All language subtitles for All.the.Beauty.and.the.Bloodshed.2022.1080p.WEB-DL.AAC.2.0.H.264.mkv

En vagt går rundt og ser forvirret
ud. Han tæller, hvor mange vi er.

Jeg er virkelig nervøs.

Nu gør vi det.

-Tjek mikrofonen.
-Tjek mikrofonen!

- Hundrede tusinde døde.
- Hundrede tusinde døde!

- Hundrede tusinde døde.
- Hundrede tusinde døde!

I kan ikke gøre noget så længe...

-Pengenes tempel.
-Pengenes tempel!

-Grådighedens tempel.
-Grådighedens tempel!

-Oxys tempel.
-Oxys tempel!

-Sacklers brød.
-Sacklers brød!

- Bliver en andens død.
- Bliver en andens død!

- Sackler-familien vidste...
- Sackler-familien vidste...

-At liv gik tabt.
-At liv er tabt!

-De byggede det her!
-Gør det her udenfor.

-Sacklers brød!
-Bliver en andens død!

-Sacklers brød!
-Bliver en andens død!

-Sacklers brød!
-Bliver en andens død!

Det er nemt at gøre
sit liv til en historie liv.

Men det er sværere at
bevare rigtige minder.

Hvad mener du?

Forskellen mellem en
historie og et minde...

Oplevelsen har en lugt og er snavset,

og den har ikke en nem slutning.

Minderne er det, der påvirker mig nu.

Minder, man ikke ønsker at se, kan
dukke op, hvor man ikke er sikker.

Og selv om man ikke slipper
minderne fri, er indtrykket der stadig.

De findes i kroppen.

Det var en klaustrofobisk forstad.
"Fortæl det ikke til naboerne."

Min mor plejede at sige det,
det var ikke kun hendes holdning.

Naboerne vidste det allerede, det fandt
vi ud af senere, fordi vi råbte så meget.

Fortæl mig om din søster.

1. UBARMHJERTIG LOGIK

Min mor insisterede på, at Barbara skulle
tale i hele sætninger, fra hun var et år.

Så hun talte ikke i halvandet år.

Det var min søsters første oprør.

Hun plejede at vaske mit hår eller

holde mig, den slags man
har brug for, når man er barn.

Hun vidste, hvordan hun skulle gøre
det, selvom ingen havde taget sig af hende.

Hun gjorde mig opmærksom

på det dødbringende
greb, forstaden har om en.

Hun havde en vild side.

Hun spillede konstant klaver.

Chopin, Rachmaninoff, Tjajkovskij...

Man kunne se, hvordan hun havde
det, på den måde, hun spillede på.

Papegøjerne plejede at sidde på
hendes skuldre, mens hun legede.

Hun stolede på mig med
alle sine hemmeligheder.

Hun gik i biografen om lørdagen
for at snave med drengene.

Det var da, hun hævdede
sig og råbte tilbage.

Og hun talte med mig om
at kunne lide andre piger.

Det var en tid med seksuel hæmning.

De fik hende til at frygte sin seksualitet.

Og det kom af, at hun
ønskede at blive omfavnet.

Hun plejede at sige: "Mager kat, vild kat."

Det føltes, som om jeg var tæt på hende,

men hun røg ind på og ud af
forskellige institutioner i min barndom.

Da de begyndte at sende
hende væk, fortsatte de.

Mine forældre tog hendes
troværdighed fra hende

og gjorde hende tavs ved at
sige, at hun var psykisk syg.

En politimand kom til vores hus.
Min far hulkede på græsplænen.

De talte med min mor og sagde:

"Vi har fundet din datter,
og hun begik selvmord."

Og jeg hørte min mor sige: "Fortæl
børnene, at det var en ulykke."

Min fortolkning fra det minut

var benægtelse. Hun ville ikke
have, at vi skulle kende sandheden.

Det var da, alt klikkede.

Okay, vi prøver til venstre.

Ja. Jeg ved ikke.

Kan du flytte til højre?

Okay. Bliv ved. Jeg kan ikke
rigtig se på grund af din krop...

Tak. Wow.

Kan du lide det?

Okay, jeg vil gerne se en ting
mere. Kan du bytte om på de to?

Okay, endnu en idé. Et par idéer mere.

Jeg kan blive ved hele natten. Pas på.

Ja.

Jeg tænkte på det i går aftes.

Folk taler om alle slags
forhold til deres partnere,

deres børn, deres forældre og...

De forhold, der har betydet mest
for mig i livet, har været mine venner.

Jeg undslap takket være mine venner.

Nemlig.

Ja, det er bedre. Det er perfekt.

"Jeg overlevede opioidkrisen."

Jeg slap med nød og næppe.

Mit forhold til OxyContin
begyndte for flere år siden i Berlin.

Det blev oprindeligt
ordineret til en operation.

Jeg fulgte lægens anvisninger, men
jeg blev afhængig med det samme.

Først var 40 mg for stærkt.

Men til sidst fik jeg aldrig nok.

Jeg gik fra tre piller om dagen til 18.

Som alle andre stoffer
mistede det sin virkning.

Så jeg greb sugerøret.

Mit liv drejede sig om at få og bruge oxy,

tælle og tælle igen, knuse og
sniffe var mit fuldtidsarbejde.

Da jeg kom ud efter afvænning,
fandt jeg ud af, at familien Sackler,

hvis navne jeg genkendte
fra forskellige museer

var ansvarlige for epidemien.

Sackler-familien og deres
familiefirma, Purdue Pharma,

markedsførte og distribuerede
medicinen på trods af deres viden om faren.

Jeg har startet en gruppe,
P.A.I.N., for at holde dem ansvarlige.

Vi angriber deres filantropi
for at få opmærksomhed.

"De har hvidvasket deres blodpenge gennem
museer og universiteter verden over."

Jeg anede ikke, at det ville få så
meget opmærksomhed, som det gjorde.

Det er bestemt et af de
mest, hvis ikke det mest

stolte øjeblik i min karriere
som redaktør på magasinet.

Hun vidste, hvordan hun skulle bruge sin
magt. Hun er en kunstner, som disse museer

også gerne vil arbejde med. Hun
er et stort navn i kunstverdenen.

Da portfolioen blev offentliggjort,
var det det, at hun gjorde det, der talte.

Jeg vidste, at dette
ville ramme hende hårdt,

og jeg var bekymret for hendes sikkerhed,
og jeg var bekymret for, om hun ville

blive udstødt fra kunstverdenen. Jeg tror,

at hun lagde sig ud med en
af de mest magtfulde familier.

Hvis nogen fortjener at sidde i
fængsel, er det disse mennesker.

Så længe der er fængsler,
skal de være i dem.

Indtil hele fængselssystemet er demonteret.

De burde være de sidste
til at forlade fængslet.

Efter at jeg mødte Nan,
og vi delte vores oplevelser

af misbrug og ting for hinanden...

Hun sagde: "Kom til et
af vores P.A.I.N.-møder."

De fleste medlemmer af P.A.I.N.
har direkte erfaring med afhængighed,

eller de har mistet en elsket til
afhængighed. Nogle har mistet

deres børn til en overdosis, nogle
har familiemedlemmer, der kæmper,

eller de kæmper selv, med afhængighed.

Ja, men døden er det
værste resultat af det her,

og det bør vi minde om, og
vi bør lave en form fordie-in.

Vil vi have mange mennesker?

- Hver eneste af os...
- Venner man stoler på...

Med hensyn til fokus på familien,

så var der en vis frygt i gruppen
for at gå direkte efter dem.

Ja, det er den afgørende.

Nan spurgte faktisk: "Tror du, min karriere

bliver ødelagt?" Og jeg
sagde: "Sandsynligvis."

Og jeg sagde: "Det er meget
skræmmende og magtfulde mennesker.

Men hvad kan man ellers gøre?" Og hun
sagde: "Vi bør tage deres magt fra dem."

Og jeg sagde: "Jeg er med dig."

Så begyndte vi at mødes,
og vi sad i Nans hus

og drømte om ting, vi ville gøre.

Han er meget venlig.

Han er glad for Alex.

Værsgo.

Så skal vi se, hvor det hele begyndte.

Der er så mange af disse, at
det er svært for mig at finde...

Ja, så det er september 2019.

Jeg modtog en meddelelse
om arkiveringspligt.

"Hr. Keefe, jeg skriver for mine
kunder, Raymond Sackler-familien."

Fra nu af skal du bevare og ikke
ødelægge, tilbageholde eller ændre

eventuelle dokumenter eller
kontaktforsøg, som du modtager,

som har med Sackler-familien, artiklen,

"Purdue Pharma og/eller
OxyContin at gøre..." Og så videre.

Noget af det, der er så
sært ved Sackler-familien, er,

at vi taler om dem i monolitiske termer,
men det er i virkeligheden tre familier,

og de nedstammer fra tre brødre,
Arthur, Mortimer og Raymond.

Han hedder Arthur Sackler.

I 40 år har han bragt energi,
velvilje og intelligens til kunsten.

Han ejer tusindvis af værker, som ikke
kun er udstillet på Metropolitan Museum,

men også i universitetssamlinger.

SACKLERSAMLINGEN METROPOLITAN MUSEUM

Med viden om, at fred som
mål er indgraveret i jeres hjerter,

præsenterer fru Sackler
og jeg dette vers...

Arthur dør, før OxyContin kommer til salg.

Alligevel er så meget af det,
der skete, en del af Arthurs arv.

Hans samtidige så ham som
en kunstsamler og filantrop.

Den beskidte hemmelighed er, at han
havde erhvervet den magt og formue

ved at markedsføre et vanedannende stof.

Han skabte en metode til at
sælge Valium rettet mod læger.

Han skabte et
kompensationssystem, hvor han fik

udbetalt stigende bonusser baseret
på, hvor meget valium de solgte.

Valium blev det bedst
sælgende lægemiddel i historien.

Sackler gav Smithsonian muligheden
for at udvælge 1.000 værker,

det bedste fra et helt liv med indsamling.

Hele Sackler-virksomheden

har handlet om markedsføringen
af OxyContin og familiens eget navn.

Der er en familie inden
for kunst og filantropi,

og så er der den lidt
beskidte, ubehagelige historie

om markedsføring i
medicinalindustrien, afhængighed og død.

Vær ikke bange for at tage, hvad
de giver dig. Det er ofte opioider.

Nogle patienter kan være
bange for at tage opioider,

fordi de opfattes som for
stærke eller vanedannende.

Men det er langt fra sandheden.

Sackler-familien ejede Purdue,
virksomheden, der med vilje

ændrede, hvordan disse
stærke opioider blev ordineret,

ved at påstå, at de ikke var vanedannende.

En uge eller to efter min artikel
udkom, modtog jeg en kryptisk e-mail

fra Nan Goldins studie, om at
fotografen Nan Goldin ville møde mig.

Det var lidt mystisk, jeg vidste ikke,
hvad det gik ud på. Vi aftalte et møde.

Hun var indstillet på handling: "Vi
må gøre noget, vi skal organisere os!"

Og jeg var sikkert...

Det er pinligt at tænke på det, men jeg
må have været lidt nedladende og sagt:

"Godt at høre! Fortæl mig,
hvordan det går senere."

Jeg elsker at arbejde
med materiale, jeg kender.

Blå valiumdåser.

Min vrede mod Sackler-familien er
personlig. Jeg hader disse mennesker.

Men det handler ikke om
min egen afhængighed.

Når man tænker på den fortjeneste, de fik
på folks smerte, bliver man bare rasende.

Sacklers brød, en andens død,
finansier skadesminimerende tiltag!

Sacklers brød, en andens død,
finansier skadesminimerende tiltag!

Sacklers brød, en andens
død, tilbyder skadesreduktion!

Sacklers brød, en andens død,
finansier skadesminimerende tiltag!

Vi talte bevidst om Act Up,
og hvad Act Up havde gjort.

Og hvordan vi ønskede, at disse
manifestationer skulle påvirke.

Ideen om et glas, var
den første, vi kom på.

Alle museer og institutioner

må stoppe med at tage imod penge
fra disse korrupte, onde møgsvin.

2. DET VÆRDIFULDE

Jeg blev smidt ud af hver
skole, og hvert hus jeg boede i.

Jeg blev smidt ud af mine
forældres hus, jeg blev smidt ud

fra mine plejefamilier.

-Helt seriøst?
-Ja.

Jeg kan ikke komme i
tanke om en eneste, der...

Jeg gjorde det til en kunstform.

Okay, men hvorfor havde du plejeforældre?

En psykiater fortalte min far,

at hvis jeg blev hjemme, ville det
gå mig, som det var gået Barbara.

Så mine forældre sendte mig i familiepleje.

Det var via det jødiske
adoptionsbureau på Beacon Hill.

Ja. Jeg var nok 14 år.

Kvinden i huset glattede mit hår.

Hun ville bare have
mig til at være en WASP.

Jeg kan huske, at jeg kastede op
over hele mit værelse, da jeg kom dertil.

Jeg må have været skrækslagen.

Jeg huskede det ikke før nu.

Jeg endte på en hippieskole,
der ikke kunne sparke mig ud.

Satya-skolen reddede mit liv.

Jeg var mere end bare
genert, jeg var ekstremt genert.

Der gik seks måneder,
uden at jeg overhovedet talte.

Jeg tror, min søsters
selvmord gjorde mig tavs.

Indtil jeg mødte David.

Han sagde, at jeg stadig
hviskede, når jeg talte.

Jeg var 15, og han var 14.

FOTOGRAF

Han var en vision for mig.

Vi mødtes, da vi begge stjal bøffer.

Vi rapsede. Vi løb ind i
hinanden ved køddisken.

-Mener du det?
-Ja.

Jeg har været en god
butikstyv hele mit liv.

Jeg ved ikke, om jeg er så god nu,
men det var sådan, vi blev venner.

David var meget klog.
Meget ironisk, meget præcis.

Og det var værdifuldt.

Han lærte mig at bruge humor
som en overlevelsesmekanisme.

Han var elegant og meget androgyn,
hvilket jeg virkelig var tiltrukket af.

En nat blaffede vi til min brors kollegie,

fordi jeg var på vej til et nyt hjem,

og han lagde sig på sengen, og jeg lagde
mig ved siden af ham, og han rejste sig

og lagde sig på gulvet.

Og jeg spurgte: "Er du homoseksuel?"

Og noget tændte i ham.

Han sagde altid, at det var første
gang, nogen havde bekræftet ham.

Så gav han mig navnet Nan.

Så jeg fik ham ud, og han kaldte mig Nan.

Så vi befriede hinanden.

David betød alt for mig.

David og Tommy i et hul i sandet.
Det er et af mine første billeder.

Vi fik alle et polaroid-kamera.

Jeg blev mere knyttet til mit
end nogen anden i skolen.

Det var det eneste sprog,
jeg talte på det tidspunkt.

Lige pludselig havde jeg en
personlighed, og den gav mig en stemme.

Fotografering var altid en
måde at håndtere frygt på.

At tage billeder var beskyttende.

Det gav mig en grund til at være der.

David boede hos den smukkeste
dragqueen i Cambridge.

Jeg flyttede ret hurtigt ind hos dem.

Vi gik til Goodwill stort set hver dag.

Alle de rige kvinder gav
deres fine tøj til Goodwill.

Som Fortuny-kjoler for eksempel.

Og vi tog på baren The
Other Side hver aften.

Jeg følte mig hjemme med det samme.

Jeg kan huske, at jeg dengang
var begejstret for at tage billeder.

Det var som et glimt af eufori.

Jeg ved, hvornår et billede er godt.

Jeg mærker et sus.

Jeg fremkaldte billederne på et apotek.

Alle lavede en bunke af alle
de billeder, de havde af sig selv,

og konkurrerede om, hvem
der havde den største bunke.

Hvis de ikke kunne lide et
af billederne, rev de det itu,

og det var okay med mig.

Jeg ønskede, at personerne på billederne
skulle være stolte af at være med.

Folk har sagt: "Jeg vidste
ikke, at jeg var så smuk."

Det er det, jeg vil have, at de skal føle.

Mine værelseskammerater
flygtede fra Amerika,

og de fandt hinanden.

De tænkte ikke: "Vi er
pionerer. Vi er oprørere."

Det var de bare.

Det handlede om at udtrykke
det, der skulle udtrykkes.

På trods af omverdenens reaktion.

Mens jeg boede hos queensene, gik
jeg på kunstskole og studerede fotografi.

Jeg ville have dem på forsiden af Vogue.

Men det var ikke muligt på det tidspunkt.

Det var en skræmmende tid for dem.

Man kunne blive anholdt,
mens man gik på gaden i Boston.

Mine bofæller blev hjemme
om dagen og gik ud om aftenen.

Overlevelse var en kunstform.

David og jeg begyndte at
tage til Provincetown i 1975.

Det var LGBTQ-mekkaet.

Jeg arbejdede i en portugisisk pølsebod

og fik senere job som bartender
på Pied Piper, en lesbisk bar.

Jeg var en del af et
separatistisk lesbisk fællesskab.

Det bestod ligesom
af flannelskjorter og te.

Og jeg var kommet fra
taftkjoler og Quaaludes.

Så jeg var den mærkelige, der havde
perler og læbestift på på stranden.

Jeg blev forelsket i en smuk
kvinde. Vi var sammen i kort tid.

Hun havde også andre elskere.

Jeg var besat af hende.

Så jeg tog billeder af hende konstant.

Jeg brugte ofte fotografi
til at spiritualisere sex.

Det er generelt bedre end sex.

Jeg havde en badgemaskine.

Man tager et billede
og gør det til et badge.

-Havde du en badgemaskine?
-Ja.

Det var sådan, jeg tjente penge.

Jeg gik op og ned ad Commercial
Street i mine hæle med min knapmaskine.

Cookie, Sharon, Divine og John
Waters kom og fik lavet badges.

Jeg kendte Cookie fra John Waters-film,
og jeg forgudede hende allerede.

Jeg vil sætte ild til det her hul.

Bare fordi vi ser godt ud, er alle jaloux.

Det føles som et fængsel, selv juleaften.

Cookie ledte bare
efter alt det sjove i livet.

Cookie og Sharon var sammen i mange år.

Sharon arbejdede på et pizzeria,

og Cookie var der en aften
med sin cykel og sin søn, Max.

Han havde langt hår med tyggegummi,
pinde fra slikkepinde og blade i.

Og Cookie havde små sandaler med hæl på,

men de blev holdt sammen
med sikkerhedsnåle.

Og Sharon tænkte: "Jeg vil
tage mig af disse mennesker."

Så sagde Cookie til
hende: "Jeg tror på timing."

Cookie tog Sharon med hjem
gennem en sump af store piletræer.

Og det var begyndelsen på Cookie og Sharon.

Det var en tid med frihed og muligheder.

Det var da, jeg lavede
mine første slideshows.

Er I klar? Har alle deres slagord?

Deres snak, det er lort, de
skabte afhængige for profit.

Vi var godt i gang i går.

Vi var klar til endnu en manifestation.

MET og Guggenheim er to
af de vigtigste museer for os.

Og vi vidste, at Guggenheim
havde Sackler Education Center.

Så de var et stort mål.

En vigtig del af vores valg af museum
er, at Nan er i deres permanente samling.

Budskabet er meget stærkere,
hvis det kommer indefra.

Jeg er ikke bekymret.
Hvad hvis de genkender mig?

Da vi lavede manifestationen på
Guggenheim, var vores navn kendt.

Andre museer var klar
over, at vi kunne komme.

Det er bare... jeg skal have det
på, så ingen ved, hvem jeg er.

- Den der vækker ikke opmærksomhed.
- Den er meget subtil.

Jeg ved det ikke, det tiltrækker
opmærksomhed, ikke? Det er ret stygt.

Massachusetts' justitsminister
havde netop frigivet interne e-mail

og dokumenter fra Sackler-familien i
et stort omfang med belastende citater.

Et af dem var et citat fra Richard Sackler,

lige før OxyContin
blev sat til salg i 1996,

hvor han sagde, at OxyContin ville
dække landet med en "storm af recepter".

Så jeg tænkte: "Hvad nu hvis vi lavede en
masse recepter og smed dem efter dem?"

Så vi skal hænge bannerne ved
springvandet i bunden af spiralen?

-Ja.
-Okay.

- "Skam jer, Sackler-familie," ikke?
-Ja.

Målet er at få navnet væk fra væggene.

Så længe de er der, har de
stadig kontrol over deres omdømme.

De hvidvasker stadig deres ry,
og museerne er medskyldige i det.

Energien var bestemt rigtig.

Hele museet summede, da vi gik
ind, det var pakket en lørdag aften.

-Nan, er du klar?
-Nej, hvor er alle?

Vi havde et vagt signal,
som: "Start på dette tidspunkt.

Hvis du ser recepter
falde, er det startet."

-Er vi klar?
-Ja.

400.000 DØDE SKAM JER, SACKLER

200 DØR HVER DAG FJERN DERES NAVNE

Jeg stod i bunden og kiggede op,

og jeg var målløs, fordi jeg
så alle recepterne og bare

var lamslået af det billede, det skabte.

Sig det højt, vi beder,
Sackler hører ikke til her.

Sig det højt, vi beder,
Sackler hører ikke til her.

Sig det højt, ikke mere,
OxyContin skabte det her!

Jeg holdt et af bannerne.

Det lignede hundredvis af aktivister, ikke?

Der var ikke hundredvis af os.

Folk råbte med os. De var enige med os.

-Ikke mere!
-Ikke mere!

- Familien Sackler skal væk!
- Familien Sackler skal væk!

- Familien Sackler skal betale!
- Familien Sackler skal betale!

SACKLERS BRØD, EN ANDENS
BRØD FJERN DERES NAVN

Sig det højt, vi beder,
Sackler hører ikke til her.

Sig det højt, vi beder,
Sackler hører ikke til her.

Vi er gået fra Guggenheim til
MET for at sende en besked.

Et budskab, der omhandler liv og død.

Min søn fik OxyContin til
knæoperation i gymnasiet.

Lægerne sagde: "Tag
pillerne hver fjerde time.

Tag dem, før smerterne
begynder, tag dem efter tidsplanen."

Da min søn talte om smerterne,
sagde jeg: "Har du taget din medicin?"

Jeg blev medskyldig til min søns død.

-Det er ikke i orden.
-Det er ikke i orden!

Min søn blev afhængig af
OxyContin. Det udviklede sig til heroin.

Det tog 11 år, men det dræbte
ham. Det dræbte ham, det tog hans liv.

Han døde alene på et toilet.

Jeg forventer ikke, at familien
Sackler bekymrer sig om min søn.

Men 400.000 liv, ikke?

Nogen burde bekymre sig om det.

Ja!

- Hvad sagde Guggenheim?
- De sagde ikke noget.

Museerne var stille.

I det første år blev 25 museer
støttet af Sackler-familien.

Enten tavshed eller støtte.

De ved, at Sackler-familien
er dårlig for deres PR.

Sikkert.

Men de er bange for, hvad
der bliver fundet ud af om dem.

De rige er bange for, at vi vil grave i
den onde måde, de har tjent penge på.

3. BALLADEN

Jeg flyttede til Bowery i 1978.

Stedet, der skulle være blevet et museum.

Der boede mange mennesker,

og det var en af de største
gader i New York på det tidspunkt.

Det var et hul, fordi
der ikke var noget lys.

Vi havde ingen vægge i et stykke tid.

Det var dysfunktionelt,
men det virkede stadig.

Vi plejede at have sex i
elevatoren. Der var masser af stoffer.

Altid en masse stoffer, en masse
kokain, en masse amfetamin.

Bowery var balladen. Bowery
var Goldins hovedkvarter.

Og det var der, jeg blev
placeret i universet, i Bowery.

Da jeg kom til New York, fik jeg
nogle navne på nogle gallerier.

Dengang gik man hen til
galleriet med sin portfolio.

Så jeg ringede rundt, men ingen var
interesserede. Så mødte jeg Marvin.

Jeg gik ind og viste billeder,
som ingen andre havde set før.

Dårlige, ødelagte kopier. Og vi
forstod hinanden med det samme.

Hun dukkede op en dag

med en kasse med billeder
iført en prikket festkjole

med masser af krinolin og underlig makeup,

og hun gik op ad den
fine trappe i galleriet,

og hun havde en kasse med billeder.
Jeg åbnede den, og der var nok 20 billeder,

og jeg havde aldrig set noget lignende.

Disse billeder og portrætter af mennesker,
der levede deres liv, var anderledes.

Han bad mig om mere materiale,
og jeg medbragte en kasse.

Jeg fik taxachaufføren til at bære
den op ved at sutte den af på ham.

Sådan kom jeg ind i kunstverdenen.

Det var 1979. Ja.

MATERIALE FRA "EMPTY SUITCASES"

Den første uge vi var
der, åbnede Mudd Club.

Jeg mødte Vivienne Dick.

Vivienne var nysgerrig angående alt.

Hun tog mig med til de fleste begivenheder.

Der var forskellige verdener i New
York, som jeg bevægede mig imellem,

og de kunne ikke rigtig lide hinanden.

Og Viviennes verden og en kvinde,
jeg boede sammen med, Suzanne...

Og Greer...

Hun plejede at lave sine
dukker og arbejdede konstant.

Og så var der Bruces verden.

Og David.

Og Cookie.

Hun var i centrum af
livet i Downtown New York.

Folk plejede at sige, at
vi var marginaliserede.

Og vi var ligeglade.

Normale mennesker
blev marginaliseret for os.

Cookie var i film og skuespil.

Og så skrev hun kunstkritik.

Cookie plejede at sige:

"Jeg ved ikke, hvorfor folk
tror, jeg er vild, jeg er ikke vild.

Vildskaben dukker bare op foran mig."

Man skal høre hendes
stemme. Den forklarer alt.

Den slags ironi og humor.

"'Du burde vente på Charlie,
det er ham, du skal tale med."

Han køber appelsiner til os.'

Hun pegede på den kinesiske frugtbutik,
men jeg havde fået nok og gik videre.

Disse piger var Susan Atkins,
Squeaky Fromme og Mary Brunner.

"Og jeg kom fem minutter
for sent til Charlie Manson."

Cookie arbejdede som go-go-danser.

Jeg dansede i New Jersey, fordi der
behøvede man ikke at tage toppen af.

New York var topløs, men ikke New Jersey.

Så vi tog bussen til Paterson
og gik til snuskede barer

og rystede vores numser, og
så tog vi tilbage til New York.

Jeg dansede for at få råd til film.

Så begyndte jeg at arbejde på bordellet.

Ja, det var ikke særlig rart.

Jeg har ikke holdt på mange hemmeligheder.
Men jeg har aldrig talt om det før.

Jeg tror, jeg er nødt til at tale om det
nu på grund af tabuet om sexarbejde.

Vivienne var interesseret i,
at jeg arbejdede på et bordel,

og besluttede at lave en film om det.

Den er fiktion. Jeg spillede mutter i det
hus, jeg arbejdede i, som var et uhyre.

Hej, hvordan har du det?
Har du været hos os før?

Hun fik os til at ligge
på ryggen hele dagen

og kom så hjem og viste det
nye undertøj, hun havde købt.

Sexarbejde er ikke negativt i
sig selv, men det er ikke sjovt.

Det er et af de hårdeste job, du kan have.

Sådan blev Tin Pan Alley til.

Nogen sagde: "Du burde møde Maggie."

Hun ansatte kvinder, der
havde arbejdet med sexarbejde,

og hun hjalp folk med at komme ud af det.

Hun havde en utrolig styrke.

Hun organiserede kollektiver og
fællesskaber, hun lavede god mad.

Hun var radikal.

Og hun var balletdanserinde.

Så hun ansatte mig ret
hurtigt. Sådan med det samme.

Baren var et sikkert sted for
prostituerede og også en måde

at komme ud af
prostitution, hvis man ville.

Og det var et centrum for venstrefløjen.

Squatter-bevægelsen, den anarkistiske
bevægelse, den sorte bevægelse,

folk, der ville hjælpe politiske
fanger fra den latinske venstrefløj.

Så det var virkelig et
sted med mangfoldighed.

Der var prostituerede,
kunstnere, journalister fra Reuters.

Folk fra NBC, der strejkede,
og der var folk fra skattevæsenet.

Skattefolkene var de lige så svære
at have med at gøre som bikerfyrene.

Men baren blev drevet af kvinder.

Det var vigtigt for mig, at vi ikke havde
dørmænd og ikke forlod os på mænd

til at bevare roen.

Så når bartenderne besluttede,
at det var på tide, at nogen gik,

så gik den person.

-Huset byder.
-Tak.

Tin Pan var meget integreret.

Den nye bølge var slet ikke integreret.

Tin Pan skar igennem klasseforskelle,
hvilket den nye bølge heller ikke gjorde.

Jeg var ofte på Tin
Pan, men jeg ved ikke...

Tal om gentagne nætter, ikke?

Da jeg startede der, elskede
jeg det. De første to år...

Jeg lyttede til folk. Lyttede nøje.

Det var de ikke vant til.

Jeg var som en dominatrix i baren,

og jeg fik drikkepenge, fordi folk
ville imponere mig, vinde mig tilbage.

Jeg arbejdede til fire om morgenen,
og så gik vi til en anden bar.

Tin Pan Alley blev en stor

platform forud for forberedelserne
til udstillingen på Times Square.

Der var flere etager.
Kunstnere samarbejdede.

Der var graffiti, skulpturer, malere,

meget videokunst. Der var musik.

De fleste af forestillingerne
var på første etage.

Nan inviterede alle fra baren. Jeg
var spændt på at se hendes arbejde.

Jeg sad på gulvet, og musikken
begynder at spille, mens diasshowet vises.

Værket var utroligt politisk.

Det handlede om magt, især
den magt mænd har over kvinder

og hvordan den magt
kommer til udtryk i samfundet.

Første gang jeg så Nans
diasshow, var det ekstremt larmende.

Det, jeg husker mest, var lyden, ikke
kun musikken eller lyden af udstyret,

men at folk taler til
skærmene... Og kommenterer.

I begyndelsen var publikum kun
personer, der var med i diasshowet,

så de plejede at råbe, hvis
de kunne lide noget eller ej.

Så jeg redigerede
efter det til en vis grad.

Så havde jeg billeder af min veninde,
der havde sex med sin kæreste,

hun forlangte, at jeg
fjernede dem på et tidspunkt.

Så begyndte jeg at fotografere
mig selv, når jeg dyrkede sex.

Hvis jeg kunne vise hende have
sex, så kunne jeg også vise mig selv.

Jeg havde shows i undergrundsklubber,
og min daværende kæreste var DJ.

Det var da, musikken startede.

Jeg startede med musik, jeg
kendte til, og så sendte folk mig musik.

Men jeg skiftede den hver gang.

Det var sjovt, det var virkelig sjovt.
Folk plejede at danse. Det var fantastisk.

Jeg kom altid for sent til alt.

Jeg sov ikke. Jeg var
oppe hver nat og redigerede.

Du har aldrig set det samme to gange. Hun
ændrede musikken, billederne, rækkefølgen.

Nogle gange ændrede
hendes skiftende følelser

værkets betydning, for hendes
fotografier har ikke kun én betydning.

Der sker meget på et
fotografi af Nan Goldin.

Jeg tror, det fik folk til at
synes, det var filmagtigt,

fordi de for de fleste ser
ud til at være karakterer,

mens folk på billederne
blot så sig som dem selv.

Hun fotograferer fra vores side.

Jeg var tættest på
Cookie i midten af 80'erne.

Hun havde det ikke så godt,
så hendes ven sagde til hende,

at hun skulle dreje en globus og
tage hen, hvor hun satte sin finger.

Hun tog til Italien og mødte Vittorio.

Det var hendes livs største kærlighed.

Brylluppet var stort. Alle fra
det sydlige New York var der.

Rene Ricard, Greer, David Armstrong,

Francesco Clemente, Teri Toye...

Peter Hujar var der. Vi stod ved
siden af hinanden og tog billeder.

Det var et smukt bryllup

og en vild fest.

Ja.

Når jeg delte mit arbejde med en
større skare, fik jeg en masse kritik.

Jeg fik at vide, at "der er ingen
gode kvindelige kunstnere,"

i midten af 80'erne.

Der var stærk modstand.

Især fra mandlige kunstnere
og galleriejere, der sagde:

"Det er ikke kunst. Ingen
fotograferer deres eget liv."

Det var stadig en afvigende handling.

Det var en æra med
sort-hvide, vertikale fotografier.

Det er svært at forstå, at det
nogensinde har været radikalt.

Jeg syntes, kunstverdenen var
noget lort, og at Times Square var ægte.

Det var der, jeg mødte Brian.

På den første date gik vi hen for at se
The Clash, rundt om hjørnet fra baren.

Så tog vi til Harlem.

Og så blev han bare.
Han blev fra '81 til '84.

Han var smuk dengang,
og jeg blev forelsket i ham.

Han var meget kærlig.
Du kan se det i hans øjne.

Vi havde meget god sex, og det kan
holde folk sammen i meget lang tid.

Så begyndte vi at skændes meget.

Jeg var god til at skændes.

Han ville slå op, men det ville jeg ikke.

Vi var tit igennem det,
forsøgte at gøre det forbi.

Da jeg tog til Berlin, slog vi
op. Så kom han til Berlin og...

Hele den historie.

Jeg havde en udstilling på
et loft, og så gik vi på en bar,

og så fandt han ud af, at jeg havde været
sammen med en pige, og han blev jaloux.

Det var begyndelsen på det hele.

Vi var så sammenflettede, at vi
ikke vidste, hvordan vi skulle slå op.

Så det var hans måde at slå op.

Han slog mig i ansigtet

flere gange, bang, bang,
bang. Og han var efter mine øjne.

Jeg begyndte at bløde, og
der var en pige, Sylvie, fra Paris.

Sylvie kom ind og trak mig ud.

Hun reddede mit liv.

Han smadrede værelset.

Han skrev "kælling" og
"kusse" med læbestift overalt.

Han brændte mine dagbøger.

Det største held, jeg har haft i mit liv,

var, at jeg efter forlod diasshowet
på loftet, hvor jeg havde vist det.

For ellers ville han have ødelagt det.

Ja.

Alle knoglerne omkring øjnene var brækket.

- Maggie sagde, at han ville blinde mig.
- Knuse dine øjne.

Billederne af mig sønderslået var
det, der afholdt mig fra at gå tilbage.

Kvinder, der er blevet slået, har sagt, at
billederne gav dem mod til at tale om det.

Kampen mellem autonomi og afhængighed

er kernen i "Balladen
om seksuel afhængighed".

Min far forsøgte at forhindre udgivelsen.

Billederne var én ting, men
de var så bange for teksten,

fordi han sagde, at jeg prøvede
at bevise, at de dræbte min søster.

Det sagde han.

Brian forsøgte at forhindre udgivelsen.

Det gør det endnu mere radikalt, alle
de mænd, der forsøger at stoppe det.

Da jeg kom tilbage til New
York, tog jeg til Tin Pan.

Jeg var bange for alle mændene.
Jeg kunne ikke være blandt mænd.

Maggie troede, jeg skød
heroin, men det gjorde jeg ikke.

Jeg fnyste.

Da jeg stoppede på Tin Pan,
tænkte jeg: "Nu går det ned ad bakke,

fordi intet kan stoppe mig."

Og det gjorde det.

Det er lidt skræmmende her omkring.

Jeg fik et opkald fra en New York
Post-journalist, jeg ikke kender.

Han ringede, og sagde, at
han fandt nummeret på nettet.

Vi er nødt til at have fakta, hvis vi
skal lægge os ud med denne familie.

De kan sagsøge os, ikke?

Efter nogle demonstrationer

begyndte Purdue Pharma at betale for
hele sider med annoncer i New York Times,

som lød: "Selvfølgelig bekymrer vi os
om opioidkrisen. Vi arbejder i branchen."

Folk tager stadig imod
donationer fra Sackler-familien.

Hvad skete der med
National Portrait Gallery?

Jeg ved ikke, om mine værker
kommer med på udstillingen.

-Hvad synes I?
-Det vil være stort,

hvis Nan Goldin nægter at vise sine
værker der på grund af Sacklers penge.

Så...

Nan skulle have en retrospektiv
udstilling på et galleri i Storbritannien,

men de skal modtage 1,3
mio. Dollars fra Sackler-familien.

Så Nan sagde, at hun ikke ville
udstille, hvis de tog imod pengene.

Det er utroligt!

- Det virker, ikke? Det virker.
- Jeg kan ikke tro det!

NPG's afvisning af donationen fra
Sackler-familien var et afgørende øjeblik.

Det gibber helt i en, når
folk er begyndt at gentænke,

hvordan vi gør forskellige ting.

Vi gennemgår, hvad der
er sket i den seneste uge.

Jeg tror ikke, det sker
for aktivister særlig ofte.

Tirsdag var NPG de første til
at nægte at modtage penge.

Ja!

I torsdags faldt Tate. På fredag,
overraskende nok, Guggenheim.

Ja!

Det var chokerende. Okay, og så

de beskidte ådselædere, hedgefonden,

nægter at tage imod Sackler-pengene,
hvilket er uden fortilfælde.

Dominoeffekten var enorm.
Det faktum, at dette sker

med alle større museer, og at Nan
er i alles samlinger, inklusive Tates,

det er enormt, og så gjorde MET det samme.

Men det var ikke godt nok til os.

Vi havde et meget klart krav:
Accepter ikke Sacklers penge.

Så er det næste trin at fjerne navnet.

Bagefter så vi Mortimer-Sackler-medlemmernes
WhatsApp-chathistorik,

og man ser, at de faktisk
taler om Nan Goldin.

De taler om det,

som om det er en PR-ting. Ikke en
eneste person siger: "Vent et øjeblik,

der ligger måske noget i den kritik.
Vi bør reflektere over, hvad vi har gjort.

Kan vi råde bod på det, vi har gjort?
Er der nogle spørgsmål, vi bør stille?"

I stedet er det bare, "Hvordan
løser vi dette PR-problem?"

Hvornår vidste du, at du blev forfulgt?

Jeg gik alene hjem fra Nan en fredag aften.

Og...

...jeg lagde mærke til en bil.

Jeg lagde mærke til, at den,
der sad i den, skjulte sit ansigt.

Og i det sekund, jeg var
over for ham, så han på mig.

Da jeg går over gaden
op til stopskiltet ugen efter,

stopper en bil der. Og jeg så på ham.

Og jeg blev ved med at gå.
Jeg gik omkring fem meter,

og da jeg så tilbage, tog
han billeder af mig fra sin bil.

Jeg husker det øjeblik, fordi...

Der er ingen... Jeg har nok
aldrig været så bange i hele mit liv,

for jeg ved ikke, hvem
fanden denne mand er.

Men jeg ved, det er den
samme mand fra ugen før.

Jeg råbte ad ham, men jeg ved ikke
engang, om han hørte det. Han gik.

Jeg var rædselsslagen.

Og forestil dig så chokket,

når den samme mand er uden
for Nans hus præcis en uge senere.

Vi er lige kommet ud af Nans hus.
Den samme bil står foran huset igen

Og manden er der

og ser på mig, mens jeg filmer ham.

Han kører nu.

Jeg gik ud med min kone
og børn. Jeg har to sønner.

Vi gik ud og satte os ind i bilen,
og en nabo kom hen og sagde:

"Jeg vil ikke skræmme dig, men
nogen har parkeret overfor mit hus

og han har været der hele dagen,
og jeg tror, han udspionerer dig."

Min første tanke var, at Nan
og Megan også blev forfulgt.

Så det virkede som samme metode.

Da jeg lavede et faktatjek til
min bog, spurgte jeg Purdue,

om de vidste noget om de
personer, der havde forfulgt os.

Og de svarede:

"Absolut ikke. Sådan noget ville vi
aldrig gøre." De nægtede det virkelig.

Jeg spurgte Sackler-familien
om det samme, og der var noget

af det, de nægtede, men
det her var ikke noget af det.

- Bob er et af vores bestyrelsesmedlemmer.
- Hej.

- Hej, hvordan går det?
- Det er lidt skørt herinde.

Er der nogen, der har haft et Narcan-sæt
før eller ved, hvordan man bruger Narcan?

Jeg fik et sæt for et par uger siden.

- Okay.
- Jeg har et sæt, men har ikke brugt det.

Okay. Jeg vil gennemgå det vigtigste:

Symptomer på en overdosis, og hvordan man
bruger Narcan til at hindre en overdosis.

Så hvis man ser nogen,
som man tror overdoserer,

spørger man: "Er du okay?" Intet svar.
Man gnider brystet lidt. Ingen reaktion.

Man kan ruske dem. Hvis de stadig
ikke reagerer, så giv dem Narcan.

Man giver Narcan og skaffer en ambulance.
Gør, hvad du vil først, men begge dele.

Åbn den, hold den. Spray
det op i næsen, okay?

Hvis det ikke er en overdosis,
vil det ikke skade dem,

men hvis det er en
overdosis, redder du deres liv.

Fokus på skadesminimeringstiltag
vil få folk ud af krisen.

Sikre brugssteder, reducere tabu
og at hjælpe misbrugere er målet.

Vi starter retsmødet. Godmorgen.

Jeg vil gerne byde velkommen til
dagens retsmøde vedrørende finansiering

af afhængighedsstøtte.

Næste vidne er Nan Goldin, grundlægger
af Prescription Addiction Intervention Now.

Jeg vil tale ud fra min egen erfaring.

Det kan måske hjælpe jer med at forstå,

hvad disse lovforslag,
hvordan det påvirker en person.

Jeg havde ikke kunnet stoppe med at
misbruge OxyContin uden buprenorphin.

Med en lille dosis buprenorphin
falder trangen til opioider.

Med større doser mærker man
ikke engang effekten af opioider.

Jeg var en af de heldige, der
modtog medicinsk behandling straks

og havde råd til god behandling.
Læger skal uddannes og få dispensation

for at ordinere buprenorphin, men det
samme krav gælder ikke for OxyContin.

Dette er en politik, der øger
stigmatiseringen inden for lægestanden

vedrørende behandling af
misbrugere. Folk skal holdes i live.

Afhængighed er ikke et spørgsmål om moral.
Det er ikke et spørgsmål om kriminalitet.

Skadesminimeringstiltag betyder at
kurere skaderne forårsaget af misbruget

samt skaden forårsaget af det
sociale og moralske overgreb,

som rammer personer
med stofmisbrugslidelser.

Tusind tak.

Det er vigtigt at høre fra personer, der
modtager lægemiddelassisteret behandling.

Men jeg skammer mig ikke.

-Nej.
-Det er ikke vejen til bedring.

-Det er selve bedringen.
-Det skal spredes.

Folk tror, at man skal stoppe
med alt for at være rehabiliteret,

men det er ikke sandt.

- Ja, stigmaet er forfærdeligt.
- Okay, mange tak.

Armkrog?

Vi sluttede os til Housing Works

og Vocal New York, der virkelig
gerne ville lave en demonstration.

-Vi er her.
-Vi er her!

- For at tiltrække opmærksomhed.
- For at tiltrække opmærksomhed!

- Overdose Awareness Day.
- Overdose Awareness Day!

-Intet stigma!
-Ingen skam!

-Intet stigma!
-Ingen skam!

For at kunne mindske lidelser
inviterer de sikre brugssteder

folk ind og siger:

"Vi sætter ikke spørgsmålstegn ved
din afhængighed. Du skal bare gøre det

på en sikker måde uden risici.

Sådan fixer du sikkert.

"Hvis du ikke ved, hvad du
har købt, tester vi det for dig."

- Hej, Cuomo, hvordan har du haft det?
- Hvor mange liv har du taget?

- Hej, Cuomo, hvordan har du haft det?
- Hvor mange liv har du taget?

- Hej, Cuomo, hvordan har du haft det?
- Hvor mange liv har du taget?

Ikke flere dødsfald!

4. MOD VORES FORSVINDING

Jeg gik på afvænning
for første gang i 1988.

Jeg var blevet isoleret fra mine venner.

Jeg troede, jeg skulle
tilbage til min omgangskreds.

Men så indså jeg, at de fleste
af dem var døde eller døende.

Vi bliver ikke bragt til
tavshed igen, handling!

Vi bliver ikke bragt til
tavshed igen, handling!

Handling! Slå tilbage! Bekæmp aids!

Handling! Slå tilbage! Bekæmp aids!

Det var ligesom Anden Verdenskrig.

Vi så alle dø som fluer, men vi
kunne ikke gøre noget ved det.

Jeg blev ringet op af Artists Space, og
de bad mig om at arrangere en udstilling.

Jeg ville have, at det
skulle handle om aids,

og jeg fik at vide, at der ikke havde
været nogen udstillinger om aids.

Jeg bad alle mine venner

bidrage med noget, fordi jeg ønskede,
at det skulle være et fællesskab.

Det var den første
udstilling, jeg var arrangør for.

Dødelighed føles ikke
længere som et vagt begreb,

jeg kan fortrænge,
indtil jeg bliver gammel.

Luksus ved at skubbe dødeligheden
væk eksisterer ikke længere.

David Wojnarowicz var min åndelige
guide. Han var også min politiske guide.

"'Vil man stoppe aids, så skyd bøsserne,
' siger Texas' guvernør i radioen."

Hans pressesekretær
hævder, at han kun lavede sjov,

og vidste ikke, at mikrofonen var tændt.

Han mente ikke, at det ville skade
hans chancer for at blive genvalgt.

Og jeg vågner hver morgen i
denne dødsmaskine kaldet Amerika,

og jeg bærer denne vrede som et
blodfyldt æg. Og der er en tynd streg

mellem inde og ude, en tynd
streg mellem tanke og handling.

Og den streg er lavet af
blod, muskler og knogler.

Og jeg har ledt efter tegn overalt
omkring os, i medierne eller i folks munde,

de religiøse uden for St Patrick's
Cathedral råber til folk i homoparaden:

"'I er her ikke næste år.
I får aids og dør, ha ha!'"

GALLERI LUKKET FOR INSTALLATION

Nan Goldin arrangerede
udstillingen med den idé

at vælge værker fra folk, som hun vidste,

var påvirket af eller som levede med aids.

Hun ønskede at fjerne
forestillingen om aids-ofre.

Jeg er næppe et offer,
hvis jeg kan stå imod.

Det, jeg ser, er institutionel
uvidenhed om denne epidemi.

Hun ønskede også at tage fat
på spørgsmålet om seksualitet

midt i denne epidemi.

At der var seksualitet, at
der var sikker seksualitet,

at dette ville fortsætte med at forekomme,

selvom en kirke eller organisation
tilbageholdt oplysningerne.

Der er virkelig vigtige
værker i udstillingen.

Såsom Davids. Ligesom Peter Hujars.

Philip-Lorca diCorcia.

Mark Morrisroe.

Greer Lankton.

Darrel Ellis. Både kendte og ukendte.

Det handlede om at miste et fællesskab.

Og at forsøge at holde folks arv i live.

Jeg ringede til David og
bad ham skrive til mit katalog.

Jeg sendte billeder af udstillede værker
og sagde: "Du kan skrive, hvad du vil.

Jeg støtter alt, hvad du skriver."

Jeg blev bedt om at skrive et katalogessay

til en udstilling, der omhandler
aids og et fællesskab.

Så jeg begyndte at tale om, hvad
jeg oplevede dengang og der i mit liv,

hvordan man håndterer repræsentation,

inden for rammerne af at have en
tabubelagt sygdom i dette samfund.

Jeg elskede, at dette lille, tynde
katalog med små billeder i sort og hvid

kunne skabe stor politisk polemik.

Næste uges udstilling er stadig under
forberedelse i galleriet Artist Space,

men NEA har trukket sin donation tilbage.

National Endowment of the Arts nægter
at sponsorere en udstilling her i New York,

fordi den berører aids og
homoseksualitet og er politisk følsom.

Jeg vil understrege, at det er arrangeret
af en fotograf ved navn Nan Goldin.

Direktøren, Susan Wyatt, var nervøs
over Davids tekst, så hun gik til NEA.

Kataloget kritiserer senator Jesse Helms

for hans syn på homoseksualitet og kunst,

og det kalder New Yorks kardinal o'Connor
"en fed kannibal i en sort nederdel".

Tror du, at telefonen vil ringe igen?

-Når som helst.
-Med hensyn til hvad?

Det er helt sikkert kardinal O'Connor, der
udtrykker sin støtte til mine udtalelser.

Og at han indrømmer,

at fordi han spiser Kristi
legeme, er han en kannibal.

Og ja, han har en
forkærlighed for sorte kjoler.

Han er tyk, gennemsigtig og umoralsk.

Efter nyheden, ringede David til
mig, meget ked af det, og sagde, at de

forsøgte at få ham til at slette
"fed fucking kannibal i sort kjole".

Jeg synes, det er farligt og skræmmende.
Jeg ser et udbrud af McCarthyisme,

og at kunstnere bliver
sortlistet, hvis dette fortsætter.

Det kunstneriske aspekt af udstillingen
gik tabt. Og det, der viste sig at være

udstillingen som helhed,
var og er ikke kunstnerisk.

Det lykkedes komponisten Leonard
Bernstein at blive blandet ind i striden.

Det skete efter at han afviste en
pris på grund af NEA's handlinger.

Det, der er til grin, er, at hvis

billeder og ord fra et
individ har så meget magt,

at de kan forårsage denne kontrovers,

er det så ikke utroligt? Det betyder,
at der mangler kontrol over information.

Hallo? Ja.

Hej.

Det har været kaotisk.

Senator Alfonse D'Amato
rev et kunstkatalog itu...

Hvordan kan de ignorere
det politiske aspekt af aids?

Er det ikke politisk, at
jeg kan dø af aids i 1989?

Er det ikke politisk, at jeg ikke har
råd til tilstrækkelig sundhedspleje?

Vittorio fik at vide, at han havde tre
måneder tilbage, og begyndte han at tegne.

Han var stadig i live halvandet år senere.

Det er Vittorios mindehøjtidelighed.

Cookie havde allerede mistet
stemmen. Hun skrev konstant.

Så folk vidste, hvad hun
havde brug for og ville have.

Så kom Sharon tilbage
for at tage sig af Cookie.

Billedet af Sharon, der tager sig af
Cookie, viser betydningen af kærlighed.

Jeg var rasende. "Ring til
denne læge, ring til den læge.

Nogen er i stand til at hjælpe
hende. Der må findes en kur derude."

Så indså jeg, at der ikke var nogen
læge at ringe til. Jeg forstod ikke.

COOKIE MUELLER DØD:
SKUESPILLER OG FORFATTER, 40

Vi holdt Cookies mindehøjtidelighed
og næste dag åbnede The Witnesses.

Mit navn er David Wojnarowicz.
Jeg vil gerne læse dette til minde om

Peter Hujar, Keith Davis, Bebe
Smith, Cookie Mueller, Vittorio.

Første skridt til at
gøre privat sorg offentlig

er mindet som et ritual.

Jeg har været til adskillige
højtideligheder i de sidste fem år

og til den sidste oplevede
jeg noget, der ligner vrede.

Det, der gjorde mig
vred, var, at jeg indså,

at mindehøjtideligheden ikke gav
genlyd uden for, hvor den blev holdt,

og samtidig var jeg bekymret for, at
mine venner bare bliver kistebærere,

der venter på, at deres kære dør
og finpudser deres begravelsestaler,

at de perfektionerer deres
dødsritualer frem for et simpelt livsritual

som at råbe på gaden.

Ikke staten! Ikke kirken! Vi
bestemmer, hvilken kunst vi dyrker!

Ikke staten! Ikke kirken! Vi
bestemmer, hvilken kunst vi dyrker!

Gå på fortovet, ikke på gaden.

Hvordan mon det ville være,

hvis mine venner holdt en demonstration,
hver gang en elsket dør af aids.

Jeg spekulerer på, hvordan det ville
være, hver gang en elsket dør af aids,

hvis deres venner, kærester eller
naboer ville tage liget og køre det

til Washington D.C. og ind
gennem porten til Det Hvide Hus,

stoppe foran indgangen og derefter
smed den livløse krop foran døren.

Konklusionen er, at selv en lille gestus

for at markere ens
reaktion på denne epidemi

betyder alverden for mig,
hvis den vises offentligt.

Og konklusionen er, at vi skal
finde vores egne gestus og metoder.

Man kan aldrig stole på, at
massemedierne afspejler os,

vores behov, eller hvordan vi har det.

Mark Morrisroe døde kort efter åbningen.

David Wojnarowicz døde i 1992.

Folk forstår ikke rigtig vreden,
frustrationen og smerten i disse år.

De forstår ikke, hvad vi gik igennem.

Det dræber stadig mennesker.

Det gik aldrig væk.

David Armstrong døde i 2014.

Vi tilbragte meget af vores liv sammen.

Årtiers venskab.

Sackler, vi er ved at dø,
og Louvre dækker over det!

Sackler, vi er ved at dø,
og Louvre dækker over det!

Sackler, vi er ved at dø,
og Louvre dækker over det!

Mange er holdt op med at tage
imod donationer fra Sackler-familien

såsom Guggenheim-museet, MET,

Tate og NPG, såvel som
medicinske institutioner verden over.

Vi kræver, at Louvre
støtter og lytter til os

og er de første til at fjerne deres navne.

TO UGER SENERE BLEV LOUVRE DET FØRSTE
STORE MUSEUM, DER FJERNEDE NAVNET.

INGEN ANDRE MUSEER GØR DET SAMME.

5. REDNING

-Må jeg spørge om noget?
-Hvad så?

-Var du alene, da du overdoserede?
-Ja.

Helt alene.

Jeg troede, det var heroin, så
jeg sniffede, men det var fentanyl.

Mange mennesker vil have
det, men jeg var ikke klar til det.

Og jeg gik bare ud som et lys.

Så kom jeg tilbage, og så gik jeg ud igen.

Ingen hentede mig
tilbage, jeg kom bare tilbage.

Jeg er så heldig, at jeg selv gjorde det.

Enhver opfattelse af misbrugere

er tabubelagt uden forståelse af, hvordan
det føles ikke at have disse stoffer.

At skulle igennem abstinenser.

Ens hjerne mister sine
opioidreceptorer, så man har ingen

beskyttelse mod smerte.

Det er ikke kun det fysiske.

Det er det mørkeste sted,

man kan ende, det er sjælens mørke.

Det er uudholdeligt.

Okay, jeg er her. Du kan komme, når du vil.

-Hej?
-Hej.

- Hvad sagde du?
- Jeg er her på restauranten.

Du kan komme, når du vil.

- Godt. Hvor mange fik du?
- Så meget, du ville.

Ja? Hvem er det?

- Er du stadig i sengen?
- Nej, jeg gik aldrig i seng.

Ved du, hvad der virkelig
slog mig som underligt?

Jeg tænkte på det hele formiddagen.

Elendighed kan ikke lide selskab,
elendighed kan lide opmærksomhed.

P.A.I.N. INDSAMLEDE 35.000
DOLLARS TIL URBAN SURVIVORS UNION

TIL AT KØBE EN MASKINE, SÅ FOLK
KAN ANALYSERE DERES STOFFER

Markedet er blevet meget
beskidt. Nærmest dødbringende.

Fentanyl er i alt nu.

Er det ikke fentanyl?

Fentanyl har én stor top, coke har to her.

-Og de har lidt forskellige tal.
-Okay.

Her kan du se afvigelserne.

Vil du vise de blodige, du har lavet?

Nej, men det er godt, for så er
det tydeligt, at de ikke er ægte.

FOR AT UNDGÅ CA. 3.000 CMLE SØGSMÅL

HAR PURDUE PHARMA INDGIVET KONKURSBEGÆRING

- Hvad er vores budskab?
- Beskeden er: "Purdue er gået konkurs,

men det er Sackler-familien ikke.
Deres rigdom er kommet fra OxyContin,

og man må tage den fra dem."

Jeg tror, beskeden er, at
Sackler-familien slipper af sted med mord.

Vi vil have deres penge, og
her er, hvad vi vil bruge dem på.

Virksomheden går til sidst konkurs.

Det er en utrolig redning,

for der sker det, at Purdue siger:

"Mange vil sagsøge os, men vi har
ikke ressourcerne til at håndtere dem.

Vi vil indgive en konkursbegæring,
fordi vores pengekister er tomme."

Men nu ved vi, at grunden til, de er tomme,

er at igennem et årti, indtil
indgivelsen af konkursbegæringen,

har familien Sackler pumpet
penge ud af virksomheden.

De trak mere end 10 milliarder dollars
ud, før firmaet indgav en konkursbegæring.

-Hvis penge?
-Vores penge!

-Hvis blod?
-Vores blod!

-Hvis penge?
-Vores penge!

-Hvis blod?
-Vores blod!

- Tror du, de slipper godt fra det?
- Naturligvis. Ja.

Jeg havde aldrig forventet andet.

Jeg tror ikke, man kan tage så
mange penge fra en milliardærfamilie.

At skifteretten behandler
en civil sag er skørt.

Det er problemet. Jeg har
været med siden starten.

På et tidspunkt tænkte jeg: "Vi
bringer aktivisme ind i retssalen."

Lige siden har vi kæmpet i retten.

Og vi var ikke ligefrem
velkomne første gang.

Vi er som små snigmordere, vi
går hurtigt ind og går så ud igen.

Jeg fortalte Purdues advokat, at jeg
gør det pro bono, og han sagde: "Hvad?"

Han sagde: "Hvad? Hvad mener du?"

De bruger 30 millioner dollars om
måneden på advokatomkostninger.

Der er omkring 80 advokater
involveret i denne samtale.

- Det er mange.
- Godmorgen, jeg hedder dommer Drain.

Dette er en fjernforhandling.

I dag har vi at gøre med Purdue Pharma LP.

Hr. Dommer, det her er en stor fejltagelse.

Den proces, som justitsministeriet
gennemgik, var forkert.

De vage resultater, som undrede
mig og mine klienter, er forkerte.

Justitsministeriet spurgte
aldrig Purdues ofre,

offentligheden eller medlemmer
af huset og senatet, om noget.

Forhandlingen mellem disse to sider,
justitsministeriet og Purdue/Sackler,

er ikke tilstrækkelig til
denne type afgørelser.

Mine klienter er ligesom
ånden fra fortidens jul. De siger,

at de i 2007 så et problem,
problemet blev værre,

og det er nu, de kan fortælle
jer, at fremtiden skal være sikrere.

Okay. Tak.

Godmorgen hr. Dommer,
og til alle, der er med os.

Hr. Quinn har brugt sætningen
"Purdue/Sackler-familien" mange gange,

hvilket antyder, at Purdue og
Sackler-familien gør dette sammen.

Det er ikke nyttigt. Det er ikke rimeligt.

Det er så deprimerende. Mange
tak, Mike. Tak, fordi du kæmper.

Det er jeg stolt af at gøre,

og vi gør det sammen.
Det faktum, at vores gruppe

står i spidsen for konkursen og
kæmper med alt, hvad vi har, er utroligt.

Ja, det er ret komisk.

- Det er helt vildt.
- Er der mulighed for retsforfølgelse?

Nej.

Planen er opbygget således,
at hvis justitsministeriet

rejser tiltale mod familien,
vil det gøre konkursen værre.

Så de undgik retsforfølgelse.

FAMILIEN ACCEPTEREDE AT INDGÅ
FORLIG OG BETALE SEKS MILLIARDER DOLLAR

I BYTTE FOR IMMUNITET TIL SIG SELV,
ARVINGER, MEDEJERE OG PRIVATE FONDE.

OVERDOSISKRISEN I USA
HAR KOSTET OVER EN BILLION.

Vi fulgte disse mennesker hele
vejen til skifteretten, og vi ser dem

manipulere retssystemet.

Der er ingen retfærdighed
for os, kun for milliardærer.

Så det eneste, vi kan håbe
på, er, at pengene fra forliget

ender i de rette lommer.

At de går til at begrænse
skaden og ikke til politifolk.

At de ender hos grupper
som jeres, der redder liv.

Dette er et retsmøde ved en føderal
domstol. Det holdes på afstand.

Men reglerne for den
føderale domstol gælder.

RETTEN BEORDRER FAMILIEN SACKLER
TIL AT OVERVÆRE OFRES VIDNEUDSAGN

SOM EN DEL AF FORLIGET.

Lad mig bekræfte, at jeg ser David Sackler

på skærmen, og jeg ser Theresa Sackler.

Richard Sackler er i
telefonen under denne høring.

Doktor Sackler, kan du bekræfte det?

Ja, hr. Dommer, jeg er her og lytter.

Før vi starter, vil jeg gerne gøre noget
klart, jeg ved, at Richard sagde, at han

lyttede, men han skal også se,
han skal se, men ikke blive set.

Kan han bekræfte det?

Jeg kan bekræfte det,
jeg så... Jeg har set alt.

Okay, og det er vigtigt. Tak, fordi du
gjorde opmærksom på det, hr. Price.

Okay, den første til at
tale i dag er Tiffinee Scott.

Richard. David. Theresa.

Vi har aldrig mødt hinanden, men det
er, som om jeg kender jer via OxyContin.

Har I nogensinde givet
Narcan til jeres barn?

Har I genoplivet jeres
børn fra en overdosis?

Det har jeg. Der er ingen
ord til at beskrive min smerte.

I maj 2020 blev hun fundet bevidstløs
og livløs i sengen af mig, hendes mor.

Det svigt og den rædsel,
I har forårsaget, skam jer.

Jeg husker den dag, Trent fortalte
mig om sin afhængighed af OxyContin.

Han ringede til mig fra
University of Alabamas campus.

Jeg hørte på hans stemme, at der var stor
frygt. Jeg kørte i tre timer, og han græd.

Vi græd sammen. "Far, jeg
kan ikke stoppe med at tage Oxy."

"Far, jeg skal dø." Og det gjorde han.

Det her er så svært.

Jeg stødte på opioider kort efter,
at I begyndte at sælge OxyContin.

Jeg er en af de overlevende
efter jeres monumentale grådighed.

Jeg håber, at hvert eneste
ansigt, hvert offers ansigt

forfølger jer resten af
jeres liv, selv når I sover.

Tak. Den næste person
til at tale er Nan Goldin.

Det føles godt endelig
at møde familien Sackler.

Familien Sacklers såkaldte undskyldning,

som blev pålagt af forliget, er
en fornærmelse mod os alle,

som er blevet gjort fortræd.
En familie er ansvarlig

for begyndelsen af
denne krise, der har dræbt

over en halv million amerikanere,
og har forårsaget uoprettelig skade

for kommende generationer.
Alligevel giver forliget dem immunitet

ikke kun for dem selv, men for
fremtidige generationer af Sacklere.

Purdue er skyldig i føderale forbrydelser,
men ejerne er ikke blevet retsforfulgt.

Vi håber, at
justitsministeriet rejser tiltale.

-Tak.
-Okay, tak.

OPTAGET NØDOPKALD

De er allerede på vej. De
er allerede sendt af sted.

- Har han taget noget?
- Jeg ved det ikke. Det har han gjort før.

Du godeste.

-Er han 20 år gammel?
-Ja.

-Hvad er hans navn?
-Undskyld?

-Hvad er hans navn?
-Bryan...

-Vi er på vej, okay?
-Tak, skal du have.

4.804 dage.

Richard, hvis du stadig lytter,

det er så mange dage
siden, jeg foretog det opkald.

Jeg har gennemlevet smerten og
sorgen over at have mistet mit eneste barn.

En smerte, du aldrig vil forstå.

Jeg kan kun gentage
den smerte og den lidelse,

som Kristy føler, og
som vi alle mærker i dag.

Jeg vil gerne påpege over for
familien, at når dette retsmøde er slut,

kan I tilføje 16 personer
til jeres dødsliste.

6. SØSTRE

Jeg bad min far om hospitalsjournaler
fra hospitaler, hun havde været på.

Og han gav dem til mig
uden at læse dem igennem.

Så kassen ankom.

Jeg tænker på den som "Kassen"
med de vigtigste dokumenter.

EFTER ARBEJDET MED PIGEN
BEMÆRKEDE JEG, AT HUN VAR SKRÆMT

Der var Barbaras historie,
som jeg kunne læse,

og jeg var forfærdet.

Jeg ville gerne vide
det, men så alligevel ikke.

RORSCHACHTEST

HUN SER FREMTIDEN OG AL DEN SKØNHED
OG ALT DET BLOD, DER VIL BLIVE UDGYDT

Jeg vidste ikke, at det første sted,
hun blev sendt hen, var et børnehjem.

Og så brændte hun gardinerne og stak af.

HUN BRÆNDTE SINE GARDINER. "JEG VILLE UD."

Hun beskrives som en "oprørsk teenager".

FRK. GOLDIN HAR VIST EN

IMPULSIV, TRODSIG, OPRØRSK OG VRED ADFÆRD

Det fremgår af interviewene,
at psykiateren mente,

at fru Goldin burde være på
hospitalet, ikke frøken Goldin.

Det står faktisk i journalen.

MEGET VISER, AT FRU GOLDIN ER FOR
SYG TIL, AT BARBARA KAN TAGE HJEM

Min mor var blevet seksuelt
misbrugt i flere år af et familiemedlem.

HUN VIL LØSE PROBLEMER VED
AT SLÅ HÅNDEN AF SIN DATTER

Da min søster kom i puberteten,
kunne min mor ikke klare det.

Min søster havde intet afløb.
Hun havde ingen kontekst.

Det var ikke psykisk sygdom.

PATIENTEN OPFØRER SIG NORMALT,
MEN FÅR IKKE STØTTE FRA HJEMMET

Jeg vidste bare, hvor svært
det var for hende at være i live.

Hun ville så gerne have et hjem.

Hvis hun havde fundet mennesker,
hvis hun var blevet elsket,

havde hun overlevet.

Folk i nærheden fortalte politiet,
at de havde set frk. Goldin kort før,

da hun havde spurgt, hvornår
det næste tog ville køre forbi.

Lige før kl. 18.30 sagde folk,

at frk. Goldin havde
lagt sit hæfte på jorden,

ved siden af skinnerne og lagt sig
på skinnerne, da toget nærmede sig.

Togføreren fortalte politiet, at de så
hende, men var ude af stand til at stoppe.

Efterforskere kalder det et selvmord.

Andre alvorlige tilstande, der
bidrog til døden: Svær depression.

Det er problemet. Man vokser
op og får at vide: "Det skete ikke."

"Det så du ikke. Det hørte du ikke."

Hvad gør man så? Hvordan
tror man på dig selv?

Hvordan stoler man på sig selv?
Hvordan fortsætter man med at gøre det?

Og hvordan viser du verden, at
du har oplevet det og hørt det?

Det er grunden til, at jeg tager billeder.

-Nan, hvad laver du...
-Smuk, du er smuk.

-Nan, optager den lyd?
-Ja.

Jøsses.

Nu kører vi, skat.

Min mor elsker at danse.

Og hun vil lære sin gamle
mand, hvordan man gør det.

-Fortsæt, mor.
-Kom nu.

Mine forældre var ikke klar til børn.

De fik børn, fordi det
var forventet af dem.

Ikke fordi det handlede om at
tage sig af andre mennesker.

Det ser godt ud!

-Ja, men hold det højere.
-Er det højt nok?

-Hvor smukt.
-Kan du se det?

Barbara elskede Nan meget
højt. De var meget tætte.

Da hun døde, havde hun et meget
fint eksemplar af "Salmerne" i sit hæfte.

- Og hun havde et smukt citat fra...
- Conrad.

Mørkets hjerte. Joseph Conrad.
Hun var ligesom Nan, en bogorm.

Jeg har citatet deroppe,
men det var noget i stil med...

-Sluk.
-Du må gå hen og hente citatet.

- Noget om fortrydelse.
- Ja, uendelig fortrydelse.

Er det tændt? Citat fraMørkets hjerte.

-Blev det skrevet på papir?
-Ja.

"Livet er mærkeligt. Et mystisk arrangement

af nådesløs logik til
et overfladisk formål.

Det bedste, man kan ønske
sig, er lidt selverkendelse...

...som kommer for sent.

"En høst af usigelig fortrydelse."

Jeg tror, det er en vigtig
historie, ikke kun for mig,

men for samfundet.

Om tilpasning og benægtelse.

Og om stigmatisering.

De forkerte ting holdes
hemmelige, og det ødelægger folk.

Min søster var offer for alt det. Men
hun vidste, hvordan hun kunne slå igen.

Hendes oprør var begyndelsen på mit eget.

Hun viste, hvordan det skulle gøres.

-Vi slukker lidt.
-Ja.

FIRE ÅR EFTER P.A.I.N.'s
FØRSTE MANIFESTATION

FJERNER MET NAVNET SACKLER
FRA SYV AF DERES GALLERIER.

Wow.

Vi gjorde det.

Fire års arbejde. Kongressen gjorde intet.

Justitsministeriet har ikke
gjort noget. Skifteretten...

lod dem slippe totalt.

Skifteretten gav dem oprejsning.

Så det her er det eneste
sted, der holder dem ansvarlige,

og vi gjorde det.

Det er utroligt.

Sackler er nu "private samlinger".

Her, bliv der.

Det står ikke, hvilke private samlinger.

Smukt. Hold da op.

Det er svært at tro.

EFTER MET ER NAVNET SACKLER BLEVET
FJERNET FRA GUGGENHEIM, BRITISH MUSEUM,

SERPENTINE GALLERI OG MANGE ANDRE.

FAMILIEN HAR FORTALT FILMSKABERNE, AT
PÅSTANDENE OM FORFØLGELSE ER FALSKE.

DE SAGDE OGSÅ, AT MERE END
HALVDELEN AF DE 10 MILLIARDER DOLLAR

FRA PURDUE GIK TIL SKATTER ELLER
REINVESTERERING I ANDRE VIRKSOMHEDER.

OVER EN HALV MILLION AMERIKANERE ER
DØDE PÅ GRUND AF OVERDOSERINGSKRISEN.

I MARTS 2020 BLEV DET HØJESTE ANTAL
NOGENSINDE NÅET MED OVER 109.000 DØDSFALD.

AKTMSTISKE ORGANISATIONER SOM P.A.I.N.
KÆMPER STADIG FOR PASSENDE HANDLING.

Tekst: YOLO & Firewalker