Original subtitles

Jeg havde ulidelige smerter.

Det gjorde ondt, hver gang jeg trak vejret.

Jeg var meget bevidst om, at vi var på Pablo Escobars område.

Skrækscenariet ...

Hvad sker der, hvis Escobars mænd fanger mig?

Men det værste var smerten.

Hvad gør man? Bevarer moralen.

Faderen, Sønnen og Helligånden ...

De katolske bønner blev hevet frem, og jeg sagde: "Giv mig styrken -

- til at dø med et vist mål af ære."

Jeg lå der og tænkte:

"Hvordan fanden endte jeg her?"

Det var Medellín-kartellets værk.

Der var 500 kg dynamit. Ti gange så kraftigt som ved maj-attentatet.

En bombe er eksploderet i Bogota og har dræbt 35 og såret cirka 200 mennesker.

Eksplosionen ødelagde sikkerhedspolitiets hovedkvarter.

Narkokartellerne mistænkes for at stå bag, men deres bosser undslap.

Pablo Escobar undslap, kun få minutter før hans skjulested blev stormet.

På søndag er der præsidentvalg. Tre kandidater er allerede blevet dræbt.

Årsagen er de endeløse narkokrige. Central i konflikten er Pablo Escobar.

Han er leder af Medellín-kartellet og landets mest frygtede forbryder.

Kokainhandel har gjort ham til en af verdens rigeste mænd.

Skal man vurdere Escobar og størrelsen af hans organisation -

- så er han verdenshistoriens største producent og distributør af kokain.

Han er ansvarlig for hele 80 procent af verdens kokain. Tænk engang. 80 procent.

Oprindeligt var der en alliance mellem Medellín- og Cali-kartellerne.

Gilberto og Miguel Rodríguez Orejuela.

Cali-kartellet styrede distributionen af kokain til New York.

Pablo Escobar styrede Miami-området.

Men så trængte Cali ind på markedet i Miami, og Pablo på det i New York.

Krigen brød ud og udviklede sig så brutalt -

- at Cali-kartellet forsøgte at bombe Pablo Escobars ejendom.

De anbragte en bilbombe i kælderen på det lejlighedskompleks -

- hvor Pablo Escobars familie boede.

Bomben sprang, alle var uskadte -

- men Pablo Escobars gengældelse var brutal.

I kartellet var jeg Pablos lejemorder.

Jeg var sammen med ham under hele krigen.

Under hele krigen mod Cali-kartellet.

Miguel Rodríguez og Cali-kartellet havde en række produktionssteder i Colombia.

Jeg sprængte mange af dem i luften.

Det var desværre en meget grusom krig.

Jeg blev inviteret til et møde med Cali-kartellet.

Efter to minutter sagde Gilberto Rodríguez:

"Du er her, fordi vi har en skrækkelig fjende, Pablo Escobar."

"Enten likviderer vi ham, eller også likviderer han alle vores familier."

De ville have mig til at sætte dem i kontakt -

- med nogle af de tidligere SAS-soldater -

- som var gået på pension i England, og som jeg havde adgang til.

I 1989 modtog jeg et telefonopkald -

- fra Jorge Salcedo Cabrera, og jeg sagde: "Hvad så?"

Han sagde: "Nogle forretningsmænd i Cali er interesseret i din arbejdskraft."

Opgaven gik ud på at befri Cali-kartellet for Pablo Escobar.

"Slå Pablo Escobar ihjel." Og jeg kendte lige den rette til jobbet.

Man bliver ikke bedt om at myrde Pablo Escobar -

- uden den fornødne erfaring.

De har sgu granater!

Jeg tog til Angola, fordi jeg ville i kamp.

Angola, splittet og i krig med sig selv, er brudt sammen.

Cubanerne og russerne har ikke ret til at dræbe angolanere.

Vi søger hjælp fra alle, der vil hjælpe os til selvforsvar.

I alt cirka 200 britiske lejesoldater har været indblandet i krigen.

De skal bekæmpe MPLA -

- bevægelsen, der vandt borgerkrigen og nu er ved magten i Angola.

Vi interviewede Peter McAleese, leder af alle FNLA-lejesoldaterne i Nordangola.

Offentligheden bør også høre den anden side af sagen -

- på godt og ondt, og selv træffe sin dom.

Jeg var ung, jeg var i god form, og jeg var aggressiv.

Jeg havde intet imod kommunismen. Den leverede bare de fleste fjender.

Kommunisternes plan for Afrika var at krydse centralt -

- og så gå nord og syd.

Vesten støttede FNLA.

Østblokken støttede MPLA.

Jeg under ikke min værste fjende det. Det var et mareridt. Landet var i kaos.

Og en masse penge og våben skiftede hænder.

Hvorfor ikke bekæmpe kommunismen? Uanset om det er for penge eller en sag?

Jeg mødte Dave Tomkins i Angola, og han havde aldrig været soldat -

- men jeg hæftede mig ved, at han var ekstremt modig.

Jeg har haft en hel skare af opgaver i sikkerheds...branchen.

Forsvarsmateriel.

Jeg var ham, der kunne skaffe dig hvad som helst hvor som helst.

Bomber, missiler, artillerigranater -

- til en værdi af mange millioner dollars -

- til Iran, Irak, PLO ...

Jeg leverede til alle.

Han gik altid med en stor medaljon om halsen.

Han var sådan lidt smart, lidt kæk. Han var altid velfriseret.

Mit førstehåndsindtryk af Peter var, at han imponerede mig.

Han førte sig og bevægede sig imponerende.

Han spillede ikke smart.

Vi kom straks godt ud af det med hinanden.

Dave spurgte: "Vil du have en opgave i Colombia?" Jeg kunne ikke sige nej.

Peter og jeg fløj fra London til Cali.

Jorge Salcedo tog imod os.

Vi kaldte ham George. Han havde også sit eget kodenavn: Ricardo.

- Alt vel? Godt at se dig. - Det er Peter McAleese.

- Rart at hilse på dig. - I lige måde. Kom.

Jorge var tydeligvis systemets mand.

For han førte os lige forbi told- og immigrationsmyndighederne.

Vi blev ikke stoppet af nogen.

Jeg fornemmede, at man havde godkendt missionen på øverste niveau.

Dengang kendte jeg alle. Jeg fik dem uden videre gennem tolden.

Der var ingen forsinkelse. Magten til det kom fra Cali-kartellet.

Jeg havde et videokamera og filmede alt.

De kørte os til udkanten af Cali -

- til et privat sportscenter -

- som kartellet ejede.

- Hvordan var flyveturen? - Helt i top, mine herrer.

Cali-kartellets fire ledere spiste frokost ved svømmebassinet -

- og der sad vi så og forhandlede.

Vi repræsenterer en gruppe af verdens bedste soldater.

Jeg tager betaling pr. måned, pr. person -

- plus bonusser, plus udgifter, plus kost og logi, det hele.

Penge spillede ingen rolle for dem. De havde milliarder.

Peter er vores chefinstruktør. Han har været i SAS.

Så blev stemningen lidt mere afdæmpet, men også lidt mere intens.

Man skulle tro, at det var orkestreret, og en af dem lænede sig frem ...

Han spurgte:

Kan I slå Pablo Escobar ihjel?

Jeg havde ikke moralske skrupler over at slå Pablo Escobar ihjel.

Hvordan kan man have det, når USA vil betale $1 million for hans hoved?

Colombias regering ville også give en del for hans hoved.

100 millioner pesos.

Han var en trussel imod landet og dets trivsel.

Skønt han var god imod folk i Medellín.

Men han forstyrrede magtbalancen i Colombia -

- og måtte skaffes af vejen.

Bare overvej den hjertesorg, han forvoldte med sine drab.

Eksplosionen var forårsaget af plastisk sprængstof.

Han anbragte en bombe i et rutefly -

- i den tro, at en præsidentkandidat var om bord, men det var han ikke.

Så 110 mennesker døde -

- fordi Pablo ville påtvinge en anden sin vilje.

Man kan ikke moralisere over det.

Jeg har aldrig betragtet det som mord.

Jeg har betragtet det som et mål.

Jeg taler ikke uden om. Det er sådan, jeg ser det.

"Du må ikke slå ihjel." Så er man i den forkerte branche, for det går den ud på.

De faktiske drab på andre -

- når man er professionel soldat og på mission -

- hører til det valg, man har truffet med sit liv.

Jeg var lidt nervøs, første gang jeg dræbte nogen.

Jeg var i SAS og udstationeret i Aden i 1967.

Området hedder Sydyemen i dag.

Vores lejr hed Haverlain -

- og den var under konstant morter- og geværild fra systemkritiske oprørere.

Vores opgave var at gå ud og prøve at likvidere dem.

Vi kom til et område, hvor en gruppe hyrder skulle holde til.

Men da jeg så dem, fik jeg på fornemmelsen, at de ikke var hyrder.

Der var mørkt. Jeg talte til en af dem, og han rejste sig og skød Dave Healy -

- som var vores sergent, og jeg vendte mig straks og skød.

Jeg skød ham i maven, og han strakte sig helt op -

- og så skød jeg ham fem gange i brystet, og så faldt han sammen.

Jeg følte, at jeg havde vist mit værd som soldat -

- og var stolt over, at jeg ikke havde svigtet i kamp.

Nogle kan mene, at det er moralsk forkert.

Men det var jo nu engang mit fag.

Første nat frøs jeg.

Og jeg fandt en dåse bønner i min flugttaske.

Og jeg fandt nogle sprittabletter til madlavning.

Når dåsen udvider sig igen, så ved man, at maden er klar.

Det var smukt.

Jeg var bange for, at Escobar ville sende folk ud for at dræbe mig.

Mens jeg lå helt alene oppe på den skråning, havde jeg en livagtig drøm.

Og den foregik i Angola.

En fyr stod bøjet over en busk. Nogen havde skudt ham i baghovedet.

Og hjernemassen stod ud. Han holdt stadig fast i busken.

Mennesket kan være umenneskeligt mod sin næste.

Cali-kartellet var overbevist om, at de kunne slå Escobar ihjel -

- mens han holdt en af sine sædvanlige fester -

- på sin ranch.

Detaljerne skulle briterne stå for.

Vi ville ramme Hacienda Nápoles.

"Vi venter, til han er der. I siger til."

"Brug jeres spioner i politiet og militæret." Og de sagde: "God idé."

Jeg ville gerne rekognoscere med fly, for jeg ville gerne se terrænet.

Vi ville jo slå til der.

Hacienda Nápoles var Pablo Escobars øjesten. Han elskede det sted.

Den var på cirka 4000 hektar.

Han havde en zoo med alverdens eksotiske dyr.

Jeg kan huske elefanterne, girafferne, de berømte flodheste ...

Et museum med Al Capones bil.

Han købte alt muligt, der havde med gangstere at gøre.

Han byggede en flyveplads -

- hvor hans narkohandlervenner kunne komme og forhandle.

Han havde lejemordere til at bevogte sin ejendom.

Da vi var i luften, kiggede jeg ned på Hacienda Nápoles -

- og så indså jeg, at det ville blive meget nemmere, end jeg havde troet -

- for jeg kunne se terrænet, og det var skræddersyet til en angrebsstyrke.

Jeg måtte lægge en plan for, hvis nogen blev skudt og skulle evakueres.

Der var tre små flyvepladser, hvor jeg overvejede evakuering fra.

Vi vidste, hvor vagterne var. Ved porten og andre steder.

Men det vigtigste, som jeg stillede skarpt på -

- var husenes form og grundplan -

- og staldenes grundplan og det bedste sted at angribe fra.

Men især ledte jeg efter et landingssted for angrebsstyrken.

For en militærperson var det en fryd for øjet, og jeg sagde: "Det kan gøres."

Jeg var begejstret over udfordringen -

- begejstret over at gøre noget, som ingen andre kunne gøre.

Alt i min karriere -

- pegede frem mod denne dag som kulminationen på den.

Vi havde brug for nogle folk, helst specialstyrke-typer -

- der var i stand og klar til at fuldføre sådan en mission.

Hvor mange skulle med? Vi besluttede os for 12. Kun de bedste kunne bruges.

Billy ...?

De skulle være erfarne, kampvante og have tilstrækkeligt store nosser.

Det er Dave. Dave Tomkins.

Udvælgelsesprocessen var baseret på -

- at nogle havde gjort tjeneste med mig før -

- mens andre blev mig anbefalet.

- Ingen sagde nej. De var straks klar. - Hvordan går det, Alex Lennox?

- Dave Tomkins ringede til mig. - Det går godt, min ven. Længe siden.

Alex havde været faldskærmssoldat i Sydafrikas 32. bataljon.

- Jeg har et jobtilbud. - Det lød spændende.

- Det er rigtig godt betalt. - "Hvor er det?"

Colombia. Ankom via Panama. Flyv ikke direkte til Colombia. Du kender rumlen.

Han ligner en peruviansk bjergged, ikke?

De ankom ad snørklede veje.

- Tyskland, Argentina ... - Slavearbejde i weekenderne.

- Det var ren sikkerhedsprotokol. - Personlig levering.

Vi mødte dem i lufthavnen sammen med George -

- som atter fik dem igennem told og immigration.

Du ser brandgodt ud, Jock. Du ligner en fra "Miami Vice".

George havde skaffet os en lejlighed.

Meget rummelig og herskabelig.

Her ankom alle til og blev indlogeret.

Fortrinlig, forrygende, velmøbleret -

- og der var kun én indgang, og det var via elevatoren.

Der var bevæbnede vagter. De sørgede for våben til os.

Så vi var alle bevæbnede, hvis nogen overraskede os med et besøg.

Det er en dejlig dag i dag. Solen skinner i Cali.

Her er en missionær, der giver få dollars til de fattige.

Og det kunne være mig, for jeg er på røven.

Der er vist $750, men tæl dem.

Her er nok til en motorcykel.

Vi har vundet i lotto.

Vi fik $5000 om måneden. Plus udgifter og kost. Det var bare antagelsessalæret.

Jeg fik $1000 om dagen.

Næste dag gav jeg gutterne en kort orientering.

På det tidspunkt havde vi endnu ikke fortalt dem, at målet var Pablo Escobar.

Det behøvede de ikke at vide endnu, men jeg understregede -

- at de ikke skulle drikke alkohol under opholdet.

Cali har Latinamerikas smukkeste kvinder.

Det er helt utroligt.

De prøvede at forføre os alle 12 -

- med "alle elsker Cali", og det gjorde vi.

Fyrene rendte omkring på natklubber og lignende i en uge -

- og gjorde, hvad fyre gør: teede sig åndssvagt.

Jeg gik en tur i Cali og passerede en forholdsvis åben pub -

- og jeg tænkte bare: "Hvad fanden!?"

To fra min gruppe var der.

Og de var fulde. Alle andre steder havde det været en sjov situation.

Vi måtte ikke tiltrække opmærksomhed, så jeg sendte dem hjem til lejligheden.

- Herinde bor taberne. - Næste dag trak vi dem en uge i løn.

I får $1000 mindre.

Og så sagde jeg: "Nu gør I nøjagtigt, hvad jeg siger."

Og så tog jeg på apoteket og købte noget, der hedder antabus.

Drikker man alkohol på antabus, kaster man op. Jeg tvang dem til at tage dem.

Cali er en lille by, hvor man ikke er vant til så mange udlændinge.

- Derfor lagde man mærke til dem. - Så jeg besluttede, at vi forlod byen.

Vi var i over to kilometers højde.

Det var koldt.

Gysende koldt.

Jeg tænkte på overlevelse -

- for jeg kunne have været død.

Det giver en tid til at tænke over visse fejl, man har begået.

Jeg granskede min sjæl.

Jeg tænkte over flere ting. Mit ægteskab gik ikke for godt.

Alt røg gennem hovedet. Min barndom, mor, far ...

Jeg ønskede, at jeg havde været en bedre ægtemand og far.

Jeg havde store smerter og følte, at mit hoved var ved at sprænges.

Jeg var blevet uddannet til at slå ihjel af hæren.

Men fighterinstinktet havde jeg fra den udmærkede by Glasgow.

Jeg er vokset op i Riddrie, lige ved siden af Barlinnie fængsel.

Jeg havde en hård og barsk opvækst i Glasgow.

Men boede man i de omgivelser og med de mennesker, var det naturligt.

Jeg så aldrig min far.

Jeg hørte kun om ham.

Min far var en meget hård person.

Mange mennesker frygtede ham.

Han var en temmelig barsk mand, en ret hårdfør, gammel mand.

Han rodede sig ud i ballade.

Som barn husker jeg, at jeg overværede, at en hel bande overfaldt ham.

Og han fik omkring 46 sting i hovedet.

Han var altid væk, og jeg kan huske, at min mor sagde til mig:

"Din far er her."

Og jeg kan tydeligt huske, at han var i uniform. Jeg gik hen til ham og spurgte:

"Goddag, hr. Er De min far?" For jeg havde aldrig set ham før.

Hvis I kigger derop -

- på Barlinnie fængsels øverste højre vindue -

- så var det der, min far sad inde.

Han hang små forskelligfarvede ting i vinduet for at fortælle min mor -

- at han elskede hende, var ked af det, eller alt gik godt.

Mor var af og til ulykkelig -

- fordi min far ikke kunne finde ud af at være der for ham.

Jeg kan ikke formulere det anderledes. Han sagde aldrig, at han elskede os.

Jeg så min far slås ret ofte.

Han rodede sig ud i et slagsmål ... Jeg var meget ung dengang.

Min far var blevet detroniseret som den lokale hårde fyr -

- af en vis John Dones, men gamle Miles -

- min bedstefar, ville ikke acceptere, at familien var blevet bragt til fald.

Så han tvang min far igennem et træningsprogram til returkampen.

De udvekslede slag, og det gik ret hedt for sig. De gik begge to meget til den.

Det lignede noget fra en film. Min far fik nogle på hovedet -

- men han fik overtaget over John Dones, og til sidst slog han ham i gulvet.

Min far slog mig.

Engang slog han mig, så jeg bare så stjerner.

Han brækkede min næse.

Det fik mig til at tænke -

- at ingen nogensinde skulle slå mig.

Jeg foretrak at prøve at undgå det.

Peter ville nok gerne have haft, at han sagde, at han var stolt af ham.

Men det tror jeg ikke, at min far kunne sige. Han var ikke i stand til det.

Det gjorde mig til en slagsbror. Jeg blev mere og mere aggressiv.

Jeg rykkede nemlig op i fødekæden af hårde fyre.

Jeg prøvede at finde noget, jeg kunne bruge min aggressivitet på.

Jeg var nødt til at komme væk fra Glasgow, for byen var ikke god for mig.

Den tynde ...

Jeg er vild med de shorts.

Der har vi Don, der spiser en appelsin. Kors, hvor er du grim i nærbillede.

Det kunne være fedt, hvis nogen skubbede til ham.

Vi skulle bruge øvelsesarealer og våben. Vi kunne ikke bare skyde løs på gaden.

Så de endte med at flytte os til et sted, der hed Pennsylvania.

Det var en smuk ranch, som Cali-kartellet ejede.

Der har vi Dave i gang med sin daglige motion.

Jeg slapper af efter en hård dag.

Vi var afslappede, for vi vidste, at vi havde penge i ryggen.

Et 40 hektars bjergrefugium -

- med kinesiske haver -

- en hel bowlinghal -

- svømmebassiner, sauna, styrketræningslokale -

- stalde, heste -

- ATV'er, indhegninger med vagthunde -

- sikkerhedsvagter ved porten -

- en kok, Martha, tjenere -

- en tv-antenne, der var større end mit hus -

- der kunne fange enhver tv-kanal. Hvis nu man ville se "Eastenders".

Det var i særklasse. Det var virkelig et rent palads.

Men det vigtigste var, at der ikke var nogen værtshuse.

Drukkenboltene indså pludselig, at det var slut med det.

Så begyndte de at tage det alvorligt og træne.

Af sted! Kom så, gutter!

Det er farligt ikke at være i form som soldat.

Vi var store i slaget, men ikke i form, så det var en udfordring.

Fem, fire, tre, to ... af sted!

- Det var ren fysisk træning. - Så tager I ti armbøjninger.

Vi løb omgange på den skide løbebane hver morgen klokken seks.

Vi fik at vide, at der var våben på vej, og vi skulle være klar.

Våbnene var blevet købt i USA og smuglet ind i landet.

Vi var vildt spændte på, at de skulle komme.

De blev smuglet hertil i en landmands pickup -

- hvis lad kunne løftes og havde en falsk bund, hvor våbnene lå i.

Da blev gutterne som børn, som man slipper løs i en slikbutik.

"Sådan, for satan."

Der var et par Interdynamics, som er en maskinpistol.

Der var M16-rifler. AR-15-rifler.

- Panserværnsraketter. - SPAS-12-haglgeværer.

Maskinpistoler. Uzier. Zulu-granater.

66 millimeter LAW-panserværnsraketter.

60 kilo C4-sprængstof.

Antipersonelminer. Alt, hvad vi ønskede.

Det var fandeme ligesom juleaften. Alt faldt på plads.

Der var alt, hvad vi havde brug for af våben til angrebet.

Kom så!

Med våbnenes ankomst blev det virkeligt, så nu gav vi den fuld gas med træningen.

Mændenes sindelag skiftede.

De fandt sammen. De anerkendte gruppelederne.

Gruppelederne anerkendte mig.

De indså pludselig, at de skulle i kamp med fjenden og dræbe dem.

Alt gled bare på plads, som det kan ske med en enhed -

- der lige er blevet oprettet, hvor alle bliver en del af enheden.

På dag to lå jeg bare hen og rystede af kulde.

Jeg lå og spekulerede. Har jeg mad? Vand er der nok af.

Jeg lå og planlagde oppe i hovedet, hvis der ingen hjælp kom -

- hvordan jeg så skulle klare mig selv, for jeg havde flugtpenge på mig.

Jeg lagde en plan. Det ville tage mig otte dage at komme til hægterne.

Men havde jeg mad nok til at overleve i otte dage? Havde jeg varme nok?

Havde jeg medicin nok til at klare mig igennem og bedøve smerten?

Nej.

Den dag, jeg forlod den britiske hær, gik jeg bare afsides og græd.

Det er det værste, jeg nogensinde har gjort i mit liv.

Jeg drev fra job til job.

Jeg passede bare ikke ind nogen steder.

Jeg følte mig fortabt.

Jeg blev mere og mere aggressiv.

Min forestilling om en god fredag aften var at gå på værtshus, blive fuld -

- og komme i et godt slagsmål.

Jeg var nået til et sted i mit liv, hvor jeg følte -

- at konflikter kunne løses med vold.

Jeg blev kærester med Irene.

Vi endte med at skændes meget.

Og en dag gav jeg hende et dask i nakken.

Og før jeg vidste af det, blev jeg slæbt væk af politiet.

Jeg blev sigtet for vold og kom ind at sidde i Gloucester fængsel.

Jeg bebrejder ikke det pigebarn det, der skete.

Jeg bebrejder mig selv.

Jeg fortryder det virkelig.

Hvis jeg mødte den dommer, der sendte mig i fængsel -

- ville jeg sgu gå hen og give ham hånden.

Jeg spekulerede meget over, hvad jeg nu skulle.

Jeg ville bruge min erfaring fra specialtropperne -

- og sætte mig selv yderligere på prøve, og der var mange steder at opsøge kamp.

Jeg var lejesoldat i Angola.

Og i Rhodesias hær.

Jeg var lejesoldat i Sydafrikas hær.

I Rhodesia havde vi kontakt med fjenden, hver gang vi bare patruljerede.

Der fandtes den såkaldte "sorte bog". Mit navn stod i den. Der stod:

"En god, barsk soldat." Og sådan så jeg mig selv.

Disciplinen, som vi taler om, at vi tager kampen op, gør hele forskellen.

Ingen når os til sokkeholderne.

Som hold kan vi overvinde fire gange så store styrker som vores egen.

Alle her har faktisk kamperfaring. Det har hæren ikke.

Bevar fatningen. Lad det sive ind, at de ikke kan nakke os.

Kan vi ikke overbevise os selv om det, kan vi lige så godt blive hjemme.

Her bor jeg.

Vi har lige fået frokost. Jeg spiste en tomat. Roy spiste en gulerod.

Her er ret forfærdeligt, men det er et job.

Terry Tangney kom hen og sagde: "Jeg har mistet modet."

Jeg er skidebange. Uanset hvad det er, vi skal, så vil jeg bare hjem.

De anede ikke, hvem målet var. Vi sagde ikke, at det var Pablo.

Af sikkerhedsårsager.

- Jeg er ude. Beklager. - Jeg sagde til mig selv:

Hvis han taber modet, og vi lader ham gå, hvem bliver så den næste?

Jeg fortæller gutterne, at du har bøvl med konen og må tage hjem.

Men gutterne sagde: "Det er sgu løgn. Han har mistet modet."

- Tak. - Klart.

Han var bare ikke klar til det og ville trække sig.

Men han var en sikkerhedsrisiko og burde ikke have fået lov til at rejse hjem.

I spekulerer jo nok på, hvad l laver her.

Hvem målet er. Nogle har nok gættet rigtigt, andre forkert.

Til sidst sagde vi til dem: I spekulerer nok på, hvem målet er, og hvad vi skal.

Nu skal I ikke spekulere mere. Målet er her. Han hedder:

Pablo Escobar. Chefen for Medellín-narkokartellet.

"Alle tiders. Hvordan skal vi nakke ham?"

Ved mit sidste møde med kartelbosserne -

- kom Chepe Londoño, som var en af de fire, og sagde til mig:

"David ..."

"Bring mig Escobars hoved, så giver jeg dig en $1 million for det."

"Fint," sagde jeg.

Jeg sagde: "Jeg skal nok skære hans hoved af -

- så henter du millionen, og jeg tager de 100.000."

Hans hoved ville være et bevis på, at han var død.

Jeg sagde til mig selv:

Det er vist på tide at flyve ruten hen over målet endnu en gang.

Det beløb, Pablo brugte på sikkerhed, kan ikke opgøres.

$1 million om måneden bare på sin egen sikkerhed.

Der var 80 vagter på grunden. Vi antog, at 40 var på vagt, og at 40 hvilede sig.

Vi havde en sikkerhedsring på 50-60 mand, der var væbnet til tænderne.

De havde 60 patroner pr. mand -

- og deres skydevåben havde ikke vores rækkevidde.

Vi kunne sagtens opretholde sikkerheden med vores våben.

Vi brugte AR-15-rifler på selve haciendaen.

De var tre gange så mange som os, så det kompenserede vi for med ammunition.

Der var sgu ammunition nok til at slå 2000-3000 mand ihjel.

Vi havde den taktiske fordel. De stod til at tabe, for vi havde ildkraften.

Vi var velforberedte og disciplinerede. Vi var villige til at dø for Pablo.

På det tidspunkt var Pablo som en gud for os.

Det, jeg især godt kunne lide, var at tage en ide -

- og gøre den til en plan og føre den plan ud i livet.

Målet var at gå løs på fjenden og slå dem ihjel.

Den, der ikke planlægger, planlægger at mislykkes.

Britiske lejesoldater træner folk for narkokartellerne i Colombia.

En af dem har et videobånd -

- med britiske og australske ekssoldater i en colombiansk træningslejr.

Terry Tangney solgte billederne til NBC.

Terry rejste lige hjem til Australien og solgte straks historien.

Han bragte missionen i fare, og han bragte sine kammerater dernede i fare.

Heldigvis nævnte han ikke Pablo Escobar, for det vidste han ikke noget om.

Er der britiske lejesoldater i Colombia, tager jeg stærkt afstand fra det.

Hvorfor skulle CIA eller FBI eller andre have ønske om at stoppe det -

- når han allerede var et mål for USA?

Da vi hørte om planen ... Vi ville jo af med ham.

Ethvert forsøg på at slå Pablo Escobar ihjel hilste vi selvfølgelig velkommen.

- Har du styr på det, Dave? - Hvad? Ja.

De anlagde nok sådan en vent og se-politik: "De kan undværes."

"Hvis de når deres mål, så har de opnået noget, der er til gavn for alle."

"Hvis de ikke når deres mål, så har vi intet mistet."

Det var nødvendigt at hemmeligholde deres tilstedeværelse i området.

En af løsningerne var at flytte hele gruppen midt ud i junglen.

Da jeg vågnede, var der stadig ingen redning i syne.

Smerten havde ikke fortaget sig.

Men jeg var ved at lære at leve lidt bedre med den nu.

Jeg spiste nogle af de bønner, jeg havde tilbage.

Jeg forberedte mig bare på -

- at ligge og vente, indtil der kom en eller anden form for hjælp.

Og så gjorde jeg det også for at prøve -

- at få min krop til at reparere sig selv -

- hvis jeg skulle prøve at komme derfra på egne ben.

Jeg var bange for, at Escobars mænd ville finde mig.

Jeg var meget bevidst om, hvad der kunne ske med mig.

Jeg havde besluttet mig for, at hvis de kom, ville jeg tage dem med mig i døden.

De flyttede os til et sted, de kaldte La Guagua.

Jeg ved ikke, hvad det betyder. Måske "Jaguaren".

Det var en forrygende tur.

Vi fløj med et Dakota-fly.

Det var en fænomenal tur.

Smil til kameraet.

Jeg ville tage det med hjem til dig, Billy, hvis jeg kunne. Men jeg må ikke.

- Politiet vil ikke give mig lov. - Det colombianske?

Nej, det britiske politi.

Der er stedet.

Vi nåede frem til øvelsesarealet.

Det var sådan et sted, som kartellet brugte til at flytte kokain og lignende.

I junglen blev vi indkvarteret i én lang hytte. Der var plads til os alle.

Vi slog os ned der og gjorde os klar til næste fase af træningen.

Der er Dave med en M60.

Der er Alex.

- Det var langt ude på landet. - Så er det samlet.

Det var ikke guerillakrig i et velkendt område. Vi havde ikke senge og sengetøj.

Det lå på en flodbred, så det var nemt at bade og holde sig ren.

Sikket syn.

Så vi fortsatte bare i vores vante gænge dér.

Den ene helikopter var parkeret bag os. De to andre var på den anden flodbred.

Jeg skal til at ændre farven -

- på denne amerikanske helikopter, som har fundet vej hertil.

Den er landet helt af sig selv -

- og nu maler vi den flot colombiansk politigrøn.

Det er historisk kendt -

- at Pablo forbød sine mænd nogensinde at skyde på militæret eller politiet.

Vi havde en taktisk fordel.

Hvis vi nærmede os huset i lav højde, ville deres udkigsmænd sige:

"Det er politi og militær."

Vi havde militærets farver og politiets logo -

- Policía Nacional, på helikopteren.

Vi ville kunne lande på grunden uden at blive skudt på -

- før de indså, at det ikke var hæren ... og så ville det gå amok.

Vi stod op klokken seks, mens det var mørkt, og lavede taktiske øvelser.

Der var ingen i nærheden i miles omkreds.

Vi kunne affyre skydevåben -

- og raketter -

- og kaste bomber uden at blive hørt.

I junglen trænede vi hårdt.

I tilfælde af at missionen gik galt, og vi skulle finde vej tilbage.

Vi kom i bedre og bedre form, og det gavnede også holdånden.

The Eight Million Dollar Man.

Opgaven krævede holdarbejde, og holdet fandt virkelig fint sammen.

Vi lavede øvelser på et flodleje -

- der var omtrent samme størrelse som målet.

Mændene havde syet gule mærker fast på deres elefanthuer -

- så man kunne skelne sine egne folk fra fjenden.

Vi fik en meget dygtig colombiansk pilot -

- som havde fløjet utallige togter for kartellet.

Den ene hed Pablo, og den anden blev kaldt Tiger.

Og Tiger havde en masse erfaring fra politiet.

Tiger var noget af en vovehals.

Han susede rundt langs flodbredderne og snittede trætoppene.

Han lod til at ville så tæt på dem som muligt.

Vi gennemgik alt fra A til Z.

Og moralen var tårnhøj.

Jeg prøvede at give dem den bedst mulige chance for at slippe fra det i live.

Når vi er fremme, lander der en trop i den ene ende -

- mens den anden giver dækning ...

Vi samledes og satte os ned til et såkaldt "kinesisk parlament".

Mændene havde meget at sige, da det gjaldt deres liv.

Så lander det her hold, mens det her giver dækning. De står ret tæt ...

Alle følte, at de bidrog. Vi lagde den endelige plan: arealet, situationen -

- missionen, udførelsen, administration og papirer. Og så var det bare af sted.

En mission skal ikke formuleres vidtløftigt.

Man siger: areal, situation, mission. Missionen er at dræbe Pablo Escobar.

Operationen sker i tre faser.

Fase et: flyveturen fra junglen til målet.

Forestil jer pludselig at blive beskudt fra en helikopter.

Efter at have kastet 40 kilo sprængstof får jeg nok selv granatchok.

Den ene helikopter skulle lande først med angrebsstyrken.

Der skulle være 12 mand på jorden og Pete og Mac i luften -

- der gav dækning fra helikopteren.

Vi ville sprede os i vifteform. Den ene gruppe skulle give dækning.

Der sprænges!

Fase to var, at resten skulle begynde at rydde arealet fra ende til anden -

- med fokus på målet.

Man angriber målet og skyder løs, til han falder om.

Angrebsstyrken skulle nå ind i huset. Kvinder og børn skulle spares.

- Vi havde givet området farvekoder. - Hvid var foran. Sort var bagved.

Og vi havde inddelt det i afsnit I, II og III.

Vi vidste, hvilken del han boede i, nemlig "sort I".

Frit!

Når husrydningsholdet havde nået afsnit I -

- ville vi rette ilden mod afsnit II -

- så vi kunne rydde vejen for dem i deres jagt på Escobar.

Fase tre: at returnere med målet.

Han er død.

Vi ville tage Pablos lig med tilbage til helikopteren.

Vi ville hugge hans hoved af, for helikopterne var lidt overfyldte.

Og til sidst skulle de flyve os tilbage til Cali -

- og forhåbentlig havde vi alle overlevet det hele og kunne rejse hjem.

- Skal jeg få den til at springe? - Ikke på mig.

Alt var klart. Mændene var klar. Nu var det kun et spørgsmål om at vente.

Men så kom der grus i maskineriet.

James Adams fra Sunday Times havde fået nys om vores mission -

- og truede med at trykke en artikel om den.

Han havde arbejdet for CIA og havde fået fat i flyrejseoplysninger.

Alene det viste, at han ikke bare var en almindelig journalist.

Han kontaktede nogen, der kendte Dave, og vi gik med til at møde ham i Panama.

Vi har fået fat i en god historie, og nu vil jeg gerne høre jeres side af den.

På det tidspunkt var jeg Sunday Times' forsvarskorrespondent.

- Der er ingen historie. - Jo.

Jeg fik at vide af nogen i USA's efterretningsvæsen -

- at en gruppe lejesoldater havde planer om at dræbe Pablo Escobar -

- og at de var anført af en brite ved navn Dave Tomkins.

Mere vidste jeg ikke -

- så resten var rent bluff fra min side.

Vi trykker den.

Jeg sagde: "Hvis I gør det -

- bringer I nogle menneskers liv i fare, så hvad har I tænkt jer at gøre?"

- Bland dig udenom. - Spørgsmålet var: Hvad gør vi så?

Dave ønskede tydeligvis at gennemføre sin mission.

Og fint nok, jeg var ligeglad med, om han slog Pablo Escobar ihjel eller ej.

Vi havde forskellige ønsker og måtte slå en handel af.

Hvis du venter med at trykke, får du eneretten til historien.

Vi foreslog, at vi gennemførte aktionen, og så ville han få historien bagefter.

- Det lyder rimeligt. - Og så sagde jeg: "Jeg har en god ide."

Flyv med os i kamp i helikopteren.

Det tilbud afslog han.

Jeg fortalte kartellet, at der var en sikkerhedsbrist -

- som kunne blive til fare for os.

De sagde: "Få ham hertil, så dræber vi ham." Jeg sagde: "Nej, det går ikke an."

Det vidste jeg ikke noget om, og jeg synes, at Dave er et herligt menneske.

Vi kontaktede Cali-kartellet og sagde til dem:

"Vi må hellere få lidt fart på, for ellers bliver det ikke til noget -

- da det lader til, at verdenspressen har fået nys om, hvad vi har gang i."

"Hvis Pablo ved, at vi er på vej, bliver det svært."

- Kom ind. - Jeg hører dig klart og tydeligt.

Pludselig lød radioen med en besked på spansk:

"Pablo er der nu. Han holder møde ved swimmingpoolen. Tag af sted nu."

- Han er der nu. Af sted. - Der er givet grønt lys for "Phoenix".

Han var, hvor han skulle være. Så det var nu.

Alle var klar og havde deres udstyr. Jeg tjekkede mit eget.

Af sted til helikopterne.

Jeg var helt oppe at køre. Der var ingen frygt. Frygten havde vi overvundet.

Vi havde øvet os i 11 uger på at få fat i fyren og gøre det onde ved ham.

Flyveturen var ikke noget særligt.

Jeg røg et par cigaretter og passede på ikke at sætte ild i bomberne.

Vi fløj i kun 60 meters højde af gode grunde.

Militærets radaroperatører fik nemlig løn af personen, vi skulle likvidere.

Jeg følte mig noget utryg.

Jeg ville bare udføre opgaven, have min løn og tage hjem.

I helikopteren så Pete Donnelly på mig og rystede på hovedet som for at sige:

"Det her er ikke godt."

For første gang i mit liv bad jeg til en gud, jeg aldrig havde troet på -

- og aldrig havde talt til, og sagde: "Hvis du findes, så beskyt os."

Da vi fløj i retning af målet, bemærkede jeg en tæt sky over Andesbjergene.

Jeg sagde til mig selv: "Hvis piloterne er dygtige, flyver de måske over skyen."

Jeg så jævnligt den anden helikopter, men vores veje skiltes -

- da vi skulle genoptanke.

Nu bliver det turbulent.

Vi kom i problemer.

Jeg kunne ikke se noget, så jeg vidste, at piloten heller ikke kunne.

Noget føltes forkert. Jeg vendte mig om og sagde: "Forbered dig på styrt, Dave."

Det var pr. instinkt.

Forbered dig på styrt, Dave.

Da jeg vendte mig om igen, ramte vi træerne -

- helikopteren vendte på hovedet, vingen gik igennem førerhuset -

- og vi begyndte at ramle gennem træerne på hovedet.

Jeg var rædselsslagen og ville bare hjem.

Mine smerter var ulidelige.

Hver eneste vejrtrækning gjorde ondt.

Jeg sidder og venter på at komme ud af skyen og vågner som efter en drøm ...

Og jeg ligger krøbet sammen i et hjørne af helikopteren, der ligger på siden.

Og jeg er alene i helikopteren, så vidt jeg kan vurdere.

Jeg var smurt ind i blod -

- mit hoved gjorde ondt, og jeg skulle til at række hånden op -

- men blev overvældet af en tanke om at stikke hånden ind i min hjerne -

- så jeg rørte ikke ved det.

Og så kom jeg i tanke om bomberne. Var timerne blevet beskadiget?

Hvis de eksploderede, ville halvdelen af bjerget ryge med.

Så jeg fandt tasken med ladningerne og skar alle tændsnorene over.

Sprængblyanten var knækket på en af dem, så jeg var meget heldig.

Jeg kæmpede og brækkede grene og gjorde alt for at slippe ud af helikopteren.

Det var i ren panik for at overleve. Jeg tænkte: "Jeg skal bare ud herfra."

- Bare rolig. Hold sammen. - Klarer du den, Peter?

Da så jeg Peter og de to andre vakle ud fra skoven.

Og Peter var kommet til skade.

Dave, jeg har brug for morfin imod smerterne.

Jeg sagde til Dave: "Ræk mig et drop. Jeg kan ikke røre mig."

- Jeg klemte bare droppet og drak det. - Men piloten var der ikke.

Hvor var Tiger? Jeg gik ind i helikopteren igen.

Det skal nok gå. Kig på mig. Kig på mig, Tiger.

Jeg sagde hans navn, "Tiger", og han mumlede "mi pierna", altså "mit ben".

Han var blevet ramt, antog jeg, af et af rotorbladene.

Jeg mærkede ned langs hans ben, og de var der stadig.

Du får noget morfin.

Jeg prøvede at give ham et drop, men hans årer var helt flade.

Så prøvede jeg i den anden arm, men den var fileteret fra skulder til håndled.

Det så ud, som om en slagter havde åbnet den ind til knoglen. Der var ingen blod.

Han var dødeligt såret.

Vi er styrtet ned. Piloten er død. Vi har brug for akut evakuering.

Vi fandt ud af, at den var styrtet ned, så missionen var afblæst.

Det stod ikke for godt til med Peter. Hans hånd, ribben og ben var smadrede.

Han kunne ikke så meget.

Jeg tog billeder af ham helt kollapset.

Flacko havde sår fra træstykker og glas.

Mario var uskadt.

Jeg havde jo slået hovedet.

Det viste sig kun at være et lille sår, men det blødte bare meget.

Da helikopteren fandt os, stod den stille i luften cirka 20 meter over os.

Men terrænet var vildt og forrevent med træer og buske, så den kunne ikke lande.

Kom så. Sådan.

Dave og jeg besluttede, at de skulle tage af sted og finde hjælp -

- til at hente mig, for jeg var temmelig ilde tilredt.

Jeg har dig ... Jeg henter hjælp og er hurtigst muligt tilbage.

Vi svøbte ham ind og lagde førstehjælpsudstyret rundt om ham -

- så han kunne holde varmen i kulden.

Da de var gået, slog det mig -

- at jeg havde brudt en af slagmarkens overlevelsesregler.

En mand burde være blevet hos mig. Men jeg tænkte ikke på det.

Jeg sagde bare: "Jeg klarer mig."

Vi skulle beslutte, hvad vi skulle gøre. Først handlede det om Peters evakuering.

Og dernæst handlede det om overlevelse på Pablo Escobars område.

Den dag var jeg inde i huset med Pablo. Jeg glemmer aldrig den dag.

Vi fejrede Nacionals sejr i Copa Libertadores -

- uden dog at forlade vores positioner som sikkerhedsvagter for bossen.

Man prøver at møve sig vej igennem -

- tusinder af års tilgroet vegetation.

Mario og Flacko påpegede -

- at der løb et vandløb ned ad bjerget.

Så de gik i forvejen for at prøve at finde en vej ned i dalen.

Og mørket faldt på. Klokken fem eller seks var der bælgmørkt i Colombia.

Jeg havde ingen tidsfornemmelse. Mit ur var gået itu.

Jeg vurderede tidspunktet på mængden af lys.

Jeg kravlede rundt og ledte efter mad.

Og jeg lå der og rystede af kulde.

Kulden gik mig til marv og ben.

Jeg forestillede mig Peter i to en halv kilometers højde med sin livløse krop.

Han kunne knap bevæge sig.

Han er jo min ven, en rigtig god ven.

Og jeg holdt af ham, som var han min søn.

Jeg ville aldrig bare efterlade ham.

Jeg ville have sat himmel og jord i bevægelse for at få ham ned.

Død eller levende.

Da vi fandt ud af, at nogen havde bestilt et angreb på os -

- men at helikopteren heldigvis var styrtet ned -

- blev vi overraskede, for dengang troede vi, at vi var urørlige.

Vi blev sendt ud for at gennemsøge området.

Næste morgen, efter at jeg havde været adskilt fra Peter natten over -

- hørte jeg mennesker på vej op ad bjerget.

Alt i det Triunfo-område blev kontrolleret af Escobar.

Død eller levende. De skulle ryddes helt af vejen.

Hvis Pablo havde fanget mig -

- så havde jeg lidt en skrækkelig, langtrukken og smertefuld død.

Bossens ordre var at lede på alle hoteller -

- efter udlændinge, der ikke var fra Medellín.

Især europæere og personer fra Cali.

Vi afhørte dem, og hvis de ikke svarede tilfredsstillende for sig -

- så måtte de dø. Mange døde på de hoteller.

Jeg hørte nogle mennesker og mente, at det var vores folk.

Jeg gav lyd fra mig.

Vi nåede ned.

Jeg vågnede på dag tre.

Nu var mine smerter blevet så slemme, at jeg begyndte at hallucinere.

Jeg så syner. Jeg så mennesker for mig, som jeg har været knyttet til i livet.

I min tidlige ungdom -

- og indtil jeg blev midaldrende ...

... bar jeg rundt på en masse vrede.

Jeg følte lidt skyld, for jeg følte, at meget af min vrede stammede fra min far.

Undskyld, far.

Undskyld, far.

Jeg fortryder mange ting.

Men ingen af dem hører til mit liv som soldat.

Jeg fortryder, at jeg havde en kvinde, som var en god hustru ...

Hun var meget forstående over for mig og fulgte mig i tykt og tyndt.

Og jeg testede hendes loyalitet ...

... til bristepunktet.

Undskyld.

Jeg var ikke en god far, men jeg elsker mine børn.

Undskyld.

På grund af min karakter, min voldelighed, min aggressivitet -

- så svigtede jeg.

En tarvelig, gemen skiderik af en mand.

Jeg sværger, Gud ...

Og da jeg nu er katolik -

- prøvede jeg at slå en handel af med Gud.

Jeg sagde til ham: "Gud ..."

"Få mig væk herfra, så lover jeg altid at være en god dreng fremover."

Jeg hørte et skud, men lyden kom langt væk fra.

Så hørte jeg stemmer.

Og stemmerne begyndte at nærme sig.

Jeg beredte mig på det uundgåelige, mens jeg sad der med mit våben -

- og besluttede mig for at tage så mange af dem med mig i døden som muligt.

Det ville også blive min egen død.

De nærmede sig mere og mere, og jeg kunne se bevægelser.

Det var en enkelt mand, og jeg stak mit maskingevær i maven på ham.

Han sagde "amigo" og "oberst Ricardo", som var vores kodeord.

Så vidste jeg, at jeg var faldet i hænderne på venligtsindede styrker.

- Nu kommer du ned. - Han sagde: "Vi hjælper dig ned."

Jeg var stadig i en slem forfatning.

Jeg spurgte: "Hvor længe tager det?" "Otte timer."

De fældede et langt, tyndt træ -

- helt ubesværet og med naturlig lethed -

- sænkede det ned i en ravine -

- bandt et reb om mine skuldre og firede mig ned på træet.

Og sådan gjorde de hele vejen, mens vi bevægede os af sted -

- ned ad vandfald og raviner.

Jeg havde umådelige smerter.

Turen var endeløs. "Hvor langt endnu?" "Fire timer."

"Hvor langt endnu?" "Fire timer."

Og smerten var bare ...

Jeg troede, at jeg skulle dø.

Der var en mental smerte, der bestod i -

- at jeg havde begået en uret, og lige nu kunne jeg ikke gøre det godt igen -

- medmindre jeg holdt mig i live, slap væk derfra -

- og nåede hjem til Storbritannien.

Min karakter havde en dyster side.

Men jeg opdagede, at en masse af min vrede begyndte at lægge sig.

Alt kom til mig. Jeg oplevede en helt ny klarhed.

Det fik mig så småt til at forlige mig med tilværelsen i en vis grad.

Jeg fik en følelse af fred.

Så nåede vi ned i dalen, hvor jeg var nødt til at rejse mig og gå.

Hvert skridt, jeg tog, gjorde mere ondt, end noget jeg havde prøvet før.

Men jeg var reddet og havde en chance for at overleve. Det styrkede moralen.

Jeg blev fløjet til Cali.

I spejlet på badeværelset kunne jeg se, at jeg havde blå mærker over det hele.

Jeg havde fire brækkede ribben fortil og fire bagtil og en del indre skader -

- men ikke nok til at dø, så jeg lå i sengen -

- og takkede de højere magter for -

- at skønt jeg burde være død, var jeg stadig i live.

Vi passede alle sammen på hinanden.

Peter var teamlederen.

Han var en vigtig og integreret del af operationen.

Han er frygtløs, modig og loyal.

Og folk har meget stor respekt for Peter.

Han er den ultimative specialstyrkesoldat.

Der var skuffelse. Vi havde svigtet.

Der kom selvfølgelig et bjerg i vejen, men vi fuldførte ikke missionen.

Og jeg var af hele mit hjerte sikker på, at var vi nået over det bjerg -

- havde det været slut med Pablo Escobar.

Min fysiske tilstand er den, at jeg har kroniske smerter.

Jeg har fået diabetes.

Og jeg har gigt i alle led i hele kroppen.

Men -

- mentalt -

- og åndeligt -

- har jeg det fantastisk.

Jeg holdt op med at drikke for syv år siden, og da jeg gjorde det -

- gav det mig en masse ekstra plads i sindet.

At gå i kirke fylder den plads ud, føler jeg.

Min aggressivitet begyndte at tage af.

Den blev mindre og mindre og mindre.

Min bror Peter er et godt menneske.

Han har et kærligt, varmt og ædelmodigt hjerte.

Han kunne godt blive aggressiv -

- men jeg tror, at han var krænket over tingenes tilstand.

Jeg er stolt af, hvordan han har fået styr på sit liv -

- efter de problemer, han har haft.

Hvis nogen har noget andet, de gerne vil sige om ham -

- så har de lov til at have deres mening.

Men jeg kender ham som bror og som menneske.

Jeg elsker at blive elsket, og nu taler jeg ikke om af kvinder -

- men bare af venner -

- af min familie -

- og især af mine børn.

Hvis jeg ikke havde gået igennem alle de ting i livet -

- slagsmålene, mine mangler, helikopterstyrt, forliste ægteskaber -

- uden alt det havde jeg ikke været den, jeg er i dag.

Alt blev ligesom brændt ud. Der var ikke mere tilbage.

Ikke andet end at leve et godt, åndeligt liv.

Jeg kan kun sige, at jeg lærte en masse på Andesbjergenes sider.

Da begyndte jeg at blive voksen.

Og til sidst lærte jeg at leve med en fyr ved navn Peter McAleese.

Danske tekster: Lars Knudsen Dansk Video Tekst