Original subtitles

Downloaded from YTS.MX

Official YIFY movies site: YTS.MX

Undskyld, far.

Hvor var du?

Jeg var hos en ven. Joséphine.

Joséphine? Hvem er det?

Har jeg hørt om hende?

Nej.

Herre, velsign dette måltid,

og giv brød til dem, der intet har.

Amen.

-Amen. -Amen.

Finder du bordbøn sjov, Théophile?

Nej, far.

Jeg er væk i morgen. Jeg skal til debatsalon hos De Beyle.

Godt. Gør dit sind skarpt. Frankrig skal have en rationel ungdom.

Hvad med mig?

Når du begynder at arbejde for din far,

bliver dine kontakter værdifulde i dannede kredse.

Et godt job, et godt ægteskab.

Det er alt, jeg ønsker for dig.

Han finder nok ikke en kone til en debatsalon.

Må jeg komme med? Jeg har aldrig været til debatsalon.

Hos De Beyle?

-Hvorfor ikke? Hvis du vil. -Ikke tale om.

Hvem er du?

Du skræmte mig.

Et øjeblik.

Et øjeblik, søde.

Ikke for højt, det er fint.

Godnat, bedstemor.

Godnat, søde.

Eugénie...

Fortæl mig det.

Du tog til Victor Hugos begravelse, ikke?

Ja, bedstemor.

Det var vidunderligt.

-Der var så mange mennesker. -Jaså?

Gå bare.

Senere.

I aften. Hvornår kommer du tilbage?

Nej, Eugénie. Far sagde nej, og jeg siger også nej.

Du kommer ikke med til debatsalonen.

En pige som dig der? Det vil ikke gå ubemærket hen.

Folk vil sige, at du...

Ti stille! Jeg er ligeglad med din debatsalon.

Jeg vil hellere dø end tale i timevis med dig og dine venner.

Nej, sæt mig af på caféen.

Jeg trænger til at læse, at ryge... Vær nu sød, Théo.

-Men far... -Hvad med far? Far er her ikke.

-Kom nu, Louis, til Montmartre! -Ja, frue.

Montmartre? Kære søster, vær ikke så dumdristig.

Jeg har ikke set dig og kørte dig ikke.

Jeg kender dig ikke. Find selv hjem.

-Hvad? -Jeg kigger bare på dig.

-Og? -Du ser så godt ud.

Vær ikke fjollet.

Jeg har kyllingehals, ingen skuldre, mine ben er for lange,

min torso er for kort. Så nej, jeg ser ikke godt ud.

Jeg synes, du ser godt ud.

Du er som sagt fjollet.

Jeg ved det.

Goddag. En brioche, tak.

Fem cent.

Tak.

Skål for dig.

Skål for dig, flotte.

"I morgen ved daggry, når jorden blegner, tager jeg af sted.

"For jeg ved, du venter på mig."

De læser Les Contemplations.

Jeg elsker den del.

"Når jeg kommer, vil jeg på din grav sætte

"en buket af grøn kristtorn og blomstrende lyng."

Er det sådan?

Må jeg sætte mig?

Ja, det er Les Contemplations.

Nej, De må ikke sætte Dem.

Jeg vil gerne læse alene. Tak.

Beklager misforståelsen. Jeg troede, De kiggede på mig.

Man ser sjældent en pige læse poesi,

der så kigger på en ung mand...

Jeg kiggede ikke på Dem.

Jamen så...

...skal De få fred.

Jeg kiggede på Deres bog.

Se selv.

De kiggede på mig.

-Nej. -Jo.

Jo, for jeg holdt bogen.

-Nej. -Jeg holdt den. Jeg var bag den.

Jeg kiggede på Deres bog.

"Der er tre ting i mennesket.

"Kroppen eller materiens eksistens, der svarer til dyrs

"og gives liv af livsånden.

"Dernæst er der sjælen,

"ånden inkarneret i kroppen.

"Og endelig

"'forbindelsen mellem sjæl og krop."

Hvis ikke min krop, så De på min sjæl.

Det er jeg ked af.

Sagde jeg noget galt?

Nej.

Nej, det modsatte.

Det var smukt.

Rigtig smukt.

ÅNDERNES BOG

Her, den er til Dem.

Nej, det er for meget.

De låner den bare.

De skal returnere den.

Lover De det?

Det lover jeg.

Tak.

Hvad er det?

Flere digte?

Åndernes Bog, intet mindre.

Med en seddel fra Ernest.

Min søster havde et møde.

Åh nej!

Eugénie Cléry, som lever spartansk i Montmartre.

Du mistede min side.

Dine venner har ikke monopol på debat eller kløgt.

Det ville overraske dig, hvem man kan finde i Nordparis.

Det tvivler jeg ikke på.

Må jeg blive lidt længere?

Ja, men vær stille.

Vil du se ham igen?

-Hvem? -Hvem?

Ernest. Digteren.

Som får kvinders hjerter til at galopere...

Dine hænder er kolde.

Det kan være for sent at blive berømt på slagmarken,

men jeg hjalp landet med lighed, orden og retfærdighed.

Deres Æreslegion ville være en velsignelse for vores kontor.

Jeg vil prøve...

-Du virker glad, Hortense. -Ja.

Jeg vil gøre min debut i samfundet.

Jeg vil blive officielt præsenteret til hertuginde De Noailles' fest.

Som et hoppeføl får fremvist sine tænder, hår og kryds?

Tillykke! Hvad vil du have på?

En aftenkjole fra Doucet. Af silke.

Du vil uden tvivl se pragtfuld ud.

Betragter du mig som et føl?

Undskyld, min søster mente det ikke.

Undskyld, hvis jeg sårede dig, Hortense.

Det er nedværdigende, men jeg dømmer dig ikke.

Selvfølgelig dømmer du mig. Det er præcis, hvad du gør.

Hortense!

Hvad har du nu sagt?

Du bringer mig i forlegenhed.

-Jeg ville ikke såre hende. -Ikke et ord.

Du leger med min karriere og vores navn. Tænk dig om, dumme pige!

-Tak, Marthe. -En fornøjelse, frk. Eugénie.

Frem!

Nej, tilbage.

Til højre. Forsigtig, Louis!

-Til højre -Nej, den anden højre.

-Den er tung, Eugénie! -Der.

-Her? -Ja.

Er vi enige om, at den var præcis der?

Ja, vi er helt enige.

Skal vi hente dekorationerne?

Ja!

Hvor er båndene?

I den store kiste der.

-Den her? -Ja.

Hvordan får jeg fat i den?

Kan du hjælpe mig?

Den her?

Eugénie, hjælp mig...

Eugénie!

Eugénie?

Eugénie!

Jeg er her.

Bliv hos mig.

Bliv hos mig.

Sig, hvad jeg skal gøre.

Det er slut. Ovre.

Du skræmte mig virkelig!

Var det ham igen?

Nej.

Hvad mener du?

Jeg ser andre.

Anfaldene er forskellige.

En ung kvinde har talt til mig på det seneste.

Hun lider.

Gid du kunne se hende.

Hun beder om min hjælp, men hvordan?

Jeg føler mig hjælpeløs.

Kære bror!

Jeg læste den der bog.

Den oplyste mig om alt.

Tal til mig, sig noget.

Jeg er bange.

Du ved, det skræmmer mig.

Den bog viser mig, jeg ikke er alene.

Ånderne eksisterer.

Det er okay.

For første gang er jeg ikke bange for, hvem jeg er.

Hvad, hvis du ser andre?

Du ved, hvad der sker med piger som dig.

Piger som mig.

Den ventede jeg på.

-Du fører stadig. -Jeg har været heldig i dag.

Eugénie, ret dig op.

Tak, Marthe.

Eugénie?

Eugénie?

Eugénie?

Hvad sker der?

Barnebarn, du skræmmer mig. Hvad foregår der?

Eugénie!

Hvad er der? Stop det.

Stop det!

Stop det!

Åh gud!

Det er et mirakel!

Det er et mirakel!

Hvordan er det muligt?

Jeg mistede den for 40 år siden!

Det var en gave fra din bedstefar til vores forlovelse!

Jeg troede...

Jeg troede, stuepigen havde stjålet den.

Hvordan vidste du det?

Det ved jeg ikke.

Fortæl mig,

Eugénie,

hvordan vidste du det? Fortæl mig det.

Bedstefar fortalte mig det.

Eugénie...

Godt, du fortalte mig det.

Tak.

Goddag, mor.

Er alt i orden?

Din far tager dig med til Meudon.

Familien Roumagnac giver dig en chance til.

Og hvis Hortense viser dig sin kjole til Noailles' bal,

har du bare at virke begejstret.

Ingen skandaler. Intet postyr.

Opfør dig pænt.

Ja, mor.

Græder du?

Mor.

Jeg opfører mig pænt.

Jeg lover, jeg ikke skuffer dig.

Eugénie...

Ret dig nu op.

Hvor er vi?

Jeg genkender ikke...

Nej, ikke det.

Nej, ikke det! Vær nu sød!

Théophile!

Théophile, ikke det! Ikke Salpêtrière.

Théophile. Ikke Salpêtrière.

Vær sød. Théophile.

Nej. Far, jeg er ikke syg!

Nej, ikke det!

Théophile!

Lad os komme ud.

Vær sød, ikke det.

Nej, ikke det! Far! Ikke det!

Théo, nej! Ikke det.

Far, nej!

Far!

Nej!

Far!

Nej!

Vær nu sød! Théo!

Vær nu sød!

Far! Nej!

Théophile! Nej!

Er du rolig nu?

Jeg vil undersøge dig. Sig, hvis det gør ondt.

Åbn munden.

Godt.

Du er sund og rask.

Jeg burde ikke være her.

Det er ikke din beslutning.

Det er din fars. Det var din fars.

Nu er det dr. Charcots. Sådan er det.

Få tøj på.

Før hende til sovesalen.

Er der problemer, så en celle.

De bliver altid glade for de nye.

Der er din seng.

Stop!

Væk! Lige nu!

Væk!

Hej, jeg hedder Louise.

Eugénie Cléry.

Rigtig flot tøj, Eugénie Cléry!

Vildt! Hun er fra overklassen!

Frue! Der kommer sjældent fornemme damer her!

Vi er naboer. Det er godt.

Jeg er også en fornem dame.

-Jeg er forlovet. Er du? -Nej.

Er du ikke? Men du er så smuk.

Masser af mænd må være forelsket i dig.

Det er så uretfærdigt... Kærlighed! Derfor er jeg heldig.

Min mand er flot. Han er ikke hvem som helst. Han er læge!

Jeg bliver en del af overklassen.

Tror du på mig? Det er sandt.

-Har du valgt kostume? -Hvilket kostume?

Til ballet, selvfølgelig. Du er morsom!

Fasteballet, naturligvis!

Jeg skal være en spansk kvinde med slør, frynser,

en kjole, der snurrer rundt, handsker og alt!

Hvad skal du have på?

Du bliver så smuk! Vi finder en forlovet til dig.

Du bliver Eugénie Cléry, ballets smukkeste kvinde!

Lyt ikke til hende. Hun er skør.

Hun har ikke sagt et ord i to måneder, men kan vel nok tale.

Skub ikke. Lad være.

Marguerite, hun er aldrig glad.

Se ikke sådan på mig!

Henriette, der rejser sig, er melankolsk.

Det er ikke en sygdom.

Hvis man falder i staver i timevis, opfattes man som syg her.

Thérèse, hvad kan jeg sige?

Hun skubbede sin mand i Seinen. Af jalousi.

Hun har strikket for pigerne her i 25 år.

Det er Denise til venstre.

Hun er helt vanvittig.

Bare rolig, de er ikke dårlige.

Hvad fejler du?

Og dig?

Min tante fandt mig på jorden en dag med et anfald.

Hendes mand slog mig.

Min tante skreg bare ad mig.

Hun sendte mig vel hertil for at slippe for mig.

Jeg drømmer stadig om at skulle se slangen i hans bukser. Skræmmende.

Jeg har det bedre her end hos den slyngel.

Og jeg ville ikke have mødt Jules.

Livet er godt.

Så står vi op!

Vågn op!

Kom nu, Louise, det er tid.

-Hvordan har du det? -Fint.

Bare jeg gør det godt.

Ja da, som sædvanlig.

Kom så, stå op.

Er det Charcot?

Professor Charcot kommer ikke her.

Nej!

-Kom nu, hurtigt. -Lad mig være!

Jeg vil sove.

Godmorgen, mine herrer!

Her ser I en patient, der lider af akut symptomatisk hysteri.

Jeg vil fortsætte til den hypnotiske fase.

Det er derfor, jeg beder jer om at være fokuserede og helt stille. Tak.

Louise, lyt til min stemme.

Kun min stemme.

Du lytter til min stemme, og dine øjenlåg føles tunge.

Dine øjne lukker. Kæmp ikke imod, Louise.

Dine øjenlåg lukker. Du hører kun min stemme.

Og nu, Louise, sover du! Sov!

Løft armene ud foran dig.

Udmærket, Louise.

Rør nu din mave.

Rør dit bryst, Louise.

Rør din hals, Louise.

Rør din hage, Louise.

Rør din mund, Louise.

Åbn dine læber, Louise.

Rør dine læber, Louise.

Saml hænderne foran dig.

Louise!

Saml hænderne foran dig!

Stilhed!

Vi ses næste tirsdag.

Hvordan føles det så?

Rart, ikke?

Har du brug for hjælp?

-Mit hoved gør ondt. -Det er normalt.

Du var rigtig god.

Dr. Charcot var tilfreds.

Tak, frk. Gleizes.

Jeg lægger min rapport på dit skrivebord.

Ja, doktor.

Julie, Louise har brug for ro og hvile.

Jeg tager mig af hende.

Alene.

-Jeg er træt, Jules. -Det ved jeg.

Du var vidunderlig.

Du er så smuk, min kære Louise.

-Jeg er ikke din Louise. -Jo, du er.

Det siger du til alle.

Nej, kun dig.

Jeg vil giftes med dig, Louise.

Det har jeg allerede sagt.

Hvornår frier du?

-Snart, min killing. -Men hvornår?

Til ballet.

-Det er der lang tid til! -Nej!

Nej, Louisette, tiden flyver afsted, når man er forlovet.

Jeg elsker dig.

Jeg elsker dig.

Hvad laver du, Jules?

Det ved jeg ikke.

Det er din skyld.

Jeg elsker dig så højt, Louise.

Jeg elsker dig så højt.

Det er ikke godt nu.

Jo, frk. Geneviève.

Vi ses senere.

Det er mig, far!

Det håber jeg da. Jeg har ventet på dig i en time.

Undskyld, jeg blev forsinket.

Jeg må skynde mig. Jeg er sent på den.

Det er du altid.

Jeg kom også altid for sent.

Jeg spiste aldrig til tiden, men blev altid tidligt færdig.

Louise havde et stort anfald i dag.

Hun faldt om og vred sig.

Hun så ikke menneskelig ud.

I bro af hysteri?

Under hypnose.

Måske epilepsi?

Måske udløser Charcot nervøst chok under sessionerne?

Det ville forklare hysteriet.

Er du neurolog nu, dr. Gleizes?

Tja, unge dame, skulle jeg studere medicin i dag,

ville jeg vælge det speciale. Salpêtrière.

Du skulle være min assistent.

Vi ville spise frokost sammen,

og du kunne lave dine rapporter.

Charcot burde stole på dig.

Du kender patienterne.

Vi har lige fået en ny.

Hvordan er hun?

Hun er...

...intens.

Intens er ikke et symptom.

Alt vel, Eugénie?

Udmærket, frue.

-Kald mig bare Geneviève. -Javel, frue.

Jeg bliver ikke længe.

-Det er ikke din beslutning. -Nej, det er din.

-Du skal hjælpe mig. -Jamen...

Du ser lægerne i morgen.

Blandine...

Får du et anfald?

Blandine?

Er hun din søster?

-Stop det, eller du får æter. -Hun er rødhåret, ikke?

-Det er ikke vejen ud herfra. -Hvis du tror, jeg er skør,

hvorfor har du så skrevet tusindvis af breve til hende?

Det er fordi, du tror, hun kan høre dig.

Du tror på ånder. Hun kan høre dig.

Hun holder også øje med dig.

Vil du tale med hende?

Hun er her. I rummet.

-Hun vil lytte til dig. -Ti stille.

Ti stille.

Cléry?

-Sover du? -Nej.

-Har du det bedre? -Det ved jeg ikke.

-Forresten... -Hvad?

Jeg er så glad for, du er ved siden af mig.

Vi er sengesøstre.

-Louise? -Hvad?

Hvad vil du gøre, når du kommer ud?

Når jeg kommer ud...

Det ved jeg ikke.

Jeg vil spise i Les Halles.

Så tager jeg til dansesalen.

Tror du, den stadig vil være der?

Den vil altid være der.

Så stjæler jeg tegnebøger fra de rige i teaterdistriktet.

-Hvordan? -Hvordan tror du, fjollede pige?

Jeg plejede at være den bedste. De kaldte mig Marguerite Guldfingre.

Jeg finder min mand og stikker ham ned. Langsomt. Så ser jeg ham forbløde.

Heldigvis slipper du ikke ud i lang tid.

Jeg tager et varmt bad, Som de rige gør.

Med varmt vand og rene håndklæder.

Hvid og ren.

Opiumsdråber, hver aften.

En spiseskefuld mandag og fredag, to de andre dage.

Cléry, Eugénie, 26 år gammel.

Forældre og lillebror ved godt helbred. Ingen sygehistorie.

Hun tror, hun kan tale med de døde. Hendes far fik hende indlagt.

Er det sandt, De taler med de døde, frøken?

Svar på spørgsmålet.

Jeg taler ikke med de døde.

-Men din journal... -De er ånder.

Jeg har ikke bedt om det. Det skete bare.

At høre ånder er ikke noget, der bare sker, frøken.

En ung pige så Jomfru Maria i Lourdes.

Det betvivler ingen.

Det her er helt anderledes.

Hvorfor er det i orden at tro på Gud og forkert at tro på ånder?

Hvorfor hende og ikke mig?

Jeg stillede Dem et spørgsmål. Hvorfor hende og ikke mig?

-Fald ned! -Jeg falder ned, hvis jeg vil.

De ser ikke Gud, men døde mennesker. Det står skrevet her.

-Hvis De tror på alt... -Jeg har hørt nok.

Behandling nummer to. Hydroterapi hver anden uge.

Rør mig ikke.

-Lad os gå. -Rør mig ikke.

Lad være.

Rør mig ikke!

Slip mig.

Hun er utvivlsomt hysterisk.

Jeg er rolig nu...

Nej, det er ikke nødvendigt. Jeg er rolig.

-Fortsæt. -Nej!

Nej!

Kom nu!

-Hvad foregår der her? -Vær nu sød!

En, to...

Du skal op.

Kom nu.

-Geneviève Gleizes? -Hvem er du? Hvad vil du?

Hej. Du skal ikke være bange.

Mit navn er Théophile. Théophile Cléry.

Hvordan har min søster det?

Jeg kan intet fortælle.

Giv hende venligst bogen.

-Det er forbudt. -Jeg beder Dem.

Jeg beder Dem.

Vær sød.

Tak, frue.

Jeg troede ærlig talt, jeg gjorde det rigtige.

Jeg troede, jeg hjalp hende.

Vil De hjælpe hende?

Farvel, hr. Cléry.

Bare rolig. Kroppen kan vænne sig til alt.

Bare rolig, jeg hjælper dig. Jeg lægger det sammen.

Forsigtig, du spilder på det.

Må jeg?

Din bror gav mig en bog til dig.

Du så Théophile. Hvordan har han det?

Fint, går jeg ud fra. Det ville han også vide om dig.

Jeg har kun en ting at bede om i bytte.

Hvilken bog?

Åndernes Bog.

Har du læst den?

Ja.

Jeg vil...

Jeg vil tale med min søster.

Hvis det er et bytte, vil jeg hellere undvære bogen og være fri igen.

Det ved du godt, er umuligt.

Det er det også, at du kan tale med din søster.

Okay. Jeg gør, hvad jeg kan med lægen.

Men jeg vil tale med min søster.

-Tak. -Jeg giver dig besked, når tiden er inde.

Jeg fandt Berthe helt slået ud.

Hun har måske været der i otte til ti dage.

Hos Jeanne? Mindst to uger. Det kommer man ikke uskadt ud af.

Nogle gange tænker jeg på, om hun driver dem til det, de er.

De har brug for isolation.

Isolation, ja.

Er du okay?

Du ser ikke rask ud. Heldigvis tager vi ikke billeder!

-Klar, Pelletier? -Ja, professor.

-Du kommer for sent, Geneviève. -Undskyld.

Giv Maries journal til fotografen til arkiverne.

-Hysterisk epilepsi. Kramper. -Ja.

Jeg skal bruge billederne fra de sidste seks måneder.

Jeg må lave en præsentation på akademiet.

Kun sådan får jeg deres opmærksomhed.

Ja, professor.

Rør dig ikke, Marie.

Værsgo.

"Herrens engel kom nærmere,

"og Herrens herlighed

"omringede dem med sit lys."

Sønnerne begyndte at grave, og hele landsbyen troede.

"...for jeg er her for at fortælle dig de gode nyheder..."

Han fortalte mig, at hele huset faldt sammen!

Glædelig jul!

"Pludselig, ved siden af englen,

"var der utallige himmelske tropper..."

Min mor

Hun har smukke øjne

Jeg elsker hendes hænder på min krop

Nej.

Jeg elsker lugten af hendes armhuler

Ja

Ja, sådan er jeg

I min mors øjne

Er der altid et lys

Jeg finder altid kærlighed

I min mors øjne

I min mors øjne

Er der altid et lys

Min mor lytter altid til mig

Når jeg er til rotterne

Hun ved det, når jeg er dum og svag

Og fuld som en allike

Hun ved, mine fødder lugter

Hun ved, hvordan jeg ser ud nøgen

Men når jeg er syg

Er hun dronningen af stikpiller

I min mors øjne

Er der altid et lys

I min mors øjne

Er der altid et lys

Storslået!

Stadig intet?

Nej.

-Skal vi gøre noget? -Nej.

-Er du sikker? -Ja.

Kom, Blandine.

Skynd dig.

-Du har løjet for mig. -Nej.

Stop. Rejs dig op.

Stop det, Eugénie.

Eugénie?

-Eugénie? -Hun er...

Hun er...

-Er hun her? -Hun er...

Ja.

Hun vil ikke...

-Hun vil ikke... -Hvad?

Ikke nu. Hun vil ikke... Nu.

-Hun kan ikke... -Hvad kan hun ikke?

Hun har ikke tid.

-Det er din far! -Min far?

Der er sket din far noget.

I køkkenet...

Der er sket din far noget i køkkenet. Tag af sted. Nu!

Far!

Så dumt.

Jeg er så dum!

Far!

Far!

Far!

-Du er som sendt fra Gud, min datter. -Tal ikke.

Ved hvilket mirakel er du her?

Hvordan vidste du det?

Jeg blev pludselig bekymret for dig.

Det er godt, du tænker på din stakkels far.

Ja, det er godt.

Hvil dig nu.

Det er ikke godt, vel?

Jeg ville ikke sige "godt", nej.

Det er ikke godt, men det er godt at høre dig le.

Hvordan vidste du det?

Hvorfor kom du?

Det har jeg jo sagt. Jeg kunne mærke det. Det er ikke vigtigt.

Du kan ikke vide eller føle sådan noget. Det eksisterer ikke.

Fortæl mig det.

Blandine advarede mig.

Sig ikke det navn.

Den nye patient... Hun taler med ånder.

Hun taler med Blandine.

Hvordan kan du tro på sådan noget?

Jeg lærte dig at respektere videnskab og fornuft,

og så taler du om det vrøvl!

-Skam dig! -Jeg troede heller ikke på det.

Blandine taler med hende! Hvordan skulle jeg ellers vide det?

Hun er sammen med os. Måske endda her i rummet.

Blandine er død.

Kan du høre mig? Død!

Jeg besøger hendes grav hver dag. Død!

Bare fordi du ikke kan tilgive dig selv, skal du ikke lyve.

-Tro mig. Hun våger over os! -Hold kæft!

Du taler som en heks!

Til mig?

Taler du til mig om ånder og spøgelser?

Jeg vil ikke høre det.

Far.

Nu mister jeg også dig, min kæreste datter.

Du er blevet lige så gal som patienterne.

Det er en smitsom pest.

Lad mig være nu.

Far.

Gå.

Vær sød.

Ostesoufflé.

-Stegt opfedet kylling. -Stegt kanin.

Brød og smør.

-Kanin med trøfler. -Rom baba.

-Henriette, vi må gå. -Lægestokrose-crepes.

-Kom nu. -Nej.

Hvad? Kom nu.

Jeg var der lige i sidste uge.

-Jeg vil ikke høre det. -Kom nu!

Det gør stadig lidt ondt.

-Kom nu. -Det skal nok gå.

Kan vi gøre det en anden dag?

-Det er ikke muligt. Kom. -Kom.

-Vær nu sød. -Jeg må tilkalde lægen. Kom.

-Vi gør det i morgen. -Nej.

-Professor? -Ja.

Jeg vil gerne tale om de seneste forsøg.

Det ser ud til, at...

Lig stille.

Æggestokkene er hævede.

Og smertefulde.

Flere åreladninger. To om dagen.

Hvad sker der med mig?

Doktor, hvad sker der med mig?

Hvad skete der?

Hun havde et anfald under hypnose. Hemiplegi. Højre side.

Hvad sker der? Doktor.

Hvorfor kan jeg ikke bevæge mig? Min hånd, mine ben!

Ingen reaktion. Fascinerende.

Eugénie, hvad sker der med mig?

Hvad sker der med dig?

Det er dem.

Hvad sker der med hende? Du har gjort det mod hende.

Det er din skyld! Du driver os til vanvid!

Hun skal tie.

Ja.

-Få mig til at holde kæft! -Æter.

Få mig til at holde kæft!

For jeg kunne røbe alt.

Jeg kunne røbe...

Professoren venter på Dem.

De ankommer igen efter slaget, frk. Gleizes.

Undskyld, professor. Jeg var optaget af min fars pleje.

Deres far er ikke indlagt her.

-Fokuser på mine patienter. -Selvfølgelig.

Louise er faldet til ro. Ingen fysisk forbedring. Hun hviler sig.

Godt.

Vi prøver magnetterapi i næste uge inden en flytning. Hvad med de andre?

Denise Platel spiser selv, men hun nægter stadig at tale.

Afasi. Og behandlingen?

Baldrian og æter via livmoderkateter.

Vi reducerer æteren. Er det alt?

Ikke helt.

Der er Eugénie Cléry. Hvad har De tænkt Dem at gøre?

Isolation. Hun er farlig.

Hun kan påvirke de svagere.

-Jeg tager mig personligt af hende. -Nej.

Ikke Dem. Jeanne.

Jeanne tager sig af det. I aften.

-Farvel, frk. Gleizes. -Farvel, professor.

Kom med mig.

Det er her.

Salpêtrières gamle celler.

Stedet er historisk, Eugénie.

Du er meget heldig.

Fald ned.

Fald ned. Alt skal nok gå.

Træk vejret, Eugénie.

Vi skal nok blive venner.

Jeg tager mig af dig.

Når du kommer ud, vil du være forandret.

Vent og se.

Frk. Geneviève?

Ja, Louise?

Hvornår kommer min ven tilbage?

Det ved jeg ikke.

De er så onde, frk. Geneviève.

Hun er en fornem dame!

Vi bliver behandlet værre end dyr.

Louise...

Fokuser på dig selv. Du skal have det bedre.

Eugénie må være bange. Hun er alene dernede.

Hej, Adèle, hvordan har du det i dag? Jeg drømte om dig i nat.

Du var djævelen.

Men jeg var ikke bange.

Det var grimt. Det var ynkeligt. Det var dig.

For djævelen er i dig, ikke?

Eugénie.

Eugénie!

Kender du mørkelegen?

Du vil elske den.

Nej, ikke lyset! Nej!

Hvornår skete det?

I går. Hun gjorde mig fortræd.

Det er tredje gang i denne uge.

-Jeg har måske gjort noget forkert. -Nej.

Eugénie?

Eugénie?

Er du sulten? Velbekomme.

Eugénie?

Det er mig, Geneviève!

Du havde ret om min far.

Blandine havde ret.

Jeg hjælper dig.

Jeg kommer tilbage.

Hvordan går det?

Du har det vist ikke godt.

Jeg har set andre som dig, der giver op. Som gav slip.

Men det vil jeg ikke have.

Du må spise noget.

Jeg købte dem ikke langt herfra.

Ved du det?

Nej. Det ved du ikke.

Vil du have en?

Du ligner dine spøgelser.

Sådan ser de ud, ikke? Triste og blege.

Det ville være meget nemmere, hvis du ikke så dem.

Stakkels pige.

Jeg kan hjælpe dig.

Jeg tror...

-Jeg tror... -Godhed!

Det er rigtigt.

Det er godt at tro.

Hvad tror du på?

Jeg tror, det er din mor.

Hold min mor ude af det.

Og gem dine lege til de andre.

Ja.

Hun siger, hun er din mor.

Hun er ikke vred over det, du gjorde.

Hvad gjorde du ved hende?

Du fik hende indlagt her.

Din mor var her.

Du siger kun, hvad alle ved. Alle ved, at min mor var gal.

-Hvad så? -Nej.

Nej, ingen ved, hvad hun gjorde...

...mod din søn.

François?

Ikke sandt?

François?

Hun beder om din tilgivelse.

Hold kæft.

Hold din kæft, beskidte tøs.

Du har ingen ret!

Du har ingen ret til at tale om det. Din heks. Heks!

Frk. Jeanne, der er lopper i min madras, det klør!

-Jeg kan ikke se noget. -Kom tættere på!

-Der er ikke noget. -Jo, lige her!

Er dette for æter, får du med pinden.

-Det er det ikke. -Gå hen til de andre.

Vi bruger hele dagen, men vær sikker på,

at jeg finder den satans nøgle.

Hvis nogen vil sige noget, så gør det nu.

Mistede du den her?

Frk. Geneviève.

Hun er her.

Virkelig?

Hun vil gerne tale med dig.

Hun takker dig for brevene,

men du skal ikke skrive mere.

Hun vil have dig

til at være positiv

og glad.

Dine breve gør hende trist.

Hun har ikke brug for dem for at føle sig elsket.

Hun savner dig.

Jeg savner også hende.

Jeg savner hende så meget.

Hun lider ikke længere.

Hun er ikke bange.

Hun ønsker det samme for dig. Hun våger over dig.

Hun er i en kvindes smil,

en patients latter,

i de hænder, du helbreder,

de øjne, du beroliger.

Hun er overalt omkring dig.

Overalt.

Hun er ikke vred på dig.

Hun er væk.

Tak.

Tak.

Tak.

Du har fundet mine nøgler.

Giv mig dem.

Eugénie Cléry er svag.

Jeg siger det til dr. Charcot.

Jeg får hende tilbage.

Selvfølgelig, oversygeplejerske.

Selvfølgelig. Gør det.

-Professor? -Ja?

Jeg er her angående Eugénie Cléry.

Hun har været isoleret i næsten en måned, og der er fremskridt, men...

-Men hvad? -Hun spiser ikke, hun er meget træt

og svag, og jeg frygter apopleksi.

Er hun stadig hævngerrig?

Nej. Hun er rolig og lydig.

Hun har hverken styrken eller viljen. Hun lød fornuftig.

Godt. Jeanne var effektiv.

Jeg vil gerne have hende tilbage på sovesalen.

-Er det ikke lidt tidligt? -Jeg siger god for hende.

Det er mig, der siger god for mine patienter, frk. Gleizes.

Hvis der sker noget, holder jeg Dem ansvarlig.

Fortæl Jeanne om hendes flytning.

Det vil De ikke fortryde.

Geneviève, tøm de natpotter. Jeg kan lugte dem herfra.

Ja, professor.

Køb Petit Parisien!

Køb Petit Parisien!

Du kommer ud i morgen. Gør dig i stand.

Åbn.

Goddag, Louise.

Eugénie! Du er fri! Gudskelov.

Godt at se dig.

Bare det ikke var for hårdt i isolation.

Hvordan har du det?

Mig? Sikke en joke.

Min kjole kan snurre rundt, men ikke jeg.

Sikke en skam.

PITIÉ-SALPÊTRIÈRE KOSTUMEBAL

Kom så... Der.

Læg den i receptionen.

Julie, jeg vil have de tre alkover.

Pascale, læg alle lysestager ovenpå i receptionen.

Mine herrer, gå op balkonen på anden sal.

Slås ikke!

Langsomt, skub ikke!

-Perfekt. -Kan du lide den?

Den er så blød!

Hun har et horn!

Er det godt sådan her?

Rør den ikke. Jeg vil ikke dele mit kostume!

Gå væk!

-Thérèse? -Ja.

-Kommer du til ballet i år? -Nej.

Det er den eneste aften, jeg kan få ro.

Jeg har ikke tid til de gamle stoddere.

Vær ikke for hård.

Nogle er unge, nogle er flotte.

De er alle ens, Eugénie.

Velklædt eller i klude. Om to timer

ved vi ikke, hvem der er gale, spærret inde eller frie!

Jeg bliver her.

Nej!

Marguerite, er du for agiteret, kommer du ikke med.

Jeg kan lide dem.

Her.

-Deres frakke. -Nej, jeg beholder den, tak.

Godaften, Jeanne.

Godaften, professor.

Mine damer og herrer,

godaften

og velkommen til Salpêtrière Hospital.

Velkommen til vores store årlige bal.

Sygeplejerskerne, lægerne, dr. Charcot og jeg selv er glade for

og beærede over at byde jer velkommen igen i år.

De kvinder, I vil møde, er patienter, der er interessante

på mange måder.

Endda fascinerende.

Nogle lider af hysteri,

andre af mytomani,

og nogle er galninge, melankolske eller bare skrøbelige.

Deres lidelser er nogle gange svære at se

og kunne endda overses i en klinisk undersøgelse.

Men de er alle meget ægte,

diagnosticerede og identificerede takket være nye undersøgelsesmetoder,

forskning og undervisning.

Men det, der forener dem,

er, at de alle er patienter hoa vor tids største franske videnskabsmand,

dr. Jean-Martin Charcot.

Byd venligst dem, I har ventet på, velkommen.

De damer, så er det nu.

Godaften, Jeanne.

Tak!

-Det er jeg ked af. -Det går nok.

-Det går nok. -Det er jeg ked af.

-Det er okay. -Skynd dig.

Her.

En drink? Gør det bare.

Drik det hele.

Er du en lille sigøjner?

Kan du ikke lide det? Jo da.

Du er en lille... en lille tyv.

Lad mig se dine små hænder...

Hvad foregår der?

Dansede du for meget? Helt udmattet?

Kom straks.

Hvad laver vi her?

Jules?

Hvorfor er jeg her?

Kom.

Nå, killing...

Du ville giftes?

Du er allerede min kone.

Sig, at du allerede er min kone.

Nej, Jules! Vent...

Louise Plessis, vil du ægte

Jules Lemoine?

Nej, Jules, ikke sådan her!

-Giv mig din mund. -Ikke sådan her.

Nej!

Vent.

Ja.

Eugénie Cléry?

Slip hende!

Hjælp!

Vær stille!

-Stop dem! -Hjælp mig!

Flyt dig!

-Louis venter på os. -Her?

Ude foran.

Nej!

Slip hende!

Din slyngel! Skurk!

Din skiderik!

Hjælp!

Hjælp!

Stop! Hjælp!

De er derovre!

Geneviève, nej.

-Jeg forlader dig ikke. Kom! -Lyt til mig.

Af sted med dig. Jeg er fri.

Skynd dig.

Stop dem!

Du er gal!

I aften er det svært at udpege de gale.

Min kæreste Geneviève,

jeg tænker på dig hele tiden.

Her er friheden sød, men den har en bitter smag,

smagen af det, du ofrede.

Så jeg prøver at gøre dig stolt

og, som du bad mig om, at gøre godt.

Jeg hjælper, jeg underviser, jeg vidner. Jeg trøster.

Den tillid og kærlighed, folk udviser, overvælder mig dagligt.

Her er jeg ikke skræmmende. Her får jeg forståelse.

Det er til dig.

Geneviève, min kære ven,

i aftes kom Blandine for at besøge mig.

Hun beskytter dig, hun er hos dig, og som mig elsker hun dig.

Selvom din krop befinder sig på den sovesal, jeg kender så godt,

skal du vide, at dit hjerte og ånd er her hos mig.

Jeg forestiller mig, du sidder og læser, men jeg lader dig ikke blive færdig.

Nej. Jeg tager din hånd.

Vi går en tur. Vinden er frisk og salt.

-Goddag, Cléry. -I lige måde.

Horisonten er så langt væk. Kan du mærke det?

Vores sjæle danser på havet, og vores smerte bæres væk,

hvirvler rundt og forsvinder i en sky af skum.

Vi griner, vores fødder dingler,

vi danser, vi danser, vi danser.

Og dermed, min Geneviève,

er vi frie,

vi er stærke,

vi er evige.

Din Eugénie.

DE VANVITTIGE KVINDERS BAL

Tekster af: Christian Vinther

Kreativ supervisor: Lotte Udsen