All language subtitles for The Book of Vision DK

Nu kan jeg se.

Min kære søn,
døden er blot et røgslør.

Det eneste, du skal gøre,
er at stikke hånden igennem det.

Og så vil du finde dem, du elsker.

Det var her, jeg fandt hende.

- Goddag.
- Godmorgen.

Hej.
Jeg er Stellan, din studievejleder.

Eva.

Jeg viser dig rundt.

- Værsgo.
- Tak.

Så... Det er til biblioteket.

Det er til museet. Det giver
dig adgang døgnet rundt hele ugen.

- Og dette er til kaffemaskinen.
- Tak.

Oldtidens lægekunst.

Renæssancen.

På biblioteket har vi et antal tekster
om præcolumbiansk shamanmedicin.

Jeg forsker i 1700-talsmedicin.

Det ved jeg. Jeg ville bare
vise dig barnet. Se selv.

Jeg har ikke tid til
at vise dig 1700-tallet -

- men du finder det
for enden af korridoren. Ikke?

Fint.

Eva, hvad laver du?

Hvor skal du hen? Sæt dig ned.
Vi har ikke snakket færdig!

Hvad skal du?
Svar mig!

Svar!
Se på mig!

Rør mig ikke!

Testresultatet tyder på, at behandlingen
er en belastning for dit hjerte -

- hvilket, med tanke på din tilstand,
er en komplikation.

Du tog en stor chance
ved at flytte hertil.

- Nu er jeg her.
- Ja, det er du.

- Hej...
- Jeg har donuts med. Og kaffe!

Kom nærmere.

Jeg er ked af det i går.
Jeg var stresset og havde travlt.

Vær ikke det.
Du behøver ikke at hænge over mig.

Lad os se...

Du tog eksamen i medicin fra
universitetet i Leiden med topkarakter.

Din afhandling handlede om anvendelse
af bioteknologi inden for onkologi.

Du blev kirurg, før du mærkeligt nok
bestemte dig for at droppe alt -

- og studere en 1700-talslæges sager
i et afsides distrikt i Preussen.

- Hvad er så mærkeligt ved det?
- Din profil er temmelig usædvanlig.

Må jeg spørge dig om noget?
Hvorfor dr. Anmuth?

Jeg vil undersøge, hvorfor læger er
holdt op med at lytte til patienterne.

Hvornår blev patienternes opfattelse
af deres egne kroppe irrelevante?

Det var ikke sådan før 1800-tallet,
og måske beviser Anmuths arbejde det.

Se på museets anatomiske modeller
fra 1700-tallet. De er perfekte.

Dengang gjorde man store fremskridt
inden for studiet af menneskekroppen.

De kunne genskabe den i detaljer.

Men samtidig holdt læger op med
at betragte patienterne som mennesker -

- og begyndte i stedet kun
at beskæftige sig med den fysiske krop.

Kroppen er blevet et objekt,
en arena for de spil, vi spiller.

Hvorfor krydsede vi hudens grænse?

Jeg vil vise dig noget. Kom med.

- Nu?
- Ja.

Dette er samlingens mest dyrebare bog.
Værsgo.

Hundreder af personlige beretninger fra
Anmuths patienter, nedskrevet af ham.

Der findes ikke en bog magen til
om læge-patient-forhold. Den er unik.

Jeg prøver at finde tilfælde,
hvor sager fra denne bog -

- dukker op i hans korrespondance
med rangspersoner og andre.

Der må være en forbindelse et sted,
men jeg har ikke fundet den.

- Måske gør du det.
- Ja...

- Undskyld.
- Er alt i orden?

- Ja.
- Eva?

- Alt i orden?
- Ja.

Jeg blev bekymret for dig.
Fordi du løb din vej forleden.

- Har de navne?
- Ja.

- Hvad?
- Dette er Alexandre.

- En dreng.
- Ja.

Det er Tina.

Der sker ikke noget.

Gad vide hvor de ville flyve hen,
hvis her ikke var et loft.

Hun er tæt på.
Hun er ved at finde mig.

Hun er nogle få sider fra det sted,
hvor vi alle kommer fra.

Den 18. april 1729. Min unge
tjenestepige Maria skulle snart føde.

Hendes drømme om det var helt tydelige.

Hun havde smerter, så jeg gav hende
rødt koralpulver. Men smerten tog til.

Jeg plejede ikke at bistå under fødsler.
Men fordi jeg var glad for Maria -

- bistod jeg jordemoderen, som sørgede
for, at Maria kunne føde i stalden -

- eftersom situationen krævede
hurtig handling og nogen diskretion.

Bare rolig, Maria.

Tag det roligt.

Det her er ikke et barn.

Maria...

Jeg forstår det ikke. Maria spiste godt,
ikke som kvinder, som ikke har mad.

Gå...

Tag det roligt.

Når naturen støder livmoderens
indhold fra sig, før tiden er inde -

- kaldes det abort.

Som når knopperne på vinrankerne
falder af, før nye skud vokser til.

Marias drømme viser
et helt andet scenarie:

Et normalt,
men uønsket svangerskab.

Drømme kan nogle gange
føre en læge på vildspor.

Elizabeth von Ouerbach, husbestyrerinde
for Tecklenburgs hustru -

- beviste dette for mig
for nogle år siden.

Jeg kunne mærke hjertet hamre.
Blodet pumpede gennem kroppen.

Alt var rødt og hvirvlende.

Og så faldt jeg om... udmattet.

Din drøm lyder mere
som en gravid kvindes...

... end som en feberramt kvindes.

Jeg tror ikke, det er muligt.

Min mand er
meget ærgerrig og pligtopfyldende.

Årene går, som var det én dag,
for en professionel militærmand.

En officer må først og fremmest
tænke på kongerigets fremtid -

- og derefter på sin familie.

Jeg har lært at acceptere det.

Selvom jeg voksede op i en familie, som
var mere dedikeret til skrivekunsten -

- end til krigskunsten.

Måske er det derfor,
mine drømme er så usædvanlige.

"Kun om foråret
vokser kvæde og granatæbler."

"Vandet af bække
i ungmøers urørte haver -

- og drueblomsterne blomstrer
i skyggen af vinrankernes skud."

"Men for mig findes der ingen årstid,
hvor kærligheden er tavs."

Siden dengang har en del af mig
stadig opholdt sig i hendes stuer.

Læg det fra dig. Der...

De ønskede at møde mig, mr. Langwer?

Jeg takker af hele mit hjerte for,
at De kom, madame.

Jeg har ønsket
at fortælle Dem dette et stykke tid.

Den unge Günter er yderst begavet. Han
har brug for meget opmærksomhed -

- især med tanke på
hans latin- og filosofistudier.

Derfor ville det være passende,
om den unge Valentin -

- kunne få en anden lærer.

Jeg ser ikke sammenhængen.

Så kan jeg hengive mig
udelukkende til den unge Günter.

Hans studieniveau kræver
en større indsats.

Valentin, hvad synes du?

Jeg er tilfreds, moder,
for læreren lugter.

Deres råd
har været kærkomment, mr. Langwer.

Günters fremgang giver mig stor glæde.

Og som De ser, er unge Valentin enig.
Vi finder en ny lærer.

Det glæder mig, at mit ydmyge ønske
bliver respekteret, madame.

Og hvad dig angår, unge Valentin,
så må du studere uden forstyrrelser.

- Lysene er tændt.
- For at ønske dig velkommen hjem.

Jeg takker dig, Elizabeth,
men jeg er blot på en kort visit.

Så er din visit endnu vigtigere.
Der er noget, jeg må fortælle dig.

- Din tredje søn bliver født til sommer.
- Det glæder mig, Elizabeth.

Jeg ansætter en ny læge,
som kan hjælpe Johan Anmuth.

En passende ung mand,
som kan tage nogle af hans patienter.

Og nu, efter den strålende nyhed,
vil han tage sig af dig under fødslen.

Men... Johan hjalp mig,
da vores to sønner blev født.

Denne familie kan ikke længere
modtage Johan Anmuths pleje.

Jeg beder dig, Elizabeth...
Drag ikke min beslutning i tvivl.

Mit barn har det godt.

Hvad?

Mit barn har det godt.
Han er ved træet.

- Hvad er det, du snakker om?
- Vær ikke ked af det.

Det er ikke blod, det er saft.

Maria, forstår du ikke,
at ved at snakke sådan -

- giver du alt, man siger om dig,
troværdighed?

De taler til mig,
dem, man kalder de døde.

Maria, de kaldes døde,
fordi de er holdt op med at leve.

Så ved jeg ikke,
hvad de er, men de taler til mig.

Valentin?

- Hvem har taget dig med hertil?
- Maria.

Gjorde hun det?

Det er hyggeligt at se dig.

Du er vokset.

- Hvem er det?
- Det er mig.

Gudskelov! Jeg troede, det var mig.

Lad os kigge på os selv og se, om vi
kan forestille os et billede af os to.

Günter, vent der.

General von Ouerbach.
Tag plads.

Hvad skyldes dette besøg?

Der har desværre været uro
i Tecklenburg.

Og med uro begynder rygter at svirre.
Frugten af uvidenhed og overtro.

Rygterne drejer sig om
en antaget heksekunst -

- med en forbandelse, som forhindrer
kvinder i at føde normalt.

Det siges, at Deres åreladninger
ingen virkning har.

Nogle af de tåbeligere rygter hævder -

- at åreladning er
redskabet bag forbandelsen.

Det er noget sludder,
og vi bør ikke lægge vægt på det -

- men rygter kan
blive farlige og ubelejlige.

De må have hørt rygterne om,
at Deres tjenestepige -

- eller "troldkvinden"
som almuen kalder hende -

- var svanger med Deres barn, men at
det gavnede Dem at slippe af med det.

Jeg ville aldrig tro på noget så absurd.

Maria er som en datter for mig.

Jeg har kendt Dem i mange år, Anmuth,
og jeg stoler på Deres integritet.

De har altid omsorgsfuldt
taget Dem af min familie.

Men jeg er ked af at sige -

- at det var meget uheldigt,
at De valgte at tage Dem af Maria.

Hendes familie kunne knap brødføde
sig selv, for ikke at tale om et barn.

Vil De bede Deres søn om at lade være
med at pille ved mine instrumenter?

Günter!

Jeg forstår Deres motiver, Anmuth, men
jeg har et ansvar over for borgerne -

- og Hans Majestæt
Kong Frederik Vilhelm.

Disse rygter må elimineres.

Overtro gnaver i folks sind.
Det er en orm, som svækker os.

Den store vej vi bygger, vil føre
til en ny æra i vores lille grevskab.

Vi vil endelig blive en del af Preussen,
ikke bare et fjernt ekko.

De må have ro. Derfor har jeg hyret
en ny læge, som skal hjælpe Dem:

Nils Lindgren,
en begavet ung mand fra Sverige -

- som har hoffets store agtelse.

Det er med sådanne små skridt,
at man bygger et kongeriges fremtid.

Hoffet kan finde det upassende,
at en generals familie er i Deres pleje.

I hvert fald så længe rygterne svirrer.

De behøver ikke længere
besøge vores residens.

Lindgren vil tage sig af
min hustru og mine børn.

Günter!

Alt er normalt.
Ingen grund til bekymring.

Farvel, madame.

Johan Anmuth
ville ordinere rødt koralpulver.

Ja, det ved jeg.
Men denne gang er det ikke nødvendigt.

Jeg kræver en forklaring på
Deres metode. De berørte min hustru.

Stol venligst på mine metoder.

Det er kun ved at undersøge kroppen,
at vi kan se sygdom eller sundhed i den.

Det kan virke tankeløst,
måske vanhelligende.

Men sandheden er,
at læger er forskere.

Det ukendte territorium er menneskets
krop, som skjuler et univers.

Så i lighed med Dem
stikker vi tappert nye kurser ud.

Jeg ville være villig til at tro Dem,
men ikke på min hustrus bekostning.

Det er ikke ondt ment, men for at gøre
min pligt med god samvittighed -

- må jeg følge de procedurer,
jeg tror på.

Jeg bryder mig ikke om patienternes
historie, men om deres organer -

- og hvordan de fungerer under huden.

Jeg ved ikke, om De er skandaløst
uforskammet eller usædvanligt klog.

Min herre.

- For dybt. Han mister for meget blod.
- Vi må ætse såret.

Jeg gør det.
Giv mig jernet.

Lad mig...

Hirsefrø!

Færdig.

Det var rigtigt at skære under knæet.

Det lader blodet strømme,
og det eliminerer dårligt blod.

Elizabeth, selv jorden jeg går på,
virker usikker.

Kvinder føder ikke længere,
som naturen kræver.

Maria er blandt dem.

Hun taler om de døde,
som var de frø, man kan plante.

Hun føler, at jorden er en livmoder,
som nærer alle børn, som er døde.

Bør man fæste lid til slige tanker?

Eller bør de affærdiges
som farligt sludder?

- Hej! Jeg kunne ikke lægge den fra mig.
- Du kom igen.

- Tak, fordi jeg fik brevene med hjem.
- Det er i orden.

Se.
Omsider scanner jeg bogen og brevene.

Og så, ved hjælp af en algoritme -

- kan vi lokalisere og søge efter
hændelser, steder og navne.

Og så sammenligner vi kilderne.

På den ene side har vi brevene,
hændelserne, som de fandt sted.

Og så har vi bogen
i sin narrative form.

Brevene er utrolige.
De stiller Anmuths arbejde i et nyt lys.

Det er som
at studere anatomi gennem digte.

Bogen er huden udenpå,
brevene er det bankende hjerte.

Du ved ikke,
hvad du kaster dig ud i.

Lad os mødes på det aftalte sted,
som vi gjorde før.

Jeg var ikke sikker på,
om jeg burde komme.

Jeg ville vide, hvordan du har det.

Jeg forstår, at du samarbejder
med en anden læge.

Elizabeth,
der er ingenting, du kan gøre.

Min mand er ikke din fjende.

Jeg tror,
at jeg bør trække mig tilbage.

Jeg er med barn.

En måned er gået
siden min sidste menstruation.

Han bliver født til sommer.
Ja, en dreng.

Jeg kan mærke det,
som jeg gjorde før.

Jeg vil have, at du tager dig af mig.
Jeg vil have dig som min fortrolige.

- Jeg kan ikke.
- Johan...

Jeg må gå.

Hvordan har Valentin det?

Tja...
Han har altid hovedet i skyerne.

Han har sådan et smukt sind.

Valentin!

Hold dig fra min søn!

Vig aldrig fra min side igen!
Det er en ordre!

- Hvorfor vil du fælde træet?
- Vejen skal gå her.

Ti stille, heks,
eller jeg skal tage mig af dig!

Hvis De ikke er i stand til at tage Dem
af Deres egen tjenestepige, gør jeg det.

Den heks fører Valentin på vildspor.
Forstår De det?

At tilbringe tid sammen med hende
er det sidste, min søn har brug for.

Drengen er letpåvirkelig. Hans fantasi
er en trussel, ligesom hans mors.

Til tider kan jeg knap nok
genkende ham. Han er svag til sinds.

Jeg forstår ikke, hvad han tænker.
Alt lader til at være så... utydeligt.

Det, som for Dem
virker svært at begribe -

- er for Valentin
lige netop uden for rækkevidde.

Har De forsøgt at observere
en genstand gennem et teleskop?

Hvis man kommer for tæt på, er det
uskarpt, forvirrende, drømmeagtigt.

Hvis man prøver at observere
den samme genstand på afstand -

- ser man, at den tager form
og bliver tydelig.

Valentin ser derud, langt bort.

Mens De blot ser det,
De knuser med Deres fødder.

Lær at se gennem et teleskop,
Heinrich von Ouerbach -

- så vil De se Deres søn tydeligt.

Siden dengang har en del af mig
opholdt sig i hendes stuer.

Jeg prøver at forstå, hvorfor Anmuth
blev afløst af en yngre læge.

Og hvorfor ophørte Ouerbach, hans
sponsor, med at støtte hans forskning?

Den viser overgangen
fra fortidens medicin til den moderne.

Den unge læge, som studerede i Halle,
havde en ny tilgang til lægekunsten.

Han overskred en grænse.
Men Anmuth repræsenterede fortiden.

Han troede ikke på
at berøre patientens krop.

Han havde tiltro til deres historier
og til, at sjælen påvirkede kroppen.

Vi må undersøge brevene mere.
Der må være noget at finde.

Kan vi ikke
snakke om det over en drink?

Hej! Jeg købte en whisky til dig.

Tak.

Tak. Godaften.
Hvordan går det?

Så er der jam. I aften er det
Velvet Underground-hyldest. Frivillige?

Jeg vil synge.

- Kender I "Candy Says"?
- Selvfølgelig. Syng, så følger vi med.

"Candy Says".

Du kan gå hjem nu.

Din ven sover. Hun har det godt.
Du bør hvile dig.

Tak.

Velkommen tilbage.

Her.

Jeg behøver næppe fortælle dig,
at besvimelse er et symptom på lidelsen.

Men hvis du er forsigtig,
kan vi holde det under kontrol.

Udover det skal du tage
en svær beslutning.

Lov mig, at du snart beslutter dig.

Kom ind.

- Hej!
- Hej.

Du er ikke den første kvinde, som
besvimer i mine arme, at du ved det.

Ingen blomster?

Jeg har noget andet med.

- Jeg er ked af det.
- Nej, vær ikke det.

Jeg har ikke
lyst til at snakke om det.

Jeg ved,
at jeg ikke burde... give dig det her.

Men jeg er nødt til det.

- Jeg må gå.
- Udmærket.

Vi ses senere.

Tak.

Farvel.

Maria.

Maria?

Maria, er der noget, som plager dig?

Ja, ja...
Sæt dig der, Ludwig.

Hvorfor er du så nedtrykt?

Min mor skal dø.

Lad mig sige tydeligt,
at jeg ikke tror på dette sludder -

- og jeg tør ikke tænke på,
hvor du har det fra.

Men jeg skal se til din mor.

Hun er måske uansvarlig,
men hun er sandelig også uheldig.

Men du kan ikke
gå på hjemmebesøg længere.

Du ser det måske ikke,
men Lindgren følger dig som en skygge.

Lindgren kan gå ad helvede til.

Maria, beklager, men din mor er død.

Jeg så det i spejlet.

I dag skal du hvile dig.
Du skal ikke arbejde.

Har du spurgt dig selv, hvem som har
ret til at være med i din bog?

Officeren og hans hustru vil blive
husket takket være hofportrætterne.

Ouerbach vil blive husket som velgører
trods det, han har gjort og vil gøre!

De døde, som min mor og mit barn,
vil forsvinde og blive til ingenting.

I slige tider er det vigtigere at snakke
om de døde end om de levende.

Tag ikke ånden fra folk.

- Snak om de levende og de døde!
- Tag det roligt, Maria.

Ingen hører på mig!

Jeg vil dø uden at sætte spor efter mig,
fordi jeg ikke har nogen historie.

Fortæl min historie
og de dødes historie.

Giv os den sjæl, vi har fortjent.

Maria, jeg forbyder dig
at forlade huset!

Sabbatfrokost
med dekanen for medicinsk institut.

- Tænk, at jeg fik dig til at tage med.
- Det gjorde du.

- Her er rart.
- Ja.

Det var noget nyt.

- Din ven har god indflydelse på dig.
- Dr. Morgan, det er Eva.

- En fornøjelse.
- Goddag. Kom ind.

- L'chaim!
- L'chaim!

Nå, Eva...

Du har et forskningsstipendie
ved universitetet. I hvilket fag?

Jeg var onkolog i Holland, og nu vil jeg
udforske lægekunstens historie.

- Interessant.
- Spild af tid. Hvorfor vil du det?

Er vi dømt til at lave
det samme hele livet?

Ikke hvis man har
med sygdomme at gøre.

Jeg ville ikke fornærme dig. Men hvorfor
vil du hengive dig til fortiden -

- i stedet for at tage fat på
den moderne medicin?

Spørger du ikke dig selv, hvor langt
videnskabelige fremskridt bør gå?

- Jeg tror, Eva vil give udtryk for...
- Eva kan forsvare sig selv.

Du burde tænke på fremtiden -

- og hvordan man håndterer
de virkelige problemer, vi står overfor.

Jeg stiller spørgsmål
ved nutiden, fortiden og fremtiden -

- for jeg vil vide,
hvad som har gjort os til det, vi er.

Jeg ved præcis, hvad jeg gør.
Men det angår kun mig.

Normalt er frokoster
med professorer kedelige -

- men den her
er faktisk ret underholdende.

I to lyder som et gammelt ægtepar.

- Du var strålende i dag.
- Jeg prøvede ikke at være det.

Jeg prøver at tage det pænt og ikke
involvere mig i diskussioner så tidligt.

Jeg betragter spillet, før jeg hopper
ind til sidst med matchbolden.

Hvorfor holder du overhovedet igen?

Så kan jeg narre mig selv til at tro, at
jeg ved, hvordan man håndterer tingene.

Det er som at surfe...

Kun sådan kan jeg være mig selv
sammen med en, jeg holder af.

Med en, som er det værd.
Som dig.

Hold op...

- Rigtig godt, Stellan.
- Bare rolig. Jeg er bare heldig i dag.

Ja...
Du har alt for mange heldige dage.

Jeg må fortælle dig noget.

Allerførst... Jeg er ked af
komediespillet under frokosten med Eva.

Sagen er, at Eva er min patient.

- Jeg ved, at hun er syg.
- Ja...

Og hun er gravid.
Vidste du det?

- Nej.
- Nej...

Hun må afslutte graviditeten,
ellers kan både hun og barnet dø.

Og jeg vil have,
at du skal overbevise hende om...

Stellan! Stellan!

Ingen kan være sikker på
sine virkelige motiver.

Jeg er ingen undtagelse.

Jeg er mig ikke mine motiver bevidst,
når jeg skriver dette.

En mand kan være venlig,
fordi venlighed behager ham.

En anden kan være ekstremt klog,
fordi visdom giver næring til sjælen.

En tredje kan være
en martyr brændt på bålet -

- fordi det ligger i hans natur
at trodse og blive opløst i flammer.

Hvornår kan vi vide,
om vores motiver er oprigtige?

Kun når vores handlinger
ikke er en del af vores natur.

Hvornår kan vi være sikre på, at vores
handlinger ikke ligger i vores natur?

Kun når vi færdes
på to modsatte stier samtidig.

Maria, hvorfor siger du ikke noget?

Du må tale med mig.

Sig, hvad du vil.
Jeg lover at lytte.

Min mor kommer ned fra træet...

Jeg siger, at hun skal stoppe.

Men hun hører ikke efter.

Hun kommer hen til mig.

Hun hvisker i mit øre.

Hun fortæller om en tragedie...

Om et barn...

En lille dreng.

Valentin.

Brænd det hele!
Også derovre!

Valentin!

"Den dag da det store træ blev fældet -

- døde Valentin Ouerbach,
otte år gammel."

"Det dybe vand i søen
opslugte hans krop."

"Død ved drukning."

Stellan!

Stellan?

Hvad er der i vejen?

Hvad er der galt med dig?

Jeg ledte efter dig hele dagen i går.
Din telefon var slukket.

Du stjal bogen fra biblioteket.
Er du blevet gal?

Jeg ville sige det til dig.
Det står her.

Der skete noget utroligt.
Jeg drømte om Valentins død.

- Bogen beskriver det, jeg drømte.
- Du må have læst det.

- Du har studeret bogen i månedsvis.
- Nej. Det står til allersidst.

Hvad foregår der?

Du skal ikke tænke så meget på
dine drømme. Du har større problemer.

Morgan fortalte mig det.
Du er gravid.

- Det er min sag.
- Nej, ikke hvis du risikerer livet.

Mit barn vil ikke skade mig.
Det ved jeg. Vi skal nok klare os.

Du er skør.

Valentin...

Min søns død beskrevet i mindste
detalje. Hvordan kunne han skrive det?

Han er ved at gå fra forstanden.

Han viste den onde kvinde tiltro. Han
begyndte at nedskrive hendes syner.

Hvor vover
den heks at fornærme mig...?

Elizabeth, gå i seng igen.
Det kan ske hvert øjeblik nu.

Hvad er det, I konspirerer om?

Hvordan fandt du dem?

Bryd Dem ikke om det, madame.
Det er en galnings ord.

Elizabeth?
Elizabeth!

Min søde dreng...

Hvad er der sket, mor?

Der er ikke sket noget.

Valentin må ikke forlade residensen.

Og du... Du er gammel nok
til at tage dig af din bror.

Prøv at elske ham...

Vær ikke bekymret, mor.

Tror du, at jeg kan ignorere det,
som Anmuth har gjort?

- Jeg må statuere et eksempel.
- Slip mig.

Kom her, Elizabeth.

Elizabeth. Elizabeth!
Jeg vil ikke tolerere din opførsel!

Elizabeth?

Tyende! Tyende!

Træk vejret langsomt.

Alle de ting, vi aldrig sagde
til hinanden, de er ikke tabt.

Hvert et skridt, hver en fejltagelse,
hver en hemmelighed førte mig hertil.

Jeg kan ikke leve uden din kærlighed.

Men det må du.

Han er en smuk dreng.
Som du altid har forestillet dig ham.

Nej, I kan ikke gå derind!

På ordre fra
Hans Majestæt Kong Frederik Wilhelm -

- og på begæring fra
general Heinrich von Ouerbach-

- skal lægen Johan Anmuth føres til
sindssygeanstalten i Tecklenburg.

Nej, det kan I ikke gøre!
Slip mig!

- I kan ikke...
- Maria!

Nej!

Gør det ikke. Jeg beder jer!

- Nej, nej, nej...
- Maria!!

Ingen upassende opførsel.

Nej, nej...

Hun når mig snart der,
hvor skyggerne vokser.

Soldaterne vil sige,
at hun døde af feber.

Folk som hader hende, vil blive glade,
men der er ingen, som virkelig dør.

Men de har i hvert fald
ført ham bort nu.

Hvem har de ført bort?

Galningen Anmuth. Gal som Maria,
som du elsker så højt.

Maria er smuk!

Træet, hvor I mødes,
er der ikke længere.

Det er ikke sandt!

Du først.
Så kan du selv se det.

Hold øjnene åbne. Vidtåbne.

Så vidtåbne, at du holder vejret.

Ingen tid, intet sted,
ingen frygt længere.

Ingen frygt længere.

Bare et glimt af forståelse,
når du vandrer ad en ny sti.

Barnet har det godt.

Men du skal have kejsersnit.

Og før vi når så langt,
må vi gøre noget ved dit hjerte.

Og jo før, jo bedre.

Robotkirurgi bliver mindst traumatisk
for dig, men det er stadig alvorligt.

Jeg er ikke bange.
Ikke længere.

Det var det, som skete
mellem dig og mig.

Alt det, vi aldrig sagde til hinanden.

Det er ikke tabt.

Hvert et skridt, hver en fejltagelse,
hver en hemmelighed førte mig hertil.

Al den sindsbevægelse finder på
en måde vej til andre mennesker.

Vi finder vores skæbne og opdager
nye verdener, nye mennesker at elske.

Bare jeg havde din styrke, Eva.
Så ville jeg være et bedre menneske.

Dette er
en uudholdelig situation for dig.

Du burde ikke være alene.

Jeg tilhører dig.

Og du tilhører mig.

Jeg har prøvet at ringe til dig. Om Eva.
Hun har brug for din støtte.

- Hun løj for mig.
- Hun elsker dig, for pokker!

Hvad ved du om kærlighed?

Godt.
Jeg tager tilbage til sygehuset.

Jeg sætter mig ved maskinen
og gør alt, jeg kan for hende.

Jeg ved ikke, hvad der vil ske,
men det jeg gør, gør jeg af kærlighed.

Du kan have ondt af dig selv
eller tage del i en type kærlighed -

- som man måske oplever
én gang i livet. Hvis man er heldig!

Min kære Johan,
jeg kunne aldrig have forestillet mig -

- at én enkelt dag
kunne omfatte et helt liv.

Samme dag som min tredje søn
kom til verden -

- førte de dig bort, og Valentin
blev fundet død i Tecklenburgsøen.

Ingenting bliver som før.

Jeg ved ikke, hvordan du var
i stand til at forudse disse hændelser.

Jeg ville ønske, jeg havde din styrke.
Så ville jeg føle mig mindre fortabt.

Hvor er dine ord nu?

Deres Nåde.

Unge Günter.

Tilgiv mig.

Til dig, mor.

Mr. Morgan, vi er klar, når du er klar.

Min kære Elizabeth. Et menneske,
selv et middelmådigt et som jeg -

- kan ophøje sit sind i en sådan grad,
at det kan sanse englenes verden.

Og alligevel kan noget i mennesket gøre
disse, lysets skabninger, misundelige.

Evnen til at gå med hovedet i skyerne -

- samtidig med at vi har fødderne
solidt plantet på jorden.

Min søn Valentin døde ikke.

Han står på tåspidserne
og strækker sig mod et nyt syn.

Og her er jeg.

Held og lykke, lille dreng.

Danske tekster: Rikke Thomsen
Oneliner