All language subtitles for Romulus - 01x07 - Parcere.WEB-DL.1080p-ROCCaT ION10.Danish.updated.Addic7ed

Jeg vil have dem levende!

Hunulv!

"Kun Ajax, søn af Telamon,
holdt sig væk -

- endnu bitter over den sejr,
jeg vandt -

- da det stod
om Achilles' våben mellem os."

"Hans ærede moder
havde sat dem som pris."

Ajax var vred over, at grækerne gav
våbnene til Odysseus og ikke til ham.

Men Odysseus var den tapreste af dem.

Ajax var også meget tapper.

Han og Odysseus havde sammen
modigt forsvaret Achilles' lig.

Kun de to vovede at træde frem.
Men Agamemnon valgte Odysseus.

- Hvad sagde jeg?
- Ti stille.

Ajax var tapper. Ene og alene
havde han besejret Trojas hær.

Men Odysseus,
med sin ene list, vandt krigen.

- Må jeg?
- Ved du, hvordan man gør?

Vær forsigtig.

Gør det aldrig, når I er alene.

Skjul kongen.
Ingen må finde ham.

Ingen våben!

Bevar roen,
så sker der ingenting.

Velkommen, fremmede.

Hvad vil I?

Vi er sultne.

- Hvor er vi?
- I Velia.

Er hun død?

Hun trækker vejret.

Men hun er ikke vågnet,
siden vi kom hertil.

Luk den op.

De har ikke sagt noget siden i går.

Giv dem vand.
Jeg vil ikke have, at de dør.

Har I tænkt jer om?

- Vil I adlyde kongen?
- Jeg adlyder hvem som helst.

Men jeg ved det ikke.
Ingen af os ved det.

I må dø for at bevise det.
Er I villige til det?

Er I villige til at dø
for at redde en gudsbespotter?

Ikke engang et dyr ville vende
sit raseri mod sin moders søn.

Men det har Iemos gjort.

Og det er den mand,
Numitor vil give Alba til.

Hvem af jer er tørstige?

Jeg giver jer så meget vand,
I vil have.

I skal bare sige sandheden.

Ham, der drak først, er svagest.

Tag ham.

Hun har lidt,
siden I rejste til Gabi.

Hun vil bare ligge i mørket.

Lad os være alene.

Her er jeg, Gala. Som du bad om.

Tilgiv mig.

- Jeg tvang dig tilbage.
- Du tvang mig ikke.

Der hvor du er, er jeg også.

Da de sagde,
du var taget af sted med hende ...

Med vores datter ...

... erobrede grimme tanker
mit hjerte.

Med tankerne kom smerten.

Tusind knive stikker i mit hoved.

Og jeg er bange.

Du har intet at frygte.

Jeg er her,
og jeg er ikke i fare.

Ja, jeg kan se det nu.

Lov mig,
at du ikke tager tilbage til hende.

Amulius.

Jeg er nødt til at blive rask.

Giv mig din styrke,
og jeg lover, jeg klarer mig.

Så bliver jeg atter din dronning.

Du skal sove.
Søvnen kurerer alle pinsler.

Lov mig, at du bliver her.

Det lover jeg.

Der er gået over to dage.

Hvad synes du, vi skal gøre?
Vi kan ikke efterlade dem sådan her.

Vi må vende tilbage.

Tror du, at de stadig lever?

De var sammen med hunulven.
De kan ikke være døde.

Der er andre gemmesteder i skoven.
Skoven har altid beskyttet os.

Du ved ikke,
hvad du taler om, Tarinkri.

Wiros og jeg så soldaterne.

Så fortæl mig, hvad du synes, vi skal
gøre. Blive her og vente på hvad?

Nu har du forstået det.
Det ved jeg.

De har brug for en vejviser,
og gudinden har valgt dig.

Derfor bad hun mig holde øje med dig.

Jeg ... jeg ved ikke,
hvad der er det rigtige at gøre.

Hun siger, hvad der er rigtigt.

Hvis du lytter, så taler hun til dig.

Vi må tage af vores forråd
og slagte et lam.

- Så kan vi mætte dem i nogle dage.
- Hvor længe tror du, de bliver?

Det sagde de ikke.

Så længe jeg ikke har hørt nyt
fra min far ...

... kan jeg ikke vende
tilbage til Gabi.

Manos ...

Du må rejse til Gabi i morgen.

- Fortæl os, hvad der sker.
- Ja, far.

Sørg ikke over hende.

Vi skal alle dø.

Siger gudinden det?

At man skal give op og dø?

Du har selv sagt,
at Rumia aldrig glemmer sine børn.

Tror du ikke på det længere?

Vi er ikke hendes børn.

Se bare på os!

Vores venner er døde.
Skoven er brændt ned.

Og vi sidder her ... i et bur.

Når tiden er inde, slår de os ihjel.

Vi har tabt. Gudinden har forladt os.

Fordi vi ikke fortjener
hendes beskyttelse.

Sig ikke det. Wiros er stadig i live!

Og han har mange med sig.

Bed til gudinden om,
at hun viser dem vej.

Og at de kommer og befrier os.

Jeg bad gerne i dit sted ...

... hvis jeg bare kendte
jeres bønner.

- Hvor har du det armbånd fra?
- Hvorfor spørger du?

- Dræbte du dets bærer?
- Nej.

Kender du Iemos?

Er du hans mor?

Hvad har du gjort ved min søn?
Svar mig!

Iemos fortalte om dig
og om din far, Numitor.

- Jeg ved, hvad du har oplevet.
- Lever han?

Ja, han lever.

Velias soldater angreb os.
Vi flygtede, og han ...

Jeg ved ikke, hvor han er, men har
ikke mistet håbet om at se ham igen.

Hvis du virkelig traf min søn,
så fortæl, hvad du ved om ham.

Da han var barn, tog hans far
ham og hans bror med ud i skoven.

Der udfordrede han en ulv.

- Hvad mere?
- Han siger ikke så meget.

Men han ser ærlig ud. Jeg har
aldrig hørt en løgn fra hans læber.

Han var født til at blive konge.

Det glemte han aldrig.
Selv ikke, når vi var alene.

Retfærdighed er
vigtigere end livet for ham.

Jeg tror ikke et ord af det,
du siger.

Iemos ville aldrig frivilligt give
armbåndet fra sig.

Jeg dræbte ikke din søn.

Jeg sværger ved alle guder.

Stol ikke på nogen. Sig så lidt
som muligt, og kom snart tilbage.

I forbandede! Forsvind! Forsvind!

Sænk dit blad.

Hvis det fortsætter sådan,
er han død om et par dage.

Lad min far i fred.

Du troede ikke mine ord,
men du vil tro vore gerninger.

Din far vil leve, og du vil indse,
at vi ikke er fjender.

Hvem er I?

- Kendte I også min søn?
- Jeg lægte hans sår med mine hænder.

De har levet i mange generationer
i skovens huler.

Rumia er deres gudinde.
Hun beskytter dem.

Nu beskytter hun også jer,
hvis I vil lade hende.

Er du hans kone?

- Hvad hedder du?
- Pola.

Gå hjem. Ellers sørger jeg for,
at de fjerner dig.

Rufus forråder aldrig sin konge.

At lade ham lide
hjælper dig ikke.

Har du nogensinde været sulten,
Pola?

Det har jeg. Der kommer et tidspunkt,
hvor hjertet brister af frygt.

Når had, værdighed,
vrede og kærlighed -

- ikke længere eksisterer,
og man vil gøre alt for at leve.

Jeg venter på,
at det øjeblik skal komme.

Lad mig blive her ved hans side.

Det er alt, hvad jeg beder om.

Byen er besat.

Voldgraven og porten bevogtes.
Man kan ikke komme ind med våben.

Og min far?

Kong Ertas ...

Græd blot, Lausus.

Vi skal græde med dig.

Min far var en god mand,
og han var konge.

Han forlader os
med en lære og et varsel.

En dag vil guderne igen tilsmile os.

Og så ...

... vil vores våben tale.

Silvia! Kom hurtigt, skynd dig!

Silvia?

Er det dig, Silvia?

Ja, far. Det er mig.

Hvorfor græder du?

Kom med mig.

Gå hjem.

Hvor han er, må jeg være.

Jeg vil ikke have,
at du ser, hvad vi gør ved ham.

Gør det, I skal.
Hvis I ikke føler skam.

Mit hjem uden ham
er som en mørk brønd.

Min søvn uden ham er ingen hvile.

Jeg lever i hans øjne.

Hvis han ikke ser på mig igen,
er jeg en livløs krop.

Kender du den følelse?

Du siger ingenting ...

... men dine øjne lyver ikke.

Tror du, det er bedre at dø?

I dødens rige håber jeg
i det mindste at se ham igen.

Før hende væk!

Nej! Jeg beder dig!

Nej!

I må ikke føre mig væk fra ham!

Iemos' morfar er konge, siger du. Men
jeg ser hverken krigere eller våben.

Han var konge.
Hans bror tog alt, hvad han havde.

Var det gudinden,
der førte os ind på hans vej?

Han vil måske give os en by.

Deres by er Alba. Hvad har Alba
med vores gudinde at gøre?

Byer kan skifte navn, Tarinkri.

Du ...
Det var dig, der reddede hende.

Du må lytte til hende.

- Hvem af jer er Wiros?
- Det er mig.

Silvia vil tale med dig.

Jeg har lavet den her til dig.

Så ingen kan se,
hvad du har måttet udstå.

- Du kaldte på mig.
- Kom hen til kongen.

Var det dig, der helbredte mig?

Det er mit folk,
der skal æres, ikke jeg.

Æren er gudernes.
De førte Wiros og hans folk hertil.

Silvia har fortalt om dig og Iemos.

Hvad er du villig
til at gøre for ham?

Jeg er i live takket være ham.
Jeg vil gøre hvad som helst.

Men jeg ved ikke, hvor han er,
eller hvordan jeg kan hjælpe.

Vores fjende lever i Alba.

Manden, der forrådte os.
Morderen. Tronraneren.

Vil du hjælpe os med at dræbe ham?

Når Amulius er død,
og Alba igen er frit -

- kan min søn vende
tilbage som konge.

Har du intet at sige?

- Vil du ikke hjælpe os?
- I har set os.

- Vi er for få til at indtage Alba.
- Vi bliver ikke for få.

En dags vandring herfra ligger Gabi,
min by.

Amulius dræbte min far
og besatte byen med sine soldater.

Hvis du hjælper os
med at befri Gabi -

- vil de tredive konger se,
at Amulius ikke er uovervindelig.

Jeg skal tale med dem, én efter én -

- hvis det er nødvendigt,
og overtale dem -

- til de er villige
til at slås på vores side.

Mit folk kan godt slås ... men jeg må
have noget at give dem til gengæld.

De får jord at dyrke.

Og Alba bliver helliget
deres gudinde.

- Silvia!
- Det er det, de ønsker, far!

De leder efter en by, de kan byde
gudinden velkommen i.

Alba er helliget vore guder.

Vi har brug for deres hjælp, far.

Lov dem det, det er ret at love.

Jeg er ikke længere konge
og kan ikke bestemme over mit folk.

Hvis I hjælper os,
vil Alba belønne jer. Tro mig.

Jeg er heller ikke konge.

Men jeg ved,
hvem der bestemmer over mit folk.

Min konge, hjælp hende.
Jeg har aldrig set så megen smerte.

Jeg har fået nok!

En eller anden!
Forbarm jer over mig!

Vi rådspørger haruspexen. Vi må
finde årsagen til hendes lidelser.

Ærefulde moder!

Ærefulde dronning!

Ærefulde hersker
over bjerge og ulve!

Ærefulde moder!

Ærefulde dronning!

Ærefulde hersker
over bjerge og ulve!

Ærefulde moder!

Ærefulde hersker
over bjerge og ulve ...

Tal. Sig det, du skal.

Du sagde,
at jeg skulle vise dem vej.

Hvorfor taler hun ikke?

Hvorfor taler hun ikke?!

Hun er død.

Her er tegnet, gudinden gav os!

Vi er alene.
Rumia svigter os uden for skoven.

Vent, Herenneis.
Sådan er det ikke.

Hun er død, Wiros.

Vi førte hende ud af skoven,
og nu er hun død.

Ja, det var det, der skete.
Det er sandt.

Gudindens røst vejledte jer hver dag.
Hun lovede jer en by.

Men her står vi, besejrede og
fortabte. Og oraklet er tavst.

Det virker, som om hun har glemt jer.

Alligevel ved I,
at jeres skæbne venter i den hytte!

Hvordan var vi kommet hertil,
hvis ikke gudinden ønskede det?

Også nu vejleder Rumia jer,
som hun har vejledt jer før.

Nu behøver I ikke længere et orakel,
for jeres tid i eksil er forbi!

Nu er I ikke længere et folk,
der tvinges til at leve under jorden!

Nu får I en by, men I skal erobre den
med jeres hænder og mod.

Hvis I vil ...

Hvis I holder sammen ...

... vil gudindens røst
være min stemme.

I kan selv vælge.

De, der vil tilbage til skoven,
kan gå nu.

I andre gør jer klar til at slås.

Vi overgiver oraklet til floden.

I morgen ...

... vil vi i gudindens navn
indtage Gabi.

Får hun det bedre?

Svar mig!

Er din kone ren foran guderne,
Amulius?

Ja.

Så har du, bevidst eller ubevidst,
påkaldt dig deres vrede.

Ud! Lad os være i fred!

Guderne hævner sig på mig.

Min smerte vil vaske det blod bort,
vi har udgydt.

Men det er retfærdigt.

Jeg tvang dig til gudløshed.

Nu, i kraft af min død ...
... bliver du fri.

Nu er det nok, Gala!

Du har ingen skyld.

- Bær hende ud. Hun er død.
- Rør hende ikke!

Hun lever, og du rører hende ikke!

Hold mund, din hund.

- Hørte du, hvad han sagde?
- Skal jeg tage imod ordrer fra dig?

Du tager imod ordrer fra dem,
der skræmmer dig.

Men os betragter du som fortabte.

Men du kan ikke dræbe os, for vores
mor våger over os og glemmer os ikke.

Når hun kommer
med sit følge af tusind ulve -

- vil vi huske, hvad du gjorde.

Vi vil ikke vise barmhjertighed
mod nogen af jer.

Ikke mod jeres børn,
ikke mod jeres koner.

I vil alle dø!

Han har ikke vores blod.
Han kender ikke vore bønner.

Men han har mere styrke end os.

Bed, børn af Rumia.
Bede om frelse for Kaila.

Så kommer gudinden tilbage
og våger over jer.

Rumia, mænds og dyrs moder.

Du, der skaber og tilintetgør.

Giv din modigste datter livet
tilbage.

Rumia, mænds og dyrs moder.

Du, der skaber og tilintetgør.

Giv din modigste datter
livet tilbage.

Rumia, mænds og dyrs moder.

Du, der skaber og tilintetgør.

Giv din modigste datter
livet tilbage.

Hvorfor er du stadig vågen?

Jeg kan ikke lade være med at tænke
på det, du sagde i dag.

- Var det gudinden, der talte?
- Jeg ...

Jeg ved ikke helt, hvordan guderne
taler til os dødelige.

Rufus!

Du havde ret.
Han forrådte ikke sin konge.

Hvorfor har du så bragt ham
hjem til mig?

Det var dig, der reddede ham
med din kærlighed.

Stil ikke flere spørgsmål,
og tag dig af ham.

Engang var jeg bare slave.

Et forældreløst barn.

Jeg var bange.

Jeg kunne være død flere gange,
men se på mig.

Jeg reddede mig selv,
og jeg fandt mit folk.

Nu har den mægtigste konge lagt
sin skæbne i mine hænder.

Jeg kunne ikke have gjort det alene.
Rumia må have ønsket det.

Derfor vil jeg fra og med i dag
være hendes stemme.

Tekster: Neel Rocco
www.sdimedia.com