All language subtitles for Estonia_2023_S01E

Her er Estonia.

Estonia, hvad sker der? Kom ind.

Mayday, mayday!

Kommer I os til undsætning?

Det ser rigtig skidt ud nu.
Rigtig skidt!

Estonia er ikke
en hvilken som helst ulykke.

Det er en utroligt omfattende
og alvorlig ulykke

med mange ofre og mange berørte.

Ulykken er den største tragedie
i Norden efter Anden Verdenskrig.

852 mennesker omkom.

760 ligger stadig på havets bund.

Estonia kæntrede og sank på få
minutter. Hvordan kunne det ske?

Tanken om, at vi skulle
glemme Estonia-ulykken

uden at være sikre på,
hvad der skete, er helt hen i vejret.

Min søn ligger et sted i Østersøen,
men ingen kan fortælle mig hvorfor.

Jeg forstår ikke den dag i dag,
hvorfor skibet sank.

Hvad skete der egentlig med Estonia?

Årsagen til ulykken
lader til at være

at bovporten
ikke var forsvarligt lukket.

Der var
flere sprængladninger om bord.

Havarikommissionen mørklagde

at den officielle
forklaring ikke stemmer.

Det er ikke bare en ulykke
og tragedie. Der ligger mere bag.

Efterforskningen fremstår
som et enormt bedrag.

En retsstat skal til bunds i sagen
for at finde årsagen.

Har man det synspunkt

at der skal graves dybere ned i det,
så respekterer man det.

Flere unge journalister
burde drage ud igen

og tage chancen med at dykke,
så længe vraget ligger der.

Hold da op... Det ser ud,
som om kystvagten venter på os.

Intet skulle stå til hinder for,
at unge journalister undersøger det.

Hvad er jeres hensigter?

Vi laver en dokumentar
om Estonia-ulykken.

Den finske kystvagt melder

at de tror, gravfreden ved Estonia
er blevet brudt trods advarsler.

Man kan ikke lade en færge
med 850 mennesker ligge

når sandheden ikke er kommet frem.

Jeg får ikke ro i sjælen,
før jeg får svar.

Før eller senere
kommer sandheden for en dag.

Vent. Hvad fanden?

For pokker da!

Det var flot vejr i Tallinn den dag.

Efteråret var længere henne
end i Stockholm.

I september var jeg fyldt 20 år.

Jeg tog til Estland for at hilse
på min far, som arbejdede der.

Jeg bestemte mig for
at rejse hjem en dag tidligere.

Jeg skulle hjem at arbejde
på et af mine mange bijob.

En kollega havde to fribilletter
og spurgte, om jeg ville med

for at se, hvordan det så ud
efter løsrivelsen fra Sovjet.

I 1994 var jeg en kristen pige,
som skulle på bibelskole.

Turen til Estland var en tradition
for bibelskolen, tror jeg.

Det var min første
rigtige udenlandsrejse.

Jeg var lige blevet far.
Min datter var ikke mange måneder.

Det var første gang, jeg skulle
væk hjemmefra i længere tid.

Jeg rejste med Estonia,
fordi jeg skulle til konference.

Jeg var meget om bord på båden,
mens den lå i havn.

Jeg mindes,
da det lagde til i havnen.

Jeg var overrasket over,
hvor stort skibet var.

Det var ganske stort,
godt 150 meter langt.

For esterne var det stort og nyt.

Vi estere var stolte over at have
sådan en flot, moderne færge.

Det var nok også et symbol på,
hvordan vi på få år

havde gjort fremskridt
og kunne vise sådan en færge frem

for dem,
som tog til Estland for første gang.

Min far kørte mig til skibet
om eftermiddagen.

Da vi stod på parkeringspladsen,
ringede vi til mor.

Han havde en kæmpestor mobiltelefon.

Hun var bekymret for,
at jeg skulle sejle over Østersøen

i den kraftige blæst.

Stormvarsel:

Finske Bugt, den nordlige Østersø,
Ålandshavet, Skærgårdshavet.

I morgen: Vestlig eller nordvestlig
storm, 21 meter i sekundet.

Jeg kører lastbilen ind i færgen.

Jeg kører ind foran.
Bovporten står åben.

Da jeg stiger ud,
beder de mig trække håndbremsen.

Jeg ser ikke, at de gør
yderligere med bilerne.

Ingen af bilerne er surrede fast,
selv om det blæser.

Turen til Estland blev planlagt
god tid i forvejen.

Så ringede Hjørunds mor og spurgte,
om Hjørund måtte komme med.

Hjørund sagde,
at han havde lyst til at tage med

og jeg så ingen grund til
at sige nej.

Men tankerne har plaget mig senere.

Hvad hvis jeg havde sagt nej?

Vores kahytter ligger længst nede.

Helt nede under vogndækket.

Det var trange små kahytter.

Fire senge.
Ingen vinduer, ingenting.

Der bor man, når man rejser billigt.

Jeg syntes, at det var
vanskeligt at finde rundt.

Det var ikke tydeligt,
hvordan man kom omkring.

Det var forvirrende
med mange smalle gange.

Jeg bestemte mig for
at blive i cafeteriet natten over

i stedet for i den kvælende kahyt
under vogndækket.

Da skibet forlod havnen i Tallinn,
var vi snart på åbent hav.

Det begyndte hurtigt at gynge.

Jeg går rundt på skibet
og møder nogle kolleger.

Vi bestemmer os for at gå
på den såkaldte karaokebar

for der er ledige barstole.

Fartøjet hældte bare så meget,
at man ikke kunne blive siddende.

Admirals Pub hed den.

Det var karaokeaften på Admirals Pub.

Vi havde hørt, at det første par,
som sang, fik en gratis drink.

Mine venner sagde,
at vi skulle synge først

så vi fik den gratis drink.
Alkoholfri naturligvis.

Vi besluttede os for gospelhittet
"Oh Happy Day".

Der var mange på pubben,
og vi syntes, det var sjovt.

Så får vi den gratis drink.
Det var jo målet.

Så takkede jeg ellers af
og gik ned i min kahyt.

Det var sidste gang,
jeg så mine klassekammerater.

Ved titiden
bestemmer vi os for at gå i seng.

Min kollega havde sørget for,
at vi fik hver sin kahyt.

Grunden var,
at han snorkede så meget

at han syntes,
at jeg skulle få lov at sove alene.

Vi sagde godnat.

Min kollega gik til sin kahyt
på styrbordsside

og jeg til min på bagbordsside.

Klokken må have været
omkring midnat.

Jeg kan høre et digitalur,
som bipper. Det er ved midnat.

Lidt over midnat
hører vi to kraftige smæld.

Det lyder,
som om fartøjet sejler gennem is.

Det, der vækker os, er,
at skibet pludselig får slagside.

Min køje begynder at hælde.

Den hælder så meget
og forbliver sådan.

Jeg er ikke typen,
der løber ud uden tøj på

men jeg løber instinktivt ud
kun iført boksershorts.

Jeg runder hjørnet og ser

at der fosser vand ind langs væggen.

Jeg ved ikke, hvor vandet kommer fra,
men det får mig til at sætte fart på.

Slagsiden forværres gradvis.

Glassene skøjtede af bordene
og blev knust.

Jeg siger til mine kolleger,
at vi må forlade fartøjet.

Da jeg ilede op ad trappen,
husker jeg, at jeg hørte en alarm

der gjaldede uden ophør.

Flaskerne i taxfreebutikken
på femte dæk knustes.

For øjnene af mig
kom en drikkeautomat fri af væggen

for forbi mig
og hamrede ind i væggen.

En fyr råber: "Tag det roligt!"

Jeg sagde noget i stil med:

"Skide være med ham!
Der er intet roligt over det her."

Silja Europa. Viking. Estonia.

Estonia, Estonia.

Mayday, mayday.

Estonia, Silja Europa.
Udsender I mayday?

Estonia, hvad sker der? Kom ind.

Ja, vi har et problem.

Vi krænger kraftigt mod styrbord,
20 eller 30 grader.

Kan I komme os til undsætning
og tage Mariella med?

Mariella er bag os
og har nok fået oplysningen.

Kan du give os en position?

Vi er mørklagt, og vi...
Jeg ved ikke...

Modtaget.
Vi igangsætter de nødvendige tiltag.

Det er svært at nå udgangen.
Skibet hælder så meget

at det nærmest ikke lader sig gøre.

Der var mange omkring mig,
og de stod som forstenede.

Jeg mindes en, der står på en sofa.
Hun står bare og skriger.

Jeg ser, at hun skriger,
men jeg kan intet høre.

Jeg er på dækket,
hvor man går om bord.

Det er en stor åben hal.

For enden af hallen
ligger udgangen til dækket.

Der vil alle hen.

Vi er mange.
Alle holder fast i gelænderet.

Mister man taget i det,
falder man ned og dør.

Mens vi står der, er der en pige,
som mister taget lige foran mig.

Hun falder med høj fart,
slår hovedet og falder videre ned.

Jeg tænker: "Det vil jeg ikke se."

Da ser jeg, at gelænderet begynder
at løsne sig fra væggen.

Vi er nok 30, der holder i det
med alle vores kræfter. Det var...

Men der var en,
som lå på ydersiden af skibet

og strakte sig ned og hjalp folk op.

Vi hører skrig fra trappeskakten.

Vi prøver at hjælpe folk op.
Vi får 10-12 personer op.

Uden hjælp var vi ikke kommet væk.

Så går stort set samtlige lys
på redningsbådsdækket.

Jeg ser et skib langt væk.

Det går op for mig,
at situationen er meget alvorlig.

Det gælder liv eller død.

Jeg bestemte mig for,
at jeg ikke ville godtage at dø

som 26-årig
uden at have levet mit liv.

Jeg måtte gøre alt i min magt
for at overleve.

Silja Europa, Estonia.

- Estonia, Silja Europa.
- Kommer I?

Det ser meget skidt ud nu.
Meget skidt!

Spørgsmålet er ikke,
om man går ned eller ej, men hvornår.

Nogen klatrer op og prøver
at få redningsbådene fri

men fartøjet hælder så kraftigt,
at redningsbådene bliver liggende.

Båden får stadig større slagside.

Til sidst ligger den
nærmest 90 grader på siden.

Vi står på væggen. Jeg kan se
skorstenen ligge nede i vandet.

Det er et ufatteligt syn.

Da skibet lægger sig på siden, får
jeg fat i rælingen og klatrer over

ud på siden af fartøjet,
der bliver som et gulv.

Det føles helt uvirkeligt.

Sådan skal man ikke gå på et skib.
Det er vanvittigt.

Vi gik over koøjerne.

Vi ville ikke se ind eller tænke på,
hvad der var derinde.

Jeg har aldrig været
så bange i mit liv.

Jeg mærkede frygten
helt ud i fingerspidserne.

Det er koldt og smertefuldt.
Man mærker metallet mod kroppen.

Jeg har kun boksershorts på.

Mens jeg sidder der, ser jeg prikker
på horisonten. Det er andre skibe.

Da kom jeg i tanke om,
at jeg har et kamera i lommen.

Jeg udløser blitzen for at signalere,
hvor jeg er.

Da jeg tager billederne,
ser jeg ingen omkring mig

men da jeg får billederne fremkaldt,
ser jeg, at der sidder en person.

Mariella, Silja Europa.

Ja, her er Mariella.

Hej. Kan du se Estonia?

Nej, men jeg kan se en rød raket.

Ja, det er vel et blus. Vi ser det
på styrbordsside. Vi stævner derhen.

Jeg har et ekko på radaren
på omkring 50 km stik syd for mig.

Javel.

Det er der, raketten er,
så vi har 50 km igen.

Modtaget.

Det er store bølger,
som skyller op over skibet.

Jeg tror, det var da, at kaptajnen
begyndte at tude med hornet.

Det er signalet på,
at man skal forlade fartøjet.

Jeg ser to piger foran os.

Den ene spørger den anden,
om hun må holde hende i hånden

når de skal ud i vandet.

Min kollega ville have,
at vi skulle springe i vandet

men jeg sagde,
at vi måtte have noget at flyde på.

Der er koldt i vandet.
Man holder ikke længe.

Bølgerne kom nærmere og nærmere.

Til sidst sagde hun,
at vi måtte springe i.

Jeg tog hende i hånden,
og så sprang vi.

Jeg husker,
at jeg sank dybt ned i vandet

og jeg blevet trukket ned
i bukserne. Jeg blev hevet nedad.

Det til trods for redningsvesten,
og at jeg svømmede som en gal.

Jeg får et slag i hovedet.

Jeg slipper hende.
Så kommer jeg op til overfladen.

Hun er væk.

Jeg kunne mærke, at jeg sad fast.
Jeg var på vej ned med skibet.

Jeg gør alt for at komme fri,
men det lykkes ikke.

Jeg tænker på mor og går i panik.
Jeg tænker...

"Det går ikke."

"Mor, far og min søster
skal ikke til min begravelse."

Jeg tænker på alt, hvad jeg har lært
i skolen. Det vil jo være spildt.

Pludselig sprang
en redningsbåd op nedefra.

De løsnes ved et vist tryk.
Jeg svømmer hen mod den.

Vi driver væk fra skibet.

Jeg får det dårligt
og læner mig ud over for at kaste op.

Da ser jeg, at skibet synker.

Jeg kan se,
at kølen stikker højt op i luften.

Hele skibets forreste ende
står op som et kirketårn.

Jeg prikker den anden mand
på skulderen og peger på skibet

og så siger han:
"Der er nok mange, der dør nu."

Pludselig får jeg fat i nogle liner.
Det er kulsort omkring mig.

Efter en stund indser jeg

at jeg er havnet under en
redningsbåd, der vender på hovedet.

Jeg kan høre og mærke,
at nogen prøver at komme op.

Jeg er ivrig efter at give mig
til kende, fordi det går op for mig

at man i en redningsaktion
måske glemmer, at jeg er der.

Det vil jeg jo ikke have.

Vi sagtner farten nu.

Mariella sagtner farten.
Jeg fik ikke med, hvad du sagde.

Meget tæt på.
Der er masser af lys.

Det virker, som om der er en masse
redningskranse og lys rundtomkring.

Måske redningsbåde.

De er i vandet.

Godt. Vi nærmer os langsomt.
Er der ingen båd?

Nej, der er ingen båd her.

Vi opdager hurtigt,
at redningsbåden vender på hovedet.

Vi kan ikke slå taget op,
og vandet skyller ind over båden.

Den næste trussel er,
at man kan fryse ihjel.

Der er også fare for
at blive skyllet af båden.

Det er der flere,
der bliver i nattens løb.

Andre skibe kommer hurtigt til.
De lyser rundt med projektører.

Vi er standset nu.
Vi er meget, meget tæt på.

Det føles godt at vide, at de kender
til det, og at hjælpen er på vej

men jeg ved også,
at det er svært og farligt arbejde.

Vi risikerer at ramme folk.
Bør vi ikke sejle omkring?

Det er svært at sige hvor.

Jeg tror, det er lige så godt
at ligge og drive.

Vi kommer meget tæt
på Viking Mariella.

Folk i båden råber:
"Hjælp! Kan I se os?"

Det var livsfarligt,
hvis den lille gummibåd

ramte ind i siden på skibet
eller ind i skibsskruen.

Jeg syntes,
det var meget ubehageligt.

Vi er ved at blæse
nogle redningsbåde op

og sender dem ud,
hvis nogen kan få fat i dem.

Ja, det er vel den eneste mulighed.

Man er langtfra i sikkerhed.
Jeg ved, det kommer til at tage tid.

Vi sender en helikopter ud
fra Åbo nu

så gør helikopterdækket klar
til landing.

To helikoptere fra Sverige
er også på vej.

Modtaget.
Vi klargør helikopterdækket.

Modtaget.
Vi gør helikopterdækket klar.

Vi klargør helikopterdækket
på Symphony.

Vi gør også helikopterdækket klar.

- Vi har det også klar.
- Fint.

Jeg ryster hele natten.
Jeg fryser, og mine tænder klaprer.

En gang i løbet af natten
hører jeg pludselig et dødsskrig.

Et langt, langt dødsskrig,
som pludselig forstummer.

Derefter hører vi
ingen lyde eller stemmer.

Det var det eneste dødsskrig,
jeg hørte

men jeg kommer til at huske det
resten af livet.

Mens vi sidder i båden om natten

kommer der en kæmpebølge
og trykker taget ned.

En mand går i panik.

Han skriger, at vi må skære
båden op med en kniv.

Han bliver mere og mere forvirret.

Til sidst mister han bevidstheden
sent om natten.

Jeg tager fat i ham
og trækker ham hen til mig.

Jeg holder hans hoved oven vande.
Han skal ikke drukne.

Til sidst mærker jeg, at han
bliver stiv. Han er ikke i live.

Så skubber jeg ham fra mig.

Så ligger han der i båden.

Han kan ligge der.
Det gør ikke noget.

Det var mange,
som lå og flød i redningsbåden.

Der er en hårfin grænse mellem liv
og død. Der var ingen forskel.

Da dagen gryr, er jeg træt og kold.

Vi sidder i vand til livet,
alle sammen.

Vi har været der
i næsten seks en halv time.

Jeg er dødtræt og synker
længere og længere ned i vandet.

Jeg falder næsten i søvn.

Jeg begynder at tænke,
at det ikke er for sjov.

Jeg kan slippe taget
og glide ud i vandet.

Men så husker jeg, at jeg har
Wilma på ni måneder derhjemme.

Hun har brug for en far
meget længere end i ni måneder.

"Nej, det går ikke. Du må gøre
alt for at komme hjem igen."

Jeg hører det, jeg tolker
som lyden af helikoptere.

Jeg mente ikke, at helikoptere kunne
komme ud, når det blæser sådan.

Men der var helikoptere.

Vinden under rotoren er forfærdelig.
Vanddråberne føles som nåle.

Men det er fantastisk
at blive hejset op.

Da jeg endelig hører
helikopteren hænge over os

føles det, som om jeg ikke
orker mere. Nu må vi komme væk.

Jeg var dødhamrende træt.

Jeg råber til dem,
da vi hører helikopterne

at de ikke må glemme, at jeg er der.

Pludselig lyder et voldsomt drøn

og der hænger
en helikopter over os.

Da kan vi ikke længere
høre hinanden tale.

Det er egentlig utroligt,
at nogen har taget et billede af det.

Det er mig, der ligger i midten
næsten nøgen i boksershorts.

Da vidste jeg endnu ikke,
om jeg skulle overleve.

Jeg havde ingen kræfter tilbage.

Jeg er naturligvis glad for,
at billedet er blevet taget

så man kan se,
hvor grusom ulykken var.

Det føltes så umenneskeligt,
at man som ung måtte opgive livet

uden at få lov til
at tage afsked med nogen.

At man helt alene
ud i mørket måtte...

Vi har forberedt os på
at tage imod folk.

- Hele konferencesalen er gjort klar.
- Det er godt.

Efter en stund mærker jeg,
at der bliver slået på båden.

Det er redningsmandskabet,
som prøver at finde mig.

Efter kort tid tager han sin kniv
og skærer bunden op

og beder mig komme.
Jeg ligger og klamrer mig fast.

Til sidst
trækker jeg mig hen til ham.

Jeg får et stort kram.
Det er det første, der sker.

Så giver han mig selen på,
og vi hejses op.

Jeg kommer op som den sidste.

Glæden er enorm.
Nu er det ikke længere mit ansvar.

Der er andre, som tager sig af mig.

Jeg var så glad.
Jeg var så glad for at blive reddet.

Det er stærke følelser,
som vælder op.

Det er svært at beskrive.

Vi kommer lige fra området.
Vi har hentet seks overlevende

og sat dem af på Utö.
Vi løb tør for brændstof...

Kvæstede, omkomne og folk i chok
fragtes til sygehuset i Åbo.

Her har helikoptere fløjet
i pendulfart hele dagen.

Det er seks-syv helikoptere
og mange skibe i området.

Menneskene i vandet er voldsomt
underafkølede. Det er hårdt derude.

Der er høj sø.
Bølgerne er seks til ti meter høje.

Ikke alle kommer til at overleve.

De seneste timer
har vi kun bjærget lig

men vi fortsætter
og prøver at finde alle. Tak.

Min kollega...

Allerede i helikopteren spurgte jeg,
om de vidste noget

men det gjorde de ikke.

Det var først, da jeg kom hjem

at jeg fandt ud af, at han ikke var
blandt de overlevende.

De var jo blevet identificeret
og navngivet i aviserne.

Hans navn stod blandt de omkomne.

De fleste af de omkomne
ligger der jo endnu.

Det gør han også.

Da skolen begyndte igen efter det

var klasseværelset meget tomt.

Vi ommøblerede. Vi kunne ikke sidde
i et almindeligt klasseværelse

når 13 stole stod tomme.

Vi var 12, som tog fra Sverige
til konferencen.

Vi var kun tre, der nåede hjem.

Jeg sagde måske ikke ofte nok,
hvor meget jeg holdt af ham.

Jeg sagde det af og til, men jeg
ved ikke, om jeg fik sagt det nok.

Jeg ved heller ikke,
om jeg fik sagt, at han var

så dejlig en dreng, som han var.

"Når man mister sit barn,
mister man fremtiden."

Det skriver forfatteren
Naja Marie Aidt.

Da jeg tog på arbejde
den 28. September for 25 år siden

glædede jeg mig til
igen at være sammen med

min aktive og evigt nysgerrige søn
på seks og et halvt år.

Sådan skulle det altså ikke gå.

Denne dag for 25 år siden husker jeg
som en uvirkelig, ond drøm

langt fra virkelighedens verden.

Først nogle uger efter landede jeg,
og virkeligheden gik op for mig.

Det var ingen drøm

men måske den mest brutale,
et menneske kan komme ud for.

At miste et barn.
En del af sig selv.

Aldrig igen kunne jeg fortælle min
dreng, hvor meget jeg holdt af ham.

Jeg nåede aldrig at svare
på dine mange spørgsmål

og arbejdet med at være din far.

Men dine mange spørgsmål
tager jeg med mig videre.

Hvorfor sank Estonia?

Hvad skete der?
Hvem har ansvaret?

Hjørund gav sig aldrig,
før han fik svar.

Det gør jeg heller ikke.

Jeg får ingen ro i sjælen,
før jeg får svar på mine spørgsmål.

Derfor må der aldrig blive stille
om denne katastrofe

før nogen drages til ansvar,
og vi pårørende får svar.

Estonia kæntrede og sank på få
minutter. Hvordan kunne det ske?

Det er uantageligt, at så mange dør,
uden at nogen stilles til ansvar.

I mine 30 år i politik har jeg aldrig
været med til så tung en beslutning.

Tænker I på os og det helvede,
vi har måttet udstå?

Jeg tror, de vil dække
over årsagen til forliset.