All language subtitles for B.8.5.dan

Enevoldsen spurgte,
om jeg ville trænes som agent.

— Men nu er du her jo.
— Dav, Edward.

De har en halv time til
at pakke Deres ting.

— Du siger det i dag.
— Ikke før vi løser byggesagen.

— Han skal for en krigsret.
— Krigsret?

Ej, jeg skulle lige til
at sætte den oven i den der.

Ja, Edith og Ane er kulrede,
fordi de snart skal hjem.

— Far?
— En sømine er drevet i land.

— En sømine?
— Den hugger nede i brændingen.

Den må være kommet ind med blæsten.
Kunne jeg låne telefonen?

— Ja, selvfølgelig.
— Tak. Mange tak.

— Jeg går lige ned og ser.
— Er det mon klogt?

Jeg er nødt til at vide,
hvor den ligger.

— Den ligger lige hernede.
— På vores strand?

— Tyskerne er der ikke.
— Min far fik fat på strandfogeden.

— Han ringer til minerydderne.
— Gæsterne kan ikke gå på stranden.

— Husk Svend Damm i radiostuen.
— Ham vil jeg helst slippe for.

— Tager du ham, Edith?
— Det kan Ane gøre.

— Han er tosset med hende.
— Det kan jeg da sagtens.

Hvad?

— Jamen lille frøken Ane, er det Dem?
— Ja, det er mig.

Kom ind, kom ind.

De er vanvittigt køn.
Er De klar over det?

— Jeg kommer bare for ...
— Jeg må male Dem en dag.

Et akt—studie.

Den unge udgave af den liggende Maja,
uberørt —

— uskyldig, sensuel.

Jeg skal lige være færdig
med det her.

Bestillingsopgave til hr. Weyse.

Der er fundet en sømine på stranden,
så man må ikke gå derned.

Vil det sige, vi to ikke kan kaste
os nøgne i bølgerne sammen?

Ja.

— Far, vi må ikke komme ned at bade.
— Har du hørt om søminen?

— Nå jo. Nej, det går ikke.
— Så tager vi over i plantagen.

— Det gider vi ikke.
— Så kan I vise mig køkkenhaven.

— Jo, kom nu, Leander.
— Så snart vi har skiftet tøj. Kom.

Det er synd, de ikke kan bade,
nu det er den sidste dag.

Se, hvad der er kommet fra Gyldendal.

— Hvad skriver de?
— Jeg har ikke åbnet det.

Hvis de forlanger forskuddet tilbage,
så ved jeg ikke ...

Nu hvor vi også skal betale
for Svends ophold i radiostuen —

— hvor han maler min kone
uden tøj på.

— Han har aldrig set mig sådan.
— Og bagefter, skal han så med hjem?

— Han tager til en partikammerat.
— Det vil jeg se, før jeg tror det.

Du må læse det.
Her.

De hader det. Jeg vil uden skam
stå ved, at jeg er, som jeg er.

Jeg er kunstner.
Jeg taler til hele folket —

— ikke kun dem med årskort
til Det Kongelige.

Lad bare Poul Reumert blive genkendt,
når han småskridter over Kgs. Nytorv.

Mig kender hele landet,
fordi de har set mine film.

Hvis ikke fru Andersen forstår det,
er jeg færdig.

— Det gør hun, Edward.
— Hvad gør hun?

Forstår det.
Hun glæder sig til at læse resten.

"Deres erfaringer med såvel teater
og film vil give læseren —

— en stor oplevelse."

"Vi har de største forventninger til,
at De evner —

— at gøre det personlige universelt."
Det skriver hun!

Utroligt, så meget hun får ud
af det forord, du sendte.

Hun taler om at sætte oplaget op.
Jeg vidste det, Helene!

Fra det øjeblik, jeg fik
den geniale idé at tage filmen med.

— Er du ikke kommet længere, mor?
— Mor taler lige med far.

— Jeg klæder om nu.
— Og far går med op til kartoflerne.

Jeg håbede på en sidste tur
på stranden i dag —

— hvis ikke du skal
være sammen med docenten.

— Hvorfor siger du det?
— Jeg så jer jo i går.

— I var nede at bade sammen.
— Det skal du ikke lægge noget i.

Det var helt tilfældigt.

— Er der nyt om søminen?
— Desværre.

Men der er blevet ringet fra Skagen.
Deres nabo, doktor Simonsen.

— Er han i telefonen?
— Han er indlagt på sygehuset.

— Sygehuset? Hvad er der sket?
— Vist bare et uheld.

Men har De mulighed for at hente
hans nøgle og vande hans roser?

— De når til København før ham.
— Tak, Otilia.

Han er da uden hæmninger! Det er
anden gang, han bruger det navn!

Toft og Thomsen har fundet ham,
og nu ligger han på sygehuset!

Det er min skyld.
Jeg fortalte, at Emil havde tasken.

— Hvad har de gjort ved ham?
— Han kan stadig sende bud efter dig.

— Måske fordi han ikke har andre.
— Mor, se på mig.

Han har kørt rundt med dig
hele sommeren.

Du er endelig af med tasken
og med ham.

Der er ingen grund til at køre
til Skagen, bare fordi han ringer.

Du taler, som om jeg er småt begavet.

Du tror ikke,
jeg bare danser efter hans pibe —

— uden at have hørt fra ham
i 14 dage.

Den er god nok. Den ligger på vores
strand. Jeg skulle lige se den.

— Det er jo livsfarligt.
— Jeg blev jo oppe i klitterne.

— Ja? Nå, kom ind.
— Tak.

— Jeg har sgu lige set søminen.
— Nå, De er ikke bange af Dem.

— Den var fandeme stor.
— Jeg har talt med obersten.

Han kan nå herud til klokken 16.
Ønsker De, at jeg går med?

Nej, De er her jo med Deres hustru.
Det er bare kontrakten.

— Jeg håber, det bliver sidste gang.
— Det har vi talt om.

— Det havde vi også sidste år.
— Det er ulykkelige omstændigheder.

— Skal de hellere henrette Stefan?
— Nej, selvfølgelig ikke.

Det bliver værre og værre
med det her ægteskab.

Man bliver helt deprimeret
af Strindberg.

Nå, men jeg har lige meddelt
hr. Madsen, at obersten kommer.

Fik du så sagt op, som du lovede?

Jeg gør det,
når kontrakten er underskrevet.

— Gør du?
— Du behøver ikke spille det stykke.

Der er noget, jeg ikke har fortalt.
Vi skal til Tyskland.

Da jeg talte med obersten,
fortalte han mig —

— at han har gode forbindelser
til UFA i Berlin. Filmselskabet.

Jeg sendte ham et fotografi af dig.
Han var begejstret.

Det er lige den slags blonde
skønheder, de har brug for.

Vi kan ikke have,
at Zarah Leander løber med det hele.

Hun er ikke blond. Var det derfor,
du foreslog at kontakte obersten?

— Nu kender jeg dig igen, August.
— Jeg er på ingen måde nazist.

— Nej. Du er bare opportunist.
— Ja.

Nå, men efter mødet med Madsen
kommer obersten op og hilser på dig.

Og så tænkte jeg, at kunne du ikke
optræde lidt for ham?

Optræde med hvad?
Jeg kan da ikke bare optræde.

Nej. Nej, det var også bare en idé,
nu hvor vi rækker ud —

— efter de helt store penge
i Tyskland.

Ja?

Så har vi hørt fra minerydderen.

Ja, jeg forstår godt,
hvis De undrer Dem lidt over huen.

Kom ind et øjeblik.

Den er fra min fætter i Norge.
Jeg fik den med posten.

"Kære Hjalmar, jeg håber,
hatten med det stærke for —

— kan holde det kloge hoved varmt.
Mange hilsener Tore."

Jeg ved ikke, hvad han forestiller
sig, at jeg skal med den.

Jeg bliver bekymret
for hans mentale tilstand.

— Det er det, nazismen gør.
— De får glæde af den til vinter.

— På mine mange skiture?
— Står De på ski?

Det gør jeg ikke.

— Det er ellers dejligt.
— Måske jeg skulle begynde en dag.

Nu har jeg huen.

— Nå, hvad sagde De om minerydderen?
— Han er på vej.

De må stoppe i Tværsted først for
at uskadeliggøre to miner dernede.

— Er du klar?
— Min mor er lige ved siden af.

— Du er den mærkeligste pige.
— Undskyld, jeg ikke er som andre.

Du kom med på stranden, men var
bange for, din mor fandt ud af det.

— Det gjorde hun også.
— Gør det noget?

For tre dage siden sov du hos mig.
Næste dag lod du —

— som om vi ikke kendte hinanden,
men i aftes kom du ind til mig.

— Du er ikke til at blive klog på.
— Behøver du også det?

Har du talt med Morten Enevoldsen?
Må jeg komme med til England?

Ja. Det går desværre ikke. De træner
kun mænd til hemmelig krigsførelse.

Det er typisk!
Ja?

Undskyld.
Jeg så docenten gå herind.

— Vi taler om søminen.
— Ja. Jeg har en god nyhed.

— Jeg har talt med Harald.
— Harald?

— Sønnen.
— Gorm den Gamles søn.

— Harald Blåtand.
— Ja. Det var en smuk seance.

Han kom, første gang jeg kaldte.
Ved De, hvad han fortalte?

Han synes, det er så trist,
at man ikke respekterer gravfreden —

— men heldigvis kan de grave,
så tosset de vil.

De finder ikke hans far i Sydhøjen.
Han ligger et helt andet sted.

— Det bør jeg nok ikke fortælle.
— Så skal De heller ikke.

Han ligger under kirkegulvet.
Kirken i Jelling.

Det var der, Harald flyttede ham
over, da han blev kristen.

Jeg tænkte nok,
du rendte videre med det sludder.

Der er meget, du går glip af ved
at lukke af for den åndelige verden.

Jeg slipper for
at have Harald Blåtand rendende.

Le du bare. Der kommer en dag,
hvor de finder Gorm i kirken.

Har De hørt,
hvornår man kan komme på stranden?

Man venter stadig på minerydderen.

— Er de kommet? Hvad siger gæsterne?
— De vil jo gerne på stranden.

— Ditmar tager den ikke.
— Han har travlt.

Jeg har en dårlig fornemmelse,
efter at han smed redaktøren ud.

Manden er nazist.
Jeg har mødt den type i Berlin.

Det ved jeg godt, Philip,
men det her er trods alt Danmark.

Jeg håber, du har ret.

Minerydderne er nede på stranden
med Anes far.

— Vi skal forlade hotellet.
— Hvorfor?

Hvis minen springer,
ryger alt i luften.

— Kom nu, Olga. De andre er gået.
— Jeg kommer i mit eget tempo.

— Nå, Amanda. Hvor skal vi gå hen?
— De andre er ved landevejen.

— Pigerne bærer stole derop.
— Og frokosten?

— Den kommer også derop.
— Så vi skal spise på en vej?

— Vi har fundet en lysning i skoven.
— Skovtur i det grønne.

Hvis hotellet ryger i luften,
hvad så med vores bagage?

Det er værre for Amanda og de
stakler, der arbejder med minen!

Det er jeg da klar over, men jeg har
lov til at stille spørgsmålet —

— når vi ikke må tage noget med.
Den kuffert har jeg haft i 35 år.

— Så kan De godt kalde alle tilbage.
— Er den eksploderet?

Den er væk.
Den er drevet til havs igen.

Strømmen har taget den.
De skal ikke glæde Dem for tidligt.

Den kan hurtigt komme tilbage igen.

Så må vi håbe,
det bliver på det andet hotel.

— Er den væk?
— De sendte gæsterne op på vejen.

— Nu skal du få noget frokost.
— Jeg må tilbage.

— Jeg har lovet at holde øje.
— Så siger jeg farvel nu.

Jeg er tilbage, inden du rejser.

Der er drevet 40 miner i land
hele vejen ned ad kysten —

— inden for det sidste døgn.

Jeg forstår ikke, hvor de kommer fra.
Ved du det?

Ja, lidt ved jeg da.

Tyskerne har sat kanoner i Hanstholm
for at spærre for trafikken.

Der er 50 km, hvor ingen kanoner kan
nå, og der har de lagt søminer ud.

Når det stormer, driver de i land.

Har du fundet ud af det,
mens du har været her?

Det må englænderne kunne bruge
ligesom det på Hotel Udsigten.

Den forbandede radar.
Nu ved jeg ikke, hvad de stiller op.

Jeg er i tvivl om, hvad det gør godt
for. Tyskerne er et skridt foran.

Alt, hvad de rører ved, lykkes, og
her sidder jeg langt fra min familie.

— Undskyld, Molly.
— Nu skal du heldigvis snart tilbage.

Du skal vide, hvor glad jeg har været
for at se dig.

Jeg ved bare ikke, om det nytter.

Nogle gange gør man noget
uden at tænke over, om det nytter —

— fordi man må.

Det er sådan, du er, Morten.

— Ved De, hvor min mor er?
— Hun kørte med vognmand Larsen.

— Hun skulle på sygehuset.
— Det er ikke Deres alvor!

Er der noget galt?

Det ser altså værre ud, end det er,
Alice.

— Det var dem, ikke? Toft og Thomsen?
— Men de fik ikke tasken.

Og der kom nogle, så jeg blev reddet.

Reddet?
Du skulle se dig selv.

Ham, der lappede mig sammen, forstod
ikke, hvordan jeg brækkede fingrene —

— ved at falde ned ad en trappe
på Brøndums Hotel.

— Skal jeg hente sygeplejersken?
— Nej, nej. Jeg har det fint.

Du aner ikke, hvor glad jeg er
for at se dig, Alice.

Kan jeg få dig til
at gøre mig en tjeneste?

— Ja. Ligger du dårligt?
— Kunne du hente tasken for mig?

— Nej, det kan jeg ikke!
— Den ligger et dårligt sted.

Kender du Vippefyret på Sønderstrand?
Der har jeg gemt den.

— Nej. Nej, nej!
— Du skal have dine penge.

— Jeg er ikke interesseret!
— Jeg sælger dem til Hasselstrøm.

— Han holder til i Jernbanegade.
— Du kommer ikke ud af byen.

De venter jo på dig. Skal de også
brække fingrene på den anden hånd?

Det her må stoppe lige nu.

Svend?

Nu kan vi gå ned på stranden igen.
Vil du med?

De er sendt til Horserød, Helene.
Mine kammerater fra partiet!

Den lille kontorchef fortalte,
at de er blevet kørt til Horserød.

Og hvad gør jeg?

Mæsker mig her
i borgerskabets dekadente overflod —

— mellem grever og grosserer
med tre retter mad og årgangsvine.

Vartet op af de yndigste piger.

Det eneste, jeg tænker på, det er,
at jeg vil male dem uden tøj på —

— mens mine kammerater ...
Helene, mine kammerater!

De lever af vand og brød
i en koncentrationslejr.

Hvad er jeg for et menneske?
Jeg burde da være der for dem!

Kæmpe deres kampe!
Dele deres skæbne!

Hvorfor melder han sig ikke,
hvis han har det sådan?

— Det har han en gang imellem.
— Ja, det må du jo vide.

Han er faldet til ro nu.
Drengene står dernede og venter.

Jeg skal have fundet en ny titel.

Den kan ikke hedde "Født til teater".
Titlen er vigtig.

Ja, ligesom forordet,
som du heldigvis har skrevet.

Så er det badetid.

— Er du sur?
— Det er min mor.

Det er lige meget. Jeg har ikke
lyst til at bade. Måske senere.

Det går desværre ikke.
Enevoldsen og jeg sejler i aften.

— Jeg har lige fået det at vide.
— Jamen så god tur.

— Jeg kunne også blive hjemme.
— Hvorfor skulle du det?

— Nu du ikke kan komme med.
— Det bliver det ikke bedre af.

Hvorfor kan kun mænd bekæmpe
nazisterne? Det er jeg træt af!

Jeg troede et øjeblik, at du ville
med for, at vi kunne blive sammen.

Jeg går ned og bader.

Det er ellers det tætteste,
jeg har været et frieri.

Det må jeg sige.

Der er brug for forkælelse, nu hvor
De blev jaget op på landevejen.

Der var en ting, jeg har tænkt på.
Måtte jeg se brevet fra Deres fætter?

Ja.

Jeg fik den tanke,
at det forrige brev blev censureret.

Måske har han fundet en anden måde at
sende sine meddelelser. Tillader De?

Han skriver, han håber, det kraftige
for holder Deres hoved varmt.

Prøv lige at høre, hr. Aurland.

Jeg tror sandelig, De har ret.

— Skal jeg gøre det?
— Ja, det er nok bedst.

Det kloge hoved sidder vist på Dem,
frøken Otilia.

— Hvad skriver han?
— Det er værre end frygtet.

Der er indført tvungent medlemskab
af det norske Hitlerjugend for børn.

Al undervisning skal godkendes
af partiet.

De lærere, der nægter, bliver enten
tævet eller smidt i fængsel.

Ja, frøken Otilia, nu gælder
det samme der som i Tyskland.

Først gør man børnene til nazister.
Så har man fremtidens soldater.

Vi bliver ikke mødt med den slags
i den danske skole.

Vi slipper nok billigere, som vi
plejer. Vi går samarbejdets vej.

Som De beskriver forholdene i Norge,
er samarbejde at foretrække.

Måske. Men hvor længe kan vi blive
ved med at se os selv i øjnene —

— og lade de andre tage kampene
for os?

— Hallo?
— Nå, du er der? Jeg har ringet.

— Vi høster, Philip. Det går godt.
— Har du hørt fra redaktør Bruun?

Ikke et ord.
Slangen er krøbet i sit hul.

Hvad med din mor?

Hun ringede, men jeg havde ikke tid.
De har lovet regn på onsdag.

Jeg må tilbage.
Men jeg kommer og henter dig.

— Det behøver du ikke.
— Jo. Det er på tide, du flytter ind.

Så kan jeg lære dig lidt manerer.

— Ja?
— Må jeg forstyrre Dem et øjeblik?

Ser De ikke, at jeg arbejder?

Jeg spurgte, om De havde kendskab
til en undsluppen kommunist.

Det benægtede De, og også
at den pågældende person —

— havde opholdt sig
i Deres lejlighed.

Ja, selvfølgelig,
for det havde intet på sig.

Sagen er den, hr. Weyse,
at personen har meldt sig selv.

— Han sidder nede i patruljevognen.
— Meldt sig selv?

— Jeg aner ikke, hvem De taler om.
— En kollega på teatret.

Hr. Svend Damm,
teatermaler og gæst her på hotellet.

Nå, Svend?
Skulle han være kommunist?

Han fortæller, han den sidste måned
har gemt sig i Deres lejlighed —

— med Deres viden. Det er alvorligt
at gemme en eftersøgt person.

Jeg er så ganske enig, hr. Folmersen.

— Folmer Gregersen.
— Pardon.

Svend Damm er en fjern kollega —

— hvis politiske ståsted jeg ikke
har nogen anelse om.

Han dukker pludselig op på hotellet —

— formentlig fordi han har hørt mig
fortælle om det.

Hans motiver for at fortælle,
at jeg skulle være indblandet —

— i hans gemmeleg med myndighederne,
der ...

Eller jo.

Hvis De vidste, hvor megen jalousi
der er i teaterverdenen ...

Det er også derfor, jeg i mine
erindringer har tænkt mig —

— at skrive om film.

Er det rigtigt? Det er vi rigtig
mange, der glæder os til at læse.

Jeg kunne ikke forestille mig,
det var noget, De havde med at gøre.

Denne Svend Damm virker
noget uligevægtig.

Vi fik ham også ud stille og roligt
uden at forurolige de andre.

Flot. Flot!
Hør, hvad er klokken?

Nå, så mange? Så kan jeg lige nå
at skrive et par sider —

— før der er middag.

Ja, så er oberst Fuchs kommet.

Jeg nåede lige at hviske til ham,
uden at Madsen hørte det —

— at vi har en aftale.

— Jeg er også klar.
— Ja.

— Det kan jeg se.
— Kom. Sæt dig lige, August.

Nu er du obersten.

— Er du klar?
— Ja.

Komm zurück.

Ich warte auf Dich.

Denn Du bist für mich.

All mein Glück.

Komm zurück.

Ruft mein Herz immerzu.

nun erfülle Du

mein Geschick.

Ist der Weg auch weit.

führt er Dich und auch mich
in die Seligkeit.

Darum bitt' ich Dich heut.

Komm zurück

Jeg fortryder,
hvad jeg sagde om Zarah Leander.

Der bliver ingen konkurrence.
Hun bliver sendt retur til Skåne.

Det tror jeg ikke.
Hun er fra Värmland.

Hvis jeg må sige en lillebitte ting —

— så tror jeg ikke, det er
nødvendigt, at du sætter dig på ham.

Det var også kun til ære for dig,
elskede.

De har materialerne,
når kontrakten er underskrevet.

Obersten siger,
der bliver mere arbejde.

Der er ikke tid.
Firmaet har andre opgaver.

Hvad med Stefan Berger?
Har han talt med krigsretten?

— De skal ikke bekymre Dem.
— Så han går fri?

Andersens Badehotel.

Far!

Nå, det er min datter, Amanda,
som har hotellet.

Jeg har talt med løjtnant Kiessling.
Krigsretten er netop trådt sammen.

— Ingen har hørt fra obersten.
— Hvad?

— Sagen kan kun ende på én måde.
— Det var det, han skulle forhindre!

— Obersten siger ...
— Jeg er skideligeglad!

Jeg forstår det godt. De gav mig
Deres ord som tysk officer.

Så meget er det værd.

— Er obersten kørt?
— Ja.

Og vi kan godt skyde
en hvid pind efter det.

Madsen rev kontrakten over for øjnene
af ham. Han vil ikke hjælpe os.

Vi skal ikke arbejde i Hanstholm,
og vores projekt med Tyskland —

— er forsvundet i den blå luft.

Så må det det. Jeg ved heller ikke,
hvad vi skulle der midt i en krig.

Vi har vores i Sverige.
Fik du sagt, at du stopper?

— Hvordan skulle jeg kunne det?
— Madsen må klare sig selv.

— Vi kan ikke klare os uden Madsen!
— Jeg har da mine engagementer.

— Det kan vi ikke leve af.
— Det har du da sagt.

Nej, jeg har ej!
Du har ikke hørt efter.

Jeg tager til Stockholm. Du har
inspireret mig til "Dödsdansen".

Søde, lille Alma.
Vi skal nok finde ud af det.

Jeg kunne ikke vide,
Madsen blev så sentimental —

— fordi de vil aflive en tysk soldat.

— Obersten sagde, det er sket.
— At han er henrettet?

Det ved jeg ikke.
Men i hvert fald dømt.

Det var en af de soldater,
der kom og fik kakao.

— Var det? Hvem af dem?
— Ham, der sang så smukt.

Ham? Men han var da den sødeste
af dem alle sammen.

Ja.

Så rejser hr. og fru Molin.
Har du sagt farvel?

De var lige herinde.

— Du har gjort alt, hvad du kunne.
— Det var sgu ikke meget.

I det mindste skal du ikke
arbejde for dem mere.

Det kommer aldrig til at ske igen.

— Skal vi ikke gå ned at bade?
— Det har jeg sgu ikke lyst til.

Jo. Kom nu.

Lad os få noget luft.
Det har vi godt af, begge to.

— Så blev hr. og fru Molin hentet.
— Havde han fru Frigh med tilbage?

Nej, det er rigtigt.
Det er længe siden, hun tog af sted.

— Kender vi hinanden?
— Nej, hr. Hasselstrøm.

Vi har en fælles bekendt.
Emil Høyer.

Emil Høyer?
Nej, det tror jeg ikke.

Han har solgt rationeringsmærker
til Dem, og De betalte ham 5000.

Jeg ville høre, om De er interesseret
i resten af Deres tyvekoster.

— Jeg fik ikke Deres navn.
— Det er lige meget.

— Er De interesseret?
— Måske. Har De dem da?

Måske.

Hvis jeg skulle være interesseret,
hvad skal det så koste?

Ikke en krone.

Jeg vil endda fortælle,
hvem der stjal mærkerne.

— To kedelige typer. Toft og Thomsen.
— Toft og Thomsen?

— Hvor kan man finde dem?
— De var i Skagen i går.

Da Emil ikke ville fortælle om
mærkerne, brækkede de hans fingre.

Ikke pænt.

Jeg giver Dem tasken,
hvis De sørger for —

— at de aldrig kommer i nærheden
af Emil igen.

Det skulle nok kunne arrangeres.

Tak.

Tasken ligger i garderoben
lige henne på stationen.

Det var behageligt
at gøre Deres bekendtskab.

Det var behageligt
at lugte oversøisk tobak.

— Den er dyrket i Danmark.
— Det er den i hvert fald ikke.

Jeg kan fortælle Dem, at det er den
på marker uden for Aalborg.

Vil De have en?

— Hvad kan sådan en sælges for?
— 60 øre.

60 øre for en dansk cigar?

Intet som krig sætter gang
i foretagsomheden.

"Erindringer fra scene og film."
Nej, det er for kedeligt.

"Triumfer fra scene og film."
Nej, det bliver alt for ...

Hvordan fortæller jeg,
at jeg har elsket begge dele?

Jamen der var den jo.

— "Jeg har elsket det hele."
— Hvabehar?

Det er min nye titel.
Hvad kan jeg gøre for Dem?

— Klokken er 20 minutter i seks ...
— Ja tak. Jeg har fundet mit ur.

Det var pænt af Dem.
Tak.

Kollegaerne i København
lånte en nøgle til Deres lejlighed.

Der er tydelige spor
efter kommunisten Svend Damm.

Han har malet på væggene.

Klokken er 20 minutter i seks,
og De er anholdt.

— Anholdt?
— Han blev kørt af sted.

Betjenten var her og arresterede
Svend Damm, som selv havde ringet.

— Hvorfor tager de Edward med?
— Betjenten kom pludselig tilbage.

Hr. Weyse skældte ham ud,
men de var tre mand.

— De sagde, han var komponist.
— Kommunist.

— Det er forrykt. Er Hjalmar deroppe?
— Det tror jeg, fru Weyse.

— Har du hørt om Edward?
— Det var svært at undgå.

Han var højrøstet,
da de slæbte af sted med ham.

Jeg tager til Skagen nu.
Se efter drengene.

— Jeg har ikke sagt noget til dem.
— Luk lige døren.

Jeg må sige til dem, at Edward intet
har med det at gøre.

Drengene har savnet dig. Begge deres
forældre skal ikke i Horserød.

Tager de ham derop?
Det kan de da ikke.

De kan tilbageholde på mistanke
uden at stille dem for en dommer.

Han overlever aldrig.

Da vi talte om, at tyskerne
beslaglagde Hotel Udsigten —

— insisterede Edward på, at bare vi
lukkede øjnene, fandtes det ikke.

Jeg har ikke brug
for din moralisering.

Undskyld. Jeg ringer til min minister
og hører, om han kan hjælpe.

Sig til ham, at Edward intet har
med politik at gøre. Du kender ham.

— Du ved det.
— Ja. Han er kun optaget af sig selv.

Hvad var det, mor?

— Det må være søminen.
— Er den tilbage?

— Den var drevet i land igen.
— Ved Hotel Udsigten.

— Vi blev jaget væk af tyskerne.
— Hører du, Olga?

Det var det, du ønskede,
at den drev i land hos dem.

Der er ikke noget overnaturligt
ved det.

Det er strømforhold og videnskab.

Derfor kan de godt have fortjent det.

Hotel Udsigten brænder.
Fru Berggren er løbet ned for at se.

Hr. Villumsen er ikke på sit værelse.

Han gik for en halv time siden.
Han skulle mødes med Morten.

— De skal vist af sted om lidt.
— Hvordan ser det ud derovre?

— Det hele brænder.
— Hvad med radaren?

— Den store installation?
— Den er knækket midt over. Ja.

Hold da op.

— Halløj.
— Bertha.

Hotel Udsigten brænder.
Radaren er ødelagt.

— Er Morten og Claus derinde?
— Nej, de er kørt.

De tog rutebilen kvart over.
Det var da ærgerligt.

Hvis du ringer til Arne Kokholm,
kan han få beskeden videre.

Der var måske også noget andet,
du gerne ville have sagt til dem.

Måske.

Så var det da trist,
han ikke hørte det.

Det er typisk mig. Jeg er ikke
god til at få ting sagt, mens tid er.

Jeg skal fortælle Leslie om de danske
cigarer. Det kan redde vores økonomi.

— Så fik du noget ud af at omgås dem.
— Er du stadig sur over det?

— Det var vigtigt at få det lukket.
— Det håber jeg, det er nu.

— Og at du er færdig med ham.
— Det kan jeg forsikre dig.

— Hvor er mine bøger?
— På dit værelse.

Jeg har ikke rørt dem.

Dav, Alice. Jeg blev så glad, da du
foreslog, jeg kunne kigge forbi.

— Hvornår foreslog jeg det?
— Da du ringede.

— Måske var det mig, men du sagde ja.
— Gjorde jeg?

Ja, det gjorde du.
Tak for det med Hasselstrøm.

Jeg har ikke set Toft og Thomsen. Det
ærgrer mig, du ikke får dine penge.

Jeg klarer mig også uden.
Du er nødt til at gå.

Bertha er hjemme for at hente noget,
og hun skal ikke se dig.

— Bliver hun længe?
— Om hun bliver længe?

Ja.

— Hun kommer nu.
— Jeg venter omme i haven.

— Hvem var det?
— Hvem hvad?

— Hvem ringede på døren?
— Det var bare ...

Det var doktor Simonsen. Ja.
Han ønskede mig velkommen hjem.

— Så er han måske lun på dig.
— Pjat. Pjat.

— Nå, men jeg skal ikke holde på dig.
— Skulle vi ikke spise sammen?

Kunne vi gøre det en anden dag?
Jeg er så træt efter rejsen.

Jeg vil bare op
og have en lille middagslur.

— Jamen så sov godt.
— Tak. Hils fru Ploug.

Fortæl, Edward.

Fortæl.

— Der er ikke meget at fortælle.
— Slap de dig bare?

Det var frygteligt.
Du har ingen anelse.

Køjesenge med halmmadrasser
tilbage fra den store krig.

Fire mand på værelset.
To af dem anede ikke, hvem jeg var.

— Var du den eneste, der måtte gå?
— Ja, de andre er jo kommunister.

Så du Svend?

— Han sad i en anden barak.
— Han efterlod et brev.

Han undskyldte
at have ødelagt min sommerferie.

Og hvad så med min? Jeg har været
alene hele sommeren med drengene.

Jeg er blevet anholdt
og beskyldt for at være politisk.

Åh gud.
Hvad nu hvis bladene finder ud af —

— at jeg har siddet i kommunistlejr?
Kan min bog så overhovedet sælges?

Så er alt spildt!

Det er trist for dit forord,
hvis du har skrevet det forgæves.

Sidste år frygtede du,
at folk troede —

— du sympatiserede med tyskerne.
Mon ikke du også slipper denne gang?

Hr. Weyse er hjemme i god behold.
Fru Weyse ringede.

Jeg har hele sommeren frygtet,
at gæsterne tog hjem før tid.

— Ikke at de skulle i fængsel.
— Det gik alligevel.

Det gør det også næste år.
Nu er tyskerne jo væk.

Så må de jo henrette deres soldater
et andet sted.

— Kør med os hjem.
— Jo, Amanda.

— I stedet for at blive her alene.
— Jeg skal lukke ordentligt af.

Jeg skal lave regnskaber.
Der er meget, jeg skal.

Af sted med jer.
Jeg kan ikke have jer hængende her.

Vi ses.

Ja.
Jeg ringer, når vi er fremme.