Original subtitles

— Flemming siger, der er problemer. — Hvad har han sagt?

Du har smidt ham ud. Hvad foregår der?

Jeg udplanter oldemors amaryllis i jeres have.

Min mor har fået diagnosen fremadskridende demens.

Afdøde Bjarne Pedersen, 58 år. Drabsmanden slukkede ilttilførslen.

Vi fandt fibre i hans lunger. Han blev kvalt.

— Hvad er det? — En kommunikationsmaskine.

Den kan tale og skrive ved hjælp af øjenbevægelser. Han var 99,9% lam.

— Det gør mig ondt med din far. — Tak.

— Noget nyt om afdøde? — Hans datter er sygeplejerske.

— Jeg er resultatet af hans utroskab. — Hvornår så du din far sidst?

Måske tre—fire uger.

Alle, der kom uden for besøgstid, bruger nøglebrikker.

— Hvor var du i nat og i morges? — Jeg var på arbejde i Holland.

En analyse viser spor af cannabis på kagedåsen.

De har fundet Jesper Pedersens fingeraftryk på kagedåsen.

Politi!

Nå, lad os komme i gang.

Manden, der blev dræbt på hashfarmen, er Anton van Dijk, 39, fra Antwerpen.

Han er blevet slået ihjel med et skud muligvis fra sin egen pistol.

Van Dijk er kendt af hollandsk politi.

Han har adskillige voldsdomme og har tilbragt meget af sit liv i fængsel.

Hashplanterne var angrebet af svamp, og produktionen er gået galt.

Efter alt at dømme er det Jesper, der skød Van Dijk. Vi ved ikke hvorfor.

Jespers kæreste har været samarbejdsvillig.

Noget har ikke været, som det skulle være, men ellers ved hun ikke noget.

Noget siger mig, at hun ikke ved noget.

Så skoene i bilen matchede ikke aftrykket på Bjarnes altan?

Desværre ikke. Det var de samme slags sko, men ikke de sko.

— Og bilerne? — To hollandske og en dansk.

Jesper flygtede med en uidentificeret kvinde i en af de hollandske biler.

— Den danske var hans egen. — Han er nu eftersøgt i hele Europa.

Det samme gælder kvinden.

Hashfarmen ligger i et nedlagt motel —

— registreret i et navn, vi kender. Lise Pedersen, Bjarnes enke.

— Okay! — Lise Pedersen?

— Jesper Pedersens mor? — Lad os få hende ind.

Du står registreret som ejer af det gamle motel på Herregaardsvej 2.

Ja, det er jeg også.

Er du bekendt med, at der produceres cannabis der?

Ja. Eller nej.

Ikke i dag. Hallerne har tidligere været brugt til cannabisproduktion.

— Det må du lige forklare. — Da Bjarne blev syg, var han bange.

At hans krop ville holde op med at fungere virkede angstfuldt for ham.

Han begyndte at få nogle frygtelige angstanfald.

Og hvad skete der så?

Jeg læste, cannabisolie kunne afhjælpe angst.

Vi prøvede at få det gennem lægen, men det ville han ikke.

Så besluttede vi at producere det selv.

Vi puttede penge i produktionen, som Jesper stod for.

Det var ikke kun for Bjarnes skyld, men for andre i samme situation.

Undskyld.

I 2018 blev der vedtaget en lov —

— som forsøgsvis skulle gøre det lovligt at producere og sælge olier —

— og så var der jo ingen grund til, at vi blev ved.

Denne her hal er i dag blevet omdannet til produktion af skunk.

Kan du forklare det?

Jeg var sikker på, at det hele var afviklet.

Hvorfor solgte du så ikke bygningerne?

Jesper havde planer med dem. Han...

Han vil gøre motellet i stand og...

— Åh gud. — Ved du, hvor Jesper er lige nu?

Jeg aner det ikke.

Vi skal have tømt hallen for planter. Bare brænd det hele.

Det er en mislykket produktion. De har ikke haft grønne fingre.

Tak.

Lau, når du er færdig, så kan I godt tage af sted.

Marianne, kan vi lige tjekke Jespers bil?

Ja, hvis I passer på. Vi skal ikke have ødelagt noget bevismateriale.

Okay.

Nogle skulle bruge nogle falske identifikationspapirer.

Det er Bjarne Pedersens datter.

Cecilie? Du har fået besøg.

Vi har noget, vi gerne vil vise dig.

— Hvad er det her? — Dit kørekort.

Det kan jeg se, men hvorfor har I det? Har I fundet min pung?

Mit kørekort lå i min pung, som blev stjålet på mit arbejde.

— Okay. — Nogen har været i vores garderobe.

— Har du anmeldt det? — Ja, selvfølgelig.

— Gider du godt tjekke det? — Selvfølgelig.

Altså, tror I ikke på mig?

Vil du fortælle os lidt mere om dit forhold til Jesper?

Hvad har min bror med min pung at gøre?

Dit kørekort lå i hans bil.

Okay. Det kan jeg ikke forklare.

— Hvornår har du sidst set Jesper? — Det er mindst to år siden.

— Hvorfor havde han mit kørekort? — Det håbede jeg, du ville fortælle.

Det ved jeg simpelthen ikke.

— Hvad så? — Den blev stjålet for to uger siden.

— Har Jesper besøgt dig? — På mit arbejde? Nej.

— Er du sikker? — Ja. Jeg har ikke set ham i to år.

Nu vil jeg gerne tilbage til mit arbejde, hvis det er okay med jer?

Og vil I være søde at sende mit kørekort? Jeg mangler det altså.

— Tror du, hun lyver? — Hvad prøver hun så at skjule?

Dækker hun over sin bror?

— Var kørekortet nævnt i anmeldelsen? — Ja.

Jeg er sgu faret lidt vild.

— Det er jeg også. — Jesper må have stjålet pungen.

Hvorfor tage på hospitalet, hvis ikke for at besøge hende?

Kan han have været indlagt?

— Uden Cecilie vidste det? — Ja.

Lad os få det undersøgt.

— Skal du ikke hjemad? — Jeg tror, jeg bliver lidt længere.

— Vi ses i morgen. — Det gør vi.

— Hej, mor. — Hej, skat. Hvordan går det?

— Det går godt. — Dejligt.

Du nyder vel at have lidt mere tid til dig selv?

Ja... men jeg havde faktisk tænkt mig at lade Benjamin flytte ind.

— Ikke allerede? — Jo.

— Må jeg låne din nøgle til huset? — Ja. Hvorfor?

Jeg vil gerne male, før han flytter ind, og du har en masse malergrej.

— Er det dem der? — Ja.

Jeg låner dem, okay? Tak. Vi ses.

— Flytter de sammen? — Vi er nødt til at gøre noget.

Måske kan vi skaffe en billigere lejlighed.

De flytter sammen af kærlighed.

Jeg kender en med en andelslejlighed. Vi kunne dele indskuddet.

Nej.

— Det er dit projekt. — Hvad mener du?

Hvorfor blande sig? Hun er forelsket. Du opfører dig irrationelt.

— Irrationelt? — Hvorfor har du smidt Flemming ud?

Det forstår du heller ikke. Okay, men det kan jeg godt sige til dig.

Flemming er vild med mig.

— Hvad? — Nu ved du det.

— Hvorfor siger du sådan noget? — Fordi det har han sagt.

— Hvad har han sagt? — Det, jeg siger.

Hvad er det præcis, Flemming har sagt?

Han er forelsket i mig.

Europol har et billede af Jesper og kvinden på en benzintank i Belgien.

Sig det til Hanegaard. Ring, hvis der er noget.

Modtaget.

Hvad så? Noget nyt?

— Hvorfor stirrer du sådan? — Hvorfor tror du?

— Hvorfor tror du, jeg stirrer? — Det ved jeg ikke.

Nå, men så skal jeg fortælle dig det.

Marianne siger, at du er forelsket i hende.

Er du?

— Er du det?! — Har hun sagt det?

Passer det?

Ja.

Flemming, sig, det ikke passer.

Det passer.

— Jeg kan ikke lyve mere. — Har I været i seng sammen?

— Nej. — Hvorfor skal jeg så vide det?!

— Fordi du er min bedste ven. — Er jeg din bedste ven?!

Er det derfor, du aldrig blev gift? Fordi du elsker Marianne?

Ja, måske.

Du er ikke min ven.

Forstår du det?

— Ja. Det forstår jeg godt. — Det forstår du godt.

— Du er pisseligeglad! — Nej, jeg er...

Stop! Ti stille. Jeg er færdig med dig, mand!

Dan, er du hjemme? Du tog ikke din telefon.

— Hej. — Hej.

Hvad er der sket?

Det er Flemming.

Han siger, at han altid har elsket Marianne.

Han er min bedste ven. Vi er dårligt nok blevet skilt.

Ja...

Hvad?

— Ikke noget. — Jo, hvad?

Jeg kan godt forstå, du er chokeret —

— men for mig er det ikke den store overraskelse.

Mener du det?

Vi er nogle stykker, der har fornemmet noget.

Ja?

Ja, okay? Godt... Okay, hej.

De har fanget Jesper og en hollandsk kvinde ved den franske grænse.

Godt arbejde. Det ser ud, som om sommerfesten bliver til noget.

Jesper Pedersen sidder i arresten. Kvinden, Ankje Dijkstra —

— matcher signalementet fra hashfarmen.

Hun er tilbageholdt af belgisk politi for en tidligere sigtelse.

Der skal skrives en rapport om hendes mulige medvirken til drabet.

— Tager du den, Svend? — Jep.

Hvad med søsterens kørekort? Kan hun være involveret?

Nej. Hun har ikke set Jesper i over to år.

Okay. Dan og Flemming, vil I ikke tage afhøringen?

Nej. Flemming skriver rapporten, og Svend kommer med mig.

— Hvad? — Bare gør, som jeg siger, Svend.

Nå, okay!

Nå.

Er han død?

— Hollænderen? Er han død? — Hvad tror du selv?

Fuck!

Hvad er din rolle i din hashhandel på Herregaardsvej nummer 2?

Jeg sælger til det hollandske marked, som er nogle fucking psykopater!

— Hvor længe har det stået på? — Et par år. Og alene.

— Din mor ejer bygningerne. — Hun har intet med det at gøre!

Det var mig alene, der gjorde det, men så døde planterne —

— og nu skylder jeg hollænderne penge.

— Og så valgte du at skyde en mand? — Nej.

Han ville slå mig ihjel. Det var selvforsvar.

De slog min far ihjel. Har I ikke fattet det?

— Slog hollænderne ham ihjel? — Ja.

Jeg er skyld i min fars død.

De må have kvalt ham for at sende mig en advarsel.

Hvad lavede du og Ankje Dijkstra ved farmen?

— Vi var på flugt. — Hvad skulle I ude ved farmen?

Vi skulle have nogle topskud. Nogle, som var okay —

— som jeg så kunne sælge, så vi havde noget at leve af.

Vi har fundet penge i en dåse, der tilsyneladende har tilhørt din far.

— Hvordan er han involveret? — Det er han ikke. Han kunne intet.

Men hans primære plejer, Bente, solgte joints for mig til de gamle.

Og hvad er din relation til Ankje Dijkstra?

— Hun var min kæreste. — Din kæreste?

Ja. Vi mødtes i forbindelse med vores arbejde med hashen.

— Jeg troede, vi kunne flygte sammen. — Og derfor de stjålne id—papirer?

Ja. Vi ville have sat vores egne billeder i, men det nåede vi ikke.

— Din søsters kørekort lå der også. — Hun har ikke noget med det at gøre.

Hvorfor ligger din søsters kørekort så i din bil?

Fordi jeg stjal hendes pung.

Ved hvilken lejlighed?

For 14 dage siden var jeg med min mor og far på hospitalet.

Min far havde fået konstateret prostatakræft oven i sin parkinson —

— og min mor ville ikke være alene med det, så jeg tog med.

— Og så stjal du? — Ja.

Nogle ting fra personalerummet. Jeg er ikke stolt af det —

— men det var ved at gå galt med hollænderne —

— og vi forberedte os på at gå under jorden.

Det var din søsters arbejdsplads, du stjal fra?

Ja.

— Vi mødte hende. — Hvad?

Jeg fandt først ud af bagefter, at en af pungene var hendes.

Mødte du hende? Er du sikker på det?

Ja, vi mødte hende på vej ud. Vi fik øjenkontakt, men talte ikke sammen.

Ja.

Vi har fundet Bjarnes testamente iblandt hans ting på plejehjemmet.

Der er blevet skrevet om i det for et års tid siden.

Lise Pedersen er skrevet ud —

— og afdødes datter, Cecilie Libbert, er sat ind.

Hvilket betyder, at hun og du, Jesper, arver det hele.

Hvordan kunne han ændre testamentet, når han er lam?

— Ja, jeg hjalp Bjarne med det. — Hvordan kunne du det?

Sidste år kunne han stadig brumme, og så har vi sådan nogle plader her.

Når man kommunikerer med nogen med nedsat evne, så gætter man.

Vi lægger ord i munden på dem, og så beder vi dem om at lægge brikker.

En på den grønne for ja og rød for nej.

Og sådan fortalte Bjarne, Lise skulle ud af testamentet og Cecilie ind?

Hvad satte Bjarne i gang med at ændre testamentet?

— Måske det med Lise og Preben. — Men du ved det ikke.

Nej.

— Jeg vil se gerningsstedet igen. — Selvfølgelig.

Hvor længe bor jeres beboere her i gennemsnit?

To år og otte måneder, men for en tredjedel er det under et år.

— Stod der ikke en maskine? — Han havde ikke brugt den i 1/2 år.

Den krævede mere energi, end han havde. Man bruger øjnene.

— Hvor er den så nu? — Den går på skift hos to andre.

Ligesom iltapparatet og de andre maskiner, Bjarne havde.

— Svend, få den maskine ind til tek. — Modtaget.

Hvordan kunne han gøre det? Tage mig ud af testamentet?

Så sætte Cecilie ind i stedet for!

Det kan være, at han følte, han skyldte Cecilie noget.

Hvad mener du? Begynder du nu også?!

Undskyld, Lise. Undskyld.

Jeg kan ikke finde ud af det!

Jeg bliver hos dig. Jeg bliver.

Det forstår jeg ikke.

Du og Jesper arver det hele. Lise får ikke noget.

— Det vidste du ikke? — Nej.

Undskyld. Det er bare lidt overvældende.

Jeg troede, at Lise sørgede for, jeg ikke ville få noget.

I har ikke haft en samtale om, at han ville tilgodese dig?

Nej, overhovedet ikke.

Vi har ikke kunnet tale sammen længe.

Testamentet blev ændret sidste år. Hvorfor tror du, han tilgodeså dig?

Måske fordi han elskede mig.

Det gjorde han.

Og jeg elskede ham. Min søde far.

Hvordan er dit forhold til din stedfar?

Det er udmærket. Han er aldrig blevet min rigtige far.

Har du været vred på Bjarne over, at han lod dig bortadoptere?

Ja. Men det er jeg ikke mere.

Lise sagde, Bjarne ville slippe af med mig. Sådan var det ikke.

Du sagde, at du ikke havde set din bror, Jesper, i to år.

Passer det?

Ja.

Jesper fortæller, at I mødtes for to uger siden på din arbejdsplads.

Hvorfor har du ikke fortalt os det?

For at beskytte ham.

Han er min bror, jo.

Men du indrømmer, du så ham den dag?

Ja.

Jeg så også Lise, men det var meget kort. Vi havde bare øjenkontakt.

— Så du også Bjarne? — Nej. Var han der også?

Ja, han var indlagt til en ambulant undersøgelse.

Det vidste jeg slet ikke. For hvad?

Din far havde fået konstateret prostatakræft.

Vi ses.

Dan, jeg vil gerne tilbage. Jeg har lovet Bellahøj at hjælpe.

Tror du, Cecilie hadede Bjarne på grund af adoptionen?

Det ved jeg ikke. Det virkede ikke sådan.

Tror du, Cecilie har arbejdet på plejehjemmet?

Jeg har tjekket listen over nuværende og tidligere ansatte.

Hun står ikke på den. Jeg tror ikke, der er noget at komme efter.

Ja, det er sandt.

Jeg tænker bare, hun er jo sygeplejerske.

Måske har hun haft et eller andet med plejehjemmet at gøre og haft adgang.

Jeg tjekker det. Skal vi køre?

Tager du ikke bilen? Jeg har brug for lidt luft.

Selvfølgelig. Vi ses.

Jeg har brug for at vide, om Cecilie Libbert har været ansat på Solhaven?

Nej, den liste har vi.

Jeg tænkte, om hun havde været konsulent eller noget i den stil?

Ja, vil du det? Tak skal du have.

Hvordan ser det ud? Skal vi aflyse festen eller...?

Hvis det er, kan vi jo fryse de brød ned, jeg har lavet.

— Det kan jeg gøre. — Der er en med oliventapenade.

Og så en, jeg har puttet rosmarin på fra haven.

Lækkert. Vi må se, om der ender med at være nogen tilbage. Vi ses.

— Ja. Du kan tåle det. — Årh, tak, Svend.

Mor? Hej. Så kom du lige der.

Jeg fik sådan lyst til en røget sild. Har du spist?

— Ja tak. Hvordan har du det? — Jeg har det godt.

Hvordan går det på arbejdet? Har du fået løst den sag på plejehjemmet?

— Jeg kan ikke få den til at gå op. — Fortæl. Del den med din gamle mor.

Jeg er jo dement. Jeg har alligevel glemt det om lidt.

Skatter.

Der er pludselig dukket en datter op.

Han bortadopterede hende, da hun var lille —

— men de har set hinanden hemmeligt.

— Sidste år ændrede han testamentet. — Til hendes fordel?

— Ja, hvis man skal tro hende. — Hvorfor skulle man ikke det?

Hvorfor skriver han pludselig sin datter ind i sit testamente?

Når man nærmer sig slutningen, så kan der godt ske noget.

— Slutningen af hvad, mor? — Af livet, sgu da.

Man begynder at tænke. Der kan være nogle ting, man godt vil rette op på.

Måske er det det, han har prøvet på.

Skat, du må ikke se sådan ud. Ved du hvad?

I nat drømte jeg, at jeg døde.

Og jeg var ikke spor bange. Det var faktisk dejligt.

Jeg lå i et hav af amaryllis.

Det var, som om jeg svævede.

Mor, du er ikke ved at dø.

Det sagde lægen ikke. Vi skal bare blive bedre til at passe på dig —

— fordi du er blevet mere forvirret, end du var før i tiden. Ikke?

Skatter...

Flemming... Jeg hører, at I overvejer at aflyse festen?

— Ja. — Står det så galt til?

— Ja, desværre. Svend, vil du? — Vi har intet match på fodaftrykket.

Og vi kan ikke afdække, hvordan gerningsmanden kom ind.

Flemming?

Jesper Pedersen erkendte sig skyldig i mordet på Anton van Dijk.

Så vi står på bar bund angående mordet på Bjarne Pedersen?

— Det ser desværre sådan ud. — Hey!

Kom lige herop. Vi har fundet noget.

Det er den kommunikationsmaskine, som Bjarne brugte.

Det er en computer med en sensor —

— som opfanger øjnenes bevægelser og skriver beskeder.

Jeg bruger mine øjne som cursor. H...

E...

J...

Tal.

Hej.

— Hold da op. — Det er ret vildt.

Det lykkedes Thor at finde den sidste samtale inden Bjarnes død.

Forstanderen sagde, han ikke havde brugt den i flere måneder.

Det er ikke rigtigt —

— fordi Bjarnes login blev brugt i timerne inden hans død.

— Vis dem det. — Prøv at se.

Jeg er inde på Bjarnes konto med alle hans sætninger.

Hans sidste sætning er den der.

S.O.S. Hjælp. Jeg vil ikke mere.

Tror I virkelig, at Bjarne har bedt nogen om hjælp til at dø?

Det ser sådan ud.

Plejehjemmet bekræfter, at Cecilie Libbert aldrig har arbejdet der.

Men hospitalet, hvor hun arbejder nu, meddeler —

— at de har en nøglebrik til plejehjemmet.

Den er sidst brugt i timerne op til Bjarne Pedersens død.

— Kan det være datteren? — Selvfølgelig!

— Skal du ikke med? — Nej.

Cecilie!

Min far gav sine sko væk, begge gange han vandt DM.

I 95 gav han dem til Jesper, og i 97 gav han dem der til mig.

Det var hans sidste kamp. Vi kaldte dem "farvelskoene".

Det passede ikke, jeg kun så min bror og Lise den dag på hospitalet.

Jeg så også ham. Min far.

Jeg gemte mig i rummet ved siden af, så jeg kunne høre lægen.

Min far havde prostatacancer oven i alt det andet.

Hans tal var skyhøje. Han var terminal.

Og så begyndte Lise at tale om livsforlængende behandling.

Jeg kunne ikke tro mine egne ører.

Min far var fanget i en krop, der ingenting kunne.

Hvorfor?

Hvordan kunne lægen gå med til det?

Der var ikke nogen, der spurgte min far, hvad han gerne ville.

Så blev det svært at se min far, fordi Lise var der hele tiden.

Men jeg ville se min far.

Da han kom tilbage på plejehjemmet, brugte jeg nøglebrikken —

— og låste mig ind tidligt om morgenen.

Jeg fortalte ham om alle de store ting, han har udrettet i livet.

Om alle os, der elskede ham så højt.

Jesper, Lise og mig.

Det lyder mærkeligt, men den morgen hyggede vi os virkelig.

På et tidspunkt fik han nok. Han brugte alle sine kræfter på —

— at få mig til at forstå, at jeg skulle sætte apparatet til.

S.O.S. Hjælp. Jeg vil ikke mere.

Han ville ikke mere. Der var ikke noget at være i tvivl om.

Det var, som det skulle være.

Min søde far.

Jeg gjorde det bare, fordi jeg ikke vil have, han skulle lide mere.

Jeg gjorde det bare af kærlighed.

Jeg forstår det godt.

Det gør jeg virkelig.

Men du ved jo godt, du ikke må gøre det, du har gjort.

Dan! Du skal have noget at drikke.

— Godt arbejde. — I lige måde. Skål.

Lau! Her. Drinks til dig.

— Der har vi jo dagens helt. — Det ved jeg nu ikke.

— Tillykke. Hvor er du sej. Skål. — Skål.

— Har du set Flemming? — Jeg tror, han er hjemme og skifte.

Hvad med Marianne?

Nej.

— Jeg tror, jeg ringer til hende. — Ja, gør det.

Hej, det er Marianne. Læg en besked.

Jeg vil gerne sige undskyld.

— Jeg har ikke været helt fair. — Okay.

Det er bare, fordi der er sket så meget.

Og jeg er bange, og jeg ved ikke, hvad der sker med os to.

Hvad mener du?

Hvis jeg skal være helt ærlig...

Hvis jeg skal leve ud fra mit hjerte —

— så ødelægger vi alt.

Ja.

Marianne?

Hej, mor.

Hvad laver du her?

Mor?

Mor... Mor...

Mor...