Original subtitles

Sminky-Pinky!

Meeks.

- Har du lyst til ordne mit hår? - Ja.

Jeg tænkte en linje dernede og to, som kommer op bagfra.

- Som et... - ...et V.

Haute couture.

Den originale dokumentar om Alexander McQueen.

"The McQueen Tapes."

Jeg var ligeglad med, hvad andre eller jeg selv mente om mig-

- så jeg søgte ind i mørket og trak rædslerne fra dybet af min sjæl-

-og ud på catwalken.

Mange hævder, at de opdagede Alexander McQueen-

- men man opdager ikke talent. Det er der bare og kan hjælpes på vej.

Ingen opdagede Alexander McQueen. Han opdagede sig selv.

Lee havde et underligt cv.

Jeg var ikke særlig dygtig i skolen. Jeg tegnede altid tøj.

I naturvidenskab og i biologi.

Men jeg kunne godt lide billedkunst.

Efter skolen vidste han ikke, hvad han ville. Han søgte job.

Min mand er striks med, at børnene skal arbejde.

Vi sad og så fjernsyn en aften-

- og hørte, at de manglede lærlinge til Savile Row.

Jeg sagde, at han skulle prøve.

De kunne jo bare sige ja eller nej. Så han tog derind.

Anderson og Sheppard blev grundlagt i 1906. Vi gør tingene anderledes.

Vi har vores egen stil, som vores lærlinge lærer.

Jeg blev oplært af en skrædder fra Cork.

Han var vores bedste skrædder.

Første år laver man kraver og lommer-

- men man skal kunne lave en jakke efter et år.

Den skal passe perfekt og føles skræddersyet.

Jeg kunne ikke blive der resten af livet-

- i et lille skrædderi og fore reverser.

Men jeg brændte for det og var god til det.

Jeg lærte hurtigt. Jeg lærte at sy bukser og ville lære alt.

I starten af 90erne havde jeg et skrædderi på Mount Street.

Han kom ind en dag og lignede en skinhead.

Han sagde, at han kunne tilskære bedre end en skrædder på 50 år.

Jeg blev nysgerrig og bad ham vise, hvad han kunne.

Jeg har aldrig lavet tøj på en traditionel måde.

Jeg eksperimenterede med at skabe struktur og fylde.

Jeg startede med et hvilket som helst materiale.

Ved at sætte dem sammen kan man skabe tredimensionelle former.

Han ville gerne forstå, hvorfor jeg gjorde noget på en bestemt måde.

Da Lee var 17 år, ville han lave nogle nederdele til mig.

De passer som fod i hose. De var perfekt syet til min krop.

Jeg kunne knap bevæge benene, men fik mange komplimenter.

Jeg håbede, at han ville finde det, som passede ham.

Han var en sød dreng fra East End, som ville tjene penge.

Vi havde brug for maskinister, mønsterklippere-

- folk med erfaring fra tøjfremstilling.

Han brokkede sig aldrig, mødte til tiden og vidste, hvad han lavede.

Han lyttede altid til Sinéad O'Connor.

Det gjorde ingen andre på den tid, men han kunne lide hende.

Jeg mindes ham med sin walkman.

...to, et. Tænding. Start.

Red or Dead var et ungt streetwear-firma.

Da jeg sagde, at Space Baby-kollektionen-

- var inspireret af årsdagen for månelandingen, var han forbløffet.

Han vidste ikke, at man af et emne, som ikke havde med tøj at gøre-

-kunne inspireres til at designe tøj.

Han forstod ikke ideen om visuel research og historiske referencer.

Vi er landet. Eagle er landet.

Han spurgte: "Hvad kan jeg gøre nu for at udvikle mig?"

På den tid startede alle italienske modehuse nye undermærker.

Han tog til Italien uden at kunne sproget og uden bolig og penge.

Jeg tænkte, at han ville komme hjem efter en uge med halen mellem benene.

En uge senere ringede Lee fra Italien.

Han havde fået job hos Romeo Gigli.

At sige, at jeg blev chokeret, er en underdrivelse.

Jeg sagde, at jeg ville have en ny jakke.

"Jeg har en ide, men mine skræddere kan ikke lave den."

"Du kan måske hjælpe mig."

Vi gik i gang med jakken og havde første tilretning.

Jeg sagde: "Nej, det er ikke det, jeg vil have."

Skrædderen og Lee lavede en til.

Vi prøvede anden gang. Jeg så på foret, og det var forkert.

Tredje tilretning. Forkert igen.

Jeg tog foret ud, og på indersiden havde de skrevet med sort:

"Gå ad helvede til, Romeo!"

På det tidspunkt ledte jeg efter nye former. Former, former.

Han kiggede intenst og grundigt med.

Han prøvede virkelig at forstå alting.

Han stoppede hos mig, fordi han ville studere.

Man kan ikke lære dem talent. Man kan gøre dem bedre til det, de gør.

For mig var ideen med uddannelsen-

- at de skulle arbejde i teams, som man gør i modebranchen.

Jeg så en ikke specielt indtagende, temmelig lurvet og utiltalende...

Jeg er ked af at sige det, men sådan var det.

...dreng med en stak tøj på armen, som sad uden for mit kontor.

Jeg spurgte, hvem han søgte, og det viste sig at være mig.

Jeg havde ingen stillinger, men jeg var interesseret.

Han var passioneret. Det er hemmeligheden, hvis man finder det.

Jeg tilbød ham at begynde på mit kursus.

Jeg kunne ikke tilbyde penge. Det var tydeligt, at han ingen havde.

Vores moster Renee havde lidt sparet op og ville hjælpe Lee.

Hun havde arbejdet med tøj og vidste, at Lee havde talent.

Han kom tilbage og sagde, at hans moster ville betale for kurset.

Saint Martins var bedst. Der var frihed til at udtrykke sig-

-og omgås ligesindede.

Vi var gode venner, for vi havde samme form for humor.

Han grinede altid og var sjov og respektløs.

Han gik catwalk på gangene og lavede fis med alle hele tiden.

Kunne han lave sjov, gjorde han det.

Jeg underviste der på det tidspunkt.

Han var ikke bange for at sige, at han vidste bedre.

Han var et mareridt, fordi han kunne så meget.

Han var sikkert krævende, men han vovede aldrig at afbryde mig.

Men han brugte det, som jeg havde tænkt det.

Han kunne se et maleri eller en bog...

Da han ikke havde en uddannelse, var alt nyt for ham.

Han fortolkede alt på sin egen måde.

Det blev ikke filtreret, som hos os-

- med mere konventionelle baggrunde. Det elskede jeg.

Han vidste, hvor man kunne finde alt. London var hans by.

"Hvem har knaphuller?" "Martin i Soho."

"Vil du have tekstiler, så tag til Berwick Street og Shepherd's Bush."

Han tog mig med på homobarer-

- og sagde, at den og den var noget for mig.

"Nej, jeg vil hjem og læse."

Kurset sluttede med en opvisning.

Ingen andre skoler blev inviteret til modeugen.

Han ringede, da han var næsten færdig med sin kollektion og bad mig komme.

Den havde alle elementer.

Der var East Ends historie, mørket med Jack the Ripper.

Der var research og en god historie.

Han læste "Parfumen", som handler om kvindemord-

-og han havde en mørk side.

Han blev inspireret af det-

-og skabte noget meget smukt af det.

Tøjet passerede mig og bevægede sig på en måde, jeg aldrig havde set.

Jeg ville have det. Det var moderne. Det var klassisk.

Der var en sort jakke med menneskehår på det blodrøde for.

Det var som et lig, som kød og blod.

Det var det smukkeste, jeg nogensinde havde set.

Sabotage og tradition. En perfekt kombination.

Skønhed og vold. Alt det, som 90erne repræsenterer.

- Er det svært at se genialitet? - Nej. De har det, og jeg ser det.

Går man op i modehistorie på den tid, kender man Isabella Blow.

Jeg var på amerikansk Vogue, da Anna Wintour opdagede mig.

McQueen var hendes ridder, og hun ville føre ham til tops.

Jeg ringede til hans mor og sagde, at hun havde skabt et geni.

Hans mor havde sagt, at en sindssyg kvinde havde ringet.

Jeg ringede 6-8 gange om dagen, før jeg fat i ham. "Hallo?"

Jeg ville lave en aftale, men han vidste vist ikke, hvem jeg var.

- Nej, jeg ville bare have penge. - Jeg ville bare have tøjet.

Hun fik at vide: "350. Tag det, hvis du vil."

Det var hun ret vild med.

Det var først, da jeg så hans show i Bluebird Garage-

- at jeg indså, hvad jeg havde sluppet løs.

Han sagde, at det var min fortjeneste.

Det var pænt sagt, men det var slet ikke sandt.

Han havde kæmpet sig til tops helt selv.

Alle modeskabere vil skabe en illusion, som ryster og fascinerer.

Tøj er smukt, men der er en virkelighed derude.

Folk vil tro, at alt er rosenrødt, men jeg siger det, som det er.

I 90erne lavede man tøj til at gå i byen i, tøj til en særlig aften.

Man planlagde, hvilken klub, hvilke mennesker og hvilken dj man ville se.

Lee tog alt. Det er en af hans styrker.

Lee tog meget Bowery, som er grænseoverskridende og provokerende.

Det ville han overføre til catwalken.

Lee brugte fetichsproget med gummi, latex og læder-

-og tog det med i sit modedesign.

Vi blev kærester-

- og det var nyttigt, for jeg kunne også sy.

Der var enhver, der kunne sy. Man behøvede ikke at være dygtig-

- bare man ville sidde i skrædderiet i 16 timer og var sjov.

Lee var den uopdragne, uartige skoledreng-

-som lavede fis med alle på pubben.

Det var ham, jeg elskede.

Sæt hænderne i den!

Det har jeg altid haft lyst til.

Da jeg mødte Lee første gang, boede jeg på Hoxton Square.

En dag kom en fyr, som var flyttet ind nedenunder.

"Kom ind og få en kop te." Han spurgte, hvad jeg lavede.

Jeg lavede hår og makeup til mænd.

"Jeg har snart opvisning. Vil du lave hår og makeup på drengene?"

"Vil du ikke se mit arbejde? Jeg har aldrig arbejdet på modeshows."

"Nej, jeg kan mærke det."

En dag sagde han, at han ville lave sin egen kollektion.

Hvordan kunne han tro, at han kunne det?

Han havde ingen penge, ingen ressourcer-

-ingen systue, støtte eller velgører.

Men han havde bestemt sig.

Jeg har overlevet på bistand.

Jeg har købt alle mine tekstiler på bistand.

Jeg gik hjem til mine forældre og fik dåser med bønner og suppe.

Det er...

Det er min vovse.

Han skulle bruge et logo. Vi spurgte min daværende kæreste.

Det var min ide at placere C'et inde i Q'et, men Dave lavede resten.

Han kunne få folk til at arbejde for sig. Vi blev aldrig betalt.

Vi betalte ham for at arbejde for ham. Utroligt, ikke?

Bare for at være en del af hans vision.

Han havde en tiltrækningskraft.

Det er som Warhol.

Dans dig til succes. Kom så!

Isabella ville kalde ham Alexander-

- for det lød bedre og mere romantisk for en designer.

Issie fik kritik for at gøre ham fin på den.

Hun ville gøre ham til en succes. Det lykkedes.

- Hvorfor elsker du hende? - Hun er som jeg. Ligeglad.

Vi er ikke som alle andre og har vores egen mening om tingene.

Når man elsker nogen, passer man på dem, som var de ens have.

Folk går i haven eller laver mad. Min ingrediens er tøj.

Hun præsenterede ham for alle.

Det, der begyndte som arbejde, blev et kreativt venskab.

Hun var altid begejstret og ville se det næste nye og presse folk.

Det handlede aldrig om penge. Jeg så aldrig penge blive udvekslet.

Jeg husker al latteren og kreativiteten.

De var på et eventyr, en raket mod månen.

Du er en sulten lille krabat.

I starten var der glade dage. Kortvarige, men smukke og sjove.

Issie havde ingen børn, så hun gav al sin kærlighed til sin protegé.

Alexander fik mig til at grine. De havde en beskidt form for humor.

Han beskrev Issie som en blanding af Lucrezia Borgia og en fiskerkælling.

Issie havde vulgær humor. Alt det der pik og fisse...

Jeg var lidt... Den form for humor var ikke lige mig.

Var McQueen grov, var Issie altid værre. De elskede at ægge hinanden.

Alexander elsker fugle, så jeg har fået lavet denne hat.

Vi skal flyve med falke i morgen, for Alexander elsker fugle.

Vi skal flyve med falke i morgen.

Vi tog ud til Hilles nogle gange.

Vi endte i Issies kostumekasse-

-og tog fantastiske kostumer på.

Hendes verden var så fjern fra den, vi kom fra.

Det var lidt uvirkeligt, men vi følte os altid hjemme der.

Lee følte sig meget hjemme der.

Hun var en skør storesøster at være sammen med.

For Issie gjaldt det om at være anderledes.

Jo skævere, des mere elskede hun det.

Normen er ikke mig. Man udvikler sig ikke med sikre kort.

Du pisser mange af.

Hans første shows var utrolige. Folk tabte pusten.

Folk udvandrede, der var bitter kritik, men alt andet blegnede.

Folk skal ikke gå derfra og føle, at det var kedeligt.

De skal føle afsky eller begejstring.

Bare de føler noget. Hvis ikke, har jeg ikke gjort det godt nok.

Alexanders tøj er følelsesladet.

Denne jakke er baseret på en hjemløs-

-uden penge, som lever på gaden-

- men den er fantastisk at have på. Det er passion, kærlighed-

-sønderlemmelse, sex og romantik.

Tanken var aldrig at producere.

Jeg ville skabe opmærksomhed-

- og et navn for designeren Alexander McQueen.

Tøjet kunne ikke genskabes. Det var lavet af plastikposer og tape.

Lee lavede de lave såkaldte bumsters, der afslørede modellernes kønshår.

Det har aldrig handlet om kønshår.

Det handler om at ændre kroppens proportioner og få en længere torso.

Det handler ikke om at vise numse, men det er en bonus.

Han sagde, at de skulle stikke kønshåret i fjæset på Anna Wintour.

Det er sjovt og uartigt.

Giver man Alexander 500 pund, skaber han 30 stykker tøj.

Han lavede en kjole af noget plastfolie på gulvet.

Han gav modellen det på, satte lynlås i og sendte hende på catwalken.

At tage et dæk og køre det hen over et jakkesæt...

Genialt.

Blonder for fire pund. Usynlig lynlås et pund. Spray med autolak.

Det har kostet under ti pund at lave.

Men fordi det var lavet af Lee, var det efterspurgt.

De ville have en til Sharon Stone.

Nogen skulle flyve kjolen over med Concorde.

Jeg er stadig sur over, at jeg ikke fløj i Concorde.

Det var mig.

Det var der, at det begyndte at blive helt vildt.

Showet gik godt, men jeg mangler mælk. Hvor finder jeg 42 pence?

Vi tog på McDonald's og købte to cheeseburgere.

Jeg var så træt, at jeg tabte bakken, men vi samlede maden op.

Vi har deltaget i London Fashion Week, men har ikke råd til mad.

Sådan er det. Man kan lave flotte shows, men man skal jo leve.

BBC1 med 12 millioner seere.

22 år. Han ville ikke filmes til interview. Det bestemte han.

Jeg lavede de shows, mens jeg var på bistand, så jeg måtte ikke vise mig.

Jeg kunne blive anholdt for at arbejde.

Blev du sur? Det var ellers meningen.

Jeg kørte stilen som ham fra East End.

En hooligan, som kunne bruge en nål.

Folk kunne ikke forstå det. Det var nyt, et frisk pust.

Savile Row, cockneygut. Han vidste, at det var forførende.

Jeg bliver irriteret, når jeg læser det. Han var ikke en rod.

Han var hengiven og glad som barn og meget generøs.

Et smukt ansigt.

Jeg husker engang hjemme hos dem.

Jeg sagde ordet "pis" foran hans mor.

Han sagde: "Du skal fandeme ikke bande foran min mor."

Vi var aldrig fattige som sådan. Min mand kørte taxi.

Selvom vi havde seks børn, manglede de ikke noget.

Det føles bare...

...som et ærligt sted. Man ved, hvor man har hinanden.

Vil nogen berøve en, siger de det først. Jeg laver bare fis.

Fra min morfar fik han sin humor, som kunne være barsk.

Jeg kan godt, knægt.

Jeg tror, at det var svært at komme fra den baggrund.

Jeg sagde til min far, at jeg var bøsse. Alle andre vidste det.

Men min far sagde ting som "skide bøsser", og det var svært.

Far kunne være hård, men det var for sjov.

Man kunne let misforstå ham.

Lees far forstod aldrig helt, hvad Lee havde gang i.

Min far ville have, at jeg skulle være mekaniker.

Sådan blev det ikke.

Fra mormor fik han fortælleevnen. Den dystre romantik fra 1800-tallet.

Det fungerede godt med hans visioner og det, han ville fortælle.

- Det er okay, mor. - Ikke mig. Jeg er for grim.

Kom nu, mor.

- Du ødelagde kameraet. - Det ved jeg.

Hun var meget stærk.

Der var meget, som ikke blev sagt, men de havde et stærkt bånd.

Hun gav ham følelsen af, at han kunne gøre alt.

Jeg opmuntrede dem til at læse og have mange bøger.

Jeg kan godt selv lide historie og sådan.

Denne handler om skotske klaner.

Hun forskede i McQueen-slægten-

- og ville påvise, at de kom fra McQueen-slægten på Isle of Skye.

Det åbnede hans verden.

Han blev født i Stratford, men havde også rødder i Skotland.

Hun opmuntrede de fantasier, og Lee hoppede med på den.

Der er to slags Skotland, som folk relaterer til.

Vivienne Westwoods Skotland med klantern og silke.

Min arv er jakobitterne, krigen mellem englændere og skotter-

- hvor englænderne voldtog kvinder og begik folkemord mod klanerne.

Det ved folk ikke. Hvor mange er døde i Bosnien?

Det er folkemord. Folk aner ikke, at det stadig sker.

Han var anderledes.

Han havde mere en kunstners energi end en modedesigners.

Jeg ringede til hans mor og sagde, at jeg ville arbejde for hendes søn.

Jeg fik adressen og gik derhen.

Så samarbejdede vi på kollektionen "Highland Rape"-

-og prøvede at få tøjet klar.

Nogle gange var han ikke begyndt på noget, der snart skulle være klar.

Så lavede han en række skitser, og så var kollektionen klar.

Meget hurtigt og flydende.

Han var kreativ om natten. Adrenalinet var mere levende.

Vi satte musik på.

Han lyttede til klavermusik. Det blev vigtigt.

Komponisten Michael Nyman blev en del af teamet.

Jeg nød at se ham sidde som en gammel dame-

-med nål og fingerbøl.

Man kunne mærke, at det var terapeutisk for ham.

Han gik ind i sig selv, og hans øjne blev sorte.

Han var så fokuseret, at han næsten ikke hørte sine omgivelser.

Han kunne skitsere en jakke bare med et stykke kridt uden at måle.

Han kunne måle med øjnene og tegne det på stoffet.

Lee var romantiker, og det bunder i den fysiske relation med produktet.

Det bunder i håndværket.

Familien blev altid indbudt. Det var vigtigt, at mormor kom.

Han ville gøre hende stolt.

Moster Renee og mor gav modellerne mad, sikkert pølsehorn.

Vi unge, cool engelske modeller-

- glædede os til at møde manden med det der rygte.

Jeg var forbløffet over alle de folk og fotografer.

"Du milde. De er her for at se Lee. Bare de ikke bliver skuffede."

"Det er jo bare Lee fra Stratford."

Mørket. At gå ned i dybet-

- og sindets afkroge for at skabe "Highland Rape".

"Pigerne skal se ud, som om de lige er blevet voldtaget."

Vi så ud, som vi lige var trådt ud af en hæk.

"Skal hår og makeup være sådan?"

Det er ikke tøj, der er let at se på. Det ligner noget fra et gerningssted.

Jeg troede, at han ikke kunne lide kvinder eller modeller.

Han kunne ikke lide noget og ville bare genere os.

Men hans visioner og silhuetter...

Han fik os til at se helt utrolige ud.

Jeg forstod ikke som blot 15-årig-

-alle konnotationerne.

Det var først næste dag, da jeg læste avisen og læste anmeldelsen.

Showets budskab var ret intenst. Han var på alle forsider.

Det var det, han ville. Det lykkedes.

En politiker fra Dagenham mener, at det er utilladeligt.

Alene titlen vil chokere og tiltrække opmærksomhed.

Det er sket, og det er sørgeligt.

Kvinder vil se på mode, men ikke portrætteres som ofre.

Jeg er ikke kvindehader.

Jeg vil vise, hvordan en mand tager fra en kvinde. Det er voldtægt.

Min storesøster blev banket af sin mand.

Ser man som 8-årig sin søster nær blive kvalt af sin mand-

- vil man gøre alt for, at kvinder fremstår stærkere.

Man kan måske ikke lide hans ærlighed-

- og finder den smagløs og kvindefjendsk. Det var hans sandhed.

Tøjet fortæller om Lee. Det er næsten som bekendelser.

Det handler om ting, som skete i hans barndom.

Vi sad i lejligheden en aften, da han sagde:

"Jeg blev misbrugt af min svoger, da jeg var barn."

Det kom bare ud, og han begyndte at græde.

Vi begyndte at snakke-

- men ret hurtigt ville han ikke snakke om det mere.

Det, han så... Volden mod min mor, min fars misbrug af ham.

Den vold, som de begge var udsat for, knyttede dem sammen.

De blev begge mishandlet af den samme.

Det gav dem et særligt bånd.

Lee så min mor som en moderfigur, som han ville beskytte-

-og mor ville beskytte ham.

Jeg bar en ganske tung byrde på mine skuldre.

Jeg og Lee havde altid stået hinanden nær og...

Som barn havde Lee set nogle voldelige episoder i hjemmet.

Det må have påvirket ham.

Han måtte ud med det.

Sådan kunne han få dæmonerne ud, beskytte kvinderne og sig selv-

- ved at skabe stærke kvinder iført en form for rustning for hans hjerte.

Jeg siger altid, at vores forhold holdt fire sæsoner.

Kollektionerne og showene markerede-

- hvor tæt vores arbejde hang sammen med vores forhold.

Når jeg tænker på det, ved jeg ikke, hvordan det kunne fungere.

Med alt det, der skete i hans liv, alt i hans fortid...

Hvordan kan noget forhold klare det?

Jeg skal sætte spørgsmålstegn ved mit motiv for at være i branchen.

Derfor skal det lykkes. Jeg gør det, der skal til.

Man gør det ikke for berømmelse og glamour.

Første år på Saint Martins tager man til Paris.

Ideen er, at man skal gå på kunstudstillinger-

-men vi tog kun til modeshow.

Vi så et, som var fuld af blomster og chiffon.

Lee mente, at det var værdiløst. Ussel opvisning.

"Givenchy er det rene lort. Det er for gamle damer."

"Jeg vil aldrig arbejde sådan et sted."

Fransk haute couture bliver britisk. Efter John Gallianos skift til Dior-

- ansættes Alexander McQueen til at lave Givenchys sommerkollektion.

Det var en spændende tid at dække mode på, for branchen ændrede sig.

Folk som Bernard Arnault opkøbte små mærker og gjorde dem store.

Først hentede han John Galliano, som blev flyttet til Dior.

De skulle bruge et andet nyt, ungt talent til Givenchy.

- Hvorfor ville han have dig? - Han sagde, at jeg var hans hest.

Jeg ved ikke, om det var udseendet, men jeg var den hest, han satsede på.

Jeg boede hos Lee, da Givenchy ringede.

Han troede, at han skulle tegne en håndtaske.

"Wow! Det var fedt."

Så kom han pludselig ind og sagde-

- at de havde bedt ham være kreativ direktør for Givenchy.

"Det er bare løgn!"

Han ringede og sagde, at han var blevet tilbudt et job."

"Tager du med, hvis jeg flytter til Paris?"

Det var spændende, men også skræmmende-

-for det var i starten af forholdet.

Hvorfor flytte til Givenchy, når du allerede var et navn?

Kåret til Årets designer to år i træk.

En grund. Det var gode penge.

Pengene fra Givenchy går ind i McQueen-

- så jeg kan ansætte og bygge mit firma op.

Han tog virkelig dygtige folk med sig. Sikke et team.

Han skulle bruge et team, og han havde mig i tankerne.

"Tænk over det." "Ikke nødvendigt. Jeg er på."

Vi fløj fra City Airport og var de særeste folk på flyet.

De andre var forretningsmænd. Vi sad i blegede jeans og attitude.

- Er det i Japan? - Nej.

Wow!

Det var vildt spændende.

At få så meget ansvar og så mange penge i den alder.

- Der var Sebastian Pons. - Hej, Sebastian!

Svedige armhuler. Det kan ses.

I McQueens skrædderi var jeg lidt som en klovn.

De gjorde nar af min accent. En spansk nar i et britisk hof.

- Simon Costin. - Lavede du noget sjovt?

Jeg var den, som skabte konteksten.

Scenen var kollektionens tavse beretning.

Vi havde Katy England.

Katy er den vigtigste del af McQueen.

Kameraet op.

Hun fuldender mig. Hun giver næring til min fantasi.

Jeg laver research til kollektionen.

Jeg gør ham opmærksom på ting, som jeg finder vigtige.

Jeg er altid ved hans side.

Shaun Leane var med og lavede smykker.

Hvad siger du? Vil du danse?

Det er perfekt for mig. Jeg kan skifte mellem ekstremer.

Nu er jeg gået i gang med kropssmykker.

Det er en form for skulptur.

Sarah Burton var vores praktikant.

Han så os som sine støtter, som skulle gøre ham tryg.

Vi lejede en dejlig lejlighed.

Jeg elskede området. Place des Vosges, hallo.

Gud, hvor er det skræmmende.

Den var så lille. Når jeg kom for at arbejde, sad jeg i sofaen.

Sebastian! Kan vi få kammertonen?

Jeg sov altid i Lees rum, for han faldt i søvn på sofaen.

Lee?

- Har du byttet puderne om? - Gu har jeg så.

Vi havde chauffør og blev kørt rundt.

Nu er han uklar. Det var bedre.

Sig hej til dem i England.

Det var så sjovt.

Vi kan lave sjove tricks.

Jeg er på speed, skatter.

Da vi kom til Givenchy-

- stod alle og bøjede for ham og kaldte ham "monsieur McQueen".

"Kalder de dig monsieur McQueen?"

Cath!

Da vi kom, blev de rystede-

- over vores tøj og arbejdsstil, og hvordan vi lavede sjov.

Der var fornemt med lysekroner. Helt anderledes end systuen i London-

- som var et lille rum med ting overalt.

Her er mit kontor. Jeg ringer bare, så får jeg, hvad jeg vil have.

For jeg vil have det! Så jeg beder om det.

Vi var bare en flok unger, som løb rundt hos Givenchy.

- Blev de overraskede over dig? - De fleste gik nærmest i koma.

Pludselig sidder vi der på Givenchy-

-og ser Balenciaga gennem vinduet.

Der var Yves Saint Laurent.

Galliano var på Avenue Montaigne lige i nærheden.

Der sad vi med Alexander McQueen, som var det sidste nye.

Jeg følte mig speciel.

Han skulle gøre stort indtryk, da det var hans første kollektion.

Jeg sagde: "Alle ser på os, men vi har jo ingenting."

Han svarede altid: "Det ordner sig."

Vi får ideerne i sidste øjeblik.

De kommer bare til mig. Det kommer vel fra Gud.

Jeg leder altid efter tegn.

Dette er Paris-chic. Det er Givenchy, ikke McQueen.

Her laves elegante jakkesæt af skønne tekstiler.

Mit mærke vil være 40 år om at få sådan et renomme.

Vi så et smukt stykke tøj.

Lee spurgte chefskrædder Catherine de Londres, hvem der havde syet det.

Hun måtte ikke komme ind.

"Hvad mener du? Luk hende ind!"

Fra da af-

- ville Lee møde den, som havde arbejdet direkte med tøjet.

De var vilde med det.

Det er Bet Lynch-kjolen.

Vi har behandlet den med plast-

-så man også kan få en regnfrakke.

Ingen af os talte fransk. Ingen talte engelsk i skrædderiet.

Lee måtte tegne i luften, hvordan det skulle være.

- Men det er nederdele. - Okay.

Nå, nu forstår jeg. Jeg troede, at det var pantalons.

Jeg bliver bange, når han tager saksen frem. Sådan er det.

Når han leger med saksen... Han har tilskåret noget for mig.

Et par bukser. Han lavede dem om fra bukser til en body.

Så nu bliver jeg bange, når han tager saksen frem.

De er præcise og fjerner trådene. Jeg flår det bare af.

De gør sådan... Men det er jo bare tøj.

Jeg glemmer aldrig hendes ansigtsudtryk. Men hun forstod det.

Hun var imponeret, og der opstod stor gensidig respekt.

Det handler om skrædderiet. Jeg er fra Savile Row.

Jeg respekterer skrædderne. De fortjener samme respekt som jeg.

En dag spurgte Lee, hvor arbejderne spiser.

Catherine sagde, at der var kantine i kælderen.

Lee mente, at vi skulle gå derned, og alle flippede ud.

"Spiser Alexander her?" De kunne ikke fatte det.

Modehusene behandler designeren som en konge.

Også Lee, men han ville ikke opføre sig som en konge.

Lee ville være et almindeligt menneske.

Fint.

Ideerne til showet opstod fra kollektionen.

Han trak på fortællinger derfra. Der sad billeder og lapper overalt.

Alle bidrog. Det var et gruppearbejde.

Men Lee var edderkoppen i nettet og samlede alt-

-og destillerede sine ideer.

Jeg husker ugen op til et show, når der skulle laves ændringer.

Det var sindssygt. Presset var enormt.

Det er for forskelligt. Man kan ikke vise en masse forskelligt.

Vi har lige introduceret alle diamanter i en afdeling.

Ellers bliver det rodet.

25 dage til at skabe en kollektion med 55 stykker tøj er ikke let.

Første tema var det gyldne skind, Jason og argonauterne.

De bad om noget fantastisk.

Mit indtryk var, at Alex ville have-

-en blanding af krigere og gudinder.

"Vi kan lave horn." "Ja, lav dem store."

"Hvor store?" "Større end Djengis Khans."

Det er den 19. januar 1997, og vi er vidner til en modeoplevelse.

Han er kun 27 år og vinder af den britiske modepris.

Alexander McQueen skal fremvise sin første haute couture-kollektion.

Hver model skulle have en rolle, en identitet og en signatur.

Hver pige kunne have været sit eget show.

Inspirationen kom fra logoet.

G'et ligner et græsk motiv-

- og Givenchys logo er i hvidt og guld.

Som altid med Lees kollektioner var der noget, som var lidt vovet.

Pressen fokuserede på det, der var outreret-

-eller umuligt at gå med.

Franske designere klagede over, at de ikke var franskmænd-

-og mente, at han ødelagde Givenchy.

Han viste, at han stadig var sig selv.

"Selvom I sætter mig i et fornemt palads, er jeg mig selv."

De var tro mod sig selv.

De tog England med til Paris på deres egen måde.

Folk snakkede. Moderedaktører.

"Han er kæphøj. De briter. Hvad tænker de på?"

Jeg indså efterhånden, at verden var imod ham.

- Dit første show var ingen succes. - Korrekt. Tak for det.

De ønskede, at han skulle fejle og få en nedtur.

De har kløer og knive og stikker alt i ryggen på en-

-men jeg slår igen.

Jeg kan huske bagefter. Lee var...

...djævelsk. Det var svært. Det var en hård nat.

Der var nogle slag og skænderier.

Han har gjort meget. Givenchy har fået meget pr.

Det er ikke let. McQueen er McQueen i London-

- men på Givenchy skal han tage over efter en anden.

Han skal hale en dinosaur op på land. Det har han gjort på en sæson.

På et år kunne han gøre 20 gange mere.

Givenchy forandrede alt. Morskaben var slut.

Min revisor, som kunne fransk, skulle underskrive kontrakt i Paris.

Issie burde få noget, men McQueen sagde, at det ikke handlede om penge.

Da pengene kom, og Alexander holdt hende udenfor, var det hårdt.

Venskabet ændrede sig. Hun var såret.

Havde hun haft salon på Givenchy, var de blevet bedst i Paris.

Vi var på Hilles, lige efter han var startet hos Givenchy.

Spændingen mellem dem var overvældende.

De tror, at du skabte mig. Det har aldrig handlet om det.

- Det tror de ikke. - Jo, de gør.

Det siger de altid i medierne.

"Isabella Blow opdagede Philip Treacy og Alexander McQueen."

Det har aldrig handlet om det.

Irriterer det dig, at de siger, at Isabella Blow opdagede dig?

Nej, for Issie har hjulpet mig meget, men ikke på den måde.

Hun gør det, fordi hun elsker mit tøj.

- Det er hele pointen. - Jeg kan ikke fordrage hende.

Jeg laver bare sjov.

Jeg sad og ønskede, at han ville lade Issie være.

Hun havde kun hjulpet ham. Men han var hele tiden efter hende.

Issie kunne gøre ham til en succes. Det brød han sig ikke om.

Han ville stå på egne ben, og der var ikke plads til Isabella.

En straf.

Jeg husker, at han sagde, at nu var det ham, som var konge-

-og det var ikke sødt ment.

Hos os måtte man ikke vise sårbarhed, men holde hovedet højt.

Der måtte ske noget.

Hans stjerne steg, men ikke hendes. Han efterlod hende.

Issie fik job for Sunday Times. Han sagde, at hun var genopstået.

"Det kan jeg ikke takke dig for."

Jeg var som en gazelle i mediernes og offentlighedens øjne.

Gazellen bliver altid ædt. Sådan ser jeg menneskelivet.

Alle kan kasseres. En designers tid i medierne er forgængelig.

En dag er man væk. Det er en barsk verden.

Jeg tog til hans studio i London. Han talte om sit show.

"Jeg prøvede at gøre dem glade. Men nu bliver det mere McQueen."

"Op i røven med jer alle. Jeg skal vise jer."

Vi gik fra de fine sale hos Givenchy-

- til et råt Borough Market med rådden frugt fra jorden.

Det var godt at vise dem byens barske kvarterer og skræmme dem lidt.

Det handler ikke om haute couture og Givenchy. Det er en anden McQueen.

Fotografer forrest.

Til London-showene var forventningerne høje.

I Paris var det mere formelt og reserveret.

I London sad folk og råbte og skreg.

Det var sindssygt. Folk sloges for at kunne se catwalken.

Lee sprang rundt mellem modellerne og råbte ad alle.

Simon, vi skal i gang. Gå derud!

Han sprang rundt hele tiden. Ordnede detaljer og stressede rundt.

Alle er klar.

- Er Russell klar? - Ja.

En af modellerne var forsinket, og han sagde: "Pyt med hende. Vi kører."

Han sagde: "Gå i gang." Han kørte mig op.

Jeg kom ud på catwalken og...

Det var første gang, kollektionen gennemsyrede alt-

- fra energien i rummet til den effekt, den havde på folk.

Angst, vrede og frygt var en rød tråd i hele showet.

Vi var overvældede.

De lignede ikke modeller, men dyr-

-med stort hår og dyresminke.

Det var... Det var intenst.

Nogle studerende var brudt igennem afspærringerne og væltede ilden.

Så opstod der brand.

Der stod nogle bilvrag, som vi ikke havde tømt for benzin.

Bilen brød i brand. Der står en brændende bil på catwalken.

Alle troede, at det var en del af showet.

"I kan lige vove på at hente brandslukkere!"

"Send modellerne ud på catwalken!"

Hvis det ikke var endt så godt-

- havde det været ude med modeskribenter og modeller.

Det var typisk for den vidunderlige, gale og geniale Lee.

Mit privatliv og mit arbejde er tæt forbundet med hinanden.

Med mine shows kan jeg udtrykke mine følelser.

Er du flyttet fra London og til Paris?

Jeg bor begge steder. Et halvt år i hver by.

Min hund bor i London, og jeg savner ham.

Rejseriet mellem byerne for at tilgodese begge firmaer-

-var meget opslidende-

- men han gjorde det, og hans shows var fantastiske.

Presset var enormt på det tidspunkt.

Han havde sit eget mærke plus prêt-à-porter og haute couture.

Man kunne mærke det på ham.

LVMH's yndlingsdesigner var Dior.

Lee følte, at de sammenlignede ham med Galliano.

Han fandt ud af-

- at John havde et fire gange større budget til at skabe sin kollektion.

Vi elskede McQueen. Givenchy var som en stedbror.

Vi vidste, at vores tid der ikke varede evigt.

Da vi kom til Paris, var Lees tøj meget stift.

Jeg tror, at han opdagede en blød side i Paris.

Det tog vi med os til London.

Inden No. 13 mindes jeg, at han var glad.

Lee havde en klar vision om, hvad han ville.

Vi gik fra mødet og var forbløffede over den klare vision.

Han havde farver og former. Han virkede harmonisk.

Det var mit første show med Lee. Han kunne lide robotter.

Lee talte om robotter og en model, og vi tænkte bare:

"Åh nej. Ikke robotter igen. Helt ærligt."

Vi håbede, at han ville droppe det.

Aftenen før showet kom robotten, men vi havde ingen kjole.

Jeg sagde i skrædderiet, at vi skulle bruge en kjole til finalen.

Nogen fandt en masse tyl frem, og han sagde: "Der har vi den."

De sagde, at det var umuligt. Han sagde, at det gik.

Det var Lee. Han fik folk til at gøre det umulige.

Nogle teknikere styrede robotterne. Lee ville have mere af det.

Lee begyndte at instruere dem-

- og det blev en fantastisk koreografi, hvor hun drejede rundt.

Der stod Shalom Harlow med to robotter-

-som så ud til at kunne tænke selv.

Det var første gang, at jeg blev imponeret af mit eget show.

Det der menneske/maskine... Jeg har aldrig før grædt til mine shows.

Lee udlevede sin drøm.

Han ville aldrig give op, selvom det var hårdt. Man får kun en chance.

Første gang, jeg indså, at Lee var berømt-

- var da en fremmed kom hen og bad om hans autograf.

Han syntes, at det var skræmmende.

Der var sket noget. Han var kendt uden for modeverdenen.

Det med berømmelsen og at folk løb efter ham-

-var ikke det, der var vigtigt.

"Det vigtige er det, jeg laver."

Jeg ville ønske, at han havde fået et normalt liv og været sig selv-

-uden det pres i så ung en alder.

Jeg kendte Lee, da han ikke havde noget.

Jeg så ham blive millionær og lidt til.

Jo flere penge han fik, desto mere ulykkelig virkede han.

Med pengene kom stofferne. Det var trist.

Kokain fik mig til at se nogle ting-

-i et meget klart og ærligt lys.

Da det var værst, var der alt for meget arbejde.

Det måtte gå galt. Det er ikke et godt stof.

Jeg kan ikke lave om på mig selv.

Det blev slemt, da presset på ham blev for stort.

Han håndterede det desværre på en måde, som ikke var god for ham.

Der fulgte aggressivitet og paranoia med.

Han var stadig dygtig, men var en anden person.

Jeg laver ti kollektioner om året. Det er svært.

Givenchy kom til mig, ikke omvendt.

Jeg blev vred, da man sagde, at jeg skulle fyres. Det var ikke sandt.

I kan rende mig. Jeg gør, hvad jeg vil.

Vores forhold ændrede sig. Han havde to sider.

Han kunne dukke op og være i godt humør og grine.

Andre gange var det en djævel, der trådte ind.

Han havde jo sine dæmoner.

Mørket skabte utrolig kreativitet og en genial kunstner.

Jeg havde fået tatoveret "McQueen" på armen.

Da han så, at jeg havde fået den tegnet over, var det slut.

Lee var romantiker, som altid flirtede med ideen om kærlighed.

Jeg tror ikke, at han oplevede den.

Han var forelsket i sit arbejde.

Han stolede ikke på nogen.

Var kæresten der ikke, mistænkte han ham for utroskab.

Det var meget svært for ham.

Mode handler om tiltrækning, seksualitet og at vise, hvem man er.

I synes sikkert, at jeg er dum-

- og tyk. Jeg ville gerne veje mindre. Sådan er det.

Da jeg fik en fedtsugning, stod jeg i det værste ved modebranchen.

Det var en sindssyg periode.

Han sagde, at det var en fejl at ændre på sit udseende.

"Jeg mistede mig selv."

Der var ti år imellem Lee McQueen, som var ansat hos mig-

- til den slanke figur klædt i Comme des Garçons.

En figur, han ikke ville være. Personaen Alexander McQueen.

McQueen fungerer som en familie. Det fællesskab skal være der.

Jeg er nok blevet en endnu hårdere chef.

Jeg kontrollerer alle små detaljer i alle afdelinger.

Klokken er 6.

Gør det ikke mod hende.

Hun skal bare klare et par timer mere.

Det var ikke simpelthen ikke sjovt længere.

- Den kan jeg ikke lide. - Jeg tager den af.

Jeg har aldrig arbejdet bedre.

Der var mørke tider med ham og tider, som var lyse.

Vi valgte selv at være der. Nu og da valgte vi ikke at være der.

Jeg brød sammen engang på Givenchy på grund af arbejdsbyrden.

Det gik ud over vores helbred.

Jeg blev voksen i firmaet. Jeg var ikke længere en lille dreng.

Jo ældre jeg blev, desto mere gik det op for mig-

- at situationen føltes klaustrofobisk.

Sebastian!

Kom nu, din grimme kælling.

Man skulle give alt til McQueen.

Man skulle passe hans hunde, arbejde mange timer når som helst.

I weekenden skulle man arbejde eller være sammen med Lee.

Vi tog på ferier sammen.

Jeg kan forfalske hans underskrift.

Jeg følte mig indespærret, selvom jeg elskede det, jeg lavede.

Jeg prøvede at tale med ham, men det gik ikke så godt.

Da jeg ville stoppe, sagde han: "Der er ingen vej tilbage."

Da jeg rejste, var det virkelig trist.

Ingen...

Ingen kom og...

Efter alt det, jeg havde lagt i det...

Desværre tog Lee tingene meget personligt-

- uden at tænke på den andens oplevelser eller behov.

Han tog det personligt, når nogen stoppede. Han følte sig forrådt.

Der har været store ændringer i firmaet. Folk er stoppet.

Alt føles lidt usikkert.

Man går igennem livet og prøver at lære sig selv at kende-

- og forstå, hvorfor man begår de fejl, man gør.

Mange i modebranchen lider af angst, panikanfald og depression.

Branchen giver næring til egoet. Det har en negativ effekt.

Ideen med Voss var en polstret celle.

Man mister sig selv, og det bliver et mørke, som holder en som gidsel.

Da Lee var, som han var, var en ide ikke nok.

Der skulle være en kasse i midten som et teatralsk klimaks.

Da han skulle forklare mig det, så han mig ikke i øjnene.

"Det handler om død, skønhed og genfødsel. Det bliver smukt."

Jeg forventede ikke-

- at han ville genskabe Joel-Peter Witkins billede.

Da jeg samlede på Witkin, gik jeg igennem en dyster fase med sex-

-for at lære mig selv at kende.

Det er ret makabert. Hvordan skulle jeg lave det?

Jeg sagde med alvorlig mine, at jeg nok skulle gøre det for kunsten.

Han så på mig og sagde: "Det gør vi vel alle sammen."

Scenen var Kubricks "Rumrejsen år 2001" møder sindssygehospital.

Der stod et tovejsspejl. Når modefolkene kom og satte sig-

-så de sig selv i spejlet.

Musikken begyndte med et pulsslag, som gik hurtigere og hurtigere.

Vi vidste ikke rigtig, hvad der skulle ske. Publikum anede det ikke.

Mode er en stor boble. Nu og da vil jeg sprænge den.

Da det går i gang, kan vi se ind. Modellerne kan ikke se publikum.

Det kom til at virke som voyeurisme.

Bandagen om modellernes hoveder gav en følelse af sygdom-

-og galeanstalt.

Engang var jeg lige blevet opereret, og Lee kom på besøg.

Da han så mig i bandage, sagde han:

"Hvor er det bare fedt."

Han sugede til sig som en svamp-

- og så det smukke i det grimme som med min bandage.

Livet er ikke perfekt. Vi ligner ikke alle sammen modeller.

Men der er skønhed i beskuerens blik.

Det sidste billede var af en stor kvinde med en masse natsværmere.

Det lyder som en spøg. Man kan godt se det humoristiske i det.

Tykke damer og natsværmere. Er det modens værste mareridt?

Hvis kollektioner ser jeg på, og hvis er jeg jaloux på?

Hvis kollektioner er fantastiske?

Tom var en gud i branchen.

Selvom Lee var en rebel og helt anderledes-

-blev han nok smigret og rørt over-

- at en som Tom Ford var interesseret i ham.

Han var klog nok til at indse, at han havde brug for pengene.

Det er dyrt at drive det her firma.

McQueen er aldrig gået i konkurs.

Jeg vil have succes og være selvstændig.

Jeg kan se McQueen-lyset for enden af tunnelen.

Det bedste ved Lee er, at han er poesi... Han protesterer nok.

...poesi og handel i et. Han er meget praktisk.

Han forstår, at der skal være smukke, salgbare produkter.

Gucci var kloge. De tilbød ham noget, han ikke kunne sige nej til:

De overtog firmaet, men lod ham beholde 50 procent.

Der var hemmelige møder, så LVMH ikke hørte om det.

De anede intet, før det var en realitet.

Jeg holdt stejlt på over for Tom, at det var mit projekt.

- Må du designe, hvad du vil? - 100 procent.

Jeg ville have en investor-

- og så meldte Gucci sig. Resten er historie.

Au revoir, Givenchy!

FAIRLIGHT, EAST SUSSEX

Jeg er draget af havet. Jeg er født i fiskens tegn.

Når det regner eller sner, og man hører bølgerne...

Det er meget melankolsk, men romantisk.

Sommetider må man bare have en pause.

Komme væk fra det hele og ikke tænke på forretninger eller shows-

-og bare holde en pause.

Jeg må have natur omkring mig.

Det er ældre end huset. Det er over 400 år gammelt.

Det er en elm, og den er oplyst om natten.

Det er god inspiration.

Mine venner kommer på besøg.

Vi tænder op i pejsen, ser film og lytter til musik.

Det er afslappende.

Han var meget sammen med min mor i det hus.

Jeg er taknemmelig for den tid. Vi så mere til hinanden.

Vi gjorde ting sammen.

Min familie giver mig stabilitet. Mode kan være en overfladisk branche.

Da jeg startede, var der ikke noget som det.

Tættere kommer vi ikke på haute couture i England.

Alle her er studerende, så vi oplærer dem-

- og lader dem få foden indenfor i branchen.

Lee vidste, at jeg altid har elsket at tegne.

Årene gik. Jeg arbejdede på en losseplads.

Lee skulle bruge en tekstildesigner for herretøj og ansatte mig.

Lee var glad for, at jeg var der.

Primært på et kreativt plan-

- men også for at have en, som mindede ham om barndommen.

Jeg havde en svær periode med angst.

Det var svært at skulle lave ting, jeg ikke ville for Givenchy-

- men jeg havde accepteret, at det var det liv, som jeg var født til.

Han kontrollerede stemningen.

For det meste var han dejlig at være sammen med.

Han var bidronningen, og dronerne føjede alle dronningens signaler.

Det kunne mærkes. Han havde en barnlig måde at lave fis med alle på.

Det skabte en let og hyggelig arbejdsatmosfære.

Det skete altid noget kreativt. Det begejstrede enhver.

Jeg taler højt og tydeligt med det, jeg skaber.

Alt, hvad jeg gør, er personligt, selv Kate Moss som hologram.

Det er æterisk i en tid, hvor jeg er et med himmel og jord.

Vil man lære mig at kende, skal man se på mine værker.

- Hvad er mode for dig? - Mit liv.

MODEPERSONLIGHED DØR BLOT 48 ÅR GAMMEL

Issie døde stolt og havde opnået sine vildeste drømme.

Issies død var et chok for mange, også for Alexander.

Et kæmpe chok.

Han deltog i Issies begravelse. Jeg har aldrig set nogen så knust.

Jeg genkendte ham ikke. Han sad lige bag mig.

Der sad en mand i kilt og traditionel skotsk hat.

"Du godeste. Det er jo McQueen."

Hans ansigtsudtryk var uforglemmeligt. Jeg følte med ham.

Man kunne se hans smerte.

Jeg kunne se kærligheden. Det var ægte kærlighed mellem de to.

Issie var noget mellem en søster og en mor.

Hun var midt imellem, og Lee elskede Issie.

Issie og McQueen var forenet af en sorg.

Alexander var blevet misbrugt. Det havde ødelagt hans uskyld.

Issie blev ramt af sorg, da hun var fem år, og hendes bror døde.

Det var ikke Issies skyld, men hun følte sig ansvarlig.

Der var en destruktiv side, som hun ikke kunne slippe af med.

Den blev større og mere og mere alvorlig.

Jeg tager ikke stoffer, men medicin. Jeg må berolige mig med piller.

Vejen til hendes selvdestruktion var tydelig.

Issie tænkte nok, at hun ikke ville blive ved for evigt.

Hun kunne ikke se sig som gammel. Mode handler om ungdom.

At opdage nogen er som at være mor. Mælken er sluppet op.

Issie planlagde sin død og ville tage afsked med McQueen.

Hun planlagde en weekend-

- og havde gjort sig umage med en fin middag.

Alexander var udmattet, da han kom og blev på sit værelse.

Han kunne ikke give hende det, hun havde brug for.

Med de mødtes og tog afsked.

Store kram og kys. "Vi ses i den næste verden."

Når man er syg, er man meget alene.

Issie havde kræft i æggestokkene og ville ikke have kemo.

Issies sidste ord var: "Husker du, da jeg var en solstråle?"

"Du vil altid være en solstråle."

McQueen kalder showet "La Dame Bleue"-

- og dedikerer det til afdøde ven og mentor Isabella Blow.

Man så hende i tøjet og mærkede duften af hendes parfume.

Hendes børn, Alexander og Philip, arbejdede febrilsk bag scenen.

Issie skabte et bånd mellem dem.

Isabella skabte Alexander og mig fra ingenting-

- med en overbevisning, som vi aldrig mere vil opleve.

Hendes tro på en gjorde en til det menneske, man er.

Da man satte sig, så scenografien og hørte musikken, var man fanget.

Man kunne se hende i hans design-

-og selvfølgelig i Philips hatte.

Det skabte en mytisk figur-

- som var Issies tilstedeværelse ved showet.

Det var følelsesladet. Jeg græd uophørligt. Det slog mig ud.

Sorg er sorg. Man må igennem den.

Da de kom ud, så man, hvor unge de var, og at de havde mistet en ven.

De havde elsket hende højt.

Det påvirkede Lee voldsomt.

Efter Issie gik bort-

-var det en mørk tid for ham.

Jeg er ikke vred på mig selv. Jeg er vred på verden.

Jeg kan ikke tænke på andet. Alt bliver bare mørkere og mørkere.

Vi så tv om aftenen.

Lee var i nyhederne med sit show "The Horn of Plenty".

Min far kaldte på mig og sagde-

-at min sindssyge ven var på tv.

Da min far så kollektionen, sagde han:

"Jeg tror, at din ven er sindssyg for alvor."

"The Horn of Plenty" viser modeverdenen-

-som en bunke affald.

I de år, hvor vi var fra hinanden, havde vi nok begge tænkt meget.

Jeg ringede til ham:

"Hej, det er Lee." "Hej, det er Sebastian."

"Hvor fanden har du været så længe, dit røvhul?"

Vi startede forfra som de brødre, vi havde været.

Jeg tog færgen til Ibiza og kørte ud til hans hus.

Da han lukkede op, blev jeg rystet-

- for den person, der lukkede op, var en helt anden.

Han var tynd og så skrøbelig og bleg ud.

Da jeg gav ham et knus, kunne jeg mærke forandringen-

-for han var bare skind og ben.

Der var næsten ingen muskler eller kød på knoglerne.

Lee havde en ide til et show med en metamorfose.

Hans ansigt skulle forvandles til et kranium.

Alt i hans liv havde ledt frem til den lidelse.

Lee var hiv-positiv.

Selvom det ikke er en dødsdom i sig selv-

- tror jeg, at han altid havde det i tankerne.

Der var en dårlig stemning, når han var nedtrykt og deprimeret.

Lees problem var altid efter et show.

Han havde arbejdet så hårdt. Det blev efterfulgt af en nedtur.

Så gik han i gang med næste show.

Det var show efter show. Jeg ved ikke, hvordan han gjorde det.

Presset er ret stort nu-

-på grund af kontrakten med Gucci.

Jeg laver herretøj samt McQ.

Det er 14 kollektioner om året som hos Givenchy. Det er meget.

Han legede med tanken om bare at rejse væk.

Men hans navn og renomme var på spil.

Han kunne ikke efterlade det, han havde opbygget.

Hvis jeg bliver gammel og skal forlade firmaet-

- brænder jeg det ned til grunden. Ingen skal arbejde der.

Du vil ikke lade nogen overtage McQueens tradition eller mærket-

-hvis du ikke er involveret.

Det tror jeg ikke. Det...

Konceptet bag mine shows er så personligt.

Hvordan skulle det gå til?

Jeg bad ham holde pause. Han sagde, at jeg ikke forstod det.

"Jeg har ansvar for 50 mennesker, som skal betale lån af."

"Jeg kan ikke bare gå."

Jeg tænkte altid, at der var så meget sorg i ham.

Det var trist, for han havde så meget succes-

-men var frygtelig ensom.

Det kan være meget ensomt.

Der er mere i livet end mode.

Jeg vil ikke sidde fast i den boble.

Jeg ser, hvordan alle andre går hjem og lukker af-

- men jeg er Alexander McQueen, selvom døren er lukket.

Jeg skal leve med mig selv.

Har jeg haft en dårlig dag, er det kun min fejl.

Han opførte sig fint, når han var sammen med os.

Men vi vidste, at han ikke var...

Han var ikke 100 procent.

Han hørte stemmer og sagde, at de jagtede ham.

Han sagde ofte: "Paranoia ødelægger en."

Jeg husker, at jeg lavede en skitse med mange kameraer.

Kameraerne kunne sidde på robotter.

Kameraet skulle tæt på. Publikum skulle overvåges og rystes.

Ideen med "Plato's Atlantis" er, at mennesket vender tilbage til havet.

Jeg søger noget, som ikke eksisterer.

Det er et utroligt sted.

Jeg kan ikke forestille mig, at noget i min fantasi faktisk findes.

Han elskede at svømme og dykke og være i en undervandsverden.

Langt fra alt, som at være tilbage i livmoderen og flyde rundt.

Den rolige følelse, man får af det.

"Plato's Atlantis" opstod i hans hoved-

- med digitale tryk, eksperimenter og mønsterskæring.

Robotterne var med igen.

Han sagde, at han havde lavet sin sidste kollektion.

Han sagde, at han havde fået nok og ville tage livet af sig selv.

"Hvad mener du?"

"Jeg er træt af det hele. Jeg vil bare have, at det slutter."

"Til mit sidste show... Husker du Voss?"

"Jeg laver det samme, men med en stor plastboks."

"Når showet slutter, stiger den op af gulvet...

...med mig i, og så skyder jeg mig selv."

Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere.

Han lød meget overbevist.

Mit liv har altid været fuld af op-og nedture.

Stands. Jeg vil gerne af.

Han troede-

-at hele modeverdenen var imod ham.

Jeg sagde: "Nej, ingen er imod dig."

"Men hvis du gennemfører det, vil du gøre mange mennesker ondt."

"Folk kommer til dine shows for at se din skønhed og dit talent."

"For at se dig og det, du skaber."

Han var som en filminstruktør. Vi skulle være som rumvæsner.

"I skal have et stærkt udtryk i ansigtet."

Det show var som et bombenedslag. Det skulle være slut.

Alt er slut. Vi fødes på ny og starter forfra.

Jeg var bange og prøvede at undgå at snuble.

Han skulle være stolt af mig-

- og over, at han havde en hel hær af modeller.

Trykket kunne være en fiskefinne eller skæl fra en slange-

- som blev manipuleret og sat sammen til et mønster-

-som blev noget ugenkendeligt.

Det var den digitale tidsalders indtog i moden.

Selvom han ikke var lykkelig, var det hans bedste kollektion.

Han vidste, at han havde brug for noget revolutionerende.

Det er "Plato's Atlantis".

Jeg var ikke med til showet, for min mor var i dialyse.

Lee ville ikke se i øjnene, at vi ville miste mor.

Han havde mistet Issie-

- og kunne ikke rigtig håndtere, at mor var syg.

Jeg vil fortælle mine følgere, at min mor døde i går. Hvil i fred.

Efter min mormor døde...

...havde han det skidt.

Lee var fortvivlet. Vi sad i stuen hos far.

Lee var ikke sig selv.

Alle var i sorg over mors død-

- men vi var bekymrede for Lee, for mor og Lee...

Lee forgudede mor.

Elskede mor. Jeg elsker dig så højt-

-og vil altid elske dig. Kram, Lee.

Den sidste opgave, han tildelte mig, var at designe gravstenen.

Den skulle være med vinger, som omfavnede mormor.

Oprindeligt hvilede hænderne på gravstenen-

- men han oplevede, at de trykkede ned.

Han vil have, at de skulle opløfte og vende opad.

Jeg ringede til Lee og...

Vi talte om... mors begravelse.

Det var sidste gang, vi talte sammen.

Jeg kan virke trist i mit arbejde, men jeg er ikke bitter.

Jeg er taknemmelig for alt i livet, men jeg ved, hvornår man skal slutte.

Den aften lå jeg i sengen og læste.

Jeg kunne mærke noget, der rørte mit hoved meget blidt og forsigtigt.

Jeg undrede mig over, hvem det var.

Jeg vidste, at nogen var gået bort og sagde farvel.

Den 11. februar 2010-

-aftenen før sin mors begravelse-

- tog Lee Alexander McQueen sit eget liv.

Jeg blev ringet op af min søster klokken 9.30 den formiddag.

Det opkald...

...forandrede...

...alt.

Jeg kunne ikke forstå, hvad de sagde, for det var uvirkeligt.

Bare tanken om, at Lee havde været helt alene, da han gjorde det.

Jeg så det for mig, og det...

Det er ikke den bedste måde... Selvmord ved hængning.

Det...

Jeg vil ikke tænke på, hvad han har tænkt, og hvor ensom han har været.

Modeverdenen er rystet efter nyheden om Alexander McQueens død.

Britisk modes yndling er død.

...på blot 40 år er fundet død.

Alexander McQueen er død.

Alexander McQueen, 40 år, er død.

Vi har fået rapport om, at den engelske modeskaber er død.

Han sagde tit:

"En dag kommer jeg hjem i en ligpose."

Den dag, hvor...

Man så i nyhederne den dag-

-at han forlod sit hus i en ligpose.

Jeg var med børnene til Hamleys 100 års jubilæum.

Min partner hentede mig og... Det går ikke. Jeg kan ikke.

Han sagde, at Lee var død.

Det var et chok, og jeg var meget vred i meget lang tid.

For... Hvordan kunne det ende sådan?

Jeg tror...

Måske... Efter mor var gået bort-

- følte han, at intet nogensinde ville kunne gøre ham glad igen.

Jeg tror, at han i det øjeblik...

...følte den tomhed.

Jeg savner ham rigtig meget.

Jeg savner...

Han kunne have fået så meget lykke i sit liv-

- men det lykkedes ikke på det private plan.

Det ville jeg have ønsket for ham.

Jeg er så glad for, at jeg mødte ham...

...og at jeg fik lov at blive en del af hans historie.

Men jeg savner ham. Jeg ville ønske-

-at det var endt anderledes.

Han ville bare skabe smukke ting. Han var egentlig skulptør.

Det var derfra, silhuetten kom.

Hans tøj gav udtryk for, at man kan være feminin, men sige:

"Prøv ikke på noget. Jeg er en bitch."

Det, jeg bedst husker, er at se ham arbejde.

Det var magisk for mig. Han var som en troldmand.

En kreation kunne være sindssyg og den næste genial.

Ingen kunne skabe følelser til et show som Lee McQueen.

For Lee var mode en måde at kommunikere med verden på.

Han ville ikke have fokus på sig selv, men på kunsten.

Højrøstet, kontrær, utrolig morsom og målrettet.

Han havde en unik vision og var en unik person.

Hans stærke personlighed var fænomenal.

Man møder ikke mange, der er sådan. De ses ikke så tit.

Lee grundlagde Sarabande-

- som giver legater til mindrebemidlede designere.

Over en million så "Alexander McQueen Savage Beauty".

Det var rekord både i New York og London.

Danske tekster: www.btistudios.com