Original subtitles

— Du er i gang med dine memoirer? — Hvad er der sket?

— Svend Damm. Jeg kan ikke komme. — Hvorfor ikke?

Han er eftersøgt. Jeg må købe ind for ham.

— Få ham ud, Helene. — Jeg er ked af sidste år.

Jeg havde ikke regnet med at blive forelsket.

Til bagageopbevaringen på Hirtshals Station. Dine 50.000 ligger der.

— Der er en ny gæst. — Er værelset tilfredsstillende?

Dejligt sted.

En tysk løjtnant har passet på dit hotel?

— Tyskerne spærrer stranden af. — Få fat i løjtnanten.

— Jeg kan ikke ringe til ham. — Kom nu, Amanda. Ring til ham.

Det er da til at leve med.

— Det ér det da, Amanda. — Ja. Ja.

— Hvad, Ditmar? — Tja.

— Jeg tror, gæsterne bliver glade. — Bare de kigger den anden vej.

— Nu ikke så gnaven. — Jeg er aldeles ikke gnaven.

Det er du da.

— Godmorgen. — Godmorgen.

— De har flyttet afspærringen. — Er det rigtigt?

— Hvor meget? — Små 30 meter.

— I hvert fald 50. — Vi har dem ikke lige i nakken?

Godt. Det var det, jeg sagde, Amanda. Det hjalp at tale med løjtnanten.

— Han kommer forbi i dag. — Hvem, løjtnanten? Hvorfor?

— Det ved jeg ikke. — Der er intet galt i at sige tak.

Behøver vi sige tak for, at der er pigtråd tværs over stranden?

Det er, hver gang han har afleveret Wilhelm på Frijsenholm.

Humøret skal lige justeres.

— Nå, har de flyttet det? — Ja, langt ned ad stranden.

Det var det, jeg sagde. Når løjtnanten siger det, så gør de det.

Det er posten. Nej, jeg glemte lige at sige —

— at hr. Aurlands sekretær ikke får brug for værelse 12.

Skal hun bo inde hos hr. Aurland?

Nej. Nej, hvorfor tror du det? Hun kommer ikke. Hun er blevet syg.

— Så ville hun ikke smitte. — Det er klart.

Det er ikke første gang. Hun har svage kirtler.

— Er det det samme med Helene? — Svage kirtler?

Nej, forkølelse. Skulle hun ikke være kommet?

Jo, jo. Hun er på vej.

Hvordan går det med dine memoirer? Får du skrevet noget?

Ja, ja, da. Jeg holder lige en mindre pause.

Jeg venter på Helene, så hun kan tage sig af drengene.

Der er kommet en pakke til Dem. Det er hjemmefra.

Hjemmefra? Nå ja! Det må være mine udklipsbøger.

Hvorfor sender hun dem? Helene er jo på vej herop.

Det er meget at slæbe på. Er der noget nyt fra stranden?

— Ja. De har flyttet hegnet. — Det var gode nyheder.

Hvorfor sagde hun ikke det med det samme?

Ja?

— Har De hørt den gode nyhed? — Vil De fortælle om Jelling?

Nej. Jeg er blevet pålagt tavshed af professor Dyggve.

Professor? Jeg troede, han var arkitekt.

Vi kalder ham altid professor. De har flyttet hegnet på stranden.

— Det var da godt. — Vil De med ud at gå en tur?

— Har De ikke lige gået? Jeg så dem. — Gjorde De?

Ja, tilfældigvis.

Bild dem ikke noget ind. De gik over mod Hotel Udsigten. Det undrede mig.

Det var også en fejl. Jeg blev hurtigt standset og sendt retur.

— Jeg har problemer med kompasset. — Besværligt som arkæolog.

De skulle bare vide. Engang i Egypten for jeg vild i en pyramide.

Jeg fandt først ud en uge efter. Hvordan går det med kemibogen?

— Jeg er færdig. — De fik nok?

— Færdig med bogen. — Hvorfor læse kemi i sommerferien?

— Jeg går på studenterkursus, sprogligt, men vil læse medicin —

— og så må jeg indhente kemien. Er de så tilfreds?

— Skal vi fejre det med at bade? — Jeg har en aftale med min mor.

Er De ikke for gammel til at rende efter hende?

Goddag, fru Frigh. Jeg taler lige med Deres datter.

Jeg kan se, De skal ned at spise morgenmad, så velbekomme.

Hvorfor vil du ikke med ned at bade? Han virker da rigtig flink.

— Har du fortalt om studenterkurset? — Jeg fortryder allerede.

— Har De hørt den gode nyhed? — Tyskerne har flyttet afspærringen.

— Nej, hvor dejligt. — Ja.

Hr. Madsen? Der er telefon til Dem fra kontoret i København.

De skal tale med Molin. Jeg er på ferie. Jeg tager den ovenpå.

— Hvad tid kommer vognmanden? — Jeg har ikke fået ringet til ham.

Skulle vi ikke køre efter morgenmad? Mor? Skulle vi ikke?

Jeg er i tvivl, Bertha.

Hvad mener du med i tvivl? I tvivl om hvad?

— Om det er det rigtige. — Hvordan kan du være i tvivl?

Jeg vil bare glemme det.

Der sidder en mand, der har franarret dig 50.000.

— Hvorfor sagde du det ikke deroppe? — Det har jeg prøvet at forklare.

Jeg blev overrumplet. Jeg troede, det var min nabo, og så var det ham.

Jeg vil foretrække ikke at tale om det nu.

Jeg ringer til vognmanden og tager op og melder ham.

Sæt dig ned. Sæt dig.

Du tager ingen steder. Det sidste år har været slemt nok.

— Jeg behøver ikke en skandale. — Hvad hvis du får pengene tilbage?

— Du kan redde fabrikken. — Jeg vil ikke tale om det.

Vi må redde fabrikken ved at finde besparelser.

Godmorgen.

Vi har lige hørt, de har flyttet afspærringen. Vidunderligt.

— Jo, men de er der jo stadig. — Det er et pænt stykke.

Jeg skal ikke ned at bade, så længe de er der.

— Du bader jo aldrig, Olga. — Og slet ikke nu.

Den er god nok. Tyskerne har rykket hegnet og trukket pigtråd op.

— Bare de holder sig på deres side. — Vi har fået brev fra Peter, morfar.

— Det må jeg nok sige. — Der er mere.

— Må jeg ikke nok sige det? — Så skal morfar sætte sig ned.

— Nå. Hvad er det, Emma? — Peter skal have en lillebror.

— Ja, eller lillesøster. — Nej, skal han det?

Det må jeg nok sige.

Men hvordan kan ... Fie og Morten ...

... sende et brev fra England?

Det er det, der er mærkeligt. Brevet er sendt fra Danmark.

Morten må have fået en til at tage det med.

Ja, det må han have gjort.

— Lang samtale. — Jeg kan ikke finde Molin.

Er han ikke hjemme?

Nej. Byggeriet på Bispebjerg mangler gelændere. Folk er flyttet ind.

De er bange for at skvatte. Vi bliver kimet ned!

Jeg er dødtræt, Therese, af, at man kan ikke kan få materialer.

Skal man virkelig bygge for tyskerne for at få dem?

Nej, Georg. Det skal man ikke.

Nej. Molin havde lovet at tage sig af det. Hvor er han?

— På besøg hos sin kone i Stockholm? — Nej, det havde han da sagt.

Jeg prøver revisoren. Jeg ringer lige!

Skulle vi ikke ud at gå?

Kom ind.

— Grosserer Madsen er færdig. — Bestil en samtale til min kone.

Det skal jeg gøre.

— Ja? — Edward Weyse. Hvem taler jeg med?

— Det er mig! — Edward! Hvor hyggeligt.

— Hvordan går det? — Jeg vil tale med Helene.

Hun laver soufflé. Vi skal passe på, den ikke falder sammen.

Nu jeg har dig: Er der andre steder, du gemmer smøger?

Jeg fandt en i badekåben. Nu kommer hun. Det er din mand.

— Hallo? — Hvad er det, der sker?

— Han bruger mit navn i telefonen. — Han er på flugt, Edward.

— Han render rundt i min morgenkåbe. — Han fandt den i soveværelset.

— Hvad laver han i soveværelset? — Intet. Har du fået pakken?

Ja, jeg har fået pakken og brevet. Hvad mener du med, du ikke kommer?

Der er sket noget. Jeg turde ikke skrive det.

Han kan ikke bo hos Agerskov. De er lige blevet taget. Det er alvor.

De ved ikke, om de bliver sendt til Tyskland.

Og hvad med mig? Hvad har du tænkt dig?

De skal have bogen til sommer. Er det ligegyldigt?

Nej, selvfølgelig ikke! Jeg har et andet sted, jeg prøver.

— Det skal nok lykkes. — Du gemmer cigarer i reolen!

Hvad siger han?

Han er taknemmelig for at bo her. Hvordan går det med drengene?

De leger med tyskerne, fordi deres mor ikke er her!

— Nu har du talt med mor. — Nu skal vi ned at bade!

Det er det, vi skal. Nu skal vi ned at bade.

Du sidder med regnskaberne. Har du fundet pengene?

Det tænkte jeg nok. Jeg gætter på, du ikke vil tale med politiet i Skagen.

Det er fint. Så tager vi til Hirtshals og henter den taske.

— Det gør vi ikke. — Hvorfor tog du så bagagemærket?

— Det ved jeg ikke. — Fordi du tænkte, han havde ret?

"Måske ligger mine 50.000 der, og så er fabrikken reddet."

Lad os tage ned at se. Hvad kan det skade? Enten er de der, ellers ikke.

Der går en rutebil til Hirtshals oppe ved krydset om 20 minutter.

Vi kan lige nå den. Kom nu, mor.

Hvis der virkelig er penge i den taske, er det dine.

— Otilia må servere. — Hvorfor kun mig?

— Du forstår tysk. — Vi skal ikke snakke.

— Vi skal forstå, hvad de bestiller. — Alle får det samme.

Ja, det ser fint ud.

Jeg håber, det regner, så de bliver væk.

— Vil fru Fjeldsø stadig rejse? — Taler hun om det?

— De rejser? — Ja.

— Det er kun et par timer. — Hvor tyskerne sidder hernede.

Vi kan gå en tur og gå ud ad bagdøren.

Vi kan ikke gå ned ad stranden, og nu skal vi ud ad bagdøren.

Samarbejdspolitikken i en nøddeskal. For at være her må vi sluge kameler.

For mit vedkommende er det her lige en kamel for mange.

— Er De allerede kommet? — Det er først klokken tre.

Men til de gæster, der opholder sig på værelset, er der kaffe —

— og ekstragode anretninger betalt af hotellet.

— Hører du, Olga? — Ja, ja. Jeg er ikke døv.

— Hvad betyder det? — Tre slags kage og likør.

— Det lyder da dejligt. — Det får mig ikke til at blive.

Nej, nej. Men du rejser ikke, før du har drukket kaffe.

Det gør mig ondt med deres sekretær.

Ja. Hun er påpasselig med smittefare.

Det er nok også bedst.

Mit tilbud står stadig ved magt, hvis De har brug for hjælp.

Det er pænt af Dem, men mon ikke hun når at blive rask?

Jo. Lad os håbe det.

Det er sådan, vi alle har det, men de kommer først klokken tre.

— Hvem? — Tyskerne.

Har du bedt drengene holde sig fra forpladsen?

Drengene? Nå, de er gået over til den lille pige hos fru Andersen.

Tyskerne er det mindste af mine problemer.

— Hvad er der galt? — Alt er galt.

Alt.

Kom lige med et øjeblik.

Værsgo.

Må jeg stille dig et samvittighedsspørgsmål?

Ja, værsgo.

Lad os sige, at en af dine bekendte pludselig flytter ind —

— i din lejlighed uden dit vidende.

— Uden mit vidende? — Ja, uden dit vidende.

Under påskud af at han har en mindre uoverensstemmelse med myndighederne.

Ikke nok med det, så render denne person rundt i din morgenkåbe —

— roder i dine ting og ryger dine cigarer, og nu skal du svare ærligt:

Ville du så ikke finde det helt i orden —

— at lave et opkald til politiet og give dem et lille tip om —

— hvor denne person er?

Jo, måske. Hvad taler vi om, Edward?

Det er Helene, som skjuler teatermaleren i vores lejlighed —

— fordi han er på flugt fra politiet.

Helene har forsøgt at få ham placeret, men uden held.

Hun lovede at prøve igen, men det lykkedes ikke.

— Hvorfor er han på flugt? — Han er vist kommunist.

— Kommunist? — Ja, noget i den retning.

— Det var overraskende af Helene. — Lige mine ord.

Det, der sker med kommunisterne, er en skandale.

Ikke at jeg nærer sympati for politikken —

— men det er et lovligt parti, som er jaget, fordi tyskerne forlanger det.

Det danske politi har tilmed anholdt dobbelt så mange, som de bad om.

Sågar demokratisk valgte medlemmer af Rigsdagen.

Jeg synes, du skal være rigtig stolt af Helene.

— Stolt? — Ja. Det synes jeg ærligt talt.

Jamen så er jeg det. Det vil jeg ringe og sige til Gyldendal.

— Skulle vi ikke bade? — Fik du fat i Molin? Prøv Stockholm.

Der er et portræt af Alma her. Det virker til, han er der.

Den har han fortalt mig om for en måned siden.

Fortalte han, han var blevet Almas impresario? Det står her.

— Der er et fint billede af dem. — Må jeg se?

Hvordan fanden ser han ud? Han ligner et fastelavnsris.

— Han er jo kommet i showbiz. — Det betaler jeg ham ikke for.

— Jeg ringer til ham. — Nej, nu går vi ned og bader.

Gud nej! Jeg ser først nu, hvem der har skrevet artiklen. Fanny Fjord!

Weyses ekskone! Det må jeg lige vise ham.

Skulle vi ikke ned at bade?

Det står lige der. Der er et rigtig fint portræt af Alma Molin.

— Det er da fint for hende. — Har De kontakt?

— Med Molin? — Nej, Fanny.

— Ikke siden vi blev skilt. — Ligger hun før eller efter Betty?

— Efter, så vidt jeg husker. — Nå ja. Bette, Fanny, Sibyl, Helene.

— Fire rigtige. Bravo, fru Madsen. — Hvad laver De?

Efter utallige opfordringer er jeg ved at skrive mine memoirer.

Nej, hvor spændende. Jeg er sikker på, at de bliver knaldgode.

— Tak. — Nå, jeg vil ikke forstyrre.

— Behold bladet. — Det behøver jeg ikke.

Måtte jeg forsøde tilværelsen med kaffe og kage?

Ja. Jeg har hørt, vi skal bestikkes for at tåle tyskerne.

Det har allerede virket. Fru Fjeldsø bliver alligevel.

— Gik det godt på Frijsenholm? — Hvorfor spørger du om det?

— Du virker bare lidt ... — Lidt hvad?

Nej, ikke noget. Ikke noget.

Jeg er stødt på en artikel af min stedfar.

Var det ikke forbudt at kalde ham det?

Min mors mand. Nazisten, der residerer på min ejendom.

Hvad skriver din mors mand den her gang?

Et glødende indlæg, hvor han opfordrer unge til —

— at melde sig frivilligt mod bolsjevismen.

Han kalder det endda Frikorps Danmark!

Hvornår ser min mor, at den, hun har giftet sig med, er ...

— Landsforræder. — Netop.

Det skal hun nok finde ud af. Indtil da kan jeg præsentere kagerne.

Det er fra venstre: vandbakkelser med jordbær og chokoladeglasur —

— kongerulle med hindbærcreme og små, glade kanelmakroner.

— Dernede. — Jeg ved ikke, om det er en god idé.

Det er det.

Han sagde, der ville være kedelige typer, der holdt øje.

Her er jo helt fredeligt.

— Skal De hente noget? — Mor?

— Sedlen. — Ja.

— Hvordan ser den ud? — Det er en taske.

Der er mange tasker. Hvad farve?

Den er vist sort.

Her.

Sort er den ikke. Er De sikker på, det er Deres?

Ja. Jeg huskede forkert. De kan se, den har samme nummer.

— Nå, men så bliver det 2,85. — Mor? Penge?

Ja.

— Værsgo. — Tak.

— De kommer herhen. — Jamen er det ikke fru Frigh?

Nå? De henter bagage i Hirtshals?

Ja. Ja, vi ...

Min mors moster bor her. Hun skulle en tur til København.

Hun rejste, før vi kom, så hun sendte bagagemærket.

Det er nogle broderede duge, hun syntes, min mor skulle have.

— Broderede duge? — Ja. De har været i slægten længe.

Min kone elsker broderi. Det var ikke sådan, jeg kunne ...?

De er lagt så pænt sammen. Jeg vil nødig rode i det.

Det forstår sig. Hvor skal damerne hen?

— Tilbage til hotellet. — Det dejlige lille hotel.

Må jeg køre damerne? Jeg er på vej tilbage til Skagen.

Gerne, hvis det ikke er til ulejlighed.

Det skulle da lige mangle. Nu skal jeg tage den her.

De er tunge, de duge, hvad?

— Så er de der. — Hvor mange er der?

— Indtil videre syv. — Så behøver vi ikke alle.

Hold op. Vi gør det alle tre.

— De er kun syv. — Kom nu, Edith.

De er meget fredelige og velopdragne.

Det er kun to timer, Amanda.

— Han spørger, hvornår du har fri. — Sig, han skal give slip.

— Se Severin. — Må vi give grisene mad?

Ja, gør I bare det. Men ikke for meget.

— Jeg viser, hvordan man gør. — Mange tak for chokolade.

— Ja, tak for chokolade. — Velbekomme da.

Tænk, at den selvoptagne skuespiller har så velopdragne unger.

Pjat med dig.

Jeg blev så glad for det brev, vi fik fra Fie og Morten.

Bare vi vidste, hvem der havde sendt det fra Danmark.

Så kunne vi ringe til dem og få mere at vide.

— Det ved vi desværre ikke. — Nej.

Therese, du havde ret. Molin ér i Stockholm. Jeg talte med stuepigen.

"Herren og fruen ventes tilbage i aften."

Jeg har sagt, han skal ringe, lige meget hvor sent han kommer hjem.

— Hvad fanden? Er de stadig dernede? — Nu skal jeg lukke.

Det er ham den unge fra stranden. Ham den unge soldat.

Hvad synger han om?

Om at se på stjernerne og tænke på dem derhjemme.

Hvad sker der?

— Hvad gik det ud på med brevet? — Det var fra hans kæreste.

Hun er halvjøde, så de må ikke skrive sammen.

— Det kan ikke være på grund af det. — Det ér det. Det er Tyskland.

Betjenten, der blev ved med at tale om dugene.

— Tror du, han fik mistanke? — Nej.

— Nå, lad os så se, mor. — Jeg tør ikke.

Du gør det.

— Er der penge i? — Nej.

Jeg vidste det. Jeg vidste det!

Den er fuld af rationeringsmærker.

Sukkermærker, kaffemærker, sæbemærker —

— petroleum, smør, cigaretpapir.

Det er fuldstændig sindssygt. Jeg ved ikke, om der er for 50.000.

Det er en formue på det sorte marked.

Enten er det hælervarer, eller også har han selv stjålet dem.

Vi skulle aldrig være taget derned. Vi skulle have gjort, som jeg sagde.

Vi giver tasken til politiet, og så fortæller du, hvem de har i cellen.

Det ved jeg ikke. Den skal i hvert fald ikke stå her.

Hvad ved du ikke, mor? Du har tænkt dig at tale med politiet, ikke?

Lad være med at presse mig! Jeg må tænke over det her.

Skønt. Emil Høyer kører stadig rundt med dig.

— Det har intet med ham at gøre. — Så forstår jeg ikke et ord.

Bertha, kom lige.

Du går stadig i skole, så måske kan du hjælpe.

Vi kan ikke huske, hvad Gorm den Gamles hustru hed.

Det er dig, der ikke kan huske det. Jeg er ligeglad.

— Er det ikke Thyra? Thyra Dannebod? — Jo, det er da også rigtigt!

Jeg fatter ikke, I kan hidse jer op over, hvad der foregik i jernalderen.

Det er ikke jernalderen, Olga.

Der kommer jo eksperten. Må vi spørge Dem om noget?

Er Gorm den Gamle jernalder?

— Det kommer an på, hvem man spørger. — Nu er det Dem.

— Min søster mener, det er. — Det vil mange give hende ret i.

Der kan du se, Lydia.

— Vi har savnet Dem i dag. — Hvem "vi"?

Jeg har savnet Dem og vores hyggelige snakke og de drinks, vi tager.

— Jeg arbejder. — Undskyld.

Severin og Leander spørger, om de må blive hos min far i nat.

— De leger så godt med Emma. — Nå, så de forlader mig også?

Ja, hvorfor ikke?

— Ja? — Jeg forstod ikke helt. Måtte de så?

— Ja, ja. Hjertens gerne. — De bliver glade.

Dejligt.

— Har De læst om Harald Bergstedt? — Nej.

Han har skrevet tre kronikker, hvor han hylder det tyske felttog —

— og sammenligner Hitler med Luther.

Man skulle ikke tro, samme forfatter skrev "Jeg ved en lærkerede".

Ja. I vores tid mister flere og flere orienteringen.

Det har De ret i.

Det er længe siden, vi har set Deres hustru herude.

Ja.

— Hun har måske travlt? — Vi lever ikke sammen mere.

— Nå. Det var jeg ikke klar over. — Hun bor på Frijsenholm.

Jeg foretrækker København, når jeg altså ikke er her.

— Ja. Og Deres søn? — Wilhelm?

— Han bor på skift hos os begge. — Ja. Bare man kan finde ud af det.

Min mors mand er nazist. Det komplicerer det en del.

Må vi sove oppe på høloftet, morfar?

— Ja, det må de vel nok. — Bare I ikke forstyrrer nissen.

— Er der en nisse? — Ja.

Hvis man forstyrrer ham, kilder han en.

— Det tror jeg ikke på. — Gør I ikke det?

— Så lad os se på det. — Ja.

Peter Andreas, kunne det være Morten selv, der har sendt det brev?

Han kom jo sidste år, uden at vi fik noget at vide.

Det skal du ikke regne med, Molly.

Ja. Sådan. Ja, så blev det os igen.

— De spillede Deres es for tidligt. — Gjorde jeg?

— Det må De undskylde. — Vi tager dem næste gang.

Hvor tog De og Bertha hen i dag?

— Vi kørte bare en tur med rutebilen. — Hvorhen?

— Bare en lille tur til Hirtshals. — Hvorfor dog det?

Vi havde hørt, det skulle være en yndig by.

Børn får jo nok i sig selv. Man skal nyde, at ens datter vil på udflugt.

Men ligefrem Hirtshals? Nå, men det er Deres tur til at blande.

— Hvor er Weyse? — Han gik op. Arbejde.

— Stadig? — Han skriver sine memoirer, Georg.

— Gør han det? — Skal det ske i ferien?

Hvis det er her, han er inspireret ...

Nej. Altså jeg vil fortryde det. Det er det dummeste, jeg kunne finde på.

Hun skriver da ganske udmærket, men dertil at begynde —

— at blande hende ind i det ... Nej, nej.

Hvad vil Helene ikke tænke, hvis jeg beder Fanny ...?

Det er hun selv ude om. Herregud, vi skal bare tale bogen igennem.

Ikke andet. Hun er jo sød. Og dog.

Det er over 15 år siden, vi har talt. Hun kan have forandret sig.

Ja. Nej, nej, nej. Jo, jo, jo. Nej, det er en rigtig dårlig idé.

Den glemmer vi. Den ér glemt. Man går aldrig tilbage til en ekskone.

Der er altid et regnskab, der ikke er gjort op.

Goddag, lille Fanny.

Ja, det er Edward.

— Hvad sidder du og tænker på? — Ikke noget. Er I færdige?

— Bare en pause. Kommer du ind? — Gæsterne skal være i fred.

Pjat. Det ville kun være hyggeligt.

— Er alt, som det skal være? — Ja, ja. Hvad mener du?

Jeg tænker, at du ikke er sammen med gæsterne eller pigerne.

— Er du ikke meget alene? — Slet ikke, mor.

Overhovedet ikke.

Jeg går tilbage, før fru Fjeldsø bliver utålmodig.

Hun har en stor aften. Hun har vist glemt tyskerne på forpladsen.

Så siger vi det. Jeg ringer igen samme tid i morgen.

— Lige et øjeblik. Godaften. — Jeg troede, De var færdig.

— Det gør ikke noget. — Jeg ville give Dem denne her.

— "Danmarks oldtid". — Jeg fandt den i reolen.

Kig i den. Så kunne de lære lidt om arkæologi.

Gorm den Gamle er fra vikingetiden, ikke jernalderen.

Vi har dårlige erfaringer med folk, der udgiver sig for at være andre.

Enten forklarer De mig, hvad det går ud på, og ellers fortæller jeg —

— at De er fuld af løgn.

Det er den unge dame, jeg fortalte om. Vi er løbet ind i et problem.

— Der er en, der vil hilse på Dem. — På mig?

Hallo? Hvem taler jeg med?

Jeg ved ikke, om du kan huske mig, men du legede med mine unger —

— og en feriedreng ved navn Leif.

Hr. Kokholm? Er det Dem?

Ja. Det er mig. Nå, så har du mødt hr. Villumsen.

Man skulle tro, det var lyv, men det var det klogeste, de kunne finde.

Vi har bedt ham om at finde ud af, hvad der sker på Hotel Udsigten.

— Det håber jeg bliver mellem os. — Selvfølgelig.

— Det var hyggeligt at hilse på dig. — I lige måde.

— Vil De have Villumsen igen? — Nej, ham har jeg hørt nok på.

— Farvel, Bertha. — Farvel.

Hvor er det fantastisk. Nu har vi ingen hemmeligheder for hinanden.

Behold bogen. De får brug for den, næste gang De taler med fru Ploug.

Villumsen er blevet afsløret, det fjols.

— Hvor mange ved det? — Kun Bertha Frigh.

— Hende kan vi godt stole på. — Ellers noget nyt?

De bygger ovre ved tyskerne. Der kommer maskiner og arbejdere udefra.

Er det kystbatterier? Radaren har de i Skagen.

Måske du selv skulle tage derop.

Jeg ved ikke med ham Villumsen.

Vi giver ham en chance mere.

Ja, ja.

Undskyld, hvis jeg var ukoncentreret.

— Det indhenter vi. Godnat. — Godnat.

— Hvad laver du her? — Der er en stige ved dit vindue.

— Så tag samme vej ned. — Du er vred på mig.

Er det på grund af tasken? Jeg er glad for, du hentede den.

— Holdt de øje? — Det kan du bande på.

Og du slap af sted alligevel.

Hvor er du god.

Jeg tager op og afleverer tasken i morgen. Du har stjålet dem.

Jeg har ikke stjålet dem. Det er faktisk en mærkelig historie.

Det er den skære sandhed. Jeg sad pludselig med tasken.

Men jeg vidste ikke, om de kom tilbage, så jeg afleverede tasken.

— Hvorfor ikke til politiet? — Det var min plan, men ...

Men så kom jeg i tanke om dig.

Nu kunne jeg betale dine penge igen. Jeg er ved at forhandle med dem.

Jeg vil ikke have penge derfra. Går du ikke til politiet, så gør jeg.

Ville det ikke se mærkeligt ud?

Du tog bagagesedlen og hentede tasken.

Hvis den må blive her, finder vi ud af det. Alt bliver godt.

Du aner ikke, hvor meget jeg har tænkt på sidste sommer —

— da vi lå sammen i din seng.

Du skal gå nu. Lige nu.

Jamen så går jeg.

Georg, ved du, hvad klokken er?

Jeg fik endelig fat i Molin. Jeg måtte tale med store bogstaver.

Det bryder du dig ikke om. Hvad sagde han?

— At han nok skulle ordne det. — Kommer han hjem? Det var godt.

Han kan ikke rende rundt i det kluns og spille fandango. Kom nu.

Du skal gøre ham en tjeneste.

Det er til hans kæreste. Du skal sende det.

— Det forstod jeg godt. — Hvad hvis det bliver opdaget?

— Hvad gør de ved hotellet? — Han er bare en stor dreng.

Hvad fanden ligner det at sende dem i krig?