All language subtitles for Un.amour.impossible.2018.Retail.DKsubs.1080p.BluRay.x264-RAPiDCOWS.da

Min mor begyndte at arbejde som 17-
årig som sekretær i et værksted.

Da hun var 26, havde hun arbejdet for
Socialkontoret i årevis.

Frk. Dessal!

- Er de færdig med Bouthry-sagen?
- Ja.

Jeg afslører dem.

Hun havde "sat huen på
Skt. Catherine"

et udtryk, der dengang blev brugt
om ugifte piger, der fyldte 25.

Hun boede i et hus på Rue de l'Indre
med sin lillesøster og mor.

Han er led.

Mine forældre mødtes i Chateauroux,

i den kantine, min mor spiste i.

Alt godt?

Min far inviterede hende på kaffe.

Den aften skulle min mor til et dansebal

for de lokale unge.

Holder du pause?

Jeg danser senere.

Kom nu. Er din Philippe her ikke?

Han er ikke "min" Philippe.

Han bryder sig ikke den slags.

Han er kedelig,
hvis han ikke kan lide at danse.

Han kan godt lide det, men ikke her.

Det var sent om aftenen,

da hun så ham dukke op.

Philippe... Jeg troede...

Han bød hende op til dans.

Min historie er en historie om kærlighed

Min smerte er to hjerters smerte

En historie som så mange andres
Den kunne være din

Hvor du end kommer fra

Min historie er velkendt

Alle forelskede gennemlever den også

EN UMULIG KÆRLIGHED

Det er en historie
om en evig og almindelig kærlighed

Der fylder dagene med godt og ondt

Der er øjeblikke med omfavnelse

Øjeblikke hvor man skilles

Med aftener med nervøsitet

Og morgener med fryd

Min historie er en velkendt

Alle forelskede gennemlever den også

Om det er enfoldigt eller dybt

Det er den eneste sang i verden
Der aldrig slutter

Det er historien om kærlighed

Hej, godt at se dig.

- Philippe, det er Nicole.
- Jeg har set dig før.

Ja, det er rigtigt.
Hvordan går det, Nicole.

- Må jeg byde damerne på en drink?
- Jatak.

Det ser ud til,
at han har ændret holdning til dans.

Min far var oversætter
ved den amerikanske militærbase.

Hans første job efter års studier.

Han havde ingen planer om at blive.

Sig noget på norsk.

Hvad betyder det?

"De har god stil".

Det er sødt.

Nej, det er sandt.

Hvordan lyder det på spansk?

Han kom fra en slægt af parisere.

Hans forfædre var ofte læger,
rejste gerne og elskede østers.

På kinesisk.

På japansk!

Utroligt!

Tak.

- Så lidt, frk. Steiner.
- Rachel.

Rachel.

Jeg kan godt lide
at sige Deres efternavn.

Det klæder Deres fornavn så smukt.

Nå? Hvorfor?

Rachel er afledt
af et ord for hunfåret, mildheden.

Og Steiner er en stenskærer.

En blanding af blødhed og hårdhed.

Eller rettere fasthed.

Det klæder Dem.

Det vidste jeg ikke om mit navn.

Har De andre fornavne?

Madeleine og Pauline.

Det er ikke hebraiske navne.

Nej, min far valgte Rachel,
og min mor de andre.

Er Deres mor ikke jøde?

Nej, hun er katolik og døbt, ligesom jeg.

Sikke en mærkelig blanding.

Er De religiøs?

Ja.

- Er De ikke?
- Nej, overhovedet ikke.

Jeg var på grund af vane og skolegang,
indtil jeg var 12, men så...

Nietzsche ændrede det.

Kender De ikke Nietzsche?

Jeg kan introducere Dem.

Jeg skaffer "Således talte Zarathustra".
De må læse den.

Nej, "Hinsides Godt og Ondt".

Jeg kan ikke vælge. Jeg giver Dem begge.

Vi ses i morgen.

Farvel.

Snart så de hinanden hver dag.

Hun opdagede en verden af intimitet,
konstante ord, spørgsmål og svar,

fremmede ideer...

Denne her er...

Han talte om hende
som en elsker og ekspert

med den samme lidenskabelighed
som for sin yndlingsforfatter.

Der er også andre.

Læser du den først?

- Jeg lover.
- Fortæl mig om det.

Min far lejede en bil til weekendture.

Disse bøger kan ændre dit syn
på verden og på livet.

Kan du godt lide at være en kvinde?

- Ja.
- Hvorfor?

- Fordi jeg er din.
- Er det alt?

- Jeg kan godt lide det, du gør ved mig.
- Gentag.

Jeg kan godt lide det, du gør ved mig.

Din hud er som silke.

Du har en sand kraft.

Jeg mener det.

Du er som Isolde.

Du giver også din elsker en elskovsdrik.

Du må ikke grine, Rachel, det er sandt.

Du er en meget køn kvinde.

Du har en meget smuk krop.

Du kunne have meget smukke mænd.

Det er dig, jeg vil fortrylle.

Jeg synes, du er smuk.

Du er sød.

Har du haft mange elskere før mig?

Nej, kun en.

Jeg var engang forlovet.

Han respekterede min uskyldighed.

Han var meget, meget respekterende.

- Ikke som mig, mener du?
- Nej, ikke som dig.

Jeg var forlovet med Charlie i to år.

Nå, jeg takker Charlie.

Jeg takker ham
for at mislykkes med at gifte sig med dig.

Ellers havde vi aldrig mødt hinanden.

Det må være ret sent.

Man siger ikke "ret" sent.

Jeg ved det, det er "temmelig" sent.

Din søster siger "ligesom".

Har du bemærket det? "Ligesom".

Det kan straffe hende socialt.

Perfekt.
Kom ned, jeg sætter et par nåle til i.

Det bliver dig ved alteret næste gang.

Philippe elsker dig.

Jeg har set, hvordan han kigger på dig.

Og han er så elegant.

Han er noget særligt.

Philippe er stilfuld, er han ikke?

Han klæder sig sjusket,
men han taler flot.

Min tante Gaby var næsten 18
og forlovet med en snedkerlærling.

De skulle snart giftes.

Gaby havde inviteret min far,

men min mor havde ikke fortalt ham det.

Sangene, strømpebåndet, selskabsdansen...

Hun foretrak at gå alene.

Min far talte meget om Paris
og hans kærlighed til byen.

Han kunne ikke forestille sig
et liv noget andet sted.

Hej, Gaby.

Hej, Philippe. Hvordan går det?

- Meget fint.
- Det var det hele.

Vi ses.

Med ham havde hun samtaler,
hun aldrig havde haft med nogen anden.

Vi ser sjældent min far.

Han kommer en eller to gange om året
og bliver en dag eller to.

Han skred, da jeg var fire,
og kom tilbage, da jeg var 17.

Han var en fremmed.

Han er stadig en fremmed.

Vi kunne ikke indhente de tabte år.

Havde han en anden kvinde?

Nej. Altså, det tror jeg ikke.

Han tog tilbage til Alexandria i '35

Mor og jeg skulle have fulgt ham.

Under krigen, fordi han er jøde,
var han i større sikkerhed der.

Det er alt.

Han så mig ikke vokse op.

Firma... Er din far rig?

Han har bankkonti i Israel, Italien

og Schweiz,

men ikke meget på dem.

Seriøst, Rachel,

tomme konti i tre lande?

- Det rager mig.
- Du tager fejl.

Han efterlader dig noget.

Men han har ingen penge.

Du sagde, du ikke vidste det.

Som alle jøder foregiver han bare
ikke at have nogen.

Jeg har aldrig set dig i bukser før.

Kan du ikke lide dem?

Jo, meget.

Hav dem på noget oftere.

En kvinde forbliver sjældent feminin
i bukser.

Jeg kunne aldrig have dem på på arbejde.

Nå? Hvorfor ikke?

Vi må ikke have bukser på på arbejde.

- Det er din spøg.
- Overhovedet ikke.

Da en kollega havde et par på,

sendte chefen hende hjem for at skifte.

Jeg sagde til chefen,
at jeg ikke syntes, det var normalt.

- Gjorde du virkelig det?
- Ja.

Det spiller ingen rolle for mig.

Han tog sig trods alt mange friheder.

Han prøvede at gøre mig til sin elskerinde.

Da jeg afslog, skældte han mig ud

og flyttede mig til en anden afdeling.

Der sker noget med os.

Det tror jeg også.

- Philippe?
- Ja.

Elsker du mig?

Jeg elsker dig, Rachel.

Der er tre slags kærlighed.

Der er ægteskabelig kærlighed,
den som alle ønsker sig. Så...

...er der lidenskabelighed. Og så...

...det, jeg kalder det uundgåelige møde.

Ved du, hvad det her er?

Ja, det er lidenskabelighed.

Nej, et uundgåeligt møde.

Nå, hvad er forskellen?

Lidenskabelighed ødelægger
den sociale orden.

Det uundgåelige møde
er uden for den sociale orden.

Det passer ikke ind i et fornuftigt liv.

Han var kommet ind i hendes liv.

Hun kunne ikke se ham forlade det igen.

Han så hende efter arbejde hver dag.

De tog hen til det værelse,
han lejede på Rue Grande.

Rachel, jeg vil gerne fortælle dig noget.

Noget, jeg aldrig har fortalt til nogen.

Kan du holde på en hemmelighed?

Selvfølgelig. Du kan fortælle mig alt.

Jeg har været i fængsel.

For hvad? Hvad har du gjort?

Jeg skulle have aftjent
min værnepligt i Algeriet,

men nogle højstående venner hjalp mig,

og jeg blev sendt til Tyskland.

Jeg var på vej mod barakkerne en aften,

irriteret efter en pige
havde brændt mig af.

Jeg kørte hurtigt og...

Jeg ramte en fodgænger.

Han blev kastet over kølerhjelmen,
og jeg stoppede ikke.

De fandt ham død.

Var du længe i fængsel?

18 måneder.

Ingen hjalp mig. Det var frygteligt.

Heldigvis skrev min far hver dag.

Han dømte mig ikke.

Du må ikke sige det til nogen, lover du?

Ved du, hvad de siger på arbejdet?

"Frk. Steiner er en lukket dør."

Prøv at holde vejret.

- Næsten.
- Ja, næsten.

Kunne du leve hele dit liv her?

Det ved jeg ikke endnu.

Vil du gifte dig?

- Det ved jeg ikke. Hvad med dig?
- Mig? Nej.

Bestemt ikke.

Jeg gør, som jeg vil.

- Og det kunne du ikke, hvis du var gift?
- Bestemt ikke.

Fordi du ikke kunne have elskerinder?

Ja, men ikke kun det.

Med en som dig
kunne jeg ikke gøre som jeg ville.

Hvorfor siger du det?

Du er udmattende, Rachel.

Du kan godt lide
at gøre din tilstedeværelse mærket,

inklusiv seksuelt.

Hvis du kom til Paris,
ville vi se hinanden ofte.

- Og mit arbejde?
- Du kan arbejde i Paris.

Jeg må bede om at flytte afdeling.

Jeg ville hjælpe dig
med at finde en lille lejlighed.

Hvis du ønsker at gifte dig,
eftersom det er vigtigt for en kvinde,

ville jeg ikke sætte mig imod.

- En anden mand, mener du?
- Det er ikke muligt med mig.

- Ville du ikke blive jaloux?
- Nej.

Rachel, det her er så sjovt. Kom.

Se.

Se mit ansigt!

Det er forår.
Min fars arbejdsgiver

afsluttede hans kontrakt som oversætter
d. 30. april.

Han købte en togbillet
til d. 2. maj kl. 14:30.

Se!

Det er utroligt!

Det har jeg aldrig set.

Hun bad om fri d. 2. maj om morgenen
for at have hele 1. maj

og en morgen sammen med ham,
før han tog afsted.

Fra start af havde min far
ejakuleret på hendes mave som aftalt.

Den dag

spurgte han, om han kunne komme
inde i hende.

Hun sagde ja.

Overvej at komme til Paris.

Ja. Jeg giver dig besked.

Jeg havde en rigtig god dag i går.

Rachel,

dit brev glædede mig meget.

Det gjorde mig glad at mærke din duft,

selvom jeg savner det på din hud.

Jeg ville gerne mærke din lange,
beroligende hånd

glide ind i min nu og da.

Det ville gøre mig godt.

Tak for billedet.
Jeg kan godt lide os i det.

Mine ømmeste tanker, Philippe.

Hun svarede ham.

Han skrev straks tilbage.

Hun skrev til ham nogle uger senere.

De måtte mødes.

Hun var gravid.

Hun fik et hurtigt svar.

Han kunne ikke komme
til Chateauroux den sommer.

Han trængte til en ferie.
Han tog til Italien.

Han sendte to postkort.

Et fra Milano, det andet fra Rom,
hvor han talte om byens vidundere,

men aldrig om hendes situation.

Min far skrev senere den sommer.

Han bad min mor om at slutte sig til ham.

Hej, Philippe.

Du ser fantastisk ud.

Det er så smukt.

Vent til du ser Villefranche-sur-Mer.

Der er et kapel...

Fandens!

Tak.

- Det er vidunderligt.
- Det er bare bijouteri,

men det er tanken, der tæller.

Og det er en øm tanke.

Farvel.

- Her?
- Ja, det her er godt.

- Færdig?
- Nej.

Kan du lide det?

Ja, det er godt.

Du er gravid,

men det ændrer intet.

Vi aftalte at lave denne baby.

Gjorde vi ikke?

Aftalte vi det ikke?

Selvfølgelig.

Jeg har altid sagt,
at jeg ikke vil gifte dig med dig.

Jeg har altid været direkte.

Ikke også?

Hvis du havde været rig,

havde jeg overvejet det.

Jeg blev født d. 3. februar, 1959,
i Chateauroux.

På min fødselsattest stod der
"Chantal Steiner,

Fader: Ukendt."

Du har fået en skøn, lille pige.

Chantal...

Hun skrev til min far
og bad ham om at komme og se mig.

Han svarede via telegram,

"Beklager,
fysisk umuligt at komme i dag."

Han kom fem måneder senere.

Kom, lad os gå hen til far.

Se...

Hun er meget robust.

- Hun er velnæret.
- Smuk, er hun ikke?

Hun klukker altid.

Mor har aldrig set så glad en baby.

Det er sandt.
Du er søde. Chantal, skat.

Vil du holde hende?

Jeg skal prøve.

Nej, jeg kan ikke.

Din mor ser sløj ud.

- Hendes gamle vejrtrækningsproblemer.
- Ja.

Ja, hun bliver hurtigt træt.

Men du er billedet på sundhed.

Jeg vil gerne have,
at du vedkender dig Chantal.

Det er alt, jeg beder om.

Jeg er ikke interesseret i penge.

Hør...

Jeg tænker det igennem, og giver
besked.

Udmærket.

Min far blev kun en dag.

Efter nogle uger uden at høre noget

skrev min mor igen.

Hendes brev kom retur,
stemplet "Ubekendt efter adressen".

Hun tog et tog til Paris
og tog til Michelins hovedkontor.

Sæt Dem.

Det var den eneste adresse, hun kendte.

Værsgod at tage plads, frøken.

Tak for at mødes med mig.

Hvad kan jeg gøre for Dem?

Jeg er Rachel Steiner.

Deres søn Philippe og jeg har
et lille barn.

- Lille Chantal.
- Ja, det ved jeg.

Han fortalte mig,
at han ikke føler sig ansvarlig.

Men han kom for at se hende.

Det er rigtig pænt af ham.

Jeg er her, fordi jeg ikke har en adresse
at sende nyt om hans datter til.

Jeg forstår,

men jeg kan ikke give dig hans adresse
uden hans tilladelse.

Jeg vil ikke genere ham,
kun skrive til ham.

I så fald

vil De så være så venlig at give ham
dette brev, når De ser ham.

Det skal jeg gøre.

Stol på mig.

Min søn udviser måske
ungdommens upålidelighed

men, som De ved, frøken,
skal der to til at lave et barn.

Jeg forstår,
at De er i en vanskelig situation.

Jeg har det fint, min datter har det fint.

Jeg vil bare gerne have,
at hun kender sin far.

Nogle uger senere fik hun
et brev på et par linjer.

Dine små fødder...

Min far boede i Strasbourg
og gav hende sin nye adresse.

- Så!
- Også mig, onkel!

Også mig, onkel.

- Også mig, onkel.
- Også dig?

Klar, Chantal?

Så kører vi!

Pas på, den er glat.

Jeg tror, jeg så en der.

På trods af årene, der gik,

håbede min mor, at han ville forandre sig.

Hun hadede ordene "Fader: Ukendt"

på min fødselsattest.

Nå?

Den slap væk!

Et lille smil nu. Kom nu, smil.

Et flot smil, piger.

Vis fisken og smil.

Hun håbede stadig,
at min far ville anerkende mig.

Hun skrev regelmæssigt til ham
af den årsag.

Hendes breve havde et andet mål:

At se ham igen.

Hej, Rachel.

Hej, Philippe.

Kom, du skal møde en.

Kom, skat.

Det er din far.

Kom, skat.

Det er din far.

Ja, det er din far.

Hej, Chantal, skat.

Hej.

Da jeg var fire,

holdt vi ferie i et lille hotel
i Gerardmer i Vosges.

Min far kom en enkelt dag.

Vi sejlede i en pedalbåd.
Jeg var glad.

Jeg kaldte ham "far".

En gadefotograf tog et billede.

Mindet om det er blegnet.

Men billedet blev kopieret.

- Lad os prøve at mødes oftere.
- Jeg skal prøve.

Men jeg har meget arbejde.

Og så har jeg også mit liv.

- Farvel, Chantal.
- Farvel.

Min mor fik
et kortfattet brev fra min far.

Hans mor havde taget sit eget liv.

Hun var sprunget fra fjerde sal.

Familien var blevet færdige med
frokosten. Hun afslog at gå tur med dem.

De gik over gårdspladsen, da kroppen
landede ved fødderne af dem.

Hun skrev et sødt brev.

Min mor fortrød intet.

Hun havde oplevet en stor lidenskab.

Og nu var jeg der.

- Jeg vinder!
- Pokkers!

Stakkels skat, sådan er livet.
Se, hvad jeg har taget.

- Du er ikke sulten.
- Nej.

"Delphine og Marinette
førte køerne ud af stalden

for at drive dem på græsning på engen."

"Vær ikke bekymrede, kære forældre."

Lad bedstemor hvile, hun er meget træt.

- Vi er kun lige begyndt.
- Vær sød...

Kom.

Det er for hårdt...

Det skal nok gå.

Hvis vi er sammen, skal det nok gå.

Deres mors død det samme år
førte dem tættere på hinanden.

Deres korrespondance blev genoptaget.

Ved årets slutning havde hun et,
der afsluttedes med,

"Jeg har lyst til at se jer.

Det har jeg virkelig."

Hun kunne ikke slippe sætningen.

"Jeg har lyst til at se jer.

Det har jeg virkelig."

Han skrev det af en grund.

"Jeg har lyst til at se jer.

Det har jeg virkelig."

Det "jer" var ikke harmløst.

Tiden var gået.

Tingene var i forandring.

Han havde mistet sin mor.
Han var mere moden.

Hun modtog et andet brev.

Han meldte sin ankomst.

Vil det ikke såre dig at se ham igen?

Nej, jeg er ovre det nu.

Og det er for Chantals skyld.

Så han anerkender hende.

Chantal, det er din far.

Hvorfor skal du sælge det her hus?

Det er ved at være nedslidt.

Det kræver for meget arbejde.

Jeg vil gerne have et rigtigt
badeværelse, nu da Chantal er større.

Jeg har ansøgt om Cité St. Jean.
Jeg tror, det lykkes.

Hvad er det?

Det er et nyt boligbyggeri,

lige udenfor byen nær landet.

Vi kommer ikke til at have en have der.

Nej, skat, men vi kan ikke altid få det,
som vi ønsker os i livet.

Din mor har ret. Lyt til hende.

Rachel, jeg har noget,
jeg må fortælle dig.

Ja?

Jeg er blevet gift.

Hun er gravid.
Vi måtte træffe en hurtig beslutning.

Du kender mit syn på ægteskab.

Men hendes far var...

...meget overbevisende.

Hun er meget ung.

Tysk, fra Hamburg.

Hendes far er læge. De er ganske rige.

En kultiveret og og tiltalende familie.

De elsker musik.

Sådan som tyskere af en vis rang gør.

Det er sandt,
at hendes far var meget insisterende.

Men inderst inde...

Jeg er meget glad.

Især for at gifte mig med en tysker.

Hvorfor?

Fordi kun tyske kvinder, ligesom japanske,

elsker at tage sig af en mand.

Så mange af deres mænd døde under krigen.

Nu elsker tyske kvinder at forkæle dem.

Det er ikke utiltalende.

En dag vil du spørge dig selv, hvordan du
kunne have de følelser for mig.

Og det vil være en trist dag.

I nat sover du på mors værelse.

Så snart du vågner i morgen, rejser du.

- Jeg vil ikke se dig igen.
- Det ændrer intet.

Intet overhovedet.
Det er anderledes med min kone.

Det er...

...langt mindre ømt.

Med dig er det...

...anderledes.

Det er særligt.

Vi har altid været noget særligt,
har vi ikke?

Rachel...

Det ændrer intet.

Kom nu.

Bare gå nu.

Gå!

- Farvel, Chantal.
- Farvel, far.

Farvel, Rachel.

Pas på dig selv.

Mor...

Mor, er du okay?

Mor, hvorfor græder du?

Rachel, hvad er der i vejen?

- Det er forfærdeligt.
- Hvad er der sket?

- Gaby, hvis blot du vidste...
- Kom indenfor.

Livet er for hårdt, Gaby.
Det er for hårdt.

Han er gift.

Brigitte!

Din kusine er her.

Gå udenfor og leg lidt.

Vi tager os af din mor.

Se, det er ligesom sand.

Det er blødt og dejligt.

Vi kunne sælge det.

Vi kunne handle med ørkensand.

Vi sælger det for en masse penge
og bliver rige!

Ja, vi bliver rigtig rige.

Jeg tager ud og henter meget mere.

- Masser og masser!
- Masser!

Dette var det første
virkelige brud i kontakten.

Han havde åbnet hende for verden,

og hun havde følelser for ham,
som hun aldrig havde følt før.

Han havde forladt hende.

Det kan blive rigtig godt her, skat.

Heldigvis bor vi ikke udenfor.

- Vi er ligeglade med omgivelserne.
- Ja, vi er ligeglade.

Det er godt, men du glemte
den lille krølle på "O'et".

Og nu er det ikke et "O", men et nul.
Der er forskel.

Forstår du?

Et psykiatrisk hospital var netop åbnet
i Gireugne nær Chateauroux.

En revolutionær institution,
der brød med traditionelle anstalter.

Der var intet gitter for vinduerne,
intet specielt tøj,

og ordet "vanvittig" var bandlyst.

Jobbet som direktørens sekretær
var ledigt.

Min mor søgte det.

Vores psykiater, dr. Baqueni.

Hun fik det.

Vores psykolog

og vores mødelokale.

Tale er meget vigtigt her.

Hej, allesammen.

Suzanne, vores assistent.

Hendes arbejde interesserede hende.
Hun mødte psykiatere, psykologer,

psykoanalytikere...

Hun havde samtaler med dem.
Hun lærte ting.

Barndommen var det afgørende øjeblik.

Det er meget kønt.

Den sol er smuk. Den er enorm.

Er det dig her?

Nej, det er bare
en eller anden lille pige.

Og her?

Det er faren.

Pigens far eller en eller anden far?

Den lille piges.

Jeg er meget glad. Det gik godt.

- Du skulle tegne en familie?
- Ja.

Hun viste mig din tegning.

Den er god.
Du tegnede faren, det er godt.

Ja, jeg skulle tegne en familie.

Ja, du tegnede en lille pige,

du tegnede også faren og moren.

Du tegnede det,
de kalder en velafbalanceret familie.

Okay, du tegnede en lillebitte far.

Han er lille, men han eksisterer.

Jeg kan ikke huske ham,
men jeg husker den kjole.

Du elskede den.

Du ville ikke lade din kusine få den,
da du voksede ud af den.

Se det her.

Jeg har andre herinde.

Her er vi.

Du kan se din far på det her.

Det var på ferie i Nice.

Hvor er jeg?

Du var stadig i min mave.

Er der et billede af dig på den ferie?

Se, her er jeg.

Det er tydeligt, at du er gravid.

Nej, jeg var kun tre måneder henne.
Man kunne ikke se det.

Nå, jeg kan se det.

Det var en skøn ferie.

Vi spiste fisk og skaldyr.

Han gav mig min søhestebroche.

- Med de skinnende, grønne øjne?
- Ja, den.

- Han købte gaver til dig?
- Ja.

Vi var meget forelskede.

Du var virkelig ønsket.

Også af din far.

Hvorfor blev han så ikke hos os?

Ikke alle mødrene bor
sammen med fædrene, sådan er det.

Min skat.

- Du er smuk. Giv mig din kuffert.
- Farvel, piger!

Nå, hvordan var det?

Smukt. Venedig er smuk.

Det kostede meget, men det var det værd.

Du skulle ikke gå glip af en skoletur.

Hvis jeg tager tilbage, kommer du så også?

Vi får se.

- Jeg taler ikke italiensk.
- Alle butiksejerne taler fransk.

Det er en fantastisk by.

Du vil elske den, du må se den.

En by af flydende paladser.

Altså slet ikke som Chateauroux.

Jeg vil forlade denne by.

Ser du, måske gør du det aldrig.

Jo, jeg tager væk, mor. Vent og se.

Jeg tager dig med.

Vi tager sammen til New York.

- Vi rejser verden rundt.
- Okay.

Det lover jeg dig.

- Smukt.
- Kan du lide det?

Meget.

Også disse to.

Vent...

- Prøv den på.
- Den er meget blød.

Ja.

Den klæder dig.

Det er et fint match.

- Den blå kunne også være køn.
- Lad mig se.

Gireugneklinikken.
Hvad kan jeg gøre for Dem?

Rachel?

Jeg må fortælle dig noget hurtigt.

Hvad er det, Nicole?

Din datters far ringede
til os på socialkontoret.

Han ledte efter dig.

Jeg fortalte ham, at du er i Gireugne nu.

Han sagde, han ville ringe til dig.

Han ringer straks,
så jeg ville advare dig.

Hej, Rachel. Det er Philippe.

Hvordan går det?

Rigtig godt. Hvad med dig?

Rigtig godt. Hvordan går det hele?
Det er ikke for hårdt på hospitalet?

Nej, tværtimod. Det hele går fint.

Hvor længe har du været...

Jeg vidste ikke...

Jeg er ikke blevet indlagt, Philippe.

Jeg arbejder her.

Jeg misforstod.

Ja, du misforstod.
Jeg har været her nogle år nu.

Jeg er direktørens sekretær. Jeg trives.

Hun havde ikke hørt
min fars stemme i syv år.

Siden den morgen, da hun sagde,
"Nu skal du gå".

Hendes vrede var døet ud siden da.

Hun tænkte knap nok på ham.

Åh, jeg har oplevet en del forandringer.

Jeg er flyttet,

jeg bestod min køreprøve i første forsøg.

Skønt. Jeg er ikke overrasket.

Du lyder meget lykkelig.

Ja, om du vil...

Jeg er ret lykkelig.

Jeg tænker ofte på dig.

- Hvem vil have en til?
- Mig, tante, de er så lækre.

- Også mig.
- Brænd dig nu ikke.

Lad være med at svine sådan!

- Se, hvad du har gjort.
- Det var dig.

Her, tag en hel en.

I er dyr.

Jeg ville ønske, jeg var taget til Paris.

Du har hele livet til at tage til Paris.

Mor tager mig alle steder hen.

Vi er altid på ferie sammen.

Hun er ikke på rigtig ferie.

Det er bare en weekendtur.

Hun ser din far.

-Nå? Hvorfor tog hun så ikke mig med.

Det må du spørge hende om.

Det er voksenting.

Du spiste dem alle sammen.

Må jeg ikke få nogle stykker?

Tag ikke det hele.

Kom nu...

Vær nu ikke sur.

Hvordan går det?

Det er en gave fra din far.

- Hvad er det?
- Ingen anelse.

Vent...

Nå, lad os se...

Her, se... Det her er Brasilien.

Din far sagde, "Vis hende Brasilien."
Han insisterede.

Hvorfor Brasilien?

Det ved jeg ikke.

Måske fordi det er stort.

Men Rusland er større.

Jeg ved det ikke, Chantal.

Skriv til ham og spørg.

Min kære Chantal,

det glædede mig at modtage dit brev.

Dine karakterer er fremragende.

Det er endnu vidunderligere,
at der er så meget, der interesserer dig.

At lære er en af livets store glæder,

og jeg er imponeret over,
at du har forstået det.

Hvis du har lyst,
vil jeg gerne have endnu et brev fra dig,

om hvad I laver i skolen,
og hvilke lege, I leger.

Jeg fortæller, hvad jeg kan lide,
så vi kender hinanden, når vi mødes.

Hvorfor Brasilien?

Måske fordi landet har en lys fremtid,

ligesom dig,
som jordkloden er bestemt til.

Far.

Kom ind.

Hej.

- Var det en god rejse?
- Ja.

- Jeg er glad for at se dig.
- I lige måde.

Chantal, kom nu.

Kom nu.

Kom.

Det er så lang tid siden.

Jeg kan ikke vise dig Strasbourg,
men jeg kan give en frokost.

En god sauerkraut på stationsbrasseriet,

eller byens bedste italienske restaurant.

- Den italienske er god.
- Perfekt.

Calamari som i Rom. Det er lækkert.

Det her er focaccia. Prøv det.

Det ser lækkert ud.

- Kan vi bruge vores fingre?
- Selvfølgelig.

Kommer du her ofte?

Ja, det er kun her,
man kan få romerske specialiteter.

Og da Rom er min yndlingsby...

- Har du været i Rom?
- Masser af gange.

- Så ofte?
- Det er ikke så langt væk.

Ti timer med tog fra Paris.

Det er hurtigere at flyve,
men ikke så charmerende.

Man bliver vugget i søvn i Frankrig,

og når du vågner,
er du allerede i Italien.

Du krydser grænsen i søvne, som i en drøm.

- Rom er byen med de 1000 klokketårne.
- Det vidste jeg ikke.

- Hvis man tæller dem, er der flere.
- Har du talt dem?

- Hvad kunne du godt lide ved Venedig?
- Alt.

Gondolerne, kanalerne. Markuspladsen...

Det overrasker mig ikke, at du kunne lide
Venedig. Jeg elsker Italien.

Jeg prøver at tage afsted
et par gange om året.

Han er fantastisk.

Jeg vidste ikke,
min far var så enestående.

Jeg valgte jo ikke bare hvem som helst.

Jeg har aldrig
talt så klogt til nogen før.

Hvor er du grov.

Jeg kan ikke sprog og kender ikke Rom,
men jeg er ikke dum.

- Jeg ligner ham, gør jeg ikke?
- Jo, du gør.

Samme hårfarve

og også de samme hænder.

Se, vi har samme tommelfinger.

Nøjagtig samme form.

Vi har samme smag,
selvom vi aldrig har boet sammen.

- En apostel?
- De står over den.

Det er alderdommen.

Den fjerde alder efter barndommen,
ungdommen og voksenlivet.

De skiftes til at ringe hvert kvarter.

Og døden hver time.

Tillykke.

Hun er meget intelligent.

Jeg ville sige til dig,
at vi måske flytter til Reims næste år.

Det er godt.

Jeg tænkte...

Hvis du anerkendte Chantal,

kunne jeg indskrive hende med dit navn.

Det ville være godt,
som en ny start for hende.

Du er uafladelig, Rachel.

Jeg skal tænke over det.

Jeg var ved at pakke,
da han kom til mit værelse.

Jeg nød disse få dage.

- Også mig.
- Kør sikkert.

Farvel, Chantal. Nyd resten af ferien.

Kan du finde vej?

Her.

- Mor.
- Ja?

Det brev, du ventede.

- Sig det.
- Vent.

Jeg kom ind.

På toppen af listen!

Toppen af listen, mor!
Forstår du det?

Nej, jeg forstår det ikke.

- Jeg forstår det ikke, skat.
- 538 kandidater.

Hun skrev til min far.

Nu da vores flytning var bekræftet,

ville han så anerkende mig,

så hun kunne immatrikulere mig med mit
nye navn?

Han gik med til det.

Jeg beklager, Rachel, men...

Jeg vil ikke anerkende Chantal.
Det er en dårlig ide.

Jeg beklager?

Men du har været hos din advokat.
Det var næsten gjort.

Chantal er ikke en del af min familie.

Jeg kan ikke påtvinge hende
min svigerfamilie.

Det glæder mig at se dig,
og det vil jeg gøre, så ofte jeg kan,

men det stopper der.

Philippe, du gik med til det.
Du skrev og sagde det.

- Jeg har ikke fundet på det!
- Jeg har tænkt. Gør du ikke det?

Selvfølgelig gør jeg det!

Er det fair, at der skal stå "Fader:
Ukendt" på hendes fødselsattest?

Når du er hendes far!

Når du kan anerkende hende,
og kom for det!

Jeg er varsom.

- Jeg beklager?
- Du ønsker at komme ind i min familie.

Det her handler om Chantal, ikke mig!
Det forstod jeg for længe siden!

Det er Chantal, som...
Hold kæft!

Lad være med at råbe!

Chantal har brug for, at hendes far
anerkender hende som sin datter.

Det er alt.

Det er absurd at skifte navn som 14-årig.

Det vil bare forvirre hende.

Vi flytter til en anden by.

Vi vil ikke fortælle folk vores historie!

Jeg får hovedpine. Lad være med at råbe.

Jeg råber ikke.

Chantal beundrer dig.

Du og hende har meget til fælles.
Hun ville elske at have dit navn.

Hvad vil du sige,
næste gang du ser hende?

Hvad? At du har skiftet mening?

Chantal ønsker at kende mig,
ikke at have mit navn.

- Jeg skriver til hende og forklarer.
- Nej!

Nej, du siger det til hende nu,
ansigt til ansigt!

- Sig det!
- Du er ikke alene.

Det vil måske passe dig,
men ikke min familie.

Tingene er ikke så enkle, som du tror!

De diskuterede det hele natten.

Næste dag

gik de til kommunen.

"Fader: Ukendt" forsvandt
fra min fødselsattest.

Fra da af var mit navn Chantal Arnold.

Hvad synes du?

- Hvilken en?
- Den.

Ikke dårlig. Jeg ville lave et større "A",
men stregen under det er elegant.

Jeg kommer til
at tjene mindre end i Gireogne.

- Man kan ikke få det hele.
- Hun er beskeden.

Jeg ved, hvilket navn, du ønsker dig.

Hvad er det?

- Hun vil gerne være Brigitte Bonnefoy.
- Vil du?

Sludder, Emilie, stop det.

Hun er forelsket.

Stop, det er ikke sjovt.

Det er lidt sjovt.

Bonnefoy... Brigitte Bonnefoy.

Nå...

Kør forsigtigt.

- Vi kommer tilbage.
- Hvornår?

Det ved jeg ikke. Til påske?

Vi flyttede til Reims i juleferien.

Min mor var blevet tildelt

en almennyttig lejlighed.

Vores første indtryk var ikke negativt.

Vi kan plante blomster på altanen.

Vi kan gøre det pænt.

Ikke også, skat?

Sidst i februar kom min far
for at besøge os i Reims.

Han mødte mig efter skole.

Mor, se, min far er her.

Hej, Philippe.

Godaften, du kommer sent hjem.

Jeg er afdelingsleder nu.

En anden kvinde tog prøven.

Hun raser over, at hun ikke fik jobbet, og
gør tingene besværlige.

Det er trættende.

Jeg er sikker på, du klarer den.

Mor...

Vil du have hele kysseturen?

Jeg var en enspænder med få venner.

Jeg drømte meget og læste også meget.
Ligesom dig.

Jeg ville gerne have kendt dig dengang.

- Skal jeg hjælpe?
- Nej, det er okay.

- Jeg går i seng.
- Okay.

Godnat, skat.

Jeg vil gerne sende dig
150 francs om måneden.

Som min del, på en måde.

Din del af hvad?

Som en slags børnebidrag.

Til Chantal.

Ville det være nok?

- 150 francs? Hvis du vil.
- Godt.

Jeg sender det hver måned.

Jeg ville også sige,

at du talte Chantals sag smukt
i Châteauroux.

Med intelligens og følsomhed.

Jeg er glad for, at du overtalte mig.

Virkelig?

Tak.

Det er en glæde at kende Chantal.
Hun er så tørstig efter viden.

Ja, hun har altid været meget nysgerrig.

Jeg ville gerne tage mig mere af hende,
end jeg har gjort hidtil.

Jeg kunne tage hende med på
weekendture eller ud og se udstillinger

eller til Paris.

- Ville du have noget imod det?
- Selvfølgelig ikke.

Det ville være vidunderligt.
Hun ville være meget stolt.

Kunne du tage fri?

Jeg vil sørge for at gøre det.

Hvad er der, skat?

Hvad er der?

Hvad laver du? Hvad er der?

Hvad?

Ikke noget

Der er ikke noget.

Hvorfor er du så sådan her?

Det er underligt, at I sover sammen.

Det får dig i denne her tilstand?

Ja, jeg ved det...

Det er normalt,
at en far og mor sover sammen.

Men jeg er ikke vant til det.

Jeg er heller ikke rigtig vant til det...

Jeg er ikke kun mor. Jeg er også kvinde.

Forstår du det?

Ja.

Lidt.

Havde du en dejlig weekend, skat?

Jeg ville gerne kunne huske
alt, han siger.

Jeg har lært så meget af at bo hos ham.

Jeg er glad for, at det går så godt.

Min far så mig regelmæssigt.

Han hentede mig efter skole.

Han afleverede mig
søndag aften eller mandag morgen.

Min mor var alene hele weekenden.

Når jeg kom hjem,
blev jeg på mit værelse indtil aftensmad.

Ofte talte vi ikke ved middagsbordet.

Eller vi skændtes.

Hvorfor skal du såre mig?

Men det er sandt.

Beklager, vi er ikke en familie.

Vi er en familie på to. Hvad er vi så?

Det her er ikke en familie.

Du kan ikke få mig til at tænke,
at vi er en familie.

Jeg kan tænke noget andet.

- Det har du lov til!
- Hvorfor er det et problem?

Jeg har ret til at sige det.

Vi er en mor og hendes datter. Det er alt.

To mennesker i et hus er ikke en familie!

Beklager, det er jo åbenlyst.
Du behøver ikke begynde at græde!

- Hvad er der galt?
- Hvad mener du?

Fr. Steiner, lavt blodtryk har en årsag.

Klæd Dem på.

Hvordan er Deres appetit?

Normal.
Jeg er ikke meget sulten, men jeg spiser.

Hvordan er Deres søvn?

Altså, jeg er træt.
Det er svært at falde i søvn.

Når De falder i søvn,

sover De så igennem?

Nej, det er uregelmæssigt.

Jeg vågner af og til.

Lider De af søvnløshed?

Nogle gange. Ikke meget.

To eller tre gange om ugen.

Frk. Steiner, for mig, som læge,

udviser De tegn på depression.

Nej, jeg er ikke den type.

Det er ikke noget at skamme sig over.
Det kan ske for alle.

Er det en særligt vanskelig tid for Dem?

På arbejdet eller i hjemmet?

Ja. Ja, det er...

Det er vanskeligt.

Hvad er vanskeligt?

En række ting.

For det første er vi flyttet, så...

...vi har ikke vores omgangskreds tæt
på.

Altså familien tæt på, det betyder noget.

Jeg har ingen...

Jeg har ingen at besøge eller ringe til.

Jeg har brug for at tale nogle gange,
tror jeg.

Selvfølgelig.

Jeg har altid opfostret min datter alene.

Det er en stor glæde, men...

Det er ikke altid nemt.

Hvad er ikke nemt?

Hun kendte knap nok sin far som barn.

På det seneste... Har han genetableret
kontakten til hende.

De lærer hinanden at kende,
og han tager hende på weekendture.

Det er godt, selvfølgelig.

Men det er kompliceret.

Hvad er kompliceret?

Han er veluddannet og vidende,
og giver hende en masse.

Og jeg...

Jeg giver hende intet nu.

Et par dage senere fangede en annonce

i en lokalavis min mors opmærksomhed.

"Antikvitetshandler ønsker
at danne en vennegruppe."

- Det er næsten dit eget.
- Det er min hemmelige have.

Min mor gik til nogle arrangementer.

Det var en afslappet gruppe
på syv eller otte mennesker.

En flamsk kvinde alene med to døtre.

En forsikringsansat
interesseret i kultur, fuld af teorier.

En kemiingeniør,
der arbejdede med vaskepulver.

Franck var fra Mauritius
og var i trediverne.

Smukt, er det ikke?

Lad mig tage et billede af dig.

- Omgivelserne er perfekte.
- Jeg er for genert.

Kom nu. Stil dig her.

Okay så.

Se på mig.

Tak.

Har du interesseret dig
for fotografi længe?

Tre år nu.

Det er bare en hobby, men jeg nyder det.

Jeg kan godt lide at fremkalde dem godt.

Jeg har mit eget mørkekammer.
Jeg kan vise dig det.

Hvorfor ikke. Tak.

Først kendte jeg ingen her.

I takt med Régis' arrangementer

er jeg begyndt at kunne lide Reims.

Det var også svært for os.

Men det er bedre nu.

Hej, skat. Gik det godt?

Her, tag en.

Mange tak.

Her er, hvad Reims er kendt for!

Det boblende...

Du klarer det fantastisk.

- I gymnasiet?
- Første år.

Lad os hævene glassene for Rachel,

som endelig har turdet
invitere os hjem til hende.

For Rachel.

Og for Chantal.

Det var sjovt, ikke?

Franck er en sød mand.

- Franck?
- Ham, der er halvt afrikaner.

Jeg kan lide den type mænd.

Han er sammen med Amandine, hende i pink.

Jeg mente ikke noget.

Det ville være absurd
at gøre tilnærmelser i min alder.

Men hvis han var interesseret,
ville jeg ikke sige nej.

Min far inviterede mig
en uge til Strasbourg.

Hans børn, som intet vidste om mig,
var i Marokko med deres mor.

Lejligheden var tom.

Hun hentede mig på stationen,
da jeg kom tilbage.

Hvad er der galt?

Hvad er der?

Skete der noget?

Det var svært.

Hvad var svært?

Ham. Han er svær.

Jeg ved det.

Han skældte mig huden fuld

for ikke at sætte mælken
tilbage i køleskabet efter morgenmad.

Han talte, som om han hadede mig,
råbte af mig,

"Ved du ikke, at mælk kan blive sur?

Ved du ikke det? Er du idiot?"

Han sagde forfærdelige ting, mor,

råbte højt,

så højt.

Du kan ikke forestille dig det.

Åh jo, jeg kan.

- Og der var noget andet.
- Hvad?

Efter frokost skulle vi ud og køre en tur.

Jeg var glad,
for han blev ved med at arbejde.

Jeg ventede på ham hver dag,
så jeg var glad for at skulle ud.

Han stod i trappeopgangen,
og jeg fulgte og lukkede døren.

Han kom i tanker om,
at nøglen var indenfor.

Han begyndte at anklage mig og sagde,
at man ikke lukker andres døre.

Det var uhøfligt,
at det ikke var mit hjem,

men hans.

Det var ikke din skyld! Du kunne ikke
have vidst det med nøglerne.

Nej! Men han sagde, at det var min skyld.

I en andens hjem

går man ikke ud først, men efter ejeren.

Jeg burde have vidst det.
Det er et spørgsmål om opdragelse

og høflighed. Jeg undskyldte...

Og han sagde,
"Stop med at græde som en lille pige!"

Fordi jeg græd.

Hvordan endte det?

Han ringede efter en låsesmed.
Det kostede en formue.

Han sagde, det var min skyld.
Og dagen var ødelagt.

Du skal ikke blive så længe næste gang.

Nej, absolut ikke.

Ikke længere.

- Hej, mor.
- Hej. Rachel.

Tak for køreturen hjem.

- I mødtes i byen?
- På en måde.

Jeg går.

Tak for at køre hende.
Vil du have en kop kaffe?

Hvorfor ikke?

Vi har ikke set dig på det sidste.

Det er sandt.

Vi så en skøn fotoudstilling.

Verdens landskaber.

Den var fantastisk.

Jeg kan fortælle dig, hvor det er.
Vi kunne tage til den sammen.

Her.

Tak.

Hør, Chantal var ikke
hos Florence i går aftes.

Hun var hjemme hos mig.

- Hvad?
- Hun tilbragte natten hos mig.

Vi har set hinanden et stykke tid.

Jeg foretrak at køre hende hjem.
Så at du ville vide det.

Og som du siger, nu ved jeg det.

- Hvad med Amandine?
- Det er forbi.

Jeg dater ikke flere på samme tid.

Jeg ved ikke.

Jeg indser nu, at jeg ikke kender dig.

Jeg havde også en kæreste som 16-årig.

Charlie, jeg har fortalt dig om ham.

- Jeg forstår det.
- Forstår hvad?

Jeg forstår, at...

...at du er forelsket.
At du har en kæreste.

Franck er ikke en kæreste, mor,
han er en elsker.

Han er ikke ligesom din Charlie.

Nogle måneder senere

ringede Franck til min mor på arbejdet
og sagde,

"Vi må mødes".

Hvad er der galt?

Chantal ved ikke, at vi mødes.
Jeg ringede på eget initiativ.

Hun bad mig ikke om det.

Det er min ide at tale med dig.

Hvad er der?

Hun må ikke se sin far i weekenden.

Hvorfor ikke?

Fordi...

Han har misbrugt hende i årevis.

Han udsætter hende for incest.

Det gør mig ondt at være så ligefrem,

men jeg så ingen anden udvej.

Forstår du, hvad jeg lige sagde?

- Forstyrrer jeg dig?
- Selvfølgelig ikke.

Hvad er der galt?

Ikke noget.

Min mor sagde intet til mig.

Den nat fik hun underlivsbetændelse.

Hendes temperatur var oppe på 41 grader.

Mor?

Hun blev indlagt i ti dage.

Jeg tog ikke til Strasbourg.

Jeg kappede alle bånd med min far.

Chantal,

jeg følger altid dine ønsker,

og jeg vil respektere din beslutning.

Det, du sagde til din mor, er alvorligt.

Det er en kniv i hjertet på mig.

Det bliver ikke nemt at komme sig.

Min skuffelse er lige så stor
som glæden ved at møde dig.

At lære dig at kende
gjorde mig meget glad.

Men nu føler jeg, at jeg tog fejl af dig.

En dag vil du måske indse,
hvor meget du har såret mig.

Jeg ønsker dig et liv,
der former sig efter dine ønsker.

Far.

Alle fem sammen, fint og tæt.

Pust dem ud.

Hvad er der galt, skat?

- Chantal, hvad er der galt?
- Hvad er der, skat?

Du kommer til at få et smukt liv.

Et smukt liv.

Livet ligger foran dig.

Hele dit liv.

Kom nu.

Kom nu.

Champagne til hendes 16-års fødselsdag.

Her, skål for din 16-års fødselsdag.

Mor...

Jeg elsker dig.

I to måneder

har jeg nu prøvet at skrive
noget i retning af et langt brev til dig.

Og jeg synes, det er svært.

Jeg græder ofte.

Jeg ved ikke, hvordan det bliver.

Måske gør jeg intet ved det.

Jeg håber, du bliver ved med at elske mig.

Det skal du.

Du er min mor.

Chantal.

- Her.
- Også dig, Alain?

Vær så god.

Hvor er det fra? Det ser lækkert ud.

Det sted, som Cédric anbefalede.

De havde skønne kager.

Jeg kunne ikke modstå deres baba au rhum.

Er du glad her?

Det er noget andet end klubværelset.

Vi var heldige.

- Vi har fundet en børnehave.
- Ja, det er godt.

Det bliver noget rigtig svineri.

Må jeg få den?

Godt, vi købte sandkage.
Hun elsker det.

Det er så godt.

Er du okay? Du ser sløj ud.

Jeg tror...

Jeg sover dårligt for tiden.

Mor...

Min far er indlagt.

Okay...

Du spørger ikke, hvordan jeg ved det?

Jeg bryder mig ikke om at høre om ham.

Men jeg taler til dig om ham.

Hans kone ringede for at sige det.

Hvad er der galt?

Han har Alzheimers.

Hvilket er lidt ironisk.

Hans far havde det samme.

- Det vidste jeg ikke.
- Det havde han.

Det gjorde ham ked af det
at se sin far gå fra forstanden.

Familien Arnold, så veluddannede,
men til sidst er intet tilbage.

Er du ligeglad med, at han er syg?

Jeg føler alligevel noget.

Nej, jeg er ligeglad. Beklager.

Hvad kan jeg sige?
Der, hvor din far var engang,

er det som om,
at mit hjerte er frosset til is.

Du var tørstig, skat.

Min lille skat...

Vær ikke bekymret. Han gør dig bange.

Han ser ond ud, men han er sød.

Den kat er syg.

- Gå til en dyrlæge.
- Nej.

- Den er fuld af bakterier.
- Nej, den er sød.

Stuen.

Rachel, du har vel ikke tænkt dig
at beholde den?

Jo, jeg har. Kom og se. Misser.

Okay.

Det var Chantal.

Hendes far er død.

- Hvorfor gav du den ikke videre til mig?
- Det ville hun ikke have.

- Har hun det dårligt?
- Ikke så godt.

- Jeg må ringe til hende.
- Nej, ring til hende senere.

Hun vil sige,
at jeg aldrig er der for hende.

- Hun har brug for mig.
- Rachel, skat...

Det er hende, der ikke vil tale med dig.

Hvis du ringer, vil det vare en time,
og du kommer bare til at græde.

Så gør det senere.

Okay?

Okay.

Det er ti år siden.

Jeg var på Rodinmuseet med min mand.

Og lige pludselig...

...stødte vi ind i Chantal med sin far.

Sådan uden videre...

Da vi gik ind i et rum.

Hej, Rachel.

Jeg havde ikke set ham i årevis, men...

...bortset fra nogle få grå hår,
lignede han sig selv.

Vi hilste alle normalt på hinanden,

som om det var helt naturligt.

Chantals far virkede ikke utilpas.

Chantal jokede endda.

Så gik vi hver til sit. Det varede måske

to minutter.

Farvel.

Måske så hun ham igen
for at prøve at have et normalt forhold,

men jeg ved det ikke.

Spørg hende.

Nej.

Jeg kan ikke spørge hende om den slags.

Hun bliver måske vred. Hun får
frygtelige vredesudbrud nogle gange.

Det kan jeg ikke.

Er De bange for
Deres datters vredesudbrud?

Ja.

Stop, Camille.

Jeg har tænkt mig at forlade Cédric.

Hvorfor i alverden vil du det?

Jeg ønsker mig noget andet.

Jeg elsker Cédric,
men jeg kan ikke fortsætte sådan.

Hvad mener du med det?

Jeg elsker ham ikke nok.
Jeg vil nok elske ham hele mit liv,

men jeg er ikke forelsket

og har aldrig været det.

Måske vil du altid elske ham...
Hvad mener du med "forelsket"?

- Er I ikke glade sammen?
- Men jeg er ikke forelsket.

Jeg kan ikke gøre for det.

Det morer mig ikke.

Jeg ville ønske, det var anderledes.

- Kunne det være midlertidigt?
- Nej, det tror jeg ikke.

Hvis du er sikker...

Du kan aldrig acceptere
det, jeg siger, som sandt.

Du skal altid relativere tingene.

Hvorfor fortælle noget?
Du modsiger mig altid.

Det er ikke det.
Men Cédric har altid støttet dig.

Vil en anden forstå dig så godt?

Det er det, der bekymrer mig.

- Kan du ikke tænke det igennem igen?
- Stop det!

Du skal ikke blive ved
med at tage modet fra mig.

Jeg er 33.
Jeg kan vel prøve at have et liv?

Jeg kan i det mindste prøve.

Hun er min bedste ven.

I løbet af de næste år

begyndte vi at vokse fra hinanden.

- Personen i det sidste foto?
- Nej, det var Charlotte.

En blyvægt hang over vores hoveder.

De ser alle ens ud.

Du er køn.

Jeg var stoppet med at kalde hende "mor".

Det var finalen.

Jeg er ked af det. Jeg kan ikke.

Jeg kan ikke blive ved med at lade som
om på denne måde.

- Vi lader ikke som om.
- Jeg gør. Og det trætter mig.

Vi har intet at sige,

og jeg kan ikke holde det ud.

Jeg vil gerne have, du går.

Mor...

Du ville gerne have en hyggelig middag
med bedstemor, men jeg kan bare ikke.

Jeg kan ikke.

Lad gå. Jeg forstår.

- Vi ses i morgen.
- Ja.

Det er helt fint.

Vi ses i morgen, skat.

Hvor tager hun hen?

Det ved jeg ikke. Et hotel.

Et eller andet sted. Det rager mig.

Min mor stoppede med at ringe.

Hun frygtede min reaktion.

For at fortælle mig nyheder
uden at forstyrre mig, skrev hun sms'er.

Måneder gik uden at vi talte sammen.

Er du okay?

Det er mig, Rachel.

Min skat.

Det er så godt at se dig.

Du var væk så længe.

Nej, jeg var bare på biblioteket,
maks halvanden time.

Chantal? Er alt godt?

Godaften, mor. Ja, alt er godt.

Jeg ville bare sige "hej".

Det er jeg glad for, skat.
Jeg var bekymret for Camille.

Hun har det fint.
Hvorfor tænkte du det?

Ingen anelse. Jeg er bare fjollet.

Hun er hos sin far.

Det er godt at høre din stemme.

Jeg er også glad for at du ringede.

Hvordan har Alain det?

Vi fik hans testresultater i går.

De ser ikke gode ud.

Behandlingen for sygdommen virker.

Den del af det går godt.

Men han glemmer ting.

Det er som at vælge mellem pest og kolera.

- Klarer du den?
- Hvad kan jeg sige?

Det skal jeg.

Ser du overhovedet nogen?

Gaby kom for at se mig.

Med Alains problemer må jeg indrømme,
at jeg føler mig lidt alene.

Vi er alene.

Til syvende og sidst
er vi alle alene, mor.

Men nogle gange tror vi,
at vi ikke er det.

Men så igen er Alain der.

Han er der stadig.

Ja, det er sandt.

Sådan havde jeg ikke set på det.

Det er sødt at sige det.
Jeg har det bedre.

Det næste, der skete, var en overraskelse.

Gamle følelser, som jeg troede, var væk
for altid, begyndte at komme igen.

Min mor kom til Paris.

Det var varmt.

Det var sommer.

Jeg havde ikke set hende i fem år.

Det er mig og Charlie.

Ja, jeg ved det. Jeg forstod.

Du sagde altid,
at du ikke kunne lide Charlie.

Men her...

Jeg ser en fantastisk, ung mand

med et utroligt smil,

som er så smuk...

- Du troede, han var grim?
- Jeg forventede ikke en sådan skønhed.

Charlie er meget smuk.

Han var ofte meget sød.

Ved du, hvad jeg pludselig indser,

nu da jeg ser billedet af Charlie?

Sig det.

Du ønskede at møde en dårlig fyr.

Du ventede på min far.

Men jeg ville ønske,
at han havde været min far.

Må jeg spørge dig om noget?

Selvfølgelig.

Hvorfor så du ikke noget?

Ja, jeg var blind.

Tro mig, jeg fortryder det.

Jeg fortryder det virkelig.

I tilbageblik, ved du hvorfor?

- Jeg havde mistet troen på os.
- Som betyder?

Da du kom hjem, var du ked af det,
selvfølgelig.

Jeg troede, det var på grund af mig.

Jeg havde mistet troen på vores kærlighed.

Jeg var blændet af det.

Jeg troede, du var træt af mig.

Jeg troede...

...at du ikke ønskede at se mig,
fordi du ikke elskede mig mere.

- Troede du virkelig det?
- Ja.

Ser du, mor,

jeg tror, der er en logik i det.

Knivskarp logik.

Det er ikke en personlig historie.
Det er ikke en privat historie.

Du blev afvist.

Det er et gigantisk afvisningsprojekt.

Socialt, planlagt,
med overlæg, organiseret.

Inklusiv det, han gjorde mod mig.

Jeg forstår ikke helt.

I hørte til to forskellige verdener,

I var fremmede for hinanden.

Du var alene, du var fattig, du var jøde.

Du var smuk.
Anderledes end de andre. Det er vigtigt.

Det betyder noget.

Målet var at få dig til at tabe.

Det er historien om den sociale orden.

Du måtte skille dig ud socialt.

Men så kunne du ikke udholde
etiketten "Fader: Ukendt".

Nej, det kunne jeg ikke.
Jeg syntes, det var unfair, forkert.

Men hvis jeg havde hans navn,

var der ingen adskillelse
mellem vores verdener, mellem jer.

Du insisterede på,
at han officielt skulle være min far.

Det er sandheden.

Så min status ændredes.
Jeg blev anerkendt som hans datter.

- Du er hans datter.
- Bortset fra...

Det gik imod deres logik.

Så hvad kunne han gøre?

Han fandt noget. Han ignorerede det
tabu, der forbyder forældre

at have en seksuel relation
til deres barn.

Det angik ikke ham.

Ikke ham.

Som om han ikke var min far,
og jeg ikke var hans barn.

Han stod over det hele.

Over dig, os, de sociale regler.

- Tror du det?
- Ja, jeg tror, det er det.

Jeg er sikker på det.

Måske.

Men uanset hvad
gjorde han noget forfærdeligt.

Det, han gjorde mod mig,
gjorde han først og fremmest mod dig.

For at ydmyge nogen, for at udskamme dem.

Og hvad kunne gøre dig mere skamfuld,

at blive, lige når du troede,
at du havde klaret den,

moren til en pige,
hvis far gør det mod hende?

Men hvorfor elskede du ham, mor?

Jeg elskede ham.

Hvem ved, hvorfor folk elsker hinanden.

Det er sådan, det er.

Han ændrede mit liv.
Jeg kunne ikke leve uden ham.

Men han gik, så det måtte jeg.

Vi klarede den på en eller anden måde.

Vores liv er ikke forbi.

Du er smuk mor, ved du det.

Det er sødt.

Nej, det er sandt.

Nogle dage senere

skrev min mor en mail til mig
for at sige, at hun tænkte på mig.

Hun sluttede med dette citat:

"Af de forpinte følelser,
jeg havde i den fjerne tid,

var der intet tilbage.

I denne verden,
hvor alt falmer og forsvinder,

er der en ting, der går i forfald
og udsletter sig selv

og efterlader
endnu mindre spor end skønhed,

og det er sorg."

TEKSTER: HELENE SCHOU
DICENTIA