All language subtitles for Il.Materiale.Emotivo.2021.FULL.HD.1080p.Hevc.AC3.ITA.FRE.SUB.TheEmojiCrew.mkv

EN BOGHANDEL I PARIS

- Godmorgen, Vincenzo.
- Godmorgen, Julie.

KUNSTNERINDGANG

- Du køber aldrig noget!
- Du er for dyr.

- For dyr?
- Det er du.

Godmorgen, lille skat.

Har du sovet godt?
Her er din cappuccino.

Sikken nat! Jeg lukkede ikke et øje
på grund af larmen fra naboerne.

Jérôme hørte ikke noget,
men jeg sover let.

Jeg har artiskokker til din far.
Han er besat af dem.

Jeg købte en smuk neglelak til dig.
Du vil elske den.

Giver du mig et smil?

Måske senere?

Hej, professor.

Overbærenhed.

- Godmorgen, Vincenzo.
- Gérard.

- Hvordan går det?
- Fint. Har De allerede bokset?

Nej, jeg foretrækker at slå dem
i gulvet sidst på dagen.

- Det er en tradition.
- Jaså?

Hendes mand fik hende til
at se en psykoanalytiker -

- så hun kunne bryde båndet
til sin dameglade far.

Så hun gik derhen
og slap af med sin faderbinding.

Men hun var stadig ulykkelig.
Manden sendte hende i terapi igen -

- så hun kunne bryde båndet
til sin stofmisbrugende søn.

Men hun var stadig ulykkelig.
Så hun kom til mig.

Og jeg sagde:
'Virginie, din mand har ret.

Du bør gå i terapi igen
for at slippe af med det sidste røvhul.

Din mand.'

Hun er forelsket i mig.
Det er alle mine patienter.

Undtagen dig.

Ved du hvorfor, Albertine?
Fordi du har en dårlig smag.

Stadig ingen menstruation?

Du er vel ikke blevet gravid...

Albertine, Albertine.

Hvis bare du ville komme ned fra
din piedestal og slutte dig til os...

i alt det her lort,
som vi med glæde kaster os ud i.

Se, tagstenen er der stadig.

Sådan har den været i månedsvis.

Jeg tror ikke, den falder ned.

Visse skrøbelige balancer
holder længere end andre.

Jeg ved...

at du kan tale...

lille gyldne frø.

Boubou!

Boubou!

Boubou!

Min hund er væk.
Dens snude stak ud af min taske -

- og så var den væk.
Jeg mistede paraply og hund.

Jeg var nødt til at løbe væk
fra den skrækkelige mand i metroen.

Så lagde han hånden der og begyndte
at gnide på sig selv. Ulækkert!

I morges ville min scooter ikke starte.

Måske er det benzinen,
sort uheld eller tændrøret.

Jeg kommer for sent til prøven,
og instruktøren kan ikke lide hunde.

Hvordan kan sådan en lille hund
genere ham? Boubou.

Jeg har lyst til at løbe... Løbe!

Boubou!

Boubou!

Hej, Vincé!
Jeg var på apoteket.

Mens jeg var der, så jeg en smuk pige.
Du ved, de der kurvede, kødfulde piger.

Hun skulle veje sig selv.
Hun lægger en mønt i vægten -

- men er ikke tilfreds med resultatet.

Hun træder ned, tager frakken af -

- lægger endnu en mønt i vægten,
men er stadig ikke tilfreds.

Hun tager sin sweater af og prøver igen,
men løber tør for mønter.

Jeg sagde: 'Hvis De tager nederdelen af,
lægger jeg en mønt i for Dem.'

Grin dog lidt!

Skal vi gå en tur i parken i morgen?
Hvad siger du?

Ingen ser os.

Vi kan kigge efter egern.

Godnat, Albertine.

Min stjerne.

'Når jeg ser op i himlen, tror jeg på,
at alt vil vende sig til det gode -

- og også at denne grusomhed
engang vil høre op.'

- Goddag.
- Goddag.

- Leder De efter noget bestemt?
- Efter Boubou.

Jeg ledte under de parkerede biler.
Jeg har tilbragt natten på knæ.

De er ikke den eneste!
Farvel, Vincenzo.

Jeg føler mig skyldig.
Det har jeg gjort lige fra fødslen af.

- Fra før jeg lærte at tale.
- De er ikke den eneste.

Uden skyldfølelsen
ville der ikke eksistere forfattere.

- Hvad hedder De?
- Vincenzo.

Italiener, boghandler...

Hør! De skal fortælle mig noget.

Ikke på bøgerne!

Bare noget.

- Hvad laver De?
- Fortæl mig noget.

Hvad som helst.

Værsgo.

Hak løget,
og svits det på en pande i noget olie.

Sluk for komfuret,
tilsæt hakket persille...

og skær sardinerne ud.

Vend torsken i mel.

- Hvad er det?
- Opskriften på baccalà.

Klipfisk a la vicentina.

Lidt sjov er De nu alligevel, ikke?

- Du skal bevise det, du gamle.
- Hvad?

Jeg kom i tanke om en person,
der sagde: 'Jeg er en sjov fyr.'

Og Hemingway svarede:
'Du skal bevise det, du gamle.'

Det er nok nu.

Så De... De lever altså i bøgerne?

Ja.

Men det er bare...
Hvad er meningen med bøger?

Vi lever i den digitale tidsalder.
Papir har ikke længere nogen interesse.

Det er et stort spild, synes De ikke?

- Hvad?
- Ærlig talt...

Føler De Dem ikke lidt
som 'a dead man walking'?

Men det er dialogen med alle bøgerne,
der holder mig i live.

Litteratur gør os evige.
Aktualitet dræber.

- Aktualitet dræber.
- Ja.

Det er genialt! Det er fedt.
Det er det emotionelle stof...

Det vil jeg sige videre
til den anden tosse. Det er...

Hvad vil det sige, at aktualitet dræber?

Det gør os blinde.

Det styrker os ikke,
men gør os skrøbelige.

Mennesker har tværtimod
brug for at stoppe op og være til.

Lort!
Mit batteri døde.

- Har De en oplader?
- Nej, jeg har ingen mobil.

Har De ingen mobil?

- Har De ingen mobil?
- Nej.

De har ingen mobil!

Utroligt.

Værsgo.

Godt, ikke?

"Nej, ' sagde Cosimo
og skubbede tallerkenen fra sig.

'Du forlader dette bord!' Men Cosimo
var allerede på vej ud af spisesalen.

'Hvor skal du hen?'

Cosimo klatrede op til en gren,
hvor han sad bekvemt -

- med dinglende ben, armene over kors
og hænderne under armhulerne -

- hovedet nede mellem skuldrene
og hatten trukket ned i panden.

Far lænede sig ud ad vinduet.

'Når du bliver træt af at sidde deroppe,
skifter du nok mening.'

'Jeg skifter aldrig mening, '
råbte min bror fra grenen.

'Jeg skal lære dig,
så snart du kommer ned!'

'Men jeg kommer ikke ned mere!'

Og han holdt ord.'

Smukt, ikke?

Godnat, skat.

- Godaften.
- Godaften.

Har De fundet Deres hund?

Nej, ikke endnu. Han var bange.
Jeg var nødt til at skjule ham -

- fordi instruktøren er skør.
En rigtig tosse.

Hvilket teaterstykke er det?

Ikke noget.

- Er det titlen?
- Nej...

Det er bare det...
Teksten er skrevet af os.

Vi skulle skrive det hele ned.
Vi er alle sammen forfattere.

- Interessant.
- Det samme siger han.

Han får os til at lave improvisationer,
selv-identifikation, den slags ting.

Han tager notater, mens vi står
og udgyder alt det, vi har indeni.

Jeg kan ikke lide at tale om mig selv.

Vi skal tale med folk -

- og indfange emotionelt stof.
Det kalder han det.

'Emotionelt stof'.
Det er et oxymoron.

Derfor henvendte jeg mig
til den tatoverede fyr, og han troede...

Problemet er,
at folk altid misforstår mig.

'Jeg lever i frygt for
ikke at blive misforstået.'

Det sagde Oscar Wilde.

Yolande, kom! Den tosse plager os.
Det er din tur. Skynd dig.

Ja, ja, for fanden.

Tilbage til dårernes hule.
Farvel.

- Jeg skal til Italien i næste uge.
- Italien eller Vatikanet?

Den her bog er perfekt til
at læse i Italien. God rejse.

Farvel.

Fader Mathieu,
Deres blomster er klar.

- Hav en god dag.
- I lige måde.

Du skal trække vejret, Albertine.

Ellers bliver dine lunger dovne,
forstår du det?

Træk vejret, min skat.
Forestil dig vinden.

Forestil dig havet.

Forestil dig Korsika.
Kan du huske Bonifaciostrædet?

Jeg greb dig lige i sidste øjeblik.

Skal vi leje en båd i juni,
når der ikke er nogen mennesker?

Du tager roret, jeg tager storsejlet,
og så splitter vi bramsejlet.

Bare os to, ikke?
Mig, dig og havet.

Der er ikke noget at være bange for.

Jeg tror, jeg forlader truppen.
Jeg passer ikke ind.

Jeg er substitut for instruktørens
kæreste, som havde hovedrollen.

Under et skænderi
smed hun med kulisserne.

Den scene var en klapsalve værd.
Resten var katastrofalt.

Jeg kom forbi, tossen greb fat i mig,
tog mig med op på scenen og sagde:

'Du har hovedrollen nu.'

Mange store karrierer er begyndt
med en vellykket substitution.

- Har jeg en grim stemme?
- Nej, hvorfor?

Hallo? Ja.

Nej, jeg har ikke rørt din mysli.

Jeg vaskede op,
så du må bære affaldet ud.

Selvfølgelig lugter der,
for du ryger, og det gør jeg ikke.

Rend mig!
Min bofælle.

Men De ryger.

Hun er helt ude af balance.
Veganer.

Når jeg kommer sent hjem,
er jeg skrupsulten.

Og hvad ser jeg?
Hun har spist æggene og min foie gras.

- Veganeren?
- Ja! Veganer om dagen.

Om natten kan hun æde en rotte.

I nat græd jeg.

Jeg er inde i en dårlig periode.

Og vejret hjælper ikke på det.

Jeg venter på foråret.
Om foråret bliver jeg fuld af energi.

Kan De anbefale en bog?
Jeg er ingen stor læser.

Her.

'Dagenes skum'.
Boris Vian.

Ikke dårligt. Men den er for lang.
Jeg er ordblind. Jeg lærte at læse sent.

Sig mig, er De lidt af en lystløgner?

Ser De, jeg kan godt lide at ordne ting.
At polere dem lidt.

- Noget kort at læse i metroen.
- Kort?

Jeg bliver skør af at starte på en bog
uden at læse den færdig.

- Hvor mange stationer har De?
- Tre.

- Her er Deres bog.
- Nåede De at læse den i toget?

'Hånden, der kommer i kontakt
med ting'. Jeg elsker det.

Jeg ved aldrig, hvor jeg skal gøre
af mine hænder på scenen.

- Så prøv at holde dem i ro.
- Det kan jeg ikke.

Jeg ved ikke, om det er en tic.
Jeg kan bare ikke.

Jeg ved ikke noget om teater,
men forestil Dem -

- at nogen holder fast i dem
bag Deres ryg.

Ja, det vil jeg prøve.
Farvel.

Hold fast i mine håndled.

Tag fat i mine håndled.

Tag fat i mine håndled! Hårdt!

Hector! Hector, min elskede,
min forpulede elskede.

Tag det roligt.

Alle løfterne,
som flammer i natten.

Og så ingenting,
totalt mørke, en afgrund.

'Jeg har brug for at vide,
om du er kvinden for mig.

Jeg er fortabt, du er tabt for mig.
Du er for meget for mig!'

Vent...

'Jeg beder dig ikke om at vente på mig.
Du skal leve dit liv.

Hvis jeg ved, du er lykkelig,
er jeg også lykkelig!'

Er det slemt? Lort!

Lort!

- Er det slemt?
- Nej.

Jeg troede på dit lort.

Så sagde du:
'Vi ses om et år på Pont Neuf.'

Så jeg går til Pont Neuf hver dag.

Jeg går til Pont Neuf hver dag.
Jeg kan ikke lade være.

- Jeg kan ikke lade være.
- Stop!

Og hvorfor tager du ikke hunden
med til Mozambique?

Og nu er Boubou løbet væk.
Ingen føler sig tryg hos mig.

Men jeg venter og venter
og multiplicerer mine illusioner.

De er en fantastisk skuespillerinde.

Tak.

- Vil De have en ny bog?
- Ja, en kort en.

'Hvide nætter' af Dostojevskij.
Laver De sjov med mig?

'Jeg blev stående som fastgroet.

Jeg hørte sagte hulken.
Jeg tog ikke fejl.

Den unge pige græd, og et øjeblik efter
lød atter den stødvise hulken.

Herregud! Mit hjerte krympede sig.

Hvor genert jeg ellers var over for
kvinder, så var dette et så mærkeligt...

Jeg trådte hen til hende og ville have
tiltalt hende med et 'Nådige frøken' -

- hvis jeg ikke havde vidst, at denne
tiltale forekommer tusindvis af gange -

- i alle russiske romaner
fra de højere samfundslag.'

- Vincenzo? Må jeg bede om en tjeneste?
- Ja.

Min mor skrev dagbog i årevis.

Ikke noget vigtigt. Bare noter,
små hemmeligheder, opskrifter.

Hvordan man konserverer basilikum,
blomsterdyrkning til hjemmet.

Der er også nogle tanker,
beskedne, men skarpe.

Jeg vil have den indbundet.

- Hvordan?
- Det ved jeg ikke.

- Er der en titel?
- Nej.

- Jeg kunne bruge okseskind.
- Albertine kan ikke fortsætte sådan.

Hvorfor ikke prøve at tale
med Deres datter?

- Min datter kan ikke tale.
- Men hun er veltalende.

Hun har selektiv mutisme.
Hun har ingen hjerneskade.

Det er bare en blokering.
Hun er ikke kommet over traumet.

Jeg vil altid være her for at hjælpe
min datter med hendes traumer.

Hun skal tilbage til universitetet,
møde venner.

Albertine kunne få
et næsten normalt liv.

Hvad der er normalt for edderkoppen,
er et helvede for fluen.

Hvad tænker De?

Og Deres mor...

Hun lever...

Men i går bad hun mig om
at elske med hende.

Hun genkender ikke længere nogen.

De bliver ældre, Vincenzo.

Albertines liv skal have et indhold
ud over Dem.

Tænk på hendes fremtid.

Jeg ved, at Albertine er hele Deres liv.

Nej, Gérard, De ved ikke noget.

Jeg ved,
at hun er klogere end de fleste.

Jeg ved, at når elektricitet
passerer gennem hendes krop -

- reagerer hendes muskler.

Hvem er Deres frisør, Gérard?

I går ydmygede han mig igen.

'Hvad er det, du foregiver?
Vær dig selv, som den lort du er.'

Så tog han avisen
og gik ud på toilettet.

Men idioten har ret.

Jeg bliver aldrig hovedrolleindehaver.
Jeg vil altid være forbipasserende.

Men De er en fantastisk skuespiller.

Forleden... da jeg holdt
i Deres håndled, var De storslået.

Men det var en sand historie.

Hector stolede ikke på mig.

- Måske havde han ret.
- Eller også var han bange.

Vincenzo.

Mit liv er fuldt af illusioner,
og jeg multiplicerer dem som sæbebobler.

De er kunstner, Yolande.

Kunstens primære kvalitet er illusion.

Ja, men ikke i livet.
I livet...

Jeg føler mig så latterlig.

Fordi De er modig.

Man må risikere at blive latterlig,
hvis man vil prøve at nå det sublime.

Kom, Yolande, prøv at være Dem selv.

Se, hvad De har.

Men jeg har ingenting.

Det er dumt af Dem at sige det.

De har talent.

Hvem er deroppe?

Ja, jeg vil se på, hvad jeg har.
Jeg vil se på mine tæer.

Undskyld.

Bor hun her nu?

Dialogen med de døde holder mig i live.

- Aktualiteten dræber!
- Hvad betyder det?

Søger De noget særligt?

En historie om et gammelt svin.

Hvabehar?

En fyr, der spiller intellektuel,
men som bare vil kneppe kvinderne.

Der er et stort udvalg.
Victor Hugo, Simenon...

Bukowski...

- Philip Roth.
- Philip Roth?

Hold dig fra hende.

- Hvad?
- Yolande er min pige, forstået?

Hvor knepper du hende?
Inde i boghandlen?

- Roxane, bøgerne.
- Knepper du hende herinde?

Giver du hende bøger
for at kneppe hende?

Hvem er De?

Hvem jeg er? Dit svin!
Jeg smadrer dit fjæs!

Hvordan gjorde du?

Slikker hun din pik?
Du kan vel ikke engang få den op at stå.

Hør nu godt efter.
Rejs dig op.

Se på mig, din lort.
Hør efter.

Hvis jeg ser dig sammen med hende igen,
brænder jeg det her sted ned.

Din skide boghandel, er du med?

Dit røvhul.

Jérôme er en god fyr, men han er dum.
Han bliver altid snydt.

Er du færdig, min skat?
Har du brug for hjælp?

Jeg kan huske, da jeg fejede trapper
i Palais des Congrès med ham på ryggen.

Jeg red på min kost
for at få ham til at grine.

Værsgo. Jeg købte en Ashanti-dukke
til dig. Den bringer held.

Jeg sagde til Jérôme:
'Vi er integrerede.'

'Jeg arbejder med en lille dame,
der elsker mig, som var jeg hendes mor.'

Men det nytter ikke.
Han er vred på verden.

Må Gud tilgive mig. Jeg er bange for,
han bliver som sin far.

Pigen er gnaven.
Hun ville ikke vaske sig.

- Noget summer i hendes hoved.
- Måske er det menstruationen?

Det er for let. Når en kvinde er gnaven,
giver I altid menstruationen skylden.

Hvad er der? Har De gjort noget dumt?
Hvorfor ser De sådan ud?

Hvordan?

'Eders Nåde må ikke dø, men skulle lytte
til mit råd og leve mange år endnu -

- for det mest vanvittige,
et menneske kan gøre i dette liv, er...'

Det er at lade sig selv dø
uden nogen grund, Albertine.

Uden at nogen slår en ihjel -

- men fordi man er udmattet
af sorger og modløshed.

'Hør nu her, vær ikke så ugidelig -

- men stå ud af sengen...'

'Hvem ved? Måske finder vi
doña Dulzinea bag en busk...'

Hvad sagde Alain?

Han er tosset.

Det er kokainen.
Kokainen og fitnesscentret.

- Han gjorde Dem vel ikke fortræd.
- Jeg forsvarede mig selv.

Han betyder ikke noget for mig.

Jeg tror... at vi har været i seng
med hinanden to gange.

- Emotionelt stof?
- Nej, seksuelt.

Men jeg slog op med ham.
Vi var faktisk aldrig rigtig sammen.

Hør, jeg er virkelig ked af det...

Det gør ikke noget.

Godnat.

Min taske...
Jeg skal have min taske.

Ja.

Godnat.

Det, Alain sagde, er sandt.

Jeg kan ikke undvære Dem, Vincenzo...

Yolande, hold nu op.

Tro på mig.

- De siger aldrig sandheden.
- Jo, altid. Jeg lyver aldrig.

Må jeg sidde ned et øjeblik?

Jeg er udmattet.
Jeg har ikke sovet i to dage.

Kan De huske, at De sagde,
jeg skulle se på, hvad jeg havde?

Ja.

Nå, men jeg lukkede øjnene,
og jeg så Dem. Jeg drømte om Dem.

Nej, for guds skyld.
Ingen drømme, tak.

- Ved De, hvad jeg drømte?
- Hvad?

Nej!

At vi kørte i radiobiler.

Jeg elsker dem.
Men jeg går ikke derhen mere.

Og De kørte virkelig godt.
De blev ved med at køre ind i mig.

Jeg fik det ene skub efter det andet.
Jeg kunne ikke holde op med at grine.

Jeg vågnede op grinende.
Og bagefter brød jeg ud i gråd.

Som sædvanlig.

Vincenzo...

De bor et sted,
der ikke rigtig er af denne verden -

- og jeg har det så godt her.

Så De er virkelig ligeglad med mig?

Nej, De er...

De er en god kunde.

Det er jeg virkelig ikke.
Jeg læser sjældent.

Jeg bliver hurtigt træt,
og jeg kan ikke koncentrere mig.

Vil De gå ud med mig?
Vi kunne få noget at spise.

De skal ikke betale for mig.
I teatret betaler vi altid for os selv.

- Medmindre De vil invitere mig ud.
- Det vil jeg da gerne.

- Er det sandt?
- Nej.

Jo. Nej.

Er De gift, Vincenzo?

Separeret.

Så meget desto bedre,
for jeg er aldrig heldig.

Det er lidt koldt.
Har De et lille tæppe?

Ja.

Hun mistede hunden,
men fandt en herre!

Er det et lig?
Har De slået nogen ihjel?

Hvis De skal af med det,
har Jérôme nogle venner.

Nogle flinke fyre, som er integrerede.
Men det bliver ikke gratis.

Tag kamillete med til din ven
næste gang.

Hvem er det? Terroristen?
Har du sat hende i vinduet?

Så godt har jeg ikke sovet i årevis.

Godmorgen.

Godmorgen.

- Jeg skal på toilettet.
- Nej, nej, nej!

Undskyld!
Toilettet er derovre.

Okay.

Hun bliver dyr. Så du,
hvordan hun slugte den croissant?

Værre end Marie-Antoinette.

Nu går jeg.

Jeg har min generalprøve.
Vi krydser fingre!

Nej!

Er...

Er det din datter deroppe?

Ja.

Det må du undskylde.
Jeg er for impulsiv og for dum.

- Jeg troede, du havde en deroppe...
- Yolande, gå nu.

Går jeres datter aldrig ud?

Jeg forstår hende.

Hvad er der derude?
Ikke meget.

Nogle lys -

- og masser af larm.

Kære... Kære Vincenzo.

Nu er det nok. Nok!

- Min kære professor. Hør nu...
- Hvabehar?

Nu er det nok.
Hold op med at stjæle.

Man skal betale for bogen.
Forstår De det?

- De skal betale for den. Forsvind.
- 'Enhver tiltrækning er gensidig.'

Ja, men man skal betale.

Rend mig!

- Hvordan var du som lille?
- Det kan jeg ikke huske længere.

- Jeg kan forestille mig det.
- Hvordan?

Nogle ændrer sig meget,
mens andre som dig ikke forandrer sig.

Hvor ved du det fra?

Jeg ville have genkendt dig i en
gruppe børn. På dine øjne, din næse.

Min næse var meget mindre,
da jeg var barn.

- Du kan ikke lide at tale om dig selv.
- Nej.

Når jeg ser mig i spejlet,
tænker jeg: 'Hvem er den fyr?'

- De kalder mig 'misantropen'.
- Og de kalder mig 'pindsvinet'.

- Pindsvinet?
- Ja.

Hvorfor?

Fordi jeg stak alle, der kom for tæt på.

Og din datter?
Du taler aldrig om hende.

Jeg lever for hende. Det er alt.

Hun er min stjerne.

- Og hendes mor?
- Hun er i New York.

Hun bor sammen med en forfatter.

Da jeg var gift, levede jeg
som de fleste ægtemænd. Alene.

Jeg så ikke meget til Albertine.
Hun havde sit eget liv og gik i skole.

Hun var meget dygtig.
En perfektionist.

Altid ivrig efter at vise verden
sin perfektion.

Ligesom hendes mor.

Min kone respekterede mig ikke,
men jeg var ligeglad.

Jeg foretrækker at være en stor taber
i stedet for en middelmådig vinder.

Vi var i færd med at blive separeret.

Det var forfærdeligt.
Vores hjem emmede af gift og vrede.

Det skete for fire år siden.
I den periode...

Albertine var holdt op med at gå ud -

- men en dag tog hun hen
til svømmebassinet.

Hun gik ud på vippen.

Der var ikke noget vand i bassinet.

Hun faldt.

Der var blade på bunden,
og hun landede på dem.

På den måde var vi heldige.

Skal vi tilbringe natten sammen?

- Jeg burde ikke være her.
- Men det er du.

Du ved...

At give op er ikke altid en fiasko.

Jeg solgte en bog.

- Flot.
- Den kostede 18,56 euro.

Fjolset gav mig 20 og gik,
mens han grinede.

Var det 'Madame Bovary' ude i vinduet?

- Ja.
- Jaså. 18,56...

1856, det var årstallet for udgivelsen.

- Bogen er langt mere værd.
- Så derfor grinede han.

Den skiderik.

Sikkert.
Men det er helt i orden.

Det her er ingen profitabel branche.

Vin er en god branche.

Fjern alle de bøger
og erstat dem med vin.

Ryd hylderne. Lad et par bøger stå
for stemningens skyld.

Jeg ved, hvad folk vil. De vil drikke.
Folk er nostalgiske og melankolske.

Der findes de her typer,
russere og arabere -

- der drikker vine til 20.000 euro,
som var det mineralvand.

Hvis du lægger lokale til, så lægger
jeg gane til. Jeg vil hjælpe dig.

Græder du over Madame Bovary?

Ved du,
hvad Flaubert sagde på sit dødsleje?

'Jeg skal dø,
og den tæve skal leve for evigt.'

Spiser du ikke noget?

Du dør ikke af sult.

Skat!

Så du er ikke gravid.

Det er godt.

Luk din gave op.

- Sid ned.
- Jeg skal ud at bokse.

Så gør det.

Jeg har noget tungt herinde,
der konstant hopper rundt som en tudse.

De har ret.

Albertine...
Jeg holder hende tilbage.

Knap skjorten op.

De har taget Dem
fantastisk godt af hende.

Jeg tror, Albertine er træt af mig.

Så må De benytte lejligheden
til at begynde at leve igen.

Eller bare leve.

Før De bliver for gammel.

Jeg er bange.

Løft skjorten op.

Frygt er fortrydelsens mor, ved De nok.

Træk vejret dybt.

Og hvis hun gør det igen?
Hvis hun prøver at tage det spring igen?

Livet er ét stort baghold.
Prøv at hoste.

Det er fint.

Selvmord er frem for alt
en klodset gestus.

Hvis de, der går i selvmordstanker,
fik muligheden -

- ville de dræbe en anden.

Jeg har noget til Dem.

Tak.

- Er okseskindet ikke flot?
- Fantastisk.

Den var gennemplettet af vin.
Hvad drak hun? Bourgogne?

Nej. Sommetider,
men ellers var det mest bare bordvin.

Hendes liv var ikke så lyserødt,
som hun beskriver det i dagbogen.

Jeg tror, hun vidste,
vi ville finde den en dag -

- og læse den -

- så hun pyntede lidt på tingene.

Mødre lærer os at elske.

Vent, Gérard!

Jeg har mødt en kvinde.
Måske er det ingenting.

- Eller alting.
- En skuespiller.

- Ikke noget problem.
- Albertine må ikke tro...

Albertine tror på Deres kærlighed.

- Hej, Vincenzo!
- Hej.

Colombe!

Har De købt hygiejnebind til den lille?

Tag Dem af Deres kister
og lad kvinderne om livet.

- Er alt i orden, Vincenzo?
- Ja.

TIL YOLANDE

Hej, Albertine.

Jeg har taget en gave med til dig.

Det er en... lille stjerneprojektor.
Se bare her.

Tossen ville have den med i stykket,
men ombestemte sig.

'Ingen stjerne, ' sagde han.
I aften er det en stor aften for mig.

Der er premiere.
Ønsk mig held og lykke!

Hvad er det her?
Har du rekonstrueret Paris?

I miniature.
Det er sødt!

Er det en mor og en far?
En bror og en søster?

Se, de er forelskede.
Nå da.

Hør...

Jeg har også panikangst.

Om aftenen, når tæppet går op,
frygter jeg, jeg ikke kan sige noget.

Men så taler jeg.

Vi er nødt til at tale.

Folk betaler for billetterne,
så man snakker. Man optræder.

Alle spiller deres rolle.
Det er man nødt til, ikke?

Man må give den gave tilbage,
man har fået.

- Godaften, Vincenzo.
- Godaften, fader Mathieu.

Vincenzo,
jeg leverer Deres roser til teateret.

Der var engang en pindsvinefamilie,
som elskede hinanden.

En kold nat besluttede de
at krybe sammen for at holde varmen.

Men efter noget tid kunne de mærke
piggene stikke. Så spredte de sig.

Men efter noget tid frøs de igen -

- så de krøb sammen igen -

- og så følte de igen smerten
fra piggene.

Hele natten var de fanget mellem
de to onder: Kulde og smerte.

Dette fortsatte, indtil de havde
fundet den rette afstand.

Den perfekte position.

Schopenhauer: 'Pindsvinets dilemma'.
Kender du den?

Jeg læser altid gode råd om,
hvordan man finder lykken.

Lort!

Pokkers, der er så mange mennesker.
Jeg er sent på den.

Himlen åbner sig altid for en stjerne.

Hak løget, og svits det på en pande
i noget olie.

Sluk for komfuret, tilsæt hakket
persille, og skær sardinerne ud...

Yolande! Hvordan gik det?

De buhede.
Men det kunne man forvente.

Jeg har så mange ting,
jeg vil fortælle.

Jeg er lidt beruset,
men alt står klart i mit hoved nu.

- Kom med mig.
- Han er kommet tilbage.

Boubou? Hvad sagde jeg?
Hunde kommer altid tilbage.

Hector. Han holdt sit løfte.

Han sad på første række
og tog ikke øjnene fra mig.

Jeg var så nervøs.
Jeg savlede som en sindssyg.

Da jeg så ham, var jeg ved at besvime.

Mine hænder frøs. Jeg troede,
han ville gøre grin med mig -

- men da så jeg noget midt i tågen.
Jeg følte en stærk kraft.

Som om håbet sad lige der, foran mig.

Vincenzo, jeg spillede...
som jeg aldrig har spillet før.

Som en båd, der glider gennem vandet,
ubesværet. Jeg fløj bogstavelig talt.

Han kom ud i min garderobe,
og jeg forstod -

- at jeg aldrig var holdt op
med at vente på ham.

Vores illusioner støtter vores vinger.
Og hvad så, hvis jeg fortryder i morgen?

Nu ved jeg, at lykken har ramt mig,
da jeg mindst ventede det.

Vi rejser i aften.
Han tager med mig på turne.

Så...

Jeg ville sige farvel.

Og... du ville høre,
om der er noget nyt om Boubou?

Det vil hele kvarteret.

Tænk engang, en morgen
fandt Hector ham uden for sin dør.

Den hund er så følsom.

Yolande!
Vi skal af sted.

Han venter på mig.
Du vil ikke glemme mig, vel?

Jeg glemmer heller ikke dig.

Jeg skal gå nu.

De torne.

Ønsk mig held og lykke.

Jeg elsker dig.

- Tak, Alain.
- Du var utrolig. En stor skuespiller!

- Du var heller ikke dårlig forleden.
- Jeg er en nybegynder.

Hvorfor droppede du den stakkels fyr?

- Han er tydeligvis vild med dig.
- At give op er ikke altid en fiasko.

Her.

- Stjal du det fra teateret?
- Røven er vigtig.

Helt bestemt. Farvel.

- Hvor vil du sove?
- Det finder jeg ud af.

Kør langsomt,
og lad være med at tage stoffer, okay?

Yolande?

Er alt i orden?

Det fortæller jeg dig i morgen.

Gud!

- Godmorgen, Hector.
- Godmorgen.

.::TWA - Your Source Of Quality!::.

Tekster: Henrik Jakobsen
Oneliner