Original subtitles

Hej der, krovært!

Hvor længe skal vi kalde,

før Du hører og kommer?

Vi er tørstige!

Vi er sultne!

Hej der!

Tror Du, det er en joke at lade os vente?

Forvirret! Kommer Du aldrig?

Efter hvad Guillot Morfontaine siger,

er dette god behandling

for mænd i vores sociale position!

Han må bestemt være død.

- Han er død. - Han er død.

Kom herrer, bliv ikke ophidset!

- Hvad skal vi gøre? - Hvad skal vi gøre?

- Han hører ikke. - Vi kalder på ham igen.

Vi plager ham. Vi kalder på ham igen.

Kom nu, krovært!

Vis Din gæstfrihed!

Red os fra at dø af sult!

Hav medlidenhed med os!

Kom nu, krovært!

- Hvis Du ikke kommer, slår vi Dig ihjel! - Vis Din gæstfrihed!

Kom nu, krovært!

Okay så! Hvad nu? Intet svar?

Intet svar?

Han er døv for vores kalden.

Lad os starte forfra.

Lav ikke for meget støj. Det gør mig dobbelt så sulten.

Kom nu, krovært! Vis Din gæstfrihed!

Ah, der er den skyldige fyr!

Svar, Din skurk!

Mig, svigtet Dig nogensinde?

Jeg vil kun sige: lad middagen blive serveret!

- Vælg hors doeuvres! - Godt!

Og forskellige krydderier.

- Fisk, kylling. - Perfekt!

- Fisk! - Kylling! - Perfekt!

Du gode Gud!

Se, hele den kø, de må vente på os!

Åh, hvilken lykke, når man er sulten,

endelig at sidde ned til et måltid.

- Tag plads! - De kommer til at vente på os!

- Sid ned! - Sid ned!

At spise er fint, men man

skal også betale regningen!

Og jeg skal... Men jeg var ved at glemme Chevalier des Grieux!

Det bliver sent og jeg lovede at reservere et bord til ham.

Men, der er de allerede, denne fine flok byboere.

De kommer for at se, om der er en smuk pige, der skal beglos,

eller om de kan gøre grin med passagerne.

Jeg har bemærket, at mennesket er et nysgerrigt dyr!

Hører Du klokken ringer?

Det er tid for toget at ankomme.

Vi skal se alt.

Mandlige og

kvindelige passagerer!

Vi er nødt til at se alt;

for os er det en pligt.

Er dette kroen, hvor

Arras toget snart stopper?

Dette er stedet.

- Godaften. - Det må være Din spøg,

Lescaut, er Du ved at forlade os?

Aldrig, aldrig, aldrig!

Gå hen til værtshuset i nærheden, hvor de serverer en fin let vin.

Jeg venter på min kusine.

Gå, klink Jeres glas, mens I venter på mig!

Mens I venter på mig klink Jeres glas!

Der kommer toget! Der kommer det!

Åh, mit hår! Åh, mit tøj!

Se bare den kokette!

- Hej, en portier! - Lige et øjeblik!

Sikke et mærkeligt udseende!

Hvor er mit bur og mine fugle?

- Hej der, drager! - Drager!

- Min kuffert! - Min kurv!

Lige Et øjeblik!

Giv os vores bagage!

- Lad os have mindre travlt! Nej nej! - Kom nu!

I guder, hvilket kaos og hvilken tumult, når man skal stige på et tog!

Jeg sværger, det ville være godt at vide, hvad man vil på forhånd!

- Det begynder igen, når de kommer ud! - I guder, hvilket kaos og hvilken tummel!

- Hold munden lukket! - Sikke et rod! Hvilken smerte!

- Jeg er først! - Den sidste!

- Jeg er først! - Nej!

Jeg tror, ​​at dette smukke

barn er Manon, min kusine!

Jeg er Lescaut.

Du, min fætter? Giv mig et kys.

Med glæde, på mit ord!

Faktisk er hun en dejlig pige

der ærer vores familie.

Ah, fætter, fætter,

undskyld mig.

Hun er charmerende!

Jeg er stadig helt svimmel.

Jeg føler mig følelsesløs overalt.

Fætter, tilgiv mig.

Undskyld et følelsesmæssigt øjeblik.

Jeg er stadig helt svimmel.

Tilgiv venligst min snak;

det er den første rejse, jeg nogensinde har gjort.

Toget var næppe begyndt at køre, da jeg åbnede øjnene,

så på de små landsbyer, skovene, sletten, passagererne,

både unge og gamle. Ah, fætter, tilgiv mig.

Det er første gang, jeg har rejst!

Opmærksomt så jeg træerne fare forbi og skælvede i vinden.

Overvældet af glæde glemte jeg, jeg var på vej til klosteret.

Stå over for så mange nye ting.

Le ikke, når jeg fortæller Dig, at jeg troede, jeg havde vinger

og fløj til paradis.

- Til paradis...? - Ja, fætter!

Så følte jeg et øjebliks tristhed.

Jeg græd, jeg ved ikke for hvad.

Det næste minut tilstår jeg.

Jeg lo,

men uden at vide hvorfor.

Ah, fætter, undskyld mig, fætter.

Tilgiv mig.

Jeg er stadig helt svimmel.

Jeg er følelsesløs overalt.

Tilgiv venligst min snakken;

dette er den første rejse, jeg nogensinde har gjort.

Vent på mig, vær meget forsigtig, jeg vil se efter Dine ting.

Uduelige krovært!

Det er forstået, at vi aldrig vil få noget vin.

Himmel! Hvad ser jeg lige?

Mademoiselle!

Det, der foregår i mit hoved har jeg aldrig før følt!

Denne mand er meget sjov, må jeg sige!

Mademoiselle, lyt til mig!

Jeg hedder Guillot, Guillot de Morfontaine.

Min pengekasse er fyldt med gyldne Louis

og jeg ville give et stort antal af dem væk for blot at få et kærligt ord fra Dig.

Jeg er færdig nu. Hvad har Du at sige?

At jeg ville blive meget fornærmet, hvis jeg ikke foretrak at grine.

Guillot, hvad laver Du? Vi venter på Dig.

- Til helvede med Jer tåber! - Skammer Du Dig ikke?

- I Din alder! - I Din alder!

Denne gang har skurken, ved en tilfældighed, opdaget en skat.

Aldrig har et sødere udtryk prydet et smukkere ansigt.

Kom tilbage, Guillot! Kun Gud ved, hvor et fejltrin vil føre Dig hen!

Kære ven Guillot, gør det ikke!

Kom tilbage! Du vil tage voldsomt fejl!

Så kom tilbage, Guillot! Nej, ingen fejltrin!

Kom tilbage, Guillot! Du vil tage voldsomt fejl!

Guillot, lad Mademoiselle være i fred. De kalder på Dig.

Ja, jeg kommer om et øjeblik.

Men kære, et ord med Dig.

Guillot, lad pigen være i fred.

Om lidt kommer en Kusk på mine vegne.

Når Du ser ham, vil det betyde,

at et køretøj venter, at Du kan tage det

og bagefter... skal Du forstå...

- Undskyld, monsieur? - Monsieur?

- Okay så! Hvad sagde Du? - Jeg sagde ikke noget.

Kom tilbage, Guillot! Kun Gud ved, hvor et fejltrin vil føre Dig hen!

Kære ven Guillot, gør det ikke! Kom tilbage!

Du har været en elendig fiasko!

Talte han til Dig, Manon?

Det var ikke min skyld.

Selvfølgelig ikke, jeg har en høj mening om Dig,

til at blive sur-

Nå, kommer Du ikke?

Kort og terninger venter på os derovre.

Jeg kommer.

Men lad mig først give

denne unge person

nogle meget kloge råd.

Lad os lytte til hans visdom.

Se mig lige i øjnene!

Jeg går til kasernen i nærheden

for at drøfte med disse herrer

en bestemt sag, der vedrører dem.

Vent på mig, en kort tid, bare et øjeblik.

Rør Dig ikke ud af flækken.

Vær ærbar

og glem ikke, kære skat,

at jeg værger om familiens ære.

Hvis en eller anden, ved et uheld,

stiller Dig et uanstændigt forslag,

Så sig ikke et ord.

Bed personen om at vente et øjeblik, et meget kort øjeblik.

Rør Dig ikke, vær pæn og

glem ikke, kære skat,

at jeg værger om familiens ære.

Og lad os nu se, hvilken af ​​os gudinden for hasardspil vil flirte med.

Rør Dig ikke, vær pæn!

Jeg bliver her, da jeg må.

Jeg venter her uden at tænke.

Jeg må undgå disse distraktioner,

disse mønstre, der forstyrrer mine tanker.

Jeg vil ikke dagdrømme mere!

Hvor smukke disse damer er!

Den yngste havde en halskæde af guldperler!

Hvor gør disse elegante kjoler og de

fristende juveler dem endnu smukkere!

Kom nu, Manon, ikke flere vilde fantasier!

Hengiv ikke Dig selv.

Opgiv disse forbigående

begær ved porten til klosteret!

Kom nu, Manon, ikke flere

længsler, ikke flere vilde fantasier!

Og alligevel, når jeg lader mig

forføre, virker alt i dem attraktivt!

Ah! Hvor vidunderligt det ville være at have det sjovt i et helt liv!

Ah! Kom nu, Manon, ikke flere vilde fantasier!

Hengiv ikke Dig selv.

Kom nu, Manon, ikke flere

længsler, ikke flere vilde fantasier!

Der kommer nogen! Tilbage til min position!

Jeg så afgangstidspunktet.

Jeg tøvede. Hvilken underlig ting!

Når alt kommer til alt vil jeg senest i

morgen aften omfavne min far, min far!

Ja, jeg ser ham smile, og

mit hjerte snyder mig ikke.

Jeg ser ham, han kalder på mig og jeg rækker armene ud til ham.

Åh, himlen! Er dette en drøm?

Er dette galskab? Hvor kommer denne følelse fra?

Man kan sige, at mit liv slutter...

eller lige er begyndt!

Det ser ud, som om en jernhånd ledte mig videre ad en anden vej

og på trods af mig selv, ledte den mig direkte til hende.

Mademoiselle!

- Ja hvad? - Tilgiv mig!

Jeg ved ikke... Jeg adlyder...

Jeg er ikke længere min egen herre.

Dette er ganske sikkert vort allerførste møde,

alligevel føles mit hjerte som om, Du var et fortabt bekendtskab.

Jeg kender ikke Dit navn...

Mit navn er Manon.

Manon!

Så mildt hans udtryk er,

og hvilken glæde det er at lytte til ham!

Undskyld venligst disse ord fra en tosse!

Hvorfor fordømme dem?

De fortryller mit hjerte og glæder mine ører.

Jeg vil gerne kende lignende

ord og at sige dem til Dig.

Enchantress, med en overvældende magi!

Manon, Du er mit hjertes elskerinde!

Charmerende ord!

Åh Manon!

- Du er mit hjertes elskerinde! - Den berusende feber af lykke!

Åh, tal til mig!

Jeg er kun en fattig pige.

Jeg er ikke slem, men ofte beskylder min familie

mig for at holde for meget af fornøjelse.

Nu bliver jeg sat i et kloster.

Og der har Du historien om Manon,

om Manon Lescaut!

Nej, jeg vil ikke tro på denne grusomhed, at så megen

fortryllende charme skal gives for evigt til en levende grav.

Men det er desværre himmelens vilje og jeg er dens tjener,

derfor kan så stor en ulykke ikke undgås.

NEJ! nej!

Din frihed skal ikke tages fra Dig.

Men hvordan?

Du kan stole på Chevalier des Grieux!

Jeg skylder Dig mere end selve livet.

Ah! Manon, Du skal ikke tage afsted,

om jeg så skal tage til jordens ende

ledende efter et ukendt, mørkt fristed,

hvortil jeg vil bære Dig i mine arme.

- Mit liv og sjæl tilhører Dig! - Enchantress! Manon!

- Mit liv er Dit for evigt! - Du er mit hjertes elskerinde!

Vi har tilfældigvis en bedre måde:

et køretøj, en adelsmands vogn.

Han flirtede med Manon. Tag hævn!

- Men hvordan? - Vi to, lad os tage den!

Fint, lad os tage afsted!

Du mener, tage afsted sammen?

Ja, Manon! Himlen knytter os sammen.

- Vi skal bo i Paris, vi to! - Vi to!

- Og vores elskende hjerter, - I Paris!

- Lænket sammen - I Paris!

Forenet for evigt,

- vi vil kun leve velsignede dage! - Vi har kun velsignede dage!

I Paris! I Paris, os to!

Vi vil bo i Paris, vi to!

Og mit navn skal blive Dit.

Åh, tilgiv mig!

I mine øjne skal Du rigtig se,

at jeg ikke er vred på Dig,

men alligevel er det forkert.

Kom!

- Vi vil bo i Paris, vi to! - Vi to!

- Og vores elskende hjerter, - I Paris!

Knyttet til hinanden,

forenet for evigt,

- vi vil kun leve velsignede dage! - Vi har kun velsignede dage!

I Paris! I Paris, os to!

- Kom tilbage, Guillot! - Det er damerne. - Hvad er der galt?

- Du vil tage meget fejl! - Sådanne smukke damer!

Det er min fætters stemme.

Kom!

Lad os gå!

Kom tilbage, Guillot!

Ah! Hvor vildt vidunderligt det må

være at have det sjovt i et helt liv!

- Ah! - Kom!

- Lad os gå! - Lad os gå!

Manon!

Er Du bange for, at mit ansigt skal røre ved Dit?

Nysgerrige Manon!

Ja, jeg læste over Din skulder

og smilede, da jeg så mit navn.

Jeg skriver til min far og jeg frygter,

at dette brev, som jeg har lagt hele mit hjerte i,

kan gøre ham vred.

Du er bange?

Ja, Manon, meget bange.

Okay så!

Vi må læse det igennem sammen.

Ja, lad os gøre det.

Lad os læse det igennem sammen.

"Hun hedder Manon, hun var bare seksten år gammel i går."

"Alt ved hende forfører en:"

"hendes skønhed, hendes ungdom, hendes ynde."

"Ingen stemme har en sødere lyd,"

"intet blik har mere charme"

"med mere ømhed."

Intet blik har mere charme med mere ømhed.

Er det virkelig sandt?

Jeg ved intet om det.

Men jeg ved, at Du elsker mig meget.

Elsker Dig? Manon!

Jeg forguder Dig!

Kom, min herre, lad os læse mere.

"Som den fugl, der følger foråret overalt,"

"hele hendes ånd er konstant åben for livet."

"Hendes blomstrende læber smiler og taler"

"til vinden, der kærtegner hende, når den passerer!"

Til vinden, der kærtegner hende, når den passerer!

Er det ikke nok, at vi elsker hinanden?

- Nej. Jeg vil have at Du skal være min kone. - Du vil have det?

Jeg vil have det af hele min sjæl!

Kys mig så, Chevalier.

Gå derefter og levér Dit brev.

Ja, jeg vil aflevere det.

De blomster, jeg ser, er ret smukke.

Hvor fik Du denne buket, Manon?

Jeg ved det ikke.

Hvorfor ved Du det ikke?

Det er en fin ting at skændes om!

Nogen kastede den op gennem vinduet.

Fordi den var smuk, beholdt jeg den.

Du er ikke jaloux, er Du?

Nej, jeg kan sværge, at jeg slet ikke er mistænksom over Dit hjerte.

Og Du har ret. Mit hjerte tilhører Dig helt.

Hvem i alverden laver sådan en ballade?

Der er to vagter og de stormer op og ned.

Den ene siger, at han er en slægtning til Madame.

- Lescaut! det er Lescaut! - Den anden er...

Lad os ikke tale for højt. Den anden elsker Dig,

den skatteopkræver, der bor tæt herved.

- Monsieur de Brétigny? - Monsieur de Brétigny.

Det er for meget. Jeg vil selv se.

Endelig, I elskende, nu har jeg Jer begge i mine kløer.

Vær mild mod dem, Lescaut, husk hvor unge de er.

Du tog afsted meget uhøfligt

forleden, Din skurk.

Kom nu, tal mere venligt.

Mere venligt?

Mere venligt!

Det er en overraskelse for Dig!

Jeg kommer for at tage hævn for vores families ødelagte omdømme,

at rette uret, at straffe, og nogen

siger til mig, at jeg skal tale venligt!

- Styr Dig selv. - Din skurk! - Hold Dig tilbage.

Okay. Jeg vil give Dig en god omgang prygl.

Hvad? Hvad siger han?

At han vil give Dig en god omgang prygl.

Har nogen nogensinde hørt en sådan uforskammethed?

- Truer han mig? - Det lyder som om, han gør det.

- Du gode Gud! - Lescaut! - Hellige helvede!

- Chevalier, jeg er dødsens bange! - Manon, vær ikke bange,

- Kontroller Dig selv, Lescaut. - stol på mig.

- Jeg ved godt, at jeg er skyldig. - Af os to er jeg alene skyldig.

Hold mig tilbage. Jeg ved, hvad jeg er i stand til at gøre.

Anger overvælder dem. Se! Begge føler sig skyldige.

- Ah, Chevalier, jeg er dødsens bange! - Kære elskede, ikke skælve!

- anger overvælder dem. - Skurk! Udyr!

- Åh, det er overstået nu. - Han bliver snart mere rolig.

- Hans vrede udtryk overvælder mig. - Manon, stol på mig.

- Jeg er dødsens bange! - Skælv ikke!

- Jeg vil straffe ham! Hold mig tilbage! - Kontroller, hold Dig tilbage!

Lescaut, Du er alt for nidkær.

Forklar Dig selv mere roligt.

Okay, det skal jeg.

Mademoiselle er min kusine, og jeg kom meget høfligt...

Meget høfligt?

Meget høfligt, ja,

Jeg kom meget høfligt for at sige:

Monsieur, uden at prøve at

skændes med Dig, svar "ja",

svar "nej".

Vil Du gifte Dig med Manon?

Det er meget klart, blandt herrer og gode venner,

er det sådan, vi håndterer en affære.

Okay, er Du tilfreds?

På ære, jeg er ikke længere vred

og jeg kan godt lide Din åbenhed.

Jeg havde lige skrevet til min far.

Før brevet forsegles, håber jeg, Du vil læse dette.

Meget gerne.

Men det bliver mørkt.

For at se det bedre,

så lad os gå over nær

vinduet og læse Dit brev der.

Du kommer her i forklædning?

- Er Du vred på mig? - Det er jeg bestemt.

Du ved, det er ham, jeg elsker.

Jeg vil advare Dig om, at i aften planlægger

- Din egen familie at bortføre ham! - I aften!

På ordre fra hans far.

På ordre fra hans far!

Ja, i aften, lige her, kommer de for at bortføre ham.

Men jeg vil være i stand til at forhindre det.

Hvis Du advarer ham, er det en ulykke for ham og for Dig.

Hvis Du ikke advarer ham, er det derimod en stor fordel,

- der venter på Dig. - Tal mere stille!

- "Hun hedder Manon." - Advar ham ikke! - Aldrig!

- "Hun var seksten i går." - Skift mening! - Tal mere stille!

"Alt ved hende forfører."

Hvor er disse ord rørende!

- Det er stor fordel for Dig. - Aldrig!

Åh, Lescaut, hvor elsker jeg hende!

Lad mig fortælle Dig det igen.

Hvor rørende disse ord er!

Manon! Manon!

Tal mere stille!

Tiden er nær for Dig til at blive fri.

Hvor jeg elsker hende!

- Hvilken mærkelig tvivl og pine! - Manon! Manon!

Snart bliver Du en dronning,

- en dronning af Din skønhed! - Hvilken forvirring i mit hjerte!

Hvor jeg elsker hende!

- Hvilken mærkelig tvivl og pine! - Manon, Du bliver dronning

- Hvilken tortur for mit urolige hjerte! - ved Din skønhed!

- "Hele hendes ånd..." Poesi! - Hvor jeg elsker hende!

- Forlad, åh, hvilken tortur - "..er konstant åben for livet." Kærlighed!

- For mit urolige hjerte! - Du gifter Dig med hende.

- Åh, gå! - Åh, gå! Åh, Manon...

- Ja. - Åh, jeg elsker hende.

... det er en stor rigdom!

Åh, gå!

Perfekt! Man kan ikke sige det

bedre, og jeg komplimenterer Dig for det.

Kusine, og Du, kusine,

Jeg værdsætter Jer begge.

Tag min hånd, for det ville være en forbrydelse ikke at lade være med Jer to.

Børn,

Jeg velsigner Jer begge.

Tårer, salighed! Skal vi tage afsted?

Efter Dig!

Det er meget klart, blandt herrer og gode venner,

det er sådan, vi håndterer en affære.

Blandt herrer og gode venner er det affæren.

- I mit hjerte, hvilken tortur! - Må lykkens daggry,

som jeg længes efter, komme snart!

- Hvad er der nu? - Det er tid til aftensmad, monsieur.

Det er rigtigt. Og jeg har stadig ikke afleveret mit brev.

Nå, aflever det.

- Manon... - Ja?

Jeg elsker Dig, jeg elsker Dig!

Og Du, fortæl mig, elsker Du mig?

Ja, min kære Chevalier, jeg elsker Dig.

- Så må Du love mig... - Hvad?

Intet, jeg vil gå og aflevere mit brev.

Kom nu, jeg må gøre det for hans skyld.

Min stakkels Chevalier!

Ja, det er ham, jeg elsker.

Og nu tøver jeg alligevel stadig.

Nej nej! Jeg er ikke længere ham værd.

Jeg hører hele tiden denne stemme, der tiltrækker mig mod min vilje:

"Manon, Manon, Du bliver en dronning,"

"en dronning af Din skønhed!"

Jeg er intet andet end svag og skrøbelig.

På trods af mig selv føler jeg mine tårer flyde

efter at disse drømme er blevet slettet.

Må fremtiden få charme fra disse

smukke dage, der allerede er gået?

Farvel, vort lille bord,

der bragte os sammen så ofte.

Farvel, farvel,

vort lille bord,

som for kun os to virkede så stort.

Det er utroligt, men vi bruger så lidt plads, når vi omfavner hinanden.

Farvel, vort lille bord.

Vi brugte det samme glas, os to, og da hver

af os drak, prøvede vi at finde den andens læber.

Ah! Min stakkels ven, hvor han elskede mig!

Farvel, vort lille bord,

farvel!

Det er ham. Min bleghed må ikke forråde mig.

Endelig, Manon, er vi alene sammen.

- Hvad er der galt? Tårer? - Nej.

Jo, Din hånd skælver.

Vores aftensmad venter.

Det er rigtigt, jeg har ikke rigtig kontrol over mig selv.

Men lykke er en flygtig ting, og himlen har gjort den så sart,

at man frygter, at den sandsynligvis vil flyve væk.

- Lad os sætte os ned. - Lad os sætte os ned.

Dette fortryllende øjeblik, hvor frygt er fjernet

og vi to er alene sammen.

Hør, Manon, mens jeg gik

dagdrømte jeg.

Ak! Hvem dagdrømmer ikke?

Når jeg lukker øjnene, ser jeg,

langt væk, et beskedent tilflugtssted

et lille hvidt sommerhus alene midt i skoven.

Under den stille skygge strømmer

de klare og frydefulde vandløb,

hvori træerne spejler sig.

Sang af fuglene.

Det er paradis! Åh nej!

Alt der er trist og melankolsk,

fordi en ting mangler:

Manon skulle også være dér.

Det er kun en drøm, en dårskab!

Nej!

Vores liv skal være der,

hvis Du ønsker det,

Åh Manon!

Er der nogen? Vi behøver ikke nogen til at forstyrre os.

Jeg sender indtrængeren væk og kommer lige tilbage.

- Farvel! - Hvad sagde Du?

- Nej, jeg vil ikke, at det skal ske. - Hvad?

Nej! Åben ikke døren!

Jeg vil være i Dine arme.

- Lille Du! Lad mig gå! - Nej!

- Hvilken forskel gør det for Dig? - Nej!

- Kom nu! - Jeg ønsker ikke, at det skal ske!

En eller anden fremmed. Det er meget mærkeligt.

Jeg afviser ham høfligt.

Jeg kommer straks tilbage, og så vil vi begge grine af Din tåbelighed.

Min stakkels Chevalier!

Tøfler med blomster! Tørklæder og hætter!

Køb mine sange!

- Eliksir til maven! - Giv Dig selv en godbid!

Kasketter, bøjleunderskørter, kraver! Gaze, havetøj og muffer!

- Pulver, tobaksrivejern! - Min madlavning er uovertruffen!

- Rouge, skønhedspletter og flæser! - Billetter til lotteriet!

Bånd, stokke og hatte!

Det er en ferie i Cours-la-Reine-parken!

Vi griner, vi drikker til kongens helbred.

Vi griner, vi drikker i en hel uge.

Det er en ferie i Cours-la-Reine-parken!

Vi drikker på kongens helbred.

Her er noget til Dig, monsieur!

Vælge! Tage! Vælge!

Vælg og hvorfor?

Giv mig det og endnu mere!

I aften køber jeg Dig ud!

For den skønhed, jeg elsker.

Jeg tror på Din smag.

Her er noget til Dig, monsieur!

Hvad godt er det at være økonomisk, når Du har tre terninger

i hånden, og Du kender vejen til Hotel de Transylvania!

Hvad godt er det at være økonomisk!

Her er noget til Dig, monsieur!

Det er nok, nok!

Åh Rosalinda,

Jeg bliver nødt til at skalere Pindus-bjergene

for at kunne synge for Dig, som Du fortjener.

Hvad er sultanerne i Indien

og Armidas og Clorindas

sammenlignet med Dig, hvad er de?

Intet,

slet intet.

Åh min Rosalinde,

Jeg vil skalere Pindus-bjergene

for at kunne synge for Dig,

som Du fortjener!

Min Rosalinde!

Vælg noget? Nej, på mit ord!

Hvad godt er det at være økonomisk, når Du har tre terninger

i hånden, og Du kender vejen til Hotel de Transylvania!

Hvad godt er det at være økonomisk!

Kom tæt på, dejlige damer,

kom nærmere!

Jeg tilbyder en juvel...

for to kys!

- God dag, Poussette. - Himmel!

- God dag, Javotte. - Min Gud!

- God dag, Rosette. - Ah!

Ved min gud, de smider mig lige der!

Hussy! Fjollet!

Her kommer de moderigtige damer, de smukke, inaktive damer,

elskerinder af så mange hjerter, med deres sejrende blikke.

Hvem er den prinsesse?

Hun er i det mindste en hertuginde!

Hvad? Kender Du ikke hendes navn?

Det er Manon!

- Det er Manon! - Den smukke Manon!

- Den fortryllende Manon! - Den fortryllende Manon!

Er jeg smuk sådan?

Yndig! Du er himmelsk!

Er det sandt? Mange tak.

Jeg vil samtykke, når jeg er så god,

at lade Dig se på min charmerende person!

Jeg går overalt,

som enhver anden hersker.

Folk bukker, de kysser min hånd,

fordi min skønhed udråber mig til en dronning.

Mine heste kappes med mig.

At se mit livs mod i højt placerede

mennesker komme frem med deres hatte i hånden.

Jeg er smuk, jeg er glad!

Alt omkring mig skal blomstre.

Jeg går til alt, hvad der tiltrækker mig.

Og hvis Manon nogensinde skulle dø

ville hun dø, mine venner, midt i en latter.

Bravo, Manon!

Adlyd, når deres stemme kalder, og beder os om altid

at være intens kærlighed.

Så længe Du er smuk, brug Dine dage uden at tælle dem!

Lad os drage fuld fordel af vores ungdom,

de dage som foråret giver.

Lad os elske, grine og synge uden at stoppe;

vi er stadig kun tyve år!

Selv det mest trofaste hjerte

glemmer desværre kærlighed i løbet af en dag,

og ungdom, der spreder sine vinger, forsvinder for aldrig at vende tilbage.

Lad os drage fuld fordel af vores ungdom;

forårssæsonen er desværre meget kort!

Lad os elske, synge og grine uden at stoppe;

vi er ikke tyve år for evigt!

Og nu, bliv her alene et øjeblik.

Jeg vil foretage et køb.

Når Du går væk, forsvinder alle kæders glans.

Henrivende Manon!

Når Du går væk, forsvinder alle kæders glans.

En banalitet! Det sidste ord i en retlig tale.

Ingen storherre er uden lidt af en digter i ham!

Her kommer de moderigtige damer, de smukke, inaktive damer,

elskerinder af så mange hjerter med deres sejrende blikke.

De moderigtige damer!

Pudder, tobaksrivejern!

Jeg tager ikke fejl, Grev des Grieux!

- Monsieur de Brétigny! - Det er mig.

Jeg kan næsten ikke tro mine øjne!

- Er Du i Paris? - Det er min søn, der bringer mig her.

- Chevalier? - Han er ikke længere Chevalier

for nu må vi kalde ham Abbé.

Abbé! Han! Hvordan skete det?

Han føler et hellig kald og ønsker at gå i kloster.

Han er nu på St Sulpice, og i aften skal han tale på Sorbonne.

En Abbé? Det overrasker mig, sådan en ændring...

Det er Dig, der er ansvarlig for det, da Du besluttede

at kappe den kærlighed, der knyttede ham til en bestemt person.

- Tal mere stille. - Er det hende?

- Ja, det er Manon. - Så kan jeg bedre forstå,

hvorfor Du dengang så hjerteligt støttede min søns bedste.

Men undskyld mig, hun vil tale med Dig.

Min ven, jeg vil gerne have et armbånd svarende til dette.

- Jeg kan ikke finde et. - Fint, jeg vil selv kigge.

Hun er charmerende, og jeg forstår nu, hvorfor hun er elsket.

Tilgiv mig, men jeg stod der, kun to skridt fra Dig.

Jeg kunne ikke undgå at høre... Jeg er meget nysgerrig...

Dét er da en mindre fejl i denne verden, frue.

Du talte om nogen, der havde været forelsket, ikke?

- Ja, det gjorde vi. - Jeg tror...

Jeg beder Dig om at tilgive mig, men jeg tror, ​​at

denne Abbé des Grieux for længe siden var forelsket i...

I hvem?

Hun var en af ​​mine venner.

Ah! Meget godt.

Han elskede hende, og jeg vil gerne vide,

om hans fornuft sejrede over hans følelser

og om han var i stand til at udelukke den bitre

erindring om den glemsomme pige fra sit hjerte.

Vil Du vide så meget?

Såsom, hvad der bliver af vores smukkeste dage,

hvor vor første kærlighed er,

hvortil parfume af roser undslipper?

Min Gode Gud.

Min Gud, giv mig modet til

- at turde spørge ham om alt! - Er det ikke klogere ikke at vide det?

Hvorfor dvæle over fortiden?

Et ord mere.

Har han lidt på grund af hendes fravær?

Nævner han nogle gange hendes navn?

Han fældede sine tårer i stilhed.

- Da han græd, forbandede han hende? - Nej.

Fortalte han Dig, at pigen, der forrådte ham, elskede ham?

Da hans hjerte var kommet sig efter sårene, forseglede det sig selv.

- Men derefter? - Han opførte sig som Din ven,

og som vi alle her på jorden burde opføre os, hvis vi er kloge.

Er det ikke sandt? Han glemte det.

Han glemte det.

Han glemte det.

- Svar mig, Guillot. - Aldrig!

Den der ler bedst, han ler sidst!

Monsieur de Morfontaine, vil Du fortælle mig alt!

Til Dig, min ven, slet ikke noget.

- Men til Dig, min dronning... - Undskyld mig?

Okay, ja. ballet-forestillingen, som Du

nægtede hende, den vil være her meget snart.

Jeg er tvunget til at indrømme nederlag.

- Du er trist. - Nej.

- Man kan endda sige, at tårer... - Absurd.

Kom nu, Manon, kom nærmere, hvis Du vil,

vi skal danse vores seneste ballet.

- Lescaut, kom her. - Jeg er her for at behage Dig.

Alt dette er på min bekostning. Hold styr på drikkevarer til alle disse mennesker.

Hvor meget vil Du bestille?

Vi afregner bagefter.

Operaen er her!

Nej, hans liv er knyttet til mit for evigt.

Han kan ikke have glemt mig.

- Min chauffør, fætter. - Hvor vil Du hen, kusine?

- Til St Sulpice! - Hvad skyldes det?

Undskyld mig, hvis jeg gentager: til St Sulpice?

Til St Sulpice!

Nå så, mit livs elskerinde, hvad synes Du om balletten?

Jeg så ikke noget.

Ikke noget? Så det er belønningen for min galante gestus!

Er det, hvad jeg med rette fortjenter?

Det er en ferie i Cours-la-Reine-parken!

Vi griner, vi drikker på kongens helbred.

Hvilken veltalenhed, hvilken vidunderlig taler!

Hvor flydende, hvilken stor prædikant!

Og hans stemme, hvilken sødme,

hvilken sødme og hvilken ild!

Når vi lytter til ham

trænger glød stille ned i dybden af ​​vores sjæle.

Åh, hvilken vidunderlig taler! Hvilken stor prædikant!

Med hvilken guddommelig kunst beskrev han sin afhandling.

St. Augustine og St. Teresa.

Han er selv en helgen, det er bestemt en kendsgerning.

Synes Du ikke det, min kære?

Han er en helgen, det er sikkert.

Der er han. Det er Abbé des Grieux!

Se på den måde, han sænker blikket på.

Bravo, min dreng, en fuldstændig succes!

Vores familie burde være stolte af at have en ny Bossuet i sin midte.

- Tak, fader, spar mig Din ros. - Er Du virkelig alvorlig, Chevalier,

med Din intention om at binde Dig til himlen for evigt?

Ja. I livet har jeg kun fundet bitterhed og afsky.

Det er store ord, Du bruger.

Hvilken vej har Du fulgt

og hvad ved Du om dette liv, der får Dig til at tro,

at det stopper her?

Gift Dig med en sød pige

værdig til Dig og os

og bliv far for en familie,

hverken værre eller bedre end jeg har været.

Himlen ønsker ikke mere af Dig.

Det er en pligt, forstår Du?

Det er en pligt.

Dyd, der skaber meget uro, er ikke længere dyd.

Gift Dig med en sød pige

værdig til Dig og os.

Himlen ønsker ikke mere af Dig.

Det er en pligt.

Intet kan forhindre mig i at aflægge mine løfter.

- Siger Du det? - Ja, jeg ønsker det sådan.

Så lad det blive sådan. Jeg går så ud af denne gitterdør alene

og meddeler dem derude, at de har en helgen i familien.

Jeg kender mange mennesker, der ikke vil tro mig.

Gør ikke grin af mig, monsieur, tak.

Et ord mere. Da det ikke er sikkert

at Du snart får et behov eller et kloster

vil jeg i aften sende Dig tredive tusind livre.

- Far! - De tilhører Dig,

det er Din andel af Din mors arv.

Og nu... farvel, min søn.

Farvel, min far.

Farvel. Bliv her og bed.

Jeg er alene.

Endelig alene!

Det er det højeste øjeblik!

Der er intet mere, jeg vil have, undtagen den hellige ro,

som min tro giver mig.

Ja, jeg har forsøgt at placere Gud selv mellem verden og mig.

Ah! Forsvind, søde minder, for kære i mit hjerte.

Respekter den ro, jeg har vundet gennem megen lidelse

og husk det, hvis jeg har smagt en bitter kop,

mit hjerte kunne fylde det med det blod, det har udgydt.

Ah! Forsvind, vig bort fra mig!

Livet i sig selv og skamherlighed betyder intet for mig.

Jeg vil kun afvise, fra dybden af ​​mine minder,

ét forbandet navn, dette navn, der besætter mig, og hvorfor?

- Gudstjenesten begynder. - Jeg er på vej.

Vor himmelske Fader, rens min sjæl med Din ild

og ved dens lys fjern skyggen,

der stadig lurer i ​​mit hjertes dyb!

Åh! Forsvind, søde minder, for kære i mit hjerte.

Åh! Forsvind, vig bort fra mig!

Monsieur, jeg vil gerne tale med Abbé des Grieux.

- Ja, godt! - Vent her.

Disse tavse mure...

Denne kolde luft, som jeg indånder...

Jeg håber kun, at alt dette, ikke har ændret hans følelser

og efterlod ham uden medfølelse for en tåbelig fejltagelse.

Jeg håber, at ikke han har lært at forbande mig!

- Min sjæl gør Herren større... - De beder derinde.

Jeg vil gerne bede en bøn.

... og min ånd glædede sig...

Tilgiv mig, almægtige fader!

For at jeg tør tigge Dig og bede om Din barmhjertighed,

hvis min stemme, så langt her nedenfra, kan stige op til himlen.

Det er at bede Dig om Des Grieux's hjerte!

Tilgiv mig, min Herre!

... min Gud og min frelser.

Der er han!

Du her! DU!

Ja, det er mig.

Hvad laver Du her? Forsvind!

Gå væk!

Ja, jeg var ond og bar skylden,

men husk intensiteten af ​​vor kærlighed.

I det blik, der knuser mig nu,

vil jeg en dag se, at jeg er tilgivet?

Gå væk!

Ja, jeg var ond og skyldig!

Ah! Husk intensiteten af ​​vor kærlighed.

Ingen! Jeg skrev i sand

denne kærlighedens vilde drøm,

den himmelen opretholdt

kun ét øjeblik, én dag.

Ah! Troløse Manon!

- Hvis jeg angrede... - Ah! Trofast!

Vil Du ikke have nogen medlidenhed?

Jeg vil ikke stole på Dig.

Nej, Du er endelig blevet udelukket fra mine minder,

såvel som fra mit hjerte.

Ak! Fuglen, der undslipper, hvad den mener er trældom,

kommer meget ofte tilbage om natten i en desperat flugt,

for at banke på ruden!

- Tilgiv mig. - Nej.

Jeg dør for Dine fødder.

Giv mig Din kærlighed tilbage, hvis Du ønsker jeg skal leve.

NEJ!

Min kærlighed til Dig er død.

Er den så død, at intet kan bringe den tilbage til livet?

Lyt til mig! Husk!

Er det ikke længere min hånd, der trykker Din?

Er dette ikke længere min stemme?

Er det ikke længere som et kærtegn for Dig,

ligesom det plejede at være?

Og mine øjne på én gang

fulde af kærlighed til Dig,

funkler de ikke længere gennem mine tårer?

Er jeg ikke længere mig selv? Har jeg ikke længere mit navn?

Ah! Se på mig!

Åh Herre, beskyt mig i dette højeste øjeblik.

- Jeg elsker Dig! - Åh, tal ikke!

Tal ikke om kærlighed på dette sted, det er blasfemi.

- Jeg elsker Dig! - Åh, tal ikke!

- Tal ikke om kærlighed! - Jeg elsker Dig!

- Det er bønnens time. - Nej, jeg forlader Dig ikke.

- De kalder mig dernede. - Nej, jeg forlader Dig ikke. Kom!

Er det ikke længere min hånd, der holder om Din,

- ligesom den plejede at gøre? - Ligesom den plejede at gøre.

Og mine øjne, på en gang så fulde af kærlighed til Dig,

- er dette ikke længere Manon? - Ligesom det plejede at være?

Ah, se på mig!

Er jeg anderledes? Er dette ikke længere Manon?

Ah! Manon!

Jeg kan ikke kæmpe imod mig selv længere.

Endelig!

Og selvom jeg skulle få himlen til at falde ned på mit hoved

er mit liv i Dit hjerte, er mit liv i Dine øjne.

Ah, kom, Manon, jeg elsker Dig!

- Jeg elsker Dig! - Jeg elsker Dig!

Gør Jeres indsatser, mine herrer.

- Tusind franc. - Den tager jeg!

- Jeg fordobler! - Tre esser!

Jeg har tabt.

- To. - Fem.

- Syv. - Ti.

Tre hundrede franc!

Hurra! Jeg har vundet!

Monsieur,

Jeg sværger på, at disse penge er mine!

Når nogen siger det med sådan selvsikkerhed...

Jeg havde ti!

Lad os begynde igen. Det er det samme for mig!

Spilleren uden forsigtighed overlader alt til tilfældighederne,

men den virkelig kloge ved, at spil er en kunst.

For at være mere heldig, ved vi hvordan, uden risiko,

og vi ved, hvornår det er nødvendigt at rette formuefejl.

Jeg har altid spillet ærligt og aldrig gjort andet.

Til Hotel de Transylvania, skynd Jer, alle sammen,

vi bønfalder Jer;

til Hotel de Transylvania,

tilbring Dine dage og nætter der!

Guld kommer af sig selv til den smukkeste!

Og vi vinder altid, altid!

Men hvem laver al denne travlhed?

Smukke Manon er her

med hendes Chevalier.

Her er jeg! Jeg skulle ikke have givet efter

men jeg manglede modet.

Chevalier!

Dit udtryk ændres

og noget her ser ud til at forstyrre Dig?

Med rette viser jeg afsky, fordi jeg elskede Manon

og jeg er såret, såret, fordi hun elsker en anden mand i stedet for mig.

Gør Jeres indsatser, mine herrer.

Des Grieux er jeg ikke længere Dit hjertes hersker?

Manon!

Manon, Du er som en vidunderlig sfinks,

en sand sirene.

Dit hjerte er tredobbelt feminint,

alligevel, hvor jeg elsker Dig og hader Dig.

For fornøjelse og penge

Din lidenskab er ekstraordinær.

Ah, tåbelig, som Du er,

hvor jeg elsker Dig.

Og jeg, hvor jeg ville elske Dig, hvis Du kun ville...

Hvis jeg ville...?

Vores formue er væk

Chevalier, vi har intet tilbage.

Men her, når man virkelig vil have det, kan en formue hurtigt genopbygges.

Hvad fortæller Du mig, Manon?

Hun har ret.

På bare et par forsøg på faro

kan en formue hurtigt genopbygges.

Hvem, jeg, spille? Aldrig! Aldrig!

Du tager fejl. Manon nyder ikke at være fattig.

Chevalier, hvis jeg betyder noget for Dig, sig ja, sig ja,

og Du vil se, at vi bliver rige.

Det er meget sandsynligt.

Held er uoverskueligt.

Kun den erfarne spiller, kan finde det.

Tværtimod er heldet mildt

mod begynderen.

- Det vil Du, ikke? - Vildt galskab!

Kom!

- Jeg ville have givet Dig alt - Du vil vinde!

- Men hvad får jeg til gengæld? - Du vinder!

Du skal få hele mit væsen, mit liv

og min kærlighed.

Manon! Manon,

Manon, Du er som en vidunderlig sfinks,

en sand sirene.

Dit held er sikkert.

- Stol på min ømhed. - Dit hjerte er tredobbelt feminint

- Tvivl aldrig på mit hjerte. - alligevel, hvor jeg elsker Dig og hader Dig.

Spil for evigt, det er en sand fornøjelse!

For glæde og penge Din lidenskab er ekstraordinær.

- Åh! Vores lykke er der. - Spil stadig! Kom!

- Tåbelig som Du er, - Du må aldrig være i tvivl. - Du vinder.

- Hvor jeg elsker Dig. - Ah, aldrig! - Kom!

- Min kærlighed er Din! - Skal jeg så af svaghed,

- Hele mit væsen er Dit! - ofre selv min ære til Dig?

Et ord, Chevalier, hvis Du tillader.

Jeg foreslår et spil med Dig.

Vi vil se, om Du altid kan slå mig.

Bravo, Guillot, jeg vil vædde på Dig.

Så vil jeg satse på Chevalier.

- Accepterer Du? - Jeg accepterer.

Lad os begynde.

- Vores væddemål holder stadig. - Vi satser.

- Tusind Pistoler. - Det er det, monsieur.

Tusind Pistoler! Vær min, Pallas, vær min!

Disse vilde øjeblikke i rus, dette er livet!

- Ah, dette er livet! - Det her er livet!

Eller i det mindste det liv, jeg ønsker.

Gør Jeres indsatser, mine herrer.

Denne lyd af penge, denne latter

og disse glædelige udbrud!

Lad kærlighed og roser være vores.

At synge og elske er behagelige ting.

Hvem ved, om vi lever i morgen!

Lad kærlighed og roser være vores.

At synge og elske er behagelige ting.

Hvem ved, om vi lever i morgen!

Ungdom forsvinder, skønhed forsvinder.

Lad alt vort begær være efter fornøjelser!

Lad kærlighed og spænding være på alles læber.

Og for Manon stadig flere penge!

Lad kærlighed og roser være vores.

At synge og elske er behagelige ting.

Hvem ved, om vi lever i morgen!

Lad kærlighed og roser være vores.

Flere penge til os!

Lad os lege! Lad os lege!

Tillad mig at spille på tillid. Jeg er så god som mit ord!

Lad os lege! Lad os lege!

Der er ikke en eneste Louis tilbage, ikke engang en pistol.

Intet mere. De har frarøvet mig alle!

Dit held er fantastisk!

- Lad os spille om endnu tusind Louis. - Okay, monsieur.

Tusind Louis.

Jeg har tabt.

- Nå, vinder Du så? - Se!

- De tilhører os? - De er vores.

Jeg forguder Dig.

Jeg fordobler. Vil Du?

Jeg er accepterer.

Jeg taber stadig.

Jeg sagde jo, at Du ville vinde.

Manon!

Manon, jeg elsker Dig!

Jeg elsker Dig!

- Jeg vil have spillet stoppet. - Som Du ønsker.

- Jeg ville være et fjols ved at fortsætte. - Hvad siger Du?

Der er sagt nok, jeg ved, hvad jeg mener. Du har virkelig fremragende talenter!

- Hvad mener Du? - Hvilket raseri!

Ønsker at slå nogen, efter Du har berøvet ham.

Dette er en infam bagvaskelse!

Slyngel!

Mine herrer, kom nu! Mine herrer!

Når Du er ude i selskab, må Du opføre Dig bedre!

Mine herrer, kom nu!

Jeg tager alle disse damer og herrer, som mine vidner!

Med hensyn til Jer to, vil I snart høre fra mig.

En sådan ting er aldrig sket før.

Nej, aldrig, det er helt sikkert.

- Kom, mine herrer. Fald ned. - Den klodsede fyr, hvilken plage.

- Ingen har nogensinde snydt på en sådan måde! - Hvilken plage.

- En sådan ting er aldrig sket før. - Hvad har Du gjort?

- Gør Jeres indsatser, mine herrer. - Nogen snydt! Han er den eneste!

Lad os gå, jeg beder Dig.

Med det samme.

Aldrig, aldrig i livet.

Hvis jeg gik, vil de måske tro på det, den mand beskylder mig for.

Han havde ret.

Hvem banker sådan på?

Hurtigt, skjul pengene!

Hvem banker på døren?

Jeg skælver, jeg ved ikke hvorfor.

- Politi! Luk op! - En politibetjent!

Lad os komme hurtigt op på taget.

Dér er den skyldige mand

- og der er hans medskyldige. - Du elendige!

De må undskylde, Mademoiselle,

men chancen var simpelthen for god.

Jeg sagde, at jeg ville hævne mig.

Jeg har fået hævn, sir. Du bliver nødt til at trøste Dig selv.

Jeg prøver, men jeg begynder med at smide Dig ud af vinduet.

Ud af vinduet?

Og mig, vil Du også smide mig ud?

Min far, Du, her!

Hans far!

Ja, jeg er kommet for

at tage Dig væk fra skyen af ​​skam.

Den øges omkring Dig for hver dag!

Du er vanvittig.

Kan Du ikke se, hvordan denne skam rejser sig

og den vil snart nå selv mig?

- Hvilken sorg! Fremtiden adskiller os... - Forstå mit udtryk for bøn...

Der er jeg hævnet nu.

-... og mit hjerte skælver af rædsel. -... og lad det blødgøre Din strenghed.

Åh, giv efter for hendes tårer!

Du ser, hvordan anger fortærer mig for evigt.

Min hævn er hård og hurtig.

En grusom pine plager mig konstant.

- Barmhjertighed! - Nej, ingen fortrydelse.

Så megen skønhed fortjener medfølelse.

- Er min lykke slut da? - Kan Du ikke redde min ære?

Før ham væk.

- Du vil blive løsladt senere. - Men hun?

Patruljen fører hende til det sted, hvortil kvinder, som hende føres.

Kom ikke tæt på. Jeg ved, hvordan jeg skal forsvare hende.

Ah, det er slut. Jeg er ved at dø.

Spar mig!

Hvilken sorg! Fremtiden adskiller os

- for evigt! - Hav medfølelse!

Manon, stakkels Manon.

Jeg ser Dig lænket sammen med disse elendige kvinder

og jeg lider med Dig.

Åh uforsonlige skæbne, skal jeg fortvivle?

Nej! Han er her!

Forbered Din escorte!

Vagterne er derovre. De kommer her.

Er Dine mænd bevæbnede? De hjælper os

og vi vil befri hende.

Hvad? Var vi ikke enige om det?

Du er tavs.

- Monsieur le Chevalier... - Nå, hvad '?

- Jeg tror alt er fortabt. - Hvad?

Da solen funklede i vagternes geværer,

løb alle vores kujoner væk!

Du lyver. Himmel hav medliden med min lidelse.

Det er nu vi skal befri hende.

Meget snart falder Manon i mine arme.

- Jeg bedrager Dig ikke. - Afsted med Dig.

Slå mig. Hvad vil Du have?

Jeg er soldat, kongens løn er ringe.

Derfor bliver man, på trods af én selv, en skurk, en afskyelig mand.

Afsted med Dig.

Kaptajn, hej, er Du træt af at se os til fods?

- Hvad er alt det der? - Men nej! La Ramée,

- Uden tvivl er det dem! - Du har det ikke så dårligt.

- Jeg ser dem på vejen. - før Dine tropper på nogle gode heste.

Manon! Manon!

Jeg har kun mit mod, men vi angriber dem sammen.

- Hvilken skør flugt det ville være! - Kom nu!

Du mister hende. Tro mig, det er langt bedre at vælge en anden plan.

- Hvilken en? - Jeg beder Dig, lad os komme væk!

- Nej nej! - Du skal se hende, det lover jeg.

Gå nu, fordi hendes hjerte råber: "Kom til mig!"

- Nej aldrig! - Hvis Du elsker hende, så kom med mig.

Som om jeg ikke elskede hende, når jeg vil trodse alt

- og vil endda dø for hende. - Kom!

- Hvornår vil jeg se hende? - Lige om lidt!

Kaptajn, hej, er Du træt af at se os til fods?

Men nej! La Ramée, Du har det ikke så dårligt

når Du sidder på en god hest for at lede Dine tropper.

Hvordan har fangerne det?

Den ene skjulte hendes ansigt og græd, da vi prøvede at tale med hende.

Hun er syg, ved at dø.

- Du mener Manon? - Ja.

Vær stille. Lad mig gøre det.

- Har Du nogen penge? - Her.

- Hej der, kammerat. - En soldat?

Bedre end det, håber jeg. En ven.

Jeg vil bede Dig om en tjeneste.

- Og hvad er det? - Det er blot at lade mig

snakke et øjeblik med den stakkels pige -

- Du lige talte om. - Umuligt!

og hvis jeg insisterer?

- Måske. - Jeg insisterer.

Det er en aftale. Derovre er landsbyen

og Du bringer hende selv tilbage inden aften.

Jeg giver Dig mit ord.

Kaptajn, hej, er Du træt af at se os til fods?

Men nej! La Ramée, Du har det ikke så dårligt

når Du sidder på en god hest for at lede Dine tropper.

Ah! Des Grieux!

Åh Manon! Manon!

Du græder.

Ja, af skam, men også for den sorg, jeg har givet Dig.

Manon! Løft Dit hoved og tænk kun på timerne med lykke

- som kommer tilbage til os. - Hvorfor narrer Du mig?

Nej, det fjerne land, hvortil de truede med at sende Dig,

det vil Du ikke se! Vi vil flygte sammen!

Langt bag disse sletter ligger den vej, vores fødder vil følge.

Manon, svar mig, kom.

Min sjæls eneste kærlighed!

Først i dag føler jeg Dit hjertes godhed.

Og hvor lavt jeg er faldet, ak,

Manon beder om tilgivelse og medlidenhed for sine fejl.

Nej, nej, lad mig fortsætte.

Mit hjerte var useriøst og omskifteligt

og selvom jeg elskede Dig vanvittigt, var jeg utaknemmelig.

Hvorfor denne form for snak?

Jeg kan ikke forklare mig selv,

hvorfor og med hvilken tåbelighed,

jeg kunne give Dig lidelse én dag i mit liv.

Nok!

Jeg hader og forbander mig selv, når jeg tænker på vores kærligheds sødme,

som det var mig, der ødelagde

og ingen mængde af mit eget blod er nok

til at sone bare halvdelen af ​​den smerte, jeg har forårsaget Dig.

Tilgiv mig!

Åh! Tilgiv mig!

Hvad skal jeg tilgive,

når Dit hjerte lige er blevet givet tilbage til mit?

Ah! Jeg føler en ren flamme,

der tænder mig med sin ild. Jeg ser endelig dage med lykke!

Åh Manon! Min kærlighed, min elskede,

ja, denne strålende dag forener os, os to!

Jeg ser dage med lykke!

Selve himlen giver Dig tilgivelse. Jeg elsker Dig.

Åh, så kan jeg dø nu.

Dø? Nej, leve!

Og nu, uden fare, kan vi følge denne vej sammen,

hvor alt vil blomstre igen.

Åh, jeg kan stadig være glad.

Vi taler igen om fortiden,

om kroen, toget

og den skyggefulde vej,

om brevet skrevet af Din hånd

og vort lille bord

og Din celle ved St Sulpice.

Ah, jeg husker godt!

Det er en charmerende drøm.

Alt er klar til vores frihed!

Lad os gå!

Nej, det er umuligt for mig

at fortsætte længere.

Jeg føler søvnen, sniger sig ind over mig,

en søvn uden opvågnen.

Jeg kvæles. Jeg er ved at dø.

Vågn op! Natten falder på nu.

Der er den første stjerne!

Ah, den skønne diamant!

Kan Du se, jeg er stadig koket!

Åh, kom! Lad os gå! Manon!

Jeg elsker Dig

og dette kys

er et sidste farvel.

NEJ! Jeg kan ikke tro det.

Lyt til mig!

Husk!

Er dette ikke længere min hånd,

der trykker Din?

Væk mig ikke.

Er det ikke mere et kærtegn for Dig?

Hold mig i Dine arme.

Genkend min stemme gennem mine tårer!

Lad os glemme fortiden!

- Minder fuld af charme! - Åh, ondskabsfulde anger!

- Jeg har tilgivet Dig! - Kan jeg glemme det?

- Alt er glemt! - de triste dage i vores kærlighed?

Ja, det er hans hånd, der trykker min!

Ah, det er virkelig hans stemme!

Ja, det er virkelig hans hjerte!

Dette er ømhed for de forgangne dage.

Snart vil fortidens glæde blive genfødt.

- Ah, jeg er ved at dø! - Manon!

Sådan må det være!

Sådan må det være!

Og nu har Du historien

om Manon Lescaut.

Danske undertekster af Donkello