All language subtitles for The.Newspaperman.The.Life.and.Times.of.Ben.Bradlee.2017.NORDiC.720p.WEB-DL.H.264.DD+5.1-TWA.da

Det er min erfaring,
at folk lyver i Washington.

De respekterer ikke sandheden.

Journalister og redaktører
skal tale sandt.

Det er ikke deres opgave
at give folk fripas.

Sådan kender man en god journalist.
Vil han finde frem til sandheden?

Pressen, og især Washington Post,
er blevet løjet overfor -

- gang på gang på gang.

Da der tælles ned til afstemningen
om præsidentens rigsretssag -

- diskuteres pressens rolle
i Watergate næsten lige så meget.

Enhver historie om The Post må starte
med Benjamin Crowninshield Bradlee -

- avisens hurtigtsnakkende,
kæderygende og kæphøje redaktør.

Hverken Nixon eller Mitchell
skal bestemme, hvad folk må læse.

The Washington Post-chefredaktøren
hedder Ben Bradlee.

Han står ikke bag præsident Nixon.

Ben Bradlee er en hård
og ondskabsfuld kyniker.

- Han er en led satan.
- En hård og ond kyniker.

Der kan ske noget rædsomt i
kølvandet på pressens Watergate-sag.

Det sker nu,
og pressen vil få skylden for det.

- Hvad kan pressen gøre ved det?
- Skjule sig.

Vi skjuler os
og fortsætter vores arbejde.

Vores opgave er ikke at blive elsket,
men at opspore sandheden.

Jeg vil gerne have,
at det bliver sådan her.

Det bør ikke være snerpet.
Det skal være eftertænksomt.

Min egen rolle i tingene
skal ikke overdrives.

Jeg har altid ment, at memoirer
var for præsidenter og ministre -

- opdagelsesrejsende
og firestjernede generaler.

Det virkede flabet, at en avismand
skulle mænge sig med dem -

- især en avismand fra Boston -

- som altid havde lært ikke at tale
om familie, penge eller sex.

Men jeg havde virkelig fået
en god hånd af de højere magter.

Jeg havde fået plads på første parket
til århundredets store begivenheder.

Jeg fik mulighed for at få et eventyr
ud af Depressionen, sygdom og krig -

- og en romance ud af at lave aviser.

Jeg har altid været stolt af
at kunne genkende en god historie -

- selv når andre ikke kunne se den.

Dét er det, jeg gør bedst -

- og det er en pokkers god historie.

Det var en mild efterårsdag.
Den 2. oktober 1940.

På skiltet på døren stod der:
"Grant Study of Adult Development".

Studiet var finansieret af
indkøbscentermagnaten W.T. Grant -

- og man ledte efter de faktorer,
der førte til intelligent levevis.

Lederen af Harvard Health Services,
der var en slags arveanlægsforsker -

- ville finde frem til,
hvordan man lavede supermennesker.

Forsøgskaninerne fandt man blandt
de nye klasser på Harvard.

Der var 268 mænd i alt.

Jeg var en af de forsøgskaniner.

En andenårselev, der lige havde
dyrket sex for første gang.

De interesserede sig udelukkende
for kropsbygning og intelligens.

Man måtte ikke fejle noget,
hverken fysisk eller psykisk.

De ansvarlige noterede, at deres
forsøgskanin var 182 centimeter høj -

- og vejede 78 kilo.

Han havde varme hænder og hverken
briller, fregner eller akne.

Og han havde tre tatoveringer.

De spurgte mændene, hvad de mente
om Freuds tanker om seksualitet -

- onani og utroskab.

Alle mente, at det var forfærdeligt.

Studiet skulle fortsætte i 20 år.

En anonym psykolog skrev:
"Jeg har et godt indtryk af drengen."

"Han får næppe svært ved
at finde venner her på Harvard."

"Hans konflikt vil sikkert ligge
mellem hans konservative opvækst -

- og hans tankegang,
der gradvist bliver mere radikal."

Familien Bradlee havde eksisteret
i næsten 300 år.

De klarede sig fint, men var hverken
særligt velhavende eller begavede.

De havde et udmærket Boston-hus,
dog ikke på Beacon Hill -

- ej heller på den solrige side
af Beacon Street.

I 1936, da jeg var 14 år -

- og gik i 9. klasse på kostskolen,
blev jeg ramt af polio.

"Denne normale dreng vænnede sig til
benskinner og krykker -

- mens han led af børnelammelse."

"Skønt han ikke kunne
bevæge benene i flere måneder -"

- og på trods af vennens død
under den samme epidemi -

"- troede han aldrig,
at han ville ende som lammet."

I den periode kom han sin far nærmere.

Hans far bar ham på toilettet
og hjalp ham op fra sengen.

Han passede og plejede ham.

De arbejdede sammen i skoven.

De fjernede buske
og fældede træer sammen.

Han arbejdede meget hårdt.

I et år løftede han vægte
og styrkede sin overkrop.

Han sagde, at det ændrede ham
og gav ham et indre lys -

- som gjorde ham frygtløs.

Psykologerne var imponerede over det,
de kaldte "min omstillingsevne".

Men de var ikke imponerede
over ret meget andet.

Den 8. august 1942
dimitterede jeg fra Harvard -

- med nød og næppe,
klokken ti om formiddagen.

Da klokken slog tolv, giftede jeg mig
med Jean Saltonstall -

- den eneste pige,
jeg havde været i seng med.

Og klokken fire
blev jeg fændrik i flåden -

- og var på vej til et sted
ved navn Det Sydlige Stillehav.

Efter otte måneder
blev jeg dæksofficer.

Dette ansvar lærte mig langt mere
end min tid på Harvard.

Som 21-årig er man næsten
lige så bange for at uddele ordrer -

- som man er for en japansk kugle.

Jeg indså,
at jeg holdt af at bestemme -

- og af at udvælge
de bedste mænd til en opgave -

- selv om der dukkede
et røvhul op fra tid til anden.

I flåden lærte han hurtigt,
at han havde "det".

"Det" var hans lederevner.

Han lærte noget om frygt og indså,
at han ikke var bange for noget.

Da jeg kom til The Post
og var til samtale hos Ben -

- ville han ikke tale om journalistik
eller den avis, jeg arbejdede på.

Han ville tale om flåden -

- for flåden markerede begyndelsen -

- på hans liv som aktivist.

I flåden lærer man
at betvivle autoriteterne.

Glæden ved at komme helskindet hjem
burde have holdt længere -

- men jeg kunne kun være rastløs.

Det var mig umuligt at finde arbejde.

Avisredaktørerne var ligeglade
med flådeofficerer med et par bånd.

I august 1948 fødte Jean et drengebarn.

Benjamin C. Bradlee Jr.

Mit tidligste minde om ham er,
at han kaster mig i badebassinet.

Han smed mig i vandet,
og jeg måtte synke eller svømme.

Han lod mig fægte med arme og ben -

- og så tog han mig op.

Jeg kaldte det håndfast kærlighed.
Det mente jeg, at det var.

Sidst i 1948 boede Jean og barnet
hos hendes far -

- og jeg hævede næsten rub og stub
fra min opsparingskonto.

Jeg købte en billet til Washington,
og hurtigt fik jeg et job.

Jeg tjente 80 dollars om ugen
og begyndte juleaften.

På The Post blev jeg sat til
at arbejde i retten.

Der havnede udsatte fra Washington,
når de kom på kant med loven.

Ludere, bookmakere,
svindlere og narkomaner.

Ofrene og udøverne af
dagens voldsforbrydelser.

Det bedste var, at jeg fik
tre-fire artikler i avisen om dagen.

Jeg lærte at skrive kompakt
og med en vis stil, skulle jeg håbe.

Men idet 1950 blev til 1951 -

- fyldte jeg snart 30 år,
og jeg følte mig utålmodig.

Europas genopretning, kommunismen
og antikommunismens udskejelser -

- skete udenfor mit synsfelt.

"Drengens emotionelle respons
vakte psykiaternes opmærksomhed."

"Han græder jævnligt under en film."

"Han lever sig ofte ind i rollerne -

- og det nyder han."

Johnny Jones fra Globe Syndicate
sender fra Amsterdam -

- hvor jeg har overværet mordet
på Van Meer fra kabinettet.

"Han siger desuden,
at han har stærke følelser -

- hvad angår filmen
'Udenrigskorrespondenten'."

"Han har set den fire gange."

"Han mener, at udenrigskorrespondent
er et af de mest glamourøse jobs."

"Det vil han selv arbejde med."

Newsweeks europakorrespondent -

- satte mit privatliv i bero
i efteråret 1953 -

- ved at spørge, om jeg ville være
hans efterfølger i Paris.

Mit svar var ikke tilbageholdende.
Jeg ville dræbe for at få chancen.

Mit område strakte sig
fra Den Engelske Kanal til Sahara -

- og fra Azorerne til Tyrkiet.

Det er svært at forklare glæden
og romantikken ved arbejdet -

- og endnu sværere at overdrive.

Selv når det er farligt,
under krig eller revolution -

- er adrenalinindsprøjtningen
utrolig og langvarig.

Intet var bedre for en ung journalist
end at være i Paris efter krigen.

Det må have været fantastisk,
både journalistisk og personligt.

Han var i Paris.
Det kunne ikke være bedre.

Jeg elskede Paris
og Frankrig lidenskabeligt.

De franske kvinder var utrolige,
smukke som jævne -

- når de kiggede selvsikkert
på en fra caféerne i gaderne.

Jean og jeg tog på skiture i Alperne.

Vi blev venner med
et par fra Holland -

- og jeg faldt for Em, den smukke kone.

En eftermiddag endte vi i sengen,
mens de andre stod på ski.

Jeg havde aldrig
været så hensynsløs før -

- og jeg tænkte på,
hvorfor jeg mon ikke følte skyld.

Jeg tror aldrig, han har følt skyld.
Det er sandt.

Han var i sit rette element i Frankrig.

Det fik hans seksualitet
til at spire -

- hvilket aldrig var sket i Boston.

Pæne piger kneppede ikke
hjemme i mit Boston.

Og pæne drenge lærte at styre sig.

Den puritanske tankegang
hvad angik sex og fornøjelse -

- røg i glemmebogen, og verden har
virket anderledes siden da.

Ben var så meget en mand,
som man kunne være.

Han havde en stemme og en opførsel
og en vis form for charme.

Jeg har aldrig mødt andre,
der fik så mange kvinder.

Han kom ind til de fester, han ville.

Det var perfekt for ham,
og han vidste det.

Bradlee har altid været klar over,
at han var hamrende heldig.

Den weekend,
der ændrede mit liv for altid -

- var i august 1954, da vores venner,
Pinchot-søstrene, kom til byen.

Mary Pinchot Meyer
og Antoinette Pinchot Pitman.

De forlod deres mænd og tog til
Europa for at have det sjovt.

Mary og en italiensk maler
forelskede sig i hinanden i Positano.

Tony og jeg blev forelskede
i Boissy-Saint-Léger.

Vi endte på en lille, afsides café,
hvor vi snakkede -

- først genert og senere opstemt
om vores liv.

I efteråret 1954 var jeg blevet
håbløst forelsket i Tony.

Det betød intet, at vi kun
havde set hinanden få dage.

Jeg vidste det,
fordi det var en ny følelse for mig.

13 års ægteskab blev lagt på hylden.

Og et barn på syv år,
som elskede sin far -

- stod overfor en fremtid,
han ikke kendte til eller ønskede.

Kan én mands lykke virkelig
være al den smerte værd?

Psykologerne havde kaldt det
"min omstillingsevne".

Men omstillede jeg mig,
eller ignorerede jeg virkeligheden?

Andre måtte lide under ham,
og det var han klar over.

Men det var i store træk -

- bare ærgeligt, ikke sandt?

Han ville leve sit liv
i overhalingsbanen.

Sådan foretrak han det.

Han ville opleve noget
og møde spændende mennesker.

Og... han holdt af
at leve et glamourøst liv.

Vi blev gift i juli 1956.

Tony havde fire børn, der kun kunne
undvære deres far i et år.

Jeg havde intet valg og måtte
vende tilbage til Washington.

Og så mødte jeg Kennedy.

Jeg begyndte at tro,
at den sære situation -

- hvor ens ven og nabo bliver
præsident, var under opsejling.

Vi mødte først Jack
og Jackie Kennedy som par -

- på en solrig søndagseftermiddag,
hvor vi gik med barnevognene i byen.

Vi skulle alle
til den samme middag om aftenen -

- som blev afholdt af
Paris' tidligere ambassadør.

Jeg sad ved siden af Jackie,
og Jack sad sammen med Tony.

Vi drog derfra sammen, og da vi
tog afsked, var vi blevet venner.

Jeg forstår godt,
at præsidenten var glad for Ben.

Man kan sige,
at de tilhørte den samme type.

Deres liv mindede om hinanden,
og de havde samme grove humor.

De var brødre, hvad angik livssyn,
og de var begge verdensmænd.

Jeg tror, at Ben mente,
at Kennedy lignede ham som politiker.

En del af ham så nok på JFK og
tænkte: "Det kunne have været mig."

Da jeg lærte ham at kende, indså jeg,
at vi begge ville frem i verden.

Og da det gik godt for ham,
gik det også godt for mig.

At se en ven stille op
til præsidentvalget må være uventet -

- fascinerende og spændende for alle.

For en avismand
er det desuden forvirrende.

Er man ven eller journalist?

Man må gang på gang definere
ordene "ven" og "journalist" -

- før man kan være trygge ved hinanden.

Og det tager sin tid, før det lykkes.

I West Virginia besejrede Kennedy
Hubert Humphrey.

Ben, Tony, Jack og Jackie
tog hjem til Kennedy-huset -

- hvor de drak champagne.
Så steg Ben og Tony på Kennedys fly -

- og tog til West Virginia
for at være med til at feste.

Han var journalist, og for første
gang gik han over stregen.

Man kan ikke både være
præsidentens ven og journalist.

Ben kunne påstå, at det ikke
gik ud over arbejdet -

- men hvem skulle tro på det?

Ben og Tony var med
i den inderste indercirkel.

De tog på smukke ture sammen
til Narragansett Bay ved Newport.

De levede et bekymringsfrit liv -

- og Ben og Tony var med til alt.

Jeg havde det godt med Kennedy.

Jeg vidste, at han forstod
vores venskabs indviklede grænser.

Jackie lod til at nyde vores samvær.

Hun elskede at se Jack
slappe af og grine.

Hun sagde til Tony,
at vi skulle være de bedste venner.

Venskabet udviklede sig fra samtaler
til middage i Det Hvide Hus.

Jack var tiltrukket af Tony,
som var meget køn.

Og hun var tilbageholdende
på samme måde som Jackie.

Tony fortalte mig om engang,
de alle spiste i Det Hvide Hus -

- og Jackie bad Jack og Tony om
ikke at se så forelskede på hinanden.

Det er et grundlæggende vilkår for en
journalist, at man skal være pletfri.

For man hævder sig ved at antyde,
at man er fuldkommen upåvirkelig.

Og dette blev sat på spil.

Sådan var Ben, og det var upassende,
hans job taget i betragtning.

Han styrede Newsweek og drev
sine konkurrenter til vanvid -

- når han steg af flyet
sammen med præsidenten.

Ved et bal i februar 1962
kom præsidenten hen og sagde -

- at han havde en pokkers god
historie til mig.

Francis Gary Powers, piloten,
der var blevet skudt ned af russere -

- var blevet byttet for Rudolph Abel,
USA's største kommunistfangst.

Han sagde, at det ville
blive offentliggjort om nogle timer -

- og han spurgte, om Newsweek
kunne nå at ændre forsiden.

Det var for sent, men ikke for vores
søsterudgivelse, The Washington Post.

Forestil jer en journalist diktere
en eksklusiv forsidehistorie -

- som kommer direkte
fra USA's præsident -

- fra Det Hvide Hus' dansegulv,
mens Lester Lanins orkester spiller.

Ingen kom tættere
på præsidenten end Ben.

Han vidste godt selv,
at han kom for tæt på.

Men hvordan skulle han lade være?
Hvordan siger man nej -

- når præsidenten ringer
og inviterer en til middag?

Det var en efterårsdag, hvor man
stadig kunne drikke Bloody Marys ude.

Carolines pony, Macaroni,
gik omkring og gumlede græs.

Vi brugte eftermiddagen på
at læse aviser og vandre i naturen.

Under middagen talte vi om
hans kommende tur til Texas.

Vi kørte dagen efter
ovenpå endnu en afslappet morgen -

- hvor vi så Jackie ride,
gik ture og læste søndagsaviserne.

Jeg så aldrig John Kennedy igen.

Jackie Kennedys sekretær bad os
tage til Bethesdas flådehospital -

- hvortil de flyttede
præsidentens lig fra Dallas.

Aldrig har noget syn
hjemsøgt mig mere -

- end hendes lyserøde dragt
plettet af hans blod -

- og hendes vidtåbne, skrækslagne øjne.

Hun faldt tavs i armene på os -

- og spurgte,
om vi ville høre om hændelsen.

Men hun havde knapt spurgt,
før hun fortalte mig -

- at det ikke var
beregnet på næste uges Newsweek.

Attentatet fik stor betydning for Ben.

Det føltes, som var det sket
for et familiemedlem -

- men på en særlig måde var det
den rene katastrofe for Ben.

Det ramte ham hårdt,
ingen tvivl om det.

Ben sagde, at hans livs tragedie
var snigmordet på Kennedy.

Jeg sagde: "Hvordan klarede du det?"

Han svarede: "Jeg havde brug for
at høre, at verden ville bestå."

Selv efter 40 måneder i krig,
flere år som politireporter -

- og yderligere år
tilbragt i krigszoner i Mellemøsten -

- påvirkede volden først mig selv,
da Kennedy blev myrdet.

Volden kom nærmere, da Mary Pinchot
Meyer, Tonys søster, blev myrdet -

- på en smuk og solrig
efterårseftermiddag i oktober.

Et opkald fra udlandet
føjede nye dimensioner til Marys død.

Det var fra Ann Truitt,
en kunstner og skulptør -

- som havde været Marys nærmeste ven.

Hun sagde, at Mary havde
givet hende sin dagbog -

- med ordene:
"Hvis der nu skulle ske mig noget."

På nogle få sider, omkring ti i alt,
beskrev hun en kærlighedsaffære -

- og hendes elsker havde været
USA's præsident.

Mary var en smuk
og utroligt charmerende fri sjæl -

- og deres affære begyndte
i januar 1962.

Flere år senere kunne Ben kun
forklare dette byzantinske forhold -

- ved at sige,
at præsidenten elskede fare.

"Hvorfor skulle han ellers
kneppe med Mary -

- og byde os på middag
med dem i Det Hvide Hus?"

Det skal siges, at jeg aldrig
overvejede at skrive -

- at den dræbte præsident
havde en elskerinde.

De historier dækkede vi ikke dengang.

Man beskyttede ikke kun JFK,
men også andre politikere -

- i pressen dengang,
som primært bestod af mænd.

Ben påstod altid, at han ikke
kendte til præsidentens utroskab.

Men det skete så ofte,
at det var svært at undgå.

Da Tony og Jackie var til stede,
når vi snakkede sammen -

- blev der aldrig talt om utroskab.

De startede som et firkløver.

Ben sagde sågar: "Hvis Jack
ikke havde holdt sådan af Tony -"

- ved jeg ikke,
om vi havde været venner."

"Han ville se os som et par."

Men Tony sagde,
at Jack ofte lagde an på hende.

Da Jack Kennedy fyldte 46,
sejlede de op ad Potomac-floden.

Det var en regnfuld aften,
og alle drak tæt.

Der var masser af sang og råb.

På et tidspunkt
gik Tony på toilettet -

- og hun indså,
at Jack gik efter hende.

Hun begyndte at løbe,
og de løb og lo -

- og til sidst indhentede han hende
udenfor toilettet.

Og hun sagde:
"Han overfaldt mig på voldsom vis."

Tony ventede i lang tid,
før hun sagde noget til Ben.

Det er aldrig rart at høre
den slags om sine venner.

Da Mary døde,
var Jackie forsvundet fra vores liv -

- men minderne om
vores tid sammen bestod.

Vi skulle nu afgøre, om vi så Kennedy
og Mary Meyer i et nyt lys.

For mig havde det ikke ændret alverden.

De var smukke, intelligente
og interessante mennesker -

- før deres veje krydsedes
på denne eksplosive facon -

- og sådan husker jeg dem stadig.

Der skete så meget i Washington,
at vi næsten ikke kunne følge med.

Mens Goldwater talte for
en øjeblikkelig bombning af Japan -

- blev demonstranterne flere
og stemningen mere ophedet.

Dr. King, hvad vil vedtagelsen
af borgerrettighederne betyde -

- i forhold til demonstrationerne?

Der vil komme demonstrationer,
om de vedtages eller ej.

I 1968 opstod der optøjer i kølvandet
på mordet på dr. Martin Luther King.

Tre måneder senere
opstod der flere voldsomheder.

Senere på året blev Richard Milhous
Nixon valgt til præsident.

Newsweek var for langt
fra historiens slag -

- og jeg havde i flere år talt om
at gå ind i avisbranchen.

Kay Graham, som udgav Washington Post
efter sin mands død -

- bød mig på frokost på F Street Club.

Hun ville høre,
hvad jeg ville lave som voksen.

Min mor sagde til sig selv,
at The Post skulle være bedre.

Hun vidste allerede,
at hun ville have en ny chefredaktør.

Ben sagde, at han ville give
sin højre arm for den opgave.

Man må forstå, at Washington Post
var middelmådig, før Bradlee kom til.

Den var en andenrangs provinsavis.

Ben var dygtig
lige fra sin første dag på jobbet.

Han ville ansætte
alle byens bedste journalister.

Han ansatte vist 50-60 journalister
og redaktører det første år.

Han ville skabe en stor national
og international avis -

- og tog mange chancer,
der betalte sig.

Da jeg blev ansat, var jeg alene om
ikke at have dimitteret fra college.

Jeg ville ansættes på grund af det,
Ben var i gang med at skabe.

- Han ruskede op i avisen.
- Ben elskede "I guder" - historierne.

Folk skulle sætte sig,
åbne avisen og sige: "I guder" -

- når de læste forsiden.

Ben tænkte som en læser og ville
redigere avisen, så folk læste den.

Ben grundlagde Style-sektionen -

- og revolutionerede journalistikken.

Den handlede om
at forene samfundsstof, politik -

- og litteratur i en skønsom blanding.

Mange i Washington frygtede
den sektion mere -

- end de frygtede forsiden.

Jeg var ugift, så de dækkede
mit sociale liv i højere grad -

- end det kunne interessere folk.

Jeg bad Ben om nåde,
men det fik jeg absolut intet ud af.

I foråret 1971 hørte vi, at New York
Times havde en stor historie -

- som kun tilhørte dem,
og som ville slå os ud.

Den slags nyheder kan gøre
en chefredaktør utilpas i maven.

Ben var konkurrencelysten
og elskede at dyste om alt.

Hvem vil man gerne slå?
Man vil slå New York Times.

Søndag den 13. juni 1971
kunne overdelen af New York Times -

- endelig afsløre,
hvad historien handlede om.

Seks hele sider baseret på
et studie i 47 bind -

- om politikken vedrørende Vietnam.

En journalist havde fået en kopi af
Pentagon-papirerne af Danny Ellsberg.

Han arbejdede i Pentagon -

- og forsvarsminister Bob McNamara
havde bedt ham undersøge -

- hvordan USA kom med i Vietnamkrigen.

De seneste Pentagon-papirer viser,
hvad USA lavede i Vietnam -

- selv under Eisenhower.

Da jeg så det, ringede jeg til
min assistent og sagde:

"De har gjort noget uacceptabelt."

Han sagde: "Hvor mange dokumenter
kan de mon have?"

"Det ved jeg ikke. Jeg har set ti."

Så sagde han:
"Hvad siger du til 10.000?"

Justitsministeriet
fik rettens opbakning -

- til at forhindre The Times i
at trykke de resterende delafsnit.

Ellsberg ringede til
en redaktør fra Washington Post -

- fordi han ville se
resten af historien på tryk.

I 12 timer tjente Bradlee-biblioteket
som et nyhedskontor -

- hvor redaktører og journalister
læste og annoterede 4000 sider.

I stuen forberedte advokaterne sig
på argumenterne mod en udgivelse.

Det var et kritisk øjeblik, fordi
Washington Post skulle børsnoteres -

- i præcis denne stund, og man
frygtede, at Nixon ødelagde det hele.

De forretningsansvarlige på avisen
var alle enige om -

- at det ikke gik an
at lade problemet vokse sig større.

At holde igen ville for altid betyde,
at Washington Post lå under for -

- hvem der måtte være ved magten.

Det ville betyde enden
på Bradlee-æraen, før den startede.

Kay kom langsomt frem til -

- at hun selv måtte træffe valget.

Min mor var så usikker,
som det var menneskeligt muligt.

Denne kvinde var dybt
usikker på sig selv.

Ben var dygtig til at læse
de mennesker, han havde med at gøre.

Og han læste Katharine
lige fra første færd.

Han var evigt charmerende
og en smule forførende.

Hun overlod avisen til Ben,
og han gav hende tryghed.

Washington Post er gået i brechen
og trykker nu Pentagon-papirerne.

Ifølge avisens chefredaktør
Benjamin Bradlee -

- bad Justitsministeriet dem om
ikke at trykke yderligere rapporter.

Bradlee sagde,
at The Post havde afslået.

Ben følte, at han blev udnyttet -

- og at det ikke
handlede om nationens sikkerhed.

De ville undgå en national forlegenhed.

Justitsministeriet fik
et påbud mod The Post.

Hvordan kunne det lade sig gøre
at få et påbud mod udgivelse?

Nixon-Agnew-administrationen
var en hård modstander.

Det er hyklerisk
af The Washington Post -

- at tage regeringens
hemmelige dokumenter -

- og vælge at udgive dem.
Et sådant lemfældigt værdisæt -

- er en del af grunden til
den manglende respekt for medierne.

Ben havde en overbevisning.

De kunne udgive alt,
uanset hvordan de fik fat på det.

At dette skulle understreges,
virkede uigendriveligt.

Den 30. juni 1971,
15 dage efter den første artikel -

- og 12 dage efter
The Posts første udgivelse -

- dømte Højesteret til fordel
for de to aviser.

Nu kan vi på ansvarlig vis
fortsat trykke dele af dokumenterne.

Hvad var formålet egentlig
med at trykke dem?

Folket skulle vide, hvad der foregik
på dette kritiske tidspunkt.

De siger altså,
at der kommer en opfølgning?

Vi er ved at lave seks,
og der kommer sikkert yderligere syv.

Vi havde vundet. På en måde.

For første gang i USA's historie -

- afholdt regeringen aviserne
fra at trykke en historie.

En skamplet på demokratiets historie.

En ting, der mangler,
ikke kun hos denne administration -

- men i selve landet, er respekten
og ærefrygten for ytringsfriheden.

Ytringsfriheden var Bens religion.
Han kerede sig om journalistikken -

- og også om landet.

Ben mente, at hvis de ikke
forsvarede deres holdning -

- ville det på sigt
koste dem deres frihed.

Hverken Nixon eller Mitchell
skal bestemme, hvad folk må læse.

Længere er den ikke.

Dette optrin skabte en impuls til
at gøre det rette.

Sågar mod præsidenten.
Denne impuls var ny.

Det betød, at vi havde nosserne til
at gå imod regeringen.

Og Ben elskede det.

Katharine Graham modtog
et brev fra en læser -

- hvor hun blev opfordret til at fyre
"knoldesparkeren" Ben Bradlee.

"Kære mr. Dodderidge. Deres brev
mindede mig om W.C. Fields -

- da han sad i sin have
med en drink en eftermiddag."

"Hans assistent sagde, at en fremmed
mand ønskede at tale med ham -

- og han nægtede at sige,
hvad det handlede om."

"Fields bad assistenten give manden
et svar, der ikke kunne misforstås."

"Bed ham gå ad helvede til."

"Venlig hilsen, Ben Bradlee."

Ben bandede nærmest
som en havnearbejder -

- men han var kontrastfyldt
og virkede både god og grum.

Han kunne bande som en sømand,
men også bruge den rette gaffel.

Ben modtog et berømt brev -

- hvori der stod, at han var
en fare for nationalsikkerheden -

- og han blev beskyldt for aldrig
at have aftjent sin værnepligt.

"Kære røvhul, jeg har nok tjent
mit land mere end dig."

"Jeg tilbragte fire år på krigsskibe
i Stillehavet."

"Jeg har fået ti udmærkelser,
og det er kun begyndelsen."

De blev gode venner
og skrev en del frem og tilbage -

- og endte med at nyde
hinandens venskab.

Bradlee var den eneste chefredaktør,
der kunne kalde en ind -

- og lade en vide, at man have
forbrudt sig mod journalistikken -

- og dog tænkte man på vejen ud:
"Ham Bradlee. Sikke en fyr."

Han kunne ikke udholde
selvhøjtidelige mennesker -

- eller skinhellighed.

Hans grundlæggende mål var
at fortælle sandheden.

Og nogle gange
var det bare ikke belejligt.

Det var til tider farligt.
Men han virkede aldrig bange.

Godaften. Vi har en
mystisk historie fra Washington.

Fem personer er anholdt for at bryde
ind hos demokraternes udvalg.

Demokraternes udvalg har til huse
i det moderne Watergate-byggeri.

Indbruddet virkede
planlagt lang tid i forvejen.

Pressesekretær Ron Ziegler kaldte det
"et tredjerangsrapseri -

- som præsidenten
slet ikke skal tænke på."

Fem fyre i jakkesæt,
der kun talte spansk -

- med solbriller og gummihandsker,
lommerne fulde af pengesedler -

- og fyldepenne med tåregas,
efter midnat i demokraternes udvalg.

Man skulle være Richard Nixon for
at sige, at det ikke var en historie.

Washington Post kom godt fra start.

Den morgen ringede lokalredaktøren
til Bob Woodward -

- som var ny, og sagde,
at tyvene snart skulle for retten.

De kom ind med indbrudstyvene.

Jeg sad på første række.

Dommeren spurgte lederen,
James McCord -

- hvor han arbejdede.
Han bad ham om at tale højere.

Så hviskede McCord: "CIA".

Bingo. Ingen andre bogstaver
opstillet på netop den måde -

- og sagt under de omstændigheder
kan vække en journalist mere -

- end CIA.

Nu begyndte Ben at undersøge,
hvad CIA var ude på.

Vi så bevismaterialet,
de havde taget fra tyvene.

Der var skrevet noget ned
i en adressebog.

Der stod: "W. House - Howard Hunt".

"W. House" måtte være én af to ting.
"Whorehouse" eller "White House".

Bingo.

Jeg spurgte Howard Hunt,
hvad hans navn lavede i bogen -

- som tilhørte to af tyvene,
der blev fanget hos demokraterne.

Der var en lang pause.
Så sagde han: "Du gode gud."

Han smed røret på og forlod byen.

Bingo.

På under to døgn sporede vi
"rapseriet" til Det Hvide Hus -

- og til kampagnen for
at få Richard Nixon genvalgt.

Men i de seks efterfølgende uger
famlede vi i blinde.

Vi ledte overalt efter noget,
der kunne gøre os klogere.

Vi vidste ikke, at det var en kæmpe
dækoperation fra Det Hvide Hus.

Ingen tænker videre
over The Post på dette tidspunkt.

De har ingen anelse om,
hvad der i virkeligheden foregår.

Vi vidste, at der var en historie,
men vi kunne ikke sige, hvad den var.

Vi fandt brikker fra puslespillet -

- men vi kunne ikke se,
om de overhovedet passede ind.

Historien blev dækket trinvist.

Vi vidste ikke, hvordan én ting
passede sammen med en anden.

Måske førte det til noget, måske ikke.

Så fandt vi frem til
de hemmelige pengebeholdninger.

Hvem styrede de skjulte penge?
Hvem stod bag?

En af dem var tidligere
justitsminister John Mitchell.

Jeg havde Mitchells telefonnummer -

- og jeg ringede og sagde,
at historien ville komme i avisen.

Så begyndte jeg at læse den for ham.

Jeg nåede at sige: "John N. Mitchell
leder skjulte pengebeholdninger ..."

Så sagde Mitchell: "I guder."
Sådan lød det.

Mitchell eksploderede. "Alt det møg,
I skriver om, er blevet modbevist."

"Katie Graham får patten i maskinen,
hvis I vælger at trykke det."

Jeg ringede til Bradlee. Han spurgte:
"Sagde han virkelig det?"

"Fik du noteret det ned?"
"Ja, helt sikkert."

Så sagde han: "Skriv det hele,
undtagen det med patten."

Washington Post har fået at vide,
at mens Mitchell var minister -

- styrede han i skjul
en republikansk pengebeholdning -

- som blev brugt til
hemmelig politisk spionage.

Mitchell benægtede alt indædt.

Nu var vi blevet besatte
af Watergate-historien.

- Har du læst det?
- Ja.

- Vi så det ikke først.
- Jaså.

Skandalen virkede bundløs.

Aflytninger, skygninger,
falske nyheder, aflyste kampagner -

- spionage, dokumenttyverier
og indsætning af agitatorer.

Da Carl og Bob indså
omfanget af dækoperationen -

- styrkede det bare Bens appetit.

Hver enkelt afsløring gjorde ham
sulten efter den næste.

Katharine Graham kom forbi
to-tre gange om dagen -

- og spurgte, om vi vidste,
hvad vi lavede.

Hun sagde engang i ramme alvor:
"Hvis historien er så god -

- hvor er resten af pressen så?"

Næsten ingen dækkede historien,
udover Washington Post.

New York Times falder hurtigt fra.

De aner ikke, hvad der foregår.

The Post er de eneste på historien.

Det gjorde alle nervøse.

Store historier plejer at sprede sig.

Det gjorde den her ikke.

Det var Washington Post
mod Richard Nixon.

Optællingen er næsten slut,
og vi har et resultat.

Præsident Nixon er blevet genvalgt
med et rekordstort flertal.

En historisk jordskredssejr.
Og en af hans første opgaver var -

- at hævne sig på The Post.

Nixon selv planlagde
en aggressiv hævn mod avisen.

Erlichmann tilkaldte mig
og gav mig et ark papir -

- med hundredvis af navne på.

Han sagde:
"Kender du Johnny Walters?"

Han var leder af skattevæsnet.
"Ja, det gør jeg."

"Du skal tage den her
og give den til John."

"Få ham til at indkalde
dem til torskegilde."

Jeg frygtede,
at Watergate-sagen bare døde ud -

- hvor The Washington Post ville
kalde det en sammensværgelse -

- og Det Hvide Hus ville sige,
at problemet lå hos pressen.

Jeg mener, at aflytninger og artikler
uden belæg er skidt for politikken.

Pressesekretær Ron Ziegler
var ofte i nyhederne -

- for at benægte alt og kritisere
chefredaktørens ringe journalistik.

Washington Posts chefredaktør
hedder Ben Bradlee.

Han står ikke bag præsident Nixon.

Det Hvide Hus fik Watergate til
at handle om pressens opførsel -

- snarere end præsidentens opførsel.

Jeg har aldrig før set så ondsindet
og løgnagtig journalistik -

- i mine 27 år
i offentlighedens søgelys.

Det frustrerede os meget,
for det fungerede.

Når man bliver plaget
aften efter aften -

- med en så hysterisk
og febrilsk journalistik -

- rystes man i sin grundvold.

Chuck Colson, Nixons skarpretter -

- holdt tale for
New Englands avisredaktører.

"Hvis Bradlee nogensinde
forlod cocktailflokken i Georgetown -"

- ville han måske få øje på
det sande USA -

"- og indse, at sandheden ikke kun
kommer fra hans lille klike."

Jeg holder med Nixon.
Jeg tror, at han er uskyldig.

Jeg tror, at han handler
i sit embedes bedste interesser.

Det er synd, at denne kulegravning
koster os nogle gode mænd.

På gaden hørte man: "Lad præsidenten
være. Vi har hørt nok om Watergate."

Hold nu op.
Der er 43 grader i skyggen -

- og han kan ikke
holde mund om Watergate.

Sådan gik det for sig.

Serien handlede om en familie,
der levede på det tidspunkt.

Jeg tror stadig på Nixon.

- Hvem af dem?
- Hvad mener du?

Den Nixon, der ikke kendte
det fjerneste til Watergate?

Folk foretrak ikke at høre sandheden.

Sådan var det ofte.
Men de var ikke selv klare over det.

Min administration og staben bag
mit genvalg til embedet -

- anklages for indblanding i det,
der kaldes Watergate-sagen.

Luften var tyk af løgne,
og præsidenten var den værste.

Jeg hørte først om indbruddet
i nyhederne.

- Det var løgn.
- Jeg beordrede en efterforskning.

Det var også løgn.
Han stod selv for hemmeligholdelsen.

Bens yndlingsaversion
var løgnagtige politikere -

- og derfor brød han sig ikke om Nixon.

Han vidste,
at blandt hans mange laster -

- så var Richard Nixon også
en førsteklasses løgner.

Det drev ham til vanvid,
og han ville afsløre det.

Godaften. Den indviklede sag
om politisk spionage og aflytninger -

- der er kendt som Watergate,
blev i dag undersøgt af Senatet.

De vil til bunds i sagen, der måske
er vores største politiske skandale.

Jeg vidste ikke, hvad der ville ske -

- men jeg troede ikke længere,
at Watergate ville ende uafgjort.

Derefter talte vi
om pressens dækning af Watergate.

Præsidenten bad mig lave en liste
over dem, der gav os problemer.

Vi skulle gøre livet svært
for dem efter valget.

Jeg tror kun,
at Senatet lavede et særudvalg -

- fordi The Post
havde insisteret på det.

Ben gav dem sin fulde støtte,
og den gengældte de.

Da De hørte om disse forbrydelser
og dækoperationer -

- hvorfor pokker fortalte De så ikke
præsidenten sandheden?

For første gang troede jeg på en sejr.

Mr. Butterfield,
har De arbejdet for Det Hvide Hus?

Det har jeg.

Watergate-dæmningen
var lige ved at sprænges.

Kender De til nogen aflytning
af præsidentens Ovale Kontor?

Jeg kendte godt til aflytningen. Ja.

Nixon aflyttede sig selv.

Fra 1970 og indtil nu blev
præsidentens samtaler altså optaget?

Det er korrekt.

Richard Nixons undergang
var nært forestående.

Senatorerne er enige om,
at præsidenten må fremskaffe båndene.

Retten og Kongressen havde nu
præsidenten i søgelyset -

- og han kunne ikke skjule sig.

Dagen for afstemningen
om en rigsretssag nærmer sig -

- og pressens rolle i Watergate-sagen
diskuteres lige så meget som Nixon.

Nogle kalder det
"pressens fineste stund" -

- men skeptikerne mener,
at pressen svælgede i Watergate.

David Broder, en af landets førende
politiske kommentatorer, skriver:

"Når Nixons sag engang
er ude af verden -

- så bliver det pressens tur."
Hvad mente han med det?

Han mente nok, at -

- mange holder pressen ansvarlige.

Og de vil være vrede på pressen.

Hvorfor? Ved De det?

Ja, for muligheden for,
at der sker noget grufuldt -

- som resultat af pressens rolle
i Watergate, indtræffer nu.

Det er en sand mulighed nu.

Og så vil pressen få skylden.

- Får de skylden, hvis han går af?
- Ja.

Godaften.

Det er den 37. gang,
jeg har talt til Dem herfra.

Bradlees største stund var,
da han fældede Nixon.

Han gik gennem kontoret og sagde:
"I må ikke hovere."

Jeg trækker mig som præsident
klokken tolv i morgen.

Det var landets største
politiske historie nogensinde -

- og der var aldrig sket noget,
hvis The Post ikke havde holdt fast.

De imponerede os med Watergate.
Det kan jeg ikke benægte.

Førte det til forfærdelse her?

Ja, det gjorde det.

Vi kan diskutere det længe,
for det er en ømfindtlig sag -

- men ofte vil jeg mene,
at Ben kaster mere hårdt end præcist.

Her på The Times går vi mere
op i at være præcise.

Det er ironisk, at en mand,
der aldrig forstod pressen -

- gjorde så meget for dens omdømme.
Især hvad angår The Washington Post.

Hans værste stund
førte til pressens fineste stund.

Premiereaften i Kennedy Center -

- på filmen om "rapseriet",
på Watergate for fire år siden.

Mange journalister ville se,
hvordan Hollywood fremstillede dem.

Men kun få af dem skiller sig ud.

Der var ét kendisøjeblik
som ved alle Hollywood-premierer -

- da stjernerne dukkede op.
Robert Redford og Dustin Hoffman.

Jeg tænkte, at nu kunne vi
lave en film om journalistik -

- og ikke om USA's præsident.

Ben var paranoid, hvad Hollywood
angik, og det var forståeligt.

Derfor var jeg ofte på The Post.

Det tog lang tid at forklare ham,
at vi ville holde os til historien -

- og prøve at være sandfærdige.

Action!

Han bekræftede det.
Jeg sagde, at jeg ville tælle til ti.

- Det ville betyde et ja.
- Er det sandt? Find Bradlee.

Bradlee var meget viljestærk
og veltalende.

- Bernstein har en anden kilde.
- Vi kan godt vente til i morgen.

Nej, den holder vand. Vi er sikre.

Han skulle stole på mig,
så jeg kunne nå frem til sandheden.

Okay, vi gør det.

Derfor fyldte Bradlee
så meget i filmen.

Hvis man lavede en film,
skulle Ben Bradlee så ikke være med?

Vi skal til at anklage Haldeman,
nationens næstmest magtfulde mand -

- for at stå bag en forbrydelse.
Det vil være rart, hvis vi har ret.

Da Robards fik manuskriptet -

- sagde han:
"Jeg kan ikke spille Bradlee."

- "Han gør jo ingenting."
- Sid ned.

"Han siger bare:
'Hvor fanden er historien henne?'"

Udover det med pengene,
hvor er historien så?

Han sagde "Hvor fanden er historien?"
på 50 måder.

Den virker stadig tyndbenet.
Skaf noget bedre til næste gang.

Hvad helvede er det
for en forrykt historie?

Filmen fik alle til at fremstå
storslåede og heroiske.

Folkets respekt
for pressen eksploderede.

Alt ændrede sig, da den film udkom.

Nu boede de på en fremmed planet.
De var blevet berømte.

Ben elskede det glamourøse liv.

Han indså, at alle de kendte
så ham som en af deres egne.

Han var den første
berømte chefredaktør. Uden tvivl.

Han sagde, at det bekymrede ham -

- men ikke alt for meget.

Han så Jason Robards gå omkring
og svinge sin arm på denne måde.

Efter filmen udkom, så vi,
at Ben Bradlee gik på samme måde -

- og svingede sådan her med armen.

Jeg var forblændet af Ben.
Han var som en gud for mig.

Jeg begyndte at skrive hemmelige
beundrende breve til ham.

Jeg troede, han regnede ud,
hvem de var fra.

Det virkede sært, at en journalist
benyttede sig af anonyme sedler.

Jeg gik gennem en liste
for at finde den mulige afsender.

Ved Q hang mit blik fast ved den
fortryllende og dygtige Sally Quinn -

- den nye stjerne i Style-sektionen,
men kun et kort øjeblik.

Hun var for ung,
og hun ville efter sigende sige op -

- for at blive CBS' første
kvindelige morgennyhedsvært.

Jeg bad Ben invitere mig
på en afskedsfrokost.

Han sagde ja,
og vi tog hen på Madison Hotel.

"Så sagde jeg: Nu skal du høre,
hvorfor jeg tager jobbet."

"Jeg gør det,
fordi jeg er forelsket i dig."

"Jeg må væk fra dig,
for det gør ondt at være dig så nær."

Så sagde han: "Det er ufatteligt,
for jeg er også forelsket i dig."

Igen stod jeg overfor
en afgørende skillevej.

Jeg kunne blive hos Tony,
der var mor til mine børn -

- eller jeg kunne anerkende,
at jeg var faldet for Sally.

Jeg var 52 år gammel og far til tre.

Sally var 20 år yngre
og havde aldrig været gift.

Igen var det ufatteligt smertefuldt
at skulle forklare det for mine børn.

Den 20. oktober 1978
blev Sally og jeg gift.

Watergate-sagen var slut,
og Nixon var væk -

- og jeg skuede ængsteligt
mod fremtiden.

Set i bagklogskabens lys
fik Watergate en større status -

- end sagen egentlig fortjente.
Filmen fik så stor betydning.

Folk begyndte at interessere sig for
det spændende liv som journalist.

Nyhedskontoret var fuldt af
talentfulde mennesker -

- som ville arbejde med noget populært.

Da jeg dimitterede fra college
i omkring 1981 -

- var Washington Post den mest
populære avis på kloden.

Jeg kom hertil, som andre ville
komme til et mytisk baseballhold -

- som de var vokset op med.

Jeg skulle skrive om Daniel Patrick
Moynihan til Style-sektionen.

Jeg bliver kaldt ind på kontoret,
som jeg kun havde set udefra før.

Jeg hører ham sige: "Hvad er det
for noget pis med Moynihan?"

Åh gud, jeg var kun 26 år.

"Hvorfor skriver du om hans druk?"
"Det er en stor del af hans liv."

"Jeg synes, det virker rimeligt."
Så sagde jeg: "Ben, vær ikke urolig."

Og jeg ser hans hoved
dukke op fra bag skoene.

Det stiger op,
og han ser på mig med ren foragt.

Han siger: "Urolig?
Remnick, jeg er aldrig urolig."

Da jeg kom, havde The Post
verdens bedste journalister.

Det skræmte mig.
Jeg brød næsten sammen -

- på grund af presset, der var dér.

Der var en trykket
stemning på nyhedskontoret -

- og det var også meningen.

Kay Graham var kendt for
at være benhård.

De sagde, at hun havde nosser.

Ben efterfulgte hende
med sine kugler af stål -

- og Woodward og Bernstein ligeså.

Men avisen blev stort set
kun lavet af hvide -

- og havde primært hvide læsere.

Ben forstod byens fine folk,
men han ville også have fat i bunden.

Han ville have fat i dem,
og det fik han med Janet Cooke.

Jeg bemærkede Janet Cooke,
da hun skrev -

- at hun var klar til at lege
med de store -

- efter mere end to år
på The Toledo Blade.

Hun havde glimrende karakterer,
og hun var sort.

Da vi havde svært ved at ansætte
minoriteter og kvinder -

- kunne vi ikke undvære Janet Cooke.

Cooke kom fremragende fra start.

Hun fik sit navn på 52 artikler
i løbet af de første otte måneder.

Hun fortalte en ven, at hun ville
vinde en Pulitzer indenfor tre år.

Hun fik snart af en opgave, hvor hun
skulle undersøge en ny type heroin.

Jeg arbejdede på en heroinartikel.
Området var hårdt ramt -

- og mens jeg interviewede folk,
var der en, der sagde -

- at problemet nu var så slemt,
at selv børn var blevet afhængige.

"Jeg har selv lige set en otteårig."

Min lokalredaktør
bad mig finde barnet -

- da det var en forsidehistorie.

Artiklen hed "Jimmys verden"
og begyndte således:

"Jimmy er otte år
og tredjegenerationsheroinafhængig."

"En gammelklog dreng med groft hår -

- fløjlsbrune øjne og stikmærker
på de tynde, brune arme."

"Hans lille, runde ansigt
virker nærmest engleagtigt -

- mens han taler om livet,
tøj, penge, baseball og heroin."

"Han har været afhængig,
siden han var fem år."

Historien kom på forsiden.

Næsten 900.000 aviser blev sendt ud
den 28. september 1980.

L.A. Times
Washington Post-nyhedsbureauet -

- fik trykt "Jimmys Verden"
i næsten 300 aviser verden over.

"Jimmy" blev en sensation
på ingen tid -

- og betog byen i flere uger.

Dr. Alyce Gullattee,
som varetager byens misbrugshjælp -

- ved, hvor denne person bor.

Marion Berry holdt pressekonference
og sagde: "Vi kender Jimmy."

"Vi tager os af ham og hans familie."

Efter artiklen denne morgen
ringede hans mor til Gullattee -

- og sagde, at hun skjuler sig.

Men jeg begyndte
at høre snak i krogene om -

- at historien muligvis var løgn.

Der var skepsis, men The Post gjorde,
som aviser ofte gør -

- og de stod bag deres journalist
og hendes historie.

Bob Woodward, hvis Watergate-artikel,
som var bygget på beskyttede kilder -

- fældede præsidenten,
stod bag sin journalist -

- da hun nægtede
at udlevere sine kilder.

I dette tilfælde lovede vi anonymitet.

Journalisten blev truet på livet -

- og hvis noget blev afsløret,
ville hendes liv være i fare.

De ville ikke tvinge Janet
til at afsløre sine kilder -

- så de sendte mig og Janet ud
for at finde Jimmy.

Vi kørte omkring en stund.

Det gik op for mig, at Janet
ikke anede, hvor vi befandt os.

Vi var der, hvor Jimmy skulle bo,
men hun anede det ikke.

Da Cooke fik Pulitzerprisen -

- begyndte både historien
og min verden at falde fra hinanden.

The Toledo Blade,
hvor Cooke havde arbejdet -

- og Associated Press begyndte
at skrive om Cookes baggrund.

Hun skulle have dimitteret
med stor ros fra Vassar.

Vassars rektor ringede og sagde:

"Det glædede os at se,
at en herfra fik en Pulitzerpris -

- men vi kiggede i vores arkiv,
og hun dimitterede ikke herfra."

"Hun gik her i under et år."

Woodward, jeg og et par andre
gennemgik hendes notater -

- og undersøgte nogle andre ting.

Det tog os ikke lang tid at indse -

- at det var svindel.
Nu skulle hun bare tilstå det.

Washington Post har udtalt,
at de har begået en stor fejl.

De indrømmer, at en historie,
der udløste Pulitzerprisen, var løgn.

Der fandtes ingen "Jimmy".
Han og historien var opdigtet -

- af den 26-årige journalist
Janet Cooke.

Det var synden over alle synder.

Der findes ingen større synd
i journalistikkens verden.

Det var en
fuldkommen opdigtet historie -

- og hvordan den slap igennem
nåleøjet i en stor avis i USA -

- som var den samme avis,
der havde I-ved-nok...

Det var forbløffende.

Ben Bradlee har givet
Pulitzerudvalget besked om -

- at vi ikke kan modtage prisen.

Han undskyldte desuden personligt.

Det var uendeligt pinligt.

Det er umuligt
altid at træffe de rette valg -

- men det her var en katastrofe.

Den slags kan holde en vågen om natten.

Da De fortalte
Deres chefer om historien -

- var det så... ikke nødvendigt
at oplyse Deres kilder -

- overfor cheferne på The Post?

Nej, man trykker ofte historien først
og tænker på den slags senere.

Vi havde kvajet os.

Jeg havde kvajet mig.

Efter Watergate mente vi,
at vi kunne gå i kødet på alt.

Her havde vi en historie om
en otteårig, der tog stoffer -

- hvilket tog livet af ham.

Og vi tænkte på journalistikken
frem for drengen.

Det var både en journalistisk
og en moralsk fejltagelse.

I løbet af den næste måned
blev redaktørkonferencen afholdt -

- og deres program blev skrottet,
og det handlede nu om Janet Cooke.

De måtte flytte det,
fordi alle ville være med.

De ville se Ben blive ofret.

Den ene redaktør efter den anden
hudflettede Ben.

Vi journalister er tyndhudede,
fordi vi så ofte kritiseres.

Da vi havde fundet frem til svindlen,
satte vi os et enkelt mål.

Ingen skulle vide mere om sagen
om Janet Cooke -

- end Washington Post selv afslørede.

Han talte med Bill Greene,
som var vores ombudsmand.

Han sagde: "Fortæl historien."

"Jeg giver dig rigelig plads til
at skrive, hvad der skete."

"Udgivelsen af 'Jimmys verden'
ydmygede The Washington Post" -

- skrev Greene i indledningen
af sin forsideartikel -

- "fordi redaktørerne glemte
deres højt besungne skepsis."

Jeg havde aldrig set
en længere artikel.

18.000 ord på forsiden
og fire helsider i avisen.

En åben og præcis gengivelse af,
hvad der var gået galt.

Det blev skabelonen for,
hvad man gør ved en brøler.

Det var en altafgørende
beslutning for Ben.

Han afslørede alt,
også sin egen rolle -

- og jeg tror,
det hjalp os til at komme videre.

Det kræver intet geni at begå de
fejl, vi begik med "Jimmys verden" -

- eller at tage ved lære
af vores ydmygelse.

Pas på de historier,
man måtte ønske sande -

- og pas på den kultur,
der straks godkender ukendte kilder.

Mist aldrig modet,
når sandheden er svær at finde.

Og tænk til sidst på noget andet
at lave, hvis det er muligt.

Ben ville ikke have flere børn.

Det skræmte ham at blive far igen,
da han var næsten 61 år.

Men Quinn blev født,
og Ben elskede det.

Da Quinn var tre måneder,
skulle han opereres -

- da han havde et hul i hjertet.

Selv efter operationen vidste vi,
at der ville komme problemer -

- men Ben nægtede at tro på,
at Quinn ikke ville klare sig.

Jeg blev født med
velokardiofacialt syndrom -

- og derfor lider jeg
af ordblindhed og ADD.

Han sagde altid:
"Uanset hvor hårdt, livet bliver -

- skal man bare blive ved og kæmpe."

Han sagde: "Næsen ned,
røven i vejret, og pres på."

Quinn havde ikke mange venner,
så de var ofte sammen ude i skoven.

Min far og jeg har det tilfælles.

Vores fædre hjalp vores helbred
ved at tage os med ud i skoven.

Gennem ufattelige prøvelser -

- epileptiske anfald,
talebesvær og indlæringsproblemer -

- er han endt som en kløgtig,
sjov, atletisk og begavet ung mand.

Quinn fik ham til at ændre sig meget.

Det var svært for dem
at få gjort deres dejlige dreng -

- så lykkelig, som de ønskede for ham.

Det gjorde ham nok
mere eftertænksom og reflekterende.

Efter Quinns fødsel,
og især efter hjerteoperationen -

- indså jeg, at jeg allerede
havde haft mit livs historie -

- og uanset hvad der
ellers måtte dukke op -

- blev det aldrig bedre end Watergate.

Så den 31. juli 1991
var det tid til at sige farvel -

- efter næsten 29 år
på The Washington Posts nyhedskontor.

Jeg vil fortælle en Bradlee-historie,
som han måske ikke kender selv.

Det var indbegrebet af Ben Bradlee.
Skandaløs og konkurrencelysten -

- og så forbandet sikker på,
at vi havde ret.

Det er Bradlees avis.
Det siger alle om os i dag -

- og det bliver de forhåbentlig
ved med i lang tid, Benji.

Jeg er sikker på, at hvis jeg ejede
The Washington Post -

- så ville jeg aldrig
kalde avisen en andens -

- men jeg elskede det.

Jeg så ud på menneskehavet
på nyhedskontoret -

- og da Ben gik ud
og endelig forlad avisen -

- rejste de alle sig og klappede.

Man så ikke ofte Ben
forsøge at holde en tåre tilbage.

De elskede ham.

Sally og jeg var gået
ind i boligbranchen -

- først forsigtigt
og siden i stor stil.

Jeg holdt af Long Island på grund af
tennis med pariserflokken -

- og på grund af New York-vennerne -

- der som regel var forfriskende
ligeglade med Washington.

Jeg glemmer det aldrig. Min kone og
jeg besøgte vores venner på stranden.

Ben var sidst i firserne.

Hans fine skjorte stod åben,
han var vanvittigt solbrun -

- og hans hår var strøget tilbage.

Og jeg indså, at med et
enkelt vink fra Ben Bradlee -

- var det ganske muligt,
at min kone ville smutte.

I dag skal vi tale med
en af vor tids store chefredaktører -

- Ben Bradlee fra The Washington Post.

I sin selvbiografi
fortæller Ben Bradlee om sit liv -

- i centrum for nogle af landets
største øjeblikke.

Du har været heldig.
Du har arbejdet hårdt -

- men du må siges
at have været velsignet.

Fortryder du noget?

Altså, hvis jeg gjorde Tony Bradlee -

- eller Jean Bradlee ondt,
så fortryder jeg det meget.

- Dine ekskoner.
- Ja.

Hvis jeg...

Jeg har ikke de store fortrydelser.

Je ne regrette rien.

Det lignede en statsmandsbegravelse
i nationalkatedralen i dag.

Til stede var vicepræsidenten,
udenrigsministeren -

- senatorer og en højesteretsdommer.

Det var en mindehøjtidelighed
for en avismand -

- men Ben Bradlee
var naturligvis langt mere end det.

Det sidste, jeg sagde, var:
"Jeg elsker dig, Ben" -

- og han sagde: "I lige måde, skat."

Andet havde jeg ikke brug for.
Og så døde han.

Den sidste dag, han kunne tale -

- løftede han hovedet og sagde:

"Jeg har en god fornemmelse med dig."

"Jeg elsker dig."

Det var hans sidste ord til mig.

Bens død kan på en måde siges -

- at markere enden
på det 20. århundrede.

Så mange mennesker i Washington
kommer aldrig videre.

Bens vise ord til mig og Carl var:
"Næsen ned -

- røven i vejret,
og bevæg jer altid fremad."

Jeg savner ham.
Jeg hører hans stemme, der siger:

"Bernstein, du er fuld af lort."
Og: "Du ved, hvad du har gang i."

"Gør det, du ved, at du bør gøre."

Det er Bradlees stemme.

Den følger mig altid.

Jeg har tænkt over den rolle,
heldet spillede i mit liv -

- og er nået frem til,
at jeg har været vidunderligt heldig.

Jeg savner den tid, hvor en historie
fuldkommen optog læserne -

- og folk ikke kunne tale om andet.

Ikke mange af os var heldige nok til
at kunne opleve det -

- gang på gang på gang.

Ben Bradlee skrev dette svar
til en sidsteårselev i high school -

- som var redaktør på skoleavisen.

Hun ville gerne forstå,
hvad der havde formet ham.

"Kære Shannon Fagan, jeg har altid
haft svært ved at forklare mig selv."

- "Jeg tror på hårdt arbejde."
- "Kæmp altid mod overmagten."

- "Hold dig fra de store kanoner."
- "Vær altid fuldkommen ærlig."

"Jeg tror på medfølelse."

"Medfølelse."
Nu begynder jeg at græde.

"Venlig hilsen Ben Bradlee."

Tekster: Torben Grønbæk Jensen
www.sdimedia.com