All language subtitles for Ennio - The Maestro.dan

Han er meget gådefuld,
selvom det ikke virker sådan.

Det føles, som om jeg altid
har kendt og elsket ham.

Alvorlig, meget alvorlig.
Han bliver altid helt opslugt.

Han er altid sig selv,
men samtidig er han altid en anden.

Vi taler om et geni.

Ennio Morricone er undtagelsen,
der bekræfter reglen.

Den bedste vejviser,
jeg kunne have fået.

Et stort talent, som er godt gemt,
men som eksploderer, når han skriver.

Han afgjorde,
hvordan musikken skulle blive.

Jeg har aldrig set et fænomen
som Ennio Morricone.

Vi kan se, hvis vi skal underdrive,
udkastet til et ægte mesterværk.

At se Ennio arbejde
er som at betragte en atlet.

Han er en legende. Det var
en triumf at arbejde med Morricone.

Hans musik er innovativ. Den var ny
dengang, og det er den stadig i dag.

Han var en særlig person.
Han var skør, det er helt sikkert.

Ennios verden er endnu
ikke blevet opdaget fuldt ud.

Jeg troede aldrig, at musikken var
min skæbne. Jeg skulle jo være læge.

Far sagde: 'Han skal spille trompet.'
Han sendte mig på konservatoriet.

Det var altså far, der bestemte, at
jeg skulle spille trompet, ikke mig.

Som I kan se,
var jeg bare en lille dreng.

Første semester fik jeg kun tre af ti
i karakter, så far skældte mig ud.

I ferien måtte jeg hverken
spille bingo eller kort.

Så blev jeg bedre.

Da jeg var seks år, lærte far mig
G-nøglen, og hvad noderne betød.

Faderen spillede trompet
i et militærorkester.

Han spillede til varietéer
i biografen.

Vi havde en pladespiller. Jeg lyttede
til ouverturen til 'Jægerbruden'-

-og skrev cacciaer til to horn.

Den slags meningsløse ting. Da jeg
var ti, rev jeg det hele i stykker.

Da jeg var 11,
begyndte jeg at studere trompet.

Far fortalte, at trompetistens søn
kom til orkestergraven-

-med sine noder og faldt i søvn.

Han spillede trompet, men han sov
ofte, når det ikke var hans del.

Mario Riva var på Casina delle rose,
og han spillede med Ennios far.

Far var genial, men streng.

Han var forsigtig med penge
og købte aldrig en ny trompet.

Faren gav ham trompeten og sagde:
'Jeg forsørger jer med den her.'

'Du skal gøre det samme
for dig og din familie.'

Jeg fik en brugt trompet,
fordi den ikke kostede lige så meget.

Han er musiker og kan ikke andet.

Da tyskerne var her,
og derefter amerikanerne-

-spillede jeg og orkestret på hotel.
Vi fik mad, men ingen penge.

En af de andre musikere satte en
skål, hvor folk kunne lægge penge.

Faderen forsørgede familien,
men på et tidspunkt blev han syg.

Så måtte den lille Ennio tage hans
plads i orkestret på natklubberne.

At bruge trompeten til at tjene
penge, så vi kunne købe mad-

-var meget ydmygende, og den...

Den ydmygelse mærkede jeg. Derfor
holdt jeg op med at elske trompeten.

Jeg blev tvunget til at spille
til 02-03 om natten.

Om morgenen stod jeg tidligt op
for at tage på konservatoriet.

Til trompetprøven havde jeg
en sprukken læbe, jeg var så træt.

Prøven gik nogenlunde.
Jeg fik 7,5 ud af 10.

Jeg studerede harmoni som tilvalg,
men jeg fulgte ikke reglerne.

Jeg tilføjede udsmykninger. Til sidst
i kurset sagde Caggiano, min lærer:

'Nu skal du studere komposition.'
Og jeg lyttede til Caggiano.

Goffredo Petrassi er
en af 1900-tallets store komponister.

Han var
en meget vigtig lærer for mig.

Da jeg på syvende år skulle
læse avanceret komposition-

-var der to førende lærere,
og Petrassi var en af dem.

Musik er et intellektuelt anliggende.

Jeg studerede hans partiturer,
som jeg kunne lide, da jeg læste dem.

Den smukke nodeskrift.
Harmonierne harmonerede ikke-

-for han fandt altid på noget andet.
Selve partituret gav lærdom.

Jeg valgte at studere for Petrassi.

Morricone har altid sagt,
at han valgte Petrassi som lærer.

Sekretæren sagde straks:
'Petrassis klasse er allerede fuld.'

'Hvis jeg ikke må gå hos Petrassi,
stopper jeg.'

Du søger komponistens teknikker
for at gøre dem til dine egne.

Jeg var genert i starten, for alle
var fantastiske i den klasse.

Ennio Morricone kom fra en mere
beskeden baggrund end de andre.

Jeg følte mig så lille
foran disse giganter, næsten ydmyget.

Han så på os nedefra og op.

Trompetister plejede ikke
at studere komposition.

Ennio Morricone blev diskrimineret.

De første måneder gav Petrassi mig
til opgave at skrive danse.

Tarantella. Bourrée. Jig.

Boogie-woogie. Samba.

Jeg var ikke glad for det, og han
viste aldrig, at han var tilfreds.

Jeg fik altid indtryk af,
at Petrassi undervurderede Ennio.

Han viste ikke stor interesse
for denne fyr.

Til sidst var det slut med dansene.

Han forklarede ricercare for mig
og gav mig til opgave at skrive en.

Det var på det tidspunkt,
at jeg holdt op med at begå fejl.

Min lærer gjorde mig meget glad.

Det var et kontrapunkt
med fem stemmer.

Det var formen, der kom før fugaen,
og Frescobaldi var mesteren.

100 år før Bach nåede et kontrapunkt,
to melodier sammen.

I ti år med Petrassi ernærede han sig
af brød og Palestrina-

-brød og Monteverdi,
for ingen kan kontrapunkter som han.

Petrassis influens var Stravinskij og
vækkede også Morricones entusiasme.

Jeg hørte et af Stravinskijs mest
larmende værker, 'Salmesymfonien'.

Jeg vil have et klaver.
Det skal være, som der står.

Jeg hørte den med Stravinskij
som dirigent, da jeg var lille.

Det var repetition, og gennem
døråbningen hørte jeg orkestret.

Og jeg...

Jeg føler stærkt for det stykke.

Klaver, subito klaver.

Da jeg læste komposition,
viste jeg ikke min far noget.

Jeg sad på mit værelse
og skrev og skrev.

Han var en opmærksom, flittig elev.
Jeg mente, at han havde en fremtid.

- Jeg arbejdede også.
- Han spillede trompet.

Jeg var førstevalget. Jeg spillede
i alle revyer med Tognazzi, Rascel...

Alle komikere som Dapporto,
Wanda Osiris, Macario, Totò.

Men det bedste var sidste gang,
danserne kom ind.

Jeg beundrede dem, mens de gik forbi-

-og talte titlerne på alle de
amerikanske sange, jeg havde spillet.

'My dream.'
Og så smilede de til mig.

Da det var slut, skyndte jeg mig væk
for ikke at komme for sent hjem.

Musik, maestro!

Jeg lavede arrangementer hemmeligt.
Petrassi hørte først om det senere.

Carlo Savina ringede til mig først.

Engang protesterede Savina stærkt
mod et arrangement.

Han kastede noderne i luften.

Nogle gange eksperimenterede jeg.
Savina ringede og var lidt vred.

'Her er ingen fortegn.
Hvad er det her?'

Savina var jo ret gammeldags.

Morricones arrangement
var yderst moderne.

Begynd. En, to, tre.

Mine første biooplevelser fik jeg,
da jeg spillede i et orkester.

'Othello' af Orson Welles (1951)

Jeg deltog i den fine optræden
med Lavagnino og Enzo Masetti.

Jeg spillede i filmmusikken til
'Fabiola' af Alessandro Blasetti.

Slutprøven i komposition var
at skrive operamusik.

Jeg skrev en dobbeltfuga.
To temaer og to modtemaer-

-om Glaucus Marinus,
som gik i land, da Kirke dukkede op.

Der prøvede jeg at skrive noget
så indviklet og elegant-

-noget så brusende og sensuelt.
Men det lykkedes ikke.

I karakternævnet sad Guido Guerrini,
Guido Turchi, Fernando Previtali-

-Petrassi og Virgio Mortar.
Det er modsætninger.

Guerrini forstod ikke Petrassis
musik, så der var en vis rivalitet.

Han prøvede at narre mig: 'Hvorfor
har De opdelt kontrabasens pizzicato-

-hvor den har en løs streng med
oktaven ovenover? Hvorfor det?'

Han lod mig ikke svare. Petrassi blev
vred: 'Hvad er det for et spørgsmål?'

- Petrassi blev vred.
- De gav mig 9,5 ud af 10.

Jeg husker det, for de gav mig ni.
Jeg var så misundelig på hans 9,5.

Jeg forlod konservatoriet,
og som altid fulgte jeg med Petrassi-

-til Via Germanico 181.

Den gang...

...var vi begge rørt.

Han græd, og det gjorde jeg også.

Han lovede,
at han ville finde et job til mig-

-som lærer på konservatoriet.
Men det blev ikke til noget.

Under militærtjeneste
spillede jeg i orkestret.

Obersten fik mig til at arrangere
orkestreringen. Vi spillede på gaden.

Min kæreste Maria
kom løbende efter os.

Hvor sødt.

Han giftede sig med Maria,
og hun var ligesom sin mand.

Hun var en rolig kvinde, som altid
smilede. Vi kaldte hende madonnaen.

Efter konservatoriet føltes det,
som om jeg stod nøgen før min samtid.

Jeg ville beskytte mig mod ensomheden
og skrev mit første orkesterstykke.

Min mors indstilling
til min musik var:

'Ennio, du kan vel skrive
en smuk melodi, en smuk sang?'

Hun sagde: 'Hvorfor skriver du ikke
en god sang? Så kan du få succes.'

Han spillede fra morgen til aften.

Da komponerede han endnu ikke
filmmusik, så han var meget fattig.

Maria arbejdede
for Democrazia Cristiana-

-og uden at sige noget sørgede hun
for, at jeg blev ansat af Rai.

Den første dag blev jeg indkaldt
til chefen, og han sagde:

'Jeg vil advare Dem om,
at De ikke kan gøre karriere her.'

'Deres kompositioner
kan ikke spilles på Rai.'

'Hvad laver jeg så her?
Jeg siger straks op.'

Takket være Petrassi tog jeg
til Darmstadts musikfestival.

Den samtidige musik var i opløsning.

John Cage var i Darmstadt
for at kritisere den.

Til koncerten spillede han to toner,
tændte og slukkede for radioen-

-slog til noget og vendte sider.

Jeg fik en idé og samlede
mine kompositionskolleger.

Franco Evangelisti, Boris Porena,
Aldo Clementi, Egisto Macchi...

'Du laver sådan en grynten.
Du laver en strubelyd.'

Og så dirigerede jeg dem.

Sådan blev Gruppo di improvviszione
di nuova consonanza født.

Det var en nyskabende gruppe, for de
brugte ikke traditionelle teknikker.

Det var altid ekstreme teknikker.

Vi ville lave traumatiske lyde.
Det kaldte vi dem faktisk.

Man kunne ikke høre,
at det var en trompet.

Jeg trykkede ventilerne halvt ned.

Så kom der en underlig, grim jamren.

Det var en anderledes måde
at skabe musik på.

De arbejdede med lyd snarere end
med melodier. Melodier var forbudte.

Men Ennio arbejdede altid
med melodier.

Det kan virke som en konflikt,
noget, som man kan se i biografen.

Jeg arrangerede al musik
for Quartetto Cetra.

De valgte stykkerne, og så gav de mig
et udkast, som jeg orkestrerede.

De valgte stykker, som folk kendte,
men udskiftede ordene med andre.

Senatet, senatet, senatet,
interpellationen herfra staten

Senatet, senatet, senatet, skal
løse alt, hvad Ægypten angår

Hvert afsnit indeholdt flere stykker,
men jeg fik udkastet dagen før-

-så jeg måtte skrive hele natten.

For min mor, mor siger,
for min mor siger

Hun sagde:
'Du skal gøre det for dig selv'

Han arbejdede som det,
man på musikslang kalder 'slave'.

Han arrangerede andres musik uden
at blive set, til både tv og film.

En af de første var Cicognini,
som lavede en film af De Sica.

'Il giudizio uniale'
af Vittorio De Sica (1961)

Jeg arrangerede og dirigerede koret.

En dag kom en baryton til RCA.

Han sang sange fra 1930erne
med fantastiske arrangementer.

- Morricone, den berømte arrangør.
- Så dukkede Ennio Morricones navn op.

Jeg skulle redde RCA, som var ved at
gå under. 'Il barattolo' reddede dem.

Man kan høre lyden af en dåse.

Alt lyder som 60erne, men dåsen
hører ikke hjemme i sammenhængen.

Det er et chok for den,
der lytter til sangen.

Meccia var næsten bange, men Ennio
var allerede ude at teste dåser.

For dem, der var vant til melodisk
musik, var disse lyde noget nyt.

De brugte skrivemaskinen
som et musikinstrument.

Ja, præcis. Stemmen er velskrevet
og spilles af en dygtig eksekutør.

Til 'Pinne, fucile ed occhiali'
havde vi badekar med vand i studiet.

Plasken lød forkert-

-så vi hældte vaskemiddel i for
at lave en skvulp, der lød mere...

Som vand.

Hver sang indeholdt noget genialt.

Trompeter blandet med kvindestemmer,
tromboner med mandestemmer.

Det gav en helt ny klang.

Han revolutionerede RCA.
Dengang var arrangørerne så kedelige.

RCA's arrangører var Morricone
og Bacalov.

Jeg krævede at få Morricone,
for han var bedre. Jeg tog ikke fejl.

Det var enkle ting, men de gik hjem.

Jeg lagde en lille ting ind
til klaver.

Komponistens værdighed,
som min lærer havde lært mig-

-havde jeg behov for at indføre
i det enkleste, laveste erhverv-

-ved at transponere principper
fra tolvtonemusik til tonal musik.

Han udsmykkede sangene
og lavede dem til noget andet.

Det var et kontrapunkt, selvom det
var unødvendigt. Sådan gjorde han.

Han opfandt arrangementet.
Før ham akkompagnerede man sange.

- Før var det bare akkompagnement.
- Orkesteret var bare baggrund.

Han gjorde sangene mere personlige.

I arrangementet forsøgte jeg at
indføre mere, end sangen selv havde-

-men jeg så ikke mig selv
som en nyskaber.

Han skrev, mens han talte i telefon.

Violinstemmen, trompetstemmen...
Han skrev, mens han talte.

Han stiller sig ved et klaver, ser på
tangenterne og skriver partituret.

- Han forestillede sig tonerne.
- Han skriver noder uden at spille.

- Han havde musikken herinde.
- Maestro Ennio Morricone dirigerer.

Hvis man lytter,
hører man også noget smart.

Mange arrangementer har allerede
i starten noget, der sidder fast.

- Maestro Ennio Morricone dirigerer.
- Arrangementet til Paul Anka er fint.

- Efter ti sekunder var man fanget.
- Så begyndte han straks at synge.

Ennio fandt på musikalske fraser,
som fulgte hinanden igen og igen.

De blev sangens kendetegn.

Denne opfindelse gjorde,
at man straks genkendte sangen.

Den tids største kunstnere
ville have Morricone.

Chet Baker spillede trompet så mørkt,
at den lød som et saxofon.

Min far var 55 år
og ikke så god til at spille.

Jeg undgik trompeter
i arbejdet for ikke at såre ham.

Det var et svært øjeblik
i vores forhold.

Mor sagde:
'Hvorfor giver du ikke far arbejde?'

Jeg fortalte hende aldrig,
at min far ikke var så dygtig mere.

I stedet brugte jeg heller ikke
hans kolleger. Det føltes rigtigt.

Efter hans død
brugte jeg trompeter igen.

Han tænkte kun på musikken,
og resten talte ikke.

Han var altid fraværende.

Han udrettede mirakler for mig
med en masse forskellige sange.

45-pladen var en kommerciel plade, så
jeg måtte arbejde meget med rytmen.

33-pladen ville ikke mange købe,
så på dem kunne jeg prøve ting.

Han lagde
finkulturelle referencer ind.

I 'Voce 'e notte' begynder han
med 'Måneskinsonaten' af Beethoven.

Det var en nocturne af Beethoven,
og 'Voce 'e notte' føltes lignende.

Han arrangerede 'Ciribiribin'
til fire klaverer.

Jeg brugte sådan et incipit.

Jeg udgik fra starten til hele
arrangementet. Det var noget nyt.

Engang sagde han: 'En sang kan kun
arrangeres på en måde. Min måde.'

Men han forklarede hvorfor, og 99
gange ud af 100 overbeviste han en.

- Zambrini skrev 'In ginocchio da te'.
- Han skrev arrangement til min sang.

Vi går ind i studiet. Ennio stiller
sig i pulten og begynder at dirigere.

- Og vi lytter til ham.
- Migliacci står og rynker på næsen.

- Det var så blødt.
- 'Det er ikke godt. Rytmen er væk.'

'Der er jo ingen udløsning her.'

-'Hvad skal vi gøre?'
-'Vi må lave det om.'

Han går hjem og skriver og kommer
tilbage om fredagen, lidt irritabel.

Han siger: 'Prøv at synge
med det samme.' Så jeg begynder.

Og Migliacci på den anden side...
Han var ikke enig.

'Det er stadig for blødt.'

-Han sagde: 'Du må lave det om.'
-'Det er jo en melodiøs sang!'

-'En anden må gøre det!'
-'Nej, du skal gøre det.'

'Gør den fortvivlet,
man skal føle vreden.'

Han kalder alle tilbage,
og det er 40-50 personer.

Otte korsangere, guitarister,
keyboardister, pianister, cembaloer-

-tromboner, horn...
Han går hjem, rasende og skriver.

Dagen efter... 'Det her er den sidste
version, det bras, du kan lide.'

- Så smider han det på bordet.
- 'Tag det så.'

Han stiller sig i pulten og begynder.
Jeg husker det så godt. Klaveret...

Strygerne.

Og Migliacci: 'Ennio, hvor smukt.'

-'Det her er jo genialt.'
-'Nej, det er elendigt.'

- Men det var smukt.
- Og han skabte alle genmæl.

Så lavede de en film,
og han skrev filmmusikken.

Jeg var en sær arrangør,
lidt sværere.

Han dukkede ikke længere op
så ofte på RCA.

Luciano Salce bad mig
om at lave 'Il Federale'.

Den første film,
jeg lavede under eget navn.

'Le Federale'
af Luciano Salce (1961)

Det var en debut, kan man sige.

'Duello nel Texas'
og 'Le Pistole non Discutono'-

-er Ennio Morricones første
westernfilm. De er begge fra 1963.

I starten bruger han pseudonym.
Ingen ved, at han arbejder med film.

Dan Savio var min kones ven,
så jeg skrev det navn.

Ennio ville ikke afsløre for
Petrassi, at han lavede westernfilm.

Jeg fandt på riffene
med guitarerne.

'Le pistole non discutono'
af Mario Caiano (1963)

'Duello nel Texas'
af Ricardo Blasco og Mario Caiano

Sergio Leone ringede
efter at have hørt musikken.

Han spurgte,
om jeg ville lave hans film.

Men jeg genkendte hans ansigt.

Jeg sagde: 'Er du den Leone,
der gik på I Carissimi-skolen?'

'Ja, det er jeg.'
'Jeg hedder Ennio Morricone.'

De havde gået i skole sammen. Der er
et smukt billede af alle børnene.

Man kan genkende begge drenge.

De fandt hinanden på jobbet
og blev uadskillelige.

Han tog mig med i en japansk film-

-og sagde, at 'En nævefuld dollars'
var noget lignende.

Ennio havde tidligere skrevet musik
til en amerikansk countrysanger.

'Må jeg høre noget, du har lavet?'
Han havde en plade med en baryton.

Det var et helt nyt arrangement
til countrymusik.

'Kan du finde baggrundssporet?'

Jeg tog det arrangement,
jeg havde skrevet.

- Han fandt på en ny melodi.
- Men den skulle fløjtes.

Ennio ringer og siger:
'Kan du fløjte lidt for mig?'

Bagefter sagde jeg:
'Det var ikke så lidt.'

Sådan blev
'En nævefuld dollars' født.

EN NÆVEFULD DOLLARS

Jeg blev overrasket,
for musikken i filmen var unik.

- Det var virkelig et vendepunkt.
- Det var uventet i en western.

Dengang havde ingen prøvet noget
så teatralsk i en western.

Han var allerede
en anderledes komponist.

Det var en klang, man aldrig havde
hørt før. Elguitaren, piskenes hvin.

- Fløjten.
- Ordenen, fløjten.

- Klokken.
- Han skabte et helt nyt udtryk.

Det var et kulturchok dengang.

'En nævefuld dollars'
af Sergio Leone (1964)

Da Sergio viste mig filmen, havde han
brugt 'Degüello' til duellen.

Det var trompetstemmen fra filmen
'Rio Bravo'. Den passede godt ind.

'Rio Bravo' af Howard Hawks (1959)

Leone sagde: 'Det her stykke må
blive.' Men jeg sagde nej.

'Til hovedscenen tager du et færdigt
stykke, og jeg må lave tilføjelsen.'

Kan I høre musikken?
Han bad manden om at spille.

- Hvad er det?
- 'Degüello', halshuggervisen.

Jeg sagde: 'Så forlader jeg filmen.'
Sergio opgav 'Degüello'.

Så sagde han:
'Men skriv noget lignende til mig.'

Jeg kom til at tænke på en sang,
jeg havde skrevet til et tv-program.

Peters Sisters sang den. En kontraalt
med en fantastisk stemme.

Jeg sagde:
'Nu skal jeg vise dig, Sergio.'

Hans musik gjorde mig mere dramatisk,
hvilket ikke er så let.

'En nævefuld dollars'
af Sergio Leone (1964)

Jeg viste Michele Lacerenza, hvordan
han skulle skabe vibrato med trompet.

Ligesom i 'Degüello'.

Bedste musik: Ennio Morricone
for 'En nævefuld dollars'.

Kan vi tale sammen? De troede ikke,
at De ville vinde Nastro d'argento.

Er det Deres første pris?
Arbejder De meget med filmmusik?

Han virkede meget ung. Han havde
et ret rundt ansigt og briller på.

Som nogen fra 'Radiserne',
Søren eller Tomas som voksen.

Ennio var med
i mange italienske film.

Det er sjovt at forestille sig, at
han havde arbejdet med instruktøren.

I PUGNI IN TASCA

Med nye instruktører løb jeg en stor
risiko, når jeg prøvede noget nyt.

'I Pugni in Tasca'
af Marco Bellocchio (1965)

Ennio er reserveret og troende.

Det overraskede mig, han engagerede
sig i en film, som var antireligiøs.

Jeg skrev en vuggevise,
som blev sunget af en kvindestemme.

Den dykkede ned i dissonante lyde
under en vibrerende metalliske lyd.

Jeg elskede at lave den slags film,
for de var ikke så kommercielle.

Sergio og jeg så
'En nævefuld dollars'-

-og ingen af os kunne lide den.

Jeg har aldrig kunnet lide musikken
i den. Jeg bad Sergio glemme den-

-men han ville altid
have trompeter og fløjter.

HÆVN FOR DOLLARS

De var venner.
Der var en forbindelse mellem dem-

-men de diskuterede ofte.
Det kunne gå hedt for sig.

Skær det af.

'Hævn for dollars'
af Sergio Leone (1965)

I den scene, hvor Sergio ville
have trompet, fik jeg ideen-

-at gå fra start til 'Toccata
og fuga i d-mol' af Bach.

Musikken i hans westernfilm,
som han kalder enkel-

-viser en evne
og en imponerende opbygning.

I 'Hævn for dollars' indså Leone
vigtigheden af filmmusikken-

-som Morricone havde gjort. Morricone
begyndte at få sit eget publikum.

Jeg mødte Petrassi, og han sagde,
at han kunne lide min filmmusik.

Han nævnte en film, jeg ikke
forventede: 'Hævn for dollars.'

Jeg blev meget overrasket,
for jeg havde skrevet bedre musik.

Han sagde: 'Men jeg ved,
at du vil gøre det bedre.'

'Du vil gøre det bedre.'

Petrassi værdsatte ikke den del af
hans arbejde. Og heller ikke jeg.

På en måde
var vi virkelig gammeldags.

Hvad synes I om samarbejdet mellem
komponist og instruktør i filmmusik?

Det er en arbejdsmetode,
som er helt ukunstnerisk.

Komponisterne, som gik hos Petrassi-

-så aldrig med blide øjne på
min profession, at jeg lavede film.

Det gjorde mig lidt isoleret.

En gang, da han var ung, ringede han
til mig. Det var ret rørende.

Han kaldte mig purist
og sig selv forræder.

Han var splittet, for omgivelserne
ville have, at han skulle vælge bane.

Ennio lider lidt
af mindreværdskomplekser-

-da han forlod komponistens renhed,
ifølge Petrassis synspunkt.

Men den forlod Petrassi også
flere gange.

'Bitter Rice'
af Giuseppe De Santis (1949)

Petrassi har også lavet filmmusik-

-men han syntes aldrig, at filmmusik
var rigtig musik. Det synes Ennio.

'Before the revolution'
af Bernardo Bertolucci (1964)

Petrassi havde ingen forståelse for
det, der var specielt ved Ennio:

Hans evne til at leve sig ind
i en situation, i et billede.

Vi manglede begge den evne.

Jeg tror, at Petrassi også havde
et vist mindreværdskompleks.

For nylig lavede jeg 'Bibelen'
af en instruktør, som hedder Huston.

Musikken, han havde lagt sin sjæl i-

-blev ikke accepteret af Huston,
for den var alt for svær.

Dermed er mit indhop
i filmens verden forbi.

Det var skæbnen,
og det var uretfærdigt.

Jeg blev ringet op
af Dino De Laurentiis...

...for at erstatte
min lærer Petrassi.

Musik af Ennio Morricone
til billeder fra 'Bibelen'

Musikken blev lavet i et samarbejde
mellem RCA og Dino De Laurentiis.

Dino sagde:
'Skriv et stykke til skabelsen.'

'Hvis Huston kan lide det,
må du lave hele filmen.'

Jeg efterlignede lysets fødsel,
vandets strømme, som så voksede.

Alt eksploderede i ild, og så
kom dyrene. Så tog det ny fart igen.

Musik af Ennio Morricone
til billeder fra 'Bibelen'

I en synagoge fandt Maria gamle
hebraiske tekster, Ennio tonesatte.

Huston og De Laurentiis
kom flere gange.

Alle virkede glade. Jeg fik opgaven.

De Laurentiis sagde: 'Hvem bryder sig
om RCA? Du arbejder for mig.'

Jeg sagde: 'RCA har eneret.
Jeg kan ikke være så uhøflig.'

Jeg gik til RCA
og talte med direktøren.

'Det er en unik chance for mig. Lad
mig gå, så jeg kan lave 'Bibelen'.'

'Nej, du må ikke lave den.
Vi har en aftale.'

Så selvfølgelig lavede jeg den ikke.

Petrassi siger, at hvis man
skriver filmmusik, kommerciel musik-

-er det for en akademisk musiker
det samme som at prostituere sig.

Skyldig. Skyldig.

I starten følte jeg mig skyldig,
men efterhånden slap jeg det syn.

Alligevel skrev jeg
for at få revanche.

Vinde...

...over den her...

...følelse af skyld.

'Slaget om Alger'
af Gillo Pontecorvo (1966)

Det første, jeg hørte af Ennio,
var 'Slaget om Alger'.

Det ramte mig, at musikken skabte
en verden, man ikke så på lærredet.

Gillo Pontecorvo ville mødes.
Han var jo en stor instruktør.

Jeg var lidt genert, for jeg følte,
at han ikke var som alle andre.

Han var allerede meget dygtig.

Jeg skrev også dette stykke.

Det var en af mine variationer
på et tema af Frescobaldi.

Trompet.

Der var tre toner: A, b og h.

Og så den modsatte bevægelse:
Fis, f og e. Det havde jeg lært.

I mig er al den musik,
jeg har studeret.

Lidt mere til venstre.

Pasolini havde allerede en liste med
plader, som skulle være med i filmen.

Pasolini sagde: 'Maestro, her vil jeg
have dette stykke af Bach.'

Jeg sagde:
'Jeg er komponist og skriver musik.'

'Jeg bruger ikke andres musik.
Det går ikke, jeg må sige nej.'

Så sagde han: 'Så gør, som De vil.'

Alfredo Bini

Præsenterer

Absurde Totò, den gale Totò

Jeg skrev en både alvorlig
og komisk remse.

'Store, stygge fugle og små søde'

fortalt af Pier Paolo Pasolini

Efter 'Ennio Morricone skrev
musikken' sang jeg nærmest et grin.

Ennio Morricone skrev musikken

En lille gruppe strejfede
rundt i udkanten

Tidligere havde Pasolini kun brugt
Bach. Nu skiftede han til Morricone.

'Den gode, den onde og den grusomme'
af Sergio Leone (1966)

Som ung så jeg 'Den gode,
den onde og den grusomme'.

Så vidste man, at det var noget nyt,
man ikke havde hørt før.

Efter dig.

For første gang tænkte jeg på,
hvem der stod bag musikken.

Musikken i Sergio Leones første film
lå under min kapacitet-

-for jeg var hæmmet af Sergios luner.

Så fandt jeg på temaet,
som var prærieulvens kald.

Men jeg...

Det var både dramatisk og sjovt,
og det kunne han godt lide.

DEN GODE

DEN GRUSOMME

DEN ONDE

Fyren forstår sig på guitar.
Han er den bedste til guitarer.

Det var utrolig kreativ filmmusik.

Det var den eneste gang,
jeg løb ud for at købe filmmusikken.

Som barn hørte jeg 'Ecstasy of gold'
og løb rundt på kirkegården.

Vi fokuserer straks
på Ennio Morricone.

Du er unik
i den italienske pladehistorie.

På to år har du lavet to bedst
sælgende plader med filmmusik.

- Helt mageløse succeser. Utroligt.
- Jeg har været heldig.

Jeg udspionerede
og bestak biografmaskinisten.

Hos kopisten kiggede jeg efter hans
partitur, og jeg fulgte hans arbejde.

Han er en kunstner,
som aldrig har stræbt efter succes.

Maestro Morricone har specialiseret
sig i filmmusik til westernfilm.

I den periode fik jeg
selvfølgelig alle westernfilm.

Det var mit lod i livet
på det tidspunkt.

Når man har lavet en film,
viser man den til Ennio.

Første gang han ser en film,
falder han i søvn.

Som en revolvermand i Det Vilde
Vesten, der rævesover, men så skyder.

La Resa dei Conti
af Sergio Sollima (1966)

Han havde set den og vidste præcis,
hvad der skete.

'Den tavse hævner'
af Sergio Corbucci (1968)

'Den tavse hævner' af Sergio Corbucci
udspiller sig i sneen.

Hestene gav ikke lyd fra sig.
Hovedpersonen var stum.

Corbucci sagde: 'Musikken er din
bedste!' 'Ja, fordi man hører den.'

Hvis man blander lyd uden balance,
kan det ødelægge både film og musik.

Så kan man lige så godt lade være
med at have musik.

Men når man vil høre den,
er det vigtigt at slippe den fri.

'Grazie zia'
af Salvatore Samperi (1968)

I en periode forsøgte jeg
at begrænse tonerne-

-for at give publikum noget at huske.

Jeg fik en idé,
da jeg betalte gasregningen-

-sangen 'Se telefonando' til Mina.

Der eksperimenterede jeg
for første gang med tre toner.

Den gik i fire fjerdedele.
Trykket ligger aldrig på samme tone.

Det var en vigtig opdagelse
for den tonale musik-

-for det gjorde,
at sangen sad bedre fast.

Det er jo en anden tone.

De tre toner ligger her altid,
men de er forskellige i hvert tempo.

Han kunne gentage det samme,
uden at det føltes gammelt.

Jeg har aldrig givet slip på de få
toner, for jeg har villet more mig.

Ennio sad ved klaveret: 'Nu skal du
høre temaet, der krydser hinanden.'

Ofte skriver jeg to temaer uden at
bemærke det, det ene i det andet.

Det giver variation, en tvangfrihed.

'Metti, una sera a cena'
af Giuseppe Patroni Griffi (1969)

Han spillede to krydsede temaer.

Jeg kunne faktisk ikke lide det tema.

Jeg sagde til instruktøren: 'Smid det
ud.' Han sagde: 'Du er skør.'

'Metti, una sera a cena' er genial.

Den er minimalistisk,
hvilket er moderne i dag.

Peppino havde ret. Jeg kan ikke
bedømme de temaer, jeg selv skriver.

Så jeg begyndte at spille alle
mine temaer for min kone først.

Kunne hun lide det, fik instruktøren
det at høre. Ellers ikke.

Ennio var ikke alene,
men havde altid Maria.

Denne kvinde har været mor,
kone og livsledsager-

-og hun har værnet
om hans talent på en utrolig måde.

Hun opgav noget for kærligheden.
Maria roser ham først af alle.

Hun er som alle andre
og giver mig en ærlig mening.

Sådan har vi gjort i mange år.

Hun blev som en forsvarsmur,
der lod Ennios genialitet svæve frit.

Jeg har altid tænkt på,
hvordan Ennio kunne være-

-både filmmusiker
og eksperimentel musiker.

Jeg er komponist, når jeg skriver
filmmusik eller mine egne ideer.

Jeg er en meget skiftende
og modsigende komponist.

Jeg har et dobbeltansigt.

'Suoni per Dino', skrevet
af Ennio Morricone til Dino Asciolla-

-tolker ophavsmandens tanker om
samfundets bekymrende problemer.

De spurgte: 'Hvordan kan en person,
der laver musik til spaghettiwestern-

-også have en eksperimentel natur?'

Den eksperimentelle musik forsøgte
han endda at indføre i film.

Ved det første møde sagde Elio Petri:
'Jeg bruger komponister en gang-

-så det her
bliver vores eneste film.'

'Un tranquillo posto di campagna'
af Elio Petri (1968)

Jeg lavede svær musik. Hovedrollen
gennemgik en eksistentiel krise-

-så jeg ville bruge Gruppo di
improvviszione di nuova consonanza.

Jeg tog et gammelt stykke
til 11 violiner-

-og tilføjede slagtøj
og en kvindestemme.

Vi improviserede til filmen synkront
med den gale kunstners drømme.

Maling væltede, borde faldt. Musikken
erstattede i en vis grad lydene.

Filmen og musikken blev hyldet
i pressen, men filmen blev et flop.

Jeg følte mig ansvarlig for fiaskoen.

Ved en koncert i Firenze gik
en scenearbejder op på scenen-

-tog stigen og begyndte at dreje den.
Det tørre træ knagede.

'Vestens hårde halse'
af Sergio Leone (1968)

Efter ti minutter gik manden ned
og forsvandt, og koncerten var slut.

Jeg fortalte Sergio om det.

Og Sergio forstod det.

De første 20 minutter af 'Vestens
hårde halse' er konkret musik.

Det var resultatet af det, jeg havde
fortalt om stigen i Firenze.

Lydene var musik på sin måde.

Harmonikaen lyder næsten højere, end
personen taler, så det er en stemme.

At overdrage så meget
af den figur til Ennio-

-var noget, min far aldrig gjorde
med andre musikere.

Morricone er god til at skabe
en figur ved hjælp af lyd.

Det er utrolig forførende musik.

Det er musik,
der forfører og omslutter en.

Den sidder stadig i hovedet på en.

De gav mig noderne, og jeg tolkede
dem straks. Melodien var så smuk.

Den musik er vi blevet ved
med at høre resten af livet.

Den er blevet
en del af vores hverdag.

Stemmerne, lydene,
støjen, nuancerne, klangen-

-de korte fraser... Ennio bruger alt.

Tonerne er det materiale,
et hus er opbygget af.

Murstenene er ens i alle huse,
men husene er forskellige.

Murstenene opbygger hans katedraler.

Jeg ville ikke klassificeres som en
komponist, der kun lavede western.

Lattuada opfordrede mig
til at skrive symfonisk musik.

Strygerne er opdelt, mest violinerne.

Jeg vovede mig for alvor
ud i symfonisk musik.

'Fräulein Doktor'
af Alberto Lattuada (1969)

Men mit sværeste stykke var et andet.

'Klanen fra Sicilien'
af Henri Verneuil (1969)

Det her tema krævede stor indsats.

Godaften, monsieur Malanese. De er
vel ikke overrasket over at se mig?

Jeg sagde jo,
at De måtte komme, når De ville.

Vi har eksponeringen af hovedtemaet.

På det har jeg lagt, med et andet
kontrapunkt, navnet Bach.

Jeg har brugt tonerne b, a, c og h.

Det bliver Bach.

Han har lavet et kontrapunkt,
som sammenfiltrer alle stemmer:

Slagtøj, kontrabas og alle andre.

Jeg ændrede tonernes rækkefølge.

Og under det...

Og oven på Bachtemaet er der
et siciliansk tema.

Et almindeligt stykke indeholder
et helt bjerg af viden.

Alle komponister er fascineret
af b, a, c, h.

Men det her spiller jo ingen rolle.

Tonerne er ikke vigtige. Det vigtige
er, hvad komponisten skaber med dem.

'I cannibali'
af Liliana Cavani (1970)

Navnene!

Jeg havde lagt musik til
'I cannibali' af Liliana Cavani.

I samme bygning klippede Gillo
'Queimada', og han hørte et kor.

Da Liliana Cavani ikke var der,
gik han hen til hendes klippebord-

-og tog båndet med det stykke.

Han lagde det over strandscenen,
og det passede perfekt.

Da musikken mødte min film,
lød den som en lovsang til friheden.

Han krævede, jeg skulle tage stykket
fra Liliana og give ham det.

Han sagde: 'Skriv noget lignende.'

'Queimada'
af Gillo Pontecorvo (1969)

Da jeg så hans film, indså jeg,
at det var temaet fra 'I cannibali'.

De var forskellige,
men de lignede hinanden.

Jeg var virkelig i knibe.

Engang spurgte han mig,
om jeg ville improvisere 'Abolisson'.

Bare sådan, lige da jeg skulle gå op
på scenen. Selvfølgelig!

Kvindestemmen var meget vigtig
i Ennios filmmusik.

At have en kvinde forrest
var ret radikalt på en måde.

Den menneskelige stemme
har en stærk magi-

-for den har ikke brug
for instrumenter.

Sidst i 1960'erne blev Morricone
en garanti for filmskabere.

Alene i 1969 udkom der 21 film
med musik af ham.

'La Califfa'
af Alberto Bevilacqua (1970)

Ennios enorme succes
vakte misundelse.

- Desuden kopierede de ham.
- Jalousi førte til løgne.

'Har du lavet 18 film på et år?
Du har ikke selv lavet dem.'

Han satte sig sådan her. Han var
så hurtig, når han skrev musik.

Han havde tydelige ideer og kunne
se musikken for sig. Den var enkel.

Hvor mange film
har du lavet musik til?

Jeg har ikke talt dem.

Ennios liv har indeholdt
mange forskellige kapitler-

-med mere viden, mere efterforskning,
mere eventyr i musikken.

Jeg ville ikke lave flere film med
Elio Petri, men jeg lavede dem alle.

Til 'Indagine...'
havde jeg skrevet en lille arpeggio.

Under mixningen viste
Elio mig hele første del.

Og jeg sagde:
'Men hvad er det her for noget?'

Han udskiftede musikken med musik fra
en dårlig film, jeg havde lavet før.

Elio sagde: 'Den er fantastisk.
Se, hvor godt koret fungerer her.'

Klipperen Ruggero Mastroianni sagde:
'Ved du ikke, hvor god den er?'

Elio fortsatte bare. Jeg sagde:
'Den passer ikke her.'

Til sidst gav jeg op og sagde:
'Gør, som du vil.'

Lyset tændte, og han sagde noget, som
gør mig rørt, bare jeg tænker på det:

'Du har lavet den bedste musik,
jeg kunne have forestillet mig.'

'Du burde give mig en lussing.'

'Indagine su un cittadino al di sopra
di ogni sospetto' (1970)

Et genialt påfund, der forener alt
det, Ennio har lavet indtil da-

-og baner vej for det, han skal gøre,
er musikken til 'Indagine'.

'Indagine' fik mig til at indse,
at man kunne skrive musik-

-som adskilte sig helt fra det,
Morricone havde gjort før.

Jeg husker mere musikken end filmen.
Musikken trækker filmen med sig.

Han har opfundet den slags musik,
som vi kalder filmmusik.

Hvordan vil du dræbe mig denne gang?

Jeg skærer halsen over på dig.

Kubrick elskede musikken og ringede
til mig om 'Clockwork Orange'.

Han ville have, at jeg skulle
skrive den samme musik til ham.

Vi var enige om alt,
men så ringede Kubrick til Leone.

Sergio sagde, at jeg var optaget.

Ennio Morricone er her for at arbejde
på min nye film 'Duk, skiderik!'

Men det var ikke sandt.
Jeg var allerede færdig med filmen.

Så Kubrick lod mig gå uden at ringe.
Det ærgrer mig.

En, to. En, to, tre, fire.

Jeg drømte om at være med i et tema
af Morricone. Sikke noget.

Men ved optagelsen
var der fire af dem.

En fyr kom og delte instruktioner ud,
og så indspillede vi det.

'Gli occhi freddi della paura'
af Enzo G. Castellari (1970)

Ennio havde lavet et partitur i dele
og prøvede det i nogle thrillere.

Han så på mig og sagde:
'Hvad er det?'

Jeg sagde: 'Der er nogle plader
som inspiration.' 'Smid dem ud!'

Luk op!

Jeg prøvede en ny måde at skrive på.

Han skrev musikken i partituret
i linjer.

Musikerne improviserede ud fra
et udkast, Ennio havde givet dem.

Ud fra det, der skete i scenen-

-viste han, hvilken linje
en musiker skulle spille.

'Nu skal du begynde.'

De, der spiller, skal være klar til
at begynde, for de ved ikke hvornår.

Men da instruktøren sagde: 'Det skal
nok gå!' kunne jeg ikke igen.

Det gjorde, at jeg kunne gøre
uventede ting i filmene.

'The Cat o' nine tails'
af Dario Argento (1971)

Efter den tredje film sagde Darios
far: 'Du laver altid samme musik.'

'Du har lavet samme musik
i tre film.' Men Ennio var uenig.

Den lyder ens-

-for dissonant musik gør,
at sanserne mister orienteringsevnen.

Men den her idé brugte jeg i andre
film. Det blev til 23 versioner.

Måske overdrev han også lidt.

Han begyndte
at få sine første afslag.

'Skriver du kun sådan, stopper de med
at ringe.' Så fik jeg ny skrivestil.

'Justitsmordet Sacco og Vanzetti'
af Giuliano Montaldo (1971)

Morricone var allerede en legende,
og Joan Baez var et symbol-

-for Amerikas ungdom.

Ennio taler nogenlunde engelsk, og
Joan Baez taler nogenlunde italiensk.

Men musikken er et universelt sprog.

Jeg husker,
at optagelserne var meget afskallede.

Det var bare noderne.
Instrumenterne kom senere.

Hun sang til trommer og klaver.

Så lagde jeg orkestret
oven på hendes stemme.

Hun sagde til mig: 'Ingen,
der ikke kender mig, kunne skrive-

-så min stemme udnyttes til
det yderste. Det er et mirakel.'

Bagefter sagde han: 'Jeg har en lille
ting til, der lyder sådan her.'

'Kan du skrive en tekst?'
'Okay.'

Det er sådan en succesfuld sang-

-som får en til at tænke:
'Hvordan er det muligt?'

Den sang er ikke bare populær.
Den er blevet en hymne.

At mine melodier er en succes
betyder ikke-

-at min idé om at gå imod
traditionelle melodier var forkert.

Der er ikke flere
melodikombinationer.

Ennio Morricone elsker ikke melodier,
i teorien. Det har han sagt.

Men han er en musiker
med stort talent for melodier.

Jo mere han skjuler den,
jo mere kravler den ud.

En, der er så god til melodier,
kan ikke foragte dem. Han lyver.

Men måske er det netop
i denne 'komponists skizofreni'-

-at man kan finde gnisten til noget,
der er så anderledes.

'L'Agnese va a morire'
af Giuliano Montaldo (1976)

Han kræver præcision i sin skabelse,
ligesom når han spiller skak.

Hans verden er matematisk,
geometrisk.

Han har en næsten åndelig
fremgangsmåde.

Meget få komponister har det,
Morricone har, nemlig en følelse-

-hvad der passer ind i scenen. Dog
ved man straks, det er hans musik.

Hvordan kan man genkende et stykke
af Ennio Morricone efter første tone?

Han lægger så meget
af sig selv i musikken-

-at strygernes indledning alene
siger, at det må være Ennio.

Hans mest effektfulde stykker spiller
på en svækket spænding-

-hvis opløsning er
et øjebliks henrykkelse.

Jeg er selv blevet tvunget
til ikke at analysere musikken-

-og bare hengive mig.

Vi føler, at hans musik
i al hemmelighed er skrevet til os.

Hvorfor husker folk Morricones musik?

Når de lytter til den,
kan de jo ikke glemme den.

'Giordano Bruno'
af Giuliano Montaldo (1973)

Jeg tænker altid på musik, noget,
jeg skal skrive, noget vigtigt.

Derfor virker jeg nok stille.

Han er meget genert og målbevidst.

At tale om musik med ham betyder,
at man taler med afgrunden i ham.

Han tror på sin musik.
Den er ikke underordnet billederne.

Ennio siger: 'Jeg er en kamæleon,
der skifter farve efter instruktør.'

'Men jeg er stadig mig.'

Han har altid forsøgt at forstå
den instruktør, han havde foran sig.

Derfor har Ennio
været en dygtig psykolog-

-som har kunnet komme frem blandt så
komplekse og forstyrrede personer.

Med Pasolini og andre instruktører-

-fandt han altid en måde
at udtrykke sig selv på.

Hvis ti dygtige komponister taler
med samme instruktør-

-og skriver musik til samme film,
bliver musikken helt forskellig.

Det ræsonnement viser, hvor svært
det er at skrive filmmusik.

For hvis der er mange løsninger-

-bliver det svært at finde den musik,
der passer bedst-

-og det er komponistens kvaler.

Til 'Allonsanfàn' sagde vi: 'Ennio,
vi behøver musik til sidste dans.'

Han gav os akkompagnementet.

Og vi blev ellevilde!

- Vi så det som musikken til dansen.
- Og de filmede til den rytme.

Ved klipningen
havde vi brug for musikken.

Vi satte forskellige slags musik
sammen med varierende musikere.

Da Ennio så filmen, sagde han: 'Fint,
men hvad laver jeg her?' Så gik han.

Jeg har aldrig kunnet lide at imitere
andres musik og ikke tænke selv.

- Vi løb ned ad trappen.
- 'Du skal lave den!'

Til sidst sagde jeg ja,
hvis jeg måtte lave musikken selv.

'Allonsanfàn'
af Paolo og Vittorio Taviani (1974)

Da vi skulle filme slutdansen, sagde
Ennio: 'Melodien er klar.' 'Nej!'

'Vi vil ikke have en melodi, det er
så godt, som det er!' 'Bare lyt.'

Det var endnu bedre.

Instruktøren bestemmer alt: Manus,
scenografi, kostume, fortolkning-

-lys, billede... Men ikke musikken.

Han satte sig ved klaveret,
og så nynnede han melodien.

Min stemme er virkelig ikke smuk.

Han spillede, men jeg fattede intet.

Instruktøren kunne ikke
forstå min instrumentation.

Jeg nægtede at tvivle på det,
Morricone improviserede på klaveret.

Jeg vidste jo, at det ville blive
til strygere, blæsere...

Ved fortælling forstår instruktøren
ikke, hvad resultatet bliver.

Man skal lytte til musikken.

Nogle film giver mig straks ideer om,
hvilken slags musik jeg skal skrive.

'1900'
af Bernardo Bertolucci (1976)

Den er din, og den tilhører alle.

Ved første visning af '1900' begyndte
Ennio straks at skrive på temaet.

I mørket skrev jeg nogle noder ned
på et stykke papir.

Det skrev jeg.

Det var, som om han med musikken
havde skabt en parallel film.

Ennio bevæger sig i musikken,
og han kan give dig hvad som helst.

Hvis man under en optagelse siger:
'Kan det lyde lidt mere som Verdi?'-

-sprøjter hans talent direkte frem.

Straks gør han stykket
mere som Verdi.

Man tænker: 'Hvilken opera er det?'
Det er ikke opera, det er Ennio.

'1900' blev meget hårdt kritiseret,
og nogle kritiserede også musikken.

Zurlini ringede og sagde: 'Jeg skal
forsvare dig!' Artiklen var smuk.

'Il deserto dei tartari'
af Valerio Zurlini (1976)

Tartarerne er de drømme, man mister.

Zurlini ville høre temaerne,
så jeg spillede på klaveret.

'Det bliver rigtig godt!'

Han vidste ikke, hvordan temaet
fortsatte eller orkestreringen-

-men han stolede på mig.

Jeg fandt på stykket
med de fem trompeter-

-der mindede om en hær,
der var på vej, men aldrig kom.

Sidste gang jeg spillede trompet,
var da Gillo Pontecorvo blev gift.

Han bad mig spille brudemarchen.
Jeg var ikke vant til at spille mere.

Og så spillede jeg... på trompet.
Han blev meget glad.

Terrence Malick blev vigtig for mig.

Jeg så filmen, og tilbage
i Italien skrev jeg 18 ideer ned.

Ennio fik mig
til at spille skak med ham.

Mens han dirigerede, råbte han
trækkene, hvor jeg sad foran brættet.

Han kunne slå mig, selvom han kun
så brættet for sit indre syn.

Under briefingen bad han mig skrive
et stykke, som blev vigtigt for mig.

Det var en slags ildens symfoni.

Fang dem!

Jeg har ikke haft en så intens
brevveksling med en anden instruktør.

Filmmusikken ville se helt anderledes
ud i dag uden Ennios værker.

Traditionel filmmusik bestod kun
af et orkester til B-film.

Det var ham, der blandede det hele
sammen og udviskede grænserne.

En filmmusiker skal kunne spille alt
fra symfonier til popmusik.

Har du gjort alt, hvad du skulle?

Sergio Leone producerede
mine første film.

Han sagde: 'Lav noget, der ligner
Titina, men blødere som Chaplin.'

Morricone sagde: 'Jeg læser
manuskriptet, så jeg får et billede.'

'Hvad skal jeg gøre for Dem?'
Han sagde: 'Love, love, love, love.'

To dage senere spillede
han fem-seks toner.

'Un sacco bello'
af Carlo Verdone (1980)

Leone sagde:
'Havde jeg ikke gode råd?'

'Det her er da ikke som Titina?'
'Det er jo i de områder.'

Engang sagde Leone til Morricone:

'Jeg vil gerne have den
panfløjte gennemgående i filmen.'

Morricone sagde: 'Vi bruger den
det rette sted, ikke overalt.'

'Men panfløjten...'
'Jeg klarer det.'

Bugsy kommer. Løb!

'Der var engang i Amerika'
af Sergio Leone (1984)

Sergio fortalte Ennio om de film,
han ville skrive.

Sergio og jeg blev enige,
da han fortalte om filmen.

Noodles... jeg gled.

Han fortalte meget detaljeret, endda
hvad der ville blive set i billedet.

Far ville have, at hans film skulle
være helt knyttet til Ennios musik.

Filmmusikken
til 'Der var engang i Amerika'-

-er fuld af nye ideer
og ny instrumentation.

Musikken i fars film var
mere end bare musik i en film.

Den var en del af dialogen i filmen.

Sergio bad mig om at skrive temaer,
før han begyndte optagelserne.

Jeg husker,
at Ennio sad og spillede musikken-

-flere år før filmen kom.

I de år var Sergio i tvivl.

Nogle gange sagde han:
'Spil det andet tema.'

Det var et tema fyldt med stilhed
og pauser, hvilket jeg elskede.

Jeg skrev temaet i Amerika til filmen
'Endless love' af Zeffirelli.

I en scene sagde han: 'Denne sang har
en anden komponist skrevet.'

Så takkede jeg nej
til at lave den film.

Far bad Ennio om at medbringe
kasserede temaer, han havde liggende.

Zeffirellis tema blev
i stedet Deborahs tema.

Han kunne rigtig godt lide det,
og jeg kan stadig godt lide det.

'Der var engang i Amerika'
af Sergio Leone (1984)

Han begynder med lave toner. Så
skifter han bevidst til andre toner.

Ennio fortæller en historie ved at
holde sig til de samme toner længe.

Jeg kan kun se scenen med musik.

Hvis jeg skulle se billederne
uden at høre musikken...

Leone ville have, at Ennios musik
blev hørt under optagelserne.

I højtalerne
skulle man høre Ennios musik.

- Skuespillerne havde baggrundsmusik.
- Det gjorde virkelig indtryk.

- Kamera.
- 144-18, første optagelse.

Bobby?

Det med musikken berørte
både skuespillerne og holdet.

- Hvad venter du på?
- Jeg forstår det ikke, mr Bailey.

Man fik måske følelsen af at se
filmen, men i al fald at høre den.

Jeg blev nysgerrig.

Skuespillere som De Niro foretrækker
synkroniseret lydoptagelse-

-og har sagt, at når de har musikken
i baggrunden, når de spiller-

-så hjælper det dem.

I den finkulturelle musik
cirkulerede Ennio Morricones navn-

-men det vakte ikke stor interesse.
Det var en snæversynet verden.

De store akademiske musikere
så ikke Ennio Morricones talent.

Det store gennembrud blev
'Der var engang i Amerika'.

Den musik kan ikke være skrevet
af en, der ikke er en rigtig musiker.

Men hans musik interesserer mig
på et højere niveau.

Musikken ligger ikke kun på
overfladen, men går ind og skaber.

Da jeg forstod det, forstod jeg også
Morricone. Det havde jeg ikke gjort.

Boris Porena skrev et brev
med en undskyldning.

Den var ikke rettet mod Morricone,
men til tidsepoken, til sig selv-

-fordi han havde været så blind
og døv over for ideologiens magt.

Han tilhørte en verden,
der frøs ham ude.

Der gik ret lang tid,
før mange af dem...

...anerkendte hans genialitet.

Da jeg læste brevet til Ennio,
begyndte han at græde, som befriet.

Da jeg gik ud efter filmvisningen,
sagde jeg: 'Det var pokkers.'

Det var noget, der var ud over det,
vi mener, at filmmusik er.

Jeg var i salen, men så ikke Ennio,
for han var gledet ned i stolen.

'The mission'
af Roland Joffé (1986)

Da han vendte sig om, græd han.

Jeg var plaget af massakren
på indianerne og jesuitterne.

Filmen var smuk, selv uden musik.

Han sagde: 'Man behøver ikke musik
i den her film.'

'Jeg kan ikke skrive den.'
Så gik han.

'The mission' kom, da Ennio ville
holde op med at skrive filmmusik.

Filmen overrumplede ham
i hans beslutning.

En dag ringede telefonen, og en
stemme sagde: 'Er det Roland?' 'Ja.'

'Det er Ennio.'
'Nå, Ennio.'

'Jeg har tænkt over det,
og jeg har en lille idé.'

Jeg kunne mærke håret rejse sig,
for jeg så filmen i musikken.

Jeg skrev musikken på en sær måde.

Det var næsten,
som om jeg ikke havde kontrol.

Ennio kunne skrive
på et stykke absolut musik i et år.

Partituret til 'The mission'
tog to måneder.

Det er et af Ennios hemmelige rum.

Man står
over for noget helt enestående.

Først skrev jeg obo-temaet,
men da filmen udspiller sig i 1750-

-ville jeg bruge ornamenter fra den
tid, som dobbelt mordent, gruppetto-

-acciaccatura, forslag... Den slags
elementer, der berigede melodien.

Mordent.

Acciaccatura. Mordenter.

Og så føltes det rigtigt
at lægge en motette ind i filmen-

-ifølge reglerne
fra Anden Vatikankonciliumen.

Og så havde vi indianernes etniske
tema, en primitiv musik.

Inde i motettet skrev jeg et andet
tema, som var rytmisk.

Han er professionel. Af med
høretelefonerne, frem med blyanten.

Ting stryges, og energien i studiet
vibrerer. Gud ved, hvad han følte.

Det specielle er, at jeg kombinerede
oboen med motettet-

-og motette-temaet
med det etniske parti-

-som blev kombineret med oboer.
Temaerne kunne kombineres.

Det var ikke noget,
jeg valgte at gøre.

Det var næsten, som om noget uden for
mig fremlagde disse ideer for mig.

Ennio havde sneget sig ind i hele
filmen, musikken var overalt.

Det var som at se på en krop,
der pludselig havde fået en sjæl.

For 'The mission': Ennio Morricone.

Jeg var helt overbevist om,
at han ville vinde en Oscar.

Og vinderen er...
Herbie Hancock for 'Round midnight'!

Jeg ville undskylde på alles vegne
for denne forfærdelige fejl.

Herbie Hancock er en dygtig
jazzmusiker, komponist og pianist.

'Round midnight'
af Bertrand Tavernier (1986)

Men hovedpersonen
spillede kendte sange-

-så musikken burde ikke have været
i kategorien 'Bedste originalmusik'.

Da vinderen blev sagt, protesterede
publikum. Jeg gik hurtigt derfra.

Alle vidste,
at han var den bedste, nummer et.

Han fik ikke den anerkendelse,
han fortjente. De forstod ham ikke.

De veksler mellem filmmusik
og kammermusik.

Siden da
har jeg genoptaget den aktivitet.

Jeg vil ikke kun arbejde med film.

I årenes løb har han
komponeret finkulturel musik.

Kompositioner med høj værdi og på et
højt kunstnerisk og æstetisk niveau.

Ved en koncert
sad Petrassi på første række.

Da man så, hvor meget Ennio
respekterede sin lærer-

-indså man, at han aldrig havde
klippet navlestrengen helt.

'Cinema Paradiso'
af Giuseppe Tornatore (1988)

Da produceren ringede til Ennio til
'Cinema Paradiso', sagde han nej.

Franco ringede tilbage og sagde:
'Læs manuskriptet, så kan du svare.'

Telefonen ringede: 'Det er
Ennio Morricone. Kan vi mødes?'

Værsgo.

Jeg var så spændt.

Han spurgte, om jeg ville have
siciliansk musik, folkemusik.

Det havde jeg ikke tænkt på. Han
så på mig og sagde: 'Jeg gør det.'

'Cinema Paradiso' var en fornøjelse.

Ennio behandlede mig som sin
ligemand, selvom jeg var nybegynder-

-og han havde lavet 350
af sine 500 film.

Han prøvede at slippe væk
fra filmens verden, men det gik ikke.

Til 'De uovervindelige' skrev jeg
alle temaer i NY. De Palma var glad.

Sidste dag, da vi skulle sige farvel,
sagde han: 'Men der mangler et tema.'

'Godt, jeg skriver det i Rom.'

DE UOVERVINDELIGE

Jeg sendte ni temaer og skrev:

'Vælg ikke nr. 6,
for det kan jeg mindst lide.'

Han valgte nummer seks.

'De uovervindelige'
af Brian De Palma (1987)

Ennios storhed bygger ikke kun på
musikken, han skriver til en scene-

-men også på hans syn på scenen.

- Bogholderen.
- Hvad?

- Bogholderen.
- Bogholderen? Hvad?

Er bogholderen med på det her tog?

Hvad er I klar til at gøre?

Når han repræsenterer vold,
distancerer han sig fra billedet.

Han får en til at se ting
fra en anden vinkel.

På scenen på stationen lagde jeg
en vals ind.

Tak.

Hvor venligt.

Denne vals med klokkespillet
gav mig mulighed for at ændre-

-det anspændte hændelsesforløb
i scenen.

De Palma var ikke enig, men som
mange andre gik han med til det.

Nogle måneder senere sagde han i et
interview, jeg havde valgt rigtigt-

-og at han havde kritiseret valget.

Det gjorde mig glad,
for han var så ærlig.

Kom nu, nu smutter vi!

- Hvad har du gang i?
- Hold kæft!

Ennio Morricone er nomineret for
tredje gang. Hvordan har du det?

Jeg bliver ikke så opstemt mere, og
jeg er sikker på, at jeg ikke vinder.

Vinderne er Ryuichi Sakamoto,
David Byrne og Cong Su.

Hvorfor kan jeg lide skak? Det lærer
en at håndtere livets kampe.

Udholdenhed, viljen til
at blive bedre, modstandskraft.

Modstanderen prøver at vinde ligesom
jeg, men det bliver ikke blodigt.

'U-turn' af Oliver Stone (1997)

Dele af musikken var god, men en ting
forstod han ikke om mine følelser.

Jeg ville have mere af en
tilbagevenden til Sergio Leones stil.

Mere overdreven lyd, som 'bingbang'.

- Jeg skulle gøre det samme igen.
- Jeg viste ham 'Tom & Jerry'.

De slår hinanden og falder.
Det er sjove ting. Han blev chokeret.

Han sagde: 'Skal jeg skrive
tegnefilmmusik?' 'Noget i den stil.'

Han blev så fornærmet.

Han sagde 'Basta!' og tog hjem til
Italien. 'Jeg skriver noget bras.'

Bare hold dig i ro.

Sammenlignet
med os instruktører og klippere-

-er hans fortolkning
af film mere interessant.

Når man finder en idé straks, betyder
det, at den hører sammen med filmen.

Det er kærlighed ved første blik.
Nogle gange sker det ikke.

Det gør ondt.

Han blev ramt af en krise
i forbindelse med 'Sostiene Pereira'.

Ennio sagde: 'Jeg ved ikke,
hvor jeg skal finde en idé.'

En dag gik et demonstrationsoptog
forbi. De unge slog på trommer.

De strejkede, og jeg hørte slagtøjet.

Jeg brugte den rytme i hele filmen.

Hør her. Sid ned.

Buddene siger det ikke,
men jeg siger det:

Hjertets årsager... er de vigtigste.

Han samlede det rytmiske udtryk op
fra studenteroprøret i 1968-

-og forvandlede det
til musikkens rygrad.

Det blev til Pereiras beslutsomhed.

Rytmen blev indgangen til en musik-

-som havde noget revolutionerende
i sig.

Jeg ville have en sang fra tiden,
men så brast det.

Han havde ret.
Han havde skrevet en fantastisk sang.

Et partitur skal have
sin egen betydning-

-for at kunne yde filmen
retfærdighed.

Der er noget meget åndeligt
ved Ennio.

Han kan vække energier i ens sjæl,
man ikke vidste fandtes, som sover.

Under orkestersessionerne kom han ind
i båsen og smed sig på sofaen.

Han kunne sove
i 20 sekunder ligesom Napoleon.

'Forstyr ikke, han sover.'
Så var han klar til at dirigere igen.

'Pianisten'
af Giuseppe Tornatore (1998)

Han begyndte at skrive temaet til
'Pianisten', mens jeg skrev manus.

Vi arbejdede i samme takt og
afstemte, også ved optagelserne.

Det var, som om Ennio genkendte sig
selv i den unge pianist-

-som aldrig nogensinde ville
have forladt sin musiks skib.

Ud fra følelserne har
Ennio Morricone skrevet...

Symfonien er tilegnet tragedien
den 11. september 2001.

Kompositionen blev skabt
af angrebene mod tvillingetårnene-

-og til minde om alle massakrer.

Hvor regnbuen ender,
er der en plads, min broder

Hvor verden kan synge alle

Han har evnen til at forbinde-

-lyd, billeder og fortælling
på uendelig mange måder.

For vi kender ikke melodien,
og det er en svær melodi at lære

Men vi kan lære det, min broder

Et stort orkester, et kor, en, der
reciterer og indslag af etnisk musik.

Der er så mange discipliner
indblandet.

Da jeg hørte musikken,
dukkede det op igen.

Alt det, vi har set i vores hjem
under hændelserne i New York.

Han kan udtrykke,
fra dybet i sig selv, det, han føler-

-gennem noder,
bedre end nogen anden.

Jeg fortryder ikke,
at jeg har skrevet filmmusik.

Langsomt, men sikkert har jeg ført
musik og filmmusik sammen.

De har påvirket hinanden.

Denne tilnærmelse af ideer har
været utrolig vigtig for mit liv.

Til sidst blev de to sjæle forenet.

Mine damer og herrer,
Ennio Morricone.

Det var skønt,
da han fik sin hæders-Oscar.

Det var, som om Hollywood sagde
undskyld, og det føltes godt.

Mange tak.

Jeg vil takke akademiet
for denne æresbevisning.

Denne eftertragtede pris.

Akademiet mente, at han fortjente
en Oscar for sin livsgerning.

Det var vidunderligt.

Prisen tilegner jeg min kone Maria,
som elsker mig så meget-

-og som jeg elsker lige så højt.
Den her pris er også hendes.

Man antog,
at i hans alder var karrieren slut-

-men han arbejdede videre.

Da han gik op på scenen i Royal
Albert Hall, rejste alle sig op-

-og hyldede ham med et stort bifald.
Man fik gåsehud.

Han hædrer Italien. Han er en gigant,
en fantastisk kunstner.

Maestro Ennio Morricone.

Min yndlingskomponist gennem
alle tider, maestro Ennio Morricone!

Ennio!

Ennio, Ennio, Ennio!

Der er ikke et sted i verden,
fra Sydamerika til Asien-

-hvor han ikke bliver modtaget
som en popstjerne.

For at fejre sin 40 år lange karriere
skal Morricone...

Jeg husker en koncert med filmmusik
i Paris, hvor publikum var vilde.

I garderoben sagde jeg til ham:

'Ennio, er du sikker på, at det her
er 1900-tallets vigtigste musik?'

Han sagde: 'Jeg tænker over det.'

I starten så jeg filmmusik
som noget ydmygende.

Så langsomt ombestemte jeg mig.

I dag mener jeg, at filmmusik er det,
vi kan kalde samtidig musik.

Det var et vendepunkt. Hans
kunsthåndværk blev ungdommeligt.

Ennio sagde:
'Hvorfor vil du have originalmusik?'

'Du bruger altid andres musik.
Hvorfor vil du ændre på det?'

'Jeg ved ikke, om jeg vil ændre det,
men så vil jeg have din musik.'

Og det overbeviste mig.

'The hateful eight'
af Quentin Tarantino (2015)

Han har sin yndlingsmusik med, som
fugaen i Stravinskijs 'Salmesymfoni'.

Tarantino elskede Leones film,
så han forventede helt anden musik.

Hvad kunne jeg skrive, som ikke
efterabede det, jeg havde lavet?

Jeg skrev en rigtig symfoni.

Morricone fik Tarantino med.

Ennio åbner det, man ser i billedet.

Jeg fik min hævn over westernfilmene
og gjorde op med fortiden.

Ennio Morricone er
min yndlingskomponist.

Jeg mener ikke filmkomponist.
Den ghetto...

Jeg taler om Mozart-

-jeg taler om Beethoven,
jeg taler om Schubert.

Tarantino elsker overdrivelser,
men Ennio havde et svar klar:

'Man ved først, om nogen er Mozart
eller Beethoven, om 200 år.'

Når du tager et af Beethovens stykker
frem, kan du måske ikke spille det-

-men notationen er tydelig.
Hos Ennio er alting tydeligt.

Hans samlede værker...
Det er svært at finde-

-noget andet i filmmusikken,
som kan sammenlignes med det.

Jeg må gå til mestre som Beatles,
Bach eller Charlie Parker.

Chopin og Tjajkovskij
har holdt meget længe.

Hvorfor skulle Ennios filmmusik ikke
gøre det? Jeg er enig med Tarantino.

Om 200 år kan folk tale om Ennio.
Jeg vil hellere sige-

-at Ennio er en komponist,
fordi han hører hjemme i sin tid.

Han har fået sin utrolige stilling,
fordi han kan se bagud-

-men også fremad, på musikken,
som den var, og som den bliver.

Og Oscarstatuetten går til...

Ennio Morricone for 'The hateful
eight'. Min bror. Mange tak.

Det er Morricones første Oscar
efter seks nomineringer.

Han fik en hæderspris i 2006
for sine alsidige bidrag-

-til filmmusikken.

Vi ville nok begge græde.

Ennio har lært os, hvordan man
skal håndtere myten om sig selv.

Han blev anerkendt som en mester
på højden af sin kreativitet.

Det gjorde ham
til en lykkelig komponist.

Han fortjener alt,
for han arbejder hårdt.

Han er en stor musiker,
men opfører sig ikke som en kunstner.

Vi var på turne.
Han var forbløffet over-

-at paskontrollen i Israel
kendte til ham.

Heldigvis lader han det ikke stige
ham til hovedet, at han er et ikon.

Det er så let for folk over
hele verden at forstå hans musik.

Mange band bruger min musik.

De bruger også korte motiver
i deres egne værker.

Hans udtryk har altid ligget langt
fremme, endda gået i spidsen.

Han skal ses som en rollemodel.

Morricone!

Han er grænseoverskridelsens
foregangsmand.

Unge kunstnere siger: 'Det skal
i mine værker.' De bliver inspireret.

Ennios musik fanger også unge.

Den vil påvirke folk i lang tid,
for den er ham. Den er ærlig.

Det føles, som om jeg kender ham
gennem hans musik.

'Cinema Paradiso' er et af de dybe,
ikoniske og kunstneriske steder-

-som jeg konstant refererer til.

Vi kommer altid ind og går altid ud
til den dybe fornemmelse.

For at opdatere hans nuancer
er visse lyde genskabt-

-udvalgt og brugt
i pop- og rocksange.

Man hører mere af hans indflydelse nu
end for 20 år siden.

Jeg elsker lydene,
dynamikken, lagene-

-som Ennio bruger.
Det inspirerer mig.

Han har fået mange mennesker
til at synge hans sang.

Det får mit hjerte til at banke.

Jeg ville klare alt guitarspillet.
Jeg sagde: 'Væk! Jeg vil gøre det.'

De fornægter sig ikke
i deres kærlighed til mine værker.

Kan I lide det?

Jeg kender ikke nogen komponist,
der ikke ved meget om Ennios værker.

Men kan man lære det?

Uden Ennio Morricone
ville mange af os ikke være her.

Udtrykket ville være anderledes,
fattigere.

At kombinere musikkens
forskellige naturer-

-lærte jeg straks af modet
i Morricones værker.

Han giver os kun stille lektioner,
for ingen har studeret for ham.

Den, der lytter til meget musik,
finder altid noget, der ligner Ennio-

-som hans måde at bruge strygere
eller klaver, men det er ikke ham.

Han er musik. Musikken kommer ud,
uanset hvad han skriver.

Selvom han ikke gør det med vilje.

Da jeg lavede min første film i 1961,
sagde jeg til min kone:

'I 1970 holder jeg op
med at arbejde med film.'

I 1970 sagde jeg:
'Jeg holder op i 1980.'

I 1980 sagde jeg:
'Jeg holder op i 1990.'

I 1990 sagde jeg:
'Jeg holder op i 2000.'

Nu siger jeg ikke mere.

Ennio har forenet prosa og poesi.

- Han rev alle skabeloner i stykker.
- Normaliteten blev noget særligt.

Ennio har næsten altid en forhøjelse,
som får en til at tænke.

Wow... Jeg lærer stadig af ham.

Ennios musik går længere.
Den rejser til andre galakser.

Musikkens gud taler gennem ham,
som om han var besat.

Når man hører Ennios musik, tror man,
at der er noget guddommeligt.

Hans musik er evig.

Fyren er en mester i fine toner,
og fine toner varer evigt.

Når man begynder at beskrive ham,
indser man, at livet ikke er nok.

Han vil gå over i historien.
Hans musik vil altid være der.

Ennio har tonesat menneskers liv.

De har arbejdet
og elsket til hans musik.

Han er en del af vores familie.
Han er som en slægtning.

Den mand vil altid være der.
Han er her for at blive.

Man må tænke over musikken,
før man skriver den.

Det er et problem, som er der,
hver gang man påbegynder et stykke-

-når der ligger et tomt ark
foran komponisten.

Hvad skal vi skrive først på siden?
Hvad skal vi fortsætte med?

Der er en tanke, som skal udvikles
og bevæge sig fremad.

I jagten på hvad?

Det ved vi ikke.

Anna Rask Iyuno-SDI Group