ikke, kusine?

- Hvor kom du fra?
- Vær ikke bange.

- Du er i Avalon.
- En af alferne.

- Hold hende væk fra mig.
- Hun er ingen alf.

Hun er af kød og blod som dig.

Jeg hedder Lancelot,
og det er min kusine Morgaine.

Hvem er du?

Guinevere. Datter af Kong Loedekrantz.

Det må være en drøm. Avalon findes ikke.

- Jo, den gør.
- Hvor fører den sti hen?

Ned til plænerne og lundene. Det ene
sted er smukkere end det andet.

Må jeg blive lidt?

Vil du vise mig dem?

Ja. Bliv så længe, du vil.

Kan du høre mig? Hvor blev du af?

Lancelot...?

- Hun har været en dygtig lærer.
- Hvad mener du?

Et øjeblik, da jeg så på dig,
var det som at se min mor.

Hun venter. Jeg vil meddele
hende min beslutning.

- Hvad har du besluttet?
- Jeg har styrke til at være anfører.

Og det vil jeg være.

Da han meddelte sin beslutning-

-følte jeg noget,
jeg aldrig havde følt for en mand.

Få dage senere bad Viviane mig om at
deltage i en frugtbarhedsindvielse-

-kendt som gildet i Beltane.
Det var en ceremoni, som hun kaldte:

Det storslåede ægteskab.

Jeg vidste ikke, hvem man gav mig til,
men Viviane forsikrede mig om-

-at Avalons fremtid afhang af,
at jeg spillede rollen som-

-jægermø. Min mand ville blive ham,
der dræbte kongens kronhjort.

Da jeg kom tilbage til øen,
blev jeg grebet af en stor længsel.

Jeg håbede,
at manden i Beltane var Lancelot.

Men jeg så aldrig hans ansigt.
Intet antydede, hvem han var.

- Hvornår ser jeg hende igen?
- Du måtte kun se hende en nat.

Du kan trylle.
Vis mig i det mindste hendes ansigt.

Du finder aldrig ud af,
hvem jægermøen er. Lad det ligge.

Din oplæring er slut, Arthur.
Du må tilbage til den nye verden.

- Hvorfor nu?
- Fordi din far har brug for dig.

Da Arthur red hjem, stod Pendragon
over for sin største prøve.

Sakserne angreb os igen...
med store styrker.

Far!

Far!

- Du kom i tide, så du ser, jeg dør.
- Du dør ikke.

Lad os glemme denne verden,
min dreng, og tale om den næste.

Kom tættere på. Jeg fryser.

Kom, min dreng.
Og det blev enden på kongeriget.

Det er synd, du aldrig fik chancen
for at regere landet.

Du var blevet en god konge.

Far.

Far...!

- Arthur!
- Jeg ved det.

Der er ikke tid.

Jeg hidkalder Himlens og Jordens kræfter.
Hjælp mig nu.

Jeg hidkalder Gud i Himlen og
Gudinden på Jorden. Hjælp mig nu.

Du kaldte på Gud og Gudinden.
Gudinden svarer dig.

Hør her, Arthur.

Du er rede til at blive konge.
Og det bliver du-

-hvis du har Avalons støtte.

Avalon vil løfte dig, hvis du
bevarer Gudinden i mændenes hjerter.

- Sværg på det.
- Jeg sværger.

Så se på alteret. Det er Excalibur.
Avalons store sværd.

Du har Gudindens velsignelse.
Du har styrken til at trække det ud.

Tag det, Arthur.

Tag det og reger landet.

Tag det, Arthur.

Tag det og reger landet.

Arthur.

Til mig.

Følg Excalibur.

Til mig, britiske mænd! Til mig!

Arthur vendte slaget, og sakserne
forsvandt fra vores kyster...

...for en tid.

Da kroningen nærmede sig, var det,
som om alle britere var i Camelot-

-for at fejre begyndelsen på en ny æra.

Selv Kong Lot af Orkney
var kommet fra de skotske øer-

-med min tante Morgause
som sin hustru og dronning.

- Mit kære barn.
- Det kan du ikke kalde mig mere.

Morgaine.

- Er det min kusine, mor?
- Ja, det er.

Det er Gawain, vores førstefødte.

- Det er en ære at møde en præstinde.
- Æren er på min side.

Jeg har hørt interessante ting om Avalon.
I skulle gøre jer små-

-og ride på spurve.

- Fantasien overgår virkeligheden.
- Det glæder din mor, at du kom.

Hvor er hun?

Mor.

Mor.

Jeg mistede alle sammen.
Alle de år, da du var en lille pige.

Jeg skulle have været sammen med dig
og ikke Viviane.

Du havde intet valg, mor.

Han plejede at sidde lige der,
når han var hjemme.

Lad ikke din sorg forhindre dig
i at fejre Arthurs tronbestigelse.

Når Arthur er kronet,
tager jeg til Glastonbury.

- Tag til Avalon med mig.
- Jeg har ydet nok til Avalon.

Din mor har mange kristne venner.
De vil være gode ved hende.

Vil det sige, du vil aflægge et løfte?

Jeg har lagt to mænd i graven.
Jeg vil aldrig elske igen.

Nu må jeg have tilgivelse for det,
jeg gjorde ved din far.

Og den får jeg kun i Glastonbury.

Husk... at I er Camelots fremtid.

Se dem.

Pas på øjnene.

Hold skjoldet oppe, Kay,
ellers hugger Bevedere halsen af dig.

Værsgo, min ven.

Sådan går det,
når man vil lære sin konge at slås.

Næsten konge.

- Endnu en brud til dig.
- Kom. Du må møde hende.

Hun er speciel. Biskoppen ønsker,
at jeg gifter mig med hende.

- Du er altid velkommen i Camelot.
- En ære at tjene så modig en kriger.

Så mød endnu en, min gode ven Lancelot.

Vil du løfte dit slør?
Du har en uretfærdig fordel.

Lancelot. Guinevere af Loedekrantz.

Nå, sig noget.

Til tjeneste.

Han er en mand af få ord,
men vores bedste soldat.

Hvem er det deroppe på balkonen?

Kan du ikke genkende din egen søster?
Det er Morgaine fra Avalon.

Undskyld, men jeg må hilse på min søster.

Hvor er min lillebror?

Han er her. Han er stadigvæk her.

Skal vi hente hestene? Nej, en.
Og ride på en som før.

- De gode tider er vendt tilbage.
- Du har mødt hundrede prinsesser.

Nu skal jeg vise dig noget.
Kan du se den pige dernede?

Lov mig, at du ikke siger det til nogen.

- Vi skal giftes.
- Elsker du hende?

- Det kommer jeg til.
- Der er en anden, ikke sandt?

- Nej.
- Prøv ikke at narre en præstinde.

Jo, der har været en anden.
Det var en vidunderlig nat.

- Men...
- Hvorfor presser du mig?

Det må en søster. Hvad hedder hun?

- Det ved jeg ikke.
- Spurgte du ikke?

- Vi talte ikke sammen.
- Skal du møde hende igen?

Det ville jeg gerne,
men jeg ved ikke, hvor hun er.

- Hvordan ser hun ud?
- Det ved jeg heller ikke.

- Hvordan kan du undgå det?
- Hun havde maske på.

Det var indvielsesfesten i Beltane.

Der blev jeg indviet. Vi elskede.

Det var det, jeg altid havde drømt om.

Der var noget ved den piges øjne,
som altid vil holde øje med mig.

Arthur!

Jeg må gøre min pligt.

Du kommer også, ikke?
Du må møde min tilkommende.

Min tante Morgause brugte magi mod
den kvinde, hun besluttede at hade.

Ved ilden...

...ved stenen...

...ved vandet...

...og ved luften...

...forbander jeg dig.

Guinevere Loedekrantz. Måtte du
være forbandet i al evighed.

Jeg sværger ved Excalibur,
at jeg, Arthur Pendragon-

-konge af Britannien, vil herske
ligeligt mellem druider og kristne.

Alle må tilbede, hvem de ønsker.
Min hånd for retfærdighed.

Et kongerige. Det gamle og det nye.

Et forenet kongerige her i Camelot,
som vil forsvare sig mod barbari.

Brødre og søstre!

I dag fejrer vi ikke en,
men to glædelige begivenheder.

I dag har vores konge
sværget Britannien og Avalon-

-Vorherre troskab.

Og han har lovet at gifte sig
med den kristne prinsesse-

-Guinevere Loedekrantz.

Han har folkets empati. Hvis nogen
kan redde Britannien, er det ham.

Han må gøre det i sin egen levetid.

- Hvad har du gjort?
- Ingen af hans sønner får tronen.

Det får vores.

Længe leve Kong Arthur!

Hvad er der galt?
Var det spændingen derinde?

Nej, det er ikke det, Morgause.

Jeg tror, jeg er frugtsommelig.

Efter kroningen
besøgte Arthur grænselandet.

Guinevere blev beskyttet af Lancelot.

Arthur er den fødte leder. Jeg ville
ikke lade stammefolket kæmpe alene.

Det er, fordi du er kriger, Lancelot.
Du vil gerne deltage.

Du må tro, jeg er enfoldig.

- Lancelot!
- Guinevere!

- Kom du noget til?
- Nej, jeg har det fint.

- Du satte livet på spil for mig.
- Det er min pligt.

- Din hengivenhed rører mig dybt.
- Den er uendelig.

Jeg må have lettet mit hjerte.

Og så taler vi aldrig mere om det.

Jeg drømte om dig i Glastonbury.

Du fjernede sløret til Avalon
og bar mig derind.

Det var ikke en drøm. Jeg var der
med Morgaine. Hun bar dig derind.

Men jeg bad hende om det.

Du mærkede det også.

- Jeg har aflagt ed for Arthur.
- Som jeg.

- Så har vi intet at tilstå.
- Jeg har syndet med dig i tanken.

- Tanker er ikke handlinger.
- Biskoppen siger, tanke er handling.

Mine tanker står ikke
til regnskab over for biskoppen.

Ellers brændte jeg i Helvede i 1.000 år,
hver gang jeg så dig.

Helvede er meget sand for mig.
Vi må glemme det her.

- Hører du? Sværg.
- På hvad?

- At du intet gør.
- Jeg vil ikke synde mod kongen.

Hvorfor vil du ikke sværge?

Nej.

Der må intet være imellem os.

Vel, min kære?

- Jeg er bange.
- Selvfølgelig.

Vær ikke bange. Jeg har selv prøvet det.

Inden jeg blev gift. Det smager også godt.

Værsgo. Tag din medicin.

Drik, Morgaine. Så er du fri.

Drik.

- Hvad laver du?
- Hun bærer et uønsket barn.

- Jeg hjælper hende af med det.
- Forlad os, Morgause.

Jeg er ikke et lille barn, Viviane.
Heller ikke en af dine præstinder.

Jeg er dronning. Lot af Orkneys hustru.

- Du kan ikke give mig ordrer.
- Jeg sagde, du skulle gå.

Hvor kunne du gøre det mod mig? Mod os?

- Du skulle intet vide.
- Men jeg ved det nu.

Hvor kunne du arrangere
noget så vederstyggeligt?

Det er min hellige pligt. Du og
Arthur er den sidste forbindelse-

-mellem dette land og tågernes land.
Forbindelsen svækkes år for år.

- Den må holdes i live.
- Og ofre alle, du har elsket?

Ja, også min egen sjæl.

Det er, hvad det vil sige,
at være Søens Lady.

- Det vil du også opdage.
- Vil jeg det...?!

Hvad skulle din oplæring og
lidelse ellers gøre godt for-

-hvis ikke det var
for at blive min efterfølger.

Du har sjælens storhed, Morgaine.
Det har jeg altid vidst.

- Jeg venter barn med min egen bror.
- Det er Arthurs efterfølger.

Skal Morgause myrde det ufødte barn,
så hendes søn kan gå i hans fodspor?

- Nej.
- Så bliver deres barn tronfølger.

Hvorfor skulle hun
ellers bekymre sig om dig?

- Jeg tror ikke på det.
- Så lad hende forme landets skæbne.

Morgause tænker kun på sig selv.

Dine motiver er muligvis ædlere end
hendes, men vi er brikker i et spil.

Hvad måtte min mor ofre for Avalon?
Uther slog min far ihjel for dig.

Min stakkels bror, Arthur-

-som var et lille barn og
elskede mig som ingen andre.

Og jeg elskede ham.

Se, hvad du har gjort mod os.

Du forvanskede vores kærlighed
til skam for Avalons skyld.

Nej! Jeg vil ikke myrde mit barn-

-men han kommer ikke til Avalon.
Han skal ikke føje din vilje.

- Jeg kan oplære ham til stor regent.
- Han kommer aldrig til Avalon.

- Ingen af os vil være som en brik.
- Du har sværget at adlyde Gudinden.

Jeg aflagde hende en ed, ikke dig.
Jeg afviser dig. Hører du?

- Du må adlyde.
- Aldrig.

Jeg kunne kun
tage med Morgause og Lot til Orkney.

Der kunne mit barn forsvinde
i børnemylderet i Lots borg.

Æd og mor jer. Ingen skal sige,
jeg ikke holder stort hof.

End ikke i vinterens mørke.

Jeg har gemt det bedste til dig, Morgaine.

Sagde du ikke, at det bedste til
en frugtbar kvinde var hjortelever?

Når den spises rå.

Barnet er på vej.
Få hende op på hendes kammer.

Det skal nok gå.

Vent, hustru. Du iler for at få
vores søns rival bragt til verden.

Hvis dette barn dør, og Guinevere
ikke føder Arthur en arving-

-bliver vores søn konge. Overvej
det, mens du hjælper barnet på vej.

Overvej det grundigt.

Synk. Pres.

Pres!

Morgaine!

Morgaine!

Hvorfor er du skjult for mig? Morgaine!

Hun kan ikke amme endnu.
Stakkel. Men ammen er klar.

- Skal jeg tage ham? Kvinden venter.
- Ikke endnu.

Mor.

- Ja, mit barn.
- Tilgiv mig, mor.

- Tilgive dig hvad?
- Arthur.

- Han ved det ikke.
- Er Arthur faderen?

Sig det ikke til ham. Sig det ikke, vel?

Lad mig holde ham.

Lad mig holde ham. Bare en gang.

Forsvind.

- Hvad er det her? Barnet lever.
- Og skal forblive i live.

- Hvorfor?
- Det er Arthurs barn.

- Kongens søn. Sagde hun det?
- I sin febervildelse.

- Hun ved ikke, jeg ved det.
- Kongens søn.

Uanset hvor mange sønner, han får,
er det her altid hans førstefødte.

Det er vores hemmelige våben.
Tænk på det.

Hans kød, blod og arving,
men min befaling.

Min indflydelse.

Jeg lærer ham at få større behov
for mig end for Morgaine.

Og med tiden bliver Britannien vores.

Han skal have sit første måltid.

En ny og frygtelig magt blev sat fri.

Hele Britanniens skæbne
blev for altid ændret.

Det var, som om mit liv forsvandt i
tågerne. Alt, jeg elskede, var væk.

Jeg troede ikke, jeg kunne miste mere.
Men hvor tog jeg dog fejl.

Men i Camelot så det ud,
som om Solen atter skinnede-

Under ledelse af en god, tapper mand
med ridderne om det runde bord-

-var der fred i vores plagede land.

Arthur var kongen, alle havde håbet at få,
og Guinevere hans dronning.

- Jeg har savnet dig. Er du syg?
- Jeg bløder igen.

- Hvorfor bekymrer det dig så meget?
- Så har jeg ikke givet dig en søn.

Vi er stadig unge. Vi har god tid.

Klæd dig på. Tropperne er vendt
sejrrige tilbage, som lovet.

De forventer at se
dronningen ved min side.

Arthur!

- Hvad er der, Morgaine?
- Jeg har det fint.

- Endnu en ond drøm.
- Hvorfor har du mange onde drømme?

Sådan er nogle født. Ligesom nogle
har brunt hår og nogle gult hår.

- Nogle er synske...
- Ikke endnu. Han er alt for ung.

Det er sært, at jeg er distraheret,
når her er så stille.

- Hvorfor tager du ikke til Camelot?
- Hvad så med mit barn?

- Vi skal nok klare os, ikke?
- Du har vundet hans kærlighed.

Vi er tvillingsjæle.
Nu får jeg ham helt for mig selv.

Lov mig en ting.

Lad aldrig Viviane få fingre i ham.
Hun vil opfostre Mordred.

Det lover jeg.

Så oprandt dagen, hvor jeg kom
til Camelot, Britanniens hjerte.

Og det sted, jeg tilbragte
barndommen med min lillebror.

Riddere.

Min søster er vendt tilbage fra Orkney.

- Kan du huske Gawain?
- Morgaine.

Percival... Gallahad... Accolon.

- Jeg hører, du blev oplært på øen.
- Ja, til præstinde.

Jeg vil gerne lære
om mysterierne i den skjulte verden.

- Vil du også præsentere mig?
- Min dronning.

Vi mødtes, men talte ikke sammen.
Jeg bør knæle for dig, Morgaine.

Du var kongens foretrukne længe før,
jeg kom.

Kom. Lad os tale som søstre,
for vi er søstre.

Jeg vil ikke foregive,
at jeg ikke er bange for dig.

- Jeg nærer mistro til din tro.
- Men dit hoved siger, vi er ens.

- Noget i den retning, men...
- Vi kan ikke være mere forskellige.

- Du er en dygtig tankelæser.
- Så dygtig som enhver kvinde.

Men din oplæring, Morgaine...
må have været til nytte.

Lærte Avalon dig om urter
og forbandelser?

Selvfølgelig.

Sig, hvad jeg tænker på nu.

- Det kan jeg ikke gætte.
- Så siger jeg det højt.

Der findes urter, der kan gøre
kvinder frugtbare, ikke?

Er det dét, du vil?

Gør det nu ikke sværere, end det er.

Der findes noget,
men det ville du aldrig røre.

Sig, du ikke er en heks.
Sig, det ikke er djævlens værk.

For denne ene gangs skyld vil jeg tro dig.

Du får det ved nattetid i Beltane.

Sådan, min gamle ven.
Du vil galoppere som en plag.

- Du er god til heste.
- Bedre end til mennesker.

Alle mennesker? Eller bare nogle?

Jeg mener kvinder.
Man skulle tro, du havde en brud nu.

Eller længes du stadig efter den kvinde,
du ikke kan få?

- Rygterne taler ikke sandt.
- Sig frem. Det var jo min skyld.

Jeg fik hende ind i din verden.
Jeg vidste ikke, hvad det medførte.

Jeg elsker Arthur mere end nogen anden.

Alt andet i mit hoved og hjerte
bliver i mig, til jeg dør.

Ved du, hvad der er i mit hoved og hjerte?

Jeg føler, jeg har mistet dig.
Ingen har rørt mig som du.

Og jeg længes stadig efter dig.

Jeg har kæmpet mange kampe...

...men ingen som den dag i Avalon.

Kom i seng, Arthur.

Månen tiltog og aftog,
og det blev tid til frugtbarhedsritualet.

- Det vil gøre mig frugtbar.
- Det kan virke bedre end beregnet.

- Gudinden går sine egne veje.
- Det virker passende.

Beltanenatten, men jeg er ligeglad.
Lad dem bruge magi-

-hvis Gudinden giver mig et barn...

Drik, mænd. Drik! Vi holder
vores egen Beltanefest her.

Hvor vi er i sikkerhed.

- Går du uden lys?
- Der er lys nok der.

Det er farligt med den ild.
Præsterne kan ikke lide det.

Præsterne får mere magt.

Men i aften... kun i aften...
kan vi glemme præsterne.

Skal vi gå, my Lord?

Åh, min dronning.

Guinevere og Lancelot.
De to, jeg elsker mest i verden.

Elsker I mig?

Nogle gange tror jeg,
Lancelot er den bedste af os.

Op med dig.

Kom så. Læg jer her, begge to.
Jeg vil tale med jer.

Hvis en drink ikke hjælper,
får jeg det aldrig sagt.

Guinevere har intet barn.

Tror I ikke, jeg kan se,
hvordan I to ser på hinanden?

Jeg må tale færdig...

...om jeg så
må beordre dig til at være tavs.

Min hustru tror, det er
hendes skyld, vi ikke har et barn.

Jeg tror, det er mig. Nogle gange
er det mandens skyld. Selv en konge.

- Bliv nu ikke ved, Arthur.
- Mit kongerige skal have en arving.

Ellers går alt det, jeg kæmper for, tabt.

Din søn, blevet til i kongens seng,
ville blive tronfølger, Lancelot.

Hellere det, end en af Lots sønner, ikke?

Biskop Patricius ville sikkert sige,
det var en meget alvorlig synd.

Jeg siger, det er en større synd,
hvis jeg ikke har en tronfølger-

-og lader kaos råde i kongeriget,
som før min far kom på tronen.

Min ven... Min fætter.

Vil du gøre det for mig?

Det må my Lady bestemme.

Jeg har aflagt min ed til dig.

Ja, og at adlyde mig som din mand.

Vores forfædre
gjorde det samme uden skam...

...med de samme guder som vidne.

Vi vil være sammen.
Og hvis vi får det barn, vi ønsker-

-er der ingen af os, der kan være sikre.

Og du ville kunne sværge på...

...og tale sandt...

...at barnet blev til i kongens seng.

Gid, du var en ubetydelig mands søster.

Godmorgen, fætter.

- Du gav hende en amulet, ikke?
- Guinevere?!

- Det fortalte hun.
- Det var ikke til dig.

Ikke det?

Jeg anede ikke, det var dig.

Så er Gudindens veje uransagelige.

Kongen inviterede mig
i seng med dronningen.

Alle tre?

Hvordan kan jeg... skrue tiden tilbage?

Hvordan kan jeg sidde ved hans bord?

Hvordan kan jeg knæle for ham
og tjene ham?

Du kan ikke bebrejdes,
fordi du elsker Guinevere.

- Hvad kan jeg gøre?
- Glem det.

Vi lægger hovederne i blød.

Jeg turde ikke håbe,
men så sagde Morgaine, der var håb.

Og så talte jeg med ham,
og så spurgte han mig.

- Hvem spurgte dig?
- Lancelot.

Jeg er Englands lykkeligste kvinde.

Bad Lancelot dig om at blive hans hustru?

Og du sagde ja.

Selvfølgelig gjorde du det.
Hvad kunne være mere naturligt?

Deres majestæt.

Du har en meget god mand,
men kan jeg give min konge et barn? Nej.

Det er det, du vil hviske til alle.
"Dronningen bløder igen."

Forsvind.

- Der er to muligheder. Nord...
- Arthur!

Overtag for mig.

- Det var så din ven og din søster.
- Fald ned, Guinevere.

- Hvad er det, der...
- Blødninger. Jeg er ikke med barn.

- Kære dronning...
- Jeg fik gift af en heks.

Jeg sov med dig og din ven og
overgav mig til dine lyster.

Omsonst. Intet barn.

- Hvor er mit barn?
- I Guds hænder. Ikke vores.

- Græd ikke.
- Gud belønner ikke syndere.

Vi er alle syndere. Det ved Han.
Og Han forstår det.

Ved Han, at du værdsætter hedninge
på lige fod med kristne?

Og slås under Modergudinden,
som var hun som vor Himmelske Fader.

Vores Fader er muligvis i Himlen,
men Gudinden er vores alles moder.

Ikke min. Hun har ikke givet mig
et barn. Og det vil Gud heller ikke.

Du siger, du er god,
men du dømmer mig til goldhed-

-på grund af en ed
aflagt til nogle malede vilde.

Jeg foragter dig.

Du er hverken en god kristen,
en god hedning eller god mand i mine øjne.

Og så blev Lancelot gift med Lady Elaine.

Kunne han ikke gøre mig lykkelig,
fyldte han da hendes sjæl med glæde-

-og helede de sår,
han havde fået af Avalons magi.

- Er min mor kommet, gamle druide?
- Din mor sender sin velsignelse.

Hun kunne nok ikke bære at se
dig gift under de kristne bannere.

Vi besøger hende på vej til Pellinore.

Tak, Morgaine.

Søens Lady er syg om hjertet,
fordi du holder dig fra hende, Morgaine.

Jeg tænker ofte på hende,
men følger mine blødninger.

- Hvordan har Viviane det?
- Hun savner dig ved sin side.

Hun handlede, som hun gjorde,
for at tjene Gudinden.

Selvom du afviser hende, tror jeg
ikke, du afviser den gamle tro.

- Hvilket jeg beundrer.
- Det er Accolon af Wales.

Han er også stærk i sin gamle tro,
som hans far, Uriens.

- Vi har allerede mødt hinanden.
- Skal vi danse?

Får du dine ryttere ned fra bakkerne
i Wales, kan vi fange jyderne-

-før de bryder fronten ved Avon.

Skal ske, Deres majestæt.

- Hvad med den gunst, jeg ønsker?
- Kong Uriens er enke og vil giftes.

Jeg spurgte, om en ved hoffet
ville være dronning af Nordwales.

- Morgaine.
- Morgaine...?!

- Er hun ikke lidt for ung?
- En ældre ville gøre hende lykkelig.

Hun er ikke en kåd ungmø.

- Hvad siger du til det?
- Kongens søster.

Det ville være en ære,
hvis hun vil have mig.

- Det drøfter vi senere.
- Tak, my Lord.

- Morgaine? Til Uriens.
- En god mand af den gamle tro.

Og en vigtig allieret.
Lad os i det mindste spørge hende.

Jeg tror, jeg kender svaret.

- Du har fået et ægteskabstilbud.
- Det har været bragt på bane.

Du er blevet bedt om at gifte dig
med kongen af Nordwales.

- Det er langt fra Camelot, søster.
- En af den gamle tro vil vie jer.

Jeg kan ikke foregive,
at det overrasker mig.

Hvorfor har han ikke sagt,
han har talt med dig?

Hvad skal jeg sige til ham?

Sig, jeg med glæde vil bo i Nordwales.

Det glæder mig, Morgaine. Meget.

Mine venner...

På denne lykkelige dag
har jeg endnu en glædelig nyhed.

Min søster, Morgaine, skal troloves
med Kong Uriens af Nordwales.

Et øjeblik begreb jeg intet,
men så gik det op for mig-

-jeg var blevet narret til at gifte
mig med faderen og ikke sønnen-

-og der var intet at gøre.

En afvisning havde ydmyget Uriens
og kostet min bror Wales' loyalitet.

Jeg var fanget...

...som en flue i et spind.

- Hvordan kunne du lade det ske?
- Jeg kunne ikke gøre meget.

Først tager de Pendragons bannere
og så Morgaine. Den eneste-

-der kunne holde Gudindens ånd i
live i Camelot, skal til Nordwales.

Hvorfor? På grund af et kristent fjols.

Jeg har mistet min styrke, Viviane.

Jeg føler ikke længere
Gudindens styrke i mig.

Du er bare træt, Merlin.
Det har været en lang rejse.

Jeg er mere... end bare træt.

Der er urter nok i Avalon
til at give dig styrke igen.

Gå ikke fra mig.

Stakkels Merlin.

Jeg er også træt. Jeg havde håbet,
Morgaine ville træde i mit sted.

Der er måske ingen, der vil, Viviane.

- Avalon dør måske med os.
- Vi har stadig den unge Mordred.

Han er vores største håb.

Vi kæmpede længe sammen... du og jeg.

- Du har været en værdig partner.
- Jeg har lært alt af dig, Merlin.

- Vi vil kæmpe i mange år.
- Nej, jeg vil ikke se flere krige.

Men du vil fortsætte...

Du har altid ofret alt for Avalon...

...og med glæde.

Merlin...

- Har jeg spildt mit liv?
- Nej.

Vi gav alt til Avalon,
fordi vi ikke havde noget valg.

- Fejlede vi?
- Nej.

Vi gjorde, hvad vi mente, var det rigtige,
hvert eneste øjeblik.

Nogle gange var vi stædige...

...men vi levede lidenskabeligt
og forpligtede os.

Det skal vi være taknemmelige for.

Find lykken.

Bare et glimt af lykke...

Som kun... er dit.

Jeg tror, Gudinden...

...bor i vores menneskelighed...

...og ingen andre steder.

Merlin.

Merlin.

Merlin.

Underligt nok blev jeg lykkelig
med Kong Uriens i Wales-

-i nogle år.

Da Accolon kom, var der en tid,
hvor vi var en familie.

Men i det høje nord
under Morgauses indflydelse-

-blev min søn, Mordred, til mand,
en mand, som ville ødelægge os alle.

- Stands, heste!
- Hvad sker der?

Før mændene tilbage til Orkney, Lucius.
Tag vejen langs floden.

- Vi ses i aften.
- Javel. Kom med.

- Viviane.
- Du kender mig.

Selvfølgelig.
Velkommen til Lothian, Søens Lady.

- Det er, som om du havde ventet mig.
- Jeg kunne mærke dig, inden du kom.

Du har en plan for mig.

Gudinden har brug for en ridder.

Du har allerede en. Han hedder Arthur.

Avalon kan ikke regne med Arthur.
Han ønskede os ikke i Camelot.

Og han har ingen arving.
Vil du være arvingen?

Hvorfor skulle nogen
anerkende mig som arving?

Fordi du er hans søn.

Hans søn...?

- Men min mor er hans søster?!
- Blodet er fra samme stærke linje.

Du har magi i blodet, Mordred.
Du har også evnerne, og det ved du.

Hans søn... Arthurs søn.

Med hans egen søster.
Ja... jeg har evnerne.

Det har jeg altid vidst. Mænd føjer mig.

Landets fremtid er i dine hænder, Mordred.

Tager du udfordringen op,
eller bliver du her i det skotske vildnis?

Du har formet mig, som var jeg af ler.

Hvad tror du, mit svar vil være?

Forsvind.

- Hvorfor sagde du ikke noget?
- Hun har været hos dig, ikke?

Hvorfor sagde du ikke, hvem min far er?

- Jeg ventede, til du var parat.
- Jeg er parat.

- Viviane mener, jeg er parat.
- Viviane...?! Hun er hensynsløs.

Hun avlede dig via sin niece og nevø.
Hun så tyve år ud i fremtiden-

-og ville måske få brug for dig.

Til gengæld
lægger hun magten i mine hænder.

Ikke kun hende.

Jeg sikrede mig,
at Arthur og Guinevere ikke fik en søn.

Jeg forbandede hendes skød.

Du vil altså se mig på tronen...

...med dig som dronningemoder?!

Ja. Der er intet at gøre lige nu.
Arthur har aldrig stået stærkere.

Enhver, der løfter en hånd,
flås i småstumper af hans riddere.

Kan jeg ikke slå ham straks?

En magt, vundet på den måde,
varer ikke ved.

Hør noget klogt. Din fjende er,
at kongen er så elsket.

Britanniens kærlighed må gøres mindre.

- Hvordan?
- Ved at gøre ham til skamme.

Ingen er fejlfri.

Hos kongen er det dronningen.

Jeg kan ikke lide tanken om,
at denne store konge-

-min far er min fjende.

For Avalons skyld
må han nedgøres til intet.

Jeg vil hellere elske ham, som andre gør.

Jeg vil gerne se min mor, Morgaine-

-som fødte mig som min mor.

Ikke som præstinden eller Gudinden.

Jeg er træt af guder og gudinder.

Jeg er træt af min skæbne.

Hvilken romer sagde: "Ingen mand
er lykkelig, før han er død".

Min opgave er at sørge for,
at min far opnår den største lykke.

- Du bliver fuld, min kære.
- Ja. Så lad det ske.

Jeg drikker på død og vanære.

Og Herren sagde til Abraham,
jeg skænker dig en søn.

Fra hans lænder kommer et folk,
så mange som stjernerne på himlen.

Og de skal arve Jorden.

Tilgiv mig, my Lord, at jeg kom uanmeldt.

Jeg er Mordred af Lothian.
Jeg vil blot tjene.

Jeg har hørt om din dåd. Du slog
saksere, der var syv fold i overtal.

Jeg har forhørt saksere i min
varetægt. De planlægger en invasion.

- Men de har været fredelige i ti år.
- I al den tid har de bygget skibe.

Kender jeg dem ret,
er det ikke sølle træfninger.

- De tager landet fra kyst til kyst.
- Det kunne være sandt.

- De har aldrig været så stille.
- Slå mig til ridder.

Lad mig hjælpe hæren med min taktik,
så slår vi dem... ved min ære.

My Lords... En ridders pligt
er at møde alle gæster.

Nu har jeg en grund
til at straffe denne uforskammethed.

Hvor har du lært at slås sådan?
Er du en af mine mænds sønner?

Ikke en af mændene.

Jeg lærte aldrig min far at kende,
men virker jeg bekendt-

-er det måske min mor, man ser i mit
ansigt. Hun er din søster, Morgaine.

Morgaines søn. Det er utroligt.

- Ham ville hun da have nævnt.
- Ja, det ville hun.

Men noget sørgeligt må være hændt
da jeg blev til.

Jeg voksede op i Orkney
hos min tante, Morgause.

Og du har alligevel royale manerer
som Morgaine. Kun min søsters søn-

-kunne marchere herind på den måde.
Der er ingen tvivl om, du er hendes.

Velkommen til mit hof og til mit bord.

Sæt dig hos mig og fortæl mig alt.
Vi skal tale til den lyse morgen.

Byd min nevø velkommen.
Han er en af vores.

Da Kong Uriens døde,
kunne jeg ikke glemme Avalon.

Jeg vidste, at en fase af mit liv var slut,
og en ny skulle begynde.

Og selvom jeg elskede Accolon,
kunne han ikke tage del i det.

Morgaine.

Det var din fars yndlingsudsigt.

Jeg rejser snart.

Du kunne blive.

Tak.

Men når jeg ser dig, ser jeg ham.

Hvor tager du hen?

Jeg må tilbage til Avalon.

Troede jeg, Gudinden ville lette min
forsoning med Viviane, tog jeg fejl.

Sakserne er over os.

Kæmp!

Mine mænd siger, invasionen kommer
inden næste fuldmåne.

- Vi er rede.
- Undtagen i en henseende.

Hvis du skulle dø i kamp.

I kæmper videre. Lancelot kæmper videre.

Hvem bliver konge?
Der er ikke udpeget en efterfølger.

Det kan jeg ikke, når dronningen
ikke har givet mig en arving endnu.

Hun klynger sig til håbet.
Det vil jeg ikke tage fra hende.

Uanset kongerigets pris.

Vælger jeg ikke en af mit eget kød og blod,
skaber det krig indbyrdes-

-og sakserne sejrer.

Så vælg en af dit eget kød og blod.

Jeg er din søn.

Jeg... er din søn.

- Men Morgaine er din mor.
- Det var hende, du sov med.

Hun var jægermøen.

Du parrede dig med hende,
og I undfangede et barn.

Jeg er det barn. Jeg er kommet for
at kræve, hvad der tilkommer mig.

Nej, det er ikke sandt. Det er ikke sandt.

Du lyver for at få Arthur til at
forfremme dig ud over dit værd.

Sig til ham, det ikke er sandt, Arthur.
Sig, at du aldrig...

Du aldrig...

Det kan han ikke,
for han ved... jeg taler sandt.

I al den tid, hvor jeg ikke kunne
give dig et barn...

Mordred er hans søn.

I mange år hengav jeg mig
til min mand i Herrens navn.

I mange år... bad vi til,
at der måtte skabes liv i mig.

Men Gud hørte ikke vores bønner.

Han hørte dem måske...

...men det var ikke Hans vilje.

Hvad er så Hans vilje?

At en bastard fra et incestuøst forhold-

-skulle triumfere
over vores utrættelige hengivenhed?

Det siges, Hans veje er uransagelige.

Selvfølgelig.

Hvem er jeg til at forstå Guds vilje?

Tror du... Han straffer mig for den nat,
vi tilbragte sammen?

Det er ikke Gud, der straffer os.

Jeg tror, vi straffer os selv.

Ville det ikke være en trøst at tro-

-at vi skaber
vores egen Himmel og Helvede?

Det ville være en trøst.
Det ville det, Lancelot.

Gud giver dig måske ikke det,
du beder Ham om-

-men noget andet, som du ikke vil se.

Find det, Han tilbyder dig, kære Lady...

...og tag imod.

Endelig ankom jeg
træt og såret til Avalons grænser.

Det var,
som om jeg aldrig havde været væk.

Men så indså jeg, at min styrke
var forsvundet for længe siden.

Jeg var strandet udenfor,
som et barn der var låst ude.

Viviane havde svigtet mig.

Så hørte jeg en lyd, jeg ikke havde
hørt længe. Klokken i Glastonbury.

Min datter!

Min datter!

- Hvor har du været, mit barn.
- Jeg er så vemodig.

Kom.

Lancelot?

Forkert.

Løb!

- Kun du kunne gøre sådan, Mordred.
- I Kongens navn.

- Jeg anklager dig for højforræderi.
- Gawain. Hvor kunne du gøre det?

Jeg troede ikke for min død, det var sandt.

Klæd dig på. Jeg vil ikke have,
du skal møde Arthur skamløs.

Der er vidner nok på din skam.

Det glæder mig,
du kommer med os i stilhed.

Mor...?

Tag dig af dronningen,
indtil Arthur tager sig af hende.

Kom, my Lady. Tag kjolen på. Du vil
ikke stå skamløs foran kongen, vel?

Giv mig dit sværd, Lancelot.

Kom.

Stands! Lad dem gå.
Lad kongen afgøre deres skæbne.

Ingen i hele Britannien vil skjule dem nu.

De har trodset dig. Han har myrdet
en af dine mest trofaste mænd.

Jeg elsker dem begge.
Jeg vil ikke jage dem.

Jeg beder dig. Lancelot har begået
højforræderi mod Kronen-

-som jeg har svoret troskab ved mit liv.

Lancelot og Guinevere er del af mig.

- De er mit eget kød og blod.
- Ellers mister du hærens tillid.

Så er du kun konge af navn.

Jeg har ikke modet.

Jeg må lægge det i dine hænder.

Jeg kan ikke sige farvel her.

Jeg er ikke længere
nogens hustru eller elskede.

Fra nu af får ingen mit hjerte, kun Gud.

Jeg har mistet min konge og min ære.

Og nu...

Den dag, jeg så dig på stenene,
ringede klokken også.

Kan du huske det?

Hvordan skulle jeg kunne glemme det?
Vi var så uskyldige.

Jeg beder til, at der er en Himmel-

-og at du er en engel i den,
så når jeg dør-

-kan vi være sammen.

Jeg vidste, du ville komme.

Priorinde. Jeg vil bede om tilgivelse.

Og den kan du finde her.

Lidelse fører kvinder til Gud.

Da du forlod Camelot, savnede Arthur dig.

Jeg mente, min største synd var
at stå i vejen for jeres kærlighed.

- Hvordan har min bror det?
- Han er i stor fare.

- Han har brug for dig nu.
- Hvorfor? Hvad er der sket?

Det er din søn, Mordred.

Da jeg var på vej til Camelot
til min bror, mødte jeg folk-

-der flygtede fra kysterne.

Saksernes sidste angreb var begyndt.

Da var det, jeg mødte det menneske,
jeg troede, jeg ikke skulle se igen.

Jeg var lige bag dig meget af vejen.

Jeg var stolt og tilgav intet.

Jeg vendte dig ryggen,
men det gjorde mit hjerte aldrig.

Jeg ødelagde noget mellem os
i Gudindens navn.

Nu frygter jeg, at jeg har ødelagt
noget andet i hendes navn.

Forsvinder Camelot og Avalon i tågerne?

Jeg ser et land, der flyder med blod,
hvor der hersker kaos.

En æra er slut.

Jeg troede, jeg vidste,
hvad vi kunne forvente i Camelot.

Men ingen af os havde forestillet os det.

Jeg hedder Morgaine og er kongens søster.

Hvor er min bror?

Hvor er Arthur Pendragon?

Mor...?!

Sikken overraskelse.

Kom du for at se Arthur og ikke mig?

Du kom for at se din bror og
ikke den søn, du fødte ham.

- Velkommen til det nye Camelot.
- Det er afskyeligt.

Er du ikke stolt?
Vi holder stadig liv i troen på Gudinden.

- Det er ikke Gudindens væsen.
- Kender du hende bedre end jeg?

Du fik alt, og jeg fik intet.

Men en holdt hånden over mig.

Jeg er ligeglad med, hvilken gud det var.

Stammerne følger kun dig,
fordi du har Pendragons banner over dem.

Jeg er Søens Lady.

Jeg er ypperstepræstinde i Avalon.

Og hun førte jer bag lyset.

Det her er ikke Avalon.

Det her er ikke Gudindens vilje.

Det er hendes vilje.

Og det er mord og fordærv.

Min søster er en ond troldkvinde,
som vil destruere hele Camelot.

Før mig så til kongen.

Er det dig?

Er det virkelig dig?

Du er kommet tilbage til mig.

Min søster... Hvorfor sagde du
intet om vores barn?

- Hvorfor holdt du det for dig selv?
- Smerten var ikke blevet mindre.

- Du har altid passet på mig.
- Jeg har gjort min pligt.

- Nu må du gøre din.
- Hvilken pligt har jeg?

At beskytte landet mod saksernes invasion,
som aldrig er set før.

- Jeg er en synder og er svag.
- Vi har begge syndet.

Skal synderne trække os ned,
så vi skal trygle præsterne om tilgivelse?

Eller skal vi hæve os over dem
og fuldbyrde vores skæbne på Jorden?

- Hvad er vores skæbne på Jorden?
- Du skal lede dit folk.

Rejs dig. Den saksiske invasion
er ved kysterne.

De tager Camelot. Du må ride ud nu,
om det så bliver din sidste kamp.

Sørg for at yde Avalon en sidste ære.

Arthur og de sidste riddere af det
runde bord red ud i den sidste kamp.

Vi vil kæmpe, som vi altid har gjort.

Som altid, min ven.

Han er på saksernes side.

Vores Fader i Himlen og Moder på Jorden.

Nu er jeg snart i jeres hus.

Lad mig være jer værdig.
Lad sværdet, jeg dør ved, rense mig.

Er der ære i den vej, I har udset,
så gør mig fortjent til den i dag.

Arthur!

Arthur!

Arthur!

Arthur!

Mordred!

Far!

Gudinden skaber balance i alt. Uden
hende sejrer destruktion og kaos.

Giv mig min hest.

Arthur!

Far.

Hvorfor er du blevet min fjende?

Tror du virkelig, jeg har været andet, far?

Arthur!

Mor...?!

Lancelot!

Tag mig hjem, søster.

Tag mig til Avalon.

Selvom Avalon havde afvist mig,
følte jeg dens sære kraft-

-som trak den døende konge og mig
tilbage til dens hellige bredder.

Jeg tvivlede på, om vi nåede Avalon.
Vores ulydighed gjorde måske-

-at vi måtte være fortabt
i glemslens tåger i al evighed.

Eller også forsvandt det, da Viviane døde.

- Kan vi ikke komme ind i Avalon?
- Gudinden har afvist os, Arthur.

Som vi har afvist hende.

Vi skal måske bringe hende et offer?

Giv det tilbage til Gudinden, Morgaine.

Det tilhører hende nu.

Vi er hjemme, Arthur.

Min lillebror.

Min elskede.

Vi er hjemme.

Avalon blegnede for menneskeheden.
Det var kun Glastonbury-

-der markerede,
hvor dens undere havde været.

Sakserne gjorde Britannientil deres,
og Gudinden blev glemt.

Eller det var jeg overbevist om i mange år.

Jomfru Maria, Guds moder, bed for mig...

Men til sidst indså jeg,
at Gudinden overlevede.

Hun var ikke forsvundet,
men var reinkarneret.

Kommende generationer
kan måske få hende tilbage-

-som vi kendte hende
i Avalons glans og herlighed.