Original subtitles

Tempelridderne.

Et hemmeligt broderskab født midt i middelalderen.

Blot for at forsvinde 200 år senere.

Af de mænd, der efterlod så stort et aftryk i historien -

- findes nu kun historierne, der gjorde dem berømte.

Deres hvide tunikaer med det klassiske røde kors.

Deres enorme rigdomme.

Deres disciplin og vildskab i kamp.

De var elitesoldater. 1100-tallets specialstyrker.

1000 år senere er Kristi soldater stadig omgærdet af mystik.

Er de præster? Munke? Riddere? Hvad er de?

En engelsk skribent kaldte dem et nyt monster.

Vi ser på sandheden bag tempelriddernes tragiske endeligt.

Det krævede omfattende forberedelser og logistik.

Tempelridderne mistænkte intet.

Ved hjælp af eksperter -

- og ved at studere de eneste dokumenter fra den periode -

- afslører vi, hvordan den franske konge fik ram på tempelridderne.

Anklagerne var så vilde, at de hurtigt spredtes i Europa.

Folk hørte, at tempelridderne var involveret i ukristne ting.

Alle var i chok.

De tilhørte fortiden.

De kunne ikke undgå retssag, og for de fleste indebar det døden.

Fra anholdelse og tortur af Frankrigs tempelriddere -

- og henrettelse af deres sidste stormester ...

Det er et af historiens mest machiavellistiske komplotter.

De blev anklaget for sodomi.

De blev kritiseret for at dyrke en afgud.

Noget, der blev koblet til hekseri og magi.

Hovedet kunne have fødder, skæg, have to ansigter ...

En forbrydelse mod troen.

Tempelridderne anklages for at fornægte Kristus.

De skal brændes på bålet.

Det er den sande historie om henrettelserne af tempelridderne.

Riddere, der blev for rige og mægtige.

De sidste medlemmer blev brændt på bålet foran Paris' indbyggere.

Akko. En by ved Middelhavets østlige kyst nord for Jerusalem.

I april 1291 belejrer sultan Al-Ashraf Khalil byen -

- med sin hær på 220.000 mand.

Inde i byen er 30.000 indbyggere, heraf 14.000 soldater -

- og et par hundrede tempelriddere.

De tilhører Tempelherreordenen.

Et broderskab dannet i starten af 1100-tallet.

Deres opgave var at beskytte kristne i Det Hellige Land.

Men næsten 200 år efter dannelsen -

- og på trods af otte korstog er mange fæstninger i øst tabt.

Omringet af mongoler og muslimer fra mamlukdynastiet -

- er de under konstant angreb.

Akko er en af kristendommens sidste byer i øst.

Tempelriddernes sæde har været her i 100 år.

Den 18. maj 1291 indleder sultanens mænd angrebet.

Guillaume de Beaujeu, ordenens stormester, omkommer i slaget.

Ti dage senere falder Akko i muslimernes hænder.

Det Hellige Land var tabt. Det var kristendommens sidste højborg.

De kristnes magt her var størst i 1140'erne.

Efter det mistede kristendommen indflydelse -

- da man mistede territorium og byer.

Tabet af Akko var en katastrofe. Alle blev slagtet.

Akkos fald i 1291 indebar afslutningen på korsfarerstaterne.

De få tilbageværende byer, der blev holdt af de kristne langs kysten -

- blev evakueret næsten lige efter Akkos fald.

Sidst på sommeren i 1291 -

- generobrer muslimerne alle kristne fæstninger i Det Hellige Land.

De overlevende tempelriddere flygter til Cypern -

- hvor et nyt hovedkvarter etableres.

Da de flygtede til Cypern -

- var det ikke afslutningen på kampen om Det Hellige Land.

Man lægger omgående planer for at vende tilbage.

Tempelridderne havde forberedt sig på et muligt nederlag ved Akko -

- og ordenens aktiver var evakueret.

Det samme med ordenens arkiv.

Foråret 1292 valgt man en ny stormester på Cypern.

Jacques de Molay.

Jacques de Molay. Ordenens 23. stormester.

Han var over 40 og havde kæmpet i Det Hellige Land i 20 år.

Jacques de Molay er kriger og ikke diplomat.

Han er ikke politiker, men soldat.

Ifølge ham har Tempelherreordenen kun én opgave.

At forsvare Jerusalem og den kristne tro.

Efter tempelriddernes totale nederlag -

- står Jacques de Molay over for en enorm opgave.

Tempelherreordenen blev dannet for at forsvare Det Hellige Land.

Tabet af Det Hellige Land gjorde, at ordenen ikke gav mening mere.

Allerede i 1293 rejste Jacques de Molay rundt i Europa -

- for at overtale paven og konger om at genindtage Det Hellige Land.

I 15 år arbejdede han hårdt for at bevare en styrke på Cypern -

- som skulle være klar til at genoptage krigen.

I 1306 sker der noget, der ændrer situationen.

Clemens 5., den nye pave, giver Jacques de Molay til opgave -

- at skrive en rapport om, hvad der kræves for et nyt korstog.

Da Clemens 5. skrev til ham i 1306 angående et nyt korstog -

- blev han nok glad.

Endelig skulle forslaget, som han havde fremført i 15 år -

- blive virkeligt.

Den rapport opbevares i Paris.

Stormesterens konklusion er entydig.

De kristne kan vende tilbage til Det Hellige Land.

"Vi må organisere et korstog for at knuse kristendommens fjender."

"Med 12.000 til 15.000 riddere og 5000 fodsoldater -

- kan vi genindtage Det Hellige Land."

"Jeg anbefaler, at man bevæbner ti skibe hurtigst muligt."

"Jeg skaffer penge for at betale for dem."

Med sin erfaring ved han, at mindre styrker ikke er nok -

- og at det kræver mange skibe for at indtage noget.

Han sender sin rapport til paven, forlader Cypern sidst i 1306 -

- og kommer til Frankrig i starten af 1307.

Jacques de Molay er klar til at gøre alt for et nyt korstog.

Men han ved ikke, at han aldrig vender tilbage til Østen.

Han er ordenens 23. stormester, og han bliver den sidste.

Bag de Molays ryg har to mænd intrigeret i flere måneder -

- for at gennemføre en af historiens mest machiavellistiske planer.

De vil knuse Tempelherreordenen.

De to mænd er Filip 4., konge af Frankrig.

Også kendt som Filip den Smukke.

Og Guillaume de Nogaret, hans nærmeste rådgiver.

Filip har hersket i over 20 år.

Han er kendt som jernkongen.

Filips personlighed var et endnu større mysterium -

- end Tempelherreordenen.

En uforsonlig mand med et forfærdeligt temperament.

Filip er både autoritær og propagandistisk.

Han ved, hvordan man manipulerer folket. En moderne konge.

Ved Filip den Smukkes side er Guillaume de Nogaret.

Guillaume de Nogaret er en alsidig statstjenestemand.

Han tager sig af både økonomiske og politiske sager -

- og konflikter med lokale kirker og biskopper.

Han er som en premierminister med indsigt i hele kongeriget.

De to mænd havde mange grunde til at ville knuse Tempelherreordenen.

Den primære grund var penge.

Filip den Smukke havde en aggressiv udenrigspolitik.

Både sydpå mod Lyon og nordpå mod Flandern.

Han er i krig i starten af 1300-tallet -

- mod Flanderns byer og den flamske adel.

Krigen koster ham masser af penge.

I 1307 er Frankrig på fallittens rand.

Kongen af Frankrig var forgældet op over begge ører.

Den franske konges finanser var svage -

- og Tempelherreordenen var rig.

Hvis han knuste ordenen, kunne han tage deres penge.

Det var hans plan.

For Filip den Smukke med den dårlige økonomi -

- indebar Tempelherreordenens penge en formue.

Men hovedgrunden til angrebet på Tempelherreordenen -

- er primært politisk.

Først i 1300-tallet forsøger den franske konge -

- at sikre sin autoritet over Frankrig for enhver pris.

Til ulempe for en mand. Paven.

Tempelherreordenen er en måde for Filip den Smukke at opnå -

- hvad han altid har stræbt efter. Absolut magt.

Filip den Smukke forsøger at skabe et rige -

- hvor kongen er hævet over alle.

Det betyder, at kongen er almægtig i sit land -

- og at han får sin magt direkte fra Gud.

Ikke fra paven.

Der var ikke brug for mellemled.

En pave som mellemled mellem Gud og kongen.

Og der var ikke plads til tempelridderne -

- i denne moderne verden.

De tilhørte fortiden.

Filip ledte efter måder, hvorved han kunne svække kirkens magt.

Tempelridderne, der havde en stærk tilstedeværelse i Frankrig -

- blev et passende mål. Især efter deres nederlag i Mellemøsten -

- nogle år tidligere.

Kongens angreb mod tempelridderne var møntet på at svække paven.

Rettet mod en orden, som var helt afhængig af paven -

- og som udgjorde et håb om -

- at genindtage Det Hellige Land.

For at knuse tempelridderne -

- udarbejdede kong Filip og de Nogaret en plan.

Flere måneder før de Molays ankomst til Europa -

- advarede de den nye pave Clemens 5. om -

- at der var skandaløse rygter om Tempelherreordenen.

Ifølge rygterne var tempelridderne kættere.

Kætteri var en af de værste forbrydelser.

Tempelridderne blev anklaget for at fornægte Kristus -

- og at man under indvielsesceremonier opmuntrede -

- til sodomi med hinanden.

At tempelridderne ikke forsvarede troen, men fornærmede den dagligt.

Rygterne om tempelridderne havde cirkuleret længe.

Om det var sandt eller ej ... De var en hemmelig orden.

De levede i en privilegeret boble.

Da rygterne dukkede op, indebar ordenens hemmelighedskræmmeri -

- en ulempe for dem, for folk vidste intet om indvielsesritualerne.

De Nogaret indsamler vidneudsagn, falske beviser -

- og fremlægger beskyldninger mod Tempelherreordenen.

I 1306 begynder rygterne at tage fart.

I Frankrig hører de Molay om rygterne -

- men ved ikke, at de kommer fra kongen.

Han føler, at hans orden er truet og går til modangreb.

Jacques de Molay beder paven om at lede en efterforskning -

- om ordenens hæderlighed og vaner.

Jacques de Molay hørte, hvad der foregik -

- men han følte sig nok sikker som tempelridder.

Det havde de været i 200 år. De stod til ansvar for paven.

Jacques de Molay undervurderede Filip den Smukke.

"Vi er tempelriddere. Kun paven kan røre os."

Men Jacques de Molay ved ikke, at kong Filip og de Nogaret -

- ikke vil vente på resultatet af pavens efterforskning.

I al hemmelighed har de allerede udfærdiget en arrestordre.

Der er flere originale kopier af ordren i Paris.

Det er skrevet på latin, og ordene er valgt med stor omhu.

Anklagerne er meget alvorlige.

I arrestordren fremføres fem beskyldninger.

For det første. Ukristne ritualer under indvielsesceremonien.

"En broder, der bliver optaget, føres ind bag alteret."

"Stormesteren viser ham korset med Vor Herre, Jesus Kristus -

- og tvinger ham til at spytte på korset tre gange."

Der var flere ting.

Vedkommende, der udnævner ham, kysser ham nederst på ryggen.

Over ballerne. Et bizart og obskønt kys.

Under indvielsen opmuntres man til -

- homoseksuelle ting for ikke at forenes kødeligt med kvinder.

"Så siger stormesteren, at ifølge ordenens regler -

- hvis en broder vil i seng med ham, skal han acceptere det."

De opfordrede til en afskyelig forbrydelse. Altså sodomi.

De blev også anklaget for afgudsdyrkelse.

Det svarer til hekseri og magi.

Den sidste sigtelse var, at tempelriddernes præst -

- ikke helliggjorde Gud under nadveren.

Ingen ortodoks liturgi under gudstjenesten.

Det er for at retfærdiggøre anklagerne om kætteri.

"Ellers kan sandheden ikke afsløres -

- og da der er stærke mistanker ude blandt folk -

- har vi bestemt, at alle medlemmer af nævnte orden -

- skal pågribes uden undtagelse og holdes fængslet -

- indtil kirken har afsagt sin dom."

"Alle deres aktiver -

- skal beslaglægges og sættes under vores forvaltning."

Arrestordren indikerer, at det skulle holdes hemmeligt.

Den 14. september 1307 blev ordren sendt til alle franske regioner -

- og overdraget personligt til kongens repræsentanter.

De skulle forberede middelalderens største politiindsats.

En måned senere, på samme tidspunkt over hele Frankrig -

- står kongens politi uden for Tempelherreordenens boliger.

Tempelridderne blev anholdt efter ordre fra Filip den Smukke.

Fredag den 13. oktober 1307.

Det menes at være årsagen til, at fredag den 13. bringer uheld.

Det var en uheldsdag for tempelridderne.

Alle blev anholdt ved daggry.

Det havde krævet omfattende forberedelser og logistik.

Det var dygtigt gjort, for tempelridderne mistænkte intet.

Selv Jacques de Molay, den 23. stormester, arresteres.

Den 13. oktober stod soldaterne uden for Paris-afdelingens port.

En befæstning lige uden for byen.

Man arresterede alle 138 tempelriddere, der var der.

Fra det øjeblik vidste kong Filip og de Nogaret -

- at det, de var i færd med, ikke var i overensstemmelse med loven.

Filip handlede uden for sine kompetencer.

Tempelridderne tilhørte kirken -

- og han havde ingen ret til at arrestere dem.

Men han hævdede, at han handlede i kirkens interesse.

Sådan retfærdiggjorde han det.

Mens de venter på pavens reaktion -

- må kongens mænd hurtigt skaffe utvetydige tilståelser.

For at opnå det brugte de en metode uden lige.

Tortur.

Forhørene indledes den 15. oktober 1307.

Officielt skulle der ikke være nogen blodsudgydelse.

Så man brugte pinebænken -

- for at trække arme af led.

Man klemte fingre med tænger.

Selvom man ikke måtte stikke dem med knive -

- måtte man gøre alt andet. De var meget grusomme.

NATIONALARKIVET I PARIS

Optegnelser fra afhøringerne af tempelridderne i Paris -

- er på en skriftrulle lavet af 44 sammensyede gedeskind.

Her er fangernes tilståelser nedskrevet.

De kongelige notarers underskrifter er identificeret.

Her en sammenfatning af en dags afhøringer.

Man stillede tre spørgsmål. Havde de spyttet på korset?

Kyssede de kandidaten på balderne under indvielsesceremonien?

Fik de instrukser om kødeligt samkvem med logebrødre?

Det handlede om at fremtvinge tilståelser -

- for at kunne træffe juridiske foranstaltninger senere.

Her er også afhøringsrapporten -

- fra den vigtigste fange. Jacques de Molay.

"I Kristi navn, amen."

"Lad det være kendt, at den 24. oktober i det Herrens år 1307 -

- afhørte vi broder Jacques de Molay -

- Tempelherreordenens stormester."

"Han svor på Guds lære at fortælle sandheden."

Selv i dag ved vi ikke, hvor meget tortur de Molay blev udsat for -

- før han udtalte følgende ord -

- som blev nedfældet af kongens notar:

"Jeg, Jacques de Molay, blev tempelridder for 42 år siden."

"Den, der optog mig, viste mig et kors -

- og beordrede mig til at fornægte Kristus."

"Jeg gjorde det modvilligt."

"Jeg blev beordret til at spytte på korset, men spyttede på jorden."

"Jeg blev aldrig beordret til kødeligt samkvem med logebrødre -

- og jeg havde det aldrig."

De Molay indvilgede i at sige, formentlig efter tortur -

- at han blev bedt om at fornægte Kristus -

- og at han spyttede på korset.

Det var nok, at de Nogaret kunne fremvise teksten -

- og sige: "Stormesteren har tilstået."

Efter tortur tilstod næsten alle tempelriddere.

Af de 138 arresterede tempelriddere i Paris -

- nægtede kun fire at tilstå forbrydelserne, de var anklaget for.

121 indrømmede, at de havde fornægtet Kristus.

111 indrømmede, at de havde spyttet på korset

109 indrømmede, at de havde kysset en anden broder på balderne.

Andre steder i Frankrig tilstod tempelriddere -

- at de havde tilbedt afgudsbilledet Baphomet.

Hvad er Baphomet? Vi har ingen anelse.

Når man har en beskrivelse, har man alt.

Han kunne have fødder. To eller fire.

Han kunne have skæg eller have to ansigter.

Vi aner det ikke. Det er et bevis på forhørsledernes fantasi.

I alle Frankrigs regioner -

- tilstod alle tempelriddere mindst en kætteriforbrydelse.

Man kan hævde, at så mange tilståelser betød -

- at i det mindste nogle var skyldige.

Eller man kan hævde, at det foregik under tortur.

Sammenhængen mellem tortur og tilståelse er stærk.

De sagde, hvad kong Filip ville høre.

Takket være det store antal tilståelser under tortur -

- opnåede Filip den Smukke og de Nogaret deres første mål.

De bekendtgjorde resultatet af sagen til hele Europa.

Tempelridderne er kættere og skal knuses.

Clemens 5. er trængt op i et hjørne.

Selvom den franske konge havde handlet uden for loven -

- er tilståelserne så alvorlige, at paven ikke kan sidde dem overhørig.

Den 22. november 1307 bekendtgør han -

- bullen Pastoralis praeeminentiae -

- til alle Europas kristne konger:

"Jeg, pave Clemens 5., kræver, at Deres Højheder giver ordre til -

- at arrestere alle tempelriddere -

- og konfiskerer alle deres ejendomme den samme dag."

Clemens 5. stod i en umulig situation.

Tempelridderne var arresteret.

Mange af dem havde tilstået under tortur -

- og han prøvede formentlig at redde -

- i det mindste dele af Tempelherreordenen.

De franske tempelridderes skæbne var allerede beseglet.

De kunne ikke undgå retssager, der ofte førte til dødsdomme.

Resten af Europa er skeptisk, hvad tempelriddernes skyld angår.

Mens alle medlemmer arresteres, forhøres -

- og stilles for retten i andre lande, er konklusionen den samme.

Ingen finder noget at bebrejde tempelridderne for.

Da paven stillede tempelriddere for retten i Vesteuropa -

- deriblandt England -

- Aragonien, dele af Tyskland og Italien og i andre lande -

- var resultatet, at ingen tempelriddere tilstod.

I Spanien forsvarede kongen og folket deres landsmænd.

Der var retssager mod dem, men ingen bagvaskelse.

I Venedig var det dogen, der sagde: "Vores er hæderlige."

"Vi kan med sikkerhed sige, at de ikke er kættere."

Kongen af Cypern forsvarede sine landsmænd.

Det mest tydelige eksempel var England.

Det engelske politi fik hverken tilståelser eller beviser frem.

Man havde ikke brugt tortur.

Men Filip den Smukke ville ikke lade -

- andre landes efterforskninger forstyrre -

- den machiavellistiske plan.

Deres plan var iscenesat, og intet kunne stoppe den.

Skaden var sket.

Det betød intet, at andre tempelriddere ikke havde spyttet.

De franske havde tilstået. Det var nok til at knuse tempelridderne.

Under første halvår i 1308 pressede den franske konge paven.

Han betonede tilståelsernes alvorlige natur -

- og forsikrede gang på gang, at tempelridderne var skyldige -

- og at kongen kun havde handlet i kirkens interesse.

Paven lod sig ikke narre. Han stoppede de franske inkvisitorer.

I foråret 1308 fik vi en magtkamp -

- mellem paven og den franske konge.

Det var en periode med store spændinger.

Sommeren 1308 beslutter Clemens 5. sig for -

- at genvinde kontrollen over den juridiske situation.

Han udnævner egne forhørsledere, som afhører tempelridderne -

- og beder Filip den Smukke om at lade dem tale med fangerne.

Kongen får 72 fanger sendt til Poitiers for at blive afhørt.

Ordenens ledere, deriblandt stormester Jacques de Molay -

- afhøres i den kongelige fæstning i Chinon.

I Vatikanets apostoliske arkiver -

- hvor alle dokumenter om Den Hellige Stols historie er bevaret -

- er rapporterne skrevet af kardinaler -

- som ledte afhøringerne af Tempelherreordenen.

Samtaler mellem pavens forhørsledere og fangerne -

- er nedfældet på disse sider.

"Da de spurgte ham, hvorfor han havde gjort det -

- når det stred mod hans tro -

- svarede han, at det var et krav for at blive optaget i ordenen."

I margenerne er noterne "sodomi" -

- "indvielsesceremoni" og "afgudsdyrkelse".

Pavens mænd forsøgte at afgøre -

- om den franske konges beskyldninger var sande.

Men Filip den Smukke tillod kun kardinalerne -

- at afhøre ridderne i nærvær af kongens mænd.

Med den trussel kunne fangerne ikke benægte kætteri.

Alle tilstod.

Tempelridderne vidste, at det hemmelige politi overvågede dem -

- og at de skulle sendes tilbage til fængslet.

Med tanke på den tortur, de havde måttet udstå i måneder -

- turde de nok ikke trække tilståelserne tilbage.

De var fanget i tilståelserne.

De tilstod for at kunne være i fred.

Da tempelridderne blev afhørt i Poitiers i foråret 1308 -

- indså paven, at alle de upassende handlinger -

- som udgjorde grundlaget for anklagerne, indgik i ritualer.

Dokumentet nævner usus ordinis nostri.

Eller modus ordini nostri.

Ritualer som dem inden for militæret.

Men de havde ingen forbindelse til teologi eller kætteri.

Paven hævdede, at ridderne måske var skyldige i forseelser -

- ved at tolerere eksistensen af upassende ceremonier -

- men at de forseelser ikke havde oprindelse i kætteri.

Efter forhørene nedskriver pave Clemens 5. sin beslutning -

- angående Tempelherreordenens ledere -

- som hans kardinaler havde afhørt i Chinon-fængslet.

Det originale dokument kaldet Chinon-pergamentet -

- var forsvundet frem til begyndelsen af 2000-tallet.

Her er ikke plads til tvivl.

Pave Clemens 5. frikender Tempelherreordenens ledere.

Paven tilgiver dem for deres eventuelle forbrydelser.

"Vi har besluttet at tilgive stormester Jacques de Molay -

- og optage ham i kirken igen."

"Vi optager ham atter blandt de troende -

- og vi lader ham deltage i kirkens sakramente."

Den pavelige kommission -

- som stod for retssagen, blev dannet i 1309.

Man afhørte hundredvis af fanger.

Denne gang ikke foran den franske konges politi -

- men Den Hellige Stols mænd.

Da de kunne vidne uden først at være blevet torteret -

- og sidde i varetægt hos politiet, trak de fleste tilståelsen tilbage -

- og fortalte om indvielsesceremonierne.

Alt virkede helt normalt.

Flere tempelriddere vidnede for kommissionen.

De beskrev den tortur og nedværdigelse, de var udsat for.

De fik hverken mad eller vand. De mistede hud og begyndte at bløde.

De fortalte om tortur, hvilket førte til en modaktion -

- som helt bestred de første afhøringer.

Tempelridderne trak tilståelser tilbage -

- fordi anklagerne var falske.

Stykke for stykke organiseres forsvaret af tempelridderne.

Stillet over for flere og flere tilbagetrukne tilståelser -

- slår Filip og de Nogaret igen. Og de slår hårdt.

Filips juridiske eksperter siger, at de tempelriddere -

- som nu benægter alt -

- nu begår forbrydelser igen. De er igen kættere.

For det nye kætteri fortjener de at blive brændt på bålet.

I maj 1310 blev 54 riddere, der havde trukket tilståelsen tilbage -

- brændt på bålet i Porte Saint-Antoine i Paris.

Bevægelsen, der forsvarede tempelridderne, ophørte.

Truslen om at brænde riddere, der trak tilståelsen tilbage, fungerede.

Ingen vil forsvare ordenen længere. Ingen vil sige sandheden.

Filip den Smukke havde allerede vundet.

Filips første henrettelser skulle lægge pres på paven.

Han gjorde det klart for paven, at han ikke ville give sig.

Paven kunne lige så godt vænne sig til -

- at tempelridderne var skyldige.

Tempelridderaffæren bliver en for stor ydmygelse for paven.

Selvom han er overbevist om tempelriddernes uskyld -

- truer den franske konge pavens berettigelse.

Paven indså, at skaden allerede var sket, og at anklagerne -

- var spredt i hele Europa. Alle var chokerede.

Man ville ikke høre, hvordan kristendommens riddere -

- havde en masse mærkelige og ukristne indvielsesceremonier -

- og andre ting.

Den 16. oktober 1311 er der økumenisk koncil i Wien.

De 170 deltagerne afsiger kendelse om tempelriddernes skyld.

Man gransker oplysninger fra retssager over hele Europa.

Men Filip den Smukke vil stoppe en frifindelse af tempelridderne.

Han lægger pres på paven.

Efter seks måneder kapitulerer paven og stopper retssagen.

Han er ordenens overhoved og kun han kan opløse den.

Paven kunne ikke gøre noget.

Modvilligt gik han med til at opløse ordenen.

Clemens havde intet andet valg end at opløse den.

Især på grund af presset fra den franske konge.

Paven prøvede nok at få det hele til at forsvinde.

Det betød, at han måtte ofre de allerede dømte riddere.

Det var bedst for kirken at opløse ordenen.

Den 22. marts 1312 underskriver paven bullen Vox in excelso -

- som officielt opløser Tempelherreordenen.

"Med tanke på den skandale, der er afsløret -

- og de afskyelige handlinger udført af mange brødre -

- har jeg besluttet at opløse, ikke uden bitterhed og smerte -

- Tempelherreordenen i alle dens former."

"Jeg forbyder den for evigt og forbyder alle at gå med i ordenen -

- at bære dens uniform og fremstille sig som tempelridder."

"Alle, der overtræder forbuddet, idømmes bandlysning."

Mindre end to måneder senere kommer bullen Ad Providam -

- som behandler Tempelherreordenens aktiver.

"Alle deres aktiver i alle dele af verden -

- deres landsbyer, landområder, lader, rettigheder, indkomst -

- og alt anden ejendom, der tilhører Tempelherreordenen -

- skal overdrages til Johanniterordenen i Jerusalem."

Det er ikke kongen af Frankrig, der overtager -

- Tempelherreordenens aktiver, men en anden religiøs orden -

- som hedder Johanniterordenen af Jerusalem.

192 år efter dannelsen i 1120 i Det Hellige Land -

- og mindre end fem år efter anholdelsen af tempelridderne -

- efter ordre fra Filip den Smukke er Tempelherreordenen opløst.

To år senere er det tid til at afgøre skæbnen -

- for Tempelherreordenens ledere.

Blandt dem er Hugues de Pairaud fra den franske afdeling -

- Geoffroy de Gonneville, mester over Aquitaine og Poitou -

- Geoffroi de Charney, mester over Normandiet -

- og den 23. og sidste stormester Jacques de Molay.

De Molay har ventet på at møde paven, lige siden han blev anholdt.

Han gentager hele tiden: "Jeg venter på at møde paven -

- tale med ham og forklare, hvad jeg har gjort."

Men paven kommer ikke.

I stedet lader han sine kardinaler meddele sin beslutning -

- til de Molay og de sidste ledere, der stadig er i fængsel.

Den 11. marts 1314 blev de Molay og tre andre ledere -

- tilkaldt af pavens mænd.

Jacques de Molay har siddet i fængsel i syv år.

Han var en gammel og forvirret mand.

Han fik valget om at tilstå eller blive brændt på bålet.

Den fire ledere har gentaget deres tilståelser -

- og føres til torvet foran Notre Dame i Paris for at høre dommen.

Foran folket og under total tavshed -

- idømmes de fængsel på livstid.

Til alles overraskelse vælger de Molay -

- at ændre sine udsagn og benægter anklagerne mod ham.

De Molay og de Charney trækker deres tilståelser tilbage -

- foran pavekommissionen, foran kongens mænd -

- og foran tilhørerne, og de underskriver dermed deres dødsdom.

Filip den Smukke, Frankrigs konge, informeres om situationen.

Uden at afvente kardinalernes godkendelse -

- bygger han et bål på en lille ø ved Ile de la Cité.

De Molay og de Charney brændes på bålet samme aften.

De Molay nægter at tilstå og bliver brændt på bålet.

Det en tragisk afslutning, men også symbolsk -

- i og med at det at blive brændt på bålet -

- er hans eneste måde at gøre modstand mod kongen.

Hans sidste kort at spille ud er at blive brændt på bålet.

Den dags hændelser genfortælles i et digt af Geoffroi de Paris -

- der var kronikør i det kongelige kancelli.

"Stormesteren tog frygtløst sit tøj af."

"De bandt ham på bålet."

"Men han sagde følgende:"

"Lad mig i det mindste føre mine hænder sammen i bøn."

"Min yderste dag er kommet, og jeg byder døden velkommen."

"Gud ved, hvem der har løjet, og hvem der har syndet."

"Ulykke skal snart ramme dem, der fejlagtigt har anklaget os."

"Gud vil hævne vores død."

"Alle, der er gået imod os, skal lide."

Han siger, at Gud vil skelne mellem dem -

- som har gjort godt og dem, der har gjort ondt.

Han taler til Gud og dermed til fremtiden.

Og til den orden, han har tjent.

Senere hævdes det, at de Molays ord -

- stod bag forbandelsen, som ramte hans -

- og Tempelherreordenens fjender.

De Molay siges at have nedkaldt en forbandelse over -

- kong Filip den Smukke og pave Clemens 5.

Og paven døde måneden efter -

- og Filip døde i en jagtulykke i november.

Kongeriget så ud til at have en lys fremtid.

Men hvad skete der?

Kongen døde hurtigt.

Hans tre sønner døde også.

Frankrig kom i krise.

Frankrig blev besejret af England.

Og for at gøre det værre, så kom den sorte død.

For 1300-tallets observatører var Capet-kongerne forbandet.

Filip den Smukkes sønner døde hurtigt.

Som om hele familien blev udslettet.

Næsten som en hævn fra de massakrerede tempelriddere.

Jacques de Molay heroiske død -

- kong Filip den Smukkes og pave Clemens 5.s pludselige død -

- og mysterierne omkring tempelridderne -

- har alle bidraget til at sprede konspirationsteorier -

- om Tempelherreordenen.

Her har vi en orden, der var midt i konflikten -

- mellem kristendommen og islam under korstogene.

En orden, der kæmper for Kristus. En modsigelse i sig selv.

En orden, der var hemmelighedsfuld i nogle af sine ritualer.

En orden, der blev opløst på grund af anklager om kætteri.

Mange synes, at alt det er fascinerende.

For mig er det ingen overraskelse, at folk skriver fantasifulde bøger -

- om tempelriddermyter og skatte og alt muligt.

Men der er ingen beviser, der bekræfter myterne.

Mens nogle stadig håber at finde tempelriddernes skatte -

- og historikere fortsætter med at undersøge hemmelighederne -

- forbundet til munkesoldaterne, står en ting klart.

Kristi og Salomons Tempels fattige riddere -

- som senere blev Tempelherreordenen -

- dannet af nogle få hengivne riddere i 1220 i Det Hellige Land -

- vil for altid leve videre som en legende.

Tekster: Lars Steen Olsen www.sdimedia.com