Original subtitles

Hvert 90. sekund meldes en person savnet.

Mange vender hjem til deres familier, men for andre går noget grueligt galt.

En ung dreng cykler til butikken for at købe slik,

men vender aldrig hjem.

Han gik ned ad trapperne med et smil, hentede sin cykel og kørte til butikken.

Det er en højrisiko-sag.

Som tiden gik, blev det mere bekymrende, for han er en 11-årig lille dreng.

Hvad sker der i efterforskningen?

Vi så det som en bortførelse.

Jeg fik oplysninger om, at Wesley blev givet til en pædofili-ring.

Hvad sker der med familien?

Mustafa går ind, og jeg siger: "Har I fundet Wesley?"

Og han sank ned på knæ og holdt begge mine hænder.

Han sagde: "Vi har fundet Wesley."

Alle kunne lide Wesley, for han var ligetil.

Han var et sjovt barn, altid glad, og han ville altid hjælpe folk.

Han var bare en almindelig dreng. Han så ingen fare i nogen.

Han havde humoristisk sans. Vi grinte.

Mor Liz, Wesley og hans fireårige bror Robert

bor på samme gade som bedstefar Harry.

Min far og Wesley var meget tætte.

Han var hans øjesten.

Overalt hvor bedstemor gik hen, gik Wesley hen.

Han var en skøn dreng.

Han lavede altid en spøg, men de var gode.

Han kunne lide at lege og havde god humor.

Og du kunne aldrig skælde ham ud.

5. JUNI 1998

Dagen, det skete, gik han i skole forbi mit hus.

Jeg sagde: "Vi ses efter skole."

Senere den dag har Wesley det dårligt i skolen.

Han er blevet diagnosticeret med epilepsi.

Jeg tog over for at hente ham og sagde: "Du er okay, mor er her."

Han sagde: "Jeg har det forfærdeligt." Jeg sagde: "Hvad?"

"En brændende fornemmelse. Mit bryst føles trykket."

Og jeg kørte ham hjem og lagde ham på sofaen.

Jeg sagde: "Få dig en lur, og så får du det forhåbentlig bedre."

Og han sov en time, halvanden time.

Og da han vågnede, var han helt frisk.

Og han sagde: "Mor, må jeg få 50 pence?"

"Hvorfor vil du have det?"

"Hente slik til mig og Robert, når han kommer hjem fra skole."

Jeg sagde: "Javel." Han sagde: Vent."

Og han gik amok, fordi han ikke fik det i én mønt.

Han fik to 20'ere og en 10, som giver 50.

Han sagde: "Ja, mor," og gik smilende ned ad trapperne.

Steg på cyklen og cyklede af sted.

Ti minutter senere kigger jeg ud ad vinduet på badeværelset. Hvor er han?

For klokken tre skulle vi hente Robert fra børnehaven.

Jeg tænkte: "Måske tog han direkte hen til skolen."

Så jeg gik hen til skolegården, og et par mødre hang ud.

"Har I set Wesley på cykel?"

"Nej, Liz."

Jeg sagde: "Har I ikke?" "Nej."

Så jeg går ned til butikken.

"Har du set Wesley, Yasmin?"

"Ja, han var her for tyve minutter siden og beklagede sig over sine mønter."

Hun sagde: "Jeg gav ham en 50 pence-mønt."

"Og han fik gratis slik."

Fordi han gav dem en hånd.

Jeg sagde: "Hvad mener du?"

Hun sagde: "Han satte de tomme kasser i baggården."

KL. 17.55 5. JUNI 1998

Mor Liz og bror Robert tager hjem for at se, om Wesley er der.

Jeg kigger på uret. Han kommer ikke.

Jeg begynder at blive bekymret, for han vidste, han skulle tage medicin.

Og jeg tænkte: "Måske stødte han på nogle venner."

Klokken 18 begyndte jeg at gå i panik.

Hvis han ikke fik sin medicin for epilepsi, kunne han få et anfald.

Og jeg var bange for, han havde fået et anfald

og lå et sted på vejen.

Liz kan ikke gøre intet derhjemme.

Klokken blev 18, og jeg gik ud og ledte

med min ven Sharon.

Og jeg gik rundt over det hele,

op og ned ad gaderne.

Tog rundt til alle dem, Wesley kendte. Jeg fik en forfærdelig fornemmelse.

Og jeg blev ved at sige til Sharon: "Der er noget, der ikke stemmer."

Det ligner ikke Wesley.

Han tager altid sin medicin til tiden,

og nu er vi bekymrede.

Mon en har væltet ham af cyklen?

Og så løber tankerne løbsk.

Du leder i hver bygning, hver gyde, du leder over det hele.

Du tror, han er der et sted. Vi skal bare finde ham.

Min søn havde en pink og hvid cykel.

Når folk gik ud og ledte, ledte de efter den cykel.

Du kunne ikke undgå at tænke, der skete noget, for det var ulig ham.

Da han ikke kom hjem, vidste jeg, der var noget galt.

Tiden gik, for det var stadig ret lyst, og jeg ringede til politiet.

KL. 20.45 5. JUNI 1998

Når en person meldes savnet, går det straks til de uniformerede teams.

Og en betjent tager ud

og laver en rapport fra et medlem af familien,

som meldte personen savnet eller en ven.

Der kom en ung betjent.

Og han sagde: "Hvad er problemet?"

Jeg sagde: "Min søn er savnet."

Han sagde: "Han leger nok med sine venner."

Jeg sagde: "Nej, jeg har ledt overalt."

Du ville tro, nogen havde set ham, hvis han var i området.

Men ingen så ham.

Jeg sagde: "Hvad hvis han ligger i en grøft?

Nogen kan have væltet ham."

"Noget stemmer ikke."

Og den her unge betjent sagde:

"Jeg tror, du overreagerer lidt."

Men da var jeg panikslagen.

Børn forsvinder ofte,

men normalt bliver de hurtigt fundet.

Betjente gik ind og ud af huset

for at se, om han var på loftet eller under badet,

under sin seng.

Og jeg kiggede bare på dem og sagde: "Seriøst?"

"Tror I ikke, jeg ville vide det?"

"Det første, han ville gøre, var at bede om mad."

Jeg vidste, der var noget galt.

De tænkte bare: "Han er bare uartig og er løbet væk."

Politiet ville ikke forstå det.

Han ville ikke gøre sådan noget imod os.

Vi var meget tætte.

Psykologisk set er et af de største problemer, når en person forsvinder,

især en sårbar person som et barn,

er det politiets ansvar at sikre,

at hjemmeadressen søges ordentligt,

så man er helt sikker på, at personen ikke er på adressen.

Det kan forårsage traumer af og til,

for familie tænker straks: "Politiet mistænker os."

Men det er ikke rigtigt.

Mange af naboerne kom og ledte med.

Og familien var ude. Alle mine nevøer, niecer, alle.

Alle søgte efter ham og ledte.

Vi gennemsøgte parker og marker, overalt.

Det overtager dine tanker og krop. Alt.

Heather Carroll er kontaktbetjenten, der sættes på denne sag.

Da jeg spurgte Liz, hvor Wesley tog hen,

sagde hun: "Han skulle købe slik."

Det skete konstant og var ikke underligt.

Men vi må kigge på familien og venner først,

for vi ved ikke, hvad der er foregået bag dørene.

Eller i de foregående timer,

så selvom jeg var der for at støtte familien,

var jeg der også for at efterforske. Så jeg var mange timer sammen med dem.

Og jeg lærte dem godt at kende.

Han kunne være fundet bevidstløs.

Han kunne være i en bygning og skulle have sin medicin.

Det var vigtigt, at politiet lagde nok ressourcer

i at finde ham.

Der kom straks eftersøgningshold.

Sendt til parker og gyder.

Der var mange betjente involveret, en helikopter,

hunde, heste.

Det blev mere og mere bekymrende, for han er en 11-årig lille dreng.

Det ramte nyhederne, at barnet var savnet.

Og så finder de på historier om, at han var en slags bygorilla.

Det blev beskrevet, at han legede udenfor,

og der ikke var regler eller grænser. Og det var der.

Familien holdt af deres lille dreng.

Men desværre hjælper sådan noget i pressen ikke.

Folk tænkte, at han var bare var en knægt

fra det vestlige Newcastle, der løb vidt omkring.

Det er langt fra tilfældet.

Det var ikke fair at dømme drengen ud fra der, han kom fra.

Så han legede måske til senere end et andet barn fra et andet område.

Sådan er han ikke. Han ville være kommet hjem.

Men de overbeviste alle om,

at han bare var løbet hjemmefra.

Jeg var irriteret over, at de kunne tro,

at Wesley blev beskrevet som at være løbet hjemmefra.

Den gode undviger.

Jeg tænker: "De taler ikke om min søn. De taler om en anden, ikke om Wesley."

Han var ikke blevet væk. Var han okay, var han hjemme.

Han var aldrig blevet ude. Aldrig.

Jo længere tid der går, jo mere føler du, det ikke vil ende godt.

Jeg følte, det ikke var en dreng, der bare ville forsvinde.

At der var sket noget, som var meget skummelt.

Jeg er ikke glad for, han stadig bare meldes savnet.

Det er morgen den 6. juni, 1998.

Elleveårige Wesley, som har brug for epilepsi-medicin,

har været forsvundet hele natten.

Hans familie er meget bekymrede, og de gør alt for at finde ham.

Vi besluttede at gå ud med flyers med Wesley ansigt på.

Vi tog tre-fire døre ad gangen og bankede på.

"Kan du tage den? Har du set dette barn?"

Og vi kom ingen vegn

Vi kunne bare sætte sedler op for at se, om nogen har set noget.

Vi stillede spørgsmål til alle, over det hele.

Du kan ikke være heldig at få det lille spor,

så du kan ikke komme videre.

Du sidder bare fast.

Jeg var panikslagen.

Der var ingen søvn,

for jeg tænkte, han kørte på dampe.

Hvis du sad og var træt i huset, havde du skyldfølelse,

for du sad og gjorde ingenting.

Jeg skulle blive ved telefonen, for Wesley kendte nummeret.

Hvis nogen havde fundet ham, skulle jeg blive i huset.

Dag to for den savnede person-efterforskning,

og der sker en opdagelse.

Min partner åbnede døren. Og han råbte: "Liz!"

"Nogen her har barnets cykel."

Jeg gik ikke ned ad trapperne. Jeg hoppede vist.

Og jeg kom udenfor, og det var en knægt.

"Hvor fik du fat i den cykel?"

"Jeg tog den fra to små piger."

Og så skreg jeg ude på gaden.

"De har cyklen! Hvor fik du så min søns cykel?"

"De sagde, de fandt den i Wingrove."

"Så jeg tog den tilbage til dig."

Wingrove Road er en kort 15-minutters gåtur fra Wesleys hjem.

Da de fandt cyklen, tænkte jeg:

"Han ville ikke efterlade sin cykel. Der er sket noget et sted."

Politiet appellerer til enhver, som måske har set Wesley.

Der kommer mange personer frem, som siger, de har set ham.

Familien virkede meget bekymret.

De var på fjernsynet og appellerede til offentligheden,

hvilket resulterede i flere observationer. Politiet appellerede også.

Observationerne kom fra fremmede,

som mente, de genkendte ham.

De kom fra skoleelever.

Der var op mod hundrede observationer af ham.

Så det virkede til, han var et sted i det vestlige Newcastle.

De blev overvældet af opringninger om, at han var nede i parken,

og han blev set overalt.

Vi siger straks til eftersøgningsholdet:

"Tag ned til parken, tag til det område, tag til den gyde."

Og betjentene gjorde det straks.

Jeg tænkte: "Wesley ville ikke gøre det mod os.

Han ville ikke blive væk i dagevis."

Jeg syntes, politiet ikke lyttede til familien.

Politiet nærer håb til alle oplysninger. Det er en følelsesmæssig rutsjebane.

Vi ville finde den dreng. Vi ønskede en lykkelig afslutning.

Jeg ville ikke fortælle familien dårligt nyt.

Efterforskningen var kørt i tre uger, men stadig ingen Wesley.

De blev ved at lede,

der kom observationer, men noget måtte ændre sig.

Trevor Fordy kommer med på efterforskningen.

Noget af det første, jeg gjorde, da jeg overtog efterforskningen,

var at undersøge observationerne

og fastslå, om de her vidner var helt sikre i det, de så.

Vidnerne fastholdt, at de så Wesley, de kendte Wesley,

så de er det, vi kaldte bekræftede observationer.

Så længe det blev ved, skred efterforskningen ikke frem.

Vi må acceptere, at mange timer og politiressourcer blev spildt

i forsøget på at undersøge de observationer af Wesley.

Og det forpurrede efterforskningen fra den første dag.

Fra start var cyklen den vigtigste ting,

det syntes jeg i hvert fald, fordi Wesley var så knyttet til den.

For ud fra det, jeg hørte fra familien, ville han aldrig have forladt cyklen.

Endelig har vi en, der har erfaring med den her slags.

Det var først, da hr. Fordy kom med.

Han holdt mig i hånden og sagde: "Liz, jeg har kigget nærmere på det,

og jeg tror helt ærligt, at din søn er blevet kidnappet."

Og jeg kiggede på ham og brød ud i gråd.

Jeg sagde: "Hvad gør vi så nu?"

Og det skete i løbet af

nok to dage, før det hele ændrede karakter.

Flere observationer er meldt af Wesleys skolekammerater.

De skal alle bekræftes.

En efter en kunne vi udelukke de observationer.

Børnene begyndte at tilbagetrække, og folk tilbagetrak deres observationer,

sagde de måske tog fejl.

Så en efter en begyndte observationerne at smuldre.

Vi behandlede det som en bortførelse.

Derfor var det op til os at forsøge at finde ham hurtigst muligt.

Vi fik et lille håb.

Er det sandt, at han er blevet bortført?

Han var ikke i Newcastle, for då var han kommet hjem.

Han ville have kæmpet imod.

Wesleys forsvinden er i alle medier

med en højt profileret efterforskning i hans formodede bortførelse,

og et navn nævnes.

Hændelsesrummet blev kontaktet af en socialrådgiver,

som kendte til en person, der boede i Wingrove Road-delen af Newcastle,

og han dannede venskaber med unge drenge i området.

Inden for få dage fik jeg mulighed for at køre ned ad Wingrove Road,

og jeg vidste, at personen havde en Range Rover-bil.

Jeg så en Range Rover parkeret i det umiddelbare område,

og en særpræget ung fyr vaskede bilen.

Vi gik fra hus til hus

og fandt et familiemedlem til den unge fyr.

Han hed Dominic McKilligan.

Og ikke kun var hans navn blevet plottet ind i systemet,

men han havde indrapporteret en observation af Wesley.

Det havde en effekt på mig, og jeg var ikke tryg ved det.

Yderligere efterforskning

afslører meget foruroligende information om 18-årige Dominic McKilligan.

Vi fik at vide fra Dorset Politi,

at han havde været involveret i at misbruge op mod 40 børn

i Bournemouth-området.

Fire år tidligere

blev Dominic McKilligan dømt for grov uanstændighed mod mindreårige.

Myndighederne beskrev ham som alvorligt forstyrret.

Og han blev også anset for at kunne udføre fantasier

om at dræbe et barn

Vi besluttede at hente ham ind til afhøring

og om muligt udelukke ham som mistænkt.

Dominic McKilligan afhøres med sin advokat til stede.

McKilligan var afslappet. Han svarede på alle spørgsmål.

Han sagde, at han kendte Wesley fra tv,

men han havde ikke mødt ham.

Og af en eller anden grund var jeg ikke tilfreds med hans udsagn.

Trevor Fordy beordrer en gennemsøgning

af McKilligans hus, men der findes ikke noget.

Derfor var vi tvunget til at løslade ham, løslade ham mod kaution.

Trevor Fordy er ikke tilfreds med Dominic McKilligans beretning.

Og jeg besluttede at få politiets eftersøgningshold,

uniformerede betjente til at gennemgå huset med en fin kam.

Og jeg husker tydeligt,

inspektør Dawson kom hen og sagde, en betjent havde fundet

en iturevet bankcheck, der sad fast under en skraldespand,

og den var til Wesley Neailey og underskrevet af McKilligan.

Kan det være gennembruddet i sagen?

Vi måtte bevise, at han havde skrevet navnet Wesley Neailey på checken.

Så vi fik undersøgt checken for fingeraftryk,

men det gav ikke et resultat.

Dernæst så vi på skriften, hvor der stod McKilligan,

og vi sammenlignede den med navnet Wesley Neailey som modtageren.

Og vi fik hurtigt resultatet, at skriften var et match,

hvilket betød, at McKilligan skrev navnet Wesley Neailey på checken.

Vi besluttede at overvåge ham.

Fordi hvis Wesley var i live, og han var lukket inde et sted,

eller selv hvis han ikke var i live, blev vi måske ført til et lig.

Og i løbet af overvågningen

blev det observeret, at han fik lavet nogle nummerplader.

Så tog han på apoteket, han købte barberblade og aspirin.

Og vi måtte overveje,

om han ville bortføre endnu et barn.

Ville han gøre Wesley fortræd, hvis han stadig var i live?

Eller ville han begå selvmord?

Vi kunne ikke lade overvågningen fortsætte.

Vi havde flere beviser, checken,

så jeg besluttede at få ham anholdt igen og bragt tilbage til Newcastle.

Jeg fik at vide, at McKilligan måske var med i en pædofili-ring,

og at Wesley blev givet til den her pædofili-ring.

Da vi hentede McKilligan ind til afhøring igen,

fik han fortalt, at skriften var et match,

og at han måtte være personen, der havde skrevet checken.

Det påvirkede ham, og vi troede, der ville komme et gennembrud.

Og det kom der, men han sagde:

"Jeg er ansvarlig for hans bortførelse, men jeg har ikke gjort ham ondt.

Jeg gav ham faktisk til en pædofili-gruppe."

Jeg var chokeret.

Jeg så ham og tænkte:

"Han er bare en lille, ung mand."

Ingen store advarsler ved ham, ikke klædt uanstændigt.

Han lignede Harry Potter,

men han var så selvsikker, så afslappet og ligeglad.

Og da han fortalte mig det, kunne jeg ikke fatte det.

For her tre, fire uger efter

er indikationerne, at Wesley stadig er i live.

Dominic McKilligan har fortalt politiet, han har bortført 11-årige Wesley Neailey

og givet ham til en pædofili-ring.

McKilligan har opgivet en, han siger er involveret,

og politiet følger op på dette.

Vi overvågede den mistænktes hus

i den tro, at der muligvis var en pædofili-gruppe, som havde Wesley.

Og prioriteten var at finde ham.

Trevor Fordy afhører også den mistænkte

for at implicere ham eller udelukke ham.

Han indrømmede, han havde mødt McKilligan

gennem en avisannonce, og at de havde haft et homoseksuelt forhold.

Men McKilligan havde bare nævnt ham for at komplicere det hele.

Man kunne sige, han legede med os.

Det var en psykologisk thriller.

Trevor Fordy ved nu, at McKilligan leger julelege med politiet.

Hans næste træk tager det hele et niveau op.

Hans næste leg var at sige:

"Okay, jeg er ansvarlig for hans død, men det er ikke mord, det var et uheld."

McKilligan sagde, han havde været i huset,

han kendte Wesley og gav ham en check, så han kom med tilbage til huset.

Og en dag havde han en lille bil i en garage bag sit hus,

og han hørte en lyd og gik ud,

og Wesley klatrede på hans bil og sad på biltaget.

Han faldt af, da McKilligan råbte ad ham,

og han slog hovedet på en skruenøgle på jorden.

De kunne kun afhøre ham.

Og de ville have en tilståelse og finde barnet.

For de havde fundet blod på betonen i garagen og andre ting.

De havde opbygget sagen.

Det stod klart, at han nok slog ham med skruenøglen,

men så gik han i detaljer om,

at på grund af hans fortid ville ingen tro på ham.

Så han besluttede at sætte en affaldspose over hans hoved og kvæle ham.

Han havde løjet meget før.

Vi måtte bevise, at det, han sagde, var korrekt.

Og det kunne vi bedst gøre ved at overbevise ham om

at føre os til der, Wesley var.

Han tilstod det endelig, og han førte dem til der, barnet lå.

McKilligan fører politiet til et afsides område vest for Newcastle.

Dominic McKilligan indrømmede, han var ansvarlig for Wesley Neaileys død.

Han førte os hertil.

Og han sagde: "Hvis du går derned til venstre,

vil du se en affaldspose i underskoven."

Jeg kiggede ned og vidste, hvad Wesley havde haft på.

Hans ben stak ud af affaldsposen

og hans små sko, og jeg vidste, han var der.

Nu var det en bekræftet mordefterforskning.

Det var en lørdag morgen, og det var den 4. juli.

Det bankede på døren.

Hr. Fordy går ind.

Jeg sagde: "Har du fundet Wesley?"

Han sagde: "Det er jeg kommet for at tale om."

Og jeg så bare på ham.

Jeg sagde: "Hvad?" Og han sank på knæ og holdt begge mine hænder.

Han sagde: "Vi har fundet Wesley."

Og jeg kiggede på ham og sagde: "Hvad?"

"Men han er desværre ikke i live."

Min verden sluttede der.

Det er den mest forfærdelige følelse,

og du indser, du aldrig får ham at se igen.

Det var forfærdeligt.

Men i det mindste skulle vi ikke søge længere.

Nu ville vi finde ud af, hvad der skete og hvorfor.

Harry var bare… Hans verden sluttede.

Vred, såret, oprevet,

og han kunne ikke tro det.

TIL MINDE OM WESLEY NEAILEY SOM LÅ HER. HVIL I FRED

Min far kom ud og sagde: "Før os hen til Wesley."

Hr. Fordy siger: "Beklager, det kan jeg ikke."

"Hvad mener du med det?"

Og både min far og jeg stod der, og vi var lammet af sorg.

"Hvad mener du med det?"

Han sagde: "Vi ved, det er Wesley, for han har tøjet på.

Alt, du sagde, Wesley havde på, det har det her barn på."

"Vi mener bestemt, det er Wesley."

Jeg havde lyst til at kaste op.

Hele min krop rystede.

Og jeg blev bare ved at sige: "Nej, jeg skal se ham.

Jeg skal se ham og give ham kram og kys.

Du siger, min søn ikke er i live."

Og han siger: "Liz, lad venligst være."

"Du skal ikke gennemgå, hvad vi har set."

Han havde ligget der siden den første dag, så der var gået en måned.

Det syn vil jeg se for mig, til jeg dør.

Harry og Liz ville så gerne se ham, og det forstår jeg godt.

Og jeg husker, Harry sagde:

"Jeg vil bare se ham i øjnene."

Og det hjemsøger ham den dag i dag.

Trevor Fordy har mere nyt til Liz og Harry.

Han sagde: "Vi har personen, der dræbte din søn."

Og jeg kiggede bare og sagde: "I har ham? Hvem er han?"

"Dominic McKilligan."

McKilligan førte dem til min søns lig,

og han var pakket ind i en sort pose

og lagt ind i en kasse, og han blev smidt ned i en grøft.

Efter vi fandt Wesleys lig,

skulle vi undersøge, hvorfor han skulle dø.

Den næste morgen,

da jeg stod op, var det Roberts fødselsdag,

og han havde modtaget hundredvis af kort.

Fra alle betjentene og mange andre.

Og Robert kiggede på os og sagde: "Mor."

Jeg sagde: "Hvad?" Han sagde: "Hvor er mit kort fra Wesley?"

En klump i halsen.

Og jeg måtte tænke hurtigt og sagde: "Måske glemte han det. Det er jo weekend,

så måske får du et i morgen." Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige.

Jeg prøvede at fejre min søns fødselsdag,

velvidende at min anden søn ikke kommer hjem. Det er slemt.

Det er meget hårdt.

Politiet vil sikre sig,

at sagen mod Dominic McKilligan er fuldkommen vandtæt.

På grund af tilståelsen

fik vi kriminalteknikere op fra Yorkshire, og vi fik sikret mange beviser,

som beviste, at Wesley var i huset.

Der var ingen beviser på, han var på bilen.

Vi mener, han bare voldtog ham og så besluttede at dræbe ham,

så han ikke kunne sladre.

Hr. Fordy fortalte os, hvor han boede.

Omkring en 20 minutters gåtur.

Under efterforskningen ankom en socialrådgiver

uventet til politistationen i Newcastle

med en fil. Efter vi så på den,

kendte vi til omfanget af hans forbrydelser i Bournemouth.

Som en konsekvens fik vi mere information af Bournemouth Politi.

Trevor Fordy opdager noget tragisk ved McKilligans tidligere dom.

Da han blev dømt i Bournemouth,

nåede han akkurat ikke at komme på listen over sexforbrydere.

Stod han på den liste, ville politiet have vidst besked.

Hverken socialstyrelserne i Dorset eller Durham

havde informeret Newcastle om, at den her fyr var i området.

Trevor Fordy mener,

at McKilligan både skal anklages for mordet og voldtægt af Wesley Neailey.

På det tidspunkt var loven, at for at blive registreret sexforbryder

skulle en person dømmes for en seksuel forbrydelse.

I en drabsefterforskning ville man normalt tiltale for mord

og mord for sig selv.

Der skete en voldtægt i forbindelse med det mord,

som ikke blev en tiltale.

Men rationalet var at tiltale for voldtægt,

som er en seksuel forbrydelse,

så McKilligan kom med på listen over sexforbrydere.

Hvis han kun blev tiltalt for mord,

ville han ikke stå på listen.

Men der var nok med beviser til,

efter vi talte med anklagemyndigheden,

til at tiltale for både mord og voldtægt.

Dagen, jeg begravede ham, var den 28. august.

Det var den sværeste dag i mit liv.

Jeg så på min søns kiste og sagde: "Vi siger aldrig farvel."

Det var det sværeste, jeg nogensinde havde måttet gøre.

Vi kunne ikke se ham, for det var en lukket kiste.

Og Norman Oliver sagde til Elizabeth: "Jeg ved, du ikke kunne se barnet.

Jeg samlede ham op,

bar ham hen i bilen, da vi fandt ham."

Han sagde: "Jeg havde jakkesæt på.

Det er aldrig blevet renset. Jeg beholdt det, og du kan kramme det."

"Det er det tætteste, du kommer på ham."

Det var sådan noget.

Og du kunne ikke sige "ta-ta" til ham.

Det var hjerteskærende.

Moren kunne ikke sige: "Ta-ta, søn," eller se ham eller noget.

Mange mennesker tror, at politiet er en hel masse ting.

De er blot mennesker som os andre.

Det takkede jeg ham for.

Det er det tætteste, jeg kom på at holde min søn igen.

At have hans lugt.

At se den lille kiste var hjerteskærende.

Det ønsker du ikke. Det resultat ønsker ingen politibetjent.

Og det er hjerteskærende. Det glemmer jeg aldrig.

Det er et år siden, Liz Neailey hørte,

at Dominic McKilligan dræbte hendes 11-årige søn Wesley.

I dag møder hun ham ansigt til ansigt.

Den første dag, jeg gik ind til dommerne,

var første gang, jeg faktisk så McKilligan.

Og jeg trak ikke vejret.

Hele familien tog ind i retten.

Da jeg kommer, siger min søster:

"Harry, jeg troede aldrig, jeg ville møde djævlen i denne verden.

Men jeg har lige set ham. Og det er McKilligan."

Det var følelsesladet for alle.

Der var stor medieinteresse.

En domstol, Moat Hall, i Newcastle,

som ikke havde været brugt i årevis, blev genåbnet specifik til denne dag.

Jeg tog ind i retten som kontaktbetjent med familien,

og de ville se personen,

som var ansvarlig for at have taget deres søn fra dem.

Og de var nok lige så forbløffede som andre,

da de så den tynde, unge mand,

som stod der uden at vise følelser.

Han så harmløs ud.

Han lignede en forvokset skoledreng,

og der var intet muskuløst ved ham.

Han var bare et lille skrog, men han spillede spillet.

Han erklærede sig uskyldig.

Han sagde, det var et uheld.

Han sagde, han faldt af bilen og slog sit hoved og sådan noget.

Men de fandt en skruenøgle med blod på.

Nogle gange forkortes sagerne,

men hele fortællingen om, hvordan McKilligan opførte sig,

hvordan han løj, og afledte efterforskningen,

hvordan han manipulerede politiet…

Det hele kom frem i lyset.

Du hørte en masse ting.

Og din mave vendte sig,

når du var der. Og du lyttede til de sidste minutter

i barnet liv, og du kiggede på ham,

og han havde et smørret grin.

Han gav altid det indtryk,

at han følte, han var klogere end alle andre.

McKilligan forsvarede sig selv

og indrømmede, at han havde taget Wesley

og sat en affaldspose over hans hoved og klemt hans hals.

Det var nok til en domfældelse.

McKilligan viste ingen anger overhovedet.

Jeg har aldrig set noget lignende.

Han gav indtryk af, at han tænkte, han aldrig ville ryge i fængsel.

Efter en retssag på tre uger

tager det en jury mindre end tre timer at komme med en dom.

Jeg husker, jeg sad ved siden af min far.

Og dommeren vendte sig og spurgte jurymedlemmerne til tiltalen om voldtægt,

og han var skyldig.

Angående mordet, livstid.

Jeg sagde: "Ja."

Jeg så på min far og sagde: "Vi fik ham."

Jeg stod bag dem, men de rækte hænderne bagud

og holdt mig i hånden,

for de havde brug for at høre, at den mand var skyldig.

McKilligan blev fundet skyldig i mord og voldtægt.

Jeg husker, at Harry græd og råbte,

at det var resultatet, han ønskede. men den lille dreng kom ikke tilbage.

Efter McKilligans dom for mord og voldtægt

appellerede han voldtægtsdommen.

Og af grunde, der måske er indlysende

i lys af, hvor længe Wesley havde ligget der på jorden,

var beviserne i forbindelse med voldtægten meget svage.

Og appelretten besluttede at ophæve den dom.

Med én dag undgik han listen over sexforbrydere.

Og at han så får omstødt voldtægtsdommen

og ikke skal stå på listen igen,

det er vildt.

For han er en meget farlig person.

En lokal avis kontaktede mig og Wesleys familie

og spurgte, om vi ville være med til en kampagne ved navn Aldrig Igen.

Kampagnen skulle skærpe lovens smuthuller.

Formålet var at ændre love,

så hvis en person blev dømt for et mord, som var seksuelt motiveret,

så skulle de stå på listen over sexforbrydere.

Tanken om, at han undgik at stå på listen over sexforbrydere med én dag…

Her var han i lokalsamfundet, hvor han ledte efter et offer,

og han fandt Wesley.

Jeg ved, at min søn ville ønske, at vi kæmpede for andre børn.

Det ville enhver mor tænke.

Wesley står bag os og skubber os fremad.

Jeg ved, det ikke bringer Wesley tilbage.

Men hvis jeg kan redde ét barn…

…så ville min søn ønske det.

Lokalsamfundet kom med på den,

og Northumberland og Durham kom med på den.

Der var så mange underskrifter, at de ikke kunne ignorere det.

Og lovgivningen blev senere ændret.

Dominic McKilligan blev dømt til livstid med et minimum på tyve år.

Der er nu gået tyve år,

og Wesleys familie ønsker ikke, han løslades.

Hvis de løslader ham,

hvem siger så: "Vi tog fejl igen"?

Når du ser tilbage på hans kriminelle historie,

fra hans barndom, så var han en galning.

De vidste, hvad han var,

og den mand skal ikke løslades, så han kan gøre det igen.

Og en familie skal gennemgå det samme som os.

Vi lever ikke, vi eksisterer bare.

Det er ikke kun, at han begik en forbrydelse mod Wesley,

og at han bøder for det. Han har begået en forbrydelse mod hele familien.

Det er ikke kun offeret,

men alle omkring ham.

Det er hårdt, for der er stadig mange,

som var der, da det her skete for Wesley.

Jeg tænker altid, hvordan Wesley ville være som voksen,

og om han ville have børn. Det blev taget fra ham.

Det kan jeg aldrig acceptere.

Han stolede på alle, og det er derfor, han mistede livet,

fordi han stolede på den person.

Jeg tænker på ham hver eneste dag.

Jeg ville ønske, han fik en chance for at leve livet

i stedet for at være blevet dræbt, som han blev.

Wesleys død har ikke kun medført en lovændring.

Wesleys sag påvirkede mig meget,

især alle de observationer.

Det fascinerede mig, hvorfor folk under de her omstændigheder

ville stå frem og give alle de her falske beviser.

Jeg undersøgte det og opdagede,

at der var en lignende sag i Aberdeen.

Jeg opdagede endnu en i Manchester, Greater Manchester,

og jeg talte med den ledende betjent der,

og han havde oplevet det samme.

Observationer konstant.

Jeg kom så med på arbejdsgruppen for savnede personer,

den nationale gruppe,

og vi diskuterede det her emne grundigt.

Og vi besluttede at kalde dem empatiske observationer.

Nu kaldes de empatiske observationer.

Så jeg tror, det generelle fokus i en efterforskning

ændrede sig som følge af denne og de to andre sager,

og at du ikke altid kan lade observationer overbevise.

Politiet kan også lære noget om,

hvordan de forskellige agenturer kommunikerer.

Hvis vi havde vidst tidligere, at han var blevet løsladt.

At han var i dette område, hvad hans baggrund var…

Det er set i bakspejlet, men det havde ikke skadet.

Det er tortur.

Der er gået tyve år, og jeg leder stadig efter svar.

Jeg vil finde ud af hvorfor.

Han var en almindelig dreng, der kørte ud på sin cykel, mødte et monster

og mistede sit liv.

DOMINIC MCKILLIGAN ANSØGTE OM PRØVELØSLADELSE I 2018.

HAN ER FORTSAT I FÆNGSEL.

HVIS HAN LØSLADES, REGISTRERES HAN IKKE SOM SEXFORBRYDER.

Tekster af: Niels M. R. Jensen