Original subtitles

Denne historie er inspireret af virkelig hændelser.

Personer og begivenheder har dramaturgiske formål.

Enhver lighed med virkeligheden er tilfældig.

Tidligere…

Min regering gav ordre til at fange Villa for enhver pris.

Carranzisterne overraskede os.

-Og ramte mig i det ene ben. -Kom så.

General Pershing nærmede sig, så vi skjulte vores heste.

Der findes en traktat fra forrige århundrede,

der tillader dem at fange fredløse på vores side inden for få kilometer.

Forsvind herfra, skide gringoer!

Jeg spekulerede på, hvordan en pige kunne konfrontere gringoerne.

Jeg gjorde det for mit land.

Takket være mennesker som Dem giver jeg ikke op.

Vi er tilbage!

I nærheden af Torreón, 1917.

Nå, hvor er pengene?

-Det ved jeg ikke. -Ved du det ikke?

Der er chefen, general.

Carranzisternes øverstbefalende.

Du må efterhånden have fattet, hvad vi leder efter.

Navn.

Oberst Jesus Salas Barraza.

Jaså?

En officer.

Skynd dig at fortælle mig det nu,

for Pancho Murguías tropper er i hælene på os.

Jeg spørger kun én gang mere.

Hvor har I skjult pengene?

Det fortæller jeg fandeme ikke dig.

I den lagerbygning.

Led efter det derovre!

General, vi må ind i Torreón i en fart.

Vi brugte meget ammunition i Chihuahua.

Og der sker intet på grund af gringoernes skide blokade.

Murguía har fart på, så vi må være forberedte.

Den tyr forvandlede sig til et røvhul. Ikke som de andre, den skid.

Fandt I noget?

Her er pengene, general.

Jeg troede ikke, du vidste det?

Søg dækning, general!

Her er våbnene!

Kom med de skiderikker.

Fart på!

For pokker da!

Der er også modige kvinder på den anden side.

Vi fangede også andre, der skød på os fra stationen.

Hvad skal vi gøre med dem, general?

Nå, smukke. Hvad skal vi stille op med jer?

Det er sådan, jeg kan lide dem: frygtløse.

Henret denne mær, men med ære.

Gør med resten, som I vil, bare det går tjept.

Afsted! Før dem væk sammen med de andre.

-Fart på, røvhuller! -Gå.

Lige nu, smukke. Manden med Leen kommer på besøg.

PANCHO VILLA: THE CENTAUR OF THE NORTH

Selv om gringoernes regering løj for pressen for at retfærdiggøre invasionen,

måtte dens hær forlade Mexico uden at have set et glimt af mit overskæg.

Vores styrker kæmpede videre mod Carranzas regering,

som fik støtte fra præsident Wilson i form af penge og våben.

De endte med at dræbe mange af vores bedste soldater og officerer.

Carranzas pinger ville have del i rovet, så de interne kampe tog fart.

Den gamle ged ville ikke frasige sig magt, men hellere udpege en ny civil præsident.

Det faldt Obregón og Calles for brystet, så de begyndte at distancere sig.

Jeg måtte opløse vores guerillastyrker, som var sultne,

manglede kugler og ikke kunne kæmpe mere.

Jeg tog hjem med mine mænd for at udtænke, hvordan jeg kunne genoplive revolutionen.

Ja. Endnu en gang.

Fortæl mændene om det nye mødested. Lad os se, hvor mange vi kan samle.

Bliv nu ikke modløs. Der skal nok komme flere.

Vi er stadig mange, som tror på Dem.

Vi ankom til mit hjem uden at vide, at carranzisterne havde plantet spioner

for at sprede nyheden om vores ankomst.

Fart på, general!

Vi undslap knap Manden med Leen. Intet sted var sikkert længere.

Forræderne, mange af dem mine tidligere soldater,

var overalt og ventede på at indkassere dusøren for mig.

Den 11. december 1918.

Hvad mener du, Bernal?

Vi håbede på 400 eller 500.

Kun få kom.

Regeringen giver penge og støtte til dem, der slutter sig til carranzisterne.

Og endnu mere til dem, der giver dem oplysninger om os.

Det er sgu noget lort, general.

General Villa!

General Villa!

Guerillalivet klæder Dem.

Det klædte Dem at have sluttet Dem til gringoerne.

Aldrig i livet. Jeg fryser så meget, at jeg er følelsesløs.

Tja…

Prøv at få varmen med det her:

De tager Dem af kuglerne og mændene,

og så fortsætter vi med at smadre de skiderikker. Okay?

Til tjeneste, general.

Felipe Ángeles rejste i eksil i New York,

hvor han prøvede at opbygge en opposition mod Carranza, men fejlede.

Han tog imod min invitation på trods af de løgne, gringoerne spredte om mig.

Hans hjemkomst genantændte manges kampgejst.

Stil alle på række. Vi dræber dem.

Vi starter med det røvhul der, fordi han slikkede røv på gringoerne.

Nej, general Villa. Dræb ikke nogen. Jeg beder Dem.

Frøken Griensen, hvor dejligt at se Dem. Jeg troede, De var i Juárez eller El Paso.

Nej, general. Børnene har brug for mig.

De kender selv vigtigheden af uddannelse og familie.

Mange af de fanger er deres fædre.

Ja, og borgmesterens datter er en af mine elever.

General, det er på tide at holde inde med drabene. Jeg beder Dem.

Af krig har jeg lært…

…at de besejrede…

…fortjener sejrherrens nåde.

Kun forrædere…

…har ingen ret til barmhjertighed.

Så lad mig spørge: Hvorfor fanden kæmper De imod os?

Vi er det samme folk! Vi er fattige som Dem!

Vi ønsker blot, at familier her i landet klarer sig godt.

Svar mig, for helvede!

Hvorfor lader I mig alene? Hvorfor støtter I de parfumefranse?

De går kun op i deres egen rigdom og deres privilegier.

Og I betaler med jeres lidelse.

-General Ángeles. -Til tjeneste, general.

Lås svinet inde.

Men dræb ham ikke.

Jeg finder en måde at uddanne ham.

Tal med alle fangerne. Så ser vi, hvem der vil slutte sig til vores styrker.

De, der ikke vil,

modtager dokumenter, som gør, at vi ved, hvem de er.

Så hvis vi finder dem igen, er de så godt som døde.

Længe leve general Pancho Villa!

Leve!

Døb min baby.

Tag min baby. Jeg vil have, at De døber ham.

-Også min baby. -Hil Pancho Villa!

Dem, vi ville have henrettet, sluttede sig til os,

og jeg endte med at døbe over 50 babyer og give dem mit navn.

Til tjeneste, general.

Godt.

Jeg giftede mig vist endda med en, der hed Soledad, tror jeg.

Med større vilje end styrker og ressourcer fortsatte vi kampen.

Men hver gang vi vandt noget, måtte vi flygte og skjule os,

for situationen så ikke for god ud.

Adskillige måneder senere.

Vi må rykke ind i Durango.

Durangos bygrænse, oktober 1919.

Vi mangler ammunition. De skide gringoer lader intet slippe ind til os.

Jeg er uenig, general.

Vi har ikke nok mænd eller heste. Der er fjendetog i området.

Hvis vi fejler, kan de omringe os i et lynangreb.

Så hvad vil du, Ángeles? Skal vi skjule os i bjergene uden at kæmpe?

Bliv ikke vred på mig.

Pancho.

Vi har brugt måneder på at udmatte os selv med korte, usammenhængende angreb

i stedet for at planlægge færre angreb med mere slagkraft.

Måske, men vi har ingen slagkraft!

Har du set de mænd og deres heste? De er trætte!

Det røvhul til Carranza ødelagde norden. Der er hverken mad eller vand!

Chihuahua er ikke længere god for revolutionen.

Netop.

Og derfor beder jeg om, at vi forsøger os med en fredsaftale. Hør her.

Jeg kan offentliggøre mit kandidatur til næste præsidentvalg.

Vi kæmper videre, men med andre taktikker. Med demokrati.

Demokrati, min bare røv! Drop det pis! De røvhuller forstår kun kugler. Punktum!

Ærligt talt. Jeg siger dette med den største respekt og hengivenhed:

Sådan som det ser ud, nu, Pancho,

trækker jeg mig.

Vi kan ikke vinde.

Hør her.

Hvis De forlader mig,

hænger fjenden Dem. Eller værre.

Lyt til en gammel prærieulv.

Hvorfor skulle jeg frygte døden, når jeg ikke frygter livet?

Beklager, general. Jeg har svigtet Dem.

Felipe Ángeles' afrejse var begyndelsen på enden.

En af hans eskorter forrådte ham. Mens han kom sig over en feber,

fangede de føderale soldater ham, og han fik ingen retfærdig retssag.

Den skide Carranza dømte ham til døden.

Sig til Carranza, at de, der dræber med sværdet, dør ved sværdet.

Peloton!

Klar!

Sigt!

Skyd!

Skyd!

Skyd.

Men Carranza, Obregón og Calles fortsatte med at forråde revolutionen.

Mod syd havde Emiliano Zapata holdt så meget stand, han kunne.

En mand ved navn Jesús Guajardo inviterede ham til middag i Chinameca,

angiveligt for at forene sig mod Carranza.

Velkommen, general.

Skyd!

Men i virkeligheden var det en fælde sat af regeringen.

Guajardo fik 50.000 pesos for det.

Og man hørte skiderikken sige, at han også ville dræbe mig.

Afsted, afsted, afsted! Kom så! Retræte!

For mange ønskede mig død, så jeg kæmpede videre med min guerilla.

Kom så! Afsted!

Men flere og flere af vores mænd døde,

overgav sig eller skiftede side.

Nej!

Hjælp!

General, kom. Vi må væk! Afsted, general!

Undskyld, Bernal.

Du reddede mig engang, men jeg svigtede dig.

-Jeg har svigtet alle, Marquitos. -Sig ikke det, general.

Ved du, hvad det værste er? Hvad der er det mest foruroligende?

Ikke alene dør modige mænd, men håbet dør også.

Grunden til, at de ikke havde dræbt os endnu, var,

at Carranza og Obregón ikke længere havde kontakt med hinanden.

Carranza beskyldte Obregón og Calles for at planlægge et kup imod ham.

I april 1920

underskrev Calles og Adolfo de la Huerta Agua Prieta-aftalen,

som ikke anerkendte Carranza som præsident

og ønskede valg med Obregón som kandidat.

Selv om han ikke havde opbakning fra de militære ledere,

ønskede Carranza at flytte regeringen og statskassen til Veracruz.

Men hans tog brød tilfældigvis sammen undervejs.

Han tilbragte natten midt ude i ingenting.

Efter Carranzas død overtog Obregón og Calles magten.

Adolfo de la Huerta blev konstitueret præsident.

Det passede mig fint. Han var et mindre røvhul end de to andre.

Vi udvekslede beskeder,

indtil jeg endelig fik forhandlet en fredelig og retfærdig aftale på plads.

"Den 28. juli 1920

er general Pancho Villas kapitulation blevet underskrevet

af Pancho Villa selv og præsident Adolfo de la Huerta.

Den dekreterer, at general Villa skal trække sig tilbage."

Canutillo-farmen i Durango.

Har du kun Agustín med?

Min hustru og andre børn ankommer med tog om to dage, Pancho.

I orden.

Kan du lide dit nye hjem?

Her er trist.

-Det ligner en kirkegård. -Ligesom resten af landet.

Revolutionen er slut. Alt skal bygges op igen.

Vi er nødt til at gøre det på vores egen måde.

Som tiltrædende præsident nægtede Obregón at anerkende min kapitulation.

Men han blev røvrendt.

Lidt efter lidt genopbyggede jeg El Canutillos ruiner efter mine regler.

To år senere.

-Velkommen. -Tak.

Sophie Treadwell, New York Herald Tribune. Tak, fordi De vil mødes med mig, general.

Rart at møde Dem, min kære. Ja, her ser De mig så som farmer.

Jeg ved ikke engang, hvad der sker i verden længere.

Jeg tvivler på, at jeg har noget interessant at fortælle.

Der tager De fejl. Jeg er interesseret. Jeg kan lide det, aviserne skriver om Dem.

Pancho Villa, banditten.

Pancho Villa, morderen.

Pancho Villa, amerikanernes fjende.

Jeg er ingen bandit. Og jeg er ingen morder.

Jeg er heller ikke Deres fjende, kære.

Invaderede De Columbus?

Jeg satte aldrig fod i Columbus. Ikke sådan, som de fortæller det.

Tro mig. Hvis jeg havde ønsket det,

var jeg ankommet til hovedstaden med mine mænd og med negernes støtte.

Kampe Vindes Med Arbejde

Imponerende. Jeg kan se, at I laver alt selv.

Hvordan slapper folk af?

Ingen slapper af. Alt går op i arbejde.

Her er ingen druk, ingen hasard, ingen bordeller.

Men arbejdstiden er retfærdig, så de har tid til familien.

Det lyder mere puritansk end mit lands puritanere.

Jeg deltog i flere krige, end De kan forestille Dem.

Det var den rene ødelæggelse, men nu er det på tide at bygge op.

Her sælges alt til kostpris eller billigere.

Her ser De en tortillamølle.

De er gratis for alle.

Vi har forskellige produkter.

Nogle høstes her og bliver bearbejdet, andre køber vi andetsteds.

Vi udbetaler også pension til vores troppers enker

for at støtte deres forældreløse børn. Ikke sandt, María?

Tak.

For krydret?

Vi sår lidt af det hele. Kartofler, bomuld, hvede…

Vi har græsarealer nok til at brødføde masser af kvæg.

Jeg har hørt, at De opretholder dette Utopia med "Pancho Villas berømte skat".

Utopia. Jeg kender slet ikke det ord.

Og med hensyn til "Pancho Villas berømte skat"… Se.

Det må være ønsketænkning.

Havde jeg en skat, ville den sociale revolution ikke være så forsinket.

Hold den.

De lyder som Vladimir Lenin.

Hvem er han?

Lederen af den russiske revolution. Det siges, han blev inspireret af Mexico.

I to har endda en fælles ven. John Reed.

John Reed. Juanito.

Vi tabte kontakten. En belæst mand.

Apropos belæst: Lad mig vise Dem noget.

Denne vej.

Vi har et bibliotek og alt det, der skal til for, at børnene kan lære.

Kom.

Børn! Godmorgen!

Godmorgen, general Villa!

Se, jeg har en gæst med, der kommer fra New York.

Jeg har hende med, så hun kan se, at jeg også studerer her sammen med jer.

Det er min plads.

Vidste I, at jeg ville være et æsel, da jeg var barn?

Jeg ville være et æsel, så jeg kunne hjælpe min mor med brændet.

Og, tja, jeg blev et æsel.

Men kun, fordi jeg ikke studerede og ikke læste.

Ens uddannelse lider, når man kæmper i en revolution.

Af og til spiser man ingenting. Kun luft.

Vi var bange, og vi frøs.

Man lider.

Det er derfor, jeg har arrangeret alt det her til jer.

Så I kan studere og læse, så I kan vokse op og blive gode mennesker.

Kom, min kære.

På min plads.

Kom.

Så kan De mærke, hvor godt det føles.

Det er her, min drøm går i opfyldelse.

Fortsæt, frøken.

Vi fortsætter, klasse. Hvis jeg har fire pærer og…

Lucita, vil du hente noget brød til mig?

Frue, kan De give ham brødet?

-Brødet, Lucita. -Det kommer.

-Har De mødt mine børn? -Ja.

Nej, jeg mente dem her. De er også mine. Ikke, Chole?

Okay.

Tag noget brød, Jáuregui.

Er de alle dine, Lucita?

Ikke en eneste. Jeg passer dem blot, som var de mine.

Panchos børn har brug for at være samlet.

Det er de her. Og der er flere på vej.

Det er min forbandelse.

Hvem er hun?

Soledad. Min mands anden hustru.

-Lucita! -Ja?

Kom med lidt ost.

Skiderikken har tre hustruer yderligere.

Men jeg er den eneste, der er lovformeligt gift med ham.

Vi blev viet i katedralen.

Nå, frøken Treadwell.

Her er utroligt. Men visse magtfulde mænd kan næppe lide Deres socialistiske drøm.

Det ved jeg ikke, hvad er.

Men jeg er færdig med at kæmpe.

Jeg vil leve og dø i fred.

Medmindre der kommer en invasion eller politiker, der behandler folk skidt.

Så ville jeg vende tilbage til kuglerne, hvis de spurgte mig. På et splitsekund.

Det var en fornøjelse.

Fornøjelsen er min.

Jeg håber, at De skriver pænt om mig. Ikke som avisejeren og så mange andre.

Deres hr. O'Hare kan ikke lide mexicanere. Mindst af alle mig.

Jeg tror på Pancho Villa. På hans følelser for sit land og sit folk. For de fattige.

Det er det, jeg vil skrive. Det lover jeg.

Kør forsigtigt, Jáuregui.

Længe leve Villa, røvhuller!

Leve!

Vent og se.

Lucita? Se.

Jeg har denne pige med, så hun kan hjælpe dig med at sy.

Hvad hedder du?

Austreberta Rentería. Jeg bliver kaldt Berta, frue.

Berta.

Bær dine ting ind. Jeg kalder på dig om et øjeblik.

-Jeg overlader hende til dig. -Tror du, at jeg er idiot, Pancho?

Jeg gik med til at bo sammen med Soledad, men på afstand.

Jeg passer de børn, du har med tre andre kvinder.

Hvor mange flere vil du have, din skid?

Lucita og Berta kom aldrig godt ud af det med hinanden.

Så en dag i 1921 rejste mit livs lys til Chihuahua med nogle af mine børn.

Jeg reparerede huset, så de kunne bo der. Det havde kvinden da fortjent.

-Hyp! -Hyp!

Hyp.

Kort efter kom min tidligere soldaterkammerat Raúl Madero tilbage.

Han havde glemt intrigerne og den ondsindede sladder.

Skål for Felipe Ángeles.

-Skål. -Skål.

Jáuregui, min højrehånd, sammenfattede mandens sidste ord:

Han var en misforstået og henrettet helt.

"Min død gør demokratiet mere godt, end alt andet jeg har gjort i mit liv.

En martyrs blod er kimen til gode formål. Felipe Ángeles."

Knægt, tag et foto af mødet.

Raúl Madero vendte tilbage fra eksil og var meget tilfreds med Villa.

Jeg kan tænke mig, hvad de talte om.

De la Huerta gav Villa en farm.

Han beder mig altid om penge til sit folk.

Resten af farmerne er også utilfredse med hans facon.

Han er et dårligt eksempel.

Og han sagde til den amerikanske journalist,

at hvis folk beder ham om det, vil han gribe til våben igen.

Valget nærmer sig.

Vi må finde en måde at berolige Pancho Villa.

Men det er svært på hans territorium. Han har stadig mange allierede.

Jeg kender en, der hader ham.

Kongresmedlem Jesus Salas Barraza.

Måske…

Den 19. juli 1923.

Hav det godt, begge to.

Hvis det bliver en dreng, så kald ham Hipólito. Jáuregui, jeg kører.

Kampe Vindes Med Arbejde

Prøv at nå tilbage i dag, Pancho.

Pas på den her.

Den dag fjernede de garnisonen fra Parral.

Angiveligt for at øve sig på paraden til Uafhængighedsdagen flere måneder senere.

Klar, gutter? Lad os give generalen den velkomst, han fortjener.

Dagen før havde kommunen

tilfældigvis bestilt en grøft lige der, hvor min bil skulle køre forbi.

Jeg elsker Parral. Jeg kunne dø her.

-Sig ikke det, general. -Det siger jeg altid.

Et Helligt Barn har advaret mig mod

at komme her på grund af en drøm, jeg havde engang.

Men drømme er bare drømme, ikke?

Længe leve general Pancho Villa!

Leve!

Stop, stop, stop!

Kom så. Afsted!

Jeg har altid gerne villet dø i Parral.

Et Helligt Barn fortalte mig, at det ville ske her.

Dagen vil oprinde, men det betyder ikke, at du dør.

Min kære Siete Leguas.

-Hvad laver du med ham? -Skynd dig, general. Det finder du ud af.

Pancho.

Lucita.

Er du vred på mig?

Nej.

Hvorfor?

Fordi jeg har såret dig så meget.

Tilgiver du mig virkelig?

Ja.

Sov bare videre.

Hvad er der sket?

Fotos og nyheden om min død spredte sig i verden som en steppebrand.

Regeringen ville ikke begrave mig i hovedstaden Chihuahua.

Så den 21. juli 1923

blev jeg begravet på en lille kirkegård i Parral.

Kun en af mine 23 hustruer var der for at sige farvel.

Vi er begge vrede og triste over general Pancho Villas død.

Jeg kan forsikre, at en efterforskning

for at finde de skyldige straks vil gå i gang.

Den efterforskning fandt naturligvis aldrig sted.

Tre år senere.

Der er det. Skynd dig, så ingen hører os.

-Pis, jeg skar mig. -Du er så dum.

Vi må ikke blive opdaget. Giv mig den!

Det var sådan, at jeg, selv i døden, levede videre.

Som sædvanlig blev der sagt mange ting om mit stakkels hoved.

At Álvaro Obregón ville have det som trofæ.

At en rig gringo ville have det som hævn for Columbus.

Det forlød endda, at et museum ville have det.

GENERAL FRANCISCO VILLA REALSKOLE

MEXICOS PRÆSIDENT

Undskyld mig, hr.

Jeg leder efter noget meget specifikt.

Jeg er arkæolog på et museum i New York.

Og hvad så?

Jeg har hørt, at det er i dette område,

at Pancho Villas hoved er begravet.

Ved du, om det er sandt, hvad folk siger?

Læg den væk og forsvind, min ven.

Har du ikke hørt om Pancho Villas hævn?

Obregón blev dræbt i 1928, angiveligt i en religiøs konflikt.

Det er altså fremragende.

Men alle pegede fingre ad Calles og sagde, at han ikke ville dele magten.

Ja, jeg ligner jo mig.

Og dem, der skar mit hoved af?

Soldaten, der skar sin hånd, døde af koldbrand.

De andre døde kort efter, angiveligt under overfald eller i ulykker.

Generalen, der beordrede mit hoved skåret af, blev skør

og hævdede, at Pancho Villa besøgte ham hver nat

og trak i hans ben for at slæbe ham til helvede.

Gå væk! Det var ikke mig.

Det var ikke mig!

Jamen dog.

Men ved du i det mindste, hvor hans hoved angiveligt er begravet?

Lige her under hans skole.

Hvis du vil finde Pancho Villa…

…så finder Pancho Villa dig.

Tro mig.

Det siges, at kentauren er et dyr fra eventyr og historier fra fortiden.

Halvt mand, halvt hest.

Et uovervindeligt bæst.

Det er derfor, du bliver kaldt det.

Kentauren fra nord.

Hør her.

Hvis dette land havde haft flere skoler til børnene,

flere lærere end soldater,

så var revolutionen ikke brudt ud.

Så ville mange ikke have mistet livet.

Tekster af: Mille Dyre Egegaard