All language subtitles for B.89

Kunne Morten selv have sendt det?

Jeg ser først nu, hvem der har
skrevet den. Weyses ekskone!

- Behold bladet.
- Goddag, lille Fanny.

Rationeringsmærker?
Han har stjålet dem.

Vi finder ud af det.
Alt bliver godt.

- De er fuld af løgn!
- Villumsen er blevet afsløret.

Du har tænkt dig at sende det?

Jeg kommer lige ud fra badeværelset,
og så står frøken Edith med en spand.

Er det ikke hendes arbejde?

Der er mere. Hun havde
gjort klar til den nye gæst.

- Ved du, hvem det er?
- Nej, det gør jeg ikke.

Hr. Weyses tidligere hustru,
Fanny Fjord!

Skulle vi ikke gå?

Jeg forstod på frøken Edith,
at hr. Weyse har inviteret hende.

- Hr. Weyse, er De der?
- De damer.

- I har badet. Var vandet dejligt?
- Ja.

- Smut I ind og skift, drenge.
- Vi hører, De får besøg.

- Deres tidligere hustru.
- Nå ja. Fanny var i Skagen.

Hun skriver en artikel om fru Betty
Nansen, der har sommervilla der.

- Hun ville se det gamle hotel.
- Betty Nansen?

Nej, Fanny.

Fanny!

Jeg glæder mig til at hilse.
Det var jo før min tid.

- Du husker hende vel.
- Udmærket.

Middelmådig bridgespiller, men klog
nok til at komme ud af ægteskabet.

Jeg kan tydeligt huske hende.
Hun elskede at komme herud til kaffe.

- Det er mærkeligt efter så mange år.
- Måske skal de snakke gamle dage.

- Hr. Weyse skriver sine erindringer.
- Flere?

Nej, det skal helst smage
af leverpostej.

Fanny Fjord er fremme inden frokost.
Er der klar på værelset?

Det hele er arrangeret. Hvor bliver
det hyggeligt, at hun kommer!

- Jeg fik lige posten.
- Tak.

Det her må være gået galt. Det er til
en Stefan Berger sendt fra Tyskland.

- Kan det være en af tyskerne?
- Der står vores adresse på.

- Du har ret. Jeg ringer.
- Har de fortjent det?

Det er klogt
at bevare det gode naboskab.

- Kan jeg få Hotel Udsigten?
- Far og jeg kører til Skagen.

- Vil du med?
- Jeg har ikke tid.

Lad hende være.

Det er et brev til en af tyskerne.
De har skrevet vores adresse på.

Må jeg lige se det brev?

- Hvad laver du?
- Jeg tager lige det her.

- Hvad sker der? Mor? Hvad sker der?
- Ikke noget.

Georg, fortæl hende det nu.

En af soldaterne har bedt din far
sende et brev for sig.

- Han må ikke sende brevet.
- Hans kæreste er halvt jøde.

- Det er forbudt.
- Så kan vi ikke blande os.

Din mor og jeg så sergenten råbe
af ham og rive hans brev i stykker.

- Din far har et svagt punkt for ham.
- Gu har jeg da ej. Hold din kæft!

Skulle jeg ikke vide det?
Hvad hvis det bliver opdaget?

Du giver ham ikke det brev. Det er
fandeme mit hotel, det går ud over!

Bertha, kom lige.
Kom lige ind til mig!

- Ville du ikke ud at gå?
- Luk lige døren, Bertha.

Der er taget noget.

- Han har været her.
- Ja, det er ikke pigerne.

- Hvornår?
- Når jeg ikke har været her.

- Mens vi spiste morgenmad måske.
- Han kommer ikke ved højlys dag.

- Så i aftes.
- Hvornår opdagede du det?

- Nu. Jeg skulle have min frakke.
- Hvordan kom han ind?

- Jeg må have haft vinduet åbent.
- Hvorfor har du også det?

Drømmer du om,
at han skal ende i din seng?

Må jeg så være fri! Jeg har
ikke ønsket det her ét sekund.

Jeg er direktør for en tobaksfabrik.
Hvis det bliver opdaget ...

- Det er en katastrofe.
- Så kom af med den taske, mor!

Tag til Skagen og aflever den!
Sig, du fik den ved en fejltagelse.

Hvordan skal det gå?
Hvordan skal det gå?

Jeg bliver skandaliseret. Hængt ud.
Det er en katastrofe.

Det har du sagt.
Hør nu, hvad jeg siger.

- Jeg hører, hvad du siger.
- Du ringer til vognmand Larsen.

Så afleverer du den i eftermiddag.
Vil du vente, til politiet banker på?

- Må jeg gøre rent nu?
- Ikke nu.

- Ikke nu.
- Er det et dårligt tidspunkt?

Ja!
Det må vente!

Så kommer jeg tilbage.

- Nej, Edith! Er det Dem?
- Ja, det er mig.

- Hvor hyggeligt, at De er her!
- Hyggeligt at se Dem igen.

Tænk, Edith er her stadig!

- Kom og drik kaffe som i gamle dage.
- Det har Fanny ikke tid til.

Det skal han ikke bestemme.
Senere.

Ja, nu skal du se.

- Far!
- Vi går nu!

- Nå, det er dine drenge?
- Ja, det er Severin og Leander.

- Sig pænt goddag til Fanny.
- Goddag. Hvor gamle er I?

- Jeg er 11.
- Jeg er ni.

Løb over til Emma.
De leger med en pige på gården.

- Hjælper til i køkkenhaven.
- Jeg anede ikke, de var så store.

- Har du været gift så længe?
- Ja. Tiden går. Nu skal du se.

Du skal bo herinde.
Hotellets bedste værelse.

Det må jeg sige.
Blomster og champagne. Nye tider.

Udelukkende til ære for dig.
Jeg er glad for, du kigger forbi.

- Hvad er det, du vil?
- Tag nu at pakke ud.

Kom ind bagefter,
så fortæller jeg dig det hele.

- Philip, har du tid?
- Ja?

- Jeg står bare midt i sildesalaten.
- Her er resultatet.

Travbanen? Brevduer? Hunde?

- Min stedfar.
- Som vi ikke kalder ham.

Vi taler om redaktør Bruun.

Hans snak om Frikorps Danmark.

- Philip tillagde det ikke betydning.
- Det gjorde jeg da.

Nej, du gjorde ej. Over 5000 unge
danske mænd skal i tysk uniform.

Det er ikke kun redaktøren. Der er
opfordringer i Statsradiofonien.

Ja, det er noget værre noget. Kan jeg
gå tilbage til min sildesalat?

Det er tydeligt,
det ikke interesserer dig.

Det gør det!
Det gør det.

Jeg græder hele vejen ud.

Er det kun mig, der synes,
det er forrykt?

Ét er, at vi lægger os fladt ned,
men skal vi nu føre krig med dem?

Jeg kommer nu. Jeg kunne ikke finde
min hattenål, og så lå den der.

- Få hatten af. Vi skal bade.
- Ikke til Skagen?

Nej. Han er dernede. Den unge soldat.
Det er nu, vi kan give ham brevet.

- Oprigtigt talt, Georg.
- Kom, inden vagten skifter.

- Du må selv tage derned.
- For helvede, Therese.

Det ser åndssvagt ud,
hvis jeg går derned alene. Kom nu.

Jeg kan godt selv.

Jeg er enig med Amanda.
Det er alt for farligt.

- Det må være sidste gang.
- Ja, ja, ja. Kom nu.

- Nå, har du fået indrettet dig?
- Ja, det er så fint.

Dejligt, dejligt.
Jamen kom og sæt dig.

- Hvorfor har du jaget mig herud?
- Nu skal du høre.

Jeg er i gang med
at skrive mine erindringer.

Undskyld. Du er i gang med
at skrive dine erindringer?

Det måtte være det, du gjorde,
mens verden er ved at gå under.

- Hvad mener du?
- Du har hørt, der er krig, ikke?

Jeg kan ikke se,
hvad det har med sagen at gøre.

Men nu læser du afsnittet
om vores ægteskab op.

- Hvor sødt af dig.
- Vores ægteskab?

Det bliver ikke omtalt. Bogen handler
slet ikke om mit privatliv.

Den handler om
mit arbejde med teatret.

- Hvad med filmen?
- Filmen? Kun teatret.

Det her billede havde jeg tænkt mig
på omslaget.

- Hvad? Hvad siger du?
- Det er meget dig.

Til bogens titel havde jeg tænkt
på "Født til teater".

Det skrev Hans Brix så storartet,
da han anmeldte min debut.

Gjorde han det storartet,
eller var din debut storartet?

Min debut selvfølgelig.
Og så er der kapitlerne.

- Du har skrevet det hele?
- Nej. Jeg har det herinde.

Det starter,
da far og jeg byggede dukketeater.

Det er første kapitel. Og så mit
første møde med teatrets magi.

- Kapitel to.
- Netop. Så optagelsen på elevskolen.

Jeg strøg ind første gang.
Så ansættelsen på Det Kongelige -

- og så alle de store roller.

Det lyder da spændende.
Så er det bare med at komme i gang.

Ja, det er bare ...
Det er jo så lige det.

Sagen er den, at jeg er skuespiller.
Kunstner. Ikke forfatter.

Men det er du på en måde
med alle dine skriblerier.

- Men du gør det jo glimrende.
- Skal jeg skrive dine erindringer?

Nej. Vi skriver dem sammen.
Jeg fortæller, og du noterer.

Så går du ind og skriver
alle guldkornene ned bagefter.

Jeg skal selvfølgelig nok
betale dig for det.

Du er ikke klar over,
hvor uforskammet det er.

Det med pengene?
Vi kan også gøre det mellem venner.

Det er ikke pengene. Skulle jeg
have lyst til at være din sekretær?

Jeg aner ikke mine levende råd.
Gyldendal presser mig.

De har givet mig forskud, jeg ikke
kan betale tilbage, fordi ...

Det kan være lige meget.
Det hele kan være lige meget!

Edvard, bogen bliver meget bedre,
hvis du skriver den selv.

Lad dig inspirere af den her.

Det var en, forlaget sendte.
Jeg har ikke rørt den.

- Må jeg låne den?
- Tag den endelig. Bare tag den.

Så kan du hygge dig med Poul Reumert
og champagne hos dig selv.

Nu må du gå. Jeg skal arbejde.
Jeg har en bog at skrive.

- Det var hyggeligt at møde dig igen.
- Det var også dejligt at møde dig.

Skulle jeg have glemt,
hvorfor vi blev skilt -

- er det dejligt
at blive mindet om det.

- Har du set, hvem han står med?
- Ham idioten.

- Han glor på os. Vi må hellere gå.
- Vent.

Nu kommer han.

Står han og kigger i kikkert?
Ja. Nej, ikke længere.

Vi har lige mødt hende.
Det sødeste menneske.

- Bertha husker Fanny Fjord.
- Svagt. Jeg var vel syv-otte år.

- Goddag.
- Goddag, hr. docent.

Jeg har masser af spørgsmål,
men De har fået pålagt tavshed.

Jeg kan fortælle lidt. Jeg ringede
til Nationalmuseet og fortalte -

- at en person på hotellet
var interesseret.

Da man hørte, det var Dem,
gjorde de en undtagelse.

Hvorfor leder man igen
efter Gorm den Gamle i en tom grav?

Da Frederik 7. stod for udgravningen
i 1861 -

- gravede man kun over terræn, men
arkitekten bag den nye udgravning -

- han mener, at der må findes
et yderligere kammer under terrænet.

Måske støder de på hans knogler
lige i dette øjeblik!

- Det kan man ikke udelukke.
- Jeg kan ikke vente.

Jeg lægger en tarot.
Kort, man kan spå i.

Så går vi op, Lydia.

- Flot. De lød som en arkæolog.
- Jeg fik lyst til at studere.

- De er student?
- Næh. Jeg kunne tage det på kursus.

- Vi kunne læse sammen.
- Jeg mangler kun et år.

Måtte jeg tale med Dem et øjeblik?
Privat.

Vi kan gå derind.

Herind.

Den unge stuepige, hende fra gården,
hun bad mig komme derover.

- Og nu kan De ikke finde vej?
- Jo, det lød ikke vanskeligt.

Hun sagde, jeg skulle tage Dem med.
Hr. Kokholm vil gerne se os begge.

- Er han derovre nu?
- Det sagde hun.

Kunne vi gøre det efter frokost?

- Så siger jeg tak for mad.
- Det var da så lidt.

- Nu skal du få kaffe.
- Det ville være dejligt.

Vi fik et brev fra Morten sendt
fra Danmark. Hvem har sendt det?

Hun håber, det er Morten selv,
men det kan det jo ikke være.

Det ser heldigvis ud,
som om hun har glemt det.

Der er en ting, jeg ville spørge dig
om. Vi fik jo et brev fra Morten.

Det var sendt fra Danmark. Ved du,
hvem der har sendt det for ham?

- Det kan vel ikke være Morten selv.
- Det kan jeg ikke forestille mig.

- Det er det, jeg har sagt, Molly.
- Så går vi i køkkenhaven.

- Skulle vi ikke op på høloftet?
- Nej. Vi går i køkkenhaven.

- I glemte døren.
- Nu skal jeg ...

- Nej, er det dig, Bertha?
- Goddag, fru Andersen.

Du er løbet i vejret,
siden du rendte hos mig.

- Det er jeg nok.
- Kom bare nærmere, Villumsen.

- Goddag.
- Goddag. Velkommen til.

Nu går vi ud til børnene.

- Gør du bare det, Molly.
- Mon ikke du skal gå med?

Bare sæt jer ned.

Det var en mærkelig
telefonsamtale sidst.

Vi har bedt Villumsen kigge nærmere
på, hvad der sker på Hotel Udsigten.

Det er ikke noget, der skal tales om.

- Nej, selvfølgelig ikke.
- Er der nyt derovrefra?

De bygger for fulde kræfter.
Det ligner en radar.

- De har en stående i Skagen.
- Det er det, det ligner.

Vi må finde ud af, hvad det er.
Hvor tæt har De været på?

Jeg kan ikke forcere pigtråden.
De patruljerer på den anden side.

Jeg blev smidt væk i går
og her til morgen.

- Har tyskerne ligefrem set Dem?
- Ja, desværre.

Så er det jo ingen nytte til.

Hvis tyskerne kender Villumsen,
kunne det være, jeg skulle forsøge.

- Hvorfor er det morsomt?
- Så let er det ikke.

Det er gået nemt for Dem
at blive opdaget.

- Har du mod på det, Bertha?
- Undskyld, Kokholm.

Hold kaje et øjeblik, Villumsen.

Nu skal jeg vise dig,
hvordan sådan en tingest fungerer.

Vil det lykkes
at finde Gorm den Gamle?

Åh.
Det var trist.

Ja?

- Kan De ikke se, jeg arbejder?
- Undskyld. De kom ikke til frokost.

Har der været frokost?
Det har jeg ikke hørt.

- Deres gæst bad os komme med mad.
- Jeg har ikke tid.

- Skal jeg tage det med igen?
- Nu er det jo kommet.

Så kan De da lige stille den, ikke?

Ja?

Deres sekretær ringede.
Jeg skulle give besked om -

- at hun var blevet rask og var parat
til at komme herover i morgen.

Kom lige ind et øjeblik,
frøken Otilia.

Jeg fik et brev i morges
fra min fætter i Norge.

- Nå? Virkede så Deres plan?
- Desværre, nej. Censuren var der.

Alle hans oplysninger om skolekampen
er streget ud.

Sådan ser det ud, når det har været
i nazisternes hænder.

Jeg må meddele skolefolket,
at planen er gået i vasken.

Jeg kan ikke rapportere.
Såre trist.

Så er der vel ingen grund til,
at Deres sekretær kommer.

Nu har jeg stillet hende
et ophold i udsigt.

- Jo, men hvis hun er syg ...
- Var hun ikke rask?

Jo, men hun virkede ængstelig over
legitimationstvangen i Jylland.

- Hvad kan man ikke blive udsat for?
- Sagde hun det?

- Nærmest.
- De har ret.

Det er lidt meget
at udsætte hende for.

Det synes jeg næsten, det er.

Nå, der er du!
Liebling!

Jeg gik og ledte efter dig deroppe.

Du ved, jeg ikke kan undvære dig.

Sig ja og smil.

Og så går vi.

- Nu er de væk.
- Hvad laver De her?

Jeg ville advare dem om,
at soldaterne kommer hurtigt tilbage.

- Hvad hvis de genkendte Dem?
- Det var nogle andre.

Det kunne De ikke vide.
Hvordan havde vi så stået?

Hvordan havde De stået,
hvis jeg ikke var kommet -

- og vagterne havde opdaget
Deres kamera?

Det kys var i hvert fald
helt unødvendigt!

Jeg er lige blevet ringet op. Jeg
troede ikke, han kunne synke så dybt.

Han bor på min ejendom,
men ødelægger forretningen.

- Ring nu. Vi står med pocherede æg.
- Kan det ikke vente lidt?

Ditmar har talt med Frijsenholm.

Alle godsets ansatte har meldt sig
til Frikorps Danmark.

Vi står uden folk til høsten!

- "Det ville jeg bare fortælle Dem."
- Hvad så?

Aner det ikke. Hvordan skal jeg
skaffe folk på så kort tid?

Nå, du må hellere ringe til middag.

Vi taler senere.

Jeg skal finde en grimasse, der ikke
ødelægger middagen for hr. Aurland -

- nu hvor han har inviteret mig til
at sidde ved sit bord.

- Er alle kommet ned?
- Der mangler en del.

Godt. Vi når det.
Vi når det.

Hr. Weyse! Vi var bekymrede, da De
ikke kom til frokost. Går det godt?

Storartet.

Har De set,
at De har selskab til middagen?

- Det har jeg sandelig også.
- Er De selv blevet gift igen?

Nej, fru Fjeldsø.
Jeg lærte af mine fejl.

Det er dejligt at høre,
at fru Fjeldsø kan le.

- Jeg troede, musklen var slap.
- Det er hyggeligt at se hende.

Godt, du nyder opholdet.

Mens du dyrkede dit martyrium,
snakkede jeg med Edith.

Vi fik indhentet alt det, der er
sket. Det er sandelig ikke så lidt.

- Alt vel, hr. kontorchef?
- Både-og.

Det er svært at lukke øjnene
for verdens fortrædeligheder.

Men jeg skal ikke ødelægge
Deres feriehumør.

Hr. docent!
Jeg har desværre en trist meddelelse.

- Som lovet spurgte jeg tarotten.
- Nå ja. Hvad var svaret?

Jeg tror ikke,
de finder Gorm den Gamle i Sydhøjen.

Sig ikke noget til hr. Dyggve.
Han bliver bare skuffet.

Jeg vil spare ham for den oplysning.

- Du lovede at tage til politiet.
- Jeg vil ikke tale om det her.

Du drømmer om, at han kommer tilbage.

- Aldeles ikke.
- Godaften.

Godaften.

- Har De haft en spændende dag?
- Ja.

Den har været begivenhedsrig.

- Hvem ringede?
- Molin.

- Han er stadig i Stockholm?
- Nej, han er i København.

- Har han løst det med Bispebjerg?
- Vi mangler stadig materialer.

Til gengæld kom han med et forslag.

Han synes, vi skal bruge den
gamle kontakt og spørge obersten -

- for tyskerne får materialer så nemt
som at klø sig selv i nakken.

- Hvad svarede du?
- Selvfølgelig nej.

Jeg er færdig med dem.
Det har jeg fortalt dig.

Drengene er mere ved Emma end her.
De skal sove derovre.

Ja, der er jo nogle, der holder ferie
og har tid til den slags.

Tak. Nu vi taler om drenge,
fortalte Edith en sjov historie.

- Den skal med i erindringerne.
- Jeg vil ikke omtale mit privatliv.

Det her, Edward. Fået to børn
med en af de andre gæster -

- uden at hendes mand vidste det.
Det ville peppe teatersnakken op.

Det er mig.

- Han siger ...
- Jeg har forstået det.

- Hvad sagde han om hotellet?
- Det skal ikke siges til de andre.

De er her for at holde ferie!

- Hvad er det, der sker, Amanda?
- Det er en misforståelse.

Et brev til en af de tyske soldater
blev sendt til os -

- og så afleverede far det
på stranden i stedet for derovre.

Nå ja.
Typisk tyskere.

Det har De ret i.
Ordnung muss sein.

Så. Nu sover de alle tre.
Emma først.

Man bruger mange kræfter på
at bestemme.

Vi har fået gæster.
Det er Morten.

- Er Morten her?
- Han sidder i stuen. Kom.

Godaften.

Så du ér her.

Jeg fortalte,
du havde det på fornemmelsen.

Jeg tænkte, hvem der ellers
skulle sende det brev.

- Det sagde Arne.
- Sæt dig ned.

Fortæl, hvordan det går med jer.

Jeg blev glad, da jeg hørte, at Fie
venter barn igen. Har hun det godt?

Det har hun. Både hun og lille Peter.
Det er stadig fredeligt i Newcastle.

- Hvordan går det her?
- Vi har tyskere på Hotel Udsigten.

- Det har du nok hørt om.
- Morten har jo arbejdet med Arne.

- Ikke at jeg forstår, hvad I laver.
- Vi ser, hvad tyskerne bygger.

Det er en opgave, Morten har fået
direkte fra Churchill selv.

Det er ikke helt rigtigt,
men englænderne vil gerne vide -

- hvor tyskernes radarer står. Det
havde hjulpet gevaldigt sidste år.

- Hvad skete der da der?
- Har I ikke hørt om det?

Englænderne mistede 11 fly,
da de ville bombe Aalborg Lufthavn.

De mistede orienteringen
og blev fanget af radarerne.

Tyskerne ventede på dem
med antiluftskyts.

De blev skudt ned, alle som en.

De var ikke blevet sendt, hvis ikke
jeg havde fortalt om lufthavnen.

- Det kan jo aldrig være din skyld.
- Det skal ikke ske igen.

- Hun er sjov, Fanny.
- Underholder hun stadig?

Ja. Alle de historier.
Alle dem, hun har mødt.

Du skulle bare vide. Det er
mærkeligt, hr. Weyse ikke er der.

Hvor mange er tilbage?

Fru Fjeldsø og fru Ploug er gået op
og hr. Aurland. Tre fire-stykker.

Tag du bare hjem, Edith.
Jeg klarer resten.

Hvem sidder derude?

- Det er det, det går ud på.
- Så udspekuleret er han ikke.

Det er præcis det, han er.
I det øjeblik, jeg opgiver godset -

- bliver de kommanderet tilbage.

- Så opgiv det.
- Det er da ikke dit alvor.

- Din søn får det.
- Skal jeg føje ham nazisten?

Det gør jeg ikke.

Jeg har bedt forvalteren om
at skaffe nye folk.

Hvordan kommer Danmark til
at se ud efter det her?

Kommer vi til at tale sammen igen?

- Ja?
- Jeg ville give dig Poul Reumert.

- Behold den bare.
- Nej, det er din.

Jeg ville lige sige, at jeg ikke
mente det med børnene.

- Du skal ikke surmule.
- Jeg surmuler skam ikke.

- Jeg sidder og arbejder.
- Må jeg sige noget om din bog?

- Kan du huske, da vi var gift?
- Jeg troede, du var gået.

Vi besøgte dine forældre lige efter
din første film, "Haremsnatten".

Jeg sidder faktisk ...

Din far sagde, du skulle bruge
dit talent på noget andet.

Er det derfor,
din bog kun skal handle om teater?

Du vil anerkendes på lige fod
med Poul Reumert.

- Du vil være lige så stor som ham.
- Godnat, lille Fanny.

Hvorfor kun skrive en bog
til bedsteborgerne -

- når du kan nå et kæmpe publikum
i hele landet?

Dit talent rækker langt ud over
teatret, men skammer dig over -

- at hele Danmark elsker dine film,
fordi det ikke er fint nok.

- Hvorfor er du ikke bare stolt?
- Det har du vel også et svar på.

Det er, fordi du er en snob,
og det har du altid været.

En sød, forvirret snob.
Sov godt.

- Det er hyggeligt, De er her igen.
- Det er dejligt at være her. Godnat.

- Hun sover ikke inde hos ham.
- Havde De troet det?

- Man ved aldrig med hr. Weyse.
- Godnat.

- Godaften, Alice.
- Hvordan er du kommet ind?

- Gennem døren.
- Er du vanvittig? Hvem så dig?

Ingen.
Jeg måtte ikke bruge vinduet.

Du skal ikke bruge noget som helst.
Du var her også i aftes, ikke?

Alice, jeg har noget til dig.

- Det er 5000. Du skal nok få resten.
- Hvor kommer de fra?

- Lang historie.
- Så gør den kort.

Jeg har solgt mærkerne
til Svend Aage.

Det var ham, der huggede mærkerne -

- indtil dem fra stationen
huggede dem fra ham.

Svend Aage vil betale godt,
så du skal nok få dine penge.

Så en Svend Aage har hugget
rationeringsmærker, som de to ...

- Toft og Thomsen. Det hedder de.
- Og de har hugget fra ham.

- Og nu har du hugget fra dem.
- Jeg har ikke hugget noget.

- Jeg fandt bare tasken.
- Og nu sælger du dem tilbage.

- Hvordan ved de to ...
- Toft og Thomsen.

Jeg er ligeglad! Hvordan ved de,
at du har tasken?

- Det er en længere historie.
- Som du gør kort.

Før jeg blev snuppet, solgte jeg
mærker, men endte i arresten.

Det kom i avisen.
Så gættede de resten.

Hvad siger de til,
at du sælger til Svend Aage?

- Svend Aage Hasselstrøm. Stor mand.
- Synes de bare, det er i orden?

Hvad hvis de kommer her?
De hørte mit navn på stationen.

- De kan finde mig.
- Alice, du har set dem. De er dumme.

De fandt dig.

Det er svært at stå så tæt på dig
og have lyst til at røre ved dig.

Alice.

Jeg tænker på dig hele tiden.

- Tænker du også lidt på mig?
- Nej.

Bare lidt?

Nej.

Hvis ikke jeg mente det alvorligt,
var jeg ikke kommet med de penge.

- Skulle jeg ikke blive her i nat?
- Nu du har betalt for det, mener du.

Jeg vil hverken have de penge
eller den taske.

Nu skal du tage det hele og gå.

Og den her vej.

På gensyn, Alice. Jeg kommer tilbage,
når det hele er klaret.

Er jeg en snob? Er jeg, Helene?
Er det sådan, du ser mig?

- Nej.
- Det sagde Fanny til mit ansigt.

- Har hun kunnet hjælpe?
- Vi har pillet det fra hinanden.

Hun tror, jeg taler om teatret
for at gå Poul Reumert i bedene.

- Hun synes, jeg skal tale om film.
- Har hun ikke ret i det?

Hvordan kommer jeg videre?
Jeg er gået i stå!

- Var du begyndt?
- I hovedet. Hvornår kommer du?

- Andre må tage sig af Svend.
- Jeg har prøvet fem steder.

- Alle er bortrejste.
- Hvor er han?

- I bad.
- Hvorfor?

- Fordi han har malet.
- Er det Edward?

- Fortæl om billederne.
- Det ringer på. Du får lige Svend.

- Du gamle, hvordan går det?
- Vi savner Helene.

Hun er også skøn. Hvis det kan
trøste dig, har jeg udfyldt hullerne.

Hvabehar?

Der så så bart ud på tapetet,
så jeg tænkte ...

- Det er politiet. De står ved døren.
- Så lader vi bare være med at åbne.

- Det er politiet. Luk op!
- Vi må væk. Tag køkkentrappen.

Jeg skal lige have tøj på.
Farvel, du gamle. Vi smutter.

- Lad mig lige få Helene.
- Jeg kan ikke tale nu.

Lad politiet tage ham.
Du skal ikke stikke af.

Er du klar over, hvor ulovligt det er
at skjule en kommunist?

- De står også nede i gården.
- Så må vi på loftet.

Edward, vi løber nu. Jeg elsker dig.
Jeg får Svend i sikkerhed -

- så kommer jeg over til dig.

Hvorfor skal det her ske? Du er ikke
kommunist! Det er jeg heller ikke!

Helene? Helene?

- Der var bare lige en ting.
- Ja?

Jeg skylder Dem vel en ...

Det var godt, De kom,
da jeg stod med tyskerne.

Det havde ikke været smart,
hvis de opdagede kameraet.

- Tak for det.
- Det var så lidt.

Hov, jeg kunne ikke spørge Dem
til middagen eller i stuen.

- Fik De afleveret apparatet?
- Hr. Kokholm fik det.

Nu sender de filmen til fremkaldelse.
Bare jeg har trykket rigtigt.

- Det er jeg sikker på, De har.
- Det var bare det.

- Godnat.
- Godnat.

I cover the waterfront.

I'm watching the sea.

Will the one I love
be coming back to me?

I cover the waterfront

in search of my love.

And I'm covered by
a starless sky above.

Well, here I'm patiently waiting.

Hoping and longing.
Oh, how I yearn.

Where are you?
Are you forgetting ...?

Amanda?

Hvis hun ikke er på kontoret,
er hun gået op.

Ja?

- Deserteret?
- Ja, han rømmede i eftermiddags.

- Rømmede?
- Stak af!

- Det var lige godt fandens.
- Det er kæresten.

Sergenten sagde,
det ville gå ud over hende.

En soldat, der deserterer,
er en alvorlig sag.

Ja.

Englænderne vil gerne vide,
hvor tyskernes radar står.

Alle godsets ansatte har også
meldt sig til Frikorps Danmark.

Vi står uden folk til høsten!
Jeg har bedt forvalteren skaffe folk.

- Jeg vil ikke have de penge.
- Politiet!

Jeg elsker dig.
Jeg skal i sikkerhed.

Han er stukket af.
Det er alvorligt.

Hvad ville han?
Hvorfor kom han?

Han ville sige tak for,
at hans folk fik serveret chokolade.

- Har han ikke sagt tak for det?
- Giv mig listen. Købmanden venter.

- Hvad ville løjtnanten?
- Takke for chokoladen.

- Det har han da sagt tak for.
- Det synes jeg også.

Han vil have, de skal komme hver dag!

Mon dog, Edith.

- Hr. Molin. Allerede?
- Vi kunne ikke vente.

- Og fruen er med. Hyggeligt.
- Goddag, fru Berggren.

Vi ventede Dem i eftermiddag,
men Deres værelse er klar.

- Vi kommer fra Skagen.
- Kom De ikke fra København?

Det gør vi i princippet også.
Vi var bare kort i Skagen.

Så kort var det da ikke. Jeg havde
en optræden på hotellet i aftes.

- August arrangerede det.
- Men før da kom vi fra København.

Der har været ting at se til
for Deres far.

Det har jeg hørt lidt om.

Vi skulle være blevet til frokost,
så det så ud, som om vi kom direkte.

Hvorfor er det så vigtigt, August?

Det skulle gerne se ud,
som om jeg arbejder.

Så længe det varer, elskede.

Han må ikke få mistanke om,
at jeg er på vej væk.

Det får han heller ikke
i den kedelige habit.

- Der kunne komme nogen.
- Sig det til ham i dag.

Vær sød at lade mig ordne det
på min måde og i mit tempo.

- Du lovede, det var i dag.
- Ja.

Har du set, det er samme værelse
som første gang?

Ja, jeg har, August.
Du siger det i dag.

Jeg kan ikke forlade ham,
før vi løser byggesagen i København.

Han er min ven.
Han har gjort meget for mig.

Og du har gjort meget for ham. Alting
har sin tid, og nu er det vores tid.

Ja?

- Nå, det ...
- Bare stil det der.

Molin, min kære ven.
De er kommet!

- Ja. Her er vi.
- Og De har fruen med.

Dejligt at se Dem igen.
Vi ventede dem først i eftermiddag.

Vi hastede over.
Vi har vigtige ting på programmet.

Nå, for Amanda fortalte,
De var et smut omkring Skagen -

- hvor fruen optrådte,
og at det var arrangeret af Dem.

- Det var helt kort.
- Vi læste, de var gået i showbiz.

- Nå, så De har set den artikel?
- Jeg kunne ikke kende Dem i klunset.

Heller ikke jeg.
Heller ikke jeg, nej.

Nej, jeg arrangerer koncerter
med Alma i min sparsomme fritid.

- Godt at høre, det ikke er mere.
- Jeg glæder mig kun til én ting:

At få ordnet problemet i København.
Jeg har nogle tanker.

Det glæder jeg mig til. Få pakket ud
og kom ind. Fru Molin.

I dag, August.
I dag.

De muntre år på Elevskolen
fik en brat afslutning.

Vi elever var samlet i Prøvesalen -

- for at indstudere Nathansens
pragtfulde stykke "Indenfor murene".

Jeg havde netop fået mit stikord,
da det bankede på døren.

Ja?

Den kaffe, De bestilte.
Jeg har også kage med.

Bare sæt det.

Hr. Molin er lige kommet.
Fruen er også med og spurgte til Dem.

Jeg sagde, De ikke ville forstyrres.

Helt rigtigt, lille Edith.

Vi glæder os til at læse om,
hvordan De har lavet alle Deres film.

- Mine hvad?
- Film.

"Haremsnatten", "Jazzprofessoren",
"Fodspor fra havet".

- "Onklen fra Amerika".
- Bogen handler kun om teater.

Slet ikke om film?
Det kan jeg godt nok ikke forstå.

- Da Fanny var her, sagde hun ...
- Men Fanny er her ikke mere. Vel?

Og det er De heller ikke.
Farvel.

Hvor var jeg? Hvor var jeg?
Det er utroligt, det her.

Frøken Frigh? Jeg har haft den
skøreste samtale med fru Ploug.

Hun foreslog at spørge Gorm den
Gamle, hvor han ligger begravet.

Hun er Deres elskede værtinde,
men har hun ikke en skrue løs?

- Fru Ploug er spiritist.
- Det burde jeg have gættet.

- Er De på vej til vandet uden mig?
- Jeg har ikke været på vej med Dem.

Det er også mærkeligt. Jeg henter
badetøj. Eller bader vi uden?

Det er et fristende tilbud,
men jeg går derned med min mor.

Ærgerligt.

- Skulle vi ikke til stranden?
- Kom lige ind.

Jeg er blevet ringet op af prokurist
Berthelsen. Det er alvorligt.

Jeg er blevet indkaldt til møde
med banken, som vil høre -

- hvordan jeg løser den økonomiske
manko. Hvad skal jeg svare dem?

Skal jeg være den, der lukker
fabrikken efter tre generationer?

Mon det går så galt?

Var jeg for hurtig til
at afvise Emil?

- Er vi blevet på Emil?
- Du ved, hvem jeg mener.

Han tilbød mig pengene,
når han fik solgt mærkerne.

Han stjal dem ikke.
Det var en taske, han fandt.

- På det punkt tror jeg ham.
- Selvfølgelig.

- Det, man finder, tilhører ingen.
- Det er en meget fri fortolkning.

Det er også for sent. Jeg har jaget
ham væk og ikke hørt fra ham.

- Er det penge eller Emil, du savner?
- Det er da så sandelig penge.

Ham skænker jeg ikke en tanke.
Ikke en tanke.

Nå, Molin. Jeg er spændt på,
hvad De har at sige om Bispebjerg.

Ja. Som jeg fortalte Dem,
har jeg gjort mig mange tanker.

Jeg har foranstaltet undersøgelser,
men det er ikke nemt at skaffe jern.

De mangler jo også radiatorer. Kommer
de ikke op, falder tapetet ned.

- Hvad gør vi ved det?
- Jeg er nødt til at vise Dem dette.

Det er fra lejernes sagfører.
Jeg fik det for tre dage siden.

- De kræver erstatning.
- Skal det tages alvorligt?

Det er jeg bange for. Vores egen
sagfører mener, at de får det.

Jeg tillod mig derfor for helt egen
regning at kontakte obersten.

- Det havde vi talt om.
- Det er jeg klar over.

Jeg understregede,
vi ikke havde drøftet det.

Tyskerne kan skaffe det, vi mangler,
i løbet af en uge.

Obersten havde bare et lille ønske:

At vi fik deres anlæg færdigt
i Hanstholm.

Det er en lille entreprise,
godt betalt naturligvis.

Det ville på den måde være
dobbelt gevinst.

Molin, obersten truede med at tage
min datters hotel sidste sommer.

- Har De glemt det?
- På ingen måde.

Obersten er lige så ked af den sag
og vil se fremad.

Der har været andre sammenstød
med tyskerne, så jeg kan fortælle -

- at jeg kommer ikke til
at arbejde for tyskerne igen.

Så må vi sgu tage den erstatningssag.

Jeg havde fået mit stikord,
da det bankede på.

"Direktøren vil tale med Dem."
Mit hjerte sank. Hvad nu?

Skulle jeg bortvises
midt i "Indenfor murene"?

Skulle jeg uden for murene
på mit elskede teater?

Mine skridt var tunge, og jeg bankede
på. "Kom bare ind og sæt Dem ned."

Jeg turde næsten ikke ånde.
"Vi har fulgt Deres arbejde."

"De er kun førsteårselev."
Nu kommer det. Nu ryger jeg ud.

Direktøren så direkte på mig:

"Hvad siger De til at være Aladdin
i næste forestilling?"

Havde jeg hørt rigtigt?
Jeg måtte bede ham gentage.

Knap 18 skulle jeg være Aladdin,
hovedrollen i Oehlenschlägers stykke?

Min første tanke var at spørge,
om jeg måtte ringe til far.

Far?
Leander er ked af det.

- Er I færdige med at spille kroket?
- Han gider ikke mere.

Han er ked af det.
Kan du ikke lige snakke med ham?

Hør, hvad er den af, Leander?

- Hvorfor er du så ked af det?
- Jeg savner mor.

- Hvorfor kommer hun ikke?
- Det har jeg fortalt dig.

Der er kommet utøj i lejligheden,
som mor må ordne -

- så vi ikke bliver syge.

Hvorfor kan vi så ikke
ringe til hende?

Fordi telefonen også er
blevet angrebet.

- Hvordan kan det ske, far?
- Hvad?

Hvordan kan en telefon
blive angrebet af utøj?

Det ved far ikke, men det er den.

- Jeg vil snakke med mor.
- Far ringer til telefonvæsenet.

Så kan vi ringe til mor.
Tør nu dine øjne, ikke?

- Skulle I ikke lege med Anna?
- Hun hedder Emma.

- Hun skal hele tiden bestemme.
- Det skal hun da heller ikke.

Det er jer, der er drengene, ikke?
Kom.

Så går vi ned og bader bagefter.
Skal vi ikke sige det?

Min første indskydelse var
at ringe til far.

Men jeg fortalte ham det først,
da vi spiste til aften.

- Jeg husker stadig hans ansigt.
- Jeg synes, jeg hørte dig.

- Har du tid et øjeblik?
- Meget dårligt.

Kom lige ind.

- Er der noget nyt om Helene?
- Helene?

Har du hørt fra hende,
siden hun måtte forlade lejligheden?

Næh. Er det noget, vi skal tale om?
Jeg er midt i en sætning.

Din kone er på flugt,
og du taler om din bog?

Det forekommer mig,
at du har en psykologisk blokering.

Nå, gør det det?
Det er ikke tilfældet.

Nu må du gå. Herut, herut!
Jeg skal arbejde.

Far, han ...

- Det ser dejligt ud.
- Du har været i vandet.

Var stranden ikke forbudt område?

Jeg er kommet til den konklusion,
at dette land er vort.

Det gælder også Frijsenholm.
Lad dem rejse.

- De må tage min mors mand med.
- Hvordan går det med forvalteren?

Han skaffer nye folk.
Alt flasker sig.

Så glemmer vi alt om dem
resten af sommeren.

Lige før vi gik, så vi, at løjtnanten
var her igen. Hvad ville han?

Sige tak for, at soldaterne
kan få chokolade om søndagen.

- Har han ikke sagt det?
- Han vil have, de kommer hver dag.

- Var der tale om det?
- Det tror jeg ikke.

Det var ikke dig, der talte med ham,
men fru Berggren.

Hvis det forholder sig,
som Edith siger, rejser jeg.

Otilia har jo sagt,
at det ikke har noget på sig.

Lad mig tage mig af det her.
Gå op med dig.

Hvad har Edith fortalt?

At vi skal have soldaterne rendende
her hver eneste dag.

Det kan jeg ikke forstå,
hun har sagt. Det har intet på sig.

- Det kommer aldrig til at ske.
- Amanda?

Far og jeg kører til Skagen.

Havde I ikke aflyst det,
nu hvor Molinerne var her?

De vil hellere blive,
og vi ville ikke lave om i planerne.

- Undskyld, hvis jeg afbrød.
- Har De ikke hørt det?

Den tyske løjtnant var her, og nu
skal soldaterne rende her hver dag.

Fru Fjeldsø,
det var ikke derfor, han kom.

Hvorfor så?

- For at takke for, de måtte komme.
- Det har han takket for.

Han havde lyst til
at sige det igen, mor.

Jamen så vil jeg da bare sige,
at hvis de skal komme rendende -

- så er jeg den første, der rejser.

Hvis du vil vide det,
så kom han med den her.

Nå, ikke andet?
Hvorfor sagde du ikke bare det?

- Han er stadig interesseret i dig?
- Det var derfor, jeg ikke sagde det.

- Jeg troede, han forstod sidste år.
- Han opfører sig meget korrekt.

Han kommer med gaver. Hvordan kan
han tro, du vil noget med en nazist?

Han er ikke nazist. Det har han sagt
mere eller mindre direkte.

- Han forstod, at far hjalp Stefan.
- Har han sagt det?

Det er det, jeg siger.
Han er ikke til at blive klog på.

- Du er ikke ved at blive ...?
- Nej. Selvfølgelig ikke det.

Therese, skal vi komme af sted?

Det museum ... Jeg ved sgu ikke.
Hellere en kold bajer og en sildemad.

Hvad fanden?
Det var sgu da Stefan.

- Jeg så det godt.
- De har taget ham til fange.

Ja.

Hvad tror du,
der kommer til at ske med ham?

Det ved jeg ikke.
Sikkert ikke noget behageligt.

Får vi det nogensinde sådan her?
Mit stykke på Dramaten i efteråret.

Strindbergs "Dödsdansen" om et
gammelt ægtepar, der plager hinanden.

- Det er sådan, det går os.
- Det skal nok lykkes.

Men jeg har lige fundet ud af -

- hvad hr. Madsens uvilje
mod tyskerne skyldes.

Det er en ung tysk soldat
fra det andet hotel.

Hr. Madsen har sendt breve
til hans halvjødiske kæreste.

Det blev opdaget, så soldaten
deserterede, men er blevet pågrebet.

- Hr. Madsen kan ikke tale om andet.
- Det ligner ikke hr. Madsen.

Næh, men den unge mand har vel
fået øje på det gode i ham.

Har du den med?

Hr. Madsen skal finde ud af, at du
ikke længere er forretningsmand.

- Du er kunstner.
- Det er nok, han så mig i bladet.

Jeg kommer ikke til at have den på.

Jeg tager den herinde, frøken.

Goddag, mor.

- Preben ved ikke, jeg ringer.
- Taler du og din mand ikke sammen?

Kunne vi være alvorlige?
Hvad stiller du op med høsten?

Når nu din mand har sendt folkene
til kamp mod bolsjevikkerne?

Hvad har du tænkt dig?
At lade kornet rådne?

- Forvalteren skaffer andre folk.
- Jeg kan sige, det ikke er lykkedes.

- Hvor ved du det fra?
- Vi talte. Ingen folk at få.

Javel.

Jeg er fuldstændig ødelagt.
Kan du ikke forstå det?

Denne evindelige kamp mellem min mand
og min søn. Frijsenholm taber.

Vi skal ikke miste godset,
skal vi det, Ditmar?

Det er din mand, der fjerner
arbejderne. Klynk til ham.

Hør efter, hvad jeg siger.
Det kan nås endnu.

De er ikke endeligt indrulleret.

- Hvad mente hun med det?
- De har frist til i morgen.

Hvis jeg frasiger mig godset,
er der ingen, der rejser.

Og ellers lader han det gå fallit?

Han regner med,
jeg ikke lader det ske.

Richard 3., Hamlet -

- Petrucio, Ala...

Hvor er Aladdin?

Sig mig, har hun glemt
at give mig Aladdin med?

Nå, der er du.
Din dejlige dreng.

Nej,
det kan simpelthen ikke være rigtigt.

Jeg beder om forladelse, hr. Weyse.

Man har fortalt mig,
at De arbejder på Deres memoirer.

Men måtte jeg komme ind
og stille Dem et spørgsmål?

Nej.

Jeg skal gøre det,
så kort som jeg kan.

Kollegaerne i København har bedt mig
spørge til Deres hustru.

- Min hustru?
- Jeg spurgte selv.

Jeg kunne forstå,
hun ikke er med i år.

Det er kun, fordi man søger
en undsluppen kommunist.

Nogle mener, at han har opholdt sig
i Deres lejlighed med Deres hustru.

Sig mig, synes De,
jeg ligner en kommunist?

Nej, bestemt ikke, hr. Weyse.

Nu har De truffet min hustru.
Synes De, hun ligner en kommunist?

Nej, slet ikke.

De kan godt selv høre,
hvor tåbeligt det lyder, ikke?

Det forstår sig. Jeg vil understrege,
det ikke var på egen foranledning.

Det var som sagt kollegaerne
i København.

- Vil De lukke døren, når De går?
- Naturligvis, ja.

De skal have arbejdsro
til Deres spændende erindringer.

Måtte jeg lige sige, hvor meget vi
alle sammen glæder os til -

- at læse om Deres film?

Jeg har lige haft besøg
af den enfoldige politimand.

- Mens jeg arbejdede.
- Er det om Helene?

Hans kolleger i København
havde sendt ham herud.

Hjalmar, jeg tror desværre,
du har ret.

Jeg har haft
en psykologisk blokering.

Jeg har været både blind og døv.
Alle siger det jo.

Fanny har sagt det, Edith har sagt
det og nu denne Gregersen.

Alle vil have,
jeg skal skrive om mine film.

- Dine film? Hvad med Helene?
- Ja, hun har også sagt det.

Edward, nu skal du høre.
Det handler ikke om din bog.

Det handler om Helene. Måske tager
landbetjenten det ikke alvorligt -

- men det gør de i København!
Jeg kan forsikre dig:

Det bliver ikke gratis, hvis hun
bliver pågrebet. Forstår du mig?

- Ja, jo. Men hvad kan jeg gøre?
- Sig, politiet tager det alvorligt.

- Jeg aner ikke, hvor hun er.
- Find ud af det!

Ring til alle! Alle de steder,
Helene kunne søge hjælp.

- Eller skal jeg gøre det?
- Nej!

Nej, jeg gør det nu.
Lige nu.

Det var ikke længe,
drengene bestemte.

Nu plukker de mælkebøtter
til kaninerne.

- Hun er uforbederlig.
- Det siger jeg, Molly.

Ane var nøjagtig ligesådan,
da hun var bette.

Så.

- Jeg sætter det. Så kan I fordele.
- Tak, Molly.

Det tog tid, før de fandt ud af,
hvad det var. Det ligner jo en radar.

Men da de fik kigget nærmere ...
I kan se den her.

Det her er en Freya Flamme.
I virkeligheden er det ikke en radar.

Hvad er det så?

Dets signal arbejder sammen med
de engelske flys IFF-transpondere.

De ved, hvornår de engelske fly
er på vej, før radarerne fanger dem.

- De kan måle signalet på 500 km.
- Hvad gør englænderne ved det?

- Bomber skidtet.
- Det håber jeg ikke.

Så ryger naboerne med.

Heldigvis har vi den fordel,
at tyskerne ikke ved, at vi ved det.

Gem den der.

Hvabehar?

- Han spørger, om vi taler tysk.
- Nej, det gør vi ikke.

Vi taler dansk.

- Han er kommet efter flæskesider.
- Det kan han sgu ikke få her.

- Han spørger efter Aage Svendsen.
- Det undrer mig ikke, at han sælger.

Sig, svinene har pest.

Nej, I har ikke hørt fra hende.
Hvis I går, så bed hende om at ringe.

Nej, der er ikke sket noget.
Drengene har det også fint.

Alt er godt.
Ja. Ja tak. I lige måde.

Farvel, lille Lotte.
Hils onkel Gunnar.

Hvem så? Hvem så?

Leif og Bodil.
Ja.

Øjeblik, Villumsen.
Jeg fik ikke spurgt Dem:

- Har De tænkt over mit forslag?
- Ja. Det vil jeg gerne.

- Så siger vi det. I næste uge.
- Hvad handlede det om?

Det kan jeg ikke forklare.
Det er fortroligt.

Så hold det for Dem selv.
Undskyld, at jeg spurgte.

Stefan og hans kæreste blev fanget
i Dortmund på vej til Schweiz.

De havde giftet sig dagen før,
men det gør det ikke bedre -

- når han vidste, det var forbudt.

- Ryger han i spjældet?
- Det er ikke afgjort.

- Han skal for en krigsret.
- Hvad fanden betyder det?

- Hvad siger han?
- Det kan betyde dødsstraf.

Dødsstraf? Han er en stor dreng!
Han var væk i en uge!

Det nytter ikke at råbe.

Han kan ikke gøre noget. Vi må
bare håbe, det ikke går så galt.

Kom ind.

Hr. Madsen.
Kom indenfor.

- Kan vi lige tale sammen?
- Så ses vi bare dernede, August.

Ja, min ven.

Ja, som De ser,
har vi klædt om til middagen.

Jeg var så klodset,
at jeg spildte på mit andet sæt.

Er der noget, jeg kan hjælpe med?

Tag kontakt til obersten og sæt
et møde op herude. Hurtigst muligt.

Naturligvis. Vil det sige,
De overvejer at sige ja?

Måske.

Men jeg har en betingelse.
Der er noget, han skal gøre for mig.

Hr. og fru Molin
skal ikke have kaffe.

- De får det op på værelset.
- Hr. Molin har fået ny tøjstil.

- Det ternede er højeste mode.
- Det lignede en omsyet dug.

Og løjtnanten var her igen. Ingen
skal fortælle mig, at det ikke er -

- fordi vi skal have dem rendende
endnu oftere.

Det var ikke derfor, han var her.
Det var om den tyske soldat Stefan.

- Ham med brevet.
- Ham, Deres mand hjalp?

- Ja. Han er deserteret.
- Deserteret?

Ja, men han blev pågrebet
og skal for en krigsret.

- Det kan ende meget alvorligt.
- De mener vel ikke dødsstraf?

- Dødsstraf? Det er ikke Deres alvor.
- Det er den militære lov.

Der skal statueres et eksempel.
En soldat kan ikke gå egne veje.

Han er en del af den fælles krop.
Det er det samme ord i "korps".

- Korpus på latin.
- Tak for belæringen.

- Så kan vi måske fortsætte?
- Min mand vil hjælpe ham.

I morgen taler han med
en tysk oberst. De skal mødes her.

- Bare så De er klar over det.
- Bevares. En spar.

- Pas.
- Lydia, det er dig.

- Et øjeblik, Olga.
- Hvad nu?

Hr. docent. Hr. docent!
Jeg troede, De kom ind.

- Hvor er folk henne?
- På deres værelser.

Der er noget, jeg har tænkt på.

Måske får vi intet ud af
at kontakte Gorm den Gamle.

Vi kunne i stedet kontakte Harald.
Det var ham, der begravede ham.

Spiritisme er ikke metoden.

Jo.
De så, hvad der kom ud af Sutton Hoo.

Den største skat
fra den tidlige middelalder.

De havde aldrig fundet den, hvis ikke
Edith Pretty i en seance havde set -

- de gamle krigere
stige direkte op ad højen.

Lydia, når du er færdig med
at blamere dig -

- kunne vi måske fortsætte?

Kommer nu, Olga.

Ja?

Her er De. Jeg ledte efter Dem,
men så ligger De her -

- og læser Thit Jensen?

Ville De noget?

Var De interesseret i,
hvad jeg talte med Morten om?

Hvorfor skulle jeg være det?

- Det var kun, hvis De var.
- Det er jeg ikke.

Så god læsning.

- Så lad mig høre.
- Kom indenfor.

Vil De ikke lige
komme herhen og sidde?

Enevoldsen spurgte, om jeg ville
til England og trænes som agent.

- Det var det. Skål.
- Hvorfor spørger han Dem?

Min militære baggrund. Jeg var lige
blevet udnævnt til premierløjtnant.

Min oberst pillede kun flaglinen ned,
så de ikke kunne hejse deres flag.

- Det måtte vi kunne gøre bedre.
- Ved at blive opdaget af tyskerne?

Hvem var det, der blev opdaget?
Skal De slet ikke smage?

Det undrer mig ikke, at De læser
Thit Jensen. De minder om hende.

- Minder om Thit Jensen? Hvordan?
- De er lige så stridbar.

Er jeg stridbar? Hvordan stridbar?
Giv mig bare ét eksempel.

Da jeg kyssede Dem for at redde dem,
men de skældte ud.

Jeg ved godt, hvorfor
De blev irriteret. Det var rart.

- De ville ikke indrømme det.
- Så vi skal tages for at nyde det?

De har et forkvaklet syn på kvinder.

Det har de.

- Er vi ved at være færdige?
- Ane er hjemme at putte Emma.

- Der har været stille.
- Der er ikke flere i stuen.

Både hr. Molin og docent Villumsen
har fået drikkevarer op.

- Selv Bertha har hentet en flaske.
- Så godnat.

Hvad er der med hende i aften? Hun
virker helt ved siden af sig selv.

Jeg lister op nu.
Sov godt.

Jeg kører lige efter morgenmaden.
Jeg tager til Frijsenholm.

Jeg holder for meget af stedet til
at se det gå fallit. Gå op og sov.

- Du skal tidligt op i morgen.
- Ja.

Er klokken halv to?
Ja, undskyld, at jeg vækkede jer.

Nej, jeg er klar over, I ikke har
talt med Helene siden skilsmissen.

Der er ingen grund til,
at hun skulle kontakte jer. Hallo?

Jeg ved ikke, hvem De er,
men er De klar over klokken? Farvel.

Edward? Edward?
Jeg har prøvet at ringe hele aftenen.

- Der har været optaget.
- Jeg har været så bekymret!

Politiet har spurgt efter dig.
Hvor er du?

I Jylland. Jeg kommer i morgen.
Så bliver alt godt.

Jeg glæder mig til at se jer,
men jeg kan ikke tale længere.

- Men du kommer i morgen?
- Ja.

Hun kommer i morgen.
Severin, Leander. Leander, vågn op.

- Hvad er der, far?
- Mor kommer i morgen.

Leander, hører du?
Mor kommer i morgen.

Nu skal I sove.
Bare sov videre.

To be or not to be,
that's the question, but not to me.

Because I know I'll always be
in love with you.

I see that you're the one,
and I'm positive you'll agree.

Because I always love you
just the way I do.

- Kommer mor i morgen?
- Dét gør hun.

I would put it like mr. Romeo
when he entered the balcony.

He said: Juliet, my fiancée,
how'd you like to marry me?

To be or not to be,
that's the question, but not to me.

Because I know that very soon
we'll be a very happy family.

Bertha?
Bertha, er du vågen?

- Hvad sker der?
- Det er min mor.

Det er,
lige hvad jeg ikke har brug for.

- Du synes, det er sjovt?
- Nej.

Men jeg synes, det var dejligt i nat.

Er du oppe?

- Nå, der er du.
- Ja, som du kan se.

Jeg skal tale med dig.
Vi går ind til mig.

Jeg er lige blevet ringet op
af Toft og Thomsen.

Ja, Toft og Thomsen. De to kedelige
typer, vi mødte på stationen.

Jeg sagde, de ville finde os.

De hørte mit navn dernede.
De ville have tasken.

- Den har du jo ikke.
- De troede ikke på det.

De sagde, de ville komme forbi og
finde den. Jeg sagde, Emil tog den.

Så sagde de bare: "Tak for det,
lille frue" og lagde røret på.

Hvad har jeg gjort?
Hvad har jeg gjort mod Emil?

Hvis de finder ham ...
Det tør jeg ikke tænke på.

Den slags typer er voldsforbrydere.
Emil er ikke stærk på den måde.

De er to. Bare jeg kunne finde ud af,
hvor han var, og advare ham.

Man skulle næsten tro,
han betød noget for dig, mor.

Det gør han da ikke. Hvorfor står du
der med dit tøj i hånden?

- Jamen dog. Hvem kommer her?
- Jeg troede, De ventede mig.

Jeg talte med min mor i går
og troede, hun forklarede.

Vi må finde en løsning, Preben.

Folkene har endnu ikke
givet tilsagn til Frikorpset.

- Du kan overtale dem til at blive.
- Det ved jeg ikke.

Det hænger sammen med, om grev Ditmar
vil indgå det arveskifte -

- som ville være bedst for alle.
Det er De måske nu?

Jeg har fortalt Ditmar,
at forvalteren ikke kan skaffe folk.

- Det er naturligvis uheldigt.
- Jeg har talt med forvalteren.

Han fortalte, hvorfor folk ikke vil
arbejde her. Interesserer det Dem?

- Lad mig dog høre.
- Det er, fordi der bor nazister.

Det vænner de sig til.
Folk bliver klogere.

Ja, folk bliver klogere. Der bor
ikke nazister på Frijsenholm længere.

De har en halv time
til at pakke Deres ting.

- Ditmar, hvad mener du?
- Det, jeg siger, mor.

De kan ikke smide mig ud.
Jeg er gift med Deres mor.

Det er mit hjem.
Jeg har boet her i flere år.

Det er min ejendom. De bor her, når
jeg tillader det. Det gør jeg ikke.

Kan De ikke selv finde ud af at
flytte, er der folk, der kan hjælpe.

Det her er fuldstændig latterligt.
Latterligt!

De er i færd med
at begå Deres livs fejl.

Mit livs fejl er, at jeg nogensinde
lod Dem flytte ind her.

Værsgo.

Ja tak.

Jeg er i stand til at gå selv.

Mor, det gælder naturligvis ikke dig.
Du deler ikke hans synspunkter.

Preben er min mand, Ditmar.

Min mand, som du har smidt på porten
som en gemen forbryder.

Hvordan kan du sige,
at det ikke gælder mig?

Så er obersten kommet.
De sidder i dagligstuen.

Så håber jeg, far får det ud af det,
han ønsker. Er hr. Molin der?

- Din far vil tale alene.
- Så må jeg vel oversætte.

Det behøver du ikke.
Obersten har en sekretær med.

Jeg ville bare ønske, din far
ikke skulle arbejde for dem igen.

Hvad skal han lave?

Det drejer sig om vejbyggeri
til transport af tunge kanoner.

Hvad skal de bruges til?

- Obersten siger ...
- Jeg forstod det vigtigste.

Det andet, vi talte om,
husker De vel.

- Obersten har noteret navnet.
- Så De lover at hjælpe ham.

Obersten lover,
der ikke sker ham noget.

Vidunderligt.

- Yndige.
- Mor er kommet!

- Der er du jo.
- Velkommen, fru Weyse.

Tak, Edith.

Mor, du skal se de sten,
jeg har fundet.

Ja. Jeg skal bare lige
sige goddag til far først.

- Undskyld, at jeg blev forsinket.
- Ja.

Men nu er du her jo. Du aner ikke,
hvor jeg har savnet dig.

Hvor er her fint.
Og blomster.

- Hvordan går det med bogen?
- Tal ikke om det.

Jeg var på fejlspor.

Jeg var ved at skrive noget, der var
lige så kedeligt som Poul Reumert.

Jeg troede ikke,
du ville læse hans bog.

Jeg har bladret lidt i den.
Han har ikke nævnt mig med ét ord.

Men nu har vi gudskelov tid sammen.
Nu er du sluppet af med den mand.

Dav, Edward!

Ja, det glemte jeg at fortælle.
Svend tog med.

Da Helene fortalte, politiet havde
været her, var det det mest sikre.

Jeg har sendt bud efter malergrej
til et nøgenstudie af din kone.

- Det behøver du ikke.
- Jo, efter alt det, I har gjort.

Men jeg bliver nødt til at låne hende
i ny og næ som model.

- Det har Helene ikke tid til.
- Du har ikke skrevet bogen færdig.

Så maler jeg hende efter hukommelsen,
gamle dreng.

Dejligt at se dig igen. Frøken ...

Hvad mente han med det, Helene?

Det er jeg da godt klar over. Jeg
kunne ikke vide, det ville gå sådan.

-----

Englænderne vil gerne vide,
hvor tyskernes radar står.

Alle godsets ansatte har også
meldt sig til Frikorps Danmark.

Vi står uden folk til høsten!
Jeg har bedt forvalteren skaffe folk.

- Jeg vil ikke have de penge.
- Politiet!

Jeg elsker dig.
Jeg skal i sikkerhed.

Han er stukket af.
Det er alvorligt.

Hvad ville han?
Hvorfor kom han?

Han ville sige tak for,
at hans folk fik serveret chokolade.

- Har han ikke sagt tak for det?
- Giv mig listen. Købmanden venter.

- Hvad ville løjtnanten?
- Takke for chokoladen.

- Det har han da sagt tak for.
- Det synes jeg også.

Han vil have, de skal komme hver dag!

Mon dog, Edith.

- Hr. Molin. Allerede?
- Vi kunne ikke vente.

- Og fruen er med. Hyggeligt.
- Goddag, fru Berggren.

Vi ventede Dem i eftermiddag,
men Deres værelse er klar.

- Vi kommer fra Skagen.
- Kom De ikke fra København?

Det gør vi i princippet også.
Vi var bare kort i Skagen.

Så kort var det da ikke. Jeg havde
en optræden på hotellet i aftes.

- August arrangerede det.
- Men før da kom vi fra København.

Der har været ting at se til
for Deres far.

Det har jeg hørt lidt om.

Vi skulle være blevet til frokost,
så det så ud, som om vi kom direkte.

Hvorfor er det så vigtigt, August?

Det skulle gerne se ud,
som om jeg arbejder.

Så længe det varer, elskede.

Han må ikke få mistanke om,
at jeg er på vej væk.

Det får han heller ikke
i den kedelige habit.

- Der kunne komme nogen.
- Sig det til ham i dag.

Vær sød at lade mig ordne det
på min måde og i mit tempo.

- Du lovede, det var i dag.
- Ja.

Har du set, det er samme værelse
som første gang?

Ja, jeg har, August.
Du siger det i dag.

Jeg kan ikke forlade ham,
før vi løser byggesagen i København.

Han er min ven.
Han har gjort meget for mig.

Og du har gjort meget for ham. Alting
har sin tid, og nu er det vores tid.

Ja?

- Nå, det ...
- Bare stil det der.

Molin, min kære ven.
De er kommet!

- Ja. Her er vi.
- Og De har fruen med.

Dejligt at se Dem igen.
Vi ventede dem først i eftermiddag.

Vi hastede over.
Vi har vigtige ting på programmet.

Nå, for Amanda fortalte,
De var et smut omkring Skagen -

- hvor fruen optrådte,
og at det var arrangeret af Dem.

- Det var helt kort.
- Vi læste, de var gået i showbiz.

- Nå, så De har set den artikel?
- Jeg kunne ikke kende Dem i klunset.

Heller ikke jeg.
Heller ikke jeg, nej.

Nej, jeg arrangerer koncerter
med Alma i min sparsomme fritid.

- Godt at høre, det ikke er mere.
- Jeg glæder mig kun til én ting:

At få ordnet problemet i København.
Jeg har nogle tanker.

Det glæder jeg mig til. Få pakket ud
og kom ind. Fru Molin.

I dag, August.
I dag.

De muntre år på Elevskolen
fik en brat afslutning.

Vi elever var samlet i Prøvesalen -

- for at indstudere Nathansens
pragtfulde stykke "Indenfor murene".

Jeg havde netop fået mit stikord,
da det bankede på døren.

Ja?

Den kaffe, De bestilte.
Jeg har også kage med.

Bare sæt det.

Hr. Molin er lige kommet.
Fruen er også med og spurgte til Dem.

Jeg sagde, De ikke ville forstyrres.

Helt rigtigt, lille Edith.

Vi glæder os til at læse om,
hvordan De har lavet alle Deres film.

- Mine hvad?
- Film.

"Haremsnatten", "Jazzprofessoren",
"Fodspor fra havet".

- "Onklen fra Amerika".
- Bogen handler kun om teater.

Slet ikke om film?
Det kan jeg godt nok ikke forstå.

- Da Fanny var her, sagde hun ...
- Men Fanny er her ikke mere. Vel?

Og det er De heller ikke.
Farvel.

Hvor var jeg? Hvor var jeg?
Det er utroligt, det her.

Frøken Frigh? Jeg har haft den
skøreste samtale med fru Ploug.

Hun foreslog at spørge Gorm den
Gamle, hvor han ligger begravet.

Hun er Deres elskede værtinde,
men har hun ikke en skrue løs?

- Fru Ploug er spiritist.
- Det burde jeg have gættet.

- Er De på vej til vandet uden mig?
- Jeg har ikke været på vej med Dem.

Det er også mærkeligt. Jeg henter
badetøj. Eller bader vi uden?

Det er et fristende tilbud,
men jeg går derned med min mor.

Ærgerligt.

- Skulle vi ikke til stranden?
- Kom lige ind.

Jeg er blevet ringet op af prokurist
Berthelsen. Det er alvorligt.

Jeg er blevet indkaldt til møde
med banken, som vil høre -

- hvordan jeg løser den økonomiske
manko. Hvad skal jeg svare dem?

Skal jeg være den, der lukker
fabrikken efter tre generationer?

Mon det går så galt?

Var jeg for hurtig til
at afvise Emil?

- Er vi blevet på Emil?
- Du ved, hvem jeg mener.

Han tilbød mig pengene,
når han fik solgt mærkerne.

Han stjal dem ikke.
Det var en taske, han fandt.

- På det punkt tror jeg ham.
- Selvfølgelig.

- Det, man finder, tilhører ingen.
- Det er en meget fri fortolkning.

Det er også for sent. Jeg har jaget
ham væk og ikke hørt fra ham.

- Er det penge eller Emil, du savner?
- Det er da så sandelig penge.

Ham skænker jeg ikke en tanke.
Ikke en tanke.

Nå, Molin. Jeg er spændt på,
hvad De har at sige om Bispebjerg.

Ja. Som jeg fortalte Dem,
har jeg gjort mig mange tanker.

Jeg har foranstaltet undersøgelser,
men det er ikke nemt at skaffe jern.

De mangler jo også radiatorer. Kommer
de ikke op, falder tapetet ned.

- Hvad gør vi ved det?
- Jeg er nødt til at vise Dem dette.

Det er fra lejernes sagfører.
Jeg fik det for tre dage siden.

- De kræver erstatning.
- Skal det tages alvorligt?

Det er jeg bange for. Vores egen
sagfører mener, at de får det.

Jeg tillod mig derfor for helt egen
regning at kontakte obersten.

- Det havde vi talt om.
- Det er jeg klar over.

Jeg understregede,
vi ikke havde drøftet det.

Tyskerne kan skaffe det, vi mangler,
i løbet af en uge.

Obersten havde bare et lille ønske:

At vi fik deres anlæg færdigt
i Hanstholm.

Det er en lille entreprise,
godt betalt naturligvis.

Det ville på den måde være
dobbelt gevinst.

Molin, obersten truede med at tage
min datters hotel sidste sommer.

- Har De glemt det?
- På ingen måde.

Obersten er lige så ked af den sag
og vil se fremad.

Der har været andre sammenstød
med tyskerne, så jeg kan fortælle -

- at jeg kommer ikke til
at arbejde for tyskerne igen.

Så må vi sgu tage den erstatningssag.

Jeg havde fået mit stikord,
da det bankede på.

"Direktøren vil tale med Dem."
Mit hjerte sank. Hvad nu?

Skulle jeg bortvises
midt i "Indenfor murene"?

Skulle jeg uden for murene
på mit elskede teater?

Mine skridt var tunge, og jeg bankede
på. "Kom bare ind og sæt Dem ned."

Jeg turde næsten ikke ånde.
"Vi har fulgt Deres arbejde."

"De er kun førsteårselev."
Nu kommer det. Nu ryger jeg ud.

Direktøren så direkte på mig:

"Hvad siger De til at være Aladdin
i næste forestilling?"

Havde jeg hørt rigtigt?
Jeg måtte bede ham gentage.

Knap 18 skulle jeg være Aladdin,
hovedrollen i Oehlenschlägers stykke?

Min første tanke var at spørge,
om jeg måtte ringe til far.

Far?
Leander er ked af det.

- Er I færdige med at spille kroket?
- Han gider ikke mere.

Han er ked af det.
Kan du ikke lige snakke med ham?

Hør, hvad er den af, Leander?

- Hvorfor er du så ked af det?
- Jeg savner mor.

- Hvorfor kommer hun ikke?
- Det har jeg fortalt dig.

Der er kommet utøj i lejligheden,
som mor må ordne -

- så vi ikke bliver syge.

Hvorfor kan vi så ikke
ringe til hende?

Fordi telefonen også er
blevet angrebet.

- Hvordan kan det ske, far?
- Hvad?

Hvordan kan en telefon
blive angrebet af utøj?

Det ved far ikke, men det er den.

- Jeg vil snakke med mor.
- Far ringer til telefonvæsenet.

Så kan vi ringe til mor.
Tør nu dine øjne, ikke?

- Skulle I ikke lege med Anna?
- Hun hedder Emma.

- Hun skal hele tiden bestemme.
- Det skal hun da heller ikke.

Det er jer, der er drengene, ikke?
Kom.

Så går vi ned og bader bagefter.
Skal vi ikke sige det?

Min første indskydelse var
at ringe til far.

Men jeg fortalte ham det først,
da vi spiste til aften.

- Jeg husker stadig hans ansigt.
- Jeg synes, jeg hørte dig.

- Har du tid et øjeblik?
- Meget dårligt.

Kom lige ind.

- Er der noget nyt om Helene?
- Helene?

Har du hørt fra hende,
siden hun måtte forlade lejligheden?

Næh. Er det noget, vi skal tale om?
Jeg er midt i en sætning.

Din kone er på flugt,
og du taler om din bog?

Det forekommer mig,
at du har en psykologisk blokering.

Nå, gør det det?
Det er ikke tilfældet.

Nu må du gå. Herut, herut!
Jeg skal arbejde.

Far, han ...

- Det ser dejligt ud.
- Du har været i vandet.

Var stranden ikke forbudt område?

Jeg er kommet til den konklusion,
at dette land er vort.

Det gælder også Frijsenholm.
Lad dem rejse.

- De må tage min mors mand med.
- Hvordan går det med forvalteren?

Han skaffer nye folk.
Alt flasker sig.

Så glemmer vi alt om dem
resten af sommeren.

Lige før vi gik, så vi, at løjtnanten
var her igen. Hvad ville han?

Sige tak for, at soldaterne
kan få chokolade om søndagen.

- Har han ikke sagt det?
- Han vil have, de kommer hver dag.

- Var der tale om det?
- Det tror jeg ikke.

Det var ikke dig, der talte med ham,
men fru Berggren.

Hvis det forholder sig,
som Edith siger, rejser jeg.

Otilia har jo sagt,
at det ikke har noget på sig.

Lad mig tage mig af det her.
Gå op med dig.

Hvad har Edith fortalt?

At vi skal have soldaterne rendende
her hver eneste dag.

Det kan jeg ikke forstå,
hun har sagt. Det har intet på sig.

- Det kommer aldrig til at ske.
- Amanda?

Far og jeg kører til Skagen.

Havde I ikke aflyst det,
nu hvor Molinerne var her?

De vil hellere blive,
og vi ville ikke lave om i planerne.

- Undskyld, hvis jeg afbrød.
- Har De ikke hørt det?

Den tyske løjtnant var her, og nu
skal soldaterne rende her hver dag.

Fru Fjeldsø,
det var ikke derfor, han kom.

Hvorfor så?

- For at takke for, de måtte komme.
- Det har han takket for.

Han havde lyst til
at sige det igen, mor.

Jamen så vil jeg da bare sige,
at hvis de skal komme rendende -

- så er jeg den første, der rejser.

Hvis du vil vide det,
så kom han med den her.

Nå, ikke andet?
Hvorfor sagde du ikke bare det?

- Han er stadig interesseret i dig?
- Det var derfor, jeg ikke sagde det.

- Jeg troede, han forstod sidste år.
- Han opfører sig meget korrekt.

Han kommer med gaver. Hvordan kan
han tro, du vil noget med en nazist?

Han er ikke nazist. Det har han sagt
mere eller mindre direkte.

- Han forstod, at far hjalp Stefan.
- Har han sagt det?

Det er det, jeg siger.
Han er ikke til at blive klog på.

- Du er ikke ved at blive ...?
- Nej. Selvfølgelig ikke det.

Therese, skal vi komme af sted?

Det museum ... Jeg ved sgu ikke.
Hellere en kold bajer og en sildemad.

Hvad fanden?
Det var sgu da Stefan.

- Jeg så det godt.
- De har taget ham til fange.

Ja.

Hvad tror du,
der kommer til at ske med ham?

Det ved jeg ikke.
Sikkert ikke noget behageligt.

Får vi det nogensinde sådan her?
Mit stykke på Dramaten i efteråret.

Strindbergs "Dödsdansen" om et
gammelt ægtepar, der plager hinanden.

- Det er sådan, det går os.
- Det skal nok lykkes.

Men jeg har lige fundet ud af -

- hvad hr. Madsens uvilje
mod tyskerne skyldes.

Det er en ung tysk soldat
fra det andet hotel.

Hr. Madsen har sendt breve
til hans halvjødiske kæreste.

Det blev opdaget, så soldaten
deserterede, men er blevet pågrebet.

- Hr. Madsen kan ikke tale om andet.
- Det ligner ikke hr. Madsen.

Næh, men den unge mand har vel
fået øje på det gode i ham.

Har du den med?

Hr. Madsen skal finde ud af, at du
ikke længere er forretningsmand.

- Du er kunstner.
- Det er nok, han så mig i bladet.

Jeg kommer ikke til at have den på.

Jeg tager den herinde, frøken.

Goddag, mor.

- Preben ved ikke, jeg ringer.
- Taler du og din mand ikke sammen?

Kunne vi være alvorlige?
Hvad stiller du op med høsten?

Når nu din mand har sendt folkene
til kamp mod bolsjevikkerne?

Hvad har du tænkt dig?
At lade kornet rådne?

- Forvalteren skaffer andre folk.
- Jeg kan sige, det ikke er lykkedes.

- Hvor ved du det fra?
- Vi talte. Ingen folk at få.

Javel.

Jeg er fuldstændig ødelagt.
Kan du ikke forstå det?

Denne evindelige kamp mellem min mand
og min søn. Frijsenholm taber.

Vi skal ikke miste godset,
skal vi det, Ditmar?

Det er din mand, der fjerner
arbejderne. Klynk til ham.

Hør efter, hvad jeg siger.
Det kan nås endnu.

De er ikke endeligt indrulleret.

- Hvad mente hun med det?
- De har frist til i morgen.

Hvis jeg frasiger mig godset,
er der ingen, der rejser.

Og ellers lader han det gå fallit?

Han regner med,
jeg ikke lader det ske.

Richard 3., Hamlet -

- Petrucio, Ala...

Hvor er Aladdin?

Sig mig, har hun glemt
at give mig Aladdin med?

Nå, der er du.
Din dejlige dreng.

Nej,
det kan simpelthen ikke være rigtigt.

Jeg beder om forladelse, hr. Weyse.

Man har fortalt mig,
at De arbejder på Deres memoirer.

Men måtte jeg komme ind
og stille Dem et spørgsmål?

Nej.

Jeg skal gøre det,
så kort som jeg kan.

Kollegaerne i København har bedt mig
spørge til Deres hustru.

- Min hustru?
- Jeg spurgte selv.

Jeg kunne forstå,
hun ikke er med i år.

Det er kun, fordi man søger
en undsluppen kommunist.

Nogle mener, at han har opholdt sig
i Deres lejlighed med Deres hustru.

Sig mig, synes De,
jeg ligner en kommunist?

Nej, bestemt ikke, hr. Weyse.

Nu har De truffet min hustru.
Synes De, hun ligner en kommunist?

Nej, slet ikke.

De kan godt selv høre,
hvor tåbeligt det lyder, ikke?

Det forstår sig. Jeg vil understrege,
det ikke var på egen foranledning.

Det var som sagt kollegaerne
i København.

- Vil De lukke døren, når De går?
- Naturligvis, ja.

De skal have arbejdsro
til Deres spændende erindringer.

Måtte jeg lige sige, hvor meget vi
alle sammen glæder os til -

- at læse om Deres film?

Jeg har lige haft besøg
af den enfoldige politimand.

- Mens jeg arbejdede.
- Er det om Helene?

Hans kolleger i København
havde sendt ham herud.

Hjalmar, jeg tror desværre,
du har ret.

Jeg har haft
en psykologisk blokering.

Jeg har været både blind og døv.
Alle siger det jo.

Fanny har sagt det, Edith har sagt
det og nu denne Gregersen.

Alle vil have,
jeg skal skrive om mine film.

- Dine film? Hvad med Helene?
- Ja, hun har også sagt det.

Edward, nu skal du høre.
Det handler ikke om din bog.

Det handler om Helene. Måske tager
landbetjenten det ikke alvorligt -

- men det gør de i København!
Jeg kan forsikre dig:

Det bliver ikke gratis, hvis hun
bliver pågrebet. Forstår du mig?

- Ja, jo. Men hvad kan jeg gøre?
- Sig, politiet tager det alvorligt.

- Jeg aner ikke, hvor hun er.
- Find ud af det!

Ring til alle! Alle de steder,
Helene kunne søge hjælp.

- Eller skal jeg gøre det?
- Nej!

Nej, jeg gør det nu.
Lige nu.

Det var ikke længe,
drengene bestemte.

Nu plukker de mælkebøtter
til kaninerne.

- Hun er uforbederlig.
- Det siger jeg, Molly.

Ane var nøjagtig ligesådan,
da hun var bette.

Så.

- Jeg sætter det. Så kan I fordele.
- Tak, Molly.

Det tog tid, før de fandt ud af,
hvad det var. Det ligner jo en radar.

Men da de fik kigget nærmere ...
I kan se den her.

Det her er en Freya Flamme.
I virkeligheden er det ikke en radar.

Hvad er det så?

Dets signal arbejder sammen med
de engelske flys IFF-transpondere.

De ved, hvornår de engelske fly
er på vej, før radarerne fanger dem.

- De kan måle signalet på 500 km.
- Hvad gør englænderne ved det?

- Bomber skidtet.
- Det håber jeg ikke.

Så ryger naboerne med.

Heldigvis har vi den fordel,
at tyskerne ikke ved, at vi ved det.

Gem den der.

Hvabehar?

- Han spørger, om vi taler tysk.
- Nej, det gør vi ikke.

Vi taler dansk.

- Han er kommet efter flæskesider.
- Det kan han sgu ikke få her.

- Han spørger efter Aage Svendsen.
- Det undrer mig ikke, at han sælger.

Sig, svinene har pest.

Nej, I har ikke hørt fra hende.
Hvis I går, så bed hende om at ringe.

Nej, der er ikke sket noget.
Drengene har det også fint.

Alt er godt.
Ja. Ja tak. I lige måde.

Farvel, lille Lotte.
Hils onkel Gunnar.

Hvem så? Hvem så?

Leif og Bodil.
Ja.

Øjeblik, Villumsen.
Jeg fik ikke spurgt Dem:

- Har De tænkt over mit forslag?
- Ja. Det vil jeg gerne.

- Så siger vi det. I næste uge.
- Hvad handlede det om?

Det kan jeg ikke forklare.
Det er fortroligt.

Så hold det for Dem selv.
Undskyld, at jeg spurgte.

Stefan og hans kæreste blev fanget
i Dortmund på vej til Schweiz.

De havde giftet sig dagen før,
men det gør det ikke bedre -

- når han vidste, det var forbudt.

- Ryger han i spjældet?
- Det er ikke afgjort.

- Han skal for en krigsret.
- Hvad fanden betyder det?

- Hvad siger han?
- Det kan betyde dødsstraf.

Dødsstraf? Han er en stor dreng!
Han var væk i en uge!

Det nytter ikke at råbe.

Han kan ikke gøre noget. Vi må
bare håbe, det ikke går så galt.

Kom ind.

Hr. Madsen.
Kom indenfor.

- Kan vi lige tale sammen?
- Så ses vi bare dernede, August.

Ja, min ven.

Ja, som De ser,
har vi klædt om til middagen.

Jeg var så klodset,
at jeg spildte på mit andet sæt.

Er der noget, jeg kan hjælpe med?

Tag kontakt til obersten og sæt
et møde op herude. Hurtigst muligt.

Naturligvis. Vil det sige,
De overvejer at sige ja?

Måske.

Men jeg har en betingelse.
Der er noget, han skal gøre for mig.

Hr. og fru Molin
skal ikke have kaffe.

- De får det op på værelset.
- Hr. Molin har fået ny tøjstil.

- Det ternede er højeste mode.
- Det lignede en omsyet dug.

Og løjtnanten var her igen. Ingen
skal fortælle mig, at det ikke er -

- fordi vi skal have dem rendende
endnu oftere.

Det var ikke derfor, han var her.
Det var om den tyske soldat Stefan.

- Ham med brevet.
- Ham, Deres mand hjalp?

- Ja. Han er deserteret.
- Deserteret?

Ja, men han blev pågrebet
og skal for en krigsret.

- Det kan ende meget alvorligt.
- De mener vel ikke dødsstraf?

- Dødsstraf? Det er ikke Deres alvor.
- Det er den militære lov.

Der skal statueres et eksempel.
En soldat kan ikke gå egne veje.

Han er en del af den fælles krop.
Det er det samme ord i "korps".

- Korpus på latin.
- Tak for belæringen.

- Så kan vi måske fortsætte?
- Min mand vil hjælpe ham.

I morgen taler han med
en tysk oberst. De skal mødes her.

- Bare så De er klar over det.
- Bevares. En spar.

- Pas.
- Lydia, det er dig.

- Et øjeblik, Olga.
- Hvad nu?

Hr. docent. Hr. docent!
Jeg troede, De kom ind.

- Hvor er folk henne?
- På deres værelser.

Der er noget, jeg har tænkt på.

Måske får vi intet ud af
at kontakte Gorm den Gamle.

Vi kunne i stedet kontakte Harald.
Det var ham, der begravede ham.

Spiritisme er ikke metoden.

Jo.
De så, hvad der kom ud af Sutton Hoo.

Den største skat
fra den tidlige middelalder.

De havde aldrig fundet den, hvis ikke
Edith Pretty i en seance havde set -

- de gamle krigere
stige direkte op ad højen.

Lydia, når du er færdig med
at blamere dig -

- kunne vi måske fortsætte?

Kommer nu, Olga.

Ja?

Her er De. Jeg ledte efter Dem,
men så ligger De her -

- og læser Thit Jensen?

Ville De noget?

Var De interesseret i,
hvad jeg talte med Morten om?

Hvorfor skulle jeg være det?

- Det var kun, hvis De var.
- Det er jeg ikke.

Så god læsning.

- Så lad mig høre.
- Kom indenfor.

Vil De ikke lige
komme herhen og sidde?

Enevoldsen spurgte, om jeg ville
til England og trænes som agent.

- Det var det. Skål.
- Hvorfor spørger han Dem?

Min militære baggrund. Jeg var lige
blevet udnævnt til premierløjtnant.

Min oberst pillede kun flaglinen ned,
så de ikke kunne hejse deres flag.

- Det måtte vi kunne gøre bedre.
- Ved at blive opdaget af tyskerne?

Hvem var det, der blev opdaget?
Skal De slet ikke smage?

Det undrer mig ikke, at De læser
Thit Jensen. De minder om hende.

- Minder om Thit Jensen? Hvordan?
- De er lige så stridbar.

Er jeg stridbar? Hvordan stridbar?
Giv mig bare ét eksempel.

Da jeg kyssede Dem for at redde dem,
men de skældte ud.

Jeg ved godt, hvorfor
De blev irriteret. Det var rart.

- De ville ikke indrømme det.
- Så vi skal tages for at nyde det?

De har et forkvaklet syn på kvinder.

Det har de.

- Er vi ved at være færdige?
- Ane er hjemme at putte Emma.

- Der har været stille.
- Der er ikke flere i stuen.

Både hr. Molin og docent Villumsen
har fået drikkevarer op.

- Selv Bertha har hentet en flaske.
- Så godnat.

Hvad er der med hende i aften? Hun
virker helt ved siden af sig selv.

Jeg lister op nu.
Sov godt.

Jeg kører lige efter morgenmaden.
Jeg tager til Frijsenholm.

Jeg holder for meget af stedet til
at se det gå fallit. Gå op og sov.

- Du skal tidligt op i morgen.
- Ja.

Er klokken halv to?
Ja, undskyld, at jeg vækkede jer.

Nej, jeg er klar over, I ikke har
talt med Helene siden skilsmissen.

Der er ingen grund til,
at hun skulle kontakte jer. Hallo?

Jeg ved ikke, hvem De er,
men er De klar over klokken? Farvel.

Edward? Edward?
Jeg har prøvet at ringe hele aftenen.

- Der har været optaget.
- Jeg har været så bekymret!

Politiet har spurgt efter dig.
Hvor er du?

I Jylland. Jeg kommer i morgen.
Så bliver alt godt.

Jeg glæder mig til at se jer,
men jeg kan ikke tale længere.

- Men du kommer i morgen?
- Ja.

Hun kommer i morgen.
Severin, Leander. Leander, vågn op.

- Hvad er der, far?
- Mor kommer i morgen.

Leander, hører du?
Mor kommer i morgen.

Nu skal I sove.
Bare sov videre.

To be or not to be,
that's the question, but not to me.

Because I know I'll always be
in love with you.

I see that you're the one,
and I'm positive you'll agree.

Because I always love you
just the way I do.

- Kommer mor i morgen?
- Dét gør hun.

I would put it like mr. Romeo
when he entered the balcony.

He said: Juliet, my fiancée,
how'd you like to marry me?

To be or not to be,
that's the question, but not to me.

Because I know that very soon
we'll be a very happy family.

Bertha?
Bertha, er du vågen?

- Hvad sker der?
- Det er min mor.

Det er,
lige hvad jeg ikke har brug for.

- Du synes, det er sjovt?
- Nej.

Men jeg synes, det var dejligt i nat.

Er du oppe?

- Nå, der er du.
- Ja, som du kan se.

Jeg skal tale med dig.
Vi går ind til mig.

Jeg er lige blevet ringet op
af Toft og Thomsen.

Ja, Toft og Thomsen. De to kedelige
typer, vi mødte på stationen.

Jeg sagde, de ville finde os.

De hørte mit navn dernede.
De ville have tasken.

- Den har du jo ikke.
- De troede ikke på det.

De sagde, de ville komme forbi og
finde den. Jeg sagde, Emil tog den.

Så sagde de bare: "Tak for det,
lille frue" og lagde røret på.

Hvad har jeg gjort?
Hvad har jeg gjort mod Emil?

Hvis de finder ham ...
Det tør jeg ikke tænke på.

Den slags typer er voldsforbrydere.
Emil er ikke stærk på den måde.

De er to. Bare jeg kunne finde ud af,
hvor han var, og advare ham.

Man skulle næsten tro,
han betød noget for dig, mor.

Det gør han da ikke. Hvorfor står du
der med dit tøj i hånden?

- Jamen dog. Hvem kommer her?
- Jeg troede, De ventede mig.

Jeg talte med min mor i går
og troede, hun forklarede.

Vi må finde en løsning, Preben.

Folkene har endnu ikke
givet tilsagn til Frikorpset.

- Du kan overtale dem til at blive.
- Det ved jeg ikke.

Det hænger sammen med, om grev Ditmar
vil indgå det arveskifte -

- som ville være bedst for alle.
Det er De måske nu?

Jeg har fortalt Ditmar,
at forvalteren ikke kan skaffe folk.

- Det er naturligvis uheldigt.
- Jeg har talt med forvalteren.

Han fortalte, hvorfor folk ikke vil
arbejde her. Interesserer det Dem?

- Lad mig dog høre.
- Det er, fordi der bor nazister.

Det vænner de sig til.
Folk bliver klogere.

Ja, folk bliver klogere. Der bor
ikke nazister på Frijsenholm længere.

De har en halv time
til at pakke Deres ting.

- Ditmar, hvad mener du?
- Det, jeg siger, mor.

De kan ikke smide mig ud.
Jeg er gift med Deres mor.

Det er mit hjem.
Jeg har boet her i flere år.

Det er min ejendom. De bor her, når
jeg tillader det. Det gør jeg ikke.

Kan De ikke selv finde ud af at
flytte, er der folk, der kan hjælpe.

Det her er fuldstændig latterligt.
Latterligt!

De er i færd med
at begå Deres livs fejl.

Mit livs fejl er, at jeg nogensinde
lod Dem flytte ind her.

Værsgo.

Ja tak.

Jeg er i stand til at gå selv.

Mor, det gælder naturligvis ikke dig.
Du deler ikke hans synspunkter.

Preben er min mand, Ditmar.

Min mand, som du har smidt på porten
som en gemen forbryder.

Hvordan kan du sige,
at det ikke gælder mig?

Så er obersten kommet.
De sidder i dagligstuen.

Så håber jeg, far får det ud af det,
han ønsker. Er hr. Molin der?

- Din far vil tale alene.
- Så må jeg vel oversætte.

Det behøver du ikke.
Obersten har en sekretær med.

Jeg ville bare ønske, din far
ikke skulle arbejde for dem igen.

Hvad skal han lave?

Det drejer sig om vejbyggeri
til transport af tunge kanoner.

Hvad skal de bruges til?

- Obersten siger ...
- Jeg forstod det vigtigste.

Det andet, vi talte om,
husker De vel.

- Obersten har noteret navnet.
- Så De lover at hjælpe ham.

Obersten lover,
der ikke sker ham noget.

Vidunderligt.

- Yndige.
- Mor er kommet!

- Der er du jo.
- Velkommen, fru Weyse.

Tak, Edith.

Mor, du skal se de sten,
jeg har fundet.

Ja. Jeg skal bare lige
sige goddag til far først.

- Undskyld, at jeg blev forsinket.
- Ja.

Men nu er du her jo. Du aner ikke,
hvor jeg har savnet dig.

Hvor er her fint.
Og blomster.

- Hvordan går det med bogen?
- Tal ikke om det.

Jeg var på fejlspor.

Jeg var ved at skrive noget, der var
lige så kedeligt som Poul Reumert.

Jeg troede ikke,
du ville læse hans bog.

Jeg har bladret lidt i den.
Han har ikke nævnt mig med ét ord.

Men nu har vi gudskelov tid sammen.
Nu er du sluppet af med den mand.

Dav, Edward!

Ja, det glemte jeg at fortælle.
Svend tog med.

Da Helene fortalte, politiet havde
været her, var det det mest sikre.

Jeg har sendt bud efter malergrej
til et nøgenstudie af din kone.

- Det behøver du ikke.
- Jo, efter alt det, I har gjort.

Men jeg bliver nødt til at låne hende
i ny og næ som model.

- Det har Helene ikke tid til.
- Du har ikke skrevet bogen færdig.

Så maler jeg hende efter hukommelsen,
gamle dreng.

Dejligt at se dig igen. Frøken ...

Hvad mente han med det, Helene?

-----

Enevoldsen spurgte,
om jeg ville trænes som agent.

— Men nu er du her jo.
— Dav, Edward.

De har en halv time til
at pakke Deres ting.

— Du siger det i dag.
— Ikke før vi løser byggesagen.

— Han skal for en krigsret.
— Krigsret?

Ej, jeg skulle lige til
at sætte den oven i den der.

Ja, Edith og Ane er kulrede,
fordi de snart skal hjem.

— Far?
— En sømine er drevet i land.

— En sømine?
— Den hugger nede i brændingen.

Den må være kommet ind med blæsten.
Kunne jeg låne telefonen?

— Ja, selvfølgelig.
— Tak. Mange tak.

— Jeg går lige ned og ser.
— Er det mon klogt?

Jeg er nødt til at vide,
hvor den ligger.

— Den ligger lige hernede.
— På vores strand?

— Tyskerne er der ikke.
— Min far fik fat på strandfogeden.

— Han ringer til minerydderne.
— Gæsterne kan ikke gå på stranden.

— Husk Svend Damm i radiostuen.
— Ham vil jeg helst slippe for.

— Tager du ham, Edith?
— Det kan Ane gøre.

— Han er tosset med hende.
— Det kan jeg da sagtens.

Hvad?

— Jamen lille frøken Ane, er det Dem?
— Ja, det er mig.

Kom ind, kom ind.

De er vanvittigt køn.
Er De klar over det?

— Jeg kommer bare for ...
— Jeg må male Dem en dag.

Et akt—studie.

Den unge udgave af den liggende Maja,
uberørt —

— uskyldig, sensuel.

Jeg skal lige være færdig
med det her.

Bestillingsopgave til hr. Weyse.

Der er fundet en sømine på stranden,
så man må ikke gå derned.

Vil det sige, vi to ikke kan kaste
os nøgne i bølgerne sammen?

Ja.

— Far, vi må ikke komme ned at bade.
— Har du hørt om søminen?

— Nå jo. Nej, det går ikke.
— Så tager vi over i plantagen.

— Det gider vi ikke.
— Så kan I vise mig køkkenhaven.

— Jo, kom nu, Leander.
— Så snart vi har skiftet tøj. Kom.

Det er synd, de ikke kan bade,
nu det er den sidste dag.

Se, hvad der er kommet fra Gyldendal.

— Hvad skriver de?
— Jeg har ikke åbnet det.

Hvis de forlanger forskuddet tilbage,
så ved jeg ikke ...

Nu hvor vi også skal betale
for Svends ophold i radiostuen —

— hvor han maler min kone
uden tøj på.

— Han har aldrig set mig sådan.
— Og bagefter, skal han så med hjem?

— Han tager til en partikammerat.
— Det vil jeg se, før jeg tror det.

Du må læse det.
Her.

De hader det. Jeg vil uden skam
stå ved, at jeg er, som jeg er.

Jeg er kunstner.
Jeg taler til hele folket —

— ikke kun dem med årskort
til Det Kongelige.

Lad bare Poul Reumert blive genkendt,
når han småskridter over Kgs. Nytorv.

Mig kender hele landet,
fordi de har set mine film.

Hvis ikke fru Andersen forstår det,
er jeg færdig.

— Det gør hun, Edward.
— Hvad gør hun?

Forstår det.
Hun glæder sig til at læse resten.

"Deres erfaringer med såvel teater
og film vil give læseren —

— en stor oplevelse."

"Vi har de største forventninger til,
at De evner —

— at gøre det personlige universelt."
Det skriver hun!

Utroligt, så meget hun får ud
af det forord, du sendte.

Hun taler om at sætte oplaget op.
Jeg vidste det, Helene!

Fra det øjeblik, jeg fik
den geniale idé at tage filmen med.

— Er du ikke kommet længere, mor?
— Mor taler lige med far.

— Jeg klæder om nu.
— Og far går med op til kartoflerne.

Jeg håbede på en sidste tur
på stranden i dag —

— hvis ikke du skal
være sammen med docenten.

— Hvorfor siger du det?
— Jeg så jer jo i går.

— I var nede at bade sammen.
— Det skal du ikke lægge noget i.

Det var helt tilfældigt.

— Er der nyt om søminen?
— Desværre.

Men der er blevet ringet fra Skagen.
Deres nabo, doktor Simonsen.

— Er han i telefonen?
— Han er indlagt på sygehuset.

— Sygehuset? Hvad er der sket?
— Vist bare et uheld.

Men har De mulighed for at hente
hans nøgle og vande hans roser?

— De når til København før ham.
— Tak, Otilia.

Han er da uden hæmninger! Det er
anden gang, han bruger det navn!

Toft og Thomsen har fundet ham,
og nu ligger han på sygehuset!

Det er min skyld.
Jeg fortalte, at Emil havde tasken.

— Hvad har de gjort ved ham?
— Han kan stadig sende bud efter dig.

— Måske fordi han ikke har andre.
— Mor, se på mig.

Han har kørt rundt med dig
hele sommeren.

Du er endelig af med tasken
og med ham.

Der er ingen grund til at køre
til Skagen, bare fordi han ringer.

Du taler, som om jeg er småt begavet.

Du tror ikke,
jeg bare danser efter hans pibe —

— uden at have hørt fra ham
i 14 dage.

Den er god nok. Den ligger på vores
strand. Jeg skulle lige se den.

— Det er jo livsfarligt.
— Jeg blev jo oppe i klitterne.

— Ja? Nå, kom ind.
— Tak.

— Jeg har sgu lige set søminen.
— Nå, De er ikke bange af Dem.

— Den var fandeme stor.
— Jeg har talt med obersten.

Han kan nå herud til klokken 16.
Ønsker De, at jeg går med?

Nej, De er her jo med Deres hustru.
Det er bare kontrakten.

— Jeg håber, det bliver sidste gang.
— Det har vi talt om.

— Det havde vi også sidste år.
— Det er ulykkelige omstændigheder.

— Skal de hellere henrette Stefan?
— Nej, selvfølgelig ikke.

Det bliver værre og værre
med det her ægteskab.

Man bliver helt deprimeret
af Strindberg.

Nå, men jeg har lige meddelt
hr. Madsen, at obersten kommer.

Fik du så sagt op, som du lovede?

Jeg gør det,
når kontrakten er underskrevet.

— Gør du?
— Du behøver ikke spille det stykke.

Der er noget, jeg ikke har fortalt.
Vi skal til Tyskland.

Da jeg talte med obersten,
fortalte han mig —

— at han har gode forbindelser
til UFA i Berlin. Filmselskabet.

Jeg sendte ham et fotografi af dig.
Han var begejstret.

Det er lige den slags blonde
skønheder, de har brug for.

Vi kan ikke have,
at Zarah Leander løber med det hele.

Hun er ikke blond. Var det derfor,
du foreslog at kontakte obersten?

— Nu kender jeg dig igen, August.
— Jeg er på ingen måde nazist.

— Nej. Du er bare opportunist.
— Ja.

Nå, men efter mødet med Madsen
kommer obersten op og hilser på dig.

Og så tænkte jeg, at kunne du ikke
optræde lidt for ham?

Optræde med hvad?
Jeg kan da ikke bare optræde.

Nej. Nej, det var også bare en idé,
nu hvor vi rækker ud —

— efter de helt store penge
i Tyskland.

Ja?

Så har vi hørt fra minerydderen.

Ja, jeg forstår godt,
hvis De undrer Dem lidt over huen.

Kom ind et øjeblik.

Den er fra min fætter i Norge.
Jeg fik den med posten.

"Kære Hjalmar, jeg håber,
hatten med det stærke for —

— kan holde det kloge hoved varmt.
Mange hilsener Tore."

Jeg ved ikke, hvad han forestiller
sig, at jeg skal med den.

Jeg bliver bekymret
for hans mentale tilstand.

— Det er det, nazismen gør.
— De får glæde af den til vinter.

— På mine mange skiture?
— Står De på ski?

Det gør jeg ikke.

— Det er ellers dejligt.
— Måske jeg skulle begynde en dag.

Nu har jeg huen.

— Nå, hvad sagde De om minerydderen?
— Han er på vej.

De må stoppe i Tværsted først for
at uskadeliggøre to miner dernede.

— Er du klar?
— Min mor er lige ved siden af.

— Du er den mærkeligste pige.
— Undskyld, jeg ikke er som andre.

Du kom med på stranden, men var
bange for, din mor fandt ud af det.

— Det gjorde hun også.
— Gør det noget?

For tre dage siden sov du hos mig.
Næste dag lod du —

— som om vi ikke kendte hinanden,
men i aftes kom du ind til mig.

— Du er ikke til at blive klog på.
— Behøver du også det?

Har du talt med Morten Enevoldsen?
Må jeg komme med til England?

Ja. Det går desværre ikke. De træner
kun mænd til hemmelig krigsførelse.

Det er typisk!
Ja?

Undskyld.
Jeg så docenten gå herind.

— Vi taler om søminen.
— Ja. Jeg har en god nyhed.

— Jeg har talt med Harald.
— Harald?

— Sønnen.
— Gorm den Gamles søn.

— Harald Blåtand.
— Ja. Det var en smuk seance.

Han kom, første gang jeg kaldte.
Ved De, hvad han fortalte?

Han synes, det er så trist,
at man ikke respekterer gravfreden —

— men heldigvis kan de grave,
så tosset de vil.

De finder ikke hans far i Sydhøjen.
Han ligger et helt andet sted.

— Det bør jeg nok ikke fortælle.
— Så skal De heller ikke.

Han ligger under kirkegulvet.
Kirken i Jelling.

Det var der, Harald flyttede ham
over, da han blev kristen.

Jeg tænkte nok,
du rendte videre med det sludder.

Der er meget, du går glip af ved
at lukke af for den åndelige verden.

Jeg slipper for
at have Harald Blåtand rendende.

Le du bare. Der kommer en dag,
hvor de finder Gorm i kirken.

Har De hørt,
hvornår man kan komme på stranden?

Man venter stadig på minerydderen.

— Er de kommet? Hvad siger gæsterne?
— De vil jo gerne på stranden.

— Ditmar tager den ikke.
— Han har travlt.

Jeg har en dårlig fornemmelse,
efter at han smed redaktøren ud.

Manden er nazist.
Jeg har mødt den type i Berlin.

Det ved jeg godt, Philip,
men det her er trods alt Danmark.

Jeg håber, du har ret.

Minerydderne er nede på stranden
med Anes far.

— Vi skal forlade hotellet.
— Hvorfor?

Hvis minen springer,
ryger alt i luften.

— Kom nu, Olga. De andre er gået.
— Jeg kommer i mit eget tempo.

— Nå, Amanda. Hvor skal vi gå hen?
— De andre er ved landevejen.

— Pigerne bærer stole derop.
— Og frokosten?

— Den kommer også derop.
— Så vi skal spise på en vej?

— Vi har fundet en lysning i skoven.
— Skovtur i det grønne.

Hvis hotellet ryger i luften,
hvad så med vores bagage?

Det er værre for Amanda og de
stakler, der arbejder med minen!

Det er jeg da klar over, men jeg har
lov til at stille spørgsmålet —

— når vi ikke må tage noget med.
Den kuffert har jeg haft i 35 år.

— Så kan De godt kalde alle tilbage.
— Er den eksploderet?

Den er væk.
Den er drevet til havs igen.

Strømmen har taget den.
De skal ikke glæde Dem for tidligt.

Den kan hurtigt komme tilbage igen.

Så må vi håbe,
det bliver på det andet hotel.

— Er den væk?
— De sendte gæsterne op på vejen.

— Nu skal du få noget frokost.
— Jeg må tilbage.

— Jeg har lovet at holde øje.
— Så siger jeg farvel nu.

Jeg er tilbage, inden du rejser.

Der er drevet 40 miner i land
hele vejen ned ad kysten —

— inden for det sidste døgn.

Jeg forstår ikke, hvor de kommer fra.
Ved du det?

Ja, lidt ved jeg da.

Tyskerne har sat kanoner i Hanstholm
for at spærre for trafikken.

Der er 50 km, hvor ingen kanoner kan
nå, og der har de lagt søminer ud.

Når det stormer, driver de i land.

Har du fundet ud af det,
mens du har været her?

Det må englænderne kunne bruge
ligesom det på Hotel Udsigten.

Den forbandede radar.
Nu ved jeg ikke, hvad de stiller op.

Jeg er i tvivl om, hvad det gør godt
for. Tyskerne er et skridt foran.

Alt, hvad de rører ved, lykkes, og
her sidder jeg langt fra min familie.

— Undskyld, Molly.
— Nu skal du heldigvis snart tilbage.

Du skal vide, hvor glad jeg har været
for at se dig.

Jeg ved bare ikke, om det nytter.

Nogle gange gør man noget
uden at tænke over, om det nytter —

— fordi man må.

Det er sådan, du er, Morten.

— Ved De, hvor min mor er?
— Hun kørte med vognmand Larsen.

— Hun skulle på sygehuset.
— Det er ikke Deres alvor!

Er der noget galt?

Det ser altså værre ud, end det er,
Alice.

— Det var dem, ikke? Toft og Thomsen?
— Men de fik ikke tasken.

Og der kom nogle, så jeg blev reddet.

Reddet?
Du skulle se dig selv.

Ham, der lappede mig sammen, forstod
ikke, hvordan jeg brækkede fingrene —

— ved at falde ned ad en trappe
på Brøndums Hotel.

— Skal jeg hente sygeplejersken?
— Nej, nej. Jeg har det fint.

Du aner ikke, hvor glad jeg er
for at se dig, Alice.

Kan jeg få dig til
at gøre mig en tjeneste?

— Ja. Ligger du dårligt?
— Kunne du hente tasken for mig?

— Nej, det kan jeg ikke!
— Den ligger et dårligt sted.

Kender du Vippefyret på Sønderstrand?
Der har jeg gemt den.

— Nej. Nej, nej!
— Du skal have dine penge.

— Jeg er ikke interesseret!
— Jeg sælger dem til Hasselstrøm.

— Han holder til i Jernbanegade.
— Du kommer ikke ud af byen.

De venter jo på dig. Skal de også
brække fingrene på den anden hånd?

Det her må stoppe lige nu.

Svend?

Nu kan vi gå ned på stranden igen.
Vil du med?

De er sendt til Horserød, Helene.
Mine kammerater fra partiet!

Den lille kontorchef fortalte,
at de er blevet kørt til Horserød.

Og hvad gør jeg?

Mæsker mig her
i borgerskabets dekadente overflod —

— mellem grever og grosserer
med tre retter mad og årgangsvine.

Vartet op af de yndigste piger.

Det eneste, jeg tænker på, det er,
at jeg vil male dem uden tøj på —

— mens mine kammerater ...
Helene, mine kammerater!

De lever af vand og brød
i en koncentrationslejr.

Hvad er jeg for et menneske?
Jeg burde da være der for dem!

Kæmpe deres kampe!
Dele deres skæbne!

Hvorfor melder han sig ikke,
hvis han har det sådan?

— Det har han en gang imellem.
— Ja, det må du jo vide.

Han er faldet til ro nu.
Drengene står dernede og venter.

Jeg skal have fundet en ny titel.

Den kan ikke hedde "Født til teater".
Titlen er vigtig.

Ja, ligesom forordet,
som du heldigvis har skrevet.

Så er det badetid.

— Er du sur?
— Det er min mor.

Det er lige meget. Jeg har ikke
lyst til at bade. Måske senere.

Det går desværre ikke.
Enevoldsen og jeg sejler i aften.

— Jeg har lige fået det at vide.
— Jamen så god tur.

— Jeg kunne også blive hjemme.
— Hvorfor skulle du det?

— Nu du ikke kan komme med.
— Det bliver det ikke bedre af.

Hvorfor kan kun mænd bekæmpe
nazisterne? Det er jeg træt af!

Jeg troede et øjeblik, at du ville
med for, at vi kunne blive sammen.

Jeg går ned og bader.

Det er ellers det tætteste,
jeg har været et frieri.

Det må jeg sige.

Der er brug for forkælelse, nu hvor
De blev jaget op på landevejen.

Der var en ting, jeg har tænkt på.
Måtte jeg se brevet fra Deres fætter?

Ja.

Jeg fik den tanke,
at det forrige brev blev censureret.

Måske har han fundet en anden måde at
sende sine meddelelser. Tillader De?

Han skriver, han håber, det kraftige
for holder Deres hoved varmt.

Prøv lige at høre, hr. Aurland.

Jeg tror sandelig, De har ret.

— Skal jeg gøre det?
— Ja, det er nok bedst.

Det kloge hoved sidder vist på Dem,
frøken Otilia.

— Hvad skriver han?
— Det er værre end frygtet.

Der er indført tvungent medlemskab
af det norske Hitlerjugend for børn.

Al undervisning skal godkendes
af partiet.

De lærere, der nægter, bliver enten
tævet eller smidt i fængsel.

Ja, frøken Otilia, nu gælder
det samme der som i Tyskland.

Først gør man børnene til nazister.
Så har man fremtidens soldater.

Vi bliver ikke mødt med den slags
i den danske skole.

Vi slipper nok billigere, som vi
plejer. Vi går samarbejdets vej.

Som De beskriver forholdene i Norge,
er samarbejde at foretrække.

Måske. Men hvor længe kan vi blive
ved med at se os selv i øjnene —

— og lade de andre tage kampene
for os?

— Hallo?
— Nå, du er der? Jeg har ringet.

— Vi høster, Philip. Det går godt.
— Har du hørt fra redaktør Bruun?

Ikke et ord.
Slangen er krøbet i sit hul.

Hvad med din mor?

Hun ringede, men jeg havde ikke tid.
De har lovet regn på onsdag.

Jeg må tilbage.
Men jeg kommer og henter dig.

— Det behøver du ikke.
— Jo. Det er på tide, du flytter ind.

Så kan jeg lære dig lidt manerer.

— Ja?
— Må jeg forstyrre Dem et øjeblik?

Ser De ikke, at jeg arbejder?

Jeg spurgte, om De havde kendskab
til en undsluppen kommunist.

Det benægtede De, og også
at den pågældende person —

— havde opholdt sig
i Deres lejlighed.

Ja, selvfølgelig,
for det havde intet på sig.

Sagen er den, hr. Weyse,
at personen har meldt sig selv.

— Han sidder nede i patruljevognen.
— Meldt sig selv?

— Jeg aner ikke, hvem De taler om.
— En kollega på teatret.

Hr. Svend Damm,
teatermaler og gæst her på hotellet.

Nå, Svend?
Skulle han være kommunist?

Han fortæller, han den sidste måned
har gemt sig i Deres lejlighed —

— med Deres viden. Det er alvorligt
at gemme en eftersøgt person.

Jeg er så ganske enig, hr. Folmersen.

— Folmer Gregersen.
— Pardon.

Svend Damm er en fjern kollega —

— hvis politiske ståsted jeg ikke
har nogen anelse om.

Han dukker pludselig op på hotellet —

— formentlig fordi han har hørt mig
fortælle om det.

Hans motiver for at fortælle,
at jeg skulle være indblandet —

— i hans gemmeleg med myndighederne,
der ...

Eller jo.

Hvis De vidste, hvor megen jalousi
der er i teaterverdenen ...

Det er også derfor, jeg i mine
erindringer har tænkt mig —

— at skrive om film.

Er det rigtigt? Det er vi rigtig
mange, der glæder os til at læse.

Jeg kunne ikke forestille mig,
det var noget, De havde med at gøre.

Denne Svend Damm virker
noget uligevægtig.

Vi fik ham også ud stille og roligt
uden at forurolige de andre.

Flot. Flot!
Hør, hvad er klokken?

Nå, så mange? Så kan jeg lige nå
at skrive et par sider —

— før der er middag.

Ja, så er oberst Fuchs kommet.

Jeg nåede lige at hviske til ham,
uden at Madsen hørte det —

— at vi har en aftale.

— Jeg er også klar.
— Ja.

— Det kan jeg se.
— Kom. Sæt dig lige, August.

Nu er du obersten.

— Er du klar?
— Ja.

Komm zurück.

Ich warte auf Dich.

Denn Du bist für mich.

All mein Glück.

Komm zurück.

Ruft mein Herz immerzu.

nun erfülle Du

mein Geschick.

Ist der Weg auch weit.

führt er Dich und auch mich
in die Seligkeit.

Darum bitt' ich Dich heut.

Komm zurück

Jeg fortryder,
hvad jeg sagde om Zarah Leander.

Der bliver ingen konkurrence.
Hun bliver sendt retur til Skåne.

Det tror jeg ikke.
Hun er fra Värmland.

Hvis jeg må sige en lillebitte ting —

— så tror jeg ikke, det er
nødvendigt, at du sætter dig på ham.

Det var også kun til ære for dig,
elskede.

De har materialerne,
når kontrakten er underskrevet.

Obersten siger,
der bliver mere arbejde.

Der er ikke tid.
Firmaet har andre opgaver.

Hvad med Stefan Berger?
Har han talt med krigsretten?

— De skal ikke bekymre Dem.
— Så han går fri?

Andersens Badehotel.

Far!

Nå, det er min datter, Amanda,
som har hotellet.

Jeg har talt med løjtnant Kiessling.
Krigsretten er netop trådt sammen.

— Ingen har hørt fra obersten.
— Hvad?

— Sagen kan kun ende på én måde.
— Det var det, han skulle forhindre!

— Obersten siger ...
— Jeg er skideligeglad!

Jeg forstår det godt. De gav mig
Deres ord som tysk officer.

Så meget er det værd.

— Er obersten kørt?
— Ja.

Og vi kan godt skyde
en hvid pind efter det.

Madsen rev kontrakten over for øjnene
af ham. Han vil ikke hjælpe os.

Vi skal ikke arbejde i Hanstholm,
og vores projekt med Tyskland —

— er forsvundet i den blå luft.

Så må det det. Jeg ved heller ikke,
hvad vi skulle der midt i en krig.

Vi har vores i Sverige.
Fik du sagt, at du stopper?

— Hvordan skulle jeg kunne det?
— Madsen må klare sig selv.

— Vi kan ikke klare os uden Madsen!
— Jeg har da mine engagementer.

— Det kan vi ikke leve af.
— Det har du da sagt.

Nej, jeg har ej!
Du har ikke hørt efter.

Jeg tager til Stockholm. Du har
inspireret mig til "Dödsdansen".

Søde, lille Alma.
Vi skal nok finde ud af det.

Jeg kunne ikke vide,
Madsen blev så sentimental —

— fordi de vil aflive en tysk soldat.

— Obersten sagde, det er sket.
— At han er henrettet?

Det ved jeg ikke.
Men i hvert fald dømt.

Det var en af de soldater,
der kom og fik kakao.

— Var det? Hvem af dem?
— Ham, der sang så smukt.

Ham? Men han var da den sødeste
af dem alle sammen.

Ja.

Så rejser hr. og fru Molin.
Har du sagt farvel?

De var lige herinde.

— Du har gjort alt, hvad du kunne.
— Det var sgu ikke meget.

I det mindste skal du ikke
arbejde for dem mere.

Det kommer aldrig til at ske igen.

— Skal vi ikke gå ned at bade?
— Det har jeg sgu ikke lyst til.

Jo. Kom nu.

Lad os få noget luft.
Det har vi godt af, begge to.

— Så blev hr. og fru Molin hentet.
— Havde han fru Frigh med tilbage?

Nej, det er rigtigt.
Det er længe siden, hun tog af sted.

— Kender vi hinanden?
— Nej, hr. Hasselstrøm.

Vi har en fælles bekendt.
Emil Høyer.

Emil Høyer?
Nej, det tror jeg ikke.

Han har solgt rationeringsmærker
til Dem, og De betalte ham 5000.

Jeg ville høre, om De er interesseret
i resten af Deres tyvekoster.

— Jeg fik ikke Deres navn.
— Det er lige meget.

— Er De interesseret?
— Måske. Har De dem da?

Måske.

Hvis jeg skulle være interesseret,
hvad skal det så koste?

Ikke en krone.

Jeg vil endda fortælle,
hvem der stjal mærkerne.

— To kedelige typer. Toft og Thomsen.
— Toft og Thomsen?

— Hvor kan man finde dem?
— De var i Skagen i går.

Da Emil ikke ville fortælle om
mærkerne, brækkede de hans fingre.

Ikke pænt.

Jeg giver Dem tasken,
hvis De sørger for —

— at de aldrig kommer i nærheden
af Emil igen.

Det skulle nok kunne arrangeres.

Tak.

Tasken ligger i garderoben
lige henne på stationen.

Det var behageligt
at gøre Deres bekendtskab.

Det var behageligt
at lugte oversøisk tobak.

— Den er dyrket i Danmark.
— Det er den i hvert fald ikke.

Jeg kan fortælle Dem, at det er den
på marker uden for Aalborg.

Vil De have en?

— Hvad kan sådan en sælges for?
— 60 øre.

60 øre for en dansk cigar?

Intet som krig sætter gang
i foretagsomheden.

"Erindringer fra scene og film."
Nej, det er for kedeligt.

"Triumfer fra scene og film."
Nej, det bliver alt for ...

Hvordan fortæller jeg,
at jeg har elsket begge dele?

Jamen der var den jo.

— "Jeg har elsket det hele."
— Hvabehar?

Det er min nye titel.
Hvad kan jeg gøre for Dem?

— Klokken er 20 minutter i seks ...
— Ja tak. Jeg har fundet mit ur.

Det var pænt af Dem.
Tak.

Kollegaerne i København
lånte en nøgle til Deres lejlighed.

Der er tydelige spor
efter kommunisten Svend Damm.

Han har malet på væggene.

Klokken er 20 minutter i seks,
og De er anholdt.

— Anholdt?
— Han blev kørt af sted.

Betjenten var her og arresterede
Svend Damm, som selv havde ringet.

— Hvorfor tager de Edward med?
— Betjenten kom pludselig tilbage.

Hr. Weyse skældte ham ud,
men de var tre mand.

— De sagde, han var komponist.
— Kommunist.

— Det er forrykt. Er Hjalmar deroppe?
— Det tror jeg, fru Weyse.

— Har du hørt om Edward?
— Det var svært at undgå.

Han var højrøstet,
da de slæbte af sted med ham.

Jeg tager til Skagen nu.
Se efter drengene.

— Jeg har ikke sagt noget til dem.
— Luk lige døren.

Jeg må sige til dem, at Edward intet
har med det at gøre.

Drengene har savnet dig. Begge deres
forældre skal ikke i Horserød.

Tager de ham derop?
Det kan de da ikke.

De kan tilbageholde på mistanke
uden at stille dem for en dommer.

Han overlever aldrig.

Da vi talte om, at tyskerne
beslaglagde Hotel Udsigten —

— insisterede Edward på, at bare vi
lukkede øjnene, fandtes det ikke.

Jeg har ikke brug
for din moralisering.

Undskyld. Jeg ringer til min minister
og hører, om han kan hjælpe.

Sig til ham, at Edward intet har
med politik at gøre. Du kender ham.

— Du ved det.
— Ja. Han er kun optaget af sig selv.

Hvad var det, mor?

— Det må være søminen.
— Er den tilbage?

— Den var drevet i land igen.
— Ved Hotel Udsigten.

— Vi blev jaget væk af tyskerne.
— Hører du, Olga?

Det var det, du ønskede,
at den drev i land hos dem.

Der er ikke noget overnaturligt
ved det.

Det er strømforhold og videnskab.

Derfor kan de godt have fortjent det.

Hotel Udsigten brænder.
Fru Berggren er løbet ned for at se.

Hr. Villumsen er ikke på sit værelse.

Han gik for en halv time siden.
Han skulle mødes med Morten.

— De skal vist af sted om lidt.
— Hvordan ser det ud derovre?

— Det hele brænder.
— Hvad med radaren?

— Den store installation?
— Den er knækket midt over. Ja.

Hold da op.

— Halløj.
— Bertha.

Hotel Udsigten brænder.
Radaren er ødelagt.

— Er Morten og Claus derinde?
— Nej, de er kørt.

De tog rutebilen kvart over.
Det var da ærgerligt.

Hvis du ringer til Arne Kokholm,
kan han få beskeden videre.

Der var måske også noget andet,
du gerne ville have sagt til dem.

Måske.

Så var det da trist,
han ikke hørte det.

Det er typisk mig. Jeg er ikke
god til at få ting sagt, mens tid er.

Jeg skal fortælle Leslie om de danske
cigarer. Det kan redde vores økonomi.

— Så fik du noget ud af at omgås dem.
— Er du stadig sur over det?

— Det var vigtigt at få det lukket.
— Det håber jeg, det er nu.

— Og at du er færdig med ham.
— Det kan jeg forsikre dig.

— Hvor er mine bøger?
— På dit værelse.

Jeg har ikke rørt dem.

Dav, Alice. Jeg blev så glad, da du
foreslog, jeg kunne kigge forbi.

— Hvornår foreslog jeg det?
— Da du ringede.

— Måske var det mig, men du sagde ja.
— Gjorde jeg?

Ja, det gjorde du.
Tak for det med Hasselstrøm.

Jeg har ikke set Toft og Thomsen. Det
ærgrer mig, du ikke får dine penge.

Jeg klarer mig også uden.
Du er nødt til at gå.

Bertha er hjemme for at hente noget,
og hun skal ikke se dig.

— Bliver hun længe?
— Om hun bliver længe?

Ja.

— Hun kommer nu.
— Jeg venter omme i haven.

— Hvem var det?
— Hvem hvad?

— Hvem ringede på døren?
— Det var bare ...

Det var doktor Simonsen. Ja.
Han ønskede mig velkommen hjem.

— Så er han måske lun på dig.
— Pjat. Pjat.

— Nå, men jeg skal ikke holde på dig.
— Skulle vi ikke spise sammen?

Kunne vi gøre det en anden dag?
Jeg er så træt efter rejsen.

Jeg vil bare op
og have en lille middagslur.

— Jamen så sov godt.
— Tak. Hils fru Ploug.

Fortæl, Edward.

Fortæl.

— Der er ikke meget at fortælle.
— Slap de dig bare?

Det var frygteligt.
Du har ingen anelse.

Køjesenge med halmmadrasser
tilbage fra den store krig.

Fire mand på værelset.
To af dem anede ikke, hvem jeg var.

— Var du den eneste, der måtte gå?
— Ja, de andre er jo kommunister.

Så du Svend?

— Han sad i en anden barak.
— Han efterlod et brev.

Han undskyldte
at have ødelagt min sommerferie.

Og hvad så med min? Jeg har været
alene hele sommeren med drengene.

Jeg er blevet anholdt
og beskyldt for at være politisk.

Åh gud.
Hvad nu hvis bladene finder ud af —

— at jeg har siddet i kommunistlejr?
Kan min bog så overhovedet sælges?

Så er alt spildt!

Det er trist for dit forord,
hvis du har skrevet det forgæves.

Sidste år frygtede du,
at folk troede —

— du sympatiserede med tyskerne.
Mon ikke du også slipper denne gang?

Hr. Weyse er hjemme i god behold.
Fru Weyse ringede.

Jeg har hele sommeren frygtet,
at gæsterne tog hjem før tid.

— Ikke at de skulle i fængsel.
— Det gik alligevel.

Det gør det også næste år.
Nu er tyskerne jo væk.

Så må de jo henrette deres soldater
et andet sted.

— Kør med os hjem.
— Jo, Amanda.

— I stedet for at blive her alene.
— Jeg skal lukke ordentligt af.

Jeg skal lave regnskaber.
Der er meget, jeg skal.

Af sted med jer.
Jeg kan ikke have jer hængende her.

Vi ses.

Ja.
Jeg ringer, når vi er fremme.

-----