All language subtitles for When Missing Turns to Murder - S01E10 (2019) WEB.dan

Hvert 90. sekund meldes en person savnet.

Mange vender hjem til deres familier,
men for andre går noget grueligt galt.

En 21-årig studerende er forsvundet.

Jeg sagde: "Hvad mener du?"

"Ja, hun fik at vide, at hun er væk."

Få timer efter hun findes i god behold,
forsvinder hun igen.

Hun klatrede over en mur på 2,5 meter.

Hvad sker der i efterforskningen?

Hun var en højrisiko-savnet person.

Politiet reagerede straks for at finde ud
af, hvor hun kunne være og finde hende.

Hvad sker der med familien?

Det var et mareridt og er det stadig.

Jeg faldt næsten sammen,
for jeg kunne ikke tro på det.

Jeg var på egen hånd fra start.
Det var meget hårdt.

Men vi klarede os. Det var kun os,
så vi måtte tage os af hinanden.

De kunne begge først tale, da de var fire.

Men de havde deres tvillingesprog,

deres eget sprog, så de kommunikerede
med hinanden, men jeg forstod intet.

De grinte meget og nød deres liv.

De lavede altid ballade,

løb rundt og var altid optaget af noget.

De måtte altid lave noget. De sov aldrig.

Det er tvillinger.

De gjorde alt sammen, sjove ting.

Janet var en entusiastisk pige.
Hun elskede sport og at grine.

Hun var meget omsorgsfuld,
især med sin søster

og sine venner.

Og hun grinte altid.

På alle billeder kan man se,
at hun griner.

Klassekammeraterne var
meget glade for Janet.

Hun var meget åben over for alle
og meget entusiastisk.

Alle kunne lide hende.

Jeg kender Janet og Selina fra start,
da de gik i børnehave.

Janet talte altid meget hurtigt.

Hun var interesseret i musik og så videre,
og hun havde mange venner.

Hun elskede bare sit liv.

Hun elskede at gå i skole,
og de ville aldrig gå glip af en dag.

Hun havde også af og til
lidt følelsesmæssige problemer,

men hun fik altid styr på det igen.

Da de gik i første klasse,
ville de spille fodbold.

De var begge fremragende atleter.

De gik på mine fodboldhold,

og som tilfældet er med fodbold,
går det op og ned.

Man vokser sammen.

Janet var målmand,
og hun var meget god til det.

Hun var rigtig god.

Hendes entusiasme var noget,
jeg husker. Meget entusiastisk.

Ja, hun var altid… Hendes øjne skinnede,

og hun smilede og grinte så meget.

Så snart en anden udefra
drillede en af søstrene,

greb den anden ind og hjalp hende straks.

Jeg har også en tvillingebror,
så jeg ved lidt, hvordan det er.

Selv da de blev ældre,
havde de de samme venner,

så de tog ud sammen med deres venner.

Og de var faktisk aldrig adskilt.

De var meget tætte. De gjorde alt sammen.

Alt.

Første gang, de blev adskilt, var da de
skulle til England på universitetet,

så da de var 18 år.

De var begge meget spændt på
at tage til England.

De udforskede uafhængighed
fra deres mor og hinanden,

så Janet og Selina studerede

på forskellige universiteter
på Englands sydkyst.

Janet tog til Eastbourne.

Jeg tror, de bare var meget spændt
på at være der uden mig

og på at gøre, som alle andre gjorde.

Studielivet.

Janet tog til England for at læse
International Event Management.

Når de studerende først tager hjemmefra
for at læse på universitetet,

er de meget spændte i håb om,
at det bliver det liv,

de har opbygget i deres fantasi.

Og de tror, at alt bliver skønt.

De tænkte, det var godt for dem
at finde deres egne identiteter.

Men de fandt hurtigt ud af,
at de savnede hinanden,

men de ville ikke sige det.

De dukker op på universitetet.

Måske var de meget selvsikre
og havde mange venner. Det er væk.

Og deres opfattelse af dem selv
ændrer sig drastisk.

De er sammen med folk,
de aldrig har mødt før,

og de skal opbygge forhold igen

og også få styr på de fag, de læser,

håndtere deres økonomi og hjemve.

En af de udfordringer,
studerende står over for,

er, at de føler, de skal tilpasse sig.

Da jeg sendte dem af sted, sagde jeg:

"Ingen stoffer, ingen alkohol.
Vær en god pige, læs meget, fokuser."

Da de kom tilbage i en pause,
spurgte jeg dem: "Hvordan er det?"

Og de sagde: "Manner, de drikker så meget.

De fester så meget."

Jeg ved, at de nød at være der.

På det tidspunkt vidste jeg ikke,
at de festede.

Ellers havde jeg kaldt dem hjem,

for dine børn skal ikke fjolle rundt,
men det er en del af livet.

Vi har alle gjort det, hvis vi er ærlige.

Du ønsker det ikke for dine egne børn.
Du vil redde og beskytte dem fra alt.

Det er en del af livet.

Andre studerende
kunne rigtig godt lide Janet.

De var glade for hende.
De sagde, hun var sjov

og altid grinede.

Men de sagde også,
at hun holdt sig meget for sig selv.

Så socialt vidste de ikke så meget om,

hvad hun lavede uden for universitetet.

MARTS 2015

Janet fortsætter på universitetet

og nærmer sig de
afsluttende eksamener på tredje år,

da alarmklokkerne ringer.

Jeg vidste ikke, at der foregik noget,

indtil Janet ringede til mig en dag,

og hun sagde, hun var bange for,
at nogen fulgte efter hende.

Hun sagde: "Bare rolig,

men der stod nogen ved vinduet,
og vi ringede til politiet.

De kom, men fandt ikke nogen."

Selvfølgelig bekymrede det mig,
men hun siger, det er under kontrol.

Hvad gør jeg? Er det alvorligt?
Er det bare en harmløs situation?

Janet virker meget bange.

Jeg var bange.
Men hun levede på stueetagen,

så du kunne stå foran det
og kigge ind ad vinduet.

Jeg sagde: "Hvis du vil hjem,
køber vi en flybillet."

Og hun sagde: "Nej, jeg må læse.
Der er snart eksamener."

Og hun var tæt på afslutningen
af sine universitetsår.

Du tænker, at okay,
nogen kiggede ind, måske er det okay.

Du tror ikke, at det kan gå så galt.

Jeg ved ikke, om det var relateret
til det, der skete senere.

Første gang jeg blev opmærksom på,
at Janet måske havde nogle problemer,

var en eftermiddag.

Selina, hendes tvillingesøster,
som jeg ikke havde mødt før,

kom ind med en af Janets venner
og sagde: "Du må hjælpe os."

Janets opførsel var åbenbart

blevet bizar på en måde.

Og ukontrollabel.

Jeg hørte fra Selina,

at Janet havde en unormal attitude,

at hun opførte sig mærkeligt

og løb nøgen rundt i huset.

Selina sagde, hun var bange for hende.

Og derfra gik det galt.

Janet Mullers uberegnelige opførsel
antyder, at hun har mentale problemer.

Hendes tvillingesøster holder deres mor,
som bor i Berlin, opdateret.

Hvad var der galt? Tog hun stoffer?

Havde hun drukket alkohol?
Hvad foregår der?

Man er bekymret,
og jeg ventede på at høre fra Selina.

Selina holder mor underrettet,
men vil beskytte hende fra stress.

Jeg fik et slagtilfælde
halvandet år før da,

og hun ønskede ikke,
jeg blev for bekymret,

så Selina ville tage det
skridt for skridt.

Universitetets velfærdsteam holder øje.

Jeg foreslog Selina,
at hun skulle ringe til sin mor igen.

Okay, hvad skal jeg gøre?

Selina sagde, at hun tager sig af Janet,

og jeg skulle ikke være bekymret.
Hun ville holde kontakten.

Men Janets uberegnelige
opførsel eskalerer,

og Selina beslutter sig for at handle.

Hun blev ført til akutmodtagelsen
ved Eastbourne-hospitalet.

De måtte vente længe på,
at nogen undersøgte hende,

og hun stak af.

Og hendes venner kunne ikke finde hende,
så de ringede til politiet.

Når nogen forsvinder,

kom den første anmeldelse
til vores kontrolrum,

og det ville være rutine
at sende en uniformeret betjent

til hjemmeadressen eller stedet,
hvor personen forsvandt fra.

Vi vurderer alle anmeldelser,

og de blev bedømt som værende
høj, mellem eller lav.

Børn eller folk, der er sårbare,

såsom dårligt psykisk helbred
eller fysisk handicap,

ville generelt blive bedømt
i den højere kategori.

Den sårbarhed ville så afgøre,
hvordan vi ville reagere

på anmeldelsen om en savnet person.

Janet findes inden for få timer

i en hospitalskjole ved en togstation.

Hun føres til et psykiatrisk hospital.

Hun blev indlagt på Mill View Hospital

den tredje marts.

3. MARTS 2015

Hun tog derhen af egen fri vilje.

Hospitalet ringede for at informere mig,

og jeg skulle ikke bekymre mig.
Janet var okay. De skulle bare lave tests.

Janet blev indlagt på Mill View Hospital
som en sikkerhedsforanstaltning.

Hun blev vurderet
og efterfølgende tilbageholdt

under loven om mentalt helbred,
fordi de var bange for,

at hun måske ville tage sit eget liv.

Så Janet var der for egen beskyttelse.

Men de sagde altid,
uanset hvem jeg talte med,

at hun havde det fint.
Jeg forsøgte at tale med hende.

Det sagde jeg, at jeg ville,
og jeg skulle ringe til patienttelefonen,

som ingen nogensinde besvarede.

Selina besøgte hende.

Hun sagde:
"Mor, det er meget slemt med Janet.

Hun har det virkelig ikke godt."

Og jeg var oprevet og ringede og sagde
det til hospitalet. "Hvad foregår der?

Hvorfor siger I det, hvis min
datter ringer og siger noget andet?"

Det var pinefuldt for dem,

og det var det for alle,
der var involveret.

Janet bliver på Mill View Hospital.

Ti dage senere
er der mere foruroligende nyt.

12. MARTS 2015

Den 12. marts om morgenen

forsvandt Janet.

Hun forlod hospitalet,
og det var ikke meningen.

Hun havde muligvis selvmordstanker.

Hun tog ud af Brighton mod nord

til et skønhedssted, Devil's Dyke.
Det ligger på landet.

Hvis hun var til fods,
hvilket jeg var sikker på,

tog gåturen mindst en time.

Janet blev fundet senere den morgen

via bekymrede borgere,
og hun kom tilbage på hospitalet.

Hun burde ikke kunnet være gået.

Hun skulle være et sikkert sted,
så hun ikke bare kunne gå ud.

Og hun burde være blevet overvåget tæt.

Psykiatriske hospitaler bør ikke
være fængsler, men de skal være sikre.

Janet blev der indtil sent om aftenen,

og hun blev mere og mere ophidset

og besluttede at gå igen
forbi vagterne på hospitalet.

Det var meningen,
Janet var under tæt observation,

men hun slap bort fra hospitalet igen
senere samme dag sent om aftenen.

Der gik vist et stykke tid,

før hendes forsvinden blev opdaget.

KL. 22.15
12. MARTS 2015

Klokken er 22.15 den 12. marts.

En fra personalet så,
at hun ikke var på sit værelse.

De indså, hun var gået.

Hun blev straks meldt savnet,

og det resulterede i en vurdering.

Og hun var en højrisiko-savnet person,

på grund af sårbarheder
og hendes mentale helbred,

så politiet udførte straks
eftersøgninger på gaderne,

de kontaktede familie, venner, bekendte,

steder, hun måske havde været,

for at finde ud af,
hvor hun kunne være og finde hende.

Og så går det hurtigt.

Selina ringede: "Mor, Janet er savnet.

Hun er væk."

Jeg sagde: "Hvad mener du med det?"

Hun havde fået at vide, at hun var væk.

Efter vi talte med personalet,

fandt vi ud af,
at hun gik ud ad en nødudgang.

Hun gik ud gennem haven,

hvor hun skulle over en mur på 2,5 meter.

Hospitalet sagde, hun var væk,
men jeg skulle bevare roen.

Politiet ved det. De vil lede efter hende.

Og jeg råbte ad dem:
"Hvorfor har I ikke ringet?

Hvor er hun? Hvad skete der?"
De forsøgte at berolige mig

og sagde, alt var okay.
Politiet vil lede efter hende.

Hun havde en psykisk krise,
så hun var meget sårbar.

Og fordi hun havde psykotiske episoder,
som personalet sagde,

så var hun i større risiko end en, som
var i stand til at træffe beslutninger.

Bekymringen er,
hun kan komme alvorligt til skade.

Jeg forstod det ikke, og jeg var bekymret.

Selina bad dem om at ringe til mig,
men det gjorde de ikke.

Det blev rapporteret,
at Janet forlod hospitalet

iført tyndt tøj, en langærmet jakke

og en kort nederdel til lige over knæene,
som blottede benene.

Så det var ikke passende tøj
til den årstid,

og det øgede vores bekymring.

Sussex Politi lavede en offentlig appel
for at finde Janet hurtigt.

Jeg vidste, at Janet var savnet,

og jeg tænkte stadig,
at måske havde hun mødt nogen

eller taget et sted hen.

Og jeg blev ved at tænke,
at hun ikke havde nogen penge.

Hun måtte være taget et sted hen.
Hun måtte have mødt nogen.

Hun måtte have ringet til nogen,

og de har hentet hende,
og hun vil blive fundet.

Hun var sandsynligvis desorienteret,

og hun havde taget sin medicin tidligt,

som muligvis virkede nu.

Hun havde ikke adgang til penge.

Ud fra de undersøgelser,
vi senere lavede, ved vi,

at hun er til fods i Portslade-området,

og omkring klokken 22.30
bliver hun set gå forbi

togstationen i Portslade.

Hun blev set komme op fra metroen
på et overvågningskamera.

Hun virkede til at være på en mission,

men måske ville hun bare væk
fra et sted, hun ikke ville være.

Måske ville hun til et sted,
hun ville være. Vi ved det ikke.

Omkring klokken 23.48 den aften

så en lokal taxachauffør en person,

hvis beskrivelse passede med Janet,

i Trafalgar Road-området.

KL. 00.23
13. MARTS 2015

23 minutter over midnat
bliver Janet set gå mod syd

på Boundary Road i Portslade,

og det blev fanget
på et overvågningskamera.

Den næste vigtige observation
af Janet skete kl. 1.08

ved tankstationen i Kingsway i Hove.

Frk. Muller bad om en sodavand,
som hun fik serveret.

Ekspedienten spurgte, om hun var okay,

men hun sagde, hun havde det fint,
og det godtog han

og tænkte ikke mere over det.

Hun var alene,

så det virkede ikke til,
hun var mødtes med nogen.

KL. 1.13
13. MARTS 2015

Kl. 1.13 om morgenen den 13.

fanger et overvågningskamera,
at Janet går over vejen hen mod en bil.

Nogen sad i den, men det kan ikke ses,

hvem der ejer bilen.
Hun læner sig frem mod bilen,

og så bliver hun set

gå væk fra den bil mod Seafield Road.

Og det var sidste observation.

Så er der et hul på flere timer.

Bekymringen er,

at Janet i den situation

var på egen hånd ret sent om natten,

og hun gik rundt i
en desorienteret tilstand,

og det var uklart,
hvad hendes intentioner var.

Så jeg var meget obs på
at finde Janet så hurtigt som muligt.

Janet Muller er gået
fra et psykiatrisk hospital.

Hun blev meldt savnet for tre timer siden.

I et sted som Brighton and Hove,
hvor der er så meget overvågning,

var det overraskende, at der var
så få spor, politiet kunne efterforske.

Moren Ramona er stadig i Tyskland
og er ved at gå i panik.

Jeg var meget forvirret
og forstod det ikke.

Og på det tidspunkt
tænker du ikke længere.

Du kan ikke få samlet dine tanker.

Du forsøger bare at organisere ting.
Hvad er næste skridt?

Hvad gør jeg? Så jeg købte en flybillet.

Der er gået 12 timer,
siden Janet sidst blev set.

KL. 14.05
13. MARTS 2015

32 km borte modtager politiet et opkald.

En bil er blevet fundet

på en vej lige ved
Rusper Road nær Crawley.

Det var en privat vej.

Nogen så en brændende bil.

En lokal beboer så røg

og en mand, der gik væk fra den bil.

Så beboeren kontaktede politiet
og brandvæsnet,

som hurtigt ankom.

Det stod klart,
at det var en mistænkelig hændelse,

fordi kroppen af en afdød person
blev set i bagagerummet,

en ung kvinde.

Hendes arm stak frem fra bagagerummet,

og hendes krop var svær at identificere.

Og kvinden blev fundet delvist brændt.

Det var uklart, hvem det var.

Vi havde ingen oplysninger, der gjorde,

at vi kunne identificere hende
i de første timer af efterforskningen.

Jeg tog derover.

I lufthavnen i Gatwick
ringede jeg til Selina og sagde:

"Hvor er du? Jeg er i Gatwick."
Hun vidste ikke, at jeg kom.

Hun var i Eastbourne, så jeg sagde:

"Jeg tager et tog mod Eastbourne."

Jeg blev opmærksom på,
at en person var blevet meldt savnet,

og at det var en ung kvinde,
en studerende.

Der var små ligheder mellem personen,

vi fandt i bagagerummet,
og den savnede person,

og det kunne være Janet,
men det skulle vi bekræfte.

Vi fik lavet nogle hurtige

DNA-analyser.

Den afdøde var Janet Muller.

Janets lig blev fundet nogle timer
efter hendes forsvinden

fredag, den 13. marts.

Ramona vidste, hendes datter var savnet,
og hun kom til England for at finde hende.

Hun ankom for straks at begynde på
at lede efter Janet.

Men Selina måtte overbringe
noget meget dårligt nyt.

På togstationen

kom Selina grædende hen til mig.

Og jeg så på hende og sagde:

"Bare rolig, vi finder hende."

Og hun sagde:
"Mor, de fandt hende. Hun er død."

Jeg vidste det ikke.

Jeg kom til England,
og jeg vidste ikke, at hun var død,

og Selina måtte sige det.

Og jeg begynder at skrige.

Du er lammet.

Jeg skreg bare. Hvad siger du?

Jeg kunne ikke tro det.

Jeg kan ikke sige det.
Hvad foregår der her?

"Jeg troede, politiet sagde det,
og derfor er du her."

Jeg sagde: "Ingen sagde noget.

Jeg er her,
fordi jeg tænkte, det er på tide,

at jeg tog mig af situationen

og fritog dig fra det ansvar."

Hun kommer sig stadig fra chokket
over nyheden, og mor Ramona

finder ud af, det er mere
end en tragisk ulykke.

Jeg vidste bare, at hun er død,

men jeg tænkte aldrig over,
at hun blev dræbt.

Og så fortalte de, hvad der skete.
Hvordan de fandt hende.

Sorgen var overvældende

for dem begge. De var forvirrede.

Det var vigtigt, at mit team og jeg

gjorde dem trygge.

Udfordringen var at genskabe
hendes sidste timer.

Hvordan gik det fra
at handle om en savnet person

til at være en mordefterforskning?
Hvad skete der i mellemtiden?

Det stod ikke klart,
hvordan Janet endte i den bil,

og hvilket forhold Janet havde
til føreren.

Og vi fik vores team,
der arbejdede på bilen,

til at sikre Janets lig
uden at røre for mange beviser.

Patologen skal undersøge åstedet
på grund af de usædvanlige omstændigheder.

Vi skulle nok bruge en brandtekniker.

De ville undersøge, om branden er påsat.

Det stod klart,
at det her ikke var igangsat af hende.

I de timer, hun var savnet,
fik hun en hovedskade

efter et slag med en stump genstand,

som ville have gjort Janet bevidstløs
eller i hvert fald lammet.

Og vi ved, at hun lå i bilens bagagerum

i en bevidstløs tilstand,

men hun indåndede dampe,
der forårsagede hendes død.

Efterforskningen fokuserede
på Janets bevægelser,

bilens bevægelser

og på at identificere føreren
og deres bevægelser.

Politiet forsøger at fastslå ruten

for den bil, Janet blev fundet i.
Hvor har den været henne?

De leder efter overvågning af Janet

og hendes bevægelser,
efter hun forlod Mill View Hospital

og finde ud af,
hvordan hun kom fra Hove til Crawley.

Vi talte med leasingselskabet.

Vi ved, bilen blev leaset den 11. marts

af en kvinde i London.

Vi talte med hende, og hun sagde,

at den bil aldrig havde været
i hendes varetægt.

Hun stod som den eneste fører af bilen.

Men overvågningen fra leasingselskabet

viste, at kæresten til den pige
kørte væk i bilen.

Og vi identificerede ham senere
som Christopher Jeffrey-Shaw.

Han besad bilen indtil den 13.,
hvor der blev sat ild til den.

Janet Mullers lig er blevet fundet
i bagagerummet

i en udbrændt bil på en skovvej.

Det vides nu,
at Christopher Jeffrey-Shaw leasede bilen.

Politiet jagter ham.

Vi ved, bilen kørte til Brighton

om aftenen den 12.,

og den var blevet i det område
i et stykke tid

til de tidlige timer den 13.

Der var et lille hul,
og så kørte den igen op

mod Crawley-området,
men så kørte den ind i London.

Så ses den køre tilbage ind i Sussex

til Crawley-området.

Han tog på en lokal tankstation.

Jeffrey-Shaw køber benzin for £2,50
og hælder det i en grøn beholder.

Og så sætter han benzindunken
på bagsædet af den leasede bil,

hvilket var usædvanligt,

for normalt satte man den i bagagerummet.

Så kørte han af sted, og kort tid efter

får vi meldingen om, at en bil brænder.

Da vi fandt bilen og Janet,

var føreren stadig på fri fod.

Og det var afgørende,
at vi fandt ham så hurtigt som muligt,

for vi var bekymrede for den fare,
han udgjorde for befolkningen.

Det stod klart tidligt, at da vi havde
identificeret Christopher Jeffrey-Shaw

som føreren af den bil,

så var han min hovedmistænkte.

Nyheden om Janet spreder sig.

Jeg fandt først ud af det, da politiet

ringede for at sige,

at en af vores studerende
var blevet myrdet.

Jeg spurgte, hvem det var,
og de sagde, at det var Janet.

Og…

Undskyld, jeg…

Jeg faldt næsten sammen, fordi du…

Jeg kunne ikke tro det.
Jeg kunne ikke. Bare…

Og det er ikke noget,
du nogensinde tror vil ramme…

Ramme dit liv.

Politiet har en hovedmistænkt
og jagter Christopher Jeffrey-Shaw.

Vi kortlagde hans bevægelser
ved brug af overvågningskameraer

og andre beviser for at lokalisere ham.

Han tog til Gatwick-togstation
og tog et tog tilbage til London.

Mens vi ledte efter Jeffrey-Shaw,
skulle vi forstå, hvem han var.

Så vi talte med hans venner og familie.
Hans daværende kæreste.

Og de beskrev en mand,

som ikke kom ret langt i livet.

Han var muligvis involveret i narkohandel,
som drog ham mod sydkysten,

så han kunne forsyne stoffer der.

Han blev beskrevet
som en Walter Mitty-type,

at han pyntede på tingene,

konstant fortalte løgne
og fandt på historier.

Han sagde til sin kæreste,
at han havde været i problemer.

At han havde forårsaget en piges død.

Kæresten sagde til politiet,
at han altid fandt på historier.

Så hun troede ikke på,
at han havde dræbt nogen.

Så vi vidste, at vi hurtigt
skulle finde denne mand.

Han skjulte sig.
Vi kontaktede hans familie.

Vi gjorde ikke fremskridt på det område,

og jeg var bekymret for
den offentlige sikkerhed.

Via nationale medier appellerede jeg til,
at han meldte sig.

Vi skulle tale med ham

i forbindelse med Janets død.

Og den 17. marts 2015

gik Christopher Jeffrey-Shaw
til en politistation i London,

hvor han blev anholdt
for mordet på Janet Muller.

Da han blev anholdt,

ville jeg ikke kalde ham samarbejdsvillig.
Han ville ikke sige noget.

Han ville ikke tale med os,

så vi måtte kortlægge hans bevægelser

og forstå,
hvorfor han gjorde det, han gjorde.

Politiet holder Janets familie underrettet
om efterforskningen.

Familien var meget støttende
i forhold til politiefterforskningen.

Da jeg mødtes med Ramona og Selina
og forklarede omstændighederne,

hvordan Janet var i bilen,
måtte jeg være ærlig og sige:

"Der er tidshuller. Jeg ved ikke,
hvordan Janet endte i den bil.

Hvorfor hun endte i bilen,

og hvordan hun kendte
Christopher Jeffrey-Shaw."

Det var et mareridt,

og det er det stadig.

Med den viden om,
at hun havde mange hovedskader,

og hun blev brændt levende,
mens hun stadig trak vejret.

Jeg håber bare, at hun ikke følte noget.

Jeg ved ikke, hvad der sker
i de 12 timer med ham.

Vi mangler det tidsrum fra…

Klokken var vist 1.15 om morgenen,
den sidste gang, hun blev set,

indtil hun døde næste dag
klokken to om eftermiddagen.

Jeg ved ikke, hvad der skete.

Den dag i dag har han ikke talt med
politiet om, hvad han gjorde og hvorfor.

Jeg sad hos Janets familie til retssagen.

Og det må have været ret chokrende

for hendes familie at se manden,
der var ansvarlig for mordet Janet.

Vores kontaktbetjente,

Amanda og Claire fra Sussex Politi,
sad ved siden af mig.

De fulgte med overalt,

fordi jeg sagde, at jeg ville se ham,

og de førte mig ind i retten.

Det var første gang, jeg så ham.

Jeffrey-Shaw kom for retten
i Guildford Crown Court.

Han stod over for to tiltaler,
mord og manddrab.

Jeg følte, at beviserne ville resultere
i en dom for mord.

Men han kom med en udlægning
meget sent i forløbet,

som han kunne have givet,
da han blev anholdt.

Han ventede mange måneder
og ændrede sin historie.

Hans forsvar var,

at bilen ikke var hos ham i et tidsrum.

Han påstod, at to mænd, Steve og Mickey,

havde krævet, at han anskaffede bilen.

Han sagde sådan set bare,
at han havde lånt bilen

til to narkohandlere,
som havde foretaget et røveri,

der var gået galt.

Og de beordrede ham til
at bortskaffe bilen.

Han var ikke klar til,
eller ville ikke meddele,

hvordan vi kunne få fat på dem.

De var muligvis involveret i
at gøre Janet bevidstløs,

og han skulle stikke ild til bilen,

og så indså han, at Janet lå i bilen.

Men det var for sent til,
at han kunne redde hende.

Og hans forsvar i retten var,
at han ikke vidste,

at Janet lå i bilens bagagerum.

Og han nægtede enhver involvering
i hendes død.

Han sagde, han ikke vidste, hun lå der.

Han huskede, at hans sportstaske
var der sammen med hans sko,

så han åbnede smækken for
at få dem ud og så Janet.

Han sagde, han forsøgte
at trække hende ud, men kunne ikke.

Han lod bilen brænde.

Nu ved vi, at hun var i live der.

Så Jeffrey-Shaw var den sidste,
som så hende i live.

Han efterlod hende til at dø.

Der var en risiko for,
at det ikke blev en dom for mord,

og manddrab var et alternativ
baseret på hans udsagn.

Så det var jeg beredt på,
og jeg beredte familien på det resultat.

Ud fra informationen, han opgav,
er det vores pligt at efterprøve det.

Vi foretog rimelige undersøgelser
for at forstå, om det var sandt.

De resulterede ikke i,
at vi identificerede de personer.

Christopher Jeffrey-Shaw
myrdede Janet Muller alene.

På den her måde kunne han bare
undgå sit ansvar.

Dommeren troede vist ikke på ham

ud fra det, der blev sagt,
da Jeffrey-Shaw blev dømt.

Dommeren følte stærkt, at han løj.

Og i sin opsummering
beskyldte han ham for det.

Juryen trak sig tilbage,

og de talte i ni timer og 42 minutter,

og i mange sager kommer juryen
hurtigt tilbage, når dommen er ligetil.

Man kunne fornemme,
at der var nok begrundet tvivl til,

at de skulle bruge lang tid

på at tale om hans uskyld eller skyld.

Og dommen, de nåede frem til,
var, at han ikke var skyldig i mord.

Juryen sagde, at ud fra beviserne
kunne de ikke give en dom for mord,

men for manddrab.

Og derfor følte dommeren,

at han skulle modtage den hårdeste straf,

han kunne give for manddrab,
hvilket var 17 år.

Og det er en hård dom for den forbrydelse.

Retfærdigheden skete fyldest
med den dom, der blev givet.

Det er meget uhørt.

Jeg håber,
det giver lidt trøst til familien.

Siden Christopher Jeffrey-Shaws
mordretssag og hans dom for manddrab,

har der været en undersøgelse af
omstændighederne omkring Janets død.

Retssagen i Crown Court
og undersøgelsen i Coroners Court

rejste begge mange spørgsmål om,
hvordan Janet blev behandlet,

mens hun var på Mill View Hospital.

Familien anlagde en civil retssag
mod NHS-fonden,

som driver Mill View Hospital.

Og så vidt jeg forstår,
blev der indgået forlig.

Fonden udsendte en offentlig undskyldning.

Nu er der forholdsregler,

som skal sikre, at når nogen
er indlagt der, er der meget sikrere,

hvis de er der for egen sikkerheds skyld.

Jeg kan stadig ikke tro, hun er der.

Janets mor Ramona
og hendes tvillingesøster Selina

bliver stadig klogere på sorgen.

Man forventer,
at en person reagerer på en bestemt måde,

når sådan noget sker,

og det indså jeg, vi ikke gjorde.
Vi accepterede det ikke.

Der var tider med gråd, skrigeri.

Det ændrede sig konstant.

Da vi alle fløj hjem,
græd Selina på hele flyveturen.

Hun sagde, vi efterlod Janet,
fordi vi måtte tage hjem uden hende.

Der står: "Når kærlighed finder
en vej mod himlen,

og minderne er trinnene,
vil vi klatre op og bringe dig tilbage."

Jeg går i seng hver aften
og hører hende skrige

efter mor, før hun døde.

RAMONA OG SELINA GENOPBYGGER
DERES LIV SAMMEN.

SELINA AFSLUTTEDE IKKE SIN GRAD
PÅ SYDKYSTEN.

HUN LÆSER NU PSYKOLOGI OG VIL HJÆLPE
PERSONER MED DERES MENTALE HELBRED.

Tekster af: Niels M. R. Jensen