Original subtitles

Australien... et gammelt land...

...hjem for et gammelt folk...

...som har lært at overleve i naturen.

Et ekstremt klima.

Utrolige landskaber.

Unikke skabninger... der har udviklet sig i et isoleret miljø.

Der er fyldt med vidundere...

...magi...

...og farer.

Det her er Australien, som I aldrig har set det før.

Aboriginernes legender fortæller-

-at for længe siden var jorden blød og uden form.

Ånderne kom til landet, tit i dyreskikkelser.

De skabte bjerge... ørkener... og floder.

I 50.000 år var det vilde kontinents hemmeligheder-

-en del af verdens ældste overlevende kultur.

Aboriginerne er de første beboere i Australien.

De ærer og beskytter mange aspekter af landet og dyrene-

-som, de tror, er deres forfædre.

Disse særlige dyr og steder kaldes totemmer-

-og blev skabt i drømmetiden...

...i starten af deres skabelseshistorie.

Fortællinger fra drømmetiden er givet videre gennem titusinder af år.

De styrkede båndet mellem mennesket og naturen.

Aboriginerne lærte for længe siden, at de måtte stole på naturen-

-for at overleve i kontinentets ekstreme miljø.

Et af de barskeste steder er en ikonisk og berygtet ødemark.

Australiens centrale ørkenområde kaldes for "det røde hjerte".

Det er en ekstrem ødemark, hvor der er varmere end på marts.

Det er et af de tørreste steder på jorden.

Men denne ødemark er ikke helt øde.

Der eksisterer kun kænguruer i Australien.

Røde kæmpekænguruer er de største og landets største pattedyr.

Denne gruppe eller "bande" anføres af en alfahan.

Den skal tage sig af de op til fire hunner i sit harem-

-og deres unger.

Babyerne kaldes "joeys"-

-og fødes efter kun fire ugers drægtighed.

Derefter tilbringer de ni måneder i morens pung-

-hvor de dier på pattevorter skjult indeni.

Der er plads til to unger.

Men på et tidspunkt bliver ungen for stor at bære rundt på.

Når den er cirka 12 måneder, må den klare sig selv i verden.

Den får et gratis måltid ind imellem.

Ifølge en fortælling fra drømmetiden gik kænguruen på fire fødder.

Men en dag deltog en kænguru i en hellig dans.

Den lærte dem at danse ved at hoppe op og ned.

Men fordi den var kommet uinviteret, blev den straffet af de ældre.

Siden har den været nødt til at hoppe på sine bagben.

Kænguruernes klassiske hoppen er ikke ideel for at komme rundt.

De kan ikke hoppe baglæns eller gå, som alle andre dyr.

Og de kan heller ikke gå sidelæns.

De bruger deres hale som et femte lem, et ekstra ben-

-som skubber fra for at få dem fremad.

Men når de får fart på, kommer de bedst fremad ved at hoppe.

De stærke, elastiske sener fungerer som gummibånd.

Senerne presses sammen ved hvert hop og udløser et kurvet hop-

-som nemt kan slynge kænguruen fremad op til ni meter.

Den tunge hale er en balancestang, der holder kænguruen oprejst.

Røde kæmpekænguruer er erfarne rejsende...

...tit 160 kilometer på en enkelt dag.

En nødvendig evne, når man vandrer i en af de største ørkener-

-og den sidste store ødemark, der blev opdaget.

I århundreder talte europæerne om et ukendt, sagnland ved verdens ende.

"Terra australis incognita."

"Det ukendte land sydpå." En kæmpestor skjult ø.

7,5 millioner kvadratkilometer med bjerge...

...regnskove...

....og ørkener.

Kænguruer er perfekt tilpassede Australiens store vidder.

Man hvad hvis landskabet ændrer sig?

I den tætte skov ville det næsten være umuligt at hoppe hurtigt...

...for at slippe væk fra et rovdyr.

Men her i den tropiske skov i det nordlige Queensland-

-har kænguruerne udviklet sig.

Denne her klatrer i træer.

Det er en trækænguru.

Trækænguruer er de største dyr i Australien, der bor i træer.

Den har udviklet kraftige ben, som er ideelle til at klatre med.

Tænderne er tilpasset blade og bark i stedet for at tygge græs-

-som dens fætre på jorden.

De udviklede sig fra standarden for syv millioner år siden.

Så de har haft masser af tid til at øve sig på deres træfærdigheder.

I modsætning til de andre kan den gå ved at bruge lemmerne uafhængigt.

Trækænguruer var en vigtig fødekilde for aboriginerne.

Men jægerne var nomader, så de efterlod nok dyr-

-til at finde føde, når de kom tilbage måneder eller år senere.

Aboriginerne er ikke mere afhængige af dem-

-men kænguruerne bliver stadig jaget.

Bortset fra mennesket og den konstante varme-

-er det her kænguruens største fjende.

De ser måske typisk australske ud-

-men ny forskning viser, at dingoerne måske kom fra Kina-

-og blev indført af rejsende fra over 15.000 år siden.

Dingoer jager i grupper.

Det er vildhunde, der sammen jager alt-

-fra små gnavere til kænguruer.

I tørsæsonen kan dingoer overleve i dagevis uden vand.

De får væske fra kadaverne eller de dyr, de dræber.

Det er en nødvendig evne i et af de tørreste kontinenter på planeten.

Men der er ingen garanti for overlevelse.

Australien bliver tørrere for hvert år.

Somrene starter tidligere og varer længere.

Og hedebølgerne bliver mere og mere intense.

Her ved kysten bliver livet lettere.

Her er det normalt med regn-

-som skaber krat, floder og skove.

I dette subtropiske klima viger støv og klipper for planter og træer.

Her trives insekterne.

Og edderkopper er særlig veltilpassede.

I New South Wales på østkysten-

-bor et lille og farverigt gemyt.

Det er mindre end 0,5 cm langt.

Denne påfugleedderkop findes ingen andre steder i verden.

Og den er i gang med at lave noget meget farligt.

Påfugleedderkoppehunnerne er meget kræsne med deres partnere.

For hannen kan bare det at nærme sig og foreslå en tur hen i hulen-

-få katastrofale følger.

Hunnen kan sagtens finde på at æde hannen til morgenmad.

Så hvis den vil have pigen og leve længe nok til at fortælle om det-

-må den frem med sit hemmelige våben.

Den australske påfugleedderkop er en fiks danser.

Men hunnen er en streng dommer.

Den studerer hannens farver, vibrationer og dansetrin-

-for at være sikker på, at det er den rigtige art-

-og vælger så den sundeste af dem til at parre sig med.

Hvis alt går godt, får hannen lov.

Men imponerer hannen ikke, kan den hurtigt blive middagen.

Endelig belønnes præstationen.

Australiens miniature verden er fyldt med overraskelser.

Længere nordpå har en lille hær skabt et af naturens største kunstværker.

På afsides sletter kan dolkelignende monolitter rage 3,5 m op i luften.

De er møjsommeligt konstrueret af fortidige ingeniører.

Og de er blevet vedligeholdt af en skjult arbejdskraft.

Men mennesket har ikke bygget dem.

Det er termitboer.

Termitter er fantastiske arkitekter og bygmestre-

-med et teamwork ud over det sædvanlige.

De mindste termitter er arbejderne, kun 0,5 cm lange.

De er alle helt blinde.

Deres arbejde er at sørge for mad og pleje til de andre termitter.

De graver også tunneller, finder mad og vand og reparerer tuerne.

De større termitter er soldaterne. De forsvarer kolonien mod angreb.

I hver "by" bor der op til 200.000 termitter-

-og det tager årtier at bygge dem.

For den lille termit svarer det her til en menneskeskabt skyskraber-

-med en højde på over 500 m.

Men der er noget andet, der gør disse monolitter endnu mere utrolige.

Alle er konstrueret, så de vender nord mod syd...

...så den ene side får sol om morgenen...

...og den anden om eftermiddagen.

Så boerne og termitter har hele tiden den samme temperatur.

Termitterne er i sikkerhed i deres solopvarmede hjem.

Men turen til arbejdet kan være farlig.

Et myrepindsvin nærmer sig i sin søgen efter det næste måltid.

Myrepindsvinet er lidt af en særling.

Dets fem centimeter lange pigge er lavet af det samme som fingernegle.

Og de er sylespidse.

Det har en sjov vralten, fordi benene stikker ud til siderne.

Og selvom det er et pattedyr, så lægger det faktisk æg.

Dets lange tryne er perfekt til at finde insekter og orme med.

Det kan bruge den til at opfange de små elektriske strømme fra byttet.

Det er en slags underjordisk radar.

Det sære dyr var genstand for aboriginernes fantasi.

Ifølge et sagn fra drømmetiden var myrepindsvinet engang en mand-

-som blev jaget, fordi han havde dræbt et stammemedlem.

De andre fra stammen forfulgte ham gennem skoven.

De smed mange spyd efter ham.

Spyddene blev siddende, men han blev ved med at løbe...

...indtil han nåede i sikkerhed i en hule.

Da han kom frem igen, var han blevet til et myrepindsvin...

...stadig dækket med spyd.

Fra den dag var han nødt til at jage krybende langs jorden.

Aboriginernes legender handler ikke bare om dyr...

...men også om mennesker, der forvandledes til bjerge...

...eller om floder, der blev skabt af tårer.

I de Australske Alper er der tinder på over 1,5 km.

Højere oppe falder temperaturen, og fugtigheden stiger.

Mens lavlandet bager i den tidlige sommervarme-

-forfrisker den køligere luft på skråningerne natsværmerne.

Her foretager de sig noget, der ser bagvendt ud.

De migrerer hertil i millionvis for at overvintre om sommeren.

De stuver sig sammen på klipperne og dækker hulevæggene-

-med op til 150 klumpet sammen per kvadratmeter.

Når den første sne falder, nydes den varme vinter i lavlandet.

Ligesom natsværmerne er glade for køligheden-

-byder de lokale dyr natsværmerne velkommen... med åbne kæber.

Bjergdværgpossummen er et af Australiens mest sjældne-

-mest truede og mest usædvanlige pungdyr.

Den blev opdaget for 50 år siden.

Den er afhængig af den årlige sne, så den kan gå i hi.

Men inden må den have samlet et forråd.

Fede agrotis infusa er det perfekte måltid.

Det er et fint afbalanceret liv.

Bliver der for varmt i bjergene om sommeren, kommer natsværmerne ikke.

Bliver der for varmt om vinteren, kan opossummen ikke gå i hi.

Aboriginernes indgående kendskab til naturens gang-

-indeholder forbløffende hemmeligheder.

Viden, som er givet videre i over flere titusinder år-

-fortæller om dyr, der forbereder sig på varme, tørke og regn-

-i dage- eller ugevis, før det sker.

Før brugte aboriginerne disse tegn til at overleve i en barsk natur.

I Queensland annoncerede flokke af behårede larver-

-at fiskene samlede sig i vandvejene.

Store flokke af sorte kakaduer betød, at regnen var på vej.

Mange af disse naturlige tegn er stadig sande i dag.

De findes også i aboriginernes drømmehistorier.

Som den om manden, der smed en pind mod et træ med sovende flagermus.

Kæmpeflagermusene fløj ned og fløj ham op i nattehimlen.

Han blev til den lysende stjerne, Antares-

-og alle flagermusene blev til mælkevejen.

Flokkene flyver stadig ned fra træerne.

Det her er arten pteropus scapulatus, også kendt som "flyvende hunde".

De forsamler sig i tusindvis.

Tit i nærheden af floder og strømme.

Hver han tager sig af to til fem hunner.

Så familierne kan blive ret store.

Denne flagermus er cirka tre uger.

Om fem uger vil den være parat til sin første prøveflyvning.

Dens mor vil være der i flere måneder-

-mens den udvikler de nødvendige evner for at kunne finde mad...

...og undgå at blive en andens middag.

De elsker nektar, men æder også frugt, plantesaft og endda insekter.

De fleste små flagermus bruger ekkolokalisering-

-for at navigere i mørke og jage byttet.

De flyvende hunde er anderledes. De bruger deres syn.

De er faktisk de eneste flagermus, der kan se farver.

Store øjne er en hjælp i svagt lys.

Men i meget mørke, overskyede nætter kan de intet se-

-og er ikke i stand til at jage.

Det bliver en klar nat. De store flagermus fylder himlen.

Jagten er gået i gang.

Men det er ikke kun flagermusene, der er ude efter et måltid.

Disse ferskvandskrokodiller findes kun i Australien.

De er tre meter lange og har kæber, der kan knuse de stærkeste knogler.

De bruger en "sid og vent"-jagtmetode.

De ved, at i tør varme får flagermus ikke væde nok fra frugter og blade.

De er nødt til at drikke.

Og det eneste sted, man kan gøre det, er i floden.

De drikker ikke direkte, men dypper kroppen og slikker den våde pels.

Præcisionen er afgørende.

En våd flagermus i midten af floden kan have svært ved at lette igen.

Men krokodillerne behøver ikke at vente på en fejltagelse.

Med så mange meget tørstige flagermus-

-skal krokodillerne bare forholde sig rolige.

Normalt æder de fisk og fugle og pattedyr, der svømmer i vandet.

At fange byttet i luften er noget nyt.

Ferskvandskrokodillerne har tilpasset deres adfærd til at æde flagermus.

Men de er ikke de eneste, der forandrer sig.

Over hele dette store kontinent-

-må dyrene tilpasse sig et stadig mere ekstremt klima.

I ørkenen i Northern Territory kan temperaturen nå op på 43 grader.

Der er ingen steder at skjule sig fra varmen.

I det røde hjerte ligger der en ø.

En kæmpe klippe omgivet af et goldt hav.

Det er Uluru eller Ayers Rock.

For de fleste aboriginere er det et meget helligt sted.

Stammerne har flere opfattelser af, hvordan Uluru blev skabt.

Nogen siger, at det var under en stor kamp mellem to øglestammer.

Den røde sten hævede sig for at ære det blod, der blev spildt.

Store øgler vogter stadig klippen i dag.

Der er flere øgler i Australien end nogen andre steder på jorden.

Der er over 300 forskellige arter.

Perentivaranen er Australiens største øgle.

Den kan blive over to meter lang.

Med sin kæmpe størrelse og utrolige styrke-

-er den frygtet af de fleste ørkendyr.

Dens hale er stærk nok til at brække en dingos ben.

Og giftkirtler i munden betyder, at de fleste bidesår inficeres.

En skægagame ville være en god snack.

Med en tophastighed på over 40 km/t.-

-kan perentivaranen løbe hurtigere end det meste på dens menu.

Når den ikke kan se byttet, bruger den sin utrolige lugtesans.

Den bruger ikke næsebor, men smager på luften med en tvedelt tunge.

Og alt efter hvilken del, der får den stærkeste lugt-

-ved den, i hvilken retning byttet er.

Stærke lemmer og kløer som hager-

-afskrækker de fleste her i ørkenen.

Og med den superlugtesans-

-er det ikke muligt at skjule sig.

For at blive så utiltrækkende som muligt-

-har ørkendyrene udviklet de mest fantastiske træk.

Den piggede lille fyr er en tornet djævel.

Myrer og termitter kan klare den stærke sol-

-fordi deres reder ligger nede i den dybe jord.

I de store kolonier kan der være flere millioner.

Så de har råd til at miste et par stykker.

For ikke at ende som en andens mad, har øglen et godt trick.

En blåtungeskink er lidt større end en tornet djævel.

Ethvert dyr, der nærmer sig, er en potentiel trussel.

Og den tornede djævel tager ingen chancer.

Den bøjer hovedet og afslører sit andet hoved på ryggen.

Hvis det bliver bidt af-

-er der en god chance for, at resten overlever.

Glansøglen er ude efter insekter. Den tornede djævel er reddet.

I øjeblikket.

Aboriginernes legender er fyldt med frygtelige rovdyr.

Men der er to, som ligger helt i toppen.

En tiger...

...og en djævel.

I de sidste 200 år...

...er 36 racer af pattedyr uddøde på verdensplan.

Halvdelen af dem var fra Australien.

Den tasmanske tiger var Australiens største pattedyr.

Man mener, at den er blevet udryddet.

Djævlen er også blevet forjaget fra hovedlandet.

De sidste døde for over 400 år siden.

Men på en utrolig ø lever den stadig.

Syd for hovedlandet ligger Tasmanien.

Den er en del af Australien, men den er meget mindre.

Næsten 325 km fra top til tå.

Det er en ø med dramatiske kyster, forrevne bjerge-

-gamle skove og glitrende søer i højlandet.

Et tilholdssted for sjældne og unikke planter og dyr.

Det er det sidste stop før Antarktis-

-kun 2.000 km væk.

Så øen er køligere end hovedlandet.

Klimaet er mere tempereret, og der er ingen store rovdyr.

Mange fantastiske planter og dyr, som er uddøde i Australien, ses her.

Vombatterne har boet på Tasmanien i 20 millioner år.

Hunnen her på knap to år er ved at udforske en ny verden-

-uden morens beskyttelse.

Dens søgen efter mad fører den længere væk fra hjemmet hver dag.

Den har aldrig set vand før.

Og for det unge dyr kunne sumpen lige så godt være havet.

Vombatter svømmer faktisk godt.

Men en forsigtig padlen er nok første gang.

Vombatten er en af Tasmaniens mest sky beboere.

Men da det begynder at skumre, vågner naboen.

Og den er lige det modsatte.

Hvis der er et dyr, som forbindes med Tasmanien, så er det dette her.

Den tasmanske djævel: Verdens største kødædende pungdyr.

Man har fundet fossiler af dem over hele Australien.

Men i over 400 år har de kun levet på Tasmanien.

Men de har mange problemer.

Det kan faktisk være sidste gang, at man ser dem i naturen.

De er mest ådselædere, der æder, hvad de kan finde.

Med de stærke tænder og kæber kan selv større dyr ædes med hud og hår.

De er små, intolerante og hidsige.

Hvin, snerren, hosten og gøen-

-bruges til at skræmme modstanderne væk.

En skarp nysen bruges til at udfordre alle, der kommer for tæt.

Den høres tit lige før en kamp.

Deres kampe er voldsomme, så de får tit ar.

Al den biden og riven bliver deres endeligt.

Tasmanske djævle på andre dele af øen-

-plages af en sjælden og indtil nu uhelbredelig kræft.

Usædvanligt for kræft så overføres den via sår.

Tumoren vokser i ansigtet og i munden.

Og alle de ramte dyr ender med at dø af det.

Denne gruppe er den sidste af de tasmanske djævle på øen.

Men det er ikke bare dyr, som er blevet udryddet her.

I 40.000 år havde aboriginerne-

-hele det store kontinent, Australien, for sig selv.

Men i 1770 ændrede alt sig.

Da den engelske opdagelsesrejsende Cook ankom-

-gjorde han krav på den nye verden for England.

Og så begyndte de europæiske nybyggere at ankomme-

-og de løb hurtigt den skrøbelige kultur over ende.

Sammen med en anden levevis så kom de med nye sygdomme.

De indfødte var forsvarsløse.

Der døde i titusinder på hovedlandet.

Og næsten hele den tasmanske befolkning blev udryddet.

Trods sygdomme og forfølgelse fra de nyes siden-

-er der stadig efterkommere af de overlevende.

Uden en skreven historie-

-er deres traditioner og tro givet videre gennem fortællinger-

-om de mange måder naturen kan hjælpe folk til at overleve-

-fra at finde mad og udholde ekstremt vejr-

-til at bruge naturlige kure og medicin.

Naturen afslører stadig sine hemmeligheder nu om dage.

NÆSTE GANG...

Danske tekster: www.btistudios.com