Original subtitles

Denne historie er inspireret af virkelig hændelser.

Personer og begivenheder har dramaturgiske formål.

Enhver lighed med virkeligheden er tilfældig.

Tidligere.

Jeg hører, at De fangede dem, der krydsede grænsen.

"Alle tropper er blevet beordret til at melde sig i Zacatecas hurtigst muligt."

Lad os sende en depeche til Carranza.

Hvis han indtager Zacatecas, så vil hans næste mål være hovedstaden. Mexico City.

Så får han mulighed for at slå sig sammen med Emiliano Zapata fra syd.

Fyr!

Søg dækning!

Til kanonerne!

Sig mig: Hvor skal ammunitionen hen?

-Længe leve Villa! -Længe leve Villa!

Jeg befaler, at De melder Dem til mig og redegør for Deres lydighedsnægtelse.

Vi har mange fanger. Både betjente og Colorados.

Jeg giver betjentene mulighed for at slutte sig til os.

Og Los Colorados?

Før dem ud af byen og henret dem.

Du bliver min assisterende bøddel.

Har vi kugler nok?

-Det tror jeg. -Det håber jeg.

Se lidt opvakt ud. Jeg skyder, og du lader pistolerne.

De kommer i hold.

Men hvis du tillader en eneste Colorado at flygte, så skyder jeg også dig.

Husk på, at de røvhuller undertrykte folk som din familie.

Hør her, Colorados. Sådan her vil det forløbe:

Når I prøver at flygte, så skyder jeg.

De, der når over til muren og springer over, vinder deres frihed.

De, der nægter, bliver skudt.

Giv mig de første fire.

Kom nu. Jeg skyder jo bare.

I får en chance.

Første skud er signalet til at løbe.

Jeg dør!

Jáuregui!

-Giv mig de næste fire. -Ikke mig, vis nåde.

-Jeg støtter revolutionen. -Løb, løb!

Nåde! Nåde!

Næste!

Skide bødler.

Næste!

Næste.

Mange skrev om den henrettelse og mange andre.

Men jeg gav kun ordre til at sikre retfærdighed.

Revolutionen havde aldrig plads til nåde.

PANCHO VILLA: THE CENTAUR OF THE NORTH

Amerikanerne besatte stadig Veracruz. De ventede på, at vinden vendte.

Efter det føderale politis nederlag i Zacatecas fulgte masseflugter.

Victoriano Huerta trådte af som præsident og rejste i eksil.

I Amerika konspirerede han med det Tyske Kejserrige,

indtil han blev fanget og døde af skrumpelever i et fængsel.

I august 1914

ankom Álvaro Obregón til Mexico City sammen med konstitutionalisterne.

Carranza ankom kort efter.

Jeg vendte tilbage til Chihuahua, hvor støtten til mig var størst.

Det gjorde gamle Gråskæg meget nervøs.

Obregón foreslog at aflægge mig et visit for at få orden på tingene

og for at udspionere mig, det røvhul.

Velkommen, ven, uden tropper og skyderi.

Vi bør ikke udkæmpe flere slag mellem brødre, general.

Vores lands skæbne er i Deres hænder, og i mine.

Hvis vi slår os sammen, kan vi bevæbne landet på et øjeblik.

Lad mig præsentere oberst Roque Medina Garza.

Endelig mødes vi, oberst.

De er vellidt.

Derfor har jeg bedt ham om at tage med. Han ved mere om politik, end jeg gør.

Æren er helt på min side, generaler.

Lad os komme afsted. Min hustru, Lucita, venter på os derhjemme. Kom.

Generaler. Det, vi har brug for, er et møde mellem sindene.

Derfor tilbyder jeg Carranza som konstitueret præsident,

men han må ikke stille op til præsidentvalget.

Det er muligt, men han har en kommandør i Sonora.

Plutarco Elías Calles.

Han kan lide lege, men ikke de sjove. Så hvis Carranza og jeg ikke forsones,

vil han gå imod mig.

-Han er loyal over for mig. -Hvad skal vi gøre med Calles?

Få splittet hans folk, så han er alene. Jeg vil ikke have trusler i nærheden.

Enig.

I morgen sender jeg et telegram, og så er det ordnet.

Vi troede, at det ville blive så enkelt. Men det var revolutionen aldrig.

-Fru Lucita, det hele er så lækkert. -Tak, oberst.

-Kom ind. -Goddag. Er general Obregón her?

Han går en tur med Roque. Han er snart være tilbage.

En af vores spioner er ankommet til Sonora.

General Calles tropper splittes ikke op.

Tværtimod. Han tilføjer Yaqui-indianere til sine tropper.

Sådan er Obregóns beskidte tricks.

Bring mig det røvhul med det samme.

Venus bliver ikke glad for ikke at kunne stille op til præsidentvalget.

Jeg håber, at han giver efter. Det er bedst for revolutionen.

Hvad så, Fierro?

General Obregón, De skal melde Dem til general Villa øjeblikkeligt.

Arresterer du ham? Det må være en misforståelse.

De forrådte mig. Calles vinder frem i Sonora.

Vi prøvede at forhandle. Det betyder ikke, at De er øverstkommanderende.

-Nu vil general Calles… -Nu?

Nu vil jeg skyde Dem.

-Det betyder, at jeg skyder Dem. -Mig?

Gør det.

Gør det.

Lad mig blot sige noget.

Denne gang kommer kun De til skade. Når De gør mig til martyr.

Fint. Fierro.

Før generalen væk.

Find en pæn mur og fyld ham med bly.

General? Obregón kom med fred. Det kan De ikke tillade Dem.

Vent og se!

Pancho.

-Du kan da ikke dræbe en gæst. -Bland dig udenom!

Vær nu ikke dum. At dræbe ham i dit eget hjem er kujonagtigt.

Klar!

Sigt!

Roque, server for vores gæst.

Så kan folk ikke sige, at Pancho Villa er en dårlig vært. Eller en forræder.

Eller at han dræber forsvarsløse mænd. Næ nej.

Jeg har viet mit liv til revolutionen, så det ville være et held at miste det.

Deres blod er koldt.

Jeg skulle også henrettes. Det er barsk.

Der skete ingenting.

Næsten ingenting.

De, der ikke respekterer aftaler for landets bedste,

må og skal udslettes.

Det er derfor, Carranza vil indkalde til kongres i Mexico City.

For at forene styrkerne.

Ligesom general Calles er der mange, der ikke adlyder så let.

Det er problemet. Alle vil have deres del af kagen.

Men det er ham, der skærer kagen, der vil have det største stykke.

Så der er ikke nok til alle.

Obregón løb en risiko, der næsten kostede ham livet.

Jeg troede, at vi allerede var forsonet.

I stedet kom han tilbage med Carranza og var langt mere mistænksom.

Zapata nægtede også at underlæge sig Carranza.

Ingen deltog i den kongres, han arrangerede i Mexico.

Den blev flyttet til Aguascalientes. I midten af landet.

Jeg holdt mig i nærheden i Zacatecas, hvis nu det var en fælde.

For fredens skyld og for at forene af Mexico

godkender denne revolutionskongres med et flertal

afsætningen af Venustiano Carranza

som øverstkommanderende for konstitutionalist-hæren,

og Francisco Villa som øverstkommanderende for den nordlige deling.

-De burde være her! -Vis jeres ansigter!

Vi er deres repræsentanter!

Uanset hvad er vinderen af afstemningen til republikkens konstituerede præsident

general Eulalio Gutiérrez Ortiz.

Eulalio vandt, fordi han var svagest. Han ville ikke true nogen.

Desuden havde vi Roque ved hans side for en sikkerheds skyld.

Vi må nu sætte vores underskrifter på dette flag,

for at sværge respekt for aftalerne i denne konvention!

-Hvem er han? -Han viser ikke sit ansigt.

-Villa! Villa! -Pancho Villa.

Hvad laver Villa her?

Hvis Carranza bliver afsat som præsident…

Det er Pancho Villa.

…og hvis jeg bliver afsat fra den nordlige deling…

…så kan I bare skyde os nu!

Så er krigen slut.

Her er jeg!

-Nemlig, general! -Længe leve general Pancho Villa!

Villa!

Roque, få organiseret folk.

For vores sikkerheds skyld. Jeg stoler stadig ikke på de røvhuller.

-Javel, general. -Vi ses i hovedstaden. General!

Hilser De ikke på zapatister længere?

De lukker dem ud af fængslet uden at invitere mig.

Jeg kom for at gejle folk op. Man skal blot have general Zapatas godkendelse.

-Jeg skrev til ham, før jeg kom. -Og jeg er her for at give Dem hans svar.

Det er kort. Generalen er en mand af få ord.

Gav han Dem brevet?

Jeg tænker hurtigt, men læser langsomt.

Han dikterede det, og han er enig med Dem.

Det er på tide at gå ind i hovedstaden og nedkæmpe militæret og præsterne.

De er uddannet.

Jeg vil gerne høre Deres ærlige mening om vores perspektiver.

Hør her, general.

Jeg kan fortælle Dem, at Madero ikke henrettede sine fjender i 1911.

Han benådede dem. Og senere forrådte de ham.

Det ved De.

Zapata siger: "Jeg vil hellere dø stolt end at leve i frygt."

Fortæl Zapata, at det er på tide, at vi mødes ansigt til ansigt.

Præsident Eulalio Gutiérrez har sagt, at hvis De ikke accepterer ham,

bliver De betragtet som forræder mod den regering, han repræsenterer.

Det gør jeg ikke.

Men kongressen støttede ham.

Ikke min kongres.

Jeg hørte også noget mere bekymrende.

Zapata og Villa vil mødes her i Mexico City.

Vi må trække os tilbage.

Til Puebla.

Eller Veracruz-kysten.

Xochimilco, den 4. december 1914

Vi er ikke klar.

Endelig forenes folkets sande mænd.

Det glæder mig at møde en mand, der forstår at kæmpe.

-Paulino, tag et foto af os. -Javel, general.

Sådan.

Og fortæl så aviserne, at Villa og Zapata mødes og er klar til at kæmpe hårdt.

Så gerne.

-Kom, general. Lad, som om De er hjemme. -Tak.

-Min ven. -General.

-En fornøjelse. -Den er helt på min side.

-General. -Godt at se Dem.

-General. -Godt at se Dem.

Bare rolig, Emiliano.

Vi har kugler, våben og kanoner nok at dele ud af.

Tak, Pancho.

Det vigtigste er, at De beskytter Ayala-planen, som var den Deres egen.

Land og frihed. Det er det, vi ønsker for folket.

Jeg oppe nordpå, De nede sydpå.

Ham den rige Carranza og alle de parfumefranse

ønsker kun revolution, når den er belejlig.

Den skøre gamle mand er en tyran. Som Huerta eller Díaz.

På denne måde får folk under dem aldrig fred.

Sådan har det været i hele vores liv.

Hvor længe har De kæmpet?

Siden jeg tog hjemmefra som knægt.

Siden jeg var 14 år.

Jeg var 18.

Det er derfor, at mænd som os er nødt til at styre krigen.

For at få en bedre regering.

Sig mig, vil De styre landet, ligesom jeg gør i Chihuahua?

Nej, det vil end ikke Gud.

Jeg ville savne kampene.

At regere…

Det er for vores venner, der har studeret.

Men når de får magt, forandrer vores venner sig.

Så må man lade en machete falde ned over dem.

-Røvhuller og skadedyr. -Lad dem visitere mig.

-Skål. -For vores allierede hære.

Jeg drikker ikke, min ven.

Det er sgu da løgn.

Tving mig ikke til at drikke alene. Man må ikke nægte sande venner en tequila.

Lad gå.

Hold da kæft.

Ja, ikke, general Villa?

Et par dage senere red vi ind i centrum af hovedstaden.

Der var ikke en eneste parfumefrans. End ikke en uddannet.

Kun rene og simple barfodede folk.

Den sande revolution tilhører os undertrykte.

De kommer. Indtag jeres pladser.

Hold da op. Og den stol?

Det må være den forbandede stol. Den præsidentielle stol.

Den forgifter dem, der sidder på den, med magt og grådighed.

Et foto, generaler. Sid på stolene, tak.

Sid her, Pancho. Jeg sidder på den anden side.

I orden.

Så er jeg præsident i lidt tid. Det gør mig ikke til en djævel.

Klar?

-Tak. Mange tak. -Mange tak.

Jeg svor at brænde den dumme stol for at ophæve forbandelsen.

-Kom. -Det er ikke muligt, generaler.

Det er ikke den præsidentielle stol. Carranza tog den med til Veracruz.

-Det er bare en stol. Denne vej. -Rædsomme, gamle mand.

Velkommen.

Gamle Carranza flygtede til Veracruz, hvor amerikanerne endelig

udleverede ham til den provisoriske hovedstad som fortjent.

Hr. Carranza, vi forlader havnen og overlader den til Dem.

Tak.

-Undskyld, jeg har været så diskret. -Bare rolig.

De må forstå og tilgive problemerne, der opstod på grund af vores tilstedeværelse.

Jeg forstår og håber, at borgerkrigen snart er slut.

Bestemt. For alles bedste.

Ambassadør.

General.

Forræderiets og forbrydelsernes uhyrer,

legemliggjort af Francisco Villa og Emiliano Zapata,

truer med at ødelægge vores revolutions resultater.

Men vi vil forsvare vores retmæssige præsident, Venustiano Carranza.

Præsident Wilson tror, at Villa og Zapata vinder denne krig.

Deres hær er dobbelt så stor som Carranzas.

På et tidspunkt må vi vælge side.

Ja. Men hvilken?

Fco I. Madero Allé

Lad dette minde os om en stor mand,

der var som en far for mig.

Som gav mig mulighed for at gøre noget anderledes med mit liv.

Så hvem end, der vover at fjerne vejskiltet,

eller bare røre det, vil blive henrettet.

Uanset hvem det er.

VILLA BEORDRER DRAB PÅ ALLE!

Se, hvordan det røvhul fik mig fremstillet.

Ondsindede karl.

Skulle Paulino ikke forestille at være ven af Zapata?

Journalister har ingen venner. Kun interesser.

Af og til gør de det for at skræmme folk.

De får os til at fremstå som barbarer, som vil tage fra de uddannede.

Der må gøres noget, Fierro.

Af og til gør ord større skade end kugler.

Undskyld, men vil I bede om andet?

Bare Deres navn, søde.

-Er De ledig? -Undskyld mig.

Jeg tror, hun er døv. En skam, når hun er så køn.

Ud.

Det finder vi ud af.

Var der ellers andet, eller skal jeg komme med regningen?

-Hvem er De? -Fru Fares. Hotelejeren.

Lad mig gætte. Er De pigens mor?

-Og Deres pudsige accent? -Vi er fra Frankrig, hr.

-Vi bryder os ikke om at blive chikaneret. -Chikaneret af hvad?

Jeg vil bare lære hende at kende. Eller skal jeg betale?

Pigen vil have travlt, indtil I mænd fra nord går igen.

Jeg kender Deres tricks, hr.

Pigen har en pris, en som De ikke kan betale. Kom godt hjem.

Fierro!

Få sat skik på den ækle gamle dame. For respektløshed over for autoriteter.

General, jeg er ikke enig i det, De gør.

Jáuregui, du køber hotellet, og så er det ud med dem.

-Slip mig, kryb! -Afsted.

-Slip mig. Hvad er problemet? -Afsted.

-Kom så. -Åh! Kan vi ikke tale om det?

-Klap i, snobbede gamle dame. -Hjælp mig!

-Det er mit hotel! -Hallo, min ven!

Det der er mishandling.

Jeg er ikke Deres ven. Og bland Dem hellere udenom, ellers…

Ellers hvad, skiderik? Ellers hvad?

Pancho Villa er og bliver en bandit.

Så skrub af, og fortæl ham, at det er oberst Berlangas ordre.

Der findes love og rettigheder her. Forstået?

Deres eneste rettighed er at trække vejret en dag mere.

Og den rettighed har jeg lige skænket Dem.

Den franske ambassade krævede fruen løsladt.

Jeg løslod hende, så festen kunne fortsætte.

Men tropper var løs i hovedstaden.

Det var umuligt at forhindre det, der var sat i gang.

Hvad laver I her, røvhuller?

Mishandling og plyndring herskede overalt. Bagefter skød vi skylden på hinanden.

Zapatisterne gav os skylden, og omvendt. Uden at vide noget om situationen.

I behøvede ikke at dræbe faderen, røvhuller. Pas bedre på næste gang.

Afsted. Skaf flere penge.

-Afsted. -David!

David!

Hjælp!

Hjælp!

Jeg lagde det hele bag mig. Men Fierro havde en god hukommelse.

Og han bar nag.

Så skyd!

Jeg sagde til Fierro, at han blot skulle sparke lidt til køteren.

Men han gik endnu længere, og det endte med et værre rod.

Der var desuden gamle skænderier mellem os,

som fik temperamenterne i kog og fik vores veje til at skilles.

De begyndte at beskylde præsident Eulalio for at være for svag til at styre folket.

Det sidste strå

var lejemordet på journalist Paulino Martínez, Zapatas ven,

hvis død de ville hænge mig op på.

General. Et telegram fra Raúl Madero.

Læs det højt.

Ved Torreón klargøres styrker, så Obregón og Calles kan overtage regionen.

Vi må sende ham forstærkninger. Det lovede vi Zapata,

så han kan nedkæmpe Carranzas støtter i Puebla og Veracruz.

Går De ikke efter forstærkninger?

Vi må ikke miste norden. Eller brage sammen med amerikanerne.

I morgen tager jeg til Guadalajara og forener det centrale Mexico.

Derfra tager jeg til Torreón og sikrer grænsen.

Vi bør i stedet gøre det af med Carranza, som lige har slået sig ned i Veracruz.

Måske har De ret, Ángeles.

Men mit hjerte og min mavefornemmelse siger, at jeg skal tage tilbage.

Kære Emiliano. Jeg sender militære forstærkninger som lovet.

Jeg må tage nordpå og stoppe vores fjender.

"Til general Zapata. Pas på med rygter, der har til hensigt at splitte os.

De varmeste hilsner, din ven, Francisco Villa."

General Ángeles har bekræftet, at artilleri og rifler er sendt afsted.

Magaña, skriv til general Villa.

Skriv, at han kan slappe af.

Jeg er en mand af mit ord, og rænker preller af på mig.

Lad os få ram på Carranza.

Fint. Men hvis De tager til Veracruz, og Villa tager nordpå,

hvem bliver så i hovedstaden?

Nu da Villa og Zapata er langt væk,

vil general Obregón tale på et mere diskret sted.

Han vil støtte den rette fraktion…

…før disse barbarer får ram på ham og dræber Dem også.

Længe leve Villa!

Villa!

Guadalajara i Jalisco.

De røvhuller.

Se den smukke brunette.

Vent, min ven.

Det siges, at kvinder fra Guadalajara er smukke, men De sprænger skalaen.

Pancho Villa.

Til tjeneste.

Margarita Sandoval. Det er en ære at møde den berømte Pancho Villa.

Er jeg virkelig berømt på disse egne?

Hvad siger folk?

Tja, noget af det er godt, og noget andet er ikke.

Hør her.

Jeg bliver her et par dage og taler med parfumefransene.

Kan De ikke vente på mig på torvet, så giver jeg en drink, når jeg er færdig?

Så kan du fortælle mere om, hvad folk siger.

I orden.

Ja.

Jáuregui, du har ansvaret for den unge kvinde.

Farvel.

Undskyld mig.

Det er præcis, som de siger.

Du har kvinder overalt.

Bare rolig, skat.

Jeg holder ord.

Vi bliver gift i morgen.

Det er det rette.

I orden.

Jeg bliver her i området og kommer nok i konflikt.

Jeg vil have dig med.

Men jeg er bekymret over, hvad de ellers siger.

Ignorer dem.

Det er bare rygter, spredt af personer, der ikke har bedre at tage sig til.

Eller hvad? Tror du, at jeg er en ussel løgner?

Men jeg behandler dig godt. Så godt.

Pis. Jeg bad dem om ikke at forstyrre mig.

Hallo. Hallo?

Villa her. Hvem der?

General, det er Roque. De vil ikke tro det.

Præsident Eulalio flygtede fra hovedstaden for at mødes med Álvaro Obregón.

Hvad? Men præsidenten er vores allierede!

Jeg fandt et brev, der forklarer alt. Han har tømt pengeskabet.

Han tog endda maskinen, der trykker penge.

Han er sammen med hundredvis af mænd fra sit militær, som har skiftet fraktion.

General Villa?

General?

Så snart jeg forlader Guadalajara, skyder jeg alle forræderne ned.

Fortæl Ángeles, Fierro og alle andre,

at vi sender de røvhuller i helvede!

Jeg spiser dem levende!

De skal se mig i øjnene, mens jeg flår deres hjerter ud! Og deres indvolde!

De herrer i Jalisco,

I skal vide, at I roligt kan slappe af.

Det er vigtigt, at vi forbliver forenede.

For landets skyld. Og for at vise det…

Jeg ved, hvor vigtig katolicismen er for alle i denne region.

Jeg vil ikke forbyde gudsdyrkelse.

Eller lukke kirker.

Dem kan I beholde.

Jeg giver jer mit ord på,

at jeg vil beskytte jer og tage mig af jer alle sammen.

Tak, general.

-De af jer, der er på vores side, forstås. -Naturligvis. Vi er på Deres side.

Og alting har sin pris.

Især denne revolution, som vil gøre Mexico så meget godt.

Hvorfor så skuffede?

Det er en pris, I alle kan betale.

Som et lån for jeres ord.

Jeg er ikke færdig, mine herrer!

Urbina, min ven her,

vil komme rundt til jer alle

for at indsamle det, I kan undvære, i hatten.

Revolutionen håber,

at jeres generøsitet rækker til intet mindre end en million.

De er vanvittig!

Det er en skændsel! Et skamløst røveri. Vi tillader det ikke.

Lad det blive kendt, at jeg spurgte pænt.

I tror alle, at landsbyboere er dumme, fordi de er fattige.

I er Pérez Rubio-brødrene, ikke?

Ja eller nej, røvhuller!

I ejer halvdelen af delstaten.

I kontrollerer alle jorder med jeres hvide hære.

I dræber og spreder frygt overalt.

Hvad?

Troede I ikke, at jeg vidste, at I støttede den kakerlak til Huerta?

Idioter.

Nu skal I få grund til at skrige.

-Urbina. -Bare sig til, general.

Bring mig de to svin og skyd dem lige nu.

Hvis de bliver ved med at hvine, så dræb dem som svin.

Vent.

Afsted!

Hvad er Deres navn?

Joaquín Cuesta.

Joaquín Cuesta.

Kan De lide lege?

Lad mig vise Dem en af mine yndlingslege.

Sandhedens Time.

Jeg stiller et spørgsmål, og De svarer med den skinbarlige sandhed.

Hvis ikke…

…taber De.

Nåde, nåde!

Ligesom de brødre.

En lille fugl har fortalt mig…

…at Deres bror er det ondeste røvhul i La Barca.

Ikke sandt?

Jo.

Rigtig godt, Cuesta. Så flot.

Og den samme lille fugl…

…siger, at De er gudsøn…

…til ingen ringere end Porfirio Díaz. Ikke sandt?

Nej.

Hvad koster det at sige sandheden?

Nå, mine herrer.

Ræk hånden op, hvis I støtter revolutionen.

Rigtig godt.

Tekster af: Mille Dyre Egegaard