Original subtitles

DIGITALT RESTAURERET AF DET SVENSKE FILMVÆRKSTED I 2017

I begyndelsen blev drømmenes by bygget

som en beskyttelse mod vildmarken og mørket.

Men væggene husede også en dødelig kulde.

Man kunne frygte byen. Kæmpen, som slugte menneskeliv.

Men folk opsøgte den stadig og ofrede deres blod.

I det land i verden, som var Sverige i 1860'erne.

I den by i verden, som var Stockholm.

"Hæng de svin op i masterne."

Var det ikke sådan, du sagde om de fine folk?

Det er over tre år siden nu.

Siden hvad?

Siden vi startede i havnen.

Der er ikke noget, der har ændret sig siden da.

Det sker ikke på en gang.

Det er ikke for sent.

Min far var der i '48

Da de kastede sten efter soldaterne.

Råbte hurra for republikken.

Men nu tier han. Og drikker.

Men en dag, Henning…

En dag…

Det er op til os.

Glem ikke det.

Kom denne vej rundt.

Op!

Næste!

Vent! Godt, næste.

Der er stadig lidt endnu.

Skynd jer lidt.

Godt. Næste.

Næste.

Tag den væk.

Tag den væk. Godt. Næste.

Næste.

Vent. Læg ti på. Godt.

-Næste. -Læg nu kræfterne i.

Så bliver der måske en ekstra dram. Tid er penge!

-Den skiderik. Tid er penge, hvad? -Det er ham, som er nærig.

-Men sprut er billigt. -Du har ret.

Jeg skal have en dram.

Henning?

Nilsson, Henning. Her.

Tag dig en dram.

Eller vil du ikke have den?

-Jeg klarer mig. -Så deler jeg den med Skräcken.

-Lindgren, Tummen. -Lindgren, Tummen. Ja.

Lindgren, Ture, om jeg må bede.

-Karlsson, Björn-Axel. -Karlsson, Björn-Axel.

Hvad nu?

Jo, ser du, Johanna…

Hun vasker tøj for præsten i Katarina.

Nu har præstefruen opdaget, at vi ikke er gift.

Selvom de har fire børn sammen.

Derfor skal du ikke føle dig tvunget.

Nej.

Men nu vil præstefruen have det i orden.

-Johanna vil ikke miste kunden. -Så der bliver bryllup?

Nu har de fundet ud af det. Det kan ikke undgås.

Det er jo ingen begravelse.

-Nej, det er det ikke. -Du burde være glad.

Jeg bør være glad for, at det er Johanna, jeg skal giftes med.

En, jeg kender.

Det meste til bryllupsfesten var lånt.

Skräcken havde en kuskefrakke på.

Johanna havde lånt det af herskabet.

Fint bryllupstøj med blonder og pynt.

Hun havde også lånt tøj til vidnerne.

Det eneste, der ikke var lånt, var glæden.

Lad mig lige finde det. Se her…

Han er en ægte ekspert.

Det er utroligt. Liv og bevægelse.

Jeg er så tørstig.

Piger, nu skal I bytte tøj. Det er I nødt til.

-Bare lidt længere. -I har haft dem længe.

-I vidste det… -Hun er sød, Klara.

Men det er vel bedst at være forsigtig.

Der er fare for, hun bliver syg.

-Er hun stadig uden arbejde? -Ja. Hun ender bare på gaden.

-Det er synd. Hun er så sød. -De søde går til bunds først.

Malin, hjælp, Lotten nu. Jeg tager mig af Klara.

De skal bytte tøj nu.

Bare rolig, mor. Jeg klarer mig.

-Jeg kommer straks. -Godt.

Nej!

Vær ikke dum!

Kom nu!

-Klara! -Nej.

Så nu kommer du. Det var på tide.

-Mener du det? -Ja.

-Undskyld forsinkelsen. -Det gør ingenting.

Det vigtigste er, at du kom.

Jeg måtte arbejde over i aften. De havde fået en stor ordre.

-Så skal de vel bruge flere folk. -Nej.

Det har de ikke råd til, siger de.

Den slags tør man ikke foreslå.

Klara!

Undskyld. Vi har vist ikke hilst på hinanden.

Jeg hedder Henning.

Henning Nilsson.

Lotten Blom.

Tør vi det?

Vi låner den jo bare.

Vent. Årerne.

-Ja, det var for let. -Vent lidt.

Mor plejer at vaske hernede. Der må være nogle årer.

Her er de.

Det er underligt.

Hvad?

En kvinde druknede sig selv her i efteråret.

Hun havde hverken arbejde eller penge.

Hun tog livet af sig selv. Og børnene.

Det er underligt, at der kan være så smukt og fint her.

Det var to små børn. Og hende selv.

Jeg så, da de trak ligene op.

Hør…

Hvor længe har du været hos Bergs?

Siden jeg var ti år.

Ti et halvt helt præcist.

Hvordan er det?

Man laver det samme 12 timer om dagen. Vi laver handsker.

Fine handsker til fine damer.

Men jeg er næsten begyndt at savne det. Nu da jeg skal holde op.

Hvorfor?

De skal skære ned. Syv af os er blevet afskediget.

Men jeg skal ikke klage. Det er værst for de gamle.

Jeg er dog stadig lidt ung.

Lidt?

Det der med at være ung…

Det er vel, som man føler det.

Jeg føler, jeg har slæbt hele livet. Da jeg var en lille dreng,

følte jeg mig gammel.

Ser du, jeg har aldrig mødt min far.

Min mor døde af kolera.

Jeg blev solgt på fattigauktionen til en møller.

Jeg bar sække for ham, til jeg blev 15.

Så drog jeg af sted ind til byen.

Jeg var heldig, at jeg fik arbejde.

Men for det meste slæbte jeg også der.

Brænde til ovnen.

Hun var altid sulten. Præcis som os.

Byen, jeg havde drømt om.

Der var et eller andet ved den.

I starten var jeg mest bange.

Alting var så uvant og nyt.

Både smukt og grimt.

I starten var jeg mest bange.

Mine første venner i byen mødte jeg på fabrikken.

De var også fra landet. Kerstin og Olle.

De var forlovede

og skulle tilbage til landsbyen og giftes.

De holdt sammen.

Jeg havde ikke nogen andre rigtige venner.

Bortset fra Olles søster. Maja.

Hun var også på fabrikken.

Hun var flere år ældre end mig og voksen.

Jeg var jo bare en dreng.

Men jeg følte mig…

…jævnaldrende med hende på en sær måde.

Indimellem følte jeg mig ældst.

Jeg vil blive i byen.

Jeg vil ikke hjem til foråret.

Der er så meget i byen.

Der er så fint og smukt.

Der er så meget i byen.

Jeg vil blive i byen.

Der er meget sjovere i byen.

Hendes bror forklarede mig det senere.

Olle.

Hun var som et barn, sagde han.

Store barn, kaldte han hende.

De tog hende med ud på landet.

Jeg har ikke set hende siden.

Jeg har mødt hendes slags. De er helt…

Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.

De kan ikke forsvare sig.

Nej. Det samme sagde Tummen.

"De søde går til bunds først," sagde han.

Jeg snakker for meget.

Så meget har jeg ikke snakket i flere år.

Det har jeg heller ikke.

Hør…

-Bliver Malin ikke nervøs for dig nu? -Nej.

Mor ved, hvordan det er. Du ved…

Den slags fester, hvor mændene bliver fulde og skøre.

De bryder ind til os.

Og mor så os sammen. Hun ved, jeg er gået ud med dig.

-Jaså? -Ja.

Hun er ikke nervøs.

-Hør… -Ja…

Det der, du sagde før, om at snakke.

Ja.

Det er sjældent, man tør.

Men jeg synes, det…

Hvad?

Det er, som om…

Som om vi har kendt hinanden længe.

Henning Nilsson. Lotten Blom.

Til hende kunne han fortælle.

Han ville give hende et billede af sit liv.

Via hende opsøgte han det minde, han altid havde undertrykt.

Mindet om et svigt.

Mindet om Annika.

Farvel.

Dengang Henning og Tummen var venner med Annika,

var hun serveringsdame for de fine folk i byen.

Hun var datter af en arbejdsløs kularbejder, der kaldtes Storsäcken.

Det var her, at Henning efterhånden lærte de fattiges fællesskab at kende.

En logerende blandt logerende i det, der var Annikas hjem.

Augusta?

Kom, så skal du se noget.

Jeg brugte min halve løn på dem.

Er de ikke fine?

Du kan prøve dem i morgen. Nu må du hellere lægge dig.

Jeg går også i seng snart.

Annika?

Annika, kom!

Du skal have tøj på. Det bliver så koldt, så koldt.

Kom nu, Augusta!

Hvad helvede?

Hvad helvede?

Mor!

Hvad laver du?

Din datter klæder sig ud som en hore. Som en skide luder.

Min datter er også din.

Blonder? Hvad er det for noget forbandet pjat?

Brænd det.

Lad pigens tøj være. Hun har arbejdet hårdt for det.

Brænd det, sagde jeg!

Hvis hun køber noget nyt, tæver jeg hende!

Det kan du fandeme tro.

De rige sparker bare nedad.

Så bliver man sådan.

Se bare på far.

Han tog Augusta til sig som plejedatter.

Nu ser han hende knap nok.

Men han ser mig.

Bare fordi jeg har prøvet at komme op fra dyndet.

Han kan ikke tåle det.

Som om han vil have, at alt er beskidt.

Det ved du, at han ikke vil.

De har vel sparket for meget på ham, som du sagde.

Du har så fine hænder.

Du burde ikke slæbe så meget og ødelægge dem.

Men du er for flink.

Du fatter ikke, hvordan de er.

Du skulle bare se dem.

Hvordan de…

…rige mennesker gør. De sidder der og ræber.

De kan knap nok spise den fine mad.

Jeg har vel også set en del.

Men hvis man er en pige og kan spille sine kort rigtigt…

Så findes der muligheder.

Men sådan er du ikke, Annika.

Du ved, det ikke er rigtigt at gøre sådan.

Nej, det er klart.

Men rettigheder…

De fattige har ingen rettigheder.

Ikke nogen steder.

I hele verden.

Nå…

Grevinden kommer nu.

Hun har købt ind, ser jeg. Gjort forretninger.

Hvad?

-Hvad er der, far? -Købt en masse fine klæder.

Men det er…

Horeundertøj!

-Men far! -Gå derind!

-Hold op! -Ved du ikke, hvad du gør?

Jeg har ikke gjort noget. Lad mig gå.

Hvorfor kan du ikke være som os andre?

En skøge for de velhavende!

Det er, hvad du er!

Stop!

Hun forsvandt den nat.

Og kom aldrig mere tilbage.

Hun var blevet set i byen sammen med en fin herre.

Hvorfor gjorde jeg ikke noget?

Hvad kunne du gøre?

Når…

…han opførte sig sådan?

Hendes egen far.

Jo.

Jeg føler, jeg svigtede hende.

Vi var jo venner.

Var I bare det?

Ja.

-Men det er vigtigt. -Det forstår jeg godt.

Men svigt…

Hvis nogen svigtede hende, var det hendes far.

Han vidste vel ikke bedre.

Nej.

Men jeg har alligevel ondt af ham.

Man kan se det i hans øjne.

Både når han er ædru, og når han er fuld.

Så du bor der stadig?

Man kan jo ikke finde et andet sted.

Et sted skal man bo, uanset hvor ussel man er.

Du er da ikke ussel.

Sådan må du ikke tænke.

Det var ikke din skyld.

Hør…

Henning.

Jeg…

Jeg har aldrig fortalt nogen det.

Jeg har aldrig turdet.

Men med dig…

Menneskene i drømmenes by, individerne…

Ejede de deres liv og deres drømme?

Hvorfor var der så et fåtal af ejere og et stort flertal, der blev ejet?

Måske herskede byen selv over alt sammen.

Byen som organisme. Den bestandigt sultne samfundskrop.

Alligevel gjorde mange modstand og prøvede at forme deres skæbne.

Sled for tilværelsen.

-Henning? -Hvad er der?

Nu bliver det alvor.

Vær ikke så bekymret.

-Fortalte du ham det? -Skräcken talte med ham.

Nilsson er god nok, siger han.

Ja, ja…

Jeg kan se, at pigen er glad.

Du ved, man bliver jo bekymret.

-Tænk, hvis hun bliver gravid. -Du ved, at Lotten opfører sig pænt.

-Men ulykker sker. -Ja.

For det meste bliver det, som det bliver.

Det ved jeg udmærket.

Havnearbejderne har jo et dårligt ry.

Hvis man tror på, hvad folk siger.

Men det skal man måske ikke.

Hvis Skräcken siger god for den dreng,

så kan du være rolig.

Kan du godt lide Lotten?

Ja.

-Og I er blevet enige? -Ja.

Jeg ved, at du er alene, uden familie.

-Men arbejde har du. -Ja, jeg er havnearbejder.

Det er fast arbejde.

Det er godt.

Men hvis man skal have Lotten, må man gifte sig med hende.

-Ikke bare flytte sammen. -Det er jeg med på.

Jeg vil gerne…

-Det vil jeg gerne, mener jeg. -Ja.

Så henter jeg kaffen.

Jeg brygger den som regel i koppen. Det går hurtigt.

Pas på, den er varm.

Pas godt på hende. Hun er alt, hvad jeg har.

Der var nu gået lang tid, siden Annika havde forladt hjemmet.

Hendes soveplads var optaget af Tummens Matilda.

Faren talte aldrig om sin forsvundne datter.

Den tilbageværende, plejebarnet Augusta, ignorerede han.

Så længe hun tjente penge til familien gennem arbejdet på tobaksfabrikken.

Det samme gjaldt væversken frøken Tornberg.

Hun blev ladt i fred, så længe hun betalte husleje.

Hvad farveren Johansson angik, var penge intet problem.

Farveren var en mand, med en del besiddelser.

-Tænk på søndagen. -Hvad med den?

Du skal holde den hellig.

Ville du noget?

Her findes nektar og ambrosia

til den sjæl, som længes.

Skal vi ikke tage noget med? Til madposen?

Lotten ville pakke til os alle.

-Hun var meget bestemt på det punkt. -Jaså?

Se hellere at komme af sted. De er allerede startet på brændevinen.

-Er det farveren… -Den satans karl.

Skal du ikke have noget, Nilsson?

-Nej tak. Jeg klarer mig. -Jaså?

Nå? Er det fint?

Hvem der bare kunne sige det?

Kom så. Sådan.

Kom så.

-Er han der stadig? -Ja.

-Men han er lidt sur. -Ja, han er jo så stolt.

Det er en fin kat, vi har.

Han virker sulten.

Tænk, vi kan blive så glade for et dyr.

"Han er som et barn", siger Herren.

-Er det Bibelen? -Det tror jeg ikke. Jeg ved det ikke.

Lille missekat…

Lille missekat…

Bide mig i næsen? Se der! Jeg klarede det!

Jeg klarede mig! Jo, jeg gjorde!

Nej, nej! Væk! Væk, dit væmmelige uhyre!

Væk!

Ja, jeg er Herren

over alle mus og fluer,

tudser, lopper, lus!

Skræmte jeg dig? Det var ikke meningen.

Jeg ville også bare sole mig.

Jeg vil ikke forstyrre dig.

Det blev så larmende dernede. I huset.

Storsäcken er allerede fuld.

Men sådan er han vel.

Hvor fik han da brændevinen fra?

Jeg ved det godt.

Jeg ved det.

Han kunne holde lidt igen.

Især i disse svære tider.

-Den er fin. Hvem fik du den af? -Henning.

Må jeg se den?

Den er fra udlandet.

-Sikke det bruser. -Det er havet.

Man siger, at Storsäcken tager hele din løn.

Ja…

Han kunne godt kræve lidt mindre af så ung en pige som dig.

Hans plejedatter.

Ja, det er blevet værre, efter at Annika forlod os.

Det har jeg bemærket.

Hvad laver du egentlig på tobaksfabrikken?

En hel del.

For det meste tørrer jeg det op fra gulvet, de spilder.

-Så bruges spildet også? -Ja, man laver cigarer af det.

-Er det ikke kedeligt i længden? -Jo.

Men jeg laver også andet.

Men det er stadig dårligt betalt.

Ja.

Og Storsäcken tager det hele.

Ja, det er ikke godt.

Synd og skam.

Hør, Augusta.

Hør, hvor det bruser.

Det er sgu en farce alt sammen.

Folkets sejr.

De fattige må ikke stemme.

Fremskridtet…

Ja, ja, det lyder godt, men intet sker.

-Mens græsset vokser, dør koen, mener du? -Ja.

-Sådan er det. -Det var værre før.

Det er bare en undskyldning.

Se!

Kom, Lotten, vi løber hen og kigger.

Det er Klara!

Klara!

Det der er lidt for tungt for en ung dame som dig.

Må jeg hjælpe lidt til?

Sådan.

-Hvad i alverden… -Hvad er det?

Hvem kan have tabt den?

Det er bare om at samle den op.

Og få lidt ekstra i kassen. Det er der brug for.

Der er ingen grund til at undre sig over det.

Som sagt er der slet ikke nogen grund til at undre sig over det.

Det er bare om at samle den op og få lidt ekstra i kassen.

Bare bøje sig lidt.

Jeg vil bare mærke, hvor blød din hud er.

Præcis som en lille missekat. Bare ae lidt.

Ae lidt…

-Mit barn, hvad er der? -En rigsdaler.

Og noget sæbe.

"Vask dig som en lille hund", sagde han.

"Vask dig som en lille hund."

En rigsdaler. En hel rigsdaler.

Den djævel!

-Henning! -Din djævel!

-Henning, for helvede! -Jeg legede bare.

-Henning! -Jeg legede bare med hende.

Jeg legede bare. Jeg legede bare med hende.

Henning! Tag det roligt.

-Henning! -Nej!

Jeg legede bare med pigen. Jeg legede bare…

Så, så…

Så, så…

Det her kan ikke blive ved.

Det kan ikke fortsætte sådan.

Matilda og jeg flytter, hvis det fortsætter sådan.

Den farver må ikke komme tilbage. Der må ske noget.

Hører du? Der må ske noget.

Det nytter ikke, Nilsson.

Han hører ingenting.

Han er som en død.

Det nytter ikke.

-Nej! -Hvad har du gjort?

Slå mig ikke! Jeg har ikke gjort noget.

FRIHED

RETFÆRDIGHED

ARBEJDE

Der blev mere tomt i Storsäckens hus. Farveren forsvandt.

Augusta søgte ind hos kvindernes mission i Vita Bergen.

Matilda flyttede ind hos Lotten.

Henning blev boende.

Men frøken Tornberg gik bort for altid.

Det var brystet, sagde man. Hun døde, som hun havde levet.

Stille og diskret.

Det efterår mistede Henning arbejdet i havnen.

Så han kunne ledsage Augusta og følge frøkenens kiste til fattigkirkegården.

Ørkenen og det tørre land skal blomstre en dag.

Nøden skal vige.

Vildmarken skal blive et glædeligt sted.

-Er det Bibelen? -Det tror jeg.

Sådan siger de i missionen.

Lotten?

Jeg kommer straks tilbage.

-Hør… -Ja.

-Jeg har fået arbejde. -Nej!

-Jo. -Det er skønt.

Hvad er det?

Skräcken ordnede det.

Nogle store kanoner nede i havnen skal renovere en lagerbygning.

-Det dækker hele vinteren. -Så lykkedes det.

-Det virkede så håbløst. -Ja.

Skräcken og jeg starter i morgen.

Men manden er sildeimportør.

Så jeg kommer nok til at lugte derefter.

Fine handsker til fine damer.

Sildehandleren, Bodin , havde en yngre bror, Fredrik,

som gav ham bekymringer på grund af sin holdningsløshed.

Men der var sket en forandring.

Ikke mindst i Fredriks forhold til kvinder.

Det virkede, som om han var ved at falde til ro.

Men hvad sildefirmaet angik, var hans engagement utilstrækkeligt.

-Sikken lugt. -Den burde du have vænnet dig til.

Hvis du gik op i firmaet.

-Er det alvor denne gang, Fredrik? -Alvor og alvor…

Ja eller nej?

-Ja, det er faktisk alvor. -Godt.

Men en ting må du forstå. Pigen skal sige op på kroen.

Ellers giver det et dårligt indtryk.

Det forstår jeg…

Skal jeg være ærlig, er det familien, som presser på.

-De mener vel… -Familien?

Bliv nu ikke stødt.

Jeg siger det for din egen skyld.

Hun må gerne begynde her på kontoret.

På betingelse af, du passer dit arbejde og tolererer stanken.

Det er den, vi lever af, lillebror.

Hør, der kommer vel ingen fremmede damer?

Nej, det er bare Malin og Johanna. De holder vagt derude.

Ja, der er vel ingen fare for,

at der kommer damer, sådan som man lugter.

Nu er det vist nok.

Det var hårdt at arbejde i havnen.

Men det var bedre end at skære sild ud.

Hør…

Hvor længe har du været i havnen?

Det ved kun Gud og Lundström.

Men længe er det. Et helt forbandet liv.

Her kan du se årringene.

Gad vide, hvornår man ikke kan mere?

Ja, sådan tænker jeg også indimellem.

Du er en ung mand. Men du er jo ikke just bygget til at være havnearbejder.

Nej.

Det må gå alligevel.

Det er der meget, der må.

Bare man ikke tænker for meget over det.

For gjorde man det, så var fanden løs.

Penge.

Det handler kun om penge.

Alting er bygget på penge.

-Hører I? -Ja.

Nå? Gør du det?

Hvorfor betaler du så ikke huslejen?

I går…

I går? I går?

Men i dag, ikke en rød øre.

Sælg dine aviser og betal, hvad du skylder.

Dit forbandede svin.

Nu skal jeg sige fruentimmeret en ting.

Her boede engang anstændige mennesker.

Og jeg…

-Går du, Nilsson? -Ja.

Nej, bliv her.

Alle går deres vej.

Sæt dig ned og tag en dram.

Tak, men jeg ved ikke…

De går deres vej…

Den ene efter den anden.

Men det vil jeg blæse på.

Når ens eget kød og blod…

De andre er jeg ligeglad med.

Men Annika…

Sæt dig ned.

Der er også kaffe. Eller hvad?

Ja.

Jeg mener…

Du behøver ikke tage en tår, hvis du ikke vil.

Men skål alligevel.

Skål.

Man har brug for nogen, der forstår en.

Jeg kan ikke tale med min kone. Hun er for skræmt.

Der er ingen tilbage.

Den djævel af en farver var ingen engel.

Men jeg kunne snakke med ham.

Syv år…

-Syv år? -Ja.

Syv nådens år.

Skål.

-Skal du have kaffe nu? -Nej tak.

Nilsson, forstår du, i mit fag…

-Der har vi en regel. -Hvilken?

Når man er kularbejder, er man færdig som 50-årig.

Så er man nedslidt. Det er reglen.

Man dør.

Det er reglen.

Og jeg er 57 år.

Mine nådens år er opbrugt.

Men…

Jeg kan mærke det i marv og ben.

Men det betyder intet.

Annika…

Jeg ved godt, jeg slog hende.

Det var for hendes egen skyld.

Jeg ville ikke have, at hun…

Det var ikke meningen, at…

Nej!

Hvad er det her?

Jeg hvilede mig bare lidt.

-Hedder du ikke Henning Nilsson? -Jo.

-Tidligere havnearbejder, ikke? -Jo, hos Lundström

Det er rigtigt.

Vi skal have en ny træbelægning på den der side også.

Hele vejen ned.

Men det haster. Lasten skal ind hurtigst muligt.

-For mærkningens skyld? -Netop.

-Sild bliver harsk, hvis… -Ja, det sagde direktøren.

Tak.

Goddag.

-Jeg skulle hente min løn. -Lige et øjeblik.

Nogen bad om at få sin løn.

Godt.

Hvad var navnet?

Nilsson.

Henning Nilsson.

Det er fra den 5. november, kan jeg se.

Skriv under her.

Du må forstå, Henning. Du må ikke foragte mig.

Bodins ved ingenting.

I virkeligheden, mener jeg.

Men de kan lugte fattigdom.

De rynker på næsen af mig, fordi jeg var serveringsdame.

-Det skal du ikke tage dig af, Annika. -Det ved jeg godt.

De skal ikke vide, hvor jeg kommer fra.

Fredrik Bodin og jeg er forlovede, ser du.

Jaså?

Nå.

Skal han overtage firmaet?

Det ved jeg ikke. Måske senere.

Hør…

Jeg er næsten flov over at spørge…

Hvordan har mor det?

Jeg ved slet ikke, om hun lever.

Jo, hun lever. Det er værre med din far.

Ham er jeg ligeglad med.

Tag de her sedler med og giv mor dem.

Sig, at du mødte mig på gaden.

Sig ikke noget om Bodins.

-Men Annika… -De skal ikke vide noget om det.

Din far har det skidt.

Han er helt forandret. Som om han sørger sig til døde.

Sørger sig selv til døde?

Han må ikke vide noget om mig. Hører du?

Han er så pokkers syg og dårlig.

Han spørger efter dig.

Henning?

Du tænker så sødt. Det har du altid gjort.

Men husk, hvad han gjorde mod mig.

Det kan jeg aldrig glemme.

Jeg vil aldrig nogensinde se ham igen.

Mærkerne på min ryg er borte.

Men indeni…

Der vil de altid være.

Annika…

Jeg må gå nu.

Pas godt på dig selv.

Tag vare på dine hænder.

Åsöberget havde i mange år været sømændenes og havnearbejdernes klippe.

Enken efter en værftsarbejder ville ikke længere bo her alene,

så Tummen og Henning tog deres piger med herop

en sommersøndag i 1867.

Mændenes løn dækkede knap nok huslejen for huset.

Men de var jo fire om at dele den.

-Kom ind. -Kan vi bare gå ind?

-Ja. -Kender du dem, der bor her?

Nej, men jeg tænkte, vi skulle sige goddag.

-Vi kan ikke bare gå ind. -Jo.

Her virker helt tomt.

-Der bor jo ingen her. -Jo, nu.

Hvis I altså vil.

Da de to par overtog huset på Åsöberget,

havde Henning og Tummen fået deres job i havnen tilbage.

Lotten sled som vaskekone sammen med sin mor, 13 timer dagligt.

Matildas vagter på væveriet var ofte endnu længere.

Trods deres lave løn var de fire privilegerede.

De havde et sted at bo, at være i fred, at leve.

PAUSE

Så du kom til sidst.

Ja.

Jeg kom, så snart jeg hørte det.

Henning fortalte mig det.

Det var pænt af ham.

Men jeg bad ham ikke om det.

Han er forresten flyttet. Også Matilda.

-Men det ved du måske? -Ja, det sagde han.

Ja, de begiver sig på vej. Den ene efter den anden.

Der er snart helt tomt her.

Men hvem er det, der laver bål ude i gården?

En midlertidig lejer.

En kularbejder som din far, hvis du vil vide det.

-Mor. -Nu får du lidt at sutte på.

Her.

Tænk, at hun er blevet så stor.

Ja, men hun ved ikke engang, at hun har en storesøster.

-Jeg fik aldrig fortalt hende det. -Det forstår jeg godt.

Men du ved jo, jeg ikke havde noget valg.

Du ved, hvordan han var.

-Vil du se ham? Han er ude i skuret. -Mor…

Han spurgte efter dig. Hele tiden.

Havde han smerter?

Ikke værre end de fleste.

Hvad vil du gøre nu? Bliver du boende her?

Jeg flytter hen til min søster. Jeg klarer mig nok.

-Vi må tale om det efter begravelsen. -Jeg kommer ikke.

-Annika? -Det går bare ikke.

For jeg skal snart giftes.

Min forlovede ved næsten ingenting om mig.

Han og familien må ikke få noget at vide. Derfor må jeg bede dig om en ting.

Jeg må bede dig om, at du ikke opsøger mig.

Prøv at forstå mig.

Det er min eneste mulighed.

Ellers ender jeg igen i sølet og snavset.

-Jeg vil jo bare noget andet. -Ja, jeg ved, hvad du vil.

Jeg skal ikke stå i vejen for dig.

Jeg tog lidt penge med, mor. Det kunne jo…

-Jeg kan sende flere senere. -Du skal ikke bekymre dig.

Så farvel, mor.

-Kommer damen ikke tilbage? -Nej.

Hun havde lidt travlt.

-Hun havde fint tøj på. -Ja.

Det har du ret i.

Det var den store hungersnøds tid.

Misvæksten ude på landet drev folk ind til byen,

hvor de søgte den daglige føde, koste hvad det ville.

Folk, der havde arbejde, måtte nu forsvare deres ret til det.

Deres ret til det daglige brød, som alligevel ikke rakte.

Der var for mange munde at mætte.

HERRER

SKATTER

SLAVERNE OG DERES HERRER

Hiv til!

Jeg er ked af det. Jeg kan ikke klare det.

Pokkers…

Men brændevin kan du godt klare. Tørsten!

Hold kæft. Hvad er det for en opførsel?

Det er, som han siger.

Jeg kan ikke andet end drikke.

Der er ikke meget andet at lave.

Hiv til!

Jeg er ikke skabt til det arbejde.

Han har studeret.

Men han drikker som et svin.

Og hvad gør det?

Han ved en masse.

Og det er Torsten, ikke Tørsten.

Han ved en masse vigtige ting.

Så ved man, hvad der er vigtigt, når Tummen siger det.

Og så?

Han har også været i Frankrig. I Paris!

-Du finder på det. -Nej, for pokker.

Torsten?

-Du har da været i Paris? -Tja…

Jeg var ikke selv med.

Men jeg mødte dem, der var med.

I ved, det eksploderede der i '48.

Ja, netop. Barrikaderne.

Jeg har ikke selv været på barrikaderne. Men…

Engang…

…kom nogle omrejsende skræddere hjem fra Paris.

Og boghandlere.

Jeg kan huske en af dem.

-Jeg tror, han stadig lever. -Hvem?

Den livlige. Ham i den spanske kappe. Pehr Götrek.

Han læste minsandten evangeliet.

-Jeg fik bogen af ham. -Hvad handler det om?

Hvad det handler om?

Det handler om frihed, tænker jeg.

Men bogen? Husker du noget om den?

"Proletarer i alle lande, foren jer."

"Proletarerne har kun deres lænker at tabe."

"De har en verden at vinde."

-Hvad er der med Rudde? -Jeg tror, han er træt.

-Jeg så hende i går? -Hvem?

Annika.

Hun kørte i hestevogn med en satans laps.

Pelskrave og hele baduljen.

Det var vel Fredrik.

-Hvilken Fredrik? -Silde-Bodin, ved du vel.

Annika må være gift med ham nu.

Det har hun da godt af. Gift med en sildeflåer.

Du ved da godt, Annika har haft det svært.

Hvem fanden har ikke haft det svært?

Uanset hvordan man ser på det…

-Så er hun en klasseforræder. -Hvordan har Rudde det?

-Sådan har han været hele dagen. -Måske er det maven.

Jeg troede, han var træt.

Fandens!

Hvordan går det med væksten?

-Væksten? -Eller hvad man skal kalde det.

Penge…

Pengene.

Pengene.

Ifølge lægens og til en vis grad politiets vurdering…

…så var det et slagtilfælde.

-Det overrumplede ham simpelthen. -Det forstår jeg.

Han faldt om ved skrivebordet

og tog olielampen med sig i faldet.

På trods af din indsats…

…så blev det for meget for ham.

Han var jo ikke ung.

-Var det hjertet… -Ja, netop.

Men vi er taknemlige for, at han ikke blev brændt ihjel.

At han døde fredeligt, mener jeg.

Jeg vil endnu engang udtrykke både min og firmaets store taknemlighed.

Det lykkedes jo at få branden under kontrol.

-Så lageret blev reddet? -Ja, netop.

Jeg vil gerne godtgøre dig for det.

Ifølge Lundström har du brug for at være sygemeldt.

Ja, jeg brændte skulderen. Men det skal De ikke tænke på.

Jo, det skal jeg.

Se her. Tag dem som en lille godtgørelse.

Det var jo dig, som reddede pengekassen.

-Det er alt for meget… -Det er det ikke, Nilsson.

-Det er alt for meget. -Nej, det er ret og rimeligt.

Men så siger jeg mange tak.

Det er mig, der takker.

Jeg håber, at du får gavn af pengene.

Tak.

Men han fik 100 rigsdaler.

Det er mere, end jeg tjener på flere måneder i havnen, med overtid.

Og hvad så?

Fatter du det ikke?

De tror, penge løser alt.

-Men… -De affærdiger dig med drikkepenge.

Nu er du uretfærdig.

Henning blev ikke affærdiget.

Men Henning reddede både lageret og pengekassen.

Hvor meget var der i den kasse?

100 rigsdaler!

Så meget for taknemlighed.

Al den bukken og skraben…

Du har ret.

Vi bukker for meget og for tit. Men undertiden er vi nødt til det.

Jeg mener det ikke personligt. Det ved du vel?

Jeg bliver bare så vred over hele situationen.

Undskyld, hvis jeg prædiker.

Prædike er det rette ord for en, der er så glad for kirken.

-Matilda. -Fortsæt.

-Du ved, vi har brug for pengene. -Jeg mente det ikke sådan.

Vær ikke vred på mig.

Ikke kun Henning bøjer nakken af og til. Det gør vi alle.

Men det er det, der gør mig rasende. Det forstår du vel.

Lotten…

Det er klart.

Man må lukke damp ud.

Jeg ved ikke, hvad der er med mig.

Det skyldes noget helt andet.

-Hvad er det? -Det er Torsten.

Han er død.

Det var pokkers. Det vidste jeg ikke.

Du har ikke sagt noget.

-Var det i dag? -I eftermiddags. Da vi læssede af.

Han faldt i og druknede. Vi bemærkede det ikke.

Han var vel fuld.

Han kunne ikke så meget andet her i livet.

-Hvor gammel var han? -Over 50, tror jeg.

Men han var let som et barn, da vi løftede ham.

Underligt.

Jeg kendte ikke engang hans efternavn.

Det var altid bare tørstige Torsten.

Men nu ved jeg det.

Åslund.

Torsten Åslund.

Underligt, at han var så let.

Som en lille dreng.

-Jeg fik bogen af ham. -Hvad handler det om?

Hvad det handler om?

Det handler om frihed, tænker jeg.

Frihed.

Mens sulten tvang folk til at udvandre til en fremtid mod vest,

helligede herskerne sig en fortid mod øst.

Det var den vej, Karl 12. pegede.

Altså den statue af helten, der skulle afsløres i 1868.

De fattige blev udelukket med glitrende lægter og dyre tilskuerpladser.

Rygtet om uretfærdigheden spredtes hurtigt,

og det greb en del mennesker, som en storm.

Stop!

Det går ad h… til.

Ad h… til.

Ude i Europa havde Pariserkommunen vakt nyt håb.

Et håb, der blev knust. Der, ligesom her, blev alt ved det gamle.

Havnearbejder Henning Nilsson og konen Lotten havde tre børn sammen.

En søn, August, og døtrene Emilie og Gertrud.

Med forældreansvaret steg bekymringerne over arbejde og udgifter

og fik dem begge til at ældes hurtigt.

-Matilda fortalte det vel? -Ja.

Tænk, at de bare fyrede ham.

Hvis lederne hører ordet "fagforening", fyrer de folk uden videre.

Tummen måtte gå…

…mens jeg så på.

Der var ikke meget, du kunne gøre.

Men jeg burde også have stået på den liste.

Hvilken liste?

Vi skulle skrive vores navn på den for at støtte fagforeningen.

Men det var kun Tummen, der turde gøre det.

Vær glad for, du ikke mistede arbejdet.

Nu har jeg selv sagt op.

-Hvad siger du? -Det er ikke for at være helt.

Jeg starter på sildefabrikken igen.

Det giver mindre om ugen.

-Men der er arbejde hele året. -Det er godt.

Hvorfor har du ikke sagt noget?

Ikke før det var på plads.

Det var Fredrik Bodin, som spurgte mig.

Eller direktøren, som han nu hedder.

Tænk engang. Fast arbejde.

Og løn om vinteren.

-Og så kan du være indenfor. -Ja.

Det er godt på sin vis.

Du ved, jeg har jo arbejdet i havnen i ti år.

Jeg føler mig som en forræder.

-Og så det med Tummen. -Ja…

Matilda talte om et midlertidigt job i et bageri.

Det er rigtigt. Nogen skaffede ham det, selvom han ikke er med i forbundet.

Snart er han vel dækket af mel, mens en anden stinker af sild.

Er det så slemt?

Så får vi både fisk og brød i huset.

Hør…

Er du ikke en smule glad?

Jeg mener, det er jo fast løn.

-Og med børnene og alt det… -Naturligvis.

Du har ret.

Men du ved, i havnen…

Man føler sig mere fri der.

Fri?

Det er nok bare indbildning.

Om foråret…

Når isen bryder op.

Når alle skibene kommer.

Tror du ikke, jeg har følt det samme?

Når jeg vasker tøj hele den kolde vinter.

-Men den frihed kan man ikke leve af. -Nej.

Og dog kan du vel ikke mene, at Tummen begik uret.

-Ved at nægte at bukke og skrabe? -Sådan mente jeg det ikke.

Jeg kan vel også have ret.

Ret til at være glad for, at børnene får mad til vinter.

-Den ret kan du ikke tage fra mig. -Hør, Lotten…

Bliv ikke så vred.

Det var ikke min mening.

Hør…

Det er underligt.

Det er, som om jeg kun taler om mad.

Jeg forstår, hvad du mener.

Men vi har så mange munde at mætte nu.

Og frihed…

Den eneste frihed, jeg føler, er hos dig.

1874, 25-årsjubilæet for Bodins firma.

En demokratisk personalefest i Bodins sommerhus.

Hør her, fru Nilsson, det er ikke tit, man ser så velopdragen en dreng.

Hedder han August?

Ja, men vi kalder ham Agge.

-Hvor gammel er han? -Han fylder seks næste gang.

Nilsson, vi talte om, at du har en dygtig dreng.

Jaså. Tak.

-En rigtig lille herre. -Ja, herre…

-Har han søskende? -Greta, tag verandaen nu.

Sig til dem i køkkenet, at vi skal bruge mere pålæg.

-Har han søskende? -Ja, vi har to piger.

Men de er for små til at være med her.

Stille og anstændige folk, Nilssons.

Propre på sin vis.

Der findes fattige folk, som kan holde sig rene og pæne.

Hvis du bare vidste, hvad den renlighed koster.

En dygtig dreng, sagde han.

En rigtig lille herre.

På de ansattes vegne

takker jeg respektfuldt for denne fest

og ønsker firmaet alt godt

og en fortsat lykkelig fremtid.

Et firefoldigt leve for direktør Bodin og hans kone.

De længe leve!

…og en fortsat lykkelig fremtid.

KOM TIL MIG, ALLE SOM ARBEJDER OG BÆRER TUNGE LÆS, SÅ SKAL JEG GIVE JER HVILE

Lotten Nilsson, født Blom, fabriksarbejderske, vaskekone.

Ægtemand: Henning Nilsson, havnearbejder, lagerarbejder.

Tidligere børn: August, født i 1868,

Emilie, 1870, Gertrud, 1871.

Dødfødt drengebarn registreret den 14. december 1877.

TIL MIN DATTER EMILIE PÅ HENDES OTTEÅRSFØDSELSDAG

-Et "E". -Ja.

Det står for Emilie.

Og blomsterne…

…er forglemmigejer.

Se, hvad jeg fik af far. Er det ikke fint?

Må jeg se det?

Du får også noget fint, når det er din tur.

Hvad sagde direktøren?

Det er håbløst.

De er nødt til at skære ned og fyre folk.

Men han var så flink at tale med havnearbejderne.

-Så det er havnen igen? -Ja.

Men det kan du ikke klare.

Selvfølgelig kan jeg det.

Hr. Bodin tror, jeg kan komme tilbage, når tingene bliver bedre.

Men din hoste? Tror du ikke, jeg hører den?

Man er jo nødt til det.

Lotten, vær ikke bekymret.

Hør…

-Jeg har noget sjovt at fortælle. -Hvad?

Bodins har inviteret Agge med på landet.

-Mener du det? -Ja.

-Han kan være der hele sommeren. -Men…hvad sagde han?

Han spurgte om, hvordan du og Agge havde det.

Hvor gammel Agge var.

Tænk, at han stadig kan huske drengen.

Vi skal ikke tænke på at købe tøj til ham.

Han og Annika mener vel, at det vil gøre det lettere for os.

Nu da jeg må stoppe på sildefabrikken.

Græder du?

Jeg troede, du ville blive lykkelig.

Du skal vide, at jeg er glad. For drengens skyld, mener jeg.

Det hele er så forvirrende.

Jeg var begyndt at føle mig tryg.

Men det er væk nu.

Jeg føler mig bange.

Vær ikke bange.

Der er intet at frygte.

Der er strejke. Men ikke i Stockholm, hvor kun rygterne cirkulerer.

I Nordsverige demonstrerer tusinder af arbejdere bevæbnet med køller.

Adspurgt om de vil tilbage til arbejdet, siger de:

"Så hellere dø."

Sveriges konge sender et telegram til Sundsvall:

"Berolig alle venligtsindede og advar alle urostiftere."

"Tålmodigheden må have en grænse."

På den niende dag er al modstand knækket

ved hjælp af kanonbåde og militær.

Magtens repræsentanter kan sammenfatte:

"Kriminelle handlinger som denne strejke vil altid blive bekæmpet i Sverige."

"Lovens arm er mægtigere end deres."

"Gud velsigne jer. Leve kongen."

"Vil I vende tilbage til arbejdet?"

Det var spørgsmålet i Sundsvall.

Det var spørgsmålet!

"Så hellere dø", sagde de.

Men de smed deres køller på amtmandens ordre.

Hører I det, drenge? De smed køllerne…

Henning?

Hvordan har du det?

Når den her hoste holder op…

-Så får jeg det fint. -Tag den her.

Så letter det i brystet.

Så for den ene gangs skyld.

Drenge…

Jeg har tænkt på noget.

Det er…

-Jeg har altid været for bange til det. -Hvad da?

Jeg har ikke turdet…

Det her med fagforeninger og strejker og den slags.

Hvad med det?

Du har slæbt og gjort din del.

Jeg mener, for Lotten…

…og børnene og det hele.

Jo, men det er jo netop det.

Du sagde engang, at nogen må gå forrest for at få forandring.

-At nogen må ofre sig. -Ja.

Du sagde, at det handlede om klasseforskel.

Men hvis man nu skal gå forrest…

…for at gøre noget, ofre sig…

…så må man jo også ofre sin familie.

Selvom…

…jeg ikke kan bruge familien som påskud, når jeg bare er bange.

Bange?

Du er sgu ikke noget bange menneske.

Hvis det virkelig kommer til stykket…

…så ved vi, vi kan regne med dig.

Ja.

Men tag nu Bodins.

August har været der to somre i træk.

Nu vil de betale for hans skolegang.

Det har jeg hørt. Sildedirektøren og serveringsdamen er blevet liberale.

Men…

Er det at svigte sin klasse, hvis man tager imod den slags?

Nej, ikke nødvendigvis.

Det afhænger jo også af Agge.

Han må ikke blive deres lakaj.

Du må give ham klassebevidsthed.

Ja…

Jeg ved ikke, om det kan kaldes klassebevidsthed, men…

Jeg vil gerne give ham et godt minde om os.

Så han husker, hvor han kommer fra.

Hvad fanden, Henning?

Du må prøve at tage det roligt.

Du må holde fri.

Men det har jeg ikke råd til.

Lotten har bekymringer nok med at barn til på vej og alt det.

-Hvis bare forkølelsen går væk… -Forkølelse?

Du har hostet i et år.

Du overdriver.

Det har du altid gjort.

-Ikke også? -Jo.

Skål.

Skål.

Pas på.

Han har forandret sig.

-Hvem? -Agge.

Det er vel læseriet.

Han går hen til Bodins hver uge og låner bøger.

Det kan ikke være godt for hans øjne…

…at læse til langt ud på aftenen.

Men at han læser, kan ikke være forkert.

Gid alle børn fik chancen.

Men det har vi ikke råd til.

Vi har slet ikke råd til børn.

Sådan må du ikke tænke.

Hvordan ville verden se ud, hvis vi ikke turde få børn?

Nej, det ville være et trist sted,

hvis der ikke var børn.

Som dig, for eksempel.

Du ved, mor, da jeg fik den dødfødte…

…var det så meningsløst.

Al den smerte til ingen verdens nytte.

Jeg var ved at opgive.

Henning siger, at han ikke kan være mere forsigtig.

Han kan ikke være så forsigtig, at han bliver bange.

Det har han nok ret i.

-Vil fru Nilsson have kaffe? -Ja tak.

Men kun hvis hun holder op med at tale om at have råd til det.

Råd?

Råd til hvad?

Til at leve, at få børn.

Det var vel dumt sagt af mig, mor.

-Jeg mente det ikke. -Nej, for råd har vi aldrig.

Men man må skaffe sig det.

Ellers bliver det hele for trist.

Efteråret 1879.

Henning fortsatte i havnen, og Bodins betalte for Augusts skolegang.

De små piger havde fået arbejde, og det tilskud var tiltrængt.

Især da Lotten fødte deres fjerde barn.

En dreng, der blev døbt Olof.

Mor? Kom.

Vi har vist ikke hilst på hinanden.

Jeg hedder Henning. Henning Nilsson.

Henning!

Henning Nilsson døde af tuberkulose som 34-årig i 1879.

To år før Robert Koch opdagede tuberkulosebakterien.

Og to år før August Palm kom til Sverige for at prædike om socialisme.

GAVE FRA MIN FAR TIL MIN FØDSELSDAG

Hold op med at gruble over det. Det er for tungt.

Jeg ved det.

-Det nager mig bare. -Det forstår jeg godt.

Men du må ikke gruble over det.

Hvad ville Henning have tænkt?

Jeg føler, jeg har solgt drengen.

Det nytter ikke at tænke sådan, Lotten.

Hør…

Hvad er arrangementet med dem? Er der nogle særlige vilkår?

Jeg ved det ikke.

Bodins har jo ingen børn, så…

Jeg tror, han har lovet at betale for Agges opfostring.

Så han kan få en uddannelse.

Men det er vel en god ting.

Det er til Augusts bedste.

Ja, det sagde direktøren også.

"Det er bare til drengens bedste."

Annika Bodin lovede mig, jeg ville kunne se Agge en gang om ugen.

-Og så gav de mig 100 kr. -Se selv.

-Alting skal nok ordne sig. -Mor!

-Jeg er klar. -Jeg kommer.

Men det er synd, I skal flytte. Der bliver så tomt.

Det vil jeg heller ikke. Men vi er nødt til det.

Det er billigere at bo hos mor.

Vi må vende hver eneste øre.

Det er så forbandet. Det handler altid om penge.

Hvor meget husker børnene?

Olof er jo så lille.

Han vil ikke kunne huske sin far. Men de andre?

Naturligvis husker de ham.

-De glemmer ham ikke. -Tror du ikke?

-Så du skal af sted? -Ja.

Det er bedst, at vi går nu.

Bodins venter nok på dig.

Agge…

Farvel.

Husk at besøge os, ellers får du en endefuld!

Farvel.

-Du har glemt kasketten. -Farvel, dreng.

Ja, Agge…

Det skal nok…

Det…

Det skal nok blive godt.

Er du sikker på, du selv klarer det nu?

Skal jeg ikke gå med længere?

Så siger vi farvel.

Pas godt på dig selv.

-Pas på dig selv. -Jeg kommer jo hver onsdag.

Det er fint.

Hver onsdag.

Farvel så.

Pas godt på dig selv.

Glem os ikke.

Tekster af: Henrik Jakobsen