Original subtitles

Tempelridderne.

Et hemmeligt broderskab født i middelalderen -

- som forsvandt efter to århundreder.

De efterlod sig spor, og sagnene gjorde dem kendte.

De hvide tunikaer med det ikoniske røde kors.

De ejede store rigdomme.

De var disciplinerede og vilde i kamp.

Det var elitetropperne. 1100-tallets specialstyrker.

Efter 700 år er de soldater stadig omgærdet af mystik.

Er de præster, munke, riddere? Hvad er de?

En engelsk skribent kaldte dem "en ny slags monster".

Vi skal udforske sandheden om tempelriddernes skatte.

De havde et skatkammer i hovedkvarteret -

- hvor de opbevarede penge, dyrebare materialer og relikvier.

Takket være førende eksperter -

- og en efterforskning, der har undersøgt skriftlige beviser -

- afslører vi, hvordan de blev mestre i at kreere rigdomme.

Fårebønder, landmænd, tekstilhandlere, vandmøller ...

Hvis man kunne tjene penge på det, var de med i det.

De fik flere og flere donationer -

- og der opbygges en arv i mange områder i Vesten.

De byggede enorme fæstninger i øst -

- og forvaltede kongernes skatte.

Vi skal se på den økonomiske organisation -

- som blev perfektioneret af tempelridderne.

De havde 141 områder i England og Wales. Det var foretagender -

- som skulle maksimere overskud via rationel adfærd.

De bredte sig ud over Europa fra Skotland i nord -

- til det sydlige Italien og Spaniens kristne kongeriger.

De tjente flere penge end de fleste konger.

Historien om tempelriddernes skatte.

Riddere, der blev bankfolk og investorer -

- og gjorde alt for at finansiere deres hellige krig.

Jerusalem i midten af 1100-tallet. Korsfarerne erobrede byen i 1099 -

- og de kristne hære vil bevare grebet om Det Hellige Land.

Korsfarerstaterne ved Middelhavet -

- bestod af fyrstedømmet Antiochia -

- grevskabet Tripoli og kongeriget Jerusalem.

De er omringet og står over for stærke fjender -

- og kampene i området fortsætter.

Blandt krigerne udmærker dem i hvide tunikaer -

- med et rødt kors sig. Tempelridderne.

De er medlemmer af et broderskab -

- fra starten af 1100-tallet -

- under selveste paven. Tempelherreordenen.

De skulle forsvare kristne pilgrimme i Det Hellige Land.

På kun 30 år var de nye riddere blevet mere og mere populære -

- blandt konger og folk i Vesteuropa.

I Vesteuropa var riddere kompetente på slagmarken -

- men ansås også som arrogante.

De kunne give sig i kast med at angribe fjenden alene -

- og kunne nægte at adlyde ordrer.

Tempelridderne var ikke sådan. At de havde et religiøst kald -

- bevirkede, at de så krig på en nøgtern måde.

De trænede hele tiden, men det var en mere disciplineret trup.

De holdt sig i geledderne.

De arbejdede tæt sammen og kæmpede nøgternt og intenst.

De var der ikke for at prale, men for at udføre jobbet.

Muslimerne mente, at tempelridderne -

- var de farligste tropper i korsfarerstaterne.

Et bevis på, hvor frygtede de var som soldater -

- var, at efter et slag blev alle tempelriddere henrettet.

De var for farlige til, at man kunne skåne dem.

Deres leder er en ridder, der kaldes stormesteren.

Den første, Hugues de Payns, der grundlagde ordenen, døde i 1136.

Robert de Craon og Évrard des Barres efterfulgte ham.

I 1152 blev der valgt en fjerde stormester. Bernard de Trémelay.

Det var ham, der i 1153 udmærkede sig i et berømt slag.

Erobringen af Askalon.

Byen var da en muslimsk enklave i kongeriget Jerusalem.

Man kunne let angribe fra Askalon mod de kristne stater.

I fem måneder forsøgte Jerusalems hær at genindtage byen.

Tropperne bestod af en blanding af soldater fra Det Hellige Land -

- og medlemmer af forskellige militærordener.

Flere hundrede tempelriddere var der for at hjælpe -

- og bistå kongens hær i Jerusalem.

Askalon var et skjold, der beskyttede Egypten.

De kristne ville befæste Jerusalems sydlige grænse -

- og havde længe villet overtage den.

I 1153 belejrede kongeriget Jerusalem byen.

I begyndelsen gik belejringen dårligt.

Man begyndte at tale om, om det kunne gennemføres.

De udførte et sidste angreb, og tempelridderne gik ind først.

Tempelridderne kom ind, men kæmpede alene.

Da de kom ind, omringede muslimerne dem.

Man mener, at 40 tempelriddere døde i Askalon -

- da de fulgte Bernard de Trémelay.

Tempelridderne betalte en høj pris for at overtage Askalon.

Men det var et vigtigt øjeblik for dem.

Der er blevet sagt meget om slaget -

- og om den ledende rolle, som tempelridderne havde.

Erobringen af Askalon -

- gjorde tempelridderne endnu mere berømte.

De ville dø for at beskytte det hellige land.

I anden halvdel af 1100-tallet fik tempelridderne en vigtig plads -

- i kongeriget Jerusalems hær og de andre korsfarerstater.

Fra midten af 1100-tallet og frem -

- blev tempelridderne mere og mere populære i Vesten.

Hvis troende bad i deres kirke og blev begravet på kirkegården -

- og omgikkes broderskabet, ansås man som from.

Man håber på denne måde at opnå frelse.

Tempelherreordenen var engageret i at forsvare Kristi navn -

- og forsvare kongeriget Jerusalem.

De fik flere og flere donationer. Der opbygges en arv -

- og mod vest etableres mange komturier i et netværk.

Det viser, at ordenen var populær.

Flere og flere forfattere og tænkere begynder at tale om dem.

NATIONALARKIVET I PARIS

I nationalarkivet i Paris -

- er der millioner af dokumenter, der fortæller om landets historie.

Man har fundet velbevarede dokumenter -

- der stammer fra 1100-tallet.

De viser, hvor mange donationer tempelridderne fik -

- hvilket begyndte i Europa, lige efter ordenen blev skabt.

PAVE CELESTIN 2. DEN 9. JANUAR 1144

Det første er fra 1144.

Det er en anmodning om donationer fra pave Celestin 2.

Paven siger, at tempelridderne forsvarer troen -

- i øst, men de har ikke penge nok.

For at kunne udføre ekspeditioner -

- må troende kristne bidrage med det fornødne.

Alle, der giver af egne ejendele -

- varer og penge for at hjælpe tempelridderne -

- kan fratrække en syvendedel af den bod, de skal betale.

Det er formålet. Man opmuntrer til bidrag.

De fik donationer fra alle dele af befolkningen.

Tempelridderne bidrog til at udvikle deres institution -

- ved at give afkald på deres ejendele til fordel for ordenen.

Dokumentet fortæller om en ridder i det hellige land -

- som vil forære sin jord i Picardie væk.

GAVE FRA RAOUL DE RESSONS APRIL 1192

"I den hellige og uadskillelige treenigheds navn. Amen."

"Jeg, Raoul de Ressons, vil redde min sjæl og min familie -

- og giver Gud og tempelridderne 80 hektar jord."

"Jeg beslutter, at den skal være i deres eje i al fremtid."

"Jeg påtager mig templets tøj og skal være dets tjener."

Dokumentet er usædvanligt, for det viser en lille ridders bidrag.

Han træder ind i ordenen.

Handlingen viser, at han kom med i ordenen.

Han var på korstog.

Med kongens hær og greven Raoul de Soissons.

Han kom med i ordenen og gav det, han havde.

Det var meget langt fra Jerusalem.

Det er et dokument fra Det Hellige Land -

- og er ekstremt sjældent.

Franske adelsmænd deltog også i indsamlingen.

Det ses i dette dokument fra 1159, der er underskrevet af Henrik 2.

Han bestemmer sig for at betale kontant.

"Jeg, Henrik, pfalzgreve af Troyes, meddeler hermed -

- at min far, grev Thibaud, gav syv sølvmønter til broderskabet."

"For at beskytte hans sjæl og min egen -

- giver jeg dem 24 pund fra Troyes' beskatning -

- 12 pund fra markedet i Saint-Remi og Saint-Jean."

"Jeg lover, at de skal eje dem i al evighed."

"Jeg har beordret, at det skrives ned -

- og at det bekræftes med mit segl."

Tonlieu er skatten på salg og indkøb, så det er en handelsskat.

De markeder var meget indbringende.

Det giver dem en eksakt årsindkomst, der giver penge hvert år.

Folket, ridderne, adelen, men også kongerne.

Richard Løvehjerte, Englands konge i slutningen 1100-tallet -

- ville også ivrigt forsvare tempelriddernes sag.

Det er et af de sjældne dokumenter fra Richard Løvehjerte.

Han bekræfter alle varer i Normandiet, da han er hertug der.

"Richard, af Guds nåde, Englands konge og hertug af Normandiet."

"Vi bekræfter donationer til tempelriddernes broderskab -

- i Salomons tempel i Normandiet. Jord, landsbyer og mænd."

"De skal hverken betale skat eller vejafgifter."

"Det her sendes til ærkebiskopper, biskopper, seneskalker -

- mine agenter og mine trofaste i Normandiet."

Dokumentet blev sendt ud i den form eller blev kopieret -

- til alle institutioner i hertugdømmet Normandiet.

Dokumentet viser, at ordenen blev beskyttet.

I alle riger gav herskerne beskyttelse og donationer.

I de mindre grevskaber var der donationer -

- udregnet fra indkomsten, og de blev givet til tempelridderne.

Et politisk og økonomisk system -

- styret af myndighederne på forskellige niveauer.

Takket være donationerne kan tempelriddernes netværk -

- af komturier, hvor medlemmer, der passer aktiverne, bor -

- hurtigt øges.

Med tiden lærte tempelriddernes ledere -

- at fungere som forvaltere af aktiverne og jorden.

Donorer med forskellige typer af ejendomme.

De kunne give et stykke jord eller en stor gård med varierende geografi.

Det skulle organiseres.

Man ser, at de omgrupperer, og at jorden skifter hænder.

"Den jord passer os bedre, så de får den anden."

Det var meget almindeligt.

Men komturier lå også tæt på jord, der let kunne udbygges.

De brugte veje, floder -

- ikke kun til hydraulisk udstyr, men også til at navigere.

Vejene lod dem flytte varer til Det Hellige Land -

- via havne i Marseille, Aigues-Mortes, Montpellier.

De sendte udstyr, heste og alle mændene.

De skal være tæt på transportnetværket -

- for målet var at få produkterne til Middelhavets havne.

Vi ved ikke, hvor mange komturier de havde.

Men nok omkring 900.

De var over hele Europa. Fra Skotland i nord -

- til det sydlige Italien og Spaniens kristne kongeriger.

I alle de komturier var der 30-50 personer -

- så det drejer sig om tusinder af mennesker.

Tempelridderne havde østlige og vestre flanker.

Ordenen i øst var en hær, der forsvarede Det Hellige Land.

I vest havde de ingen militærbaser overhovedet.

Det var økonomiske centre, der passede formuer -

- for at støtte missionerne mod øst.

De kombinerede militær i øst og forretninger i vest.

De var fårebønder og havde jordbrug -

- og handlede med klæder.

De havde frugtplantager, teglfabrikker og vandmøller.

Lidt af det hele.

Hvis man kunne tjene penge på det, var de med i det.

Men de var dog ikke grådige.

De var dygtige og gjorde alt for at støtte korstogene.

KOMTURIET I CRESSING BRAINTREE, ESSEX

I England er der stadig spor af de mange komturier.

Såsom Cressing Temple.

En af laderne skal være verdens ældste trælade.

Cressing Temple var tempelriddernes første område i England.

Det blev doneret i 1137 af dronning Matilda.

Det blev et af Englands største -

- og måske vigtigste område.

Det bestod af næsten 300 hektar jord.

Det ligger et strategisk sted i Essex.

Det er halvvejs mellem London og havnen i Harwich.

Havnen i Harwich var meget vigtig dengang.

Efter Cressing Temple -

- kom der mange donationer fra engelske aristokrater.

Der var komturier i Essex, Lincolnshire, Norfolk -

- og til sidst over hele England.

I 1200-tallet kom kulminationen på donationerne.

Henrik 3. af England støttede tempelridderne.

Flere og flere adelsmænd gjorde som kongen.

Ordenen ejede det største antal af områder i England.

De havde 141 områder over hele England og Wales.

Noget, der består af mindst 24.000 hektar -

- hvoraf mindst 12.000 hektar er opdyrket.

Tempelridderne var en af Englands rigeste institutioner.

De ville maksimere overskuddet og produktiviteten i områderne.

De viste samme mentalitet og adfærd, som vi ser i dag.

Det var rationelle firmaer, der investerede -

- og fik overskud via rationelle valg.

Alle steder havde en forvalter.

Han havde ansvaret for landbruget, såning og at holde øje med kvæg.

Han var også ansvarlig for at sælge varerne.

Både afgrøderne og kvæget.

NATIONALARKIVET KEW, ENGLAND

I Englands nationalarkiv i Kew ved London -

- er der dokumenter fra den tid, der detaljeret viser -

- tempelriddernes ejendele, og hvor meget de tjente årligt.

Det er skrevet på latin på pergamenter af fåreskind -

- som er bevaret gennem århundrederne.

Som regnskabsbøger indeholder de mange detaljer -

- over alt, der blev produceret, og hvor meget komturiet tjente.

Alle steder havde en bogholder, der nedskrev alt.

Han får at vide, hvor meget der er tjent.

Hvad der er brugt, om høsten -

- hvor mange dyr, der fødes og dør, købes og sælges -

- og hvor mange, der blev flyttet.

Alt blev skrevet ned meget detaljeret.

De var veluddannede i at skrive.

De brugte oftest gåsefjer.

Den blev dyppet i blæk, der tit var brunt -

- og de skrev ned alt med udsøgt kalligrafi.

Når hele bladet var fyldt, fik de et til.

Når alt var nedfældet, syede de adskillige blade sammen -

- og skabte en stor rulle.

Her er det Temple Bruer fra Lincolnshire i det østlige England.

Temple Bruer i Lincolnshire ligger på et lille goldt stykke jord.

Jorden er bedre egnet til kvægopdræt end dyrkning.

"Vi har høstet 930 kg hvede, 38 kg rug -

- 500 kg byg og 1840 kg havre."

De kunne variere afgrøderne.

De dyrkede hvede, rug, byg og især havre.

På den slags jord må man fokusere på at dyrke havre.

Men det var kvæget, der spillede den største rolle.

Temple Bruer var den rigeste gård, hvad får angik.

Der var 4500 får, hvilket var bemærkelsesværdigt mange.

Får gav godt, da engelsk uld var eftertragtet.

Det var ret billigt og af høj kvalitet.

Mange handlende, især fra Italien, ville have det.

En anden skriftrulle fra et andet område i Lincolnshire -

- viser, at tempelridderne ikke blot solgte på lokale markeder.

De handlede også internationalt.

"Vi producerede 3002 fåreskind, der vejede 2500 kg."

Her kan man se, hvem der købte ulden.

Firmaet Ballardi, en af den tids vigtigste italienske uldhandlere.

Med salget af produkterne generede hvert komturi en stor indkomst.

"Det år tjente vi 315 pund, otte shilling og otte pence."

Hvis man ser på alle områder, tempelridderne ejede -

- var deres middelindkomst årligt -

- på omkring 4500 pund.

Det er et sekscifret tal i dag.

Noget, som på et par år kunne overgå det -

- kongen selv tjente.

De havde store besiddelser i Europa og korsfarerstaterne.

De ejede en masse jord.

Det var dem, der havde mest i den vestlige verden.

De havde en stor indkomst. Mere end de fleste konger.

Indkomsten blev overført til hovedkvarteret i London -

- i Temple Church, hvor ordenens aktiver blev samlet og optalt.

I årenes løb forbedrede ordensmedlemmerne -

- ekspertisen angående økonomisk udvikling og forvaltning.

De blev kongens bankierer.

29 HESTE, 41 OKSER, OTTE KØER, 22 SVIN, 128 VÆDDERE

De var meget grundige.

De var forsigtige med investeringerne.

Og de arbejdede meget hårdt.

128 VÆDDERE, 1904 FÅR

De er beskrevet som dem i middelalderen -

- der gjorde mest for kapitalismen.

Det lyder materialistisk -

- men de svor at forsvare Det Hellige Land.

Alt, de gjorde, handlede om det. Det var deres mål i livet.

Det var ikke kun folk, der ville kæmpe -

- men folk fra forskellige baggrunde.

Handlende, håndværkere eller folk, der var dygtige med penge.

De kunne udvikle ejendomme, gennemføre store byggerier -

- og uddanne sig til dygtige investorer.

De blev ansat af Frankrigs og Englands konge.

Temple Church ansås af tempelridderne og kongefamilien -

- som værende en bankboks.

Man kunne have værdigenstande, penge eller juveler der -

- og være sikker på, at de var i gode hænder.

Al indkomst i penge -

- fra de forskellige gårde blev ført hertil.

Der var konvojer med eskorte -

- for disse pengeskabe lavet af træ.

De blev transporteret mellem økonomiske centre.

I Frankrig og England kom pengene fra komturierne -

- til de lokale finanscentre og så til Paris.

Her lå hovedkvarteret.

Der var et skatkammer i hovedkvarteret -

- hvor de havde penge, dyrebare materialer og relikvier.

Det store tempeltårn i Paris var som en boks -

- for flere personer. Især kongen.

Alt, der ikke blev brugt, og som blev sendt tilbage -

- kom til Paris og blev opbevaret i tårnet.

Frankrigs politik mod ridderne ændrede sig ikke -

- i 1100-tallet og 1200-tallet.

Filip 2. lod dem forvalte sine rigdomme.

Andre konger som Ludvig 14. opbevarede rigdomme der.

Det var der, man havde alle pengene.

I den eneste bogføring, vi har fra sidst i 1200-tallet -

- ser vi, at bortset fra kongen var der 60 andre.

Privatpersoner havde deres penge i tårnet -

- for tempelbrødrene stod for det hele.

Dokumentet fra 1200-tallet er et af de få, der har overlevet.

"Jeg, broder Jean de Tour, kasserer i Paristemplet -

- bekræfter, at vi har modtaget ifølge testamentet -

- fra mr. Jean, kardinal i Sainte-Cécile, 9000 pund."

"Samme beløb er nedskrevet i hans testamente -

- med betingelsen, at 3000 pund bruges i Det Hellige Land."

Her er en kvittering fra kassereren i tempeltårnet -

- som bekræfter, at de 9000 pund er indsat.

Det svarer til 250.000 euro i dag.

De få linjer viser, hvor mange penge tempelridderne havde.

Vi ved ikke, hvor mange det var -

- men der var sikkert flere revisorer der -

- ud over kongens revisorer, der passede hans penge.

Der var mange -

- der indsamlede og uddelte penge til deres kunder.

Organisationens formål var at finansiere den hellige krig.

Disse midler blev sendt østpå fra Paris.

Gennem havnene ved Middelhavet -

- Marseille eller Montpellier, og så med båd.

Det sikre finansielle netværk og bokse i bankerne -

- gjorde, at de fik et nyskabende system -

- som pilgrimme til Jerusalem kunne bruge.

De udviklede et system, hvor de fungerede som banker.

Man kunne sætte penge ind i hovedkvarteret i Paris -

- og så tage til Jerusalem.

Man går til tempelridderne der og fortæller om sin sum i Paris.

"Jeg skal hæve penge her".

Takket være det kunne pilgrimme rejse -

- uden at risikere at blive overfaldet på rejsen.

Tempelridderne gjorde rejsen til Jerusalem enklere og mere sikker.

De har et netværk af fæstninger i regionen -

- og kan modstå fjendeangreb.

De brugte de bedste arkitekter og murere -

- og gav os mesterværker fra middelalderlig militærarkitektur.

ATLITS FÆSTNING ATLIT, ISRAEL

Fæstninger som Atlit, der nok var de mest hyldede -

- var en befæstet halvø. Den var uindtagelig -

- og modstod angreb, mens den blev bygget.

Så stærk var den. Murene var fire meter tykke.

Det var en måde at vise, at de var den største magt -

- inden for kristendommen. De var virkelig stærke.

Fæstningerne var meget stærke.

Der er flere forskellige slags.

Store grænseborge -

- der beskyttede mod angreb og blev brugt ved invasioner.

Der er også borge langt fra grænserne.

De kunne fungere som centrum i store landbrugsområder.

Dermed blev de områdets samlingssted.

Trapesac, Chastel Blanc, Chastel Hernault -

- Chateau Pèlerin, Safed ...

Der er mange fæstninger i regionen.

I dag kan man finde rester af tempelridderne i Palæstina, Israel -

- Libanon, Cypern, Jordan, Syrien og Tyrkiet.

De spor vidner om tempelriddernes magt -

- i Det Hellige Land dengang.

Den mest udsatte grænseovergang i 1100-tallet -

- hvor de havde mange fæstninger -

- lå i det nordlige Antiochia i et område, der hed Amanusbjergene.

På grænsen mellem Tyrkiet og Syrien.

Her byggede tempelridderne adskillige borge.

På ruten, der forbinder Jaffa med Jerusalem -

- havde tempelridderne placeret fæstninger -

- så det tog en dag at gå imellem dem.

Trods de store summer penge fra vest -

- stiger behovet for finansiering af krigen i øst.

Korsfarerstaterne trues konstant af angreb.

Der er brug for flere riddere, mere mad, flere våben -

- og flere borge at bygge, befæste og beskytte.

Udgifterne til antallet af riddere, de havde -

- i korsfarerstaterne og andre steder var enorme.

Udgifterne til at bygge bare en fæstning var 1,1 millioner.

Det er flere milliarder i dag.

Det er flere penge, end de fleste konger tjente -

- for at bygge blot en fæstning.

De ejede mange i korsfarerstaterne -

- og vi har ikke nævnt havnene, de skal vedligeholde -

- pilgrimsruter, tropper, ejendomme. Mange ting krævede penge.

Sidst i 1100-tallet er der store militære spændinger.

Blandt alle de muslimske kræfter -

- som flår hinanden i stykker, er en ny leder på vej. Saladin.

Han blev født i Irak og grundlagde det ayyubidiske dynasti -

- som forenede Egypten og Syrien og besejrede Yemen.

Han bliver den største trussel mod korsfarerstaterne -

- og især mod kongeriget Jerusalem.

Kongeriget Jerusalem var nok ikke hovedmålet.

Da han erobrede Egypten, var det lille landstykke -

- der inkluderede Jerusalem -

- allerede omringet af muslimerne.

Det blev svært at forsvare det.

Kongen af Jerusalem hed Guy af Lusignan.

Kongeriget består af flere len, der har hver sin leder.

Blandt områderne var Oultrejordain.

Lederen Renaud de Chatillon var kendt for tilbøjelighed til vold.

I 1187 angreb han en civil muslimsk karavane -

- på vej fra Cairo til Damaskus og plyndrede den.

Det udløste Saladins vrede.

For at hævne sig beordrer han et angreb på fæstningen Kerak -

- der var hovedstad i Oultrejordain.

Kongen af Jerusalem fornemmer, at situationen kan eskalere.

Han henvender sig til sin nærmeste rådgiver.

Gérard de Ridefort. Ordenens 10. stormester.

Gérard de Ridefort var en vigtig mand i Jerusalem.

Da de blev truet af Saladin, sendte kongen de Ridefort -

- som ambassadør til Tripoli.

Kongen vil alliere sig med Tripolis greve for at konfrontere Saladin.

Men undervejs viser de Ridefort sig at være skødesløs.

SLAGET VED CRESSON 1. MAJ 1187

Han angriber en muslimsk trup med kun 140 riddere.

Han undervurderer situationen -

- og møder en styrke på 7000 mand.

Det udvikler sig til en sand massakre.

Det var et totalt nederlag. Omkring 80 tempelriddere døde.

Nogle få flygtede. Også stormesteren.

Gérard de Ridefort gik imod sine forgængeres lære -

- og bestemte sig for kun at lytte til sin stolthed.

Han var oprørt over nederlaget -

- og tvinger Jerusalems konge til modangreb.

Mens Saladins tropper belejrer Tiberias -

- kommer de kristne til byen for at udfordre dem.

Guy af Lusignan gik til angreb og ville angribe Saladin -

- med hele Jerusalems hær på omkring 20.000 mand.

De gik gennem stejle, tørre områder midt om sommeren -

- mellem Sepphoris og Tiberias.

Der blev de omringet af muslimer.

I Hattin nær Tiberiassøen -

- finder et af de blodigste slag i 1100-tallet sted.

De kristne tropper er svækket af udmattelse og tørst -

- og kan ikke modstå Saladins mænd.

Den 4. juli 1187 begyndte Slaget ved Hattin. De kristne var i knibe.

Tempelridderne viste heltemod, men nederlaget var totalt.

Mange døde eller blev taget til fange.

Vi ved, at mange af Saladins soldater -

- så det som en ære at halshugge tempelriddere, som de fik fat i.

Det var nok, fordi de blev betragtet som fanatikere -

- for kristendommen.

Stormesteren blev ført til Damaskus -

- og Saladin skulle bruge ham.

Til gengæld for ham skulle man afstå borgene i Gaza og Daron.

På den måde kollapsede kongeriget Jerusalem på få måneder i 1187.

Gérard de Ridefort bærer en stor del af ansvaret for -

- at de led så stort et nederlag.

Jerusalem havde kun en hær.

De havde ikke mænd nok til at danne en ny hær.

Ved Hattin blev den kristne hær tilintetgjort.

Saladin kunne erobre resten af Jerusalem -

- så byen faldt et par måneder senere.

Mindre end 100 år efter de kristne erobrede Jerusalem i 1099 -

- var den hellige by igen på muslimske hænder.

Da Vesteuropa hørte, at man havde tabt Jerusalem -

- var der røre. Paven døde eftersigende af chok.

I Jerusalem måtte de kristne forlade den hellige by -

- og tempelriddernes bolig skiftede navn til Al Aqsa-moskéen.

Efter Slaget ved Hattin og Jerusalems fald nåede de kristne -

- især tempelridderne, deres lavpunkt.

De skulle bruge flere folk fra vest -

- for at hjælpe med at genoprette den lokale magt.

Det var tempelriddernes første opgave.

De måtte hjælpe de få, der var tilbage.

De havde brug for hjælp for at overleve.

Hjælpen kommer takket være det tredje korstog.

Takket være en skat kaldet Saladins tiende -

- som tempelherrerne indsamlede, kunne de mobilisere tusinder.

Filip 2. ankommer til Det Hellige Land -

- i april 1191 med seks skibe.

Richard Løvehjerte ankommer i juni med 200 skibe og guld.

Da han ankommer, gør han en af sine nærmeste rådgivere -

- Robert de Sablé, til ordenens stormester.

I flere måneder kæmpede de mod Saladins tropper -

- for at generobre det tabte efter Slaget ved Hattin.

Under det tredje korstog faldt Cypern i hænderne på de kristne -

- som også genindtog flere kystbyer.

Askalon, Jaffa, Arsuf, Caesarea -

- Tortosa, Maraclea og primært Akko.

Men Løvehjerte og hans hær kunne ikke generobre Jerusalem.

Det tredje korstog gik dårligt for både Saladin og Richard.

Saladin formåede at holde Jerusalem, og det var hans store mål.

Men udgifterne til at bevare grebet om Jerusalem var ekstreme.

Richard fik heller ikke succes.

Han formåede ikke at generobre Jerusalem.

Den 2. september 1192 -

- underskriver Richard Løvehjerte og Saladin en traktat.

Kongeriget Jerusalem genoprettes, men uden byen Jerusalem.

Hovedstaden bliver Akko.

NEGEVØRKENEN I ISRAEL

Saladin dør året efter.

I 1200-tallet -

- gjorde tempelridderne alt for at forsvare den kristne jord -

- ved Middelhavets kyst mellem Antiochia og Askalon.

De prøver at forsvare det, der er tilbage.

Vestpå går det godt. I hvert fald i starten af 1200-tallet.

Tempelridderne kunne derfor sende flere penge og tropper østpå.

Men under anden halvdel af 1200-tallet -

- især med den nye magt i Egypten, mamlukkerne -

- øges presset på korsfarerstaterne, som begynder at falde fra hinanden.

De havde langsomt mistet land i 1200-tallet.

Lige siden Saladin tog Jerusalem i 1187.

Det kristne rige svandt ind.

Trods prestigen og indsatsen for at forsvare Det Hellige Land -

- og på trods af pengene og tropper, der sendes østpå -

- taber tempelridderne mere, end de vinder.

I Europa begynder den første kritik at dukke op.

Matthew Paris, engelsk benediktinermunk og historiker -

- fortæller om nogle begivenheder, hvor tempelriddernes mod betvivles.

Her skriver Matthew Paris om greven af Artois -

- som deltog i angrebet på byen Mansoura.

Ifølge ham nægtede tempelridderne at lede angrebet -

- og ville vente på resten af tropperne. Det gjorde ham vred.

"Forræderi fra tempelridderne."

"Bedrageriet, der var skjult længe, viser sig nu."

"Hele Orienten kunne være blevet vundet for længe siden -

- hvis ikke deres og andre forræderes svig -

- havde forhindret os lægmænd."

"Tempelridderne er bange for, at deres dominans -

- takket være deres store indkomst før eller siden forsvinder."

I Europa begynder tempelriddernes rigdomme at forarge folk.

Flere arkiver vidner om spændinger mellem aristokrater og ridderne.

Ludvig 14., Frankrigs konge, fortæller om en konflikt mellem -

- tempelridderne og Theobald 4., Navarras konge.

Konflikten gælder et køb af områderne Champagne og Brie.

"Jeg, Ludvig 14., bekendtgør, at freden er genoprettet -

- mellem vores fætter Theobold 4., Navarras konge, og tempelridderne."

"Ridderne vil aldrig mere gøre krav på hans områder -

- eller i hans len uden tilladelse."

I dette dokument -

- accepterer ordenens øverstkommanderende i Frankrig -

- at betale en skat, som de hidtil havde været fritaget for.

"Jeg, broder Amaury de la Roche, bekendtgør -

- at kong Theobald 4., greve af Champagne -

- fritager os fra skatten på 40 tønder vin til Provins."

"Vi accepterer, at hvis de 40 tønder overskrides -

- skal vi betale skatten ifølge Provins' told."

I 1200-tallet kommer donationerne stadig.

Men kritikken får også fodfæste.

Nogle godsejere bliver vrede på tempelridderne.

De betragtes som påtrængende.

De krænker deres rettigheder og skaber problemer.

Tempelridderne besejres også meget ofte under korstogene.

Det går ikke ubemærket hen.

"Hvorfor give dem penge når de taber?"

Deres kald om at erobre Jerusalem glider dem af hænde.

Tempelridderne skal nu vise, at de stadig bør eksistere.

Sidst i 1200-tallet vil tempelridderne -

- som stadig har store ressourcer i Europa, gerne tro -

- at en kristen tilstedeværelse i øst er en mulighed.

De må udføre deres mission og beskytte Det Hellige Land.

Ellers kan deres orden forsvinde for altid.

Tekster: Lars Steen Olsen www.sdimedia.com