All language subtitles for Filmworker.2017.NORDiC.1080p.WEB-DL.H.264-RAPiDCOWS.da

Jeg er splittet mellem
de to modsætninger:

Er rejsen det mest spændende-

- eller er det slutresultatet? Jeg
tror aldrig, man når et slutresultat.

Man prøver at komme så tæt på,
man kan på den tid, man har.

Hvis man er nysgerrig-

- føles det aldrig,
som om en rejse er fuldendt-

-for man skifter altid tog-

- og man er altid på vej
et andet sted hen. Det er en gåde.

Jeg så Leon som et møl,
som blev tiltrukket af flammen-

-som brænder dets vinger af.

Stanley Kubrick var et klart lys.

Hans tillokkelse på Leon
var så stærk-

-at han brændte sig på Stanleys lys.

Jeg havde set "Rumrejsen År 2001",
da jeg var færdig på teaterskolen.

Det var den bedste film,
jeg nogensinde havde set.

Jeg så "A Clockwork Orange",
fordi Kubrick havde lavet den.

Da jeg så Malcolm McDowells
fortolkning af rollen...

Det var så stort og modigt...

Det var så tæt på teater på film,
man kunne komme, og det gav mening.

Det var skønt for en skuespiller at
få lov at vise hele sit repertoire.

Da filmen var slut, vendte jeg mig
til personen, jeg havde set den med.

Jeg sagde: "Jeg vil arbejde for
den mand." Det sagde jeg.

Jeg var heldig,
for jeg havde altid arbejde.

Jeg lavede teater,
tv, kostumedramaer, BBC...

Jeg lavede engangsforestillinger,
et par film, politifilm...

Hvorfor skulle de ville det?
Jeg bor i forstaden.

Jeg var med i alt,
som blev lavet dengang.

Det vækker hende ikke til live igen!

- Var De i nærheden af pakhuset?
- Nej!

Jeg lavede komedier.

Jeg var i London,
da alting ændrede sig.

Jeg troede, at jeg kunne være
og opføre mig, som jeg ville.

Det var en enorm lettelse.

Må jeg tage med?

En af mine agenter havde hørt,
at Kubrick skulle lave en ny film.

Han arrangerede en audition
for mig til filmen "Barry Lyndon".

Jeg fik manuskriptet tilsendt,
og på forsiden af mit-

- sad der en seddel
med Stanleys håndskrift.

"Lær disse replikker."

Når en som Kubrick beder en om
at lære nogle replikker-

-så gør man det.

Telefonen ringede.

Min agent sagde, at jeg havde fået
rollen i Kubricks film.

Jeg blev vanvittigt glad.

Jeg blev ringet op:
"Kom til White Hart Hotel kl. 18."

"Stanley vil møde dig."
Jeg stod i hotelvestibulen-

- og nogen tappede mig på skulderen.
Jeg vendte mig om.

"Hej, Leon. Jeg hedder Stanley."
Vi gav hånd.

Stanleys håndtryk
var varmt og behageligt.

Jeg følte en rus.

Den første optagelsesdag
var jeg frygteligt nervøs.

Nogen gav ham en kikkert,
og han sagde: "Giv den hele armen."

Jeg vidste ikke, hvad det betød,
men han sagde: "Værsgo, Leon."

"Lav scenen, som du vil spille den.
Hold ikke igen til optagelsen."

Vi begyndte. Han traskede rundt,
kiggede i kikkerten-

- stod tæt på, langt væk,
han stod på en stige, lå på knæ.

Så skiftede han linse
og gjorde det hele igen.

Hver gang
måtte jeg begynde forfra.

Netop da vi skulle til at optage,
sagde han: "Vi gør noget andet."

Jeg blev helt forvirret. Jeg tænkte:
"Han vil skrive scenen om."

Jeg gik ind med min stedbror Bryan,
og han havde mine sko på.

Vi filmede den scene om og om igen-

- men da vi havde fundet
den rigtige stemning-

- gav han slip på det hele.
Han sagde aldrig "tak!"

Jeg har udholdt den usle opførsel
fra den irske opkomling-

-I har taget til Jeres seng.

Han er af lav byrd og opfører sig
brutalt, hvilket er frastødende.

Vi lavede hele optagelser
med monologer.

...hans brutale
og ukultiverede opførsel.

Hans utroskab,
hans svindlerier af både mig og Jer.

Jeg kan ikke selv tugte
denne skurk af lav byrd-

- men hader den måde,
han behandler Jer på-

- og foragter samfundet,
som var det pestsmittet.

Jeg har besluttet
at forlade mit hjem.

Da forstod jeg,
hvad filmkunsten går ud på.

I modsætning til at bare at optage.
Det her var filmkunst.

Jeg hoppede op og slog
ham så hårdt, jeg kunne i ryggen.

Så prøvede jeg at kvæle ham.
Jeg slog ham og...

Stanley sagde: "Du må slå hårdere."

Jeg så på Leon. "Leon..."

Vi tog scenen om 30 gange.

Jeg ved, at jeg gjorde ham fortræd.
Jeg ville ikke-

-men det var Stanley. "En gang til."

Vi holdt frokost. Han sagde:
"Leon, jeg vil tale med dig."

Jeg tænkte: "Nu siger han 'du er god,
men det er ikke, hvad jeg vil have.'"

Vi havde haft tre George III.
De første to var blevet fyret.

Hvis man ikke kunne sine replikker,
røg man ud.

Så fandt han en ny. Der var ingen
grund til at blive ven med nogen.

Han sagde: "Sæt dig."
Vi satte os ned.

"Jeg kan godt lide din stil.
Når vi indstiller lyset-

-øver du replikker."

"Jeg vil skrive nye scener til dig
og beholde dig i hele filmen."

Jeg var lige ved at besvime.

Kan I forestille jer det?

Jeg havde lavet film før,
men da var jeg bare skuespiller.

Jeg forstod ikke,
hvordan filmkunst blev til.

Jeg begyndte at se mig omkring-

- og så folk, som flyttede rekvisitter
tre meter ind, tre meter ud.

De ændrede vinkel på den,
kostumerne var håndsyede-

- som de blev i 1700-tallet,
og folk diskuterede detaljer.

Stanley talte med sin art director.
En masse mennesker gik rundt.

Alle havde en opgave-

- og de gjorde noget for at få
netop det øjeblik til at fungere.

Jeg tænkte: "Det er utroligt, at én
mands idéer fører til alt det her."

"Det her er det, der skal til for
at lave en film." Det fængslede mig.

Når man filmer med Stanley,
må man have rå æg.

- Ved du, hvad de gav mig til frokost?
- Røræg?

Halvrå kylling og tomater.

De havde blandet det sammen,
så jeg var ved at kaste op-

- men da jeg skulle indspille scenen,
var det gået over.

Stanley sagde: "Giv ham et råt æg."

I dig så han slutningen på filmen.

Nogen måtte få Barry Lyndon ned
med nakken, men hvem?

Vi indspillede
den sidste scene i juli.

Det var trist at vide,
at filmen snart var færdig.

Jeg tænkte:
"Det her bliver svært."

Jeg sagde til Stanley: "Jeg er
interesseret i den tekniske del-

- og det,
der skal til for at lave en film."

"Jeg ville gerne arbejde med det."

Han sagde: "Hvis du mener det,
må du gøre noget ved det."

Han gav mig
en smuk kunstbog i julegave.

Der står: "Kære Leon. Tak for
dit talent, energi og venlighed."

"Med venlig hilsen. Stanley."
Jeg var ved at græde. Meget rørende.

Da "Barry Lyndon" fik premiere,
fik jeg mange festinvitationer.

Nogen ville være min agent.

Jo flere fester jeg tog til,
desto flere mødte jag-

- som syntes,
at det var en fremragende film.

Du milde! En Kubrick-film!
Den fyr skal nok komme frem i verden.

Tingene skete samtidig-

- og jeg blev tilbudt en sæson
hos Royal Shakespeare Company-

- hvilket jeg i starten af min
karriere havde gjort alt for at få.

Jeg fik også tilbud
fra National Theatre.

Men jeg havde besluttet,
at når jeg fik en ny film-

- ville jeg bede om at få lov
at hjælpe til i klipperummet.

Det var en svensk/irsk produktion
af "Frankenstein".

Instruktøren
havde set "Barry Lyndon"-

- og sagde:
"Du vil være god som Frankenstein."

Jeg sagde: "Fint. Må jeg også få lov
at være med til at klippe den?"

"For at lære håndværket.
Jeg arbejder gratis."

Han sagde: "Ja, hvis du vil."

Jeg arbejdede i klipperummet,
indtil filmen havde premiere.

Jeg fortalte Stanley det.

Han sendte mig bogen
"Ondskabens Hotel".

Der sad en seddel på omslaget.
"Læs den her."

Jeg tænkte: "Hvis Stanley vil have,
at jeg læser den, gør jeg det."

Telefonen ringede, og stemmen sagde:
"Har du læst den? Hvad synes du?"

Jeg sagde:
"Det kan blive et spændende projekt."

"Vil du tage til USA og finde
drengen, som skal spille Danny?"

Det ville jeg gerne.

Efter det sagde jeg nej tak
til alle skuespiljobs.

Missionen var fuldført.

Jeg blev overrasket over,
at han holdt op med at spille-

- for han var meget dygtig. Han ville
være skuespiller og nød det.

Det var et paradoks. Han stoppede
på toppen af sin karriere.

Jeg var helt paf. Han begyndte
i stedet at arbejde bag kameraet.

Jeg havde været der i 16 måneder. Da
jeg kunne tage hjem, gjorde jeg det.

Jeg troede, at de ville kalde mig
tilbage. Men de to fandt hinanden.

Hvorfor skulle en som Leon Vitali,
som var skuespiller-

- afstå fra det
for en anden persons skyld?

Det skyldtes,
at han så noget i den person-

- som man ikke ser hos
90% af menneskeheden.

Han var en mester. Man er heldig,
hvis man møder én mester i sit liv.

Leon er en af få skuespillere-

- som har opgivet sin karriere for
at arbejde med en filmskaber.

En filmskaber som Kubrick
havde pondus og var ren kult.

Jeg kigger på kassen og tænker:

"Her ligger års restmateriale."

Det man må gøre i branchen
for at få noget til at fungere.

Korrespondance og alt det pis.
Det var der meget af.

Noter om ting,
som er forkert på kopierne.

Jeg skulle gennemse
hvert et billede og sende noter.

Stanley var manisk med
at nedskrive ting.

"Skriv det ned. Husk at læse det,
du har skrevet ned."

Jeg tilbragte meget af min tid
med at skrive ting ned.

Vi arbejdede med samtlige
Stanleys film hele tiden.

Der var altid nogen i verden-

- som ville have en kopi af
eller vise hans film.

Det kunne være Finland,
Frankrig, Tyskland-

-Sverige og Danmark.

Men vi lavede noget helt anderledes.
Vi indspillede "Full Metal Jacket".

Det her er Danny Lloyds.
Det er hans optageskema.

Den britiske lov om børneskuespillere
var streng.

Man måtte kun filme 20 minutter
for hver hele time.

Stanley blev bekymret og sagde: "Før
protokol." Det blev "Løgnenes bog".

Sidste optagelsesdag
var den 27. marts 1979.

- Godaften, mr Torrence.
- Godaften.

Jeg tog først til Denver.
Jeg skulle filme alle børnene.

Vi stillede dem alle
de samme spørgsmål.

Der var 4.000 børn,
og de fleste var i Chicago.

Jeg var fire år og hørte mine
forældre snakke sammen i køkkenet.

Vi skulle til Chicago til audition.

Der var en masse børn.
"Vi har ikke en chance."

Jeg sagde: "Hej. Er det dig, der er
Danny?" Han svarede ikke.

Af en eller anden grund
satte jeg mig på hug-

-så jeg kom i højde med ham.

"Jeg hedder Leon. Ved du, hvorfor
du er her?" Han sad sådan her.

Hans mor sagde: "Kom nu, Danny.
Vi er kørt hele den lange vej."

Pludselig sagde han "fint" og tog
min hånd. Så gik vi ind i rummet.

Vi sad på hver sin stol
omkring 30 cm fra hinanden-

-og stirrede på hinanden.

Så sagde han:
"Jeg kan godt lide dit jakkesæt."

Det var det.
Efter det talte vi sammen.

Leon var fantastisk.
Efter det var vi bedste venner.

Hej, Danny.

Det stod ikke i manuskriptet,
at de skulle være tvillinger.

Problemet var, at dem som var til
audition, kom fra børneteaterskoler.

De havde lært dem at tale
i et bestemt tonefald.

"Jeg ved ikke hvorfor..."

Jeg tænkte...
Jeg begyndte at blive desperat-

- men den sidste dag kom en kvinde ind
med to tvillingepiger.

Jeg tænkte på Diane Arbus'
berømte foto af et tvillingepar.

Jeg lavede omkring 10 optagelser
med dem. Jeg løb ud på scenen.

"Jeg har fundet dem!"

Han så på dem og sagde:
"Der er ingen tvivl."

Når den slags sker,
taler det for sig selv.

Jeg husker, at Leon kunne sige "stop"
eller "se bange ud".

Jeg gjorde, som han sagde.
Han var min dramalærer.

Stanley kunne se, at det virkede.

Hvis vi skulle filme bevægelser,
var jeg tættest på ham.

Jeg gav ham instruktioner.

Fortsæt. Bange.

"Se bange ud. Se dig omkring.
Drej til højre."

Leon og jeg øvede.

Eller også indspillede vi det
med Leon som "Jack".

Danny!

Det er som en stor labyrint.

Stanley ville have, at jeg hjalp
Shelley og Scatman med replikkerne.

Det er bare et køkken.

- Husker du alle optagelserne?
- På en måde.

Jeg husker det på grund af isen.

Nogle dage senere sagde nogen:
"Vi har spist 20 liter is."

Hvis vi måtte begynde forfra,
fik jeg mere is.

Jeg kunne ikke spise den, men som
femårig tænkte man: "Se al den is."

Det er en kultagtig rolle.
Mange stræber efter at nå dertil.

Det vigtigste
jeg har at sige om det, er-

- at det var en hyldest
til Leon og hans arbejde.

Stanley havde sagt: "Hvis du ikke har
nogen opgave, så hold dig nær mig."

"Tag med til møderne og se, hvordan
alting fungerer og er organiseret."

John Alcott og jeg
brugte sort-hvide polaroider-

-for at få den rette kontrast.

Jeg havde fået lov
at tage mit kamera med.

Stanley viste mig,
hvad man kunne gøre med det.

Undereksponere, overeksponere...
Ting, han havde lært som fotograf.

Jeg fik lov at tage stillbilleder i
Chicago, Denver og Kansas City.

Vi tog ind på hoteller
i de byer, vi besøgte-

-og tog billeder af værelserne.

Jeg kom tilbage med 100 ruller film.
Han sagde: "Det har du klaret godt."

Han gav en selvtillid, fordi han fik
en til at føle sig som en del af det.

Man følte sig
som en vigtig del af processen.

Lad ham opdage,
at vi ikke har meget tid.

Dagene var fyldt med
forskellige opgaver.

Jeg følte, at jeg var i himmerig.

Enhver som talte
med Stanley i ti minutter-

- eller arbejdede for ham i et år
eller længere-

- følte altid: "Jeg har lært den
virkelige Stanley Kubrick at kende."

Han kunne møde nogen, give hånd...
"Hej. Jeg er Stanley."

Han var skakspiller.
Folk som mødte ham første gang-

- sagde altid: "Han var slet ikke,
som jeg troede. Han var fantastisk."

"Han var flink.
Han var ditten og datten."

Han var også sådan mod mig,
da jeg mødte ham.

Men da vi lavede "Full Metal
Jacket" og jeg fik større ansvar-

- kom Stanley ind
og gav den hele armen.

Dato: August 1985.
Sted: Produktionskontoret.

Stanley ville vise mig,
hvad der sker bag kulisserne.

Det, som slog mig, var manglen på
mennesker. Stedet var næsten tomt.

Leon Vitali var der.
Jeg havde mødt ham før.

Han er vist Stanleys assistent.
Leon er altmuligmand.

Han noterer alt.
Nogle gange skriver han på sine arme.

Til "Full Metal Jacket" så jeg
Leon som Igor i "Frankenstein".

"Ja, herre."
Han var Stanley Kubricks slave.

Jeg skulle være overalt samtidig.

Stanley brugte mig på den måde, han
mente, var effektiv og funktionel.

Det var første gang jeg fik lov til
at besætte roller for Stanley.

Vi fik tusindvis af bånd tilsendt.

Vi havde travlt.

Jeg indvilgede i at blive teknisk
rådgiver for at få en fod indenfor-

- og få en audition hos Stanley.
Jeg ville spille oversergent Hartman.

Ingen kunne have spillet ham
bedre end mig.

Han så på mig sagde: "Glem det.
Jeg har allerede en skuespiller."

I marinekorpset
bliver man ikke en god taber.

Goddag, sir. Jeg hedder Tim Colceri.

Warner ringede.
"Kom og underskriv kontrakten."

Han sagde:
"Du har filmens bedste rolle."

Så tog han manuskriptet frem.
"Du skal spille eksercitssergent."

Jeg ledte efter statister
og kontaktede regimenter og sagde:

"Vi indspiller en film.
Er nogen interesserede?"

Så slog det mig, at Ermey plejede
at klæde sig som eksercitssergent.

Jeg tænkte:
"Vi gør, som han plejede at gøre."

"Vi stiller dem op og lader ham
råbe ad dem." Jeg filmede det.

Jeg syntes, at Kubrick skulle se det,
og tog en snak med disse mænd-

- og fortalte dem, at jeg ville sige
grimme ting om deres forældre-

- og at de ikke skulle slå mig.
Så ville jeg ikke hyre dem.

Så tog jeg dem en efter en. Jeg
kritiserede dem og deres familier.

"Hvad hedder du, din skiderik?"

Så lagde jeg mærke til,
at Leon diskret filmede først dem-

- og så mig.
Så jeg vidste, at det virkede.

Jeg øvede replikker med Leon-

- mens Lee Ermey marcherede med
gutterne. Jeg begyndte med dialogen.

"Hvis I har en skønhedsplet eller
et ar, som stikker ud af hovedet-

- så vil I, når I sætter jer..."
Leon sagde: "Stop."

"Hvorfor? Det går jo godt."
Han sagde: "Når I sætter jer ned."

Jeg vidste, at Stanley
skulle se båndet samme aften.

Dagen efter ville jeg få rollen.
Det var pærelet.

- Vidste du det?
- Ja, inderst inde gjorde jeg.

Jeg viste Stanley båndene.
Han var ved at dø af grin.

Jeg regnede med at blive indkaldt
dagen efter, og det blev jeg.

Min sværeste opgave
i den film var-

- at tage hjem til fyren
med Stanleys brev.

"Jeg beklager, men..."

"Jeg har besluttet
at give Lee Ermey rollen som Hartman-

- men jeg vil have dig
som helikopterskytte i stedet."

"Med venlig hilsen, Stanley Kubrick."

Jeg var knust.

Jeg ville ikke se nogen.

Alting var sløret.
Tv'et var sløret.

Jeg var vred, for jeg havde
haft rollen i otte måneder-

- men han turde ikke selv
fortælle mig det. Han sendte Leon.

Mange skuespillere gjorde alt for
at arbejde sammen med Stanley.

De troede, at de havde fået rollen,
og så blev den taget fra dem.

Det var ikke let.
Jeg led virkelig med ham.

"Som Stanleys assistent er Leon klar
til at besvare alle spørgsmål."

"Det er et enormt projekt.
Det kan man se i Leons ansigt."

"Det er hærget og bekymret. Jeg
elsker Leon, men han gør mig trist."

"Jeg vil hjælpe ham, men hvordan?"

Jeg blev mistænksom,
da Leon ville øve replikker med mig-

- for jeg vidste, at han talte med
Stanley bag kameraet.

Jeg og de andre skuespillere troede,
at Leon var en slags spion.

Han ville se, om nogen røg hash.
Alle var mistænksomme over for Leon.

Men Leons eneste mål var at sørge
for, at folk var optimalt forberedt.

Alle var pirrelige.
For hver dag som gik-

- blev Stanley
mere spændt og nervøs.

Vores art director fik
et nervesammenbrud-

- på grund af arbejdsbyrden. Vi måtte
rive Beckton ned og genopbygge det.

Stanley overlod Leon til mig.
Jeg blev Leons projekt.

"Tror du, at du er Mickey Spillane?"

Vi havde mange timers audition.

Vi lod dem transskribere og syede
Lees rolle sammen fra ca. 800 sider.

Jeg ved,
hvor hårdt han arbejdede med Ermey-

- for vores garderober lå ved siden af
hinanden, og jeg hørte dem.

En dag gjorde jeg Leon vred.
Han tog en appelsin fra frugtskålen-

- og kastede den efter mig. Jeg
fangede den og kastede den tilbage.

Vi kastede appelsinen mellem os, og
jeg begyndte at sige mine replikker.

Det gik ham ikke på,
hvor meget eller hvor tit vi øvede.

Han lå på gulvet med lukkede øjne
og skulle sige sine replikker.

Så øgede vi tempoet,
så de sprøjtede ud af ham.

- Er du homo?
- Nej, sir!

Du boller sikkert folk i røven
uden at gide give dem et håndjob.

Leon Vitali...

Han satte mig af om aftenen
og hentede mig om morgenen.

Han var der altid.

Vi snakker 14-20 timer om dagen
syv dage om ugen.

Han sov aldrig.
Stanley pressede ham.

Uden Leon havde min indsats
ikke været halvt så god-

- som den blev
i "Full Metal Jacket".

Hør nu her, menig Pyle.

Hør nøje efter.

Jeg vil have dit våben. Lige nu!

Læg våbnet ved dine fødder
og gå væk fra det.

Hvad er der galt med dig, dumrian?
Fik du ikke opmærksomhed nok...

Den rolle åbnede alle døre for mig.

Jeg har ikke været arbejdsløs
siden. Det har været skønt.

Da filmen var færdig, besluttede de
at tage helikopterskytten med igen.

Han boede hjemme hos mig.

Da vi gennemgik rollen, begyndte han
gradvist at finde nuancerne i den.

- Nogen kvinder og børn?
- Nogle gange.

Det var dejligt at se nogen få
en forståelse for noget.

Da vi så filmede det... Vi fløj i
helikopteren, og jeg filmede det.

Vi øvede det.
Stanley ville ikke flyve.

Da Stanley kom,
havde vi været i gang i to-tre timer.

De gjorde klar.
"Vinklen er stadig forkert."

"Gør det samme 13 gange til."

Han blev lidt roligere,
men endnu mere skræmmende.

Alle der løber, er Viet Cong.

Alle der bliver stående,
er disciplinerede Viet Cong'er.

Stanley sagde:
"Du skal lave foley."

Jeg sagde: "Hvad mener du?"
Han sagde: "Du laver lydeffekterne."

"Jeg ved ikke, om jeg kan."
Han sagde: "Selvfølgelig kan du det."

Han gav mig altid nye opgaver.

Hvis jeg sagde: "Jeg kan ikke lave
layout", sagde han: "Jo, du kan".

Vores tonemester Eddie Tise og jeg-

- lavede alle fodtrin,
tøjraslen, skramlen og så videre.

Alle slags lyde.
Også luderen.

Ville du efter "Full Metal Jacket"
have skiftet arbejdsopgaver-

-efter det, du vidste om Stanley?

Nej, efter "Full Metal Jacket" kunne
jeg ikke have arbejdet for Stanley.

Jeg er for selvisk.
Det, Leon gjorde, var uselvisk.

Næsten som at korsfæste sig selv.

Jeg kunne ikke have gjort det.
Jeg er for selvisk-

- men Leon brugte 30 år af sit liv
på Stanley Kubrick.

Det, Leon gjorde for Stanley,
svarer til, hvad en hær af producere-

- chauffører og skræddere gør
på andre film for instruktører.

Hver dag var en rutsjebanetur,
og dagene var meget lange.

Når man kørte ind gennem
de enorme jernporte-

- som aldrig blev lukket,
hørte man et brag inde i hovedet.

De lukkede sig bag en.
Det gjorde jeg.

Nu gjaldt det.

Man fik intet privatliv,
før man igen tog derfra.

Jeg ringede til laboratoriet
eller til Warner i London.

Jeg vidste, at jeg ville jage dem
resten af dagen.

Jeg arbejdede 14-16 timer
om dagen i huset.

I Stanleys hus, hvor vi arbejdede,
men når jeg kom hjem, fortsatte jeg.

Havde han meget personale?

Der var kun mig, som arbejdede
med film, video, tv og den slags.

Med hans film. Senere var det
Tony Frewin, som passede ejendommen-

-og var mellemmand-

- samt Jan, som tog sig af
Stanleys private affærer.

- Men du håndterede Stanley...
- Nej, jeg "håndterede" ikke Stanley.

Jeg "håndterede" aldrig Stanley.
Jeg håndterede mig selv-

- så jeg kunne eksistere
i Stanleys verden.

Jeg var der indtil kl. 03.
Han tog noter.

Det var sådan, jeg lærte det.
Jeg så, når han gjorde det-

-igennem mange år.

Når han hvidbalancerede...
Han gjorde om det mange gange.

Han kom ind kl. 23. Leon var der.
Det var som et familiefirma.

Det her er Stanleys noter.
Han tog noter hele natten.

"Et meget unaturligt lys.
Ryans hår er ikke orange!" 15 sider!

De blev nok skuffede,
når de så det her om morgenen.

I en periode var den her
på alle faxer, Warner sendte.

Man begyndte at hade Snurre Snup.

Man tænkte:
"Endnu en fax med dårligt nyt."

Det her var vhs-videoen af "2001"
med mine noter.

De havde ikke fulgt
min skitse præcist.

Så jeg skrev noter. Når man åbnede
den, var der et hæfte indeni.

Alt skal være nøjagtigt.
Stanley signerede dem.

Jeg brugte en farvekopimaskine,
og de var utroligt langsomme.

Det gjorde Stanley skør,
for han ville have alt omgående.

Det her er forberedelser
til "Wartimes Lies".

En liste over håndvåben og artilleri.

Inventarlister...

For hver film Stanley indspillede
var der 25 sikkerhedskopier.

For hvert kameranegativ
var der mange dusin.

Kameranegativet til
"Dr. Strangelove" forsvandt bare.

Det eneste kameranegativ man ser,
er en kort sekvens-

- da Mandrake
har fundet en fungerende radio-

- og opdager,
at det er falsk alarm.

Jeg ledte efter det i ti år.

Det var derfor, vi holdt styr på
hver eneste rulle i Stanleys film.

Hvis vi kunne opbevare dem selv,
gjorde vi det.

- Og det var et fuldtidsjob?
- Alt man gjorde, var et fuldtidsjob.

Leon lavede-

- forskellige trailere til alverdens
lande. De blev kopieret her.

De blev kontrolleret af Leon
og så sendt ud.

Han hjalp
de små produktionsselskaber.

Alle de detaljer,
som drev Leon til vanvid-

-med fråde om munden-

- var ting, som folk hos os
og hos andre filmselskaber-

-slet ikke havde tænkt på.

Da "Full Metal Jacket"
udkom i Storbritannien-

- begyndte Stanley
intuitivt at mistro-

- Warner Home Videos chef
i Storbritannien.

Det gik så vidt,
at han sendte folk rundt i landet-

- for at tage billeder af butikkerne
og butiksvinduerne.

Jeg tog billeder af de her butikker.

Da jeg fortalte Stanley,
at der ikke var nogen reklame-

- i Warners egen bygning,
gik han amok.

Jeg følte mig ansvarlig for det.

Vi rettede op på manglerne.

Hans perfektionisme kunne
nogle gange drive en til vanvid-

- men det var hans film, og han
var en kunstner, som brændte for dem-

- og ønskede, at publikum
skulle se film af høj kvalitet-

-og at de blev markedsført korrekt.

Leon blev forbindelsen mellem Stanley
og kolossen Warner Brothers.

Det var et gigantisk firma.

Det var som en dinosaur
med kæmpekrop og minihjerne.

Det, Stanley gjorde via Leon, var at
få dem til at ændre tingene en smule.

Jeg hørte aldrig andet end: "Hvis
Leon ønsker det, skal han få det."

Hvis noget gik galt, sagde han:
"Det er dit ansvar-

- at sørge for, at de forstår,
hvad det er, du vil have."

Det kunne kræve
to-seks forsøg at gøre det rigtigt.

Hvis jeg følte, at jeg ikke fik
noget svar, eller hvis folk-

- kørte rundt med mig, altså lovede
at sende ting, men ikke gjorde det-

-så sagde han: "Leon, ring til dem."

Sig: "Hvis I siger sådan til mig,
siger I sådan til Stanley."

Han var loyal over for mig.

Nogle gange lå der en fax
på mit skrivebord-

- fra Stanley til nogen, i hvilken han
anklagede dem for noget frygteligt.

Men han skrev mit navn
som afsender.

Jeg vidste aldrig,
hvad jeg havde sagt-

- fordi Stanley brugte mig
som substitut.

Med to undtagelser mødte jeg aldrig
nogen fra kontoret her i Los Angeles.

Ikke engang, da de var i England.
Stanley holdt mig skjult.

Jeg tror, at han ikke ville have,
at de så, hvordan jeg så ud.

Han ville have, at jeg var hans
"talsmand". "Gør ditten, gør datten."

De havde nok hørt
min stemme og troede-

-at jeg var høj og gik i jakkesæt.

Folk går ud fra,
at en assistent laver layouts...

...arbejder med laboratoriet
og restaureringer...

...caster,
arbejder med skuespillerne...

Og spillede selv roller.

Var du tilfreds med
den jobbeskrivelse?

Det betød ingenting. Når jeg rejste
udenlands og udfyldte blanketter-

- skrev jeg "filmarbejder"
under "beskæftigelse".

Jeg er filmarbejder.
Jeg arbejder med film.

Som assistent-

- hjælper jeg bare nogen med
at realisere det-

-de vil vise på det hvide lærred.

Jeg var dialogcoach og
stod for leverancer, tv, salg...

...layouts, videooverførsler,
dvd'er, inventarlister...

...oversættelse af trailere...

Der var ikke en telecine,
vi ikke havde diskuteret-

- og som jeg så
havde diskuteret med laboratoriet.

Først tænkte man:
"Du godeste! Stanley Kubrick!"

Men så tænkte man "nej!"-

- for man blev presset
ud over alle grænser.

Man må forstå Kubrick,
inden man kan begynde at forstå-

-hvad Leon Vitali gennemlevede-

- og det aftryk det har sat
på hans sjæl og hjerne.

Man må forstå, hvor langt dette geni,
denne mareridtsagtige, varme-

-betænksomme, afmålte, kolde, sjove-

- vanvittigt intelligente og ambitiøse
mand gik for at lave sine film.

Stanleys ekstreme sans for detaljer
fik mange til at forlade ham.

Produktionsdesigneren
på "Barry Lyndon"-

- blev faktisk indlagt.
Han kunne ikke klare presset.

Han kunne være supercharmerende.

Man tænkte: "Han klappede mig
på skulderen og var glad."

I næste øjeblik
kunne han sable en ned.

Jeg var altid bange for ham.

Når han ringede,
var det som at tale med Gud.

At bo og arbejde i det miljø,
som var så intensivt...

Stanley var meget intensiv.

Leon stod ham så nær,
som nogen kunne komme.

Hvis Leon gjorde én ting forkert...

Ingen er fejlfri!

Ikke når man arbejder med Stanley,
for der er så mange detaljer.

Han troede, at man var ligeglad-

- eller at man ikke
var lige så engageret som ham.

Han ventede altid på,
at man skulle dumme sig.

Uanset hvor meget man gav...
"Du har mere at give."

"Mere, mere, mere..."
Det var det, som fortærede Leon.

Vi tænker nok alle på,
hvordan det ville være at omgås-

- en stor filminstruktør,
men når man tænker efter:

"Det var et helvede."
Man ville ikke få sit eget liv.

Hele ens tilværelse
ville kredse om én person.

Uden for filmbranchen
ville jeg sammenligne Stanley-

- med Gordon Ramsay
i et af de der realityprogrammer-

-hvor han bander ad alle.

Se mig i øjnene!
Du er ikke lige så vred som mig!

Jeg sender ikke den slags lort ud!
Vi er professionelle!

Stanley kunne være sådan.
Hvis han blev vred...

Hvis noget gik galt,
var man færdig.

På alle disse jobs...

Når man forlod laboratoriet,
eller hvad det nu var-

- med det, man troede
man havde med sig...

Man havde haft mange muligheder.
På hele turen hjem tænkte man:

"Du godeste!
Tænk, hvis han ikke kan lide det!"

- Jeg mener...
- Stressende?

De lavede en 70 mm-kopi af "2001".

Vi fik en kopi,
som var ti grader for grøn.

Jeg måtte gennemgå hvert et billede.

De små billeder
er Stanleys 35 mm-film-

- som han har farvesat.
Som I ser, er de meget anderledes.

Da Stanley så det, blev han rasende.
Det er et passende ord.

Jeg så det og sagde:
"Det godkender han aldrig."

Det er helt anderledes,
og det burde enhver kunne se.

Da følte jeg for Stanley-

- men til en vis grad
var det hans egen skyld-

- for hans temperament
var så giftigt og spydigt-

- at det krævede mod
at fortælle ham sandheden.

Når vi så arbejdskopien,
var jeg nødt til at sige:

"Det her ser ikke rigtigt ud."

Hvis jeg ikke sagde det,
havde han bagefter spurgt:

"Hvorfor sagde du ikke noget?"

Det var juleaften,
og jeg var alene i klipperummet.

Alle var gået hjem til middag.

Stanley kom for at se arbejdskopien,
og han var i dårligt humør.

Hver gang jeg påpegede,
at der var glans på kopien-

- sagde han: "Jeg kan godt lide
glans." Så jeg sagde det ikke mere.

Han så glans i arbejdskopien
og sagde: "Glans."

Jeg sagde:
"Du kan jo godt lide glans."

Han gik helt amok på mig.

Han råbte ad mig. Da han var færdig,
sagde han: "Du vil vel hjem nu?"

"Jeg har julegaver til dig. Kom."

Uden for hans kontor
stod en kasse med julegaver.

Han sagde: "Tag dem. God jul."
Jeg tænkte: "Han er utrolig."

"Nu vil han lade mig være i fred."
Kl. 13 første juledag-

-begyndte han at ringe til mig.

"Hvordan går det med
ditten og datten?"

Da jeg troede, vi var færdige med
at snakke, ringede han igen.

"Hvad sker der med ditten og datten?
Har du gjort det her?"

Det stoppede aldrig.

Når man er Kubricks assistent,
er det nemt at blive vred.

Man må være utroligt tålmodig for
at høre på den slags hver dag-

-og finde sig i det.

Han syntes nok ikke-

- at han behøvede at tage med
fløjlshandsker på mig længere.

"Du skal være her og gøre det her."

Hvis man begik en fejl,
kunne han korsfæste en for det.

Nogle gange var jeg en idiot.

Jeg forstod ikke, hvad han sagde
eller lavede enorme fejlbedømmelser.

Stanley råbte ad ham.
"Leon, hvad laver du?"

"Du godeste!
Ja, Stanley. Godt, Stanley."

Han råbte aldrig tilbage.
Hvor mange år samarbejdede de?

Han holdt det ud så længe,
fordi han var så utroligt loyal.

Stanley indså,
at Leon beskyttede ham.

Leon har fortalt
om nogle rare minder.

Han stod på sin veranda
og røg og tissede.

Jeg tror aldrig, at Jack Nicholson
tissede med Kubrick.

De havde et unikt forhold.
Det var meget usædvanligt.

De stolede på hinanden.

Leon var Stanleys forlængede arm.
Der var en uudtalt forståelse.

Her er erklæringer jeg skrev
om de billedforhold-

-som Stanley ville have i sine film.

Jeg fik dem attesteret.
"Barry Lyndon" var et stridens æble.

Jeg måtte gennem helvede,
fordi en masse mennesker sagde:

"Det var aldrig 1.77."

Det sjove er, at jeg arbejdede
med Stanley i alle de år-

- og vi havde en særlig blænder
i kameraet. Den var 1.77.

Det var lidt som "Room 237"-

- hvor folk havde deres egen mening
om, hvad filmen handlede om.

"Billedet af en styrtløbsskiløber
var ikke en styrtløbsskiløber."

"Det var satan med hale."

Når jeg ser en fuldmåne,
ser jeg aldrig en mand.

Hvis man ser den fra siden,
kan man se en siddende puddel.

Men jeg tror ikke,
der er en puddel på månen.

Leon, var Stanley
involveret i Apolloprogrammet?

Nej!

"Husk: Ryd op i projektionsrummet.
Cirka en halv dag."

"Gennemgå dokumentskabet
og omorganiser. Cirka en dag."

"Ryd op i det gamle bibliotek.
Færdiggør inventarlisten."

"Cirka en halv dag."
"Stalden" var en 50 m. lang bygning-

- hvor vi bare satte alting ind.
Jeg måtte gennemgå det hele.

"Kære Stanley. Nu er stalden klaret."

- Blev han glad?
- Han kiggede ikke engang på den.

"Leon, hvordan har du
gjort sofaen så beskidt?"

Det skyldtes hundehårene fra
de hunde, han lod ligge på sofaen-

- om søndagen,
når han så film.

Min påskønnelse af et geni
ville nok slutte-

-hvis han bad mig gøre rent.

Han gjorde alt for ham.
Det havde ikke jeg gjort.

Hvis det blev fysisk svært,
havde jeg sagt:

"Tak! Du er et geni.
Lad mig være i fred."

En af mine andre opgaver
var katteområdet.

Hvordan skulle vi passe på kattene?
Stanley... Du godeste!

Han troede ikke,
at dyr kunne være falske.

Når en af dem var døende,
blev det et megaproblem.

Vi havde en dejlig kat.
Hun hed Jessica og var 16.

Hun blev lam, så jeg riggede
et videosystem til i huset.

I hvert rum var der en skærm.
så man kunne se Jessica-

-døgnet rundt.

Han blev helt besat.
Han ville ikke give slip.

Til sidst måtte dyrlægen
give hende en sprøjte-

- hvilket burde være sket længe før.
Alt var en tragedie for ham.

Hvis en hund var døende
var den det eneste, som eksisterede.

Jeg forstod det. Intet blev gjort.
Jeg måtte holde arbejdet i gang.

Når han kom tilbage, kunne jeg sige:
"Vi er nået hertil."

Leon var fascineret,
nysgerrig, og han var der.

Han var Shakespeare-uddannet,
men forstod stadig film-håndværket.

Hvis man finder en, som kan huske
alle produktionsdetaljer-

- er man heldig. Desuden
var Leon helt betaget af Kubrick.

Det er uerstatteligt.

Hvis Leon havde prøvet at bryde fri,
havde Stanley nok forhindret det.

Han kom ind på mit kontor og sagde:
"Noget slog mig."

"Du vil vel ikke til
at arbejde for Warner?"

Jeg havde en militærjakke på
og havde ikke friseret mig i en uge.

"Ser jeg ud til at passe ind i
et stort firma?" Han grinede og gik.

Efter det
diskuterede vi aldrig sagen igen.

Når nogen sagde til Stanley:

"Jeg vil give min højre arm for
at arbejde for dig", smilede han.

Jeg tror,
han tænkte: "Er det alt?"

"Kun højre arm? Hvad med venstre?
Og benene, kroppen og hjertet?"

Hvis man sagde "jeg er engageret",
havde man bare at mene det.

Ellers var det lige meget.

Hvis man ikke gav alt, man havde,
ville man svigte sig selv.

For det gjorde han.
Han gav alt, han havde.

Det var det vigtigste af alt.
Det var det, jeg så, forstod-

-og reagerede på.

- Forstod familie og venner det?
- Det tror jeg ikke.

- Hvorfor ikke?
- Fordi Stanley fortærede en.

Men befandt sig i en sær verden,
og Kubricks var særere end de fleste.

Han var helt fordybet
i de daglige detaljer.

Han ville lave alt,
og meget blev overladt til Leon.

Leon blev hans arme og ben,
og det blev svært for ham.

Han indrømmede det aldrig.

Han sagde det aldrig højt,
men det gør jeg.

Leon ofrede meget af
sit familieliv for sagen.

Behøvede han jobbet? Nej, han kunne
stadig arbejde som skuespiller.

Stanley sagde: "Enten brænder man
for det, eller også gør man ikke."

"Der er intet midtimellem."

Hvis man brændte for det-

- gav man alt, indtil man var
for træt til at fortsætte.

- Hvordan var Stanley med jer?
- Stanley?

Han var skøn.

Han var altid sød mod os.

Han var charmerende,
men jeg arbejdede ikke for ham.

Hvis de havde haft en god dag,
fik jeg en god dag.

Hvis Stanley havde en dårlig dag, fik
Leon en dårlig dag, og så gjorde jeg.

Jeg kunne naturligvis se,
at han krævede meget af Leon-

- og gjorde hans liv svært.
Han skulle hele tiden arbejde.

Han havde travlt,
så Vera og jeg underholdt os selv.

Han talte i telefon,
kopierede og røg.

En cigaret og en kop te.
Så var han helt opslugt af arbejdet.

Det var kafkask. Bunkerne
med arbejde forsvandt aldrig.

Bunker af filmruller,
som skulle tjekkes.

Dubbing, oversættelse og
undertekster. Bunker af plakater.

Bunker af vhs-kassetter,
hvor dubbingen skulle kontrolleres...

Jeg bliver træt bare ved tanken.

Leon kunne aldrig slappe af.

Nogle gange sov han
fuldt påklædt på dørmåtten-

- så han kunne sove i to timer
og så fortsætte arbejdet.

Når man arbejder for
en perfektionist-

-bliver man ved at arbejde-

- indtil man simpelthen kollapser.
Leon er kollapset flere gange.

Han syntes, at
det var større end ham og fortsatte-

-indtil han opnåede det perfekte.

Det var det, som drev ham.
Det var næsten som stoffer.

Arbejdet var det vigtigste for ham.
Det overskyggede alt.

Det var svært at diskutere
og kommunikere med nogen-

-hvis tanker var et andet sted.

Jeg var jaloux over,
at han altid havde tid til andre.

Som barn forstod jeg det ikke.

Ingen arbejder døgnet rundt-

-men Leon gjorde det næsten.

Han var altid på vagt.

En dag ville Stanley ændre reklame-
kampagnen for "Full Metal Jacket".

Leon måtte gennemgå
hvert eneste billede på filmen-

- for at finde billedet med lige
den nuance, som Stanley ledte efter.

Netop den dag
havde Leon en byld i en tand-

-så han drak whisky-

- i håb om,
at whiskyen ville dulme smerten.

Leon var meget vidende, ikke kun
om film, men også om litteratur.

Samtidig var han en arbejdshest.
Han gjorde alt for en.

Når man arbejder
med den type instruktør-

-er det som at dele blod med dem.

Hvis man er indenfor,
kan man blive afhængig af det.

Film-og teaterarbejdere
er ikke som andre.

De gør det, fordi de elsker det
og arbejder virkelig hårdt.

De gør det og skaber
en mageløs, fungerende social enhed-

-som er ekstremt intim, på få timer.

Jeg kom ind om aftenen
og mødte fremkaldelsesteamet.

Det var mørkt i rummet,
så de måtte føle sig frem.

På et tidspunkt knækkede rullen,
og en fyr rullede sig ind i film-

- for hurtigt at pakke den væk
og redde den.

Branchen er bygget på
den slags mennesker.

Man gør det ikke på dette niveau,
men på det her. Man er spydspidsen.

Det er et berusende
og afhængighedsfremkaldende miljø.

Jeg er ikke besat af kreativitet,
men det er et nødvendigt krav.

Enten elsker man det-

- eller også er man en idiot
eller en blanding af begge.

- Er du besat af kreativitet?
- Jeg er en kreativ person.

Jeg arbejder meget,
og når jeg har fri, laver jeg mad.

Hvis jeg ikke laver mad, boller jeg.
Jeg er kreativ.

Jeg arbejdede som assistent for en
dygtig svensk instruktør på Dramaten.

Jeg havde småroller i hans stykker
og var instruktørassistent.

Jeg elskede det! Jeg begyndte
at føle og tænke som han.

Jeg lærte at tolke hans øjne.

Det var en fantastisk opdagelse
som assistent.

Det var en indirekte oplevelse.

Man fik lov at opleve noget
gennem en andens persons dygtighed.

Man arbejdede med det
og lærte af det.

Man forstod det. Så sagde Stanley:
"Jeg har ændret mening."

"Start forfra."
Det gjorde ingen forskel for mig.

Jeg arbejdede for ham.
Han arbejdede for sin filmkunst.

Der var det ved det, at...

Jeg ville være sammen med Stanley
og arbejde med Stanley.

Det var det, jeg ville.

Han var det 20. århundredes
mest geniale filmskaber.

Det var en ære for mig-

- at arbejde
sammen med ham i alle de år.

Allerede som barn så jeg-

- hvilken virkning Stanley
havde på ham.

Jeg brød mig ikke altid om det-

- men vidste altid,
at det var noget, han havde brug for.

Min far, som jeg elskede...

Han kunne sætte sig ved klaveret
og synge "La Mer".

Det var dejligt at stå der.
Han kiggede på mig, når han sang.

"Han synger kun for mig."
Den sang gennemsyrede mig-

-i mange år. Virkelig dybt.

Det var og er stadig-

- en af de sange,
jeg kan lytte til om og om igen.

Under første verdenskrig
var min far barn og boede i Belgien.

Tyskerne kom til hans hus.
Kun han og hans mor var hjemme.

Hans far var modstandsmand,
og de ledte efter ham.

Hans mor nægtede at sige,
hvor faderen var-

- så de skød hende i haven
og tvang min far til at se på.

Han var meget ustabil
resten af sit liv.

- Hvordan var der i jeres hjem?
- Det kunne være temperamentsfuldt.

- Anspændt, hvis jeg husker ret.
- Ja. Jeg...

Da far levede? Der skulle
meget lidt til, før han flippede ud.

Vi forsøgte at undgå
alle situationer-

- som kunne føre til kritik.
Det prøvede vi.

Vi holdt lav profil
og holdt os væk.

Han døde, da jeg var otte.
Det var en smuk sommermorgen.

Min mor og min storebror
malede korridoren.

Jeg gik hen til hende og sagde:
"Jeg hørte..." Hun tyssede på mig.

Jeg så på hendes ansigt. Jeg
havde aldrig set hende så fredfuld.

Hun sagde: "Gå ind på dit værelse,
vær stille og tænk dig om."

Jeg tænkte: "Nu skal vi aldrig
i biografen med ham igen."

"Vi skal aldrig i slikbutikken
med ham igen."

Men også: "Nu vil han aldrig
kunne slå mig igen."

"Jeg slipper for at se ham
prøve at slå min storebror ihjel."

Mens jeg tænkte det,
kunne jeg høre dem male.

Gradvist genopbyggede vi vores liv-

- men vi var skolebetjente
og havde opgaver om aftenen.

Jeg opdagede, hvordan
jeg skulle håndtere Stanley.

Jeg havde lært det af min far.

Man tog et skridt baglæns
for at undgå at blive slået.

Man hverken konfronterede
eller udfordrede ham.

Man lod ham bare skælde ud over det,
han var irriteret over.

Det, jeg er Stanley
mest taknemmelig for, er-

- at han hjalp mig med at forstå,
hvem jeg er.

Jeg arbejdede
både for og med Stanley-

-og han gav mig spillerum.

Det handlede ikke om, hvad
jeg ville være, men hvordan jeg var.

En af cheferne hos Warner sagde,
lige inden Stanleys død:

"Det er forbløffende, hvor lave
hans produktionsomkostninger er."

Jeg sagde:
"Det skyldes, at Kubrick gør alt."

"Det eneste,
han ikke gør, er at spille."

Det gjorde han faktisk engang.
For Leon.

Godaften. Jeg beklager, at jeg ikke
kunne komme og tage imod prisen.

De klargjorde cue cards.
Jeg filmede.

Tanken var, at dem med
cue cards skulle vise dem-

- men Stanley sagde:
"Nej, vil du ikke gøre det?"

Jeg skulle filme
og vise cue cards samtidig.

En gang til. "Du viser dem for
hurtigt. Du viser dem for langsomt."

Da han var færdig,
begyndte han at gå baglæns.

Jeg sagde: "Hvorfor gør du det?"

Han sagde: "Jeg vil have
en god afslutning."

Jeg sagde: "Det vil nok være bedre-

- at jeg bare fader dig ud,
så du ikke kan ses mere."

"Så det bare bliver sort."
Det var pinefuldt for ham.

Jeg fik en fornemmelse af,
at alt omkring Leon og Stanley-

-var et filmstudie.

Højt, lavt,
små detaljer, store ting...

Det var som at gå ind i et kreativt
værksted. Det var meget kreativt.

Leon?

Har du indspillet det her?
Har du talt?

Har du flere parykker? Vi prøver dem.

Du ser ud til at have tabt dig.

De bad mig komme til London.
Der var mig, Stanley og Leon.

Se på mig.

Stå med strakte ben.

- Stå, hvor du vil, men ikke sådan.
- Skal jeg bevæge mig?

Gør, hvad der føles behageligt.

Du har ikke arbejdet som model,
kan jeg se.

De her er fra "Eyes Wide Shut".
Jeg spillede Red Cloak.

Jeg blev sminket,
selvom jeg altid bar maske.

- Hvordan var det at få rollen?
- Pinligt.

Jeg var ved at caste den
og havde set 30-35 skuespillere.

En kendt skuespiller var til
audition, da telefonen ringede.

"Leon, jeg har besluttet, at du skal
spille ham." Så lagde han på.

Hvad er kodeordet?

Jeg følte,
at jeg kunne udvikle rollen.

Der var ingen risiko for,
at jeg gik for vidt.

Jeg kunne bare køre på
ligesom i "Barry Lyndon".

Her er lyssætningsplanen.

Vi gik omkring kl. 01 hver nat-

-og målte lyssætningen.

Så faxede jeg filmfotografen-

- med oplysninger om,
hvor vi havde sat lyset.

Plejer filmfotografer ikke
at gøre det selv?

Jo, men Stanley stolede aldrig
på nogen. Det gjorde han ikke.

Det må have været svært
for erfarne professionelle-

- at blive tvunget til at måtte
gennemgå den slags... undersøgelse.

- Skulle det være på en bestemt måde?
- Ja, og han ville beholde det sådan.

En dag sagde Leon til mig:
"Stanley så kun dit bånd."

Jeg sagde: "Tak. Fedt." Han sagde:
"Nej, jeg viste ham kun dit bånd."

Stanley sagde: "Ham tager vi."

"Du var god, så jeg valgte dig.
Velkommen om bord."

Jeg sagde: "Tak, Leon. Det er
lovprisning, når det kommer fra dig."

Leon arbejdede altid.
Han sov aldrig.

Under maskeraden spillede jeg
otte roller, blandt andet Red Cloak.

Når vi var færdige, sagde Stanley:

"Find den scene,
vi optog for to uger siden."

Jeg havde plateausko og kostume på.

Jeg måtte løbe hen ad gangen,
lede alle optagelserne igennem-

-og finde den, så vi kunne se den.

Så sagde han: "Godt. Gå tilbage."
Jeg løb tilbage, og så fortsatte vi.

Sådan så Stanley ud til sidst.

Han så træt ud. Nogle sagde, at
han så ud til at have mistet grebet-

-men sådan var det bestemt ikke.

Han og jeg og Margaret Adams,
som var koordinator-

- var de sidste,
som forlod studiet kl. 03-04.

Vi havde et ritual.
Når alle havde forladt studiet-

- kom han ind på mit kontor og sagde:
"Lad os sludre lidt."

Så talte vi om alt,
som var gået godt den dag-

- og hvem som prøvede og ikke gjorde.
Vi kiggede på gårsdagens optagelser.

Mens vi filmede,
meddelte Venedigs filmfestival-

- at de ville hylde
filmskaberen Stanley Kubrick.

De ville have kopier af alle
hans film, så det måtte jeg klare.

Samtidig lavede vi
et nyt internegativ-

-til "A Clockwork Orange".

Samtidig var jeg dialogcoach
og castede skuespillere.

Jeg var ved at eksplodere.
Han blev stadig mere træt.

Visse dage,
når vi kørte hjem fra Norfolk...

Når han steg ud, troede jeg ikke,
at han ville kunne finde hoveddøren.

Hvis han bøjede sig ned
for at samle noget op-

-måtte jeg samle Stanley op.

Den sidste uge
var han helt udmattet.

Lørdag eftermiddag
tog jeg i supermarkedet.

Mobilen ringede, og jeg svarede.
Det var Stanley.

Jeg stod lænet op ad bilen,
og vi talte i 2,5 time.

Det var sælsomt, for han var lige så
venlig som den dag, vi mødtes-

- da han sagde: "Hej. Jeg er Stanley."
Han var rationel, rolig og venlig."

Mere afslappet end i lang tid,
for vi var jo midt i et kaos.

Men det var han.

Det var den sidste kontakt, vi havde.

Tidligt søndag morgen døde han.

De sagde, at det virkede som om-

- han havde prøvet at nå
en iltbeholder i soveværelset.

Filmskaberen Stanley Kubrick
er død i en alder af 70.

Stanley Kubrick, en af
filmens store navne, døde i dag.

Kubrick lavede film som "Rumrejsen
År 2001" og "A Clockwork Orange".

Han havde lige afsluttet
sin sidste film "Eyes Wide Shut".

Filmselskabet var
chokeret i nogen tid.

Stanley var færdig med optagelserne
og var ved at gøre filmen klar-

-til levering til filmselskabet.

Det kunne han ikke gøre nu-

-så Leon Vitali var nøglen i det her.

Han havde været med hele vejen.

Leon Vitali var den vigtigste
person i Kubricks "stald".

Der var en rørende scene
på Dorset Hotel.

Der stod Leon, grådkvalt-

- men var fast besluttet på, over for
bestyrelsen og Warners tekniske chef-

- som var Kubricks svoger,
at gøre alt for at afslutte filmen-

- i Stanleys ånd.
Det var en enorm kompliment.

Det viser ikke bare personlig ære.
Han var også hengiven.

Personen som han havde haft
et forhold til i 30 år, var borte.

Nu skulle han færdiggøre
hans sidste værk-

- selvom en gruppe andre mennesker
behandlede ham som lort.

Det var en frygtelig tid.

Det var lettere at arbejde
og leve alene med de normer-

- men sværere som assistent
at kræve det samme.

- Det var ikke let.
- Nej.

Da han levede, udkæmpede vi slag,
men han var der altid.

Alt handlede om ham.

Nu handlede det om-

-hvem alle troede, han var.

Det vrimlede med folk,
som lagde hindringer i vejen-

- som om de ville være dem,
som skulle fortælle os-

-hvordan tingene skulle gøres.

Jeg satte plakaten op på kontoret,
så jeg kunne kigge på den og tænke:

"Det er derfor, du gør det." Dette
foto gør ikke resten retfærdighed-

- for på det tidspunkt
kontrollerede jeg hver en overførsel-

-fra alle lande.

20% af alle kopier,
som blev vist i USA-

- blev kontrolleret fra start til
slut. Vi sendte 2.500 kopier til USA.

- Hvordan kollapsede du?
- Det skal jeg fortælle dig.

Jeg prøver ikke at spille helt nu.

Jeg havde to 36-timers vagter
i fremvisningsrummet.

Ofte måtte jeg ringe: "Vil nogen
komme og holde øje med kopien?"

For jeg skulle ud for at kaste op.

Så syg var jeg.

Vi arbejdede 15-18 timer om dagen.

Leon arbejdede døgnet rundt,
syv dage om ugen.

Jeg tror ikke, at han sov.

De havde udgivet dvd'en-

- fordi de havde lavet en masse PR
i forbindelse med biografpremieren.

Det blev lidt af en katastrofe.
Folk blev rasende:

"Hvordan kunne I gøre det
mod mesterens værk?"

Det var ikke bare at formatere
filmen. Man må starte forfra.

Man havde brug for folk som Leon,
som kunne filmen udenad.

Jeg godkendte udgifterne for
al mastering og digitalisering.

Vi remasterede den igen-

- og den fik højere teknisk kvalitet,
end vhs-kopien havde haft.

Det var kun Leon, som
kunne have klaret den restaurering.

Leon forstod
både produktionsprocessen-

- og distributionsprocessen,
hvilket er ret sjældent.

Man lærer filmen ved
at arbejde med den og kopiere den.

Hvis man har kopieret film i 15 år,
kender man negativerne-

-men det gjorde jeg ikke.

Han vidste, hvordan den skulle lyde-

- og se ud og vidste,
hvad han skulle gøre med negativerne.

Han var den eneste, som vidste det.
Sidste del af jobbet-

-gik ud på at bevare alt-

- og sørge for,
at alt var sikkert opbevaret.

Så han pakkede og tog til USA.

Nogen måtte føre den tankeproces
videre, og det blev Leon.

Leon fik til opgave
at overtage stafetten-

- og samtidig finde sig i skidt fra
folk, som ikke ønskede det gjort.

Leon var den, som stod der,
da knivene blev taget frem.

Han blev svinet til for det, Stanley
havde gjort mod folk i mange år.

For Stanley fandtes jo ikke mere.
Kubrick-teamet hos Warner-

-var kendt for at være barske.

De fandt sig ikke i noget
og gjorde, som de ville-

- fordi Kubrick var unik.
Warner ville ikke sige nej.

Kritikerne ville ikke sige ja,
så Leon endte i midten-

-og forsøgte at mægle.

Når jeg arbejder med en film,
vil jeg kende produktionshistorikken.

Hvis man ved, hvordan filmen
blev lavet, taler den til en.

Bare at genskabe det, Stanley havde
lavet, krævede to-tre års research.

Jeg måtte finde de rigtige masters.
Så kunne vi begynde.

"Barry Lyndon" bestod
af en masse lange optagelser.

Mange gange
var det udendørsoptagelser.

Leon vidste,
hvor lyst det skulle være-

-og hvilken kontrast de skulle have.

Man opdagede, hvor meget han vidste.

Da den var færdig, opdagede vi,
at den var langt fra færdig.

Leon måtte flytte ind hos Warner.

Han kæmpede for endnu en overførsel-

- eller for at noget
skulle gøres på en bestemt måde.

De underkuede ham-

- for Warner havde gjort mere, end
nogen kunne bede om under processen.

Folk ringede og sagde:

"Ved du, hvad der siges om dig?
Du leder efter fejl."

Jeg har aldrig ledt efter fejl-

- men hvis der var fejl,
var jeg nødt til at påpege det.

Jeg var nødt til at være ærlig
og sige: "Det her er forkert."

Han blev tyndere og mere syg.

Han så udtæret og bange ud.

På et tidspunkt vejede jeg 29 kg.

Det var her, jeg havde det dårligt.
Det var min erklæring.

"Jeg hedder Leon Vitali.
Jeg heler mig selv."

Han gav altid 100 procent på jobbet.

Han er som en kakerlak.
Intet stopper ham.

Til sidst fik han et skrivebord
i en korridor hos Warner.

Han sad der alene og sørgede for,
at alt blev gjort korrekt.

Hvis nogen ville vise "2001",
klarede han det.

Ingen anden var så maniske med
detaljer som Stanley og Leon.

Det ses i filmene. Disse film havde
aldrig eksisteret i dag-

- hvis ikke Leon havde holdt ud
i så mange år med Stanley.

Leon rettede alle fejlene.
Han bevarede filmene-

- så fremtidige generationer kan se
Stanleys værker, som han ønskede.

Det bliver Leons aftryk
på Stanley Kubricks arv.

I Los Angeles er der en udstilling...

Da udstillingen åbnede,
deltog Leon ikke.

Leon blev bare affærdiget.
Alle "eksperterne" talte om Stanley-

- og hvordan han var.
Der stod en person i hjørnet-

- som havde arbejdet
med ham på alle områder.

Det var, som om Leon ikke fandtes.

Var du med til åbningen?

Om jeg havde nogen officiel rolle?
Nej, slet ikke.

Denne store gallafest,
hvor folk talte om Stanley...

- Nej, jeg tog ikke med.
- Ikke?

Af eget valg,
eller blev du ikke inviteret?

Jeg blev ikke inviteret.

Leon havde al ret til at sige,
at udstillingen var noget møg-

-men det gjorde han ikke.

Han sagde: "Jeg tager med dig
derhen." Da min ven ville derhen-

- sagde Leon:
"Jeg tager med jer igen."

At se en filmskaber
som James L. Brooks stille spørgsmål-

- og blive ført gennem disse verdener
af Leon var utroligt.

Da jeg bad Leon tage med
et hold filmstuderende derhen-

-sagde han straks ja.

Det var fantastisk. Det gjorde ham
glad at få lov at dele det med andre.

Jeg husker
et møde i Oscarakademiet-

- hvor vi diskuterede
passende interviewobjekter.

Jeg sagde: "Hvorfor har I ikke
interviewet Leon Vitali?"

"Det burde I have gjort for længe
siden, inden Kubrick-udstillingen."

Jeg hørte, at han var der 25-30 gange
for at gøre folk en tjeneste.

Mange af tingene havde
affektionsværdi for mig.

Jeg kunne sige: "Jeg husker,
da jeg arbejdede på det."

Jeg kiggede på linserne i timevis.

Det føles mere som en afsked nu,
end da han døde.

Visse steder er som mennesker.
Nogle stråler, andre gør ikke.

Er der noget ondt her?

Leon måtte nu se livet i øjnene
uden sin mentor.

Han måtte også flytte til Los Angeles
for at forvalte Kubricks arv.

Så besluttede han
at blive og opdagede-

- at det var svært
at få en fod indenfor.

Forstår du? Hold dig væk!

Jeg måtte hjælpe ham økonomisk.

Det er lidt tragisk,
for han har arbejdet så hårdt.

Man kunne håbe, at
han havde tjent nok til at klare sig-

-eftersom han lever et enkelt liv.

Godt. De sidste to var bedre.

Stanley sprudlede af energi.
Jeg fik lov at blande mig i alt-

- men det gik ikke her,
fordi det var så afgrænset.

- Arbejder du stadig for Stanley?
- Naturligvis.

- Du gør det altså frivilligt?
- Ja, fordi jeg elsker Stanley.

Det er derfor, jeg gør det.
Jeg elsker ham.

- Du får altså ikke penge for det?
- Nej. Og hvad så?

Der findes mange Leon'er
i denne branche.

Han er en god repræsentant
for den gruppe mennesker-

-som aldrig får nogen anerkendelse.

Man giver sin assistent en julegave
som anerkendelse-

- men den person
har måske kæmpet for en i 25 år.

Hvordan giver man dem
en passende anerkendelse?

Filmbranchen er fascinerende.

Den er et tog i bevægelse med folk,
som står af og på.

Men toget må have brændstof nok
til at nå frem til sin destination.

Det er som et cirkus.

Branchen har en tiltrækningskraft,
som overgår ens egen kreativitet.

Man er en del af den. Ens hudfarve,
seksuelle overbevisning...

Den har altid været et tilflugtssted,
hvis man bare fungerer socialt.

Hvis man er selvoptaget eller gnaven,
overlever man ikke i branchen.

- Medmindre man er skuespiller.
- Bliv der. Vi er klar til at begynde.

Leon brugte mange år på det,
og det var ved at tage livet af ham.

For kopierne skulle være perfekte.

Hvis man havde fjernet en eneste
person, manglede der noget i filmen.

De er alle som Leon.

Alle dem under stregen er dem,
som løfter folk op over den.

Det var utroligt, at Leon fik lov
at blive og arbejde for maestroen.

De var uadskillelige i lang tid.

Jeg drømmer om ham mere og mere.

Drømmen udspiller sig i mit hus.

Der er en masse mennesker,
jeg ikke kender.

Vi skal begynde at indspille en film-

- men der er slet ingen
fornemmelse af, at vi må kommunikere.

Vi kigger bare på hinanden,
nikker og siger: "Sådan er det."

Man kan se tilbage på dengang,
man var et barn med ambitioner-

-som aldrig blev til noget.

Der er meget,
som kan gøre en frustreret og vred-

-men samtidig er det berusende.

I mange tilfælde er det ligegyldigt,
om det bliver præcis, som man ønsker.

Det vigtigste er rejsen-

- for oplevelserne
kan være utroligt givende.

Leon var en kraft.
Dørene åbnedes, inden han kom frem.

Han har en Kubrick-aura.

Lærlingen blev pludselig mesteren,
som sad med alle svarene.

- Er du stolt af din rejse?
- Ja, naturligvis.

Selvfølgelig er jeg det.
Det har været mageløst indtil videre.

Den bedste måde at dø på...

...ville enten være,
at jeg bare sov ind...

...eller var i gang med...

At dø ved
et Steenbeck-redigeringsbord.

Hvis man ellers
kan finde sådan et nu om dage.

Måske mens jeg
er i gang med en overførsel.

Som en 4K-eller 8K-overførsel
af "2001".

Når musikken toner ud...

"Jeg kommer.
Jeg kommer til dig, Zarathustra."

Noget i den retning.
Noget romantisk.

Det ville være rart.

- En lykkelig slutning altså?
- Ja, selvfølgelig.

Leon Vitali arbejder nu
som konsulent for Kubricks dødsbo.

Han leder arbejdet med
en digital 4K-udgave af "2001".

Til minde om Steve Southgate
1950-2016

Til minde om R. Lee Ermey
1944-2018

Danske Tekster:
www.btistudios.com