Original subtitles

Digitalt restaureret af Svenska Filminstitutet i 2017.

Det var en majaften i 1945, krigens sidste forår.

Jeg havde netop fået min anden drink, eller måske var det den tredje.

Jeg havde en lille romansucces, og det skulle jo fejres.

Nu spørger I måske, hvem jeg er, men hvad siger et navn?

Jeg er vennen i denne her historie.

-Portier! -Ja, hr. Grandé?

-Hvor kan jeg købe cigaretter? -I baren.

Sagde jeg "vennen" i historien?

Jeg kunne lige så godt have sagt "dumrianen i puslespillet".

For det var et puslespil.

En håndfuld brikker uden mening eller sammenhæng,

og det var ikke let at få dem på plads.

Hej, Ragnar.

-Genkender du mig ikke? -Vær nu ikke fjollet.

Hvordan går det? Sæt dig.

-Tjener! -Ellers tak.

Jo, kan jeg få en pakke Philip Morris, tak?

Det er længe siden. Hvad laver du her?

-Vi bor her på hotellet, min kone og jeg. -Bor I her?

-Værsågod, hr. -Hvordan går det med Frida og lille Pil?

Vi er skilt.

Nå.

Javel. Så det er en ny kone, du har deroppe?

Nej.

Det er mere som…

Det er mere sådan, jeg er en slags…

Hvad er der, Martin?

Hvad er der i vejen?

Jeg fejler ikke noget.

Jeg bliver af og til svimmel.

Det er hysteri, ikke andet.

Fjollet, ikke?

Jeg har aldrig set dig som hysterisk. Du var en venlig og glad mors dreng,

som studerede flittigt og levede af dine forældre. Undskyld…

Ja, "mors dreng" er det rigtige udtryk.

Det endte med katastrofe.

Du har måske dårlig hukommelse, men visse ting har du vel ikke glemt?

Nej.

Det er mærkeligt.

Hvad betyder alt det her for dig?

Intet!

Eller et forstyrrende indslag i din behagelige aften.

Tal ikke sådan. Vi kender hinanden bedre end det, og det er dumt.

-Værsågod. -Tak.

Jeg skal ikke forstyrre dig mere.

Jeg går op til hende nu. Skal jeg hilse?

Hvorfor? Hvad mener du?

-Du kender hende. -Jaså?

Men ikke meget.

-Hvem er det? -Rut.

Så du ses med hende igen?

Det er mærkeligt. Der sker underlige ting.

Det kan du synes.

-Hej, hej. -Hej.

Arne! Elevatoren.

-Ring efter en vogn. -Ja, hr. Grandé.

Frøken, en vogn til hr. Grandé.

Aftenen var ødelagt.

-Kan jeg betale? -Ja.

Der er vel et pulterkammer i underbevidstheden,

hvor man smider en masse ubehagelige minder ind.

Martin havde åbnet døren til dette pulterkammer,

og nu krøb det ene vanskabte minde efter det andet ud gennem den halvåbne dør.

Ja, aftenen var ødelagt.

Hr. portier! Er Grandé gået?

Nej, men der holder en taxa og venter på dem.

-Hvilket værelse har de? -Værelse 212.

Hr. Portier. Min taxa blev bestilt hertil. Kommer de snart?

Et øjeblik. Frøken, ring til 212.

-Hvor er værelse 212? -Derovre. Første dør til højre.

Martin?

Martin!

Giv mig barberbladet, din idiot.

Portier!

Ring efter en ambulance. Hr. Grandé har… Han er syg!

Hvad? Jeg vil skide på taxaen. Ring efter en ambulance. Skynd dig!

Hvorfor blev du og Frida skilt? Hun havde jo tilgivet dig.

Netop, ja. Hun havde tilgivet mig.

Det er usmageligt med sådan en heroisme.

Hun byggede en hård skal op omkring sig.

Det kunne jo have været modsat.

Det kunne det vel.

Uanset hvad gik det ikke.

Jeg havde jo giften i mig.

-Rut? -Ja.

Og så opsøgte du hende igen?

Der var ingen anden udvej.

Da jeg kom tilbage, sagde hun, at hun havde ventet på mig.

Hun var glad.

Hun var uhyggeligt lykkelig. Kan du forstå det?

Hvorfor forlod hun dig i går på hotellet?

Det vil du ikke tale om?

Du er nok træt.

Måske snakker jeg for meget.

Farvel, Martin. Vi tales ved.

-Hvordan går det med Martin? -Det kunne være værre.

Men du skal ikke se til ham. Han skal have fred og ro.

Og de vil alligevel ikke lukke dig ind.

Var du sammen med ham i går?

Han har vel fortalt en masse om os.

-Jo, jo. En del. -Det kan jeg tænke mig.

Men nu er jeg gået fra ham. Det er derfor, han ville tage sit liv.

-Det har jeg forstået. -Har du det?

Vil du med op?

Jeg skal hjem og sove.

Er du bange? Stakkels Ragnar.

Jeg ville bare vise dig noget. Noget spændende.

Kom.

Har du en tændstik?

Nå, hvad var det for noget spændende, du ville vise mig?

Kom her.

Se der.

-Hvem er det? -Djævlen.

-Er det ham? -Ja.

Så der findes også en djævel i denne historie?

Det gør der vel i de fleste?

Rut.

Hvorfor gik du fra Martin i går på hotellet?

Nysgerrig? Jeg siger det ikke.

Men jeg skal fortælle dig om noget andet.

Jeg skal fortælle en historie.

Historien om de tre skorstensfejere og vagtparaden.

-Det er skønt at gå med musikken. -Ja, det er det.

-Man skulle tage trompeten med på arbejde. -Ja.

Der er forår i luften.

Det er koldt. Snart er det vinter, så bliver det glat på taget.

Det er som at spille i orkester. Man løftes over hverdagens trummerum.

-Du er en rigtig poet, Svensson. -Nej, men jeg lever et poetisk liv.

-De mest uventede ting sker for mig. -Det siger du ikke.

-Vi skal dreje af her. Hej, hej. -Vi ses til øvning i aften.

-Hej. Jeg er her for at rense skorstenen. -Ja, det ser jeg.

-Kom indenfor. -Tak.

Jeg bor her ikke. Jeg er bare hos min mor for at tage bad.

-Hun er på landet og plukker æbler. -Nå?

Og hvor har vi det lille, rare køkken?

-Her er det lille, rare køkken, værsgo. -Javel.

-Så du klarer dig selv? -Ja, ja. Jeg klarer altid mig selv.

-Det er skønt. -Ja.

Jeg skulle netop til at gå i bad.

Nå? Så må du da bare hoppe i bad.

-Vil du have lidt mælk? -Hvad?

-Mælk? -Nej, gudbevares.

Vil du da have en øl?

Det var en anden sag.

-Hvorfor gør du det? -Det er så godt vejr.

-Det behøver du ikke klaske mig for. -Jeg kunne ikke gøre for det.

-Værsgo. -Tak skal du have.

Du… Er du lige så sort over hele kroppen?

-Ikke så sort som i ansigtet. -Det tror jeg ikke på.

Gør du ikke? Vil du selv se?

Nej, tak. En anden gang.

En anden gang?

Du! Jeg kan spille på trompet.

Nåda, du er en morsom skorstensfejer.

-Kan du mere? -Ja, da. Jeg kan en masse.

-Men jeg er gift. -Nå, da. Er hun køn?

Jeg klager ikke.

Men hun er ikke så køn som dig. Det er hun ikke.

Du, vil du have et par fribilletter til vores koncert til Santa Lucia-dag?

Ja, det lyder sjovt. Tusind tak. Skal du være Lucia?

Mig? Nej, selvfølgelig ikke.

Jeg skal spille mit livs solo på trompet. Jeg kan lide alt, som er stærkt.

Når jeg spiller på trompet, føler jeg, at jeg er selveste vinden.

-Det er yndigt. -Ja, er det ikke?

-Men hvad laver du? -Lidt af hvert.

-Hvad for eksempel? -Jeg maler meget.

-Du maler? -Ja.

Nå? Så har vi jo noget til fælles.

Ja, det kan man sige.

Ja… Du…

Ja, jeg er vist færdig i køkkenet nu, desværre.

Så jeg må hellere komme op på taget nu.

Du, må jeg komme med?

På taget? Nej, du kan falde ned.

Næ, nej. Ikke mere end du kan.

Drik øllen ud, så tager jeg tøj på.

Ja… Et museum.

-Du er fandens køn. -Det synes jeg også.

-Hvad griner du af? -Det må du fortælle mig.

-Har du malet det her? -Ja.

Det er helt vanvittigt. Helt skørt.

Men det har noget over sig.

Præcis som dig.

Men ærligt talt, det er ikke rigtig klogt.

-Det er det ikke. -Nej, det er det ikke.

Nå, skulle vi op på taget?

Ja. Du sagde det, så…

Så kom.

-Er du færdig med arbejdet? -Ja, jeg er!

-Så kom herover. -Jeg kommer.

-Du er da også skør. -Er jeg?

-Men du er lykkelig. -Ja, jeg er.

Og så har du rare øjne. Men bortset fra det er du grim.

Det gør ikke noget, når du er dækket af sod.

-Du er sikkert også stærk. -Det er jeg. Prøv at mærke.

Du må ikke se sådan på mig. Jeg mister balancen.

Nu må jeg gå og lege et andet sted.

Nå, så går vi.

-Vær forsigtig her. -Bare rolig.

Sådan.

-Du holder da stigen, ikke? -Det kan du tro.

Du er godt nok stærk.

-Jeg må gøre det færdigt en anden dag. -Min mor er hjemme, så det går ikke.

-Det er der vel ikke noget at gøre ved. -Nej.

-Pas på. Du har sodet mig nok til. -Desto mere grund til det bad.

-Farvel. -Hej.

Ja, jøsses da.

Og det var fortællingen.

En djævel med en bowlerhat og en skorstensfejer, som spiller trompet.

Det er brikker, som er svære at placere.

Nej, denne historie får lov at fortælle sig selv, indtil videre.

Lad den starte ved begyndelsen med familiefrokosten hos Martins forældre.

Synes du det, Pil?

-Mor, jeg vil have en kage. -Spis kalven op først.

Jeg vil have en kage nu.

Signe, vær sød at hente kagerne.

Nu skal Pil få en kage af farmor.

Det er umoralsk.

Sig nu tak til farmor.

Tak, gamle kælling.

Ja, af børn og spædbørn skal man høre sandheden, ikke, Gustav?

-Jeg ved ikke, hvor Pil har lært det. -Det er da ikke svært at forstå.

Næ, nej. Jeg er helt uskyldig.

Hvordan kan du tale sådan?

-Du er også en kælling. -Jamen, Pil.

-Hvad går der af dig, Pil? -Han er i trodsalderen.

Det er ikke trodsalderen. Han ved, at han kan te sig, som han vil her.

-Fald nu ned, Martin. -I forkæler ham.

-Nej, altså. Nu stopper du. -Så vil jeg vel gå fra bordet.

Forkæler jeg Pil?

Nej, slet ikke. Martin er bare lidt utilpas af eksamenslæsningen.

Jeg er ikke utilpas.

Kan du huske, hvad du sagde, da Pil kom hjem efter tre dage hos farmor?

"Hun forsøgte at dræbe dig med strenghed, og Pil med kærlighed."

Så det er takken?

I unge mennesker er så ondskabsfulde og egoistiske.

-Efter alt, hvad vi har gjort for jer. -Så, så, Anna.

Du spiser bare dit brød, Martin, og tager det som naturligt, men det bør du ikke.

Vi finder os ikke i hvad som helst. Du behøver ikke besvære dig for os.

Hvad med din replik: "Nu fatter I intet, men når Gustav og jeg er væk, forstår I."

Mor, altså.

-Så, så… -Nej!

Var det virkelig nødvendigt?

Anna, skat…

-Du er et fæ, Martin. -Kan jeg gøre for, at mor er skør?

Nej, men du burde være bedre. Derudover var du ikke loyal overfor mig.

-Er du nu også vred på mig? -Ja, det er jeg.

Når jeg prøver så hårdt at holde fred mellem os,

så skal du ikke sige den slags dumheder videre, som jeg kom til at sige.

-Står du ikke ved dine ord? -Nej, jeg gør ej.

-Og du er en idiot. -Skal du nu også græde?

Hvis jeg betød det mindste for dig, ville du ikke opføre dig sådan.

Jeg er glad for dig. Frida. Jeg elsker dig.

Lad mig være.

Nå…

Jeg er enig med dig, i det, du netop sagde.

Sikke en suppedas.

Du. Vi køber blomster til hende. Så bliver hun glad igen.

Lad mig se.

Kom, så køber vi blomster til mor. Den her tager vi med.

Kom.

-Hvor mange? -Fem, tak.

-Skal vi sende dem? -Nej, tak. Jeg tager dem selv.

-Sælger I liljekonvaller her? -Jo, da. Et øjeblik, hr.

-Værsågod. -Tusind tak.

Her har vi nogle smukke liljekonvaller. Hvor mange skal det være?

Det er alt, hvad vi har tilbage.

Åh, nej. Min hæl.

-Tak. -Jeg har bil. Jeg kan køre dig hjem.

-Du tror ikke, jeg gjorde det med vilje? -Hvordan skulle jeg kunne vide det?

Godt. Lad os gå op.

-Det var ikke langt. -Nej, det var det ikke.

Sikke en morsom nummerplade. 30070, let at huske.

Far, vi glemte blomsterne til mor.

-Så du køber blomster til din kone? -Ja.

Liljekonvaller? Et liljekonvalægteskab.

Tak for liftet.

-Så I er hjemme nu. -Ja, det er vi.

Vend dig om, Frida. Se på dine angrende mænd,

som længes efter, at du siger, at du tilgiver os, og at du elsker os.

I ser nu ikke så angrende ud.

-Værsågod, mor. Her er blomsterne. -Tak, Pil.

Det var derfor, vi først er hjemme nu.

Kom, Pil. Jeg hjælper dig med tøjet.

-Det klarer han selv. Ikke, Pil? -Jo.

Frida.

Jeg elsker din søde næse.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg flæber.

Jeg vil være enormt sød. Jeg tørrer opvasken af.

-Er du blevet syg? -Nej, da.

Bare du hjælper med sølvtøjet, er jeg glad. Du er sød.

-Det skal du ikke græde over. -Jo.

Jeg har gået alene og spekuleret over en masse strenge ting, jeg skulle sige.

-Så sig det. -Nu er det jo ikke sjovt, vel?

-Så sig noget andet. -Jeg elsker dig.

Sæt dine forbandede grøntsager i vand. Jeg kommer med maden.

Kom, Pil. Det her skal du hjælpe mor med.

-Hej, Ragnarius. -Hej. Vi ses i aften til seminaret.

Kom straks ud af bilen.

-Man skal ikke glemme at låse dørene. -Det passer, men nu skal du ud.

Der står en idiot og glor på os. Kan vi ikke diskutere i bilen?

Han er min ven.

-Han skal med mig hjem. -Nå, skal han det?

Skulle. Jeg har ombestemt mig. Farvel.

-Hvad skal jeg stille op med hende? -Kender du hende?

Nej! Altså, ikke rigtig. Jeg har mødt hende engang i en butik med Pil.

Kør en tur med hende. Måske bliver det sjovt. Hej.

-Vi kan ikke holde her. -Nej.

-Hvor skal du hen? -Ingen steder.

Du bryder dig ikke om mig, vel?

Jeg genkendte bare nummerpladen, og så ville jeg lave lidt sjov.

-Men du blev bare sur. -Sådan er jeg.

-Det var dumt af mig. Undskyld. -Jeg ved præcis, hvordan din type er.

Den slags som altid skaber problemer. Det bemærkede jeg i blomsterhandleren.

Det med hælen gjorde jeg faktisk ikke med vilje.

Det er ligemeget. Jeg vil ikke have mere med dig at gøre.

-Jeg ved, hvad du hedder. -Nå?

Du hedder Martin Grandé og bor i Äppelviken.

Du studerer på kandidaten i filosofi på universitet.

For tre år siden blev du gift med en pige, som hedder Frida.

-Som blev gravid, så I måtte blive gift. -Det var satans.

Jeg løj før. Jeg har stået og set dig gå flere gange efter jeres forelæsninger.

Men i dag havde du glemt at låse bilen, så jeg kunne bare sætte mig ind og vente.

Og jeg blev så glad, da du…

Og jeg er så glad nu, for nu ved jeg, at du gerne vil være alene med mig.

-Hvordan fandt du mit navn? -Nummerpladen selvfølgelig.

Vi må opføre os klogt. Hvad hedder du?

Rut.

Vi skal være satans kloge, Rut. Sker der noget mellem os, må det ikke komme ud.

Vi må ikke såre nogen andre.

Jeg er gift, jeg er lykkelig, og jeg elsker min kone.

Men mig elsker du ikke?

Nej, ikke det mindste. Jeg hader dig.

-Men måske går jeg i seng med dig. -Det var koldt sagt.

Ja. Men du kan ikke bede om andet.

Jeg beder heller ikke om andet. Indtil videre.

Jeg bor alene. Og så maler jeg.

Længere nede i Östermalm bor min mor. Hun er vanvittig.

-Hendes elsker er selveste djævelen. -Føj, for satan.

Ja, det er ækelt. Jeg taler af og til med ham, men skænker det ikke mange tanker.

Nu skal du køre mig hjem, men du kan ikke komme med op i aften.

Vi mødes på mandag hjemme hos mig, klokken syv.

Fem trapper oppe, "Rut Köhler".

-Jeg kommer ikke. -Nu får vi se på mandag.

Nej, jeg kommer ikke.

Martin?

Skal vi tage Frida med i biffen? Det er mandag, der er mange premierer.

-Frida kan ikke efterlade Pil. -Nå, nej. Det tænkte jeg ikke på.

-Frida? -Hvad er der? Jeg er ved at bade Pil.

Ragnar havde glemt, at han havde et møde klokken syv.

Jeg kører ham ind til byen. Vi kommer tilbage. Jeg går i biografen imens.

Sikke en morsom overraskelse at blive ladt alene tilbage.

Vi er jo snart tilbage.

Ragnar, kan du ikke ringe til dem og sige, at du er blevet kørt over eller noget?

Jo, det kan jeg vel…

Du har altid været upålidelig!

Skynd dig nu, så du ikke kommer for sent.

Du virker mere ivrig end Ragnar.

Jeg vil ikke gå glip af filmen, nu jeg alligevel skal ind til byen.

Jeg henter Ragnar på vejen, og så kommer vi tilbage til te.

Ragnar?

-Hvad skal du? -Jeg har lovet at mødes med min bror.

-Nå. -Ja.

Mærkeligt, at man kan glemme den slags.

Jeg starter bilen.

-Vi kommer jo tilbage. -Måske er jeg stukket af til den tid.

-Det ville da være synd for Martin. -Tror du det?

Jeg er sikker på det.

Farvel så længe.

Kom, Pil.

-Og hvad så nu? -Du skal ud her. Der er en biograf her.

Jeg henter dig klokken ni.

Udmærket.

-Du. Kan du beskrive hende for mig? -Sorry?

Sig, hvordan hun ser ud. Jeg kan ikke huske det.

Hendes ansigt, mener jeg.

Jeg kan kun huske hendes krop.

Skuldre, bryst, hofter, talje,

arme, ben, håndled, fingre…

-Men uden ansigt. -Men hun havde jo pels på.

Hvordan kan du vide alt det?

Du har ret. Jeg har vel bare forestillet mig det.

-Hvad laver du her? -Jeg fulgte efter dig.

Så du udspionerer mig?

-Martin… -Jeg mødtes ikke med hende. Er du glad nu?

-Men du kan bande på, at jeg finder hende! -Gør ikke noget, du fortryder.

Det var pænt sagt af dig. Det skal jeg tænke på af og til.

Du er jo besat. Du magter ikke det her.

-Vi må gøre noget, inden det er for sent. -Hvad hvis det allerede er for sent?

Rut!

-Du kom ikke. -Jo, jeg kom.

-For sent. -Jeg var forhindret.

Du lyver. Du ville lade mig vente, men du kom til at betale for det.

I tre dage har jeg ringet på din dør. Jeg har ringet og efterladt breve.

-Hvor har du været? -På månen. Så du har prøvet at besøge mig?

-Det ved du. -Ja.

-Når vi er alene… -Nej, jeg holder ikke længere af dig.

-Stop med at grine. -Du ser sjov ud, når du bliver vred.

-Hør efter. -Jeg lytter.

-Det er seriøst. -Det er jeg også.

Du kan ikke slå mig nu.

Du ser mig i aften og i morgen aften,

og alle andre aftener, morgener og dage og nætter efter det. Jeg venter på dig.

Er du skør? Ikke her.

Mit mærke.

Rigtig sød. Sikke en fin model. Du har god smag.

-Du venter nogen, kan jeg se. -Tror du det?

Tager du ikke lidt meget parfume på, min pige?

-Synes du det? -Ja. Men måske kan han lide det.

-Hvilken han? -Ham, altså.

-Det er ingenting. -Men det bliver det.

-Hvor mange mænd har du haft? -Mor, pas dig selv!

-Eller jeg spørger dig om det samme. -Synes du, det er morsomt?

-Hvad synes du selv? -Jeg synes ikke, det er morsomt.

-Fordi du er ved at blive for gammel. -Skam dig.

Er han ung, ham, som du skal mødes med i aften?

Ja, han er ung. Meget ung.

-Det lyder, som om du er forelsket. -Det er jeg måske.

-Skal I giftes? -Nej, han er allerede gift.

Nå.

-Du har vel været skrækkeligt ond mod ham. -Nej, hvorfor skulle jeg det?

Det er da usædvanligt.

Jeg har bestemt mig for ikke at gøre, som du gør mod Victor.

Sikke noget vrøvl.

-Du har stadig hans portræt hængende. -Er der noget galt i det?

Nej, men det er stadig grimt.

Nu vi taler om det, har du så mødt Victor for nylig?

-Han kommer ikke inden for døren her. -Siden hvornår?

Mor, du har en ækel fantasi. Og Victor er lige så ækel for mig.

-Så du behøver ikke komme og snage. -Kære barn…

Du ved, hvordan det er med gamle sår. Man må bare pille i dem.

-Forstår du det? -Ja, bare du ikke blander mig ind i det.

-Nej, det her er et uskyldigt besøg. -Jaså?

-Jeg ville bare høre, om du behøver penge? -Det gør man vel altid?

Ja, ikke også.

Bliver du da aldrig forsørget?

Jeg har i hvert fald ikke lyst til at prostituere mig som visse andre.

Nu er det vist bedst, at jeg går. Ellers bliver jeg vred.

Farvel, min pige.

Døren er jo åben, dit fjols.

Så holdt vi en umådelig fest.

Et lysende gæstebud, en grænseløs nat.

Så stor, at jeg kunne trække den ned over min lillefinger,

og så lille, at universet forsvandt i den som et lystigt sekund.

Jeg var nede i det mørkeste mørke,

blev grebet af en knoglet hånd, som jeg troede, var Dødens - og jeg lo.

Jeg var inde i et lys, så varmt og stærkt,

at jeg troede, jeg var et møl på en flamme en efterårsaften.

En fest så stor, at den ikke kunne rummes i et lille værelse på Östermalmsgatan.

Den var så enorm, at den steg op gennem taget

og skrabede mod de lasede stjerner

og sprængte dem i tusind stykker.

Godmorgen! 1547 45/38 R. Ekberg til militærtjeneste.

-Fandens, er det nu tid igen? -Nemlig.

Jeg er lige kommet tilbage efter fire måneders ferie i Kvikkjokk.

Tyve kilometer til nærmeste damecykel. Godmorgen.

Godmorgen.

Ja, jeg kommer.

Hallo? Næ, hej, Frida!

Ja… Martin overnattede hos mig.

Det blev lidt sent, ser du.

Har han også? Jeg har netop det samme brev i hånden.

Nu skal vi ud og hvile os en stund et sted i Sverige.

Ja. Altså, det vil sige…

Han er lige gået ud for at købe cigaretter.

Jeg ved faktisk ikke, om han kommer tilbage eller går direkte hjem.

Ragnar… Nu må du ikke grine ad mig.

Men Martin har været så underlig på det sidste. Har du ikke bemærket det?

Ja… Måske har du ret.

For ser du…

Han er jo alt, jeg har.

Hvad er nu det her for noget?

Martin er jo så forelsket i dig, at han hverken ved frem eller tilbage.

Men fyre har jo også deres griller, ved du.

Ja, måske. Hej.

Mor…!

Jeg vil have mere grød!

Rut… Der er en, der har stirret på os hele natten.

Nå? Hvem?

Ham der. Hvem er det?

Det er Victor. Mors Victor.

Han ser ikke så sympatisk ud.

-Han ser ud som… Jeg ved ikke hvad. -Det er han også.

-Tag ham ned og stil ham væk. -Det kan jeg vel gøre.

Jeg kommer tilbage i aften.

Hallo?

Javel. Et øjeblik.

-Det er til dig. -Til mig?

Ja.

Du behøver ikke se så bange ud.

Hallo?

Hvordan fanden kunne du vide…?

For fanden.

Tak.

Ja, så er jeg også blevet indkaldt.

-Jeg er blevet indkaldt. -Det sagde du.

-Hvad er der i vejen med dig? -Med mig? Ingenting.

Men der er noget i vejen

Hvor skønt, at du er blevet indkaldt.

Ja, fantastisk. Jeg skal være væk i fire måneder.

-Fatter du det ikke? -Og hvad så?

-Rut! -Tag ikke sådan i mig. Det gør ondt.

-Hvad vil du gøre i mellemtiden? -Det ved jeg da ikke.

-Er drengen allerede jaloux? -Jeg ville ikke klare, at du var mig utro.

-Kommer du og slår mig og de andre ihjel? -Ja, det gør jeg.

Så gør det.

Kom snart tilbage til mig. Jeg har ikke tænkt mig at vente på dig.

Ikke længe. Hører du?

-Martin! Hvad laver du? -Jeg stikker af. Tilbage til Stockholm.

-Du er jo vanvittig! -Måske. Men jeg gør det i hvert fald.

Du er tosset! Vi er under disciplinarlov.

-Vagten skyder dig, hvis han ser dig. -Han ser mig ikke.

-Du bliver fanget og skal sidde i fængsel. -Ja, men ikke foreløbig.

-Jeg vil fandeme ikke lade dig desertere. -Åh, jo. Det vil du.

-Hvem er det? -Victor. Mors Victor.

-Skal jeg hilse Charlotte fra dig? -Nej.

-En flot, ung mand. -Og stærk.

-Og uhøflig. -Skrid ad helvedes til.

Jeg er på vej dertil. Mors Victor.

Tillykke, lille Rut. Drengen er jaloux. Denne gang har du gjort et godt valg.

Hav en god dag.

Tilgiv mig, unge mand, at jeg er lidt ironisk. Det er ren misundelse.

Slå mig ikke. Jeg kan gå i stykker.

-Hvad lavede han her? -Tal ikke om Victor nu.

-Jeg ville stikke bajonetten i ham. -Hvorfor gjorde du det ikke?

-Jeg ville ikke give dig den glæde. -Du er vanvittig.

Jeg så, at du stod og nød situationen. Du ventede bare på, at jeg skulle slå ham.

-Hvad lavede han her? -Han skulle hente sit maleri.

-Hvorfor gjorde han ikke det? -Han frygtede, at du slog ham ihjel.

Slip mig.

-Er det et forbandet forhør? -Så snart jeg er væk, har du en mand her.

-Det er ikke en mand. -Hvordan ved du det?

Fordi det har mor sagt.

Du er stukket af.

-Hvad sker der nu? -Det ved jeg ikke. Jeg kan ikke være her.

Nej. I morgen er dit portræt i aviserne. Victor husker ansigter fantastisk godt.

-Skal vi tale om det nu igen? -Nej, det skal vi ikke.

Og mens du sover, skal jeg udtænke en plan.

Sove? Skal jeg sove?

Tror du, jeg er kommet herhen for at sove?

Du, vil du med til en skorstensfejerkoncert i aften?

Hvad du vil. Bare jeg må skifte tøj.

Se, nu stirrer den satan på os igen.

Du går amok, hvad?

-Kommer du ikke hjem igen? -Jeg ved det ikke.

-Må du virkelig tage væk? -Selvfølgelig. Jeg er jo stukket af.

Hvor skal du hen? Må jeg spørge dig om det?

Jeg ved ikke, hvad det er. Jeg skal bare.

Jeg er ikke mig selv længere. En anden har fået grebet om mig.

Der var en, som sagde, jeg var syg.

Måske er jeg det.

Men det gør ikke ondt.

Eller også gør det så ondt, at jeg ikke kan mærke det.

Se ikke sådan på mig, Frida.

Hils Pil fra mig. Måske går alting i orden.

Måske går galskaben over. Det ved jeg ikke.

Det bliver måske normalt igen.

-Jeg er så nervøs. -Hvad har du at være nervøs for?

Hvis han spiller falsk, og gør mig og hele familien til skamme?

-Hør selv. Og han har øvet i månedsvis. -Og hvad så? En enkelt, lille tone.

Du er min forlovede hjemme på orlov, og jeg er tjenestepige på Östermalm.

Men der kan vi ikke bo, for fruen er skingrende bigot. Forstået?

-Hvorfor? -Fordi vi skal have et sted at bo.

-Men kan det klares sådan? -Det kan du tro.

Jeg kender ham, der spiller solo. Vent på hjørnet, så skal jeg ordne det.

Storartet.

-Suverænt. -Specielt den høje tone.

-Du kom jo ned til sidst. -Og sikke en følelse.

Jeg fik næsten en klump i halsen.

Vil I med hjem og have noget at drikke og en bid mad?

-Giver du en drink? -To.

-Jeg skal bare ud og finde konen. -Vi ses senere.

-Hej, skorstensfejer! -Stille.

-Jeg ville bare takke og ønske tillykke. -Tak. Farvel.

-Har du et værelse til udlejning? -Hvad mener du? Er du skør?

Du… Jeg så, at du var vinden, da du spillede.

-Jeg har tænkt meget på dig for nylig. -Hvorfor det?

Jeg har længtes efter dig. Har du ikke et værelse til leje? Bare for nogle uger.

Det er til mig og min bror. Vi kan ikke bo hjemme.

Mor hader os og har smidt os på gaden.

-Det forstår jeg godt. -Hvad?

Fandens, nu kommer Magda.

-Den gamle tante? -Ja.

Jeg kan fortælle hende nogle ting…

Nå, har du et værelse til leje?

Jeg må tale med Magda om det. Hej.

Martin!

Martin!

Kom.

-Vi arrangerer det ved køkkenet. -Men vi har ingen senge.

Det kommer ikke dig ved. Hent jakkerne.

Vi kan ikke lade dem bo hos os.

Jo, vi kan. Vi giver dem nogle madresser.

-Svensson. -Pålsson.

-Jeg henter Johansson og Östman. -Du bliver her. Jeg kender dem ikke.

-Så det er din bror? -Ja, det er det.

-Ligheden er ikke påfaldende. -Vi har forskellige fædre.

Vi har et værelse til leje, men det er ikke så stort.

Det er mere en spisekrog, så det bliver lidt trangt.

-Hvor meget koster det? -Femogfyrre betalt forud.

-Storartet, det tager vi. -Ja, man må jo passe lidt på pengene.

-Vi skal have gæster i aften, så… -Jamen, vi skal ikke forstyrre.

Vi går ud og tager overtøj på.

Her er jakkerne.

Bror og søster tror jeg ikke, de er, men femogfyrre om måneden er godt.

Det var lige det, jeg tænkte, skat.

Nu bliver det godt med en øl og en mad, hvad?

Magda, spillede jeg da ikke nogenlunde?

Falsk.

Falsk.

-Ragnar. -Ja?

Lad os nu ikke gå som katten om den varme grød. Har du hørt noget?

-Ved du noget? -Nej. Jeg har bare nogle dages orlov.

Jeg ved, det er blevet anmeldt, og at han er efterlyst.

Jeg tror, at Martin har det svært.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan mærke det.

-Hvad siger hans forældre? -De er som forstenede.

Måske er skandalen det værste for dem. Det tror jeg.

Men det er synd for dem.

-Hvem er det? -Det er en ven fra universitetet.

-Hun virker meget hjertelig. -Det er hun også.

Hej, din gamle røver.

Hejsa.

-Må jeg præsentere fru Grandé. -Grankvist.

-Må jeg sætte mig? -Ja, da.

Hvordan går det på litteratur for tiden?

Fint, tak.

Men vi savner dig og er bange for, om du får våde fusser eller kommer til skade.

-Jeg var til eksamen i forgårs. -Gik det godt?

Nej, overhovedet ikke. Jeg dumpede.

Sikke en skøn hat, du har.

-Synes du det? -Ja, den er bedårende.

-Er du gift? -Ja, det er jeg.

Min fyr og jeg skal også giftes.

Man får jo lidt nerver på af at være længe forlovet - for pigen altså.

Han vil ikke endnu, men snart giver han efter.

-Kan du lave mad? -Ja, lidt.

Det kan jeg også. Og jeg kan lide det, bare jeg ikke bliver tvunget til det.

Det bliver du, når du bliver gift.

Ja, måske.

Nu må jeg videre. Farvel, skat.

Du trænger til at barbere dig.

Farvel. Det var godt at møde dig. Vi skulle ses en gang og tale om sjælen.

-Hej. -Hej, hej.

-Var det hende? -Hvad mener du?

Vær nu ikke dum, Ragnar.

Ja, det var hende.

-Hvordan kunne du gætte det? -Parfumen.

Martin havde den samme parfume i tøjet, da han kom hjem den morgen.

-Du, vil du give mig en cigaret? -Ja, da.

Jeg tror, hun blev bange for dig. Jeg ved ikke hvorfor, men det virkede sådan.

Hun var ikke som andre. Var jeg mand, ville jeg måske også blive vild med hende.

Jeg er ikke vild med hende. Jeg kender hende ikke engang.

Hendes optræden her var en farce, og jeg har været et fjols.

Et meget sødt fjols.

Hvad vil du have til middag? Vil du ikke have middag hos mig og Pil?

Jo, tak.

-Vil du have fløde til? -Er der dessert?

-Det plejer du ikke at få? -Ellers tak.

Jeg har vist brugt for meget kartoffelmel.

-Du ser mærkelig ud. -Gør jeg?

-Der er et askebæger der. -Det er allerede fuldt.

-Det er ikke vores ting. -Det ved jeg.

Den skide radio fra morgen til aften.

Jeg har fået en bums på låret. Det gør ondt.

Det er rædsomt med bumser. Jeg har fået den, fordi jeg ikke kan bade.

-Havde du varmt vand i byen? -Ja, både hos mig selv og mor.

-Hvad laver du i byen hele dagen? -Jeg maler.

-Nå, gør du det? -Nu ser du mærkelig ud igen.

-Hvorfor har du ændret håret? -Fordi det morer mig. Er det ikke pænt?

-Nej. -Du kan synes, hvad du vil.

-Men måske kan Victor ide det sådan? -Måske, ja.

-Så du indrømmer, at du ser ham? -Jeg indrømmer ingenting.

-Stop det. -Hvad?

Stop med at plage mig.

-Du nyder det. -Gør jeg? Stakkels Martin.

Du, jeg er ked af det, men jeg må faktisk ind til byen i aften.

Det var svagt. Du kan gøre det bedre.

Vær ikke sikker på, at jeg kommer tilbage.

Storartet. Det er begyndt at gå over.

Skal du se Victor? Sig det, og hør, hvor latterligt det lyder.

Du har overhånden nu, men tag dig i agt, min ven.

Bluffer du? Det troede jeg, du var for intelligent til.

Jeg kan for eksempel fortælle din Frida, hvor du bor.

Og en dag ville hun komme her, i stedet for mig. Ville det ikke være sjovt?

Eller Frida og din mor og far og hente den fortabte søn hjem.

Hold Frida ude af det her, tak.

Jeg har mødt hende.

Jeg har fortalt hende om os. Både det ene og det andet.

-Du lyver. -Hun så ud som en liljekonval.

Hjælp!

-Nu har vi fået nok af det her. -Ja.

I må gå straks, eller vi ringer til politiet.

-Nej, I gør ej. -Hold kæft, din lille overklasseluder.

Og det siger du! Har du glemt, hvad vi gjorde på loftet?

-Det er løgn. -Det er forbandet løgn.

Nå, I skal gå nu.

Men hvad i alverden har du lavet? Kom med mig først.

Du har jokket i det.

Dig har jeg intet imod, men din pige er modbydelig.

Du må gerne blive, men hun skal væk.

Det er umuligt, men tak for ikke at ringe til politiet.

-Er du i problemer? -Det kan man sige.

-Dig eller pigen? -Mig. Det er kun mig.

Jeg tror nu, det er pigen.

Tak. Nu klarer jeg mig selv.

Du, tag sådan en. Det behøver du.

Tak.

Skål.

-Tak. -Du…

-Du skal nok gå. -De kan blive natten over.

-Ja, det går. -Tak.

Du glemte den her.

Næste gang slår vi hinanden ihjel.

Leder vi efter noget bestemt?

Julemanden måske?

Eller en lille, efterladt Luciabrud?

Bare lidt af hvert.

Det er ikke ligefrem overklassen, som bor i de her kvarterer.

Ja, det er selvfølgelig ikke adelen…

-Hold kæft. -So gerne.

-Pardon! -Jeg kan forsikre, at på mit hotel…

Ja, ja. Vi skal i hvert fald se på gæsterne her.

Midt om natten? Der sover mine gæster.

-Det tvivler jeg på. Vi vækker dem. -Men, hr. kommisær…

-Tag den med. -På mit hotel er alles papirer i orden.

Det får vi at se. Kom nu med.

Politiet! Razzia!

-Hvad vil I? -Pardon!

Politiet! Razzia!

-Nå, var kaffen god? -Nej.

Jeg vil gerne have, at du kan lide den.

-Kan du lide peberkager? -Ja.

Men du skal kunne lide peberkager.

Du skal synes, at peberkager er det herligste på jorden.

Åh, du.

-Hvad synes du om, at jeg spiller? -Ikke værst.

Ikke værst? Du skal synes, at jeg spiller vidunderligt.

For det er vidunderligt.

Alt her er vidunderligt.

Rummet, væggene, loftet, møblerne.

Alt.

Og ved du hvorfor? Fordi du er her.

Politiet! Razzia!

-Politiet? -Pardon, jeg kom måske ubelejligt.

Jeg ville bare advare i tilfælde af at et endezvous med myndigheder ville være…

…ubehageligt.

Er der en bagvej?

Ja, da! Det er et af hotellets specialiteter.

Skynd jer at tage overtøj på, og vent på mit signal.

Åh, pardon!

Hvor er det spændende.

-Hvad skal vi gøre nu? -Det ved jeg ikke.

-Hvor gik de så hen efter det? -De fandt et nyt hul som jagtede rotter.

-Marie, hvad laver du med mine bøger? -Gør rent.

Det her er ikke blevet støvet af siden jul, og nu er det maj.

"Maria, Maria, nu stunder våren, og træernes knopper svulmer."

Du laver bare uorden.

Jeg spurgte dig, hvor de tog hen.

-De flyttede ind i et slot. -Et hvad?

Det var ikke et normalt slot. Sådan et, som ligger bag solen og månen.

Med porte af guld og vinduer af diamanter.

Sådan et, man kun finder, hvis man er skør.

-Så politiet fandt det ikke? -Nej. Men ikke fordi de ikke prøvede.

Men de havde ikke regnet med det sublime vanvid.

Jeg er så nysgerrig på det slot. Hvor lå det?

Jeg ved det ikke. Et sted i udkanten af byen.

Jeg tror, Rut fandt det. Det var storslået.

Et palads af jern og beton og fire etager højt.

Der var enorme sale og hemmelighedsfulde forrådskamre.

Tavsheden smøg sig omkring med lydløse fodtrin.

Men længst oppe

suste og peb en sær vind under tagbjælkerne dag og nat.

Og gennem de støvede vinduer kunne man se ud mod en sort nat

med milliarder af stjerner.

Der er nogen på trappen.

Der er nogen…

Her er der lige så mange folk, som der plejer!

Godt nytår, rottedjævle!

-Hørte du ham? -Ja. Vi må have glemt dagene.

Vi lever tidløst i en verden uden tid eller rum.

-Godt nytår. -Godt nytår.

Hvad man nu end mener med det.

Hører du?

Det er vinden. Den er her dag og nat.

Den er måske indespærret. Hører du? Det er som om, den er levende.

Jeg vil tegne den.

Den har en lang, lang næse, og så snor den sig rundt og bider sig selv i bagen.

-Tegn også os. -Ja. Her er månen.

-Den ser jaloux ud. -Det er den også. På os.

Her kommer nattevagten. Han har en rotte i snor.

-Men hvad er det for noget? -Det er et neonskilt.

På det står der: "Kom og se den store passion. Kun 25 øre!"

Pilen peger på dette lager. Men nattevagten holder folk tilbage,

og råber, "De er trætte for i dag. I må komme tilbage en anden gang."

-Men hvor er vi? -Her.

De tændstikmennesker? Vi har jo ingen ansigter.

Har vi da det?

Lad mig se på dig.

-Du er træt. -Nej.

Jo, du er træt.

-Hvad skal der blive af os? -Vi tager et sted hen.

Hvorhen? Hvem skal skaffe penge til det?

Du får se. Jeg finder på en plan.

-Du med dine planer. -Man vil jo leve.

Det er det, vi gør.

Tror du ikke, at vi lever mere end de fleste andre?

-Er du ked af det? -Nej. Er du?

Nej.

Faktisk er jeg meget glad.

Man kan jo altid finde på en plan.

Martin?

Martin!

Nå, er det dig, Rut? Godt nytår. Vil du have lidt te?

-Hej, Rut. Vil du have en eggnog? -Nej.

Jeg vil have en masse penge af dig. Alt, hvad du har på dig.

Ja, da, lille ven. Hvad skal du med så mange penge?

-Det kommer ikke dig ved. -Hvad hvis du ikke får de penge?

Det ved du, men denne gang er det ikke til mig.

-Den unge mand? -Ja. Vi skal rejse væk sammen.

Ham, som er efterlyst?

Jeg har en stærk sans for fysionomi.

-Han er en god dreng, men lidt arrig. -Er han flink? Det var da skønt.

-Hvor meget skal du have? -Alt, hvad du har nu.

-Jeg er flad. -Du lyver som altid.

Du kan selv se efter.

Og hvad med det her? Flere hundrede.

-Hvor fandt du dem? -Victor laver sjovt.

Det burde han ikke.

-Rut, skat. Kom og sid hos os. -Jeg har travlt.

Vi må tale ud om det her nu. Victor, sluk juletræet.

Rut, skat, du lider af paranoia.

Den episode, som du bliver ved med at chikanere Victor med,

har ikke den ringeste betydning or dit liv i dag.

Kæreste Rut, jeg under dig alt godt her i verden.

Jeg har altid holdt af dig, som var jeg din egen far.

Hvis din mor og jeg havde kunne gifte os, havde alt været meget klarere.

Så havde du mærket en fast hånd…

På mine bryster.

Ja, det er sandt. Det mærkede jeg. En kold, vedholdende hånd.

Det er ikke sandt, Rut.

Mit barn, jeg vil sværge på, at det er indbildning fra din side.

Du var meget følsom og anspændt i netop de år.

Ja, netop. Det hele er jo så simpelt.

Du har haft nogle erotiske skuffelser på det seneste,

og så skyder du skylden for det hele på denne opdigtede historie.

Og i alle de år har jeg forsøgt at komme mig over den aften.

Hvis I to havde sagt, "Ja, det er sandt, Rut",

så var det måske lykkedes, men nu er det umuligt.

Jeg har en issyl herinde.

Den har gjort mig besat. Jeg kan ikke slippe fra den.

Den sidder der som en stor, hæslig abe uden øjne.

Hvis du vil, kan vi tage til en psykiater.

Ja, jeg kender en fremragende læge.

Ser du? Jeg er klar til at tale med en udenforstående.

Det beviser vel, at jeg er uskyldig?

Nej. En tossedoktor kan ikke hjælpe mig.

Men kære Rut, hvad skal vi så gøre?

Der er intet, I kan gøre.

Er du ikke forelsket i den her dreng?

Jo. Eller nej…

Det bliver noget andet. Det bliver noget hæsligt og unormalt.

Og det er min fejl. Og din, Victor.

Det giver ingen mening at tale om det, hvis du ikke vil være fornuftig.

Jeg mindes tydeligt den aften. Jeg var tolv.

Hvor jeg beundrede jer begge to. Mor var den smukkeste kvinde i verden.

Og du, Victor, var den flotteste og tapreste mand, jeg nogensinde havde set.

Og derfor blev jeg så glad den aften, da du kom og satte dig hos mig.

Kan du huske det?

Mor var væk, og jeg havde dig helt for mig selv.

Ja, da, vi havde mange hyggelige snakke sammen.

Det husker jeg meget godt, men…

Du holdt mig i hånden, og jeg syntes, det var så skønt.

Du sagde, at vi skulle i biografen dagen efter, en lørdag.

Så fortalte du om Paris. Du havde været der kort forinden.

Du havde fløjet med flyvemaskine.

Og mens du talte, begyndte du at ae min underarm.

Mit hoved føltes så mærkeligt.

-Resten har vi hørt. -Stop det så.

Pludselig lå din hånd på mine bryster. Den lå helt stille.

Din lillefinger og din ringfinger lå mod min venstre brystvorte.

Jeg kan mærke det når som helst. Jeg mærkede først en varme indeni.

Det var ulideligt.

Så, langsomt, langsomt kom kulden.

Jeg ville skrige og græde, men jeg kunne ikke.

Og du talte om flyvning. Din stemme var helt rolig.

Så rejste du dig og gik.

Jeg gik længe og sagde ingenting, men smerten og kulden voksede.

Det var, som om hånden stadig lå der.

Kan du huske, mor, at du slog mig, da du ikke orkede det mere,

og sagde, at jeg løj, og at jeg var skør?

Jeg er ked af det, skat. Det var ren uvidenhed.

Siden da har den været der, altid, den hånd på mine bryster.

Så kom Martin, og jeg så en mulighed for at blive fri.

Jeg har kæmpet for at blive fri, men det gik ikke.

Det lykkes aldrig. Jeg må gå der med min blinde abe inde i mig.

Pengene beholder jeg. I kan anmelde mig, hvis I vil.

Men jeg tror ikke, I gør det. Farvel.

-Godt nytår. -Pas på dig selv, skat.

Rut.

Uanset hvad kendsgerningerne er… Du taler vel ikke med nogen om det, vel?

Stakkels djævel. Du har nok problemer.

Victor!

Du slukkede ikke træet.

-Hvad laver du? -ikke noget.

-Du så ud til at tælle penge. -Og hvad så?

-Hvordan har du fået fat i dem så hurtigt? -Jeg har lavet tricks, hvad tror du?

-Har du stjålet dem? -Jeg har lavet afpresning.

Lad mig være. Jeg fortæller dig om det, men nu vil jeg sove.

-Syv hundrede kroner er helvedes meget. -Jeg har fået dem af mor.

-Du lyver. -Jeg har fået dem af Victor.

-For hvad? -Det kan jeg ikke sige. Vær glad for dem.

-Hvorfor vil du ikke sige det? -Det er ikke vigtigt.

Hvad jeg har gjort, har jeg gjort for din skyld.

-For min skyld? -Jeg behøver da ikke løbe fra politiet.

Jeg tror, jeg går fra dig her.

-Martin…! -Nej. Jeg tror, jeg går min vej.

Martin, du må ikke gå.

Hvorfor skal du fortsat have lov at plage mig? Det forstår jeg ikke.

Hvorfor skulle jeg lade dig vokse dybere ind i mig? Du er en del, der kun gør ondt.

Jeg skærer dig ud og smider dig væk.

Vi har været helt fremmede for hinanden hele tiden. Vi kender ikke hinanden.

Farvel, Rut.

Martin!

Gå ikke fra mig. Gå ikke nu. Jeg har jo kun dig.

Jeg elsker dig jo. Jeg kan ikke leve uden dig.

Jeg dør. Jeg tager livet af mig.

Martin.

Åh, nej. Det tror jeg nu ikke.

Man kan starte forfra. Det kan man altid.

Det skal du komme til at fortryde.

Ser du? Nu kan jeg genkende dig.

Du skal komme til at fortryde det hele.

Du skal komme til at fortryde det her. Det skal du.

-Hvad skete der så? -Han blev fri med mit vidneudsagn.

Jeg lykkedes med at finde en flink læge.

Manden var ikke rigtig rask. Det kunne selv militærmyndighederne forstå.

-Og skete så? -"Så", og "så" og "så".

Selvfølgelig vil jeg vide, hvordan det gik.

Martin og jeg mistede kontakten. Han forsvandt fra universitetet og alt.

Jeg har ikke set ham siden den nytårsaften.

Og nu er det forår. Et herligt skumringsforår.

"De mødtes ved højen, de mødtes ved åen,

de kyssede så genert, at de blev blufærdige over for månen."

-Hvad synes du om det? -Jo, hvis jeg må støve bøgerne af.

Du driver mig jo fra huset. Ingen afstøvning i dag. Har du ikke læst avisen?

Jo, jeg har!

"Ragnar Ekberg er uden tvivl en talentfuld fortæller og måske en digter."

Netop, ja. Jeg er digter, måske.

Og jeg har tre hele 10-kroner i pungen. I dag skal der festes!

Herligt! Men så må jeg hjem og skifte tøj først.

Selvfølgelig skal du det! Klæd dig i silke, fløjl og perler!

-Jeg går i forvejen og får en drink. -Hvor?

-Jeg blæser i majvinden, men jeg ringer. -Er du sikker?

På min digterære!

De mødtes ved højen, de mødtes ved åen,

De kyssede så genert, at de blev blufærdige over for månen

Det var her majvinden blæste mig. Her fik jeg min drink i forvejen,

mens Marie klædte sig i silke, fløjl og perler.

Det var her, jeg fik at vide, at Martin var gået tilbage til Rut.

Og det er her, på værelse 212,

at I finder den sidste brik i puslespillet.

Den, som jeg aldrig fandt.

Arne! Elevatoren.

-Kan du skaffe mig en vogn? -Ja, hr. Grandé.

Frøken, en vogn til hr. Grandé.

Vi går. Vognen er her straks. Her er dine cigaretter.

Nå, hvis du får lov at låne de penge, hvad skal vi så gøre?

Så forsvinder vi fra alt det her. Fra alle fattige og grimme mennesker.

Men vi er rige, med vores helvede og vores himmel. Kun det betyder noget.

Vi rejser langt væk.

Vi vandrer i bjergene og bader i elvene.

Vi ligger på ryggen i skovens mos.

Vi skal ikke tænke. Ikke se fremad.

Kun leve hver dag.

Vi skal bare give los, kaste alle hensyn i en gammel sæk.

Hvorfor tænkte jeg ikke på det før? Sikke en idiot jeg har været.

Ja. Sikke en idiot, du har været.

Men når efteråret kommer, og pengene er brugt, og det regner?

Der er altid en udvej, så længe jeg har dig.

-Nu elsker du mig virkelig. -Ja, jeg elsker dig.

Jeg elsker dig så højt, at jeg ikke engang spøger, om du elsker mig.

Martin, da du kom tilbage til mig, kan du så huske, at du var bange?

Ja, jeg var bange.

Jeg er stadig bange, men jeg tænker ikke længere på det.

-Hvorfor var du bange? -Fordi du ikke er den samme.

-Ikke rigtigt. Ikke som før. -Det er bare noget, du tror.

Måske er det mig, der er forandret.

Før ville jeg bare have din krop. Nu elsker jeg dig.

-Hvad smiler du af? -Jeg bliver lykkelig, når du siger sådan.

-Hvorfor smiler du? -Du lyder så bange.

-Ja, du er bange. -Stop det nu, Rut.

-Ja? -Fru Grandé. Det er portieren.

Taxaen venter.

Jaså. Jeg kommer straks.

-Hvem var det? -Prøv at gætte.

Stop det vås! Hvem var det?

Skorstensfejeren. Vi skal i biografen sammen.

Vi mødtes på gaden, og han sagde, han gerne ville ses.

Jeg bad ham ringe, og det gjorde han nu.

-Du går ikke. -Jo, jeg gør.

-Du går ikke. -Jo, jeg går.

Og jeg ville egentlig ikke sige, at jeg går for altid.

-Men jeg synes, det er synd for dig. -Rut!

Farvel, min ven.

Kan du huske lagerbygningen, og hvor dramatisk jeg var?

Husker du, at jeg tiggede dig, græd efter dig?

Dengang elskede jeg dig, og du gik bare.

Vær lige så stærk, som du var dengang. Det klarer du nok.

For egentlig er vi to helt fremmede for hinanden.

Vi kunne måske være blevet noget andet, men den chance dræbte du.

-Men jeg kom jo tilbage. -Ja, det gjorde du.

Du kom som til en luder, og jeg tog imod dig som sådan en.

Men nu elsker du mig. Jeg kan se det i dine øjne.

-Og det gør mig glad. -Jeg tror ikke på dig.

-Jeg tror ikke på dig. -Jo. Jeg bliver, hvad man gør mig til.

-Og nu går jeg. -Rut! Det får du ikke lov til.

Blindt hysteri hjælper ikke. Men mærk, hvordan det føles, at blive forladt.

-Går du, tager jeg mit liv. -Gør det.

Havde du gjort det tidligere, var vi sluppet for denne latterlige farce.

Rør mig ikke.

Men jeg elsker dig.

Jeg elsker dig.

Rut!

-Hvor er værelse 212? -Derovre. Første dør til højre.

Du skal ikke være bekymret, min dreng.

Når du får det bedre, kommer du på højkant igen.

Og så bliver alt godt. Frida har det godt, og Pil har det godt.

Han er meget fremmelig.

Men det var ikke det, jeg skulle tale om.

Jeg havde tænkt mig at foreslå en rejse til Amerika.

Dig, Frida og Pil.

På min regning, naturligvis.

Og så bliver alt godt, skal vi se.

Du kunne studere, og så kunne du more dig med at komme lidt ud.

Da jeg var på din alder, havde jeg allerede været meget i udlandet.

Så vær ikke så ked af det, min dreng.

Frida har det godt, og Pil er meget fremmelig.

Ja, det sagde jeg vist lige.

Som sagt, så vil alting gå i orden.

Bare du får det godt… Så bliver alting godt.

Du behøver ikke vente, til toget er gået.

Nej, selvfølgelig.

Nå…

Hej, hej, Martin. Held og lykke over there.

-Nu glemmer du ikke at hilse Pil? -Jeg hilser ham.

-Du skriver, gør du ikke? -Jo, jeg gør da.

-Hvorfor går toget ikke? -Det går lige om lidt.

Rejsende med toget 10:05 til Göteborg skal finde deres pladser.

-Frida… -Ja?

For Pils skyld, ikke?

Vi har jo diskuteret frem og tilbage, men er ikke nået til et resultat endnu.

Nej, ikke nu.

Men senere måske, når jeg kommer tilbage fra Amerika.

Når jeg kommer hjem igen. Om ikke andet, så for Pils skyld.

Ja, Martin.

For du og Pil…

I to er jo det eneste, jeg har.

-Du passer på dig selv, ikke? -Jo, Martin.

Jeg står ikke i vinduet og vinker. Det gør jeg ikke. Farvel.

Farvel, Martin.

Farvel… Martin.

Hils Pil!

Nu er han væk.

Det så jeg.

-De vil ikke kaste Dem ind under toget? -Nej.

Eller skære pulsåren over eller noget andet dramatisk?

-Undskyld, det var dumt sagt. -Nej, det var naturligt.

-De elsker ham, ikke? -Hvorfor spørger De?

Han kommer tilbage.

-Ikke til mig. Til Dem. -Det siger De bare, fordi jeg ønsker det.

Nej, jeg ved det. Det er bare sådan, det er.

Farvel.

-Det var en mærkelig situation. -Er du stadig her?

-Ja, da. Jeg følger dig til bussen. -Hvad tror du, hun gør nu?

-Forsøger vel at slå aben ihjel med en ny. -Aben?

Ja, men det er en kompliceret historie, og lang.

Jeg tror, det er synd for hende.

Kære Frida, du er den samme.

Godt, at der findes folk som dig.

Tekster af: Helene Haabegaard