All language subtitles for Pancho Villa The Centaur of the North - S01E01 (2023) WEB.dan

Denne historie
er inspireret af virkelig hændelser

Personer og begivenheder
har dramaturgiske formål

Enhver lighed med virkeligheden
er tilfældig

-Jeg ville dø for Parral.
-Sig ikke det, general.

Det siger jeg altid.

For længe siden bad Jesus mig om ikke
at vende tilbage på grund af en drøm.

Men drømme er jo ikke mere end det.
Drømme.

Se, de har lavet et dige.

-Længe leve general Pancho Villa!
-Leve!

Mit liv har altid været en tragedie.
En jagt.

De dræbte mig den 20. juli 1923.

Eller det troede kujonerne i det mindste,

men de turde ikke at se den mand,
de prøvede at dræbe, i øjnene.

PANCHO VILLA:
THE CENTAUR OF THE NORTH

General Porfirio Díaz blev præsident,
da Benito Juárez døde i 1872.

Han udråbte sig selv til præsident.

Og han elskede at regere så højt,
at han genvalgte sig selv igen og igen.

Intet mindre end otte gange.

Med hjælp fra politiet og militæret
regerede han med en jernnæve.

Hans familie og venner
fik høje stillinger og blev rige.

Imens, i resten af landet,

udnyttede og styrede jordbesidderne
arbejderne og deres familiers liv.

Han vandt Europas og Amerikas gunst

og tillod dem at udnytte vores miner,
jernbaner og store landområder.

Ethvert forsøg på at afsløre dette
endte med massakrer,

nedskydninger eller henrettelser.

Ordren lød: Dræb dem omgående.

Cogojito-farmen, Durango, 1894

Jeg er ligeglad.
Arbejd, eller jeg tvinger dig.

-Hvordan kan jeg?
-Drop dit klynk, din skide indianer!

Se din nevø.

Kom i sving, dit røvhul.

Hvad glor I på? Se at komme i gang.

Det kan du da ikke forstå.

Jo, min far har lært mig det.
Kan du også læse?

-Tja, en lille smule.
-Doroteo! Doroteo!

Skynd dig hjem.
Hr. Agustín generer Marianita.

Vær rar at gå, hr. Agustín. Hvad vil De
med Marianita? Vær ikke grådig.

Det er min ret som jordbesidder, Micaela.

Hvad er der galt? Din datter er smuk.

Hun er voksen nu. Hvad laver du her,
Doroteo? Tilbage til arbejdet.

Hvad? Hvis du er respektløs,
bliver du hængt, din skide indianer.

Løb, Doroteo! Løb, min dreng!

Fang ham! Tilkald politiet!

Kom så!

Så, rolig. Rolig.

Kom. Sammen.

-Så du ham falde?
-Ja, general.

Han dør alligevel.

Vi går.

Stille, hest.

Hvor skal du hen?

Det er min hest.

Det vidste jeg ikke.

Jeg så den bare.
Jeg skal nok stige af, men bevar roen.

Ignacio Parra.

Doroteo Arango.

Det her er min ven, Refugio Alvarado.

Hvorfor skjuler en knægt som dig sig
i en grotte som denne,

med sår og skrammer
og en pistol uden kugler?

Er I vagter eller politi?

Hvad er du?

Skjuler du dig?

Hvad har du gjort?

Jeg skød jordbesidderens søn to gange.

Hold da op! Knægten er fræk.

Ved du, at du risikerer at blive hængt
for det, du har gjort?

-Han var respektløs over for min søster.
-Sikke en skiderik.

De vil lede efter dig i noget tid.

-Det er vi vant til, ikke?
-Det tør siges.

Kom.

Vent.

Må jeg tage med?

Jeg er hjemløs nu og må søge langt væk.

I noget tid.

-Kan du bruge sådan en?
-Selvfølgelig.

Jeg har dræbt rotter og kaniner,
siden jeg var barn.

At dræbe små dyr er ikke det samme
som at dræbe en mand, knægt.

Men hvis noget går galt, må det gøres.
Forstået?

Ja.

Jeg er her for at lære og gøre,
som I siger.

Bare sig, hvad jeg skal ramme.

Så hop op.

Vi må til en anden delstat. Det er aldrig
smart at sove det samme sted for længe.

Det må du lære, knægt.

Kom.

Men jeg har ingen hest.

Kom tilbage, skiderikker!

-Afsted!
-Mine heste!

Fart på!

Hvordan vil I løse det her?

På den lette måde,
eller den virkelig lette måde?

Mind jeres chefer om, at dette var
vores land, før regeringen gav det væk.

Så et par dyr er vist rimeligt nok.

Ned!

Lig stille!

Afsted.

-Jeg troede, I ville dræbe dem.
-Hvorfor?

Selv banditter bør være hæderlige.

Skynd dig at hente de andre.

Fart på!

Hvad tager I herfra?

Hvad som helst
vi kan få op af jorden, Doroteo.

Mineralerne tilhører hr. Burkhead.

Muldyrene bærer dem til grænsen.

Hvad? Er det for lidt?

Jeg har aldrig holdt 100 pesos i hænderne.

Væn dig til det.

Men ikke for meget, vel?
Og vigtigst af alt:

Bid aldrig nogensinde hånden,
der mader dig.

-Forstået?
-Naturligvis, hr. Tigre.

-Du er allerede som familie for mig.
-Netop.

Nu er jeg som… en far.

Og hvis du gør det godt,
vil du en dag blive som en far for andre.

Du vil beskytte dem.

Men pas på ikke at lukke slanger ind.

Hvordan ved man, om det sker?

Rolig, knægt.

Lange blikke, korte skridt
og dårlige hensigter.

Kom.

-Nej.
-Hvad mener du? Er du ikke mand nok?

Jo, jeg er en mand, men jeg drikker ikke.

-Er det et problem?
-Slet ikke.

Det er bedre for os.

-Mere til os.
-Netop.

-Slap af!
-Rejs dig.

Hvis I ligger stille…

Nogle år senere

…så sker der ikke noget.

Fart på.

Som årene gik, voksede familien,
og det samme gjorde vores indtjening.

Se. De var godt skjult, men jeg fandt dem.

Men det gjorde vores ry også.

EFTERLYST - IGNACIO PARRA MACÍAS
$15.000

Jeg havde aldrig troet, at et liv på flugt
ville bringe mig så langt væk.

Vi forcerede samtlige bjerge mange gange.

Jeg lærte alle grotter at kende.

Og jeg kendte ruterne
som min egen baglomme.

Fra det højeste bjerg til verdens ende.

Men jeg begyndte at savne min familie.

Jeg har et familieærinde. Venter I på mig?

Ja. Vi venter på dig i skyggen.

Godt. Vi ses snart.

Doroteo.

Min dreng.

Jeg takker Gud for at have beskyttet dig.

De taler om dig og dine venner
til gudstjenesterne.

Heldigvis kom hr. Agustín sig, men hvis
de ser dig, anholder de sig, så pas på.

Jeg har noget til dig.

Åh, min søn.

Hvor har du de penge fra?

Hvis du omgås med de mænd,
bliver det din død.

Røveri er forkert, Doroteo.
Det har jeg jo altid sagt til dig.

Skæbnen bragte mig hertil.
Jeg søger ikke tilgivelse.

Ønsket om at hjælpe min familie
blev født af lidelse.

Jeg vil hellere være en bandit,
end at min familie skal mangle noget.

Det er fint nok.

Hvor er min lillesøster?

Hun er rejst.

Rejst? Hvorhen?

Sammen med Santos Llano.

Politimanden.

Min søster og en politimand.

-Dem, der jagtede mig.
-Det vidste hun ikke.

Hun fik at vide,
at du faldt ud over en klippe.

-Tiden gik. De tilbød at beskytte hende.
-Mod hvad?

Giv mig din velsignelse,
og det bliver Guds vilje.

Doroteo.

Bring hende hjem.

Tag pengene.

Santos! Santos!

-Hvem er de?
-Det vil jeg ikke vide.

Gå ind i huset.

Doroteo, hvad laver du her?

Jeg er her for at dræbe dig,
dit skamløse fjols.

Jeg håber, at du kan huske mig, Santos,
for vi har et regnskab at gøre op.

-Vi bliver gift lovformeligt, jeg sværger.
-Det er for sent, så nu løser jeg det.

Nej, Santos! Santos!

Refugio!
Bring min søster hjem til min mor.

-Hun kan forklare, hvor hun bor.
-Santos.

Rejs dig.

Dræb også mig!

Pas din mor og dine søskende.
Det er din pligt.

Overtal mig ikke.

Santos.

-Hvad har du der?
-Brød. Lad mig komme forbi.

-Sælg os lidt.
-Det kan jeg ikke.

Det skal til Santa Isabel-godset.
Det er til ejerne.

Hvis det er til jordbesidderne,
så giv det til os.

De skiderikker stjæler altid brød
fra de fattige.

Jeg passer selv min biks.
Flyt dig, dit røvhul.

Det var ikke i orden, Reza.

Selvfølgelig var det ikke i orden.
Den, der fornærmer mig, dør.

Tja. Mænd har dræbt for mindre.
Det er da ingenting.

Har du dræbt en mand for brød?

Du sagde engang,
at selv banditter bør være hæderlige.

Åh, Doroteo. Du burde have lært nu,
at i dette område er liv intet værd.

Hvis Reza blev fornærmet,

har han ret til at berigtige det.

Sådan er han. Det gælder hans ære.

Jeg synes ikke, at det er hæderligt
at dræbe en ubevæbnet mand.

Du vil forstå en dag, Doroteo.

Og hvis du vil skyde, så håber jeg,
at du har kugler nok

og fart nok til at dræbe os alle.

Hvis det skal være sådan,
så er jeg færdig her.

Jeg håber ikke, at I skyder mig i ryggen.

Jeg har reddet jer alle.

Mere end én gang.

Jeg siger ikke noget.

Hvad så nu? Skal jeg skyde ham?

Nej.

En mand, der har fortjent vores respekt
på den måde, skal ikke dø sådan.

Hvad har du med?

Hostesaft.

Og til at beskytte dig?

Guds hånd eller hvad?

Der sker mange røverier her.

Og jeg kan ikke lide løgne.

De er ikke mine.
De tilhører magasinejeren.

Lad mig se.

Ræk mig dem. Forsigtigt.

Du har ret.

Der sker mange røverier her.

Og derfor er vi her.

Vil du skyde?

Så dør vi begge i dag.

Kløgtigt.

Hvad hedder du?

Pancho. Francisco.

Francisco hvad?

Hvis de kendte mit rigtige navn,
ville de sprede det.

Jeg ved ikke,
hvorfor jeg sagde min bedstefars navn.

Villa.

Pancho. Pancho Villa.

Kender I det navn?

Godt.

Det er for tidligt til den straf,
hr. Porfirio kan lide.

Straffen var enkel.

Man blev ført til en øde vej
og skudt i ryggen.

Og så sagde de, man var flygtet.

Rolig.

De kaldte det "flugtens lov".

Vil du have vand, fange?

Mens jeg tisser.

Vend dig. Lad mig være i fred.

Godt. Videre.

Måske slap jeg billigt,
fordi jeg overgav mig uden at skyde.

Dommeren ville i hvert fald ikke
have mig skudt.

-Stå ret, soldater. Stabilt greb!
-Men jeg blev sendt til barakkerne.

Sigt.

Skyd!

Soldat Villa, træd frem.

De skyder godt. De har skudt før, ikke?

Det kan man godt sige.

Jeg forfremmer Dem til instruktør.
Hvad siger De til det?

I orden.

-Jeg holdt et år.
-Kom.

Vi morede os mest med hanekampe.

Jeg lærte meget af kaptajnen,
som var venlig over for mig.

Så er det nu!

Men resten handlede om strikse regler
og straffe. Det var ikke noget for mig.

Så jeg stjal noget reb
fra hestenes mundkurve og satte i gang.

Som desertør blev jeg murer,

butiksejer
og endda minearbejder uden erfaring.

-Hallo!
-Pas på.

Victor!

Du godeste!

-Hent doktoren!
-Javel.

Rolig, Pancho.

Det kan være koldbrand.

I så fald er jeg nødt til at skære her.

Hvis De skærer i mit ben,
vrider jeg halsen om på dig.

Knægt.

Jeg kurerer ham, doktor.

Og hvis videnskaben ikke muliggør det?

Jeg henter sort natskygge.

-Er den ikke giftig?
-Jo, hvis djævlen bruger den.

Skal De tilbage til minen?

Alt har en årsag.

Jeg mistede næsten min fod.

-Jeg bør gøre det, jeg har forstand på.
-Som er?

De minder mig om min mor.
Jeg savner hende.

Må Jomfru Maria vejlede Dem.

Tak for alt.

Og sådan vendte jeg tilbage
til min ukendte vej af velkendt lidelse.

Da det var muligt, vendte jeg hjem
for at hilse på min mor.

Der var gået nogle år mere.
Jeg ved ikke hvor mange.

Hipólito.

Har man set mage?
Hvor er du blevet voksen.

Doroteo. Hvem har fortalt dig det?

Fortalt mig hvad?

Vores mor…

…døde i morges.

De gør hende klar til begravelsen.

-Før mig til hende.
-Politiet venter på dig.

Efter noget tid
vendte jeg tilbage til Chihuahua.

Jeg forsøgte mig med ærligt arbejde igen.
Men det løb ikke rundt.

Regeringsslynglerne gav bøder for alting.

Og de hamstrede kød på markedet.

Du får den her gratis.

Jeg endte med næsten ingenting.

Som sagt redder jeg dig fra vasketøjet.

Uden tvivl.

Jeg holder ord!

Og for at gøre ondt værre fandt dem,
der ledte efter mig, mig igen.

Hr. Francisco Villa?

Jeg så ham vist derovre.

Så De en mand løbe forbi her?

Vi ses, skat.

Godaften.

Hvor koldt er det udenfor?

-Koldt, ikke?
-Jo.

Varm en sotol op. Jeg giver.

-Hr…
-Nej. Ellers tak.

Jeg foretrækker kaffe.

Alle har en last, ikke?

En kaffe til min ven her.

Tomás Urbina. Rart at møde dig. Og dig?

Pancho Villa.

Tak.

Spyt ud.

Hvad bringer dig til San Bartolo så sent?

Jeg er på gennemrejse.

-Og dig?
-Det samme.

Jeg er bare på gennemrejse.

Man siger, at dem, der er ude så sent,
er sønner af natten.

Ligesom… ulve?

De bærer en god revolver.

Det gør De også.

Hvad søger De?

Bare rolig.

Hør her.

Fortæl mig:

Kan De lide kvæg?

Ja.

Hvor heldigt.

Jeg kender en farm længere nede ad vejen,
og jeg tror, at de har lidt ekstra kvæg.

Forstår De?

Vi forstår vist hinanden nu.

Ja.

-Skål.
-Skål.

Dagen efter stjal vi to heste
og en masse køer.

Det blev starten
på et langt og stærkt venskab.

Lad os se, om han er taget videre.
Følg sporene.

Urbina?

Rejs dig, Urbina. Politiet er her.

-Vær stille og stå op.
-Jeg sagde jo, de ville komme.

Op med dig.

Pokkers. Endnu en flaske eller hvad?

Jeg hader alkohol på grund af det her.

Sådan hutlede vi os igennem
Chihuahua og Durango.

Med politiet i hælene hele vejen.

Af og til delte vi det, vi stjal,
med de fattige.

Så beskyttede de os. Og skjulte os.

Og vildledte politiet.

-Til skolebøger.
-Tak.

-Det var det, makker.
-Så smutter vi.

Jeg ville tage mine penge og hvile.

Så jeg byggede et hus med tre værelser
med mine egne hænder.

Det var beskedent,
men for mig var det som et palads.

Hej. Jeg har købt en flaske sotol til dig.

En af dem, der slår en ud.

Hør her, min ven. Da jeg red hertil,

tror jeg, at jeg så en,
der holdt øje med dig.

Nej. Hvis de havde genkendt mig,
var de kommet for længst, ikke?

Jeg ved ikke med dig, Pancho, men jeg
ville være blevet træt af at flygte.

Ja.

Jeg kender en
på den anden side af grænsen.

Han kan give os arbejde og beskyttelse.

Hvad siger du?

-Hvad siger du til din baseball, Doroteo?
-Den er den bedste, hr. Burkhead.

Men kald mig Pancho Villa.

Det er et godt navn.

Pancho Vila.

Villa.

Lad mig præsentere dig
for min ven, Urbina.

Han ved meget om haner.
Han håndterer dem.

Han er også ekspert i kortspil.

Han er pålidelig.

Så hvis De får brug for noget,
står han og jeg til rådighed.

Helt bestemt.

Fortæl mig, hr. Udover minedriften,
bedriver De så også hanekampe?

Jeg nyder at spille hasard.
Og mit yndlingsspil er hanekampe.

Så jeg må have fragtet
mine dyr over grænsen.

Blandt andre ting.

Netop.

Vi kan føre vores fugle
og andre ting over grænsen.

Bare fortæl os prisen.

Tre dollar om ugen.

Til jer hver.

Og hvis der dukker flere ting op,
så får I mere.

Tja…

-Skål.
-Aftale. Skål.

Skål.

De er mine drenge.

Lad os spille.

En kanin.

Vi vandt igen.

-Pancho?
-Vi gjorde det.

-Jeg køber en mere.
-Afsted.

Af og til
var der problemer med minearbejderne.

Så løste vi dem for hr. Burkhead.

Kom her! Kom så!

Jeg kan tale med min ven, hr. Burkhead,
om at forbedre forholdene.

Selv om jeg ved, at I har stjålet herfra.
Og det pjat finder jeg mig ikke i.

I kender mig. Så I har bare at arbejde.

Stol på mig, så stoler jeg på jer.

Ellers tager min ven Urbina her sig
en snak med dem, der ikke retter ind.

Og det ønsker vi ikke, vel?

Selvfølgelig ikke.

Kom så.

Grøn! Kom så, grøn! På ham, kom nu!

Kom så, rød. Kom så.

Det begyndte at gå så godt,

at vi snart tjente langt mere,
end vi aftalte med amerikaneren.

Ja, ja, ja! Kom så!

Tag ham, grøn! Kom nu!

Kun et par kys?
Jeg kan redde dig fra at sælge peanuts.

Eller bedre: I morgen kan vi giftes os
og gøre det rigtigt.

-Makker.
-Vent.

-Nej.
-Vent.

-Afsted! Løb!
-Hvad?

De har indhentet os. Løb.

Problemet med at snyde folk er,
at man også selv bliver snydt.

Og så må man få styr på sagerne,
før blodet når til floden.

Især ens eget.

Tekster af: Mille Dyre Egegaard