Original subtitles

Kom frem, mit barn. Frygt os ikke. Vi vil hjælpe dig.

Hjælp os med at lindre din smerte.

Jeg kan mærke din duft. Og det kan min søster også.

Mit barn, jeg beder dig.

Hej, mit barn.

Kom frem og gør os stolte.

Grimur!

Du kan ikke flygte fra ham.

Det er din skæbne.

Hjælp... hjælp...

Hjælp mig!

Livet begynder med smerte.

Smerten er nødvendig.

Han kommer.

Glæd dig!

For du er i sandhed velsignet.

Hjælp mig.

Schwarzwald Tyskland

Robin!

Robin!

Robin.

Skat. Nu skal du vågne.

Jeg tror, vi snart er fremme... måske.

-Hvor længe har jeg sovet? -Et par timer.

Skoven ligner den forrige skov. -Det er den samme. Den er 70.000 kvm

-En af byboerne sagde det. Han sagde også, hvor gammel den er. Vil du vide det

-Meget gammel, ikke? -Jo, og læg så tusind år til.

-Jeg tror, vi er faret vild. -GPS'en siger det modsatte.

I hvert fald indtil vi mistede signalet.

Vi kan spørge ham.

Okay, GPS'en viser rigtigt. Vi er ikke faret vild.

Så er vi altså ikke faret vild?

Er vi sikre på, at farfar Karl ikke var seriemorder?

-Er du okay? -Ja, ja. Jeg er bare lidt svimmel.

-Jetlag? -Ja, jeg hader stadig at flyve.

-Jeg tager taskerne. -Okay.

-Hvornår så du ham sidst? -Den dag, vi rejste. Jeg var 6-7 år.

-Da din far og han blev uvenner? -Noget i den stil.

Det her er noget af en bøsse. Den må være en del værd.

-Han ville tæve dig, fordi du rører den. -Passede han på sine antikviteter?

Den der var hans yndling.

-Hvordan kan du huske den slags? -Det kan jeg bare.

Han havde den altid med, når han fortalte historier.

Som rekvisit.

Det var en gave fra en anden jæger. -Hvad jagede de

-Alt

-Er det ham? -Ja. Farfar Karl og mig.

-Du ser glad ud? Hvad er det? -Hvilket?

Har du tegnet den? Er det dig?

Jeg går ud et øjeblik.

Så farfar slagtede en masse kaniner, inden han fik sit stroke.

Jeg burde have forventet det. Sikke dog en stank.

Far spekulerer stadig på, hvorfor mor blev skør.

Jeg tager mig af det. Jeg har ingefærtyggegmmi i tasken.

Tak.

Hvil i fred, venner.

Nu er kaninerne begravet. Jeg håber ikke, han har en død elefant et sted.

-Det ville ikke komme bag på mig. -Hæsligt. Jeg synes ikke om ham længere.

Jeg tror vist aldrig syntes om ham.

Velkommen i familien.

Da jeg var lille, syntes jeg, at det her var paradis.

Også efter at mor havde forladt os. Træerne, luften, vilde dyr overalt.

Jeg har altid følt, at jeg hørte til her.

Det kan mærkes i atmosfæren.

Tøjet lugter allerede af død. -Det er hurtigt klaret. Smid blusen

-Bliv her

Hvem er du? Hvad laver du her?

Beklager, ikke tysk.

Amerikaner?

Ja... Amerikaner. Engelsk.

Jeg taler engelsk.

Det gør jeg heldigvis også. Jeg gentager spørgsmålet.

-Hvad laver du her? -Gæster. Vi er på besøg.

Karls familie?

Ja.

-Jeg er hans barnebarn. -Ja, selvfølgelig.

-Den lille fugl. -Jeg hedder Robin.

Jeg er Arthur. Arthur Fuchs.

-Whisky? -Nej, vi drikker ikke.

Jo, det gør vi da... men...

Jeg håbede, I ville afslå, men man skal jo byde. Sådan er vi.

-Og hvem er du? -Leo.

Det overrasker mig, at du ikke hilste med albuen.

En løve og en lille fugl. En mærkelig blanding.

Far! -Ikke i ørerne, Amalia. Husk det

-Undskyld, far. Hvem er de

-Venner af Karl. -Karl? Ham der døde?

Ja.

Det er min datter... Amalia. Hendes engelsk er ikke så godt.

-Hej, Amalia. Fin kanin. -Min far er god, ikke?

Er kanin det eneste, man spiser her?

-Kendte du Karl? -Ja.

Han var en god skytte.

Næsten lige så god som mig.

Amalia! Løb hen og hent den.

Så du dræber mange dyr?

Ikke på denne årstid.

Skoven kan være...

...ugæstfri.

-Hvad mener du? -Har du ikke hørt myterne?

-Hvilke myter? -Det siges, at den er hjemsøgt.

For pokker da. Nu forstår jeg tegningen af dig og monsteret.

-Hvad fortalte Karl dig? -Farfar fortalte mange ting.

Skøre historier om monstre og alfer og magiske væsener i skoven.

-Jeg lavede en tegning, inden vi flyttede. Det var det hele

-Sådan siger folk altid, hvis de ikke vil tale om en ting

Jæger Wald handler ikke om eventyr.

-Jæger Wald. -Jægernes skov.

Der er meget jagt om foråret. Om vinteren bliver det ikke til meget.

-Vi samler, hvad vi kan. -Vi kalder det at lagre.

Snart er alle hjorte, bjørne fugle, og selv kaniner væk.

Det er ingen spor efter dem. Og det er kun dyrene.

Hvad mere er her?

Folk? Forsvinder folk her?

Mange. Mænd, kvinder, legende børn. Hele familier.

Det er, som om de bliver opslugt af skoven.

Hvad mener du?

En mand overlevede.

Han var væk i nogle uger.

Og så en dag kom han ud af skoven.

-Han var heldig. -Han var dækket af blod, men ingen sår.

Han skreg som en gal om en behornet dæmon

og en dødens bolig.

Han døde af chok på sygehuset.

Godt skudt, far. -Flot, min pige

-Hvad var der sket med ham

Det, han så, blev siddende på nethinden.

Nogle kalder ham Cernunnos. Herren over skoven og vilde steder.

-Den Store Jæger. -Hvem?

Endnu en historie, som farfar fortalte efter for meget whisky.

Når vinterhvervet kommer, starter den store jagt med bue, sværd og kniv.

Den uforlignelige jæger fortærer sine liv.

Han er hersker over den urørte natur, den uciviliserede verden.

Han er menneske, vilddyr og gud i samme væsen.

Han er herre over hvornår og hvor... og før da.

Før hvad?

Før mennesket begyndte at ødelægge verden.

Vi skal videre.

Jeg kondolerer. Karl var en ven.

En tåbe, men en ven.

Natten kommer for at dræbe dagen. Sov godt.

Gå ikke ud efter mørkets frembrud.

Så... har du lyst til en natlig picnic?

Nej. Slet ikke. Vi går ind igen.

-Nogle gange ved du præcis, hvad jeg har brug for

-Artist Vodka Martini

Taxfree, for resten.

-Skal vi drikke os fulde og kysse? -Lad mig tænke over det.

Øhm... Ja!

-Den er overjordisk. -Blød. Ligesom mig.

Helt klart.

Se alt det her. Hvad skal vi gøre med det?

En del må være noget værd.

Vi kan gemme noget som minde.

Ja, du har sikkert ret. Det er jo de,. man forventes at gøre.

Man skal huske folk.

-Hvorfor tog vi hertil? -Fordi han efterlod alt til dig.

Du må have betydet noget for ham.

Og vi trængte til et eventyr.

Det her er i det mindste noget af et eventyr, ikke?

Vi er i hans hus

i denne superuhyggelige, lidt romantiske skov.

Og vi spiser denne smagfulde og udsøgte tyske pølse.

Lad os nyde det.

-Jeg husker, at han talte om, at vores familie var de myteomspundne jægere

-Det var et kald, som har gået i arv i hundreder af år

Lige siden mine forfædre havde fået pil og bue.

Han jagede i skoven og gav til folket. Det var os, der forsynede dem.

Han tog mig med på gåture og fortalte historier

om vilde og trylleformularer og guder i skoven.

Men det bedste var dyrene.

De var overalt.

Vi så dem æde og drikke ved dammen. Jeg troede, jeg kunne høre dem tale.

Og på min fødselsdag...

...det sidste år, jeg var her...

...tog han mig med på en anderledes gåtur.

Vi så en hjort i lysningen. Det var smukt.

Majestætisk.

Jeg græd, da han gav mig buen... Jeg sagde, at jeg ikke kunne.

Så han gjorde det i stedet.

Da hjorten faldt, stivnede jeg.

Så han hev mig med over til dyret og gennemgik omhyggeligt

hvordan slagter det.

Han tog indvoldene ud og lærte mig navnene på dem alle.

-Så skar han øjnene ud og spiste et af dem

-Han sagde, at det bragte held

Så tvang han mig til at spise det andet øje.

Og jeg...

Jeg forsøgte at tygge, men det var blodigt, og jeg spyttede det ud.

Det var tortur. Jeg var bange og forvirret.

Far blev rasende, da han hørte det.

Farfar sagde, at vi måtte holde på familietraditionerne.

Og så var det, jeg begyndte at tegne monstre.

Og far indså, at vi trængte til forandring.

Derfor rejste vi.

Det er jeg ked af. Det var en frygtelig historie.

Jeg elsker dig.

Jeg elsker dig.

Tag det roligt. Vi løser det... Selv om vi skal flytte hertil.

Kan du ikke se os bo på landet

men et par unger, der løber omkring ...i skoven, eller hvad det er...

Okay, men hvad skal vi leve af?

Vi lever af, det naturen giver, ligesom jægeren... og din farfar.

Jeg tror ikke, at det er noget for dig.

-Jeg vrøvler. Jeg vil ikke bo her

-Her er skideuhyggeligt

Sådan går man, når man er på ferie. For helvede!

Nej, nu er det nok.

-Kom her. -Meget bedre.

Nu behøver jeg ikke drømme, at jeg bliver stanget.

-Hvad vil du gøre med det? -Jeg har en idé.

-Under sengen... -Perfekt.

Okay.

Lad os ligge i ske.

Okay.

Jægerens øjne skal altid være åbne...

...lede efter muligheder, lede efter farer...

...efter rovdyr og vildt.

Holder du øje, lille fugl?

Ned.

Du skal spise det.

Det er vores vej. Den eneste vej.

Hjælp dem.

Løb!

Satan.

Som små kaniner. Altid som små, bange kaniner.

Barbarisk...

...og ondt. De fortjener bedre.

Den gamle er væk.

Det er kun... disse to.

Den her...

Hun er af hans blod. Et løfte er opfyldt.

Hjælp! Nej, lad være!

Nej!

Ned!

Sådan, mit barn. Det her er godt for dig.

Leo...

Nu er det mandens tur.

Leo...

Leo, vågn op!

-Lille fugl. -Arthur?

De tog også dig.

-Hvor er vi? -Ingen steder.

Ingen skide steder.

-Hvem fangede os? -Skøre mennesker.

Det er jeg ikke så sikker på.

-Hvad skulle de ellers være? -Jeg tror Arthur, kan have ret.

Der var noget ved dem... De var meget metodiske... og fokuserede.

Det hjælper os ikke væk herfra.

Det var tre kvinder.

Jeg husker kun to kvinder... og en kæmpe, som bar maske.

Monsteret.

De tog mig og min kæreste... midt i en vidunderlig aften.

Far, hvor er vi?

-Hvad sagde hun? -Hun spørger, hvor vi er.

På det sted, vi skal dø på.

-Skræm ikke mit barn. -Jeg hedder Katya, og hun bør være bange.

-Jeg vil ikke bede dig igen! -Det hjælper ikke at skændes.

Jeg er enig.

Leo...? Er du okay?

Sådan da. Manner, mit hoved.

Hvad var det, de fik os til at drikke? Det smagte af kloak.

Aner det ikke. Vi finder ud af det. Vi skal nok klare os.

-Hvor fangede de jer? -Spiller det nogen rolle?

Min kæreste tog mig med til sin hytte, ikke langt herfra.

-Jeg ved ikke hvor langt herfra. -Jeg boede på vandrehjemmet i Aldensteig.

-Jeg aner ikke, hvad der skete. -Forsøg at kalde det frem.

Gå ad helvede til. Du er ikke min chef.

Hør, Katya. Det første, vi må finde ud af, er, hvor vi er.

-Og hvordan gør vi det, smukke? -Det ved jeg ikke.

Vi ser os omkring og ser, om vi kan genkende noget.

En vej væk herfra.

Hvad er det?

-Har nogen set det før? -Nej.

Kender du symbolerne?

Der kan ikke være mere end 10 grader her.

Du har åbenbart ikke været ude i køligt vejr.

Er der nogen, der har et tæppe til overs, eller en terrassevarmer?

-Hvordan kan du lave sjov nu? -Humor er de fordømtes redning.

-Jeg synes ikke om dig. -Shh...

Lyt.

Hallo! Lad os gå. I kan ikke gøre sådan her mod os.

Det er min kæreste.

For fanden... min protegé.

Hvad er det her? Hvad sker der?

Tiden er inde!

Arthur. Hvad siger hun?

De samles i dag for at fejre og ære skovens guddom...

Allea skoves guddom.

Lord Cernunnos.

Den sande herre over vildmarken.

Denne vinterdag ærer vi ham med hengivenhed...

...og offergaver.

Vilddyrenes herre, vi giver dig dette offer på dagen for din genfødsel.

Tag imod vores gaver og husk os i din guddommelighed

mens vi nu velsigner dette hellige sted...

...med hans blod.

Grimur.

Det første blod... skal ledsage os i de nye jagter.

Hans tid er kommet. Det er fuldbyrdet.

Vi tre byder ham velkommen.

Sommersolhvervet er kommet. Jagten er begyndt.

Tag ham med til hytten.

Hvad helvede er det her?

Hvem er I?

Vi er tjenere.

Jægerens tjenere.

-Forsvind, din trold! -Et modbydeligt sprog fra en luder.

Taler I engelsk?

Vi taler mange sprog, barn.

Sprog, som menneskene har glemt. Sprog, som aldrig er blevet hørt.

Forbudte sprog.

Hvem er du?

Jeg hedder Hettica. Mine søstre er Latara og Fell.

Vi er dyrenes og skovens beskyttere.

Guden Cernunnos præstinder, den genfødte halvgud.

-Hekse. -Vi er kun tjenerinder.

Jagtens tjenerinder.

Fell!

Lad hende være. Vi vil ikke ødelægge spillet.

Er vi et spil? Du sagde spil.

Ja, vi samler ofre til hans sport.

-Hvis sport? -Den Store Jægers sport.

-Cernunnos er en myte. -Ja, og mere end det.

Han blev genfødt om natten, altid på denne årstid.

Vi gengælder hans ankomst med leger og sport.

Vi ærer ham med jeres liv.

Det her forstår jeg ikke.

Sådan gør vi, og det har vi altid gjort.

Han blev født i det store kongerige Hyperborea

i landet Ingensteder før tidernes morgen.

Moderen var menneske og faderen var en hjort.

Han lærte mændene at jage, slagte,

spise fersk kød og blive stærke.

Det siges, at blodet fra hans første ofre fik træerne til at vokse så høje...

...at skoven kunne ernære de vilde dyr

som så blev fede og gode at jage.

Som gav menneskene mad, ligesom vores herre fik mad.

Den cyklus fortsætter stadig i dag.

Dødens og genfødslens cyklus.

Årstiderne kommer og går.

Dagen før i dag blev han født.

Og han skal jage, og dette land skal blomstre.

Du forstår mere, end du giver udtryk for.

-Hvad mener du? -Det er noget forbandet gylle.

-Meget farverige ord. -Jeg tror ikke på det.

Her står tre psyko-trunter og leger med deres torturfantasi

mens de burde være i byen og koge saurkraut.

Byttet tror det aldrig, før det hænger løgene

Indtil man bevidner dets storhed.

-Ligesom nybyggerne gjorde. -Ja, nybyggerne.

Vadå?

Dit blod... Karl.

Han blev også jaget og mødte en sjælden nåde fra vores fyrste.

-Hvorfor skulle jægeren skåne vildtet? -Hvorfor befrier løven fuglen?

Så fuglen kan trives og formere sig

og råbe sit navn ud i sang.

-Jeg tror dig ikke. -Spørg din ven.

Arthur?

Hvad taler de om?

Jeg ville ikke gøre dig bange.

Men den blodige mand, som kom ud af skoven og skreg om den behornede dæmon...

-Det var Karl. -Karl? Det bliver bedre og bedre.

Det var derfor, han så besat af skoven og jagten.

Han jagede det, der jagede ham. Som havde jaget hans familie.

-Blev vi jaget? -Det bliver du snart mindet om.

-Grimur! -Befri vildtet.

Gå væk.

Løb!

Amalia! Løb væk!

Amalia! Løb!

Løb!

-Leo! -Løb! Robin!

-Leo! Leo! -Løb, løb, løb!

Løb! Løb!

LØB!

Amalia!

Amalia!

Amalia.

Leo.

Leo.

Robin!

Hold øjnene åbne.

Leo!

Har du set Robin?

Min Amalia er også væk.

Hun er forsvundet, alene i skoven.

-Jeg havde hende under opsigt. -Jeg ved, hvordan du har det.

Arthur, du kender skoven. Er der en vej ud herfra?

Der er tre dage til nærmeste by, og ikke engang der er vi sikre.

Kan vi gemme os? Der er mange gemmesteder.

Vi kan hold os skjult, indtil den der højtid er slut.

Ifølge myten starter jagten i dag og ender først med drabet på den sidste.

Utroligt. Hvad fanden skal vi gøre?

Heksene.

De holder sig i nærheden for at bevidne slagtningen... fejre den.

-Det er kun dem, der kan stoppe det nu. -Så vi må holde os til dem.

Og sørge for, at det volapyk får en ende

-Volapyk? -Ja, trylleformularerne...

-Og ham røvhullet med masken? -Vi dræber ham.

Har du set ham? Hvordan pokker gør vi det?

Vi vælger at blive jægere - ikke vildtet.

Okay. Det er lettere sagt end gjort.

Men først skal vi finde min pige og din kone.

-Og de andre to? -Ikke vores problem.

Her, sæt dig. Er du okay?

Ja, jeg har det skønt, du.

-Her. -Nej, det er din.

Du har mere brug for den end jeg.

Tak.

Jeg hedder Tabitha.

Hvad laver du så langt hjemmefra?

-Det her er mit hjem nu. -Det tror du ikke selv på.

Jeg har aldrig set nogen dø før.

-Hvad skal vi gøre? -Vi må finde de andre.

Hvordan? Vi ved ikke, hvor de er. Vi ved ikke engang, hvor vi selv er.

Vi finder dem... og vi er stille.

-Okay. -Kom.

-Tak. Danke. -Selv tak.

Endelig.

-Jeg ville ikke drikke, hvis jeg var dig. -Hvilke alternativer er der?

Det har du ret i.

-Bør vi være så synlige? -Dette sted er meget smukt.

Det er måske værd at redde naturen, selv om det er hekse, der gør det.

Sagde du ikke, at humor var de fordømtes redning?

Vi er alle sammen fordømte, skat. Hele bundtet.

Tabitha!

Tabitha! Åh, herregud!

Jeg kan ikke trække vejret.

-Hvad er det her for et sted? -De plejede at fælde træer her.

Jaså.

Arthur. Jeg håber, din plan fungerer.

Nu nakker vi den skiderik.

Det er bedre end et baseballbat.

Arthur.

Kors... Hvem slog mig?

Det gjorde jeg.

Arthur... Arthur, hvad laver du?

Et jægerordsprog. Man skal altid vælg sit lokkemad nøje.

I denne situation har jeg intet valg, men du forstår, hvad jeg mener.

-Løsn rebet, Arthur. -Jeg skal redde min datter... Beklager.

Ja, det ved jeg, Arthur. Hvis du løsner rebet, kan jeg hjælpe dig.

Du hjælper mig, som du er.

Hvordan ved du, at din datter er i live?

Hun er min datter og en trods alt en jæger.

Hun vil overleve, ligesom jeg.

Arthur, kom tilbage.

Det her handler om både din kone og min datter.

Du er løven. Du bliver jaget for at skåne den lille fugl.

Arthur, gør nu ikke det her.

-Et jægerordsprog. -Skråt op! Robin har brug for mig.

Hun har brug for dig her... nu.

Dit blod skal udgydes, så hun kan leve.

Hun vil huske dig. Hvad mere kan en mand gøre for sin hustru?

Vær ikke bange, han gør det hurtigt.

Fuck dig! Kom tilbage!

Fanden tage dig, din skiderik! Arthur, kom tilbage!

Han finder dig hurtigere, hvis du råber.

Arthur!

Arthur, dit dumme røvhul.

Din satan!

Træerne og skoven

vil huske dig.

Det sørger vi for.

Far!

-Far, jeg skjulte hende. -Fint. Flot gjort, mit barn.

Og den her...

-Hvad med Leo? -Jeg har ikke set ham.

Men jeg tror, jeg har vundet lidt tid.

-Hvad mener du? -Glem det nu. Vi skal af sted.

-Er du sikker? -Et jægerordsprog.

Det er sværere at ramme et mål i bevægelse.

-Okay. Vis vej. -Du er hurtigere uden den her.

Her.

-Hvor skal vi hen? -Til heksene.

-Hvorfor det? -De udfører ritualer nu.

Det første offers ritual. Vi må finde dem og få dem at standse jagten.

Vent! Det første offer?

Hvem mere er død?

Arthur, hvad er det, du ikke siger?

-Jeg så din mand. -Så du ham?!

Ikke så højt.

-Hvornår? Var han uskadt? -Da jeg forlod ham, havde han det godt.

-Forlod du ham? -Det var nødvendigt.

Hvad indebærer det?

-Du forlod ham med vilje. -For min elskede piges og din skyld.

Du efterlod min mand i skoven for min skyld.

-Jeg efterlod ham til jægeren. -Du efterlod ham til at dø.

Hør her, lille fugl. Han havde ikke, hvad det krævede at overleve.

Det var den eneste måde.

Din...

Jeg byttede hans liv for min datters.

Jeg vil ikke skulle bytte dit liv også.

-Fuck dig. -Du tvinger mig til det.

-Far, nej! -Amalia...

Bliv her. Gem dig!

Kom frem, lille fugl.

Betragt mig ikke som et monster.

Hvis du havde et barn, og det barn var dit eneste,

ville du gøre det samme.

Jeg vil dig intet ondt.

Karl havde ikke villet det.

Arthur.

Du er svag. Karl skal acceptere min undskyldning.

-Gør det ikke. -Et jægerordsprog.

Panteren og lammet jager aldrig sammen.

Red Amalia.

Ofrenes blod skal vi drikke for at dele hans magt

og smykke den hellige jord med dets essens.

Fell!

Med dette blod helliger og bekræfter vi vores forbund med herren over dette land.

Til jagtens gud.

Til herren over al natur.

Kapellet er velsignet.

Vi er parate til at byde ham velkommen hjem.

Festen bliver storslået i år.

Mange smager får vi fra herren, vores forsørger.

Åh, ja. Vi bliver belønnet.

Amalia!

Kors, min pige. Lever du stadig?

Jæger, ikke vildt.

Ja, fint nok. Jeg er bare glad for at se et bekendt ansigt.

Amalia. Jeg er glad for, at du er uskadt.

Nu skal du høre efter. Vi er nødt til at løbe!

Vi skal ud af skoven. Vi må ikke standse, før vi er ude.

Forstår du det?

Far?

Din far elskede mig meget højt.

Somme tider forlader folk, vi elsker, os.

Okay, på tysk.

Du var hans hele verden.

Og han gav sit liv...

...for at du...

...for at du kunne overleve.

Jæger, ikke vildt. Også dig.

Jeg tager dit ord for det. Nu skal vi gå.

Åh, ja! Du får brug for dem her.

Okay.

Fell! Glem ikke din tro.

Så from og alligevel rastløs.

-Du kender hende... -Hun burde have vænnet sig til det...

...efter så lang tid.

Det er et spørgsmål om perspektiv.

Tror du, at det hører op?

-Hvilket? -Det her. Alt. Verden. Landet.

Ham.

Tror du, at alt er borte en dag? Og vi med den?

En dag... er vi borte.

Som vores søstre før os.

Og dem før dem.

Men verden og vores herre? Nej.

Han vil forblive. Og vores søstre vil adlyde ham.

-Til tidernes ende? -Det, som har været, skal forblive.

Og det, som er gjort, vil blive gjort igen.

Cirklen vil ikke blive brudt.

Amalia, tilbage!

En dødsfælde. Den var tiltænkt os.

Fandens!

Vi må fortsætte mod nord.

Nordstjernen.

Ja, polstjernen.

Vi følger den og er stille.

Far.

Din far lærte dig at følge stjernerne.

Min farfar lærte mig det, da jeg var lille.

Karl er død.

Selvfølgelig.

Jeg savner far.

Det ved jeg, Amalia. Men du er en stærk pige. Du er en fighter.

Vi skal nok klare os.

Vi skal videre.

Amalia!

Amalia?

Du lod hende gå, din idiot.

Vi tre, dine hengivne tjenere...

...hylder din sejr og dit nærvær i dit hellige tempel.

Den hengivenhed glæder mig.

Du... hent mit værktøj.

Før hende hen til mig.

Nej, nej, vent!

Et viljestærkt barn. Jeg ærer jeres ånd og overlevelse.

Men der er kun en overlever i aften.

Og den lille fugls farfar...

...har overbevist mig om, at det skal være hende.

-Hvad taler du om? -Vi har en historie, mit barn.

Husker du ikke det?

Dit liv forandrede sig for altid den dag, ikke sandt?

Mennesker gør alt for deres børn.

Din far forsøgte at tage dig fra mig.

Men Karl bragte dig tilbage.

Selv om han var nødt til at dø.

Nu skal du tjene Cercunnos som en af de tre.

Men der er tre i forvejen.

En af dem...

...er fraværende.

Stille, Grimur!

Virkeligheden er ond. Smerte er nødvendigt.

Hun var din ven... ikke sandt?

Hun var min ven.

Forbered hende til højtiden.

Lad hende gå!

Løb!

Jeg sværger ved bjergene, at jeg vil spise dit kød i nat.

Du kan jo forsøge.

Du er ikke værdig til at dø for vores herres våben.

Giv mig kniven.

Min herre...

Jeg har forløst dig... Hjælp mig.

Jeg beder dig.

Jeg er blevet født mange gange, min tjener.

Din belønning er, at du har tjent mig.

Nu skal du dø med værdighed.

Nej... Skån mig.

-Jeg har tjent dig. -Jeg er Cernunnos!

Herre over skoven. Din herre og mester.

Det er naturens gang, at døden giver plads til nyt liv.

En er kommet for at tage din plads.

Din tid er inde.

Stop! Lad hende være.

Hvis du ikke gør det

skærer jeg min hals over, og så har du slet ingen hekse.

Er du så parat til at dø? I begge har overlevelsesinstinkt.

En egenskab, vi deler.

Det er verdens lov. De, der kan overleve, gør det.

De, der ikke kan, føder de, der kan.

Nej. Mennesket er mere end det.

Er du sikker, lille fugl?

Du ved det.

Du har vidst det, siden du var barn i denne skov.

Skoven har stået her siden tiden før tiden.

Ligesom jeg.

Der har været mænd. Mænd, som har jaget i lysningen, som lignede mig.

Som din farfar, lille fugl.

Det var hans løfte, der drev ham til vanvid, ikke mig.

Mange som Karl er kommet og gået.

De har tilbedt med kendskab til mig, eller uden.

Min visdom er graveret i dem som fodaftryk i mudder.

Alexander, Cæsar

Karl den Store, Khan,

Ishi og Paven.

Slettens ryttere og mændene fra nord.

Din familie har føres tilbage til dem.

Din nedstamning, jagten, din skæbne.

Karl forstod det. Nu skal du tage din plads ved min side.

Jagtens eneste overlevende.

En stor ære. Der skal altid være en, der tjener

eller føre myten videre.

Pigen skal dø.

Du skal omfavne livet som min tjenere.

Det er din families kald.

Min families kald dør i nat.

Jeg bliver ikke din heks eller din eneste overlevende.

Amalia, løb!

Løb! Lev!

Du ville være blevet min mest værdsatte tjener.

Jeg tjener ingen.

Han skånede dig.

Min skønhed er borte.

Det er mine søstre også.

Men det betyder ingenting. Jeg har mere.

Meget mere.

Alt, der ender, begynder igen.

Det, som har været, vil blive igen

og det, der er fuldbyrdet, skal fuldbyrdes igen.

Er det naturens måde?

Hvad vil du gøre med det liv, han har givet dig?

Leve.

Herregud, hvad er der sket med hende?

Hun lever, men kun lige.

Hvor mon hun kommer fra?

Er du okay? Kan du høre mig?

Hvad er der sket med dig?

Han lod mig gå.

Hvem? Hvem lod dig gå?

Den behornede mand.

Tekster: Torben Christensen www.ordiovision.com