Original subtitles

Et øjeblik. Jeg kommer!

Det er bedre sådan.

De har brug for nogle accessories.

De kan klæde Dem på igen.

-Oplever De ofte denne træthed? -I øjeblikket, ja.

-Mental eller fysisk træthed? -Tja...

-Bliver De stakåndet? -Efter anstrengelser...

...såsom at løbe efter bussen...

...eller gå op ad trapper.

-Sover De godt? -Hvad tror De?

-Hvad med appetitten? -Jeg spiser.

-Men De har ikke lyst til mad? -Lige præcis.

-Bare for at stille sulten? -Ikke andet.

De bør tage den med ro. Eller måske gå på førtidspension.

Blodtrykket er en anelse forhøjet, men i Deres alder, så...

Deres luftveje virker blokerede, så jeg sender Dem til røntgen af lungerne.

Indtil da må jeg bede Dem om at yde et stort offer.

De skal holde op med at ryge.

-Skål, elskede. -Skål for dig.

Kom, så præsenterer jeg dig.

-Champagne? -Tak, jeg har allerede fået.

Robert!

-Godt, at se dig. -Dette er Jeanine.

-Vi talte om dig. -Godt at møde dig, Robert.

-Dette er Jeanine. -Tillykke. I ser vel nok godt ud.

-Har du det godt, min egen? -Fortræffeligt, mor.

Vi ses snart.

Hvor har du kjolen fra? Jeg har ikke inviteret dig.

Gå hen og skab en scene et andet sted. Vil du ødelægge min fest?

-Nej, det vil jeg ikke. -Hvorfor er du her så?

-Er det ikke nok nu? -Jo, hun skal gå.

Øjeblikkeligt! Gå nu! Jeg tager hånd om det.

Hvad er det, du vil?

Penge? Er det det, du vil have? Har du ikke fået rigeligt?

Tag dem her og forsvind så!

Ja, kom ind.

Vi får ingenting ud af ham i aften. Lapointe forsøger at bearbejde ham.

Med den type kan det tage til i morgen tidlig.

Skal jeg hente en sandwich?

Gør, som du vil, Janvier, men jeg skal hjem nu.

-Men hvis han tilstår, chef? -Så sætter du ham ned i en celle.

Politiets alarmcentral. Hvad drejer det sig om?

Hallo? Hallo?

Luk hendes øjne.

Hun havde ingen legitimation på sig.

Hun er blevet stukket gentagne gange med en kniv.

Våbnet er endnu ikke fundet. Vi finkæmmer området.

-Hvem ringede efter politiet? -Det ved vi ikke.

Personen ringede til centralen uden at sige et ord.

Begynd med at stemme dørklokker og tal med naboerne.

-Har I givet besked til anklageren? -Vi er i gang.

-Har du fået noget at spise? -Det ved jeg knapt nok.

Sov nu.

-Godnat. -Godnat.

Jeg spiser ude.

-Er du okay? -Ja.

-Pas nu på, at du ikke fryser. -Nej, det er fint.

Kommissær Maigret?

Jeg er vidnet. Deres inspektør bad mig om at tale med Dem.

Jeg bor lige derovre på den anden side af torvet.

Jeg gik i seng lidt over midnat, og så hørte jeg en bil standse.

Det lød som om, at den havde en stor og kraftfuld motor.

Så åbnedes og lukkedes to døre...

...samt bagklappen.

Bilen kørte igen cirka fem eller ti minutter senere, skulle jeg mene.

Det var alt.

Stakkels pige.

Så ung.

Offeret er en hvid kvinde.

Mindreårig, maks 20 år gammel. Ved godt helbred, men underernæret.

Fem knivstik i bryst og mave.

Dybden på dem tyder på, at der var tale om en filet- eller udskæringskniv.

Angriberen er formentlig venstrehåndet med tanke på vinklen på snittene.

Huggene er uddelt tilfældigt og på nært hold.

-De udgør tilsyneladende dødsårsagen. -"Tilsyneladende"?

Brækkede nakkehvirvler og lungebetændelse.

Jeg har bedt om en uddybende obduktion.

Der er ingen ydre tegn på vold.

Hvornår døde hun?

Det er svært at fastslå. Maven er næsten tom.

Et sted mellem kl. 22.00 og midnat. I hvert fald før midnat.

En forbipasserende, måske morderen selv,

ringede til politiet klokken 00.33.

Intet indikerer at overfaldet skete på findestedet.

Der er ikke overensstemmelse mellem de blå mærker og ligets placering.

Det betyder, at hun er blevet flyttet efter dødstidspunktet?

Nemlig.

Du begyndte at studere medicin. Hvorfor stoppede du?

-For at tjene til livet. -Som betjent?

Det eller noget andet... Det var en tilfældighed.

Jeg fandt en hvid tråd under en negl på venstre hånd.

Måske fra et hvidt lagen, som man har indsvøbt liget i. Men det er ikke alt...

Hun havde indtaget en del spiritus.

Hun var i en fremskreden tilstand af beruselse.

Med tanke på området kunne hun have været værtinde på en bar.

Men den slags piger drikker ikke. De får andre til at drikke.

-Den slags, som går i seng med kunderne? -Som kan være tilgængelige.

Hun var ikke længere jomfru.

Men hun havde ikke haft samleje, før hun afgik ved døden.

Det være sig under tvang eller med samtykke.

Jeg vil se hende.

Hvis du insisterer, men jeg har ikke lukket hende endnu.

De ryger ikke længere pibe. Hvordan føler De dem?

Helt nøgen.

-Har du det bedre? -Undskyld, men lugten...

-Du vænner dig til det. -Jeg talte med Janvier.

Der er ingen savnede personer med hendes signalement. Heller ikke i aviserne.

Lucas forhører sig på klubberne og barerne i kvarteret.

Fokuser på taxichaufførerne. Særligt dem, der kører om natten.

-Hvor skal vi hen? -Til hovedkvarteret.

-Mordvåbnet? -Ikke fundet endnu.

Pas på, at du ikke ødelægger piben.

Jeg har tænkt på en ting.

Kan De huske kvindemorderen, der hærgede nær Monceau?

-Hvorfor? -Vi fangede ham aldrig.

Monceau ligger ikke langt fra Batignolles.

-Hvordan dræbte han sine ofre? -Han kvalte dem med ståltråd.

-Og i dette tilfælde? -I dette tilfælde, nej.

Men han kan have ændret metode...

Intet, der indikerer noget. Ingen fingeraftryk eller sporbare partikler.

Intet i hendes håndtaske. Lommetørklæde, billig læbestift.

Helt almindeligt undertøj. Uniprix eller lignende.

Uægte perleøreringe.

Sko af fint mærke, men slidte.

Intet af det passer til kjolen.

-Hvorfor ikke? -Den er i en helt anden kategori.

Haute couture. Et topmærke. Den koster en mindre formue.

Det er helt sikkert en af vores. "Aftendrømmen."

En førkrigsmodel. Vinterkollektionen 1937.

1937...

-Trist, at den blev ødelagt. -Havde det bare været kjolen...

-Ved de, hvem der bestilte den? -Det må være en med stor succes.

Det er umuligt at spore alle vores kunder.

Lederen af vores atelier ville muligvis kunne huske noget.

-Må jeg tale med hende? -Hun er desværre død.

Knapt en måned efter at hun gik på pension. Kan De forestille Dem det?

Åbn den bare, men du bliver nok skuffet.

Hvorfor bærer en 20-årig pige en kjole, som kunne have været hendes mors?

-Hvilken pige? -Det er det, jeg ikke ved.

Jeg ved ingenting om hende. Intet. Ikke engang hendes navn.

Jeg har lavet kalvefrikassé. Er det okay?

Bare en smagsprøve. Jeg er ikke så sulten.

Kan du huske vores første møde? Til ballet.

"Aftenpåklædning påkræves."

Jeg følte mig mildest talt ubekvem til mode.

Men da jeg så dig i dit slidte jakkesæt og skæve slips,

tænkte jeg: "Der har vi en, der ser mindst ligeså klodset ud som mig."

Den smukke blå kjole havde jeg lejet.

Der findes butikker specialiseret i den slags. De har sågar smokinger.

-Hvorfor skulle hun have lejet den? -Tja, kommissær...

Hvor forfærdeligt!

Det nævnte Deres inspektør intet om.

Vi meddeler ikke den slags over telefonen.

-Hvad hed hun? -Det ville jeg spørge Dem om.

Jeg glemte at spørge. Hun havde travlt.

Hun skulle bruge en aftenkjole, som afhang hendes liv af det.

Undskyld. I kvarteret her

er sidsteøjeblikskunderne kabaretdansere eller glædespiger ude efter en stor fisk.

-Kan hun have været det? -Hende? Nej, absolut ikke.

Hun var så skrøbelig. Som en fugleunge, der var faldet ud af reden.

Hvor skulle hun hen iført den kjole?

-Hun håbede vel på at møde en. -Møde en?

En, der kunne bistå hende. Materielt, i hvert fald.

Hun havde ikke engang råd til at betale lejen.

Hun efterlod mig sine ting.

Hun skulle have dem tilbage, når hun afleverede kjolen.

Jeg ventede på hende dagen efter, men...

De er en af de sidste, som så hende i live.

-Jeg havde gerne set hende igen. I live. -Hvordan var hun?

Smuk. Virkelig smuk... Lys hud. Brunette med pandehår.

Nej, jeg mente, om noget stak ud?

Hun virkede fortabt. Hun var ikke herfra.

Pigen ingen steder fra.

Og hun havde en bedårende måde at lege med sit hår på.

Som et barn, der er bange for at blive skældt ud.

Sådanne piger kommer fra provinsen.

De drømmer om en karriere som artist eller om et smukt bryllup.

De ender så som husholderske eller måske på gaden.

Trocadéro 08-40?

Goddag, frue.

Undskyld, frøken.

Vil De sige mig Deres navn? Jeg ved godt, at jeg ringer til Dem.

Det skal jeg nok fortælle, men først vil jeg... Hallo?

Fantastisk! Jeg var hundesulten.

-Skal De ikke have noget? -Aldrig, når jeg drikker.

-Lidt Pouilly, Betty? -Ja, gerne.

Værsgo. Betty er et usædvanligt navn.

Mit rigtige navn er Marie. Jeg fik lyst til at ændre det.

-Hvor kommer du fra? -Romans-sur-Isère.

-Det ved jeg, hvor er. -Virkeligt?

Kendt for sine sko.

Ja. Begge mine forældre arbejdede på fabrikken.

Jeg havde et job, der stod og ventede, men hvorfor lave sko resten af livet?

Nej tak. Jeg havde bare én drøm: At rejse til Paris.

"Vi får se, når du bliver myndig", sagde min far...

Jeg tog toget samme morgen, som jeg fyldte 21.

-Uden at give dine forældre besked? -Hverken dem eller nogen anden.

Var jeg din far, ville jeg undre mig over, hvor du er.

Hvad du laver, hvordan du tjener dine penge og hvem du omgås.

-Hvorfor fortæller du dem det ikke? -De stiller mange spørgsmål.

Det påstår folk.

Hvad håbede du på, da du kom til Paris?

At være fri. At gøre, hvad jeg vil. Møde interessante mennesker. Læse.

-Gå på museum. -Og stjæle fra butikker?

Hvorfor interesserer De Dem for mit liv?

-Det kan hjælpe mig med at forstå. -Forstå hvad?

En pige som dig.

Der findes mange piger som mig i Paris.

Plagede og forvirrede sjæle. Jeg bemærkede det øjeblikkeligt.

Jeg har ondt af dem. Jeg vil gerne have dessert.

Æbletærten er udsøgt.

-Skal vi dele? -Nej, jeg bryder mig ikke om søde sager.

Den unge dame vil gerne have æbletærte.

-Og ingenting til Dem? -Nej tak, Arlette.

Skal De slet ikke have noget, kommissær?

Kommissær...? Politiet?

Maigret, kriminalpolitiet, Quai des Orfèvres 36.

Nogen ville skaffe sig af med den ukendte unge kvinde.

Men hun må have efterladt sig spor i området her...

...uanset, hvor svage de end er.

Som blinkende lygter.

Forbrydelser døgnet rundt.

Man må passe på sig selv. Ikke være ufølsom,

men holde en vis distance for bedre at kunne forstå.

I det lange løb opbygger man en skal.

Men så en dag, under en rutinesag,

og uden god forklaring,

rammes man af en detalje...

Et mønster i tapetet...

En bamse, en sætning, et blik...

Og så styrter ens fundament sammen.

Man bliver som et lille barn igen, der er bange for mørket.

Vidneudsagn, der skal underskrives af anklageren. De skal afleveres.

Jeg overdrager dem til dig.

Vi har endeligt lokaliseret apoteket.

Den lille flaske i pigens taske.

-Lapointe tager derhen. Han giver besked. -Nej, jeg tager selv derhen.

Jeg skrev ikke hendes navn ned, men hun havde ingen recept.

Et opium-derivat. Ret kraftfuldt.

-Jeg måtte ikke sælge det til hende. -Men det gjorde De alligevel?

Jeg havde set hende i kvarteret. Hun så altid så... Jeg ved ikke.

-Fortabt ud? -Ja, fortabt.

Den aften hun kom forbi... Hun havde det skidt.

-Hvordan? -Søvnløshed, nervøsitet, angst.

Hun kom og hentede mere, men så så jeg hende ikke igen.

Hun har sikkert fået det bedre.

Sikkert... Må man tage medicinen sammen med alkohol?

Absolut ikke. Det øger bivirkningerne.

Døsighed, svimmelhed...

-Rådede De hende til ikke at drikke? -Jeg troede ikke, at så ung en pige...

-Hun har vel ikke gjort noget galt? -Ikke hende, nej.

De sagde, at hun boede her i kvarteret?

-Godt. Tak. -Ingen årsag.

Der er rigeligt med unge kvinder. Jeg har seks etager.

Tre lejligheder per etage, ud over tjenestepigens værelse.

Hun sover dårligt. Står sent op og spiser kun lidt.

Hun går sjældent ud for at handle.

Hun er pigen, der ser trist ud. Hende, som ingen lægger mærke til.

Hun bor sandsynligvis alene. Hun leger med sit hår sådan her.

Det kan være hende den lille, der bor i 6D. Jeg ved ikke engang, hvad hun hedder.

-Nå, heller ikke Dem? -Nej, desværre.

Hun får aldrig post. Det var ikke hende, der lejede værelset til at begynde med.

Måske er hun deroppe nu?

-Har De en ekstranøgle? -Øh... Ja.

Jeg orker ikke at gå seks etager op.

Bare rolig, jeg har ikke brug for Deres hjælp.

-Er hende, der boede der, rejst bort? -Ja.

Er De udlejeren?

Indimellem kunne jeg høre hende græde gennem væggen.

Selv når hun ikke græd, virkede hun trist.

Tak.

Jeg står gerne til tjeneste. Félicie Bonnec. Jeg arbejder for Gaullier.

-De sagde ikke, hvad De vil hende. -Nej, det gjorde jeg ikke.

Hun er død. Myrdet.

-Det er ikke sandt! Deroppe? -Nej, ikke deroppe.

Var hun venner med nogen i bygningen? En nabo?

Hende? Det tror jeg ikke.

Hun var altid alene. Alene og reserveret.

-Hvem lejede værelset til at begynde med? -En anden pige. Jeanine.

Hun gik meget ud og stank af parfume.

Betalt af en anden, hvis de forstår, hvad jeg mener.

Hun kom og gik om natten.

Hun efterlod den anden pige her og betalte ikke længere husleje.

-Den døde, altså. Hun skulle smides ud. -Det er ordnet...

Den første lejer, Jeanine, har De set hende siden?

Hun kommer og henter sin post indimellem.

Chef, det er Janvier.

Jeg sporede nummeret, som De gav mig. Trocadéro 08-40.

Det tilhører en Jeanine Arménieu.

Det lader til, at hun arbejder på en film for Billancourts filmstudie.

Det er bare en kulisse. Det hele er falskt.

Har jeg en aftale med Dem?

-Jeanine Arménieu? -Her er jeg Nadine d'Arcy.

Undskyld forsinkelsen. Jeg var til prøveoptagelse på en film.

-Er De stjernen? -Åh nej. Jeg spiller kun mindre roller.

Sekretæren, der skriver chefens breve og som indimellem går i seng med ham.

-Husholdersken, der åbner døren. -Den falske dør.

Går De i biografen, kommissær?

Det hænder... For at tænke på noget andet.

Så De ser ikke kriminalfilm?

Biljagter, slagsmål... Den mistænkte der bankes med en telefonbog

for at få ham til at snakke. Nej... Det er for utroværdigt.

Hvad gør De for at få den mistænkte til at snakke?

Ingenting. Jeg lytter til dem.

Kom. Det er mere ro inde ved siden af.

Det er også falskt. Det er en kulisse.

Kulisse.

-Nå, hvad vil De? -Bor De på Square Alboni 3?

Ja, hvorfor?

-Og før det? På hvilken adresse? -Rue Crubellier 71 i det 17. distrikt.

-Alene? -Ja, eller nej. Med en veninde.

Er hun også skuespillerinde?

Nej, jeg mødte hende på toget til Paris.

Hun vidste ikke, hvor hun skulle bo, så jeg hjalp hende.

-Hendes navn? -Hun hed Louise. Louise Louvière.

Louise Louvière.

Hvorfor sagde De "hed"?

Fordi... Jeg ikke ser hende længere. Jeg ved ikke, hvor hun er.

Hun blev fundet død lørdag nat på Square Batignolles.

Åh, herregud!

Undskyld mig...

-Hvordan døde hun? -I hvert fald ikke på naturlig vis.

Ved De, hvor gammel hun var?

Ikke præcist. Knapt 20, vil jeg mene.

-Havde hun ingen legitimation? -Hun sagde, at hun var forældreløs.

Faderen var ukendt. Hun ville finde ham.

Men... Louvière?

Hendes mors navn. Hun døde, da Louise var lille.

Opvokset i et kloster. Ansat som husholderske.

Hun blev dårligt behandlet og stak af. Det var sådan, vi mødtes.

-Hvorfor tog hun til Paris? -Det undrer også mig.

For det meste sad hun på sit værelse. Som var hun bange for at gå ud.

Stakkels Louise... Jeg skaffede hende et job her i studiet.

Lys-stand-in. Når scenerne skal lyssættes.

Hun er stand-in for stjernen. Hun ligner hende, men det er ikke hende.

Hun var sågar statist i "Med forlov, frøken"?

Ikke ligefrem et mesterværk.

-Hvorfor tog De til Paris? -Mig?

-Ja. -For at blive til noget.

-Ud over Dem, havde hun så venner? -Ikke så vidt jeg ved.

-Ingen kæreste? -Ikke på vilkår.

-Kaplan, siger det Dem noget? -Nej, overhovedet ikke.

Men vi var ikke rigtige veninder. Vi var for forskellige.

Hendes negativitet gik mig på nerverne, så jeg overlod værelset til hende.

For hvor længe siden?

Det er cirka tre måneder siden. Efterfølgende har hun ringet et par gange.

Sidste gang klagede hun over, at jeg havde forladt hende.

At jeg var hendes eneste ven, og at hun var ulykkelig. Jeg lagde på.

Det gør de ret ofte. Ikke sandt?

Trocadéro 08-40?

Undskyld, jeg vidste ikke, hvem De var.

Louise Louvière. Ingenting. Ikke i registret.

Det er en, som blev dømt for barnemord. Men det var i 1892.

Og Jeanine Arménieu?

Ingenting, udover et par småforseelser under hendes kunstnernavn.

Hun vakte opstandelse udenfor Calavados. En natklub på Champs-Elysées.

Okay, jeg forstår.

-Mine papirer er i orden, kommissær. -Nej, jeg kom ikke på grund af det.

-Fortæl mig om pigen. -Hvilken pige?

Louise. Louise Louvière.

Hun forsvandt vel?

-Det stemmer. Kendte De hende? -Javist.

Da jeg meldte hende forsvundet til Deres kolleger, sagde de til mig:

"Det er mærkeligt, at efterlyse nogen, når man selv er efterlyst."

Så jeg satte en notits i avisen.

"Efterlyser ung kvinde i brun jakke,

blå sweater, beige kjole, sorte sko."

Hvad hed den unge kvinde, som du ledte efter?

Louise Louvière?

Louise. Loulou. Lulu.

Jeg kaldte hende Ida.

Som i historien som min mormor fortalte mig, da jeg var lille i Vilnius.

-Kender De til Vilnius, kommissær? -Nej, det gør jeg ikke.

Det overrasker mig ikke... Byen har ofte skiftet navn.

Vilnius, Wilno, Vilnia...

Alle, som jeg kendte der, er forsvundet.

Kun sjælene findes blandt ruinerne.

Så navnet...

Hvad har det af betydning?

-Var De i familie med Louise Louvière? -Familie?

De er alle borte.

Der er ingen tilbage.

Jeg er den eneste overlevende. Den eneste...

-Vil De se mine papirer, kommissær? -Nej.

-Kom hun for at se Dem? -Hvem?

-Louise. -Hvornår?

-Det ved jeg ikke. For nyligt. -Nej, nej.

Jeg har ventet på hende så længe.

Hun forsvandt en aften under udgangsforbuddet. Hun vendte aldrig hjem.

Jeg tror ikke, at vi taler om den samme person.

Nej... Undskyld, at jeg forstyrrede.

Når man mister et barn, mister man alt.

Der er intet tilbage. Kun natten.

Det ved jeg godt, hr. Kaplan.

Det ved jeg godt.

Det er mig. Forvent ikke at se mig til spise- eller sengetid.

Det ved jeg ikke endnu.

Chef?

Er alt i orden? Kan De høre mig? Chef?

Vi har nye oplysninger om lille Louise.

Jeg så hende på Rue Blanche. Hun gik hurtigt, men... ikke lige.

Hun var klædt som en prinsesse... Det var et sørgeligt syn.

Hun gik med til at sætte sig ind, men hun skulle ikke lige rundt om hjørnet.

Jeg har kørt med Dem før, kommissær. Kan De huske det?

Nej.

De anholdte hende kvinden, der myrdede sin mand på La Muette.

Jeg var overrasket over at se Dem i en taxi. De sagde, at De ikke havde kørekort.

Fortæl mere om pigen.

Tja, hun sagde ikke så meget.

Hun var nervøs.

Hun virkede bekymret.

Som om hun var bange.

Jeg tog mig ikke betalt. Hun havde alligevel ingen penge.

Jeg ventede, indtil hun var gået ind, og så kørte jeg.

En ung brunette i en elfenbensfarvet aftenkjole.

Hun ankom sent. Omkring kl. 22.30.

Jeg havde desværre travlt med at servere og bemærkede hende ikke.

Manglede der en hvid dug efter receptionen?

Det er svært at sige.

Men sølvtøjet... Gæsterne kan ikke lade være.

Tak.

Jeg forlod aldrig garderoben. Jeg husker ikke at have set hende.

Men med alle de gæster, der frekventerer toiletterne...

-Kommissær. -Ja?

-Invitationen til receptionen. -Tak.

"Fru Arnaud Clermont-Valois, hr og fru Pierre Arménieu..."

Godaften.

Min forlovede Laurents bil. Takket være ham, arbejder jeg her.

-Han driver virksomhed. -Det gør jeg også.

-En anden slags virksomhed. -Vi havde vel ikke en aftale?

Ved De, hvad Deres veninde Louise skulle den aften, hvor hun døde?

-Hvor skulle jeg vide det fra? -Hun deltog i jeres reception.

-De glemte at nævne det sidst. -Hvorfor skulle jeg skjule det?

Ja...

Netop. Hvorfor?

Jeg har ikke set hende i flere måneder. Jeg ved ingenting. Lad mig være!

Undskyld, men alle disse spørgsmål...

Jeg hverken inviterede hende eller fortalte, at jeg skal giftes.

Blev det ikke bragt i avisen?

Jo, hun kan have set det der, men derudover...

Vi har et vidne. En taxichauffør, der satte hende af.

En taxi? Hun fornægtede sig ikke noget, den stakkel.

Pokkers! Der gik en maske.

Hun turde sikkert ikke gå ind. Hun var genert og ville ikke trænge sig på.

Hun må være gået videre ud i natten og have mødt den forkerte.

Tak for hjælpen.

-Kør! -Vent.

Jeg glemte en ting. De skal møde op på Retsmedicinsk Institut.

-Hvad er det? -Det, man tidligere kaldte lighuset.

De skal identificere liget.

-Ellers kan vi ikke begrave hende. -Begrave?

Hun har ret til at blive begravet.

Javel, men hvorfor mig?

Som De ved, havde hun hverken familie eller venner. Hun havde kun Dem.

Hvad laver du her? Kom her!

-Slap af! -Slip mig!

Jeg holder hende. Ring efter politiet!

Hvad lavede du der? Har du ingen steder at bo?

Forleden stak du af, fordi jeg er fra politiet, men nu vil du have min hjælp?

Igen.

Vil De skrive det i Deres rapport? "Ondskabsfuld, pervers, afskyelig."

Ja, og så tager vi dig med nedenunder.

Vi måler dig, tager fingeraftryk og dit billede forfra og i profil.

Og så kropsvisiterer vi dig, før vi låser dig inde i en fugtig og ussel celle.

Med rotter som eneste selskab.

Hvorfor skulle jeg afvise anmeldelsen?

Det ved jeg ikke.

Jeg kan godt være sød.

Skal jeg være det?

Chef, undersøgelsesdommeren vil tale med Dem.

Senere.

-Hvis er det? -Hun er borte.

-Og hvis hun vender tilbage? -Det gør hun ikke.

Spørger nogen efter hende, så giv mig besked. Jeg lægger nøglen her.

-Går De allerede? -Ja.

Hvorfor gør De det her for mig?

Jeg gør det ikke for dig.

-Forudbetalt leje. -Det er fint.

-Jeg vil have, at De er diskret. -Forstået.

-Jeg holder øje. -Bad jeg Dem om det?

Goddag?

Kommissær Maigret, der søger hr. Laurent... Laurent Clermont-Valois.

-Har du set min taske? -Nej, hr. Laurent.

Mor, jeg kan ikke finde min taske.

Den er på sin sædvanlige plads, skat.

Hun gemmer den de mest mærkelige steder.

Det er som om, at hun ikke vil have, at jeg tager hen på kontoret.

Hun plejede at gemme min skoletaske

og ringe til rektoren for at sige, at jeg var syg.

-Louise Louvière var Deres forlovedes ven. -Vi omgås ikke de samme personer.

Vi kommer fra helt forskellige verdener.

Men I er forlovede?

De må forstå, at Jeanine har andre kvaliteter.

-Jeg forstår. Hvordan mødte De hende? -Spiller det nogen rolle?

På en natklub. Var det alt?

Din forlovedes veninde, Louise Louvière...

Ville De kunne genkende hende blandt gæsterne til Deres reception?

Hvordan skulle jeg kunne det, når jeg aldrig har mødt hende?

Fair nok.

Men Deres forlovede kan have præsenteret hende?

Sig nu, hvad det drejer sig om, i stedet for at gå som katten om den varme grød?

-Har Deres forlovede ikke fortalt det? -Hvad?

Jeg er straks tilbage.

Jeg har et bestyrelsesmøde. Skal jeg følge Dem ud?

Jeg bliver her lidt endnu.

En travl mand. Ligesom sin far.

-Så De bor sammen med Deres søn? -Nej...

Min søn bor sammen med mig. I huset, som han forlader, når han gifter sig.

-Hans forlovede er en fortryllende pige. -Hvis De siger det. Men dog så ordinær.

Førhen forvekslede man ikke fruer med danserinder.

Min mand plejede at have flygtige affærer med danserinder og værtinder.

-Jeg måtte finde mig i det i 25 år. -Havde I separate soveværelser?

Frue, jeg er ikke Deres fjende.

Det er min pligt at finde frem til sandheden.

Jeg håber at finde frem til den og forvolde så lidt skade som muligt.

Jeg elskede aldrig min mand, selvom han behandlede mig godt.

De overvejede aldrig skilsmisse?

Jeg ville forblive fru Arnaud Clermont-Valois,

hvilket jeg endnu er efter at have begravet ham.

Til begravelsen sagde jeg, at han havde været en vidunderlig mand.

Og en fantastisk far.

Undskyld, advokat Delaunay er i telefonen.

Hallo?

Ja.

Nej, det ved jeg ikke.

Vi må tale om det senere.

De er så venlig. Også jeg. Vi ses i aften.

-Hvor kom vi fra? -Danserinderne.

Minder Deres søns privatliv om hans fars?

Laurent, nej. Han er ingen charmør. Han er helt anderledes.

Mere kompliceret, så at sige.

Men jeg kan ikke forestille mig ham slå nogen ihjel.

Gerningsmanden forestiller sig ikke, at han skal slå en ihjel.

Men pludseligt opstår der et behov for at hævde sig... At eksistere.

Og for at eksistere, gør de en ende på en andens eksistens.

De kender til det, der er sket med pigen.

Til forskel fra Deres søn. Eller det påstår han i hvert fald.

Chaufføren var ikke på arbejde i forbindelse med receptionen.

Han fik fri i anledning af forlovelsen.

-Hvem kørte så bilen? -Gommen selv.

Jeg tog chancen og udspurgte husholdersken.

Hans tøj er blevet renset.

-Der finder vi ikke noget. Og Dem? -Næsten ingenting.

Clermont-Valois, Laurent Arnaud Charles...

Anmeldt for seksuelle overgreb.

Forgreb sig på en mindreårig husholderske.

Senere afvigende seksuel adfærd mod to sekretærer.

-Afvigende? -En fetich... Ikke oplyst.

Anmeldelserne blev trukket tilbage. Moderen kompenserede ofrene.

-Chef, den gamle spørger efter Dem. -Igen?

Hvad med gæsterne?

De er alle blevet afhørt, men ingen af dem husker pigen.

Rød discusfisk.

Den er kræsen.

Jeg har lige købt den nede på kajen. Den er sjælden.

Den forekommer i havet ud for Japan.

Og nu plasker den rundt ved Seine-flodens banker.

Ja, ligesom os.

Den tilpasser sig til sidst, hvis de andre lader den leve.

-Har De dyr derhjemme, Maigret? -Kun på tallerkenen.

For at kunne undersøge sagen, har jeg brug for håndfaste beviser.

Det har jeg også, hr. dommer.

Vidnerne, der kendte offeret, husker hende ikke,

eller vil helst glemme hende. Giv mig bare lidt tid.

De kunne have meddelt mig, at Clermont-Valois søn er indblandet.

Jeg vidste det ikke.

-Han er en følsom person. -Nej!

Hvad mener De?

At De kalder ham "følsom". Han giver indtryk af det modsatte.

Tror De virkeligt, at Clermont-Valois har dræbt den pige?

Jeg tror ingenting.

Det gør jeg aldrig.

Jeg undgår at spekulere.

-Hvordan gør De det? -Jeg stoler aldrig på det åbenbare.

Nej, ingen piber eller cigarer her! Mine fisker tåler det ikke. Det ved De!

Ja, jeg gør.

Men "det her er ikke en pibe".

En belgisk vittighed. Jeg forsøgte at løsne stemningen op.

De er den første, der ser dem. Jeg har lige fremkaldt dem.

Hvem leder De efter?

Hende.

Har De et forstørrelsesglas?

Tak.

-Ligger fotoene i orden? -Efter aftenens forløb, ja.

Åh, De er hjemme? De er vel ikke overtroisk?

Nej, hvorfor?

-Bare fordi De ligner hende. -Hvem?

Hende, der boede her tidligere. Hun er død. Myrdet.

Fortalte Deres ven kommissæren ikke det?

Jeg forsøger at rydde op på det lille værelse. Vi drukner i ting.

Må jeg smide dine gamle aviser ud?

-Hvad med at gå ud i aften? -Jeg har ikke lyst.

-Bliver du vred på mig? -Nej, det gør jeg ikke.

-Hvad har du lyst til at spise? -Ingenting.

Jeg har heller ikke lyst til at ryge.

-Hvad er der nu med dig? -Hvorfor siger du det?

-Du er ikke dig selv. -Hvem er jeg så?

En anden.

Det er hende.

-Kan vi sætte Dem af et sted? -Hvor som helst.

-Jeg ventede Dem ikke. -Jeg var i nabolaget.

-De ser altid så bister ud. -Jeg er bister.

Hvad er det for en kjole?

Hun havde min størrelse. Gør nu ikke et stort nummer ud af det.

Tag den af. Øjeblikkeligt!

Hvad skal jeg mere tage af?

Har De altid Deres rustning på?

Lod de også den døde pige bo her?

De elskede hende, men så forlod hun Dem. Var det sådan?

Foretrækker De ikke en god øl til en skinkesandwich?

Jo, men når jeg begynder en sag med hvidvin, så fortsætter jeg med det.

Der findes sager med hvidvin, calvados eller øl.

Denne begyndte jeg med hvidvin.

-En bid brød? -Jeg har spist rigeligt.

Sådan er det, når man er i gang fra morgen til aften...

Fortæl. Vi lytter.

Om dagen er han på kontoret. Han går ud og spiser frokost med sine kunder.

Hun er til optagelser. De mødes sent om aftenen.

På restaurant eller natklub. Et sidste glas hos hende eller måske med vennerne.

Og så går han hjem til mor og sover.

-Besøgte du brudens lejlighed? -Hun lukkede mig ind et kort øjeblik.

-Lod du som om, at du solgte støvsugere? -Nej, livsforsikringer.

Ja, selvfølgelig.

En stor lejlighed, som hendes forlovede lejer.

Halvdelen er tom, mærkeligt nok. Persiennerne er altid trukket for.

Selv om dagen.

Det, vi ikke kan se, er forbindelsen til Louise.

De skal ikke sendes videre?

Først når jeg er på min nye adresse med min kommende mand.

Jaså?

-Tillykke. -Tak.

-Må jeg byde på en kop kaffe? -Hvis De insisterer...

-Jeg havde en ven som Dem. -Som mig?

-Samme type. -Og hvad er min type?

God eller dårlig?

-Må jeg byde på en cigaret? -Nej tak.

Søger De arbejde?

Nå, kommissær, er De vred?

Nej?

Jeg er lettet over, at De ikke er vred. Jeg kender ikke andre i Paris end Dem.

Tror De mig?

Du er gammel nok til at gøre, hvad du vil.

Min første sag foregik her.

En kvinde, som ingen vidste noget om, var druknet.

-"Den ukendte i Seinen" ifølge aviserne. -Hvor fint.

Det var alt andet end det, tro mig. Efter uger på bunden af floden.

Jeg tænkte på hende konstant.

Selv om natten i mine drømme. Eller nærmere mareridt.

Som Odysseus.

I Odysséen. Han fortrylles af sirenerne, der lokker ham ned på havbunden.

Jeg skal nok tilbagebetale lejen, så snart jeg finder mig et godt job.

En kvinde vil præsentere mig for en. Hendes forlovede har et job til mig.

Det er sjovt. Hun kendte pigen, der havde boet i min lejlighed.

-Hun hedder... -Jeanine?

-Nej, Nadine. -Det er hende. Den samme kvinde.

-Nævnte du mig? -Hvorfor skulle jeg det?

-Nævnte hun mig? -Nej.

-Hvor skal I mødes? -Hos hende.

Hun henter mig i bil, men jeg ved ikke, om jeg hellere vil gå.

-Hvorfor? -Det er sent. Det er lidt skummelt.

-Du skal gå. Det er vigtigt. -For hvem?

-For mig. -De kan selv gå.

Find på en undskyldning for ikke at blive hentet. Jeg kører dig.

-Skal jeg adlyde, fordi De er panser? -Ja, lige præcis. En vred panser!

Se ikke så sur ud.

Jeg må se sur ud, hvis jeg vil.

Hvad får jeg for det?

Ingenting.

Gør De det for den døde pige?

Til hvilken nytte? Hun er alligevel død?

Hør her. Hvis noget gør dig utilpas eller bekymret, så går du med det samme.

-Hvad for noget? -Bare noget.

Kaster du mig for løverne?

Jeg ved det ikke. Det håber jeg ikke.

De fik mig til at drikke og tvang mig til at gøre ting.

Med hende. På sofaen.

Han rørte mig ikke. Han rørte ved sig selv og kiggede på.

Hun gjorde, som han sagde. Med munden, tungen, fingrene...

Det var bare et job.

Jeg fik 5.000 for at glemme dem, da jeg gik.

-Sikke en idiot! -Hvorfor gik du ikke tidligere?

Hvorfor?

Det ved jeg ikke.

Måske kunne jeg lide det?

-Er hun okay? -Hun sover. Hun har lånt en natkjole.

-Jeg kunne ikke lade hende være alene. -Det var det rigtige. De lå i hendes ærme.

-Aflever dem tilbage. Hun stjal dem ikke. -Det ved jeg godt.

-I morgen tidlig. -Ja.

Lad hende sove.

-Mælk, sukker? -Nej tak.

Ristet brød med blommemarmelade? Min søster har det med hjemmefra.

Nej tak. Jeg har ikke lyst til noget.

-Jeg beklager rodet i soveværelset. -Jeg bemærkede ingenting.

Det bruges til alt andet end at sove i.

Hvis du vil blive nogle dage...

Tak, det er sødt af Dem, men jeg har allerede et sted at bo.

-Vi har sjældent gæster. -Har I ingen børn?

Jo...

En datter.

Jeg har modtaget de supplerende resultater i sagen om Louise Louvières.

Fundene er overraskende.

Efter at hvirvlerne i nakken knustes, fik hun straks åndenød.

Derfor var der spor efter kvælning i lungerne.

Man kan se det her. Brækket nakkehvirvel og skader på mediannerven.

Sikkert forårsaget af et fald, som er sket tidligere

og efter alt at dømme et andet sted.

Med tanke på alkoholen i blodet og opiatet, som De nævnte,

kan det ikke udelukkes, at hun tilfældigt har mistet balancen.

Jeg fornemmer, at noget trykker Dem?

Jeg har også røntgenbillederne af Deres lunger.

De ryger som en skorsten, men der er ikke skyggen af en plet!

De kunne have tilhørt en 12-årig.

Jeg troede ikke, at De havde langt igen.

Kom, lad os fejre det. Vi kan dele en en andesteg på Tournelle-kajen.

-Vi skyller den ned med en Pommard. -Det er venligt af Dem, men...

Anden blev kvalt og mistede ingen blod.

Det er den subtile forskel. På den måde udvinder de væsken af kadaveret,

til sidste blodsdråbe, og putter den i saucen.

Albert Janvier fortalt, hvor du var.

-Kan vi fortsætte? -Ja.

Jeg har ikke været her i et år. Kommer du med?

Ja.

Hun ville også have været 20.

20 år gammel.

-Vi skal giftes. -Vi besluttede at fremrykke datoen.

Hvorfor ikke? I elsker jo hinanden.

Jeg er kommet for at afklare visse detaljer

vedrørende Louise Louvières tilstedeværelse ved receptionen.

Det har vi allerede svaret på.

Hun må være dukket op, men I så hende ikke.

Hun gik alene ud i natten og mødte den forkerte.

Ja. En fremmed, der inviterede hende på et glas.

Det ville hun ikke have gjort. Ikke en pige som hende.

De lader til at kende hende?

Den version kan ikke underbygges af obduktionsrapporten.

Louise Louvière døde ikke af knivstik i bryst og mave.

Behøver vi at lytte til sådanne detaljer?

Jeg accepterer, at De deltager, men jeg må bede Dem om ikke at afbryde.

Hun døde ikke i Batignolles men tidligere på aftenen.

Og et helt andet sted.

Hun døde som følge af knuste nakke- hvirvler, såkaldte "piskesmældsskader",

efter et fald. Muligvis en ulykke.

Offerets lig blev flyttet

og først derefter stukket et antal gange med kniv.

Det får mig til at tro, at nogen ville skjule ulykken som et mord.

I princippet det stik modsatte.

-Jeg ved ikke, hvor De vil hen? -Det ved jeg ærlig talt heller ikke.

Jeg famler i mørket.

Hr...

Det siges, at De forlod receptionen i et tidsrum lige før midnat?

-Ja, jeg var utilpas. -Hvordan?

Jeg havde tyndskid.

Lad mig være!

Jeg var også fraværende.

Jeg gik ud til min søn for at se, om han havde det dårligt.

En mor er ofte bekymret.

I havde begge to et intimt forhold med Louise Louvière.

Altså en trekant.

Jeg er ikke med.

Lad os forestille os en stor lejlighed på Square Alboni,

hvor der forekom aftener med naive og påvirkede piger

narret derhen af en lokkedue.

Aftener, som loven ikke kan straffe, ej heller moralen. Min, mindst af alt.

Men unge ofre giver ikke altid deres samtykke...

...og lille Louise var mindreårig.

Og det forandrer alt.

Disse påståede aftener, hr. Maigret, lyder som ren fantasi.

Louise Louvière kan ikke længere vidne, men det kan andre.

Dem før hende og dem efter.

For nyligt, tror jeg... En vis Betty?

Undskyld, men hvorfor vil De giftes, når De ikke kan røre en kvindekrop?

Nu er det nok! Det må være nok nu!

Delaunay, familiens advokat.

Vi er mødtes tidligere. Lachaume-sagen.

-God hukommelse. -Dårlige minder.

De må indkalde til et mere formelt forhør, hvis De ønsker at fortsætte.

Det skal jeg gøre.

Frue.

Advokat.

Er De venstrehåndet?

Ja, hvorfor?

Med sådanne mennesker kan tavshedens mur blive livslang.

-De har planlagt alt i mindste detalje. -Så hvad gør vi? Lukker sagen?

Nej, nej. Du suger ind alt for hurtigt og for hårdt.

Jeg hører "tuf, tuf", når der skal lyde "puf, puf".

Er du med?

Langsommere.

Giv mig den.

Det er ikke svært. Kan du høre det?

Smagfuldt!

Puf.

Værsgo.

Den her.

Gå lidt langsommere.

Mere påpasselig.

Sådan. Ikke så opret.

Som om, du er bang for at falde. Sådan.

Gå tilbage mod mig.

Kig ikke fremad. Sænk blikket.

Sådan, ja. Det er fint.

Ja, det er fint.

Jeg vil bede Dem om en ting.

Kom med det.

Silkestrømperne... Må jeg beholde dem bagefter?

Vi får se.

Hr... Frue...

Slip mig!

Var det der Louise faldt?

-Slog din hustru sig? -Vi bør tale sammen, ikke sandt?

Et øjeblik troede jeg også på Deres lille forestilling.

Spøgelsets genkomst. Askepot i sin balkjole.

Hun kom for at få trøst. Måske for at føle sig elsket.

Jeanine og Laurent troede, at hun kom for at sælge sin tavshed.

Min søn trak hende mod trappen for at tvinge hende til at gå.

Hun faldt bagover og brækkede nakken. Død.

Jeg fandt Laurent siddende hjælpeløs ved liget, ude af stand til at reagere.

-Han ville ringe efter politiet. -Men ikke Dem?

Han indså ikke konsekvenserne.

De ville have stillet ham ubehagelige spørgsmål.

-Om aftenerne på Square Alboni? -Blandt andet.

Jeg instruerede min søn.

Fragt liget bort med bilen.

Efterlad det et diskret sted. Øjeblikkeligt, uden tøven.

Og det gjorde han.

-Men ikke alene. -Nej, ikke alene.

Min søn var gået tilbage til bilen.

Han vidste ikke, at jeg havde taget en kniv med.

-Og så stak jeg hende. -Fem gange.

Måske.

En død pige. Hvorfor?

For at få det til at se ud som...

Man ved ikke altid, hvad man tænker på.

Mangel på rutine...

-Hvor er kniven nu? -På Seines bund. Jeg smed den deri.

Det, der virker underligt,

er, at I vender tilbage hertil for at afholde brylluppet...

Efter det, der sket her.

Der skete ingenting her, ingenting. Det var bare et uheld.

Og min søn adlød mig bare.

Det var sågar ham, der ringede til alarmcentralen.

Det er ikke usædvanligt, at morderen kontakter politiet.

Er det mord, at stikke en der allerede er død?

Bed Deres advokat om råd.

-Det har jeg allerede gjort. -Det tænkte jeg nok.

Hvis nogen skal dømmes, hr. Maigret, så er det mig.

Jeg dømmer ingen, frue.

Vi blive nødt til at mødes igen for at få ført Deres forklaring til protokols.

Lige nu kan De frit tage hjem.

De nygifte kommer nok til at udsætte deres bryllupsrejse.

Var den stakkels pige ikke død,

havde dette absurde bryllup aldrig fundet sted.

-Hvornår er du der? -I nat.

-Dine forældre bliver overrasket. -Jeg ved ikke, om de kan genkende mig?

-Det klæder dig. -Jeg har tænkt mig at beholde det.

Som minde.

Du var perfekt.

Det er takket være dig, at jeg...

Tak.

Tak for hvad?

For ingenting. For alting.

Så det betyder, at De kan lide mig?

Naturligvis.

Godt.

Held og lykke!

-I lige måde. -Tak.

Med forlov, frøken?

Oversættelse: J. Petersen www.firstlightmedia.com