Afrikaans
Akan
Albanian
Amharic
Arabic
Armenian
Azerbaijani
Basque
Belarusian
Bemba
Bengali
Bihari
Bosnian
Breton
Bulgarian
Cambodian
Catalan
Cebuano
Cherokee
Chichewa
Chinese (Simplified)
Chinese (Traditional)
Corsican
Croatian
Czech
Danish
Esperanto
Estonian
Ewe
Faroese
Filipino
Finnish
French
Frisian
Ga
Galician
Georgian
German
Greek
Guarani
Gujarati
Haitian Creole
Hausa
Hawaiian
Hebrew
Hindi
Hmong
Hungarian
Icelandic
Igbo
Indonesian
Interlingua
Irish
Italian
Japanese
Javanese
Kannada
Kazakh
Kinyarwanda
Kirundi
Kongo
Korean
Krio (Sierra Leone)
Kurdish
Kurdish (Soranî)
Kyrgyz
Laothian
Latin
Latvian
Lingala
Lithuanian
Lozi
Luganda
Luo
Luxembourgish
Macedonian
Malagasy
Malay
Malayalam
Maltese
Maori
Marathi
Mauritian Creole
Moldavian
Mongolian
Myanmar (Burmese)
Montenegrin
Nepali
Nigerian Pidgin
Northern Sotho
Norwegian
Norwegian (Nynorsk)
Occitan
Oriya
Oromo
Pashto
Persian
Polish
Portuguese (Brazil)
Punjabi
Quechua
Romanian
Romansh
Runyakitara
Russian
Samoan
Scots Gaelic
Serbian
Serbo-Croatian
Sesotho
Setswana
Seychellois Creole
Shona
Sindhi
Sinhalese
Slovak
Slovenian
Somali
Spanish (Latin American)
Sundanese
Swahili
Swedish
Tajik
Tamil
Tatar
Telugu
Thai
Tigrinya
Tonga
Tshiluba
Tumbuka
Turkmen
Twi
Uighur
Ukrainian
Urdu
Uzbek
Vietnamese
Welsh
Wolof
Xhosa
Yiddish
Yoruba
Zulu
Michael og Kristine talte ikke om tingene i begyndelsen med Natalia...
indtil det blev overvældende.
Og det var der, Kristine fortalte mig det og sad på min veranda
sammen med Wesley og Ethan og fortalte, hvad der foregik.
Kristine græd. Hun var meget oprevet.
Hun sagde, at Natalia ikke var den, de troede, hun var.
Og jeg sagde: "Hvad mener du?"
Og hun sagde: "Knive. Hun havde knive på sit værelse."
Drengene var sådan "Ja, det her sker virkelig.
Det gør Natalia." Det var der, jeg bakkede væk fra dem.
For jeg var bare så chokeret over at høre denne historie.
Jeg gik hen til Grace og sagde:
"Vi skal finde nogle nye venner at lege med,
for jeg vil ikke have noget at gøre med den pige."
Det ville jeg ikke. Hun var ikke velkommen i vores hus.
Hun skulle ikke dræbe min datter eller mig.
Michael fortalte først,
da de havde været igennem alle disse ting, at han var bange.
Om det betød, at han var bange for, hvad hun ville eller kunne gøre,
vidste jeg, at han var bange.
Vi kontaktede adoptionsbureauet,
da vi bemærkede alle disse problemer og uregelmæssigheder.
De hjalp os ikke. Jeg var fortabt.
Jeg fik ingen hjælp nogen steder.
Så vi var gennem et par terapeuter for at få vejledning,
finde den rigtige diagnose.
Gå ind.
Det var den tredje eller fjerde terapeut,
der så ud til at forstå, hvad vi sagde, og havde gennemskuet Natalia.
Hun trak Kristine og mig til side og sagde:
"I er alle i ekstrem fare."
På det tidspunkt vidste vi det allerede. Vi havde levet med det.
Så vi blev ikke forbløffede over faren, men over diagnosen.
Vi forventede en psykisk lidelse, som var ude af hendes kontrol.
Vi forventede skizofreni. Vi forventede noget.
Vi forventede, at hun hørte stemmer.
At hun hørte kommandoer om, at hun skulle gøre de ting.
Hun fortalte os, at hun var sociopat.
Hun gør ting, vi ville betragte som vanvittige, men det er en plan.
Hun ved, hvad hun gør. Hun har kontrol over det.
Det er ikke en diagnose, hvor hun er ude af kontrol og kan hjælpes.
Hun er en sociopat.
Det var første gang en læge sagde:
"I kan ikke hjælpe hende."
Du er 12 år gammel,
og nede ad gangen er der nogen, der vil gøre dig fortræd.
Det er en meget skræmmende følelse.
Jeg følte mig ikke tryg sammen med Natalia.
Jeg var bare bange.
Der var en nat... Klokken var omkring 02.00.
Vi hørte en lyd. Kristine skubbede til mig og vækkede mig.
Jeg sprang op på jagt efter lyden.
Jeg kunne ikke finde den.
Jeg gik ned ad gangen til Natalias værelse, åbnede døren. Der var mørkt.
Hun stod lige midt i værelset
med et tomt udtryk i ansigtet.
"Natalia, hvad laver du?"
"Jeg venter".
"Venter på hvad?" "At du falder i søvn."
Det var chokerende at høre, at et adoptivbarn truede
sine søskende og sine forældre på livet.
Det var foruroligende at høre.
En aften sov jeg i min seng. Alt var i orden.
Jeg hørte en lyd, åbnede øjnene,
og Natalia stod for enden af sengen med en kniv i hånden.
"Hvad sker der? Hvor stor fare er vi egentlig i her?"
Skulle jeg dø? Skulle Kristine dø? Skulle mine børn dø?
Jeg anede ikke, hvad hun tænkte på eller overvejede.
Jeg stivnede. "Natalia, hvad laver du?"
"Ikke noget."
"Hvorfor er du herinde?" "Det ved jeg ikke." Og bare dette tomme blik.
Der var ingen følelser. Der var bare denne tomhed.
"Jeg ved ikke, hvad jeg laver her."
"Natalia, læg den fra dig!" Og det gjorde hun.
"Natalia, gå ind på dit værelse!" Og det gjorde hun.
Men jeg sad foran hendes dør resten af natten
for at sikre mig, at hun ikke kom ud, og at der ikke skete noget.
Hvis jeg vågnede, og der stod nogen for enden af min seng med en kniv,
ville jeg nok blive bange uanset deres størrelse, ikke?
Man er sårbar, når man sover. Så hvis man ligger med lukkede øjne...
Når man vidste, at en som Natalia...
boede to døre væk og angiveligt havde forsøgt at dræbe sin familie.
Tanken om, at der var en morder i mit nabolag, var overvældende.
Man tror, man kender alle. Man har boet her så længe.
Man kender ikke nogen. Man ved ikke noget.
Men det er skræmmende, meget skræmmende.
Vi begyndte at gå til en masse terapi.
"Catch var så tung, at jeg ikke engang kunne løfte den."
Man begyndte at benægte det.
Man prøvede at overbevise sig selv om, hun ikke ville gøre os fortræd.
Det virker mærkeligt, men vi sagde aldrig: "Lad os tage hende tilbage."
Vi troede, vi kunne hjælpe hende.
En morgen var Natalia var glad og ville være en del af familien.
Hun spurgte Kristine: "Kan jeg hjælpe med noget?"
"Du vasker op. Kan jeg hjælpe dig?"
Kristine sagde: "Selvfølgelig, det sætter jeg pris på. Tak, Natalia."
Natalia stillede sig på en skammel og skyllede tallerkener af.
Kristine gik ind på et andet værelse. Hendes kaffekop stod på bordet.
Kristine kom tilbage. Kristine skreg.
Jeg løb ned ad trappen, så en flaske rengøringsmiddel.
Jeg så Kristines kaffekop, og Kristine drak af den,
Hun smagte rengøringsproduktet.
Rengøringsmidlet var blevet hældt i Kristines kaffekop.
Kristine skreg ad hende. "Natalia, hvorfor gjorde du det?"
Og hun sagde bare: "Jeg prøver at slå dig ihjel og forgifte dig."
Ja, jeg har helt sikkert det instinkt nu.
Jeg kan ikke dele drikkevarer med nogen, medmindre...
jeg har set overfladen af dem hele tiden.
Det skyldes sikkert denne frygt for, at...
Natalia vil forgifte os.
Jeg har ikke fundet en måde at styre det.
Jeg arbejder mig stadig igennem det.
Jeg har brug for et øjeblik. Undskyld.
-Natalia, hvad laver du? -Jeg læser.
-Hvad er det? -Biblen.
-Hvorfor? -For at slippe af med de onde tanker.
-Hvilke tanker? -At gøre folk fortræd.
Hvad sker der, når du får dem?
Det giver mig lyst til at gøre det.
Skal jeg give dig ét ord, der beskriver Natalia for mig?
Enigma.
Hun vil ikke fortælle os, hvem hun er.
Vi lever med en svindler og sociopat.
En historie skaber overskrifter i hele verden.
Er det her et barn eller en voksen kvinde?
Barnett-parret mener, det var svindel.
De hævder, at de blev narret til at adoptere en voksen.
Hun er ond.
Jeg lover dig... Inden for fem år er nogen død.
-Hvad er det? -Biblen.
-Hvorfor? -For at slippe af med de onde tanker.
Hun truede med at dolke mine sønner og begrave dem under terrassen.
Hun forsøgte at forgifte og dræbe min kone.
Farvel!
Hun sagde: "Jeg truede mine forældre med en kniv. Og?"
Det er som en seriemorder.
De indfører uden videre mordforsøg i en samtale.
Hun ville slå alle ihjel.
Du har adopteret et barn, der vil dræbe dig. En skrækfilm, ikke?
Har du set The Orphan? Det er ligesom The Orphan.
-Ville du gøre dem fortræd? -Det kommer alt sammen frem.
Hun var voksen. Det kunne man se på hende.
MORDERISK VOKSEN?
HANDICAPPET, FORLADT BARN?
Natalia var et offer. Barnett-parret er rovdyrene.
De overlod hende til ulvene.
Jeg ved ikke, om der kun er en skurk her.
Kristine sagde dybest set, at Natalia ødelagde deres liv.
Vi er i store, store problemer.
Uanset hendes alder følte hun sig dumpet og forsømt, alene.
Natalia var et barn, det ved jeg, fordi jeg er et lille menneske.
Kristine Barnett er en dårlig undskyldning for en mor.
Natalia, du skal stadig stå op ad din væg.
Da jeg fandt ud af, hvad der var sket med hende, knuste det mit hjerte.
Der var mange hemmeligheder i det hus.
Hans minimumsstraf er på 3-16 år.
Det lugter ikke rigtigt. Der er noget galt. Det lugter af bæ.
HVEM LYVER?
MÅSKE ALLE
Kender du forskellen mellem sandhed og løgn?
Det gjorde jeg ikke. Jeg sagde bare, hvad Kristine bad mig om sige.
-I kender ikke Barnett-parret. -Der var vold i hjemmet.
De vil have deres vilje.
Der var disse brikker til et puslespil, vi ikke kunne samle.
-Løj du, fordi hun bad dig om det? -Ja.
Michael og Kristine løj ikke kun for at få hende
ind i deres familie, men løj for at slippe af med hende.
Dette er en af de mest forskruede sager.
Han ikke er typen, der ville klare sig godt i fængsel.
Har du en sikkerhedssele, spænd den!
Jeg tror ikke, at nogen nogen sinde vil få den fulde sandhed.
Så meget er en gåde.
-Jeg har stadig ingen konkrete svar. -Nogen fortæller ikke sandheden.
Det er et spindelvæv af løgne.
Man kan ikke stole på nogen.
Vi blev alle misbrugt.
Det stopper aldrig.
Jeg vil ikke få det til at virke lidt for meget
som et Norman Rockwell-amerikansk liv, men livet var fantastisk.
Det er sommeren 2010. Livet er skønt. Jeg havde været gift i omkring 15 år.
Vi havde tre sønner. Jacob, Wesley og Ethan.
Økonomisk set har vi det godt. Vi har en helt ny McMansion.
et hus på 465 kvadratmeter i en prestigefyldt by.
Vi har en indkørsel fyldt med biler.
Der holder en Lamborghini i min indkørsel.
Vi har 13 fjernsyn og 14 sofaer.
Der var flere 100.000 dollar på bankkontoen.
Vi var en meget sammentømret familie.
Vi var virkelig på livets højdepunkt.
Michael elskede Kristine højt. Da blomsterne kom til deres bryllupsdag,
var det et 12 roser for hvert år, de var gift.
Så til deres tiårs bryllupsdag, ti gange 12 roser.
Kristine og jeg... Vi kunne gøre alt sammen.
Og da vi indså, at vores ældste søn, Jacob, havde Aspergers eller autisme,
kæmpede vi de kampe.
Vi var helt utrolige med de ting, vi kunne udrette.
Jeg hedder Jacob Barnett, her er en introduktion til naturvidenskab.
Da jeg lærer Wesley og Ethan det, vil jeg lægge det ud på YouTube.
Jeg vil afslutte dette integral. D divideret med DX.
Deres ældste søn var et geni
og klarede skoleklasserne hurtigere, end jeg slider et par sko op.
Jeg kom ikke her for at skræmme jer med kvantemekanik, ikke endnu.
Vi fik en besked fra Michael, der sagde: "Har I set avisen?
Jake er på forsiden." Og... "Kristine skriver en bog.
Et forlag vil udgive den."
Han har et fuldt stipendium til Indiana University Purdue Campus.
For Jake er det sjovt at recitere
den uendelige række af tal, kendt som Pi.
3.1415926535897932384626433.
Jacob er et af de klogeste mennesker, jeg nogen sinde har hørt om.
De rejser verden rundt.
Som 15-årig fik Jacob en pris fra Vatikanet.
Det var her, familien Barnett boede.
I garagen havde Kristine Barnett
sin dagpleje for børn med særlige behov.
Familien Barnett åbnede en fond,
et sted, hvor forældre og børn med autisme
kunne være sammen med andre forældre og børn med autisme.
Vi var stolte af dem, og de virkede så glade sammen.
Barnett-parret havde et perfekt liv. Det virkede sådan.
Så vi gik fra begyndelsen af 2010... Vi blev velsignet med mange ting.
Da vi kom til 2014, havde jeg 37 cent på min bankkonto.
Jeg havde ingen kone, ingen børn, intet hjem, intet job.
Mine ejendele på det tidspunkt var min bil og en rygsæk med tøj.
Var Natalia aldrig kommet ind i vores liv, var jeg aldrig blevet skilt.
Alt omkring Natalia ødelagde vores ægteskab.
De afhørte mig tre gange med en betjent iført skudsikker vest.
-Hvad ville de anklage dig for? -I fængslet.
Det var ikke Westfields politi.
Det var: "Du er en forbryder, og vi burer dig inde."
Jeg fortæller dig... Jeg beskyttede dig mod det.
Kristine, lyt til mig...
Det ville være rart, hvis du holdt op med at tale.
Vi er i store, store problemer.
Vi anede ikke, hvad vi havde med at gøre, og alle var anspændte.
Det var en meget hård tid. Især for børnene.
Jeg hedder Jake Barnett.
Siden jeg sidst blev set offentligt, tror jeg, jeg har regrederet.
Jeg bor i min fars kælder lige nu. Det er i Indiana.
Jeg siger, at Natalia er min adoptivsøster.
Så man kan vel sige, at jeg er Jacob, Natalias adoptivbror.
Men den måde at præsentere mig selv på er lidt irrelevant,
for jeg har ikke set Natalia i et årti.
Jeg synes, situationen utroligt forvirrende.
Jeg vil vide, hvad der skete,
og jeg vil kende sandheden og alles motiver.
Men på samme tid vil jeg helst ikke huske det.
Og jeg ønsker ikke at skulle genopleve...
...en masse traumer fra min barndom.
Det er svært at sammenstykke, hvad der skete med adoptionen af Natalia.
Før Natalia kom, havde vi været gift i omkring 15 år.
Det er utvivlsomt det bedste øjeblik i vores ægteskab nogensinde.
Vi var så lykkelige og godt tilpas, at vi var nået til det punkt,
hvor vi begyndte at tale om, at der måske var plads til en til.
Vi ville adoptere en pige fra Haiti, der hed Gilberta.
Og lige før den april, blev Haiti ramt af jordskælvet,
og pludselig blev vores håb knust.
Haiti lukkede ned for alle adoptioner uden for landet.
Så vi var klar til at adoptere, men nåede det ikke.
Og så får vi dette telefonopkald
fra et adoptionsbureau i Florida, Adoption by Shepherd Care.
De siger: "Vi kender jer. Vi har set jeres dossier
og jeres velgørenhed for børn med særlige behov.
I har gjort det i ti år, og I ville være perfekte
til denne lille pige, som vi modtager."
"Hun er en lille person, har dværgvækst, og her er problemet:
I har 24 timer, og hvis I ikke kommer og henter hende på mandag,
ryger hun i familiepleje."
Kristine og jeg tog det som et tegn oppefra.
Vi hoppede på et fly, fløj til Florida. Det var spændende.
Da jeg hørte, at jeg skulle have en søster, blev jeg virkelig glad.
Vi havde nogle hvide T-shirts,
hvorpå vi havde malet: "Velkommen hjem, Natalia."
Vi kørte ind til byen,
og jeg blev lidt overrasket over adoptionsbureauets beliggenhed.
Det lå i et nedslidt butikscenter. På den forkerte side af skinnerne.
Et lille hus, som er blevet lavet om til kontorer.
Det lignede ikke et adoptionsbureau.
Jeg sagde omgående til min kone: "Tjek adressen.
Det ser bare ikke rigtigt ud. Får vi et barn her?"
Vi kom ind. De satte os ind i et lille værelse,
ikke større end det værelse, vi er i lige nu.
Og de sagde til os: "Bare vent her, Natalia kommer snart."
Og da det var en lukket adoption,
ville adoptionsbureauet ikke dele nogen detaljer
om hende, før vi kom. De gav os to billeder af hende.
De gav os den ukrainske fødselsattest.
Der stod seks år på fødselsattesten. Født den 4. september 2003.
Vi var alle glade for det.
Min yngste søn var seks år. Han blev også født i sommeren 2003.
Vi troede, at de ville vokse op og udvikle sig og blive tvillinger.
Vi var derinde i en time alene.
Vi skrev hurtigt under på papirerne.
Vi hørte hoveddøren blive åbnet... "Det må være hende."
Vi kiggede gennem nøglehullet.
Der var et lille nøglehul, det var en solid dør, og vi kiggede.
"Kan jeg se hende?" Jeg glædede mig til, at hun skulle komme hjem.
Der går 20-30 minutter, og vi så døren gå op,
og vi så den anden familie gå.
Hun havde været adopteret før. Det var hendes første familie.
Natalia blev efterladt. De var fløjet ind, havde sat hende af og fløjet ud.
Vi talte aldrig med dem, og vi tænkte bare:
"Hvor vover disse andre mennesker opgive hende."
Og vi havde været bekymrede de sidste par dage for,
at vores nye datter ikke ville kunne lide os.
Og i næste øjeblik gik døren op. Natalia stod lige der og løb ind.
Hun smilte og var så glad, som hun kunne blive.
Og hun råbte: "Mor, far, mor, far."
Vi blev overvældet af glæde og følelser. Den dag i sig selv
er uden tvivl en af de fem bedste dage i mit liv.
Hun var meget lille. Hun havde langt, krøllet, brunt hår.
Hun havde brune øjne og kinder, der stod frem, når hun smilede.
Jeg kan huske, at hendes hænder ikke var leddelt ligesom vores
på grund af hendes dværgvækst, så hendes fingre bøjede en smule indad.
Men jeg blev overlykkelig, da jeg mødte hende.
De sjove tider, jeg kan huske med Natalia,
er fra den første uge i Florida.
Vi tog med Natalia til Disney World. Vi var alle glade for at have hende.
Natalia virkede glad for at blive en del af vores familie.
Jeg kunne tale med hende på samme måde, som jeg taler med min familie.
Jeg holdt ikke nogen følelser eller tanker tilbage...
Jeg mindes ingen akavede følelser.
Jeg var glad for, hun var sammen med os.
Hvis jeg var en lille pige, der skulle adopteres,
og de kom og hentede mig... "Ja, jackpot!"
Vi tog hen på et hotel, og Kristine ville give vores nye datter et bad.
Jeg hører et råb fra badeværelset.
Der blev råbt: "Jeg spøger ikke. Kom her lige nu, Michael."
Jeg fløj ud på badeværelset, og hun var næsten blevet ligbleg.
Det var, som om hun havde set et spøgelse. Hun var virkelig bange,
og vidste ikke, hvad hun så, og hvad der foregik.
Hun sagde: "Michael, kig ned!" Og Natalia havde fuld kønsbehåring.
Og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tro.
"Er det muligt?"
"Hvem dælen er den person?"
2 Kan en seksårig have kønsbehåring? Det ved jeg ikke.
Google fortalte os: "Tidligst mulige tidspunkt: Otte."
Vores mission var at vise kærlighed og medfølelse til nogen,
der aldrig havde oplevet det. Det var ligegyldigt.
Jeg hedder Kathy Barnett. Jeg er Michael Barnetts mor.
Da jeg fandt ud af, at Natalia skulle komme,
glædede jeg mig så meget til at behandle dette barn specielt.
Da de kom hjem, holdt de en stor fest for at byde hende velkommen.
Hun var iklædt en kjole. Hun havde smukt, krøllet, mørkt hår.
Michael var euforisk. Han var næsten lige så euforisk
som den dag, Jacob og Michael blev født.
Han var lykkelig.
Vil du have det? Værsgo. Sæt dig ned og tyg. Vis ham det.
Mit navn er Kimberly Franklin. Jeg er Michael Barnetts lillesøster.
Da jeg mødte Natalia første gang, var jeg helt forberedt.
Jeg vidste, at hun var et lille menneske. Men det, der slog mig,
var, at hun næsten lignede en af os, hun havde mørkt hår.
Og hun kunne have været min brors datter.
Jeg hedder Rachel, og jeg bor to døre fra familien Barnett.
Der, hvor de plejede at bo. Nysgerrig nabo, det er mig.
Jeg vil vide, hvad der foregår i nabolaget.
Vi var venner med Michael og Kristine.
Og vores børn legede sammen. Alle vidste, hvem Natalia var.
Jeg får gåsehud ved tanken om den dag, de kom ind med hende.
Det var fantastisk.
Det var opløftende at vide, at hun havde brug for et hjem,
og at de åbnede deres for hende.
-Hej, Natalia. -Hej.
Kristine smilede over hele femøren. De havde tre drenge, de fik en pige.
Jeg glædede mig til at se, hvordan hun ville reagere på parken overfor.
Her er deres årbog.
Så der er Ethan, og der er Grace.
Natalia kom ofte for at lege med min datter, Grace.
Fordi de begge var seks år.
Første klasse. Her er Natalia.
Det er vildt, hun er så sød på det billede. Hun ser så sød ud.
Da vi kom tilbage til Indiana, var der først en accept
af situationen med Natalia og kønsbehåringen.
Det eneste, der betød noget, var, at der var en lille pige...
som havde brug for kærlighed og et hjem.
Men vi oplevede en eskalering i de første måneder, hvor vi havde hende.
En dag kom jeg hjem fra arbejde...
Kristine stod med Natalias underbukser.
Kristine bad Natalia om at fortælle, hvad der skete.
Natalia, fortæl far, hvad der er sket.
Og jeg kan huske hendes kropslighed dengang.
Hendes hænder var foran hende, sådan her, og hun sagde:
"Jeg har menstruation, og jeg har skjult det."
Og jeg vidste bare ikke, hvad der foregik på det tidspunkt.
Kristine, det er umuligt.
Kris fandt nogle sokker, som hun havde brugt i sit undertøj
og smidt ud af vinduet. Kris blev helt forfærdet.
Hun sagde: "Det er ikke normalt. Hvad har jeg rodet mig ud i?"
Så jeg sagde: "Find ud af, hvor gammel hun er."
Jeg hørte, at hun havde kønsbehåring, da de først fik hende,
og at hun havde gemt undertøj med menstruationsblod på værelset.
Så det ville være den ting, hvor jeg som lægmand
ville sige: "Ja, det er ikke en seksårig."
Jeg kan forestille mig, at man som forældre til et barn,
som man tror er seks år,
at det er ret forfærdeligt og virkelig skræmmende.
For hvis det ikke var tilfældet, hvad var så ellers ikke tilfældet?
Så hvad skete der mellem punkt A og punkt B?
Hvis jeg var i den position, hvor det ikke var et barn. Hvad så?
-Rejs dig op. -Okay.
Da vi havde fået Natalia, gik vi til lægen med hende.
Efter to måneder skulle Natalia opereres i foden
på grund af sin tilstand.
Hun har en sjælden form for dværgvækst.
Spondyloepifysær dysplasi. Kun 3.400 mennesker har den på denne planet.
Det fortalte lægerne os. Det skete bare på mirakuløs vis,
at lægen kendte en anden seksårig pige
med spondyloepifysær dysplasi i Indiana.
Vi blev lamslået.
Hun kunne møde og interagere med en person, der var ligesom hende.
Hvor fantastisk er det ikke?
Den anden pige kom ind, og i mangel på et bedre udtryk
var Natalia kolossal sammenlignet med den anden pige.
Deres kraniestrukturer var forskellige.
Natalia havde en pande og fremtrædende kindben som en voksen.
Den anden pige, hendes hoved var slet ikke udviklet.
Ingen kunne kigge på dette foto og sige: "De to er på samme alder."
Så da Natalia så denne person, der burde ligne hende på en prik,
og indså, at vi så det, fyldte hun pludselig sine kinder med luft...
Pustede dem ud, så definitionen i hendes kindben forsvandt.
Det begyndte at ske. Vi så hendes hoved forandre sig.
Det var næsten som om: "I fik mig."
2 Mit navn er Elva Reyes. Min datter hedder Therese.
Hun har diastrofisk dysplasi. Det samme som Natalia.
Jeg håbede på et langt venskab, hvor de kunne vokse op sammen,
så hun havde nogen at tale med om tingene.
Så hun ikke skulle føle, at hun var den eneste,
eller at der var noget galt med hende.
Kan du fortælle mig lidt om legeaftalen?
Hvad var dit indtryk af Natalia?
Jeg så omgående, at Natalia fysisk set var virkelig veludviklet.
Mit første indtryk var: "Dit ansigt ligner ikke et lille barns."
Jeg kan ikke sige en voksen, men i det mindste en teenager.
Jeg tænkte: "Ja." Og hun var meget snakkesalig.
Du ved, hun kunne sagtens føre en samtale.
Hun havde ingen problemer. Jeg tænkte: "Wow.
De har lært hende at tale engelsk. Sikket intelligent seksårigt barn."
Jeg har aldrig opholdt mig på et børnehjem, så jeg ved det ikke.
De er måske gode til at lære børn fremmedsprog.
Hvad var dit indtryk
af Natalias personlighed i forhold til din datters?
Min datter var vild med prinsesser i lang tid, især Ariel.
Og så begyndte hun bare at tale om prinsesser med hende.
"Kan du lide denne prinsesse? Åh, min favorit er Ariel."
Og hun blev sådan lidt: "Okay, Therese...
Jeg vil ikke høre mere om prinsesser."
Eller noget i den stil, og hun sagde: "Åh."
Der var ingen forbindelse, og hun var ikke et barn, der var særlig venlig.
Så jeg mente ikke, det ville blive et langt venskab.
Jeg hedder Therese, og jeg er 14 år gammel.
Jeg var seks år gammel, da jeg mødte Natalia.
Det er ret sjældent at se nogen, der har et handicap som mig.
Og jeg ville gerne være venner.
Jeg har et billede af jer, hvis jeg må vise dig det.
Lad mig vide, hvad du mener.
Jeg synes ikke, hun ligner en på min alder.
Jeg havde det der baby-look i ansigtet, som hun ikke havde.
Hun havde et lidt ældre ansigt, men, ja.
Synes du så, at Natalia ser lige så gammel ud, som du gør nu?
Jeg synes bestemt, hun ligner en på 18-20 år.
Det er helt sikkert underligt at tænke på,
at jeg faktisk legede med en voksen, ikke et barn på min alder,
som jeg ville føle mig godt tilpas med.
Hvis hun forfalskede sin alder...
Det er mærkeligt at tænke på, at jeg var sammen med en, der gjorde det.
Hun var ikke seks år, vi anede ikke, hvad vi havde med at gøre.
For dem ville det have set ud, som om de tog deres lille pige med
til en legeaftale med en voksen, og de kontaktede os aldrig igen.
Natalia fortalte os meget lidt om sin opvækst i Ukraine.
Hendes tid på børnehjemmet.
Jeg kan ikke huske, at hun havde nogen ejendele fra børnehjemmet.
Hun havde ikke noget ukrainsk legetøj.
Hun vidste ikke særlig meget om Ukraine.
På et tidspunkt spurgte vi hende: "Hvordan er det i Ukraine?"
Og hun sagde: "Det er altid sommer der." Og jeg tænkte: "Okay."
-Natalia, vil du fortælle os noget? -Jeg glemmer det, som I aldrig hører.
-Glemmer du det, vi aldrig hører? -Ja. Hørt.
Det er i orden.
Vi adopterede Natalia, fordi..
vi ville hjælpe en, der var i fare for aldrig at blive elsket.
Men hver gang vi talte med Natalia om...
"Fortæl os om børnehjemmet. Fortæl os om folk, du har kendt." Intet.
Så vi havde spurgt hende om det ukrainske sprog før i fritidscentret,
hvor vi havde en sportsliga for autistiske børn.
En af nabolejerne kendte tilfældigvis en,
der var født og opvokset i Ukraine.
Vi tænkte: "Hvor ville det være skønt for dig at høre dit modersmål
for første gang i et par år."
Kvinden fra Ukraine kom ind.
Hun begyndte omgående at tale ukrainsk.
Jeg sværger. Natalia havde aldrig hørt et ord ukrainsk i hele sit liv.
Men du var der, til du var fem.
Og vi fik dig, da du var seks.
Der var ligesom en række ting, der ikke hang sammen.
Vi starter... startede tidligt om morgenen...
Natalia havde ingen accent.
Vi går tæt på...
Hun kendte ikke det kyrilliske alfabet. Hun kunne ikke ukrainsk.
Den ukrainsk dame talte ukrainsk til Natalia. Ikke et ord!
Hun vidste, hvis hun talte med det samme,
at vi ville lægge to og to sammen og høre, at der ikke var nogen accent.
Hun kendte ikke sproget. Sagde ikke et ord i fire dage.
Det var næsten, som om det lille legesyge barneansigt forsvandt,
og nu havde vi...
Vi vidste ikke, hvem hun var, eller hvor hun egentlig kom fra.
Hun havde boet i Ukraine i 20 år og fandt en vej ud.
Hun kunne være en amerikansk statsborger, som fik det til at ske.
Jeg ved det virkelig, virkelig ikke.
Okay, så du fortalte mig nogle ting, som ikke var sande.
Ja.
Dynamikken mellem Natalia og resten af familien ændrede sig.
Der opstod ret tidligt en mangel på tillid.
Så det blev forstærket.
Så du løj for os. Det er det, du får flest problemer for.
Natalia havde nogle adfærdsproblemer, som...
Adoptionsprocessen må have været traumatisk.
At blive forladt er en stor ting, og Natalia blev forladt flere gange.
Hun fik problemer med en anden familie i USA, før hun kom til os.
Natalia havde været hos os i fire måneder.
Og så begyndte vi at se hendes mørke side.
Vi havde en Jeep Commander fra 2007 med tre rækker sæder.
Natalia ville altid sidde ved siden af min yngste, Ethan på seks år.
Og hun gjorde alt, hvad hun kunne, for at gøre ham ked af det.
Hun ventede, indtil hun sad ved siden af ham i bilen,
og så gjorde hun sit bedste for at urinere på ham.
Hun lavede bæ i bilen og stak hånden ned i den,
og smurte det ud på Ethan.
Ja, det gentog sig flere gange, at Natalia
tilsmudsede overflader, som hun ikke burde.
-Hvordan generede du Ethan? -Jeg pruttede.
Blev du ved med det i bilen med ham?
Det var min seksårige søns liv.
At sætte sig ind i bilen var som at gå gennem et spøgelseshus.
En anden ting... Hvis vi gik et offentligt sted hen,
og hun fik øjenkontakt med nogen,
så kravlede hun ind i bilen, satte sig på sit sæde og lukkede døren.
Når jeg satte mig ind på mit sæde, og bilen kom op i gear,
åbnede hun døren og kastede sig ud, så folk omkring hende kunne se det.
De skulle tænke: "Se, en stakkels hjælpeløs lille pige."
Hun forsøgte at komme tilbage til status som hjælpeløs lille pige.
Hun gjorde flest mulige ting for at påføre skade
og psykisk lidelse i familien.
Hun havde været hos os i fem-seks måneder.
Og på det tidspunkt er mine drenge seks, ni og 11.
Natalia fandt ting, der var vigtige for dem såsom en legetøjsbil.
Hun gemte dem, ventede på at krydse gaden
og kastede dem ud på gaden, mens drengene så det.
Hun lokkede mine børn ud i trafikken, så de ville blive kørt over.
Jeg kan ikke sætte ord på den daglige rædsel,
som vi gennemgik og levede med.
Der var helt sikkert en masse frygt.
Hvad nu hvis Natalia faktisk gør en af os fortræd?
Et par uger efter det kom jeg hjem fra arbejde.
Hun havde taget knive fra køkkenet og gemt dem under sin seng.
Jeg gik ovenpå. Kristine havde kniven. Det var en stor slagterkniv.
Natalia hamstrede knive på sit værelse.
Hun havde til hensigt at angribe os.
Jeg spurgte hende: "Natalia, havde du den her under din seng?" "Ja!"
"Hvad ville du gøre med den?" "Jeg slår dig ihjel, mens du sover."
Can't find what you're looking for?
Get subtitles in any language from opensubtitles.com, and translate them here.