Original subtitles

Hvert 90. sekund meldes en person savnet.

Mange vender hjem til deres familier, men for andre går noget grueligt galt.

En kvinde besøger en advokat for at blive skilt fra sin mand.

Den næste dag forsvinder hun.

Jeg havde fået nok. Jeg vil ikke have noget at gøre med jer.

En mor er savnet, og så sker der et til knusende slag.

Politiet kom hjem til mig.

De sagde: "Jeg beklager, men vi har dårligt nyt.

Din far er savnet til søs."

Hvad sker der i efterforskningen?

I enhver anden efterforskning er der et lig. Det havde vi ikke.

At bevise nogen er død uden et lig eller spor,

ingen beviser overhovedet, er stort set umuligt.

Hvad sker der med familien?

Jeg vidste ikke, at der fandtes så dyb sorg,

som du kan klare dig igennem.

Min mor var en ret indadvendt person.

Min far er det komplet modsatte.

Meget mere selskabelig og kontrollerende.

Han gjorde det tydeligt for os,

hvordan det skulle være i huset, hvad han ville have.

Jeg husker, jeg læste Ladybird-bøger.

Min far lærte mig regneskemaer og testede mig hver aften.

Han havde håndskrevet alle skemaerne.

Vi tog til New Forest en søndag efter frokost

med hunden på en dejlig tur og legede med frisbee i parken.

I udlandet lavede vi andre ting.

Vi svømmede meget.

Vi stod meget på ski.

Vi jagtede hinanden ned ad bjergene i Canada.

Min bedstefar blev beskrevet som en med meget gåpåmod,

viljestærk og med stærke meninger.

Russell arbejdede som elektronisk tegner i flyindustrien.

De rejste meget og arbejdede i udlandet.

Det var ret lukrativt.

Det var en privilegeret opvækst. De boede i hele verden.

Men midt i det, der virker til at være et normalt familieliv,

er der en bekymrende karakter.

Han var meget hensynsløs og nedgjorde dig hurtigst muligt.

Det var tydeligt for Caroles forældre, at Russell var en kontrollerende,

ubehagelig person fra begyndelsen.

Carole forlod skolen som 15-årig,

og hun mødte Russell i en fabrik i Reading.

Carole var utroligt forelsket.

Og selvom hendes forældre afskyede ham, endte de med at blive gift.

Han var skyld i mange skænderier,

og resten af familien brød sig ikke om ham.

Caroles mor, Mary,

fandt ud af, at han havde en dom for grov legemsbeskadigelse.

Så Russell ville ikke have, at hans kone havde noget med sine forældre at gøre.

Carole hverken ser eller taler med sine forældre i årevis,

og i den tid får hun sin datter, Sam.

Ud af det blå ringer Carole til sin mor.

Carole sagde, at de boede i Southampton.

De havde en schæfer-hvalp. De havde været på arbejde og kom hjem,

og hvalpen havde lavet et rod.

Russell gik helt fra forstanden og tæskede sin kone.

Han sparkede hvalpen ihjel.

Caroles mor ville have Carole til bare at forlade ham.

Hun tryglede hende om at forlade ham, og hun nægtede.

Han virkede til at have kontrol over Carole.

Russells kontrol er ikke kun over Carole.

Gør som jeg siger, ikke som jeg gør.

Det var stort set sådan, min bedstefar opfostrede min mor.

Jeg blev meget irettesat fra en meget tidlig alder.

Jeg blev slået med en træsko på numsen eller med en træbøjle,

jeg blev isoleret i flere dage uden at blive talt til. Maden blev bragt til mig.

Men min far var den, der uddelte straffene.

Da jeg var 14, kom vi tilbage fra Canada for sidste gang.

Nu familien er i Storbritannien, laver Russell en ny forretning.

Patricia begyndte at arbejde for min far i 1983.

Forretningen blev nu drevet fra vores køkken, vores køkkenbord.

Økonomisk gik det ikke særlig godt.

Russell har en ukonventionel løsning på sine pengeproblemer.

Tanken var, at Patricia skulle sælge sin lejlighed.

Så gav hun nogle penge til mine forældre, så de kunne afbetale

nogle restancer på lånet, der var kommet,

så de kunne redde huset og ikke mistede det.

Inden for få måneder boede Patricia i vores hus.

Hun var totalt modsat af, hvordan min mor var.

Hun var meget selvsikker.

Jeg tror ikke, min mor var særlig imødekommende.

Hun tændte for nogle knapper med hensyn til min far.

Min far tog sin elskerinde med ind i huset.

Man skal huske på,

at hvis min far ville have, at noget skete,

så var det det, der skete.

Russell fortsatte denne affære under familiens tag.

Det er så respektløst.

Familielivet bliver mere anstrengt.

Der begyndte at ske slemme ting i huset i forhold til skænderier

og med hensyn til min mors mentale stabilitet,

og hvordan hun begyndte at håndtere det at have Patricia i huset.

Jeg ved ikke, hvad hun vidste med hensyn til deres affære.

Det var ikke noget, hun ville have talt med mig om.

Sam beslutter at dele en hemmelighed med sin mor.

Jeg sagde til hende: "Det er ikke første gang, det er sket.

Han har gjort det før."

Jeg sagde: "Sig det ikke til ham."

Desværre blev jeg ringet op den aften, hvor min far sagde til mig:

"Bare vent, til jeg kommer hjem." Jeg var rædselsslagen.

Han kommer ind, åbner døren, farer direkte op af trapperne,

går ind på mit værelse og tænder for lyset.

Han havde en lædersko med en hård sål på.

Han hiver mig ud af sengen, lægger mig over sit knæ

og begynder bare at tæske mig.

Jeg skriger og græder.

Han kaster mig hen til den anden side af værelset

til sengen, hvor mit klædeskab var.

Den her arm var tæsket gul og blå. Jeg glemmer det aldrig.

Jeg var så bange.

Det er 1985.

Og Carole og Russells forhold er på bristepunktet.

Hun boede under samme tag som sin ægtemand

og hans elskerinde.

Min mor mente, at det nu var umuligt at reparere.

Hun blev snart 40.

Livet begynder som 40-årig, siger man.

Hold øje med det her.

Nu skal jeg af sted, jeg slipper væk.

14. JUNI 1985

Hun tog til en advokat og talte med ham om en skilsmisse.

For hendes liv må have været utåleligt.

Hun var selv begyndt

at lave de normale undersøgelser,

som man ville lave, hvis man ville ophæve ægteskabet

og dele alle aktiverne i huset.

For jeg vil skilles.

15. JUNI 1985

Det er dagen efter, Carole tog til en advokat

for at tale om en skilsmisse.

Min far og jeg tog til London.

Jeg ved ikke, om jeg forventede, min mor var der bagefter.

For da jeg gik ind i køkkenet,

var der en seddel ved bagdøren ved køkkenet, håndskrevet og kort.

Der stod bare, at hun har fået nok, og hun flytter,

og hun vil intet have med os at gøre.

Og hendes vielsesring lå oven på sedlen.

Og da blev jeg ret bekymret,

for jeg tror, jeg løb ovenpå,

fordi jeg ville vide, hvad hun helt præcist mente.

Jeg husker, jeg gik ind på soveværelset,

og alle klædeskabsdørene stod på vid gab.

Og intet var blevet taget.

Jeg husker min far, som stod foran mig

og lænede sig op ad døren. Han sagde: "Hun kommer tilbage."

Jeg troede ikke, at da hun forsvandt, så betød det for altid.

Mange voksne forsvinder af forskellige årsager.

Og de fleste af dem findes i sikkerhed.

Min mor blev ikke meldt savnet med det samme.

Der var intet ualmindeligt,

eller noget mentalt vi skulle være bekymrede for.

Folk meldes savnet.

Og nogle gange sker det,

fordi de har i sinde ikke at ønske at blive fundet.

Jeg tog til Bournemouth politistation med min far.

Jeg kan huske, vi tog et foto med.

Det ville så blive vurderet.

Og så ville vi efterforske,

steder de måske rejste til, deres venner. Og så kørte det.

Men Russell havde som altid en forklaring.

Russell fortalte nogle få personer, at hans kone var rejst.

Det var, som om hun ikke var forsvundet, og intet var sket.

Og alt fortsatte bare, som det var.

Så derfor ville der ikke blive gjort noget for at lede efter hende.

Patricia og Russell fortsatte med at bo i huset,

og Sam boede der også.

Men det blev mere og mere anstrengt

mellem Sam og hendes far.

En aften ved spisebordet siger min far:

"Jeg tror ikke, jeg vil have, du bor her."

Og jeg sagde: "Okay."

Og så gik jeg ovenpå og hentede min frakke.

Patricia står for enden af trappen,

og hun laver sin dramatiske tale: "Sammie, vær sød ikke at gå.

Gør ikke som din mor."

Jeg husker, jeg gik ud af indkørslen.

Min far stod ved hoveddøren.

Han sagde: "Du kommer tilbage."

Og jeg sagde: "Din kone har forladt dig, nu forlader din datter dig,

og forhåbentlig kommer hun til fornuft og skrider også,

og så ender du som en trist, ensom gammel mand."

Jeg har en kæmpe blå kuffert.

Min skoletaske over skulderen.

Jeg havde en bamse med, jeg fik som baby.

Og hun var sådan set hjemløs.

Hun sov vist under molen i Bournemouth i et stykke tid.

Jeg ved ikke, hvordan jeg overlevede.

Jeg spekulerede på, hvor min mor tog hen, men da jeg forlod mit hjem,

gik det helt skævt.

Jeg talte slet ikke med min far eller Patricia.

For det var helt nedbrudt nu.

Der går to år, før Sam kontakter sin far

for at spørge, om han har hørt fra hendes mor.

Han sagde, at det havde han.

En kvinde, som beskrev ting om Carole Packman,

var gået ind på politistationen og sagt:

"Jeg kan forstå, at jeg står som en savnet person,

men jeg er i sikkerhed,

og min familie eller venner skal ikke kontakte mig."

Og det troede jeg på.

Mit indtryk var, at det her var en midlertidig ting.

At hun ville dukke op en dag.

Carole boede ikke længere i hjemmet,

så Russell og Patricias forhold kunne blomstre.

De var nu et par. De var ustoppelige nu.

For nu kunne de åbent sige: "Det er Russell og Patricia nu,

ikke Russell og Carole."

De boede i et skønt hus.

De havde skønne ting, og de brugte mange penge,

som de nok ikke havde.

Alt går tilsyneladende godt for Russell og hans nye kæreste Patricia.

Men der sker en uventet drejning,

da parret tager på bådtur med deres advokat.

21. OKTOBER 1993

Jeg skulle på job som den vagthavende betjent kl. 6

den 21. oktober.

Og jeg fik at vide,

at en person blev meldt savnet til søs, efter personen røg overbord på en yacht,

som lå ved Englands sydkyst.

Så jeg blev bedt om at undersøge det.

Russell Causley var på en eller anden måde røget overbord på en yacht

midt om natten.

Og hans advokat, som var med på båden,

Anthony Hackett-Jones, slog alarm.

Når nogen forsvinder på fastland, er det ligetil,

for du skal finde ud af,

hvor de sidst blev set, hvor de tit tog hen,

og andet du kan få fra familie eller pårørende.

Til søs er det mere indviklet.

For du skal kende den position, de sidst befandt sig i

og så indregne tidevand og vind.

Og så skal du udregne deres retning, hvis de flyder på havet.

Redningsbådene og fiskekuttere

blev indkaldt for at assistere med at finde Russell.

Redningsflyet blev også indkaldt, og det søgte også.

Først findes der ingen spor af Russell.

Noget af det første, der skal gøres,

er at kontakte pårørende, og det var Sam.

Politiet kom hjem til mig.

De sagde: "Jeg beklager, men vi har dårligt nyt.

Din far er savnet til søs."

Jeg brød helt sammen.

Hendes far var savnet til søs og formodet død på det tidspunkt.

Og det var et stort chok for hende.

Jeg sagde: "Vi må finde min mor,

og vi må fortælle hende, hvad der er sket med hendes mand."

For nu var min far død.

Der er gået otte et halvt år, siden nogen har haft kontakt til Carole.

Sam sagde, at hun mente, at hendes mor startede et nyt liv

et andet sted i verden.

Så jeg begyndte at spore hende.

Jeg begyndte i Storbritannien, paskontoret, operationer.

De sædvanlige steder, du kan finde optegnelser.

Intet spor i Storbritannien.

Og i andre steder i verden,

hvor hun tidligere havde arbejdet såsom Canada og Tyskland.

Jeg kunne ikke fatte, en mor ikke kontaktede sin datter

i de år, der kom efter hendes forsvinden.

Pressen opfanger hurtigt historien.

Jeg arbejdede som reporter i centrum af Bournemouth.

Og det var en almindelig dag.

Du ved aldrig, hvad der kommer af nyheder.

Men vi modtog en rapport om en lokal mand,

som var forsvundet ved Kanaløerne

og blev formodet død. Han var faldet af en yacht.

Så min nyhedsredaktør sendte mig hen til hans hus

for at tale med hans kone eller enke, som vi troede, hun nu var.

Jeg havde aldrig set sådan en reaktion før

fra en i den situation.

Hun opførte sig ikke normalt.

Så da blev jeg mistænkelig.

Kvinden, jeg havde besøgt,

var faktisk ikke Russells kone.

Og da fandt vi ud af, at ingen havde set

eller hørt noget fra Carole siden 1985.

Min mavefornemmelse som reporter var,

at der var noget unormalt ved hele situationen.

Russells advokat Anthony og Russells kæreste Patricia

virker til at opføre sig mistænkeligt.

Så det giver heller ikke mening for Guernsey Politi.

Anthony og Patricia kontaktede mig regelmæssigt

for at få mig til at afslutte efterforskningen.

På trods af presset

fortalte jeg Anthony, at det kunne tage måneder,

før et lig ville dukke op.

Det øgede pres gjorde, jeg blev mere mistænksom om,

at en forbrydelse blev begået. Men jeg vidste ikke, om det var Russell,

som blev skubbet overbord, eller om det var en stor svindelsag.

Eller han iscenesatte sin egen død.

Efter de kom hjem til England, kontaktede jeg forsikringsselskaberne.

Jeg ville vide, om Russell havde en livsforsikring.

Og inden for få dage

havde Anthony lavet et krav på Russells liv

på omkring en million pund.

Ud fra den antagelse tog jeg ned til den lokal færge,

der sejler mellem Kanaløerne og det britiske fastland.

Og jeg fandt ud af, at den nat, hvor Le Talon Noir forlod Guernsey,

havde en hr. R. Russell omkring det tidspunkt booket en billet

til at sejle med færgen tilbage.

Min far var meldt savnet og formodet død i fire måneder.

Og jeg var meget desperat efter at finde min mor.

Efterforskningen tager fart,

og inspektør Phil Falla beslutter at afhøre Patricia igen.

Jeg spurgte Patricia, hvorfor hun nævnte,

at hun var Russells kone,

for jeg vidste nu, at Carole faktisk var hans kone.

Og jeg ville høre fra Patricia,

om hun måske vidste, hvor jeg kunne finde Carole,

fordi jeg skulle tale med hende om hændelsen.

Og så kiggede hun mig i øjet og sagde:

"Jeg tror ikke, du nogensinde finder Carole,"

og det løb mig koldt ned ad ryggen.

Politiet mistænker mere og mere, at Russell ikke er tabt til søs.

På et tidspunkt i efterforskningen overvågede vi Patricia

i håb om, at hun på et tidspunkt ville føre os til Russell Causley.

Så efter månedsvis hvor alle tænkte,

at han måske er død, blev han fundet i live

til frokost med sin kæreste.

Betjente blev tilkaldt, og de anholdt dem begge.

Jeg havde efterforsket flere savnede personer,

men det her var den første,

hvor nogen havde forfalsket sin død for en forsikring.

Jeg troede ikke på, at min far var i stand til den slags

og fuldkommen tilsidesætte mine følelser i forhold til, hvordan det påvirkede mig.

Sams far Russell, hans kæreste Patricia og hans advokat Anthony

skal nu i retten for forsikringssvindel.

Men opholdsstedet for Russells kone Carole er fortsat et mysterie.

Patricia Causley erklærede sig skyldig i bedrageri.

Og hun fik en betinget dom.

Anthony erklærede sig ikke skyldig. I retten blev han kendt skyldig

og blev idømt tre års fængsel på grund af det,

og fordi han var advokat.

Russell erklærede sig skyldig i svindel og blev idømt to års fængsel.

For politiet og Caroles familie

er der stadig ubesvarede spørgsmål.

Hvis han kunne lyve til sin datter om det,

er han i stand til at lyve om sin kones forsvinden.

Der var noget meget galt.

For den her kvinde var et vanemenneske.

Lige pludselig fra juni 1985 var alt stoppet.

Så tænker du for dig selv, om der kunne være sket noget meget slemt.

Og vi anede det ikke.

Alarmklokkerne begyndte at ringe,

for vi fik ikke en overensstemmende historie.

Alle, vi talte med, sagde noget forskelligt.

Og de her historier kom fra Russell.

Han var omdrejningspunktet i efterforskningen.

Paul Donnell havde allerede afhørt

Russell og Patricia, før de blev dømt for svindel.

Det første, jeg spurgte om:

"Jeg vil først forklare, hvorfor vi er her.

Det er ikke normalt for CID-betjente

at efterforske en savnet person.

Vi har brug for din hjælp til at finde din kone.

Så kan vi afslutte den sag og behøver ikke genere dig mere."

Og han sagde:

"Ja, hun er rejst til Canada."

"Hvordan ved du det?"

"Hun ringede til mig."

"Har du hørt andet fra hende?"

"Ja, hun sendte et brev i 91."

"Fedt. Må vi se brevet?" "Nej, jeg har ødelagt det."

Jeg ville selv beholde sådan noget,

så jeg kan vise myndighederne, hvad der skete.

Så henvendte jeg mig til Patricia, som hørte det hele.

Jeg sagde: "Det er fint. Patricia…"

Han afbrød mig og sagde: "Hun kan ikke hjælpe."

Jeg sagde: "Det bedømmer vi.

Og vi vil stille spørgsmål, fordi hun var der,

og hun skal svare på dem, ikke dig."

Han sagde: "Nej, det er ikke fint. Hun har intet at sige."

Det i sig selv var usædvanligt.

For datteren Sam og hendes familie

når deres frygt og bekymring nye højder.

Hvor er Carole?

Personen, du tror er død, er i live.

Og personen, du tror er savnet,

kan ikke opspores af nogen.

Men det er ikke let.

Det river folk i stykker. Det knækker dig bare.

Men for politiet bliver alt mere tydeligt.

Efter et år hvor vi ikke fandt noget spor af Carole,

gik det fra at være en savnet person til en mordefterforskning.

Carole Packman er ikke blevet set siden den 15. juni, 1985.

Politiet mener nu, de efterforsker et mord.

Nu vi har afhørt både Russell og Patricia, er der nu ikke tale om en savnet person.

Det er en mordefterforskning, og vi skal bevise det.

Russell afsonede en dom.

Han var blevet dømt for svindel og afsonede to år for den svindel.

Russell har løjet om sin egen død.

Og politiet tror, han også lyver om sin kone.

Du begynder at indse,

hvilken tone efterforskningen nu tager.

Men der er gået otte og et halvt år.

Og du aner ikke, hvor lang vej du har igen.

Jeg kan ikke forestille mig, hvad Sam gennemgik. Det var så stressende.

Jeg havde virkelig medlidenhed med hende.

Vi troede, vi kunne finde et lig.

Og på baggrund af hvad fangen sagde, lavede vi grundige undersøgelser

og eftersøgninger i New Forest. I kloakken og lignende.

Vi fik også hjælp fra en retsmedicinsk arkæolog,

som skulle foretage undersøgelser i en lokal kirkegård,

for vi fik information om, at han måske lagde hende

i en ny grav i det område.

Men indtil videre står politiet over for en kamp op ad bakke.

Vi havde kun indicier. Vi havde ikke liget.

Vi vidste, vi skulle bygge en sag op, som var god nok til en anholdelse.

Vi skal have rimelig mistanke om, han er involveret i hendes død.

Så det begyndte vi på.

De talte med folk i Tyskland og Canada, over det hele.

Vi fik vidneerklæringer fra naboerne, venner og kolleger.

Der opstod et mønster, som viste,

at Russell havde fortalt mange forskellige versioner af,

hvad der var sket med Carole.

Det var som et puslespil, vi samlede for at være sikre på,

efter vores opfattelse, at hun ikke længere levede.

Russell var fuldstændig arrogant.

Han troede, politiet ikke havde noget på ham.

At han var urørlig.

Det begynder at gå i opløsning for Russell.

Vi blev kontaktet af en indsat,

som sagde, at Causley hade haft mange samtaler med ham om,

hvordan han slap af med sin kone.

Vi fik også et andet opkald fra en fyr,

som sagde, han havde været cellekammerat med Russell Causley.

Og han sagde, at Russell en dag spurgte ham:

"Hvis jeg skulle af med et lig,

hvad er så den bedste metode?"

Han sagde, han tilstod mord på sin kone.

Det er gennembruddet, politiet behøver til at gå efter Russell.

Jeg og min kollega tog til Dorchester Fængsel.

For vores hensigt var at anholde ham,

fjerne ham fra deres varetægt, så han var i politiets varetægt,

så vi kunne afhøre ham på mistanke om mord.

Og vi stod på en gang og ventede,

og han blev ledsaget fra selve fængselsområdet.

Og fængselsbetjentene kom med ham.

I sådan en situation under normale omstændigheder

har enhver indsat, især en dømt en,

retten til ikke at tale med politiet.

Han får at vide, at politiet vil tale med ham,

og hvis han ikke vil tale med dem, behøver han ikke.

Men her var det anderledes, fordi vi ville anholde ham.

Det vidste han ikke.

Og idet han ledsages hen ad gangen,

henvender han sig og siger: "Jeg vil ikke tale med dem."

Fængselsbetjenten siger:

"Du har intet valg, Causley, gå derhen."

Og da gik det vist op for ham.

For idet han gik imod os, forsvandt farven i hans ansigt.

Og det var første gang, vi havde set en reaktion fra ham.

Og jeg anholdt ham på en mordmistanke og tog ham med på stationen.

Paul og hans kolleger skal også tale med Russells kæreste.

Patricia fik en chance,

og hun tilbød intet.

Patricia ville ikke snakke med nogen.

Det blev besluttet, at der ikke var nok beviser

mod Patricia til at rejse tiltale mod hende.

Med Patricia ude af billedet er alle øjne rettet mod Russell,

som blev anholdt for mordet på Carole.

Du indser, at efter al den tid bliver nogen nu tiltalt for mord.

Politiet kan nu tage det næste skridt.

Russell var blevet sigtet for mordet på Carole.

Jeg kender sagen, men har aldrig mødt hende, og hun føles som en fremmed.

Det gør ondt.

At min bedstefar smed det hele væk. Hvorfor gjorde han det?

Han havde alt det, de fleste drømmer om.

På trods af sigtelsen mod Russell

ved alle, at denne sag ikke bliver nem.

I andre mordefterforskninger har du et lig. Det havde vi ikke.

At bevise et dødsfald uden et lig

og intet papirspor, ingen beviser overhovedet,

er stort set umuligt.

Min mor havde nu været savnet i 11,5 år.

Der er nu en person, der har muligheden for

at sige, hvor hun er.

Men personen vil ikke tale med dig.

Den person holder sig bare tavs.

Han skulle dømmes, for vi mente, han myrdede sin kone.

Aftenen før retssagen i december 96

er vi en smule bekymrede for,

at det kan slå fejl.

Uden Caroles lig og tilhørende retsmedicinske spor

er udfaldet af retssagen langt fra givet på forhånd.

Russell benægtede,

at han havde noget som helst at gøre med Caroles forsvinden

eller med det påståede mord.

Udfordringerne ved at retsforfølge uden et lig er enorme,

fordi liget er det største bevis i forhold til åsted og det retsmedicinske

i en mordefterforskning.

En dom uden et lig bliver meget svært at opnå.

Fra begyndelsen skulle vi gøre det klart

til alle involverede, juryen, dommeren, alle,

at vi ikke havde nogen retsmedicinske beviser,

og at vi ville forsøge at overbevise dem om,

at han dræbte hende ud fra hans opførsel og de indicier, vi havde samlet sammen.

Det var en enorm udfordring.

Causleys retssag varer tre en halv uge,

og juryen hører, at Caroles lig

aldrig er blevet fundet, og der er ingen retsmedicinske beviser.

Sagen er bygget på vidneforklaringer fra indsatte,

som Causley angiveligt tilstod til.

Juryen er endelig klar til at afgive deres dom.

Det var et afgørende tidspunkt.

Og vi vidste ikke, hvad vi skulle tro.

Og to timer senere, som var overraskende, blev vi kaldt ind igen.

Russell blev dømt for mord på trods af manglen på håndgribelige beviser.

Russells reaktion var, at han satte sig, og hans ben faldt væk under ham.

Jeg tror ikke, han kunne tro det.

Det lyder forfærdeligt, men der var eufori over,

at det lykkedes os, at han blev kendt skyldig.

På trods af, Caroles lig manglede,

er retfærdigheden sket fyldest for Russell.

Han idømmes livstid med et minimum på 16 år.

Efterforskningen blev hjulpet af et ekstraordinært hændelsesforløb.

Jeg ser tilbage og tænker,

at havde jeg ikke efterforsket svindlen,

havde det her måske aldrig ført til, at Russell blev dømt for mordet på Carole.

Nu måtte Sam prøve at forstå,

at hendes mord var lovmæssigt død,

og at hendes far lige var blevet dømt for mordet på hendes mor.

Russell giver ikke op uden kamp.

Appelprocessen gik i gang bagefter,

hvilket vi forventede, fordi retssagen var, som den var,

og på grund af det faktum, at vi havde benyttet dømte kriminelle

som bevismateriale og vidner.

At få os til at gennemgå det hele igen,

de følelsesmæssige traumer igen, al den frygt igen,

at vi skulle vidne igen.

Hvis jeg ikke havde lidt nok,

hvorfor var det rigtigt at udsætte mig for det igen?

Han har stadig kontrol over Sams liv.

Sam og familiens prøvelser fortsætter.

I 2003 bliver Russells dom ophævet.

I 2004 er der en til retssag ved retten i Exeter Crown.

Og Russell dømmes igen for mordet.

Vi var de første, der fik en skyldig dom to gange uden et lig.

Så blev han sendt i fængsel igen

for at afsone sin oprindelige dom,

som var livstid med et minimum på 16 år.

Russells fængsling er ikke slutningen på historien.

Sam ved stadig ikke, hvad der hændte hendes mor,

eller hvor liget er.

Du håber altid, at det en dag vil banke på døren,

hvor de siger:

"Vi har fundet nogle troværdige jordiske rester."

Den eneste, der kan afslutte alt det her, er Russell.

Jeg vil personligt blive meget overrasket,

hvis Russell Causley nogensinde siger noget.

Sådan en type mand er han.

Håber jeg, han vil sige det?

Naturligvis.

Tror jeg, han vil gøre det? Nej.

Du får aldrig en afslutning,

hvis du ikke har de jordiske rester fra din kære.

Fordi du vil stadig tænke, at de er derude et sted,

eller deres jordiske rester er, som skal findes,

og det er bare ikke sket.

Der er mange ting og forskellige ting, der minder dig om det.

Det er en anden slags sorg, end hvis nogen dør.

Du er aldrig fri. Fødselsdage, jul, familiekomsammen.

Sam må tænke på det konstant.

Det, hendes far har udsat hende for, er ren tortur.

Det har også overskygget hendes søn Neils liv.

Neil har været helt afgørende for mig.

Men det har også sat os på prøve.

Men det er heldigt, at vi har det forhold, som vi har.

Det er ikke hans problem, men det har påvirket hans liv enormt.

Og desværre har det altid været der i baggrunden,

siden han var fire år gammel

Det er svært.

Hvis vi kunne lukke denne bog, ville resten af livet være nemmere.

Det har været meget for Neil at håndtere fra en meget ung alder.

Men han er min største støtte.

Han støtter mig, 110 %.

Jeg elsker Neil så højt.

Vi har oplevet nok tragedie i løbet af de sidste tre årtier,

at vi nok kan klare alt, vi bliver udsat for.

Sam og hendes familie står også over for,

at Russell kan løslades fra fængslet.

I august 2014

fandt min fars første egentlige mundtlige høring sted.

Jeg har været fuldstændig imod, at min far skal løslades

og være i betragtning til prøveløsladelse.

Indtil han fortæller os, hvad han gjorde med min mor

og viser en form for rehabilitering

ved at anerkende den skade og pine, han har forvoldt,

så skal han blive, hvor han er.

Jeg mener stadig, han er til fare for andre.

Kom nu.

Hjælp mig med at finde hende.

Jeg mener stadig i dag, at retfærdigheden

ikke er sket fyldest på min mors vegne.

Sam har aldrig været fri fra det, siden hendes mor forsvandt.

Det er forfærdeligt. Og hun har ikke fået en afslutning.

For i sidste ende

har det bare bekræftet morddommen til hendes far,

men hendes mor er ikke fundet.

Intet andet kan forme dit liv. Men jeg tillader aldrig, du knækker mig.

I forhold til den følelsesmæssige uro er der ingen afslutning.

Du kan ikke bladre til næste kapitel og sige:

"Jeg er færdig med bogen. Jeg ved, hvad der skete,

og jeg kan langsomt tilpasse mig og nå til et punkt, hvor jeg accepterer det."

Det fik vi ikke. Det udvikler sig konstant for os. Historien bliver værre og værre.

Og så snor og drejer den sig.

Jeg har gjort mig så umage for

at sige undskyld til min mor.

Undskyld. Hvad kan jeg ellers høre for dig?

Jeg ved det ikke.

Jeg ved det ikke.

Jeg har virkelig forsøgt.

I OKTOBER 2018 BLEV DET ANBEFALET

AT FORFLYTTE RUSSELL CAUSLEY TIL ET ÅBENT FÆNGSEL.

I NOVEMBER 2018 AFVISTE JUSTITSMINISTER DAVID GAUKE FORFLYTTELSEN.

Tekster af: Niels M. R. Jensen