Original subtitles

Tempelridderne ...

Et hemmeligt broderskab, der så dagens lys i middelalderen -

- for blot at forsvinde igen efter 200 år.

De satte deres præg på historien, men i dag er kun myterne tilbage:

Deres hvide dragter med det røde kors.

Rigdommene, de ophobede.

Deres disciplin og brutalitet i kamp.

Det var elitesoldater. De var 1100-tallet specialstyrker.

Efter 1000 år er disse Kristi soldater stadig hyllet i mysterier.

Er de præster? Er de munke? Er de riddere? Hvad er de?

En engelsk krønikeskriver kaldte dem en ny slags uhyre.

Hvem stod bag dannelsen af ordenen? Hvad var dens opgave -

- og hvordan blev tempelridderne så magtfulde så hurtigt?

I slutningen af 1100-tallet er de en stor, international organisation.

Takket være eksperter i Tempelherreordenen -

- og en undersøgelse af den eneste skriftlige kilde fra perioden -

- udforsker vi et legendarisk broderskabs fødsel.

Et paradoks bestående af mænd, der både er munke og krigere.

Det er uhørt, at der optræder en militærkodeks i en religiøs regel.

Der var kristne tænkere, der så det som en vederstyggelighed.

Fra Østens regnfattige lande til hofferne i Frankrig og England:

Oplev de første tempelridderes gennembrud.

Se, hvordan de samlede paven, konger og folk -

- over hele Europa for deres sag.

Folk tilbød Tempelherreordenen store pengesummer og donationer.

I Champagne, Île-de-France, Burgund oprettedes ordenshuse -

- og komturier med 30-40 kilometers mellemrum.

Det var uden fortilfælde at blive så magtfulde så hurtigt.

Dette er beretningen om Tempelherreordenens fødsel -

- en håndfuld mænd, der forvandlede et enkelt broderskab -

- til en religiøs orden, klar til at herske over Europa.

Jerusalem.

Her dukkede de første tempelriddere op midt i middelalderen.

Dengang var de blot en håndfuld riddere ...

... der knap kunne opretholde livet.

Men de er alle meget fromme og er udlærte krigere.

De har aflagt ed på at vie deres liv til en ny sag:

At beskytte Det Hellige Land og de pilgrimme, der valfarter dertil.

For at forstå deres oprindelse må vi se på slutningen af 1000-tallet.

Den religiøse verden var splittet på den tid.

I vest domineredes størstedelen af Europa af kirken og paven.

Islam dominerer Nordafrika, Sydspanien og Den nære Orient -

- mens tyrkerne truer Det Byzantinske Rige -

- og hovedstaden Konstantinopel, den ortodokse kirkes område.

Da pave Urban 2. kalder til kamp -

- marcherer tusindvis af kristne gennem Europa i det første korstog -

- mod Det Hellige Land.

Efter tre års voldsomme kampe -

- erobrede korsfarerne mangt og meget og især Jerusalem -

- hvor Kristus blev korsfæstet, og hvor hans grav findes.

De nåede Jerusalem sommeren 1099 og lå i lejr udenfor i en måned.

De belejrede Jerusalem.

Da de endelig trængte gennem murene, endte det i et blodbad.

Det siges, at blodet nåede folk op til knæene.

Det kan være en overdrivelse.

Krønikerne overdriver gerne blodbade, men det var slemt.

Muslimer nedslagtedes.

Det første korstog resulterede i korsfarerstaterne:

Grevskabet Edessa, fyrstendømmet Antiochia -

- grevskabet Tripoli og kongeriget Jerusalem.

GREVSKABET TRIPOLI KONGEDØMMET JERUSALEM

Det ironiske er, at efter en storslået rejse over tre år -

- hvor titusinder af folk hærgede løs, vendte mange hjem til Europa.

I begyndelsen af 1100-tallet -

- var korsfarerstaterne truede fra alle sider, og deres sikkerhed -

- lå i hænderne på nogle få riddere, der havde valgt at bosætte sig der.

Udfordringen for dem, der blev efter det første korstog -

- var at forvandle de ret små territoriale fremgange -

- til permanente territorier, der klarer sig på langt sigt.

GREVSKABET EDESSA

Militært ser er fjenden Damaskus, der har tusindvis af soldater -

- og Aleppo, der har en lidt større hær, og fatimiderne i Egypten -

- der kan mønstre omkring 15.000 soldater.

Korsfarerstaterne råder i starten måske over et par hundrede riddere -

- og en lidt større infanteristyrke, så det er en svær opgave.

BAUDOUIN 1. 1100 - 1118

I Jerusalem er antallet af kristne pilgrimme tiltagende.

Det hele styres af den hellige bys myndigheder:

Kongen af Jerusalem, den latinske patriark, der ledede kirken -

- og Gravkirkens kannikker, der styrer det religiøse liv i byen.

Gravkirken ligger der, hvor Kristus blev korsfæstet -

- og hvor han blev begravet.

De kristne rettede tidligt deres ærbødighed mod kirken -

- og derfor er det den kirke, der er Jerusalems hovedkirke.

Det er omkring Gravkirken, patriarken og kannikkerne -

- at kirken i Orienten er opbygget.

KONGE, PATRIARK, GRAVKIRKENS KANNIKKER

Ved deres side finder man Johanitterordenen -

- der skal modtage pilgrimme og pleje de syge.

Men det bliver i stigende grad svært at garantere deres sikkerhed.

Pilgrimme, der kom til Jerusalem, risikerede at falde i bagholdsangreb.

Alle pilgrimme kunne blive overfaldet i omegnen af byen.

Dette hellige steds omegn var overhovedet ikke sikkert.

På det tidspunkt eksisterede Tempelherreordenen ikke endnu.

Soldaterne, der skulle beskytte pilgrimmene -

- kaldtes "Milites Sancti Sepulcri", Ridderne af Den Hellige Grav.

Det er et broderskab af bevæbnede lægfolk, der organiserer sig -

- for at beskytte den hellige grav -

- og mennesker og ejendom i kongeriget Jerusalem.

KONGE, PATRIARK, KANNIKKER, JOHANNITERORDENEN

"Milites sancti sepulcri" indgår ikke i Gravkirkens kollegiatkapitel -

- eller i Johanniterordenen.

Man kan sige, at "Milites Sancti Sepulcri" -

- som skal beskytte pilgrimme og kannikker -

- og om nødvendigt forsvare -

- de områder, der kan være usikre, er afhængige af to parter.

De er afhængige af kannikkerne, der styrer deres åndelige liv -

- og af Johanniterridderne, der forsørger og giver dem kost.

Blandt dem var der én ridder, der skulle hævde sin uafhængighed.

Hans mål er at skabe en mere slagkraftig gruppe.

En hybridorden, som ingen havde turdet forestille sig før.

En ny slags soldater. Både gudfrygtige og krigere.

Denne ridder grundlagde det, der senere kaldes Tempelherreordenen.

Han omtales første gang i en krønike fra 1100-tallet -

- skrevet af Michael Syreren, den syrisk-ortodokse kirkes patriark.

MICHAEL SYRERENS KRØNIKE

"I starten af Baudouins styre kom en franker til Jerusalem for at bede."

"Han havde aflagt løfte om ikke at vende hjem -

- men blive munk efter at have kæmpet for kongen i tre år."

"Sammen med 30 riddere forblev han resten af livet i Jerusalem."

"Da kongen og baronerne så deres utrolige bedrifter i kamp -

- bad de manden og hans 30 riddere gøre tjeneste i militsen -

- og forsvare stedet i stedet for at blive munk -

- hvorved han kun reddede sin egen sjæl."

"Manden, der hed Hugo af Payn, lyttede til rådet -

- og de 30 riddere, der ledsagede ham, fulgte hans eksempel."

Hugo af Payn er født i Champagneregionen omkring 1070 -

- i en lille by, han er opkaldt efter, 12 km fra byen Troyes.

Han er ridder og i grev Hugo af Champagnes tjeneste.

Med sin lensherre tilbringer Hugo af Payn tre år i Det Hellige Land -

- i starten af 1100-tallet, før han drager tilbage til Europa.

Hugo af Payn havde familie. Han havde kone og børn -

- men i 1114, drevet af en dyb fromhed -

- han må have følt længe, vendte han tilbage til Det Hellige Land.

Denne gang forestillede han sig, at han aldrig ville komme hjem.

Hugo af Payn er militærstrateg og Det Hellige Lands forsvarer.

Han oplevede Jerusalem, som byen var. Det har været en åbenbaring.

Her kunne man ikke være en almindelig ridder.

Man kunne kun være en ridder, der var i Kristi tjeneste.

Han må have fået idéen, da han kom til Jerusalem.

Igennem flere år finpudsede Hugo af Payn sin plan.

I 1119 skulle en hændelse ændre hans skæbne.

28. juni 1119 angreb muslimer fra Aleppo fyrstedømmet Antiochia.

BLODMARKEN, 28. JUNI 1119

Slaget blev udkæmpet med en sådan voldsomhed -

-at det får navnet "Ager Sanguinis", Blodmarken.

Baudouin 2., Jerusalems nye konge, driver selv fjenden tilbage.

Slaget overbeviste kongen om, at truslen havde vokset sig for stor.

Baudouin 2. indså, han havde brug for større militær tilstedeværelse.

Han behøvede grænsevagter, som kunne beskytte pilgrimmene.

Han havde brug for flere styrker.

Den 16. januar 1120, i den lille by Nablus nord for Jerusalem -

- afholdt man et kirkemøde, der ændrede historiens gang.

Omkring Baudouin og patriarken, Warmund af Picquigny -

- samledes kongerigets ledende gejstlighed og adel.

Den dag godkendte de to mænd Hugo af Payns plan:

Stiftelsen af en ny ridderorden, der er både religiøs og militær -

- og som er viet til forsvaret af Det Hellige Land.

Kongen og patriarken greb i fællesskab chancen -

- og satsede på, at disse riddere kunne være operative.

Patriarken spillede med, selvom udfaldet ikke lå fast.

Ridderne, der samledes i Gravkirken, var nu selvstændige.

De løsrev sig fra patriarken.

De hævdede at leve et religiøst liv på egen hånd -

- og adlød ikke Gravkirkens anvisninger mere -

- men en herre fra deres egne rækker -

- uden at holde op med at være det, de var, riddere og krigere.

GRAVKIRKENS KANNIKKER JOHANNITERORDENEN

Det er kong Baudouin 2. selv -

- der tilbyder medlemmerne i den nye orden et sted at være.

Stedet omtales i et håndskrift af Vilhelm af Tyrus -

- der kendes som korstogenes første historiker.

VILHELM AF TYRUS' KRØNIKE

"I samme år helligede nogle riddere sig til at tjene Kristus -

- og erklærede at leve i kyskhed, lydighed og fattigdom."

"De var uden både kirke og bolig, og kongen lod dem bo i sit palads -

- der lå tæt på Herrens tempel."

Tilbuddet om paladset i Jerusalem var en stærk gestus fra kongens side.

Baudouin 2.'s palads strakte sig faktisk syd for Tempelbjerget -

- og ind på al-Aqsa-moskéens område -

- kong Salomos tidligere palads.

Hugo af Payn og hans trosfæller fik deres navn derfra -

- og kaldte sig "Kristi fattige riddere af Salomos tempel".

Kristi fattige riddere af Salomos tempel.

Senere forkortede man navnet -

- og det blev en af de vigtigste ordener gennem historien.

Tempelherreordenen.

TEMPELHERREORDENEN

Krigen i Det Hellige Land synes uden ende -

- og det nye broderskab må finde en måde at vokse på.

Ville tempelridderne ekspandere i 1120'erne -

- havde de brug for tropper, rekrutter af høj kvalitet, penge -

- og jord i Vesteuropa, der sikrede dem de nødvendige ressourcer.

Hugo af Payn vender tilbage til Europa -

- og drager ud på en rekrutterings- og pengeindsamlingskampagne.

Han drog fra land til land -

- Frankrig, Champagne, Flandern, England, for at fremme sit projekt.

Han rekrutterede korsfarere til Jerusalems konge -

- og besøgte alle de store hoffer i Vesteuropa.

Folk var interesserede i ham og formålet med hans orden.

Folk blev meget imponeret og gav enorme pengesummer.

Ordenen modtog kæmpe donationer.

Det var så meget, at ordenen blev meget rig, meget hurtigt.

Men Hugo af Payn og ordenens grundlæggere -

- ved, at skal der flere mænd og penge til Det Hellige Land -

- kræver det anerkendelse fra tidens største autoriteter.

PAVE HONORIUS 2., 1124 -1130

I starten spurgte folk, om de var præster.

Er de munke? Er de riddere? Hvad er de?

Præster og munke skal ikke dræbe, men de var krigere og riddere.

Visse kristne tænkere kaldte det en vederstyggelighed -

- at kombinere bøn og kamp i samme kristne orden.

For at konsolidere gruppen og forvandle den til en orden -

- var Hugo af Payn nødt til at opnå kirken og pavens tilladelse.

For at få pavens godkendelse -

- benyttede Hugo af Payn sig af sine kontakter i Burgund.

Hans første kone tilhørte de Montbard-slægten -

- hvor vi også finder en anden mand på vej op i kirken -

- og anerkendt i hele Europa: Bernard de Fontaine -

- der blev til Bernhard fra Clairvaux.

Efter sin kanonisering kaldes han Sankt Bernhard.

Sankt Bernhard indtrådte i klostret i Cîteaux -

- og i 1115 grundlagde han et nyt kloster, klosteret Clairvaux.

Han stammede også fra en lavadelig slægt.

Han besad samtlige en krigers egenskaber -

- og en stærk overbevisning. En stor retoriker, der ville leve asketisk -

- et strengt liv i klosteret i Cîteaux.

Han var kirkens frontfigur i begyndelsen af 1100-tallet.

I 1129 havde Sankt Bernhard allerede en stærk position i kirken.

Han var en åndelig ledestjerne for såvel gejstligheden som folket.

I tempelridderne så han chancen for at støtte indsatsen i Jerusalem.

Samtidig ønskede han at reformere Vesteuropas ridderskab.

I over 100 år, også før korstoget -

- var et af kirkens største problemer reformeringen af ridderskabet.

Riddere blev anset for ballademagere. De kæmpede indbyrdes.

De skabte ravage og var arrogante og hovmodige.

Så i tempelridderne så Bernhard -

- en mulighed for at bruge dem som forbilleder for andre riddere.

Han ville føre dem i retning af, hvad han så som et mere fromt kald.

Bernhard var overbevist om, at ordenen var en mulighed for kirken -

- og skrev derfor et manifest, der skulle gå over i historien -

- under titlen "En hyldest til det nye ridderskab".

"Denne nye ridderorden kæmper mod både kød og blod og onde ånder."

"De lever uden koner eller børn, bor under samme tag og ejer intet."

"De frygter ikke at synde, når de dræber en fjende -

- for det er for Kristi skyld -

- at de uddeler og modtager dødsstødet."

"De er blidere end lam og vildere end løver -

- i en sådan grad, at vi ikke ved, om de er munke eller soldater."

Det, der står i "De laude novae militiae" -

- var en retfærdiggørelse af drab på fjenden.

Men det var ikke kun det.

Det vigtigste er den modsætning, han opstiller -

- mellem to forskellige slags ridderskab.

I det profane ridderskab er ridderne rige eller søger rigdom -

- og kæmper for det. De elsker deres smukke klæder og heste.

Og så er der en anden form for ridderskab.

Det nye ridderskab personificeredes af Tempelherreordenen.

De er ikke optaget af den enkeltes rigdom.

De ofrer deres liv og alt, hvad de ejer, for Jerusalem -

- Det Hellige Land og kristendommen.

Den 13. januar 1129 -

- organiserede kirken, under Bernhard fra Clairvaux' ledelse -

- et kirkemøde i Troyes. Her mødtes en repræsentant for paven -

- medlemmer af gejstligheden, adelsmænd og tempelriddere.

Under kirkemødet vedtog man og nedskrev ordenens første regel.

I dag er kun ti originale håndskrifter bevaret.

Deriblandt dette værk, skrevet på oldfransk -

- som opbevares på det franske nationalbibliotek.

Ordensreglen kommer først. Den fylder 13-14 sider.

Så er der en liste over fastedage fra paven -

- og størstedelen af bogen udgøres af ordenens vedtægter.

Det vil sige ordenens samlede lovgivning.

Det betyder, at vi ved, at bogen tilhørte Tempelherreordenen.

Den har nok tilhørt et vigtigt ordenshus -

- for det er et smukt håndskrift med et smukt layout.

Der er røde og blå initialbogstaver. Det her er en vigtig bog.

Først i bogen finder vi navnene på dem, der deltog i kirkemødet.

Den første er nok den vigtigste: Kardinal Matthias af Albano -

- som var pavens repræsentant.

Følgende er en liste over personer, der var til stede i Troyes.

Blandt dem var der fremtrædende religiøse ledere:

Ærkebiskopperne af Reims og Sens -

- biskopper fra Soissons, Paris, Troyes, Auxerre og Beauvais.

Otte abbeder, inklusive Bernhard fra Clairvaux.

Adelige som Theobald af Champagne og Vilhelm af Nevers.

Sidst står de seks tempelriddere, der deltog i kirkemødet i Troyes.

Blandt dem var broder Hugo af Payn, stormester.

På håndskriftets 12 sider, skrevet på gedeskindspergament -

- findes alle anbefalingerne fra kirkemødet i Troyes til ordenen.

Bønner, der skal bedes, når de er i kamp.

Hvordan de skal passe deres heste, og hvilken mad de skal spise.

"I skal spise kød tre gange om ugen."

Der redegøres for alt ned til mindste detalje.

Til forskel fra munke kan ridderne ikke faste eller våge.

De må opretholde deres styrke og være klar til kamp.

"Brødre, der er trætte efter deres indsats -

- slipper for nattens bønner -

- med tilladelse og fritagelse fra deres herre."

Det er både uhørt og nyskabende -

- at der i en religiøs regel er en militær del.

Der er også en militær kodeks, som er perfekt indpasset i reglen.

Lidt længere fremme står der, at deltagerne i kirkemødet i Troyes -

- skal føre den kristne kirke ind i en ny æra.

"Vi tror, dette nye liv fødtes i Det Hellige Land takket være forsynet."

"Det nye ridderskab kan dræbe korsets fjender uden at synde."

"Af denne grund har I ret til at kaldes tempelriddere."

For første gang formaliserer kirken, at man kan dræbe i Kristi navn -

- og at dens bevæbnede gren har et navn: Tempelherreordenen.

Kirkemødet i Troyes markerer Tempelherreordenens fødsel -

- og forvandlede kredsen omkring Hugo af Payn -

- til en del af den vestlige kirkes struktur.

For nogle var tanken om tempelriddere nærmest kættersk.

Historikeren Henrik af Huntingdon kaldte dem et nyt uhyre.

Kirkemødet i Troyes indleder en ny æra for Tempelherreordenen.

Nyheden om Guds riddere spredes hurtigt i Europa.

Efter kirkemødet i Troyes ændrede tingene sig hurtigt -

- for den nye orden virkede interessant i Vestens øjne.

Især for Vestens aristokrati -

- som havde fundet en måde at investere deres donationer -

- i noget, der adskilte sig fra de traditionelle klosterordener.

Så donationerne begyndte at vokse. De begyndte at tage til.

De voksede konstant og hurtigt -

- i løbet af få år i 1130'erne.

De er mægtige i Østen -

- og de er også ved at opbygge deres magt i Vesten.

De blev Europas første stående hær siden Romerrigets tid.

Rom faldt i 400-tallet. Det var den første stående hær i 600-700 år.

Der var tale om en radikal forandring.

En permanent militærstyrke forsvarede kristne interesser.

Da de fik land og penge, kunne de begynde at træne mænd til kamp.

Middelalderens riddere svarer til nutidens kampvogne.

En fuldt udrustet ridder til hest var et ærefrygtindgydende syn.

Det var elitestyrkerne. Det var 1100-tallets specialstyrker.

På dette tidspunkt dukkede ordenens kendte symboler op.

Omkring disse opbyggedes deres ry som dygtige krigere gradvist.

De første riddere var ikke særlig imponerende at se.

De blev kaldt 'Kristi Fattige Riddere', og de var fattige.

De havde kun det tøj, de gik og stod i, deres sværd og nogle heste.

Efter kirkemødet i Troyes fik de doneret land og penge -

- og pludselig var de umådeligt rige.

Den hvide våbenfrakke indgår i den nye stil.

For folk i middelalderen repræsenterede hvidt renhed.

Den hvide kappe med et rødt kors er et tegn på det løfte, man aflagde.

Det røde kors minder om blodet, Kristus udgød for menneskets frelse -

- og derfor om tempelridderens løfte om at ofre sit liv -

- og udgyde sit blod for at forsvare Kristi land og Jerusalem.

Tempelriddernes mission er at forsvare Det Hellige Land.

De skal kæmpe, smede våben, organisere troppebevægelser -

- og bygge fæstninger for at forsvare pilgrimme.

Takket være donationerne rekrutterer Tempelherreordenen.

Tempelherreordenen har faktisk tre klasser.

De mest berømte er ridderbrødrene.

For at blive ridderbroder skulle man almindeligvis være adelsmand -

- og være oplært som ridder -

- så de havde de færdigheder, der krævedes af en tempelridder.

Hvis man ikke stammede fra eliten -

- men fra en håndværkerfamilie eller købmandsfamilie -

- indtrådte man typisk i ordenen som sergent.

Sergenter kunne kæmpe, men det er fra deres stand -

- at man rekrutterer skibsbyggere, snedkere -

- og godsforvaltere. Det er folk, der kan et håndværk.

Den tredje klasse er præsterne.

De er blevet ordineret og fungerer som ordenens kapellaner.

Når ansøgeren indtræder i ordenen, forpligter han sig til flere ting.

Disse pligter udspilles i forbindelse med en ceremoni.

Det afgørende øjeblik -

- kommer, når kandidaten iføres tempelridderkappen.

Her træder han for alvor ind i broderskabet -

- og øjeblikkeligt sværger han at respektere klosterløfterne kyskhed -

- fattigdom og lydighed.

Han sværger også på at kæmpe for Det Hellige Land med al sin kraft.

Det kaldes indimellem for det fjerde løfte.

Det er noget helt afgørende, for alle tempelbrødre -

- riddere, sergenter eller præster, i Vesten såvel som i Østen -

- deltager ideelt set i forsvaret af Det Hellige Land.

Det er en indtræden i et broderskab. En indtræden i en orden.

Derfor er kappen, sværdet og eden så vigtige.

Gradvist oprettedes ordenshuse og komturier i Vesteuropa.

Brødrene levede der og fulgte reglerne til punkt og prikke -

- ved at kæmpe for en eneste ting:

At gøre sig klar til at kæmpe i Østen -

- og øge ordens velstand, så man kunne finansiere krigen.

Et komturi er et gods med bolig -

- fælles bygninger, kornmagasin og frem for alt et kapel.

Kapellanen afholder gudstjeneste for alle brødrene i komturiet.

I Champagne, Burgund, Provence, Auvergne, Île de France -

- dukkede ordenshuse og komturier op for hver 30-40 kilometer.

Det var et netværk, der dannedes ret hurtigt i 1100-tallet.

Komturier og ordenshuse blev brugt til rekruttering.

Deres etablering og samspil med egnens befolkning -

- var med til at fremme rekrutteringen.

I 1136 dør Hugo af Payn, ordenens første stormester -

- efter at være vendt tilbage for at kæmpe i Østen.

Han efterfølges som stormester af Robert af Craon -

- som på genial vis organiserer forvaltningen af komturierne -

- der fortsat udvikler sig takket være donationer.

Ti år efter kirkemødet i Troyes accelererer begivenhederne.

Den 29. marts 1139 -

- udsteder pave Innocens 2. en bulle, der går over i historien.

Dokumentet bærer hans segl og kaldes "Omne Datum Optimum" -

- de tre latinske ord, der indleder bullen.

"Enhver nåde og alle gode gaver kommer ovenfra -

- fra lysets fader, for hvem der ikke findes nogen foranderlighed."

Vi tilskynder Jer til at bekæmpe korsets fjender med iver -

- og som belønning må I beholde alt det bytte, I har erobret -

- uden at andre har nogen ret til at kræve en andel."

"Vi forkynder, at Tempelherreordenen -

- samt alle besiddelser, den har fået af paver, konger og fyrster -

- befinder sig under pavestolens beskyttelse og formynderskab."

Ifølge bullen -

- må de ikke blot beholde, hvad de tilegner sig i kamp mod muslimer -

- men de giver sig ind under én persons myndighed: Pavens.

"Ingen kan tvinge Jer til at betale tiende -

- men vi bekræfter Jeres ret til at disponere over modtaget tiende -

- så I kan opnå den fulde frelse og værne om Jeres sjæle."

"For at kunne holde gudstjeneste og uddele sakramenterne -

- må I optage gejstlige og præster."

"I får bemyndigelse til at bygge kapeller på Jeres ejendomme -

- så I og Jeres slægtninge kan gå til gudstjenester og begraves der."

"Det er skidt for Jeres moral, hvis I på vej til kirke -

- skal blande Jer med syndere og de, som omgås kvinder."

Tempelherreordenen skal ikke længere betale skat til kirken.

De har ret til at opkræve skat uden biskoppens tilladelse -

- uddanne egne præster, bygge egne kirker -

- og alle, der anfægter pavens beskyttelse, bliver bandlyst.

Tempelridderne var ikke underlagt andre gejstliges myndighed.

Så ingen ærkebiskop eller biskop, kun paven selv.

Det gav Tempelherreordenen stor frihed inden for kirkehierarkiet.

Men det vakte også bitterhed blandt ærkebiskopper, biskopper -

- og andre i kirken -

- der følte, ordenen fik for stor frihed og ikke var lydhør.

De følgende år udvider flere paver de privilegier, ordenen har fået.

I 1144 blev de troende bedt om at donere til tempelridderne.

Paven ville skænke tilgivelse til alle, der gav til ordenen.

"Den, som har givet dem det gods, Gud har betroet dem -

- og har etableret et bånd med dem og sikret dem overskud hvert år -

- får den bod, de har pådraget sig, formindsket med en syvendedel."

De fik enorme landområder af konger i hele Europa -

- men også små ejendomme som bondegårde, møller og den slags.

Hvis nogen ville donere til ordenen, tog de imod alt.

Ingen donation var for stor eller for lille -

- for alt bidrog til at understøtte korsfarerstaterne i Østen.

Det gavnede kristne at donere til en orden som tempelridderne -

- for det var godt for sjælen og forkortede tiden i skærsilden.

Det sikrede, at man havnede det rette sted, når tiden var inde.

DEN 7. APRIL 1145, EUGENIUS 3.

I 1145 sikrede en ny pavelig bulle tempelridderne -

- retten til at begrave brødrene på egne kirkegårde -

- og til at rejse frit i Europa.

Fra 1129 til 1146 kan vi sammenligne dem med en virksomhed -

- som går fra opstartsvirksomhed til global på 17 år.

Det er imponerende selv i dag.

At en lille gruppe blev så magtfuld så hurtigt, var uhørt dengang.

Det var aldrig sket før.

Men mens tempelriddernes projekt udvikler sig hurtigt i Vesten -

- er situationen i korsfarerstaterne forværret.

De blev besejret i Damaskus i 1129, i Baarin i 1137 -

- i Tecua 1139 -

- og især ved belejringen af Edessa i 1144 -

- hvor 30.000 kristne skal have mistet livet.

Korsfarerne oplevede den ene fiasko efter den anden.

Det var ikke tempelriddernes, men Jerusalems hærs nederlag.

Hæren havde optaget tempelriddere, men det var bitre nederlag.

Tempelridderne havde ingen indflydelse i hæren -

- og deres form for orden og disciplin blev ikke rigtig indført.

Stillet over for disse nederlag og truslen mod kristne i Østen -

- besluttede pave Eugenius 3. sig for at handle.

I bullen "Quantum praedecessores" kaldte han atter til korstog.

Bernhard af Clairvaux får ansvaret for at mobilisere befolkningen.

Den 31. marts 1146, i Vézelay i Burgund -

- lovede han under en korstogsprædiken -

- at de, der valgte korset, ville få tilgivet alle deres synder.

Blandt de monarker i Europa, som sluttede sig til korstoget -

- var Ludvig 7., den franske konge, og hans kone, Eleonora af Aquitaine.

For at få hjælp vendte de sig til dem, der havde midlerne:

Tempelherreordenen.

I 1147 bad Ludvig 7. Tempelherreordnen om finansiering -

- og for første gang betroede han dem sin skat.

De har midlerne, der kan hjælpe kongen under korstoget.

Tempelridderne gjorde tjeneste som spejdere og vagter undervejs.

Korstogets rute er en udfordring for Ludvig 7.

De blev angrebet af tyrkerne. Det var tempelridderne -

- anført af Everard des Barres, den senere stormester -

- som reddede den kongelige hær.

Ludvig 7. er ikke den eneste, der kaster sig ud i korstoget.

Konrad 3., den tyske konge -

- begav sig også til Det Hellige Land med næsten 20.000 mand.

Men lige fra de første måneder led kongernes hære store nederlag.

Honaz Dagi.

Dorylaeum.

Inab.

Nederlagene fulgte slag i slag, og dødstallet voksede.

At finansiere disse mislykkede slag koster kongerne dyrt -

- så for at skaffe penge har Ludvig 7. brug for hjælp.

Han vendte sig atter til sine nye allierede, tempelridderne.

Da korstoget løber ind i problemer i 1148 -

- henvender Ludvig sig til Stormesteren og beder om hjælp.

Stormesteren sejler væk og henter pengene i en af deres borge.

Det er første gang, vi ser dem fungere som en konges bank.

De støtter ikke blot kirkens interesse og kæmper i Kristi navn -

- men de er blevet en økonomisk magtfaktor ved det andet korstog.

De finansierer bogstavelig talt korstoget.

Trods økonomisk hjælp fra tempelridderne -

- lykkedes det ikke de to kongers hære -

- at generobre nogen områder fra fjenden.

Efter tre års kampe giver de to konger op.

Et korstog til ingen nytte -

- som ikke desto mindre gavner Tempelherreordenen.

Det andet korstog var en total fiasko.

Der kom intet ud af det.

Især fordi tilstedeværelsen af Konrad 3. og den franske konge -

- viste sig at være et problem.

De var uenige om næsten alt.

De traf lutter forkerte beslutninger, som belejringen af Damaskus -

- der endte skidt for den franske konge, der brugte mange penge.

Han måtte bede tempelridderne om penge -

- for at komme hjem til Frankrig.

Det andet korstogs fiasko hjalp formentlig tempelridderne.

De havde lånt kongen penge.

Det var dem, der fik noget ud af det lokalt.

Tempelridderne havde ved at låne kongen penge -

- og reorganisere hans hær vist, hvor effektive de kunne være.

Det var ikke noget, fremtidige franske konger glemte.

Det andet korstog var en bragende fiasko militært set.

Ludvig 7. vendte tilbage til Frankrig i 1149 -

- svækket både økonomisk og diplomatisk.

Men hans prøvelser bidrager til, at legenderne -

- omkring tempelridderne vokser.

Han kom hjem med en forestilling om, hvordan tempelridderne var.

For ham er det en mageløs orden, der mangler ethvert sidestykke.

Han holder aldrig op med at give dem penge fra sine skatteindkomster.

Han gav dem Savigny, der blev komturiet Savigny-le-Temple.

Han viser, hvor fascineret kongerne var af den tidlige Tempelherreorden.

Der er gået under 30 år siden stiftelsen -

- og den franske konge støtter tempelridderne betingelsesløst.

Tempelridderne havde finansieret deres egne styrker under korstoget.

Samtidig med de fortsatte deres arbejde i korsfarerstaterne -

- havde de råd til at yde den franske konge enorme lån -

- til at støtte hans korstog til Det Hellige Land.

Sidst i 1100-tallet er ordenen en solid, international organisation.

Vi ved ikke, hvor mange medlemmer de havde -

- men det er sandsynligt, at de havde 600 riddere i korsfarerstaterne -

- med et langt større kontingent infanterister og andre ansatte.

I Vesteuropa havde de sandsynligvis et endnu større antal riddere -

- sergenter og andet personel -

- som skulle sikre, der kom ressourcer til Det Hellige Land.

Tempelridderne fik ry for at være griske -

- men de var nok bare vældig dygtige forretningsfolk.

I starten af anden halvdel af 1100-tallet -

- vokser Tempelherreordenen sig mere og mere magtfuld.

Med støtte fra paver og konger akkumulerer de enorme rigdomme.

De bygger komturier i Vesten og borge i Østen.

Medlemstallet vokser uden ophør.

Kristi nye ridderes tid var kun lige begyndt.

Tekster: Line Hansen www.sdimedia.com