All language subtitles for The.Secret.Story.Of.The.Knights.Templar.S01E01.1080p.WEB.H264-CBFM_Track03

Tempelridderne ...

Et hemmeligt broderskab,
der så dagens lys i middelalderen -

- for blot at forsvinde igen
efter 200 år.

De satte deres præg på historien,
men i dag er kun myterne tilbage:

Deres hvide dragter
med det røde kors.

Rigdommene, de ophobede.

Deres disciplin og brutalitet
i kamp.

Det var elitesoldater.
De var 1100-tallet specialstyrker.

Efter 1000 år er disse Kristi
soldater stadig hyllet i mysterier.

Er de præster? Er de munke?
Er de riddere? Hvad er de?

En engelsk krønikeskriver kaldte dem
en ny slags uhyre.

Hvem stod bag dannelsen
af ordenen? Hvad var dens opgave -

- og hvordan blev tempelridderne
så magtfulde så hurtigt?

I slutningen af 1100-tallet er de
en stor, international organisation.

Takket være eksperter
i Tempelherreordenen -

- og en undersøgelse af den eneste
skriftlige kilde fra perioden -

- udforsker vi
et legendarisk broderskabs fødsel.

Et paradoks bestående af mænd,
der både er munke og krigere.

Det er uhørt, at der optræder
en militærkodeks i en religiøs regel.

Der var kristne tænkere, der så
det som en vederstyggelighed.

Fra Østens regnfattige lande til
hofferne i Frankrig og England:

Oplev de første tempelridderes
gennembrud.

Se, hvordan de samlede
paven, konger og folk -

- over hele Europa for deres sag.

Folk tilbød Tempelherreordenen
store pengesummer og donationer.

I Champagne, Île-de-France,
Burgund oprettedes ordenshuse -

- og komturier
med 30-40 kilometers mellemrum.

Det var uden fortilfælde at blive
så magtfulde så hurtigt.

Dette er beretningen om
Tempelherreordenens fødsel -

- en håndfuld mænd, der
forvandlede et enkelt broderskab -

- til en religiøs orden,
klar til at herske over Europa.

Jerusalem.

Her dukkede de første tempelriddere
op midt i middelalderen.

Dengang var de blot
en håndfuld riddere ...

... der knap kunne opretholde livet.

Men de er alle meget fromme
og er udlærte krigere.

De har aflagt ed på
at vie deres liv til en ny sag:

At beskytte Det Hellige Land og
de pilgrimme, der valfarter dertil.

For at forstå deres oprindelse må vi
se på slutningen af 1000-tallet.

Den religiøse verden var splittet
på den tid.

I vest domineredes størstedelen
af Europa af kirken og paven.

Islam dominerer Nordafrika,
Sydspanien og Den nære Orient -

- mens tyrkerne truer
Det Byzantinske Rige -

- og hovedstaden Konstantinopel,
den ortodokse kirkes område.

Da pave Urban 2. kalder til kamp -

- marcherer tusindvis af kristne
gennem Europa i det første korstog -

- mod Det Hellige Land.

Efter tre års voldsomme kampe -

- erobrede korsfarerne mangt
og meget og især Jerusalem -

- hvor Kristus blev korsfæstet,
og hvor hans grav findes.

De nåede Jerusalem sommeren 1099
og lå i lejr udenfor i en måned.

De belejrede Jerusalem.

Da de endelig trængte gennem
murene, endte det i et blodbad.

Det siges,
at blodet nåede folk op til knæene.

Det kan være en overdrivelse.

Krønikerne overdriver gerne
blodbade, men det var slemt.

Muslimer nedslagtedes.

Det første korstog resulterede
i korsfarerstaterne:

Grevskabet Edessa,
fyrstendømmet Antiochia -

- grevskabet Tripoli
og kongeriget Jerusalem.

GREVSKABET TRIPOLI
KONGEDØMMET JERUSALEM

Det ironiske er, at efter
en storslået rejse over tre år -

- hvor titusinder af folk hærgede
løs, vendte mange hjem til Europa.

I begyndelsen af 1100-tallet -

- var korsfarerstaterne truede
fra alle sider, og deres sikkerhed -

- lå i hænderne på nogle få riddere,
der havde valgt at bosætte sig der.

Udfordringen for dem,
der blev efter det første korstog -

- var at forvandle
de ret små territoriale fremgange -

- til permanente territorier,
der klarer sig på langt sigt.

GREVSKABET EDESSA

Militært ser er fjenden Damaskus,
der har tusindvis af soldater -

- og Aleppo, der har en lidt større
hær, og fatimiderne i Egypten -

- der kan mønstre
omkring 15.000 soldater.

Korsfarerstaterne råder i starten
måske over et par hundrede riddere -

- og en lidt større infanteristyrke,
så det er en svær opgave.

BAUDOUIN 1.
1100 - 1118

I Jerusalem er antallet
af kristne pilgrimme tiltagende.

Det hele styres
af den hellige bys myndigheder:

Kongen af Jerusalem, den latinske
patriark, der ledede kirken -

- og Gravkirkens kannikker,
der styrer det religiøse liv i byen.

Gravkirken ligger der,
hvor Kristus blev korsfæstet -

- og hvor han blev begravet.

De kristne rettede tidligt
deres ærbødighed mod kirken -

- og derfor er det den kirke,
der er Jerusalems hovedkirke.

Det er omkring Gravkirken,
patriarken og kannikkerne -

- at kirken i Orienten er opbygget.

KONGE, PATRIARK,
GRAVKIRKENS KANNIKKER

Ved deres side finder man
Johanitterordenen -

- der skal modtage pilgrimme
og pleje de syge.

Men det bliver i stigende grad svært
at garantere deres sikkerhed.

Pilgrimme, der kom til Jerusalem,
risikerede at falde i bagholdsangreb.

Alle pilgrimme kunne blive overfaldet
i omegnen af byen.

Dette hellige steds omegn var
overhovedet ikke sikkert.

På det tidspunkt eksisterede
Tempelherreordenen ikke endnu.

Soldaterne,
der skulle beskytte pilgrimmene -

- kaldtes "Milites Sancti Sepulcri",
Ridderne af Den Hellige Grav.

Det er et broderskab af bevæbnede
lægfolk, der organiserer sig -

- for at beskytte den hellige grav -

- og mennesker og ejendom
i kongeriget Jerusalem.

KONGE, PATRIARK, KANNIKKER,
JOHANNITERORDENEN

"Milites sancti sepulcri" indgår ikke
i Gravkirkens kollegiatkapitel -

- eller i Johanniterordenen.

Man kan sige,
at "Milites Sancti Sepulcri" -

- som skal beskytte
pilgrimme og kannikker -

- og om nødvendigt forsvare -

- de områder, der kan være usikre,
er afhængige af to parter.

De er afhængige af kannikkerne,
der styrer deres åndelige liv -

- og af Johanniterridderne,
der forsørger og giver dem kost.

Blandt dem var der én ridder,
der skulle hævde sin uafhængighed.

Hans mål er at skabe
en mere slagkraftig gruppe.

En hybridorden, som ingen havde
turdet forestille sig før.

En ny slags soldater.
Både gudfrygtige og krigere.

Denne ridder grundlagde det, der
senere kaldes Tempelherreordenen.

Han omtales første gang
i en krønike fra 1100-tallet -

- skrevet af Michael Syreren, den
syrisk-ortodokse kirkes patriark.

MICHAEL SYRERENS KRØNIKE

"I starten af Baudouins styre kom en
franker til Jerusalem for at bede."

"Han havde aflagt løfte
om ikke at vende hjem -

- men blive munk efter at have
kæmpet for kongen i tre år."

"Sammen med 30 riddere forblev han
resten af livet i Jerusalem."

"Da kongen og baronerne så
deres utrolige bedrifter i kamp -

- bad de manden og hans
30 riddere gøre tjeneste i militsen -

- og forsvare stedet
i stedet for at blive munk -

- hvorved han kun reddede
sin egen sjæl."

"Manden, der hed Hugo af Payn,
lyttede til rådet -

- og de 30 riddere, der ledsagede
ham, fulgte hans eksempel."

Hugo af Payn er født i
Champagneregionen omkring 1070 -

- i en lille by, han er opkaldt
efter, 12 km fra byen Troyes.

Han er ridder og i grev Hugo
af Champagnes tjeneste.

Med sin lensherre tilbringer Hugo
af Payn tre år i Det Hellige Land -

- i starten af 1100-tallet,
før han drager tilbage til Europa.

Hugo af Payn havde familie.
Han havde kone og børn -

- men i 1114,
drevet af en dyb fromhed -

- han må have følt længe, vendte han
tilbage til Det Hellige Land.

Denne gang forestillede han sig,
at han aldrig ville komme hjem.

Hugo af Payn er militærstrateg
og Det Hellige Lands forsvarer.

Han oplevede Jerusalem, som byen
var. Det har været en åbenbaring.

Her kunne man ikke være
en almindelig ridder.

Man kunne kun være en ridder,
der var i Kristi tjeneste.

Han må have fået idéen,
da han kom til Jerusalem.

Igennem flere år finpudsede
Hugo af Payn sin plan.

I 1119 skulle en hændelse
ændre hans skæbne.

28. juni 1119 angreb muslimer fra
Aleppo fyrstedømmet Antiochia.

BLODMARKEN, 28. JUNI 1119

Slaget blev udkæmpet
med en sådan voldsomhed -

-at det får navnet "Ager Sanguinis",
Blodmarken.

Baudouin 2., Jerusalems nye konge,
driver selv fjenden tilbage.

Slaget overbeviste kongen om, at
truslen havde vokset sig for stor.

Baudouin 2. indså, han havde brug
for større militær tilstedeværelse.

Han behøvede grænsevagter,
som kunne beskytte pilgrimmene.

Han havde brug for flere styrker.

Den 16. januar 1120, i den lille by
Nablus nord for Jerusalem -

- afholdt man et kirkemøde,
der ændrede historiens gang.

Omkring Baudouin og patriarken,
Warmund af Picquigny -

- samledes kongerigets
ledende gejstlighed og adel.

Den dag godkendte de to mænd
Hugo af Payns plan:

Stiftelsen af en ny ridderorden,
der er både religiøs og militær -

- og som er viet til forsvaret
af Det Hellige Land.

Kongen og patriarken greb
i fællesskab chancen -

- og satsede på, at disse riddere
kunne være operative.

Patriarken spillede med,
selvom udfaldet ikke lå fast.

Ridderne, der samledes i Gravkirken,
var nu selvstændige.

De løsrev sig fra patriarken.

De hævdede at leve
et religiøst liv på egen hånd -

- og adlød ikke Gravkirkens
anvisninger mere -

- men en herre
fra deres egne rækker -

- uden at holde op med at være det,
de var, riddere og krigere.

GRAVKIRKENS KANNIKKER
JOHANNITERORDENEN

Det er kong Baudouin 2. selv -

- der tilbyder medlemmerne
i den nye orden et sted at være.

Stedet omtales i et håndskrift
af Vilhelm af Tyrus -

- der kendes som korstogenes
første historiker.

VILHELM AF TYRUS'
KRØNIKE

"I samme år helligede nogle riddere
sig til at tjene Kristus -

- og erklærede at leve i kyskhed,
lydighed og fattigdom."

"De var uden både kirke og bolig,
og kongen lod dem bo i sit palads -

- der lå tæt på Herrens tempel."

Tilbuddet om paladset i Jerusalem
var en stærk gestus fra kongens side.

Baudouin 2.'s palads strakte sig
faktisk syd for Tempelbjerget -

- og ind på al-Aqsa-moskéens
område -

- kong Salomos tidligere palads.

Hugo af Payn og hans trosfæller
fik deres navn derfra -

- og kaldte sig "Kristi fattige
riddere af Salomos tempel".

Kristi fattige riddere
af Salomos tempel.

Senere forkortede man navnet -

- og det blev en af de vigtigste
ordener gennem historien.

Tempelherreordenen.

TEMPELHERREORDENEN

Krigen i Det Hellige Land
synes uden ende -

- og det nye broderskab må finde
en måde at vokse på.

Ville tempelridderne
ekspandere i 1120'erne -

- havde de brug for tropper,
rekrutter af høj kvalitet, penge -

- og jord i Vesteuropa, der sikrede
dem de nødvendige ressourcer.

Hugo af Payn vender
tilbage til Europa -

- og drager ud på en rekrutterings-
og pengeindsamlingskampagne.

Han drog fra land til land -

- Frankrig, Champagne, Flandern,
England, for at fremme sit projekt.

Han rekrutterede korsfarere
til Jerusalems konge -

- og besøgte alle de store hoffer
i Vesteuropa.

Folk var interesserede i ham
og formålet med hans orden.

Folk blev meget imponeret
og gav enorme pengesummer.

Ordenen modtog kæmpe donationer.

Det var så meget, at ordenen blev
meget rig, meget hurtigt.

Men Hugo af Payn
og ordenens grundlæggere -

- ved, at skal der flere mænd
og penge til Det Hellige Land -

- kræver det anerkendelse
fra tidens største autoriteter.

PAVE HONORIUS 2., 1124 -1130

I starten spurgte folk,
om de var præster.

Er de munke? Er de riddere?
Hvad er de?

Præster og munke skal ikke dræbe,
men de var krigere og riddere.

Visse kristne tænkere kaldte det
en vederstyggelighed -

- at kombinere bøn og kamp
i samme kristne orden.

For at konsolidere gruppen
og forvandle den til en orden -

- var Hugo af Payn nødt til at opnå
kirken og pavens tilladelse.

For at få pavens godkendelse -

- benyttede Hugo af Payn sig af
sine kontakter i Burgund.

Hans første kone tilhørte
de Montbard-slægten -

- hvor vi også finder en anden
mand på vej op i kirken -

- og anerkendt i hele Europa:
Bernard de Fontaine -

- der blev til
Bernhard fra Clairvaux.

Efter sin kanonisering
kaldes han Sankt Bernhard.

Sankt Bernhard indtrådte
i klostret i Cîteaux -

- og i 1115 grundlagde han
et nyt kloster, klosteret Clairvaux.

Han stammede også
fra en lavadelig slægt.

Han besad
samtlige en krigers egenskaber -

- og en stærk overbevisning. En stor
retoriker, der ville leve asketisk -

- et strengt liv
i klosteret i Cîteaux.

Han var kirkens frontfigur
i begyndelsen af 1100-tallet.

I 1129 havde Sankt Bernhard
allerede en stærk position i kirken.

Han var en åndelig ledestjerne
for såvel gejstligheden som folket.

I tempelridderne så han chancen for
at støtte indsatsen i Jerusalem.

Samtidig ønskede han at reformere
Vesteuropas ridderskab.

I over 100 år, også før korstoget -

- var et af kirkens største problemer
reformeringen af ridderskabet.

Riddere blev anset for ballademagere.
De kæmpede indbyrdes.

De skabte ravage
og var arrogante og hovmodige.

Så i tempelridderne så Bernhard -

- en mulighed for at bruge dem
som forbilleder for andre riddere.

Han ville føre dem i retning af,
hvad han så som et mere fromt kald.

Bernhard var overbevist om, at
ordenen var en mulighed for kirken -

- og skrev derfor et manifest,
der skulle gå over i historien -

- under titlen
"En hyldest til det nye ridderskab".

"Denne nye ridderorden kæmper mod
både kød og blod og onde ånder."

"De lever uden koner eller børn,
bor under samme tag og ejer intet."

"De frygter ikke at synde,
når de dræber en fjende -

- for det er for Kristi skyld -

- at de uddeler
og modtager dødsstødet."

"De er blidere end lam
og vildere end løver -

- i en sådan grad, at vi ikke ved,
om de er munke eller soldater."

Det, der står
i "De laude novae militiae" -

- var en retfærdiggørelse
af drab på fjenden.

Men det var ikke kun det.

Det vigtigste er den modsætning,
han opstiller -

- mellem to forskellige
slags ridderskab.

I det profane ridderskab er
ridderne rige eller søger rigdom -

- og kæmper for det. De elsker
deres smukke klæder og heste.

Og så er der
en anden form for ridderskab.

Det nye ridderskab personificeredes
af Tempelherreordenen.

De er ikke optaget
af den enkeltes rigdom.

De ofrer deres liv og alt,
hvad de ejer, for Jerusalem -

- Det Hellige Land og kristendommen.

Den 13. januar 1129 -

- organiserede kirken, under
Bernhard fra Clairvaux' ledelse -

- et kirkemøde i Troyes. Her mødtes
en repræsentant for paven -

- medlemmer af gejstligheden,
adelsmænd og tempelriddere.

Under kirkemødet vedtog man
og nedskrev ordenens første regel.

I dag er kun
ti originale håndskrifter bevaret.

Deriblandt dette værk,
skrevet på oldfransk -

- som opbevares
på det franske nationalbibliotek.

Ordensreglen kommer først.
Den fylder 13-14 sider.

Så er der en liste
over fastedage fra paven -

- og størstedelen af bogen
udgøres af ordenens vedtægter.

Det vil sige
ordenens samlede lovgivning.

Det betyder, at vi ved, at bogen
tilhørte Tempelherreordenen.

Den har nok tilhørt
et vigtigt ordenshus -

- for det er et smukt håndskrift
med et smukt layout.

Der er røde og blå initialbogstaver.
Det her er en vigtig bog.

Først i bogen finder vi navnene
på dem, der deltog i kirkemødet.

Den første er nok den vigtigste:
Kardinal Matthias af Albano -

- som var pavens repræsentant.

Følgende er en liste over personer,
der var til stede i Troyes.

Blandt dem var der
fremtrædende religiøse ledere:

Ærkebiskopperne af Reims
og Sens -

- biskopper fra Soissons, Paris,
Troyes, Auxerre og Beauvais.

Otte abbeder,
inklusive Bernhard fra Clairvaux.

Adelige som Theobald af
Champagne og Vilhelm af Nevers.

Sidst står de seks tempelriddere,
der deltog i kirkemødet i Troyes.

Blandt dem var
broder Hugo af Payn, stormester.

På håndskriftets 12 sider,
skrevet på gedeskindspergament -

- findes alle anbefalingerne fra
kirkemødet i Troyes til ordenen.

Bønner, der skal bedes,
når de er i kamp.

Hvordan de skal passe deres heste,
og hvilken mad de skal spise.

"I skal spise kød
tre gange om ugen."

Der redegøres for alt
ned til mindste detalje.

Til forskel fra munke kan ridderne
ikke faste eller våge.

De må opretholde deres styrke
og være klar til kamp.

"Brødre,
der er trætte efter deres indsats -

- slipper for nattens bønner -

- med tilladelse og fritagelse
fra deres herre."

Det er både uhørt og nyskabende -

- at der i en religiøs regel er
en militær del.

Der er også en militær kodeks,
som er perfekt indpasset i reglen.

Lidt længere fremme står der, at
deltagerne i kirkemødet i Troyes -

- skal føre den kristne kirke
ind i en ny æra.

"Vi tror, dette nye liv fødtes i Det
Hellige Land takket være forsynet."

"Det nye ridderskab kan dræbe
korsets fjender uden at synde."

"Af denne grund har I ret
til at kaldes tempelriddere."

For første gang formaliserer kirken,
at man kan dræbe i Kristi navn -

- og at dens bevæbnede gren har
et navn: Tempelherreordenen.

Kirkemødet i Troyes markerer
Tempelherreordenens fødsel -

- og forvandlede kredsen
omkring Hugo af Payn -

- til en del
af den vestlige kirkes struktur.

For nogle var tanken om
tempelriddere nærmest kættersk.

Historikeren Henrik af Huntingdon
kaldte dem et nyt uhyre.

Kirkemødet i Troyes indleder
en ny æra for Tempelherreordenen.

Nyheden om Guds riddere
spredes hurtigt i Europa.

Efter kirkemødet i Troyes
ændrede tingene sig hurtigt -

- for den nye orden virkede
interessant i Vestens øjne.

Især for Vestens aristokrati -

- som havde fundet en måde
at investere deres donationer -

- i noget, der adskilte sig fra
de traditionelle klosterordener.

Så donationerne begyndte at vokse.
De begyndte at tage til.

De voksede konstant og hurtigt -

- i løbet af få år i 1130'erne.

De er mægtige i Østen -

- og de er også ved at opbygge
deres magt i Vesten.

De blev Europas første stående hær
siden Romerrigets tid.

Rom faldt i 400-tallet. Det var
den første stående hær i 600-700 år.

Der var tale
om en radikal forandring.

En permanent militærstyrke
forsvarede kristne interesser.

Da de fik land og penge, kunne de
begynde at træne mænd til kamp.

Middelalderens riddere svarer
til nutidens kampvogne.

En fuldt udrustet ridder til hest
var et ærefrygtindgydende syn.

Det var elitestyrkerne.
Det var 1100-tallets specialstyrker.

På dette tidspunkt dukkede
ordenens kendte symboler op.

Omkring disse opbyggedes deres ry
som dygtige krigere gradvist.

De første riddere var ikke
særlig imponerende at se.

De blev kaldt 'Kristi Fattige
Riddere', og de var fattige.

De havde kun det tøj, de gik og stod
i, deres sværd og nogle heste.

Efter kirkemødet i Troyes
fik de doneret land og penge -

- og pludselig var de umådeligt rige.

Den hvide våbenfrakke indgår
i den nye stil.

For folk i middelalderen
repræsenterede hvidt renhed.

Den hvide kappe med et rødt kors er
et tegn på det løfte, man aflagde.

Det røde kors minder om blodet,
Kristus udgød for menneskets frelse -

- og derfor om tempelridderens løfte
om at ofre sit liv -

- og udgyde sit blod for at forsvare
Kristi land og Jerusalem.

Tempelriddernes mission er
at forsvare Det Hellige Land.

De skal kæmpe, smede våben,
organisere troppebevægelser -

- og bygge fæstninger
for at forsvare pilgrimme.

Takket være donationerne
rekrutterer Tempelherreordenen.

Tempelherreordenen har
faktisk tre klasser.

De mest berømte er ridderbrødrene.

For at blive ridderbroder skulle man
almindeligvis være adelsmand -

- og være oplært som ridder -

- så de havde de færdigheder,
der krævedes af en tempelridder.

Hvis man ikke stammede fra eliten -

- men fra en håndværkerfamilie
eller købmandsfamilie -

- indtrådte man typisk i ordenen
som sergent.

Sergenter kunne kæmpe,
men det er fra deres stand -

- at man rekrutterer
skibsbyggere, snedkere -

- og godsforvaltere. Det er folk,
der kan et håndværk.

Den tredje klasse er præsterne.

De er blevet ordineret og fungerer
som ordenens kapellaner.

Når ansøgeren indtræder i ordenen,
forpligter han sig til flere ting.

Disse pligter udspilles
i forbindelse med en ceremoni.

Det afgørende øjeblik -

- kommer, når kandidaten iføres
tempelridderkappen.

Her træder han for alvor
ind i broderskabet -

- og øjeblikkeligt sværger han at
respektere klosterløfterne kyskhed -

- fattigdom og lydighed.

Han sværger også på at kæmpe for
Det Hellige Land med al sin kraft.

Det kaldes indimellem
for det fjerde løfte.

Det er noget helt afgørende,
for alle tempelbrødre -

- riddere, sergenter eller præster,
i Vesten såvel som i Østen -

- deltager ideelt set
i forsvaret af Det Hellige Land.

Det er en indtræden i et broderskab.
En indtræden i en orden.

Derfor er kappen, sværdet
og eden så vigtige.

Gradvist oprettedes ordenshuse
og komturier i Vesteuropa.

Brødrene levede der og fulgte
reglerne til punkt og prikke -

- ved at kæmpe for en eneste ting:

At gøre sig klar til
at kæmpe i Østen -

- og øge ordens velstand,
så man kunne finansiere krigen.

Et komturi er et gods med bolig -

- fælles bygninger, kornmagasin
og frem for alt et kapel.

Kapellanen afholder gudstjeneste
for alle brødrene i komturiet.

I Champagne, Burgund,
Provence, Auvergne, Île de France -

- dukkede ordenshuse og komturier
op for hver 30-40 kilometer.

Det var et netværk, der dannedes
ret hurtigt i 1100-tallet.

Komturier og ordenshuse blev
brugt til rekruttering.

Deres etablering og samspil
med egnens befolkning -

- var med til at fremme
rekrutteringen.

I 1136 dør Hugo af Payn,
ordenens første stormester -

- efter at være vendt tilbage
for at kæmpe i Østen.

Han efterfølges som stormester
af Robert af Craon -

- som på genial vis organiserer
forvaltningen af komturierne -

- der fortsat udvikler sig
takket være donationer.

Ti år efter kirkemødet i Troyes
accelererer begivenhederne.

Den 29. marts 1139 -

- udsteder pave Innocens 2.
en bulle, der går over i historien.

Dokumentet bærer hans segl
og kaldes "Omne Datum Optimum" -

- de tre latinske ord,
der indleder bullen.

"Enhver nåde og alle gode gaver
kommer ovenfra -

- fra lysets fader, for hvem der
ikke findes nogen foranderlighed."

Vi tilskynder Jer til at bekæmpe
korsets fjender med iver -

- og som belønning må I beholde
alt det bytte, I har erobret -

- uden at andre har nogen ret
til at kræve en andel."

"Vi forkynder,
at Tempelherreordenen -

- samt alle besiddelser, den har
fået af paver, konger og fyrster -

- befinder sig under pavestolens
beskyttelse og formynderskab."

Ifølge bullen -

- må de ikke blot beholde, hvad de
tilegner sig i kamp mod muslimer -

- men de giver sig ind under
én persons myndighed: Pavens.

"Ingen kan tvinge Jer til
at betale tiende -

- men vi bekræfter Jeres ret til
at disponere over modtaget tiende -

- så I kan opnå den fulde frelse
og værne om Jeres sjæle."

"For at kunne holde gudstjeneste
og uddele sakramenterne -

- må I optage gejstlige og præster."

"I får bemyndigelse til at bygge
kapeller på Jeres ejendomme -

- så I og Jeres slægtninge kan gå
til gudstjenester og begraves der."

"Det er skidt for Jeres moral,
hvis I på vej til kirke -

- skal blande Jer med syndere
og de, som omgås kvinder."

Tempelherreordenen skal ikke
længere betale skat til kirken.

De har ret til at opkræve skat
uden biskoppens tilladelse -

- uddanne egne præster,
bygge egne kirker -

- og alle, der anfægter pavens
beskyttelse, bliver bandlyst.

Tempelridderne var ikke underlagt
andre gejstliges myndighed.

Så ingen ærkebiskop
eller biskop, kun paven selv.

Det gav Tempelherreordenen stor
frihed inden for kirkehierarkiet.

Men det vakte også bitterhed
blandt ærkebiskopper, biskopper -

- og andre i kirken -

- der følte, ordenen fik
for stor frihed og ikke var lydhør.

De følgende år udvider flere paver
de privilegier, ordenen har fået.

I 1144 blev de troende bedt
om at donere til tempelridderne.

Paven ville skænke tilgivelse
til alle, der gav til ordenen.

"Den, som har givet dem det gods,
Gud har betroet dem -

- og har etableret et bånd med dem
og sikret dem overskud hvert år -

- får den bod, de har pådraget sig,
formindsket med en syvendedel."

De fik enorme landområder
af konger i hele Europa -

- men også små ejendomme som
bondegårde, møller og den slags.

Hvis nogen ville donere til ordenen,
tog de imod alt.

Ingen donation var
for stor eller for lille -

- for alt bidrog til at understøtte
korsfarerstaterne i Østen.

Det gavnede kristne at donere
til en orden som tempelridderne -

- for det var godt for sjælen
og forkortede tiden i skærsilden.

Det sikrede, at man havnede
det rette sted, når tiden var inde.

DEN 7. APRIL 1145,
EUGENIUS 3.

I 1145 sikrede en ny pavelig bulle
tempelridderne -

- retten til at begrave brødrene
på egne kirkegårde -

- og til at rejse frit i Europa.

Fra 1129 til 1146 kan vi sammenligne
dem med en virksomhed -

- som går fra opstartsvirksomhed
til global på 17 år.

Det er imponerende selv i dag.

At en lille gruppe blev så magtfuld
så hurtigt, var uhørt dengang.

Det var aldrig sket før.

Men mens tempelriddernes projekt
udvikler sig hurtigt i Vesten -

- er situationen i korsfarerstaterne
forværret.

De blev besejret i Damaskus i 1129,
i Baarin i 1137 -

- i Tecua 1139 -

- og især ved belejringen
af Edessa i 1144 -

- hvor 30.000 kristne skal
have mistet livet.

Korsfarerne oplevede
den ene fiasko efter den anden.

Det var ikke tempelriddernes,
men Jerusalems hærs nederlag.

Hæren havde optaget tempelriddere,
men det var bitre nederlag.

Tempelridderne havde
ingen indflydelse i hæren -

- og deres form for orden og
disciplin blev ikke rigtig indført.

Stillet over for disse nederlag
og truslen mod kristne i Østen -

- besluttede pave Eugenius 3. sig
for at handle.

I bullen "Quantum praedecessores"
kaldte han atter til korstog.

Bernhard af Clairvaux får ansvaret
for at mobilisere befolkningen.

Den 31. marts 1146,
i Vézelay i Burgund -

- lovede han
under en korstogsprædiken -

- at de, der valgte korset,
ville få tilgivet alle deres synder.

Blandt de monarker i Europa,
som sluttede sig til korstoget -

- var Ludvig 7., den franske konge,
og hans kone, Eleonora af Aquitaine.

For at få hjælp vendte de sig
til dem, der havde midlerne:

Tempelherreordenen.

I 1147 bad Ludvig 7.
Tempelherreordnen om finansiering -

- og for første gang
betroede han dem sin skat.

De har midlerne, der kan hjælpe
kongen under korstoget.

Tempelridderne gjorde tjeneste
som spejdere og vagter undervejs.

Korstogets rute er
en udfordring for Ludvig 7.

De blev angrebet af tyrkerne.
Det var tempelridderne -

- anført af Everard des Barres,
den senere stormester -

- som reddede den kongelige hær.

Ludvig 7. er ikke den eneste,
der kaster sig ud i korstoget.

Konrad 3., den tyske konge -

- begav sig også til Det Hellige
Land med næsten 20.000 mand.

Men lige fra de første måneder led
kongernes hære store nederlag.

Honaz Dagi.

Dorylaeum.

Inab.

Nederlagene fulgte slag i slag,
og dødstallet voksede.

At finansiere disse mislykkede slag
koster kongerne dyrt -

- så for at skaffe penge
har Ludvig 7. brug for hjælp.

Han vendte sig atter til sine nye
allierede, tempelridderne.

Da korstoget løber ind
i problemer i 1148 -

- henvender Ludvig sig til
Stormesteren og beder om hjælp.

Stormesteren sejler væk og henter
pengene i en af deres borge.

Det er første gang, vi ser dem
fungere som en konges bank.

De støtter ikke blot kirkens
interesse og kæmper i Kristi navn -

- men de er blevet en økonomisk
magtfaktor ved det andet korstog.

De finansierer
bogstavelig talt korstoget.

Trods økonomisk hjælp
fra tempelridderne -

- lykkedes det ikke
de to kongers hære -

- at generobre
nogen områder fra fjenden.

Efter tre års kampe
giver de to konger op.

Et korstog til ingen nytte -

- som ikke desto mindre
gavner Tempelherreordenen.

Det andet korstog var
en total fiasko.

Der kom intet ud af det.

Især fordi tilstedeværelsen
af Konrad 3. og den franske konge -

- viste sig at være et problem.

De var uenige om næsten alt.

De traf lutter forkerte beslutninger,
som belejringen af Damaskus -

- der endte skidt for den franske
konge, der brugte mange penge.

Han måtte bede
tempelridderne om penge -

- for at komme hjem til Frankrig.

Det andet korstogs fiasko hjalp
formentlig tempelridderne.

De havde lånt kongen penge.

Det var dem,
der fik noget ud af det lokalt.

Tempelridderne havde
ved at låne kongen penge -

- og reorganisere hans hær vist,
hvor effektive de kunne være.

Det var ikke noget,
fremtidige franske konger glemte.

Det andet korstog var
en bragende fiasko militært set.

Ludvig 7. vendte tilbage
til Frankrig i 1149 -

- svækket både økonomisk
og diplomatisk.

Men hans prøvelser bidrager
til, at legenderne -

- omkring tempelridderne vokser.

Han kom hjem med en forestilling om,
hvordan tempelridderne var.

For ham er det en mageløs orden,
der mangler ethvert sidestykke.

Han holder aldrig op med at give dem
penge fra sine skatteindkomster.

Han gav dem Savigny, der blev
komturiet Savigny-le-Temple.

Han viser, hvor fascineret kongerne
var af den tidlige Tempelherreorden.

Der er gået under 30 år
siden stiftelsen -

- og den franske konge støtter
tempelridderne betingelsesløst.

Tempelridderne havde finansieret
deres egne styrker under korstoget.

Samtidig med de fortsatte deres
arbejde i korsfarerstaterne -

- havde de råd til at yde
den franske konge enorme lån -

- til at støtte hans korstog
til Det Hellige Land.

Sidst i 1100-tallet er ordenen
en solid, international organisation.

Vi ved ikke,
hvor mange medlemmer de havde -

- men det er sandsynligt, at de havde
600 riddere i korsfarerstaterne -

- med et langt større kontingent
infanterister og andre ansatte.

I Vesteuropa havde de sandsynligvis
et endnu større antal riddere -

- sergenter og andet personel -

- som skulle sikre, der kom
ressourcer til Det Hellige Land.

Tempelridderne fik ry
for at være griske -

- men de var nok bare
vældig dygtige forretningsfolk.

I starten af anden halvdel
af 1100-tallet -

- vokser Tempelherreordenen sig
mere og mere magtfuld.

Med støtte fra paver og konger
akkumulerer de enorme rigdomme.

De bygger komturier
i Vesten og borge i Østen.

Medlemstallet vokser uden ophør.

Kristi nye ridderes tid
var kun lige begyndt.

Tekster: Line Hansen
www.sdimedia.com