Original subtitles

Myndighederne har lovet visse forandringer.

Krav om reformer har taget fart og har øget opbakning.

Forskellen på kapitalisme og kommunisme er så stor -

- atkun at beton og pigtråd...

Vi vil skabe en anden slags samfund.

På østtyske byers gader -

- blev horder af demonstranter slæbt væk af...

Sikkerhedspolitiet slæbte individer væk -

- slog dem i hovedet og smed dem ind i ventende lastbiler.

Jeg er født 1971 og var 18 år i 1989, da Berlinmuren faldt.

Jeg sad klistret til radioen og lyttede, da kommunistregimet faldt.

Som studerende rejste jeg til Rumænien, Ungarn og Rusland.

Så jeg ved, hvilke følger kollapset havde.

Jeg så et mislykket økonomisk og socialt system.

Et politisk system, der havde lovet personlig frihed -

- men som i stedet skabte elendighed og politisk undertrykkelse.

Da det kommunistiske korthus faldt -

- forstærkede det det kapitalistiske argument -

- men det gik for vidt.

Sovjetunionens fald førte til en evig tro på deregulering af markederne.

Det blev ledsaget af en ny glorificering af privat ejendom.

Konsekvensen blev øget ulighed -

- større nationalisme og fremmedhad -

- ligesom før første verdenskrig.

Det 21. århundrede skræmmer mig, for når jeg sammenligner med historien -

- risikerer vi at vende tilbage til et kapitalistisk system -

- som ligner 1800-tallet og 1900-tallets ulige verden.

KAPITALEN I DET 21. ÅRHUNDREDE

Kapital: formue i form af penge eller andre aktiver.

I Europa i 1700-tallet -

- var kapitalen fordelt på en lille gruppe mennesker.

Adlen udgjorde én procent af befolkningen.

Penge begrænsede den sociale mobilitet.

Hverken arbejde eller studier tillod en at klatre særlig højt.

Ofte kan vi i litteratur, film og populærkultur -

- se kapitalens betydning gennem historien.

Det er en mørkere historie -

- end det idylliske billede af udvikling og oplysning.

I 1700-tallet var de fattiges liv barsk.

Hvis man var heldig, var man tjener.

Alle andre var daglejere, som fulgte jobbene -

- og som jordejerne kunne behandle, som de ville.

Der var hverken understøttelse, sundhedsvæsen, skoler eller noget.

Fattigdom var en dødsdom.

Gennemsnitslevealderen i 1700-tallet var 17 år.

På den tid bestod kapitalen af penge, lån og jordbesiddelser.

En mand sad på sit fort og forlangte penge af dem, der dyrkede hans jord.

Det er gengivet i flere forskellige film.

Jeg har knap nok råd til min parfume.

Har Roulet betalt sin leje?

- Roulet døde i sidste uge. - Uden at have betalt sin leje.

- Hvad døde han af? - Sult.

At sulte er et privilegium.

Gabelle, De er tilhænger af reformer. De mener, at alle er lige meget værd.

Det er meget naivt af Dem.

De rige var besatte af arv. Den ældste søn arvede kapitalen.

Han fik alt: pengene, huset, jorden.

Det gjorde ham ekstremt magtfuld på grund af tilfældigheder.

De førstefødte sønner havde også stor politisk magt.

Mange var parlamentsmedlemmer. De var eliten.

De var altså drevet af ønsket om at beskytte deres indkomst og verden.

Det faldt dem ikke ind, at de fattige fortjente -

- en del af velstanden. De var helt imod beskatning.

Sådan fungerede aristokratiet i hele Europa.

Målet var at bevare magten.

Thomas Pikettys eksempel med Jane Austen og Balzac er rammende.

Jane Austens bøger handler kun om penge.

Og det er ikke penge, som man har arbejdet for -

- men penge fra den arvede jord.

Mr. Darcy i "Stolthed og fordom" har et enormt gods.

Han behøver ikke engang at være der. Jorden tjener penge for ham.

Det var pænt af Dem at komme.

- Han ser nedtrykt ud, den stakkel. - Ja, men hav ikke ondt af ham.

Han tjener 10.000 om året og ejer halvdelen af Derbyshire.

Den elendige halvdel?

Jane Austen fantaserede om, at man kunne blive rig, hvis man var sjov.

Men mr. Darcy ville aldrig gifte sig med en pige som Lizzie Bennet -

- som ikke havde en familieformue.

Han ville gifte sig med en arving, måske en kusine -

- for at skabe et endnu større gods.

Penge giftede sig med penge. Det havde intet med kærlighed at gøre.

Det, vi ser nu, er en tilbagevendelse til 1700-tallet.

I Storbritannien betyder en arvet formue igen alt.

Én procent af befolkningen ejer 70 procent af jorden.

Der har altid været en elite, som viderefører sine privilegier -

- og monopoliserer økonomisk, social og kulturel kapital.

Eliten beholder magten og fører den videre til næste generation -

- ved at forme vores måde at tænke på.

Økonomer hævder ofte, at ulighed fremmer -

- udvikling og innovation.

Konkurrence betyder, at mennesker anstrenger sig mere.

Problemet er, at ekstrem ulighed -

- øger det økonomiske, sociale og politiske pres.

For hvis man har en elite, der gør alt for at beskytte sin position -

- og umuliggør social mobilitet, så ender det med revolution.

1700-tallet var ikke en statisk verden.

Nye politiske idéer krævede lige rettigheder for alle -

- og et opgør med arvede privilegier.

Den franske revolutions motto var "frihed, lighed og broderskab".

Alle skulle være brødre. Alle skulle være frie.

Men efter kort tid bestod regeringen af bankierer -

- som begyndte at skabe endnu en elite.

Før sloges vores folk for frihed Nu gælder kampen bare brød

Og når det handler om lighed er alle lige, når vi dør

Rejs dig op! Tag chancen! Vive la France! Vive la France!

Den franske revolution var til dels baseret på dobbeltmoral.

Visionen om lighed var i bedste fald optimistisk og lidt naiv -

- og i værste fald lidt kynisk.

Man foregav, at der ville blive lighed -

- helt spontant, lidt ligesom i et eventyr.

Men vi har brug for politiske institutioner -

- et uddannelsessystem, et sundhedsvæsen, transport -

- og et skattesystem, som fokuserer på de højeste indkomster.

Under den franske revolution fandtes de ting slet ikke.

I den industrielle revolution sidst i 1700-tallet -

- blev mennesker erstattet af maskiner.

Man købte maskiner, der lavede uld, bomuld og alle slags varer.

Det gik hurtigere, varerne blev standardiseret -

- og man tjente mere.

Kapital var ikke længere noget konkret, såsom ens jord -

- eller ens evne til at låne penge ud.

Man fandt ud af, at man kunne udvide sin egen fabrik -

- ved at sælge produkter, beholde overskuddet -

- og investere det i fabrikken.

Det er det, som kapitalismen i sin moderne form tillader.

Med kapital kan man blive ved med at udvide.

Men kløften mellem lønninger og produktivitet var stor -

- og de feudale arbejdslove blev holdt i hævd meget længe.

Man måtte ikke forlade arbejdsgiveren uden tilladelse.

Den lov fulgte man i 1800-tallet -

- i kapitalismens storhed i England, verdens mest avancerede land -

- hvor arbejdere blev fængslet og mishandlet.

Strejke var nemlig en forbrydelse.

STEMMERET FOR KVINDER

FRI BEVÆGELIGHED

Man ville væk fra den gamle verden -

- og have et mere lige samfund.

New Zealand, Australien og Canada blev skabt -

- af mennesker, der flygtede fra Europa -

- da kapitalismen virkelig vandt indpas.

Det var grunden til, at folk forlod landene.

De søgte et mere ensartet samfund.

De ville fjerne klassesamfundet -

- men på en mildere måde. Det var ikke en politisk bevægelse.

De velhavende dominerede allerede fra starten.

For en hvid mand i 1800-tallet -

- var Australien og USA de bedste steder at tage hen.

Vidtåbne grænser og enorme jordområder.

Det eneste problem var at skaffe arbejdskraft.

En lille godsejer havde kun sine børn.

Men en slaveejer kunne tage til New Orleans, tage et lån -

- købe slaver på New Orleans slavemarked -

- bringe dem til Alabamas grænse og begynde at dyrke bomuld.

Med overskuddet købte man flere slaver og mere jord.

Så slaveøkonomien indgik nu i akkumuleringscyklussen.

Men som slaveejer havde man ikke bare adgang til arbejdskraft.

Man havde også øget adgang til kapital -

- fordi slaverne kunne stilles som sikkerhed.

Hvis man ville låne penge ud til nogen -

- og de stillede slaver eller jord som sikkerhed -

- var slaver bedst, fordi de kunne flyttes og var lettere at sælge.

Det var på denne tid i 1800-tallet -

- at arbejdsfordeling, ulighed og magt blev etableret i verden.

Først med slaver og derefter med et voldeligt kolonialt styre.

Det er svært at sige, hvor meget af Europas landes rigdomme -

- der stammer fra deres koloniale fortid.

Men det overtag, man fik under den industrielle revolution -

- hang sammen med militærets styrke.

Mellem 1870 og 1914 -

- ejede Storbritannien og Frankrig, de store kolonimagter -

- så store dele af verden -

- at de høstede så store overskud, renter, udbytter og lejer -

- at de blev ved med at investere i andre dele af verden.

Resten af verden arbejdede for dem.

Det er nytteløst at øge produktionen, hvis der ikke er købere -

- så mode drev den industrielle revolution.

I 1800-tallet var mode overalt, tilmed blandt de lavere klasser.

Selv arbejderklassens kvinder forsøgte at følge moden.

Tanken, om at man ikke kunne gå med tøj fra året før -

- ville personer fra 1600-og 1700-tallet ikke forstå.

"Det fejler ikke noget. Jeg tager det samme på."

Og den industri, der voksede mest i 1800-tallet, var julen.

I 1700-tallet og 1600-tallet var julen ikke noget særligt.

Man drak med venner og familie -

- og gaver gav man måske nytårsaften.

Men i 1850'erne havde vi juleknallerter, julekort og juletræ.

Mennesker ruinerede sig selv til jul -

- mens fabrikanterne tjente enorme formuer.

Nyheder som jernbanen, telegrafen og masseproduktion dukkede op.

Innovation og traditionel produktion øgede uligheden.

Det er en tid med store konflikter.

Der var åben krig, som for eksempel i Colorados miner -

- mellem strejkende og bevæbnede vagter hyret af kapitalisterne.

Brugen af nationalgarden var også strejkebrydende.

Og ligesom i dag blev økonomien helt forandret...

...både med handel og teknologi -

- som har samme egenskaber og skaber mange monopoler.

Endnu en gang opstod en lille klasse med meget rige mennesker.

43 millioner. 75 millioner.

107 millioner dollars. Solgt!

Omkring 1914 i en by som Paris -

- ejede én procent af indbyggerne 70 procent af det, man kunne eje.

To tredjedele af befolkningen døde uden at eje nogen aktiver.

Nationalismen voksede, og europæiske lande begyndte at konkurrere -

- på grund af de ekstremt kraftige, sociale spændinger -

- og en stagneret levestandard og stor ulighed.

Konkurrencen mellem landene og nationalismen -

- blev udnyttet af en elite, for at man skulle glemme klassekonflikten -

- og i stedet samles om en national identitet.

KNUS TYSKERNE

DET ENGELSKE UHYRE

AUSTRALIERE, REJS JER! PATRIOTISK MØDE

KNUS DETTE VANVITTIGE UDYR

Det bidrog til udbruddet af første verdenskrig -

- om sommeren 1914.

I Berlin ved tyskerne, at hæderens time er inde.

Der opstod en slags kulturel militarisme i Europa.

De konkurrerede om imperieterritorier og handelsruter.

Krigsherren er utrættelig, når han inspicerer sin hær.

Briterne havde en fjerdedel af verdens befolkning.

De andre lande ville have en bid af kagen, især Tyskland.

Mange af de nye kapitalister havde en feudal tankegang.

Tyskland havde "Junker", som var store industrimænd -

- som mente, at en krig gavnede samfundet.

Briterne og deres allierede troede, at de ville besejre Tyskland -

- på få måneder.

Men det stod på i flere år og udtyndede begge befolkninger.

Første verdenskrig var i bund og grund en kamp om kapital.

Efter krigen opstod der en enorm økonomisk krise.

Så en ny tanke opstod, mest fordi regeringen var bankerot -

- om at beskatning ikke var så dårligt alligevel -

- og for at få penge ind måtte man beskatte adlen.

Arbejderklassen og middelklassen havde intet tilbage at beskatte.

Man begyndte at se starten på enden for adlens magt.

I 1920'erne voksede kvinderne og arbejderklassens magt også.

Begge grupper sagde til regeringen:

"Vi ofrede os for jer under krigen. I må give os noget igen."

Så princippet, om at arbejderklassen og kvinderne -

- skulle godtage samfundet, som det var, forsvandt i 1920'erne.

Følg folkemængden til imperiebyen, den vindblæste by, passionsbyen.

Følg folkemængden. Bliv rig. To millioner. Fem millioner.

1920'erne var måske en irrationel overflod.

Aktiekurserne steg vildt, men folk blev ved med at handle med aktier -

- fordi de troede på Wall Streets magi.

Der er en myte her i landet om -

- at det, der gavner Wall Street, gavner alle, men det passer ikke.

Mange banker solgte produkter, som de vidste var dårlige.

Skumle bankierer gjorde skumle forretninger.

Der var ingen regulering. Kapitalen var tilgængelig for alle.

Boblen i 1920'erne var som alle andre bobler. Der var en eufori.

Aktierne steg. Man kunne låne med dem som sikkerhed og købe flere.

Priserne steg endnu mere, og alle følte sig overstadige.

Samtidig var der store forvridninger på arbejdsmarkedet.

Mange blev rige, men der var mange arbejdere i bunden og ingen i midten.

Man tilbød folk kredit for at skjule kløften.

Kreditcyklussen forværrede boblen -

- som til sidst bristede.

Denne gang fik flere bankierer faktisk fængselsstraf -

- og man indførte en del regler -

- såsom Glass-Steagall-loven, som gjorde banksystemet tryggere -

- indtil den blev ophævet i 1999.

DER ER INTET BEDRE END DEN AMERIKANSKE MÅDE

TAG TOGET NÆSTE GANG SLAP AF

LUKKET

Efter krisen opstod der en handelskrig i hele verden.

Man indførte afgifter, og det førte til flere lidelser globalt.

Det førte til den store depression.

Hvis man læser John Steinbecks "Vredens druer" -

- indser man, hvor stort chokket var, da systemet brød sammen.

De bad mig bede Dem forsvinde.

Fra min egen jord?

Det er ikke min skyld.

Hvis er det så?

Ejeren, Shawnee Land and Cattle Company.

- Hvem er det? - Ikke nogen. Det er et firma.

De har vel en chef, der ved, hvad et gevær bruges til, ikke?

Han er bare en bestyrer og har travlt med at følge østkystens ordrer.

- Hvem skal vi så skyde? - Det ved jeg ikke.

Jeg ved ikke, hvis skyld det er.

Ingen skal drive mig væk fra min jord!

Min farfar slog sig ned her for 70 år siden.

Min far blev født her. Vi er alle født her, og nogle blev dræbt her!

Bankerne gik konkurs, og folk mistede deres penge.

Efterspørgslen inden for andre områder faldt -

- hvilket førte til konkurser og arbejdsløshed.

ARBEJDSLØS TAGER HVAD SOM HELST

Den store krise i 1930'erne var så traumatisk -

- at offentligheden og deres politiske repræsentanter -

- gav kapitalismen skylden.

Smerten i USA var blevet så enorm. Alle var fattige.

Som konsekvens var man villig til at skabe barske politiske løsninger.

Nationen kræver, at vi agerer, og at vi agerer nu.

Fastsættelse af priser, store lønningsforandringer -

- og alt, hvad Roosevelt indførte, var noget nyt for amerikanerne.

Ny infrastruktur førte til en utrolig distribution.

Det kommunistiske alternativ tvang den kapitalistiske verden til -

- at tage fat i den grundlæggende ulighed -

- for ikke at tabe kampen om idéerne.

Roosevelt lånte en del idéer -

- såsom at staten skulle være mere involveret i det økonomiske system.

Hvis staten ikke forsøgte at skabe flere arbejdspladser -

- og fordele midlerne bedre, ville man ikke få social stabilitet.

Børskrakket forårsagede fattigdom i USA og Storbritannien -

- men i Tyskland var det værre, for landet var allerede fattigt.

Efter første verdenskrig måtte de betale store krigsskadeserstatninger.

Det forårsagede en grusom inflation i Weimarrepublikken.

En tønde fyldt med sedler var ikke engang nok til et brød.

Sammenhængen mellem fascisme og fattigdom i 1930'erne er tydelig.

Man forstår, hvor forførende Adolf Hitler var, når han sagde:

"Jeg vil gøre Tyskland stort igen. Vi skal være magtfulde."

Han sagde egentlig: "Vi er fattige på grund af Storbritannien -

- USA og resten af Europa."

Folket led og var uhørt modtageligt for fascismens idéer.

De var for racisme, ekskludering og invasion af andre lande.

Ikke flere klasser.

Vi skal være et forenet folk.

Og I, mine børn, bliver dette folk.

En amerikansk flyvemaskinefabrik, en af mange...

Et bombefly, tusindvis på vej...

En dødsengel.

Depressionen forsvandt under optakten til anden verdenskrig.

Omfanget var noget, menneskeheden ikke havde set før.

Staten overtog produktionen.

Det var en industriel krig, så produktionen var afgørende for -

- om man vandt eller tabte krigen.

Arbejderbevægelsen fik stor politisk magt.

Hvis man producerede til krigen, skulle man anerkende en fagforening.

Skatterne steg for at skaffe penge til det.

Det var feudalsystemets sidste åndedrag.

Det var det, der skulle til, for at adlen mistede sin magt.

Krig i sig selv ødelægger kapital.

Først er der bomberne, som tilintetgør hele byer.

Men det er kun en tredjedel af kapitalen.

Hvad er de to andre tredjedele?

En tredjedel er inflationen, der har ødelagt statens gæld -

- til privatpersoner, som har finansieret krigen.

Den sidste tredjedel er nye regler -

- som huslejekontrol, nationalisering og finansiel regulering.

Men ødelæggelsen af kapital var ikke kun en dårlig ting -

- for samfundets magtbalance blev forandret.

KRIGEN ER FORBI

Alle er lige før døden.

Krig, på trods af alle ofrene og håbløsheden -

- får os til at indse, at vi alle er mennesker.

Den nye politiske sammenhæng førte til sidst -

- til den oplysning og lighed, som blev bekendtgjort i 1700-tallet.

Det sociale landskab var forandret efter anden verdenskrig.

Der var en helt ny indstilling.

Det er slet ikke som før. Det ved jeg.

Der vil være sygedagpenge og arbejdsløshedsbidrag, pension -

- invalidepension, børnepenge, enkebidrag og barselshjælp.

Man skabte et bidragssystem. Der var sygedagpenge og feriepenge.

Briterne fik gratis sundhedsvæsen fra vugge til grav.

Det var et skridt mod nationaliserede industrier -

- og mod beskatning af arv, ejendom og formue.

Jeg lover, at det fungerer fint.

Fjernsynet, endeløs underholdning, var en del af fredstiden.

En mageløs blanding af privat opmuntring og public service.

I USA i 1950'erne var der også kapitalstramninger.

Man indførte huslejekontrol og begrænsninger for godsejere.

Kapitalen kunne ikke være fri. Den skulle tøjles som en vild hest.

Det her er fuldblodets land.

Kapitalen skulle hjælpe menneskene.

At de rige måtte gøre, hvad de ville med deres kapital -

- blev anfægtet i hele verden.

I 1950'erne var visionen, at alle kunne blive rige.

Folk, der var født efter anden verdenskrig, havde et liv -

- som ingen børn før dem kunne have forestillet sig.

For første gang kunne man nå til tops med hårdt arbejde og studier.

Goddag, mrs. Thatcher. Sid ned.

Min far gik ud af skolen, da han var 12-13 år.

Han var ikke så heldig som jer og mig, der kan læse videre.

Som forælder forsøger man altid -

- at give ens børn de muligheder, man ikke selv fik.

Vil De have en kvindelig premierminister?

Det afhænger af personen.

Jeg tror ikke, at det vil ske i min levetid.

Margaret Thatcher var et eksempel på en utrolig social mobilitet.

Hun var en butiksejers datter. Hun studerede på Oxford -

- og blev den første kvindelige premierminister og rig.

Det var muligt i det nye samfund med social mobilitet.

Middelklassen og den lavere klasse kunne nu besidde magtpositioner.

Hvis man følger ulighedens udvikling i 1900-tallet -

- oplever den stærke middelklasse den mest slående forandring.

Indtil 1914 var der ingen middelklasse.

Den var næsten lige så fattig som de fattigste.

De første 30 år efter krigen var der økonomisk vækst.

Købekraften steg voldsomt -

- især hos de lavere klasser og middelklassen.

De kunne købe forbrugsvarer, forbedre deres levestandard -

- og spare sammen til et hus og skaffe kapital.

Køkkenet skal være her. Så kan vi se børnene lege i haven.

Børnene? Hvor mange? Ikke mere end seks, håber jeg.

De var ikke stenrige, men heller ikke fattige -

- og havde en stor del af landets kapital.

Men i de seneste årtier er middelklassens kapital mindsket.

Lidt mere i USA end i Europa.

Den nye retning -

- kan være urovækkende, hvis vi kigger mod det 21. århundrede.

En stor udfordring for fremtiden er, om middelklassen stadig vil mindske -

- så vi får en fattig middelklasse som for hundrede år siden.

Årtierne efter anden verdenskrig var ret enestående.

Der var en social forståelse, som skyldtes hele krigsindsatsen.

Der var en solidaritet -

- men den var baseret på et lagdelt samfund.

Der var andre uligheder på den tid.

Det ændrede sig efter 1960'ernes borgerrettighedsbevægelse -

- og de andre folkebevægelser, der dukkede op derefter.

VI MARCHERER MED SELMA!

De sorte er stadig ikke frie.

VI KRÆVER LIGE RETTIGHEDER NU!

KRIG ER MODBYDELIG

Jeg tror, at det rent politisk er vigtigt med en bred middelklasse.

Når indkomsten stiger, udvikles der en middelklasse -

- som er bedre uddannet og kræver at være mere involveret.

HVIS I ELSKER JERES EGET KØN, SÅ REJS JER!

VORES KAMP ER KUN LIGE BEGYNDT

Det hele tog fart i 1970'erne.

Det her er "NBC Nightly News" onsdag den 17. oktober.

Godaften. Krigen i Mellemøsten påvirker nu hele verden.

Den arabiske verdens olieproducerende lande bruger olie som politisk våben.

Kuwait annoncerede, at oliepriserne ville stige -

- ganske voldsomt, indtil Israel forlod de besatte områder.

Oliechokket ramte alle ilande. Olie blev brugt til alt.

De bilfrie søndage starter i næste måned.

Prisen på udenlandsk råolie er steget fra 3 til 12 dollars per tønde.

Firdoblingen af oliepriserne førte til en periode -

- hvor priserne steg, men lønningerne steg ikke i samme takt.

Når fagforeninger og arbejdere krævede højere løn -

- hævede firmaerne deres priser for at udligne de højere lønninger.

Sådan opstod løn-pris-spiralen.

Det var en periode med høj inflation og lav vækst -

- en såkaldt stagflation.

Globaliseringen begyndte. Vækstmarkederne var med i spillet.

Europa var på fode igen, og Tyskland producerede igen.

Det globale billede ændrede sig. USA havde ikke verden for sig selv.

Men i 1970'erne begyndte man at se -

- en isoleret finansiel tankegang bag et firmas regnskab.

Mindsk omkostninger, styr kapitalen, betragt de ansatte som en udgift.

Firmaerne hævede ikke lønningerne.

Der var et vejkryds, hvor Wall Street gik den vej og folk den anden vej.

Tyskland og Japan valgte en anden model.

Arbejderne sad i bestyrelserne og havde mere indflydelse.

Man kunne dermed udnytte deres ekspertise -

- og de tog markedsandele fra amerikanske firmaer.

Da det begyndte, var USA ikke forberedt.

De kom ad søvejen, små biler, der ville forandre en nations købevaner.

Sikken fin bil. Hvad hedder den?

- Isuzu. - Prosit.

Vejkrammende, hjertehamrende, kølerflyvende...

- Vi er... - ...Cadillac, prøv Subaru!

Stem på Reagan.

Japan fremstiller næsten dobbelt så mange biler som USA.

Vi var engang verdens førende bilproducent.

Sådan er det ikke længere.

Alle lande har behov for at fortælle, hvorfor de er rigere end andre -

- eller hvorfor de er blevet fattigere.

Det fortalte Reagan og Thatcher deres amerikanske og britiske vælgere.

Mange tak.

Kan nogen se på vores mindskede indflydelse i verden i dag og sige:

"Lad os få fire år til med det her"?

Nej!

De, der har givet op, skal have nyt håb -

- når vi begiver os ud på et korstog for at gøre USA stort igen.

I USA havde man en følelse af, at Tyskland -

- og Japan, de lande, der havde tabt krigen, havde indhentet dem.

Reagan, og til en vis grad Thatcher, understregede det og sagde:

"Se, de har indhentet os. Vi må ændre noget, men hvad?"

"Det skyldes velfærdssamfundet, som fulgte New Deal."

"Det har gjort os svage."

"Vi må vende tilbage til 1800-tallets mytiske kapitalisme -

- og få fornyet kraft."

Her kommer premierministerens Rover med mrs. Thatcher.

Margaret Thatcher, datter af en butiksejer -

- uddannet i Oxford med overklassen.

Vi har et stort arbejde foran os.

For at øge aktivernes værdi og dermed øge investeringerne -

- og slippe kapitalen fri -

- var man nødt til at undertrykke arbejdsstyrken.

ARBEJDE LØNNER SIG IKKE

Bunken er en del af det affald, der er lagt uden for lossepladsen -

- som har været lukket i to uger på grund af skraldemændenes strejke.

Lærerforbundet har fremlagt et lønkrav.

33.000 skolebørn må blive hjemme i Haringey.

Aflyste operationer betød tomme senge på afdelingerne.

På den tid så man anderledes på strejker.

Folk var vrede over, hvordan nogle fagforeninger opførte sig.

Jeg koger vandet, for spildevandsarbejderne strejker stadig.

Det kan være forurenet, og man risikerer at få tyfus. Ikke sandt?

Man var nødt til at gøre noget ved arbejdsstyrken mod kapitalen -

- og det var ikke nemt.

Statens grænser er rullet tilbage og vil blive rullet mere tilbage.

Millioner er allerede blevet aktieejere -

- i British Gas, British Airways og britiske lufthavne.

Fly nummer 307 er aflyst indtil videre.

Modstanden mod fagforeningerne begyndte i 1980'erne -

- og blev meget tydelig, da Reagan fyrede alle flyvelederne.

Til dem, der ikke kom på arbejde i morges.

Hvis de ikke indfinder sig inden for 48 timer, bliver de afskediget.

Det var alt.

Det gav en hel industri grønt lys.

Godaften. Præsidenten er begyndt at fyre de strejkende -

- og regeringen er parat til at genopbygge systemet uden dem.

Fem lokale fagforeningsledere er blevet fængslet.

Det, der skete, og som forværrede uligheden -

- var, at af alle pengene i det økonomiske system -

- fik arbejderne mindre og mindre. Lønningerne mindskede.

Men overskuddet, altså det, som de, der ejede kapitalen, fik -

- voksede.

Det handlede om magt.

Jeg takker Dem, mr. Cromwell -

- fordi De lader Teldar Papers største aktieejer tale.

USA er blevet en andenklasses magt.

Under det frie markeds tid, da vi var en industriel stormagt -

- var der en ansvarlighed over for aktionærerne.

Familierne Carnegie og Mellon byggede dette industrielle imperium -

- fordi deres penge stod på spil.

Min pointe er, at grådighed, i mangel af et bedre ord -

- er godt. Grådighed er rigtigt. Grådighed fungerer.

Og grådighed, og det lover jeg jer -

- vil ikke blot redde Telda Paper, men også foretagendet USA.

Mange tak.

Gordon Gekkos replik "grådighed er godt" -

- var ment som en protest mod systemet -

- men det kulturelle system var forandret.

For nyuddannede, der søgte job i banker -

- var udtrykket "grådighed er godt" et motto i jagten på rigdom.

Det var yuppiernes tid.

Det var sejt at være iværksætter og ride på bølgen.

At kræve højere skatter og omfordeling blev umoderne.

Alt skulle dereguleres, især bankservice.

Bankierer fik flere penge -

- og markedskræfterne gjorde kapitalisterne rigere.

De store reformer under Reagan og Thatcher -

- som sænkede skatten for de rige -

- fordi man antog, at det ville gavne de fattige, fungerede ikke.

Deres politik bidrog bare til uligheden.

De lovede en større kage.

Man ville få en mindre procent af en større kage -

- hvilket gjorde stykket større.

På sin vis var det ikke nogen overraskelse -

- at kløfterne voksede -

- men omfanget var meget større.

Når man ser på tallene, er det ganske tydeligt.

De nederste 90 procent oplevede en stagnation.

Det meste af væksten gik til de ti procent i toppen.

Gennemsnitsindkomsten for en amerikansk husstand -

- er omtrent det samme som for 25 år siden.

Lønningerne, som er justeret for inflation -

- er på samme niveau som for 60 år siden.

Gennemsnitslevealderen er faldet.

Det økonomiske system fungerer ikke for flertallet af amerikanerne.

I 1990'erne eksporterede de amerikanske banker kapitalisme -

- til Europa og Asien.

Alle købte vores version -

- af en dereguleret kapitalisme.

Livet så ud til at blive bedre i 1990'erne.

Systemets globalisering -

- gjorde ting billigere for normale mennesker, som også fik kredit.

Under kreditopsvinget kunne almindelige folk pludselig få kredit.

Pludselig kunne fattige mennesker få kredit.

- Ansøg... - ...per telefon.

Folk med dårlig kreditværdighed fik kredit.

Der er ingen risiko.

Mennesker, der absolut ikke burde få huslån, fik det.

Og investeringsbankerne skabte flere kreditvarianter.

Man kunne opdele sin dårlige gæld og skjule den.

Det holdt systemet i gang, indtil det eksploderede i 2008.

Der er panik på Wall Street. Hvordan gik det til?

22 procent af husejerne kan ikke betale deres lån.

- ... kan ikke betale... - Den amerikanske drøm er truet.

...højere renter...

Lad os se. Sidste afdrag.

37 procent rente per minut, afgift for kontrakt-misforståelse...

Her er jeres nye månedsafgift.

Da du gav mig pengene, skulle jeg først betale i fremtiden!

Det her er ikke fremtiden. Det er det onde nu!

Tag det roligt. Dette land tager sig af middelklassen.

TVANGSAUKTION

Vær ikke vred på bankerne. Vi fyrede vores direktør.

Han fik knap 50 millioner.

Bankerne tør ikke låne penge til hinanden.

- Kreditmarkedet er fastfrosset. - Frygten vokser.

Frygten, som jeg synes var velbegrundet -

- var, at kreditmuligheden og måske også forretningsmuligheden -

- og betaling med kontanter eller kort ville bryde sammen.

Den værste uge siden børskrakket i 1929.

- Dow Jones faldt 500 point. - Japan er næsten faldet ti procent.

Den britiske regering gav USA's banker skylden.

Man spekulerede på, hvor meget det ville sprede sig i hele verden.

Og om vi var tæt på en ny stor depression.

I morges vågnede USA til nyheden om, at deres penge skal indgå...

- ...i en stor redningspakke. - Det kan ikke gå galt.

Centralbanken lånte bankerne 7,7 billioner dollars.

Kurserne steg efter nyheden.

Aktiemarkedet steg næsten 60 procent.

- Hong Kong over 8 procent... - Aktiekurserne steg 15 procent...

Firmaerne kom og sagde:

"Giv os 700 milliarder dollars og alt, hvad I har kært, ellers ..."

Til gengæld for de penge, som ikke er løsepenge...

...bliver det amerikanske folk de stolte ejere af værdiløse papirer.

Der kom ikke noget kollaps. Systemet var intakt -

- og muligheden for at reformere det blev skubbet til side.

Aktiemarkedet styrtdykkede og steg så igen. Det var resultatet.

Desuden var de velhavende involverede i aktiemarkedet.

De beholdt deres job og bonusser.

Deres business blev ikke så hårdt ramt.

De tjente mere på aktieopskrivning og udbytte, end de havde gjort i årevis.

Ifølge Bloomberg tjente bankerne 13 milliarder på rentemarginalen.

Deres andre aktiver steg med 39 procent.

17 større banker gav topchefer 1,6 milliarder dollars i bonusser.

Wall Street og dets holdninger havde overtaget landets politik.

Det var et stille kup.

Demokratier havner ofte nemt i elitens hænder.

Hvis demokratiet ikke fornyes af en ikke-elite, der gør oprør nu og da -

- vil demokratiet fortsætte i samme retning -

- hvor magt og rigdom er mere og mere koncentreret.

I hele verden er der nu oligarker, som køber politisk indflydelse.

DETTE VALG ER IKKE TIL SALG

Når kapitalen bliver for koncentreret -

- vokser indflydelsen i medierne -

- og finansieringen af politiske kampagner og partier -

- som gavner dem bedst.

Deres motto "en dollar, en stemme" eller "en euro, en stemme" -

- går imod demokratiets motto: "en mand, en stemme".

Rationelt set giver det mening, at jo mere man har -

- desto mere vil man dele det med andre -

- men det er ikke det, vores research og andres studier viser.

Vi brugte fremmede testpersoner parvis.

Et møntkast afgjorde, hvem der var rig og fattig i spillet.

Den rige spiller fik dobbelt så mange penge -

- og slog med to terninger i stedet for en og kom hurtigere rundt.

Når de passerede "Start", fik de 200 dollars.

Den fattige fik kun 100 dollars.

Uligheden var straks tydelig for spillerne.

Inden for et par minutter blev dynamikken tydelig.

- Hvor mange femhundredlapper har du? - En.

Er det sandt? Jeg har tre.

De rige spillere begyndte at blive mere dominerende.

De rige spiste flere saltstænger.

Når de flyttede deres brik, blev de mere højrøstede.

De slog brikken mod brættet.

Jeg vil købe det hele.

- De rige var mere uforskammede. - Du har ikke penge nok.

De var mere tilbøjelige til at vise, hvor godt det gik for dem.

- Livet er skønt. - De var nedladende.

Du taber snart alt.

- De blev mindre medfølende. - Ja! Jeg køber den.

Resultatet var det samme hos hundredvis af testpersoner.

De, der vandt på grund af et møntkast -

- opførte sig, som om de fortjente at vinde.

Jeg investerede åbenbart godt.

Et spørgsmål, som vi stillede er: "Hvorfor vandt du?"

Så burde den rige sige: "Jeg vandt på grund af møntkastet."

"Jeg havde dobbelt så meget af det hele."

Men ikke en eneste af de rige spillere -

- erkendte, at de havde vundet af rent held -

- som ved et tilfælde havde givet dem den privilegerede position.

Mennesker, der føler, at de fortjener at være succesfulde -

- er mere tilbøjelige til at tænke på deres egne interesser end andres -

- og underminere andres velfærd for at være et skridt foran.

Det er en ret skadelig social konsekvens.

Men det handler ikke om at være rig.

Det er snarere oplevelsen af at være bedre stillet -

- som påvirker alle på samme måde.

Ja! Vi har vundet i lotto!

- Peter, hvad er det, du har på? - Et guldjakkesæt, Lois.

Jeg sloges med tre rappere om det.

Sådan er vi ikke. Pengene ændrer os, men ikke, som vi håbede.

Jeg håbede, at du ville holde mund.

Når vi får fattige mennesker til at føle sig rige -

- ser vi det samme resultat.

Vi behøver ikke at bekymre os om regninger -

- og vi behøver ikke at spare. Vi kan bare more os.

Interesseret?

Hold da op.

Den er smuk. Er det en bloddiamant?

- Mon ikke. Børnene myrdede hinanden. - Jeg elsker den.

Vi tolker opfattelsen af at være bedre stillet end andre -

- som at være bedre end andre. Hjernen opfatter det sådan.

Mennesker, der altid har rejst på første klasse -

- altid har været beskyttet -

- og har huse i tre-fire lande, hvor de kan flytte hen efter behov -

- hvad sker der med deres skat?

Der sker det, at en stor mængde penge flyttes til udlandet.

I årtier har individer og firmaer flyttet deres juridiske jeg -

- for at undgå at betale den skat, som gavner dem, der arbejder for dem.

Så hvis man går ud af den fine IT-virksomheds hovedkontor -

- falder og slår hovedet og ligger i en blodpøl på fortovet -

- kommer der en ambulance, som firmaet ikke har bidraget til.

Det er et nyt system inden for kapitalismen.

Og det er uholdbart.

For at det skal fungere, skal staten have adgang -

- til de riges indkomst via beskatning.

EU har forlangt, at Irland skal opkræve -

- næsten 15 milliarder dollars i ubetalt skat af Apple.

15 milliarder dollars er mere end Irlands fireårige spareprogram.

Amazons skattefordele er ulovlige.

Facebook betaler mindre i skat end en lærer.

98.000 firmaer betaler ingen skat.

De rigeste undgår skatter... Uretfærdigt... Google, Microsoft...

Det fungerer bedre for kapitalejere end for almindelige mennesker.

De store teknologifirmaer kan have folk og penge, hvor de vil.

De svæver 10.000 meter over de nationale problemer.

De skaber færre arbejdspladser end tidligere store industriselskaber -

- men de tjener meget mere.

Ironien er, at det, der gør en smartphone smart -

- internet, GPS og touchskærmsteknologi -

- findes takket være skattepenge til statsbureauer som DARPA -

- men overskuddet kommer ikke tilbage i økosystemet.

Irerne betaler et honorar til Google Netherlands Holding BV.

- Er det for at spare kildeskat? - Det tror jeg.

Det går til Google Holdings i Irland, som drives fra Bermuda.

Hvis det er tilfældet, havner overskuddet i Bermuda.

I 2015 havde Google Alphabet -

- et overskud på 15,5 milliarder dollars i Bermuda -

- men de laver ikke noget i Bermuda.

Det er et eksempel på, hvordan lande stjæler skattebaser fra hinanden.

Et andet er en udviklet industri, som tilbyder formueforvaltning.

Man sælger skuffeselskaber og nummerkonti -

- beskyttet af bankdiskretion til velhavende familier.

Man kan ikke beskatte det, man ikke kan måle.

Vi lever i en statistisk tåge om -

- hvem der er rig, og hvem der ejer bygningen i New York og Paris.

Når vi undersøger det, finder vi skuffeselskaber.

Man kan bekæmpe skattely på en såre enkel måde.

Man må indføre sanktioner mod lande, som muliggør skatteunddragelse -

- og ændre beregningen af skattemæssige overskud i alle lande.

Tag for eksempel Apple.

Lad os sige, at Apple har 50 milliarder dollars i overskud.

Ti procent af salget sker i Frankrig.

Så skulle Frankrig kunne sige:

"Ti procent af Apples globale overskud, fem milliarder dollars -

- skal beskattes i Frankrig."

I dag kan de multinationale selskaber mørklægge deres overskud -

- men ikke, hvor kunderne er.

De er i Frankrig, Tyskland, England og USA, ikke i Bermuda.

Globaliseringen åbnede op for et globalt samfund -

- men det medførte også, at selskaber flyttede jobbene -

- hvilket de har tjent mange penge på.

Men arbejder-og middelklassen, som det gik godt for -

- har mistet livskvalitet og muligheder.

Deres regeringer og selskaber -

- har gjort meget lidt eller ingenting for at takle det.

USA og Europa er mere opdelt nu på grund af globaliseringen.

Det er Indien, Filippinerne og Kina ikke.

Kineserne mener, at hvis de arbejder hårdt, får deres børn et bedre liv.

Det stemmer nok der, men sådan er det ikke længere i USA.

Hvis man tager til Beijing, Shenzhen, Shanghai eller Guangzhou -

- eller nogle af Kinas mere velhavende byer -

- som Shanghai, hvis indkomst per indbygger er højere end Portugal -

- så møder man middelklassekinesere.

Jeg mener globale middelklassekinesere.

Det er et helt andet Kina end for ti år siden.

Kina er næsten verdens største økonomi.

Det vil det være om ti år, men det er stadig statskapitalisme.

Statskapitalisme indebærer, at statsejede virksomheder -

- er økonomiens vigtigste aktører.

De forsøger at tjene penge og opbygge deres varemærke -

- og nogle gange konkurrerer de kontrolleret med hinanden.

Andre vigtige aktører i Kina er privatejede statsgodkendte firmaer.

Staten støtter dem aktivt, hvilket selvfølgelig gavner dem.

Desuden er der hundreder af millioner af mennesker, som er ret fattige.

Men de vil have statskapitalisme -

- så længe de tjener nok til, at deres børn kan få det bedre.

Siden sidst i 1970'erne er kinesernes gennemsnitsindkomst steget -

- med 800 procent. Det er voldsomt meget.

Men gennemsnitsindkomsten for de rige er steget med 2000 procent.

Det er et land med vækst -

- men væksten er meget ulige.

Kina er et eksempel på, hvad fri kapital gør ved indkomstfordelingen.

Kapital skal reguleres meget strengere end noget andet.

Der er en grundlæggende forskel på et liberaliseret kapitalmarked -

- og liberaliseret handel med varer og tjenester.

Det var en af de store erfaringer efter den store depression.

Moderne kapitalisme handler om fri mobilitet af global kapital.

Og finanssektoren har ændret sig gennem de sidste 40 år.

Finansindustrien er procentmæssigt blevet dobbelt så stor.

Det har skabt langsommere vækst, ikke hurtigere.

Da Adam Smith, den moderne kapitalismes fader -

- fik idéen med det frie marked, -

- var verden meget anderledes.

Hvorfor ikke åbne sit eget? Det kræver kun kapital, flid og en idé.

Små og mellemstore familiefirmaer var normen.

Hvorfor kan man ikke købe en pæn hat i byen?

Hvorfor ikke? Damehatte! Mit eget firma!

Han mente, at finansmarkedet blot var et mellemled.

De skulle tage alles sparepenge, sætte dem i banken -

- og låne dem ud til frisøren på gaden.

Det er lidt ligesom i "Det er herligt at leve".

Adam Smith forstod sig ikke på enorme banker -

- eller multinationale selskaber med forretninger i 120 lande -

- med forskellige regler. Det er en helt ny verden.

Statistikken viser, at kun 15 procent af de penge -

- som finansinstitutter udlåner, går til produktive lån.

Hvad sker der med de 85 procent?

De flyttes rundt i et lukket finanssystem.

Dets aktiver købes og sælges af de samme mennesker -

- og dets værdi stiger og stiger.

Det er lettest at holde sin formue væk fra risikable aktiviteter.

Det skaber en ny social historie.

Det er lettest at opføre en bygning.

Man fylder den måske ikke, og lejlighederne kan stå tomme -

- men efter fem år er bygningen så meget mere værd -

- at man hellere vil sidde på aktiver og håbe på en værdiforøgelse -

- end forsøge at tjene penge ved at løbe en risiko -

- og åbne en fabrik eller opfinde noget nyt.

Man tjener mere på at eje en bygning end på at arbejde.

Så folk er blevet ejendomsspekulanter.

Det ændrer hele boligsituationen.

Til sidst bliver det opdelt.

Boligkrisen i hele vesten påvirker primært de unge.

Mange ser det som en kamp mellem generationer.

De, der blev født under babyboomet, købte huse, da det var billigt -

- og har det som en sikkerhed til pensionen.

De unge kan derimod ikke engang leje noget billigt.

Mennesker nederst i samfundet er ret polariserede og vrede.

Bygningerne tjener flere penge end dem, og de skal leje dem.

De fattige og middelklassen kan kun håbe på -

- at deres hjem stiger så meget i værdi -

- at alle problemer løses, såsom at pensionen forsvinder -

- at de mister jobbet, eller at børnene bliver fattige.

De unge er mere optimistiske -

- men de er i høj grad bevidste om uretfærdigheden.

Hvorfor uddanne sig, hvis man skal låne 50.000 pund?

Mange unge føler sig infantiliserede.

Hvorfor skal min smarte 26-årige svoger bo hjemme?

Det undrer både ham og svigerforældrene.

Vi har fortalt folk: "I er ikke fattige."

"I er vordende millionærer. Så I skal ikke fokusere på uligheden -

- men på at arbejde og på løbe op ad bakken."

Og det er ironisk.

Samfund med større ulighed har mindre social mobilitet.

Samfundsstigens trin glider fra hinanden.

De, der har penge, sørger for, at de bliver i toppen.

Det gør det sværere for andre at klatre.

Det ser man igen og igen.

Systemet er påvirket. Folk er ikke dumme. De ved det.

Man får en økonomi, som er mere og mere produktiv -

- men overskuddet havner hos en lille gruppe mennesker.

Der er arbejde længere nede på rangstigen.

Det er dårligt betalte job, som er utilfredsstillende.

Arbejdsmarkedet forandres.

Flere og flere klassificeres som selvstændige.

Dermed har firmaerne ikke pligt til at betale folks ferie og pension.

Arbejderne skal kunne tage vare på sig selv, hvis de er syge -

- eller vil holde ferie.

Når Piketty siger, at kapitalismens fremtid -

- har stor ulighed og dårlig social mobilitet -

- så er den her allerede.

I USA vil den største formueoverdragelse finde sted -

- når de, der tjente penge efter anden verdenskrig -

- overfører deres formue til deres børn.

Næste generation vil arve omkring 12 billioner dollars -

- i løbet af de næste 10-15 år.

De penge vil blive investeret, så de skaber mere rigdom.

I det 21. århundrede kan arv igen blive lige så betydningsfuld -

- som i England og Frankrig i 1800-tallet.

Arv betyder, at en lille del af befolkningen -

- kan leve særdeles godt -

- fordi den arvede formue skaber en indkomst.

Kapitalens afkast har næsten altid været -

- højere end økonomisk vækst.

Hvis vi går tilbage til 1700-tallet -

- og frem til i dag i 2018 -

- er verdensøkonomien steget med 1,6 procent om året i 300 år.

Det er meget mindre end kapitalens afkast -

- som er fire-fem procent om året.

Er det en katastrofe? Ikke nødvendigvis.

Hvis alle har en del af kapitalen -

- og hvis alle ejer en lejlighed og aktier i en pensionsfond -

- er det ikke så alvorligt, at afkastet er højere.

Problemet er koncentrationen af ejerskab -

- og dermed også magten i samfundet.

Det fører til en reproduktion af sociale hierarkier -

- og større spændinger mellem arbejder-og middelklassen.

Studier viser, at ud af ilandenes befolkning -

- er to tredjedele snart fattigere end deres forældre.

Det er en enorm megapolitisk trend.

Folk på gaden begynder at sige: "Vi har fået nok."

Spred jer! Ellers må vi bruge vold!

Nok af ulighed og af ikke at vide, hvordan det kan blive bedre.

De rækker ud efter det nærmeste, de kan holde fast i -

- som ofte er deres identitet, etnicitet og religion.

Og de langer ud efter den nærmeste fjende, de kan finde.

Horder af ufaglærte mennesker strømmer ind i landet.

De bringer stoffer og kriminalitet. De voldtager.

Bag den massive immigration er islam.

Bag den massive immigration er terrorisme.

Men at give naboen skylden gør ikke en rigere.

Der er altid politikere, som fristes af -

- at udnytte den voksende ulighed.

Det var tydeligt allerede før 1914.

Jeg er bekymret for det 21. århundrede.

For vi kan ikke regulere international kapitalisme -

- eller få multinationale selskaber og milliardærer til at betale skat.

I stedet lader vi vores vrede gå ud over immigranterne.

Det skader os mindre end at kritisere selskaberne.

Men sandheden er, at for at løse den voksende ulighed -

- må vi beskatte kapital progressivt.

Og ejendomsret kan ikke være evig.

For hver generation og tilmed hvert år hele livet -

- bør de, der har meget kapital betale tilbage til fællesskabet.

En, to, tre, fem eller ti procent, hvis man har mange milliarder.

Hvis man bliver ved med at investere klogt med store afkast -

- kan man fortsat leve et godt liv.

Men hvis finansmarkedet giver afkast, uden at man gør noget -

- vil skatten udhule den mekanisme.

På den måde kan vi kontrollere koncentrationen af kapital -

- og dermed også den politiske magt...

...og endvidere ejendomsretten for middelklassen.

VI VIL MØDES IGEN

Mange er ikke villige til at drøfte beskatning af indkomst og arv -

- men uden det får forsøget på at regulere kapitalismen -

- frygtelige konsekvenser for os alle.

Hvis man vil tænke langsigtet -

- og se dystert på det, skal man tænke på hestene.

Engang havde vi mange heste.

De betød alt for industrialiseringen, og så gjorde de det ikke mere.

For man har industrielle processer, som er mere effektive end heste.

Til teknologientusiaster, der siger, at teknologi altid har skabt nye job -

- og vil fortsætte med det, siger jeg:

"Ja, så længe man havde ting, som mennesker kunne lave."

Men når teknologien begynder at mestre menneskets grundfunktioner...

...bliver mennesket som hestene.

Det betyder ikke, at vi ikke kan have meningsfyldte liv -

- men modellen skal ændres, for kapitalisme handler ikke om arbejde.

Problemet er, at det her er nært forestående.

Når man ser på førerløse teknologier...

Transportsektoren er den største eller næststørste arbejdsgiver -

- i alle USA's delstater. Om ti år er de fleste af de job væk.

Så man må tage fat i kapitalen -

- for ellers får man meget store problemer.

Vi går fra en industriel økonomi til en postindustriel økonomi.

Vi må vælge, hvilken fremtid vi vil have.

Man kan have overflod, som fordeles skævt.

Robotterne kan gøre hvad som helst -

- men robotternes ejere er kun en lille del af samfundet.

Ligesom i "Elysium", hvor en gruppe bor i beskyttede områder -

- og resten bor i et hedt, modbydeligt svineri.

Det er et politisk problem.

Udfordringen med at skabe et mere lige samfund -

- er anderledes end i 1900-tallet.

Det vigtigste er, at det ikke er teknisk umuligt.

Det er en politisk og intellektuel udfordring.

Hvis vi ser tilbage på historien, kan vi være optimistiske.

Hvis vi vil have et samfund, som er fredeligt og harmonisk -

- skal vi undgå, at uligheden bliver for stor.

Jeg er for kapitalkontrol og at komme længere end kapitalismen.

Med midler, som er mere demokratiske og altfavnende -

- og som tillader os at se en fremtid i det 21. århundrede.

Tekster: Malene Cramer www.sdimedia.com