Original subtitles

Monsieur, tiden er knap. Rejs nu. Jeg beder Dem.

- Ellers bliver De arresteret. - Hent lys, jeg vil arbejde sent i nat.

- Men, monsieur... - Og et glas vin som sædvanlig.

Det var nødvendigt at ændre verden, men revolutionen er endt i terror.

Turen kommer også til mig.

Fordomme gør mennesker blinde og gale.

Den æder deres hjerter og gør dem til udyr.

I 1764 dukkede Udyret op på vores egn og underlagde sig den.

Et år senere havde rygtet om det spredt sig ud over provinsgrænsen, -

- og det forekom os, at ingen nogensinde ville få ram på det.

Udyrets angreb tvang langsomt Géuvadan-provinsen ned i mørket...

Hold op!

Hvem der?

Hvad har han gjort?

- Hvad har han gjort? - Han er en tyv!

- Og hun? - Det er hans datter, den lede heks!

Jeg har helbredt deres heste, de skylder mig penge.

De skal ikke tro ham, monsieur!

- Helbredte han hestene? - Ja.

Forsvind.

Velkommen til Udyrets land. Pas på ulvesaksene!

Grégoire de Fronsac og "Mani" var hverken jægere eller soldater.

Som naturhistoriker i Kongens Have -

- var junkeren kendt i Paris som libertiner og skønånd.

Om den fremmede, der fulgte ham som en skygge, vidste man intet.

Da natten faldt på, indfandt de sig hos markisen af Apcher, -

- som tilbød dem husly i Géuvadan, indtil deres opgave var løst.

Mit folk frygter ikke en simpel ulv. Udyret er anderledes.

Den flygter for mændene, men skåner hverken kvinder eller børn.

- Har De nogensinde set den? - Nej.

- Hvordan ved De så, der kun er en? - Alle beskriver den på samme måde.

Udyret er større end en ulv og frygter ikke jægernes kugler.

Jeg forstår Deres skepsis, Fronsac.

Jeg tror heller ikke på... drager.

Men jeg har ladet udføre en rapport over Udyrets ugerninger.

Så kan De selv dømme.

Har De kæmpet mod englænderne i Ny Frankrig?

Ja. Jeg tog derover for at studere dyrelivet -

- og kom hjem som kaptajn i kongens hær.

Jeg har oprettet et hospital for Udyrets ofre i et gammelt kloster.

En kvinde fra Lorciére blev overfaldet på vej fra markedet.

Man kom hende til undsætning, men Udyret tog det halve af hendes ansigt.

Sig mig, hvordan har M. Buffon det?

Og hvordan står det til i Paris?

Har De læst "L'Ingénu"?

Det er lidt sent at tale om filosofi, markis.

De har ret. Lad os tale om teatret.

Kender De nogle skuespillerinder? Hvad spiller man her i vinter?

Stil den der. Man siger, at de er letlevende. At de byder sig til.

Fortæl mig, om det passer!

Den her kan stille din nysgerrighed.

"Mercure de France"! Her har vi kun "Courrier d'Avignon".

- Nu skal jeg vise dig fællesrummet. - Han sover her.

Udmærket. Godnat.

Det er ikke Versailles, men vinen er god.

- Dyret var stort som en ko... - Så stort som en ko...

Jeg har set masser af ulve. Det var ingen ulv!

Jacques siger, det ikke var nogen ulv.

Den havde en lang snude og tænder som knive.

Hvis det ikke var en ulv, hvad var det så?

En djævel.

Junker! Udyret har overfaldet en pige ved St. Alban.

- Der. - Rolig, der er ingen.

Stands!

Hvad laver de skiderikker her?

- Goddag, kaptajn. - Markis!

Vær hilset. Pas på, der er ulvesakse overalt.

Duhamel, junker Grégoire de Fronsac fra Kongens Have.

Han vil gerne se nærmere på liget. Med Deres tilladelse.

Så er det Dem, der har mishandlet mine mænd.

- Havde jeg vidst, De beordrede... - Det gjorde jeg ikke.

De gjorde ret. Jeg beklager.

Mine mænd er uddannet til krig, ikke til jagt.

Pas på, kroppen er fuld af gift.

Hvad slags gartner er De?

Når vi har dræbt Udyret, vil kongen have det undersøgt og udstoppet.

Han har pålagt mig opgaven. Nu forsøger jeg at lære det at kende.

Gode Gud. Med sådan et gab må dyret veje 500 pund.

Denne gang får jeg den. Før det første snefald har jeg den.

Den kan ikke undslippe.

- Har De nogensinde set den? - Én gang.

Jeg ramte den med en kugle. Jeg så den falde og rejse sig igen.

Den forsvandt syd for Mont Mouchet inde i skoven.

Så den sådan ud?

Den havde en sort stribe langs ryggen med pigge på.

Mine herrer, må jeg præsentere Dem for kunstneren, -

- junker Grégoire de Fronsac, der er kommet fra Paris for at...

...tegne Udyret!

Hans Eminence, biskoppen af Mende, -

- hertugen af Moncan, -

- greven af Morangias og grevinden -

- og deres søn, Jean-François, som også er berejst.

- En dygtig hånd. - Tak, monsieur.

M. Laffont, vor provinsinspektør, -

- og fader Henri Sadis, præst i St. Alban.

Sig mig, monsieur, taler man meget om Udyret i Paris?

- Man skriver sange om det. - Man burde hellere bede bønner!

- Har Duhamel brug for Guds hjælp? - Det har vi vel alle.

Duhamel klæder bare sine mænd ud som piger. Sikken strategi!

- Duhamel gør, hvad han kan. - Han er inkompetent.

Han udmatter vore folk og ødelægger jordene, men Udyret går fri.

Hvis Duhamel er alt, hvad jeg får for at betale skat til Paris, -

- gav jeg den hellere til mine tjenere.

- Hvad mener De? - De behøver ikke svare, junker.

Hans Nåde elsker at diskutere, men er en god kristen.

Da De kom, ævlede hele forsamlingen løs om Gud mig her og Gud mig der.

Man siger, paven har sendt en spion for at afgøre, -

- om Udyret er eller ikke er Djævelen selv.

Undskyld mig.

Marianne de Morangias. Meget svær. Alle friere har brændt fingrene.

- Hvem står for tur? - Maxime des Fôrets. Dramatiker.

- Det bliver let. - Pas på. Hun er en Morangias.

- Mademoiselle... - Vi stod netop og talte sammen...

Maxime des Fôrets? Det glæder mig at træffe Dem.

Der er så få dygtige forfattere. Markisen talte netop om Dem.

Han overvejer at få Dem til at skrive sine erindringer.

Han er i godt humør. Men vent, til han selv kommer ind på det...

Undskyld mig, mademoiselle.

- Skammer De Dem ikke? - Du godeste, nej!

Nå, kan naturhistorikeren lide vores egn?

Jeg har kun fået et glimt af dets ynder. Eller en af dem.

Taler man sådan ved hoffet?

Nej. Kun til de uskyldige i provinsen.

Jeg ville måske frekventere hoffet, hvis der var piger som Dem.

- Man ringer til middag, junker. - Hvorhen De går...

På St. Lawrence fangede vi i vore net -

- det særeste dyr, jeg nogensinde har set.

Jeg havde hørt om indianernes hellige fisk, men mente, det var en legende.

Fisken havde form og størrelse som en ørred, -

- men var dækket af kulsort pels.

- En behåret ørred? De skæmter! - Nej, monsieur.

"Salmo Truta Dermopilla" fra Canada.

- Hvor er den mærkelig. - Den er lige så blød som hermelin.

- Naturen er forunderlig. - Vandet må være meget koldt.

- Det viser, at det umulige er muligt. - Vel talt.

Den opdagelse må have givet Dem kongens gunst?

Junkeren fortjener den næppe. Men De har skuespiltalent.

- Havde jeg to hænder, klappede jeg. - Jean François...

- Jeg beder Dem undskylde ham. - Deres søn har ret.

Dette dyr findes ikke.

Kongens balsamerer er meget dygtig. Tilgiv mig denne spøg.

Er moralen, at der ikke findes noget udyr i Géuvadan, og at vi er fjolser?

Moralen er, at drager og enhjørninger kun findes i eventyrerne.

Løgne lyder sande, hvis man klæder dem i latin.

Pas på, monsieur. Til sidst ved vi ikke, hvad De taler om.

Er De naturhistoriker eller filosof?

- Eller værre endnu: Skuespiller! - Han er først og fremmest pariser.

Så har vi vist talt nok om det elendige udyr.

Skal vi ikke gætte gåder eller fremsige digte?

Jeg har komponeret et kærlighedsdigt. Tillader De, grevinde?

- Hvis det ikke er vovet? - Slet ikke. Det er meget ærbart.

Det kom bare til mig. Det hedder "Ulvehylet".

Jeg var ej på vagt.

Intet ondt var i min agt.

Deres blik spidder mit hjerte som en syl.

Hør mit hyl, mit hyl, mit hyl!!

- Ses vi igen? - Vil De fortælle flere eventyr?

De har fået en opfattelse af mig, som jeg gerne vil ændre.

Prøv.

- Kommer De til jagten? - Helt sikkert.

Ikke tale om. Det er alt for farligt.

Lydighed er velbårne pigers største dyd.

Den unge mand har ret.

Den dag fandt den største jagt i Frankrigs historie sted.

Kongen udlovede en dusør på 6000 pund til den, der dræbte Udyret.

Tusinder af indkaldte bønder, krigere, soldater, -

- alle egnens eventyrere og jægere samledes.

I nogle timer glemte vi, at det var os, der blev jaget.

Alle har et kort og et mødested. Bevægelserne begynder kl. 7. Tak.

Ja, De bør takke os. Mine folk har andet at gøre!

Deres generøsitet står mål med Deres mod.

Det rækker, Duhamel. Jeg håber for Dem, at De får den!

Det gør vi, Deres Nåde.

Hvad er det for en ballade?

Smukt våben, ikke sandt?

En våbensmed fra Mende har lavet det til mig. Det svigter mig ikke.

Se engang. Selv i Paris ser De ikke sådanne kugler.

- Jeg støber dem selv. - Af sølv? Er De bange for varulve?

Nej.

Men jeg kan lide at signere mine skud.

Jeg er jæger, Fronsac, og det har kostet mig dyrt.

Hvad skete der?

Klog af skade ved jeg nu, at én kugle ikke altid er nok.

Og at bønner ikke kan kurere koldbrand.

- Blev De såret af en bjørn? - En løve.

Ja.

Jeg var to år i flåden og rejste meget. Har De været i Afrika, Fronsac?

Mine herrer.

Det er min datters skyld alt sammen. Giv hende den straf, De synes.

Heks!

Djævleyngel!

- Hun er besat! - Hun er syg!

Hun er ikke besat!

Brænd hende!

Pas på, hun ikke kvæles i sin tunge.

- Hun er ikke besat. - Det ved jeg godt.

Naturhistoriker, filosof og oven i købet ledsætter?

Det må jeg sige.

Hun er ikke kommet. De skylder mig en louis.

Markis...

Og de indfødte?

Overtroiske bæster. Som her.

Indianerne spiser deres byttes hjerte for at få dets styrke.

- Gør det dem til dyr? - I Afrika er det fjendernes hjerte.

Greve, Jean-François, bed Deres folk ride mod øst.

- Nå, der er De. - Deres mor bliver bekymret.

Min mor er altid bekymret. Hun ville helst sende mig i kloster.

- De tror ikke, De er jo libertiner. - Ikke når jeg elsker.

Elsker De?

Det er latterligt. Vi kender jo ikke engang hinanden.

Troede De, jeg talte om Dem?

Marianne!

Hun skal lære at ride som en dame.

Lidt motion skader ikke.

- Min fader ser intet ondt. - Min søn ser ikke andet.

Folk er døde... her.

Hvordan ved du det?

Jeg kan høre deres skrig.

Hold nu op, Mani.

Han har ret. Der lå en tempelorden her.

25 heretikere blev brændt levende i kapellet.

- Er han synsk? - Det behøver man ikke være.

Man skal bare bruge øjnene.

Som børn legede min bror og jeg her.

Var De ikke bange?

Han beskyttede mig mod spøgelserne.

Kan De ikke lide jagt?

Er det en forbrydelse her?

Ifølge indianerne stjæler portrætter sjælen.

Er De også interesseret i min sjæl?

Hvad gør du til fods under jagten?

- Det er min skyld. - Jeg spurgte ikke Dem.

- Hvad gik der af Dem? - Det var en ulv.

- Og hvis det var Udyret? - Det tror jeg ikke.

Tak.

Bed til, at Udyret er en af disse ulve.

De der æder i hvert fald ikke nogen.

- Sær fyr. Hvor har De opsporet ham? - I Ny Frankrig.

- Så er han... arkadier? - Indianer.

- Irokeser. Fra Mohawk-stammen. - En ægte indianer?

Det skulle man ikke tro.

Besøg os i aften på St. Alban.

- Så kan vi more os med Deres tjener. - Han er ikke min tjener.

- Hvad fanden er han så? - Min broder.

Men hvordan har De kunnet blande blod med denne... vilde?

Den, der deler ens lidelser, er ikke en vild.

Mani reddede mig fra englænderne ved Trois Riviéres.

Jeg troede, de dyr var kannibaler.

Men som De kan se, inspektør, er Mani ikke noget dyr.

Kunne du parre dig med en kvinde af vores race?

Alle kvinder har samme farve, når lyset slukkes.

Han er oven i købet vittig, fader!

Indianerne og hvide har fået børn. De er samme art som vi.

Sig ikke det for tidligt. Det er altså lidt ligesom negrene.

- Hvad mener De, Sardis? - Han er også en af Guds skabninger.

- Har De døbt ham? - Han har ikke bedt om det.

De er en mand af Deres tid.

Mani har sin egen tro. Blandt sine egne var han en slags... præst.

- Hvis de har præster, er de fortabte. - Hvad tror de på?

Hvert menneske har en dyreånd, et totem.

Morsomt. Hvordan fungerer det?

Mani... vil du?

Det gør ikke ondt.

- De er oceque nun deu. - Et rensdyr. En slags hjort.

En hjort.

Skyldes det mon mine horn, eller har det en anden årsag?

Og min kære Thomas. Hvad er hans... totem?

Orm. Sikkert en bogorm.

- Slange. - Slange?

- Den inkarnerer visdommen. - Slangen er vis.

Og De, inspektør?

- Cues-cues. - Et vildsvin.

Le De bare, Laffont. Hos barbarerne symboliserer svinene måske ædelhed!

- Hvis tur er det? Sardis? - Nej, nej.

Og jeg. Hvad er jeg?

Halvt løve, halvt ørn?

Kom, gør mig til et firben, så min arm vokser ud.

Jean-François, så er det godt.

Hvad er der? Har jeg blameret mig?

Lad mig være!

Vil De, mademoiselle?

Jeg er træt af Deres numre.

Jeg trækker mig tilbage, før De begynder at jonglere. Godnat.

Det her vil muntre Dem op.

Det er det bedste hus i Mende. Her sover man bedre end på kroen.

De er til Dem alle sammen! Og vi har en ny, som er meget...

Min lille markis! Kom.

Jeg er dyr, Grégoire De Fronsac.

- Kender vi hinanden? - Set herfra er Géuvadan meget lille.

- Italiener? - Ja. På gennemrejse.

Jeg har penge.

Det drejer sig ikke kun om penge.

Nå?

Viene con me.

- Hvem har gjort det? - En irokeser-pil.

Ikke langt fra dit hjerte.

Måske er jeg... en heldig mand.

Og det?

En bjørn.

Den brød sig ikke om mig.

Du har intet set endnu.

Min metier er farlig.

Nogle mænd er ikke så rare.

En lille erindring om mig.

En skandale! I mit hus!

- Valentine! - Jeg ligger ikke med troldmænd.

- Hvad? - Slangerne på ham bevægede sig!

Vores ry! I må gå.

Det er ingenting. Han er indianer, ikke troldmand.

- Så ingen indianere. - Luderne er sarte.

Kom så, piger. Hvem vil ligge med rødhuden?

Jeg fordobler prisen.

- Jeg kan godt lide hans tatoveringer. - Så er det afgjort.

Nå, så du er troldmand?

Vil du tegne mig?

Hvis du er uartig.

Ugerne gik, uden at Duhamels mænd fandt Udyret.

En tredje vinter skulle gå under dets herredømme.

Hverken sneen, vore geværer eller vore hunde kunne standse det.

Kom i hu, hvordan Gud advarede os gennem Moses' ord.

"Jeg overfalder jer som en bjørn, man har taget ungerne fra."

"Som en løve vil jeg æde jeres børn og flå brystet op på dem."

"Jeg sender et skrækkeligt dyr, -

- som skal æde jeres får og lægge jeres marker øde."

Hvor længe, Herre, vil din vrede vare?

Et lys for hvert offer. Er dette fornuftens tidsalder?

Nåde!

Tilgiv mig.

Nåde.

Velsign mig.

- Hvad er der, min søn? - Gud har straffet mig.

Udyret har taget mine børn.

Jeg er fordømt. Det er vi alle!

Kald Deres mænd sammen. Vi må af sted.

Alarmér Mani. Jeg indhenter jer!

Marianne!

Godaften, Ulvenes ven.

Jeg har noget til Dem.

Jeg vil se Dem. Alene.

Om ti dage tager min moder i kloster og min fader på kur.

- 10 dage? - Jeg er ikke så fri som De.

Faklen. Kom med faklen!

Uvejret tager til. Mændene er trætte. Vi må hellere vende hjem.

Nej. Vi skal finde pigen.

Jeg har fundet barnet.

Kaptajn, Deres sakse fanger flere bønder end ulve.

Deres mænd har udplyndret befolkningen.

Og siden De kom, har ulven taget 12 liv.

Den burde aldrig have undsluppet os.

- Hvad siger De? - Den burde aldrig have undsluppet.

Hvad siger De, junker? Hvilken slags ulv er dette?

Monsieur.

Det eneste, jeg er sikker på, er, at det ikke er en ulv.

Ulve angriber kun yderst sjældent mennesker. Jeg så det i Ny Frankrig.

Måske er vore ulve anderledes. En ulv med rabies angriber i flæng.

Og dør i løbet af 14 dage. Udyret har hærget i to år.

Dets ofre bærer sår, ingen ulv kunne påføre.

På ligene har jeg ofte fundet et stykke af dette metal.

- Og så? - Og så...

Intet dyr har tænder af jern.

Så er Udyret ikke noget dyr? Godt.

- Hvordan fanger vi det? - Mens vi spekulerer, dræber det.

Lad os lytte opmærksomt til M. De Fronsac.

Ifølge Dem er dette ikke noget almindeligt dyr. Vi er enige.

Jeg ville være glad, hvis De medgav, at det var noget... overnaturligt.

Jeg medgiver ingenting, fader. Jeg har kun tvivl.

- Har De noget at tilføje? - Nej, mine herrer.

Jeg har modtaget dette fra Paris.

Kaptajn Duhamel. Kongen, som er underrettet om Deres ineffektivitet, -

- ønsker Dem afløst.

De og Deres mænd skal vende tilbage til Langogne straks.

M. Beauterne, hofjægermester, er på vej.

Han har til opgave at dræbe ulven.

Han og han alene må jage i bispedømmet.

D'herrer...

Har De tilgivet mig?

Jeg var nysgerrig efter at kende mit totem.

Jeg ville gætte på...

Havfrue.

Er De aldrig alvorlig? Jeg spørger Deres rødhud.

- Og Udyret? Har De fundet det? - Nej.

Vil De ikke tale om det?

Mine absurde formodninger ville gøre mig til grin.

Hvis jeg sagde, at Udyret er af både kød og metal, -

- at det er et tænkende væsen, der kan forsvinde, når det vil...

- Hvad ville De så sige? - At landluften har gjort Dem ør.

- Hun undviger mig. - Troede De, tre måneder var nok?

Skulle Udyret have overgivet sig?

- Måske er det bange for Dem. - Er jeg så frygtindgydende?

En sejr, der er hårdt tilkæmpet, er sødere.

Er det sandt, at De skal til Afrika?

Det er en naturhistorikers vinterdrøm. Længes De efter nye horisonter?

En pige har andre pligter end at længes.

- Kan De se Sardis derovre? - Holder han øje med Dem?

Nej.

Han passer på mig. Hvem ved, hvad De kunne finde på.

Lad os gå indendørs. Præsten kunne forkøle sig.

Godaften, junker.

Godaften, junker...

- Du er forelsket. - Det ved jeg ikke...

- Det gør jeg. - Fra kortene?

Dem behøver jeg ikke med dig.

Så... lad os skåle.

For Mademoiselle de Morangias.

- Hvordan det? - Hendes bror var her.

Lå du med ham?

Ham? Han hader at blive rørt ved.

Han kigger, drikker.

Og så taler han i søvne som alle andre mænd.

Gør jeg det?

- Hvad siger jeg? - "Igen! Igen!"

Ved du, hvordan kvinderne i Firenze holder Deres mænd hjemme?

Hver morgen giver de dem en langsom gift.

Og hver aften modgiften.

Hvis manden sover ude, får han en skrækkelig nat.

Det behøver du ikke ty til.

Nej.

Desuden er vi ikke gift.

Gør plads for Antoine de Beauterne, hofjægermester, -

- som er kommet for at befri os for Udyret!

- Jeg er Grégoire de Fronsac. - Ja, Buffons udsending.

Balsamereren!

M. De Beauterne er hos inspektøren. Kom klokken 2.

Majestæten bad mig råde sig med hensyn til Deres rapport.

Sikke nogle fabler.

Jeg tror, Udyret er en ulv.

Jeg tager på jagt efter den i morgen. Jeg ser helst, De ikke tager med.

Hvorfor?

Kongen har bedt mig løse opgaven efter mit forgodtbefindende.

Jeg har ikke brug for Dem.

På bordet ligger der et brev fra Buffon og vor elskede konge.

Jeg står i hans tjeneste, men tro mig, dette er ikke...

Jeg har læst Deres rapport. De skal ikke bekymre Dem om Udyret.

Jeg tager mig af det.

De kan gå.

Kom her...

En kvinde fra Lorciére blev overfaldet på vej hjem fra marked.

Nær Mont Mouchet. Det forsvandt i skoven.

Udyret angreb i St. Alban.

Gud straffede mig for mine synder.

Mine børn forsvandt ved Mont Mouchet.

...jeg tror heller ikke på...

Udyret er ikke noget dyr.

Intet dyr har tænder af jern.

Junker, kom straks.

Jeg så ham!

Han gav dem gift og påkaldte Djævelen!

Gad vide, hvor længe det har stået på!

Slip ham fri.

- Det er et indiansk medikament. - Kun vore bønner kan frelse hende.

Men hun var...

- Et mirakel. - Hvad skete der med din bror?

- En mand sammen med Udyret? - Barnet ved ikke, hvad hun siger.

Ja, monsieur, Udyret er dødt. Der er ingen kur mod ti kugler!

Vi har hentet Deres ting. Påbegynd straks arbejdet.

- Det er ikke Udyret. - Gå i gang.

- Det er latterligt. - M. Beauterne kommer nu.

- Var din mund! - Goddag, junker. Lad os være.

- Kan De ikke lide mit udyr? - Hvad skal det forestille?

De ved, det ikke er Udyret. Dets kæbe er dobbelt så stor.

- Det kan De sagtens ordne. - Hvabehar?

Paris venter. Jeg har kun denne ulv.

Lav et udyr til mig.

- For at narre kongen? - Nej, Fronsac.

Jeg lader hans vilje ske. Gør det samme, det ville være klogt.

- Er det en trussel? - I min alder? De kender mig da.

De er for intelligent til at behøve trusler.

Gør Deres pligt, og kongen vil takke Dem.

Ellers bliver han vred.

De har, hvad De behøver. Jeg regner med Dem.

Farvel så længe.

God aften, min ulykkelige ven.

Er du ked af at skal tilbage til Paris?

Udyret er død. Du burde være glad.

Vil du høre en hemmelighed?

Jeg samler på dem.

Beauterne dræbte en almindelig ulv. Han er en bedrager.

Og jeg er hans medskyldige.

Kom, lad os drikke for vores bedragelser.

Du så ingenting.

Du er ikke længere velkomme på slottet, Monsieur!

Fortæl Mademoiselle de Morangias at jeg er her!

- Jeg har allerede fortalt dig... - Når man snakker om djævlen...!

Min søn og jeg snakkede lige om dig, Monsieur.

Det er Deres datter jeg er her for at besøge.

- Desværre er det umuligt. - Jeg insister.

Lad ham komme ind, Mor.

Vær forsigtig, Jean-François, du ved hvordan disse sager ender.

Forlad os.

Fronsac, Marianne lider.

Jeg forstår ikke.

Men, Fronsac, du er ikke helt ukendt med hvad der piner hende.

Hvor er hun?

Følg mig.

Venligt af Dem at komme på besøg.

Mademoiselle, hvad piner dig?

Jeg forventes at vende tilbage til Paris, men det kommer an på dig.

Ha' en god tur.

Jeg advarede dig, Fronsac.

Du har kun tilbudt mig en gave... og her tilbyder jeg dig to til din samling.

Jeg er blevet advaret mod folk som dig.

Folk som mig mademoiselle, dømmer aldrig folk uden at have lyttet til dem.

Jeg ved ikke hvordan dette skete, men lad mig forklare.

Du behøver ikke broder.

Marianne!

Vær venlig, Monsieur, gør ikke dette mere besværligt end det allerede er.

Indrøm at du ikke var manden for min søster,

og lad det være ved det, ingen fortrydelser.

Tror du hun vil forblive din barnepige hele hendes liv?

Fronsac...

er du ikke glad for at forlade vores provins i et stykke?

I andre tider, ville jeg have dig pryglet for at kigge på hende.

Tiderne skifter.

Ikke alle steder, Fronsac. Ikke her i det mindste.

Jeg er ked af det!

Slår du også mig hvis jeg beder dig om at gå?

Farvel.

Ingen fortrydelser. Han fortjente dig ikke.

På denne historiske dag vil vi takke junker Grégoire de Fronsac.

Udyrets endeligt skyldes til dels ham.

Men det skyldes især Deres Majestæt.

Lad det blive kendt.

I Deres person hviler den enevældige magt.

Kun et dyr ville modsætte sig den.

Dyret er ikke mere.

Der er kun lidt at takke mig for.

Forlenet med Deres magt behøvede jeg blot at vise mig, -

- før Udyret overgav sig.

- Hvad foregår her, Buffon? - Beauterne udfører sine ordrer.

- Hvilke ordrer? - Mine.

Dette er M. Mercier,

Hans Majestæts minister for interne anliggender.

Det var hans idé at udsende Antoine de Beauterne.

Så det er Dem, vi skal takke for den hurtige sejr?

Deres skrupler gør Dem ære, men det er til rigets bedste.

Har De læst den her?

Den er ikke længere til salg, men behold den blot.

- Har De forbudt den? - Den angreb kongens autoritet.

Den ville bare have skabt ballade. Folk er så lette at narre.

Er det bedre at lyve end at lade løgne spredes?

Sandheden er indviklet.

Man må regere med enkelhed. Intet Udyr, intet problem.

- Det vil blive ved med at slå ihjel. - Upåagtet. Det er det, der tæller.

Åh, for resten... Majestæten er Dem meget taknemlig.

Man siger, De vil til Afrika.

Der afgår skib til Senegal om seks måneder.

Hvis De ønsker, kan De tage med.

Vi nævner naturligvis aldrig Géuvadan igen.

Nuvel, Fronsac...

Marianne de Morangias?

Madam, Jeg tror ikke jeg kender Dem.

Vi har begge fælles venner.

Hvad laver du her? Det er nytteløst at gemme dig bag det slør.

Din parfume er ikke den af en Lady.

Grégoire de Fronsac har kun elsket en kvinde.

Det er Deres navn han råber om natten når han sover.

Han tager snart af sted på en længere rejse.

Det er jo bare perfekt.

Når du ser Fronsac så fortæl ham ikke om vores lille møde,

ellers vil du miste ham for evigt.

Hvem var det, mit barn?

Ingen.

Den der, under dækket sammen med de andre.

Disse to, i min kahyt. Vær forsigtig, de er skrøbelig!

Hallo, Fronsac!

Hej, Marquis!

Godt at se dig!

Ikke så godt igen.

To dage efter du tog af sted, begyndte forbrydelserne igen.

Kongen sender ikke flere soldater. Jeg kan ikke finde frivillige til jagten.

Jeg kan intet gøre. Jeg ved ikke hvordan jeg fanger den.

Ærligt talt var ikke dine talenter jeg tænkte på.

Mani fandt barnet.

Bare en jagt, Fronsac! Du vil være tilbage inden for en måned.

Umuligt! Kongen har forbudt os at vende tilbage.

- Kongen får intet at vide. - Det tror du.

Er kongens fred i sindet værd alle disse ofre?

Du kan ikke ændre min mening.

- Vil du vædde? - Sidste gange vi lavede et væddemål tabte du!

Jeg ville have fortrække ikke at bruge dette, men her, det er fra Marianne.

Og Mani?

Min ven!

Hvordan går det?

- Vi tager snart af sted på jagt, Mani. - Denne gang gør vi det på din måde.

Så, mine venner, nogen gode nyheder?

De bedst i verden, Marquis.

Forbrydelserne fortsatte i Gévaudan men,

Officielt var Udyret dødt.

Sandheden står ikke i nogen historiebog.

Den blev omhyggeligt dysset ned.

- Byder han os velkommen? - Han vil hjælpe os.

Vi mødes på slottet.

Hvad er det?

- Hvor ligger familien Rouillers hus? - Lige ud. Det sidste hus i landsbyen.

Det er Jeanne, min amme. Grégoire de Fronsac.

Pierre, hent noget vin.

- De holder øje med mig. - Jeg vil flå dig væk fra din familie.

Jeg kan ikke holde min mor ud. Eller Jean-François. Jeg vil væk.

- Om en uge rejser vi til Paris. - Hvorfor vente?

- Jagten. Det lovede jeg markisen. - Kom du ikke for min skyld?

Nej!

Pas på!

Marianne, flygt! Langsomt, du må ikke løbe!

Her! Se på mig!

Kom her!

Flygt, Marianne!

Nej!

Hvad sker der? Luk op!

Tror De virkelig, vi finder det udyr? Vi mangler folk.

Mani er dygtig. Det er en mand, jeg jager.

- En mand? - Udyret er redskab for et sygt sind.

- En morder arbejder skjult. - Netop. Udyrets mysterium er dets ry.

- Dets herre vil skabe frygt og uro. - Hvordan det?

Denne bog sælges overalt.

Den siger, at Udyret straffer kongens overbærenhed med filosofferne.

- Hvem har skrevet den? - Det ved jeg ikke.

Men jeg vil have Udyrets herre.

Måske hjælper dit våben. Men du skal selv bære det!

- Og du, Mani? Hvad vælger du? - Mani kan ikke lide skydevåben.

For meget larm og røg. Grim lugt.

Det skal nok gå godt, bedstefar.

Vær ikke urolig. Vi er beredte.

- Fortæl mig om Amerika. - Amerika...

- Vender De aldrig tilbage? - Alle mine minder er ikke lykkelige.

- Savner Mani ikke sin stamme? - Den findes ikke mere.

Før vi angreb dem, var de fleste døde af kopper.

Vi skulle henrette de overlevende. Også kvinder og børn.

Kun Mani undslap.

- Hvordan? - Vi skulle bruge en tolk.

Jeg skulle lære ham vores sprog. Jeg greb ham i at dræbe kaptajnen.

- Hvorfor meldte De ham ikke? - Ved du, hvordan kaptajnen sloges?

Han gav sine spejdere inficerede hospitalslagner.

Irokeserne købte dem. Tre måneder senere ryddede vi op.

- Var det vores krig? - Det var vores nederlag.

- Hvor gik han hen? - Ud for at tale med træerne.

- Træerne? - Træerne taler.

Den hvide mand kan hverken lytte eller se.

Se hvad, Mani?

- Vil du lære det? - Hvad er det?

En indiansk oblat. Det er på eget ansvar, markis.

- Hvad gør det? - Det kommer an på den enkelte.

De siger, de kan se det usynlige. Nå, Mani?

Udyret er i skoven. Ulvene vil hjælpe os.

- Jeg ser ikke bedre. - I nat skal vi danse blodets dans.

Og Udyret vil komme til os med solen.

Jeg kan ikke mærke noget...

Den nat påkaldte Mani skovens ånder på et sprog, -

- selv Fronsac ikke forstod.

Og ulvene bragte dem til Udyret.

Bare rolig, jeg skal nok ordne det.

Det skal nok gå, min pige.

Jeg skal nok tage mig af dig.

Thomas sover. Det var tæt på.

Det gør mig ondt med indianeren.

Hvad ligger der? Sig mig, hvilket gods det er.

Det er et domæne. Et jagtområde.

Junker, De behøver hvile!

Der er han. Dræb ham!

Fronsac vendte tilbage til Mani.

Hans hævn var knap nok begyndt. Men indiansk skik krævede, -

- at Mani sluttede sig til sine forfædre ved daggry.

Hvad vil De?

Der er udgydt for meget blod.

De er i stor fare her.

- Jeg har en opgave at løse her. - En den værd at ofre livet for?

- Hvor længe har De vidst det? - Jeg ved ikke, hvad De mener.

Kom nu, Sardis. Hvordan?

Hvordan kom det så vidt?

Ingen vil tro Dem.

Gå Deres vej, Sardis.

Gud bevare Dem.

Fanden tage Dem.

De er under arrest efter provinsinspektørens ordre.

- Jeg beder Dem følge med. - Det er jo latterligt...

- De har besøg af en dame. - Senere. I aften.

- Rejs dig op. Du har besøg. - Er jeg ikke i isolation?

Det kommer an på gæsten.

Marianne?

Beklager.

Bring din gæst lidt mad.

- Hvordan? - Mange står i gæld til mig.

Hjælp mig. Jeg må skrive til kongen.

Du ville blive hængt, før han læste det.

Jeg er ikke blevet dømt endnu.

Værsgo.

- Fortæl mig om Udyret. - Det er et dresseret dyr.

Iklædt en rustning. Jeg sårede det.

Hvorfor den pludselige interesse?

For to år siden blev et fortroligt brev fra Sardis overbragt paven.

Det omtalte et nyt hemmeligt selskab, -

- der skulle forsvare kirkens ord med alle midler.

"Klanen".

Sardis. Det var ham, der brugte Udyret.

Udyret er en advarsel til kongen:

"Underkast Dem Herrens magt, eller De risikerer apokalypsen."

Medlemmerne er kendt som "Guds Ulve".

Tjener de kirken?

Sardis tjener kun sig selv. Oplysningstiden har gjort ham gal.

Gruppen er hinsides Roms kontrol.

- Hvem arbejder du for? - Det må ikke blive kendt.

Og du ved allerede tilstrækkeligt.

Mlle de Morangias, hvilken ære.

Hvordan har grevinden det? Sæt Dem endelig.

Og Deres far, er han stadig på kur?

Han er for glad for mad.

De har ladet Fronsac arrestere.

Ja.

At en mand som ham skulle synke så dybt.

- Han er hverken bandit eller morder. - Ikke det?

Hør her. Han må have haft sine grunde.

- Hvis de slog indianeren ihjel... - Det betyder intet.

Man hævner ikke en vild med kristent blod.

Jeg vil besøge ham.

Umuligt.

Udmærket. Paris skal få at høre om dette.

Marianne, De forstår ikke. Fronsac er død.

I nat.

De ville under alle omstændigheder have hængt ham. Han var heldig.

Han var i Deres varetægt.

Måske kvaltes han i noget. Eller fik sot fra madrassen.

De lyver. De lyver alle sammen!

- Vær tapper. Det er Guds vilje. - Fader...

Marianne.

- Kom. Jeg følger dig hjem. - Mademoiselle behøver hvile.

- Nej, slip mig. - Det er forbi.

Han stinker allerede. Begrav ham hurtigt i en unavngiven grav.

Hun truede med at gå til kongen. Hun er farlig.

Fronsac blev begravet samme nat, -

- længe før nyheden om hans død nåede Paris.

Ingen vidste, hvilke hemmeligheder han bragte med sig i graven.

I flere dage slog Udyret ikke til.

Men dets mest frygtløse fjendes pludselige forsvinden varslede ilde.

Andiamo.

Skynd jer.

Tilgiv mig, Fader, for jeg har syndet.

Tilgiv mig...

Marianne... Jeg tænker på hende dag og nat.

Jeg kan høre hendes hjerte banke i mit bryst.

- Hun skal komme over på vores side. - Herren prøver dig.

Jeg holder det ikke ud.

Synerne.

De forbandede syner plager mig.

Frels mig, fader!

Jeg beder Dem...

Der er kun én kur mod dette onde.

Nej!

Drik det ikke, søster.

De vil slå dig ihjel.

Men de får ikke lov.

Hvem vil slå mig ihjel?

Hvem?

Vi rejser bort. Bare du og jeg.

- Hvad siger du til Amerika? - Jean-François...

Du har gjort mig ondt, men jeg tilgiver dig.

Jeg beder dig. Hvad gør du?

Bliv.

- Jeg ville da aldrig gøre dig fortræd. - Hold dig væk fra mig.

Marianne, jeg behøver dig.

Det var dig, der reddede mig, da jeg var syg.

Dit ansigt afbrød mine mareridt. Du jog dæmonerne bort.

Du aner ikke, hvad jeg har gjort for at holde dig nær mig.

Jeg trygler dig, afvis mig ikke.

Hvorfor?

- Finder du mig afskyelig? - Du skræmmer mig ikke. Gå ud.

Er det på grund af den her?

Du skal ikke være bange.

Fra nu af tager jeg mig af dig.

Se.

Det er kun Sardis og mig, der ved det.

Gå din vej! Forsvind!

Hvorfor?

Du er ikke min bror. Det var en anden mand, der vendte tilbage fra Afrika.

Det er sandt, men jeg rejste på grund af dig.

Hvis ikke det var for dig, var alt dette ikke sket.

Alt dette?

Det var din lugt, det uhyre lugtede på mig.

Ja. Vi er af samme blod, Marianne.

Når far kommer hjem, slår han dig ihjel!

Medmindre jeg slår ham ihjel. Han har stået i vejen for os så længe.

Gør det. Kom nu, gør det.

Hvorfor gjorde du det ikke?

Så svært er det heller ikke. Se.

- Stands. - Så elsker du mig?

Marianne, jeg elsker dig!

Brødre, Herren har ladet mig vide, at Udyret vender tilbage -

- for at varsle værdiernes genkomst i vort dekadente kongerige.

I det genfødte Frankrig -

- vil vi være de usynlige prinser, for Gud er med os.

Dominus nobiscum. Dominus nobiscum.

Folket kan ikke forestille sig Herrens vrede.

Kongens uretmæssige censur kan ikke modstå folkets rædsel.

Når den er på sit højeste, vil vi forhandle med kongen.

Når han ikke kunne undertrykke ét udyr, så forestil jer hans afmagt, -

- hvis andre dukker op overalt i riget.

Tiden er inde til at høste, hvad vi har sået.

Lad os læse fra Malachis bog.

"Præstens ord forvalter videnskaben."

"Det er fra hans mund, man skal lære Loven at kende, -

- for han er Herrens engel."

Den, der tilbeder Udyret, -

- skal rammes af Herrens vrede.

Han skal martres i svovlpølen for englenes åsyn, -

- og røgen vil stige til vejrs i århundredernes århundrede.

Jeg er vendt tilbage for at benævne jer.

Pierre-Jean Laffont. Geneviéve de Morangias.

Maxime des Forêts. Gontrand de Moncan.

Henri Sardis. Jean-François de Morangias.

Amen!

Fyr!

Elendige tævesønner, I er alle arresteret!

Spøgelse eller ej...

...vil jeg skære dig midt over.

- Du behøver ikke holde dig tilbage. - Det var heller ikke min mening.

- For sent. Udyret er udødeligt nu. - Måske, men det er du ikke.

- Du dresserede Udyret. - Hvordan ved du det?

Du bruger sølvkugler.

Marianne, se!

- Marianne er her ikke, din galning. - Du har forenet os for altid.

- Stil møgdyrene op på række! - Hvem tror De, De er?

Se dem. Nu stikker de ikke længere næsen i sky!

Tilbage der!

- Han er død. - Nu er det sikkert.

Og Sardis?

Vi skal nok finde ham. Ellers gør bjerget det af med ham.

Skal vi fejre sejren rigtigt?

- Du har allerede dræbt mig én gang. - Så jeg bedre kunne genoplive dig.

Jeg kunne præsentere dig i Rom. Ville du tage med mig?

For sent.

Jeg kan godt lide dig, Fronsac. Du får mig til at glemme mine pligter.

Gå, før jeg skifter mening.

- Markis! Hvad er der? - Det er Marianne.

Jeg har fået hende bragt hjem til os. Hun ligger for døden.

Nej!

Ud! Forsvind! Alle sammen!

Marianne, vågn op!

Marianne...

Marianne, tilgiv mig.

Jeg elsker dig.

Årene er gået, -

- men jeg har ikke glemt Grégoire og Marianne.

Den verden, der skabte Udyret, er ved at dø.

Og jeg må skynde mig, for min historie er også snart forbi.

Jeg ser junkeren og mig selv for mig i Jean-François' skjulested, -

- hvor Udyret afventede sin sidste time.

Den kloge mand fortalte os alt, hvad han vidste.

Jean-François bragte et dyr med sig hjem fra Afrika, og det fik unger.

Kun én fik lov at leve. Den stærkeste.

Tålmodigt og ondt dresserede han den til at blive uendeligt grusom.

Således døde Udyret fra Géuvadan, -

- og jeg, Thomas d'Apcher, er nok den sidste, der kender sandheden.

Junkeren bad mig tage med til Afrika, -

- men mit land skulle genopbygges. Mine pligter lå herhjemme.

Jeg har ofte tænkt på Grégoire og Marianne -

- i de fredelige år, der blidt førte mig til alderdommen.

Jeg så dem aldrig igen.

Men jeg vil gerne tro, at de lever lykkeligt, langt herfra.

ULVENES KLAN